Kort Tilbageblik paa et Afsnit af de Allieredes Intervention i den russiske Borgerkrig.
Den store Kamp mellem Røde og Hvide i Rusland i Aarene 1917—20 danner et Afsnit af den moderne Historie, hvortil der i mange Kredse kun haves et begrænset Kendskab. Aarsagen til dette Forhold ligger dels i, at der under den første Periode af Borgerkrigen fandt store og for hele Verden afgørende Begivenheder Sted paa de europæiske Hovedkrigsskuepladser, dels at der efter Vaabenstilstanden indtraadte en Svækkelse af Interessen for militære Foreteelser i det hele taget, og endelig i, at Efterretningerne fra de store Krigsskuepladser i Rusland og Sibirien ofte var uklare, indbyrdes modstridende og forsinkede. Ikke desto mindre er hine Aars Revolutionskampe i Rusland maaske den moderne Histories største Drama, i Tragik og i de Kæmpendes Antal i hvert Fald langt mere omfattende end f. Eks. Napoleons Tog til og Tilbagetog fra Moskva i 1812. Hvad der netop i denne Tid er af særlig Interesse, er det Afsnit af Revolutionskampene, der udspilledes omkring den nordvestlige Del af Rusland, og hvori Tropper fra en lang Række af de allierede Magter tog Del — som Led i den store Intervention, der ogsaa satte ind i Sibirien og i det sydlige Rusland.
Man maa dog ikke tro, at det var ideologiske Motiver, der i første Række bestemte de allierede Magter til at gribe ind, specielt ikke for saa vidt angik den nordlige Del af Rusland. Aarsagerne var først og fremmest af politisk og strategisk Art, og inden selve Krigsbegivenhederne paa hine fjerne Fronter nærmere omtales, skal der derfor gives en kort Oversigt over de mest betydningsfulde af disse Aarsager. Den strategiske Betydning af den nordrussiske Kyststrækning var dengang i alt væsentligt den samme som nu, nemlig den, at der her frembød sig en Mulighed for at gennemføre en effektiv Forbindelse mellem Rusland og England, specielt med det Form aal, at førstnævnte Land udefra kunde modtage Ammunition og andet Krigsmateriel. De strategiske Nøglepunkter dannedes ogsaa dengang af Havnene Murmansk og Archangelsk ; Murmansk, hvis isfrie Havn er en Følge af det gunstige Forløb af en af Golfstrømmens Forgreninger, var — efter at i 1916 Banen Murmansk—Petrograd var blevet færdigbygget — i saa Henseende det mest betydningsfulde, men ogsaa Archangelsk, der dengang besad de største Havneanlæg, var af megen Betydning, uagtet denne By kun kunde besejles ca. Halvdelen af Aaret. Med det Indre af Rusland var Archangelsk forbundet ved Banen til Vologda. Ved Freden i Brest-Litovvsk var der i disse to Havne oplagret ikke mindre end 600.000 Tons Krigsmateriel og en tilsvarende Mængde Kul, som — efter at være losset fra de allieredes Skibe — ikke endnu havde kunnet transporteres ind i Rusland. Under de vanskeligt overskuelige indrepolitiske Forhold i Rusland maatte det være af stor Betydning for de allierede at sikre sig, at hele dette Materiel ikke kom i Hænderne paa de Partier eller Befolkningselementer, der ønskede fortsat Fred med Tyskland, eller som endog kunde tænkes at ville bekæmpe de Hvide, i hvem de allierede saa den eneste Mulighed for paany at etablere en anti-tysk Front i Rusland. Hermed var een af Grundene til Intervention klarlagt, saaledes at de allieredes øverste Krigsraad i et Møde den 22. December 1917 besluttede at yde aktiv Støtte til de kontrarevolutionære Hære. Endnu et Forhold blev senere af Betydning. Man frygtede hos de allierede for, at de tyske Tropper, der den 3. April var ankommet til Finland for at intervenere til Fordel for de derværende Hvides Kamp mod Bolshevikkerne, skulde sætte sig i Besiddelse af Havnen i Murmansk for dér at udbygge en Undervandsbaadsbasis. Og paa dette Punkt var de allierede meget ømfindtlige, da netop Ubaadskrigen i 1917 havde beredt deres Krigsførelse betydelige Vanskeligheder. Det maatte herved blive uundgaaeligt, at meget komplicerede Problemer rejste sig, idet de allierede indtil videre maatte betragte de hvide Tropper i Finland som Fjender, i Rusland oftest som Venner og Forbundsfæller.
Den allierede Intervention falder saavel med Hensyn til Tid som til Sted i 2 Afsnit, henholdsvis med Murmansk og Archangelsk som Udgangspunkt. I Murmansk landsattes de første allierede Tropper i Begyndelsen af April 1918; det drejede sig kun om nogle faa Hundrede Mand (Marinesoldater), men Tallet øgedes hurtigt og var i Juli vokset til ca. 10.000 Mand veludrustede Tropper: Englændere, Amerikanere, Franskmænd og Serbere. Samtidig havde man gradvis udstrakt Besættelsen til et Omraade, der havde sin sydligste Udløber ved Sorokka, den By, hvorfra der i Aarene 1939—41 er bygget en Jernbanelinie over til Banen Archangelsk—Vologda. Paa dette Afsnit havde Interventionstropperne i de første Maaneder arbejdet sammen med de lokale Sovjetter; den 30. Juni modtog disse imidlertid fra Centralregeringen Ordre til at søge at fordrive de Fremmede, men Ordren blev afslaaet, hvorefter Sovjetregeringen gjorde de lokale Myndigheder fredløse. 6. Juli afsluttedes derefter en Traktat mellem Repræsentanter for de Allierede og Murmansk Sovjetten, i det væsentlige gaaende ud paa følgende : Parterne skulde samarbejde med det Formaal at forebygge og modvirke Centralmagternes Planer i hine Omraader. De allierede erklærede, at de ikke nærede Erobringshensigter, og de forpligtede sig til at finansiere Opstillingen af en lokal, russisk Hærstyrke, ligesom de lovede at drage Omsorg for Civilbefolkningens Forsyning med Fødemidler. Forvaltningen skulde i videst mulig Udstrækning varetages af de lokale russiske Myndigheder. Afslutningen af denne Overenskomst maatte selvfølgelig skærpe Modsætningen mellem de allierede og den egentlige Sovjetregering, og denne sidste bekendtgjorde aabent sin Vilje til at kæmpe mod de fremmede Interventionstropper. — Kommandoen over Tropperne ved Murmansk havde Generalmajor Maynard. Han besatte en Række af de vigtigste Punkter paa Murmanskbanen, og det kom herved til gentagne Kampe med tyske og finske Patrouiller. Russiske Tropper spillede Hovedrollen ved disse Foretagender, medens Kampene imod Bolshevikkerne førtes af de egentlige Interventionstropper. Ved Afslutningen af Vaabenstilstanden den 11/11 1918 havde Murmansk-Korpset i alt væsentligt løst sin Opgave. Man havde bundet betydende tyske Kræfter i Finland, man havde hindret Etablering af en U-Baadsbasis, og de hvide finske Styrker var fordrevet fra russisk Omraade. Men imidlertid havde Situationen omkring Archangelsk udviklet sig paa følgende Maade : De store Lagre ved Archangelsk samt den Omstændighed, at der med denne By som Midtpunkt var større Mulighed for at støtte de kontrarevolutionære Bevægelser, førte til, at allierede Tropper paa denne Front begyndte Intervention i Begyndelsen af August 1918, til at begynde med med amerikanske Tropper. De Røde satte sig haardnakket til Modværge, men maatte dog hurtigt give op og trække sig tilbage, hvilket skete langs Banelinien Archangelsk—Vologda. For at afskære dem Tilbagetoget rykkede et Kommando af Murmansk-Korpset frem fra Sorokka langs Onegabugten, over Byen Onega og Obozerskaya, idet man vilde afbryde Banelinien for derved navnlig at hindre, at de Røde medtog alt rullende Materiel foruden store Lagre af Krigsmateriel. Bolshevikkerne satte imidlertid saa kraftige Styrker ind til Forsvar, at det nævnte Kommando ikke alene blev standset, men ogsaa maatte gaa tilbage til Onega. I Sommerens Løb kom der flere amerikanske Tropper til, saaledes at disses Tal snart oversteg 10.000. Samtidig udviklede de indrepolitiske Forhold i denne Egn sig paa en højst kompliceret Maade, og ordnede Tilstande indtraadte faktisk først, efter at den senere saa berømte General Ironside var ankommet fra England og havde overtaget den faktiske Myndighed i Territoriet. Ogsaa i denne Egn (Archangelsk) formeredes der russiske Enheder, der — efter en Periode med meget uklare Kommandoforhold — blev stillet under Kommando af den russiske General Miller. Det meget blandet sammensatte Korps ved Archangelsk besatte et Omraade, der i Oktober var udvidet til at omfatte Byer ved Floderne Dvina og Vaga i Afstande indtil ca. 300 km fra Archangelsk, samt en Række andre Punkter, bl. a. Onegafloden. Via Byen Onega var der Patrouilleforbindelse til Murmanskstyrkerne. Ved Vaabenstilstandens Indtræden stod altsaa Arehangelsk-Korpset i en meget spredt Opstilling. Samtidig var Bolshevikkerne ifærd med at samle Tropper, optog ofte Kampe med mindre Detachementer af Interventionsstyrkerne og afventede i øvrigt Vinterens Komme med de deraf følgende vanskeligere Forsyningsmuligheder for Modstanderne. Fælles for de to Interventionskorps var, at hverken Mandskab eller Officerer rigtig forstod Aarsagen til det lange Ophold paa denne fjerne Krigsskueplads. Det trøstesløse Landskab med de store Ødemarker og ufarbare Skov- og Tundrastrækninger udøvede en deprimerende Indflydelse, og dette øgedes end mere, da den lange Polarnat satte ind. Intet Under, at Moralen hos de allierede Tropper allerede hen paa Efteraaret 1918 frembød visse Brist. Fra officiel Side fremsatte man — navnlig i England — en Redegørelse for Aarsagerne til, at Ekspeditionskorpset skulde forblive i Nordrusland ogsaa efter, at Centralmagterne havde kapituleret. Man fremhævede, at der ikke var Sikkerhed for, at det kunde lykkes at faa alle Tropper transporteret bort fra Archangelsk, inden Havnen frøs til, og ligeledes hævdedes det, at man ikke kunde svigte de Elementer af den nordrussiske Befolkning, der havde sluttet sig til den kontrarevolutionære Sag i Tillid til Interventionshærens Støtte, og som vilde være prisgivet Bolshevikkernes Hævn, hvis de blev overladt til sig selv. Og saaledes gik Ekspeditionskorpset ind i den lange russiske Vinter.
I Slutningen af November stod følgende Styrker i Archangelsk-Omraadet: 6220 Englændere, 1680 Franskmænd, 5100 Amerikanere, 25 Italienere samt 5300 vel udrustede og uddannede russiske Tropper. Hertil kom 12.000 russiske Soldater af uensartet Bevæbning og delvis tvivlsom Paalidelighed. Overfor denne Styrke stod Sovjetafdelinger, vel udrustede og uddannede, paa tilsammen ca. 20.000 Mand. I MurmanskOmraadet androg det samlede Antal hvide og allierede Tropper ca. 12.000 Mand, overfor hvilke stod et lignende Antal Bolsheviktropper. Archangelsk-Omraadet rummede saaledes det største Antal af Interventionstroppeme. Disses Stillinger strakte sig ved Vinterens Begyndelse til Pinega i Øst, desuden flere hundrede Kilometer frem ad de to store Kommunikationslinier: Dvinafloden og Vologdabanen, og i Vest til Byen Onega. Paa de her mange Steder meget udsatte Smaastyrker gik Bolshevikkerne nu til energisk Angreb, og Situationen var ofte alvorlig, for Dvinafrontens Vedkommende bl. a. paa Grund af Sovjettroppernes udmærkede Flodkanonbaade, saalænge Floden ikke var frosset til; blandt disse Baades Besætning skulde en kun 16—17aarig ung Bolshevik ved Navn Kusnetsov senere blive kendt som Folkekommissær og Øverstbefalende for hele den røde Flaade. Baade i November, December og Januar fortsatte denne Kampvirksomhed, og Bolshevikkeme havde nu en betydelig talmæssig Overlegenhed paa Archangelskfronten. For at undgaa en Katastrofe maatte General Ironside dels rekvirere Hjælp fra Murmansk-Omraadet, dels i højere Grad gribe til en Udvej, som hidtil ikke havde givet særlig gode Resultater, nemlig at uddanne lokale russiske Formationer. Hjælpen fra Murmansk-Omraadet kom til at andrage ca. 1 1/2 Bataillon, og det lykkedes saa nogenlunde at klare Situationen, indtil Tøbrudet satte ind, og derved større Angrebsforetagender for en Tid vanskeliggjordes. Ligeledes bevirkede Tøbruddet, at de allierede kunde indsætte et Antal moderne Kanonbaade paa Floden. Den 20. Maj 1919 tilbageerobrede de allierede Ignatevskaya, der var gaaet tabt under Vinterens Kampe, og dermed var paa dette Afsnit Vinterfelttoget forbi. Paa Murmansk-Fronten havde Kampvirksomheden Vinteren igennem kun været af mindre Omfang. General Maynard maatte som ovenfor nævnt sende Forstærkninger til Archangelsk-Omraadet, men for endnu mere at lette Trykket paa den vanskeligt stillede Archangelskfront var det nødvendigt at beskæftige Bolshevikstyrkerne S. f. Murmansk-Styrkerne. Til Trods for, at de fremskudte Detachementers Stilling her var ret vanskelig som Følge af den karelske og finske Befolknings Holdning, rykkede de allierede Tropper dog frem i Maj Maaned gennem et Terrain, der praktisk talt var uden Veje, og hvori det var umuligt at gennemføre nogen Understøttelse med Artilleri og Flyvere. Det heldige Resultat af denne Operation stimulerede i høj Grad Moralen hos de allierede Tropper og bidrog i øvrigt ogsaa til at standse Bolshevikpropagandaen blandt Befolkningen. 1 Juni fortsatte Maynards Tropper deres Fremrykning imod Syd, men de her indsatte hvide russiske Tropper viste sig mindre anvendelige. Da tilmed nogle Detachementer blev kaldt tilbage til de respektive Hjemlande, og ogsaa de lovede Forstærkninger udeblev, maatte Maynard indskrænke sig til at indtage en Stilling, hvorfra han kunde true Petrosavodzk, hvilket atter bød Mulighed for at true Petrograd — ikke fordi noget saadant i Øjeblikket paatænktes, men fordi den blotte Mulighed derfor var et betydningsfuldt politisk-strategisk Middel i den foreliggende Situation. Paa dette Tidspunkt var det blevet endelig afgjort, at alle allierede Kræfter skulde trækkes tilbage fra Nordrusland. Vinteren havde klart vist, at Stillingen faktisk var uholdbar, saavel i strategisk som i politisk Henseende. Til sidstnævnte Forhold havde bidraget, at man havde valgt General Miller til Chef for de russiske Archangelsk-Styrker; han var reaktionær og støttede sig paa de allieredes Magt og ikke paa Flertallet af Befolkningen, der ganske vist ikke var bolshevikkisk sindet, men som dog endnu mindre ønskede de gamle Tilstandes Tilbagevenden. Den bolshevikkiske Agitation fik imidlertid stedse mere Vind i Sejlene, og hertil bidrog ogsaa de allierede Troppers lidet heldige Fremfærd; ifølge engelske Kilder skal Tyveri og en Række andre Forbrydelser have hørt til Dagens Orden.
Evakuationen fra Archangelsk begyndte straks efter, at Isen havde lettet fra Havnen, d. v. s. i Slutningen af Maj Maaned. Først evakueredes franske og amerikanske Enheder; alene amerikanske Tab (dræbte, saarede og savnede) paa denne Front havde andraget 2485 Mand. De Skibe, der kom for at føre disse Tropper bort, medførte britiske Forstærkninger, der skulde deltage i de Operationer, som maatte gaa forud for Indskibningen af de sidste Styrker. Den mest betydningsfulde af disse Operationer skulde bestaa i en Offensiv fra Archangelsk i Retning af Kotlas, idet man derved vilde søge at opnaa Forbindelse med Admiral Koltchaks nordligste Armé, der stod under Kommando af den tjekkiske General Gaida. De britiske Tropper, der ankom fra Hjemlandet for at gennemføre disse Operationer var førsteklasses Soldater. Churchill havde i Foraaret 1919 ladet hverve 2 Brigader å 4000 Mand til dette Formaal, og det var disse Folk, udtaget blandt de bedste af de mange, som Krigen havde slaaet ud af deres Erhverv, som i det hele taget muliggjorde Afviklingen af hele Foretagendet. Thi i Mellemtiden kom det til alvorlige Begivenheder. Først og fremmest led Koltchaks Arméer alvorlige Nederlag og maatte gaa tilbage, hvilket bevirkede, at det store Angreb til Forbindelse med dem, der vilde have givet de hvide Tropper i Nordrusland en betydelig gunstigere Stilling, vilde være formaalsløst. Samtidig satte en Tørkeperiode ind, som reducerede Vandstanden i Dvina, hvorved det blev umuligt at anvende de overlegne allierede Flodstridskræfter. Men hertil kom, at der paa vidt adskilte Dele af Fronten udbrød alvorlige Uroligheder blandt Tropperne. Hele Batailloner, navnlig af de russiske Tropper, men ogsaa britiske Enheder, gjorde Oprør, og et Antal russiske og britiske Officerer blev dræbt eller saaret. Kun en mere end haandfast Indgriben fra den britiske Flaadestyrke reddede Situationen. Senere, nemlig i Slutningen af Juli, gjorde et helt Regiment russiske Tropper Oprør og overgav deres Frontafsnit til Bolshevikkeme, tilmed Byen Onega, der var af stor Betydning for Forbindelsen mellem de to store Frontafsnit. Kun den Omstændighed, at der var kommet Forstærkninger fra England, hindrede, at Situationen udviklede sig til en Katastrofe. Gennemførelsen af Evakuationen var imidlertid ikke nogen let Opgave. Vanskelighederne var baade af taktisk og politisk Natur. Hvad førstnævnte Forhold angik, da var det i sig selv et overordentlig kompliceret Problem at frigøre de mange Smaastyrker, der paa den udstrakte Front ofte stod i snæver Kampføling med Bolshevikkeme. Og med Hensyn til de politiske Vanskeligheder, da bestod disse navnlig i, at en Del af Befolkningen, foruden den overvejende Del af de russiske Tropper, alene kunde støtte støtte sig paa Interventionstropperne og maatte anses for hjemfalden til en frygtelig Skæbne, hvis disse drog bort. Og den britiske Regering mente ikke at kunne prisgive Russerne uden videre. For paa bedst mulig Maade at faa løst de talrige Problemer, der saaledes forelaa, sendte Englænderne en af deres mest erfarne Officerer, General Rawlinson, til Archangelsk. Han ankom hertil den 11. August, og det blev straks bestemt, at Archangelsk skulde helt evakueres, inden Murmanskomraadet blev rømmet. Grundene hertil var, at General Maynard som før nævnt kunde true Petrograd, det for Bolshevikkeme mest værdifulde Punkt, i det Tilfælde, at de skulde følge for energisk efter Ironsides Tropper. Desuden var Besiddelsen af Murmansk-Kysten en operativ Forudsætning for at gennemføre Evakuationstransporterne fra Archangelsk. Endelig var Murmanskhavnen isfri hele Aaret, medens Archangelsk lukkedes allerede først i November. For at skaffe Luft for Tilbagetrækningen samt for at sikre de tilbageblivende russiske Tropper de bedst mulige Stillinger udførtes nogle kraftige Angreb, støttet af Tanks og Flyverstyrker; Bolshevikkeme blev drevet langt tilbage, hvorefter Tilbagegangsbevægelserne organiseredes, saaledes at alle de allierede Styrker den 23. September var naaet inden for Archangelsks Befæstningslinier. Englænderne overdrog meget store Mængder af Vaaben, Ammunition og Levnedsmidler til de hvide Tropper, og om Eftermiddagen den 27. September afsejlede det sidste Detachement af Interventionstropperne fra Archangelsk til England.
Fra Murmansk skete Evakuationen faa Uger senere. Ogsaa her var et kraftigt Stød blevet foretaget i sydlig Retning, hvorefter Evakuationen begyndte i de sidste Dage af September. Den 4. Oktober var Interventionstroppeme naaet N. f. Kandalahti, og den 12. Oktober forlod de sidste Styrker Murmansk.
Tilbage er at omtale, hvorledes man ordnede Forholdet til den hvide Hær og Befolkning, samt disses Skæbne. Straks efter sin Ankomst til Archangelsk foreslog General Rawlinson General Miller følgende:
1) Russerne opgiver Forsvaret af Archangelsk.
2) Den Del af Befolkningen, der eventuelt vil blive Ofre for Bolshevikkernes Hævn, evakueres til andre Dele af Rusland.
3) Den nordrussiske Regering overføres til Murmansk, og
4) de russiske Stridskræfter koncentreres til Forsvar af Murmansk-Omraadet.
Den operative Fordel ved en saadan Ordning var dels, at det var lettere at forsvare Murmansk end Archangelsk, dels at sidstnævnte By kun havde ringe Betydning, efter at Koltschaks Hære var blevet slaaet i Nordøstrusland. Desuden kunde ogsaa de russiske Tropper fra Murmansk true Petrograd og muligen samvirke med General Judenitch’ Hær i de baltiske Stater. General Miller ønskede imidlertid ikke at opgive Archangelsk, idet han mente, at dette vilde betyde et for alvorligt Slag for de Hvides Prestige, og yderligere modtog han Ordre fra Koltschak om at holde Byen. Da saavel han som den lokale Regering desuden undervurderede Styrken af den bolshevikkiske Bevægelse i Nordrusland, afslog han at lade sine Tropper og deres Familier evakuere. Dette lettede selvsagt Evakuationsproblemerne for de allierede Tropper; kun 6500 Personer ønskede at forlade Nordrusland, og disse førtes dels til Sydrusland, der var Centret for Kampen mod Bolshevismen, dels til Randstaterne. Efter at de allierede var draget bort, kæmpede de hvide Tropper i nogen Tid tappert mod Bolshevikkerne og tog endog et betydeligt Bytte og mange Fanger. Men der var for ringe Dybde til at gennemføre store Forsvarsoperationer, og der manglede helt en egentlig Basis for Tropperne. Allerede den 20. Februar 1920 besatte Bolshevikkerne Archangelsk, og 3 Dage senere faldt Murmansk. Deres Hævn var blodig.
Hermed var de dramatiske Begivenheder, der i de nordrussiske Ødemarker dannede en af Verdenskrigens sidste Udløbere, til Ende. Aarsagerne til, at de store, fremmede Troppekontingenter optraadte paa denne fjerne Krigsskueplads, er nævnt i det foregaaende: de var af strategisk Karakter. Da derfor disse Opgavers Løsning var tilendebragt, og da det viste sig, at der paa den ene Side ikke bestod Mulighed for i Nordrusland at etablere en hvid Regering og Hærstyrke, der kunde klare sig ved egne Midler, og da der paa den anden Side ikke i Offentligheden i de allierede Lande var tilstrækkelig Stemning for med virkelig Kraft at gribe Offensiven mod Bolshevismen, var der ingen Vej uden om at likvidere det nordrussiske Foretagende. Og det maa erkendes, at de allierede, først og fremmest Englænderne, gjorde, hvad de kunde for at afbøde de skæbnesvangre Virkninger af, at Strategi og Politik saaledes ikke havde kunnet koordineres. — I Dag er Kolahalvøen og Archangelsk atter blevet et af de strategiske Brøndpunkter, og i Situationen finder man trods alt Lighedspunkter med de Begivenheder, der for mere end 22 Aar siden prægede Nordrusland: Thi Murmansk er Broen til England og dermed lige betydningsfuld for Tysklands og dets Modstanders strategiske Planer.
E.
