Skjøndt jeg egentlig ikke antager, at Hr. Oberst Vaupells «Berigtigelser» ville, rigtig besete, paavirke ret Manges Dom m. H. t. Opfattelsen af mine Udtalelser om Feltartil leriet i dette Tidsskrifts forrige Aargang, Pag. 359 o. flg., anserjeg det dog for hensigtsmæssigt at ledsage Hr. Oberstens «Berigtigelser» med nogle Bemærkninger. Det er mig nemlig om at gjøre, paa den ene Side at det af mig Udtalte ikke misforstaaes og gives Anvendelser, som ligesaa lidt har været tilsigtede, som de ligge i Ordene, og paa den anden, at Tidsskriftets Læseres Begreber om et ret vigtigt taktisk Spørgsmaal ikke forvirres derved, at to modsatte Anskuelser staa fremsatte ligeoverfor hinanden uden nærmere Forklaring.
Jeg skal følge Hr. Oberst V. Punkt for Punkt og da først behandle Spørgsmaalet om Feltartilleriets taktiske Enhed.
Hr. Oberst V. mener, at det er forhastet af mig at slutte, at Tydskerne anse Afdelingen (3'— 4 Batterier) for den taktiske Enhed. Min Bemærkning i saa Henseende var taget efter v. Schell: Studie iiber Taktik der Feld- artillerie, 2. Auflage, 1882, en Bog, der overalt er aner- kjendt som en klar og fortrinlig Vejledning i Feltartille riets Brug. Schell siger Pag. 18: «Seitdem die Abtheilung die taktische Einheit geworden, die taktische Feuerleitung in die Hände der Abtheilungskommandeurs gelegt, und auch für die grösseren Verbände eine gemeinsame Be fehlsführung anerkannt worden ist, ist es u. s. w.»; altsaa han betragter det som givet og anerkjendt, at Afde lingen er den taktiske Enhed. Han siger fremdeles Pag. 19: ««Eine Batterie ist keine Batterie» ist heute annähernd gleich berechtigt wie früher der Ausspruch «ein Geschütz ist kein Geschütz», und deshalb u. s.w.». Det preussiske Exercerreglcment af 1877 siger Pag. 166: «Die danach (o: nach der Ordre de bataille) einem ge meinsamen Befehlshaber unterstellte Artillerie darf einer einheitlichen Leitung im Gefecht nicht entbehren. Die Verwendung der Artillerie im Abtheilungsverbande zu 3— 4 Batterien oder im Regiment zu 6— 9 Batterien ist die Regel, vereinzeltes Auftreten von Batterien die Aus nahme. In der Vereinigung des Artilleriefeuers auf ein Ziel liegt eine Steigerung, in der Zersplitterung sowohl der Batterien als des Feuers eine Schwächung der Gesammtvirkung».
Min Udtalelse, at Tydskerne holde paa, at Afdelingen er den taktiske Enhed er derfor ikke forhastet, og det, at der i den tydsk-franske Krig lejlighedsvis er anvendt 1,3, 1, 1,3, 2, 2,3.. . Batteri, det vil sige 2, 6, 8, 12, 14 Kanoner mod et Maal, beviser Intet; Enhver, der endog blot flygtig har gjennemlæst den tydsk-franske Krig, vil have faaet det Hovedindtryk m. H. t. Feltartilleriets Anvendelse, at man overalt tilstræbte en Koncentration af forholdsvis store Artillerimasser mod det samme Maal 0: anvendte store taktiske Enheder, og netop denne Artilleritaktik bidrog i høj Grad til at skaffe Tydskerne Overlegenheden paa de forskjellige Valpladser, Noget, som Franskmændene ogsaa indrømme. Begrebet «taktisk Enhed» maa vel iøvrigt anses for at være et noget elastisk Begreb; man arbejder med større eller mindre Enheder, eftersom Forholdene ere større eller mindre; man vil derfor ogsaa i visse — smaa — Forhold kunne anvende Batteriet som taktisk Enhed eller Kampenhed. Dog dette behøver jeg vistnok ikke at udvikle nærmere.
Vi komme nu til mine Ytringer om Artilleritaktikken i Midten af Aarhundredet, hvilke Hr. Obersten finder ere mindre rigtige og ikke synes tilstrækkelig at vurdere, hvad Artilleriet virkelig har ydet, hvad det har udrettet i Krigen 1848 - 50. Jeg skal hertil først bemærke, at det fore kommer mig uberettiget af dem at uddrage, at jeg ikke tilstrækkelig skulde vurdere, hvad der er ydet; jeg kritiserer den Artilleritaktik, som man anvendte dengang ikke alene herhjemme, men i hele Europa, den samme, som vi træffe fuldstændig i 1859 under Krigen i Italien og tildels endnu i 1866; men derfor nedsætter jeg ikke, hvad der blev ydet af de Enkelte, som optraadte paa Valpladsen; tvertimod, jo uheldigere de Principper vare, hvorefter Artilleriet anvendtes, desto mere maa man ofte beundre den Energi og Udholdenhed, der ved mange Lejligheder lagdes for Dagen. Jeg skal nærmere oplyse dette ved et Exempel, hvorfra Parabelen med vore For hold let vil kunne drages. Jeg troer, at Enhver, der med de nyere Krige i frisk Minde studerer Krigen i Italien 1859 med Hensyn til Artilleriets Anvendelse, vil finde den østerrigske Artilleritaktik uheldig; den ledte f. Ex. til, at man udsondrede en stor Del af Artilleriet til en Artil lerireserve, der anvistes en saadan Plads i Marchekolonnerne, at den den 24. Juni endnu ikke var naaet over Minciofloden, da Hæren allerede var slaaet ved Solferino og i fuld Retræte. Men samtidig vil man ikke kunne undlade at anerkjende, ja ved mange Lejligheder beundre de enkelte Artilleriofficerer, der optraadte paa Valpladsen, for den Dygtighed, Udholdenhed og personlige Opofrelse, med hvilken de søgte at støtte de andre Vaaben og gjøre det mest Mulige ud af en uheldig Situation.
Det er selvfølgelig ikke her Stedet nærmere at ud vikle Datidens Artilleritaktik, men jeg vil dog søge i korte Træk at fremstille det mest Karakteristiske ved den. Princippet var at spare paa det kostbare Vaaben, og derfor søgte man ved Anvendelsen paa det enkelte Sted at nøjes med det mindst Mulige. Der var ikke Tale om, som i den Napoleonske Periode og i Nutiden, at sætte Artilleriet ind i Kampen i store Masser, lige indtil den sidste Kanon, for at naa et stort Maal; man inddelte Artilleriet batterivis eller i mindre Afdelinger til Brigaderne — eller mindre Fodfolksstyrker — og holdt en Del tilbage som en Artillerireserve, der ofte slet ikke kom til Anvendelse. Det Artilleri, der var tildelt de andre Vaaben, stykkedes atter ofte ud under Anvendelsen; man udskilte atter Reserver, Specialreserver. Gangen i Fægtningen blev da for Artilleriets Vedkommende i Al mindelighed en saadan: Man begynder med ved en Bri gade — eller flere Brigader — at lade to Kanoner kjøre op og skyde; naar det viste sig, at disse ikke udrettede, hvad mau tilsigtede, forstærkede man dem med andre to Kanoner — eller undertiden strax med Resten af Batteriet; den nu samlede Styrke forstærkedes saa maaske senere med Specialreserven; til allersidst kunde der saa være Tale om en større eller mindre Forstærkning fra Hovedreserven, som imidlertid undertiden ikke naaer at komme frem, inden Fægtningen er forbi. Selvfølgelig træffer man mange Undtagelser fra dette almindelige Skema, idet dels de lokale Forhold, dels de enkelte Fø reres Individualitet kunne gjøre sig gjældende paa forskjellig Maade.
Undersøger man nu Artilleriets Anvendelse i vor Krig 1848— 50, fra hvilken Hr. Oberst Vaupell har trukket en Mængde Exempler frem, som imidlertid ikke synes mig at bevise Noget mod den af mig opstillede Karakteristik af Datidens Artilleritaktik, saa vil man ganske vist ogsaa der finde Forskelligheder, hidrørende fra lo kale Forhold eller fra Førernes Individualitet; men i alt Væsentligt vil den anvendte Taktik stemme med det op stillede Skema. Jeg skal selvfølgelig ikke her indlade mig paa en detailleret Omtale af Artilleriets Anvendelse i alle 3 Felttog, men nøjes med Antydninger; saa vil Enhver, der interesserer sig for Spørgsmaalet, selv kunne undersøge Sagen ved Hjælp af Generalstabens Fremstil ling af Krigen. I Slaget ved Slesvig d. 23. April 1848 anvendtes Artilleriet saa godt som udelukkende delingsvis; var der et større Kanonantal end 2 samlet, var det i Reglen af forskjellige Batterier. — I Fægtningerne i Sundeved 28. Maj og 5. Juni 1848 træffer man derimod Batterier anvendte samlede, og et enkelt saadant, heldig anbragt baade med Hensyn til Tid og Sted, faar en afgjørende Indflydelse paa Fægtningens Gang, hvilket i høj Grad maatte opmuntre til at søge at koncentrere Virkningen af Artilleriet. 1 1849 begynder man imidlertid igjen at sprede; ved Kolding den 23. April havde man saaledes 4 Batterier til Disposition; General Rye havde ved sin Afdeling 2 Batterier, 2. og 6., som begge an vendtes udstykkede paa forskjellige Steder; af det sidst nævnte blev et Halvbatteri afgivet til Nabobrigaden (Gen. Moltke), som ikke sendte det samlet frem, men begyndte med 2 Kanoner; den tredie Brigade (Gen. Schleppegrell) havde faaet 4. Batteri tildelt, af hvilket ligeledes kun 2 Kanoner begyndte Chargeringen, blandt Andet mod en Skandse ved Chausseen; da Beskydningen ikke havde nogen videre Virkning, sendte man som bekjendt en Deling Husarer mod Skandsen. Det fjerde Batteri (3.), der sand synlig skulde tjene som en Slags Artillerireserve, kom saa sent over fra Fyen, at kun 2 Kanoner synes at have deltaget i Slaget. Artilleriet blev saaledes anvendt meget spredt; en Styrke paa 10 Kanoner, som blev samlet i Kolding for at gjøre et mislykket Forsøg paa at fordrive et overlegent fjendtligt Artilleri, der var opkjørt Syd for Byen, indeholdt Kanoner fra tre forskjellige Batterier. At Artilleriet saaledes i dette Slag blev meget stærkt ud stykket, vil Ingen kunne nægte, ligesaa lidt som at de enkelte Befalingsmand paa de forskjellige Steder med stor Energi og Dygtighed søgte at gjennemføre Kampen; dette Sidste er imidlertid en Ting for sig, som ikke angaar Taktikken. Man vil paa samme Maade — for at tage et andet Exempel fra Slaget ved Kolding — godt kunne beundre den Maade, paa hvilken daværende Løjt nant Castenskjold førte sine Husarer frem mod en Skandse, uden at man just derfor behøver at beundre de taktiske Principper, ifølge hvilke han fik Ordre til at udføre Angrebet.
Slaget ved Fredericia skal jeg ikke opholde mig videre ved, da Forholdene i denne Kamp i enhver Hen seende og ikke mindst for Artilleriets Vedkommende vare exceptionelle; Kampen blev jo begyndt i Mørke og var allerede langt fremskreden, inden det blev saa lyst, at Artilleriet kunde udrette Noget. Det understøttede iøvrigt efter Evne Fodfolket, og dets Tilstedeværelse paa Val pladsen havde sin Betydning som en Garanti mod væ sentlige Omslag i Kampens Gang.
Derimod frembyder det mere Interesse m. H. t. Undersøgelsen om Datidens Artilleritaktik at følge Artilleriet i Slaget ved Isted, den 24. og 25. Juli 1850, om hvilket Slag der jo nu foreligger en authentisk Beretning i det sidst udkomne Hefte af Generalstabens Fremstilling af Krigen 1848— 50. I dette Slag, som gjennemførtes efter en forud lagt Plan, og hvor altsaa Formen for Artilleriets Optræden i det Væsentlige har været forudbestemt og ikke Resultatet af øjeblikkelige, maaske tilfældige Indsky delser, var der paa begge Sider ret betydelige Artilleri styrker, idet den danske Hær havde 96 Kanoner, den slesvig-holstenske 86; det danske Artilleri, Il Batterier å 8 Kanoner og 2 Halvbatterier å 4 Kanoner, var fordelt med 3 Batterier til hver af de to Divisioner, hvori Hæren var delt, 1 Batteri til Reserverytteriet; 4 Batterier og de to Halvbatterier, ialt 40 Kanoner, dannede Reserve artilleriet.
Den 24. Juli forefaldt Fægtningen ved Helligbæk, der vel nærmest havde Karakter af en Rekognoscering, men som efterhaanden antog saa store Dimensioner, at fra dansk Side 2 Brigader af 1. Division foruden enkelte Afdelinger af 2. vare engagerede; fra tydsk Side førtes Kampen med betydelig mindre Styrke af Fodfolk, medens der anvendtes mere Artilleri; efter Generalstabens Frem stilling kæmpede paa dansk Side 8 Batailloner, medens Fjenden kun havde 472 Bataillon i Ilden. Vort Feltar- artilleris Deltagelse i Kampen var uden synderlig Betyd ning. I Begyndelsen af Fægtningen, Klokken 9— 10, del tog 2 Kanoner af 2. Batteri; Klokken 474 træffe vi de 2 Kanoner forstærkede med 2 andre af samme Batteri; Kl. c. 5 dirigeredes 12. Batteri frem fra en tilbagetrukken Stilling «for at være nærmere ved Haanden», og Kl. 672 var ogsaa Resten af 2. Batteri samt hele 12. Batteri i Stilling, «men uden at komme til Anvendelse, da Fjenden var udenfor Skudvidde». Fjenden brugte sit Artilleri mere; han havde mindst 12 Kanoner i Ilden, og efter Generalstabens Fremstilling generedes vort Fodfolk oftere af det fjendtlige Artilleri; der anføres saaledes Bag. 513 nederst som en for vore Tropper uheldig Omstændighed, at de bleve udsatte for en heftig Artilleriild, som ikke strax kunde besvares. Man fristes lier let til at spørge «hvorfor», og Svaret bliver da, fordi Artilleriet anvendtes for meget udstykket, hvad maaske igjen havde sin Grund 1 Artilleriets Plads i Marchekolonnerne, kort sagt, fordi man ikke dengang havde Øjet aabent for, hvad der kunde udrettes med Artilleri. — Den 25. skulde Hovedan grebet udføres. De 2 Divisioner havde hver en Brigade med 1 Batteri detacheret, den ene til Vedelspang for at dække den venstre Flanke, den anden til Solbro for at omgaa Fjendens venstre Fløj, ligesom Rytteriet ogsaa skulde virke paa Fjendens venstre Flanke. De 3 her engagerede Batterier, 5., 3. og 10., førte isolerede Kampe, som ganske havde den sædvanlige Karakter; man be gyndte med 2 Kanoner, der undertiden forstærkedes med 2 til, medens Resten holdtes i Reserve; en samlet Anvendelse af Batteriet fandt dog Sted ved Vedelspang, hvor 5. Batteri allerede Kl. 5 Morgen stod samlet under Chargering og gjorde god Virkning, navnlig ved at bidrage til at standse et fra Fjendens Side med overlegen Styrke ført Angreb.
Hovedangrebet paa den fjendtlige Stilling førtes fra dansk Side af 2. Divisions 2 Brigader — den 3. var ved Vedelspang — af hvilke den ene gik frem langs Chaus- seen, den anden ad den østligere Vej gjennem Øvre- Stollik. Divisionens to Batterier — det 3. var ved Vedel spang — fulgte den østlige Kolonne; Brigaden, der gik langs Chausseen havde faaet et Batteri (4.) tildelt fra Artillerireserven. Bagved disse to fremrykkende Brigader var I. Divisions 2 Brigader — den 3. var ved Solbro — som Reserve tilligemed 32 Kanoner af Reserveartilleriet. Vi skulde nu nærmere omtale Artilleriets Anvendelse ved Hovedangrebet i Centrum. Ved Angrebet langs Chaus seen havde Brigaden (Ræder) beordret det den tildelte Batteri, (4.), til under Fremrykningen af følge Fodfolkets anden Træfning og beskyde en Skandse ved Chausseen, der saa bagefter skulde stormes af Fodfolket. Batteriet kommer ogsaa hurtig frem paa begge Sider af Chausseen og bliver indviklet i en meget heftig Artillerikamp, da det fjendtlige Artilleri, som allerede tidligere havde generet vort Fodfolk meget under dets Fremrykning, blev betydelig forstærket, saa at der Kl. c. 5 synes at have været samlet 28 Kanoner, hvoraf dog kun 12— 16 be kæmpede vore 8 Kanoner, medens Resten bearbejdede vort Fodfolk, om hvilket der i den ovennævnte Fremstilling siges Pag. 574: »Vort ved Chausseen fægtende In fanteri havde paa Grund af den voldsomme Artilleriild heller ikke formaaet at trænge længer frem», hvilket ogsaa antydes i nogle Udtalelser Pag. 543 nederst og 544 øverst. 4. Batteri stod nu alene i over to Timer (Pag. 575); da først blev del forstærket ved 12. Batteri, som hørte til 1. Division, og som tillige med dennes Fodfolk var begyndt Fremrykningen Kl. 3 om Morgenen ad Chaussen bagefter den angribende Brigade. Det er ikke let at forstaa, hvorfor man ikke sendte denne For stærkning frem tidligere; det kan kun forklares derved, at det netop var et Princip dengang, kun at sætte ny Kræfter ind, efterhaanden som disse var udtømte hos dem, der vare i Kampen. Kl. 7,45 standser det fjendtlige Artilleri sin Ild, gaar efter Befaling tilbage, blandt Andet fordi der synes at have været Ammunitionsmangel, og vore Tropper faa Luft. Ved at omtale denne Episode i sine Berigtigelser» nævner Hr. Oberst Vaupell 3 Batterier; det maa være en Misforstaaelse eller Forvexling med et senere Tidspunkt.
Omtrent samtidig med denne Artillerikamp var 8. Batteri bleven sendt frem for at beskyde fjendtligt Fod folk, der trængte frem over Bøgmosen; men dette maatte hurtig opgives paa Grund af usigtbart Vejr.
Ved den Kolonne, som gik ad den østligere Vej gjennem Øvre-Stollik, var der, som tidligere anført, 2 Batterier, 7. og 11., af hvilke det første — delt i to Dele paa 2 og 6 Kanoner — temmelig hurtig kom til Skud, medens det andet var meget langt tilbage i Ko lonnen. løvrigt udviklede Forholdene sig paa Grund af Fjendens bekjendte Flankeangreb ved Øvre-Stollik saaledes, al Kampen antog en meget uregelmæssig Karakter, der ogsaa for Artilleriets Vedkommende medførte meget abnorme Forhold. Artilleriets Virksomhed kom derfor her til i det Væsentlige at indskrænke sig til, at 2 Kanoner af 7. Batteri understøttede Fodfolkets Angreb paa Istedby Nordfra og gjennem Passet mellem Istedsø og Gryde- skov, og at senere 11. Batteri bidrog til i længre Tid at tilbagevise et Angreb fra Fjendens Side over nys nævnte Pas.
I Nærheden af Chausseen, hvor som ovenfor anført 2 12 hts Batterier (4. og 12.) havde ført en længre Artillerikamp, der ophørte, da det fjendtlige Artilleri efter Befaling gik tilbage, blev senere henved Kl. 10 6. Batteri, hørende til Artillerireserven, beordret frem til Sortehøjene og stod i henved 2 Timer alene i Kamp mod et over legent Artilleri, indtil det Kl. 11,45 blev assisteret af 12. Batteri og noget senere af et 24 hts Halvbatteri, medens samtidig 6 Kanoner af 7. Batteri havde Stilling noget mere østlig. Der udviklede sig nu her en længre Artil lerikamp, medens Overkommandoen ordnede det noget medtagne Fodfolk og forberedte Hovedangrebet; af den disponible Artilleristyrke, 76 Kanoner, var der imidlertid kun 33 i Position (Generalst., Pag. 646. Ligeoverfor havde Fjenden af 44 Kanoner 32 i Position. Om denne Artillerikamp udtales Pag. 640, «at der paa vor Side fra først af kun var udviklet en. Fjenden meget underlegen Styrke, højst regnet 22 Kanoner mod 37, og at Kampen iøvrigt førtes paa store Afstande og paa Grund deraf ikke medførte betydeligere Tab». Kampen kan derfor egent lig kun betegnes som en Kanonnade, bestemt til at ud fylde en Pavse, selv om Overkommandoen, hvad der synes at fremgaa af Generalstabens Fremstilling, Pag. 627, egentlig havde tilsigtet en Forberedelse af det paaføl gende Fodfolksangreb. Undersøger man nærmere Artil leriets Anvendelse fra vore Modstanderes Side, vil man finde, at den skete væsentlig efter de samme Principper som fra vor Side, nemlig efter dem, som Datidens Ar tilleritaktik opstillede. Dog synes det, at man der havde nogen mindre Tilbøjelighed til Udstykning af Batterierne, og at man koncentrerede Artilleriet noget mere end hos os; idetmindste ses i Slaget ved lsted vort Artilleri jevnlig kæmpe mod Overmagt, skjondt vi disponerede over 96 Kanoner, Fjenden kun over 86.
Jeg haaber nu, at jeg ved det ovenfor Udviklede har godtgjort min Berettigelse til at tale om Datidens spredte Artilleritaktik i Modsætning til Nutidens Massetaktik.
Hr. Oberst V. vil ikke indrømme Berettigelsen til at udtale, at Artilleriets "Virkning i den Periode væsentlig var moralsk, medens den fysiske og materielle Virkning var mere tilbagetrængt. Jeg støtter min Opfattelse til Udtalelserne i de officielle Fremstillinger af Kampene og til Tabslisterne; foruden den nys ovenfor nævnte Udtalelse skal jeg anføre en lignende, Pag. 567: «Det fjendtlige Artilleri besvarede strax Ilden; men uagtet Skuddene vare godt rettede, foraarsagede de dog ikke nogen Skade«. At det fjendtlige Artilleri heller ikke i det Hele taget havde lidt saa særdeles meget ved Beskydningen fra vor Side, synes at fremgaa af Fremstillingen, Pag. 652, hvor der staar: «Af hans i Hovedstillingen staaende Tropper var Artilleriet vel i fuldkommen Orden og hævdede med Ro sin Stilling«. Den Ordre, Gen. Willisen gav Kl. 12,15 til at afbryde Slaget, var derfor dikteret af Hensyn til den almindelige taktiske Situation og til Fodfolket, som var meget medtaget.
Hvad nu Tabslisterne angaar, da viser det sig af de Lister, som ledsage Generalstabens Fremstilling, at Tabene ved Artilleriet gjennemgaaende vare smaa; det var saaledes ogsaa Tilfældet ved Isted for alle Batteriers Vedkommende undtagen 7. Batteri, hvor Forholdene havde været saa extraordinære, at en Del af Batteriet for en Tid havde været i Fjendens Magt, og hvor Tabet derfor løb op til 23 Mand og 22 Heste, et efter Datidens For hold stort Tab; derimod havde f. Ex. 6. Batteri, som dog i 2 Timer havde kæmpet mod Overmagt, kun et Tab af een Mand og 9 Heste. En stor Del af Reserveartilleriet havde ikke været i Ilden og led selvfølgelig slet intet Tab. Artilleriets Tab af Mandskab i Slaget ved Isted var 1,4 pCt. af det hele Tab, hvoraf de 0,6 pCt. falder paa det ene Batteri (7.).
Det kan maaske have sin Interesse at sammenligne dette Tab med Artilleriets Tab i endel Slag i en moderne Krig, f. Ex. den tydsk-franske Krig 1870— 71. Man vil der linde Artilleriets Tab i Forhold til det hele Tab udtrykt ved følgende Procenter:
Man vil heraf formentlig kunne slutte, baade at Artilleriets Virkning nu er bleven større end tidligere, og at Taktikken er bleven en hel anden.
Det skal iøvrigt indrømmes, at man for af Tabs listerne med Nøjagtighed at kunne slutte til de enkelte Vaabens Virkning maatte vide, hvor mange af de Døde og Saarede der skyldte Artilleriet eller Fodfolket deres Saar. Saadanne Undersøgelser ere meget vanskelige, da et paalideligt Materiale i Reglen mangler. Det er mig saaledes ikke bekjendt, at man har noget saadant fra vore Krige; men det er sikkert, at man ved Undersøgelser fra Krige andststeds er kommen til det Resultat, at Artilleriet i tidligere Krige i Midten af Aarhundredet kun saa rede og dræbte faa i Forhold til Fodfolket. Det synes dog nu at være almindelig antaget, at 15— 25 pCt. — Angivelserne variere — af de franske Tab i 1870— 71 stamme fra Artilleriild.
Et Bevis for, at det ikke er mig alene, der nærer den Anskuelse, at Artilleriets Virkning i en vis Periode var mere moralsk end fysisk, kan maaske søges deri, at Erfaringen viser, at det herhjemme er overmande vanske ligt at faa Folk til at anerkjende den moderne Artilleri ild som saa overmaade farlig; trods Artilleriets saa enorme Udvikling med ilensyn til Virkning i den nyeste Tid træffer man stadig Folk, som nærmest anser dets Virk ning for moralsk; jeg skal her kun henvise til en Ytring, som findes i Milit. Tidssk., 7. Aarg., Pag. 166, hvor en Forfatter tager Ordet imod en Overvurdering af Artilleriets Virkning i den moderne Kamp og siger, at lige overfor spredt fægtende Tropper er «Kanonildens Virk ning mere deprimerende end decimerende», en Anskuelse, som Fremtidens Krige næppe vil bekræfte.
For ikke alter at blive misforslaaet skal jeg udtrykkelig tilføje, at jeg samtidig med, at jeg fastholder min Anskuelse om Datidens Artillerivirkning, meget vel ved, at Artilleriet jevnlig har demonteret Kanoner, beskadiget Materiel, saaret Mennesker o. s. v., og gjerne indrømmer, at enkelte Batteriers Virkning lejlighedsvis kan have været meget betydelig i saa flenseende. Jeg skal endvidere, inden jeg forlader Hr. Oberst Vaupells Berigtigelser med Hensyn til Artilleriets Virkning i Krigen 1848, med et Par Ord nærmere motivere den af mig udtalte Anskuelse, at Feltartilleriet dengang kunde have udrettet endel mere, dersom man havde anvendt det mere eller de Principper, der vare raadende i Begyndelsen af Aarhundredet. Jeg ved meget vel, at Feltartilleriet havde en noget vanskelig Stilling, efter at riflede Haandvaaben begyndte at for trænge de glatløbede, medens Artilleriet endnu var glat- løbet; Fodfolkets Skudvidder vare voxede, medens Ar tilleriets vare uforandrede; Projektilformerne, specielt Fuldkuglen, vare ikke heldige ligeoverfor den spredte Fægtning, som mere og mere blev anvendt. Men jeg troer dog, at man ved at være mindre ængstelig for at bringe sin Bespænding i Fodfolksild, ved at søge kortere Afstande og navnlig ved at koncentrere Ilden kunde have udrettet betydelig mere. Ilvor nær man kunde have gaaet Fjenden uden at resikere at blive ukampdygtig, er selv følgelig vanskeligt at sige og heroer tildels paa et Skjøn; men de ringe Tab, Batterierne havde, vise, at man i ethvert Tilfælde ikke var meget nær ved Grændsen, lige som paa dun anden Side den nyere Tids Kampe vise, at Artilleriet kan taale meget betydelige Tab og dog beholde sin Kampdygtighed. Endvidere støtter jeg min Anskuelse om dette Punkt paa enkelte Momenter af vor Krig 1848 — 60; jeg skal saaledes nævne 2. og 3. Batteris Optræden i Fægtningen 28. Maj 1848, hvor disse to Batte rier ved samtidig at beskyde et bestemt Punkt af den fjendtlige Stilling baade i Front og Flanke havde en be tydelig Indflydelse paa Fægtningens Gang; endvidere den første Artillerikamp i Slaget ved Isted, hvor vore 2 Batte rier, 4. og 12., synes overensstemmende med Nutidens Taktik at have koncentreret deres Ild paa et af de mange fjendtlige Batterier, der stode ligeoverfor dem, hvilket derfor led meget; endelig skal jeg nævne 11. Batteri i det samme Slag, om hvilket Generalstabens Fremstilling siger, Pag. 640— 41: «Navnlig efter Ankomsten af denne Forstærkning, Kl. omtr. 11, blev der gjentagne Gange gjort Forsøg paa at trænge frem mod vor Stilling, men hver Gang blev Angrebet afvist navnlig ved liden fra Batteriet Just, som uagtet det var udsat for en stærk Tirailleurild, vedvarende hævdede sin Stilling». —
Hr. Oberst Vaupell søger dernæst at «berigtige» den Udtalelse fra min Side, at man i den tydsk-franske Krig kun undtagelsesvis og ved specielle Lejligheder anvendte Artilleri i saa smaa Portioner som Delinger; han mener, at der i den nævnte Krig er mange Exempler derpaa. Jeg maa da her indrømme, at der er en Utyde lighed i min paaankede Udtalelse, hvilket maaske bar givet Anledning til, at lir. Obersten har misforstaaet mig. Jeg har nemlig glemt bestemt at udtale, at jeg kun havde normale Feltforhold for Øje, den egentlige Feltkrig; jeg troe.de egentlig ikke, at det var nødvendigt bestemt at præcisere det, da det maatte fremgaa af hele Sammen hængen og Tendensen i min lille Afhandling, hvor jeg havde vore Fredsøvelser for Øje, at jeg kun tænkte paa almindelige, normale Fægtningsforhold; det er jo dog det Almindelige og ikke det Specielle, man søger at øve sig i. Da nu imidlertid de 3 af de 4 Exempler, Hr. Oberst V. anfører, stammer fra Belejringskrigen, kan jeg jo se, at jeg ikke har udtalt mig præcist nok.
løvrigt maa jeg bemærke, at det altid er en Skjønssag, hvad der er faa, og hvad der er mange, det vil jeg ikke disputere med Hr. Obersten om; men siden han har berørt delle Punkt, om hvilket jeg egentlig troede, at Alle vare enige, saa skal jeg tillade mig nærmere at an give, hvad mine Undersøgelser af den tydsk-franske Krig i saa Henseende have lært mig*;. Det, jeg vilde vise ved de tre af mig anførte Exempler — at jeg netop valgte de 3, var, fordi jeg antog, at disse vare kjendte af Alle, der havde læst en eller anden mere fuldstændig Beskrivelse af Krigen — , det var, at der kunde komme Til fælde, hvor man vilde nøjes med 2 Kanoner, men at det var Undtagelsestilfælde; saaledes hvor en materiel Hin dring, der frembyder et saa lille Maal som en Port, skal fjernes, eller hvor der mangler Plads, som i en Gade, eller hvor man nærmer sig Forhold, som kunne regnes til den lille Krig; men om der er mange eller faa af saadanne Undtagelsestilfælde, er egentlig ligegyldigt, naar man kun søger efter Hegler for de almindelige normale Tilfælde.
Ved nu at gjennemlæse den tydske Generalstabs Beretning om Krigen 1870, vil man ganske vist finde en hel Del Lejligheder, hvor der kun er tildelt mindre Troppe styrker 2 Kanoner. Der er saaledes ved Badensernes Fremrykning gjennem et meget kouperet Bjergterrain, Vogescrne og Cote d’Or, af og til anvendt kun 2 Kano ner ved Avantgarder og Sidekolonner, ved Strejfpalrouiller, der skulle forjage og sprede Franc-tireurs, ved Poste ringer, der ere anbragte for at beherske Vejknuder eller Flodovergange. Det Samme er Tilfældet ved senere Ope rationer i det samme Terrain af XIV Armeekorps og ved iManteuffels Hærs (II og VII A.-K.s) Fremrykning for at afskære Bourbaki. Det er øjensynligt, at det stærkt kouperede Terrain, hvor Forbindelse mellem de forskjellige Kolonner var vanskelig, ligesom ogsaa det store Territorium, der skulde beherskes ligeoverfor en mod Invasionen meget ilde stemt Befolkning, har bevirket en Fordeling af Kræfterne, som ellers ikke var almindelig, og som kunde resikeres paa Grund af Modstandernes — Mobilgarde og Franc-tireurs — Beskaffenhed. Endvidere træffe vi ved Cerneringen af endel Fæstninger, f. Ex. Verflun, Belfort o. fh, som ofte udførtes med smaa Styrker, Udstykning af Artilleriet lige ned til 2 Kanoner; men det stod da i faste eller i ethvert Fald feltbefæstede Positioner. Omkring Paris i Udkanten af Cerneringen anvendtes jevnlig udgaaende større Patrouiller eller flyvende Kolonner med 2 Kanoner, hvis Bestemmelse nærmest var Rekognosce ringer, Indhentning af Oplysninger om Fjendens eller de længre borte opererende tydske Troppeafdelingers Stilling. Ved Etapetjenesten bag Fronten træffe vi og- saa Posteringer med 2 Kanoner, ligesom vi ogsaa ved Kampene med de løsere fjendtligere llærafdelinger Vest og Syd for Paris træffe Forfølgelser udførte af Smaa- kolonner med 2 Kanoner. Endelig maa nævnes, at i den sidste Del af Felttoget mod Sydvest (Le Mans) Terrai- nets og Vejrets Beskaffenhed ofte var en saadan, at Anvendelse af Artilleri frembød store Vanskeligheder, saa at det ofte kun kunde bringes i Stilling paa Vejene; der for træffe vi af og til i denne Periode 2 Kanoner i en isoleret Kamp, ja der er endog Tilfælde, hvor man har indskrænket sig til 1 Kanon, f. Ex. i selve Le Mans til Beskydning af en stærkt besat Kafé. Man kan saaledes ganske vist faa samlet et ret anseligt Antal Tilfælde, hvor der kun er anvendt 2 Kanoner, og jeg har i mine Optegnelser mindst 100 saadanne Tilfælde, hvilket for en overfladisk Betragtning ganske vist kunde synes at være mange. Imidlertid maa det bemærkes, at det kun sjeldent kom til Kamp med disse Smaastyrker; ofte viste der sig ingen Fjende, ofte forsvandt han, efter at der var gjort et Par Skud; undertiden stødes der paa større Styrke, og saa se vi ogsaa de 2 Kanoner gaa tilbage eller afvente Forstærkning. Den om hyggeligere Undersøgelse vil derfor give til Resultat, at en Anvendelse af en saa ringe Styrke som 2 Kanoner i en Fægtning, navnlig i Fægtninger, hvor man disponerede over og an vendte større Artilleristyrker — og det var egentlig kun saadanne Forhold, jeg havde for Øje — er en ren Und tagelse og kan siges at have indskrænket sig til de faa Tilfælde, hvor en større Styrke var absolut unødvendig, f. Fx. til at skyde en Port ind, eller hvor Terrainet ikke tillod Anvendelse af større Styrker, eller endelig til den lille Krig. Hr. Oberst V. vil i 20. Hefte af den preus siske Generalstabs Reretning om Krigen 1870— 71 kunne finde en saakaldet "Gefechtskalender», i hvilken alle Fægt ninger ere optegnede lige til den mindste Skjærmydsel med Angivelse af, hvilke Troppestyrker der have deltaget i dem; han vil der kunne finde c. 500 Fægtninger, hvori der har deltaget Artilleri og c. 60, hvori der kun har deltaget 2 Kanoner, og de fleste af disse ere aldeles ube tydelige Skjærmydsler. I samme Hefte vil Hr. Obersten finde, at det tydske Feltartilleri har gjort i den omhand lede Krig 362662 Skud; det kunde interessere mig at erfare, hvor mange af disse Hr. Obersten troer at være affyrede af Delinger i isoleret Kamp; det kan efter min Mening ikke blive 2662. Han vil endvidere i samme Hefte finde nogle andre Tal, som paa en slaaende Maade vise den udstrakte Anvendelse, der blev gjort af Arlilleriet — Massetaktikken i Modsætning til Delingstaktikken — en Anvendelse, der var langt større, end man i Tydskland før Krigen havde tænkt. Undersøgelser med Hensyn til Ammunitionsforsyningen have viist, at medens Reserveamnumitionskolonnerne vare beregnede paa kun at tilføre Hæren 1 Artilleriprojektil for hvert 188 Gevær- projektiler, saa medførte Forholdene, at der for at dække Forbruget maatte sendes 1 Artilleriprojeklil for hver 45 Patroner. Forholdet mellem Forbruget var som 1:56 ; medens derfor Forsyningen med Geværammunition gik let, frembød Forsyningen med Artilleriammunition betyde lige Vanskeligheder.
Inden jeg forlader dette Spørgsmaal, skal jeg med et Par Ord nærmere kommentere de 4 Exempler paa An vendelse af 2 Kanoner, som Hr. Oberst V. anfører; det vil da let ses, hvor lidt de bevise m. II. t. det, hvorom jeg talte i min Afhandling. De 3 første Exempler ere fra Belforts Belejring; det første Tilfælde er en Patrouille, der udsendes fra Cerneringshæren mod Mobilgardister; at der en Deling kunde være nok, er let at forstaa; man ventede ingen Skydefægtning, og havde Hr. Obersten fort sat Citatet, vilde han i den næste Linie have fundet en Bemærkning om, at Patrouillen vendte tilbage uden at have stodt paa Fjenden. De næste Exempler ere endnu mærkeligere; ved det første Angreb paa Belfort i November Maaned, hvor der kun disponeredes over 15 Batl., 4 Esk. og 3 Batterier, maatte dette Artilleri selvfølgelig spredes, naar Fæstningen skulde cerneres; saaledes var 1 Batteri placeret med 4 Kanoner i det vestlige Afsnit, medens de 2 stode i det nordlige; ved et Angreb paa nogle Lokaliteter foran det vestlige Afsnit blev dettes Besætning, hvortil de 4 Kanoner hørte, assisteret paa langt Hold af de 2 Kanoner fra det nordlige Afsnit; men disse førte ikke nogen selvstændig Fægtning. I det 3. Exempel anføres, at der ved et Angreb paa en Landsby benyttes en Deling Feltartilleri; men hvortil benyttes denne Deling? Til at deltage med 2 Belejringsbatterier, Nr. 8 og Nr. 2, i den Beskydning, som gik forud for Angrebet. Det fjerde Exempel anfører, at Preusserne Dagen efter Slaget ved Mont Valerien d. 19. Jan. 1871 kjørte op med 2 Kanoner tæt foran deres egen stærke Stilling og med nogle Skud fordrev Franskmændene fra nogle Huse i St. Cloud. Jeg kan ikke antage, at man vil finde disse 4 Tilfælde slaaende Exempler paa Artilleriets Anvendelse i Feltkrigen; men de ere jo ogsaa tagne ud af «det første det bedste Hefte».
Med Hensyn til de to Kanoner, som Tydskerne i 1870— 71 i den egentlige Feltkrig kun have anvendt i Undtagelsestilfælde, da er min Mening vedblivende, at Anvendelsen af en saa ringe Artilleristyrke bør undgaaes, fordi der paa Grund af Indskydningens Vanskelighed ingen Modstandskraft er ved den, og fordi den ikke kan gjennemføre en Hurtigskydning. Vil Hr. Oberst Vaupell ikke tiltro mig tilstrækkelig Dømmekraft om el saadant rent artilleristisk Spørgsmaal, saa kan han jo henvende sig til Andre; jeg vil saaledes anbefale ham at læse i Septemberheftet af Revista militare italiana en Artikel efter det russiske Tidsskrift Wajenni Sbornik, hvor der med Hensyn til Indskydning og Hurtigskydning føres et lignende Raisonnement som det, jeg havde antydet i min Artikel, og hvor Forfatteren kommer til det Resultat, at man ikke kan føre en Kamp med 2 Kanoner, kun tilnød med 4, men at 6 Kanoner i enhver Henseende er et passende Antal.
Hr. Oberst Vaupell holder som bekjendt meget af, naar han skriver eller taler om taktiske Forhold, at slaa »Hovedregler« fast, som vel i Reglen stamme fra Napo- leon, Frederik II, Montecuculi eller en anden stor Felt herre; jeg maa tilstaa, at disse Hovedreglers almindelige Gyldighed ofte har været mig mindre indlysende; men det er maaske min Fejl. Hr. Obersten siger nu i sine Berigtigelser: «Det er jo en Hovedregel ikke at tage flere Kanoner med til en Expedition, end der er Rimelighed for, at man har Brug for, paa Grund af den store Plads, de indtage i Marchekolonnen, og fordi de behøve Dækning«. Til denne Hovedregel skal jeg bemærke, at be hover Artilleriet navnlig paa Marchen Dækning, saa yder det til Gjengjæld i Kampen en Støtte, som de andre Vaaben sikkert ofte ville faa Lejlighed til at paaskjønne; den Plads i Kolonnen, som 3 Kjøretøjer indtager — og derom drejer det sig ved at gaa over fra 2 Kanoner til 4 — kan vist sjældent have nogen afgjørende Betydning; er »Ex- peditionen« af en saadan Beskaffenhed, at Hovedvægten maa lægges paa ikke at gjøre Marchekolonnen ret stor, saa gjør man rettest i rent at udelade Artilleriet af en saadan Expedition. løvrigt synes det brugte Udtryk «Expedition» at tyde paa, at den nævnte Hovedregel af ved kommende Forfattere er opstillet med den lille Krig for Øje, ligesom Slutningen af Reglen synes at antyde, at den stammer fra en Tid, da man overhovedet ansaa Artilleriet mere som et impedimentum end som et virksomt Kampmiddel; jeg tillader mig derfor at tro, at Hovedreg len ikke passer, hvor der er Tale om at give Regler for Artilleriets Fordeling under almindelige Forhold. Jeg vilde snarere sige, at man kunde opstille som Regel, at man ved Forberedelsen til en Fægtning bør indrette sig saaledes, at man faar saa mange Chancer som muligt for at kunne gjennemfore, hvad man tilsigter ved Fægtningen, og for at faa disse gode Chancer maa man nutildags blandt Andet — man kunde maaske sige fremfor Alt — sørge for ikke strax at blive altfor underlegen i Artilleri.
Naar Oberst Vaupell siger, at jeg vil forandre det i alle Hære gjældende Felttjenestereglement, ved jeg ikke, livorpaa denne Udtalelse støttes; mit Maal er langt be skednere, at faa en enkelt Forandring i det danske Felt tjenestereglement paa et Omraade, hvor jeg troer at turde have en Mening.
Jeg udtalte lejlighedsvis i min Artikel, at Troppe førerne kun undtagelsesvis vare Artillerister; jeg var naiv nok til at tro, at dette var ligesaa sandt og almindelig anerkjendt, som Forholdet er naturligt; men Oberst V. vil nu lære os, at det ikke er overensstemmende med de faktiske Forhold. Undersøgelsen af de faktiske Forhold i en vis Periode hos os selv er imidlertid ikke vanskelig, saa at der let maa kunne blive Enighed om dette Punkt; tage vi f. Ex. Perioden fra 1848 til Uato, saa finde vi af Artillerister som Førere for Kommandoer af forskjellige Vaaben, Artilleri inklusive: Gen. de Meza, Gen. Luttichau, der kun ved en Tilfældighed blev og i meget kort Tid var Overgeneral i 1864, Gen.X, Gen. Stjernholm, der engang havde en Øvelsesbrigade i Lejren ved Hald, samt endelig den nuværende kommanderende General i 1. Generalkommandodistrikt; vi faa altsaa højst o. Af Troppeførere, som ikke vare Artillerister, havde vi alene i Perioden 1848— 50: Hedemann, Krogh, Biilow, Schleppe grell, Rye, Hansen, Flindt, Schepelern, Krabbe, Helgesen, og maaske flere; lægges hertil Divisionsgeneralerne fra 1864, Steinmann, Duplat, Gerlach, Hegermann-Linden- crone, Vogt, Wørishøffer, Caroc og de mange lkke- Artillerister, som i Fredsaarene efter 1864 have komman deret Division og kombinerede Øvelsesbrigader, saa kom mer man temmelig sikkert op til mindst 30. Dette om de faktiske Forhold.
Til allersidst troer Hr. Oberst Vaupell, at jeg skulde anbefale at ordne Kommandoforholdene saaledes, at Artilleriføreren stod selvstændig ligeoverfor den højere Troppe fører og som noget normalt selv kunde tage Initiativet under Fægtningen til Fremrykning, Tilbagegang o. s. v. Denne Anke mod mig er virkelig i højeste Grad uberet tiget; jeg har netop stærkt urgeret, at ligesom den højere Troppefører har Ansvaret for Dispositionen over Artilleriet, saaledes har han ogsaa Myndigheden. Der er paa dette Punkt den skjønneste Overensstemmelse mellem Oberst V.s Anskuelser og mine; men der er paa den andenSide noget Nedtrykkende i, at man kan blive misforstaaet saaledes, at det faar Udseende af, at det, der er nævnet som et Undtagelsestilfælde, og som jeg omtalte "æsentlig af Hensyn til en Bemærkning i Vejledning for Troppe føring og til en tidligere Artikel her i Tidsskriftet, skal være det Normale.
Jeg skal nu slutte med at bede Tidsskriftets Læsere undskylde, at disse «Bemærkninger» ere bievne saa mange og saa lange; jeg haaber imidlertid, at Bemærkningerne skulle bidrage til at klare det foreliggende Spørgsmaal, for saa vidt en saadan Klaring har været nødven dig; at dette har været Tilfældet, synes jo imidlertid Oberst V.s Berigtigelse at antyde, thi har han saa grundig kunnet misforstaa mig, saa maa vel Andre ogsaa have kunnet gjøre det, ja saa maa min tidligere Artikel vel have været uklar, hvilket jeg selvfølgelig kun kan beklage.
