Titel: To Besiege A City - Leningrad 1941-42
Forfatter: Prit Buttar.
Forlag: Osprey Publishing: Oxford, 2023.
Pris: 219,95 kr. på Saxo.
Anmelder: Steen Bornholdt Andersen.
Rating: 4/5.
…
Prit Buttar og hans bøger om kampene i Østeuropa under såvel 1. som 2. Verdenskrig burde være kendt af mange af Selskabets læsere. Prit Buttar har endnu en gang leveret en velskreven bog – hans 12. – om en kendt, dramatisk og meget voldsom begivenhed selv målt med andre og voldsomme kampe på Østfronten under 2. Verdenskrig. Bogen, som er det første af to bind, handler om kampene om Leningrad 1941 – 1942. Fortsættelsen kommer til at omhandle 1942 – 1944, så hele den måske længste belejring i nyere tid - 872 dage – bliver omfattet.
Det første bind, som denne anmeldelse omhandler, består af i alt 14 kapitler, der samlet set kommer godt omkring Leningrad og den lange belejring. Også i denne bog holder Prit Buttar fast i sin velkendte angelsaksiske formidlingsstil, hvor den store fortælling virkeliggøres gennem uddrag af enkeltpersoners dagbøger, rapporter og fortællinger om liv og indsats. I dette tilfælde indgår der 113 personer i Buttars persongalleri – officerer og soldater på alle niveauer, byens kulturpersonligheder, borgere, unge revolutionære …
Bogen indledes med en interessant men også lang optakt, der fylder to kapitler og som går helt tilbage til Zar Peter den Stores plan om at bygge den by, der skulle være Ruslands dør til Europa. Buttar går også i dybden med at berette om det sovjetiske styres fødsel og interne magtkampe efter den store revolution i 1917, hvor Skt. Petersborg, som senere omdøbes til Leningrad, spiller en central rolle.
Bogens tredje kapitel bruger Buttar til at demonstrere, hvor uforberedte Tyskland og Sovjetunionen faktisk var på krigens omfang. I Sovjetunionen havde Stalins udrensninger i det foregående årti havde fjernet flere lag af veluddannede og erfarne officerer. Og de resterende officerer havde lært lektionen om ikke at stikke halsen frem, men i stedet villigt og nøjagtigt at udføre de ordrer, som Stalin måtte sætte i værk. Buttar redegør også overbevisende om, hvorledes man fra tysk side fuldstændigt undervurderede den Røde Hærs størrelse og ikke mindst det sovjetiske samfunds resiliens og evne til at generere nye styrker.
Efter et langt tilløb når vi endelig i fjerde kapitel frem til krigen og Operation Barbarossa, da Heeresgruppe Nord i efteråret 1941 når Leningrad. Buttar redegør ikke kun for de umiddelbare kampe gennem Baltikum, men også om de sovjetiske myndigheders reaktioner på, at de tyske styrker hastigt nærmede sig. I al hast blev der opstillet hele milits-divisioner bemandet af frivillige til forsvar af byen. Bystyret igangsatte også befæstningsarbejder, hvor byens borgere blev udskrevet og beordret til at grave pansergrave mv., som skulle standse den tyske hær.
Beskrivelsen af krigen, kamphandlingerne og deres konsekvenser for Leningrad fylder godt i de to følgende kapitler. Kapitlerne 5 og 6 opfanger, hvordan Wehrmacht kæmpede for at trænge Den Røde Hær mod øst (hvor især Buttars præsentation af kampene om byen Tikhvin viser omfanget af de intense kampe) for at afsnøre Leningrad for en forbindelse over land til egne styrker. Her vil jeg gerne fremhæve, at Prit Buttar præcist formår at beskrive den tyske frustration over, at Finland vægrer sig ved at rykke frem over den oprindelige finsk-sovjetiske grænse for at angribe Skt. Petersborg nordfra. Finland havde i virkeligheden et mere begrænset mål om at tilbageerobre det terræn, som man mistede under Vinterkrigen. Man havde ingen intentioner om en erobringskrig. Men konsekvensen blev jo nu, at Leningrad ikke bliver fuldstændigt omsluttet, men at man bevarede adgang til byen over Ladoga-søen over en ganske smal kyststrækning. På samme vis beskriver Buttar udførligt de sovjetiske bestræbelser for at stabilisere byens forsvar og om, hvordan det lykkedes for Den Røde hær at standse de tyske styrker tæt på byen.
Som et særligt aspekt har Buttar i kapitel 6 medtaget en interessant beskrivelse af den spanske ”Blå” divisions indsats. Man må forstå, at den spanske division var væsentligt mere afslappet end de tyske styrker, når det kom til uniformering og fremtoning og at de tyske styrker ikke havde fuld tillid til de spanske styrker.
Kapitel 6 indeholder også en indføring i den tyske beslutning om ikke at rykke ind i selve Leningrad, idet man frygtede at blive bundet i tabsgivende kamp. I stedet besluttedes det at hindre Sovjetunionen i at sende forsyninger af enhver art ind i byen. Byen skulle i stedet ødelægges gennem bombninger fra fly og beskydning fra artilleri. Byen skulle sultes til døde.
Kapitel 7 følger op på udviklingen i den isolerede by. Leningrad var en millionby og med vinterens kulde fulgte en periode, hvor de sovjetiske myndigheder ikke kunne genforsyne byen med nødvendigheder -herunder ikke mindst brænde og brændstof til at producere varme og energi for civilbefolkningen. Snart blev det nødvendigt med en stram fødevarerationering og i takt med at tomme forsyningskøretøjer og skibe (når det var isfrit) returnerede over Ladoga-søen, medtog man sårede, børn og de kvinder, som ikke var nødvendige til at opretholde byens funktioner. Næsten en million blev evakueret fra byen.
Buttar beskriver de forfærdende konsekvenser, som vinterens kulde og manglen på basal føde medførte. Der var hungersnød i Leningrad i vinteren 1941/42. Døde lå i lejlighederne og på gaden – ingen havde kræfter til at begrave dem. Der er tale om langt over en halv million mennesker, som døde af sult og kulde. Buttar skriver også om kannibalisme i Leningrad. Han beskriver den forfærdende udvikling nøgternt, men det er hjerteskærende at læse om jagten på føde og om, hvad mennesker kan drives til at gøre blot for at overleve.
Kapitel 8 tager fat på den sovjetiske partisankrig, der fandt sted i det tyskbesatte bagland. Kapitler indgår naturligt i bogen, men det er et kapitel, der, ligesom det foregående, også godt kan læses isoleret fra resten af bogen. Uddrag fra sovjetiske partisaners erindringer og rapporter om partisankampen giver et overbevisende billede af de udfordringer, som mødte partisanerne - herunder tyske forsøg på infiltration. I høj grad et læseværdigt kapitel.
Kapitlerne 9-12 er i store træk helliget både tyske og sovjetiske operationer, hvor begge sider kæmpede for at få overtaget. Fra sovjetisk side var man begejstret over, at det var lykkedes at standse den tyske hær ved Moskva. Optimismen fik Stalin og den sovjetiske overkommando Stavka’en til at igangsætte offensiver, som imidlertid ikke fik tilført de nødvendige ressourcer. Man må forstå, at de sovjetiske enheder konstant manglede ammunition, mm. Alligevel fortsatte de voldsomt tabsgivende sovjetiske forsøg på at gennembryde de tyske stillinger. Buttar demonstrerer gennem sine solide arkivstudier også at frygten for politiske repressalier mod militære chefer, som ikke formåede at gennemføre Stalins forventninger, fortsat levede i bedste velgående. Derfor fortsatte de tabsgivende angreb selvom de var klart for de militære chefer i felten, at de hverken førte til gennembrud eller ødelæggelse af de tyske styrkers kampevne.
Fra tysk side ønskede man at rette et afgørende angreb – operation Nordlicht - på Leningrad. Men selvom man fik tilført yderligere et korps var der ikke kræfter til at gennembryde det stædige sovjetiske forsvar, som kæmpede fra stadig mere udbyggede stillinger og det endelige angreb blev derfor konstant udskudt. I stedet blev det til en serie af gensidige angreb, der kostede seriøse tab, men som ikke ændrede den taktiske situation.
Kapitel 13 er et interessant intermezzo, som primært omhandler de sovjetiske overvejelser og indsats for at sikre byen mod direkte angreb og foranstaltninger, der skulle hindre endnu en hungersnød. Det første skete gennem omfattende befæstningsarbejder med en kombination af betonstøbte anlæg og nedgravede stillinger i tre forsvarslinier. Dernæst igangsatte man en omfattende evakuering af de dele af civilbefolkningen, som ikke bidrog til kampindsatsen. Det skete først og fremmest ved søtransport over Ladoga-søen, hvor Buttar viser omfanget gennem et par interessante nedslag i erindringer fra sovjetiske søfolk. Endelig redegør Buttar også for, hvordan de sovjetiske partisanoperationer blev stadig mere effektive – men, også nådesløse.
Bogens afsluttende kapitel – A bitter Stalemate - opsummerer begivenhederne i 1942. På den ene side de enorme sovjetiske tab, men på den anden side også en sovjetisk hær, som havde læst af de tæv, de fik i 1941. Man indsamlede systematisk erfaringer – Lessons Identified ville vi sige i dag – men havde på den anden side vanskeligheder med at omsætte de dyrekøbte erfaringer med tiltag, der faktisk fik effekt på kamppladsen.
Buttar peger på især tre forhold, der hindrede at erfaringer blev omsat til effekt på kamppladsen. Efter Buttars opfattelse fejlede man ved ikke at se på kampen i sin helhed. I stedet så man isoleret på enkeltområder – fx ildstøtte – men uden at se på, hvordan dette taktiske felt hang sammen med andre faktorer på kampladsen. Dernæst havde man erkendt, at den Røde Hærs opklaring var utilstrækkelig. Man besluttede derfor at lægge større vægt på opklaring in force uden at det styrkede efterretningsgrundlaget. For det tredje blev de indvundne erfaringer kun i begrænset omfang delt med det taktiske niveau (division og korps). Endelig peger Buttar på, at enkeltmandsuddannelsen og infanteriets kampeksercits forblev stort set uændret gennem hele krigen – uagtet, at det netop var infanteriet, som tog langt de største tab.
Sammenfattende må det siges at være et ambitiøst værk, som vi her ser første del af. Det er også et værk, som har potentialet til at blive det engelsksprogede standardværk om Leningrads belejring. Når det er sagt, så er det på trods af sit flydende og elegante sprog også en lang og tung affære. Ideen med at lade individer, gennem deres personlige bidrag skabe noget genkendeligt i den store fortælling, er et meget anvendt og hjælpsomt middel for at sikre læserens engagement, men det er simpelthen vanskeligt at huske og at genkalde de mange karakterer – 113 i alt - i persongalleriet. Dermed svækkes karakterernes bidrag til den store fortælling. Og derfor må Buttar og To Besiege a City ”nøjes” med 4 faner.
Man bliver helt klart vidende om byens belejring og de begivenheder, der fandt sted forud og under det første års belejring. Det gælder også denne anmelder, som med interesse læste om, hvorledes Stalins paranoia rettet mod politiske rivaler fra de gamle revolutionære fra 1917-revolutionen i St. Petersborg fik betydning på den politiske og militære støtte til kampen om Leningrad. Og selvom bogen er lang, er den også mættet af en spændende fortælling, som jeg ser frem til at læse anden del af, når den udkommer.
