Når personer kommer til skade ved færdselsuheld, er den for uheldet ansvarlige (eller i praksis: den ansvarliges forsikringsselskab) pligtig at udrede erstatning for de af uheldet opståede skader, for så vidt denne erstatning da kan udmåles i penge.
De erstatningskrav, der fremkommer, omfatter i reglen:
1. Positive udgifter til lægebehandling, sygehusophold, operation eller rensning af itugået eller tilsmudset tøj, tab af ejendele m. v.
2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og
3. Erstatning for svie og smerte.
De forskellige udgifter, der kræves erstattet, må naturligvis nærmere dokumenteres og specialiseres, således at den, der skal betale, kan skønne over, om kravet er rimeligt.
Den under 1. opførte udgift til hospitalsophold m. v. frem kommer i reglen som et krav fra vedkommende skadelidtes syge kasse, der kræver de udlagte penge refunderet — sygekasserne har ligefrem trykte blanketter til dette brug. Beregningen af sygekassernes krav er i reglen ganske klar. Der er på ethvert sygehus en fast takst for sygekassepatienter, og hvis den tilskadekomne ikke er nydende medlem af en sygekasse, er der også en fast takst for ikke-sygekassemedlemmer.
I de tilfælde, hvor det er en soldat, der kommer til skade, fremkommer der nogle særlige forhold ved beregningen af syge husudgifter, idet soldaten jo, medens han er tjenstgørende, har ret til fri sygepleje, herunder frit sygehusophold, og under militærtjenesten suspenderes derfor soldatens medlemskab af syge kassen.
Hvis en soldat kommer til skade ved en færdselsulykke, indlægges han jo i reglen på det nærmeste sygehus — uden hensyn til dettes takster, og i København sker indlæggelsen, så vidt det er gørligt, på Københavns militærhospital. Hvis det nu er den anden part, der er skyld i uheldet, og som derfor er erstatnings pligtig, må soldatens afdeling jo på statskassens vegne nedlægge påstand om erstatning for de sygehusudgifter, som er forårsaget af uheldet, og som statskassen ligesom en sygekasse har måttet udrede, fordi soldaten har ret til frit sygehusophold.
Nu ville det være det simpleste, om man ligesom sygekassen blot kunne tilsende skadevolderens forsikringsselskab regningen fra sygehuset, lydende på dettes almindelige takster eller for militærhospitalets vedkommende på det, det faktisk koster pr. dag at have en patient liggende på hospitalet, men så let går det ikke. Det er jo ofte ret tilfældigt, på hvilket sygehus en mand indlægges efter tilskadekomst — man kan jo ikke i sådant tilfælde anstille altfor mange okonomiske betragtninger, men kører ham i reglen til nærmeste sygehus. Det kan derfor være ret tilfældigt, hvilken sygehustakst, statskassen kommer til at betale for en militær patient, og det kan være ubilligt, at forsikringsselskabet på grund af tilfældige omstændigheder skal betale det fulde beløb for ophold på et måske dyrt hospital.
Dette spørgsmål er imidlertid løst ved en Østre Landsrets dom af 17/11 1938, stadfæstet af Højesteret den 12/6 1939 (dommen er refereret i „Ugeskrift for Retsvæsen“ 1939, side 779). Af præmisserne til denne dom, der angik et par værnepligtige, der i 1934 som tilskadekomne var indlagt på henholdsvis et købstads sygehus og på Københavns militærhospital, fremgår det, „at sag søgte (forsikringsselskabet fra det tidspunkt, da skadelidte efter sin tilstand kunne være blevet flyttet til et andet sygehus, ikke findes at burde deltage i hospitalsudgifterne med det fulde på ståede beløb (der dengang var: for købstadssygehuset 9 kr. pr. dag, og for KMH 12 kr.), men kun med et efter hans forhold sædvanligt beløb, nemlig så stort et beløb, som det normalt vil koste for en patient, der ikke er sygekassemedlem, at henligge på fadlesstue på sit hjemsted.“
Det, det altså i sådant tilfælde drejer sig om, er at få kon stateret, hvornår den pågældende efter lægens mening kunne tåle overflytning (med ambulancevogn) til et sygehus på sit hjemsted. Indtil den dag må skadevolderen (forsikringsselskabet) betale den fulde takst på indlæggelseshospitalet, men derefter kun, hvad det ville have kostet, hvis patienten var overført til et hospital på sit hjemsted (uanset, at han faktisk ikke flyttes, men bliver på ind læggelseshospitalet, til han kan udskrives I.
Differencen må statskassen altså betale. Da disse sygehusudgifter jo også omfatter patientens kost, må der for det militære personales vedkommende, der har ret til fri kostforplejning, fradrages værdien af militær kost (efter gældende tarif for en fuldkostportion), som statskassen jo sparer, medens soldaten ligger på sygehus.
Dette synes ved første øjekast at være noget indviklet, men et eksampel, jeg liar haft i min praksis i 1948, vil sikkert illustrere dette beregningsproblem. Jeg anfører de i 1948 gældende takster, der siden er ændret noget, men systemet er det samme nu som i 1948.
En sekondløjtnant A og en menig B, der var kørende i tjenstligt ærinde i et militært motorkøretøj, blev i København påkørt af et civilt motorkøretøj, hvis fører tilsidesatte sin vigepligt, og som blev kendt erstatningspligtig. De to værnepligtige kom til skade og blev ført til Københavns militærhospital, hvorfra det op lystes, at sekondløjtnant A’s tilstand straks kunne have tilladt en overførelse til civilt sygehus på hans hjemsted (Frederiksberg), medens den menige B, der havde fået hjernerystelse, efter lægernes skøn ikke kunne have tålt flvtning (til Gentofte) før 14 dage efter indlæggelsen.
Det oplystes, at betalingen for patienter, der ikke er syge kassemedlemmer på de pågældende hjemsteder, på daværende tidspunkt (1948) var følgende:
Det krav, der under retssagen skulle nedlægges for sygehus udgifter, blev derefter af Krigsministeriet opgjort således:
For sekondløjtnant A (der straks kunne have været flyttet) : 1,20 kr. pr. dag,
for menig B(der først kunne tåle flytning efter 14 dages forløb) : 10,00 kr. pr. dag i de 14 dage og derefter 3,00 kr. pr. dag.
For menig B ’s vedkommende med fradrag af 2,60 kr. pr. dag, hvilket på det tidspunkt var det fastsatte beløb for en militær kostportion.
Regnestykket kom altså til at se således ud:
Det vil altså af dette ses, at der for værnepligtige, der har ret til fri kostforplejning, og som efter deres tilstand straks kunne have været overført til sygehus på deres hjemsted (men naturligvis bliver, hvor de er, til de raskmeldes), ofte kun bliver meget små erstatningskrav — ofte måske slet ingen. Sygehustaksterne ligger jo mange steder på et meget lavt niveau. Hvis således sekondløjtnant A havde haft ret til fri kostforplejning, ville der slet ikke være blevet noget krav, idet hospitalstaksten på hans hjemsted lå langt under værdien af militær kost.
Der er til denne beregning yderligere den bemærkning, at ministeriet, der har formuleret kravet, for den meniges vedkommende i de 14 dage, hvor han ikke kunne tåle flytning, har lagt til grund taksten for udenbys patienter — 10 kr. — og ikke den fulde dagsudgift for en patient på KMH, hvilken dagsudgift i 1948 har ligget langt over 10 kr. pr. dag (som anført i den cite rede dom, var dagsudgiften i 1934 sat til 12 kr. pr. dag, og angives i domspræmisserne endda at have ligget på 14,40 kr. pr. dag, men ministeriet havde under sagen kun krævet godtgjort de 12 kr., som udgjorde taksten for ikke-indlæggelsesberettigede patienter, der modtages på KMH). Skønt den fulde udgift pr. patient pr. sygedag altså i 1948 må antages at have ligget væsentligt over udgiften i 1934, har ministeriet åbenbart ved beregningen i 1948 ikke villet stille større krav end de beløb, der var gældende for udenbys (udenamts) patienter på de pågældendes hjemsted (for den meniges vedkommende 10 kr.).
Det, man i tilfælde som de her omhandlede altså må gøre, er at søge underretning om taksterne for Ikke-sygekassemedlemmer på fællesstue på de pågældendes lijemsteder samt oplysning om, hvornår patienterne efter tilstand kunne have tålt en flytning til hjemstedet og endelig den pris, der beregnes på det sygehus, hvor de tilskadekomne er indlagt, altså taksten for udenbys patienter på det pågældende sygehus. Sker indlæggelsen på Københavns militærhospital, må den pris, der skal lægges til grund ved beregningen af kravet, formentlig søges oplyst ved forsvarsministeriet.
S. Wahlstrøm.