Sikring af Fædrelandets Fred og Frihed er Livsmening og Livsindhold for enhver oprigtig Soldat. Mon ikke Oberstløjtnant Klint er enig med mig heri?

Siden jeg for 46 Aar siden, som 18-aarig Rekrut, læste „Dom­ mens Dag“, har Forsvarets Beredskab været en Tvangstanke hos mig. Bogen var anonym. Først senere kom det frem, at den var Frugten af et Samarbejde mellem Oberstløjtnant Dalhoff Nielsen og Forfatteren Karl Larsen.

Havde den Bog gjort samme Indtryk paa Flertallet af mine Landsmænd, som den gjorde paa mig, mon vi saa ikke havde værnet vor Fred og Frihed bedre? Jeg endevendte dens Ræsonne­menter, men maatte erkende, at saaledes kunde det ske — og saaledes skete det jo ogsaa 32 Aar senere. Profetierne gik i sør­gelig Grad i Opfyldelse.

I 1945 lovede vi hverandre, at saadan skulde det aldrig gaa mere. Men i Tidsskriftets Aprilhefte kan Oberstløjtnant Klint med fuld Ret udtale, „at vort totale forsvar, herunder beredskab, er kompromitteret idag“.

Denne Konstatering bør mane os alle til Eftertanke og Hand­ling. Lad Eftertanken begynde med det napoleonske Spørgsmaal: Hvad kommer det an paa? Mit Svar er: Det kommer for enhver Pris an paa at afværge en tredie Verdenskrig, thi den vil betyde Civilisationens Undergang uanset, hvem der vinder.

Den eneste virkningsfulde forebyggende Foranstaltning paa dette Omraade er at være forberedt paa Katastrofen. Jo bedre forberedt man er, desto større er Sandsynligheden for, at Kata­strofen udebliver. Det er den gammelkendte Sandhed: „ Vil Du Fred, saa forbered Dig paa Krig“. Kardinal Mercier understre­ gede under første Verdenskrig — vel med Belgiens Uforberedt­ hed i Tankerne — at den omvendte Sætning er lige saa gyldig: „Vil Du Krig, saa forbered Dig paa Fred“.

Forberedelsernes Maal er at tilvejebringe Styrke, hvormed tænkes paa alle Krigens tekniske og psykologiske (moralske) Midler. Men Beredskabet omfatter tillige en Tidsfaktor. Utilstrække­lig Hensyntagen til denne Faktor bevirker, at alle andre Forbere­delser er omsonst.

Oberstløjtnant Klint kalder det en Tilsnigelse, at jeg anven­ der Oberstløjtnant Bistrups Ord om, at moderne Krig kræver et meget højt Beredskab, paa det danske Værn i Almindelighed, idet hans Udtalelse gjaldt Flyvervaabnet. Bortset fra, at det ikke fremgaar af Udtalelsens Ordlyd, at den kun refererer til Flyve- vaabnet, saa er vel dog Danmarks Beliggenhed og de geografiske Afstande Konstanter, der er uafhængige af enhver Tænkning. Det vil da vistnok ogsaa være utilstedeligt at drage den Slutning, at Oberstløjtnant Klint, saafremt den paastaaede Tilsnigelse ikke forelaa, vilde svare andet end Nej paa Spørgsmaalet.

Der er ej heller tilsigtet nogen „Tilsnigelse“ i Ordene — „baseret paa Mobilisering“. Der er med dem kun tænkt paa den tekniske Side af Sagen. Jeg tror saa sandt ikke, at det danske Folk ikke ønsker det fornødne Beredskab, men det kan kun blive en Tro, for Folket bar ikke faaet Sagen klart forelagt. Her har den indsigtsfulde Elite svigtet.

Oberstløjtnanten har naturligvis Ret i, at Forsvaret, som en­ hver anden Livsytring, er baseret paa noget sjæleligt, men jeg tror ikke, han har Ret i, at det danske Folks Fædrelandskærlig­ hed, Æresfølelse og Offervilje er utilstrækkelige.

Det er paa andre Punkter, Skoen trykker. Vi har gennemgaa et en ringe udviklet Forestillingsevne. Vi kan ikke i Fantasien leve os ind i endnu ikke indtrufne Situationer. Naar de indtræf­ fer, saa udfolder de nævnte Egenskaber sig i fuldt Flor, det saa vi jo liin 9. April — men da var det forsent.

Her har det psykologiske Forsvar en stor og livsvigtig Op­ gave. Midlerne til dens Løsning kan Fagpsykologerne naturligvis bedst finde frem til, men jeg skal dog pege paa to af disse Mid­ ler, som hidtil ikke er bragt i Anvendelse.

Det ene er Oplysning. Medens vi herhjemme opererer med det abominable Begreb, der hedder „man maa ikke opskræmme Befolkningen“, et Begreb i Ly af hvilket Fordrejelser og For­ tielser trives som Ukrudt, saa har man i Sverige allerede for et Par Aar siden udsendt en oplysende Piece til alle svenske Hus­ stande med Raad og Vejledning i Tilfælde af Krig. Den svenske Konge har skrevet Forordet, og Bogens Omkvæd er: Vi giver aldrig op.

Det andet er Rationalisering. Et rationelt indrettet Beredskab vil ikke alene tale til Fornuften, men ogsaa bidrage til at skabe den Tillid , som nødvendigvis maa svigte, naar det fra sagkyndig Side med Rette kan siges, at vort totale forsvar idag er kompro­ m itteret.

Naar saaledes Hjemmeværnet idag er ude af Stand til at løse de Opgaver, som naturligt tilfalder det, og naar dets Styrke er saa ringe, at vi reelt intet Hjemmeværn har, saa skyldes dette ikke udelukkende svigtende Forsvarsvilje, men ogsaa en Del andre Aarsager. Den Prøve paa et Hjemmeværn, vi foreløbigt nøjes med og officielt er saa glade for, er ikke rationelt organiseret i Over­ensstemmelse med Hjemmeværnsidéen. Man har inddelt det ske­ matisk i ligestore Kompagnier i Stedet for at bygge det op paa Opgaverne og lade de enkelte Kampenheders Styrke afhænge af Opgavens Natur. Det koster stadigt Penge at være Hjemmeværns­

mand. Udrustningen er iøjnefaldende mangelfuld (ingen Haand- granater, ingen Skanseredskaber), og Befalingsmandspersonalet be­ handles forkert baade teknisk og psykologisk. Dette er meget trist, især fordi netop Hjemmeværnet kunde være en virknings­ fuld Faktor til Udvikling af Befolkningens Forstaaelse af Situa­tionens dybe Alvor.

Der er gaaet længere Tid, end der burde, inden Beredskabet endelig er sat under Debat her i Tidsskriftet. Maa det være mig tilladt at udtale Ønsket om, at enhver, der har noget paa Hjerte i denne Sag, vil bidrage til, at den bliver belvst saa alsidigt som muligt.

E. Toussieng.