a) En detailleret Redegørelse for Organisationen af Port Arthurs Søfront i artilleristisk Henseende under Krigen 1904- 05;

b) En Skildring af de Krigsbegivenheder, som berørte denne Front;

c) En Paavisning af de Erfaringsresultater med Hensyn til Udledelse ved Kystartilleriet (specielt det danske), som kan uddrages af denne Krig.

Indsendt af Premierløjtnant P. W. Madsen ved 2. Kystartilleribataillon.

Indledende Bemærkninger.

Om Krigen i Østen 1904— 1905 findes en meget righoldig Litteratur. Begivenhederne paa de forskellige Steder af Krigsskuepladsen er blevet skildret i talrige Værker og Afhandlinger, og Kampene om Port Arthur har da ogsaa faaet sin almindelige Behandling. Port Arthurs Sofronts særlige Historie er derimod, saa vidt bekendt, endnu ikke skrevet, rimeligvis fordi Sofrontens Virksomhed under Krigen saa ganske overskyggedes af de store og afgørende Begivenheder, som forefaldt paa andre Steder, og naar en Beskrivelse af denne Fronts Deltagelse i Krigen skal gives, maa Stoffet derfor hentes fra forskellige — russiske og japanske, land- og somilitære — Værker.

Ved Udarbejdelsen af nærværende Besvarelse er benyttet: Det russiske Generalstabsværk: Den russisk-japanske Krig.

(Oversættelse til Tysk).

Det japanske Admiralstabsværk: Den japansk-russiske Søkrig.

(Oversættelse til Tysk).

W. Ssemenow: »Rassplata«. Krigsdagbog.

Mange andre Kilder — Boger, Memoirer, Afhandlinger, Tidsskrifts- og Bladnotitser — har selvfølgelig staaet til Raadighed og er ogsaa taget i Brug, men de er dog i Hovedsagen kun benyttet, naar de har givet Oplysning om Begivenheder eller Forhold, som ikke er omtalt i de ovenanførte Værker. Naar en saadan Sondring mellem det til Raadighed staaende Materiale har fundet Sted, er Grunden folgende: Enhver, der har givet sig af med at studere den russiskjapanske Krig, vil have bemærket, at Kilderne frembyder en Mængde Uoverensstemmelser, og det ikke alene hvor det drejer sig om mindre betydende Detailler, men ogsaa hvor Talen er om mere vigtige Forhold.

At der er Uoverensstemmelser er naturligt. De Beretninger, som stammer fra Øjenvidner eller Kampdeltagere, bærer alle Spor af Meddelerens Individualitet, af den Sindsstemning som han befandt sig i, da han overværede de skildrede, usædvanlige og oprivende Begivenheder. Paa andre Forfatteres Værker har de vekslende Følelser — dikterede af militær- eller handelspolitiske Grunde — med hvilke man i de forskellige Stater fulgte Krigen, sat deres umiskendelige Præg.

Endelig' har nogle Forfattere behandlet Krigens Begivenheder og Krigserfaringerne paa en saadan Maade, at deres Beretninger fremtræder som agitatoriske Skrifter, gennem hvilke de har villet søge at knæsætte eller forkaste en eller anden krigsvidenskabelig Teori eller Idé, som man har levet paa i Militærstaterne, men som først gennem Krigens Prøvelse har faaet sin Værdi fastslaaet. Den heftige Strid om »Kunstore-Kanoner-Skibet« (Dreadnought’en) er et Eksempel herpaa. End ikke imellem Forfattere, om hvilke man dog skulde tro, at de af forskellige Grunde maatte faa det samme Syn paa Begivenhederne, hersker der Enighed; den ovenomtalte Ssemenow har saaledes kun Haan tilovers for den kendte og ofte citerede russiske Militærforfatter, Kaptajn Klado. Til Overflod skal kun tilføjes, at der i de forskellige Kilder vrimler med Forvanskninger af Sandheden, Misforstaaelser, Selvmodsigelser, ikke rettede Trykfejl o. a. 1. Under visse Omstændigheder maa Kilder helt udskydes. Dette gælder navnlig saadanne, som har set Dagens Lys under eller kort efter Krigen, og i hvilke Japanernes gennemførte Fortielsesprincip har lavet store Huller. Et Par Eksempler kan illustrere dette Forhold.

Den 15. Maj 1904 løb det japanske Kampskib »Yaschima« paa en Mine og sank Dagen efter. Beretninger om dette Uheld naaede først i Oktober, og da kun i Form af Rygter, til Europa, ja selv til Japan, og først i Sommeren 1905 (efter Tsushimaslaget) blev Begivenheden helt kendt. Russiske Kilder fortæller, at den japanske Krydser »Joschino« blev sendt til Bunds den 13. April af den russiske Torpedojager »Ssilny«. Japanske Kilder, bl. a. Det japanske Admiralstabsværk, hævder, at Krydseren gik til Bunds, ved åt Panserkrydseren »Kasuga« den 15. Maj i Taage løb ind i den og derved selv paadrog sig et større Havari. Dette Havari henfører Russerne imidlertid til den 15. April, paa hvilken Dag Krydseren deltog i et Bombardement af Port Arthur, men Kilderne er iøvrigt uenige om, hvorvidt Havariet skyldes en Minesprængning eller en Træffer fra et af de russiske Skibe.

Man kan gaa til Besvarelsen af den her stillede Opgave med Lyst, thi den til Raadighed staaende Litteratur synes ved første flygtige Gennemgang at eje en Fylde og en Rigdom af Detailler, som lover at give Svar paa mange for Kystartilleriet interessante Spørgsmaal. En nærmere Undersøgelse af Kilderne blotter imidlertid paa en ubarmhjertig Maade de ovenomtalte Mangler; Fylden afslører sig som værende af mere kvantitativ end kvalitativ Art, Detaillerne bliver ofte uden Værdi, fordi de viser sig at være ukorrekte, hele Stoffet skrumper ind, og derfor vil Udtryk som: »kan ikke angives med Sikkerhed« — »herom foreligger ingen Oplysninger« — »opgives saaledes, men maa antagelig være forkert« o. s. v. desværre alt for ofte forekomme i det følgende. Da ingen Kilder saaledes giver alt eller giver hele Sandheden, maa man tage sit Parti: Man maa vælge eet eller et Par Værker som Grundlag for sin Udarbejdelse, og benytte dem som det Skelet, paa hvilket man kan anbringe Stof fra andre Kilder. Det bliver paa en Maade et Stykke Mosaikarbejde, hvor man af mange og efter bedste Skøn udvalgte Stykker, hentede mangfoldige Steder fra, danner et Billede, hvilket dog ikke forhindrer, at nogle af de udskudte Stykker maaske havde passet bedre i Billedet.

De her som Hovedkilder benyttede Værker frembyder følgende Ejendommeligheder: Stilen i Det japanske Admiralstabsværk er tør og lidenskabsløs refererende; Tonen ejer den tilforladelige Hæderligheds Skær og kræver Tillid, og hele Fremstillingen synes at gaa ud paa at vise, hvorledes Sejrene blev vundet — selvfølgelig først som Følge af Kejserens »Dyder og Visdom«, saaledes som Admiral Togo udtrykker sig i sine Takketelegrammer — men dernæst ved alle Førernes solide Dygtighed og hele Systemets usvigelig sikre Gang.

Værket ejer en Rigdom af Detailler — alle Skibsdivisionernes, ja selv de enkelte Skibes Bevægelser er saaledes skildret meget indgaaende, og en Mængde Klokkeslet er anført paa Minutter nøje — men naar man har konstateret, at Sandheden ikke altid er fulgt ved Skildringen af det mere væsentlige, saa mister man Tilliden til Detaillernes Ægthed og faar en Mistanke om, at de mange Tal, Navne, Klokkeslet, Kurser m. m. er taget med for at dække over det egentlige Stofs Mangler. Har Værket saaledes mange Ord, hvor det gælder om at beskrive det mindre vigtige, saa er det til Gengæld yderst kortfattet, naar Talen er om Skildringen af det, som har blivende Interesse. Hvor Beretningen strejfer ind paa saadanne interessante Omraader som f. Eks. Ildledelsen, bliver Stilen populær-svævende. Kampen den 9. Febr. 1904 foran Port Arthur skildres saaledes: »----- overalt glimtede det, Krudtrøg og Damp steg til Vejrs, og faldende Projektiler fik høje Skumsøjler til at hæve s ig -------- stundom skjules Solen af Røgen -------- de fjendtlige Projektiler slog ned foran og bagved, til højre og venstre for o s----- «; og om Bombardementet af Port Arthur den 10. Marts hedder det bl. a. »--------- man saa, hvorledes Projektilerne fløj op og forsvandt i Skyerne, saa drønede Eksplosionerne i det fjerne---------«

Dette er nærmest daarlig Journaliststil, hvis det da ikke netop er den Stil, som den japanske Admiralstab anvender i Værker, bestemte til Offentliggørelse.

Det russiske Generalstabsværk er Det japanske Admiralstabsværks Modsætning; er det japanske Værk en Forher ligelse af Japanerne, saa er det russiske Ruslands Storvadsk efter en snavset Affære. Tonen er refererende, men kan blive lidenskabelig, Detaillerne findes, hvor Fremstillingen kræver det, de er der for at paavise saavel Fortrin som Fejl, og de er ikke taget med saaledes som i det japanske Værk for at demonstrere, hvorledes hele Systemet »klappede«. Medens Japanerne afholder sig fra enhver Dadel, tager Det russiske Generalstabsværk alt op til Belysning, intet og ingen gaar Ram forbi, og undertiden bliver Kritikken saa skaanselsløs, at man fristes til at tro, at den netop er saa skarp, fordi det er et Nutids-Rusland, som holder Dom over et Fortids-Rusland med Ordene: 1 Virkeligheden burde • Rusland have sejret, og det havde det ogsaa, hvis vi blot havde haft nogle andre Personer ved Roret; men netop fordi vi dengang havde den Administration og de Førere, som gjorde de Fejl og kædede Uheld til Uheld, gik det som det gik — nu var det gaaet ganske anderledes. »Rassplata« er udarbejdet af Kaptajn i den russiske Flaade, Ssemenow, paa Grundlag af den Dagbog, som han førte under Krigen, og han hævder i Bogens Fortale, at han intet har forandret i det Billede, som Dagbogen giver gennem de Notitser, som han i sin Tid nedskrev under Indtryk af de friske Begivenheder.

Bogen afspejler aabenbart Forfatterens Personlighed, og en Skildring af hans Deltagelse i Krigen giver sikkert bedre end noget andet et Billede af Værkets Aand. Da det trak op til Krig, ansøgte Kaptajn Ssemenow, der da stod ved Staben i St. Petersborg, om Udkommando til Østen, hvor han tidligere i flere Aar havde gjort Tjeneste paa Stillehavsflaaden. Ansøgningen blev bevilget, og Ssemenow var Vidne til alle Krigsbegivenhederne i Port Arthur i Foraaret og Sommeren 1904. Under den for Russerne uheldige Kamp den 10. August var han Næstkommanderende paa Krydseren »Diana«, der undslap til Saigon, hvor den blev desarmeret og Mandskabet interneret. Det lykkedes dog Ssemenow at undslippe, han hastede hjem til Rusland og naaede netop at melde sig til Tjeneste paa Østersøflaaden. Han blev ansat ved Admiral Rostdestwenskis Stab og gjorde hele Turen med Flaaden Syd om Afrika, indtil han som Krigsfange endte i Japan efter Tsushimaslaget. Bogen viser Forfatteren som en praktisk, handledygtig Mand, hvis glødende Iver ofte lader ham udtale haarde Ord om Ledelsens Mangel paa Kraft og Initiativ, men som dog altid optræder loyalt og gemmer sin Pessimisme hos sig selv.

I det efterfølgende — navnlig i Afsnittet om Port Arthurs Søfronts Organisation — er der flere Steder omtalt Forhold, som ikke direkte vedrører Søfronten, og derfor godt kunde have været udeladt. Naar disse Forhold alligevel har faaet deres Omtale, er det gjort ud fra den Kendsgerning, at unormale eller særlige Foreteelser i de øvre Kommandoled som oftest vil sætte Spor i de lavere Leds Virksomhed, og da Begivenhederne ved Port Arthur netop afdækkede Uregelmæssigheder i den højere Administration, vil et vist Kendskab til disse Forhold være af Betydning for en objektiv Bedømmelse af Port Arthurs Søfronts Optræden.

Angaaende de medfølgende Billeder skal siges:*) Et Billede giver mange Gange en klarere Fremstilling af visse Forhold end en selv nok saa detailleret skriftlig Beskrivelse. Billederne, som er reproduceret efter Fotografier, behøver ingen nærmere Omtale. De tegnede Billeder maa ikke tages for mere, end hvad de er: Resultater af Krigskorrespondent-Tegneres Penne. Paa den anden Side maa det dog erindres, at flere af disse Tegnere har tilbragt Aar af deres Liv paa forskellige Kamppladser, hvor de har erhvervet sig Ry for Dristighed og Mod, og selv om de ogsaa — af Hensyn til Publikum — ofte maa lade Fantasien spille, saa er det en kendt Sag, at deres Ærgerrighed netop gaar i Retning af at give en korrekt Gengivelse af saavel taktiske som tekniske Detailler, saaledes at deres Billeder senere kan staa for en saglig Kritik.

Det er ikke en Forfatters Opgave at fortælle, hvilke Vanskeligheder han har haft at overvinde under sit Arbejde — han har blot at fremstille sin Afhandling og overlade Kritikken at dømme. Af Hensyn til en Del i det følgende anførte Betegnelser, som uden nærmere Forklaring kunde formodes at være fejlagtige, og af Hensyn til dem, som kunde tænkes ogsaa at ville gøre det foreliggende Emne til Genstand for Undersøgelse, skal jeg dog nævne et Par Omraader, hvor Udarbejdelsen stødte paa uventede Vanskeligheder.

Alt efter de forskellige Kilders Oprindelse er Klokkeslettene opgivet efter 4 forskellige »Tider«, nemlig St. PetersborgTid, Port Arthur-Tid, japansk Tid og endelig Tid, beregnet efter det paagældende Steds Middag. Disse forskellige Tidsberegninger giver selvfølgelig i de forskellige Kilder forskellige Klokkeslet for den samme Begivenhed og kan, saalænge man ikke kender Aarsagen, give Anledning til unødvendige Overvejelser.

Da hele Sagen i de fleste Tilfælde imidlertid maa anses for at være underordnet, og da man iovrigt kan gaa ud fra, at de opførte Klokkeslet i det hele er ret upaalidelige, er der i det følgende ikke lagt særlig Vægt paa Nøjagtighed i Tidsangivelser; kun hvor det af Hensyn til Forstaaelsen af visse Begivenheder har været ønskeligt at kunne fastslaa Begivenhedernes Varighed, er denne konstrueret, uden at absolut Nøjagtighed altid kan siges at være opnaaet, bl. a. fordi Differencerne paa de forskellige »Tider« ikke er konstante. Medens den tyske Oversættelse af Det russiske Generalstabsværk saavel i Tekst som paa Kort bruger tyske eller kinesiske Navne paa de forskellige Lokaliteter, saa har den tyske Oversættelse af Det japanske Admiralstabsværk beholdt deganske fremmede japanske Navne. Efter disse Navne kan man absolut ikke finde sig til Rette paa andre Kort end de japanske, men da disse kun er Skitser og ofte mangelfulde og unøjagtige, fordi Admiralstabsværket i Hovedsagen kun beskæftiger sig med Søkrigsoperationerne, maa der en ofte særlig og besværlig Undersøgelse til, for at identificere de japanske Benævnelser.

I nærværende Udarbejdelse er følgende Forkortelser anvendt:

Det russiske Generalstabsværk benævnes D. r. G.,

Det japanske Admiralstabsværk benævnes D. j. A. og Ssemenows »Rassplata« benævnes Ssemenow.

A. Port Arthurs Søfronts Organisation.

Attention to the small details, insignificant and significant things on the part of the Officer. Af et engelsk Tidsskrift.

Port Arthu r ligger paa Østsiden af Kwantung-Halvøen, som omfatter den sydligste Del af den Vest for Korea i sydlig Retning udskydende større Halvø, Liaotung. (Skitse Side 7 og Side 34). Byen, der deles i Den ny By og Den gamle B y med »Kineserkvarteret«, ligger Nord og Øst for en af Naturen dannet Havn, som ud imod det aabne Hav beskyttes af Tiger halvøen, der gaar i Retning SV— NØ, og hvis yderste, smalle Ende, Tiger hale-Halvøen, bøjer lige i Nord.

Havnen indtager et ret stort Areal — ca. 6 km2 — , men da Vanddybden i dens vestlige Del, Vesthavnen, er yderst ringe — Havbunden ligger ved Ebbetid omtrent tør — , saa bliver det kun dens østlige Del, Østhavnen, der danner den egentlige Krigshavn. Her havde man før Krigen ved Opmudring skaffet en Vanddybde paa 10 m i et Bassin, hvor Skibene kunde gaa lige til Bolværk, og her fandtes de til Krigsskibenes Udrustning og Reparation nødvendige Magasiner, Kuldepoter, Kraner, Værksteder samt Dokken. Paa et lille Areal Vest for Tigerhale-Halvøen havde man, ligeledes ved Opmudring, skaffet saa stor Vanddybde, at større Krigsskibe kunde ankre her; dette Areal kaldtes Inder reden, og herfra førte en opmudret og for mindre Fartøjer farbar Rende ind til det Sted paa Kysten af Tigerhalvøen, hvor Ammunitionsmagasinerne og Torpedomaterieldepoterne fandtes. Indløbet til Havnen er ca. 300 m bredt fra Bred til Bred, i Sejlløbet ,er Bredden paa det smalleste Sted kun ca. 150 m. Vanddybden er ved Ebbe 9 m og ved Flod 12 m, Strømhastigheden 1,6 m i Sekundet. Paa Grund af den lave Vandstand kan større Skibe kun to Gange i Døgnet — ved Flodtid — passere Indløbet. Uden for Indløbet ligger Yderreden. Port Arthur og Havnen er paa alle Sider omgivet af Bjerge, der former sig snart i store sammenhængende Arealer, snart i isolerede Bjergknuder eller -kæder. Langs Kysten strækker sig gennem hele Tigerhalvøens Længde en Bjergkæde, der hæver sig til en Højde af 150— 170 m. Kædens sydøstlige Side er stejl og furet og falder brat af mod Havet.

Øst for Havneindløbet hæver Kystbjergene sig ligeledes stejlt op af Havet til en Højde paa 115 m i Guldhøjen for derefter at fortsætte mod Øst i lavere og fladere Højder (70 m) indtil det stejle Forbjerg Korsbjerget. Omtrent midtvejs mellem Guldhøjen og Korsbjerget løber Kysten ud i et undersøisk Rev ved Den flade Landtunge; Revet dukker igen op af Søen ca. 1 km længere ude i Latin Rock. Et andet undersøisk Rev, Kaiyosho, ligger ca. 700 m ude i Havet ved Østkysten af Liautieschan ca. 3 km Nord for Halvøens sydøstlige Hjørne; ellers er Fa rvandet frit og kan passeres af store Skibe til tæt ind under Kysten.

Midtvejs mellem Havnen og Den flade Landtunge findes den saakaldte Elektriske Klippe, og lige i Forlængelse af Havneindløbet og Nord for Østhavnen ligger den isolerede Bjergknude Vagtelbjerget. Mod Landsiden deler Terrainet sig i en indre og i en ydre Bjergrække, der begge igen ved Dalsænkninger og Flodlejer falder i forskellige Grupper.

Til den indre Række hører Dragebjergene, som fra det førnævnte Kystbjerg, Korsbjerget, med forskellige Navne paa forskellige dominerende Punkter ( D r a g e r y g g e n , S t o r e - og L i l l e Ø r n e r e d e , Kurganbjerget) strækker sig i en Bue mod Nord og Vest for at fortsætte i en vestlig Gruppe (Kaponiere-, T a n d - , B a r b e 11 e-, O b e 1 i s k-, Kathed r a 1- og S k o v s n e p p e b j e r g e t), der omslutter Den ny By og Havnen og ender ude ved Kysten i Den hvideUlvsBjerg.

Til den ydre Række horer Grupper i Øst — de to isolerede Bjergknuder Takuschan og H s i a u k us c h a n ; Gruppen i Nord — Ulvebjergene; Gruppen i Nordvest med dens forskellige fremtrædende Punkter som S s i r o t k a, H j ø r n e b i e r g e t, D e t lange Bjerg, Det flade Bjerg, Det høje Bjerg (203 m) og endelig i Sydvest det store Bjergparti Liautieschan, der opfylder hele KwantungHalvøens Sydside.

Ved Freden i Shimoneseki 1895, der sluttede den japansk-kinesiske Krig, fik Japan uindskrænket Herredømme over Liaotung-Halvøen med Port Arthur, der havde været kinesisk Fæstning og Flaadehavn, men som japanske Tropper under General O y a m a havde indtaget ved Storm. Ved saaledes at faa fast Fod paa det asiatiske Fastland krydsede Japan imidlertid den russiske Politik i Østen. Rusland gjorde da ogsaa straks Forestillinger hos Tyskland og Frankrig, og med den Motivering, at Japans Nærværelse paa Asiens Fastland var en Fare for Freden i Østen, tvang Rusland med Støtte af de andre to Stormagter og under Trusel om Anvendelse af Vaabenmagt Japan til at opgive sin Erobring og give den tilbage til Kina. Efter denne diplomatiske Sejr førte Rusland i de følgende Aar sin Politik i Østen videre med det Resultat. at det i 1898 kunde fremtvinge Kinas Underskrift paa en Kontrakt, ifølge hvilken Kwantung-Halvøen med Port Arthur blev givet Rusland i Forpagtning. Hermed havde den russiske Politik naaet sit foreløbige Maal i Østen, men for Japanerne var det en saa stor Uddybning af den Ydmygelse, som der var blevet tilføjet dem ved Shimoneseki-Freden, at da Krigen brød ud, blev Port Arthurs Erobring ikke alene en Sag af militær Betydning for Japanerne, den blev ogsaa en Magt- og Æressag.

Straks efter Overtagelsen blev Port Arthur besat af russiske Tropper, og den russiske østasiatiske Flaade indrettede sig paa at have fast Station her, og samtidig med, at al Kraft blev sat ind paa at forlænge den østkinesiske Banelinie ned til Port Arthur, blev Befæstningsspørgsmaalet taget op til Behandling. Ved Overtagelsen af Port Arthur kom Russerne i Besiddelse af de tidligere kinesiske Befæstningsanlæg samt af en Del Skyts med tilhørende Ammunition.

Befæstningsanlæggene var dog uden synderlig Værdi. Paa Søfronten fandtes 14 Batterier, hvis Plads og Form var godt afpasset efter Terrainet, men deres Konstruktion var kun lidt modstandsdygtig — i Stedet for Beton havde man saaledes anvendt Mursten med en Skal af Beton — og kun et Par Batterier var i en saadan Stand, at de midlertidig kunde anvendes til Opstilling af Skyts. De i Magasinerne forefundne kinesiske Kanoner af forskelligt Kaliber var i en meget forsømt Tilstand, men Manglerne var dog ikke større, end at de kunde afhjælpes ved Værkstedsbehandling. A f Krigsministeriets Midler blev straks anvist 92,000 Rubler til Ombygning af de kinesiske Batterier, 20 Stk. Fæstningsskyts — 22 cm*) og 15 cm Skyts fra Wladiwostock — blev midlertidig opstillet paa Sofronten, og efter at forskellige Forundersøgelser var blevet foretaget, blev der i 1899 nedsat en Kommission under Forsæde af Ingeniøroberst Welitschko med den Opgave at udarbejde et Udkast til en Befæstningsplan for Port Arthur. Allerede det følgende Aar var Udkastet færdigt, og i Juni 1900 blev det godkendt ved kejserlig Underskrift.

Ifølge dette Udkast skulde der paa Søfronten, d. v. s. Strækningen fra Den hvide Ulvs Bjerg til Korsbjerget (ca. 9 km), bygges 22 permanente Batterier til ialt 124 Stk. Skyts samt to permanente Ammunitionsmagasiner. De 22 Batterier skulde deles i følgende Grupper:

a) Gruppen paa Tigerhalvøen, bestaaende af 10 Batterier (Nr. 1— 10) med ialt 57 Stk. Skyts, hvoriblandt: 5-25 cm, 6-23 cm, 10 - 15 cm og 8 - 57 mm Kanoner samt 4-28 cm og 8 - 23 cm Haubitser;

b) et selvstændigt Batteri (Nr. 11) paa Vagtelbjerget med 4 - 15 cm Kanoner;

c) Gruppen mellem Guldhøjen og Den flade Landtunge bestaaende af 7 Batterier (Nr. 12— 18) med ialt 36 Stk. Skyts, hvoriblandt: 5 - 25 cm, 6 - 23 cm, 5 - 15 cm og 10 - 57 mm Kanoner samt 6 - 28 cm Haubitser;

d) Gruppen ved Korsbjerget, bestaaende af 4 Batterier (Nr. 19— 22) med ialt 27 Stk. Skyts, nemlig 5 - 15 cm og 6 -57 mm Kanoner samt 16-23 cm Haubitser.

Landbefæstningslinien skulde fra Korsbjerget gaa over Drageryggen, Ørnerederne, Kurganb.ierget, Kaponierebjerget, Skovsneppebjerget til Den hvide Ulvs Bjerg, d. v. s. med en omtrentlig Afstand fra Havneindløbet paa ca. 5 km. Til samtlige de i Befæstningsplanen nævnte Arbejder var Omkostningerne anslaaet til ca. 9 Miil. Rubler, hvad der efter Sagkyndiges Mening imidlertid var alt for lidt. Arbejdet blev stjaks paabegyndt og skulde kunne have været tilendebragt i Løbet af 4 Aar, men da de bevilgede Midler blev anvist i sparsomme og uregelmæssige Rater, gik det kun langsomt fremad, og ved Krigens Udbrud i 1904 var der ialt kun anvendt Mili. Rubler, og kun mellem Halvdelen og Trediedelen af samtlige Værker var færdige. Som det vil fremgaa af det efterfølgende, var Søfronten den Del af Befæstningslinien, paa hvilken der var blevet arbejdet med størst Kraft, og den var da ogsaa i taalelig Stand, da Krigen begyndte. Da man i Rusland i Sommeren 1903 var blevet klar over, at Krig med Japan næppe var til at undgaa, blev der om Efteraaret ekstraordinært bevilget 3 Miil. Rubler til Forsvarsforanstaltninger i og ved Port Arthur; men da Krigen kom kort efter, og da Aarstiden var ugunstig for Ingeniørarbejder, har Bevillingen næppe fremmet de fortifikatoriske Arbejder synderligt.

Ved Krigens Udbrud fandtes der paa Søfronten 21 Batterier med ialt 119 Stk. Skyts, nemlig: (Se Skitsen Side 10).

a) 9 permanente Batterier — Batterierne Nr. 2, 6, 7, 9, 13, 15, 16, 19 og 21 — der var bestykket med ialt 55 Stk. Skyts (5 - 25 cm, 20 - 15 cm (Canet) og 6 -57 mm Kanoner samt 10-28 cm og 14 - 23 cm Haubitser).

b) 9 provisoriske Batterier — Batterierne Nr. 1, 3, 4, 5, 12, 14, 17, 18 og 20. — Disse Batterier skulde senere udvides til permanente Værker; i Overgangstiden var de bestykket med ialt 52 Stk. Skyts (12-23 cm, 4-15 cm, 4 - 8,8 cm og 18-57 mm Kanoner samt 14 -23 cm Haubitser).

c) 3 provisoriske Batterier — Artilleribatteriet, Tigerhalebatteriet og Batteriet ved Guldhøjen. — Det var Bestemmelsen, at disse Batterier skulde nedlægges, naar Ombygningen af de andre provisoriske Batterier var endt, indtil da skulde de bevares og have en Bestykning paa ialt 12 Stk. Skyts (8-15 cm og 2-57 mm Kanoner samt 2 - 23 cm Haubitser).

Foruden de her nævnte 119 Stk. Skyts fandtes der i Fæstningen 12 Stk. bestemte til Anvendelse paa Søfronten; der var saaledes flere Kanoner for Haanden end bestemt efter Befæstningsplanen (124), men paa den anden Side manglede 5 af de 10 i Planen nævnte 25 cm Kanoner. Ovenstaaende Redegørelse stammer fra en R a pp o r t o v e r P o r t A r t h u r s K a m p b e r e d s k a b udarbejdet i December 1903 til Brug for den nydannede Fæstningsstab, og den' Viser saaledes ikke Situationen paa Søfronten ved Krigens Udbrud. D. r. G. oplyser, at der den 8. Februar 1904 (den Dag, da Japanerne første Gang viste sig foran Port Arthur) kun var 108 Stk. Skyts i Batteri og tilføjer, at det var de store Ombygningsarbejder, som var Skyld heri, og sammenholder man dette med Redegørelser, som findes i andre Kilder, saa synes det, som om Søfrontens artilleristiske Udstyr ved Fredsbrudet har afveget noget fra foranstaaende Opgørelse saavel hvad angaar Batteriernes som Skytsets Antal.

I D. r. G.s Redegørelse over Landfrontens Udseende ved Indeslutningens Begyndelse anføres, at Landfrontens venstre Fløj endte ved et Kystbatteri, Redouten D e n hvideUlv, som laa paa Den hvide Ulvs Bjerg. Redoutens Bestykning er ikke angivet, og Redouten nævnes ellers ikke under Søfrontens Værker. Som nævnt strakte Søfronten sig fra Den hvide Ulvs Bjerg i Vest til Korsbjerget i Øst, og alle Batterier havde Front ud mod Bugten, som førte ind til Port Arthur. Ved Befæstningsplanens Udarbejdelse havde ingen haft Tanke for, at en angribende Flaade kunde beskyde Værkerne og Byen indirekte fra en Position i Farvandet Vest eller Sydvest for Liautieschan eller, indirekte eller direkte, fra Tashe-Bugten, Øst for Korsbjerget, og det var først Japanernes gentagne Beskydninger fra disse Steder, som henledte Opmærksomheden paa denne skæbnesvangre Fejl. løvrigt var Søfrontens Batterier konstrueret og anlagt i Overensstemmelse med de almindelige taktiske Regler og under Hensyntagen til det enkelte Batteris særlige Opgave, selv om man, som det senere skal omtales, ogsaa paa dette Punkt havde begaaet Fejl. Haubitsbatterierne laa længst tilbage paa Bjergskråningerne, hvor de fik den største Højde over Havet. (Batterierne Nr. 6 og 7 laa saaledes i Cote 170 m, Batteri Nr. 13 i Cote 115 m), Batterierne for de svære og middelsvære Kanoner laa gennemgaaende lavere (30— 100 m over Vandet) og længere fremme, og endelig var de Batterier, hvis Skyts var bestemt til Havneog Mineforsvar og Afværgelse af Landgangsforsøg, anlagt lavt og nær Strandkanten.

Som Følge af, at Søfronten i det hele var under Udvidelse og Forandring, var Batterierne i en højst forskellig Tilstand. Nogle Batterier — Nr. 8, 10, 11 og 22 — var slet ikke eller lige netop paabegyndt, enkelte af de permanente Batterier var ikke færdige — i Batterierne Nr. 16 og 21 var Beton-Underrummene saaledes ikke fuldendte, Resten af Batterierne havde nærmest Præg af Feltværker, selv om ogsaa mindre Betonkonstruktioner hist og her antydede deres permanente Karakter. De permanente Batterier Nr. 2, 9 og 16 havde Beton-Underbygning, Traverser og Magasiner dækket med Jord; Batteri Nr. 13 var af en lignende Karakter, men manglede Jorddækket, til Gengæld var Betontykkelsen større; Batterierne Nr. 19 og 21 havde ogsaa Beton-Underbygning; i Batteri Nr. 15 var Kasematterne særlig svære (Skitse af Batteri Nr. 16 se ovenfor). A f Bekostningshensyn (den klippefulde Grund) havde man udeladt Kasematter under Brystværnet; Am ­ munitionsmagasinerne og Opholdsrum for Besætningen var indrettet i Traverserne, men Lokaliteterne var meget indskrænkede. Alle Værkerne var iøvrigt særlig simple i deres Konstruktion, saaledes havde man næsten overalt set bort fra Grav- og Strubeforsvar, fordi man mente, at de lokale Forhold udelukkede enhver Fare for Angreb af landsatte Tropper. Kanonerne skød over Bænk, og de mellem de enkelte Piecer konstruerede Traverser hævede sig ikke op over Brystværnskronen. Panser anvendtes, saa vidt man kan se, ikke, derimod havde man flere Steder dækket Betonfladerne med Jernblikplader for at forhindre Kardæskvirkning fra Træffere, som ramte i Betonen.

Det viste sig imidlertid, at Betonen selv var modstandsdygtig nok mod Træffere, og Kardæskvirkning forekom ikke, men Jernpladerne gjorde god Nytte ved at beskytte Betonen mod Virkningerne fra eget Skyts. I enkelte Batterier skal Kanonerne have været forsynet med Skjolde til Beskyttelse mod Sprængstykker. Alt Kampskytset havde eller fik i Løbet af Krigen saa stor Sideretningsfrihed, at det kunde bringes til at bære ind mod Land. Denne Ordning krævede imidlertid megen Plads i Batteriet og medførte i Forbindelse med de lave Brystværn og Traverser, at der kun blev ringe Dækning for Skyts og Mandskab, men denne Mangel hævedes dog tildels ved Batteriernes høje Beliggenhed. løvrigt laa Batterierne godt i Terrainet, og Skytsets tilbagetrukne Stilling fra Ildlinien sammen med de lave Brystværn uden fremtrædende Traverser og Skydeskaar gjorde, at det var vanskeligt at opdage dem fra Søen. Skyttegravsanlæg, tildels med foranliggende Pigtraadsbælte, fandtes mellem Redouten Den hvide Ulv og Batteri Nr. 1 samt — i afbrudt Linie afpasset efter Terrainet — fra Batteri Nr. 5 til den yderste Ende af Tigerhale-Halvøen. Et andet Skyttegravsanlæg strakte sig fra Batteri Nr. 20 i vestlig Retning ned over Dragebjergenes vestlige Skraaning.

Hvorledes Skytset har været fordelt til de forskellige Batterier kan ikke angives med Sikkerhed, dels fordi de føromtalte Ombygningsarbejder gjorde deres Indflydelse gældende i Begyndelsen af Krigen, og dels fordi der intet Steds findes en nøjagtig Opgørelse over, hvilken Afgang af Skyts — ved Overførelse til Landfronten, ved Ødelæggelse m. m. — der har fundet Sted i Løbet af Krigen. Paa Grundlag af de forskellige foreliggende Oplysninger og under Hensyntagen til, hvad der maa anses for sandsynligt, kan følgende Skytsfordelingsliste opstilles over Skyts i Batteri ved Krigens Udbrud:

Paa Søfronten fandtes desuden (i Begyndelsen af August) 5 Maskingeværer. Ifølge Fæstningskommandantens Befaling af 18. Februar skulde alt ikke-bevæbnet Mandskab forsynes med Vaabcn (en lignende Foranstaltning blev truffet paa Flaaden). Til Forstærkning af Havneforsvaret blev der i Begyndelsen af Marts opstillet 2-120 mm Kanoner paa hver Side af Indløbet (ved Fyrtaarnet i Batteri 11 og neden for Guldhøjen). Disse 4 Pjecer blev taget fra Hjælpekrydseren »Angara«, og Opstillingen og Betjeningen udførtes af Flaadens Mandskab. Omtrent samtidig blev der lige Ost for Batteri Nr. 15 opstillet 2-47 mm Marinekanoner til Beskydning af Minelinierne.

A f de forannævnte 120 mm Kanoner blev de to, som var opstillet neden for Guldhøjen, senere atter inddraget, da det viste sig, at en af de sunkne japanske Spærringsskibe maskerede deres Ild. T il Bestrygning af de døde Vinkler langs Kysten blev der i Begyndelsen af Marts opstillet ialt 10 Kanoner i Hjullavetter. Den nøjagtige Plads for disse Kanoner er ikke angivet, men der er Sandsynlighed for, at de har været fordelt saaledes: 2 tæt ved Batteri Nr. 1; 2 i Nærheden af Batteri Nr. 18; 2 paa hver Side af Batteri Nr. 14 og endelig 2 paa Korsbjergets Østside. Da det under Kampen den 25. Febr. havde vist sig, at Batteriet Nr. 19’s Felt var saa begrænset, at det kun kunde beskyde Tashe-Bugten (Batteriet havde Front mod Øst), biev det afrustet, og Skytset — 5 Stk. 15 cm Canet-Kanoner — opstillet i et nyt provisorisk Batteri, Nr. 22, paa Korsbjerget. Ommonteringen var afsluttet i Begyndelsen af April, og det ny Batteri, der laa godt, gjorde senere god Nytte, da det dækkede Søfrontens venstre og Landfrontens højre Fløj. Det gamle Batteri Nr. 19 blev indrettet til Ammunitionsmagasin.

Under den samme Kamp viste det sig iøvrigt, at Feltet for Batteri Nr. 15 paa Den elektriske Klippe (5- 25 cm Kanoner) i høj Grad indskrænkedes af Landtungen ved Korsbjerget. Senere blev dette Forhold dog ændret, saaledes at Batteriets Sideretningsfrihed blev forøget med 5 °. For at forhindre en Gentagelse af Begivenhederne den 10. Marts, paa hvilken Dag den japanske Flaade bombarderede Havnen og Byen fra en Stilling Vest for Liautiesehan, uden at Kystværkerne eller Flaaden kunde besvare Ilden, blev der udlagt Miner i det af Fjenden ved den Lejlighed besejlede Farvand, og ved Fyrtaarnet paa Halvøens sydvestlige Hjørne blev der opstillet 6-15 cm Kanoner, af hvilke de 4 blev taget fra »Retwisan«. Arbejdet var tilendebragt i Marts. Under Kampene i Løbet af de første Maaneder af Krigen viste det sig, at Søfrontens Haubitsbatterier saa godt som aldrig kom til Skud, fordi Japanernes store Skibe sjældent kom inden for deres Kastevidde, og fordi det var virkningsløst at kaste med Haubitser mod de smaa, hurtigsejlende Skibe. Flere af Søfrontens Haubitser flyttedes derfor over paa Landfronten, saaledes overførtes i Løbet af Maj— Juni fra Batterierne Nr. 4 og 20 ialt 8— 23 cm Haubitser til de to ny Batterier — Ulvebatteriet og Obeliskbatteriet — paa Landfronten. I Begyndelsen af December blev der i Batteri Nr. 7 ødelagt en 28 cm Haubits ved en tilfældig Træffer fra et af de japanske Belejringsbatterier. Ud over dette enkelte Tilfælde er der intet anført om, at Søfrontens Skyts er blevet ødelagt ved Beskydning. A f en Skytsopgørelse i D. r. G. sammenholdt med andre Kilder synes det at fremgaa, at der i Løbet af Belejringen foruden de forannævnte 8 - 23 cm Haubitser til Landfronten og den ene ved Beskydning ødelagte 28 cm Haubits har været følgende Afgang af Skyts fra Søfronten: 4-15 cm Canet-Kanoner, 9 - 15 cm 3-Tons Kanoner, 6-8,8 cm Feltkanoner, 16-57 mm Kanoner samt 1 - 28 cm og 2 - 23 cm Haubitser. Angaaende det paa Søfronten monterede Skyts’ ballistiske Egenskaber m. m. kan anføres:

Den 25 cm Kanon (25,4 cm L/45) var, saa vidt det kan ses, affuteret i en Forsvindingsaffutage. Projektilvægten var 225 kg. Begyndelseshastigheden 730 m. Rækkevidden var: for Pansergranaten (brisantladt) 11,000 m, for Halvpansergranaten 11,900 m; Skudhastigheden var 1 Skud hvert 5 Minut. Den 15 cm Canet-Kanon (15,2 cm) var affuteret i Midteomdrejningsaffutage. Den kunde skyde 5 Skud i Minuttet: Rækkevidden var 13,000 ni. Den 28 cm Haubits kunde skyde 1 Skud hvert 7— 8. Minut, Projektilvægten var 250 kg. Den 23 cm Haubits kunde skyde 1 Skud hvert 4. Minut; Projektilvægten var 109 kg. Rækkevidderne for den 28 cm og 23 cm Haubits angives noget forskelligt, D. r. G. siger 5-— 7 km, to andre Kilder (russiske) opgiver for den 28 cm 7,900 og 8,500 m og for den 23 cm 6,500 og 7,500 m.

Den 23 cm Kanon var L/23 og havde en Rækkevidde paa 10,000 m.

En russisk Artilleriofficer, som ur.der Krigen gjorde Tjeneste i Port Arthur, har givet følgende Karakteristik af Søfrontens Artilleri: »Det viste sig hurtigt, at Haubitserne ikke kunde løse den dem stillede Opgave; deres Ild var for langsom, og over for Fjendens hurtigsejlende Skibe var den derfor uden Virkning. Det lette Skyts havde for ringe Virkning, hvilket blev konstateret ved at undersøge de strandede Spærringsskibe. De 23 cm og 15 cm 3-Tons Kanoner skod for langsomt og havde ikke tilstrækkelig Rækkevidde.« Egentlig Kampværdi havde saaledes kun de 5 - 25 cm og 20-15 cm Canet-Kanoner, altsaa en Bestykning svarende til den, som fandtes paa et enkelt af de japanske Kampskibe. Ikke desto mindre synes denne Bestykning at have kunnet holde hele den japanske Flaade i Skak. Ilden fra det 25 cm Batteri (Nr. 15) var altid virkningsfuld, men Batteriet blev ikke meget brugt, fordi de store japanske Skibe holdt sig uden for dets V irk ­ ningsfelt, og mod Torpedobaade vilde mån ikke anvende dets store Piecer. Mest Arbejde tilfaldt de 15 cm Canet-Kanoner (Batterierne Nr. 2, 9, 16 og 22); deres store Skudhastighed og Rækkevidde i Forbindelse med deres rigeligere Ammunitionsforsyning tillod dem at tage Maal af forskellig Art under Behandling, og de blev ogsaa under hele Belejringen brugt til Skydning saavel mod So- som mod Landsiden. For et enkelt 15 cm Batteri — Nr. 2 — opgives, at det under Belejringen afgav ialt 1,444 Skud. Hvorledes det russiske Skyts’ Træffesikkerhed har været efter den stærke Brug, der blev gjort af det, er ikke angivet, men det oplyses, at man ved de japanske 15 cm Haubitser, som dog havde gjort op mod 1,000 Skud hver, i Slutningen af Belejringen maatte skyde med 7,000 m Opsats paa 6,000 m Afstand.

Ammunition. Ved Krigens Udbrud laa en stor Del af Fæstningens Ammunition hengemt i nogle gamle kinesiske Kældere neden for Vagtelbjerget, og Udtransporten af Søfrontens Ammunition til de to permanente Magasiner — det ene paa Tigerhalvøen i Nærheden af Batteri Nr. 7 og det andet tæt Nord for Batteri Nr. 17 — og til de permanente Batteriers Magasiner var netop begyndt. I flere af de iøvrigt udrustede Batterier kunde kun en ringe Ammunitionsmængde modtages, fordi Ammunitionsmagasinerne dels ikke var færdige dels helt manglede. Da Japanernes Angreb kom den 8. Februar om Natten, var der derfor kun faa Skud til Raadighed i hvert Batteri, og ifølge en russisk O fficers Beretning skulde man i flere af Kystbatterierne, navnlig i Batterierne Nr. 2 og 3, i pinefuld Spænding have afventet Morgenens Komme, fordi man paa Grund af Ammunitionsmangel stod omtrent magtesløse over for et fjendtligt Landgangsforsøg. I Batteri Nr. 2 fandtes saaledes kun 10 Øvelsesprojektiler, saa Ammunition maatte hentes i Løbet af Natten fra det 2/4 km fjerne Batteri Nr. 9. De mangelfulde Magasinsforhold i Batterierne medførte, at Ammunitionen senere maatte tilføres fra Hovedmagasinerne i mindre Partier. Disse Transporter foregik hovedsagelig om Natten, men maatte undertiden ogsaa udføres om Dagen, endda medens Kamp stod paa og ad Veje, som var indset af Fjenden. Batteriernes Ammunitionsmagasiner blev først forsynet med Lynafledere, efter at en Mængde Ammunition var sprængt i Luften eller blevet ødelagt under el heftigt Uvejr i Maj Maaned. En Oversigt i D. r. G. viser følgende angaaende Søfrontens Ammunitionsforsyning:

Ovenstaaende Oversigt viser bl. a., at den til de forskellige Piecer normerede Ammunitionsmængde paa det nærmeste svarer til, hvad man endnu i Almindelighed maa regne for en passende Forsyning, men den viser ogsaa, at der for alle Piecers Vedkommende maa have været en langt større Forsyning tii Stede end paaregnet — det maa erindres, at der før Opgørelsen den 30. Juli havde fundet flere Kampe med stort Ammunitionsforbrug Sted paa Søfronten. Aarsagen til denne rigelige Ammunitionsforsyning pr. Picce kan maaske søges deri, at Fæstningen havde al sin normerede Am ­ munition, men derimod ikke alle sine Piecer. En Del af dette Ammunitionsoverskud ud over det normerede har, saaledes som det ogsaa opgives i D. r. G., været til Stede i Fæstningen ved Fredsbrudet; men største Delen er sikkert fremkommet ved de store A fgivelser af Ammunition fra Flaaden til Kystartilleriet. Allerede paa et tidligt Tidspunkt af Krigen begyndte disse Afgivelser, der især omfattede saadanne Projcktilsorter, isom Kystartilleriet ikke selv var normeret med, men som det havde stærk Brug for. Naar de 57 mm Kanoner mod almindelig Beregning staar tilbage med ca. 40 pCt. af deres normerede Ammunitionsforsyning ved Krigens Slutning, medens de svære og middelsvære Kanoner og Haubitser kun har ca. 10— 20 pCt. til Rest, saa kommer dette sikkert af, at medens Søfrontens lette Skyts kun blev anvendt mod Angreb fra Søsiden, saa blev dets svære og middelsvære Skyts ikke alene anvendt mod Søsiden, men ogsaa under Fæstningens Indeslutning i udstrakt Grad mod Landsiden.

De i omstaaende Skema opførte Tal er muligvis nok rigtige, men de kan næppe bruges som Grundlag for dybere Betragtninger over Ammunitionsforholdene ved Søfronten, thi de talrige Ommonteringer af Skyts (fra Søfront til Landfront, fra Flaadc til Sø- og Landfront og undertiden tilbage igen). Forandringer i Ammunitionsbeholdningernes Størrelse (fremkaldt ved T ilførsel udefra og ved Afgivelse fra Flaaden) og de af Situationen krævede Omfordelinger af Ammunitionen gør alle Beregninger usikre. I en Beretning stammende fra en russisk Artilleriofficer, som gjorde Tjeneste i Port Arthur under Belejringen, findes en Del Oplysninger, ved Hjcelp af hvilke man kan danne sig en Forestilling om Ammunitionsforsyningen og -forbruget i et af Kystbatterierne. Det Batteri, som omhandles, er Batteri Nr. 2 (5 - 15 cm Canet-Kanoner), og som vel nok var det, der blev brugt mest under Belejringen. Fra 9. Februar og indtil Fæstningens Overgivelse afgav Batteriet ialt 1,444 Skud; ved Overgivelsen var der 92 Støbejernsgranater og 51 Staalgranater i Behold. Batteriet har saaledes raadet over 317 Skud pr. Kanon.

Af de 1,444 Projektiler var der:

289 almindelige Støbejernsgranater,

313 »Marine« (Projektiler fra Flaaden, Art ikke opgivet),

275 Staalgranater,

355 Staalgranater, ladet med Pyroxilin (fra Flaaden) og

212 Segmentgranater.

Lades den fra Flaaden modtagne Ammunition ude af Betragtning, skulde Batteriets egen Beholdning efter dette have været paa 919 Projektiler ved Krigens Begyndelse (endda mindre, thi Batteriet modtog i Slutningen af Juni en lille Ekstraforsyning af Støbejernsgranater). Støbejernsgranaterne og Staalgranaterne synes at have været brugt i Flæng, Pyroxilingranaterne anvendtes mest mod Belejringsbatterier, og det anføres, at det havde været ønskeligt, om Beholdningen af dette brisantladtc Projektil havde været betydelig større. Næst efter Pyroxilingranaterne skal de almindelige Støbejernsgranater have været mest populære. Det viste sig. at Segmentgranaterne paa tilfredsstillende Maade kunde erstatte Granatkardæskerne, og de anvendtes mest mod levende Maal. 787 Skud blev afgivet mod Maal paa Søen, navnlig blev der skudt meget mod TorDedobaade, og 657 Skud blev afgivet mod Land, heraf 143 mod 2 Belejringsbatterier, 23 mod et falsk Belejringsbatteri og 491 mod japanske Stormkolonner. Det var navnlig mod »203 m-Hø,ien«s Omgivelser, at Batteriets Ild blev rettet; mod disse Terrainafsnit afgav Batteriet saaledes i Stormdagene den 19.— 23. September 352 Skud, fra 25. Oktober— 2. November 158 Skud og den 5. December 53 Skud, og det anføres, at Mangel paa Ammunition var Skyld i, at der ikke blev skudt mere. Imod Land blev der skudt paa Afstande op til 11,200 m .

Det store Ammunitjonsforbrug ved de svære Kanoner og Haubitser foranledigede den højstbefalende Artilleriofficer i Fæstningen til gentagne Gange at indskærpe Nødvendigheden af at omgaas Ammunitionen med Sparsommelighed og kun at skyde, naar der var passende Maal og Udsigt til god Virkning. Det kan her anføres, at den russiske Flaade ifølge Ssemenows Beretning ved visse Lejligheder beskød angribende japanske Torpedobaade med 30Vi cm Granater.

Mod Slutningen af Belejringen ansaa man det for nødvendigt at befale, at de japanske 28 cm Projektiler, som var kastet ind i Fæstningen, men som ikke var eksploderet, skulde opsamles og bringes til Laboratoricværkstedet for der at blive omarbejdet og forsynet med ny Føringsbælter. Paa denne Maade fik man over 200 Projektiler, der kom til Anvendelse i Batteri Nr. 13 (6-28 cm Haubitser). Ladningerne til disse Skud hatman antagelig faaet ved Ompakning af ikke benyttede Tillægsladninger. (En Haubits kaster med forskellige Ladninger svarende til forskellige Elevationsgrupper. Maksimumsladningen bestaar af en Hovedladning med flere [5— 6] paasyede Tillægsladninger, saaledes at man ved Fraklipning af eet eller flere Elementer kan danne forskellige Ladninger). Som nævnt blev der i Løbet af Krigen gentagne Gange afgivet Ammunition fra Flaaden til Sø- og Landfronten. Afgivelserne omfattede i Begyndelsen hovedsagelig brisantladte Projektiler til 15 cm og 25 cm Kanoner, senere ogsaa Støbejernsgranater til de samme Piecer samt Ammunition til hurtigskydende Skyts. Hvor meget, der ialt blev afgivet, kan ikke opgives, men allerede i Slutningen af August var Flaadens Beholdning af 15 cm Ammunition forringet med over Halvdelen, og i Gennemsnit havde den kun 60 Skud pr. Piece til Rest. Det viste sig under Krigen, at Ammunitionen ikke i alle Maader var tilfredsstillende. Der forekom saaledes mange Forsagere af Brandrør, og ved Støbejernsprojektilerne indtraf talrige Mundingssprængere saavel ved de 15, 23 og 25 cm Kanoner som ved de 28 cm Haubitser og ved Flaadens Skyts. Uagtet der blev truffet forskellige Foranstaltninger for at bøde paa disse Fejl, blev de dog ikke helt afhjulpet. Ssemenow fortæller, at de talrige Mundingssprængere foranledigede en Flaadebefaling i August, ifølge hvilken der til Støbejernsprojektiler kun maatte bruges Øvelsesladning (d. v. s. V? Krigsladning). Under Beskydningen af nogle japanske Minefartøjer den 6.— 7. Juni blev i Batteri Nr. 22 (5 -15 cm Canet-Kanoner) et Projektil — uvidst af hvilken Grund — siddende i Løbet; Bundstykket og Patronhylstret 61ev slynget bag ud, hvorved 1 Mand dræbtes og 2 saaredes. Allerede paa et tidligt Tidspunkt af Krigen var man i Port Arthur af den Anskuelse, at en Forøgelse af Ammunitionsforsyningen var nødvendig, og den højstbefalende Artilleriofficer i Fæstningen gjorde i den Anledning Henstilling til Hoved-Artilleriforvaltningen i St. Petersborg. Omkring Midten af Marts modtog han følgende telegrafiske Svar paa sin Henstilling:

»De kan i den nærmeste Fremtid ikke paaregne at modtage 25 cm Granater og Projektiler til de 15 cm Canet-Kanoner, da saadanne Projektiler overhovedet slet ikke findes.« En fornyet Henstilling i Slutningen af Marts gav intet Resultat -— Hoved-Artilleriforvaltningen havde ikke den ønskede Ammunition. Søfrontens 25 cm Pansergranater var ikke sprængladte, hvorfor deres Virkning var meget ringe. For at bøde paa dette Forhold lod Flaadens Chef, Admiral Makarow, Skibene afgive en Del sprængladte 25 cm Pan ­ sergranater til Søfronten og sendte telegrafisk Indberetning herom til Marineministeriet. Herfra modtog han den telegrafiske Meddelelse, at Hoved-Artilleriforvaltningen efter at have taget hans Indberetning under Overvejelse var kommet til følgende Afgørelse:

»1) De 25 cm Pansergranater skal ikke have Sprængladning, fordi man endnu ikke kender en Fremgangsmaade ved Ladningen, som ikke samtidig svækker Projektilets Gennembrydningsevne. 2) Maksimumsafstanden for Pansergranatens Virkning regner man til 3,2 km, Skydning med disse Projektiler ud over denne Afstand er forkastelig. 3) Skydning paa Afstande over 10 km mod bevægeligt Maal er ikke formaalstjenligt. Ved en saadan Skydning vil den ringe Træfningssandsynlighed medføre en Ødslen med den i Forvejen begrænsede Ammunition og foraarsage en hensigtsløs Forringelse af Skytset.«

Denne Afgørelse blev gjort til Genstand for en særlig Raadslagning, i hvilken de fem højeste Land- og Søofficerer i Port Arthur deltog og resulterede i følgende af dem alle underskrevet Fællestelegram til M a ­ rineministeriet:

»Hoved-Artilleriforvaltningens Afgørelse har i et af undertegnede afholdt Møde været Genstand for Drøftelse. Vi undertegnede er kommet til den Slutning, at Hoved-Artilleriforvaltningen ikke kan være trængt ind til Sagens Kærne, ellers havde den ikke kunnet give det Raad, ikke at besvare liden fra en Fjende, der selv skyder og ødelægger Flaaden og Batterierne. Vi undertegnede anser det for absolut nødvendigt, at Kystbatterierne — selv i Modstrid med Hoved-Artilleriforvaltningens teoretiske Betragtninger — bliver forsynet med Projektiler, som tillader Skydning paa Afstande, der svarer til Skytsets ballistiske Egenskaber.«

Med denne Telegram-Udveksling endte Sagen, og Hoved-Artilleriforvaltningen sendte ingen ny Projektiler.

Af de i det foregaaende anførte Oplysninger synes det at fremgaa, at den 25 cm, 23 cm og 15 cm Kanon samt Haubitserne ved Krigens Begyndelse har været forsynet med Støbejernsgranater; den 25 cm Kanon har desuden haft uladte Staal-Pansergranater og den 15 cm Canet-Kanon Staalgranater og Segmentgranater. M u ­ ligvis har den 23 cm Kanon og den 28 cm Haubits haft et Fuldskarp og den 23 cm Kanon yderligere en G ranatkardæsk, men herom er intet sikkert oplyst.

Projektører og Meddelelsesmidler.

Ved Krigens Begyndelse fandtes paa Søfonten ialt 3 Projektører i permanent Opstilling, nemlig ved Batterierne Nr. 4, 15 og 20; senere blev der ogsaa opstillet en ved Batteri Nr. 22, og efter Angivelse paa et japansk Kort maa der i Løbet af Krigen ogsaa være opstillet en Projektør permanent ved Batteri Nr. 9. (Se Skitsen Side 9). I Begyndelsen lyste de russiske Skibe selv med deres Projektører til Afsøgning af Yderreden, men da Skibene derved forraadte deres Plads for de japanske Torpedobaade, blev Projektørerne flyttet i Land og opstillet ud til Siden for Skibenes sædvanlige Ankerplads; Søfronten havde derved paa et Tidspunkt af Belejringen Raadighed over ialt 15 Projektører — 12 permanente og 3 bevægelige — men flere af dem blev senere overført til Landfronten. Alle Søfrontens egne Projektører var 90cm; de fra Flaaden modtagne var 60 cm og 40 cm. Anvendelsen af Projektørerne var vanskelig og meget mangelfuld. Lystjenesten var til at begynde med slet ikke organiseret; saaledes havde hver Projektør ikke sit bestemte Felt tildelt, hvilket medførte, at A fsøgningen af Farvandet som oftest fik Tilfældighedens Præg, og at Reden i timevis kunde ligge ubelyst, og da der ikke alle Steder fandtes Telefonforbindelse mellem Lyslederen og Projektøren, maatte man ty til saa mangelfulde Midler som mundtlig Kommando ved M ellemposter eller Klokkesignaler. Først senere under K rigen kom der nogenlunde Orden i denne Tjeneste. Under de japanske Torpedobaades Angreb paa den russiske Flaade, den 23.— 24. Juni, skal Søfrontens Projektører have gjort god Tjeneste. Ssemenow fortæller, at Fæstningens store Projektører dannede Lysspærringer paa Flaadens Fløje, saaledes at intet kunde slippe ubemærket ind, og at det var disse Lysspærringer, man kunde takke for, at Angrebene blev afslaaet. Et permanent, krigsmæssig anlagt Telegrafog Telefonnet fandtes ikke i Port Arthur. Under Krigen maatte man derfor hjælpe sig med improviserede Luftlednings-Linier, men hele Ledningsnettet var da ogsaa saa godt som ødelagt efter enhver større Beskydning. Da det skortede paa Materiel, kunde man heller ikke faa saa mange Forbindelser som ønskeligt; flere Kommandoled maatte derfor benytte den samme Ledning, hvilket ofte gav Anledning til Misforstaaelse og Tidtab. Navnlig var Savnet af et udviklet Telefonnet føleligt, naar flere Led maatte benytte den samme Ledning til Meddelelser, som tog Tid og samtidig var vigtige eller havde Hast, som f. Eks. naar Fæstningskommandoen maatte udsende Ordrer ad samme Linie, som blev benyttet af den fremskudte Observatør, der skulde meddele de skydende Batterier Nedslagenes Beliggenhed.

Telegraf- og Telefon tjenesten blev bestridt af et Telegrafkompagni af 2. østsibiriske Pionerbataillon og Telegrafafdelingen af Kwantung Pionerkompagniet. Telegrafkompagniet afmarcherede imidlertid den 23. Februar til Mandsclmriet medtagende hele sit Materiel og blev først den 9. April erstattet af et fra Rusland kommende Detachement, Port Arthurs Fæstnings-Krigstelegraf. Først da dette Detachement var traadt i Virksomhed, begyndte der at komme Orden i Telegraf- og Telefontjenesten. Straks ved Krigens Begyndelse blev Søkablet fra Port Arthur til Ts c h i f u ødelagt af Japanerne. Den 6. Maj blev det befalet at standse al Telegrafering paa Statstelegraflinien til Mandschuriet, og fra denne Dag var Fæstningen saaledes uden stadig Forbindelse med Omverdenen. Et Forsøg paa at opnaa Forbindelse pr. traadløs Telegraf mislykkedes, fordi Stationen i Port Arthur ikke kunde komme i Samtale med andre Stationer. Kystsignaltjenesten, der til en Begyndelse blev bestridt af Hærens Personale, blev senere overtaget af Flaaden med Søofficerer som Ledere af Stationerne og med Matroser som Signalister. Signalering med Haandflag blev i udstrakt Grad anvendt som Meddelelsesmiddel mellem Udkigsstationen paa Guldhøjen og Skibene i Havnen.

Besætning.

Som Artilleribesætning havde der i Port Arthur siden 1898 været 2 Batailloner (6 Kompagnier) af Kwantung-Fæstningsartilleriet. I Slutningen af Februar 1904 indtraf fra Rusland en 3. Artilleribataillon (3 Kompagnier), saaledes at der under Krigen ialt raadedes over 3 Batailloner Fæstningsartilleri (12 Kompagnier). Hvor stor Styrken var ved Krigens Begyndelse kan ikke oplyses. Derimod fremgaar det af en i D. r. G. offentliggjort Styrkeliste, at Styrkerne paa de to nedennævnte Datoer var saaledes:

Den 30 Juli 1904: 87 Officerer, 4527 Underofficerer og menige.

Den 2. Januar 1905: 118 Officerer, 4384 Underofficerer og menige.

I den sidstnævnte Styrke er indbefattet det A rtilleriet tildelte Marineartilleri, hvis Størrelse dog ikke er angivet, og selve Fæstningsartilleriets Styrke ved Krigens Slutning kan derfor heller ikke bestemmes med Nøjagtighed. Gennem en lille Beregning kan man dog naa til en Angivelse af Styrkens Størrelse, der synes at være nogenlunde rigtig. I D. r. G. opgives det nemlig, at der omkring Juni 1904 var afgivet fra Flaaden til Fæstningen: 188 Stk. Skyts samt 35 Officerer og 950 Underofficerer og menige, og at der ved Krigens Slutning var afgivet ialt 284 Stk. Skyts.

Antager man, at Afgivelsen af Mandskab er steget i samme Forhold som Afgivelsen af Skyts, en Antagelse, som af forskellige Grunde er berettiget, saa skulde Afgivelsen ved Krigens Slutning have været: 52 Officerer og 1,430 Underofficerer og menige. Trækkes dette Tal fra det foran nævnte 118 Officerer og 4,384 Undeofficerer og menige faas: 66 Officerer og 2,954 Underofficerer og menige, som saaledes skulde være Kwantung-Fæstningsartilleriets omtrentlige Styrke den 2. Januar 1905.

Rigtigheden af dette Tal synes at blive bekræftet af følgende Beregning:

Fodfolksstyrken under Gevær i Port Arthur var:

den 30. Juli 1904 ............................ ca. 30,000 Mand

den 2. Januar 1905 ........................   -   18,000   —

d. v. s., der havde i Løbet af Belejringen været en A fgang paa 40 pCt.

Regner man, at Afgangen har været ens for Artilleriet og Fodfolket, bliver Fæstningsartilleriets førnævnte Styrke den 30. Juli: 87 Officerer, 4,527 Underofficerer og menige med 40 pCt. Afgang reduceret til 52 Officerer og 2,827 Underofficerer og menige, hvilken Styrke altsaa tilnærmelsesvis er som den ovenfor fundne. Hvor stor en Del af Kwantungs-Fæstningsartilleriets Styrke, der har været afgivet til Sofronten er intet Steds opgivet. Det maa dog antages, at Søfrontens Artilleristyrke har været ret varierende. Fra Krigens Begyndelse og indtil Fæstningens Indeslutning, i hvilken Periode Sofronten talrige Gange kom i V irk ­ somhed, medens Landfrontens Artillerister i Hovedsagen var optaget af Monteringsarbejder, (Kampen ved Kintschou, hvor Fæstningsartilleriet var engageret med ca. 400 Mand og fik et Tab paa 55 Mand, ude af Betragtning), har Sofrontens Batterier sikkert haft en til disse Forhold passende Besætning. Efter Indeslutningen har Søfrontens Artilleribesætning næppe undgaaet at blive reduceret til et passende Minimum, dels som Følge af de tidligere omtalte Ommonteringer af Skyts fra Søfronten til Landfronten og dels som Følge af, at det i denne Periode var Landfrontens Batterier, der trængte til den talrigste Artilleribesætning, medens Søfrontens Batterier kun lejlighedsvis kom til Skud. Idet man maa antage, at Søfrontens Batterier ved Kampens Begyndelse har haft fuld Krigsbesætning, og naar man regner, at fuld Krigsbesætning til et Batteri er lig det dobbelte af den Styrke, der alene kræves til at betjene Skytset — en Beregning, som i Almindelighed kommer det rigtige nær — saa maa der i Port Arthurs Kystbatterier have været ca. 1500 Mand ved Krigens Begyndelse, d. v. s. een Bataillon Kwantung-Fæstningsartilleri (under Forudsætning af, at Bataillonerne har været omtrent lige store). Mod Slutningen af Belejringen har Søfrontens A rtilleribesætning derimod næppe været paa mere end 900 Mand. Muligvis er ovenstaaende Beregning udført paa et ganske fejlt Grundlag, men dens Værdi kan dog næppe svækkes af den Udtalelse, som er fremsat af den amerikanske Specialist paa Kystartilleriets Omraade, Major Wisser, og som lyder: »Det er interessant at notere den store Styrke, som Port Arthurs Kystartilleribesætning havde; den er anslaaet forskellig, fra 5000 til 10,000 Mand.« Hvis dette er rigtigt, skulde Kystartilleriet have udgjort ca. 13— 25 pCt, af Fæstningens hele Besætning.

Foruden Artilleribesætningerne i Batterierne var der til Søfrontens Forsvar afgivet en Styrke, som fra den 30. Juli (den Dag, Fæstningen blev indesluttet) var sammensat af 2 Kompagnier Fodfolk (af østsib. Skytteregimenter) og 5 Kompagnier af K w a ti t u n g - E k ­ vipagen (Matroser). Styrken var fordelt med 2 Kompagnier Fodfolk og 1 Ekvipagekompagni til Terrainet Vest for Indløbet, og 4 Ekvipagekompagnier til Terrainet Øst for Indløbet.

Kommandoforhold m. m. En samlet Plan for Fæstningens Overgang fra Freds- til Krigstilstand ( M o b i l i s e r i n g s - og A r m e r i n g s p l a n ) fandtes ikke, bl. a. af den Grund, at der manglede en Instruks for Fæstningskommandanten. Den før omtalte »Rapport over Port Arthurs Kampberedskab« af 1. December 1903 var netop blevet fremstillet til Brug for den nydannede Fæstningsstab ved en saadan Plans Udarbejdelse, men Planen var ikke færdig ved Krigens Udbrud, og da Artillerikommandoen var den eneste af Myndighederne i Port Arthur, som havde en M obiliseringsplan (fordi Kwantung-Fæstningsartillerikommandoen havde bestaaet i ca. 4 Aar, medens alle de andre Kommandoer først blev oprettet kort før eller, som for Fæstningsingeniørkommandoens Vedkommende, endog efter Fredsbruddet), saa fik næsten alle Mobiliseringsarbejderne i høj Grad Improvisationens Præg. Den 24. August 1903 var Generalløjtnant S t ø s s e 1 blevet udnævnt til Fæstningskommandant i Port Arthur. Han fik dog ingen afgørende Indflydelse paa de fortifikatoriske Arbejder i Fæstningen, da disse blev ledet af den af Fæstningskommandanten uafhængige Chef for Ingeniørtropperne i Kwantung-Distriktet. Ved Krigens Udbrud befandt der sig i Port Arthur: Statholderen, Generaladjutant Admiral Alexejew, med Stab (94 Personer); den øverstkommanderende over Tropperne i Kwantung-Distriktet, Generalløjtnant W o 1 k o w, med Stab; Fæstningskommandanten, Generalløjtnant S t ø s s el, med Stab; Flaadens Chef, Viceadmiral Starck, med Stab samt Havnekommandanten og endelig Statsholderens Marinestab.

For alle disse Myndigheder blev Japanernes pludselige Angreb den 8. Februar selvfølgelig Anledning til Udstedelse af en Række Direktiver og Befalinger, som, da der manglede Enhed i Ledelsen, ofte var af modstridende Indhold og derfor kun kunde bidrage til at øge den i Forvejen almindelige Forvirring og Nervøsitet. Ved allerhøjeste Befaling af 15. Februar 1904 blev Generalløjtnant S s m i r n o w udnævnt til Kommandant i Port Arthur i Stedet for Generalløjtnant Støssel, som skulde overtage Kommandoen over 3. sibiriske Armékorps. General Ssmirnow ankom dog først den 24. Marts til Port Arthur. Den 8. Marts ankom Admiral-Makarow til Port Arthur for at overtage Kommandoen over Flaaden. En af hans første administrative Handlinger var at sende en Indberetning til Statholderen (som allerede i Slutningen af Februar var afrejst til Mukden sammen med General Wolkow), hvori han fremhævede, at Enhed i Kommandoføringen i en Søfæstning var en absolut Nødvendighed og derfor henstillede, at Port Arthurs Kommandant blev underlagt Flaadechefen med Ordre til at efterkomme alle dennes Anvisninger. Statholderen var af samme Opfattelse som Admiral Makarow og havde allerede befalet, at der skulde udfærdiges en Ordre angaaende Fæstningskommandantens Underlæggelse under Flaadechefen. Inden han underskrev Ordren, udbad han sig dog en Udtalelse angaaende Spørgsmaalet hos den Øverstkommanderende over Tropperne i Mandschuriet, Generalløjtnant Ku­ropatkin. General Kuropatkin kunde imidlertid aldeles ikke dele Statholderens og Admiral Makarows Anskuelser, og udtalte sig i et Telegram af 13. Marts til Statholderen bl. a. saaledes;

»Admiral Makarow maa først lære at føre Tropper i Kamp paa Landjorden, hvis han beslutter sig til og selv ønsker at lede Landoperationerne. ----------Idet jeg saaledes med fuld Aabenhjertighed udtaler min Mening om dette vigtige Spørgsmaal, maa jeg lige saa aabenhiertig udtrykke min Mening om det uhensigtsmæssige i at betro Fæstningens Forsvar til General Ssmirnow, der er ganske ukendt med den stedlige Krigsskueplads og med Tropperne, og som ingen Krigserfaring eller Autoritet besidder. General Støssel bør udnævnes til Kommandant i Fæstningen og den befæstede Rayon indtil Landtangen ved Kintschou, saaledes at alle Kræfter og Midler til Landforsvaret underlægges ham alene.«

Som Følge af denne Meningsforskel blev Spørgsmaalet om Fæstningskommandantens Under',æggelse under Flaadechefen fremlagt til allerhøjeste Afgørelse, og Resultatet blev følgende Befaling, som Statholderen telegrafisk sendte til General Støssel den 17. Marts:

»Ifølge allerhøjeste Befaling overdrages der herved Deres Ekscellence at lede Landforsvaret af Kwantung-Distriktets befæstede Rayon; Kommandanten i Fæstningen Port Arthur er Dem i saa Henseende underlagt. I Kraft af den mig allerhøjst overdragne Fuldmagt tillægger jeg Dem herved Myndighed som en kommanderende General for et selvstændigt Armékorps direkte underlagt den Øverstkommanderende for Arméen i Mandschuriet. Kommandoen i Fæstningen tillægger jeg Myndighed som en kommanderende General for et ikkeselvstændigt Armékorps. Idet jeg meddeler Dem dette, beder jeg Dem træde i Forbindelse med Flaadens Chef, hvad angaar Forsvaret af det Dem betroede Distrikt.«

Da der for General Støssels Virksomhed som Kommandant for den befæstede Rayon imidlertid ikke var givet nogen Instruktion, kom det snart til Misforstaaelser og Rivninger mellem ham og General Ssmirnow, der ofte mente sig krænket i sine Rettigheder som Fæstningskommandant ved General Støssels Befalinger. Da der samtidig blandt Fæstningens andre Myndigheder herskede Uvished om, hvorvidt de i dette eller hint T ilfælde skulde modtage Ordrer fra den ene eller den anden, følte Statholderen sig foranlediget til allerede den 27. April at udgive en ny supplerende Befaling, som »ubetinget skulde efterkommes«. Da denne Befaling imidlertid slet ikke berørte de vigtigste Stridspunkter, blev Aarsagerne til Forstyrrelsen af Forholdet mellem de to Generaler ikke fjernet, og Befalingens Hensigt var dermed ganske forfejlet. Som nævnt overtog General Smirnow den 24. Marts Kommandoen som Fæstningskommandant.

Kommandør for Fæstningsartilleriet var Generalmajor B j e 1 y. Fra Midten af Februar blev Kontreadmiral Loschtschinski afgivet til Fæstningskommandanten som Raadgiver i maritime Spørgsmaal; Havneog Kystforsvaret. (Minevæsenet) var underlagt Kontreadmiralen, og nogle mindre Fartøjer var herved til hans Raadighed. Den russiske Port Arthur-Flaade var en søgaaendc Flaade, og en fast, kampdygtig Skibsafdeling knyttet til Søforsvaret, saaledes som Tilfældet er ved flere andre Søfæstninger (Den flydende Defension), fandtes ikke. Et fælles, aktivt og altid tilstedeværende Kommandoled for Søfronten og Flaaden eller Dele af denne fandtes heller ikke. Havde et saadant Kommandoled eksi-. steret, kunde det nemlig ikke være sket, at Admiral Starck, Flaadens Chef, den 25. Februar indtrængende maatte bede Fæstningskommandanten om Kystbatteriernes Støtte for en Torpedojager, som i nogen Afstand fra Kysten blev forfulgt og beskudt af japanske K rydsere.

Den 30. Juli (Indeslutningsdagen) udgav General Ssmirnow en Garnisonsbefaling, ifølge hvilken Forsvaret af Fæstningen blev delt i 2 Fronter, Kystfronten og Landfronten. Kystfronten blev igen delt i 2 Afsnit, det vestlige og det østlige. Det vestlige omfattede Tigerhalvøen og stod under Kommando af Oberstløjtnant af Fæstningsartilleriet, St o 1 n i k o w. Det østlige Afsnit omfattede Strækningen fra Guldhøjen til Batteri Nr. 22 inklusive og stod under Kommando af Oberstløjtnant af Fæstningsartilleriet, W e p r i z k i. Landfronten deltes i 0 s t-, N o r d- og Vestfronten. Af et Kort, som blev udarbejdet ved Krigens Begyndelse til Brug ved indirekte Skydning (Kort med Kvadratnet), fremgaar det, at Søfrontens to Afsnit, ligesom Landfrontens Afsnit, hvert igen var delt i flere saakaldte Artillerisektorer (se Side 10). Disse Sektorer synes at være udlagt under Hensyn til de permanent opstillede Projektører (ved Batterierne Nr. 4, 9, 15 og 20), men hvilken Betydning de iøvrigt har haft for Kommandoforhold, Udledelse, Sikringstjeneste m. m. kan ikke afgøres. Som det vil ses af Skitsen, falder en Skillelinie mellem to Sektorer midt i Havneindløbet. Dersom en vis Kommandomyndighed eller en vis Art af Sikringstjeneste har været knyttet til denne Sektorinddeling. saa maa en saadan Deling af et saa vigtigt Farvandsafsnit anses for noget uheldig. En ikke-officiel Kilde oplyser, at Søfronten i »Kommandohenseende og af Hensyn til Ildledelsen« var delt i 3 Afsnit, og viser paa en Skitse, hvorledes Skillelinierne mellem Afsnittene falder — den ene Ø sC for Batteri Nr. 7 og den anden Øst for Batteri Nr. 18 — og det tilføjes, at denne Deling frembød den Fordel, at Havneindløbet faldt midt i et Afsnit. Om denne Inddeling svarer til en bestemt Situation paa et eller andet Tid spunkt af Belejringen kan ikke afgøres. I de af Flaadens Mandskab byggede, beskyttede og betjente Batterier førtes Kommandoen af Søofficerer eller Artilleriofficerer. Batterierne var anlagt efter General Bjelys Anvisninger, og Ilden lededes efter hans Direktiver. Nogen Frontkommando eller Frontartillerikommando paa Søfronten er ikke angivet. Forskellige Omstændigheder tyder paa, at det varGeneral Bjely, der som højstbefalende Artilleriofficer i Fæstningen førte Kommandoen over Søfronten og ordnede Samarbejdet mellem Batterierne (Afsnittene) under Kamp, men noget bestemt herom kan ikke oplyses. Ligeledes kan det heller ikke oplyses, hvilke almindelige Aftaler der har været truffet mellem Fæstningskommandanten og Flaadens Chef angaaende Samarbejdet mellem Søfronten og Flaaden, men at der har eksisteret nogle Bestemmelser for et saadant Samarbejde, fremgaar af Begivenhederne. Saalænge Panserskibet »Retwisan« laa paa Grund i Havneindløbet (fra 9. Februar til 9. Marts), overtog den Bevogtnings- og Belysningstjenesten i Havneindløbet, og i denne Periode gjaldt da den Bestemmelse, at Kystbatterierne og Vagtskibet kun maatte aabne Ilden paa et Lyssignal fra »Retwisan«. Forbindelsen mellem Kystbatterierne og Vagtskibet maa imidlertid have været temmelig løs. Det hændte i hvert Fald nogle Gange, at Kystbatterierne opdagede japanske Torpedobaade i deres Projektørlys, men undlod at aabne Ilden, fordi de, da Vagtskibet ikke gav det aftalte Signal, maatte tro, at det var egne Baade.

Senere, da Panserskibet var taget af Grunden, blev der indrettet flere Rækker Spærringer i Havneindløbet, og Bevogtningen af Indløb og Yderred blev besørget af en Skibsafdeling, hvis Størrelse og Sammensætning imidlertid vekslede med de svingende Stemninger og Anskuelser hos de ledende; fra Indeslutningen var den saaledes sammensat af 3 Kanonbaade, 3 Torpedokuttere, 3 Dampkuttere og en Havnebarkas under Kommando af Kontreadmiral Loschtschinski. For Samarbejdet mellem denne Skibsafdeling og de Batterier, der kunde beskyde Yderreden og Indløb, maa der have været truffet Bestemmelser, men meget tyder paa, at Bestemmelserne ofte er blevet forandrede og har været meget mangelfulde, thi Samarbejdet gik tit i Stykker, ofte i det mest kritiske Øjeblik. I en ikkeofficiel Kilde berettes det saaledes, at det kunde hænde, at der blev befalet, at visse Projektører skulde holdes blændede »indtil videre« (for at de russiske Torpedobaade kunde løbe ubemærket ud af Havnen), men at Ordre til at genoptage Afsøgningen af Farvandet blev glemt, saaledes at Batteri- og Projektørkommandøicn selv maatte fremkalde Ordren ved direkte Forespørgsel. Ligeledes hændte det, at man glemte at meddele Søfronten, hvilket Kendetegn der vilde blive givet af de russiske Torpedobaade, som vendte hjem ved Nattetid fra en eller anden Ekspedition. Naar Batterikommandørerne paa Søfronten rettede Forespørgsel desangaaende til Marinens Kommando- og Udkigsstation paa Guldhøjen, vægrede den vagthavende Officer sig af let forstaaelige Grunde ved at betro dette vigtige Kendetegn til en Telefon — og Forespørgslen kunde i de fleste Tilfælde kun fremkomme pr. Telefon — saaledes at det tit blev overladt til Batterikommandørernes Skøn, hvorvidt de vilde betragte en i Projektørlyset opdaget Torpedobaad for en Ven eller en Fjende. Usikre Kommandoforhold og manglende Instruktion i Forbindelse med Overanstrengelse og Nervøsitet hos Mandskabet medførte, at der ofte blev gjort falsk Alarm. I Begyndelsen af Krigen, da Japanernes uventede Torpedobaadsangreb lod formode, at flere og maaske endnu mere virkningsfulde vilde følge efter, saaman fjendtlige Torpedobaade overalt. En Skumstribe eller en Bølgekam, som kastede Genskin i Projektørlyset, blev af Vagtskibets Besætning opfattet som en angribende Torpedobaad, Ilden blev straks aabnet, og den blev ofte understøttet af Kystbatterierne. Mandskabet, der bestred Kystbevogtningen og Tjenesten i Udkigsstationerne, var i Begyndelsen af Krigen ganske ukendt med de russiske Skibes Udseende, saaledes at de ofte tog dem for fjendtlige og derfor afsendte Meldinger, der medførte falske Alarmeringer.

Saavel for Land- som for Søfronten gjaldt det, at et Afsnits 11 d 1 e d e 1 s e laa i Haanden paa Afsnittets ældste Artilleriofficer. Hvor flere Afsnit eller Batterier fra forskellige Afsnit skulde virke sammen, lededes Ilden af General Bjely personlig. Efter Fæstningens Indeslutning fik saavel Søfrontens Batterier som Skibene i Havnen Lejlighed til at beskyde de japanske Belejringsbatterier o.l. med deres svære Skyts; Ilden fra Søfrontens Batterier, der under disse Omstændigheder benævntes »Centrumbatterierne«, lededes af General B jely, og det synes ogsaa, som om han ved saadanne Le jligheder, paa forskellige Omraader, som f. Eks. ved Valg af Maal og Projektilsort, havde Indflydelse paa Skibenes Ild. Det var kun lige i Begyndelsen af Krigen, at den japanske Kampflaade viste sig uden for Port Arthur paa saadanne Kurser, at den kom inden for direkte Ild fra Kystbatterierne og de paa Yderreden liggende Skibe. Senere foretrak Japanerne at bombardere Havnen og Byen fra Positioner uden for Kystbatteriernes Virkningsomraade, men paa Admiral Makarows Foranledning blev der straks efter det første Bombardement fremstillet Hjælpemidler (fremskudte Observationsstationer, Hjælperetningspunkter, Kortmateriel o. 1.), saaledes at Flaaden ved indirekte Skydning kunde besvare Fjendens Ild. Senere, da saavel Kystbatterierne som Flaadens Skibe deltog i Forsvaret mod Landsiden ved indirekte Ild, blev lignende Hjælpemidler anvendt. Kortet, som blev brugt ved den indirekte Skydning, var i 1:30,000, og var ved et Stregnet inddelt i nummererede Kvadrater med Sider paa 1 Werst (1067 m); hvert Kvadrat var igen delt i 25 mindre Kvadrater, der betegnedes med Bogstaver. Observationsstationer var indrettet paa Guldhøjen, ved Fyrtaarnet paa Liautieschans sydvestlige Hjørne samt flere Steder i Landfrontens Linie.

Som det fremgaar af Skytsfordelingslisten Side 14, havde nogle Batterier 1 å 2 hurtigskydende Kanoner til Indskydning for det svære Skyts. • Afstandsmaalingen skal i Begyndelsen af Krigen være foretaget med Depressionsmaalere, som vel ogsaa burde have gjort god Fyldest her, hvor de kunde faa en stor Højde over Havet. Det anføres dog, at Aarsagen til, at BatteriernesTræfning paa de store Afstande var ringe, og at de ved enkelte Lejligheder ikke aabnede Ilden mod Fjenden, som skød indirekte, skønt Kanonerne havde stor Sideretningsfrihed, var den, at Afstandsrraalerne ikke maalte sikkert og var opstillet saaledes, at de havde mange døde Vinkler, som Fjenden hurtig fandt. Disse Forhold i Forbindelse med den Omstændighed, at Kystbatterierne under Belejringen skulde skyde ind over Land, skal have tvunget Søfronten til senere at gaa over til Afstandsmaaling med stor vertikal Basis, og denne Maade skal ogsaa have givet tilfredsstillende Resultater.

Den russiske Flaade.

Flaadechef: Viceadmiral Starck.

7 Panserskibe paa 11,000— 13,000 Tons,

6 beskyttede Krydsere paa 3,000— 8,000 Tons og 21 Jagere;

desuden Kanonbaade, Mineskibe, Hjælpekrydser m. m.

Den japanske Flaade.

Flaadechef: Viceadmiral Togo.

1. Division: 6 Panserskibe paa .... 12,000— 15,000 Ts.

2.     —       6 Panserkrydsere paa.. 9,000— 10,000 —

3.     —       4 beskytt. Krydsere paa 4,000— 5,000 —

4.     —        4   —              —     paa 3,000— 4,000 —

5 Jagei divisioner å 4 Baade,

4 Torpedobaadsdivisioner å 4 Baade, desuden Kanonbaade, Mineskibe, Hjælpekrydsere m. m.

Hertil kom kort efter Krigens Udbrud yderligere 2 Panserkrydsere. I ovenstaaende Oversigt er kun medtaget de Styrker, som kan komme i Betragtning ved Behandlingen af Port Arthurs Historie — den russiske Panserkrydserdivision i Wladiwostock og den japanske 3. Eskadre skal derfor ikke omtales.

B. Krigsbegivenheder.

Lad os udrette noget! V i maa hellere arbejde, selv om vi ogsaa ti Gange maa erkende, at vi har gjort Fejl, end sidde uvirksomme og grunde over, hvorledes vi skal opnaa det fuldkomne. Admiral M akarow i Port Arthur.

For de fire Hovedfaktorer i Begivenhederne ved Port Arthur — den japanske Flaade og den japanske Belejringshær, Besætningen i Port Arthur og den russiske Flaade — var Opgaverne stillet klart straks fra Krigens Begyndelse.

For Japanerne gjaldt det om at have en sikker, kort og bekvem Forbindelseslinie fra Hjemlandet til Skuepladsen i Mandschuriet, hvor Afgørelsen skulde falde. For den japanske Flaade blev Hovedopgaven altsaa fra første Færd den, at sikre denne Forbindelseslinie. Den naturligste Løsning af Opgaven maatte blive, at den japanske Flaade snarest opsøgte den russiske Hovedstyrke — inden Foreningen af de spredte russiske Grupper havde fundet Sted — og forsøgte at ødelægge den, og da den russiske Flaades første Opgave maatte være den, at forstyrre Japanernes Forbindelseslinie, kunde man altsaa straks ved Krigens Udbrud vente, at de to Modstandere i et Søslag vilde afgøre Spørgsmaalet om Herredømmet paa Havet. Begivenhederne udviklede sig imidlertid anderledes. Det uventede Torpedobaadsangreb den 8. Februar gav ikke Japanerne det ventede Resultat, uagtet Betingelserne var særlig gunstige, men det aabenbarede for Russerne store Mangler i deres Krigsberedskab og berøvede dem derved den Selvtillid, uden hvilken offensive Foretagender ikke lader sig gennemføre. Den Initiativets Aand, som Admiral Makarow vakte i den Maaned, han fik Kommandoen over den russiske Flaadc, sluktes med lians bratte Død. Flaaden faldt over i en sløv Passivitet og klæbede stadig ved Fæstningen, og derved blev den japanske Flaade, som trods gentagne Fo rsøg ikke kunde formaa Kusserne til at fjerne sig uden for den af Fæstningskanonerne beskyttede Zone, men alligevel maatte være forberedt paa, at Port ArthurEskadren ved gunstig Lejlighed brod ud for i Wladiwostock at forene sig med den derværende Flaadeafdeling, tvunget til at etablere en Bevogtningslinie med Front mod to Sider, en Tjeneste, hvis Besværlighed først kan bedømmes, naar det erindres, at den skulde udføres paa en ugunstig Aarstid og paa det aabne Hav. For den japanske Belejringshær var Opgaven ogsaa klar: Port Arthur skulde erobres, thi Rusland skulde berøves sit faste Punkt i Østen og den russiske Flaade sin Basis, og jo hurtigere og med jo ringere 'I ab Erobringen kunde udføres, desto hurtigere og med desto større Styrke kunde Belejringshæren afgaa til Mandscluiriet og gribe ind i Begivenhederne dér. Imidlertid maatte Japanerne ved alle deres Operationer tage Hensyn til et Forhold, der, efter som det trak ud med Afgørelsen ved Port Arthur, skod sig mere og mere i Forgrunden: medens Japanerne havde hele deres brugbare Søkrigsmateriel fremme i forreste Linie og derfor ikke kunde faa Erstatning for eventuelle Tab, saa havde Russerne i deres Østersøflaade (og eventuelt ogsaa Sortehavsflaade) en Reserve, som ganske vist ikke kunde tillægges særlig stor Kampværdi, men som dog i Forening med Port Arthur-Flaaden vilde give denne en stor numerisk Overlegenhed over den japanske Flaade, og selv alene vilde kunne blive en farlig Modstander for en ved Tab og opslidende Tjeneste reduceret japansk Styrke.

Japanerne maatte derfor undgaa Tab. Hvor der var Mulighed for at tilføje den russiske Flaade et føleligt Slag, der maatte Risikoen løbes, men man var i saa Fald ogsaa paa den rigtige Vej mod Maalet: de russiske Søstridskræfters Ødelæggelse; derimod maatte den japanske Flaade ikke indlade sig i Kamp mod Port A rthurs Kystbatterier, thi her vilde den mulige Gevinst ikke staa i Forhold til det sandsynlige Tab — og desuden vilde Fæstningen inden kortere eller længere Tid ogsaa nok falde for Angrebet fra Land. Da den russiske Østersøflaade afsejlede til K rigsskuepladsen, blev den hurtige Afgørelse ved Port A r ­ thur imidlertid paatrængende nødvendig for Japanerne. Fæstningen maatte for enhver P ris være erobret og Flaaden ødelagt, inden Reserven naaede frem, og det endda i saa god Tid, at den japanske Flaade kunde faa Lejlighed til at komme i fuld kampdygtig Stand, inden den skulde møde den ny Modstander. Da den japanske Flaade ikke kunde hidføre Fæstningens Erobring og Port Arthur-FIaadens Ødelæggelse, tilfaldt dette Arbejde Belejringshæren, og efter en hensynsløs Opofrelse af umaadelige Værdier lykkedes A rbejdet ogsaa: Port Arthur faldt den. 2. Januar 1905 for Angrebene fra Landsiden, men allerede en Maaned tidligere var den russiske Flaade blevet ødelagt af Ilden fra Hærens Belejringsskyts, og den japanske Flaades Skibe gik efter Tur til Japan for at udhvile, dokke og reparere. For Besætningen i Port Arthur var Opgaven den, at holde Fæstningen til det yderste; Ruslands Bolværk i Østen maatte ikke opgives, og Flaadens Basis skulde bevares. I over et halvt Aar bandt Port Arthur en japansk Hær og paaførte den et Tab, som angives til 80,000 Mand. Af de fire Hovedfaktorer i Begivenhederne omkring Port Arthur var den russiske Flaade saaledes den eneste, som ikke handlede i Overensstemmelse med sin Opgave.

Det er ikke Hensigten her at undersøge, hvorledes Krigen muligvis vilde have formet sig, hvis den russiske Flaade havde virket efter sin Bestemmelse, eller hvad der kunde være sket, hvis den f. Eks. var løbet ud til Kamp den 15. Maj, da Japanerne i Løbet af faa Timer mistede 2 Slagskibe og 1 Krydser for Øjnene af Russerne, eller hvis den havde fortsat Kampen den 10. August, ved hvilken Lejlighed Japanerne efter alt at dømme havde bortskudt deres Ammunition, eller endelig hvis den — paa det Tidspunkt af Belejringen, da det var vitterligt for alle, at den vilde ende sine Dage i Mudderet paa Bunden af Port Arthurs Havn — var løbet ud og med Fortvivlelsens Mod og under Opofrelse indtil sidste Skib havde angrebet Japanerne og tilføjet dem den størst mulige Skade og derved maaske havde skabt gode Betingelser for Østersøflaadens Fremmarch mod Wladiwostock. Men det bor fremhæves, at selv om den russiske Flaade saaledes ikke virkede efter sin Bestemmelse, saa kom den dog paa anden Maade til virksomt at gribe ind i og sætte sit Præg paa Begivenhederne. Gennem en storstilet Afgivelse af Personel og Materiel ydede den Landforsvaret af Port Arthur en uvurderlig Understøttelse, dens Rolle som aktiv Deltager i Fæstningens Forsvar traadte tydeligere og tydeligere for Dagen, efter som Belejringen skred frem, og ingen kan derfor sige, hvorledes Begivenhederne i Mandscluiriet vilde have udviklet sig, hvis ikke Flaaden netop var blevet i Port Arthur og derved havde tvunget Japanerne til en enorm Magtudfoldelse paa dette Sted. Det er paa Baggrund af de her let skitserede M otiver at de i det efterfølgende skildrede Begivenheder bør ses.

Da som nævnt den russiske Flaade paa flere Maader tog virksom Del i Fæstningens Forsvar, vil dens Foretagender blive behandlet i det efterfølgende sammen med Søfrontens i den Udstrækning, som maa anses for svarende til dens Indflydelse paa Begivenhedernes Gang og deres Interesse for nærværende Afhandling.

Den 6. Februar 1904 Kl. 4 Em. (St. Petersborg-Tid) blev den diplomatiske Forbindelse mellem Rusland og Japan afbrudt. I Port Arthur var det dog kun Statholderen og hans allernærmeste Omgivelser, der vidste noget herom; hverken Fæstningskommandanten, Kommandøren for Artilleriet, Chefen for Fæstningsstaben eller flere andre fik Underretning om denne Begivenhed. Den samme Dag blev Statholderen af Krigsministeren bemyndiget til — under Hensyn til Forholdene — selv at vælge Øjeblikket for Mobilisering af Tropperne i Statholderskabet og for Fæstningen Port Arthurs Overgang til Krigstilstand. Ingen af disse Foranstaltninger blev dog straks truffet. Der var befalet et særligt Raadslagningsmøde hos Statholderen til den 9. Februar, og det maa antages, at det havde været hans Agt ved denne Lejlighed, dels' at give Meddelelse om Afbrydelsen af den diplomatiske Forbindelse og dels at befale Mobilisering i Distriktet og Krigstilstand i Fæstningen, men Japanernes Angreb den 8. Februar foregreb disse Begivenheder. Statholderen havde dog allerede den 6. givet nogle Ordrer vedrørende Fæstningens Sikrings- og Bevogtningstjeneste, som havde foranlediget Fæstningskommandanten til at træffe enkelte Foranstaltninger, blandt hvilke skal nævnes: Kommandøren for Artilleriet blev befalet til at opstille Skyts paa Tigerhale-Halvøen til Beskydning af Havneindløbet og skærpe Udkigstjenesten fra Guldhøjen; Chefen for Ingeniørvæsenet blev anmodet om at etablere en Havnespærring.

Fra Flaadens Side var der allerede fra den 31. Januar truffet forskellige Sikringsforanstaltninger. Saaledes laa to Krydsere fra Solopgang til Solnedgang parat til Fart med Damp i Halvdelen af deres Kedler, to af Flaadens større Skibe var befalet til hver Nat at belyse Reden med Projektører og holde Udkig, og fra Solnedgang (Kl. 5 Em.) til Solopgang skulde der paa alle Skibene, som laa paa Yder reden, være gjort klar til at modtage Torpedobaadsangreb med Kanonerne (undtagen Taarnskytset) ladte og den ene Halvdel af Besætningen ved Skytset. Alle skulde være om Bord Kl. 5 Em., fra hvilket Tidspunkt al Forbindelse med Land ophørte. A f Hensyn til den Ulejlighed, det vilde volde ved Klargøring til Kamp, havde Admiral Starck bestemt, at Torpedonettene ikke skulde sættes. T il Afsøgning af Farvandet uden for Reden var hver Nat udkommanderet 1 Kanonbaad og 2 Torpedobaade, som under Patrouilletjenesten kunde fjerne sig indtil 20 Sømil fra Havnen. Baadene skulde gaa med blændede Lanterner, men maatte ikke uden særlig Befaling gøre klar til Kamp; de skulde blot melde, naar de opdagede noget mistænkeligt.

Den 8. Februar laa den russiske Flaades Skibe, paa nogle enkelte nær, paa Yderreden, opankret i tre Rækker under Guldhøjen mellem Tigerhalen og Den flade Landtunge. Ved Mørkets Frembrud tændtes Lanterner og Ly s om Bord. Samme Dag ankom den japanske Konsul fra Tschifu til Port Arthur og tog de i Byen boende Japanere om Bord i sin Damper. Han afsejlede inden Mørkets Frembrud efter i længere Tid at have ligget for Anker midt imellem de russiske Skibe, og mødte senere den japanske Flaade. som var under Opmarch mod Port Arthur. Den 6. Februar Kl. 1 Fm. modtog Admiral Togo i Sasebo den kejserlige Ordre til at begynde Fjendtlighederne. Den russiske Flaade ved Port Arthur skulde angribes, først af Torpedobaadene ved Nattetid og den følgende Dag af Flaadens Gros. Den 8. om Aftenen var Japanerne ca. 60 Sømil fra Port Arthur, og 10 Jagere i 3 Divisioner sendtes frem til Angreb. Natten var mørk, Søen rolig. Da Jagerne henimod Midnat kom i Nærheden af Port Arthur slukkede de deres Agterlanterner. Derved tabte Baadene imidlertid Følingen med hverandre, saaledes at de ikke kom, til Angreb paa samme Tid, et Par Baade kolliderede desuden med hinanden. Japanernes Fremrykning blev opdaget af de russiske Patrouillebaade, men inden disse kunde naa ind og afgive Melding, var Angrebet allerede begyndt. De japanske Jagere blev ogsaa bemærket fra Flaadens Skibe, men da man antog dem for egne Fartøjer, blev Ilden ikke straks aabnet. Ved Angrebet blev tre russiske Skibe, Kampskibene »Retwisan« og »Zessarewitsch« og Krydseren »Pallada«, beskadiget ved Torpedoskud og løb paa Grund paa Kysten. »Zessarewitsch« og »Pallada« blev Dagen efter slæbt ind i Østhavnen til Reparation, »Retwisan«, der laa i Vestsiden af Havneindløbet, kom derimod først af Grunden en Maaned senere, og i Mellemtiden overtog den Tjenesten som Vagtskib. I D. j. A. berettes omstændeligt, hvorledes hver enkelt af de angribende Baade udførte Angrebet. Samler man Indholdet af Beretningerne, viser det sig, at der fra de 10 Baade er affyret 17 Torpedoer, af hvilke der efter Chefernes Rapporter skulde være 5 Træffere. Ifølge russiske Beretninger skal den japanske Jager »Schirabume« være skudt til Bunds under Angrebet, men Japanerne kender intet til dette Tab, og en Jager af dette Navn optræder da ogsaa stadig senere i Krigen. Det personelle Tab var paa russisk Side 7 Mand dræbte, 8 Mand saarede. Søfrontens Batterier deltog ikke i Afværgelsen af dette Angreb, skønt det udførtes tæt under deres Kanoner; i flere af Batterierne manglede som nævnt Ammunition, maaske har Skibenes Stilling ogsaa hindret Batteriernes Ild, endelig har Søfrontens Projektører næppe været tændt. Ssemenow skriver om denne Begivenhed bl. a.:

Til Natten mellem den 8. og 9. var der for Flaaden planlagt en Øvelse i Afværgelse af Torpedobaadsangreb, og 4 russiske Torpedobaade var i den Anledning gaaet til Søs. Øvelsen blev imidlertid pludselig udsat, og Torpedobaadene fik Befaling til at gaa til Dalny. Om denne Forandring i Programmet havde Skibene ingen Underretning faaet, og da man derfor om Natten opdagede Torpedobaadene i Søen, antog man dem for egne Fartøjer.

Hvor overraskende det japanske Angreb kom for Besætningen i Port Arthur fremgaar af følgende: Kl. 11,45 Em. forespurgte Fæstningskommandanten skriftlig ved Fæstningsstaben: »Hvad betyder denne Skydning?« Fæstningsstaben lod Forespørgslen gaa videre pr. Telefon til Marinestaben og kunde Kl. 11,50 svare tilbage til Fæstningkommandanten: »Marinestaben meddeler, at Gtt er øvtlstsskydning (Øvelse i Atværgelse at 1 orpecobaadsangreb).« Kl. 1,20 Fm. blev der paa Statholderens Befaling slaaet Alarm, og Tropperne tog Opstilling til Udrykning, men da ingen af Troppeførerne anede noget om, at den diplomatiske Forbindelse med Japan var afbrudt, var de i Tvivl om, hvorvidt det drejede sig om en Krigseller en Øvelsesalarmering, og om der skulde udleveres skarp eller løs Ammunition. Paa telefonisk Forespørgsel fra Fæstningsstaben til Statholderens Bolig blev der Kl. 1,25 Fm. svaret, at det var Krigsalarm. Kl. 2 blev Fæstningskommandanten kaldt til Statholderen; herfra vendte han tilbage Kl. 3 og kunde da give Stabschefen Befaling angaaende Besættelsen af Forsvarsliniens forskellige Afsnit. Kl. 5 Fm. havde Tropperne indtaget deres Stillinger og udstillet Sikringsdele.

Japanernes Angreb foranledigede Fæstningskommandanten til at befale, at der om Natten ikke maatte tændes Vagtild eller Lygter, ligesom der heller ikke maatte tændes Lys i Byen, særlig ikke i Bygninger, hvis Vinduer vendte ud mod Søen.

Den efterfølgende Dag — den 9. Februar — Kl. 8 Fm. viste den japanske Flaades III Division sig foran Port Arthur. Uden at skyde og uden at blive beskudt nærmede den sig indtil 7,000 m fra Havnen for at rekognoscere, og efter pr. Radiotelegraf at have givet Admiral Togo Melding om Situationen, og tilraadct et Angreb, trak den sig tilbage for at slutte sig til Flaadens Gros, som var under Opsejling. Omtrent paa samme Tidspunkt gik Admiral Starck fra Borde til Konference hos Statholderen. Kl. 1024 Fm. viste den japanske Flaades I, II og III Division (6 Kampskibe, 5 Panserkrydsere og 4 beskyttede Krydsere) sig foran Port Arthur. Admiral Starck var endnu ikke vendt tilbage fra sin Konference, og da Japanerne nærmede sig hurtigt til Skudafstand, befalede Admiralens Stabschef paa eget Initiativ, at Skibene skulde lette og danne Kølvandslinie. Hvorvidt det lykkedes under Kampen at komme i denne Formation, kan ikke ses af de russiske Kilder; den japanske Beretning angiver, at Russerne laa i en meget forvirret Formation og uden at gøre synderlig Fart; under M a ­ nøvrerne stødte »Ssewastopol« og »Poltawa« sammen, hvorved sidstnævnte fik et større Havari. Da »Petropawlowsk« (Admiralskibet) allerede var under Gang, kom Admiral Starck om Bord. Vejret var stille, en ganske svag Brise blæste over den rolige Sø, og langs Kysten laa en let Taagedis. Efter at have nærmet sig Port Arthur paa NVKurs drejede den japanske Flaade i Kølvandslinie ca. Kl. IVA Fm. over paa Kurs ret V (D. r. G. siger SV), og samtidig aabnede I Divisions Teteskib Ilden paa en Afstand af ca. 8,200 m. Téteskibene i II og III D ivision aabnede Ilden henholdsvis 17 og 20 Minutter senere.

(Af de forskellige Kilders Tekst kan man ikke danne sig et bestemt Billede af den japanske Flaades Kurs under Kampen; den er intet Steds angivet, og af de opgivne Skudafstande kan intet sikkert udledes, da det ikke er anfort, hvorfra og hvortil de skal regnes. Paa Skitsen Side 38 er Kursen indlagt efter et til D. j. A. hørende Kort. Kortene i D. j. A. er ikke altid paalidelige, men da den her indtegnede Kurs passer nogenlunde med iorskellige opgivne Skudafstande, og da den angivne Kolonnelængde for den japanske Flaade omtrent er saa stor, som den efter en almindelig Beregning bor være, saa kan man nok antage, at Skitsen er tilnærmelsesvis rigtig.)

Samtidig med Japanerne aabnede ogsaa den russiske Flaade og Kystbatterierne Ilden, D. r. G. skriver herom:

»Samtidig med Flaaden begyndte Kystbatterierne Nr. 7, 9, 13, 15, 17 og 18 og noget senere ogsaa Batterierne Nr. 2, 4 og 5 og Artilleribatteriet (Nr. 10) at skyde.«

A f denne Bemærkning maa man slutte, at bl. a. Batteri Nr. 16 ikke har været klar til Kamp (Mangel paa Ammunition?), eller at der har været andet i Vejen, thi med sine langtrækkende, hurtigskydende 5 - 15 cm Canet-Kanoner burde det have deltaget i Kampen og endda have aabnet Ilden paa et tidligt Tidspunkt. løvrigt maa der i foranstaaende Citat fra D. r. G. være positive Fejl; Batterierne Nr. 7 og 13 kan saaledes ikke have aabnet Ilden paa samme Tid som Flaaden, da Fjenden paa dette Tidspunkt var ca. 13 km fjernet fra Batteri Nr. 7 og ca. 11 km fjernet fra Batteri Nr. 13 (største Skudvidde for begge Batterier ca. 8 km). Paa den anden Side har Batteri Nr. 2 ikke behøvet at vente med at aabne Ilden, thi Fjenden var netop inden for Batteriets Rækkevidde, da Kampen begyndte. D. j. A. gør Rede for, hvilke Maal de japanske Skibe til de forskellige Tider valgte sig under hele Kampen. A f Redegørelsen fremgaar det, at Japanerne kun har beskudt de russiske Skibe. Et saadant Maalvalg er naturligt — det var Opgaven at ødelægge den russiske Flaade — men paa den anden Side synes det underligt, om de Kystbatterierne paaførte Tab alene skulde være fremkommet ved tilfældig Træfning. Man maa antage, at de japanske Skibe lejlighedsvis ogsaa har beskudt Kystbatterierne, navnlig de mere virksomme, f. Eks. Batteri Nr. 15, og foruden D. r. G. anfører da ogsaa andre Kilder, at Kystbatterierne blev beskudt; saaledes omtales bl. a., at Japanerne aabnede Ilden mod Søfronten paa 9,000 m Afstand, og at enkelte P ro ­ jektiler faldt helt inde i Havnen og Byen paa 11,000— 12,000 m Afstand.

Kampafstanden har for Kystbatteriernes Vedkommende — alt under Forudsætning af, at den japanske Flaades Kurs har været som vist paa Skitsen — ligget mellem 5,000— 10,000 m, muligvis mere, hvis Batterierne har forfulgt Fjenden med Ild til Grænsen for Skytsets Rækkevidde. Omtrent Kl. 11,35 var Kampen paa sit højeste; den japanske Flaades I Division var paa dette Tidspunkt kommet inden for Tigerhalvø-Batteriernes Ildomraade, og Admiral Togo befalede da en Svingning paa 8 Streger til Bagbord, hvorefter Divisionen trak sig ud af Kampen, heftigt beskudt af Kystbatterierne, som havde indskudt sig paa Svingningspunktet. De russiske Skibes Ild blev nu i Hovedsagen lagt over paa den japanske II Division, og da denne, følgende i I Divisions Kølvand, svingede Bagbord over, blev hele den russiske Ild fly ttet til den III Division, som i dette Øjeblik var paa en Afstand af ca. 7,000 m. Admiral Togo indsaa, at denne koncentriske Ild kunde blive farlig for de fire, kun beskyttede Krydsere, og befalede derfor, at Divisionen straks skulde holde af og trække sig ud af Kampen. Hele Kampen havde da varet ca. 40 Minutter.

Kystbatterierne havde ialt afgivet 151 Skud, heraf havde Batteri Nr. 15 afgivet 30 Skud paa Afstande mellem 8,000— 10,000 m; i de hele spillede dette Batteri en Hovedrolle under Kampen, og af Søfrontens samlede personelle Tab: 1 dod og 5 saarede, faldt de 4 saarede ogsaa paa dette Batteri. Søfronten havde ingen materielle Tab. Den russiske Flaade havde et Tab paa 21 døde og 101 saarede; 2 Kampskibe og 4 Krydsere havde faaet større eller mindre Beskadigelser. D. j. A. omtaler, hver Gang et Skib blev ramt, og giver en Beskrivelse af de forskellige Træfferes V irk ­ ning. En Opgørelse viser, at 8 japanske Skibe er blevet ramt ialt 13 Gange, flest Træffere har Teteskibene i Divisionerne faaet, men ingen af Træfferne er saa karakteristiske, at de fortjener nærmere Omtale. Ifølge D. r. G. maatte det japanske Kampskib »Fuji« gaa i Dok efter Kampen. Japanernes personelle Tab var 4 døde og 60 saarede. Japanerne brugte kun deres Skibes sværeste Skyts — 20,3 cm og derover — under Kampen, og fra begge Sider blev der, saa vidt man kan se, kun skudt med Granater. En amerikansk Forfatter skriver paa Grundlag af forskellige Udtalelser:

»Paa den japanske Flaade var man af den Opfattelse, at ikke et eneste Skud fra de russiske Skibe ramte, al den Skade, de japanske Skibe led, hidrørte fra Kystbatteriernes Ild.«

Denne Udtalelse kan dog næppe tages bogstavelig, men paa den anden Side tyder adskilligt paa, at Kystbatterierne efter Omstændighederne har skudt godt, og D. j. A. fremhæver ogsaa, at særlig Kystbatteriernes »Fladbane-Granatkanoner« havde fremragende Virkning. Denne gode Virkning har Søfronten opnaaet trods en paafaldende ringe Skudhastighed. Fraregnes de 30 Skud, som blev afgivet fra Batteri Nr. 15, har de ifølge D. r. G. deltagende 8 andre Batterier nemlig i Løbet af 40 Minutter kun afgivet ca. 120 Skud, d. v. s. fra hele Søfronten kun 3 Skud pr. Minut, en Skudhastighed, som burde kunne være præsteret alene af eet 15 cm Canet-Batteri. Ved at sammenholde nogle Tidsangivelser i D. j. A. med den paa Skitsen indtegnede Kurslinie kan man iøvrigt udlede en ret interessant Enkelthed: A f Tid sangivelserne kan det ses, at den japanske Flaades Téteskib har brugt ca. 25 Minutter om at tilbagelægge Strækningen fra det Sted, hvor det drejede til Kurs ret V og til det Sted, hvor det drejede til Kurs ret S. Da denne Strækning er ca. 11 km, maa Flaadens Fart altsaa have været ca. 14 Knob.

Ssemenow fortæller:

»Den 9. (Febr.) kunde kun tre Batterier skyde. Forterne henlaa i Vintertilstand.------------------------ Rekylbremserne til Skytset paa Den elektriske Klippe (Batteri Nr. 15) blev først fyldt Kl. 10 Fm., da den fjendtlige Eskadre allerede var meldt. -------- — — »Angara« (en Hjælpekrydser) deltog ogsaa i Kampen, men paa Grund af den store Afstand har den næppe tilføjet Fjenden synderlig Skade med sine 12 cm Kanoner.----- Baadene paa Bagbordsside blev for største Delen splintret og Skorstene og Ventilatorer gennemhullet, altsammen med Sprængstumper fra Projektiler, som eksploderede i Vandet i Nærheden af Skibet; den eneste Granat, som traf Damperen direkte — en 30 cm. Granat — eksploderede heldigvis ikke, den slog gennem Skibsiden, et Dæk og nogle Skodder ind i en Kahyt, hvor den ødelagde en Køje, paa hvis Springfjedermadras den lagde sig til Ro.«

Da den Skade, som den russiske Flaade havde lidt ved Angrebene den 8. og 9. Februar, ikke var større, end at den kun midlertidig vilde kunne afholde Russerne fra offensive Foretagender, besluttede Admiral Togo allerede den 11. at forny Angrebet. Vejrforholdene hindrede imidlertid Planens Udførelse; dog gik 4 japanske Jagere frem mod Port Arthur den 14. F e ­ bruar om Natten for at rekognoscere og muligvis ødelægge det i Havneindløbet grundstødte Kampskib »Retwisan«. Høj Sø og forrygende Snestorm med Frost splittede Baadene, saaledes at kun to af dem naaede frem hen mod Kl. 4 om Morgenen. Baadene blev opdaget og beskudt af Kystbatterierne og Vagtskibene; de afskød derfor deres Torpedoer paa stor Afstand mod de nærmeste Maal, dog uden at ramme, og trak sig uskadte tilbage.

Den første japanske Troppetransport til Korea var 1 Mellemtiden blevet klar til Afgang. For at sikre den imod at blive angrebet af Port Arthur-Flaaden, besluttede Admiral Togo at gennemføre en Plan, som allerede var blevet udarbejdet og forberedt før Krigens Udbrud, nemlig at lukke den russiske Flaade inde i Port Arthurs Havn ved at spærre Havneindløbet med sænkede Skibe. T il Spærringsmateriale var udtaget 5 Handelsdampere paa 1,500— 4,000 Tons. Skibene var ladet med Sten og Cement, i Bunden var nedlagt Miner, som kunde tændes fra Dækket, og som var omgivet af petroleumsmættet Kulstøv blandet med Calcium. Besætningen paa hvert Skib bestod af 1 Officer og 13— 14 Mand, alle Frivillige; Føreren var forsynet med et Kort over Port Arthurs Havn, paa hvilket var indlagt de russiske Vagtskibes Plads og det Sted, hvor han skulde sænke sit Fartøj.

Spærringsforsøget blev udført Natten mellem den 2 3.— 2 4. Februar; Vejret var stille og frostklart. Det indlededes med et Torpedobaadsangreb omkring Midnat. Efter heldigt at være undgaaet Søfrontens og Vagtfartøjernes Projektører gik 4 Jagere frem, afsked deres Torpedoer mod de paa Yderreden og i Havneindlebet liggende Skibe, dog uden at træffe, og trak sig derefter tilbage. Det synes, som om de hverken er blevet opdaget eller beskudt. Omtrent paa samme Tidspunkt ankom de 5 Spærringsskibe, dækket af Torpedobaade, til Samlingsstedet tæt under Sydkysten af Liautieschan, hvor de var uden for Batteriernes Lys- og Ildomraade. Her blev de opdaget og meldt af en Udkigspost Kl. 1 Fm. Kl. 3 Fm. gik Spærringskibene frem mod Havnen, idet de i Kølvandslinie løb op langs Kysten af Liautieschan og Tigerhalvøen. Paa ca. 3000 m Afstand blev de opdaget i Projektørlyset, og Batterierne paa Søfrontens højre Fløj aabnede Ilden mod dem. Det skarpe Ly s blændede Spærringsdampernes Førere saaledes, at de havde Vanskelighed ved at orientere sig; det forreste Skib løb paa Grund paa den undersøiske Klippe Kaiyosho Øst for Liautieschan, de to næste undgik ved en rask Manøvre den samme Skæbne, men Førerne paa de to sidste Skibe var paa dette Tidspunkt saa usikre i Stedbestemmelsen, at de troede, de var i Nærheden af Havneindløbet, hvorfor de sænkede deres Skibe tæt ved det Sted, hvor det første var Iobct paa Grund. De to tiloversblevne Skibe fortsatte imidlertid deres Kurs. Fra det Sted, hvor de først blev opdaget og beskudt og til Havneindløbet, er der ea. 7 km, og paa hele denne Strækning blev de beskudt paa kort Hold af Tigerhalvøens Batterier, ligesom de ogsaa, efterhaanden som de kom længere mod Nord, fik Ild fra Vagtskibene og Batterierne Øst for Havneindløbet. Ikke desto mindre naaede begge Skibe — det ene med Brand om Bord — ind i Havnemundingen, hvor de gik paa Grund. (Se Skitsen Side 42).

Under Spærringsskibenes Fart mod Havnen opererede en japansk Jagerdivision ud for Batterierne Øst for Indløbet i den Hensigt at drage Uden bort fra Spærringsskibene og over paa sig; Batterierne beholdt dog stadig deres Maal. Indtil Kl. 7 Fm. forblev de japanske Jagere paa Yderreden for at optage Spærringsskibenes Besætninger; de blev stadig beskudt af Vagtskibene og Batterierne. (Ifølge russiske Beretninger skal en Jager ved denne Lejlighed være skudt til Bunds; i D. j. A. omtales dette ikke). Det personelle Tab under hele Ekspeditionen opgøres af Japanerne til 1 død og 4 saarede. Spærringsforsøget var for saa vidt fuldstændig mislykket, som Passagen gennem Havneindløbet stadig var frit, men det havde en stærk, moralsk nedtrykkende Virkning paa Besætningen i Port Arthur. En russisk Officer skriver om denne Begivenhed bl. a.:

»Fra Angrebets Begyndelse og indtil Daggry kunde vore Jagere og Vagtfartojer ikke lobe ud af Havnen, fordi Betjeningsmandskabet i Batterierne ikke kunde skelne Ven fra Fjende og derfor aabnede Ilden mod alt, som viste sig i Projektorlyset; dette var Grunden til, at Spærringsdampernes Mandskab kunde gaa til Søs i Redningsbaadene, og dér blive optaget af Jagerne. ---------«.

Samme Dag (den 24.) Kl. 10 Fm. viste den japanske III Division sig foran Port Arthur, rimeligvis i een Hensigt at undersøge Nattens Resultater. Den vekslede Skud med Kystbatterierne og de paa Yderreden liggende russiske Krydsere, men paa Grund af den store Afstand (ca. 11.000 m) opnaaede ingen af Parterne Træfning. Da Divisionen havde meldt, at tre russiske K rydsere var løbet ud af Havnen, besluttede Admiral Togo at angribe disse Skibe og »Rctwisan« i Løbet af Natten. (Det maa erindres, at da Havneindløbet kun kunde passeres af større Skibe ved Flodtid, maatte Skibe, som var løbet ud, vente i 12 Timer, inden de atter kunde komme ind). Angrebet blev udfort den 25. ca. Kl. 3 Fm. En Division Jagere nærmede sig Port Arthur, men medens den af Frygt for at blive opdaget af Sofrontens 'stadig søgende Projektører holdt sig et Stykke til Sos, bemærkede den, hvorledes pludselig alle Søfrontens P ro ­ jektører paa et Raketsignal begyndte at lyse mod Syd angs Kysten, samtidig med at Kystbatterierne og Vagtskibene aabnede Ilden: Russerne havde af en Fejltagelse antaget Vraget af den Spærringsdamper, som den foregaaende Nat var grundstødt paa den undersøiske Klippe Øst for Liautieschan, for et angribende Fartøj. De japanske Baade benyttede Lejligheden til at gøre Angreb. De nærmede sig indtil 1400 m fra Havneindløbet, og først efter at de havde affyret tre T o rpedoer, blev de opdaget og beskudt af Kystbatterierne og Vagtskibene. Under Tilbagegangen saa en af Baadene Lejlighed til at affyre en Torpedo mod et russisk Skib, som et Øjeblik var klart belyst af en af Søfrontens Projektører.

Angrebet var uden Resultat; ogsaa de japanske Jagere gik uskadte ud af Kampen. Omkring Daggry (den 25. Februar) sejlede tre russiske Krydsere mod Syd langs Kysten for at søge efter et Par russiske Jagere, som den foregaaende Aften var 

løbet ud paa et Rekognosceringstogt sammen med seks andre Baade, men som endnu ikke var vendt tilbage. Ved 8-Tiden nærmede Admiral Togo sig imidlertid med den japanske Flaades Gros. Han sendte den III D ivision paa Rekognoscering Syd for Liautieschan, og da han opdagede de russiske Krydsere, som var under Fart ved Kysten, aabnede han Ilden mod dem med sin I og II Division paa 18,000 m Afstand (det er D. j. A., som opgiver denne Afstand). De russiske Krydsere vendte, men for at dækkeTilbagetoget for de to savnede Jagere, der nu Kl. 10 Fm. blev meldt for sydgaaende paa Vestsiden af Liautieschan, løb de ikke ind i Havnen, men gik over under Korsbjerget, idet de stadig holdt sig under Kystbatteriernes Beskyttelse. Den japanske FIaade, der undgik at komme inden for Søfrontens virksomme Ild, søgte op i Tashe-Bugten, og ca. Kl. 10Ya begyndte den herfra paa en A fstand af ca. 13,000— 14,000 m fra Havnen en stærk Beskydning med de svære Piecer, dels direkte mod de tre russiske Krydsere og Kystbatterierne og delt indirekte mod Byen og Havnen. Beskydningen varede >4 Time, saa løb de russiske Krydsere, der havde taget en Del Skade, ind i Havnen, og den japanske Flaade stod sydpaa. De to savnede russiske Jagere var henimod Kl. 11 kommet Syd for Liautieschan. Her blev de opdaget og beskudt af den japanske III Division; den ene Baad brød dog igennem cg naacde ind under Kystbatteriernes Beskyttelse, men den anden blev afskaaret og blev senere ødelagt i Den lille Duebugt. Under denne Kamp bad Flaadens Chef indtrængende Fæstningskommandanten om at lade Søfronten skyde paa de japanske Krydsere for derved at hjælpe de to Jagere; Batterierne aabnede ogsaa Ilden, men uden Virkning, da Afstanden var for stor.

D. r. G. skriver om Beskydningen den 25. Februar:

»Større Beskadigelser foraarsagede Bombardementet ikke i Fæstningen. En Sygehusbarakke blev ramt af Sprængstykker, hvorved en Kineser blev haardt saaret. Paa Den elektriske Klippe blev en Mand saaret — ------ Kampen havde klarlagt, hvor svag Søfrontens venstre Flanke v a r----- «.

Som tidligere nævnt gav denne Kamp ogsaa Anledning til større Ommonteringsarbejder paa Sofrontens venstre Fløj. D. j. A. er i sin Omtale af Kampen forsigtig i U dtrykkene. Skønt det mener, at »mange Projektiler var naaet ind i Kystværkerne og Havnen«, saa udtaler det dog, at »paa Grund af den store Afstand, paa hvilken Kampen førtes, kunde man ikke fastslaa Resultatet med Sikkerhed.« Efter alle Udtalelser at dømme maa Resultatet ogsaa have været lig Nul. D. r. G. skriver:

»Den 2 6. Februar mellem 3 og 4 om Morgenen ankom 6 japanske Torpedobaade paa Reden, øjensynlig i den Hensigt at ødelægge »Retwisan« og udlægge Miner. Ilden fra »Retwisan« og Strandbatterierne jog dem bort, og de forsvandt.«

Ogsaa Ssemenow omtaler et natligt Angreb:

»I Løbet af Natten (den 25.—26.) blev der gentagne Gange alarmeret. Kl. 11 om Aftenen skød Søforterne og »Retwisan«, og der blev svaret fra Søen; vi hørte Granaterne pibe og saa tydeligt, hvorledes een eksploderede paa Guldhojens Sydskraaning. Senere, henimod Kl. 3/> om Morgenen, skod »Den elektriske Klippe«, og Kl. V /2 Haubitsbatterierne paa Guldhøjen. Hvad der skete, kunde jeg ikke faa at vide.«

D. j. A. omtaler slet ikke disse Begivenheder.

Den 8. Marts overtog den energiske Admiral Makarow Kon mandoen over den russiske Flaade, og da de beskadigede Skibe ved denne Tid havde endt deres Reparationer, kunde man vente, at Russerne nu vilde træde lid af deres Passivitet. Admiral Togo besluttede derfor at forny Angrebene ved Port Arthur. Angrebene indlededes med natlig Rekognoscering og Minelagning den 9. o g 10. Marts, som førte til heftige Kampe mellem de russiske og japanske Torpedojagere. Den 10. om Morgenen blev den russiske Jager »Stereguschtschi« efter en rasende Kamp med japanske Baade (af »Stereguschtschi«s Besætning overlevede kun fire saarede Kampen) entret og taget paa Slæb, men Kystbatteriernes Ild og et Fremstød af to russiske Krydsere tvang Japanerne til at slippe deres Bytte, som sank. Den samme Morgen ( d en 10. M a r t s ) ankom Admiral Togo med den japanske Flaades I Division (6 Kampskibe) til et Sted ca. 10 km Syd for Liautieschan. Herfra sendtes tre af Skibene længere frem, og medens de holdt den gaaende frem og tilbage paa en øst-vestlig Kurs ca. 3— 4 km S. 0. for Fyrtaarnet paa Liautieschans sydvestlige Hjørne, aabnede de omtrent Kl. 10 Fm. en indirekte Ild mod Byen og Kystbatterierne og mod Skibene, som laa i Havnen og ikke kunde løbe ud paa Grund af Lavvande. Kl. 11A gik de tre Skibe tilbage og blev afløst af de tre andre, som fortsatte den indirekte Beskydning indtil ca. Kl. 1 Em., hvorefter hele Flaaden dampede mod Syd.

Vejret var roligt, en let Taage laa langs Kysten. Japanerne brugte kun deres 30A cm Kanoner og affyrede ialt 150— 200 Granater (D. r. G. siger 154 - 27,5 cm Granater) paa Afstande mellem 13,000— 14,000 m. Observationen af Nedslagene blev udført af to Krydsere af III Division, der var stationeret Syd for Havneindlebet og som pr. Radiotelegraf stod i Fo rbindelse med de skydende Skibe. D. j. A. skriver herom:

« Krydserne laa stille paa Yderreden for at iagttage Nedslagene. Paa Grund af Kystbatteriernes heftige Ild maatte de dog hyppig skifte Plad s-------- , de fastslog Resultatet af 10 Skud.«

Hverken Kystbatterierne eller Skibene i Havnen kunde besvare Bombardementet, da man savnede de nødvendige Hjælpemidler til indirekte Skydning; Batterierne paa Tigerhalvøen gjorde et Forsøg, men uden Resultat. Kun naar de japanske Skibe paa deres Kurs kom Øst for Liautieschan, blev de heftigt beskudt af Batteri Nr. 15, og de søgte derfor at holde sig i død Vinkel for dette Batteri. De japanske Projektiler faldt over et meget stort Areal og foraarsagede ingen større Skade, hverken paa Skibene eller i Fæstningen. I Batterierne blev 5 Mand saaret, i Byen 4 dræbt og 7 saaret, Flaaden havde nogle enkelte døde og omkring en Snes saarede. Flere af Skibene blev ramt, uden at Ødelæggelsen var betydelig; i Byen blev nogle Huse ramponeret. Ved Batteri Nr. 15 eksploderede 4 Granater, een af dem ramte i Brystværnet og oversaaede Batteriet med Sprængstykker, dog uden at gøre ringeste Skade; de andre Granater havde heller ingen Virkning. En Granat ran te Ammunitionsmagasinet i Batteri Nr. 13; den sleg C6 Kubikfod Beton ud af Muren udvendig og fik 50 Kubikfod til at styrte ned indvendig, men Gennembrud fandt ikke Sted. En af de japanske Observationskrydsere skal være blevet beskadiget af en Træffer fra Batteri Nr. 15. Ssemenow skriver om denne Dag bl. a.:

»Det er værd at lægge Mærke til, hvorledes Historien gentager sig selv. I Tyrkerkrigen maatte vort Fodfolk selv lave Viserer af Træ til Brug paa de store Afstande og sætte dem paa Geværerne. Siden er der gaaet 25 Aar, og igen ser vi os tvungne til ved egne Midler at lave Forlængelsesstykker til vore Kanonopsatser ved Skydning paa meget store Afstande. Paa nogle Skibe kunde man overhovedet ikke skyde indirekte. Deres Affutager var ikke konstrueret til saa store Elevationer.«

Som omtalt foranledigede denne Beskydning Russerne til at anlægge et Batteri ved Liautieschan-Fyrtaarnet og til at træffe de for Udførelsen af indirekte Skydning nødvendige Foranstaltninger.

Efter Beskydningen den 10. Marts vendte Admiral 'logo tilbage til Flaadens sædvanlige Samlings- og Hvileplads ved Koreas Nordvestkyst. lie r modtog han den 14. Marts den alarmerende Efterretning, at den russiske Flaade var løbet ud af Port Arthur. Da store japanske Troppetransporter (den II Armé) paa dette Tidspunkt skulde afgaa til Korea, syntes Situationen et øjeblik kritisk. Den III Division sendtes til Port Arthur for at rekognoscere. Den 16. om Morgenen nærmede Divisionen sig Fæstningen skjult af Taage og Snefog og konstaterede den russiske Flaades Tilstedeværelse. (Rygtet om Flaadens Afrejse fra Port Arthur var aabenbart opstaaet ved, at Admiral Makarow den 11. havde foretaget en langt udgaaende Øvelses-Eskadresejlads). Efter at have faaet Melding om den russiske Flaades Aktivitet besluttede Admiral Togo at foretage et nyt Angreb paa Port Arthur og muligvis fremtvinge en Afgørelse i aaben Sø.

Angrebet indlededes med Rekognoscering og Torpedobaadsangreb den 2 2. Marts fra Midnat til heniniod Daggry. To japanske Jagerdivisioner gik til forskellige Tidspunkter frem mod Havneindløbet, men blev opdaget og beskudt paa ca. 2,000 m Afstand saavel af Vagtfartøjerne som af Kystbatterierne, saaledes at de maatte opgive Angrebet efter at have afskudt nogle virkningsløse Torpedoer paa stor' Afstand. Kl. 6 Fm. — Vejret var smukt og Soen stille -— nærmede Admiral Togo sig med Flaadens Gros. Han sendte III Division frem Syd for Havneindlobet for at observere, II Division fik Ordre til at holde sig i Søen længere ude i sydøstlig Retning, og selv gik han med Kampskibene til en Position sydvest for Liautieschan. Herfra sendtes de to Kampskibe »Yaschima« og »Fuji« op mod Duebugten for derfra at foretage en indirekte Beskydning af Havnen.

»Yaschima« og »Fuji« afgav ca. Kl. 9 Fm. 20 Skud mod Fyrtaarnet og Batterianlægget paa Liautieschan. Fyret blev ødelagt, men den der installerede Observationspost, som stod i telefonisk Forbindelse med Skibene i Havnen, flyttede med Telefonen til en Kløft i Nærheden og fortsatte Observationen. Derefter begyndte de to Kampskibe ca. Kl. 9,40 Fm. den indirekte Beskydning. De affyrede ialt op mod 200 Granater fra deres 30,5 cm Kanoner (Afstanden kan ikke opgives, da Skibenes Position ikke kendes; den har antagelig været omkring 15 km). Beskydningen var saa at sige virkningsløs, og hverken Skibene eller Batterierne led nogen Skade; det personelle Tab var ringe; en Granat, som faldt i en Barakke paa Tigerhalvøen, dræbte 8 og saarede 7 Mand, og ved Banegaarden blev en Kineser dræbt. Kl. 7 Fm. var de russiske Krydsere begyndt at forlade Havnen og gaa ud paa Yderreden, og senere — Kl. 9,30, da Vandstanden var blevet tilstrækkelig stor i Havneindløbet — fulgte de mobile Kampskibe efter. Men allerede paa dette Tidspunkt havde to af de russiske Kampskibe (Ssemenow nævner tre Skibe) fra Vesthavnen aabnet en indirekte Beskydning af de japanske Skibe hinsides Liautieschan. De afgav omkring 30 Skud fra deres svære Kanoner paa ca. 15 km A fstand efter Observation fra Posten ved LiautieschanFyrtaarnet, og ca. Kl. 10,45 blev »Fuji« ramt paa Fo rdækket og fik forreste Kanontaarn ødelagt og 12 Mand dræbt. Japanerne afbrød straks Beskydningen og trak sig uden for Skudvidde. (»Fuji«s Uheld omtales ikke i D. j. A.). Omkring Kl. 11 nærmede den japanske II Division sig Havnen paa 11 km Afstand. Admiral Makarow. som paa dette Tidspunkt havde to Kampskibe og fire K rydsere paa Yderreden, gik frem mod de japanske Panserkrydsere og aabnede Ilden, men de trak sig tilbage i Retning af de japanske Kampskibe. der stadig holdt sig uden for Kystbatteriernes Ildomraade. Henimod Kl. 12 havde Admiral Makarow hele den mobile russiske Flaade samlet paa Yderreden (to Kampskibe og een Krydser var under Reparation), og Betingelserne for en afgørende Kamp var til Stede, men Kampen udeblev: Russerne vilde ikke uden for Fæstningskanonernes Rækkevidde, og Jaranerne vilde ikke indenfor. Kl. 3 var den russiske Flaade atter i Havn og Japanerne forsvundet i Horisonten.

Ssemenow skriver om denne Kamp bl. a.:

»-----Øjensynlig blev de ( Japanerne) ikke lidt forbavset, da de saa. at det denne Gang ikke gik ustraffet med Beskydningen; vi svarede igen. — — Vore Skibe havde endda den Fordel, at medens Japanerne maatte skyde under Fart, skod vore fra et nøje kendt Punkt ligesom et Landbatteri----- . Da Japanerne bemærkede, at vor Eskadre forlod det udsatte Bassin, koncentrerede de Ilden mod Havneindløbet. Deres Skud laa godt. ---- «

Natten mellem den 2 6. o g 2 7. M a r t s (D. r. G. siger Natten mellem den 27. og 28.. hvilket maa være en Fejl) foretog Japanerne deres 2. Spærringsforsøg. Til Ekspeditionen var 4 Marinetransportdampere paa ca. 4000 Tons udrustet ligesom Skibene ved det 1. Fo rsøg; dog var de denne Gang forsynet med nogle enkelte Sty kker 25 mm hurtigsky'dende Skyts. Besætningen var ca. 50 Mand frivillige, hvoraf flere havde deltaget i det første Spærringsforsøg. Om Eftermiddagen den 26. var den japanske Flaades I og III Division sammen med de 4 Spærringsdampere paa March mod Port Arthur. Ved Solnedgang skilte Spærringsdamperne sig ud fra den ovrige Flaade og gik frem under Beskyttelse af 3 Jager- og 1 Torpedobaadsdivision. Natten blev meget mørk med let Taage over Vandet, og Damperne benyTtede denne gunstige Lejlighed til med fuld Kraft at styre løs paa Havneindløbet, medens Torpedobaadsdivisionen holdt sig ca. 2,000 m ude paa Reden for senere at optage Besætningerne fra Spærringsdamperne, og de tre Jagerdivisioner fra Positioner ud for Korsbierget og Liautieschan gjorde Fremstod for at drage Batteriernes Opmærksomhed bort fra Begivenhederne ved Havnen. Omtrent Kl. 2,15 Fm. (den 27.). da Skibene allerede var kommet neer til Indløbet, blev de opdaget af Kystbatterierne og Vagtskibene, som aabnede en voldsom Ild imod dem (»med Salver«, som D. j. A. skriver), Skibene besvarede Ilden med deres hurtigskydende Skyts. Den 1. Damper styrede først mod Projektøren ved Batteri Nr. 15, og derefter tog den Fyrtaarnet paa Tigerhale-Halvøen som Retningspunkt, men blændet af Projekterlyset kunde Føreren ikke finde Indløbet, og Skibet gik paa Grund under Guldhøjen, hvor det blev sprængt. (Se Skitsen Side 42). Straks ved Angrebets Begyndelse var de to russiske Jagere, »Rjeschitelny« og »Ssilny«, som den Nat deltog i Vagttjenesten, løbet ud. »Ssilny« ramte den 2. Spærringsdamper med en Torpedo, og et Øjeblik efter gik ogsaa denne Damper paa Grund under Guldhøjen ved Siden af den første. Den 3. Damper kom noget nærmere ind mod Indløbet, men strandede ogsaa under Guldhøjen; den 4. Damper skal ogsaa være blevet ramt af en Torpedo og sank tæt ved Tigerliale-Fyrtaarnet. Efter at have torpedoskudt den 2. Spærringsdamper søgte »Ssilny« sig et nyt Maal; den opdagede en japansk Torpedobaad og aabnede Ilden imod den, men blev saa pludselig angrebet af 6 japanske Baade (D. j. A. siger 2 Baade), og i Løbet af et Øjeblik havde den 20 Mand dræbte og saarede, deriblandt Chefen, og med havareret Maskine drev den ind paa Kysten Øst for Guldhøjen, ved hvilken Lejlighed den ifølge D. j. A. »endnu ved en Fejltagelse skal være blevet beskudt fra nogle af Kystbatterierne«. Efter at Spærringsdamperne var sænket og sprængt, gik Besætningerne i Baadene og søgte til Søs, heftigt beskudte fra Vagtskibene og Strandbatterierne, ligesom der ogsaa ifølge D. j. A. »fra Kysten blev afgivet Hurtigild imod dem med Maskingeværer og Rifler.«

Spærringsforsøget var resultatløst, Passagen gennem Indløbet var stadig fri. Japanernes Tab var omtrent en Snes dræbte og saarede. Fra Daggry beskød Kystbatterierne nu og da de paa Yderreden manøvrerende japanske Jagere, som dog snart trak sig til Søs. Senere viste den japanske III Division sig paa Reden, antagelig for at rekognoscere, men saa snart Ilden fra Tigerhalvø-Batterierne blev aabnet imod den, trak den sig hurtig tilbage. Kl. 9 Fm. var hele den russiske Flaade (undtagen Kampskibet »Ssewastopol«, løbet ud og manøvrerede paa Yderreden; ogsaa den japanske I Division viste sig foran Fæstningen, men heller ikke denne Gang kom det til Kamp; om Eftermiddagen laa den russiske Flaade atter i Havnen, og Japanerne forsvandt i Horisonten. I Port Arthur mente man, at der havde deltaget flere end de 4 strandede Dampere i Spærringsforsøget, men at Resten af Skibene allerede paa lang Afstand var sendt til Bunds af Kystbatteriernes Ild. Ssemenow skriver herom:

»Det er forbavsende, hvor mange fjendtlige Skibe der altid tilintetgøres i Natfægtninger. Enhver har denne Svaghed. Det er ikke Praleri, men enhver er saa fast overtydet om Rigtigheden af sine Iagttagelser, at han tor aflægge Ed paa dem.«

Russiske Kilder mener, at den japanske II Division ogsaa optraadte foran Port Arthur den 27.; D. j. A. siger, at Divisionen under Spærringsforsøget opholdt sig ved Koreas Nordvestkyst.

Straks efter den 26. Marts blev der ved Havneindløbet truffet forskellige Foranstaltninger, sigtende til at vanskeliggøre alle senere Spærringsforsøg. Vest for Havneindløbets Midtlinie blev to af den østkinesiske Jernbanes Dampere, »Chailer« og »Charbin«, sænket, og mellem dem og Land blev der etableret en Flydespærring. Noget længere inde i Havneindløbet og Øst for Farvandets Midte blev to andre Dampere, »Schilka« og »Barry«, sænket. Ved dette Arrangement blev Farvandet fra at være retlinet gjort bugtet, saaledes at et Skib, som nu vilde ind i Havnen, maatte manøvrere paa forskellige Kurser, medens det tidligere kunde lobe lige fra Yderreden og ind i Havnen paa en Kurs. De paa forskellige Steder ved Indløbet strandede japanske Spamringsdampere vanskeliggjorde ogsaa Passagen. (Se Skitsen Side 42). Længere inde i Indløbet dannede to Kanonbaade og to Jagere sammen med Strandbatterierne en Fo rsvarslinie, som blev støttet af den endnu længere inde liggende Vagtkrydser. Til Beskyttelse af Vagtfortøjerne mod Torpedoskud blev der etableret en Flydespærring med underhængende Jernnet. Paa begge Bredder havde man ophobet brændbare Sager, som skulde stikkes i Brand, naar et Spærringsforsøg begyndte, for derved at oplyse Indløbet og danne lys Baggrund for Vandet, og hvad der bevægede sig paa det, set fra den modsatte Bred. Admiral Makarow tilbragte de fleste Nætter om Bord i Vagtkrydseren. Den 28. Marts skriver Admiralen til Præsidenten for Krigsunderstøttelsesselskabet i Kronstadt:

»I Nat havde vi det meget hedt. men vi kan ikke gøre Regning paa en rolig Time i den nærmeste Fremtid. Teg sover med Klæderne paa. da jeg maa være parat hvert Øjeblik. Derfor kan jeg ikke følge Deres venlige Raad om at tage Vare paa mig selv, men ikke desto mindre trives jeg udmærket.«

Endelig begyndte man nu i Slutningen af Marts at udlagge permanente Minespærringer paa Reden. Der anvendtes elektriske Stødminer, som kunde kontrolleres fra Stationen i Land. Arbeidet udførtes af et T o rpedo-Kompagni, og den 12. April var der udlagt 3 Minelinier paa den østlige Side af Havneindløbet: senere blev flere lignende Minelinier udlagt saavel Øst som Vest for Indløbet. (Se Skitsen Side 54).

Den 3. April indtraf en Begivenhed, som Ssemenow skildrer saaledes:

»Ved højlys Dag med smukt Vejr kom en Handelsdamper i Sigte; den styrede lige mod Port Arthur. Vi glædede os alle, det var jo klart, at Damperen bragte Forraad af forskellig Art. Da Fartøjet var kommen til Grænsen for Fæstningskanonernes Rækkeevne, stoppede det og orienterede sig, men i Stedet for, som vi ventede, at give Kendingssignal, vendte det brat, gik atter til Sos og — viste det japanske Flag. Da Vagtkrydseren kom ud for at forfølge Skibet, var det forsvundet i Horisonten.«

Begivenheden medførte, at Vagttjenesten blev skærpet, og for at man ikke skulde være afhængig af Vandstanden i Indløbet, blev Vagtkrydseren lagt ud paa Yderreden i Læ af den sænkede »Barry«.

Den 6. April viste den japanske III Division sig uden for Port Arthur, aabenbart i den Hensigt at konstatere den russiske Flaades Tilstedeværelse. Den holdt sig paa lang Afstand og forsvandt efter kort Tids Forløb.

Da Japanerne stadig maatte frygte, at Admiral Makarow skulde bryde ud med den russiske Flaade for at gaa til Wladiwostock, forberedte Admiral Togo et nyt Spærringsforsøg og besluttede sig samtidig til for første Gang at udlægge Miner uden for Port Arthur.

Den 12. April om Aftenen løb 8 russiske Jagere ud paa Rekognoscering. Samme Dag, henimod Midnat, ankom 3 japanske .lagerdivisioner samt 1 Torpedobaadsdivision og 1 Minetransportdamper paa Port Arthurs Red og begyndte at udlægge Miner i Farvandet ud for Den flade Landtunge og ca. 3,000 m til Søs. Natten var meget mørk med Ruskregn og Sne. Russerne havde 6 -7 Projektører i Gang, og de japanske Baade, som var beskæftiget med Mineudlægningen, blev gentagne Gange belyst, men ikke beskudt. Mineudlægningen blev afsluttet uden Uheld eller Forstyrrelser i Løbet af 3— 4 Timer. D. r. G. skriver herom:

»De japanske Skibe blev ikke bemærket af Kystbatterierne. -------- Det er ogsaa muligt, at de japanske Skibe er blevet set, men at man ikke aabnede Ilden imod dem, fordi man antog dem for at være de egne Jagere, som var blevet sendt til Sos om Aftenen---------«.

(Som tidligere nævnt skulde Kystbatterierne først aabne Ilden paa et Signal fra Vagtskibet). Ssemenow beretter om denne Begivenhed omtrent saaledes:

Admiral Makarow var om Bord i Vagtkrydseren. Man opdagede Omrids af Fartøjer i Straalerne fra en Projekter — antagelig Korsbjergets; det syntes, som om Skyggerne snart laa stille, snart bevægede sig hid og did. Krydserens Chef spurgte, om han skulde skyde. »Ak, hvem kan vide, hvad det er!« svarede Admiralen i ondt Lune. »Sandsynligvis er det vore egne Baade; de forstaar ikke at sejle om Natten. Muligvis har nogle af dem tabt Forbindelsen med de andre og flakker nu rundt derude, fordi de ikke kan finde deres Kammerater og ikke tør nærme sig Havnen af Frygt for at blive antaget for Japanere. Det er sørgelig!« Makarow bekæmpede sin Ærgrelse og tilføjede i en rolig, bestemt Tone: »Lad nøjagtig Azimuth og Afstand notere — hvis det ikke er vore Baade, maa vi i Morgen i hvert Fald afsøge Stedet — maaske har mar. kastet nogle ubehagelige Genstande dér!«

Kl. 6 om Morgenen den 1 3. A p r il løb en russisk Krydser ud for at hjælpe den russiske Jager »Straschny«, som blev haardt trængt af japanske Fartøjer. »Straschny«, der horte til de 8 Jagere, som den foregaaende Aften var løbet ud, havde i Nattens Løb tabt Forbindelsen med de øvrige Baade. Senere var den stødt paa den japanske Jagerdivision, som dækkede Mineudlægningsarbejdet, og i den Tro, at det var Kammeraterne, som den atter havde truffet, havde den sluttet sig til Divisionen og sejlet sammen med den indtil Daggry, da begge Parter opdagede Fejltagelsen. »Straschny« blev overvældet af en voldsom Ild fra de japanske Baade, et Skud ramte det ladte Torpedoudskydningsrør og fik Torpedoen til at eksplodere, hvorefter Baaden begyndte at synke. Den russiske Krydser, som var ilet til Hjælp, drev de japanske Jagere bort, men blev selv angrebet af den japanske III Division og 2 Panserkrydsere af II Division, og kunde kun redde faa af de overlevende fra »Straschny«. Den russiske Flaade var imidlertid begyndt at forlade Havnen, og ca. Kl. VA Fm. havde Admiral M akarow, der havde hejst sit Flag paa Kampskibet »Petropawlowsk«, to Kampskibe og fire Krydsere under Kommando paa Yderreden. Uden at afvente Resten af Flaaden styrede han ned mod de japanske Krydsere, som holdt sig uden for Fæstningskanonernes Rækkevidde, og aabnede Ilden paa ca. 10 km Afstand, men de japanske Krydsere vendte og gik til Søs. Chefen for den japanske Krydserdivision meddelte pr. Radiotelegraf til Admiral Togo: »Fjendens Gros er uden for Havnen, vi er i Kamp med det,« og da Admiral Makarow under Forfølgningen var kommet ca. 15 Sømil fra Port A rthur, dukkede pludselig den japanske I Division, forstærket med de 2 ny Panserkrydsere »Nischin« og »Kasuga«, ud af Taagen, som var i Færd med at lette. M akarow vendte da og styrede tilbage mod Port Arthur forfulgt af Japanerne; Afstanden mellem de to M odstandere gik ned til ca. 6 km, men ingen af Parterne aabnede liden, og da den russiske Eskadre var naaet inden for Kystbatteriernes Beskyttelse, holdt Japanerne af og trak over under Liautieschan.

Resten af de russiske Skibe var nu ca. Kl. 9/4 Fm. kommet ud paa Yderreden. Admiral Makarow samlede hele Flaaden og vilde efter alt at dømme begynde at krydse under Fæstningskanonerne mellem Korsbjerget og Den hvide Ulvs Bjerg. Da »Petropawlowsk« omtrent Kl. 9Ai passerede det Sted, hvor man om; Natten i Projektørlyset havde set Omridset af Fartøjer bevæge sig, men som man paa Grund af Morgenens rige Begivenheder havde glemt at afsøge, løb Skibet paa en Mine og sank i Løbet af 1)4 Minut. A f den 650 Mand store Besætning reddedes kun 80 Mand; blandt de omkomne var Admiral Makarow.

Kontreadmiral Fyrst Uchtomsk i tog straks Kommandoen, og Flaaden fortsatte sin Kurs, medens Torpedofartøjerne blev paa Stedet, hvor »Petropawlowsk« var gaaet under. Kl. 10)4 løb Kampskibet »Pobjeda« paa en Mine og begyndte at krænge. Nu ophørte al Orden; Panik greb Besætningerne, som i Blinde begyndte at fyre til alle Sider, saa de ramte deres egne Skibe; Formationen opløste sig, og i Uorden tyede Flaaden ind i Havnen. Japanerne benyttede sig ikke af Forvirringen til at gøre Angreb, muligvis har de frygtet for at komme under Ild fra Kystbatterierne.

En russisk Søofficer skriver om denne Begivenhed: »---------I dette Øjeblik bragede atter en Eksplosion og »Pobjeda« lagde sig stærkt paa Siden. Jeg troede, den skulde gaa under og dampede rask hen til den. Da aabnede den pludselig en heftig Ild mod Vandoverfladen, og de andre Skibe gjorde det samme. Selv nogle af Batterierne paa Tigerhale1 lalvoen fulgte Skibenes Eksempel og begyndte at skyde-----«.

Den 15. April ca. Kl. 3 Fm. ankom 3 japanske Jager- og 1 Torpedobaadsdivision paa Reden ved Port Arthur. D. j. A. siger, at deres Opgave var at bestemme Positionerne for Søfrontens Projektører saa nøjagtigt som muligt (rimeligvis for at Skibene i senere Mineudlægnings- og Spærringsekspeditioner kunde faa nøjagtige Pejlinger). Henimod Daggry trak Baadene sig tilbage uden at være blevet opdaget og forenede sig med den japanske III Division og to Panserkrydsere af II Division, som paa dette Tidspunkt viste sig i Horisonten. Omtrent Kl. 8 ankom ogsaa den japanske I Division sammen med Panserkrydserne »Nischin« og »Kasuga« foran Port Arthur, og den japanske Flaade gik nu i Stilling til et Bombardement. 111 Division holdt sig paa ca. 14 km Afstand i sydlig Retning for Havnemundingen for at observere, I Division gik frem og tilbage paa en øst-vestlig Kurs Syd for Liautieschan, og Panserkrydserne »Nischin« og »Kasuga« gik endnu noget længere mod Vest og aabnede herfra ca. Kl. 9 Fm. et Bcrr bardement paa Port Arthur. (D. r. G, siger, at Bombardementet blev udført paa 19 km Afstand, en anden Kilde siger 8 km; begge Tal maa antagelig være fejle. Afstanden har sikkert været ca. 14 km). Bombardementet varede ca. 2 Timer; Krydserne afgav ialt 114 Granater fra deres 25 cm og 20 cm Kanoner, Skuddene faldt i Hovedsagen i Vesthavnen, en Del af dem ogsaa paa Tigerhalvøen og Vagtelbjerget. Da Russerne stadig forstyrrede den traadløse Forbindelse mellem Observationskrydserne og de skydende Skibe, blev en Krydser detacheret som Mellempost, men det var alligevel vanskeligt for Japanerne at faa Korrektioner paa Nedslagene. Krydserne beskød ogsaa Batteriet ved Liautieschan-Fyret, som havde aabnet Ilden, og tvang det til Tavshed.

Bombardementet foraarsagede kun ringe Fortræd; paa Kampskibet »Ssewastopol« blev en Taarnauffutage. beskadiget, og paa Tigerhalvøen blev en Barakke ødelagt, ellers skete ingen materiel Skade. Det personelle Tab var 16 militære og civile Personer dræbte eller saarede. Bombardementet besvaredes af Russerne, idet 4 Kampskibe fra Havnen beskød de bombarderende K ryd ­ sere indirekte med Granater; Observationen udførtes som sædvanlig fra Fyret paa Liautieschan. Resultatet af denne Skydning kan ikke fastslaas, da Kilderne paa dette Punkt er i afgjort Modstrid med hverandre, det synes dog, som om en af Krydserne paa en eller anden Maade er blevet beskadiget. Med Undtagelse af Batteriet ved Liautieschan-Fyret skød Søfrontens Batterier ikke. (D. r. G. angiver, at Afstanden var for stor).

Om Natten den 3 0. A p r i 1 kom japanske Torpedobaade paa Port Arthurs Red, antagelig for at udlægge Miner. De blev opdaget og beskudt og trak sig hurtigt tilbage. I Løbet af April Maaned havde man i Japan truffet omfattende Foranstaltninger til et storstilet Spærringsforsøg ved Port Arthur. Ikke mindre end 12 Dampere paa 1.500— 4,000 Tons og med en Besætning paa ialt 36 Officerer og 206 Mand var blevet udrustet og afsendt til Flaadens Samlingsplads for at gaa frem mod Port Arthur, naar det passende Tidspunkt kom. Tidspunktet skulde afpasses efter, naar de første Transporter med Troprer af TI Armé, der var samlet i Tschinampo paa Koreas Vestkyst, var parat til Afgang til P i t s z ew o paa Liaotung-Halvøens Østkyst (ca. 120 km NØ for Port Arthur), og da dette Tidsnunkt indtraf i Slutningen af April, blev det bestemt, at Spærrinersforsøget skulde udføres Natten mellem den 2. og 3. Maj. i Samtidig skulde den japanske Flaades Samlingsog Hvileplads forlægges fra Koreas Nordvestkyst til Elliot-Øerne (ca. 100 km NØ for Port Arthur), for at en virksom Blokade kunde etableres.

Den 2. M a j sejlede Spærringsskibene frem mod Port Arthur under Beskyttelse af den japanske I og III Division, 2 Kanonbaade samt 4 Jager- og 4 Torpedobaadsdivisioner. Spærringsdamperne var inden Afgangen blevet udrustet med Splintrenet, hurtigskydende Kanoner og et Par Projektører. Om Eftermiddagen maatte en af Damperne vende om paa Grund af Maskinhavari. Ved Solnedgang skiltes Spærringsdamperne fra de store Skibe og fortsatte Kursen under Torpedofartøjernes Beskyttelse. Omkring Midnat blæste det imidlertid op til Vind 4, og Søen gik højt, hvorfor Føreren for Ekspeditionen ansaa det for formaalstjenligt at opgive Forsøget og gav Ordre til at vende. De forskellige Skibe havde paa Grund af det haarde Vejr mistet Følingen med hverandre; ogsaa Jager- og Torpedobaadsdivisionerne var kommet fra hverandre, og Ordren blev derfor ikke opfattet af alle; nogle fortsatte Marchen, andre vendte om, men vendte igen, da de saa andre gaa frem; i Løbet af Natten kæmpede de sig dog alle, paa 3 Spærringsskibe nær, frem til de befalede Positioner paa Port Arthurs Red. Det haarde Vejr, der gjorde det vanskeligt for Skibene at manøvrere, den spredte Formation, i hvilken de kom frem, og som tillod Forsvareren at koncentrere Ilden paa de enkelte Skibe, efter som de dukkede ind i Projektørlyset, og endelig den Omstændighed, at kun 8 af de oprindelige 12 Spærringsskibe kom til at deltage i Fo rsøget gjorde, at Angrebet mistede en stor Del af sin Kraft og ikke fik det ventede Resultat.

Omtrent Kl. 1 Fm. den 3. M a j ankom de første Torpedobaade paa Port Arthurs Red. De blev opdaget og beskudt af Kystbatterierne og gik derfor længere til Søs. Efterhaanden indtog de forskellige Torpedodivisioner de forud bestemte Pladser, hvorfra de skulde deltage i Bjergningen af Spærringsdampernes Besætninger, og hvorfra de ved at skyde mod Kystbatterierne — navnlig mod disses Projektører — skulde søge at trække Ilden over paa sig. Den første Spærringsdamper kom inden for Søfrontens Projektørlys ca. Kl. 13A Fm., og derefter fulgte de andre 7 Dampere, enkeltvis eller nogle faa i Følge, indtil ca. Kl. 3. Alle Skibene blev modtaget med en voldsom Ild fra Kystbatterierne og Vagtfartøjerne. Ikke desto mindre lykkedes det 2 af dem at bryde Flydespærringen Vest for Havneindløbets Midte og at naa op mod Indløbet, hvor de gik paa Grund paa Tigerhalen og blev sprængt; 2 andre slap ind under Guldhøjen; 1 Damper sprængte sig selv midt for Indløbet, men temmelig langt ude; 2 Dampere gik til Bunds uden for Indløbet, den ene ved at løbe paa en Mine, den anden ødelagt af Kystbatteriernes Ild, og endelig løb den sidste Damper, der først nærmede sig Havnen længe efter, at de andre Dampere var sænket, paa Grund Øst for Indløbet (se Skitsen Side 42). Den urolige Sø og Strandbatteriernes voldsomme Ild vanskeliggjorde i høj Grad Bjergningen af Spærringsdampernes Besætninger, som havde lidt store Tab under Marchen mod Havnen. A f Dampernes 158 Mand store Besætning blev 67 Mand (heraf 4 døde og 20 haardtsaarede) optaget af de japanske Torpedofartøjer, 16 Mand drev i deres Baade ind paa Kysten og blev efter Kamp taget af Russerne, Resten forsvandt i Søen. Russiske Kilder siger, at flere japanske Torpedofartøjer gik til Bunds, dels ved at løbe paa Miner, dels ved Batteriernes Beskydning. Japanerne indrømmer, at flere Torpedobaade led Havari, og det maa derfor antages, at Japanerne har haft betydelige materielle Tab. Spærringsforsøget gav ikke det ønskede Resultat; de russiske Skibe kunde stadig, omend nu med noget større Vanskelighed, passere Indløbet. Mod Spærringsdamperne havde Kystbatterierne afgivet ialt 1,936 Skud, heraf 297 Granater fra 25 cm og 23 cm Kanoner og 545 Granater fra 15 cm Kanoner, Resten fra lettere Skyts. Sammenholder man ovenstaaende Opgørelse, som er taget fra D. r. G., med forskellige andre Oplysninger, kommer man til følgende interessante Resultat: D. r. G. siger, at Spærringsforsøget varede 108 M inutter, D. j. A. siger 85 Min. og andre Kilder ca. 60 Min. Det har ligget i Russernes Interesse at gøre Tiden saa stor og i Japanernes at gøre den saa lille som mulig, Sandheden findes rimeligvis i Midten, men i dette T ilfælde skal dog regnes med Maksimumsværdien. Skudhastigheden for den 25 cm Kanon (5 Stk. i 1 Batteri) er opgivet til 1 Skud hvert 5. Minut; for den 23 cm Kanon (10 Stk. i 2 Batterier) er anført, at Skudhastigheden var meget ringe. Regner man imidlertid, at den 23 cm Kanon har kunnet give ?4 Skud hvert 5. Minut, saa faar man som Maksimumsskudhastighed for disse 3 Batterier tilsammen 2Y Skud pr. Minut, og saa maa det endda erindres, at her er Tale om Natskydning. Men 2 / Skud pr. Minut i 108 Minutter giver kun 270 Skud, og dette Ammunitionsforbrug har Batterierne kun kunnet naa ved at skyde hurtigst muligt og uafbrudt, d. v. s. de maa stadig have haft Maal, men dette kan de neppe have haft, at dømme efter de foreliggende Oplysninger om Spærringsskibenes March. Ssemenow fortæller om denne Begivenhed:

»Fjenden havde uden Tvivl gennem sine Spioner faaet at vide— — — hvilke Forholdsregler vi havde truffet mod ny Spærringsforsøg. Han vidste, at han ikke mere kunde naa ind i Havneindløbet paa een lige Kurs, men skulde bevæge sig i et ved Kunst bugtet Farvand. Hvad gjorde han saa? — Trods vore Batteriers og Vagtfartøjers rasende Ild lagde han Torpedobaade i Svingningspunkterne som Fyrskibe, der viste Spærringsdamperne Vej. Øjenvidner fortæller, at disse Torpedobaades raske Opførsel var vidunderlig at se: een fløj i Luften paa en Mine, een blev skudt til Bunds, flere blev beskadiget — men de udførte deres Opgave!«

Ssemenow fortæller videre, at de Japanere, som i deres Baade drev ind paa Kysten, gik løs paa Russerne under Hurraraab, uagtet de var ubevæbnet og halvnøgne; flere af dem maatte bindes, da de ikke var til at regere. Ssemenow siger, at disse Japanere var drukne; Japanerne er ellers ualmindelig sobre, men om Bord i de strandede Spærringsdampere fandt Russerne en forbavsende Mængde hel- og halvtømte Cognacflasker.

Den 3. M a j om Morgenen ankom Admiral Togo med I Division paa Port Arthurs Red og forenede sig der med den III Division, som allerede var indtruffet tidligere. Han opholdt sig paa Reden, men uden for Kystbatteriernes Rækkevidde, til hen paa Eftermiddagen, og af den Omstændighed, at ingen russiske Skibe passerede Havneindløbet, lod han sig forlede til at tro, at Spærringsforsøget denne Gang var lykkedes.

Med Japanernes 3. Spærringsforsøg den 2.— 3. Maj ophørte Søfrontens mest bevægede Tid. Den gik nu ind i en roligere Periode, som varede i over tre Maaneder, og i hvilken de store Ommonteringsarbejder og en stadig og anstrængende Sikringstjeneste lagde Beslag paa Besætningens Kræfter, men hvor iøvrigt den ene Dag lignede den anden, og de samme smaa Begivenheder gentog sig fra Døgn til Døgn indtil Ensformighed. For Søfrontens Vedkommende har D. r. G. kun et Par Ord tilovers for Krigsbegivenhederne i denne Periode; D. j. A. fortæller selvfølgelig heller ikke meget; mest faar man af Memoirelitteraturen, men hvad der her meddeles er dog uden særlig Interesse. De store japanske Skibe kom ikke oftere inden for Kystbatteriernes Rækkevidde; de viste sig kun i H o risonten — alt efter Russernes Foretagender flere Dage i Træk eller med store Tidsmellemrum — og først langt inde i August fik et Par Kystbatterier nu og da Le jlighed til at afgive nogle faa Skud mod nærgaaende Krydsere. Dog herskede der hele Tiden travl Virksomhed paa Port Arthurs Yderred. Gennem en storstilet Anvendelse af Søminer søgte Japanerne at hindre den russiske Flaade i offensive Foretagender, og Russerne var ikke mindre ivrige efter ved samme Middel at gøre Blokadetjenesten vanskelig for Japanerne og paaføre dem Tab. Hele Yderreden fra Liautieschans Sydkyst til Korsbjerget blev efterhaanden spækket med japanske og russiske Miner, og langs Kysten af Kwantung-Halvøen blev der af begge Parter udlagt Miner paa alle de Steder, hvor man kunde tænke sig, at Skibsafdelinger vilde kunne komme til at optræde for at støtte de respektive Felttroppers Flanker. Mange Miner rev sig imidlertid løs fra deres Forankringer og drev rundt for Vind og Strøm og udvidede derved Minegebetet indtil 20 Sømil fra Port Arthur. Naar større Skibe skulde manøvrere inden for den farlige Zone, maatte Fa rvandet derfor først renses for Miner, og Minestrygning blev da ogsaa for begge Parter et fast Led i Tjenesten.

For at Modparten ikke skulde finde Minegruppernes Plads, foregik Mineudlægningen om Natten eller i Taage; Minestrygningen foregik derimod altid ved højlys Dag.

Ssemenow giver en Skildring af denne Tjeneste:

-------- Hele Juli igennem kunde man hver Dag fra Land se et sælsomt, næsten latterligt Skuespil: vore Minesøgerbaade søgte efter de af Japanerne udlagte Miner. I deres Kølvand, hvor Afsøgningen havde fundet Sted, gik vore Kanonbaade. Længere til Søs, foran denne Procession, holdt vore Torpedobaade sig. Saa kom, uden for et Mellemrum paa omkring 3000 m og uden for vore Batteriers og Vagtskibes Rækkevidde, de japanske Torpedobaade. Endnu længere til Søs søgte de japanske Minesøgerbaade efter de Miner, som vi havde kastet, og sammen med dem gik deres Beskyttere, de japanske Kanonbaade og smaa Krydsere. Engang imellem kedede Torpedobaadene sig og nærmede sig hinanden; saa drillede de hinanden og skød paa nogle efter deres Forhold alt for store A fstande. Det kom dog aldrig til nogen alvorlig Kamp, de skiltes altid hurtigt---------«.

Ved disse Dag-Begivenheder maatte Kystbatterierne nøjes med at være Tilskuere, da alt foregik uden for deres Ildomraade. Derimod traadte de ofte i Virksomhed om Natten, naar Japanerne, udnyttende særlig gunstige Omstændigheder — meget mørkt eller diset Vejr — søgte at udlægge Miner i Nærheden af Havneindløbet (f. Eks. den 20., 29. Maj, 4., 6., 26. Juni og 22. Juli), eller naar de førte Torpedobaadsangreb mod de paa Yderreden liggende russiske Skibe (f. Eks. den 27 Juni, 3., 10., 12., og 22. Juli foruden det store Angreb den 23. Juni). Beretningerne om disse smaa natlige Kampe er som nævnt yderst kortfattede; der fortælles kun, at de japanske Baade blev opdaget og beskudt, hvorefter de fjernede sig; nu og da nævner de russiske Kilder, at en lykkelig Træffer sendte en Baad til Bunds, de japanske Kilder vil ikke altid kende saadanne Tab, og Ssemonow stiller sig som Regel ogsaa tvivlende overfor de heldige Træffere. De Begivenheder, som fik Indflydelse paa Søfrontens senere Virksomhed, udviklede sig iøvrigt saaledes:

Den 5. M a j begyndte Japanerne Udskibningen af deres II Armé ved Pitszewo; Udskibningen var endt den 13., uden at den russiske Flaade havde gjort Fo rsøg paa at gribe ind. Den 1 5 M a j afrejste Statholderen, Admiral Alexejew, fra Port Arthur. Admiralen var kommet til Port Arthur den 15. April for at tage Kommandoen over Flaaden efter Admiral Makarow. Ved Statholderens Afrejse fik Admiral W i 11 h ø f t Kommandoen over Flaaden.

Den 2 6. M a j erobrede Japanerne Russernes Stilling ved Kintschou, og den 1. Juni rykkede de ind i Dalny, uden at Russerne i Forvejen havde sørget for at faa bragt en Mængde værdifuldt Materiel — Dynamomaskiner, Værktøj o. 1. — i Sikkerhed i Port A rthur. Omkring Midten af Maj havde Flaaden i Port A rthur afgivet til Landforsvaret 188 Stk. Skyts (heraf 24 - 15 cm, 6 - 12 cm og 50 - 75 mm Kanoner, Resten lettere Skyts) med tilhørende Ammunition, desuden 20 Projektører og af Mandskab: 2 Stabsofficerer, 33 andre Officerer samt ca. 1,000 Mand Underofficerer og menige som Skytsbesætninger foruden ca. 120 Specialister.

Den 2. Juni var samtlige højstbefalende Land- og Søofficerer i Port Arthur samlet til Møde hos Admiral Witthøft for at tage Stilling til Spørgsmaalet om Flaadens fremtidige Deltagelse i Krigsoperationerne. Alle Landofficererne hævdede, at den mest energiske Offensiv fra Flaadens Side var absolut nødvendig, saavel af Hensyn til Port Arthur som til Hæren i Mandschuriet. Admiral Witthøft udtalte bl. a., at efter hans Mening vilde Port Arthur fra det Øjeblik, Flaaden havde forladt Fæstningen, være udsat for meget alvorlige Angreb fra Søsiden. Mødet hævedes, uden at man var kommet til noget Resultat.

Den 4. Juni begyndte Japanerne Udskibningen af deres III Armé i K e r r - -Bugten (ca. 50 km NØ for Port Arthur) og SV herfor. Med den første Transport ankom Arméchefen, General N o g i. Udskibningen var endt den 14. Juni. Heller ikke ved denne Lejlighed gjorde den russiske Flaade noget Forsøg paa at gribe ind.

Den 2 3. Juni om Morgenen gjorde den russiske Flaade (6 Kampskibe og 5 Krydsere) et Forsøg paa at bryde ud fra Port Arthur. Om Aftenen, da den var ca. 20 Sømil til Søs, mødte den imidlertid den japanske Flaades Hovedstyrke (5 Kampskibe, 4 Panserkrydsere og 12 andre Krydsere), og da den ikke turde indlade sig i Kamp med denne overlegne Modstander, vendte den og gik tilbage til Port Arthur, hvor den Kl. 10 Em. ankrede paa Yderreden i en Bue fra Den hvide Ulvs Bjerg til Den flade Landtunge. Fra Mørkets Frembrud havde Flaaden været udsat for stadige Angreb af japanske Torpedofartøjer (4 Jagerog 5 Torpedobaadsdivisioner) uden dog at have lidt noget Tab, derimod fik et Kampskib et større Havari ved at løbe paa en Mine paa Yderreden. Efter at Flaaden var ankret, fortsatte Japanerne Angrebet indtil Daggry. De angreb ikke med alle Fa rtøjer paa een Gang, men derimod med Grupper paa 4— 5 Baade. Søfronten havde lagt nogle af sine Pro jektører i fast Stilling uden om Flaadens Fløje, saaledes at intet kunde nærme sig Skibene uden at blive bemærket, med Resten af Projektørerne afsøgte den Farvandet, og Batterierne aabnede Ilden, saasnart noget blev opdaget i Lyset. D. j. G angiver, at en Torpedobaadsdivision blev beskudt af Batterierne paa Søfrontens højre Fløj ved Hjælp af Lyset fra en Landprojektør, som blev brugt saa godt, at den stadig kunde fastholde Divisionens Baade i Straalen og samtidig undgaa at belyse Skibene paa Reden. Det synes, som om de russiske Skibe har holdt deres Projektører blændede indtil det Øjeblik, da et Angreb blev ført ind. Russiske Kilder angiver, at to japanske Torpedobaade er blevet skudt til Bunds under Angrebet, og at flere andre er blevet ramt; Japanerne indrømmer, at nogle af deres Baade fik større eller mindre Havarier, og man maa derfor gaa ud fra, at de har haft ret betydelige Tab. Ssemenow fortæller, at saasnart en japansk Torpedobaadsgruppe viste sig i Fløjprojektørernes L y s ­ spærring, blev den udsat for hele Eskadrens koncentriske Ild paa stor Afstand (9,000— 11,000 m), ved hvilken Lejlighed det svære Taarnskyts ogsaa fyrede med Segmentgranater. Ilden skal efter en russisk A rtillerikaptajns Udtalelser have været saa voldsom, at Flaaden var ganske klart oplyst af Glimtene fra Skuddene, medens de eksploderende Granater belyste de angribende Torpedobaade klarere end Projektørerne. Ifølge Maalinger fra Kystbatterierne skal ingen af de angribende Divisioner være kommet Flaaden nærmere end 5,500 m.

Den 2 6. J u n i begyndte den japanske III Armé Angrebene paa Russernes fremskudte Stilling foran Port Arthur. Kampene varede indtil den 30. .luli, paa hvilken Dag de sidste russiske Tropper trak inden for Fæstningslinien. Under disse Kampe optraadte saavel russiske som japanske Skibsafdelinger (Krydsere, Kanonog Torpedobaade) som Støtte for de respektive Felttroppers Fløje; de russiske Skibsafdelinger virkede dog kun i kortvarige Perioder og uden synderlig Energi. Den 3 0. Juli blev Port Arthurs 1. Belejringsdag, og paa denne og de nærmest følgende Dage var Japanerne travlt beskæftiget med at sikre de erobrede Stillinger, anlægge Batterier, drage Skyts og Tropper frem og indrette Bivuakker m. m. Omtrent ved samme Tidspunkt traadte Søfronten ind i et nyt og interessant Afsnit af sin Historie. M edens Søfrontens Virksomhed ud mod Søsiden forblev uforandret, som den havde været i de sidste Maaneder, d.v. s. indskrænkede sig til nu og da om Natten at aabne Ilden med det lettere Skyts mod japanske Minelæggere eller mod Torpedofartøjer, som gjorde Angreb paa de uden for Havnen liggende russiske Skibe, saa fik den nu, alt eftersom Belejringen skred frem, Lejlighed til i den japanske Belejringshærs Skyttegravsanlæg, Belejringsbatterier, Stornikolonner o. 1., at finde Maal for sine svære Kanoner og H'aubitser, der saalænge havde staaet uvirksomme, og gennem Beskydning af disse Objekter at tage Del i Fæstningens Landforsvar. I denne ny og interessante Virksomhed deltog efterhaanden Kanonbatterierne Nr. 2, 5, 9, 10, 15, 16, 17, 18 og 22 og Haubitsbatterierne Nr. 4, 6, 7, 13 og 21 samt de fleste af Skibene i Havnen, og Virksomheden vedvarede lige til Fæstningens Fald..

Den 3 0. Juli fra om Morgenen til ca. Kl. 2 Em. vedligeholdt 3 Kampskibe i Havnen en indirekte Ild mod Lunho-Dalen, hvor japanske Kolonner nu og da viste sig.

Den 1. A u g u s t om Morgenen bemærkede Observationsstationen paa S s i r o t k a Røg som fra en B ivuak og Japanere i Virksomhed i Terrainet omkring Michousa (10— 12 km N. for Port Arthurs Havn). Paa General Støssels Befaling blev dette meddelt Flaadestaben, og snart efter aabnede 2 Kampskibe i Havnen en indirekte Granatild mod det omhandlede Terrain med 30/4 cm Kanoner. Udledelsen var dog meget mangelfuld, flere Skud faldt l A — 2 km for kort. Nogle af Landfrontens Batterier havde ogsaa aabnet Ilden, men Skydningen var ogsaa her meget unøjagtig. Det daarlige Resultat foranledigede General Støssel til at befale, at Observation af Nedslagene af Hensyn til .Korrektionerne skulde foretages med Omhu.

Den 2. August blev der efter Opfordring og Anvisning fra General Smirnow skudt fra Skibene i Havnen mod Artilleriarbejder og Bivuakker i Japanernes Indeslutningslinie. Ilden blev dog hurtig standset paa Grund af indtrædende Taage, men blev genoptaget den 4. August.

Den 5. August deltog Skibene ogsaa i Beskydningen af Japanernes Belejringsarbejder paa Ulvebjergenes SØ-Side (Afstand ca. 10 km), og Resultatet skal denne Gang have været godt.

Den 7. August Kl. 11 Fm. begyndte det første Bombardement af Port Arthur fra Landsiden. Japanerne havde bragt nogle 12 cm Marinekanoner i Stilling, og Batteriet laa saa godt skjult i Terrainet, at Russerne, da de endelig havde bestemt dets Beliggenhed, ikke kunde beskyde det, fordi Nedslagene ikke kunde observeres. Japanerne skød ikke kontinuerligt, men i Serier paa 7— 8 Skud med mellemliggende Pauser, og efter hver Serie blev Nedslagene forlagt saavel i Længden som i Siden. De fleste Projektiler faldt i Havnen i Nærheden af Skibene, Kampskibet »Zessarewitsch« blev ramt af en Granat, som ødelagde Skibets Radiostation; Admiral Witthøft blev let saaret af et Sprængstykke. Bombardementet ophørte omkring Kl. 2 Em. Det var kommet overraskende og virkede stærkt moralsk nedtrykkende, men den forvoldte Skade var kun ringe, maaske tildels som Følge af, at Projektilernes Brandrør funktionerede daarligt. Ssemonow fortæller, at af 76 Projektiler, som alle faldt paa fast Grund, eksploderede kun 44. Om Eftermiddagen skød Batteri Nr. 22 paa japanske Fartøjer, som var paa Minestrygning i TasheBugten.

Den 8. A u g u s t om Morgenen fortsatte Japanerne det den foregaaende Dag paabegyndte Angreb paa den fremskudte Stilling ved Takuschan, og samtidig aabnede det 12 cm Batteri paany Bombardementet mod Byen og Havnen. En Træffer faldt i en Maskinolietank og satte Olien i Brand; Situationen var en 'hid lang k ritisk, men Branden blev dog begrænset. Den mægtige Røgsøjle, son; steg til Vejrs, blev straks benyttet af Japanerne som Retningspunkt, men Resultatet blev alligevel lig Nul, da Afstanden ikke var rigtig bedømt; i flere Timer faldt saaledes alle Nedslagene paa Guldhøjens ganske nøgne Nordside. Skibene i Havnen deltog i Beskydningen af det bombarderende Batteri, og omtrent Kl. 1 Em. lykkedes det — ifølge Ssemenows Meddelelse — Kampskibet »Peresw.iet« at faa en Træffer i Batteriet og bringe det til Tavshed.

For at støtte Forsvaret af den fremskudte Stilling paa Takuschan gik om Morgenen en russisk Skibsafdeling ind i Tashe-Bugten og aabnede Ilden mod det japanske Fodfolk og Artilleri, som havde taget Stilling paa Bjergknudens Østside. Japanerne maatte skyndsomst gaa tilbage, men da større japanske Skibe nærmede sig, gik den russiske Skibsafdeling i Havn, og støttet af egne Skibes Ild gik det japanske Fodfolk atter frem, dels mod Hsiaukischan og dels langs med Kysten mod Batteri Nr. 22, hvor Fremrykningen dog standsedes ved Skydningen fra de foran Batteriet anlagte Skyttegrave. I denne Kamp om de fremskudte Stillinger paa Østfronten skal ifølge D. j. A. Kystbatterierne Nr. 9, 13, 20, 21 og 22 have deltaget; dette omtales ikke i D. r. G. Kampen om Takuschan-Stillingen varede det meste af Natten den 8.— 9. August; snart var Stillingen i den ene snart i den anden Parts Besiddelse; en Tid lang var den fuldstændig rømmet af begge Parter. Batteri Nr. 13 (6 - 28 cm Haubitser) deltog i Kampen, idet det hver halve Time Natten igennem afgav Salver mod Stillingen, naar denne var rømmet af Russerne. (Batteriets Deltagelse omtales ikke af D. r. G.).

Den 9. August om Morgenen var Japanernes 12 cm Bombardementsbatteri atter i Virksomhed. Flere af Skibene blev ramt, Kampskibet »Retwisan« fik saaledes 7 Træffere, deraf en Undervandstræffer. Skibene besvarede Bombardementet, dog uden Resultat.

Den 10. August gjorde den russiske Flaade et nyt Forsøg paa at bryde ud fra Port Arthur for at gaa til Wladiwostock. Efter det mislykkede Forsøg den 23. Juni havde der fundet en omfattende Forhandling Sted mellem Statholderen og Admiral Witthøft angaaende Flaadens fremtidige Optræden, idet Statholderen hævdede, at et nyt Forsøg burde gøres ved forste givne Lejlighed, medens Admiral Witthøft stadig ansaa det for mere formaalstjenligt indtil videre at forblive med Flaaden i Port Arthur. Bombardementet den 7., 8. og 9. August havde imidlertid vist, at en fortsat Forbliven i Port Arthur kunde faa skæbnesvangre Følger for Flaaden, og dette i Forbindelse med en gennem Statholderen modtagen kejserlig Ordre til at løbe ud, tvang A dmiral Witthøft til at gøre Forsøget. Den russiske Flaade (6 Kampskibe, 4 Krydsere og 8 Torpedojagere) forlod Port Arthur om Morgenen. Omtrent Kl. \2l/2 Em. mødte den den japanske Flaades Hovedstyrke, og Slaget begyndte. For Japanernes overlegne Ild bøjede den russiske Flaade af fra sin oprindelige Kurs, og Kampen døde hen efter omtrent en T imes Forløb for atter at begynde ca. Kl. 4 Em. og vare i henimod 4 Timer. Omtrent Kl. 5 havde Japanernes Ild bragt den russiske Kamplinie i fuldstændig Uorden, Russernes Modstandskraft var brudt, og Admiral W itthøft var faldet. Kontreadmiral Uchtomski, som havde overtaget Kommandoen, kunde under disse Omstændigheder ikke tænke paa at fortsætte Farten mod W la ­ diwostock, og med Signalet: »Følg mig« vajende, vendte han og gik tilbage til Port Arthur, som han naaede den følgende Dags Morgen med 5 Kampskibe, 1 Krydser og 4 Torpedobaade efter i Løbet af Natten at have været udsat for Japanernes uafbrudte, men resultatløse Torpedobaadsangreb. 1 Kampskib, 3 Krydsere og 4 Torpedojagere, som var sluppet igennem den japanske Linie, blev forfulgt og ødelagt eller tvunget til at gaa ind i neutrale Havne, hvor de blev desarmeret.

Den 14. August stødte den russiske Wladiwostock-Eskadre (3 Panserkrydsere), som den 12. August var løbet ud for at møde Port Arthur-Eskadren, sammen med en japansk Eskadre (4 Panserkrydsere) i Tsushimastrædet. Efter 4 Timers Kamp var den ene russiske Krydser saa ødelagt, at den sank, de andre to slap med store Tab tilbage til Wladiwostock.

Den 16. August blev Fæstningen opfordret til at overgive sig; Opfordringen blev glat afslaaet. I General Bjelys Qeneralrapport findes interessante Udtalelser angaaende Artilleriets Virksomhed i Belejringens første Tid. Han fortæller saaledes, at Artilleriet ofte, som Følge af Befalinger fra Afsnitskommandørerne, var nødt til at aabne en ganske hensigtsløs lid. .En hver nok saa uforstandig eller fantastisk Melding fra en Patrouille eller en ung Fodfolksløjtnant kunde foranledige de højere foresatte, mest Fodfolksofficerer, til at lade Artilleriet skyde; der blev skudt mod enhver Røg, som steg op bag en Højde, mod enkelte Personer, mod skjulte Terrainafsnit, hvor man formodede, at der maatte være Fjender. »Først min energiske Protest mod en saadan Anvendelse af Artilleri, en Protest, som blev støttet af Fæstningskommandanten og Flaadens Chef, førte endelig til, at Fæstningsartilleriets Virksomhed blev ledet ind i forstandige Baner, og at man blev fritaget for fremmede Personers skadelige Indblanding.« General Bjely forbød rent ud at skyde mod fjendtlige Skyttegravsarbejder.

Den 1 9. A u g u s t Kl. 4lA Fm. aabnede Japanerne Ilden fra samtlige Belejringsbatterier mod Fæstningsværkerne og Byen som Støtte for det første almindelige Stormangreb. Kystbatterierne Nr. 15, 16, 17, 18 og 22 samt Batteriet paa Vagtelbjerget (Marineskyts) deltog i Kampen, idet de støttede Østfronten ved at beskyde de japanske Belejringsbatterier N. 0. for Takuschan. General Bjely ledede personlig Batteriernes Ild fra Central-Observationsstationen paa Østfronten (Mellemværk Nr. 1, Nord for Drageryggen). I Begyndelsen af Kampen havde han Forbindelse med Batterierne pr. Telefon, men Ledningerne blev hurtigt ødelagt, og Forbindelsen maatte senere opretholdes ved Afsendelse af Ordonnanser. To af Kampskibene i Havnen beskød efter General Bjelys Anvisning japanske Belejringsbatterier S.Ø. for Ulvebjergene. Kampen varede til henimod Aften.

Den 2 0. August ved Daggry aabnede Japanerne atter Ilden og fortsatte Stormangrebet mod Nordfronten. De samlede deres Stormkolonner i Landsbyen Schuischiying (ca. 5 km N. for Vagtelbjerget), og General Bjely lod derfor Batteri Nr. 13 paa Guldhøjen (6 - 28 cm Haubitser) skyde Byen i Brand. Da Japanerne søgte Dækning i de omkringliggende Slugter, blev Batteriets lid forlagt derhen. De japanske Batterier beskød hele Dagen Østfrontens Værker. 1 et af Værkerne blev Maskinanlægget for to Projektører ødelagt, saaledes at man i den kommende Nat maatte hjælpe sig med Lysraketter. Kystbatterierne Nr. 9, 10, 13, 16, 17, 18, 20 21 og 22 samt de 5 Kampskibe i Havnen deltog hele Dagen i Kampen, idet de — dog med indskrænket Ammunitionsforbrug — beskød de samme Belejringsbatterier som den 19. August.

Den 2 1. August om Morgenen deltog Batteri Nr. 7 (4-28 cm Haubitser) i Beskydningen af stærke japanske Kolonner, som kom frem bag Hjørnebjerget. Observationen udførtes fra Høje Bjerg (203 m-Højen) og Liautieschan; hvorledes Forbindelsen mellem Observatør og Batteri har været ordnet omtales ikke. (Af denne Oplysning synes det at fremgaa, at D. r. G.s Angivelse af, at Skudvidden for den 28 cm Haubits kun var 7 km, er urigtig; Afstanden fra Batteri Nr. 7 til Hjørnebjerget er nemlig ca. 8 km). Japanerne fortsatte iøvrigt Beskydningen af og Stormangrebene paa Nord- og Østfronten. I Kampen deltog de samme Kystbatterier som den 20. August og desuden Batteri Nr. 15.

Den 2 2. August blev Batterierne Nr. 20, 21 og 22 beskudt fra japanske Batterier, der var blevet anlagt paa Tashe-Bugtens Østside; Russerne besvarede Ilden. Fra Flaaden afgaves i disse Stormdage som Reservebesætninger om Natten i de mest udsatte Landværker 7 Landgangskompagnier paa ialt 1080 Mand. Næsten alle Kompagnierne kom i Nærkamp (Bajonetangreb) med Japanerne og led betydelige Tab.

Den 2 3. August om Morgenen løb en japansk Skibsafdeling ind i Tashe-Bugten og aabnede Ilden mod Østfronten og Batterierne Nr. 21 og 22. Batteri Nr. 22 besvarede Ilden, og paa Fæstningskommandantens Opfordring lod Flaadechefen, Admiral Uchtomski, Kampskibet »Ssewastopol« og nogle Kanonbaade løbe ud af Havnen for at deltage i Kampen. De japanske Fartøjer trak sig tilbage underBeskyttelse af Ilden tra 2 Panserkrydsere, som var kommet til Forstærkning, og hele den japanske Styrke trak sig ud af Tashe-Bugten Kl. 11 Fm. under Beskydning fra Batterierne Nr. 9, 15, 16 og 17. Da »Ssewastopol« vilde vende tilbage til Havnen, løb den paa en Mine og fik et storre Havari. (Beretningen om denne Begivenhed er i D. r. G. meget uklart fremstillet; D. j. A. udtaler kun:

»-------- Landkampen var i Mellemtiden ikke gaaet godt. De russiske Skibe fyrede i Forening med Landbatterierne mod Land for at understotte egne Tropper. Navnlig et Batteri paa Roresshi (Batteri Nr. 20 eller 21) udmærkede sig hele Natten igennem ved en levende Virksomhed, og Admiral Togo befalede derfor, at Panserkrydserne »Nisshin« og »Kasuga« skulde gaa frem til Ryuoto (Østsiden af Tashe-Bugten) for at tage Modstanderen under afledende Ild.«)

Om Eftermiddagen aabnede Japanerne en enfilerende Ild mod Østfronten fra et Batteri, som laa skjult paa N.Ø.-Siden af Takuschan og fra et andet Batteri N.V. herfor. Da ingen af Landfrontens Batterier kunde besvare Ilden, fordi de enten var nedkæmpede eller manglede tilstrækkelig Sideretningsfrihed, optog Kystbatterierne Kampen, men deres Virkning var kun ringe, fordi de manglede nøjagtige Observationer, og Ilden blev standset ved Mørkets Frembrud. Om Aftenen var Fæstningens højstbefalende Landofficerer samlede til Raadslagning. De Mangler, som vanskeliggjorde Fæstningens Forsvar, blev diskuteret og opført i en Protokol, der sendtes til Statholderen. Af de i 15 Punkter opførte Mangler skal her nævnes: Den slette Krigsberedskab; Befæstningsliniens ringe Afstand fra Byen og Havnen; svagt Gravforsvar, udelukkende ved Geværild; store døde Vinkler foran Væ rkerne; for lidt Skyts, men af alle i Verden eksisterende Systemer og Kalibre; utilstrækkelig Ammunitionsforsyning; ingen Ballonpark; overjordisk, provisorisk Telefonnet.

Natten mellem den 2 3.— 2 4. August foretog Japanerne et energisk Stormangreb paa Østfronten, men Angrebet blev afslaaet. Resultatet af Japanernes første voldsomme Angreb paa Port Arthur den 19.— 24. August blev, at de erobrede Redoute Nr. 1 og Redoute Nr. 2 paa Nordøstfronten, Redoute Panlunschan paa Nordfronten og Hjørnebjerget paa Vestfronten, og de gik nu over til en regelmæssig Belejring af Fæstningen. Den 2 5. August om Formiddagen aabnede Batterierne Nr. 17, 18 og 22 Ilden mod 2 japanske Torpedobaade, som vilde angribe en russisk Minesøger Flotille i Tashe-Bugten, og Batteri Nr. 22 skød den ene til Bunds. Om Eftermiddagen nærmede 2 japanske Panserkrydsere sig og aabnede Ilden mod Batterierne Nr. 21 og 22. Ilden blev besvaret af Batteri Nr. 15 (og Batterierne Nr. 21 og 22?), og Krydserne trak sig hurtigt tilbage. Kl. 6/4 Em. aabnede et Kampskib i Havnen Ilden mod Terrainet Øst for Ulvebjergene, hvor fjendtlige Kolonner havde vist sig.

Den 2 7. August om Aftenen meldte Observatøren paa Vestfronten, at Ilden fra Kystbatteri Nr. 7 havde ødelagt to Kanoner i et japansk Belejringsbatteri N.Ø. for Hjørnebjerget. Den 2 8. August beskød Kystbatterierne de af Japanerne erobrede Redouter Nr. 1 og Nr. 2 paa Østfronten samt Belejringsbatterier. Resultatet af Beskydningen var ikke tilfredsstillende, bl. a. fordi de 28 cm Projektiler fra Batteri Nr. 13 paa Guldhøjen ikke eksploderede. (Da Artilleriets Skydning iøvrigt i længere Tid havde været mindre god, gav Eæstningskommandanten en Artillerioberst Kommandoen over hele Østfrontens Artilleri, for at Frontens Ildledelse kunde blive samlet i een Haand). Den 3 1. A u g u s t Kl. 10 om Aftenen opdagedes i Projektørlyset flere Torpedobaade og en Minedamper i Færd med at udlægge Miner paa Yderreden. Kystbatterierne aabnede Ilden, og Minedamperen blev skudt til Bunds. Den 1. September deltog Kystbatterierne i Beskydningen af Redoute Nr. 1 og Redoute Nr. 2 og tvang Japanerne til at ophøre med deres Arbejder.

Den 2. September bekastede et Haubitsbatteri (antagelig Batteri Nr. 7) Højdepunktet »Dødningehovedet« Øst for Lange Bjerg; de af Japanerne dér udforte Arbejder blev ødelagt, og Besætningen flygtede. D. r. G.s Beretning om Kampen ved Port Arthur i Tidsrummet fra omkring Begyndelsen af September og indtil Fæstningens Overgivelse er for flere Perioders Vedkommende ret summarisk, og navnlig er Oplysningerne om Søfrontens Deltagelse meget knappe. Fo ruden nogle ganske faa Begivenheder, som er knyttet til bestemte Dage, omtaler det kun, at Forsvaret havde stor Nytte af Kystbatteriernes Beskydning af de fjendtlige Belejringsbatterier, og at det var Kanonbatterierne Nr. 2, 5, 9, 10, 15, 16, 17, 18 og 22 samt Haubitsbatterierne Nr. 4, 6, 7, 13 og 21, som traadte i Virksomhed. Hver Dag ved Daggry aabnede Japanerne Ilden mod de russiske Værker samt mod Byen og Havnen. Russerne besvarede Ilden, men General Bjely indskærpede stadig, at der maatte spares paa Ammunitionen, og for Kystbatteriernes Vedkommende blev Ammunitionsforbruget fastsat for hver Dag eller for hver Opgave. Begge Parter indstillede som Regel Skydningen henimod Kl. 6 Em. Mellem Kl. 10 og 11 om Natten afgav Japanerne paany nogle enkelte Skud mod Væ rkerne og Byen og tav saa til Daggry. Næsten hver Nat aabnede Kystbatterierne Ilden mod Torpedobaade og Minefortøjer paa Reden. Kystbatterierne Nr. 2, 4 og 5 deltog ofte i Beskydningen af de japanske Arbejder omkring 203 m-Højen, og Batteri Nr. 17 havde faaet den særlige Opgave at holde et Belejringsbatteri, som Japanerne havde anlagt ca. 2000 m N.N.Ø. for Hjørnebjerget, i Skak. Dette Batteri, som kunde beskyde en Del af Nord- og Østfronten i Ryggen og som ogsaa ofte rettede Ilden mod Reservernes Samlingsplads i Byen og mod Fæstningskommandantens Kvarter, kunde ses fra Batteri Nr. 17 (Afstand ca. 9 km), og Kystbatteriet tog det straks under Behandling, saa snart det aabnede Ilden. General Bjely ledede personlig to Gange Skydningen imod det, den ene Gang blev en af dets Kanoner ramt, og Batteriet tav for den Dag; men det vedblev dog at virke, lige til Belejringen sluttede, dog afbrød det straks Skydningen, saa snart Batteri Nr. 17 traadte i Funktion. Efter det foranstaaende at dømme maa man gaa ud fra, at Søfrontens Batterier — snart flere og snart færre — under hele Belejringen- næsten daglig har beskudt de japanske Belejringsbatterier og -arbejder i saa stor Udstrækning, som Omstændighederne og navnlig Hensynet til den sparsomme Ammunitionsforsyning har tilladt, men at L). r. G. kun omtaler deres Deltagelse, naar de har virket under særlige Omstændigheder eller har opnaaet større Resultater. Ogsaa Skibene i Havnen deltog i Beskydningen af Japanernes Belejringsbatterier. Da Virkningen af Skibenes Skydning med de 15 cm Canet-Kanoner imidlertid kun var ringe, henstillede General Bjely til Flaadecliefen, at Skibene kun skød med deres svære Kanoner, og at Ammunitionen til det 15 cm Skyts blev afgivet til Landbatterierne eller blev sparet til senere Lejlighed. Resultatet af Henstillingen omtales ikke.

Den 5. September modtog Kommandør W ir e n Udnævnelse til Kontreadmiral og overtog Kommandoen over Port Arthur-Flaaden efter Kontreadmiral Uchtomski, som blev stillet til Disposition. I Midten af August havde Flertallet af Flaadens ældste Officerer ved en Raadslagning udtalt, at et Gennembrud til Wladiwostock maatte anses for umuligt, men at Flaaden burde blive i Port Arthur og understøtte Fæstningen. Admiral Uchtomski havde meddelt Statholderen Resultatet af Raadslagningen, men Statholderen var stadig af den Anskuelse, at Flaaden skulde forsøge paa at bryde ud. Chefsskiftet medførte imidlertid ingen Forandring i Flaadens Stilling: Flaaden forblev stadig i Havnen, og Afgivelsen af Materiel og Personel til Fæstningens Forsvar fortsattes; til Slut var der kun en ganske ringe Besætning (Specialister) om Bord paa hvert Skib.

Den 14. September om Natten blev et japansk Minefartøj opdaget i Projektørlyset fra Den elektriske Klippe. Batterierne Nr. 8, 9, 10 og 15 aabnede Ilden, og en Træffer satte Fartøjet ud af Stand til at manøvrere. Et andet Fartøj, som ilede til Hjælp, blev fordrevet af Ilden fra Batteri Nr. 9, og om Morgenen blev det havarerede Minefartøj bjerget ind i Havnen.

Den 20. September erobrede Japanerne Det lange Bjerg. Herfra havde de Indsigt til den Del af Inderreden, hvor de russiske Skibe laa opankrede, og da de straks indrettede en Observationsplads paa det gode Udsigtspunkt og aabnede Ilden mod Skibene, maatte disse forhales til over under Vagtelbjerget. Erobringen af Det lange Bjerg var Hovedresultatet af Japanernes 2. Stormangreb.

Den 22. September beskød Japanerne Guldhøjen. Et Kampskib i Havnen besvarede Ilden med 300 cm Granater, Observationerne fik det fra Det høje Bjerg. Omkring den 1. Oktober havde de 25-23 og 15 cm Kanoner kun en Tredjedel af deres Ammunitionsbeholdning til Rest.

Den 10. Oktober henstillede Admiral Togo til General Nogi at fremskynde Erobringen af 203 mHøjen, hvorfra hele Port Arthurs Havn kunde overses, for at den russiske Flaade kunde blive ødelagt og Blokadetjenesten derved blive hævet; thi i Betragtning af, at den russiske Ostersøflaade var afsejlet fra Libau den 15. September, var det paa Tide, at de japanske Skibe fik Lejlighed til at blive gjort klar til at modtage den ny Modstander.

Den 14. o g 15. Oktober bekastcde Japanerne Byen og Havnen med 28 cm Haubitser. 2 Kampskibe blev ramt. Ilden blev besvaret af Batterierne Nr. 9, 15, 16, 20 og 22.

Den 17. Oktober bekastede Japanerne Havnen med 28 cm Haubitser fra 100 Fm. til 6 Em. En K rydser blev ramt 4 Gange. Et Kampskib samt Batterierne Nr. 13, 15 og 21 besvarede Ilden. Den 2 6. Oktober begyndte Japanerne det 3. almindelige Stormangreb paa Port Arthur. De beskød samtidig Værkerne, Byen og Havnen fra Daggry til henitnod Kl. 8 Em. Kystbatterierne deltog i Kampen, idet Batterierne Nr. 9, 13, 15, 16, 17 og 22 beskød det japanske Belejringsartilleri, medens Batterierne Nr. 18, 20 og 21 beskød de fjendtlige Fremrykningslinjer mod Østfronten. Stormangrebene og Beskydningen fortsattes i Dagene den 27.— 31. Oktober, men Japanernes Udbytte af Angrebene stod ikke i Forhold til de store Ofre, og de blev tvunget til at føre den regelmæssige Belejring til Bunds i Minekrigen. I Løbet af Oktober Maaned var Skibene i Flavnen blevet ramt ialt 88 Gange, heraf 33 Gange af 28 cm Haubitsgranater; næsten alle Skibene havde derved faaet større Havarier, flere af de mindre Fartøjer var sunket; det personelle Tab beløb sig til 52 Mand døde og saarede.

Den 8. November blev den stærkt havarerede Kanonbaad »Otwaslmy« forankret paa Yderreden ud for Den hvide Ulvs Bjerg.

Den 26. November foretog Japanerne et 4. voldsomt Angreb paa Nord- og Østfronten, men Angrebet blev afslaaet.

Fra 27. November til 5. December kæmpedes der om Det høje Bjerg (203 m-Højen); Højdepunktet blev i Japanernes endelige Besiddelse, og de indrettede straks en Observationsstation her, hvorfra de ledede Ilden fra de 28 cm Haubitser mod de russiske Skibe i Havnen.

Den 5. December sank eet Kampskib efter en Projektileksplosion i et Ammunitionsmagasin; den 6. December blev to Kampskibe skudt til Bunds, efter at Japanerne havde afgivet 500 - 28 cm Haubitsskud; den 7. December sank eet Kampskib og een Krydser og endelig den 28. December een Krydser.

Dermed var den russiske Port Arthur-Flaades Saga ude. Kun eet Kampskib, »Sewastopol«, havde undgaaet de andre Skibes Skæbne, og den 9. December gik det ud paa Yderreden, livor det kastede Anker ud for Den hvide Ulvs Bjerg og satte sine Torpedonet; desuden omgav det sig med en flydende Netspærring. Her modtog det med Støtte fra Kystbatterierne samt fra nogle Kanon- og Torpedobaade 6 Nætter igennem en Række Torpcdobaadsangreb, i hvilke deltog ialt 35 japanske Torpedofartøjer, og under hvilke Japanerne mistede 2 Torpedobaade og 35 Mand, foruden at de fik 11 Fartøjer havarerede. Først den 16. December var Skibet saa ødelagt, at Japanerne turde indstille Angrebene. En russisk Søofficer fortæller om denne Begivenhed bl. a., at da den russiske Jager »Sserdity« under et af Angrebene gik frem mod de japanske Baade, blev den ved en Fejltagelse beskudt af Kystbatterierne.

Den 31. December erobrede Japanerne Mellemværk Nr. 3 paa Nordfronten. Frontkommandøren udbad sig Hjælp hos General Bjely for at faa Fjenden drevet ud af Værket igen, cg Generalen lod Batterierne paa Guldhøjen og Korsbjerget aabne Ilden. Nedslagene faldt imidlertid ikke i Mellemværket, men derimod i et nærliggende Værk (Kurgan-Batteriet), hvor Russerne netop var haardt trængt af Japanerne.

Den 1. Januar 1905 om Aftenen løb Russernes sidsteTorpedobaade (6 Fartøjer) ud fra Port Arthur. Det lykkedes dem at bryde den japanske Blokadelinie; een Baad undslap til Tschifu medførende Fanerne og de vigtigste Dokumenter, ogsaa de andre 5 Baade naaede neutrale Havne. De enkelte Fartøjer, som endnu fandtes i Port A rthur, blev ødelagt og sænket af Russerne.

Den 2. Januar overgav Fæstningen sig.

Forinden dette Afsnit afsluttes, skal det igen fremhæves, at selv om de forskellige Kilder kun ved visse Le jligheder omtaler Søfrontens Deltagelse i Landforsvaret under Belejringen, saa er der neppe Tvivl om, at Kystbatterierne næsten hver Dag har aabnet Ilden, og at enkelte Batterier — saaledes som det Side 19 er antydet for Batteri Nr. 2’s Vedkommende — har udfoldet en livlig Virksomhed under de forskellige Stormangreb.

Samler man det i dette Afsnit skildrede under eet, vil man se, hvorledes Begivenhederne ved Port A rthurs Søfront i højeste Grad blev paavirket af de to FIaaders Operationer, og hvorledes Begivenhederne er sammenknyttet og underkastet en Udvikling, som skrider frem i samme Grad, som det i Løbet af Krigen stadig klarere viser sig, at de to Flaader ikke formaar at løse deres respektive Opgaver ad den normale Vej, d. v. s. gennem en virkelig Artillerikamp. Straks efter den russiske Flaades første mislykkede Gennembrudsforsøg begyndte Afgivelserne af Skyts, Ammunition, Materiel, Mandskab o. s. v. til Fæstningens Land- og Søfront, og Afgivelserne steg i samme Grad, som Haabet om et Gennembrud blev ringere. For den japanske Flaade blev Gangen i Udviklingen den, at efter at Torpedobaadsoverfaldet den 8. Februar og Flaadeangrebet den 9. Februar ikke havde ført til det antagelig ventede, betydningsfulde Resultat, og efter at den russiske Flaade senere ved stadig at undgaa Kamp nægtede at lade det komme til en Afgørelse i aaben Sø, gik Japanerne over til andre Angrebsformer, til Bombardementet og Blokaden med de til denne sidste mere passive Form knyttede Spærringsforsøg, Torpedobaadsangreb og Mineudlægning. Russerne besvarede disse Angreb ved selv at udlægge Miner, og naar man undtager Kampen paa Port Arthurs Rhed den 9. Februar, i hvilken Søfronten var en aktiv omend begunstiget Deltager, fordi den, uden selv at blive nævneværdig beskudt, kunde rette sin Ild mod Japanerne, der havde valgt den russiske Flaades Skibe som Maal, saa fik Søforterne under hele Krigen kun lejlighedsvis og kun for korte Øjeblikke ad Gangen Anledning til at aabne Ilden med det svære Skyts mod større, panserklædte Maal. Det var de lette, japanske Fartøjer og Spærringsdampere, som opererede under Søfrontens Kanoner, og det var det lette, hurtigskydende Skyts, Minerne og Torpedoerne, som fik Ordet paa Port A rthurs Rhed. Japanernes svære Kampdivisioner holdt sig derimod respektfuldt uden for Kystværkernes Ildomraade. Begivenhedernes Gang førte saaledes med sig, at Port Arthurs Søfronts Virksomhed i det hele og store indskrænkede sig til Kampen om og paa Minefeltet (Understøttelsen mod Landsiden ude af Betragtning), og de Krigserfaringer, man kan hente fra denne V irk ­ somhed, falder derfor i Hovedsagen inden for Minekrigens og Sikrings- og Bevogtningstjenestens Omraade (Dag- og Natsikringstjeneste, Lysets Brug, Patruljetjeneste, Samarbejde mellem det faste og det flydende Værn o. s. v.).

Paa Artillerikampens Omraade giver Begivenhederne ved Port Arthurs Søfront derimod kun ringe Belæring, og de Erfaringer vedrørende Ildledelse, som man kan hente herfra er saavel i kvantitativ som kvalitativ Henseende saa ringe, at dc kun kan danne et skrøbeligt Grundlag for Betragtninger over dette Emne. Kystartilleriets Ildledelse omfatter nemlig saa mange og forskellige Elementer, at der maa en Sum af Erfaringer til, hentede fra Kampe, som er udkæmpet under forskellige Forhold, hvis man ikke vil løbe den Fare, at tage det tilfældige for det tilsigtede, eller med andre Ord: Som Grundlag for sine Betragtninger over Kystartilleriets Udledelse maa man have saa mange E rfaringsresultater, at man kan udskyde de tilsyneladende unormale og dog alligevel have saa mange tilovers, at man af dem kan danne et tilforladeligt Gennemsnitsresultat. Kun paa et enkelt Omraade, nemlig Haubitsvirkning mod Skibe, giver Begivenhederne ved Port Arthur positive Oplysninger, og disse Oplysninger fremkommer endda ad en ret usædvanlig Vej: Man venter almindeligvis at faa Oplysninger om Virkningen af Forsvarerens Haubitser mod Angriberens Skibe, ved Port A rthur var Rollerne imidlertid byttet om, her har man ingen Oplysninger om de russiske Haubitsers Resultater mod de japanske Skibe, men derimod faar man en ret indgaaende Beskrivelse af den Virkning, som Japanerne opnaaede mod de russiske Skibe, med de Haubitser, som de havde bragt i Stilling ved 203 m-Højen. Ganske uden Korrektion kan disse Oplysninger dog ikke benyttes; det maa saaledes erindres, at Bekastningen blev udført under særlige Forhold — de russiske Skibe var absolut stilling gen d e, og Russerne havde truffet visse ukampmæssige Foranstaltninger for at beskytte.dem mod Haubitsild. Uagtet Kampene ved Port Arthurs Søfront saaledes kun giver faa Erfaringer paa Udledelsens Omraade, saa er man dog ikke uden Krigsbelæring til dette Sporgsmaals Behandling. Man har nemlig de store Søkampe under den russisk-japanske Krig at søge hen til. Forholdet er jo nemlig dette, at en Flaade bygges med Kamp mod en anden Flaade for Øje, det samme er Tilfældet med en Kystbefæstning, thi ogsaa den vil faa en Flaade til Modstander, en Flaades og en Kystbefæstnings Maal er saaledes det samme, og da Kampmidlerne af denne Grund paa flere Omraader ogsaa er ens, saa kan de Erfaringer, som er indvundet af Kampe mellem to Flaader, i udstrakt Grad overføres til at gælde for en Kystbefæstning, naar det blot stadig holdes for Øje, at en Flaades og en Kystbefæstnings Kamptingelser ikke er de samme i alle Maader. De store Flaadekampe under den russisk-japanske Krig giver adskillige Erfaringer paa Udledelsens Omraade, og det er disse Erfaringer i Forbindelse med E rfaringerne fra Begivenhederne ved Port Arthur, som skal danne Grundlaget for Fremstillingen i det følgende Afsnit.

En indgaaende Skildring af de Søkrigsbegivenheder, hvorfra Erfaringer skal hentes, vil dog ikke blive givet; en saadan Skildring maa anses for at være uden særlig Betydning for det foreliggende Spørgsmaal, og vilde ogsaa kræve uforholdsmæssig Plads; derimod skal de Forhold under Kampene nævnes, som kan illustrere de fremdragne Erfaringsresultater.

C. Erfaringsresultater vedrørende Udledelse.

Gid Nelson vilde høre op med sine Signaler, vi véd jo alle godt, hvad vi skal gøre 1 Collingwood i Slaget ved Trafalgar.

Under Begrebet Ildledelse skal i det følgende behandles saadanne taktiske Elementer som: Tidspunktet for Ildens Aabning, Valg af Skyts, Valg og Fordeling af Maal, Valg af Projektil, Valg af Træffe- og Retningspunkt, Bestemmelse af Skudhastighed (Ammunitionsforbrug), Valg af Skudmaade samt endelig Bestemmelse af Afstand og Udførelse af Retning og Observation, idet hvert af de anførte Elementer skal belægges med de Erfaringer, som den russisk-japanske Krig har givet paa det omhandlede Omraade. For det efterfølgende skal bemærkes, at da Udledelsens ovenfor nævnte Elementer ifølge deres Natur er tæt knyttet til og ofte griber over hverandre, bør Redegørelsen for det enkelte Element ikke ses isoleret, men kun i Sammenhæng med de andre Redegørelser; først derigennem faar Undersøgelsen af hvert enkelt Elements Forhold den tiltænkte Dybde. For Nemheds Skyld vil de store Søkrigsbegivenheder i det følgende blive nævnt efter den Dato, paa hvilken de fandt Sted, altsaa: Kampen paa Port Arthurs Red den 9. Febr.

1904 ...................................................... 9. Febr.

Kampen ved Port Arthur den 10. Aug. 1904 .. 10. Aug.

Krydserkampen i Koreastrædet den 14. Aug.

1904 ...................................................... 14. Aug.

Tsushimaslaget den 27.— 28. Maj 1905 ........ 27. Maj.

Tidspunktet tor Ildens Aabning.

Under Japanernes natlige Torpedobaadsangreb den 8. Febr. blev de angribende Fartøjer opdaget i god Tid af de russiske Patrouillebaade, men da disse ikke paa egen Haand maatte aabne Ilden, men kun havde Ordre til at melde, hvad de observerede, fik Japanerne Lejlighed til uden Kamp at bringe sig selv i den gunstigste Position for et Angreb. A f mange Grunde vil en lille Magts Stilling altid være vanskelig i den kritiske Periode, som gaar forud for den afgjorte Krigstilstand, men netop af Hensyn til at man under fremtidige Krige maa vente, at Angriberen vil benytte enhver Mulighed, som bydes ham, for med ringest mulige Tab at komme en Søfront paa Livet, maa der for den omtalte kritiske Periode træffes saadanne Foranstaltninger, at Forsvareren ikke paa Forhaand opgiver nogle af sine Fordele. Hvori disse Fo ranstaltninger maa bestaa skal ikke omtales her; deres Iværksættelse, Omfang og A rt vil afhænge af hele den strategiske og taktiske Situation, men de maa i hvert Fald omfatte en Instruks for den Højstbefalende paa Søfronten, der baade hjemler og kræver rettidig Anvendelse af Vaabenmagt som lovligt, sidste Middel. Den 9. Febr. aabnede Batteri Nr. 2 først Ilden paa et sent Tidspunkt (se Side 36). Aarsagen hertil kendes ikke, men den k a n have været den, at Batteriet har savnet rettidig Ordre til at begynde Skydningen. Under Japanernes gentagne Beskydninger af Port Arthur fra Søsiden var Skudafstanden omkring 14— 15 km; ved Bombardementet af Wladiwostock var Afstanden 11— 12 km.

Alle Beskydningerne udførtes indirekte, og man søgte at lægge Nedslagene over det Areal af Havnen, hvor de russiske Skibe var forankret. Om virkelig sigtet Ild var der saaledes ikke Tale, og da Observationen var meget mangelfuld, blev Træfningen tilfældig. H vilket Resultat Japanerne vilde have opnaaet ved direkte Skydning paa samme Afstand og med sikker Observation mod et bestemt Maal, f. Eks. et Skib eller et Batteri, kan ikke siges; nu blev Resultatet — den moralske Faktor fraregnet — som oftest negativt, for saa vidt som den paaførte Skade ikke stod i Forhold til Væ rdien af den forbrugte Ammunition. De russiske Skibe i Havnen besvarede Ilden ved indirekte Skydning og paa samme Afstand, men de havde sikker Observation; det anføres, at de ved en enkelt Lejlighed fik en virkningsfuld Træffer efter 29 Skud. Det nævnes flere Steder, at de japanske Kanoninstallationer skal have taget Skade ved disse Skydninger under de særlig høje Elevationer; for de russiske Skibe, som besvarede Ilden, er noget lignende ikke anført. Under Kampen ved Chemulpo den 9. Febr. opnaaede Japanerne Træfning straks ved Ildens Aabning mod de russiske Krydsere paa ca. 8,000 m Afstand. Ved Port Arthur den 9. Febr. begyndte saavel Søfronten som Flaaderne Skydningen paa ca. 9,000 m. Den 25. Februar aabnede Japanerne Ilden mod to russiske K rydsere paa c. 18,01)0 m Afstand (se Side 42). Under den første Del af Kampen den 10. Aug. begyndte Japanerne Skydningen paa ca. 9,000 m (D. r. G. siger 13,000 m), under den anden Del aabnedes Ilden paa ca. 8,000 m, men førtes iøvrigt løbende paa ca. 7,000 m, og Afstanden sank ned til 4,000 m. Den 14. Aug. begyndte Japanerne Skydningen paa ca. 9,000 m og førte den af gørende Kamp paa 5,000 m. Endelig begyndte Russerne den 27. Maj Kampen paa en Middelafstand af ca. 8,000 m, medens Japanerne først aabnede Ilden paa 6,000 m; Hovedkampen førtes paa 3,000— 4,000 m, og Japanerne skal have tvunget Admiral Nebogatows Eskadre til Overgivelse efter en Beskydning paa 9,500— 10,500 m. A f ovenstaaende fremgaar, at man under den russisk-japanske K rig har udført Beskydninger paa 14— 15 km Afstand, og at Ilden under Søkampene i de fleste Tilfælde er blevet aabnet paa ca. 9 km Afstand. I de siden Krigen forløbne Aar er Skibsskytsets Maksimums-Skudvidde og Træffesikkerhed blevet forøget betydeligt. Saaledes anføres følgende Skudvidder for moderne Skyts (i Skibsinstallation):

13 cm L/51 (Antitorpedobaadsskyts) 11,000 m

15 cm L/45                                         15,000 m

30 1/2 cm L/45                                    20,000 m 

30 1/2 cm L'50                                   22,000 m

35 1/2 cm L/45                                   19,000 m

og da samtidig de Hjælpemidler, som anvendes ved Skibenes Ildledelse (Apparater til Retning og Afstandsmaaling), er blevet forbedret, er der saaledes Udsigt til, at Skibene nu kan aabne Ilden paa langt større A fstande end under Krigen i Østen. Da Afstandens Størrelse ikke skulde kunne forhindre en Søfront i at beskyde en bombarderende Flaade, saa maa Søfronten altsaa kunne aabne Ilden paa en Afstand, der er lig Flaadcns Bombardementsafstand, minus den Afstand, der er fra Søfrontens Fo rsvarslinie til det bombarderede Objekt. Denne sidste Afstands Størrelse kan være meget forskellig, afhængig som den er af de lokale Forhold, men sættes den til 4— 6 km, og regner man med en Maksimums-Bombardementsafstand paa ca. 20 km, saa skulde en Søfront altsaa kunne aabne Ilden paa 14— 16 km. Forskellige Forhold vil imidlertid medføre, at denne Afstand i Praksis vil blive formindsket betydeligt. For det første kan man nok, med Henblik paa Erfaringer fra tidligere lignende Tilfælde, gaa ud fra, at de ovennævnte Maksimums-Skudvidder for Skibsskyts i i Skibsaffutager er angivet for store fra de vedkommende Fabrikker; Skudvidden kan sikkert formindskes med et Par km.

Dernæst maa man gaa ud fra, at en bombarderende Flaade — under Hensyn til, at Virkningen af et Bombardement ikke saa meget afhænger af den enkelte Træ ffers Vægt som af Træffertætheden og til, at en vis Økonomi med de svære Pjecers kostbare og knappe Am ­ munition altid er tilraadelig — vil søge ind paa en A fstand, hvor den kan bringe sine lettere, hurtigskydende Pjecer i Virksomhed og samtidig lade sit svære Skyts optage Kampen med Kystværkerne, for saa vidt Flaaden da ikke kan finde en Position, hvorfra den kan foretage Bombardementet uden selv at blive beskudt. Et Kampskib har saa mange saarbare Steder, hvor en enkelt Træffer kan frembringe katastrofisk Virkning, at Kystartilleriet godt kan føre en Kamp paa store A fstande og alligevel have Udsigt til et rimeligt Resultat, selv om det, af Hensyn til den mindre sikre Skydning paa disse Afstande, maa vælge hele Skibet som Træffepunkt. Anderledes stiller Forholdet sig for en angribende Flaade. Et Kystværks Saarbarhed indskrænker sig nemlig i Hovedsagen til selve Skytset, og for at ramme det, maa Flaaden, da den ikke kan præstere Præcisionsskydning paa lang Afstand, søge at opnaa Træfning gennem et stort Ammunitionsforbrug, d. v. s. gennem Anvendelse af det lettere, hurtigskydende Skyts med den store Ammunitionsforsyning; men for at kunne bringe dette Skyts til Anvendelse med V irk ­ ning maa Flaaden altsaa under en Kamp med en Søfront ind paa forholdsvis korte Afstande. Endelig vil Vanskeligheder ved Observationen lægge større eller mindre Hindringer i Vejen for Skydning paa store Afstande, og disse Vanskeligheder vil særlig i vore nordlige Farvande træde i Forgrunden, fordi Luften her de fleste Dage af Aaret — saavel ved Vinter som ved Sommer — er diset. Under Dreadnought-Debatten blev det saaledes anført som Grund for Middelartilleriets Bevarelse, at Sigtbarhedsforholdene i de nordlige Farvande oftest vilde forhindre en Fjernkamp med det svære Skyts, saaledes at de to Modstandere alligevel maatte nærme sig hinanden paa en A fstand, hvor det middelsvære Skyts vilde faa det afgørende Ord. Selv om meget saaledes tyder paa, at forskellige Omstændigheder vil tvinge en Flaade til, saavel under Udførelsen af et Bombardement som under Beskydningen af en Søfronts Værker, at komme disse paa langt kortere Hold end de førnævnte 14— 16 km, saa er der dog en Mulighed for, at en fjendtlig Flaade k a n udføre sit Forehavende paa denne Afstand fra Forsvarslinien, og Kystartilleriet maa derfor regne med denne Mulighed.

En østrigsk Forfatter udtaler, at Kystartilleriet ikke bør aabne Ilden med de 30/4 cm Kanoner før paa 9 km Afstand, og i De forenede Stater betragtes 11 km som yderste Grænse for Skydning. (Middeltallet af disse to Afstande svarer omtrent til vore 29 cm Haubitsers Rækkevidde.) Under Henblik paa de fremdragne Krigserfaringer og de anførte Betragtninger maa Spørgsmaalet: Tid spunktet for Ildens Aabning, besvares saaledes: »Be f al i ng til Il d en s A a b n i n g maa vær e g i v e t i s a a g o d T i d , a t d e f o r s k e l l i g e B a t t e r i e r kan b e g y n d e S k y d ni ng e n , saasnart den tak ti ske Si t ua tion tillade r det. En v i r k s o m Il d s k a l k u n n e a a b n e s m o d F j e n d e n s s t o r e S k i b e p a a ca. 10 km A f s t and , men u n d e r s æ r l i g e O m s t æ n d i g ­ heder maa S k y d n i n g kunne ud føres paa de til S k y t s e t s normal e , s t ø r s t e S k u d ­ vidde svarende Afstande.«

Valg af Skyts.

Under de forskellige Beskydninger af Port Arthur og Wladiwostock anvendte Japanerne kun deres sværere Kalibre; den 9. Febr. aabnede Japanerne ogsaa kun Ilden med Taarnskytset, medens Russerne — saavel Flaaden som Søfronten — lod baade det svære og middelsvære Skyts træde i Virksomhed. I alle Flaadekampene kom de forskellige Kalibre til Anvendelse, idet begge Parter begyndte Skydningen med det sværere Skyts (30)4 -25 og 21 cm) for senere, naar Afstanden var blevet mindre, ogsaa at aabne Ilden fra det middelsvære (15 cm) og det lette (12-7,5 cm) Skyts. A f Beretningerne fremgaar det saaledes, at saavel Japanerne som Russerne har ladet de forskellige Kalibre træde i Virksomhed, saasnart de med Fordel har kunnet bære paa Maalet; dog synes det, som om Russerne har aabnet Ilden med de middelsvære Piecer noget tidligere end Japanerne. For en Søfront maa en lignende Fremgangsinaade ogsaa blive Reglen. Under en Kamp mellem en Flaade og en Kystbefæstning kan der for Kystbefæstningens Vedkommende ikke nu saaledes som tidligere blive Tale om at holde noget af det Skyts, som k a n bære, tilbage i Reserve, for med dette f. Éks. under visse Omstændigheder at rette en overvældende Ild mod bestemte Punkter af Farvandet. En Kystbefæstning vil nemlig som Regel være en angribende Flaade underlegen i Antal af Kampkanoner (6 ældre Kampskibe = en Bredsideild fra 24 svære og ca. 40 middelsvære Kanoner), og Underlegenheden understreges yderligere derved, at flere af Kystbefæstningens Batterier som Følge af deres Beliggenhed og Skudretning i Reglen ikke vil kunne tage Del i Kampen. Paa den angrebne Front maa derfor alt Skyts, som kan bære, sættes ind, saasnart det gunstige Tidspunkt kommer; hvornaar dette indtræffer for de forskellige Kalibre afhænger af disses ballistiske Egenskaber og Maalets Udseende og maa være afgjort forud (i Fredstid) paa Grundlag af Marinekalenderen og Skydetabellen.

At det vil være mest formaalstjenligt udelukkende at skyde med Granater paa de store Afstande, hvor Panserbrydning ikke kan præsteres, behøver ikke nærmere at motiveres. Men naar forskellige Forfattere udtaler, at denne Granatskydning bør udføres med det middelsvære Skyts, medens det svære Skyts i Hovedsagen bør have sin Virkningszone paa 5— 6 km Afstand, saa kan det ikke have været Meningen med en saadan Udtalelse at ville angive en almindelig Regel. Ved Beskydningen af et Skib kan man vel nemlig sige, at Resultatet vil afhænge af, hvormange Kilo Sprængstof man i Løbet af en vis Tidsenhed kan bringe til Eksplosion inden for Skibets Sider. Hvilket Kaliber eller hvilken Skytsart (Kanon eller Haubits) som i det givne Tilfælde vil give det bedste Resultat — M aksimum af Eksplosion i korteste Tid — maa derfor findes gennem en Kombination af Maalets Afstand, Størrelse og Beskaffenhed (stærkere eller svagere Panser med større eller mindre Udstrækning) med de Elementer, som betinger Kalibrets Ydeevne (Panserbrydningsevne, Projektilets Sprængladningsvægt, Træffesikkerhed, Skudhastighed og Ammunitionsmængde). [De nævnte Elementer kan kombineres paa forskellig Maade. For en Kystbefæstning, som staar over for Nyanskaffelse af Skyts, og hvor der ikke raades over uindskrænkede Midler, vil Kampflaademateriellets nuværende Standpunkt og sandsynlige Udvikling sikkert anvise en Kombination, der udpeger en 21— 24 cm Kanon og en 30 cm Haubits som de bedste til Losning af den stillede Opgave under de fleste Forhold. Kanonen vil udmærke sig ved stor Skudvidde, Skudhastighed og Træffesikkerhed (særlig virksom mod en bombarderende Flaade), Haubitsen ved stor Sprængladningsvægt (særlig virksom under Kamp.)] Naar Japanerne i visse Kampe kun brugte deres svære Skyts, medens de i andre ogsaa satte deres middelsvære og lette Skyts ind, saa synes dette at vise, at de forud gennem en Kombination af de førnævnte Elementer havde fundet en største Afstand, uden for hvilken det ikke kunde lønne sig at bruge de mindre Kalibre. At de mindre Kalibres ringe Træffesikkerhed har været et fremtrædende Element i Kombinationen er utvivlsomt. Den amerikanske Forfatter White har opgjort, at under Tsushimaslaget havde det svære Skyts ca. 17 pCt. Træffere, medens det middelsvære kun havde godt 2 pCt. Den ringe Træfning under Kamp og Træffernes i det Hele uberegnelige Virkning anviser iøvrigt at sætte alt Skyts ind, saa snart det kan lade sig gøre. Den engelske Admiral Sir Custance har opgjort, at under den russisk-japanske Krig har 50 pCt. af samtlige Træffere fra 30/4 cm og 15 cm Skyts ikke haft en saadan V irk ­ ning paa Materiel eller Personel, at Kampkraften er blevet nedsat, og han mener at kunne sige paa Grundlag af Erfaringerne fra Kampene den 14. Aug. og 27. Maj, at der kan kræves mere end 100 Træffere for at sætte et Skib ud af Kamp.

[Den 27. Maj blev russisk Kampskib »Orel« ramt foruden af talrige andre Projektiler ogsaa af 42 - 30/4 cm, heraf ramte 15 i Løbet af 20 Minutter. Paa den anden Side oplyses det, at den 14. Aug. fik japansk K rydser »Iwate« 70 Mand dræbte og saarede ved een 20 cm Træffer, og den 10. Aug. fik russisk Kampskib »Pereswjet« en 25 cm Kanon ødelagt ved en 57 mm Træ ffer. (Skal antagelig være en 75 mm Træffer).]. En amerikansk Forfatter har anstillet nogle teoretiske Betragtninger, som, da de berører det her omhandlede Emne, kan anføres, uden at de dog skal underkastes nogen Diskussion. Han udtaler, at et Kampskib forbigaaende sættes ud af Kamp 

Sluttelig skal anføres den italienske Forfatter Bernottis Udtalelse i; Fondamenti di tattica navale:

„En Pjece, hvis Skudhastighed og Ammunitionsforsyning er ringe, bør kun bruges, naar Sandsynligheden for Træfning er stor“ .

Under Henblik paa det foran anførte og under Fo rudsætning af, at det forud er opgjort, hvornaar de forskellige Kalibre med Fordel kan begynde Skydningen, kan Spørgsmaalet om Valg af Skyts for en Søfront besvares med:

»Alt Skyts aabne r Ilden, saa snart den taktiske Situation tillader det.«

Valg og Fordeling af Maal.

Under Kampen ved Chemulpo den 9. Febr., hvor en japansk Panserkrydser og tre mindre Krydsere angreb en russisk beskyttet Krydser og en Kanonbaad, samlede Japanerne Ilden mod den farligste Modstander, den russiske Krydser, som led stor Skade, medens de kun ofrede faa Skud paa Kanonbaaden, der da ogsaa gik uskadt ud af Kampen. Den 9. Febr. valgte Japanerne de forskellige russiske Skibe til Maal (se Side 37); Russernes Valg af Maal kendes ikke, men Træfningen tyder paa, at de hovedsagelig har beskudt de tre japanske Divisioners Førerskibe. Den 10. Aug. koncentrerede Japanerne Ilden mod Russernes Tête, men tog iøvrigt samtlige Skibe under Beskydning, og naar et Skib forsøgte eller lod formode, at det vilde forsøge at bryde igennem den japanske Linie, samlede Japanerne resolut Ilden imod det. Russerne fyrede næsten udelukkende mod det japanske Têteskib.

(Paa ovenstaaende Skitse er de to Kolonner indtegnet; Stregerne, som udgaar fra de japanske Skibe, viser, hvilke Maal de under Kampen har beskudt; T a llene ved de japanske Skibe angiver det Antal Gange, de i Følge D. j. A. skal være blevet ramt.) Den 14. Aug. beskød Japanerne alle tre russiske Panserkrydsere, men da den ene af dem under Kampen sakkede efter, lagde de hele Ilden om paa dette Skib. I Begyndelsen af Slaget den 27. Maj samlede 12 japanske Skibe deres Ild mod de to russiske Kolonners Téter, senere fordeltes Ilden jævnt over hele den russiske Linie. Russerne koncentrerede deres 4 forreste Skibes Ild mod det japanske Forerskib, der fik ialt 30 Træffere; 4 japanske Skibe var slet ikke ramt, 6 havde hvert faaet 1 Træffer. Ogsaa under dette Slag søgte Japanerne ved en samlet Ild at hindre enkelte russiske Skibe i at bryde igennem Kamplinien. A f Krigsbegixenhederne fremgaar det saaledes, at Russerne i Hovedsagen fulgte det Princip at koncentrere Ilden mod Førerskibet. Japanerne brugte det samme Princip ved visse Lejligheder, men søgte iøvrigt at holde samtlige Fjendens Skibe under kraftigst mulige Beskydning, og samlede resolut Ilden mod ethvert Skib, som var kommet i en vanskelig Situation eller som forsogte at udføre faretruende Bevægelser, og det maa indrømmes, at denne Del af Japanernes Ildledelsessystem, Valg og Fordeling af Maal, virkede mønsterværdigt under alle Kampenes forskellige Faser. Japanernes Ildkoncentration mod det fjendtlige Teteskib indgik som et fast Led i og var en naturlig Følge af deres Søtaktik. Den berømte T-Formation, som er knyttet til Admiral Togøs Navn, men som vel iøvrigt har været kendt og brugt, saa længe Kanoner har'rakt deres Halse ud gennem Kanonporte, og som Japanerne paa Grund af deres Skibes overlegne H astighed kunde bringe til Anvendelse over for Russerne, tvinger den overflojende Part — samtidig med at den byder ham forskellige taktiske Fordele — til en Ildkonet ntration mod Fjendens Tete.

Hosstaaende Skitse viser T-Formationens Princip. Alle A-Kolonnens Skibe kan bringe deres fulde Bredside til at bære mod B-Kolonnens Tête paa Afstand ca. 5— 6 km. BKolonnen kan kun bringe det Skyts til Skud, som kan virke i den lille, noget varierende Vinkel a; denne Vinkel indskrænkes yderligere af den døde Vinkel, som skabes af foranmarcherende Skibe og den disse omgivende Sfære af Vandopsprøjt, Krudtog Skorstensrøg, og Skudafstanden for B-Kolonnen bliver ca. 5— 10 km. Denne fremstillede Situation vil i de fleste Tilfælde medføre, at flere af B-Kolonnens Skibe ikke kan skyde, hvorimod alle A-Kolonnens kan aabne Ilden, og hvis de skydende Skibe i B-Kolonnen samler Ilden mod A ’s Tête, kan Hovedmængden af A-Kolonnens Skibe udføre deres Skydning som under Øvelse. Situationen bliver endnu vanskeligere for B-Kolonnen, hvis denne er A-Kolonnen underlegen i Antal af Kampkanoner.

(T-Formationen blev anvendt af Japanerne med stort Resultat, bl. a. i Tsushimaslaget. For enhver, der interesserer sig for Taktik, vil det være lønnende at gennemgaa dette Slag, alene for at se, hvorledes Japanerne bringer Russerne i den uheldige Situation, hvorledes Russerne søger at slippe ud af og Japanerne at holde dem fast i Situationen, og hvorledes enkelte af de japanske Underførere ved denne Lejlighed lagde overlegent taktisk Blik og resolut Handledygtighed for Dagen.) Som nævnt benyttede Japanerne under de forskellige Søkampe saavel Ildkoncentration som Ildspredning, og gennem en nærmere Undersøgelse af Østens Søkampe vilde man selvfølgelig kunne faa Oplysning om, under hvilke Betingelser de valgte den ene eller anden Fremgangsmaade.

For en Kystbefæstnings Overvejelser angaaende Valg og Fordeling af Maal vil Resultatet af en saadan Undersøgelse dog ikke være af særlig Betydning. Dels vil der under en Søbefæstnings Kamp optræde Skytssorter, der ikke finder Anvendelse i en Søkamp, og dels er under Søkampen begge Parter bevægelige, saaledes at de begge gennem Manøvrer og Udnyttelse af Fart kan vælge Formationer og Afstande, der tillader Maksimum af Ild. Under en Kystbefæstnings Kamp er derimod den ene Parts Kampelementer bundet til bestemte Steder og Skudretninger, og i de fleste Tilfælde vil Kystbefæstningen netop som Følge af sine Værkers Beliggenhed fra første Færd være anbragt i »T«s uheldige Gren: den angribende Flaade vil ofte, dels med en født og dels med en gennem den valgte Position skabt lldoverlegenhed, kunne angribe en Fløj eller en fremskudt Del af Kystbefæstningslinien, uden at det angrebne Punkt kan vente Understøttelse fra andre Steder end de nærmeste Værker. Det er under saadanne Omstændigheder, at Kystbefæstningen skal træffe Bestemmelse om Ildfordelingen. Den maa selvfølgelig benytte saavel Ildkoncentration som Udspredning, men netop paa Grund af de særlige Forhold, hvorunder disse to Former skal bruges, faar de i Kystbefæstningskampen en anden Værdi (= Rækkefølge) end i Søkampen.

De to Formers Fordele og Mangler er iøjespringende. Ildkoncentrationen lover ifølge Sandsynligheden et hurtigt Resultat over for det enkelte Skib. Og naar dette Resultat er naaet, eller maaske endda før. træder den moralske Faktor til: Selvtilliden og dermed Evnen til at fastholde den vundne Fordel vokser hos den ene Part, paa samme Tid som Modløsheden griber den anden. Endelig kan man maaske ved Ildkoncentration mod Téteskibet, der som Regel bærer den højstbefalendes Flag, berøve Flaaden den øverste Ledelse og bringe Uorden i Kolonnen.

Det maa dog erindres, at medens under en Søkamp det Skib, som er udsat for den koncentriske Ild, ikke altid kan slippe ud af Ildsfæren ved at foretage Manøvrer, fordi Modparten gennem modvirkende Manøvrer og Forfølgning stadig kan holde det under Beskydning, saa kan det under en Kamp mod en Kystbefæstning blot ved at holde af for Ilden i Løbet af nogle Minutter bringe sig i Sikkerhed. Ganske vist har Kystbefæstningen saa ogsaa opnaaet sin Hensigt: at holde sig Fjenden fra Livet, men dette gælder kun for det enkelte Skib; regner man, at en Kystbefæstning til enhver Tid kan sætte lige saa mange Kampenheder ind i Slaget, som Angriberen møder med Skibe — og denne Regning vil i de fleste Tilfælde være i Kystbefæstningens Gunst —- saa vil Ildkoncentrationen medføre, at nogle af Fjendens Skibe kan udføre deres Skydning uden at være udsat for Kampens Paavirkning og derved maaske opnaa et Resultat, der let opvejer Tabet af en enkelt Enhed.

En koncentrisk Ild mod Téteskibet kan ganske vist resultere i, at Flaaden mister baade sit Førerskib og sin Fører. Dette behøver imidlertid ikke under alle Omstændigheder at betyde, at Flaaden kommer i Fo rvirring, og at den ledende Kraft forsvinder. Den 13. April 1904, da det russiske Admiralskib »Petropawlowsk« løb paa en Mine og sank, mistede Flaaden i Admiral Makarow virkelig sit Hoved, men den fortsatte i Ro sin Kurs under den næstældste Stabsofficers Kommando (se Side 50); og hvis en Fører af Admiral Makarows Støbning havde overtaget Kommandoen over den russiske Flaade paa det kritiske Tidspunkt under Kampen den 10. Aug., da Admiral Witthøft var faldet, saa var Resultatet maaske blevet et andet. Hvis Kystbefæstningen under Kampen derimod spreder Ilden ud over alle de angribende Skibe, saa bringer den straks alle disse ind under Kampens Indflydelse, og den moralske Faktor træder straks i V irk ­ somhed over hele Linien. Hvor stor en Værdi denne Faktor maa tillægges kan ikke siges — i vor Tid er den vel nok større end tidligere — , man har intet Maal for den, fordi de Virkninger, som den frembringer, ikke let lader sig udsondre fra de Virkninger, der har haft andre Aarsager, men Admiral Rostdestwenski’s Ord efter Tsushimaslaget: »I Begyndelsen af Kampen, saalænge ingen Træffere endnu havde ramt Skibet, betjente Mandskabet Skytset godt og sikkert, men efter de første Brisantgranaters Eksplosioner inden Bords begyndte Demoralisationen og fuldbyrdedes hurtigt«, tyder paa, at den har en Værdi af uanet Størrelse. De Observationsvanskeligheder under Kamp, om hvilke man kun kan gøre sig en svag Forestilling, fordi de slet ikke eksisterer under Fredssskydninger, anviser absolut Ildspredning.

Under en Kamp paa store Afstande kan det maaske synes mest formaalstjenligt af Hensyn til den ringere Træfning at koncentrere Ilden mod et enkelt Skib. Koncentrationen kan i dette Tilfælde ogsaa lettere lade sig gøre, fordi Virkningen af Flaadens Ild er meget ringe, og fordi det kendte psykologiske Fænomen: at man uvilkaarlig slaar løs paa den, der slaar paa een selv, uagtet man maaske godt kan indse, at man i det lange Lob vil staa sig bedst ved at slaa paa en ganske anden, ikke træder i Forgrunden, da man paa de store Afstande ikke kan afgøre, fra hvilket Skib man bliver beskudt. Men denne Koncentration vil netop blive modarbejdet af Observationsforholdene, idet de store Flyvetider, de store Afvigelser og det lille Maal, der tvinger til at tage hele Skibet som Træffepunkt, vil gøre det vanskeligt for de forskellige Batterier at identificere deres egne Nedslag. Paa kortere Afstande, hvor Flyvetiderne og A fvigelserne er smaa, og hvor Batterierne kan vælge forskellige Lhele af Skibet som Træffepunkt, vil Observationen ikke lægge Hindringer i Vejen for en Koncentration, men netop paa de korte Afstande vil en Udspredning være nødvendig, dels fordi Flaadens Ild under disse Omstændigheder kan være velrettet og hurtig, hvorfor det maa være magtpaaliggende at bringe hvert enkelt Skib ind under Kampens kraftigste Indflydelse, og dels fordi de korte Afstande som Regel vil anvise det enkelte Batteri et bestemt Skib som den Modstander, der skal bekæmpes.

Under særlige Omstændigheder kan en Koncentration af Batteriernes Ild mod det fjendtlige Téteskib blive den mest nærliggende Fremgangsmaade ved Ildfordelingen. Dette kan saaledes blive Tilfældet, naar den fjendtlige Flaade bevæger sig i Kølvandslinie paa en Kurs, der er rarallel eller nærlig parallel med en Fronts Hovedskudlinie. (Situationen kan tænkes at opstaa under en Forcering.) I saa Tilfælde befinder Fronten sig nemlig selv i »T«s gunstige Gren, og set fra visse Batterier vil antagelig flere af Skibene være skjult af deres Formænd; selv med Udsigt til en mangelfuld Observation maa Kystbefæstningen her vælge Koncentrationen som den mest brugbare Fremgangsmaade. I det hele taget kan saavel den angribende Flaades Formation og Kurs som dens enkelte Afdelingers og Skibes Bevægelser og Foretagender faa Indflydelse paa Kystbefæstningens Ildfordeling. Saaledes kan det f. Eks. tænkes, at Angriberen udskiller en Del af sin Flaade til Løsning af en særlig Opgave (f. Eks. Bombardement), medens han med den anden Del engagerer Værkerne. I saa Fald maa Ildfordelingen foretages paa Grundlag af et Skøn over, hvilken Del af Flaaden, der først bør søges bekæmpet, d. v. s. den kraftigste Ild maa rettes mod de Skibe, som i Øjeblikket gør mest Skade eller er mest truende for Forsvaret. De forskellige Skytssorters forskellige Grader af Skudsikkerhed vil ogsaa faa Indflydelse paa Kystbefæstningens Ildfordeling. Kasteskytsets ringere Træ fningssandsynlighed vil saaledes motivere, at man anviser Haubitserne de største Skibe som Maal, og dette kan saa meget naturligere gøres, dels fordi de store (og nyere) Skibes vandrette Beskyttelse i Forhold er svagere end den lodrette Beskyttelse sammenlignet med de mindre (og ældre) Skibes tilsvarende Beskyttelser, og dels fordi Haubitsernes Panserbrydningsevne netop er størst paa de større Afstande, hvor Kanonernes allerede er forholdsvis ringe.

Af en amerikansk Lærebog i Kystartilleri-Taktik skal følgende citeres:

»---------should the topographical or marine feature of a harbor prevent the assaillants from attacking in any formation but that of columm, the concentration of fire on the leading ship by say 75 per cent of the primary armament (keeping the others in reserve) by the command: »Fire at ships in order in columm« meaning, as is does, that the fire is to be concentrated on the leading ship until it is out of action, and then changed to the next and so on, would seem to be logical, thoroughly simple and practical. The moral effect of the quick destruction of the leading ship would be severe on the personnel of the remaining vessels and inspiring to those aschore. Again, the destruction of the first ship would place her directly in the path of the others and possibly block their further approch. — — — On the other hand, should the military feature of the harbor permit the approch of the assailants in line or line of columms, a subdivision of the fleet should receive concentrated action of say 50 per cent of the primary armament in the outer defence zone. The destruction of any of the ships fired upon at the longer ranges would have the same encouraging result on the defenders and a demoralizing effect on the assailants.---------«

for Kanoner:

Indre Forsvarszone sættes her til ..... ca. 0 — 3500 m

Middel Forsvarszone sættes her til ... ca. 3500 — 7000 m

Ydre Forsvarszone sættes her til ..... ca. 7000 — 11000 m

for Haubitser:

1.—8. Forsvarszone sættes her til ..... ca. 2000 — 11000 m

En tysk Forfatter udtaler:

>— — — es ist immer rätlich, das jeweilige Téteschiff aufs Korn zu nehmen, um bei seiner Havarierung die feindliche Linie in Unordnung zu bringen.---------«

Under Henblik paa de fremdragne Krigserfaringer og de anførte Betragtninger inaa Sporgsinaalet om Valg og Fordeling af Maal besvares saaledes: »Valg og F o r d e l i n g af M a al bør f o r e ­ t age s paa G r u n d l a g af et Sk ø n o v e r den a n g r i b e n d e F l a a d e s s a n d s y n l i g e Kurs, s a a l e d e s at B a t t e r i e r n e k an b e h o l d e de i K a m p e n s B e g y n d e l s e t i l d e l t e M a a l s aa længe som muligt. S a a f r em t F o r h o l d e n e t i l l a d e r det, ma a s a m t l i g e k æm p e n d e S ki b e h ol d e s u n d e r den k r a f t i g s t e Ild; Ildove rskud lægges paa Teteskibet. H v i s F l a a d e n b e v æ g e r s i g i K ø l v a n d s - l i n i e i nd mod en F r o n t , k o n c e n t r e r e r F r o n t e n s B a t t e r i e r Ilden mod T e t e s k i ­ bet. De Ski be , som ved d e r e s S k y d n i n g gør mest Skade, eller som ved deres F o ­ r e t a g e n d e r er me s t f a r e t r u e n d e for F o r ­ s v a r e t , s a m t S k i b e , d e r e r k o m m e t i en vanskelig Situation, beskydes kräftigst , s el v om man d e r v e d s k a l d r a g e Ilden bort fra andre Skibe. Ha ubi t s e r bør f o r t r i n s v i s b r u g e s mod de s t ø r s t e S k i b e paa de s t ø r r e Af s tande .«

Valg af Projektil og Valg af Træffepunkt.

Da Valg af Projektil i mange Tilfælde maa bestemmes under Hensyn til Valg af Træffepunkt og omvendt. og begge Bestemmelser er afhængige af Maalets Afstand og Beskaffenhed, skal de i det efterfølgende behandles under eet.

Under Beskydningerne af Port Arthur og Wladiwostock anvendte Japanerne udelukkende Granater, og naar de russiske Skibe i Port Arthurs Havn besvarede Skydningen, brugte de ogsaa kun Granater. Under Flaadekampene aabnede saavel Japanerne som Russerne Ilden paa de store Afstande med Granater fra det svære Skyts; noget Træffepunkt er ikke angivet, men det maa under disse Omstændigheder antagelig have været hele det fjendtlige Skib. Naar Flaaderne var kommet hinanden saa nær, at de middelsvære Kanoner med Fordel kunde sættes ind i Kampen, skød begge Parter med Granater fra disse Pjecer, og de valgte begge paa disse Afstande saavel for det svære som for det middelsvære Skyts et Træ ffepunkt, som laa højt i det fjendtlige Skibs Skrog imellem Masterne, øjensynlig dog helst omkring forreste Kommandotaarn. Naar Kampafstanden var sunket ned til 3— 4 km skiftede saavel Japanerne som Russerne Projektilsort ved det svære Skyts, idet de gik over til Skydning med brisantladte Pansergranater; men medens Russerne efter alt at dømme samtidig gik over til Panserskydning i dette Ords egentlige og oprindelige Betydning, saa beholdt Japanerne deres høje Træffepunkt og tilstræbte at ødelægge det sekundære Skyts- og Sidepanser og demolere det middelsvære Skyts. Medens der saaledes er god Overensstemmelse mellem Japanerne og Russerne med Hensyn til Valg af Projektilsort, saa er der en Forskel hvad angaar Valg af Træffepunkt for det svære Skyts paa de kortere A fstande, og da Russerne ved deres Valg synes at have været i Overensstemmelse med de gældende Anskuelser om det svære Skyts’ Anvendelse paa disse A fstande, saa bliver Japanernes afvigende Valg — navnlig set paa Baggrund af det over al Forventning store Resultat, som de opnaaede — af principiel Betydning, og kan derfor nok paakræve en nærmere Undersøgelse. Uden at gaa i Detailler, og idet der henvises til de forskellige Marinekalendere, skal her kun anføres, at de russiske og japanske Kampskibe i den østasiatiske Krig i Hovedsagen lignede hverandre. De var næsten alle bygget paa europæiske Værfter i Tiden omkring 1900 og var derfor i Henseende til Bestykning. Pansring, Udseende og Indretning omtrent som alle Kampskibe af de Klasser, som i denne Periode byggedes til andre Stormagter.

De vigtigste Data er:

Dimensioner: Længde 120 m, Fløj de 8 m. Bredde 23 m.

Beskyttelse (omsat i Kruppstaal): Vandlinie 200 mm, svært Skytspanser 250 mm. middelsvært Skytspanser 150 m.

Bestykning: 4—30)/ cm, 12— 15 cm, 20—75 mm, 20—47 mm.

Udseende: Mellem de to svære Taame var Flovedparten af det middelsvære og lette Skyts opstillet. Her fandtes desuden: de to svære Master, Skorstene, Trækventiler, Kommandotaarne og Kommandobro, Projektorer, Afstandsmaalere, Signalapparater, Fartøjer m. m.

De 30K cm Kanoner kunde efter Skydetabellen bryde Vandliniepansret paa ca. 7 km Afstand, de 30/4- cm Projektiler vejede ca. 380 kg. Russerne havde forholdsvis mange Pansergranater, hvilket tydede paa, at de lagde Vægt paa Panserbrydning. Brandrørsgranaten havde 2 / pCt. (ca. 10 kg) Sprængladning (Pyroxilin) og Brandrør med forsinket Antændelse. Japanernes Brandrørsgranat havde 14 pCt. (ca. 53 kg) Sprængladning (Schimose) og et meget følsomt Brandrør. Under den afgørende Del af Tsushimaslaget havde hver af Parterne 12 Skibe i den egentlige Kamplinie (japansk: 4 Kampskibe, 8 Panserkrydsere; russisk: '8 Kampskibe, 3 Kystpanserskibe, 1 Panserkrydser). En russisk Forfatter, Kaptajn Smirnow, har paa Grundlag af de to Parters Skytsantal, Kalibre, Skudhastighed m. m. beregnet, at Japanerne i Løbet af et Minut kunde give en Bredsideild af en Vægt paa ca. 22,000 kg (Sprængladningsvægt 3,050 kg), medens den russiske Bredsideild i samme Tid kun havde en Vægt af 8,000 kg (Sprængladningsvægt 200 kg). Selv om disse Tal langtfra passer, saa giver de dog et levende Indtryk af Forskellen i Sprængladningsvægt. Aarsagen til at Japanerne, trods det, at de som nævnt allerede paa ca. 7 kg Afstand kunde bryde det russiske Vandlir.iepanser, alligevel beholdt et højt Træ ffepunkt selv paa de korte Afstande, maa søges i følgende Omstændigheder.

Imod at skyde Vandlinieskydning talte bl. a.:

1) Man havde overhovedet (ingen gyldige Erfaringer paa Vandlinieskydningens Omraade. Vandlinieskydning maatte, naar alt toges i Betragtning, anses for et teoretisk Problem, og for Japanerne kunde det blive for kostbart at prøve paa at løse Problemet under en afgørende Kamp, hvor Rigets Skæbne stod paa Spil.

2) Ved Vandlinieskydning giver man paa Grund af den for denne Skydning gældende Nedslagsfordeling paa Forhaand Afkald paa den fulde tilsigtede V irk ­ ning af omtrent Halvdelen af sine Skud, samtidig med at man gør sin Observation vanskeligere (se senere); et højere Træffepunkt vil give større Træfning og bedre Observation.

3) Træfningssandsynligheden imod Vandlinien er i det hele taget yderst ringe.

4) Ved Vandlinieskydning tilsigter man at ødelægge Skibets vitale Dele og true dets Flydeevne, men V irk ­ ningen kan let blive ganske minimal og vil altid være uberegnelig. Foruden af Vandliniepansret er Kampskibets vitale Dele beskyttet af de inden for Skibssiden liggende Kul samt Panserdæk og Skodder, hvis samlede Modstand kan forøge Vandliniepansrets med 25— 65 pCt.; naar Projektilaksen i Anslaget afviger 18°, 24° og 29° fra Normalen vokser Pansrets Modstandsevne med henholdsvis 10 pCt.. 20 pCt. og 30 pCt., og endelig preller Projektilet som Regel af. naar dets Akse rammer Pladen under en større Vinkel med Normalen end 30°. Projektilet skal saaledes ramme under en særlig gunstig Vinkel, for at Gennembrydning skal kunne finde Sted, og det skal have et stort Kraftoverskud for efter Gennembrydningen at naa ind til Skibets vitale Dele, og selv om Gennembrydning opnaas, maa det regnes, at den gennemførte Celleinddeling vil forhindre, at Skibets Flydeevne bliver alvorlig truet eller dets Kampkraft nedsat i kompromitterende Grad.

For at vælge Træffepunktet højt for det svære Skyts’ Pansergranater talte:

1) Det højtliggende Træffepunkt vilde give større Træfning, fordi den for denne Skydning gældende Nedslagsfordeling ikke vilde lade gaa saamange Skud tabt.

2) Det højtliggende Træffepunkt vilde give en større Virkningssandsynlighed. Den svære Pansergranat kan bryde alt sekundært Panser med stort Kraftoverskud, og der er saaledes Udsigt til at ødelægge alt middelsvært og let Skyts, ligesom der af de lavtliggende Træffere kan ventes Virkning, dels mod Vandlinien og dels mod det over Vandliniepansret liggende pansrede Fribord, hvor et Gennembrud kan være ligesaa farligt som i Vandlinien, naar Skibet bevæger sig i høj Sø, navnlig fordi Vandet her samler sig o v e r Panserdækket uden at kunne faa Afløb og derved hjælper med til at forrykke Skibets Stabilitet. Saaledes, som her skildret, kan de Motiver have været, som bevægede Japanerne til selv for deres Pansergranater paa kortere Afstande at vælge et højt Træffepunkt: De foretrak den sikre, men tilsyneladende ringere Gevinst frem for den større, men usikre, og deres Frcmgangsmaade viste sig at svare Regning. Selv om Japanerne naturligvis er gaaet til Kamp — navnlig til Kampen den 27. Maj — med det Forsæt straks at ville føre Slaget til Bunds og søge at vinde Afgørelsen med alle Midler og ad alle Veje, saa kan man dog ikke frigøre sig for den Tanke, at de i deres Fremgangsmaade har regnet med, at naar Fjendens middelsvære og lette Skyts var ødelagt sammen med hans Projektører og Meddelelsesmidler, og hans Fart reduceret som Følge af væltede, sprængte eller gennemhullede Skorstene, saa vilde han før eller senere efter Slaget være hjemfaldet til Ødelæggelse af deres Torpedofartøjer. En kort Fremstilling af Træffervirkningen under de forskellige Søkampe vil kunne illustrere det her anførte.

Saa vidt man kan se af de foreliggende Oplysninger, er Vandliniepansret i intet Tilfælde blevet gennembrudt. Derimod er det i enkelte Tilfælde (4) blevet ødelagt, idet Projektilerne ved Anslaget har sprængt Pladeboltene, saaledes at den ramte Plade er blevet vredet ud af sit Leje eller, som ved en enkelt Lejlighed, er faldet helt af. Undervandstræfning er noteret i en halv Snes Tilfælde, Skaden var dog aldrig betydelig, og ved enkelte Lejligheder kunde de ramte Skibe atter vende tilbage til Kamplinien, efter at de havde begrænset Vandindstromningen. Overvandstræffere tæt over Vandliniepasret er ofte forekommet, og Gennembrud her har ved flere Lejligheder haft samme eller endog større Virkning end Gennembrud (Ødelæggelse) i eller under Vandlinien. Vandliniepansret blev truffet et bemærkelsesværdigt ringe Antal Gange; Aarsagen hertil maa søges, dels i at Japanerne som nævnt havde et højtliggende Træffepunkt, og dels i at de russiske Skibe, som Følge af stor Overbelastning (unormal stor Kulforsyning) sejlede med Vandliniepansret dybt nedsænket — Pansrets Overkant indtil 15 cm under Vandfladen. Det svære Skyts- og Kommandotaarnspanser blev ofte ramt, men blev aldrig gennembrudt; de bag Pansret værende Kanoner og andre Installationer som Meddelelsesmidler, Kabler m. m. led ikke destomindre betydelig Skade. Den 10. Aug. fik saavel Russerne som Japanerne 20 pCt. af Skytset gjort ukampdygtigt; den 27. Maj ramte 5—6 pCt. af samtlige Træffere mod det russiske Kampskib »Orel« det svære Skyts, og Skibet fik 4 — 30 y2 cm. og 12 andre Kanoner sat ud af Virksomhed; i samme Kamp blev 6 af de 127 Stykker Skyts (15 cm og derover), som Japanerne havde i Ilden, ødelagt (13 pCt. af samtlige Træffere havde ramt Skytsopstillinger). Som Aarsager til at Skyts blev sat ud af Virksomhed kan nævnes: direkte Træffere paa Kanonerne, Ødelæggelse af Bremsecylindre ved Sprængstykker, direkte Træffere paa Taarne. eller disses Underbygninger, Projektileksplosioner i Nærheden af Taarne, Ødelæggelse af Ammunitionsophejsningsapparater, Fastkiling af Kanon ved Skydeskaarstræffere, Ødelæggelse af Taarn ved Eksplosion af Forhaandsammunition foraarsaget ved Skydeskaarstræffere. Ødelæggelse af Skibenes vitale Dele ved direkte Træfning er ikke forekommet, derimod er Kedler m. m. blevet beskadiget ved Granatsprængstykkers Nedslag gennem Skorstene. (Herfra maa regnes de Ødelæggelser paa vitale Dele, som Japanerne paaførte de russiske Skibe i Port Arthurs Havn ved Haubitsild). Ved fem Lejligheder fik Skibe Havari paa deres Rorgrejer. Kun i eet af disse Tilfælde undlod Uheldet at have skæbnesvangre Følger, ved de andre fire beseglede Havariet ikke alene det ramte Skibs Skæbne, men satte endog Spor i hele Kampens Gang. Granatvirkningen mod Skibenes upansrede Dele var meget betydelig.

I Kampen ved Chemulpo fik russisk Krydser »Warjag« 9-15 cm Kanoner af ialt 12 demonterede i Løbet af *4 Time; det personelle Tab var 117 Mand af en Besætning paa 543. Den 14. Aug. fik russisk Krydser »Rurik« alle sine Kanoner gjort ubrugelige; det personelle Tab var 422 Mand af en Besætning paa 719. I samme Kamp blev paa russisk Krydser »Rossia« af 20 større Kanoner de 17 odelagt. Ved flere Lejligheder blev Master bortskudt; Masternes Fald foraarsagede Ødelæggelse af Kabler, Signalgrejer, Projektører og Afstandsmaalere. Skorstenstræffere forekom i stort Antal; bl. a. fik russisk Kampskib »Souwaroff« begge Skorstene væltede den 27. Maj. Skorstenenes Ødelæggelse havde altid en Nedgang i Fart og en Forøgelse af Kulforbrug til Følge, men hertil kom, at Røgen trængte ud gennem Skudaabningerne i Skorstenene og lagde sig saa tæt over Dækket, at al Virksomhed i Nærheden blev umuliggjort. Man har noteret fire Tilfælde, hvor Granatsprængninger imod eller tæt ved Kommandotaarnet har haft meget betydelig — i et enkelt Tilfælde endog katastrofisk — Virkning, idet Sprængstumper slog ind i Taamet, dræbte eller saarede de derværende Personer og ødelagde Apparaterne. Den 10. Aug. dræbte eller saarede en Granat, som sprang paa det japanske Admiralskibs Kommandobro, 23 Personer, deriblandt alle til Staben hørende, kun Admiral Togo selv forblev uskadt. Ved Granaternes Eksplosion opstod under alle Kampene talrige Brande, som ved visse Lejligheder fik skæbnesvangre Følger. Den 27. Maj skal russisk Kampskib »Orel« have været i Brand ikke mindre end 34 Gange, Kampskibet »Borodino'S Undergang skyldes sikkert en Eksplosion i Ammunitionsmagasinerne, fremkaldt ved Brand, og under Slaget skal den russiske Kamplinie paa et Tidspunkt have været saa indhyllet i Røg fra brændende Skibe, at Japanerne i nogen Tid maatte indstille Skydningen. Røgen fra de talrige Brande, fra eksploderende Granater og fra de havarerede Skorstene skal i alle Kampene have virket lammende paa Skibenes Kampkraft: Besætningerne blev af Røgen drevet fra Skyts- og Kommandotaarne, ofte maatte hele Besætningen træde til Slukningsapparaterne, saaledes at Skydningen for en Tid helt ophørte. Røgen trængte ogsaa gennem Skakter og Ventilatorer ned i Maskin- og Kedelrum og voldte Dod og Forstyrrelse; der er saaledes neppe Tvivl om, at Grunden til, at russisk Kampskib »Souwaroff« under Tsushimaslaget kun kunde gaa med ringe Fart, var den, at Røgen trængte ned paa Fyrpladsen og kvalte næsten hele Personalet, saaledes at Fyrene efterhaanden gik ud.

Admiral Rostdestwenski har udtalt sig saaledes om Brandfaren: »Slagskibenes stærkeste Fjende er det Ildhav, der opstaar som Følge af Projektilernes uophørlige Eksplosioner. Der var kun lidt Træ om Bord i vore Kampskibe, men selv Malingen kom i Brand, og vore Skibe var indhyllet i klare Flammer.« Vandopsprøjt og Rog fra springende Granater generede ofte Observation og Retning, Vandopsprøjt skal ogsaa have dugget Sigtekikkerterne. (Det kan her oplyses, at under en Øvelsesskydning fra Skib (1906) med Vinden agter ind og under Forhold, hvor man ikke kunde komme klar af Rogen, blev Taarnene saaledes fyldte med Rog, at man ikke kunde skelne Personerne. Skudhastigheden gik ned. Skydningen fuldførtes, men Mandskabet var da saa medtaget, at det ikke kunde have arbejdet videre i blot faa Minutter, flere af Folkene besvimede). Efter Kampen den 10. Aug. kunde russisk Kampskib »Zessarewitsch« kun gaa med 3—4 Knobs Fart, som Følge af Forstyrrelser i Røgaftrækket og mindre Ødelæggelser i Kedelrummet; for at holde denne moderate Fart maatte Skibet bruge 470 Tons Kul i Døgnet (normalt Forbrug 80 Tons). Om Virkningen af de i de russiske Batterier ved Port Arthur monterede Haubitser mod de japanske Skibe findes ingen Oplysninger. Derimod haves der forskellige Beretninger om de Bekastninger, som Japanerne udførte med deres ved 203 m-Højen monterede Haubitser mod de i Port Arthurs Havn liggende Skibe, og da disse Begivenheder er af speciel Interesse for Kystartilleriet, skal de særlig omtales. Beretningerne er paa flere Punkter ret afvigende fra hverandre, men hvor Virkningen af Bekastningen omtales, er Afvigelserne dog ikke større, end at man paa dette Punkt kan danne et tilforladeligt Billede.

Japanerne havde monteret ialt 18 Stykker 28 cm Haubitser. Haubitsprojektilet vejede 220 kg, Sprængladningen, der var sort Krudt, vejede 9 kg (i Følge den norske Kaptajn Nørregaards Opgivelse vejede Projektilet 240 kg). Brandrøret var indrettet til forsinket Antændelse. Kastevidden var fra 6000 m til godt 7000 m. Bekastningen varede fra 2.— 12. December 1904. Træfningen angives noget forskellig — der opgives fra 29 til 64 Træffere. Hvor stort Ammunitionsforbruget har været, kan ikke siges; som Holdepunkt kan anføres, at Japanerne i en officiel Melding af 7. December oplyste, at de i Dagene fra 2. til 7. December mente at have opnaaet 134 Træffere, og at D. r. G. angiver, at Japanerne den 6. December afgav 500 Kast. De russiske Skibe havde Panserdæk, hvis Maksimumstykkelse var ca. 80 mm. Under Bekastningen før den 5. December søgte Russerne at beskytte Skibene ved paa Dækkene at lægge Sandsække, Kul og Jernplader, men efter denne Dato, paa hvilken Japanerne erobrede 203 m-Højen og derved fik bedre Observationsbetingelser, blev Bekastningen saa voldsom, at Russerne besluttede at sænke Skibene i Havnen ved at aabne for Søhanerne, hvilken Beslutning blev udført i de paafølgende to, tre Dage. Skibene kom til at ligge med mere eller mindre Slagside og med Vandet op til omtrent i Højde med øverste Dæk. Angaaende Virkningen mod de enkelte Skibe skal anføres : Krydseren »Pallada« blev ramt af 6—8 Granater; ingen af dem gennemslog Panserdækket, og tre af dem blev fundet hele inde i Skibet. Een af disse sidste var gaaet igennem 5—6 Staalplader af fra 7— 16 mm Tykkelse og fandtes i en Kulkasse, en anden var gaaet gennem 2 Dæk og laa oven paa Panserdækket ovenover Maskinrummet. De Granater, som var eksploderet, havde kun gjort forholdsvis ringe Skade.

Kampskibet »Pobjeda« blev ramt af 4— 10 Granater, men fuld Klarhed over de Ødelæggelser, som de havde foraarsaget, blev ikke konstateret; Skibet havde lidt meget ved Brand. Kampskibet »Retwisan« havde kun to Huller i sit Dæk stammende fra Haubitsgranater (efter russiske Opgivelser dog 8 Huller), men Panserdækket var ubrudt og Ødelæggelsen i det hele taget kun ringe. Krydseren »Bayan« blev ramt af 17— 18 Granater (en anden Opgivelse siger kun 4 Granater) hvoraf 5 gik gennem Panserdækket. To af disse fem eksploderede, een gik itu under Eksplosionen og to fandtes hele i Kullene. Af de to Granater, som eksploderede, faldt den ene i Maskinen, hvor den sprang i en Dampcylinder samt foraarsagede anden Ødelæggelse, medens den anden fuldstændig bortsprængte Skakten til Kommandotaarnet. Et Projektil havde ramt og gennemslaaet Skibssiden ca. 3 m under Vandet og var eksploderet i Kulkassen ud for Fyrpladsen. Tre Projektiler var gaaet gennem Dækket og ud gennem Skibssiden uden Eksplosion. Kampskibet »Peresvjet« blev ramt ialt 12 Gange. Kastevidden var 6440 m, Nedslagsvinklen ca. 60 Gr. Af de 12 Træffere var 11 gaaet igennem overste Dæk, 6 tillige gennem Hoveddækket og endelig 4 ogsaa gennem Panserdækket. Af disse sidste fandtes den ene liggende itubrudt paa Skibets indre Bund; havde den haft endnu nogen Kraft tilovers var den antagelig gaaet ud gennem Skibsbunden; de andre tre var eksploderet i Fyrrummet uden at have gjort større Fortræd. Tre Granater eksploderede ikke. Kampskibet »Poltava« blev ramt af 4 Granater, af hvilke de tre gennemslog Panserdækket. Den ene af disse eksploderede i Maskinrummet, dog uden at gøre nævneværdig Skade; den anden slog ind gennem Skibssiden og eksploderede i et Torpedorum, hvor den frembragte nogen Ødelæggelse, og den tredie, som ligeledes kom ind gennem Skibssiden, eksploderede antagelig i et Magasin for (15 cm) Ammunition. Projektilernes direkte Virkning paa Skibet var ikke stor, derimod havde det lidt meget ved Brand, rimeligvis opstaaet som Følge af den omtalte Eksplosion i Ammunitionsmagasinet. I D. r. G. fremstilles disse Begivenheder saaledes:

»----------- »Poltawa« gik først under. Kl. liy 2 Em. (den 5. December) traf et 28 cm Projektil om Bagbord, gennemslog Panserdækket og faldt i et Ammunitionsmagasin, hvor der opbevaredes 2100 Patroner til 47 mm h. S. K. Ved Granatens Eksplosion begyndte Patronerne ogsaa at eksplodere, Gulvet og Væggene sønderbrødes af Stumperne, saaledes at Rummet ikke kunde sættes under Vand. — ----- og Kl. 1,50 fulgte en Eksplosion, der frembragte betydelige Ødelæggelser af Væggene og de vandtætte Døre.---------Endelig sank Skibet og blev liggende paa Bunden med Overdækket i Vandskorpen.« »Den 6. December skod Japanerne med 500 -28 cm. Kast Panserskibene »Retwisan« og »Pereswjet« til Bunds, og den 7. December »Pobjeda« og Krydseren »Pallada«, medens Krydseren »Bayan« og Transportskibet »Amur« blev stærkt beskadiget den 8. December.« I Begyndelsen af Krigen skal Japanerne have haft op mod 50 pCt. Forsagere, men senere skal næsten alle Projektiler være eksploderet. Forandringen synes at være indtraadt samtidig med og hidført ved Indførelsen af Schimosekrudtet som Sprængladning i de japanske Skibsprojektiler, thi Hæren, som ikke anvendte Schimosekrudt, havde mange Forsagere ved Bekastningen af de russiske Skibe i Port Arthurs Havn. De russiske Projektiler gav under hele Krigen mange (op mod 66 pCt.) Forsagere; dette i Forbindelse med at de var forsynet med Brandrør til forsinket Antændelse medførte, at de oftest kun frembragte kaliberstore og derfor let stoppelige Huller i de japanske Skibe, og at Træfferne unddrog sig Observation. Med de japanske Projektilers Eksplosion fulgte en meget betydelig Udvikling af giftige Gasser; de af de russiske Sprængladninger (Pyroxilin) udviklede Gasser var derimod ret uskadelige. Det viste sig under Krigen, at de russiske Brandrørsgranater var af for svag Konstruktion, og de erstattedes derfor, efterhaanden som de slap op, med Halvpansergranater. Ssemenow anfører: »De japanske Granater udviklede ved deres Eksplosion gron-brune eller sorte Røgskyer; enhver Træffer var derfor for det første tydelig at observere, og for det andet fremkaldte de i første Øjeblik det Indtryk, at de havde foraarsaget en Katastrofe. Paa den anden Side kunde vi kun gennem Kikkert og endda kun med Moje opdage de lette gennemsigtige Skyer, som en russisk Granattræffer udviklede.«

Resumé:

Under Krigen anvendte begge Parter kun sprængladte Projektiler, men som Følge af de mange Forsagere virkede de russiske Granater ofte kun som kolde Projektiler. Med deres sprængladte Projektiler demolerede Japanerne de russiske Skibes Skyts, ødelagde deres P ro ­ jektører, Afstandsmaalere og Organer til Ordregivning, Manøvrering og Ildledelse, nedsatte deres Fart, fremkaldte Brand og foraarsagede et stort Mandefald; desuden frembragte de Vandindstrømning i Skibet ved Over- og Undervandtræffere og ved Ødelæggelse af Vandliniepansret gennem Projektilernes Stødvirkning. Der forekom kun faa Træffere paa Vandliniepansret, intet svært Panser blev gennembrudt. Japanernes Sejre var uomtvistelige og afgørende. En Virkning som den ovenfor skildrede opnaas kun med sprængladte Projektiler #og naas bedst, naar Træ ffepunktet lægges højt i det fjendtlige Skrog, og naar panserbrydende Projektiler med Overskud af Kraft anvendes mod det sekundære Panser. A f en Udtalelse i et amerikansk Tidsskrift skal anføres:

»Perforation of armor is not necessary for the destruction of ships, and in addition the possibility of perforation is doubtfull.«

Admiral Bacon udtalte under et Møde i »Institution of Naval Architects«:

»— — — men det panserbydende Projektil er ikke den kraftigste Granat til at bevirke almindelig Ødelæggelse af et Skib, og Gennembrydning er ikke det eneste Formaal med Ilden; den største Ødelæggelse vil rimeligvis blive foraarsaget af svære Sprængladninger.«

A f Beretninger om de franske Skydeforsøg mod det udrangerede Kampskib »Jena« skal anføres:

»--------- allerede ved den 1. Træffer blev bl. a. Kommandoapparaterne sat ud af Virksomhed. Ved det 3. mod den pansrede Kasemat rettede Skud blev ved Detonationen de elektriske Ledninger, som laa tre Dæk højere oppe, fuldstændig ødelagt-------- «

Under en Kamp med en Kystbefæstning vil den angribende Flaade i sine middelsvære og lette Kanoner have det bedste Skyts saavel til Bombardement, som til Bekæmpelse af Værkerne. En Ødelæggelse af dette Skyts vil derfor være en naturlig Opgave for Forsvarcren, saa meget mere som han med den samme Ild, med hvilken han vil søge at forringe FIaadens offensive Kraft, ogsaa vil komme til at paavirke dens defensive Organer, og dermed skabe Betingelser for et Torpedobaadsangreb.

I »Kampen om Kystbefæstninger« af N. E. Lomholt, 1907, anføres følgende Dat.a for en svær Kystkanon:

Kaliber: 3012 cm, Projektilvægt: 450 kg, Begyndelseshastighed: 850" m, Panserbrydningsevne (normalt Anslag, hætteklædt Projektil):

paa 0 m 55 cm Kruppstaal

paa 2000 m 48 cm do.

paa 4000 m 42 cm do.

paa 6000 m 36 cm do.

og der fortsættes under Henblik paa denne Kanon:

»Ilden fra de sværeste Kanoner (30l/ 2 cm.) rettes mod Midten af Skibet. Paa de korte Afstande, indtil 4000 m, skydes med Pansergranater mod Vandlinien, idet Nedslagene soges fordelte nogenlunde ligeligt paa begge Sider af Maalet. Paa storre Afstande lægges Træffepunktet noget højere, da Udsigten til Gennembrydning af det sværeste Panser og de bag dette liggende Modstande formindskes. — — Formaalet med Skydningen er i saa Fald at odelægge Kommandotaarnet samt Opstillingerne for det svære og middelsvære Skyts. Der kan ogsaa, særlig naar Afstanden overskrider 6000 m, anvendes Granater for ved deres Sprængning at opnaa Virkning mod de nævnte Pansermaal tillige med en Ødelæggelse af Skibets Opbygning, det lette Skyts, Skorstene, Projektører og Afstandsmaalere----- «

Indholdet af ovenanførte Citat skal nærmere undersøges. Lades ældre og meget ny Kampskibs-Klasser ude af Betragtning, saa har et Kampskib i Almindelighed en Beskyttelse for Vandlinien paa 225— 300 mm Kruppstaal og for det middelsvære Skyts paa 150— 170 mm Kruppstaal. For at gøre den følgende Beregning lettere overskuelig skal der her regnes med en Gennemsnitsværdi for Vandliniepansret = 250 mm. Regner man, at de inden for Vandliniepansret liggende Modstande (Kul, Panserdæk, Skodder) forøger Vandlinicpansrets Beskyttelsesevne for Skibets vitale Dele mod horisontal Ild med ca. 140 mm Kruppstaal, saa kan man for den her omhandlede Kystkanon opstille følgende vedrørende dens Panserbrydningsevne: Den bryder paa 4,000 m:

Vandliniepansret i vinkelret Anslag.................. med ca. 70 pCt. Kraftoverskud

Vandliniepansret i 30° skraat Anslag.................. med ca. 25 pCt. do.

Den fulde Beskytt. for de vit. Dele i vinkelr. Ansl. med ca. 10 pCt. do.

Den fulde Beskyttelse for de vit. Dele i 30° skr. Ansl. m. ca. 10 pCt. Underskud

eller med andre Ord: Forf. lader den nævnte Kanon begynde Vandlinieskydningen paa en Afstand, hvor den med nogenlunde gunstig Indfaldsvinkel lige netop kan bryde den samlede Beskyttelse for Skibets vitale Dele. Forfatteren lader Kanonen begynde Skydningen paa de store Afstande med Granat, men gaar over til Pansergranat paa 6,000 m, d. v. s. naar Kanonen med ca. 100 pCt. Kraftoverskud kan bryde det sekundære Panser. Den her nævnte 30>4 cm Kanon er imidlertid en forholdsvis ny Pjece, som næppe endnu optræder i storre Antal i de forskellige Kystbefæstningers Bestykning, og Forholdet skal derfor nu undersøges for en af de mere almindelige svære Kystkanoners Vedkom• mende. Maalets Panserbeskyttelse er den samme, men som Pjece vælges en 30)4 cm Staalkanon med et ikkehætteklædt Projektil paa 450 kg og Begyndelseshastighed paa 700 m. Denne Kanons Panserbrydningsevne er:

paa 0 tn 36 cm Kruppstaal

paa 2000 m 32 cm do.

paa 4000 m 28 cm do.

paa 6000 m 25 cm do.

Det ses straks, at skulde de paa Grundlag af foran anførte Citat beregnede Grænser for Vandlinieskydning og for Skydning med Pansergranater overhovedet overføres paa denne mindre kraftige Pjece, saa blev der slet ikke Tale om Vandlinieskydning og næppe nok om Skydning med Pansergranater mod det sekundære Panser, for saa vidt det ca. 100 pCt. Kraftoverskud skulde beholdes, thi dette Overskud har denne Kanon først, naar Maalet er lige ved Mundingen. Under Henblik paa de fremdragne Krigserfaringer og de anførte Udtalelser og Betragtninger, og idet A fhandlingen har nuværende Forhold for Øje, maa Spørgsmaalet om Valg af Projektil og Træffepunkt besvares saaledes:

»Man bør væl g e det P r o j e k t i l og det T r æ f f e p u n k t , v e d h v i l k e t m a n i A l m i n d e ­ lighed kan vente s tø r s t Resul ta t , og det valgte bør beholdes, indtil Situationen v i r k e l i g m o t i v e r e r en F o r a n d r i n g . Det svære Sky t s aabner Ilden med Granater, idet Træ f fepunktet lægges højt og saa vid t muli g t om k rin g f o r re s t e Kommandotaarn. P a a de A f s t and e , h v o r P a n s e r g r a n a ­ t e n e f t e r S k y d e t a b e 11 e n v e d v i n k e l r e t Anslag o g med 40— 50 pCt. K r a f t o v e r s k u d kan bryde Maale ts sekundære Panser, sky de s der med P a n s e r g r a n a t e r mod det middelsvære Skyts, idet Træ ffepunktet lægges højt og — alt e f ter Skibe t s Kurs og K o n s t r u k t i o n — om k ri n g eller imel ­ lem de to K omm a n d o t a a r n e . M o d V a n d ­ linien skydes kun under ganske særlige Om s tændigh ed er (kort Hold, stilleliggende — g r u n d s t ø d t — Maal, M a al med stærk Slagside, afklaret Fæg tningsituation) og kun naar gun s tig t A n sl a g kan o p n a a s, o g P a n s e r g r a n a t e n e f t e r S k y d e - t ab e l l e n v e d v i n k e l r e t A n s l a g k a n b r y d e V a n d l i n i e p a n s r e t m e d c a. 40 — 50 p C t. K r a f t o v e r s k u d ; T r æ f f e p u n k t e t v æ l g e s i d e t t e T i l f æ l d e s a a l e d e s , a t A n s l a g e t bliver det gunstigste. Det middelsvæ re Skyts aabner Ilden med Grana ter , idet T ræ f f e p u n k t e t lægges højt, alt e f ter Om s tæ n d i g h e d e r n e omkring eller mellem Kommandotaarne n e. H v i s M a a l e t f r e m b y d e r p a n s r e d e Kon s t ruk tione r , hvis Ød elæg gel se bet y d e r en a b s o l u t F o r r i n g e l s e af S k i b e t s of- e l l e r d e f e n s i v e K r a f t , og s om v ed v i n ­ k e l r e t A n s l a g kan b r y d e s af den mi ddel - s v æ r e P a n s e r g r a n a t m e d c a . 50pC t . K r a f t ­ o v e r s k u d og der er r i m e l i g T r æ f n i n g s ­ sandsynlighed , skyde r det mid del svæ re Sky t s med Pa n se rg rana te r , ellers skydes kun med Grana ter . H a u b i t s e r s k y d e r p a a a l l e A f s t a n d e m e d H a l v p a n s e r g r a n a t e r , i d e t h e l e M a a - let tages som R e t ni ng sp unk t . HalvpansergranatenbrugessomGran a t e l l e r P a n s e r g r a n a t , i d e t d e n s P a n ­ serbrydningsevne regnes til }i af den tilsvarende Pansergranats. Æ ld re Pro jektilformer (Pansergran a t e r a f h a a r d s t ø b t Jern), som er sprængladte, bruges som Granater. G ra n a tk a rdæ s k e r bruges kun til Bes k y d n i n g af bes temte A r e a l e r (Mi ne f el ­ ter) el l e r s t i l l e l i g g e n d e M a a l (arbejd e n d e M i n e f a r t ø j e r , g r u n d s t ø d t e Skibe). Hv o r det kan forenes med S k y d n i n ­ gens Krav, bør Træ f fepunk te t lægges saal ede s , at V a n d o p s p r ø j t , R ø g f r a s p r i n ­ g e n d e G r a n a t e r o g R ø g f r a m u l i g o p s t å ae n d e B r a n d k a n g e n e r e F j e n d e n m e s t m u ­ l i g t ; T r æ f f e p u n k t e t b ø r a l t s a a l i g g e f r e m m e i M a a l e t s B e v æ g e l s e s r e t n i n g eller oppe mod Vinden, hvilke t ogsaa vil være gunstigt for egen Observation. Naar flere B a t t e ri e r be sk yde r det s amme Maal , bør T r æ f f e p u n k t e r n e af Hensyn til Ob serva tionen lægges langt fra hinanden.«

I det ovenfor fremsatte er f. Eks. svært Skyts behandlet under eet. Da de til svært Skyts henregnede Pjecer (nyere og ældre, større og mindre) imidlertid ikke alle har samme ballistiske Egenskaber, dækker den givne Anvisning selvfølgelig ikke over alle tænkelige Forhold. Hvornaar Pansergranat-Skydningen skal begynde, maa bestemmes for hver enkelt Pjece. Man kan saa sige, saaledes som det gøres i den foran citerede »Kampen om Kystbefæstninger«, at Pjecen kan begynde Skydningen med Pansergranater paa en bestemt Afstand, eller man kan sige, at Skydningen med Pansergranater kan begynde, naar Projektilet i vinkelret Anslag netop kan bryde det foreliggende Panser med et bestemt Kraftoverskud. Da Maalets Beskaffenhed (Pansrets Tykkelse) har en fremtrædende Betydning for Valg af Projektil, saa synes det dog mest praktisk at benytte den sidste Fremgangsmaade, fordi denne i sig tager Hensyn til Variationer i Pansertykkelsen, hvilket den første ikke gør. En nærmere Redegørelse for Valg af Træffepunkt og for, hvad man ønsker at opnaa vecLSkydningen, ud over hvad her er anført, maa anses for overflødigt, naar der ses hen til de fremdragne Krigserfaringer. Erfaringerne fortæller, at Japanerne med deres Ild opnaaede en almindelig Ødelæggelse af de russiske Skibe; Ødelæggelsen var ikke lokaliseret til eet eller nogle bestemte Steder, men var fordelt ud over hele Skibet. Japanerne har efter alt at dømme valgt deres Træffepunkt inden for de Arealer af Skibet, hvor de fleste Installationer af forskellig Art fandtes, altsaa inden for Arealerne omkring forreste og agterste Mast og imellem disse, thi her var Sandsynligheden for Virkning størst, og det maa ogsaa anses for urigtigt at rette Ilden imod et bestemt, selv vigtigt, Organ af ringe Udstrækning, saafremt dette Organ ikke er saaledes beliggende, at der er stor Udsigt til, at Træffere, som ikke rammer her, vil ramme og ødelægge andre omliggende og vigtige Organer — paa større Afstande vil en saadan Præcisionsskydning overhovedet slet ikke kunne lade sig udføre, men derfor er der selvfølgelig intet til Hinder for at vælge et saadant vigtigt Organ til Træffepunkt, naar det blot ikke har en isoleret Beliggenhed. Som en almindelig Regel, der faar den største Indflydelse paa Valget af Projektil og Træffepunkt, bør iovrigt gælde, at man ved Skydningen kun tilstræber at opnaa, hvad der virkelig er Sandsynlighed for, at man k a n opnaa; til Gengæld maa man saa ogsaa af det opnaaelige vælge det, som i det givne Øjeblik vil være af størst Betydning. Forinden dette Afsnit afsluttes, skal det fremhæves, at Haandgranater kom til Anvendelse i udstrakt Grad under Fæstningskrigen ved Port Arthur.

Valg af Retningspunkt.

Fra Krigen i Østen foreligger der ingen Oplysninger angaaende Russernes og Japanernes Valg af Retningspunkt. Forskellige Udtalelser om Vanskeligheder ved Observation og Retning, foraarsagede ved Vandopsprøjt, Krudt- og Brandrøg, tyder imidlertid paa, at der ved dette Valg har været særlige Hensyn at tage. Retningspunktet maa være en let paaviselig og opfattelig, klart fremtrædende Kant eller Del af Skibet, beliggende saaledes, at det kan beholdes længst muligt og ikke let skjules af andre Skibsdele, naar Skibet gennem Kurs eller Afstand forandrer sin Stilling til Batteriet. En Mast vil i klart Vejr være et godt Retningspunkt, den opfylder de nævnte Krav til et Retningspunkt og vil i de fleste Tilfælde ikke blive fuldstændig dækket af Røg eller Vandopsprøjt; i diset Vejr træder den imidlertid knapt saa skarpt frem, og en Stævn af Skibet vil i dette Tilfælde være bedre, men paa den anden Side skjules en Stævn lettere ved Skibets Drejninger.

Jo større den virkelige Afstand er mellem Retningsog Træffepunkt, desto større bliver de Forandringer i Afstanden — udtrykt i Streger — mellem de to Punkter, som fremkommer, naar Maalet ved Kurs- eller A fstandsændringer forandrer sin Stilling til Batteriet. Vil man beholde samme Retnings- og Træffepunkt, kan man derfor af denne Grund blive nødt til at foretage ny Indstillinger af Opsatshovedet, og det vilde efter dette altsaa være heldigst, om Retnings- og Træffepunkt paa det nærmeste var sammenfaldende. Forholdet er dog uden særlig Betydning, da der af andre Grunde alligevel ofte skal rettes paa Sidestillingen, og paa den anden Side kan Retnings- og Træffepunktets nære Beliggenhed medføre, at Vandopsprøjt og Røg dækker Retningspunktet og derved hindrer Retningen; denne Omstændighed giver altsaa Anvisning paa at lægge de to Punkter et godt Stykke fra hinanden. Større Betydning for Valget af Retningspunkt har dog Maalets Fart og den herskende Vinds Retning og Styrke. Retningspunktet maa lægges saaledes i Fo rhold til Træffepunktet, at Skibet ved sin Fart og Vinden ved sin Retning og Styrke hurtigst bringer Retningspunktet klar af dækkende Vand- eller Røgslør. I de fleste Tilfælde vil dette kunne opnaas ved at lægge Retningspunktet op i Vinden i Forhold til Træffepunktet, naar Skibet selv bevæger sig mod Vinden eller ligger stille; hvis Skib og Vind har samme Retning, vil det afhænge af Omstændighederne, om Retningspunktet skal lægges foran eller bag Træffepunktet i Forhold til Bevægelsesretningen. Under Henblik paa det foran udviklede kan Spørgsmaalet om Valg af Retningspunkt besvares saaledes:

»Retningspunktet maa kunne beholdeslængstmuligtogmaaværeenletpaavi s eli g og op fa t telig , kl a r t f r em t ræ d e n ­ de K a n t el l e r Del af Ma al e t . V a l g e t bør træffes under Hensyn til T ræ f f e p u n k ­ tets Beliggenhed , M a a l e t s F a r t og V i n ­ dens R e t n i n g og Styrke , s a al e d e s at R e t ­ n i n g s p u n k t e t m i n d s t m u l i g t dæ k k e s af V a n d o p s p r ø j t e l l e r R ø g . N a a r f l e r e B a t ­ terier be s kyd e r samme Maal, maa dette F o r h o l d t a g e s m e d i B e t r a g t n i n g v e d Valget.«

Bestemmelse af Skudhastighed og Ammunitionsforbrug.

Angaaende Skudhastighed og Ammunitionsforbrug under Krigen i Østen foreligger der kun faa og usikre Oplysninger, og hvad der i saa Henseende findes, stammer udelukkende fra Russerne, idet Japanerne intet har givet til Belysning af dette Spørgsmaal. Ud over hvad der er oplyst paa Side 39 og 53 kan følgende yderligere anføres: Under Kampen den 10. August skal Japanerne have bortskudt al deres Ammunition, hvilket skulde være Aarsagen til, at de ikke fuldt ud kunde udnytte deres Sejr. Under Krydserkampen den 14. August skal det ogsaa have været Ammunitionsmangel, som forhindrede Japanerne i at forfølge de nedkæmpede Russere. Endelig har man følgende Skema over visse Skibes Ammunitionsforbrug under Kamp:

Beregner man Gennemsnits-Skudhastigheden af ovenstaaende Tal, faar man, at der under den russiskjapanske Krig ved visse Lejligheder som Maksimum er skudt 1 Skud hvert 5. Minut med hver 30/^ cm Kanon og 1 Skud hvert 3. Minut med hver 15 cm Kanon, og at Skudhastigheden med en 75 mm Kanon ikke er kommet højere end til 1,1 Skud pr. Minut. A f alle Oplysninger fremgaar det, at Russerne sparede paa Ammunitionen og skød meget langsomt; hvorimod Japanerne skød hurtigt og under stort Am ­ munitionsforbrug. Det fremhæves fra alle Sider, at en medvirkende Aarsag til Japanernes Sejr var deres store Skydefærdighed. Naar det imidlertid anføres, at Japanerne havde 4 Træffere af 10 Skud, medens Russerne kun havde 1, saa maa man betvivle, at disse T al virkelig er et Resultat af en Procentberegning, og den gode Træfning tør man ikke tilskrive de japanske Kommandørers Duelighed alene; man maa her gaa ud fra, at Japanernes større Træfferantal kun er opnaaet paa Bekostning af et hensynsløst Ammunitionsforbrug og saa tilføje, at de japanske Kanonkommandører var bedre end de russiske.

Staar alt andet lige, saa vil selvfølgelig den Part, som skyder hurtigst, opnaa de fleste Træffere, alt under Forudsætning af, at Hurtigskydningen ikke naas ved i skadelig Grad at give Afkald paa sikker Afstandsbestemmelse, Observation og Skytsbetjening. Meget tyder paa, at Japanerne har lagt alt til Rette til en hurtig Skydning, og de foran anførte Eksempler fra K rigen viser, at de har gennemført deres Hensigt til det yderste, men naar de f. Eks. den 9. Februar kun skød med de større Pjecer, og naar de under Tsushimaslaget først aabnede Ilden langt senere end Russerne, medens de ved andre Lejligheder ikke veg tilbage for at begynde Skydningen paa meget store Afstande, saa tyder alt dette paa, at de med Skarphed har kombineret Afstand, Træfningssandsynlighed og Skudhastighed under Hensyn til den foreliggende taktiske Situation. Ved Bestemmelsen af Skudhastigheden har Japanerne rimeligvis ogsaa ladet sig lede af Ønsket om at opnaa den store moralske Virkning. De har regnet med, at ikke enhver Træffer giver en afgørende Virkning, men at enhver Træffer giver en eller anden og i hvert Fald en moralsk Virkning, og at Modstanderens Moral rystes desto stærkere, jo tættere Træfferne falder. Det er til en vis Grad den samme Anskuelse, som gør sig gældende, naar man udtaler, at en Flaade helst vil bruge sine hurtigskydende, middelsvære Kanoner til et Bombardement.

For Japanerne kunde en Hurtigskydning, der, som nævnt, et Par Gange bragte dem i den Situation, at de sejlede med tømte Ammunitionsmagasiner, synes meget vovelig; Japanerne løb imidlertid Risikoen, og man kan ogsaa godt finde den taktiske Motivering for deres Fremgangsmaade: Den længe ventede Chance for at ødelægge Fjenden var til Stede — man havde ham foran Kanonmundingerne, ved en voldsom Kraftkoncentration i Tid kunde man opnaa at bryde hans fysiske og moralske Modstandskraft og afgøre Kampen, inden Mørket blev hans Forbundsfælle. Havde Japanerne sparet paa Ammunitionen, saa var den Skade, som de havde tilføjet Russerne, næppe blevet saa stor, Russernes Haab om at gennemføre deres Forehavende var ikke blevet nedslaaet saa brat, de havde rimeligvis fortsat deres Bevægelse og var forsvundet i Natten, og det havde i saa Fald kun været en ringe Trøst for Japanerne, at de havde deres Ammunition i Behold, thi Muligheden for at faa den anvendt under saa gode Betingelser, som de havde haft, var forringet. Den hurtige Skydning var en Del af Japanernes Kamptaktik, og Skudhastighed (Ammunitionsforbrug) maa ogsaa i Almindelighed være et Led af Taktikken, nøje afstemt efter Ildledelsens øvrige Elementer. At den hurtige Skydning er paa sin Plads under den afgørende Kamp, er umiddelbart indlysende. Men for en Kystbefæstning, hvor den angribende Flaade kan vælge vidt forskellige Angrebsformer, kan den afgørende Kamp ogsaa faa vidt forskelligt Udseende. At Kampen er afgørende, naar den føres paa de kortere Afstande, er utvivlsomt, men den kan ogsaa faa Karakter af en Afgørelse, selv om Afstanden er stor. Hvis Angriberen nemlig mener at kunne gennemføre sit Forehavende, f. Eks. et Bombardement, fra en fra Forsvarslinien fjerntliggende Position, saa er der ingen Grund for ham til at løbe den Risiko, som der altid vil være ved at nærme sig den Zone, som beherskes af Forsvarerens Artilleri og Miner. Han vil i saa Fald holde sig paa Afstand, men viser det sig saa, at hans Virksomhed virkelig kan faa afgørende Betydning, saa maa Forsvareren — saafremt han overhovedet kan række Angriberen — lægge al sin Kraft i Artilleriilden (hvis han da ikke raader over andre Midler til at standse Fjendens Virksomhed) under et Ammunitionsforbrug, som gaar langt ud over de Grænser, som Hensynet til den ringe Træfningssandsynlighed i Almindelighed sætter.

Hvorledes en Kystbefæstnings opnaaelige Skudhastighed under Kamp vil stille sig i Forhold til de opnaaede Hastigheder under F'redsforhold kan ikke bestemt siges. Erfaringen siger, at Krigs-Skudhastigheden er betydelig mindre end Freds-Skudhastigheden, men at ville bygge noget paa de foran anførte Oplysninger fra Krigen i Østen vil være urigtigt, dels fordi Oplysningerne i sig selv er meget upaalidelige, og dels fordi det slet ikke er sikkert, at Kamp-Reduktionsfaktoren, som har foraarsaget denne Nedgang i Skudhastigheden, vil virke med samme Kraft paa et fast Værk som paa et Skib. Man savner saaledes faste Holdepunkter for Bedømmelsen af, hvilken Skudhastighed en Kystbefæstning under Kamp kan opnaa med sine forskellige P jecer under forskellige Forhold, og som Følge heraf kan det ikke med Bestemthed siges, hvorvidt det — for at undgaa Ammunitionsspild — vil være nødvendigt at give Regler for Skudhastigheden under forskellige Omstændigheder, eller om Kampen selv vil regulere dette Forhold.

Betragter man imidlertid Situationen under Kamp ved en Kystbefæstning, hvis Kampskyts ikke kan siges at være fuldt moderne, saa er der Sandsynlighed for, at efterfølgende Betragtning er tilladelig: Under den afgørende Kamp paa korte Afstande vil det være rimeligt at tilstræbe den størst mulige Skudhastighed; om Frygt for at forskyde sig kan der ikke blive Tale, thi Situationen kræver, at Ammunitionen bruges op til sidste Kardus, og endelig vil Fjendens Ild under disse Omstændigheder nedsætte Værkernes Skudhastighed betydeligt. Føres Kampen paa store Afstande, og maa den betragtes som afgørende, saa maa den størst mulige Skudhastighed ogsaa synes formaalstjenlig. Den ringe Træfningssandsynlighed, Fjendens ringe Virkning mod Værkerne, som tillader disse at holde en maksimal Skudhastighed og endelig den Mulighed, at Fjenden skiftede Taktik, kunde maaske nok motivere en Kontrol med Skudhastigheden for at forhindre Ammunitionsspild; men holdtes det stadig for Øje, at Kampen k a n være en afgørende Kamp, og tages det med i Betragtning, at den vanskelige Observation og de store Rette- og Flyvetider paa de store Afstande vil nedScette Skudhastigheden meget, saa maa ogsaa under disse Omstændigheder Frygten for at forskyde sig træde i Baggrunden, og den største Skudhastighed tilstræbes. Ved moderne, hurtigskydende Kampskyts kan en Regulering af Skudhastigheden under visse Omstændigheder derimod være nødvendig, ligesom det under Artillerikamp kan være tilraadeligt at overvaage Ammunitionsforbruget ved det i Kampen deltagende Antitorpedobaadsskyts.

Af alle Udledelsens Elementer er Skudhastigheden vel . det, som staar i nærmeste Forbindelse med Kampens moralske Faktor. Daveluy siger herom i sin »L’esprit de la guerre navale«:

"det ene Tilfælde bliver Kommandoen præget af Raadvildhed, fordi man mistvivler om Resultatet.---------Artilleriet jager paa med Skydningen for at opnaa en Fordel og spilder Ammunitionen. Officererne er ude af Stand til at lede deres Mandskab. I det andet Tilfælde er Skuespillet et ganske andet. I Kampens Begyndelse maa Modet holdes oppe ved en Viljesanspændelse for at hver enkelts partielle Evner kan blive udnyttet. Men har man saa faaet det Indtryk, at Fjenden begynder at vige, da stiger pludselig Selvtilliden, og enhver bliver koldblodig. Kampen bliver nu metodisk. Og fra det Øjeblik er Sejren sikret!«

Under Henblik paa det foran udviklede kan Spørgsmaalet om Skudhastighed (Ammunitionsforbrug) besvares saaledes:

»Skudhastigheden afpasses efter den taktiske Situation, men som almindelig Regel kan ellers gælde, at under Kamp skydes der saa hurtigt, som sikker Observation, Afstandsbestemmelse og Skytsbetjening tillader.«

Skudmaade, Ildens Afgivelse, Afstandsbestemmelse, Retningens Udførelse og Observation.

Af alle Beretninger fra Krigen fremgaar det, at Japanernes Skydeuddannelse og Udledelse i det hele taget har været mønsterværdig, og der er heller ingen Tvivl om, at de gennem nøje Overvejelser, omhyggelig Uddannelse af Mandskabet, indgaaende Kendskab til Modpartens Ejendommeligheder og skønsomt Valg af Kampmidlerne har sogt at skabe sig de bedste Betingelser for Sejr. Hvad Russerne derimod angaar, saa viser Begivenhederne, at de først for sent blev klar over Krigens Alvor og Krav. Baade for Japanerne og Russerne maatte den almindelige Skydning blive det normale, men Forholdene ved Port Arthur medførte, at saavcl den japanske Flaade som Søfronten og de russiske Skibe i Havnen i udstrakt Grad kom til at udføre indirekte Skydninger. Men medens adskilligt tyder paa, at Japanerne havde alt i Orden til saadanne Skydninger, saa fremgaar det klart af Beretningerne, at Russerne intet havde forberedt i saa Henseende, og de maatte da ogsaa under Krigen improvisere de Hjælpemidler, som er nødvendige ved Udførelsen af denne Art Skydning. Ved en Kystbefæstning maa under almindelige Fo rhold den almindelige Skydning med direkte Side- og indirekte Højderetning som den sitnpleste og hurtigste blive den mest anvendte. Forholdene kan imidlertid medføre, at andre Skudmaader ved visse Lejligheder er de eneste anvendelige, og det er derfor absolut nødvendigt, at Skydcuddannelsen ledes saaledes, at Overgangen fra den ene Skudmaade til den anden kan foregaa let og uden Vaklen, og at den ene Skudmaade som Følge af Mangel paa Indøvelse ikke giver et daarligere Resultat end den anden. Side 46 nederst er anfort, at Russerne i Følge D.j.A. skal have skudt Salver. Dette kan dog næppe tages som et Udtryk for, hvad der var almindelig Regel; man maa snarere antage, at forskellige Forhold — den mangelfulde Afstandsbestemmelse og den usikre Skydning i det hele — har anvist Russerne for Kanonernes Vedkommende at afgive Skuddene som Enkeltskud (Ilden ledet under eet eller kanonvis Skydning). Med Haubitserne blev der derimod skudt Salver. Under Krigen gjorde Japanerne den Erfaring, at Skydningen blev usikker, naar der i Luften fandtes Krudtgas, fordi Sigtelinierne da blev brudt, og man maatte derfor vente med Sigtningen, indtil Luften var kommet i Ro. Interferensen kunde blive saa generende, at det af Hensyn til Skydningen med de 30)4 cm Kanoner kunde betale sig slet ikke at skyde med de 15 cm. Senere besluttede Japanerne at skyde Salver med det middelsvære Skyts, og de kom derved til det Resultat, at der paa denne Maade opnaaedes flere Træffere pr. Minut end ved den kanonvise Skydning, hvor Skudhastigheden dog var betydelig større. Eor en Kystbefæstning, hvor Skytset i Almindelighed staar mere spredt end paa et Skib, og hvor Højderetningen i de fleste Tilfælde gives indirekte, har Interferensens foranomtalte Indflydelse imidlertid mindre Interesse, men bør dog erindres. Hvor vidt eller hvor naar en Kystbefæstning iøvrigt bør anvende Salveskydning afhænger af saa mange forskellige — taktiske, tekniske, meteorologiske og moralske — Forhold, som snart samvirker med, snart modvirker hverandre, at Spørgsmaalet ikke kan afgøres under eet; kun saa meget kan siges, at Salveskydning i Almindelighed hverken bør paabydes eller forbydes. 

Ved Haubitskastning samt ved visse særlige Skydninger (konvergerende Skydning, indirekte Skydning mod bestemte Farvandsafsnit) vil Salver af flere Grunde være paa sin Plads. Derimod byder den almindelige Skydning, som Følge af den Maade, hvorpaa Sideretningen gives, ikke saa gode Betingelser for Salveskydning, men selv her kan dog atmosfæriske Forhold anvise Salver med større Mellemrum som den mest brugbare Ildafgivelse. Den Anskuelse, at man ved Salvens flerdobbelte, levende Kraft skulde faa en relativ forøget Virkning mod Panser, er en Teori, som i Følge Sagens Natur intet kan have at gøre med de praktiske Forhold, og det samme gælder den Anskuelse, at man ved at afgive Ilden som Enkeltskud (»den fra Fløjen jævnt rullende Ild«) skulde kunne følge et Maals Bevægelse; dette kræver nemlig lige store Skudmellemrum, men dette kan ikke engang med Tilnærmelse naas under Fredsskydninger og derfor langt mindre under Kamp, og de Skyderegier, som baseres paa denne Anskuelse, vil under virkelige Forhold vise sig absolut ubrugelige. A f Hensyn til en systematisk Gennemførelse af Skyderegierne, der navnlig paa de store Afstande, hvor Træfningsandsynligheden er ringe, er af største Betydning for et godt Resultat, er det ønskeligt, at Batterikommandøren saalænge som muligt holder Udledelsen —- og herunder Ildens Afgivelse — under sin Kontrol. Men der er Sandsynlighed for, at Ledelsen under Nærkampen, hvor Paavirkningerne bliver store og mangfoldige, mere eller mindre vil glide ud af hans Haand, og det vil da være rimeligt at gaa over til den kanonvise Skydning. Dette er saa meget mere motiveret, som Skudhastigheden maaske derved kan sættes noget op, og Træfningen er paa disse Afstande saa stor (Skudbanen saa raserende), at en mindre Fejl i Afstandsbedømmelsen kun vil medføre, at Træffepunktet falder noget højere eller lavere paa Maalet; Batterikommandørens Virksomhed kan under disse Omstændigheder indskrænke sig til at korrigere Kanonernes Ild paa Grundlag af Hovedindtrykket af Nedslagenes Fo rdeling. A f en Afhandling om Flaade-Taktik skal anføres: »--------- man kann sich auf 6000 m und darüber einschiessen und zur Beibehaltung des Kontaktes mit dem Ziele und zur Entlastung der grossen Nervenspannung der Schiffbemannungen ein aüsserst langsames, lagenweise abgegebenes Zündergranatfeuer unterhalten, aber man erwarte nur auf ca. 5000 m und noch kürzere Distancen entscheidende Erfolge.«

Til Brug ved Indskydning og Afstandsmaaling raadede Port Arthurs Sofront over hurtigskydende Kanoner og Afstandsmaalere (Depressionsmaalere). Maalestationerne skal dog flere Steder have haft en uheldig Beliggenhed (døde Vinkler), og Afstandsmaalingen skal have været unøjagtig. Under Søfrontens Deltagelse i Landforsvaret, ved hvilken Lejlighed Skydningen i Hovedsagen var indirekte, blev der skudt efter Kvadratnet; Skydningen var ikke altid vellykket, men om det daarlige Resultat hidrørte fra mangelfuld Observation, daarlig Retning eller unøjagtig Indlægning af Maalene, fremgaar ikke klart af Kilderne. Paa den japanske Flaade brugtes til Afstandsmaaling Telemetre af Barr & Strouds ældre Konstruktion (Længde 1,4 m, Maalefejl >4 pCt. ved 1000 m ); maaske har der ogsaa været enkelte Telemetre med 2,7 m Længde. Ogsaa den russiske Flaade havde Barr & Stroud-Telemetre, men medens Japanerne var udrustet med een Kikkert for hvert større Stykke Skyts og udviste stor Rutine i Brugen, saa havde Russerne kun et Par Kikkerter pr. Skib, og alt tyder paa, at de har manglet Øvelse i at bruge dem; det angives i hvert Fald, at al Maaling ud over 7000 m var saa unøjagtig, at Afstanden maatte gisnes. Før Østersøflaadcns Afrejse blev Skibene forsynet med Barr 6a Stroud’er; de kom om Bord i indpakket Stand, og ingen kendte til deres Behandling. Da Flaaden laa ved Madagaskar, blev under en Skydeøvelse en Krydser sendt ud for at kontrollere Afstandsmaalingen; ved denne Lejlighed blev det opdaget, at et Skibs ene Afstandsmaaler viste 7,300 m, samtidig med at den anden viste ca. 11,000 m til samme Maal, men Fejlen blev ikke rettet. Tidligere blev Afstandsmaalerne om Bord i Skibene anbragt i Masterne, men her var de udsat for Rystelser, og nu anbringes de, dels i pansrede Opstillinger i Højde med Kanontaarncne, dels inde i Taarnene. Den mest brugte Type har en Længde paa 4,5 m (Maalefejl Du— Do pCt. paa 1000 m ); men man har installeret 10 m Kikkerter i de store Skytstaarne med de panserbeskyttede Ender ragende uden for Taarnvæggen. (Maalefejl paa 9,000 m 20 m, paa 3,000 m 2m). Overalt gaar man til større Kikkerter, og overalt søger man at skabe de bedste Betingelser for Afstandsmaalingen (flere Personer til Kikkertens Betjening, Læ og Bekvemmelighed for Personalet). Alt viser, hvilken Vægt man lægger paa en nøjagtig Afstandsmaaling, og det er Erfaringerne fra Østen, som fortæller, hvilken Rolle denne Del af Udledelsen spiller. Uden en sikker Afstandsmaaling kan Skydning paa de store Afstande, paa hvilken Kampen nu fores, slet ikke præsteres med Udsigt til rimelig Træfning. Udtalelsen, at Kanonen er sin egen hedste Afstandsmaaler, gælder ikke her, thi Skydning uden Afstandsmaaling kræver absolut Observation af hvert Skud samt hurtig Skydning, hvad der paa disse Afstande let kan føre til Ammunitionsspild. Den, der faar »früher die richtige Distanz, dem winkt schon H des Sieges zu«, og Skydning med nogen Udsigt til Træfning kan godt præsteres, selv om man slet ikke kan skelne sine egne Nedslag, naar man blot har en god Afstandsmaaler.

For en Kystbefæstning maa en sikker Afstandsmaaling være af lige saa stor Betydning som for en Flaade, og da et fast Værk byder bedre Betingelser for Afstandsmaaling end et Skib, har man Ret til at vente de bedste Resultater af Kystbefæstningens V irk ­ somhed paa dette Omraade. Paa det faste Vrerk sætter Hensynet til Pladsen ikke saaledes som paa et Skib Grænser for Kikkertens Størrelse, og det faste Værk giver Mulighed for Anvendelse af Maaleapparater, der kræver stor horisontal Basis. Ved Søforter vil Maalestationernes Plads i de fleste Tilfælde være bundet til selve Fortet, men ved Kystbatterierne kan Stationer med Fordel flyttes uden for selve Batteriet, og man kan derved unddrage dette vigtige Led i Udledelsen Virkningerne af den fjendtlige Beskydning. Endelig vil en Søfronts Form altid tillade, at man paa forskellige, skjulte, godt beliggende og langt fremskudte Punkter af Linien indretter Maalestationer, hvorfra maalte Afstande ved Hjælp af simple Apparater kan omsættes til at gælde for langt bortliggende Søeller Kystbatterier, der saaledes pr. Telefon kan faa opgivet Afstanden til Maalet og Observationer med langt større Nøjagtighed end de ved egen Hjælp vil kunne faa. Dette System er særlig anvendeligt om Natten og i diset eller taaget Vejr, naar det fjendtlige Maal kun kan ses fra en enkelt eller nogle enkelte Maalestationer. (Det fremgaar ikke af de forskellige Kilder, hvorvidt Russerne har anvendt dette eller et lignende System ved Port Arthur; alt tyder paa, at det ikke har været brugt, skønt Situationen og Betingelserne indbød dertil, og det havde været let at improvisere. Under Japanernes gentagne Beskydninger af Port Arthur vilde en Maalestation ved Fyrtaarnet paa Liautieschans sydvestlige Hjørne kun have været 2— 3 km fjernet fra de japanske Skibe, og den med stor Nøjagtighed bestemte Afstand kunde da have været omsat til at gælde for Kystbatterierne og de russiske Skibe i Havnen og meddelt disse gennem den Telefonlinie, som var etableret af Hensyn til Observationsposten ved Fyrtaarnet.) Kaptajn Mossbrügger udtaler sig saaledes i sin »Thätigkeit der Küstenartillerie im Kampf gegen die Flotte«:

*---------Kystartilleriet maa anvende alle til Raadighed staaende Midler for at faa saa nøjagtige Afstandsmaalingsresultater som muligt, for at Virkningsskydningen eventuelt straks efter Afstandens Maaling kan begynde med fuld maksimal Skudhastighed uden forudgaaende Indskydning i saadanne Tilfælde, hvor der ikke bliver Tid til Indskydning ved Indgafling (f. Eks. Forcering ved Nat) eller i saadenne Tilfælde, hvor Nedslagene ikke kan identificeres. I saadanne Tilfælde maa der skydes med den nojagtigst mulige givne Afstand og saa forandres paa Retning eller Retningsmidlerne, efter som Massen af Nedslagene falder + eller % .

I en præmieret italiensk Prisopgave anføres som Erfaring fra den russisk-japanske Krig, at det er af yderste Vigtighed snarest og først at opnaa Virkning mod Modstanderen, idet derved dennes Skydning først underkastes Krigsvirkelighedens Reduktionsfaktor. I Samklang med foranstaaende staar følgende løsrevne Citat af en anden Afhandling: »— — — da ein glücklicher Schuss eine Schlacht entscheiden kann und sich jenem Chanze zuneigt, der am raschesten die ersten Treffer erzielt-------- «

Inden Krigen havde Japanerne faaet indfort Kikkertsigter ved alt Skyts, og det vides, at de havde truffet forskellige Foranstaltninger — praktisk og bekvemt Sæde med Bryst- og Pandestøtte for Kanonretterne, periodiske Undersøgelser af de rettende Nr. Synsstyrke o. s. v. — , der gav Betingelse for en god Retning. Hverken den russiske Flaades eller Port Arthurs Søfronts Skyts var forsynet med Kikkertsigter. Østersøflaaden blev lige inden Afrejsen udstyret med disse Apparater, og Besætningen blev gjort fortrolig med deres Anvendelse under Overrejsen. Kikkertsigter er nødvendige for at kunne skyde paa de store Afstande; af alle Beretninger fremgaar det, at en Hovedgrund til Japanernes Sejre var den, at de havde Kikkertsigter, og at Kikkertsigte nu ogsaa maa henregnes til en Kystkanons nødvendige Udstyr behøver ingen nærmere Motivering. A f de grundige Forsøg med Retningsøvelse i det amerikanske Kystartilleri fremgaar:

— at ovede Kanonkommandører er tilbøjelige til at rette for lavt og uovede til at rette for højt,

— at selv den mest rutinerede Kanonkommandør efter nogle Minutters Forlob mister sin Individualitet som Specialist, fordi Øjet hurtigt træltes; Tidspunktet for Træthedens Indtræden afhænger af Lysets Intensitet,

— at Kanonkommandører bør vænnes til ved Retning at holde begge Øjne aabne, fordi Trætheden saa melder sig meget senere,

— at Kanonkommandorer ikke selv bør stille paa Retningsmidlerne (foretage Korrektioner), da deres Øjne derved tvinges til i Lobet af Sekunder at akkommodere sig for højst forskellige Afstande — fra Centimetre til Tusinder af Meter — ; Trætheden kommer hurtigt, og Unojagtigheden bliver større.

løvrigt siger de amerikanske Bestemmelser for Kystartilleriets Uddannelse, at under Skydning maa ingen Mand sættes ind paa en Plads ved Kanonen, naar han ikke i Forvejen ofte og umiddelbart for Skydningen er blevet grundig øvet paa denne Plads. I det foregaaende er det gentagne Gange omtalt, hvilken Indflydelse Vanskelighed eller Unøjagtighed ved Observation af Nedslagsfordelingen har haft paa forskellige Skydningers Forløb. Det er utvivlsomt, at Aarsagen til, at Japanerne kun opnaaede meget smaa Resultater ved deres indirekte Beskydning af Port Arthur saavel fra Sø- som Landsiden, var den, at Observationen ganske svigtede; fra det Øjeblik, de ved Erobringen af 203 rn-Højen fik Indseende til Port Arthurs Havn, var den russiske Flaades Skæbne beseglet. Under det russiskeSkibs- og Fæstningsartilleris Beskydninger af de japanske Belejringsarbejder m. in. maatte saavel Fæstningskommandanten som Artilleriets Chef gentagne Gange indskærpe Nødvendigheden af en omhyggelig Observation. Under Flaadekampene blev Observationen ofte generet af Vandopsprøjt og Røg; ved forskellige Le jligheder under Tsushimaslaget maatte Japanerne forlægge Ilden fra Téteskibene, fordi disse var indhyllet i Vandsprøjt og Røg, paa et Tidspunkt maatte de endog helt indstille Skydningen, fordi hele den russiske Kamplinie var dækket bag mægtige Røgskyer. Medens de japanske Projektilers Sprængninger var lette at observere, fordi der ved Eksplosionen udvikledes kraftige, mørke Røgskyer, saa unddrog de russiske Granater sig ofte Observation, fordi deres Røgudvikling kun var ringe, og tit forveksledes Granateksplosioner med Glimt fra Japanernes Skud; Træfning med de russiske Pansergranater observeredes ofte ikke, fordi Pansergranaterne havde Brandrør med forsinket Antændelse, hvorved de først kom til Eksplosion, efter at de var kommet inden for Skibssiden — hvis de i det hele taget eksploderede. Skyderegierne, d. v. s. i simpleste Form de Regler, som man vil følge ved Valget af sine Korrektioner for at opnaa den tilstræbte Fordeling, maa være afpasset efter den Brug, man vil gøre af sin Afstandsmaaler og den Sandsynlighed, man har for at faa Observation af sine Nedslag. Hvilke Skyderegier de to Parter i Krigen har anvendt kan ikke oplyses, men Japanernes rigelige Udstyr med Afstandsmaalere og deres rutinerede Anvendelse af dem tyder paa, at de har haft Skyderegier. der var baseret paa en stærk Brug af Afstandsmaaler, og der er ogsaa Sandsynlighed for, at de ved Reglernes Affattelse har taget Hensyn til, at man ikke kan vente Observation af hvert Skud. Skal man dømme efter det japanske Kystartilleris Skyderegier, saa har Japanernes Regler været meget simple. Den japanske Skydeinstruktion for Kystartilleriet giver nemlig kun Holdepunkter og Anvisninger, der kan vække og fremme Forstaaelsen af Skydning, egentlige Regler opstilles ikke — Skydning taaler intet skematisk. Skydeinstruktionen giver saaledes følgende Anvisning for Skydning med svært Skyts mod bevægeligt Maal:

Der dannes Gaffel paa 100 m, og denne indsnævres til 50 m. Naar Træfning eller Nedslag paa begge Sider af Maalet er naaet, maales Afstanden straks, og der gaas over til Hurtigild med fastsat Skudantal. Hvis der under Hurtigildden observeres Træfning eller Nedslag paa begge Sider af Maalet, bliver Hurtigilden fortsat, i modsat Fald korrigeres 50 m. Ved 1 laubitskastning dannes Gaffel paa 100 m, og alt efter Bevægelsesretningen korrigeres der + 50 m eller — 50 m, og der skydes Salve. Ved Træfning eller Nedslag paa begge Sider af Maalet fortsættes Salveilden; hvis alle Skuddene bliver + eller — korrigeres 50 m.

Af det tyske Skydereglement for »Fussartillerie« skal citeres: »Für besondere Fälle sind die Massnamen im Sinne der Schiessvorschrift zu ergreifen ohne engherziges Festhalten an ihrem Wortlaut. Jeder Anhalt, den man wärend des Schiessens gewinnt, muss und soll ausgenützt werden, um schnell zu Wirkung zu kommen.«

Ved en Kystbefæstning maa Skyderegierne dannes under Hensyn til den Anvendelse, man vil gore af Afstandsmaaleren, den Udsigt man har til at faa Observation og til Skytsets ballistiske Egenskaber. Da M a ­ teriellet — saavel Skytset som Hjælpemidlerne — kan være meget forskelligt paa de forskellige Værker, kan det blive nødvendigt at give hvert Værk sine særlige Regler, men disse vil i hvert Tilfælde falde ind under en af Grupperne: »Skydning med Brug af Afstandsmaaler« og »Skydning uden Brug af Afstandsmaaler«, idet Skydning med Brug — størst mulige Udnyttelse — af Afstandsmaaler vil være Reglen og Skydning uden Brug Undtagelsen (hvor Afstandsmaaler ikke i haves, f. Eks. ved enligt staaende hurtigskydende Kanoner).

Under Henblik paa de fremdragne Krigserfaringer og det iøvrigt anførte kan Sporgsrnaalet om Skudmaade, Ildens Afgivelse, Afstandsmaaling og Observation besvares saaledes:

»S k y d n i n g med K a n o n e r u d f o r e s som b a 11 e r i v i s ledet almindelig Skydning m e d i n d i r e k t e H ø j d e - o g d i r e k t e S i d e ­ r e t n i n g, m en O v e r g a n g t i l a n d r e S k u d - maade r — alm in d e l ig S k y d n i n g med dir e k t e H ø j d e - o g S i d e r e t n i n g, i n d i r e k t e Skydni ng , k o n v e r g e r e n d e S k y d n i n g — m a a kunne u d f ø re s h u r ti g t og sikker t; under Klosholds kamp kan kanonvis S k y d n i n g a n v e n d e s . I l d e n a f g i v e s i A l ­ mindelighed ved Enkel tskud, under særlige Fo rhold ved Salver. H a u b i t s k a s t n i n g u d f ø r e s — a l t e f t e r P j e c e r n e s O p s t i l l i n g og S i t u a t i o n e n — s o m b a 11 e r i v i s l e d e t K as t n i n g m e d i n d i ­ r e k t e Ho.ide- og d i r e k t e S i d e r e t n i n g eller i n di r e k t e Højde- og Sid e re tning . Ild e n a f g i v e s i A l m i n d e l i g h e d v e d S a l v e r . Paa Afs tande inden for Kas tetabellens l a v e s t e G r æ n s e b e n y t t e s H a u b i t s e n s o m Kanon. A l S k y d n i n g o g K a s t n i n g s k a l i v i d e ­ s t e U d s t r æ k n i n g u d f o r e s u n d e r f u 1 d e s t e U d n y t t e l s e af A f s t å l i d s b e s t e m m e l s e s - apparater. S i k k e r O b s e r v a t i o n er en a b s o l u t B e ­ t i n g e l s e f or at o p n a a god T ræf ni ng . «

Ved Enden af dette Kapitel skal anføres Slutningen af en Afhandling, der kan opfattes som et Udtryk tor det amerikanske Kystartilleris Syn paa Begivenhederne ved Port Arthur:

»Hvad der blev præsteret af Kystartilleriet var meget lidt. Afstandsmaalingssystemet var meget mangelfuldt, og Manglen paa Øvelse var øjensynlig. At kalde en Mand for Artillerist er ikke det samme som at gore ham til det, og Kystartilleri kræver omhyggelig og intensiv Træning for at afgørende Resultater skal kunne naas. Paa de større Afstande fik ingen af de japanske Skibe alvorlige Beskadigelser, og under deres Beskydninger og deres Bevægelser foran Havnen blev de ikke drevet bort ved en velrettet Ild. Paa de kortere og korteste Afstande var Skydningen noget bedre, men selv under disse Omstændigheder saa man, hvorledes Reden, som dog var behersket af 150 russiske Kanoner, af den japanske Flaades lette Flotille blev betragtet som en udmærket Tumleplads i over fire Maaneder. I denne Periode strejfede Flotillen ugenert om paa Reden, og i et Dusin Fægtninger mistede den ikke en eneste Torpedobaad ved russisk Ild, uagtet et eneste velrettet Skud fra en enkelt Kanon vilde have sendt enhver af disse til Bunds. Kendsgerningen er lige saa ufattelig som Slutningen er betydningsfuld, og det Kystartilleri, som nu ikke føler sig forpligtet til at drive Øvelser i Natskydning, vil have overhørt Krigens mest indtrængende Tale.«

Det vides, at Japanerne igennem flere Aar havde forberedt sig til Krigen og var nøje inde i Modpartens Forhold; for Russerne kom Krigen nærmest som en Overraskelse, og deres Kendskab til Japanerne var mangelfuldt. Kun for Fuldstændigheds Skyld skal det tilføjes, at Kystartilleriet gennem Kadreøvelse og Krigsspil og gennem grundigt Studium af Marinekalendere, Faglitteratur og Flaadetaktik maa holde Føling med Udviklingen, og gennem disse Øvelser og Studier skal der tilføres Kystartilleriets Ildledelsesbestemmelser de Forandringer og Fornyelser, som skal forhindre, at de stivner i Tradition og Former.

Forinden dette Afsnit afsluttes skal det straks erkendes, at Spørgsmaalet om en Kystbefæstnings Udledelse med det her foreliggende ikke har faaet sin udtømmende Besvarelse. For at dette skulde være T ilfældet, maatte Besvarelsen bl. a. have omfattet og behandlet baade Dagkamp og Natkamp, saavel mod nyere som ældre, sa.avel mod store som smaa Skibe. En saadan Behandling af Spørgsmaalet vilde imidlertid medføre, at det fra det almindelige blev ført over i det specielle og vilde med Rimelighed kræve, at saadanne med en Kystbefæstnings Ildledelse nær forbundne Elementer om Sikrings- og Bevogtningstjeneste (Det flydende Værns Virksomhed), Lystjeneste og Minetjeneste blev draget med ind under Behandlingen. Dette kunde selvfølgelig ogsaa være gjort, og F ristelsen til at gøre det har ogsaa været stor, bl. a. fordi det hele Emne kunde være belyst med en Række interessante Erfaringer fra de sidste Krige, men Hensynet til nærværende Afhandlings Omfang har motiveret, at man — i Lighed med andre Forfattere — har holdt sig til Sagens almindelige Side, haabende, at der senere vil blive givet Lejlighed til ogsaa at behandle dens specielle Sider.

Afsluttende Bemærkninger.

Skulde man uddrage en Hovedsum af de Erfaringer fra Krigen i Østen, som har særlig Interesse for en Kystbefæstning, saa maatte den blive:

— Overgang fra Freds- til Krigstilstand med fuld Kampkraft vil vanskeliggøres, naar Kommandoforholdene ikke forud er ordnet;

— Samarbejdet mellem det faste og det flydende Værn vil briste, hvis det ikke allerede i Fredstid har været ordnet i Detailler og gjort til Genstand for intensiv Indøvelse;

— det er af største Betydning, at de permanente Minespærringer hurtigt kan etableres, og at der til Forsvarets Raadighed staar et rigeligt Antal Fartøjer til Sikrings- og Bevogtningstjenesten, samt et rigeligt Lysmateriel';

— et veludviklet Telefon- og Telegrafnet er en Nødvendighed;

— Søfronten kan under visse Omstændigheder med Virkning deltage i Landfrontens Forsvar, naar de nødvendige Foranstaltninger er truffet i Fredstid;

— af Minerne kan ventes stor Virkning, derimod ikke af Torpedoerne;

— en Flaade gaar ikke uden tvingende Grunde inden for en Søfronts Ildomraade;

— et Skib kan sættes ud af Kamp alene ved Granatild;

— sikker Afstandsbestemmelse, Retning og Observation er af yderste Vigtighed for et godt Resultat, og hertil kræves et godt og rigeligt Udstyr med Hjælpemidler;

— Ammunitionsforbruget under Kamp er meget betydeligt;

— Kun af sprængladte Projektiler kan tilfredsstillende Virkning ventes;

— Krigsammunitionen maa jævnlig prøves;

— Alle Sprængladninger maa være stærkt røggivende;

— Natskydning er meget vanskelig;

— intet svært Panser brydes. Vandlinietræfningen er ringe;

— Brand opstaar let og kan have katastrofiske Følger.

Specielt for Københavns Søfront giver Krigserfaringerne, ud over hvad foran er anført, følgende Anvisninger: — ------------------ *)

*) Nogle Erfaringsresultater, som specielt finder Anvendelse paa Københavns Søfront, er udeladt af Hensyn til de berørte Forholds fortrolige Karakter.