0. Det er med den største interesse, man læser de indlæg angå­ende befalingsmandsordningen, som har været optaget i de sidste numre af „Militært Tidsskrift“.

   I nærværende indlæg fremsættes nogle synspunkter angående korporaler og sergenter udfra erfaringer gjort i geleddet i pansertropperne.

   Selv i fare for som tidligere chef for en befalingsmandsskole at blive betegnet som en farisæer, der altid tidligere bar hæv­ det korporalskolens store berettigelse og eneste rigtige uddannel- sesgrundlag, må jeg erkende, at kun ca. 1 1/2 års arbejde ved et regiment i meget bøj grad har ændret mit syn.

Selvom man fra geleddet stadig påberåber sig mangel på befalingsmænd og gor det med fuld ret, idet vi stadig mangler et meget stort antal befalingsmænd, er det givet, at det er til skade for uddannelsen, når ca. 17 % (gælder panservåbnet) udtages til befalingsmandselever. De 17 af hvert hundrede udgør jo netop den procentdel af værnepligtsmassen, som i kraft af militære og menneskelige egenskaber er særligt værdifulde.

Nr. 18, 19, 20 o. s. v. kan være gode fornuftige soldater, men det er givet, at nr. 1—17 er den del af hundrede, som både mo­ ralsk og militært præger resten. Man har, som kaptajn Hvidt siger det i anden forbindelse i sit indlæg, kun den „bløde mel­lem vare“ tilbage.

De 17 % sendes på skole (enten sergentskole eller korporal- skole) efter at have været rekrutter i 3 måneder og kommer til­ bage 6 måneder efter, d. v. s. 3 måneder efter, at næste hold re­krutter er mødt.

Sergenterne kan, hvis det er muligt at sætte dem ind ved det hold, der er 6 måneder yngre end de selv, følge dette hold lil hjemsendelsen, — men herom senere.

Anderledes for korporalernes vedkommende. Sættes de ind ved det hold, der er 6 måneder yngre end de selv, kan de kun følge holdet i 9 måneder og hjemsendes ved holdets overgang til sidste halvår, hvor der netop i særlig grad vil være brug for dem, idet uddannelsen her skal have sin klimaks.

I disse sidste 6 måneder må der så i stedet indsættes yngre korporaler, som ikke vil være i stand til at klare opgaven med 3’ halvårs folk, eller man må basere sig på menige på korporaler­ nes plads.

Sættes korporalen ind på det hold (rekrutskolen), der er 12 måneder yngre end han selv, bliver forholdene endnu værre, idet lian så kun kommer til at følge det pågældende hold i 6 måneder.

Sættes han ind på det hold, der dannes af hans kammerater, kan han forblive der til hjemsendelsen, men det, at han har væ­ ret borte fra holdet i 6 måneder og har fået en befalingsmands­ grad, vanskeliggør hans forhold. Han kender ikke arbejdet i un­derafdelingen, betragtes let som stående udenfor kammeratska­bet og anerkendes ikke som dygtig nok på sin plads (hvad han heller ikke kan være).

Den nuværende korporalsordning og korporalernes tjeneste­ omgang stiller regimentet overfor en stadig tilbagevendende omenkadrering.

Med 6 måneders eller endog 12 måneders tjenestetid for den menige var ordningen med korporaler god, og korporalerne gjorde god fyldest. Efter indførelse af 18 måneders tjenestetid stiller sagen sig ganske anderledes. I dag behøver vi i fredstid ingen korporal.

Den dygtige menige — ham der er nr. 6, 7, 8 o.s.v. af de’ hundrede — er den naturlige fører for sine kammerater. Han skal ikke være befalingsmand og ikke i egentlig forstand føre kommando. Han skal være den naturlige leder af sit hold, fordi han er den bedste. Kammeraterne vil respektere ham på grund af hans egne gode egenskaber og vil være villige til at indordne sig under ham, fordi de ved, at han er den bedste.

Ganske vist vil hans viden være begrænset til et enkelt felt: gruppefører (for en maskingeværgruppe, en kanongruppe, en mortergruppe), vognkommandør e. 1., men han vil på sit begræn­sede område have mere viden end den selv nok så veluddannede korporal, som på korporalskolen har fået en mere all-round ud­ dannelse.

Endvidere vil man uden tvivl opnå at skabe en bedre disci­ plin og en bedre korpsånd. Korporalen står som en mand, man skal lystre, den menige gruppefører vil stå som en mand, man gerne vil følge.

Et forsøg ved en eskadron ved det danske kommando i Tysk­ land har vist, at den menige gruppefører gjorde særdeles god fyldest. Efter de resultater, forsøget viste, tør man endog hævde, at de gjorde bedre fyldest, end korporaler kunne have gjort un­der de givne forhold.

Endelig vil man ved at anvende menige gruppeførere opnå den meget store fordel, at de pågældende kan blive ved deres hold fra mødet som rekrut til hjemsendelse. De vil naturligt gå ind på deres pladser ved mobilisering og der komme sammen i gruppe e. 1. med de kammerater, de under uddannelsen har kendt og ført.

Af rent praktiske grunde burde de ved hjemsendelse udnæv-nes til korporaler og møde som sådanne ved genindkaldelse og mobilisering.

Under uddannelsen bør de have et særligt kendetegn, f. eks. en flettet snor i eskadronsfarve om venstre skulder, og de burde som anerkendelse af deres større arbejde og ansvar have et dag­ligt tillæg til deres lønning, f. eks. 1 kr. pr. dag.

Både snoren og den ekstra lønning vil være medvirkende til, at stillingen som gruppefører bliver attraktiv.

Gruppeføreren bør efter indstilling fra underafdelingen ud- nævnes af bataillonen, der også kan bestemme, at gruppeførerstil­lingen fratages ham, hvis han ikke viser sig dygtig nok, eller hvis han på et eller andet område svigter.

E11 egnet gruppefører skal have adgang til optagelse på ser­ gentskole på samme måde som nu en korporal. Forlader en grup­ pefører af den grund underafdelingen, træder blot en ny i hans sted, men det kontinuerlige arbejde i gruppen fortsættes.

Mod den ovenfor foreslåede ordning kan man indvende, at man derved ikke får et tilstrækkeligt antal unge, værne­ pligtige befalingsmænd til uddannelse af rekrutterne i de første 3—4 måneder, inden gruppeførerne træder ind på deres pladser, og det er rigtigt, at man her får en mangel, som dog ikke er er større end, at uddannelsen kan finde sted tiden vanskelighed.

I de første måneder kan man på rekrutskolen (det bemær­kes, at der kun tales om pansertropperne) nøjes med ret få be- falingsmænd, og des flere ældre, rutinerede befalingsmænd, man kan sætte ind, des færre befalingsmænd kan man nøjes med.

I alle fag af teoretisk art, vil der altid være et tilstrække­ligt antal befalingsmænd til rådighed — i virkeligheden vil der kun under eksercits, gymnastik, skyttetjeneste o. 1. være mangler. Dette kan i nogen grad afhjælpes ved — til gavn for uddannel­ sen — at lade de allerflinkeste optræde som tropslærere. Herved gives der de hurtigst nemmende en opmuntring og de noget sva­ gere udrustede en kammeratlig hjælp.

Samtidig vil de ved rekrutskolen værende officerer på et tid­ ligt tidspunkt få en særdeles god viden om en mands praktiske evner til at blive befalingsmandselev eller gruppefører.

Som omtalt tidligere kommer sergenteleverne tilbage fra ser­ gentskolen 3 måneder efter, at uddannelsen af næste hold er på­ begyndt. Hvis sergentskolen lægges noget om, vil man kunne opnå væsentlige fordele.

Hvis man kun skal udtage sergentelever i første omgang, vil det nødvendige antal (antagelig ca. 5 % + frivillige gruppeførere og mather) kunne udtages således, at de 2 måneder efter mødet optages på en sergentskole af 4 måneders varighed.

Udnævnelsen til sergent falder så sammen med næste holds indkaldelse, og sergenterne kan — på få undtagelser nær — for­ blive ved underafdelingen til holdets hjemsendelse. Ved genind­kaldelse og mobilisering er de på deres pladser som delingsføre­re, kampvognskommandører O. S. V.

At man ved den her foreslåede ordning svækker den i for­ vejen korte befalingsmandsuddannelse er givet, men fordelene må være iøjnefaldende, og specialkurser ved regimenterne vil efter­ hånden gøre sergenten velegnet til at bestride den „ensidige“ op­gave, han vil få tildelt, og som han under den praktiske tjeneste stadig uddannes til.