Befalingsmændenes Selvstændighed betragtet med særligt Hensyn til Forholene under Kamp

Ordet Selvstændiglied anvendes i to Henseender som Karakteristik af et Individ, idet det kan have Hensyn dels til Individets Naturel, deis ogsaa til dets ydre Stilling i Forhold til Omgivelserne.

Naar det siges om en Mand, at han har et selv­ stændigt Naturel, saa tænkes jo derved paa en for ham karakteristisk, individuel Egenskab, en Egenskab, der, skjont mere fremtrædende hos den ene end hos den anden, dog til en vis Grad findes hos enhver. Om nogen absolut Selvstændighed, saaledes forstaaet, at der skulde gives menneskelige Naturer, som fuldstændig vare sig selv nok, kan der vel ikke være Tale. Mennesket er ikke skabt til at være ene, men besjæles af en Trang til uden fra kommende Vejledning og Støtte, der i vort moderne Samfund, hvor de enkeltes Opholdelse ved social Assurance er bleven fælles Pligt, sikkert ikke mindre end i Arilds Tid som en Naturejendommelighed er knyttet til det menneskelige Væsen.

Det selvstændige Naturel giver sig til Kjende for os ved sin Stræben efter ved egen Kraft at søge fyldestgjort de Krav, som Pligt og Fornødenhed stille, ved sin Utilbøje­ lighed til Underkastelse og ved sin Tillid til eget Formaaende og Værd. Det kan alt efter Beskaffenheden af de øvrige Dispositioner, der ledsage det, i sine Ytringer nd ad erholde et for sine Omgivelser mere eller mindre fordrageligt Anstrøg.

Det humant selvstændige, der gjennem Erkjendelsen af eget Værd og Trangen til Uafhængighed for sig selv naar frem til at forstaa og skatte de samme Følelser hos andre, maa vel antages ikke at støde paa Antipathi hos andre end dem, der i enhver selvstændig Ytring uden for sig selv mene at se en aldeles ubeføjet Pretention eller en Hæmsko for egen Lyst til Magt og Herredømme. Det despotisk selvstændige derimod, i hvilket Følelsen af den det egne Væsen tilkommende Selvbestemmelse og Frihed paa en mærkelig Maade er forbunden med Lysten til at dominere andre, og det stupid^selvstændige, der i halsstarrig Ufornuft kun evner at se noget virkelig godt og dygtigt hos sig selv, ere Nuancer, der vanskelig ville formaa at vinde Sympathi udenfor den Kategori af lidet selvstændige Individer , der ere beredte til at tilbede enhver Magt, som antages at kunne skaffe dem en Fordel.

Det selvstændige Naturel maa imidlertid til Trods for disse dets stundom mindre humane Fremtoninger erkjendes at frembyde Betingelser, der, som det mest karakteristiske for det ægte mandige Væsen, mere end mange andre gjøre det skikket til at tage Affære overalt, hvor der skal udøves en Ledelse eller ydes Garanti for Konsekvens og Helhed i et Foretagendes Gjennemførelse. Uselvstændighedens Kjendemærker: Manglen paa Selvtillid, Handlekraftens Svækkelse ved Frygten for andres Dom, Lysten til at behage, Modtageligheden for uden fra kom­ mende Paavirkning o. s. v. ere Karaktermangler, der meget vanskeliggjøre saa vel den bestemte Erkjendelse af et Forholds Natur som Beslutning og Iværksættelse og derfor, idet de blive Kilder til Famlen og Planløshed hos den, der skal lede og træffe Åfgjørelser, ofte ikke kunne opvejes af iøvrigt gode Egenskaber. Det selvstændige Naturel, der fatter og udfører sine Beslutninger i Tillid til egen Kraft og uden at være betaget af nogen Trang til uvedkommende Hensyntagen til andres Meninger, kan formedelst denne sin psykologiske Afsluttethed , for­ medelst Umiddelbarheden i Relationen mellem Tanke og Villie, udøve sin Indflydelse med en Frihed og Lethed, der bringer det ud over Vanskeligheder, overfor hvilke den uselvstændige staar hjælpeløs.

Jo mere det besidder den medfødte Lyst eller Trang til Handling og Virksomhed, jo mere forøges ogsaa dets Værdi som frembringende og nyttegjørende Samfunds­ element. Trangen til Selvfrembringelse eller Selvvirksom­ hedsdriften, der som den egentlige Livsimpuls hos ethvert Menneske allerede tidlig frembyder sig for Iagttagelsen, er utvivlsomt den fornemste Kilde lil Udvikling og Frem­ skridt, men sikkert ogsaa i det praktiske Liv, hvor Virk­ somhedssfærerne omkredse og begrændse hverandre, hvor Interesserne krydses og disharmonere, en Kilde til Ufred og Kamp.

Et Maal for Opdragelsen maa det derfor blive at moderere og forme den efter Livets Krav, en Kunst at gjøre det paa rette Maade. Hos nogle er den stærk og stridig og maa da om end varsomt modarbejdes og smidiggjøres ved Relæring og Tvang; hos andre derimod saa svag, at den langt mere maa stimuleres og hærdesj og det gaar med den, som med saa mangen en Livs­ ytring, at jo mere den øves, jo mere vil den skærpes. Selv det mindst selvformaaende, det mest holdnings- og villieløse Naturel, kan formes og nerveres ved hyppigt at anspores og opmandes til selvstændigt Arbejde.

Den anden Del af Selvstændighedsbegrebet er den, der har Hensyn til Individets ydre Stilling. Denne kan jo efter de særlige Omstændigheder og efter Lovene for det Samfund, i hvilket Individet lever, være meget forskjellig.

I det militære Samfund er Selvstændigheden, om end i Følge Sagens Natur mere begrændset end i mange andre, ingenlunde udelukket. Flere og flere have indset, at Selvvirksomhedsdriften er en Kraft, der selv i saa regelbunden en Organisme, som den militære, kan yde sin store Nytte. Flere og flere Stemmer have hævet sig for at betone Nødvendigheden af at tildele Befalings- mændene eller enkelte Grader af disse en endog meget udstrakt Selvstændighed, og det er utvivlsomt, at de have fundet Øre i ledende Kredse, at de have set deres Be­stræbelser bære Frugt saavel i de senere Tiders Regle­ menter og Forskrifter som i en mere almindelig, om end nok saa meget theoretisk som praktisk, Erkjendelse af Betydningen af en Udvikling af Kommandoforholdene i den ved de fremsatte Ideer antydede Retning.

At Fordringerne undertiden ere fremsatte noget skarpt og overdrevent og ikke al Tid ere motiverede med for­ nøden Hensyntagen til de Forhold, der betinge deres praktiske Gjennemførlighed, kan vel ikke nægtes; de ere selvfølgelig derfor ogsaa stødte paa Modstand og Betænke­ ligheder.

Et tydsk Skrift — hvis Forfatter har sat sig til Opgave paa Grundlag af en uafbrudt praktisk Erfaring i Krig og Fred at undersøge Berettigelsen af de i Literatur og Praxis fremkomne Anskuelser, ’og som, skjønt paa flere Punkter ikke uimodsagt i den tydske Literatur, vist maa siges i det væsentlige at indtage et med den raa- dende Opfattelse overensstemmende Standpunkt — har saaledes taget stærkt til Orde mod de Forkæmpere i denne Sag, der have opstillet Læresætninger og Doktriner, hvis Konsekvenser vilde føre til Absurditeter og Vilkaarlig- heder, der i høj Grad maatte svække den ved de over­ ordnede Føreres forenede Bestræbelser ydede Garanti for de mange Troppesmaadeles Samvirken mod et fælles Maal.

En saadan urimelig, men dog ofte opstillet og i fuldt Alvor forsvaret Læresætning skulde det være at hævde, at del er en Indgriben i de undergivnes berettigede Selv­ stændighed , naar en Foresat ved Øvelserne befaler en Forandring i de af en Underforer trufne Anordninger. Paradoxen belyses bl. a. ved følgende Exempel (Side 24 i det nævnte Skrift):

Es entwickelt sich ein Bataillon zum Gefecht mit vorläufig einer Kompagnie im ersten, dreien im zweiten Treffen. Die erste Kompagnie schlägt eine falsche Dich­ tung ein, einer der schwerwiegendsten Fehler, denn die jetzige Art des Gefechts bringt es mit sich, dass Verbes­ serungen durch Schwenkungen, Kichtungsveränderungen u. s. w., nachdem die Truppe einmal ins Gefecht getreten ist, nur sehr schwer, oft gar nicht auszuführen sein werden. Um so schärfer muss darauf gehalten werden, dass die anfängliche Marschrichtung der vorgehenden Kompagnien eine richtige ist. Kommt nun ein solcher Fehler vor, so soll ihn der Vorgesetzte nicht verbessern sondern die Sache einfach laufen lassen!

Ja, es ist wirklich wahr, ein so unkriegsgemässes Verfahren wird jetzt häufig mit allem Ernste als das einzig richtige dargestellt!

Man tænke sig bemeldte Bataillon paa vore Ene­ mærker, f. Ex. paa Bakken ved Frederiksberg Slot, med sit ene Kompagni i første Linie. Det være Bataillonschefens Hensigt at operere mod Brønshøj Kirke; under Vejs disponerer imidlertid Fortroppens Fører saaledes, at Bataillonen, hvis den da følger, maa komme til at pas­ sere Rosenborg Ilave eller et andet langt ud til Siden liggende Sted; — overfor denne Løsning skulde da begge de Herrer Chefer kun have at resignere og se til!

Tanken mangler vel ikke Storhed og vilde, saafremt den lod sig realisere, tillade en meget altraaelsesværdig Reduktion af det nu brugelige, kostbare Kadreapparat; den fortjener derfor muligen at holdes i Hævd som et Ideal, der bør tilstræbes; men Øjeblikket til dens fuld­ stændige Virkeliggjørelse ligger dog sikkert saa Ijærnt, at der ikke endnu kan blive Tale om at rokke ved den gamle Grundanskuelse, der tillægger Fører- og Befalingsvirksomheden saa stor Betydning, at den endog opstiller den ubetingede Lydighed mod de Foresattes Befalinger som den første og vigtigste Pligt for enhver Soldat.

Hvor vidt man bør gaa i Indrømmelser til Selvstæn­ digheden er et Spørgsmaal, der ikke lader sig besvare ved Opstilling af en eller anden Doktrin. De Omstæn­ digheder, der her gjøre deres Indflydelse gjældende, de være personlige eller beroende i Forholdets Natur, ere saa forskjellige, at de ikke tillade en Indordning under en bestemt Lov. I et givet Tilfælde kunne nogle Grunde tale for al stille en Fører meget selvstændig, andre der­ imod tilraade at begrændse hans Handlefrihed ; den ende­ lige Afgjørelse maa ofte komme lil at bero paa et Skjøn. Vil man danne sig Holdepunkter for et saadant Skjøn, og vil man overhovedet klare sig den hele Sag, maa man nærmere undersøge og præcisere, hvilke de betingende Faktorer ere, og da først og fremmest tage under Over­vejelse, i hvilken Grad de enkeltes Selvstamdighed er ønskelig og forenelig med det almene Princip, der maa være Sjælen i enhver leve- og virkedygtig militær Orga­nisme o: med Principet de mange smaa Kræfters Opgaaen i en stor Enhed, der ledes af én Villie.

Den Organisationsform, der tillader en enstidig Vir­ ken af alle Kræfter mod samme Maal, er i Følge Erfa­ ringen som for den umiddelbare Betragtning den, der besidder størst Styrke og derfor ogsaa byder de bedste Garantier; men den fordrer til sin Virkeliggjørelse abso­lut Underkastelse under en eneste inspirerende Villie, uden hvilken en Samvirken af alle Kræfter, selv om ogsaa disse alle ere besjælede af samme Ide, ikke vil blive i videst Udstrækning nyttig.

Hvorledes skulde det lykkes under en Kamp i det belejlige Øjeblik at opnaa den ved det samlede, enstidige Anløb mod et Angrebsobjekt saa mange Fold fordoblede Udsigt til et gunstigt Hesultat, hvis ikke de Hundreder og Tusinder, af hvilke flere, fordelte som de ere i Terrainets Afskygninger, hverken kunne se hinanden eller erkjende det Maal, de bør tilstræbe — hvis ikke de alle vare beredte til at bøje sig for en enkelt besluttende Villie? En almindelig Konference om slige Afgjørelser vilde, hvor megen Chance den end maatte have for at tilvejebringe Enighed, alene af den Grund være umulig, at den vilde forspilde den kostbare Tid. Et Sted fra maa Parolen komme, et Sted maa der i det Heles som i den Enkeltes velforstaaede Interesse findes et øverste besluttende Organ, der har Ret til at befale og Fordring paa at blive adlydt, et Hoved, der samler alle Traade og garanterer den for ethvert Hovedøjemeds Opnaaelse saa nødvendige Foretagendernes Kontinuitet.

Det almene Princip bliver et Resignationens, et Underkastelsens Princip, overfor hvilket Individualiteterne maa træde i Skygge; men det er tillige som ethvert andet Princip i sin absolute Form et theoretisk, et idealt Synspunkt, der ved sin Anvendelse i det praktiske Liv maa komme til at forme sig efter de faktiske Forhold. Erkjendes det end, som Verdy du Vernois i sine «Studien über Truppenführung»l) udtaler det, at je aufopferungs­ voller eine Armee ist, desto grösseres Hecht bat sie auch eine einsichtige und verständige Führung von jedem ihrer Führer, gleichviel ob er sich vor einem Zuge oder an der Spitze einer Armee befindet, zu fordern, og lykkes det i denne Erkjendelse paa enhver ledende Plads at stille den mest formanende Kraft, saa er og bliver denne alligevel kun en menneskelig Ufuldkommenhed, en be- grændset Evne, der, om den end kan undfange og klar­ lægge Hovedideen til et Foretagende, dog uden for sit eget maa søge den fornødne Aandsmedvirkning til Ideens fuldstændigere Udformning og Realisation. Den ideale, alt omfattende Ledelse, den sig overalt paa rette Maade direkte paatvingende Villie, der fur Principets ideale Gjennemførelse maatte blive en Betingelse, er ej existerende i Mulighedernes Verden. Her paatrænger sig andre Principer, der vel al Tid i den militære Verden som i den civile til en vis Grad have gjort sig gjældende, men som vist maa siges i vore Dage at fremtræde særlig skarpt; det er Principerne Arbejdets Deling og Kræfternes størst mulige Udnyttelse.

Ingen erfaren Praktiker vil være blind for Betyd­ ningen af disse, de rationelle Bærere af vor Tidsalders storstilede Arbejds- og Frembringelsesdygtighed, overalt, hvor der ved praktisk Virksomhed skal opnaas store Resultater. Ethvert Arbejde, ethvert Foretagende ud­ kræver til sin Fuldendelse et vist Forbrug af Tid og Kræfter; er Tiden begrændset og Arbejdet stort, maa Kræfterne nyttes i Evne som i Tal; alt maa gjøres frugt­ bringende, ingen lades uvirksom. Det er denne den strenge Økonomiens Lov, der behersker vor Tid, og som paa det militære Virksomhedsomraade ikke mindre end i det praktisk borgerlige Liv maa stille sine Krav. Vom jüng­ sten Soldaten aufwärts muss überall volles selbstthätiges Einsetzen der ganzen persönlichen, geistigen und körper­ lichen Kraft gefordert werden. Nur so lässt sich die volle Leistungsfähigkeit der Truppe in übereinstimmendem Handeln zur Geltung bringen, udtaler den tydske Fell- dienst-Ordnung, der erkjender, hvilken overordentlig intensiv Kraft der ofte i Krigen maa sættes ind. Ethvert umotiveret ikkeforbrug er en Svækkelse, der overalt, hvor Chancerne staa lige, kan blive afgjørende skæbnesvanger for den forsømmende Part.

Arbejdsdelingen, Kræfternes størst mulige Udnyttelse maa tages i Betragtning, hvor der skal udføres et Ar­ bejde, der overstiger den Enkeltes Kraft; Virksomheden maa fordeles til de Enkelte efter Evner og Tilbøjeligheder. Individualiteten maa have Frihed til inden for den tildelte Opgave at ytre sig fuldstændig i Overensstemmelse med sine Ejendommeligheder, thi først ved denne Frihed og gjennem den ved denne vakte Bevidsthed om det egne Væsens Handledygtighed og Handlepligt vil det blive muligt at opnaa den mest potenserede Kraftopbydelse af hver enkelt, der ved egen Drift og Selvvirksomheds­ instinkt bedre end nogen anden Magt formaar at udbytte sine egne Bessourcer. Frihed og Tillid forpligter og ansporer. Individualitetens altfor unaturlige Begrændsning, dens altfor betingede og forstyrrede Pulsering virker sløvende og paralyserende eller fremtvinger en Spænding, som atter og da ofte gjennem demoraliserende Reaktion maa skaffe sig Luft ved det ilproduktive Arbejde at tilveje­ bringe en naturlig Tingenes Orden og Ligevægt.

I den militære Organisme se vi et overordentlig ind­ viklet Apparat, hvis Virkedygtighed er betinget af saa mange og saa vidt forskjellige Faktorer, at det umuligt i alle Enkeltheder kan overses eller styres ved en llaand. Der gives næppe en Hjælpekilde, som det er lykkedes at aflokke Naturen, uden at den maa yde et vel ordnet Hærvæsen sin Tjeneste. Specialiteter af enhver Art dukke frem og komplicere den hele Hærmekanisme med en saadan Mængde af faglige, tekniske, administrative og andre Virksomheder, at den øverste Ledelse, hvis den bogstavelig skulde røgte dem alle, maatte overvældes i et Kaos af Detailler eller vakle paa et Skjær af Overfladisk­ hed, der vilde være lige saa fortvivlende for den selv som fordærvelig for det Heles Vel. En Sortering af Arbejdet, som vi for længst se den iværksat ved Grup­ peringen i Vaaben og Korps, der hver maa have sin Virk­ somhedsgren til selvstændig Dyrkning, er en Nødvendighed, der, alt som Udviklingen skrider frem, vil paatvinge sig med flere og flere Udstykninger i Detaillen.

Men ikke alene Organismens Mangesidethed, ogsaa dens Storhed, dens Uoverskuelighed — Tid og Rum — umuliggjøre dens fuldstændige Anvendelse ved en enkelt Kraft. Ledelsens Byrder maa fordeles paa flere Skuldre, der hver drager sit Læs og bærer sin'Brøkdel af Ansvaret. En Leddeling, begyndende fra oven og mang- foldiggjorende sig nedad til det mindste Led, der kan udgjøre en Enhed, o: til den enkelte Mand, er en uund- gaaelig Betingelse for Llærkolossens Styring som Hele, og den bliver tillige et Middel til gjennem Leddenes Selvvirksomhedspligt at opnaa dens størst mulige rettidige Kraftudvikling. Den Ledendes Villie maa levendegjøres og realiseres ved Hjælp af disse Led ; men disse maa ikke alene som blotte Gjennemgangsorganer, men ogsaa som selvstændig supplerende kunne staa den Ledende bi. Jo bedre han forstaar at udnytte den dem iboende selvformaaende Kraft, jo mere han kan stole paa, at enhver af dem i rette Øjeblik af sig selv griber ind, jo lettere og jo mere elastisk vil den hele Mekanisme kunne funktionere, og jo friere og dristigere vil han selv kunne handle. En aandløs Fastbinden af dem til skematiske Former, en Indskrænkning af Virkefeltet til mekanisk Udførelse af smaalige Befalinger ere en Magelighedens, en Sorgløshedens Befordring, der under alvorlige Forhold, hvor uforudsete og uforudseelige indtrædende Tilfælde krydse selv den omsigtsfuldeste Ledelses Planer, maa give Krigsapparatet en Tunghed og Ubehjælpsomhed, en Ensidighed og Mangel paa Smidighed, der ikke alene vil gjøre det overordentlig saarbart, men endog under uventede kritiske Situationer kan bringe det helt til Forsagning.

Krigen er, som Aarhundredets største Militærgeni forlængst har udtalt det, une affaire de tact og som saadan uimodtagelig for pedantisk Tilformning med Lineal og Passer. Forholdene vexle idelig og uden erkjendbar Lovmæssighed, Forholdsreglerne maa kunne ændres og afpasses med tilsvarende Utvungenhed. Nye Situationer opstaa; nogle gunstige og øjeblikkelige, de maa udbyttes med Resoluthed; andre ugunstige og overhængende, de maa bekæmpes i deres Vorden uden Tøven. Unter welchen Verhältnissen man sich schlägt, siger Verdy du Vernois1), und wie man sich dann schlägt, lässt sich gar nicht auseinander halten; das Erstere be­ dingt das Letztere. Fjenden, Terrainet og de egne Trop­ per ere Faktorer, der, hver for sig som i Relation til hinanden indbyrdes, ville frembyde Kombinationer, hvis Talrighed og Forskjelligartethed byde Skema og Normer Trods. Den Recept, der afhjælper et Onde, fremkalder muligen et nyt, der er værre; den Forholdsregel, der fremmer en Interesse, skader ofte en anden endnu større; den Refaling, der var god for et Kvarter siden, bliver uudførlig, naar den kommer til Bestemmelsesstedet. Mange Øjne maa til for at overse de mange Kampens vidt- forgrenede og dybtfortonede Enkeltheder, der ved stadig Rapport fra Led til Led skulle samles til et for de øverste Kommandoled orienterende Hele; men de mange Øjne, de mange Seende maa ikke alene kunne se og be­ rette , de skulle ogsaa kunne vurdere og handle af egen Drift, hvor uopsættelig Handling af Omstændighederne kræves. Die Vereinzelung, udtaler Tellenbach om den spredte Fægtningsmaade, ist die Form der zerstreuten Fechtart, sie ist das äussere Sichtbare: das innere Unsichtbare, ihre Seele, ist die Selbstthätigkeit des fech­ tenden Individuums. Die blosse Verinzelung ist das wesenlose Schattenbild der zerstreuten Fechtart: durch den Gedanken, der in ihr wohnt, durch die Selbstthätig­ keit der einzelnen Streiter erhält sie erst Bedeutung, Kraft und Leben. Den passive Afventning af Ordrer, der maaske ikke blive udstedte, og som ikke kunne indhentes i rette Tid, er en Forspilden af Chancer, en Forsømmelse af Interesser, der ofte bunder dybere, end den Forsøm­ mende selv er i Stand til at overse. De Enkeltes selv de lavest stillede Føreres Initiativ viser sig allerede ved Fredsøvelser som en for den højere Ledelse særdeles værdifuld Støtte, en Støtte, der — som det i den nyere Militærliteratur ofte udtales — under virkelige Forhold endog maa kunne paaregnes som en reel Faktor, der tager Affære overalt, hvor Ledelsen ej formaar i rette Tid at gjøre sig direkte gjældende. Krigshistorien viser i talrige Exempler Ledelsens manglende Evne til fuldt at overvinde de Indflyldelser, der vanskeliggjøre dens Effek­ tivitet. De fleste, der have Krigserfaring, ville kunne berette herom. Den nyeste Tids Kampe lade det uden for al Tvivl, at Føringen, hvor simpel den end i sine Principer kan tage sig ud paa Papiret, naar den kommer til at staa Ansigt til Ansigt med den kaotiske Virkelighed, bliver en Kunst, som kun saare sjælden udøves til Fuld­ kommenhed.

I en interessant Artikel «Über die Führung des Bataillons in Gefecht« (Mil. Wochenblatt 1885, Nr. 94) hen­leder Forfatteren, som et talende Vidnesbyrd om denne Føringens Svaghed overfor Nutidskampens Voldsomhed, Opmærksomheden paa den af Slagplanen') fra Gravelotte fremgaaende Sammenblanden af Troppedele af forskjellige Afdelinger. 43 Kompagnier af 6 forskjellige Regimenter og I Jægerbataillon ere blandede mellem hverandre. Dieses Hin- und Herwogen, dieses theilweise Mischen und Durcheinanderkommen der Truppentheile, udtaler Boguslawski (Takt. Folgerungen, S. 150) es ist, unserer Überzeugung nach, nicht zu vermeiden, bei der jetzigen Wirkung der Hinterlader. Det samme Fænomen viser sig paa mange andre Valpladse. Led, der en Gang ere udskilte af den snævreste Enhedsforbindelse, gaa paa egen llaand uden anden Rapport til omgivende Troppe­ dele end den, der for de Enkelte paabyder sig selv af den nærmest foreliggende Situation. Grundene til denne de mange Smaadeles ofte usammenhængende Selvageren paa Kampens heftigste og mest afgjørende Stadier ere næppe vanskelige at se. Sindene spændes og koncen­ treres paa Bekæmpelsen af de nærmeste Farer og Van­ skeligheder og blive mindre modtagelige for andre Fore­ stillinger end dem, hvoraf de i Øjeblikket ere beherskede; Terrainet, Krudtrøgen og Larmen hindre Overskuelighed og Kommando; Ordretildeling ved Sendebud er meget usikker; Overbringerne rammes af fjendtlige Kugler eller Misforstaaelser, og Tilfældigheder gribe forstyrrende ind. Für die indirekte Befehlsertheilung, siger Verdy du Ver- nois (St. u. Truppenführung, 2. Heft, S. 35), gehören drei Personen; der oberste Führer ertheilt seinen Auftrag dem Überbringer; jener kann sich dabei ungenau ausdrücken, einen Nachsatz auslassen, den er für selbst­ verständlich hält, sogar einen falschen Namen nennen, dieser hört nicht recht oder fasst den Auftrag fälsch auf; in der Eile abzureiten, prägt er sich für den Mo­ ment zwar die Worte ein, aber indem er nur ein Paar Minuten fort gallopirt ist, haben sie in seinem Gedächt- niss eine andere Gestalt angenommen, oder selbst wenn er ihren Inhalt noch behalten, drückt er diesen in der ihm eigenthümliehen Art und Weise aus, und giebt dem Ganzen dabei einen anderen Sinn, Und schliesslich liegt die Möglichkeit des falsch Verstehens oder eines nicht richtigen Auffassens auch bei dem vor, an welchen der Befehl gerichtet ist, ganz abgesehen davon, dass die Überbringung Zeit bedarf und inzwischen eine Veränderung der Verhältnisse eingetreten sein kann. Tilbagesendelsen af Meldinger, der kunne orientere de overordnede Førere og danne Grundlag for Affattelsen af formaalstjenlige Beslutninger og Ordrer, er ikke mindre vanskelig. Situa­ tionernes raske Vexlen absorberer Opmærksomheden; om mange vigtige Begivenheder meldes der slet ikke, om andre kun ukorrekt og ufuldstændigt. Endelig, hvad der mest af alt gjør Føringen svag, Befalingsmændene, høje som lave, saares og falde, saa Ledelsen, hvis den ikke fuldstændig gaar tabt, dog ofte maa gaa over paa Hænder, der kun have et mangelfuldt Kjendskab til den hele Situation og vanskeligt kunne sætte sig i Forbindelse med de Troppedele, over hvilke de komme til at befale. Vi se i 1870 Mandefaldet saa stort, at, enkelte Batailloner endog have mistet samtlige eller paa lidt nær samtlige Officerer. Underofficerer have maattet tage Kommandoen over Kompagnier, Løjtnanter over Batailloner. Selv Ledelsen af saa stor og vigtig en Hærenhed som et Armeekorps er formedelst Korpschefens Ukampdygtighed under kritiske Omstændigheder gaaet over paa andre Hænder. Exempelvis anføres efter Heydekampf’s Be­skrivelse af V. Korps’ Deltagelse i Fægtningen ved Weissemburg: Das stürmende 1. Bataillon des Regiments No. 58 verlor sofort seinen Commandeur..........., lange schwankte das Gefecht, viele Offiziere und Mannschaften fielen, bis endlich der Compagniführer, Premier-Lieute­ nant Baron, die Führung des Bataillons übernahm . . . . Das 1. Bataillon des Regiments No. 58 büsste bei dem Angriff auf den Bahnhof 12 Offiziere und fast 200 Mann ein ....

Noch bevor die Batterie Haupt in das Gefecht gegen das Schloss Geisberg eingriff, wurde der General von Kirchbach unweit des Hopfengartens durch eine Chasse­ potkugel am Halse verwundet und war genöthigt das Gefechtsfeld zu verlassen, um in Altenstadt verbunden zu werden. General-Lieutenant von Schmidt, dessen (10) Division südlich Altenstadt im Begriff war aufzumarschiren, wurde sofort von der Verwundung des commandirenden Generals in Kenntniss gesetzt, um an Stelle desselben die Leitung des Gefechtes, die inzwischen durch den Chef des Generalstabes Obersten von der Esch in die Hand genommen worden war, zu übernehmen.

Alle disse Vanskeligheder ville Vist kunne forklare en Kampmaade, der, om den end langt fra er den ideale, og ikke heller allid er bleven i lige høj Grad frem­ herskende, dog ikke desto mindre er en Mulighed, der under mange Forhold bliver uundgaaelig. De maa bydende opfordre til yderste Udnyttelse af ethvert Middel, der kan styrke Kommandoføringen; men de maa ogsaa gjøre det klart, at en Hær, der skal kunne gjøre Fyldest under alle en Kamps Eventualiteter — selv under de værste — ikke kan lægge Vægt nok paa at udvikle Førernes Evne til om fornødent selv at finde sig tilrette i det store Hele og til ved eget Initiativ at uskadeliggjøre de ellers af Ledelsens Ikkeformaaende flydende fordærvelige Følger. Disse Vanskeligheder kunne selvfølgelig mod­ virkes ved en omhyggelig Uddannelse i Fredens Dage; de ville blive jo mindre uovervindelige jo mere energiske og intelligente de ledende Personligheder ere; men bringes til at forsvinde kunne de ikke. Krig er Krig, og Mennesker ere Mennesker. Villien være saa stærk som den vil, almægtig er den dog ikke. Det tilfældige, det uventede, det sindsovervældende vil altid t'aa sit Spillerum, og i hvert Fald, hvor dygtig og energisk en Fører end er, saa vil han dog ikke formaa at undgaa de fjendtlige Kugler, der ere bestemte til at træffe ham. Har han sammenarbejdet og indøvet sine Undergivne saaledes, at de staa og falde med ham , at de intet ere uden ham, da har han ogsaa, om end ansvarsfri, naar han hviler paa Ærens Mark, ydet en Bjørnetjeneste, for hvilken næppe nogen anden end Fjenden kan være ham Tak skyldig.

At en Udvikling af Førernes Selvvirksomhedsevne ikke er ensbetydende med en Opgivelse af de Foresattes Indflydelse paa Begivenhedernes Gang eller med en Op­ løsning i en mindre end intet formaaende Indisciplin, behøver vel næppe at siges. Enhver Enhed — stor eller lille — har sit Hoved, der indenfor den ham til­ lagte Kompetence befaler og anordner, som han vil og kan. Finder han det efter Forholdenes Natur hensigts­ mæssigt at overlade til sine Undergivne selv at træffe  Bestemmelse for deres Handlemaade, selv at tage Initiativ til Iværksættelse af Foranstaltninger, som de efter deres Opfattelse af Forholdene anse nødvendige, da er en saa- dan Overladelse ikke mindre end en direkte Befaling, en Ytring af hans Villie, en Form for hans Kommando- foring, der kun adskiller sig fra den direkte Udførelses­ ordre derved, at den stiller større Fordringer til den Undergivnes Omsigt og Uandledygtighed. Die Forderung der Selbstthätigkeit, siger Tellenbaeh 1), geht weiter als die gewöhnlichen Forderungen der Subordination; sie legt Beschlag auf die Geister, sie macht Wollen und Denken, das ganze Individuum, und nicht bloss sein iiusserliches Thun, dem Vorgesetzten unterthiinig. Direkte Befalinger ere selvfølgelig under mange Forhold uund- gaaelige, selv indenfor den Ramme, ved hvilken den Undergivnes Handlefrihed er bleven begrændset; de maa, som Forfatteren af «Befehlsführung und Selbstständigkeit» fremhæver det, indrømmes at have stor Betydning ikke alene som en mekanisk, men ogsaa som en virknings­ fuld moralsk Drivkraft. De Omstændigheder, der have ligget til Grund for de stillede Opgaver, kunne forandres, eller de af de Undergivne trufne Dispositioner af andre Grunde blive uheldige for Opnaaelscn af de tilstræbte Waal. Formaar den Undergivne ikke selv formedelst manglende Fjendskab eller Overblik at tage Initiativet til de nødvendige Forandringer, da bliver det den Foresattes Sag at træde hjælpende eller befalende til; han bør ej mangle den hertil fornødne Magtfuldkommenhed, saa lidt som han tør vige tilbage for det med en under kritiske Forhold udgiven Befaling forbundne Ansvar. En sikker og fast Kommandoføring er i sidste Instans det Grundlag, hvortil enhver Undergivens Handling, hvad enten den fremgaar af eget eller af den Befalendes Initiativ, maa støtte sig. Men just dette Synspunkt, just den enhver Ledende paahvilende Pligt til at yde sin Støtte netop under de vanskeligste Forhold, just den maa opfordre ham til at spare paa egen Kraft saa meget som muligt og at udnytte de Undergivnes saa længe, denne slaar til.

Den Befalende, der i et Øjeblik giver en Ordre og 5 Minutter efter den stik modsatte for efter andre 5 Mi­ nutters Forløb at finde en mer eller mindre passende Mellemvej eller for at komme til det Resultat, at den Undergivne maaske dog bedst selv vil kunne afgjore, hvorledes han i det eller det Tilfælde skal forholde sig, vil ikke alene opnaa at gjore sine mindre vel funderede Undergivne konfuse, men ogsaa at svække sin egen Autoritet; han vil ikke alene opnaa at indvikle Forhol­ dene saaledes, at maaske hverken han eller nogen anden kan finde ud af dem, men ogsaa at engagere sig saa stærkt i uvæsentlige Detailler, at han tilsidst taber baade Traad og Tanke for det, der som det vigtigste og væsentligste alene bør lægge Beslag paa hans Opmærk­ somhed. Benytter han derimod efter udstrakt Maalestok de Enkeltes Initiativ, vil han gjøre sig» det selv muligt at bevare Overblikket over Hovedbegivenhedernes Udvikling og Gang. Indskrænker han i størst mulig Grad Be­ falingernes Antal, vil han forøge Kommandoføringens Effektivitet, idet Befalingerne da saa lidt som muligt komme til at virke sløvende, kritikudæskende og for­ virrende , men netop ved at grundes paa en sikrere Er- kjeudelse af Situationen og ved at udstedes i de Øje­ blikke, hvor den Undergivne begynder at føle Trangen til dem, erholde det Præg af Soliditet og Betryggelse, der langt mere end en minutiøs og uovervejet Ind­ blanding i hvert Skridt, der tages, bidrage til at befæste Tilliden til Føringens Formanende. Aber ein derar-tiges Verhalten hat im Kriege seine grossen Schwierigkeiten, siger Verdy du Vernois. Man vergegenwärtige sich vor Allem, wie das Interesse un­ willkürlich stets von denjenigen Ereignissen angezogen wird, die der Wahrnehmung am nächsten liegen; da reden die vor den Augen sich abspielenden Thatsachen die lauteste Sprache. Dazu kommt das Gefühl, dass der oberste Führer dem im Kampf und der Gefahr befind­ lichen Theile seiner Truppen mit Rath und That zur Seite stehen möchte, dass er auch die kleinste Abtheilung der untergebenen Truppen in dem Sinne handeln sehen möchte, wie er sie selbst leiten würde. Diese Ver­ suchung spricht gar gewaltig mit und nicht jeder vermag ihr zn widerstehen.

Und dennoch darf ihr nicht nach gegeben werden ....

Die im Gefecht zu fassenden Entschlüsse und die darauf bezüglichen Anordnungen sind so wichtig, dass sie die ganze geistige Kraft des Führers im allerhöchsten Grade in Anspruch nehmen; sie können nur von ihm ausgehen und in ihnen besteht seine Aufgabe. Wenn er sich aber hinreissen lässt, in die Details einzugreifen, so zersplittert er seine Kraft und kann dieselbe unmöglich in ihrem vollen Umfange jener Aufgabe widmen.

afgiver tiere Sktid samtidig med, at en Mand løber med Melding. Skuddene høres ikke i Skyttelinien, der selv er under Skydning. Meldingen modtages heller ikke — den, der løb med Melding, er ramt undervejs af en fjendtlig Kugle.

Føreren for Konip.-Ues., der ved, at en Flanke er et saarbart Sted, bar været saa forsigtig ogsaa at ud­ sende en Flankepatrouille til Hegnet ved F. Han be­ mærker dennes hurtige Skydning. Da Kompagnichefen er fremme i Skyttelinien, maa han selv træffe Bestem­ melse for sin Handlemaade. Hvad bør han gjøre?

Vi mene, at han bør avertere saavel Kompagnichefen som Batl.-Kes. ved Ordonnanser, men forøvrigt saa hurtig som muligt rykke frem med Reserven til Besæt­ telse af Hegnet C—F.

Det er nu vel sandt, at der som Regel ikke bør disponeres over en Reserve af andre end den Chef, til hvis Troppedel den hører. Denne Regel er god og sund og maa blive jo mere bindende, jo større og vigtigere Reserven er. Men ingen Regel uden Undtagelser. Omstændighederne kunne stille sig saa bydende, at Und­ tagelsen bliver en Nødvendighed. Hvad vil Følgen i nærværende Tilfælde blive, hvis Reserveføreren tøver og afventer Rernyndigelse fra Kompagnichefen, der er 300 Alen borte, optaget af Forholdene i Fronten? Muligen den, at Fjenden besætter Hegnet C—F, at Stillingen ved A bliver gjort uholdbar, at Modstanderen ved / benytter Chancerne til at tage A, at i det Hele taget de fjendtlige Fremskridt faa en Fart, som kun kan standses igjen ved blodige Ofre. Er det end Tilfældet, at man ikke sadter Fris paa at fastholde Stillingen A — B, saa vil dog T il­ bagegangen herfra blive i højeste Grad ubehagelig, naar den beskydes af en Fjende ved C— F.

2. Et Kompagni har sine 2 Helinger i Skyttelinien C—I), hvortil det er rykket frem Ira Rakke B. Kom­ pagnichefen, der leder sine Skytters Ild, kan ikke be­ gribe, hvad der er blevet af Reserven. Han har i Kam­ pens Hede glemt, at Reserven tik Refaling til at forblive bag Gaarden A indtil nærmere Ordre. lian gaar lidt tilbage langs Hegnet E —F for at faa Oje paa den. Imidlertid udvikler der sig paa Rakke I—II et Far fjendtlige Kompagnier. Afstanden er 1000— 1200 Alen; det er et fortrinligt Maal, saa længe de løbe frem uden Dækning, et Far Salver kunde have gjort en ypperlig Virkning. Delingsførerne, der have en Fornemmelse heraf, ere nu dog ikke vante til at gjøre noget paa egen Ilaand; de løbe paa hver sin Side af Hegnet for at faa fat paa Kompagnichefen, der lige kommer tidsnok til at se de to fjendtlige Kompagnier tage Stilling, uden at der er løsnet et Skud mod dem.

Er dette den intensive Maade at slaas paa, der i Nutidskampe maa blive en Retingelse for Sejren? Re­sultatet af Kompagnichefens Virksomhed i nærværende Tilfælde er det, at hans Reserve er blevet borte, at hans Skytter have forspildt det belejlige Øjeblik. Vi have den Opfattelse, at en Kompagnichef under en Kamp forst og fremmest bør søge at dirigere sine \ Delinger til de rigtige Pladser iTerrainet, al holde sit Kompagni inden­ for liataillonens Ramme og at vaage over den fornødne Tilførsel af Ammunition. Det kan ikke blive lians Sag at ligge paa Lur i Skyttelinien efter gode Maal, at be­ dømme Afstande eller kommandere Viserhøjder. Dette Arbejde maa han overlade til og forlange udført af sine Delingsførere. Ofte er det dem alene, der kunne afgjøre, naar et gunstigt Maal i gjennemskaaret eller bølgeformet Terrain frembyder sig for Delingens Ild. Alen selvfølgelig dog heller ikke her nogen absolut Regel. Kompagni­ chefen er l’ører for sit Kompagni og kan træde vejledende og hjælpende til overalt, hvor Forholdene tillade det, eller Nødvendigheden hvder det; men dette rnaa han erindre, at han alene kan ikke udføre alt; han har Kræfter til sin Disposition og hør vide at udnytte dem saaledes, at han ikke selv fortaber sig i Enkeltheder, der bortlede Opmærksomheden fra det væsentlige.

Det russiske Reglement for Infanteriets taktiske Uddannelse udtaler: Kompagnikommandøren opholder sig paa det Sted, hvorfra han hedst kan lede sit Kompagni. Kjedekommandøren betegner, hvis han finder det nød­ vendigt, de Maal, Delingerne skulle beskyde. Delings­ føreren leder i Kjeden Delingens Ild, han vælger iMaalene og er i første Linie ansvarlig for Ildens rigtige An­vendelse.

3. En Bataillon, der har havt et særligt Hverv, rykker fra A frem mod Vejknudepunktet S, hvor den skal støde til Hovedstyrken, som vides at komme fra P.

Føreren for Bataillonens Fortrop, Kaptejn N. N., der mener at have hørt Skydning, er redet frem til For­ spidsen paa Bakke B og observerer herfra en Fægtning ved Q — Fjenden (Østpartiet) under Tilbagegang fra Q og fra Bakke Z?, der besættes af Hovedstyrken fra P. Han ser tillige en Vognkolonne bevægende sig paa Vejen fra S mod Sydost. Hvad gjør han?

Vi mene, at han øjeblikkelig bør beordre sine dis­ponible Delinger frem til Bakke C for at bemægtige sig Vognkolonnen.

Det er ganske vist ikke en saadan Fortrops Opgave at løbe ud og tage Stillinger i en Afstand af 1000 Alen eller mere til Siden af den Vej, den skal følge; men Chancen er her saa indbydende, at Bataillonschefen selv, om han havde været paa Stedet, uden Tvivl strax vilde have benyttet den. Kompagnichefen handler derfor kun efter højere ønske, naar han udbytter den i Tide.

Exempler fra Kampen ved Worth 6/8 1870.

De historiske Data ere fremstillede ved Benyttelse af: Det tydske Generalstabsværk samt v. Hahnke: Feldzug 1870—71. Die Operationen der III. Arntee og v. Hey deka mp f: Feldzug 1870— 71. Das V. Armee-Corps etc.

Den August havde III.Armee under Kronprindsen af Preussen kastet den franske Division Douay af Mac Mahons Korps tilbage fra Weissenburg. Armeen, der saa- ledes var trængt frem over den franske Grændse, havde den Opgave at opsøge og angribe den sig under Mac Mahons Kommando i Elsas samlende Troppemasse. Fo­ lingen med Divisionen Douay var efter Kampen ved Weissenburg gaaet labt, men under Fremrykningen den 5. August fra Weissenburg mod Sauerbach erkjendtes det, at Modstanderens (Mac Mahons) Hovedkræfter vare at søge i vestlig Retning bag Sauerbach ved Wörth, mod hvilket Punkt Divisionen Douay over Klimbach og Lem­ bach havde trukket sig tilbage.

Den 5. August om Aftenen stode de enkelte Korps af III. Armee som angivet paa PI. I.

Samme Dags Eftermiddag udgav Kronprindsen fra Hovedkvarteret i Sulz, følgende Armeebefaling: Die Armee wird morgen um Sulz koncentrirt bleiben und eine Frontveränderung vornehmen.

1) Das II. bayerische und V. Preussische Korps ver­ bleiben in ihrer heutigen Aufstellung bei Lembach und Preuschdorf.

2) Das XL Preussische Armee-Korps macht eine Rechtsschwenkung und bivuakirt bei Hölschloch, Vor­ posten gegen die Sauer vorgeschoben. Surburg und Strasse nach Hagenau besetzt.

De øvrige tre Punkter foreskrive: I. bay. K. at gaa til Lobsann, 4. Kav. Div. at blive i bivouaken, Korps Werder at gaa til Reimerswiller. Denne befaling er kort. Formelt giver den ingen Oplysninger om Fjenden; efter sit Indhold antyder den, 1) at del fjendtlige Tyngdepunkt er ved Wörth — Ar­meen koncentreres her hen mod: 2) ilt Armeekommandoen ikke agter at foretage noget Angreb den 6. Alen hermed er ikke sagt, at den i hvert Tilfælde vil undgaa en Kamp den 6. Forholdene kunne føre til en saadan. V. Pr. og II. bay. Korps staa Ansigt til Ansigt med Fjendens Hovedmasse; denne kan trække sig bort, den kan ogsaa angribe. For at møde denne Eventualitet be­ ordredes II. bay. K. den 5. om Eftermiddagen til, saafremt det den følgende Morgen hørte Kanontorden ved Wörth,   at lade sin ene Division rykke frem mod Fjendens venstre Flanke.

V. Korps bliver ej underrettet herom.

Natten mellem 5. og 6. August havde livlige For­ postfægtninger fundet Sted foran Fronten af V. Korps.

Avantgardekommandøren, Generalmajor v. Walther, Kommandør for 20. Infanteribrigade, bemærkede ved en per­ sonlig Rekognoscering omtrent Kl. i om .Morgenen Larm og Bevægelse i den fjendtlige Lejr, hvilket lod formode, at Modstanderen var under Bortmarche. Ved Weissenburg den 4. August er Divisionen Douav undsluppet den tydske Aarvaagenhed, dette bør ej gjentage sig her. De franske Troppers Hovedmasse bør ej ubemærket kunne trække sig bort. Det maa i det Heles Interesse være af Vigtighed at skaffe Klarhed over dette Forhold. Der kan vel sendes Melding til Korpset og derfra videre til Armee-kommandoen om de gjorte Iagttagelser, men herved løses Problemet ikke. Den Mulighed, at de højere Instanser sidde inde med betryggende Oplysninger angaaende Mod­standerens Hensigter, som ej ere bragte til Avantgarde-kommandørens Kundskab, bør ej ligge for og har ej heller ligget for. Avantgardekommandøren maa handle og ikke lade Tiden gaa tabt. De Forholdsregler, han tager, maa selvfølgelig afpasses efter Omstændighederne. Han vælger en voldsom Rekognoscering; det er et skarpt Middel, men utvivlsomt efter Situationen det eneste af­ gjort probate.

Mellem Kl. 7—8 fremsendes en af et Batteris Ild støttet Bataillon, der efter en Kamp, ved hvilken Fjen­ dens Tilstedeværelse i større Masse konstateres, atter omtrent Kl. 8,5 Formiddag tilligemed det i Stilling førte Batteri trækkes tilbage til Bivouaken.

Det tilsigtede iMaal er naaet, den iværksatte Foran­ staltning har gjort sin Nytte; vi kunne ikke se rettere, end at den er et heldigt Udslag af Avantgardekomman- dørens Selvvirksomhed og Initiativ. Den faar vel et Efter­ spil, der ikke svarer til den øverste Ledelses Beregning, et Efterspil, for hvilket der nniligeu falder noget Ansvar paa Generalmajoren, der forsommer i rette Tid at give sine Foresatte og Nabokorpset Underretning om sit Fore­ havende, men sikkert lige saa meget paa Armeekommandoen, der undlader at avertere V. Korps om den II. Ray. Korps tilgaaede specielle Ordre og paa II. Ray. Korps, der ikke sætter sig i fornoden Rapport til V. Korps.

II. Bay. Korps lod efter at have hørt Kanontordenen under Rekognosceringskampen ved Worth sin ene Divi­ sion rykke frem mod Froschwiller, og der udspandt sig nu ogsaa paa denne Fløj en Kamp, der ganske vist var i bogstavelig Overensstemmelse med den fra Armeekommandoen modtagne specielle Ordre, men alligevel i Dis­ harmoni med den øverste Ledelses Tanke; en Kamp, der kunde have været undgaaet, hvis Korpset — i Erkjendelse af, at dets Indgriben, dog vel næppe helt uden Hensyn til Motiverne1! og i ethvert Tilfælde, kunde være ønskelig — havde søgt at sætte sig i Forbindelse med V. Korps.

Efter Rekognosceringsfægtningens Ophør ved Worth Kl. c. 8,5 Formiddag kom Generalstabschefen ved V. Korps, Oberst v. d. Esch, til Stede ved Avantgarden og bemærkede Kampen ved Langensulzbach samt ved Gunstett, hvor de Franske havde angrebet.

Armeekommandoen har ej tilsigtet nogen afgjørende Kamp den 6. August; men den ønsker ej heller et enkelt Korps overvældet i en isoleret Kamp. Vi vide det; thi den har ved sin specielle Ordre til II. Ray. Korps taget Forholdsregler til Afværgelse af en saadan Eventualitet. Forholdene stille sig ganske vist ikke saaledes som ved Ordren forudsat; det er nu ikke II. Ray. Korps, der skal hjælpe V. Korps ud af en Forlegenhed, det er det om­ vendte — men det er dog det samme. Det er II. Ray. Korps, som er i livligt Engagement med Fjenden; men der er sikkert ikke heller fru Armeekommandoens Stand­ punkt set nogen Grund til at lade dette i Stikken. De to Korps ere befalede at forblive i deres respektive Op­stillinger ved Lembach og I’reuschdorf, de skulle sikkert ikke uden Nødvendighed lade sig forjage herfra, de maa være solidarisk ansvarlige for Hævdelsen af disse Punkter, og de maa vu're berettigede til at træffe Foranstaltninger til Forebyggelse af en mulig truende Fare.

Oberst v. d. Escb fandt det i Overensstemmelse med Avantgardekommandoren Generalmajor v. Walther og med Divisionskommandøren Generalløjtnant, v. Schmidt bydende nødvendigt atter at optage Kampen ved WOrth for at for­ hindre Fjenden i med hele sin Magt at kaste sig over den ene Fløj af den tydske Armee; det besluttedes der­ for at optage Kampen paa ny. Dette er en selvstændig Beslutning, der er tagen af underlagte Instanser om et Anliggende af største Interesse for den hele Armee og under Omstamdigheder, hvor den øverste Ledelse ej selv kan gjøre sig direkte gjældende; det er en Beslutning, der krydser Armeekommandoens Hensigter, men som ikke desto mindre maa erkjendes at være affattet i den øverste Ledelses Aand. Den iværksættes strax og bifaldes af Korpskommandøren, General v. Kirchbacb.

Kronprindsen havde om Morgenen tidlig, foranlediget af Kanontordenen ved WOrth, fremsendt Major v. Hahnke, der Kl. 9 Formiddag bragte Melding tilbage om Kampen. Da Krouprindsen kun vilde levere Slag med samlede Kræfter, befalede ban General v. Kirchbacb «den Kampf nicht aufzunehmen und Alles zu vermeiden, was einen neuen herbeifi'ihren konne».

Uagtet det altsaa nu er klart udtalt, at Armeekom- mandoen vil undgaa en afgjørende Kamp den (5., uagtet General v. Kirchbacb maatte erkjende, at et Frontal­ angreb mod den fjendtlige Stilling var meget vanskeligt, og at en fornyet Fremrykning af V. Korps maatte føre til et afgjørende Slag, ved hvilket der ikke kunde gjøres sikker Hegning paa de andre Korpsers rettidige Medvirk­ning, besluttede lian dog at fortsætte Kampen og gav sit Korps Ordre til fornyet Fremrykning.

De Grunde, der bringe Generalen til denne ansvars­ fulde og energiske Beslutning, ere følgende:

En Afbrydelse af Fægtningen paa dens nuværende Stadium kunde ikke ske uden store Tab for Avantgarden, der var trængt frem gjennem Worth; en Tilbagedragelse af Afdelingerne til den venstre Sauerbred i Forbindelse med begge Nabokorpsers tilbagegaaende Bevægelser vilde ubestridelig give Modstanderen Ret til at tilskrive sig en Sejr, der, om den end var materiel ubetydelig, dog i moralsk Henseende kunde faa uvurderlige Følger; en allerede om Natten hørt og om Morgenen vedvarende Larm af Jernbanetog tydede paa Modstanderens Tilførsel af Forstærkninger, saa at et udsat Angreb kunde støde paa endnu større Vanskeligheder; et afgjørende Resultat ved et resolut Frontalangreb turde haabes, selv om der ogsaa først senere kunde virkes med af de ved Langensulzbach og Gunstett værende Tropper.

Disse Grunde ere vægtige. Modsætningerne ere skarpe. Paa den ene Side Armeekommandoens utvetydige Befaling og Armeens ufuldendte Koncentration, paa den anden Side Situationen, som den i sin bele til Handling opfordrende Virkelighed fremstiller sig for Generalen. Valget af Kampen bør ikke trælles uden efter nøje Over­ vejelse og uden bydende Nødvendighed; men denne er ogsaa til Stede. Betingelserne for en afgjørende Sejr ere vel ej absolut gunstige; men Følgerne af en for Uindviede ubegribelig Given tabt turde med Rette og da særlig paa dette Krigens begyndende Stadium antages at kunne blive endnu ugunstigere for de tydske Vaaben. Den tagne Be­ slutning bliver derfor, uagtet dens Modstrid med den givne Befaling, en Varetagelse af den højeste Ledelses Interesser paa et Punkt, hvor denne ikke selv har havt fuldstændig Kundskab om Sagernes virkelige Sammenhæng.

General v. Kirchbach melder tilbage, at han ikke har formaaet at afbryde Fægtningen, samt at han har anmodet begge Fløjkorpserne om Understøttelse.

Denne Anmodning modtoges Kl. 1,15 Formiddag ved II. Dav. Korps, som allerede Kl. 10,30 Formiddag, da det fejlagtigen havde erholdt Ordre til at indstille Fægtningen, var begyndt at trække sine Afdelinger ud af Ilden. Korps­ chefen, General v. Hartmann, bestemte sig imidlertid til paa ny at optage Kampen og meddelte V. Korps, at han vel efter højere Ordre havde afbrudt Kampen, men atter saa snart som muligt vilde gaa frem til Angreb. Denne Beslutning viser os altsaa igjen et Tilfælde, hvor Situa­ tionens Krav for den undergivne Instans stiller sig endnu mere bydende end selve den foresatte Myndigheds Be­faling.

Af de anførte Exempler, der vilde kunne suppleres med endnu mange fra denne Krig, vil bl. a. fremgaa:

1. Ledelsens stundom manglende Evne til formedelst ufuldstændigt Kjendskab til Forholdene, formedelst T il­ fældigheders Indgriben — formedelst Tid og Bum — paa ethvert Punkt at gjøre sig direkte gjældende.

2. Den værdifulde Hjælp de undergivne Myndig­ heder kunne yde Ledelsen ved paa slige døde Punkter at beslutte og bandle i dens Sted.

3. De enkelte tydske Føreres stærke Selvvirksom­ hedsdrift, deres Beredvillighed til at paatage sig Ansvar og Tilbøjelighed til gjensidig Understøttelse.

De Franske have utvivlsomt i disse Henseender havt Meget at lære. Der bei den Deutschen stets hervor­ tretende Drang, an den Feind zu kommen, das kamerad­ schaftliche Einstehen eines Führers für den andern und ihr rechtzeitig selbstständiges Handeln scheinen in der französischen Armee nicht in demselben Grade vorhanden gewesen zu sein, udtaler det tydske Generalstabsværk, der ikke staar ene med denne Anskuelse. Ils n’ont pas d’initiative et craignent la responsabilité, siges det om de franske Generaler i "les canses de nos désastres» M, hvis Forfatter som et karakteristisk Exempel herpaa an­ fører, at en Brigadegeneral, der med sin Brigade og to Batterier beordres frem til Besættelse af et Defile 2 Mil foran sit Armeekorps, beklager sig over, at man har givet ham alene en saa vanskelig Opgave at løse, og udbeder sig detaillerede Instruktioner for, hvad han har at gjøre.

Det er næppe overdrevent at antage, at denne de tydske Føreres moralske Overlegenhed i første Bække har bidraget til deres Vaabens Triumfer. Tydskerne betvivle det ikke selv og give ved mange Lejligheder deres Tro paa Selvvirksomhedens sejrforlenende Kraft til Kjende i deres Literatur.

v. d. GoIz: Wir haben es 1870 erlebt, das Bri­ gade- und Divisions-Kommandeure durch ihre freien Ent- schliessungen Schlachten herbeiführten, welche nicht in der Absicht der Armeebefehlshaber lugen, dass sie somit über das Schichsal der ganzen Armee vorweg bestimmten. Und solche Vorgänge werden sich immer er­ eignen, so lange in derTruppe die Lustzum Handeln und in der Führung das Gefüh1 der Selbständigkeit lebt. Sie müssen sich ereig­ nen, wenn die grossen Kräfte gemeinsam wir­ken und die besten Gelegenheiten nicht un­ benutzt bleiben sollen.

Boguslawski: Der in der deutschen Taktik er­ kennbare Hauptgedanke war nun 1870: der Angriff in der Front ist schwierig, suchen wir die Flanken zu nehmen. Die Regel wird in der jetzigen Zeit für die meisten Fälle passen — aber höher noch als diese stand das Gesetz der Selbst!hätigkeit für die preussischen Generale, welche sig meist bewusst waren, für jeden einzelnen Fall, basirend auf den gerade obwal­ tenden Umständen und nach den Erfordernissen des Augenblicks, ihre Entscheidung selbständig treffen zu müssen.

Samme Forfatter efter at have fremhævet Nød­ vendigheden af ved al Krigsføring at holde sig visse Grundsætninger for Øje: Indem wir also die Anwendung von Prinzipien im Felde Seitens des Führers befürworten, gerathen wir nicht in Konflikt mit dem oben ausgespro­ chenen, als wir die Selbstthätigkeit der deutschen Füh­ rung, das Vermögen nach den Bedürfnissen des Augen­ blicks zu handeln, als Vorzug und erstes Gesetz an­ erkannten. Diese Selbstthätigkeit der einzelnen Führer ist eben stets im Kriege — in der einen Periode mehr, in der andern weniger — ein unbedingtes Erforderniss, um die einfachen Prinzipien des Krieges zur Geltung ge­ langen zu lassen.

De fremdragne Krigsexempler saa vel som de an­ førte Forfatteres Udtalelser referere sig fornemmelig til de store Forhold. Det er Generalernes, de mest erfarne og højtstillede Føreres lærerige Færd, der er holdt for Øje. Men den Selvvirksomhedens Aand, der gjennem de øverste Charger har forlenet den tydske Føring saa smukke Resultater , er ikke noget Særkjende for dem alene. Den har ytret sig i alle Grader og i smaa som i store Foretagender givet de tydske Vaaben en Kraft, der har hjulpet dem ud over Vanskeligheder og Tilfældig­ heder, over for hvilke den passive, ansvarsskyende Frygt­ somhedens Aand havde maattet strande. Den har ytret sig fra den yngste Fændrik til den ældste General med en Modets og Offerberedvillighedens Elan, der vel stun­ dom i et Overmaal af Krigsiver er kommen uden for Nødvendighedens og det klare Omdømmes Grændser; men som dog utvivlsomt i det Hele og Store har bygget langt mere op, end den har omstyrtet. Lejligheden for selv de lavest stillede Føreres Initiativ har ikke manglet og vil sikkert ikke heller komme til at mangle i Fremtidens Krige. Feltet for Selvvirksomhed vil al Tid være aabent. Arbejdet voxer, mens Kamp og Strabadser absorbere og tære. Prøvede Kræfter overvældes eller falde fra, nye og resolute maa være rede til at supplere og erstatte. Kamporganismen brydes og lemlæstes paa Legemet; men Aanden og Livskraften maa derfor ej gaa til Grunde, de skulle besjæle og anspore hver Enkelt til Handling, naar Impulsen fra oven ikke kan naa ham, og det, hvad enten han fører en Trop, eller han staar i Spidsen for et Hærlegeme.

Skytten, der paa Kampens heftigste Stadier ofte maa undvære sine nærmeste Føreres Vejledning, Vedetten, Pa­ trouillen, der udsendes paa egen Haand. Delingsføreren, der maa tage Initiativ til Beskydning i de ofte korte Mo­ menter, i hvilke gunstige Maal vise sig. Nicht selten auch wird der Zugführer in der Schützenlinie am besten über­ sehen, wo es möglich ist, sich eines Vortheils im Gelände oder gegen den Feind zu bemächtigen. Kompagniføreren, der fordeler sine Delinger til Skyttelinie og Reserve, anordner Afhentning og Uddeling af Ammunition, giver Impulsen til mindre Frem- eller Tilbagerykninger, som Terrain- eller andre Forhold gjøre ønskelige. Das Ba­ taillonsgefecht ist ein Ganzes, dessen Rahmen von keinem seiner Theile überschritten werden darf. Aber auch innerhalb dieses Kabinens ist die Selbständigkeit der Kompagnie eine grosse und derselben gar nicht abzu­ nehmende, sobald sie in das Gefecht eingetreten ist1!. Rytterførere, der for længere Tid detacberes. Artilleri­ førere, der ofte selv maa tage Initiativet til eller i al Fald gjøre specielle Interesser gjældende ved deres Vaa- bens Anvendelse af de Overordnede. Førere for Ingeniør­ tropper, der skulle udføre Befæstnings-, Skandse- og Brobygningsarbejder, sørge for Borltagelse eller Opstil­ ling af Kommunikalionshindringer o. m. m. Esdarf den Ingenieur-Offizieren für alle diese Auf­ gaben vor Allem nicht an Initiative fehlen, namentlich auch in offensiver Lage nicht! Ein Ingenieur, der die Initiative zur Heranziehung der Pioniere zur technischen Unterstützung der fechtenden Truppen stets von seinem kommandirenden General erwarten und bis dahin sich mit der Bolle des Zuschauers begnügen wollte, wäre nicht an seinem richtigen Platz Befalingsmændene i Stabene, der uden at glemme og uden at opsætte maa drage Omsorg for mangfoldige Anliggender af Vigtighed for Tropperne, hvad enten disse ere i Kantonnementer sgeller paa selve Valpladsen. Førere for Ammunitionstrain eller andet Train, der ikke altid af den overordnede Ledelse dirigeres eller omfattes med den Opmærksomhed, som Hensynet til Troppernes Kamp- og Operationsdyg­ tighed nødvendig kræver. Om det franske Train, der for en stor Hel efter Slaget ved Wörth faldt i Tydskernes Hænder, siger Lecomte: Les gros bagages français, qui avaient eu l’ordre le matin de s’avancer de Reiclis- hofen sur Fröschwiller, n’avaient pas reçu de contre- ordre, et ils continuaient tranquillement à faire leur étape en sens inverse de la retraite. — — — —

Aile ville de faa Lejlighed til selv i de lavere Charger paa egen Haand at tage Beslutninger, at træffe Forholds­ regler, der vel langt fra hver for sig faa den vidtræk­ kende Betydning, som de fra de højere og højeste Kom­ mandoled udgaaende Anordninger, men ikke desto mindre, den ene med den anden, ville give del Hele, der af mange Bække smaa bliver en stor Aa, en Sejghed og Uanfægtelighed, der ikke kan opnaas i et tamt og trægt Maskineri, hvor de underordnede Instansers Aandloshed og Ubehjælpsomhed overfor det Uventede under mangt et Forhold vil lamme og blotte den højere Ledelse. In der Selbstständigkeit der unteren Führung, siger v. d. Golz, liegt eine durch nichts zu ersetzende Kraft. . . . . Herrscht in einer Armee die Gewohnheit, nur zu thun, was befohlen wird, so gewinnt ihre Bewegung etwas Hückweises, Sporadisches . . . . Das Zusammen­ hangslose in manchen Operationen der französischen Armee von 1870 erklärt sich hinlänglich durch Mangel an Selbstständigkeit in den niederen Schichten.

Selvstamdigheden, Selvvirksomheden i alle Grader maa utvivlsomt ønskes udviklede og taalte som med­ virkende Faktorer i enhver militær Organisme. De repræ­ sentere en Kraft, der ikke bør ligge ubenyttet hen. De ere et Middel, der i Fremtidens Krigsføring sikkert ikke mindre end i Fortidens af den højeste Føring, gjennem dens Skibbrud som gjennem dens Held, maa blive er- kjendt at kunne yde en mægtig Skjærv til Fremme af de ved Hærorganismen tilsigtede Forman. De ere en Kilde til Sammenhold og Styrke og maa som saadan ikke mindre end alle andre have Krav paa at blive udnyttede. Men de kunne ogsaa blive en Aarsag til Opløsning og Splittelse og maa derfor selvfølgelig mode deres Be- grændsning, hvor de ved selvraadig Vilkaarlighed og Uduelighed nedbryde mere, end de ere i Stand til at bygge op. Enhedsbaandet, de Befalendes lovbestemte Fordring paa og de Undergivnes Pligt til Lydighed, er ogsaa et Middel; men det er det organisk besjælende. Enhedsprincipet er Organismens Livsbetingelse, det maa derfor have Forrangen for alle andre og vil nødvendigvis frembyde Skranker, som ikke kunne brydes. Je grosser die Verhältnisse sind, in denen gefochten wird, desto mehr wächst der Spielraum für die Thätigkeit des Einzelnen. Die Aufmerksamkeit der Führer muss der Erfüllung ihrer besonderen Aufgabe im Rahmen der Gesammtheit mehr zugewandt sein, als der Überwachung der Einzelheiten. Es darf daher kein Werlh darauf gelegt werden, dass zur Erreichung eines Zweckes von allen Theilen die gleichen Mittel angewendet werden. Niemals aber darf der den Unterführern ge­ lassene Spielraum die Sicherheit der oberen Führung beeinträchtigen und unter allen Um­ ständen muss darauf gehalten werden, dass die taktische Ordnung und der innere Zu­ sammenhalt der Truppen vorhanden sei. Krigs- historien viser ikke faa Exempler paa, at enkelte Førere have grebet forstyrrende ind i, ja endog helt kuldkastet de Foresattes Planer. Saadanne Udslag af Selvstændig­ heden ville dog næppe i en Hær, hvor der er ind­ rømmet et virkelig betydningsfuldt Spillerum for de En­ keltes Initiativ, komme til al høre til de allersjeldneste Undtagelser. De kunne være dikterede af Omstændig­ hederne og Finde heri deres Berettigelse; men de kunne ogsaa være forfejlede og ubeføjede og rumme i alle Til­ fælde en Fare, der maa gjøre det indlysende, at Selvvirksomhedsprincipets praktiske Anvendelighed er meget betinget og da navnlig ved de Garantier, der af det til Raadighed slaaende Personel kan ydes for et nyttigt Brug af den de Enkelte enten forskriftsmæssig eller gjennem Kommandoføringen tildelte Handlefrihed. I jo højere Grad disse betingende Garantier Findes fyldest­ gjorte, jo kampdygtigere vil en Ilærorganisme være; jo mere det under Uddannelsesarbejdet i Fredstid lykkes, at udvikle dem paa alle Føringens Trin, jo fortrøstnings­ fuldere vil en Hær kunne gaa de Vanskeligheder i Møde, der i Krigen stille saa store Fordringer til Alles og den Enkeltes Villie- og Handlekraft. Det har derfor sin store Interesse at undersøge og at holde sig klart for Øje,  hvilke disse Betingelser ere. Uden Klarhed herover vil det ej blive muligt af al Magt at arbejde hen mod en Dygtiggjørelse, der paa dette Omraade som paa alle andre maa være tilstræbelsesværdig. Vi ville søge kortelig at præcisere dem og at besvare følgende Spørgsmaal:

Hvilke Betingelser maa hos en Hærs Per­ sonel være til Stede, for at Selvstændigheden skal blive mulig og forenelig med den uafvise­ lige Fordring om Enhed i Kommandoføringen?

En exakt mathematisk Besvarelse af Sporgsmaalet er ikke mulig. Erfaringen, Forstanden, Følelsen yde hver sit Bidrag, og Resultatet kan selvfølgelig derfor heller ikke blive et for alle absolut uomstødeligt. Ikke Alle se ens, ikke Alle tænke ens, og ikke Alle føle ens — hel­digvis! Vi kunne rnaaske ikke vente, at de af os nærede Anskuelser ville blive delte af Alle, og vi tro ikke at have overskuet alle de forskjellige Momenter, der ved Spørgs- maalcts Besvarelse kunne blive at tage i Betragtning. Men vi haabe at gavne Sagen ved overhovedet at be­ tragte den og antage, at de fremsatte Anskuelser, om de end ikke blive delte af Alle, saa dog kunne give An­ ledning til Overvejelse og henlede Opmærksomheden paa Forhold, der i høj Grad fortjene at blive paaagtede.

Den første og den væsentligste Betingelse for, at en udstrakt Indrømmelse af Selvslændighed skal blive mulig, er, at Handlefriheden ikke benyttes til uretvis Fremme af egne personlige Interesser, men at den arbejder med det fælles Maal for Øje, i det Heles Interesse og i den Ledendes Aand.

Det er væsentlig Karakterbetingelser, som — vil man vel sige — ere tilstede hos ethvert forstandigt og retskaffent Menneske. Ganske vist, men dog stundom hos de for­ skjellige med mere eller mindre Moderation; thi helt ideale ere Menneskene jo nu engang ikke. l)e fleste have af Naturen en ikke ringe Forkjærlighed for sig selv og hen­ rives undertiden heraf, til Trods for Intelligensen, der skulde holde den i Tømme, til Handlinger, der ikke vilde kunne taale at blive prøvede af en streng Retskaffen­ hedens og Upartiskhedens Domstol. Jen’ai jamais vu le coeur d’un coquin, siger Joseph de Maistre, mais j’ai vu le coeur d’un honnête homme, c’est hideux. Det er haarde og pessimistiske Ord , men de indeholde vel dog ogsaa en Kjende Sandhed. Det egne personlige Jeg trænger sig saa let og saa undskyldelig i Forgrunden som det dragende Funkt for Interesse og Omsorg. Hi­ storien fortæller os vel næsten paa hvert et Blad, Side om Side med smukke og uegennyttige Handlinger, om denne forblindede Egoismens Vederstyggelighed, der uden Tanke for Ret og Skyldighed hensynsløst tilside­ sætter Alt, hvad der ikke kan tjene til Fremme af egne personlige Formaal. Den viser os højststillede militære Førere forsætlig unddrage sig Opfyldelsen af Pligter, hvis Iagttagelse uden at gavne de egne snævre Interesser kunde være kommen andres Prestige tilgode. Det er et Spil af Jalousien, af den personlige Ærgjerrighed, der vel kan blive en mægtig Drivkraft for menneskelige Handlinger ogsaa i almene ideale Formaals Tjeneste, men som tillige rummer Farer for den Samdrægtighedens Aand, der maa være fremherskende, hvor Flere skulle arbejde mod et fælles Maal. Vi se i det daglige Liv en Mangfoldighed af Exempler paa Egenkjærlighedens ikke altid skarpsindige Bestræbelser for at indrette Forhold og Vilkaar i Favør af sig selv, dens forsigtige Omgaaen af ethvert Skjær, paa hvilket de egne Interesser maatte kunne befrygtes at lide Skibbrud. Det er vel lutter naturlige og menneskelige Tilbøjeligheder, der ikke helt lade sig idealisere, men som dog maa fordres modererede og beherskede hos den, til hvem det betroes at trælfe Bestemmelse om Anliggender af almen Interesse. Der er ud over Grændsen for de aabenbare Ulovligheder eller Forsømmelser, der ville ramme den Forbrydende eller Forsømmende selv, under militære Forhold som andet­ steds et stort Felt, hvor de Enkeltes Motiver og Hand­ linger unddrage sig bedømmelse, Tilsyn og Korrektiv. Der er et vidt Spillerum for Samvittighedsløsheden og Selvgodheden, men selvfølgelig altsaa ogsaa for Ret- sindigheden og Pligtfølelsen, dm- ofrer sig for sin Gjer- ning, uden nøje at beregne, om personlig Fordel opnaas derved eller ej, og som ej maa mangle den, der skal raade over Andres Ve og Vel. Det hyldede Princip, altid at indrette sig saaledes, at man formelt har sin egen Ryg fri, kan maaske paa sine Steder være godt og an­ vendeligt; men under alvorlige Forhold, hvor vigtige Interesser staa paa Spil, og hvor gjort Gjerning ofte ikke er til at ændre, er det ikke nok at slaa sig til Taals hermed. Det er Tingenes Væsen og ikke den indholds­ løse Form, der under mangt et vanskeligt og ubehageligt Dilemma maa blive bestemmende for den befalendes Handlinger. Ohne Scheu vor Verantwortung, siger den tydske Felddicust-Ordnung (S. 10), soll jeder Offizier in allen Lagen — auch den aussergewühnlichsten — seine ganze Persönlichkeit einsetzen, um seinen Auftrag zu erfüllen, selbst ohne befehle für Einzelnheiten abzuwarten. Vi have betragtet General v. Kirchbachs faste og modige Holdning paa Kampdagen ved Wörth; den viser en Djærvhed i Omsorgen for det Heles Vel, der maa vække beundring og Sympathi. Mangen Fører kan komme i det Tilfælde at maatte handle i Uoverensstemmelse med en given befalings Ordlyd; Forholdene kunne forandre sig, saaledes at en strikte Udførelse bliver stridende med den gjennein Ledelsen gaaende Hovedtanke eller med Situa­ tionens Krav. bliver i slige Tilfælde Omsorgen for egen bekvemmelighed og Frygten for mulig Skade paa egen Anseelse, paa egne Chancer en Hæmsko for beslutniugs- og Handleberedvilligheden, da er dette en Hensyntagen til eget Tarv, en Forbeholdenhed i Varetagelsen af det Almene, der vil svække Tilliden og nødvendiggjøre en Skærpelse af Kontrollen og Tilsynet fraoven.

Selvfølgelig bør utidig Fremfusen og foregribende Vilkaarlighed lige saa lidt som lunken Tilbageholdenhed blive hæmmende og ødelæggende for den af de Over­ ordnede tilstræbte Helhed, og Kræfternes Samvirken. Tilbøjeligheden til Selvageren, til Ilandlen mod eller Af­ vigen fra givne Befalinger maa ikke udarte til Mani, som det vel undertiden kan ske hos Underordnede, der i ivrig Attraa efter at gjøre sig fortjente og bemærkede, tro at skulle foretage Forbedringer i alt, hvad der af overordnede Instanser foreskrives dem til Efterlevelse. Hesignation og loyal Overholdelse af de Foresattes Forskrifter og Befalinger, hvad enten disse stemme overens med den Undergivnes Anskuelser eller ej, ere som Regel betragtet saa vigtige Betingelser for , at der overhovedet skal komme noget Resultat ud af den Ledendes Virksomhed, at de ikke maa mangle hos Nogen, der vil kunne an­ vendes som nyttigt Redskab i Almenvellets og højere Formaals Tjeneste. Det er vel utvivlsomt, at mangen Foranstaltning fraoven kunde have været truffet ander­ ledes og heldigere, i alt Fald i de Undergivnes Øjne heldigere, end sket er; men det vil sikkert for de Fleste være endnu utvivlsommere, at Modvillie og Opposition franeden, at sporadiske Forandringer og Forbedringer, der ofte kun afstedkomme Konfusion, hvor Samvirken skal finde Sted, ikke ville bidrage til at gjøre Resultatet bedre. Dygtigheden kan billigvis ikke være forpligtet til at sætte sit Lys under en Skjæppe, den maa have Lov til at manifestere sig, hvor dette kan ske uden Skade for det Heles Vel; men den maa ogsaa selv vide at be- grændse sig saaledes, at den bliver til virkelig Nytte og ikke til Besvær for den Sag, den skal tjene. Mod For­ bedringsmanien, der jo bl. a. ogsaa giver sig Udslag i Tilføjelser til eller Rettelser i bestaaende Beglementer, tage tydske Forskrifter paa flere Steder stærkt til Orde. Felddienst-Ordnung (S. 16) siger saaledes: Dringend nothwendig aber ist es, die Ausbildung nicht zuerschweren du reb Erfindung von Formen und Mustern, die weder das Reglement nocli der Krieg kennt. Hiera uf peinlichst zu achten ist Pflicht jedes Vorgesetzten.

Det bor faslholdes, at den, der disponerer mod eller afvigende fra givne Ordrer, skal være sig bevidst, at hans Handlemaade ikke alene i og for sig er forsvarlig og tilpasset efter den foreliggende Situation, men at den ogsaa i det Heles Interesse bydende fordres. Kan der være Tvivl, og er Vedkommende ikke ved visse Aftaler eller paa anden Maade stillet særlig frit, maa han, hvis ikke Handlingsøjeblikket derved forspildes, indhente den Ledendes Sanktion, og i hvert Fald bør han aldrig glemme, saa hurtig som muligt at afgive Melding om skete Afvigelser til den Befalende, da denne, der ser Forholdene fra et mere ophøjet og uhildet Standpunkt, maaske ikke kan billige dem og derfor ønsker dem ændrede, hvis dette kan ske, og ogsaa, hvis han ikke faar Underretning om slige Afvigelser, er udsat for at træffe øvrige Dispositioner paa Grundlag af Forud­ sætninger, som ikke ere til Stede.

I det hele taget maa der, hvis Selvstændighed og Initiativ i de forskjellige Charger virkelig skal kunne blive til Nytte og Held for det Heles Vel, lægges den største Vægt paa Forbindelse og Korrespondance mellem de forskjellige Led. Det gjælder opad, det gjælder 'til Siderne, og det gjælder — ikke mindre — fra de øverste Instanser nedad. Enhver Beslutning grundes paa fore­ liggende Kjendsgjerninger og bringes i jo nøjere Sam­ klang med de for Opnaaelsen af de tilstræbte Hoved- formaal trufne Dispositioner, jo mere den Besluttende er fortrolig med de Overordnedes Tanke, og jo mere han holdes underrettet om indtrædende Begivenheder, der nødvendiggjøre Forandringer eller Lempelser i trufne Foranstaltninger. Vi se i «Correspondance de Napoléon», som det vistnok ikke mindst karakteristiske for Aarhundredets Mester paa Førerkunslens Omraade, den om­ hyggeligste Omsorg for de underlagte Føreres Orientering med liensyn til Forhold, der kunne blive bestem­ mende for deres Optræden. I Skrivelser, der udgaa stundom flere Gange daglig, gives nøjagtige Meddelelser saavel om den hele Situation som om Føringens Hen­ sigter. Den tydske Føring i 1870 har gjennemgaaende ikke mindre ladet sig det være magtpaaliggende at yde de underlagto Instanser al mulig orienterende Hjælp. De nyeste tydske Reglementer antyde ved flere Bestem­ melser Hensigtsmæssigheden af en saadan Orientering. Felddienst-Ordnung angiver (S. 21) som Indhold af Ope­ rationsbefalinger: Nachrichten über den Feind, soweit diese für den Empfänger von Bedeutung sind — die eigene allgemeine Absicht, soweit solche den Truppen mitzutheilen erforderlich ist — die Aufgaben der ein­ zelnen durch die Truppeneintheilung gegebenen Verbände . . . og udtaler (S. 24): Je besser der Untergebene über die nächsten Absichten seines Vorgesetzten unterrichtet ist, desto leichter wird er das Wesentliche aus dem Unwesentlichen hervorheben (Meldinger). Exerzier-Regle- ment bestemmer (S. 130), at Bataillonskommandoren ved Indtrædelse i Kampen skal give sine Befalinger til hver Kompagnifører, saavidt muligt i de andres Nærværelse. Bliver slig orienterende Vejledning ikke ydet, da er den Undergivne under mange Forhold enten bunden til Uvirk­ somhed eller udsat for at træffe Anordninger, der blive stridende med Ledelsens Tanke og med den virkelige Situation. At han, som nogle udtale det, skal søge at gætte og forudse, hvad man venter af ham 1), er vel godt og rigtigt, naar Gætteriet og Fantasien bruges med Maade; men Kunsten at gætte og forudse det Rigtige er ofte saa vanskelig, at den Foresatte sikkert ikke mere end nødvendig bør stole paa de Resultater, der opnaas herved. Jo færre Gaader, der stilles, jo mere Fjend­ skabet til Forhold af almen Interesse udbredes, jo mindre Fare er der for, at de Enkeltes selvstændige Handlinger blive menings- og resultatløse Opofrelser au hasard, og jo virksommere og kraftigere vil Initiativet franeden kunne fremme Ledelsens Hensigter.

De i forreste Linie Kæmpende have største Interesse af at vide, hvorledes de bagved værende Reserver blive placerede eller omplacerede, om de kunne vente For­ stærkning, eller om de maa være beredte paa at holde Stand alene. Førerne i Skyttelinien maa vide, naar og hvor de kunne vente Ammunitionserstatning. Førerne for Rytterstyrker maa holdes a jour med Kampens Gang for paa rette Sted og i det belejlige Tidspunkt at kunne være parate til Indgriben. Artilleriførerne, der skulle rekognoscere og træffe Valg af Positioner, bor have Kundskab om, hvor Infanteriafdelingerne gaa frem til Angreb. Underforerne i Reserverne, der kunne blive fremsendte med større eller mindre Kommandoer, maa lige sna vel som de højere Instanser have Meddelelse om de Begivenheder, der afspinde sig i Kamplinien o.s.v. Hvor ofte er det ikke i alt Fald ved Fredsøvelser hændet, at Rytterførere, Kompagni-, Batteri-, Bataillons- ja selv Regimentschefer ere rykkede frem i en efterfølgende Ko­lonne uden at have havt nogen Forestilling om, hvad der passerede foran. En saadan Chef sendes ud med sin Afdeling ofte i største Skynding og uden mange For­ klaringer; Kolonneføreren, der selv ved de efterhaanden indkomne. Meldinger eller ved fremsendte Officerer er holdt å jour med Forholdene, indser ikke, at Fejltagelser kunne være mulige; men Underføreren, der Intet har kunnet se, og som kun har erholdt et Minimum af Op­lysninger — kan man undre sig, oin han ikke altid gaar lige til Maalet.

Mangen en Fejl, der begaas franeden, har sin Kilde fraoven; mangen en nedsættende Dom og mangt et utaalmodigt, bebrejdende Ord, der bliver den Under­ givne til Del, maa lige saa meget ramme den Foresatte, der giver sin Ordre uden at betænke, om den, der skal udføre den, er i Besiddelse af de nødvendige Forudsætninger herfor. Ingen Troppedel, den være stor eller lille, kan med uforgribelig Sikkerhed kastes ud som et banelænket Meteor til det Punkt, den skal ramme. Er den først sluppet løs, maa den oftest selv finde Vejen og finder den jo lettere, jo bedre den er orienteret. Det er i det Heles som i den Ledendes egen Interesse, at hans Undergivne vide saa god Besked som muligt. Disse have en Pligt til selv at være om sig, til selv at søge de Oplysninger, der have Betydning for dem; men den overordnede Instans maa da ikke mindre være imøde­ kommende og beredvillig til at kaste Lys over forhold, der bør kjcndes af Alle, der kunne komme til at handle. Er den det ikke, maa den ofte selv bære Skylden, hvis Underordnedes Handlinger paa forstyrrende Maade gribe ind i dens Planer.

En ligeledes vigtig Betingelse for, at Selvstændighed kan indrømmes, er, at Selvvirksomhedsdriften hos den, der stilles selvstændig, er stærkt ud­ viklet. Det maa ligesom ligge ham i Blodet at foretage sig noget, hvor han ser, at Handling kræves, at være om sig, at være aktiv, aarvaagen, opmærksom og underrettet om alt, hvad der kan fremme eller befrygtes at hæmme den Sag, der er betroet til hans Omsorg.

Denne Egenskab er hos Mange meget lidt udviklet og utvivlsomt i jo mindre Grad, jo sjeldnere han har havt Lejlighed til at gribe til Handling efter eget Initiativ. Øvelsen styrker Selvtilliden; Nødvendigheden vækker og tilskynder den træge Natur, der, naar den først er bragt i Drift, vil hige og udfolde sin Kraft af sig selv.

Den blinde Aktionsdrift alene, vil jo dog ikke kunne føre til noget, den maa være bistaaet af Egenskaber, der give den Formaalsbevidsthed og Indhold. I en given Situation er det ikke nok at slaa til, fordi man mener, at Handling kræves. Saavel Handlingens Maal som dens Kvalifikation maa klares og afpasses, saa de komme i Harmoni med hinanden og med den foreliggende Situation. Valget af Midler maa træffes med Omsigt, saa at Situationen virkelig forbedres eller i alt Fald saa vidt muligt ikke forværres. Hertil kræves foruden den almin­ delige Fagdannelse og den derved indvundne Erfaring tillige et vist praktisk Blik, Dømmekraft, Sindsro og Hi modtagelig li ed for overvældende Indtryk. Disse to sidste Egenskaber især ere af overordentlig Værdi. Den Middelbegavede, der under en kritisk Situa­ tion kan styre sit Blod og betragte Forholdene med en uinteresseret Tilskuers Bo, naaer videre end den Kombinationsdygtige-og Lethovede, der afficeres eller taber Besindelsen af lutter Feber for at præstere noget excellent. Den, der lader sig imponere, er besejret, før ban faar Tid til at værge sig. Farer og Vanskelig­ heder maa ses lige i Øjnene, de tabe derved meget af deres første uhyggelige og skrøkindjagende Dimensioner. Om den berømte amerikanske General Jackson er det fortalt, at han, da han første Gang som Fører for et selvstændigt Kommando stødte paa en Modstander, blev meget usikker og raadvild. Et Øjebliks lteflexion og Iagttagelse bragte ham dog til den Erkjendelse, at Mod­ standerne vare lige saa bange for ham som ban for dem. Det bestemte ham; han angreb og jog dem paa Flugt og lod sig aldrig senere imponere af selv nok saa overlegen en Fjende. Hans Bedrifter skaffede ham som bekjendt Tilnavnet «Stonewall».

Usikkerhed med Hensyn til Valget af Midler bør ikke udarte til Uvirksomhed eller kjendelig svække Initiativet. Kan man ikke strax finde en i alle Hen­ seender udmærket og tilfredsstillende Løsning, maa man nøjes med mindre. I Beglen vil der jo mellem det absolut Rigtigste og det absolut Galeste findes flere an­ tagelige Nuancer; er der ingen, maa man stundom stole lidt paa Lykken; den er vel lunefuld og uvederhæftig, men alligevel en Chance, der tidt har baaret oppe, hvor Passivitet og aabenliar Svaghed uundgaaelig vilde have ført til Fordærv. At spekulere en hel eller halv eller kvart Time over, hvorvidt man i et givet Tilfælde bør ramme sin Modstander i hans højre eller venstre Flanke eller andetsteds, naar man selv imens risikerer at blive sat ud af Spillet, vil være iøjnefaldende uklogt. Vor allem aber ist entschlossenes Handeln für die vorliegenden Zwecke zu fordern, udtaler den tydske Felddienst-Ordnung (S. 17). Ein Jeder — der höchste Führer wie der jüngste Soldat — muss sich stets bewusst sein, dass Unterlassen und Versilumniss ihn schwerer belasten, als ein Fehlgreifen in der Wahl der Mittel. Den, der kommer først til Mølle, faar først malet, siger et gammelt Ord, der selv mellem Brødre har faaet en vis Kurs; det bør ikke mindre ihukommes til Efterlevelse overfor en Modstander, der skal fortrænges og bekæmpes til det yderste. Uden Nødvendighed at give Afkald paa Initiativet eller at lade ham en Fordel ubestridt er en Ædelmodighed, der vil blive ilde belønnet. Det er vel det første Skridt, der koster; men det er ogsaa det første Skridt, der giver Avance. Den, der frygter for eller nøler med at gjøre det, vil ofte for sent komme til at erkjende og fortryde sin sagtmodige Forsigtighed. Frygten og Tvivlen have lidt lige saa mange Nederlag, som Modet og Dristigheden have vundet Sejre. De kunne være haarde at bekæmpe, naar Ansvarets Byrde tynger; Krigen har vist det til alle Tider. Fristelsen til at overveje, til at forespørge, til at opsætte er svær at staa imod; Beslutninger, der ogsaa give Blottelser, ere vanskelige at tage; men det maa ikke desto mindre kunne ske, hvis ikke de bedste Chancer skulle forspildes. Sikkerhed og Tryghed i alle Foretagender ere visselig ikke at foragte, de maa til­ stræbes, hvor dette kan ske, uden at højere Interesser forsømmes; men det ligger i Krigens Natur, at de ikke altid ville være til Stede. Forholdene kunne blive saa uklare og indviklede, at Skarpsindigheden og Aarvaagenheden ej formaa at gjennemskue dem. Iler maa Modet og Ufortrødenheden dog ikke bukke under. De ville være et Hold for Instinktet, som tidt leder ret, hvor Forstanden staar stille, og for Samvittigheden, der ikke kan stille Krav, som den energiske Villie er ude af Siand til at fyldestgjøre.

For at en Ledende med Tryghed kan ind­ rømme sine Undergivne en virkelig udstrakt Selvstændig hed, maa ogsaa den Betingelse være til Stede, at han har et saa nøje Fjend­ skab til dem, som muligt.

Han maa vide, hvad hver enkelt af dem kan præ­ stere, kjende deres forskjellige Egenskaber, deres Fær­ digheder og Mangler i særlige Retninger. Uden delte Fjendskab kan han ikke anvende sine disponible Kræfter paa den mest intensive Maade, da han jo ikke vil formaa hverken at stille de Enkelte netop der, hvor de kunne udrette mest, eller, formedelst det Ansvar, der paahviler ham selv, at give dem virkelig frie Hænder.

Det er derfor saare nødvendigt, at enhver Ledende saa vel faar Lejlighed til at arbejde sig sammen med sit Personel, at bringe sig i Harmoni med det, som at han besidder de Kvalifikationer, der udfordres til at fælde en rigtig Dom.

Overlegenheden, den alsidige Kundskab, Erfaringen, det skarpe Blik for Menneske­ naturer — la pénétration, som Franskmændene kalde det — og dog en vis Liberalitet ere i saa Henseende Egenskaber, der ej godt kunne undværes, og det selv­ følgelig jo mindre, jo højere den bedømmende Instans er stillet, og jo betydningsfuldere den Undergivnes Virk­ somhed kan blive. De fleste Mennesker tro sig vel i rigelig Besiddelse af disse Egenskaber og udtale uden Forbehold deres uforgribelige Mening om andres Kapaci­ teter og Ejendommeligheder, ofte endog efter et kun meget kort og flygtigt Bekjendtskab. Vi antage nu dog ikke, at det altid har saa meget paa sig med disse Dommes Dybsindighed og Sandhedsstræben, og ikke heller, at alle de nævnte Egenskaber hos ret mange ere tilstede i nogen særlig høj Grad. iagttagelser, der kunne anstilles ved mange Lejligheder, synes os i al Fald ikke at tyde herpaa. Interessant er det saaledes at lægge Mærke til, hvor overordentlig afvigende Forskjelliges Opfattelse af et og samme Individ kan være. Selv blandt dem, der efter deres Stilling skulle afgive og sikkert ogsaa efter bedste Overbevisning afgive deres Skjøn, kunne Meningerne om samme Mand være meget delte. En Overordnet sætter Pris paa en Underordnet, som Andre agter ringe. Personlige Sympatbier og Antipathier, Hjærtet og Følelsen afsige Kjendelser, der næppe altid kunne sanktioneres af Fornuften. En sætter Pris paa visse Egenskaber, en anden paa andre. Den alsidige Kundskab, der skulde vurdere enhver Evne efter For­ tjeneste, er langt fra til Stede hos Alle. En har et skarpt 151ik for Karakternuancer og forstaar ved Iagttagelse og rigtig Bedømmelse af en Masse Smaatræk at samle Materiale til en Karakteristik, som en anden aldrig vilde kunne give. En har særligt Blik for sine Undergivnes svage Sider, men meget ondt ved at se de gode, og kommer selvfølgelig inden kortere eller længere Tid til det afgjort negative Resultat, at han ikke kan bruge dem til noget som helst.

Alt i alt er det at komme til en rigtig Erkjendelse af sine Ungergivnes Værd og Brugbarhed vistnok en Kunst, der ikke altid øves med Held. — Skade at det er saa; en Trøst maaske for de Miskjendte, af hvilke der dog vel nok er flere indbildte end virkelige, at Fejl­ syn og menneskelig Ufuldkommenhed stundom ignorere og vrage Evner, der af Naturen vare bestemte til at gjøre Nytte.

Endnu maa der hos de Foresatte i Henseende til deres Forhold overfor de Undergivne være en Del Betin­ gelser til Stede, uden hvilke Initiativet og Selvstændig­ heden paa alle en Hærs forskjellige Trin ikke ville kunne udvikle sig eller blive i fuldeste Maal nyttebringende.

Den Ledende maa selv være en Personlighed med udpræget Selvstændighedsfølelse, Selvbe­ herskelse og Fordom sfri hed. Mangler han disse Egenskaber, vil han vanskelig kunne forstaa Selvstændig- hedsfølelsen hos de Undergivne eller, om han end forstaar den og principielt anerkjender dens Berettigelse,vanskelig kunne afholde sig fra at gjøre Indgreb i Virk­ somheder, der ikke udøves nøjagtig efter hans Sind. De Fleste have vist erfaret, hvor uimodstaaelig Fristelsen til Indgriben undertiden kan være, og hvor svært det falder at tilsidesætte sit eget forudfattede Synspunkt for med Forstaaelse og uden Forbehold at godkjende og antage en andens. Endog Rigtigheden af den saa almindelig anerkjendte Sætning, at enhver Sag kan ses fra flere Sider, at ethvert Problem kan løses ad flere til Maalet førende Veje, skulde man stundom betvivle, naar man ser den haardnakkede Stædighed, med hvilken Ensidig­ heden hævder sit Standpunkt som det eneste salig- gjørende. Denne Sætning bar dog sikkert, trods Uover­ ensstemmelsen mellem Theorien og Praxis, under mange Forhold og da ikke mindst under de Forhold, der frem­ byde sig i Krigen, sin Gyldighed og bør kunne bringe selv det halsstarrige og snæversynede Naturel til at be­ tvinge sig og til at anvende sin Kraft alene paa de Op­ gaver, der umiddelbart foreligge det til Løsning.

Bataillonen, siger det tydske Exerzicr-Reglement für die Infanterie, fører sin Fægtning, idet dens Chef an­ viser Kompagnierne deres Opgaver. Nur bei augen­ scheinlichen Missverständnissen oder Fehlgriffen, welche das Gefecht in unbeabsichtigte Bahnen ziehen würden, ist der unmittelbare Eingriff auf Züge u. einzelne Kom­ pagnien geboten.

Regimentschefen henvender sig med sine specielle Opgaver til Bataillonerne og overlader disse Udførelsesrnaaden. Der auf das Verhalten einzelner Kompagnien gerichtete Eingriff hat sich auf seltene Ausnahmefälle zu beschränken und ist nur dann gerechtfertigt, wenn durch Handlungen der Enterführer die Durchführung der Gesammtabsicht ernstlich bedroht erscheint, und es an Zeit gebricht, mit dem Befehl den Dienstweg inne zu halten.

Unter allen Umständen ist daran fest­ zuhalten, dass die Regimenter ihre geson­ derten Aufträge erhalten, der Brigadeführer sich mit seinen Befehlen nur an diese wendet.

Disse Bestemmelser, der grunde sig paa Erfaringerne fra flere Krige, der ere et Ekko af de af de ypperste Militærforfattere fremsatte Anskuelser, turde være en Opfordring til Overvejelse for dem, der i næsten over­ faderlig Omsorg føle sig kaldede til at klare hver en Pynt, der kommer til Syne paa selv den lavest stillede Undergivnes Horizont. De turde indeholde en Vejledning for de Overgrebslystne, der uden Forstaaelse af det ressortmæssige «mit og dit« give sig frit Løb paa Ene­ mærker, hvor de kun i sjeldne Undtagelsestilfælde kunne komme til at yde en virkelig nyttig og uundværlig Hjælp.

De naturelle Vanskeligheder, der hos de Foresatte stille sig hindrende i Vejen for en uforbeholden Ind­ rømmelse af Frihed for de Undergivne til hver paa sit Omraade at varetage de dem paahvilende Pligter efter eget Initiativ, og saaledes som de efter deres individuelle Syn finde det hensigtsmæssigst, ere hos de Forskjellige, alt efter Beskaffenheden af deres forskjellige Temperaments­ ejendommeligheder, mere eller mindre lette at overvinde. Det rolige Temperament, den saglig overvejende og intelligente Personlighed vil forholdsvis let kunne afholde sig fra forstyrrende Indgriben paa Virksomhedsomraader, der ikke direkte vedkomme ham. Den iltre og rastløse derimod, der knap kan undfange en Tanke, før den skal realiseres, vil have meget ondt herved. Han plager og overfarer alt med sin Harefod, han henkaster Ordrer og foretager Forandringer, der ville blive af en saa meget tvivlsommere Nytte, som jo ikke enhver første Ind­ skydelse kan opstilles som Mønster paa Visdom og Klarsyn. Han ytrer sit Mishag og buser ud med sine Bebrejdelser paa Steder, hvor de stundom langt mere blive en Blottelse af hans egen Mangel paa Omsigt end fortjent Bevselse for begaaede Forsømmelser. Han skader sit eget Renomme og nedtrykker Stemningen hos de Undergivne, der snart ville komme paa det Rene med, at Aktivitet og Initiativ udsætte dem for langt større Farer end forsigtig passiv Tilbageholdenhed.

En Delingsfører, der resolut har aabnet Ilden med Viser 1200 Alen, bliver overrasket med Ubehageligheder, fordi han ikke har indset, at Afstanden dog mindst maatte være 1300 Alen. — Han vil vist betænke sig paa at være resolut næste Gang, han ser et gunstigt Maal. En Kompagnifører, der skal rykke frem til A med sit Kompagni, foretager en Svingning for at undgaa en Terrainhindring. — »Hvor i al Verden vil han nu hen!1 Rid dog hen, og sig til ham, at han skal rykke til A. — Næste Gang han skal til A , gaar han vel hellere i Morads til over Knæene, end han udsætter sig for en saa lidet skaansom Mistanke for Mangel paa Forstaaelse.

Overfor Fejlgreb, der ville kunne blive begaaede selv af den Dygtigste og Samvittighedsfuldeste, bør det hos den Foresatte ikke mangle paa Overbærenhed saa lidt som paa Beredvillighed til at paatage sig Ansvaret opad. Dette er et kildent Punkt, der fordrer en Selvfornegtelse og en Generøsitet i Karakteren, en Fortrøstning til den egne gode Samvittighed som øverste Instans, der sikkert findes hos Nogle, men som dog langt fra hos Alle er til Stede i lige høj Grad. De Fleste ønske, hvad naturligt er, at staa sig godt med deres Overordnede og lade sig ikke gjerne regne mere til Last, end de ere nødte til. De gjøre hellere alting selv, end de udsætte sig for Misbilligelse fraoven, og ere de tilmed vante til at blive førte ved Haanden i et og alt af egne Foresatte, vil det være endnu naturligere for dem at udøve deres Ind­ flydelse nedad i samme Aand. Aanden fraoven, der — som det sig hør og bør — i saa mange Henseender er bestemmende for Aanden paa de lavere Trin, vil ogsaa her komme til at gjøre sig smitsomt gjældende. Vise allerede de øverste Instanser Tilbøjelighed til Indsnævring af Handlefriheden, til Smaalighed i Kontrollen, til at gjøre Ansvar gjældende for selv det mindste Fejlskridt, der tages, da ville Indgrebene, Intolerancen og Smaakigeriet brede sig nedad gjennem alle Instanser efter stigende Skala. Wo in der niederen Führung die Selbstständig­ keit fehlt, siger v. d. Golz, wird die Schuld der Regel nach bei der höheren zu suchen sein. Skulle derfor Initiativ og Selvstændighed i de forskjellige Charger kunne blive mulige, saa er det nødvendigt, at de højere og højeste jevne Vejen, og at de ikke vige tilbage for Offre, der, om de end i Øjeblikket koste Overvindelse, saa dog i Længden vise deres Frugt i en potenseret Iver og Arbejdsdygtighed overalt og hos Alle. Ingen kan faa baade i Pose og i Sæk, siger et gammelt Ord, der ofte ikke ændses efter Fortjeneste. Den, der kun tilstræber at faa Posen fyldt, vil vel i Reglen kunne naa det, naar han blot er tilstrækkelig smaalig; men skal det lykkes at faa noget ordentligt i Sækken, saa vil det ogsaa være nødvendigt at udvide Synsfeltet og at holde Stand mod Fristelsen til at udbytte de ringere Fordele, der stille sig hindrende i Vejen for Opnaaelsen af de store. Ingen kan vente sig noget stort Resultat af sine Undergivnes Selvvirksomhed eller under kritiske Omstændigheder nogen værdifuld Hjælp af deres Initiativ, naar han modarbejder og desavouerer dem overalt, hvor deres selvstændige Hand­ linger ikke passe ganske til hans Bestik. Vil han gjøre Regning paa en kraftig Medvirkning fra neden, saa maa han ogsaa vide at paaskjønne enhver Bestræbelse, der i god Hensigt udvises for at gjore Nytte, og fremfor alt ikke under alvorlige Forhold være fremmed for den Kunst at træffe sine egne Dispositioner i Fortsættelse af de af de Undergivne iværksatte Foranstaltninger, selv om disse stundom komme ham lidt paa tværs, og selv om de ikke altid ere iværksatte nøjagtig saaledes, som han selv vilde have iværksat dem i den Undergivnes Sted.

Lange Fredsperioder ere utvivlsomt for en Hærs Kampdygtighed et Skær, som det er vanskeligt at komme uskadt over. Den stadige Slæben paa Grunden bringer Glemsel over Vanskelighederne i Dybet, hvor vel Mangen vil kunne faa nok at gjøre med at holde sig selv i den tilbørlige Højde. Under Fredsforhold er det let for en Foresat at være her og der og allevegne; hans Virk­somhed, der jo ofte ikke alene er en Fører-, men ogsaa en Lærervirksomhed, kommer naturlig til at gribe videre om sig end under virkelige Kampforhold. De mange Faktorer, der i Krigen stille Skranker for Føringens Rækkevidde, komme for en stor Del under Fredsøvelser slet ikke til at gjøre sig gjældende. Forholdene kunne her lempes efter Kravene — lige omvendt det, der for det Meste i Virkeligheden maa blive Tilfældet. Alt gaar saa let og glat, Arrangementerne kunne bringes til at tage sig ud, og Resultaterne gjøres smukke. Det er Snarer, der hilde Mange, men overfor hvilke der ikke kan vises Agtpaagivenhed nok. Arbejdet i Freden er en Forberedelse til Krigen; alle de Faktorer, der influere i Krigen, kunne ikke bringes til deres Ret; men de bør dog derfor ikke tabes af Syne.

Tilsyn og Vejledning ere selvfølgelig under alle For­ hold nødvendige. De Foresatte ere der for at yde dem; men de bør ikke overdrive dem til en Smaalighed og et Overhængeri, der ikke alene vil blive hæmmende for Udviklingen af de Enkeltes Ansvarsfølelse og Evne til at hjælpe sig selv, hvor Vejledning ikke kan gives; men som ogsaa vil umuliggjøre en rigtig Erkjendelse af de Enkeltes Evner og Brugbarhed, svække Interessen og avle en gjensidig Mistillid, der ikke mindre end et Uer­ farenhedens Fejlgreb gjør Skaar i den ligesaa meget moralske som mekaniske Kræfternes Solidaritet, der under Kampen er en Betingelse for Sejr.

Disse mange alene Personellet vedrørende Betingelser for, at en Indrømmelse af Selstændighed til de Enkelte kan blive mulig og til virkelig Nytte og Fremme for det Heles Vel, ville sikkert gjøre det indlysende, at en almindelig, for alle Tilfælde gjældende Bestemmelse af, hvorvidt der i saa Henseende bør gaas, ikke kan gives. Et er imidlertid vist, og det er, at Krigen, hvad enten disse Betingelser ere til Stede eller ej, vil frembyde en Mangfoldighed af Opgaver, hvis heldige Løsning i høj Grad vil afhænge af den selvbevidste Handlekraft og mandige Besoluthed, hvormed de gribes an. Ingen Hær kan derfor slaa sig til Taals med at sige: Betingelserne for en udstrakt Indrømmelse af Handlefrihed ere ikke til Stede, vi maa altsaa indskrænke den. Dette vilde være en sorgløs Lukken Øjnene i for Virkelighedens Krav, der kun kunde blive skæbnesvanger, naar Virkeligheden stod for Døren. Der maa af al Kraft og paa alle Trin ar­ bejdes hen mod at tilvejebringe de nødvendige Betin­ gelser, at tilvejebringe et Befalingsmandskorps, der ved sin Intelligens, Indsigt, Selvbevidsthed og Pligtfølelse kan fyldestgjøre de Fordringer, der af Virkeligheden stilles det. Gode Førere ere af en saa overordentlig Betydning for en Hærs Kampdygtighed, at der ikke kan gjøres nok for at skabe dem. Mangen en brav Soldat har kæmpet forgjæves under slette Førere, mangen en daarlig Soldat har høstet Sejrens Laurbær under dygtige Førere.

Vor Hær er lille, Soldatens Uddannelsestid er kort; det er alvorlige Mangler. Men der kan gjøres meget med lidt, naar det bruges af En, der forstaar det, og der kan bødes meget paa den korte Uddannelsestid for de Menige ved en omhyggelig Uddannelse af Kadrerne, og denne bør ikke mangle. Idealet kan vel ikke naas; men det maa ikke skubbes til Side alene, fordi det ikke kan naas.

De her af os anstillede Betragtninger ere holdte i al Almindelighed, endda med særligt Hensyn til Kor­ holdene under Kamp. En alt omfattende Behandling af det store Spørgsmaal «Befalingsmændenes Selvstændighed", en Fremdragen af alle de Momenter — Personellets Ud­ dannelse, Traditionen, særlige Forhold o. s. v. — , der i en Hær kunne komme til at influere paa dets praktiske Løsning, kræver saa stort et Arbejde, saa stort et Ma­ teriale, saa megen og saa speciel Indsigt, at den ikke kan foretages af en Enkelt. Den maa foretages delvis og frembyder saaledes en Mængde Særopgaver til Over­ vejelse og Løsning for Enhver, der i sin særlige Stilling har Lejlighed til at gjøre Erfaringer, til at anstille Be­ tragtninger angaaende Forhold af speciel Natur.