Oberstløjtnant M. L. Lauesen, Prinsens Livregiment, berører i sit indlæg om hærens kadreproblem side 455—470 i dette tids skrifts decembernummer 1953 også hærens reserveofficer-spørgsmål.
Selv om løsningen af dette problem, det øjeblikkelige kaos ufortalt, må have trangfølge efter hærens (værnenes) alt domine rende genopbygningsopgave nr. 1 (tilvejebringelse af 3000 geled- rutinerede, professionelle, tilfredse sergenter), må lejligheden straks benyttes til at henlede opmærksomheden på, at hærens reserveofficerskorps (sekondløjtnanter M. 1909/37 inklusive), der ud gør op til ofte mere end 90 % af et udrykkende regiments officerskadrer, er ved at gå i opløsning. Man kan så sætte streg under første eller anden halvdel af ordet reserveofficer efter behag.
Oberstløjtnantens udtalelser vedrørende dette korps ægger til — endog meget — skarp modsigelse. De er på mange måder symp tomatiske for atmosfæren i en hær, hvor glosen „befalingsmand“ efterhånden har slået bimden ud af al saglig diskussion om enkadreringen. Ingen hær kan virke uden officerer (ulykkeligvis inklu sive reserveofficerer) og sergenter. Hver specialister på sit område.
100 års felttogsløs tilværelse har givet os „befalingsmanden“ — forsvarsfunktionæren, der, for at bruge et kendt paradox, „hverken kan slås eller pudse“.
En „blod mellemvare“, der også har fjernet enhver form, farve og mening fra reserveofficerskorpset. En dybtgående analy tisk behandling af reserveofficersbegrebet er nødvendig. Pladsen her umuliggør denne — forudsætningen for at kunne opstille for slag til en holdbar ordning. Men to kendsgerninger må ved denne lejlighed alligevel slås fast:
1) Reserveofficersaspiranten kan ikke udtages på det af oberst løjtnanten anførte underofficerskriterium. Folk med anlæg for officersgerningen (taktisk og åndelig føring af værnepligtige) er normalt dårlige underofficerer (og omvendt). Det er en dybtgående undersøgelse af aspirantens civile fortid og humane viden, hans civile fremtidsmuligheder, hans civile målsætning, der sammen med en alm. militær bedømmelse af hans karakteregenskaber, fysiske egnethed og fremtræden må afgøre, om landet skal ofre en reserveofficersuddannelse på ham.
2) Adgangskravet til reserveofficersskolerne — til sekondløjt nant-(RE)-graden — kan ikke under nogen form være mindre, end det i dag er til officersskolen — d. v. s m. h. t. eksaminer være mindre end artium. Det må tværtimod formentlig være større un der henvisning til den sproglig/akademiske uddannelse, kadetten får i dag på Frederiksberg Slot, og som reserveofficersskolen jo ikke kan give sine elever. De må altså have alt dette „med hjemmefra“, idet de simpelthen i dag indgår i linieenhederne og der krigsplaceres i linieofficersstillinger.
Den, der i dag kæmper for en rimelig reserveofficersordning, står med 3 modstandere: 1) den ungdom, der burde påtage sig reserveofficersbyrden, 2) den lovgivningsmagt, der skal muliggøre ordningen, 3) adskillige af hærens officerer. Oberstløjtnant Lauesen synes at være en charmerende, velskrivende og farlig repræsentant for gruppe 3.
A. N. Hvidt.
