Når personer kommer til skade ved færdselsuheld, er den for uheldet ansvarlige (eller i praksis: den ansvarliges forsikringssel­skab) pligtig at udrede erstatning for de af uheldet opståede ska­der, for så vidt denne erstatning da kan udmåles i penge.

De erstatningskrav, der fremkommer, omfatter i reglen:
1. Positive udgifter til lægebehandling, sygehusophold, opera­tion eller rensning af itugået eller tilsmudset tøj, tab af ejen­dele m. v.

2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og

3. Erstatning for svie og smerte.

De forskellige udgifter, der kræves erstattet, må naturligvis nærmere dokumenteres og specialiseres, således at den, der skal betale, kan skønne over, om kravet er rimeligt.

Den under 1. opførte udgift til hospitalsophold m. v. frem­ kommer i reglen som et krav fra vedkommende skadelidtes syge­ kasse, der kræver de udlagte penge refunderet — sygekasserne har ligefrem trykte blanketter til dette brug. Beregningen af sygekas­sernes krav er i reglen ganske klar. Der er på ethvert sygehus en fast takst for sygekassepatienter, og hvis den tilskadekomne ikke er nydende medlem af en sygekasse, er der også en fast takst for ikke-sygekassemedlemmer.

I de tilfælde, hvor det er en soldat, der kommer til skade, fremkommer der nogle særlige forhold ved beregningen af syge­ husudgifter, idet soldaten jo, medens han er tjenstgørende, har ret til fri sygepleje, herunder frit sygehusophold, og under mili­tærtjenesten suspenderes derfor soldatens medlemskab af syge­ kassen.

Hvis en soldat kommer til skade ved en færdselsulykke, ind­lægges han jo i reglen på det nærmeste sygehus — uden hensyn til dettes takster, og i København sker indlæggelsen, så vidt det er gørligt, på Københavns militærhospital. Hvis det nu er den anden part, der er skyld i uheldet, og som derfor er erstatnings­ pligtig, må soldatens afdeling jo på statskassens vegne nedlægge påstand om erstatning for de sygehusudgifter, som er forårsaget af uheldet, og som statskassen ligesom en sygekasse har måttet udrede, fordi soldaten har ret til frit sygehusophold.

Nu ville det være det simpleste, om man ligesom sygekassen blot kunne tilsende skadevolderens forsikringsselskab regningen fra sygehuset, lydende på dettes almindelige takster eller for mi­litærhospitalets vedkommende på det, det faktisk koster pr. dag at have en patient liggende på hospitalet, men så let går det ikke. Det er jo ofte ret tilfældigt, på hvilket sygehus en mand indlægges efter tilskadekomst — man kan jo ikke i sådant tilfælde anstille altfor mange okonomiske betragtninger, men kører ham i reglen til nærmeste sygehus. Det kan derfor være ret tilfældigt, hvilken sygehustakst, statskassen kommer til at betale for en militær pa­tient, og det kan være ubilligt, at forsikringsselskabet på grund af tilfældige omstændigheder skal betale det fulde beløb for ophold på et måske dyrt hospital.

Dette spørgsmål er imidlertid løst ved en Østre Landsrets dom af 17/11 1938, stadfæstet af Højesteret den 12/6 1939 (dommen er refereret i „Ugeskrift for Retsvæsen“ 1939, side 779). Af præ­misserne til denne dom, der angik et par værnepligtige, der i 1934 som tilskadekomne var indlagt på henholdsvis et købstads­ sygehus og på Københavns militærhospital, fremgår det, „at sag­ søgte (forsikringsselskabet fra det tidspunkt, da skadelidte efter sin tilstand kunne være blevet flyttet til et andet sygehus, ikke findes at burde deltage i hospitalsudgifterne med det fulde på­ ståede beløb (der dengang var: for købstadssygehuset 9 kr. pr. dag, og for KMH 12 kr.), men kun med et efter hans forhold sædvanligt beløb, nemlig så stort et beløb, som det normalt vil koste for en patient, der ikke er sygekassemedlem, at henligge på fadlesstue på sit hjemsted.“

Det, det altså i sådant tilfælde drejer sig om, er at få kon­ stateret, hvornår den pågældende efter lægens mening kunne tåle overflytning (med ambulancevogn) til et sygehus på sit hjemsted. Indtil den dag må skadevolderen (forsikringsselskabet) betale den fulde takst på indlæggelseshospitalet, men derefter kun, hvad det ville have kostet, hvis patienten var overført til et hospital på sit hjemsted (uanset, at han faktisk ikke flyttes, men bliver på ind­ læggelseshospitalet, til han kan udskrives I.

Differencen må statskassen altså betale. Da disse sygehusudgif­ter jo også omfatter patientens kost, må der for det militære per­sonales vedkommende, der har ret til fri kostforplejning, fradrages værdien af militær kost (efter gældende tarif for en fuldkostpor­tion), som statskassen jo sparer, medens soldaten ligger på sygehus.

Dette synes ved første øjekast at være noget indviklet, men et eksampel, jeg liar haft i min praksis i 1948, vil sikkert illustrere dette beregningsproblem. Jeg anfører de i 1948 gældende takster, der siden er ændret noget, men systemet er det samme nu som i 1948.

En sekondløjtnant A og en menig B, der var kørende i tjenst­ligt ærinde i et militært motorkøretøj, blev i København påkørt af et civilt motorkøretøj, hvis fører tilsidesatte sin vigepligt, og som blev kendt erstatningspligtig. De to værnepligtige kom til skade og blev ført til Københavns militærhospital, hvorfra det op­ lystes, at sekondløjtnant A’s tilstand straks kunne have tilladt en overførelse til civilt sygehus på hans hjemsted (Frederiksberg), medens den menige B, der havde fået hjernerystelse, efter læger­nes skøn ikke kunne have tålt flvtning (til Gentofte) før 14 dage efter indlæggelsen.

Det oplystes, at betalingen for patienter, der ikke er syge­ kassemedlemmer på de pågældende hjemsteder, på daværende tidspunkt (1948) var følgende: