Bautzen – Teneriffa – Dunbar: Tre Episoder af Krigshistorien til Belysning af et militært Spørgsmaal

I. Bautzen (1813).

I 1895 udkom en lille Bog af Feltmarskal Wolseley: The Decline and Fall of Napoleon (203 Sider). Fremstillingen udmærker sig ved stor Klarhed og Kraft, og den giver saavidt Forfatteren af denne lille Artikel kan se en ypperlig Belysning af Kejserens Karakter og hans formidable militære Evner samt en fortrinlig Redegørelse for de militære og politiske Hovedpunkter i Perioden 1812-15 (f. Eks. af Grundene til, at det russiske Felttog totalt mislykkedes).

Det lille Stykke, jeg har Brug for i denne Artikel, er Wolseleys Fremstilling af det store Slag ved Bautzen; det gengives her i Oversættelse:

De Allierede, med omtrent 150,000 Mand, havde indtaget en meget stærk Stilling, med deres venstre Fløj stottende sig til de behmiske Bjerge, og de havde befæstet den stærkt. Den havde imidlertid en særdeles alvorlig Mangel: der var kun én Tilbagetogslinie fra den. Dette saa Napoleons hurtige Øje straks, og han lagde sin Plan derefter. Hans Hensigt var selv at angribe den forfra med omtrent 80,000 Mand, medens Ney med omtrent 70,000 skulde anfalde de Allieredes højre Flanke og Bagtrop for at afskære dem fra deres eneste Tilbagetogslinie. Men Haandskriften paa Væggen havde allerede domt Napoleon til endelig Ødelæggelse; og her, som ved de resterende Begivenheder i hans Karrière, blev Heldets Bæger stodt fra hans Læber, da han forsøgte at drikke deraf. Det lykkedes ikke for Ney at gennemfore det ham betroede Hvery, som han om Morgenen havde sat sig i Bevægelse for at udfore. Preusserne holdt hojre Floj af de Allieredes Stilling besat. Blicher, der havde Kommandoen over dem, havde til Beskyttelse for sin Bagtrop detacheret en lille Styrke af Infanteri og Artilleri, og med den kom Ney i Kamp. I stedet for at forcere sin March langs den allierede Hærs Bagtrop for at afskære dens Tilbagetog og angribe den bagfra, medens Napoleon anfaldt den forfra, lod Ney sin Bevægelse blive standset og sin Retning andret af dette ubetydelige preussiske Korps. Denne Fægtning vakte snart hos Blücher en Folelse af at være i yderste Fare: han gik straks tilbage og gennemførte sit Tilbagetog. Barcley med sine Russere paatog sig en Bagtrops Pligter, og efter at have gjort godt Front mod sin fjende saa lenge det var lyst, slap han heldig bort om Natten. Det var udelukkende Neys Fejl, at de preussiske og russiske Hære saaledes blev satte i Stand til at slippe ud af den Snare, som Napoleon saa fortrinligt havde konstrueret til at finge dem i. Det maa erindres, at den franske Har var omtrent en halv Gang sterre end deres. Saadan er Krigens Usikkerheder, endog naar den fores under den personlige Ledelse af en saa stor Feltherre som Napoleon. Det var i Virkeligheden kun lykkedes Ney at manovrere de Allierede ud af en Stilling, i hvilken Napoleon havde villet edelægge dem, og hvor de vilde være bleven odelagte, hvis hans Befalinger var bleven adlydte med Dygtighed. Hvis Kejseren havde ladet Ney angribe forfra, medens han selv havde ledet den omgaaende Bevægelse, saa vilde Bautzen utvivlsomt være bleven en af de fuldstændigste Sejre, han nogensinde havde vundet. Det er i Virkeligheden næppe muligt at tvivle om, at han med ét Slag vilde næsten have genvundet sin tidligere Position i Europa. Russernes og Preussernes hele Styrke indenfor Operationsregionen vilde være bleven haablost opreven. Osterrig, der ventede paa at se, til hvilken Side Sejren heldede, vilde have afholdt sig fra Alliance imod ham; han kunde da let have knust de ved Berlin samlede Tropper, og Provinserne, der senere blev rekruterende Jord bund for Hære til Brug imod ham, vilde være forblevne lydige, holdt nede af hans sejrende Legioner.

Dette Stykke fremkalder Overvejelser af hejst forskellig Art. Men da jeg sidste sommer beste det, blev jeg slaat al Beretningen om Neys Færd, og især af Bemærkningen:

Hvis Kejseren havde ladet Ney angribe forfra, medens han selv havde ledet den omgaaende Bevægelse, saa vilde Bautzen utvivlsomt være bleven en af de fuldstændigste Sere. osv. Det vakte Erindringer om Episoder i et par af den nyere Tids sterste militare Talenters Historie, Episoder, af hvilke den ene er stærkt analog, og den anden er det i fuldeste Maal, rigtignok pas omvendt Vis. Jeg skal ferst give en Fremstilling af de historiske Tildragelser, derpas soge at paapege og kortelig drefte det Princip, jeg mener kan udledes af de tre Begivenheder tilsammen.
 

II. Teneriffa (1797). 

Efterfølgende er et kort Uddrag af et lille Afsnit i A. T. Mahan: The Life of Nelson, Vol. I. 1807. Dette Værk vil jeg forovrigt varmt anbefale til mine Lasere, thi enhver, der har arbejdet sig igennem en Del deral, vil utvivlsomt lose begge de to tykke Bind og finde Tiden udmærket anvendt.

Kort efter Slaget ved Kap St. Vincent (Februar 1797) blev Horatio Nelson udnævnt til Kontreadmiral, knap 39 Aar gammel. Efter eget Onske fik han af sin Chef, Jarlen af St. Vincent, midt i Juli samme Aar Kommandoen over en Ekspedition, der skulde forsege at tage Teneriffa ved et Overfald paa Santa Cruz, dens vigtigste By. Da Eskadren, der bestod af 4 Linieskibe, 3 Fregatter og 1 mindre Skib, den 21. Juli narmede sig Ben, blev et Tusind Mand, der skulde gore Landgang under Kommando af Marinekaptajn Troubridge, overfort til Fregatterne.

Hensigten var at holde Linieskibene ude af Syne, medens Fregatterne, hvis tilsyneladende Styrke ikke kunde synes truende, nærmede sig saa meget, at et Angreb kunde

deres om Natten. Man haabede, at Angrebet kunde blive saa meget af en Overraskelse, at det kunde sætte Englaenderne i stand til bagfra at storme et Fort, der laa paa Hejderne nordvest for Byen og beherskede denne Santa Cruz skalde saa opfordres til Overgivelse. Imidlertid skulle Linieskibene sejle mod Land og efter deres Ankomst stette Foretagendet ved at bringe deres Bredsider til at virke med Murene. Ved Midnat var Fregatterne ikke 3 (engelske] Mil fra Landingsstedet, men derpas sinkedes de af kraftig Vind samt Strom imod sig, og for de kunde komme ind i mindre end 1 Mils Afstand gryede Dagen. Da de saaledes opdagedes opgaves Haabet om at kunne overraske. Kl. 6 om morgenen, da Eskadrennamede sig, gik Troubridge om Bord pas

Theseus. og meddelte Nelson, at han tænkte, at hvis Hojderne over og bagved Fortet kunde tages, saa kunde han dog tvinge dette til at overgive sig. Landgangskorpset blev derfor landsat KL. 9, men kunde ikke forjage Fjenden, som havde erkendt Vigtigheden af den af Troubridge angivne Stilling og havde besat den starkt. Linieskibene forsøgte at komme paa Skudvidde af Fortet, men kunde ikke komme ind paa mindre end 3 sengelske Miles Afstand. De sejlede saa frem og tilbage; om Natten gik Troubridge med sit Mandskab igen om Bord i Fregatterne, og næste Morgen, den 23., blev disse kaldte tilbage

Planen var saaledes fuldstændig mislykket. Men for dens Udforelse draftes, skal de folgende Begivenheder kortelig omtales. Om Eftermiddagen den 24. opnaaede Fladen at faa kastet Anker 2 eller 3 engelske Mil fra Santa Cruz, og alle Baade blev gjorte i stand til en Natekspedition. Nelson mente nemlig, at hans Fedrelands Ere krevede, at han selv ledede et nyt Angreb, skendt han i hej Grad mistvivlede om et godt Udfald: jeg ventede ikke at komme tilbage, skrev han senere. Kl. 11 om Natten satte Baadene fra med et Tusind Mand; Hensigten var, at alle skulde gaa i Land paa Molen, storme dens Batterier og derpaa gaa videre. Troubridge med en Del af Mandskabet tog i den merke Nat fejl af Retningen til Molen, men gik saa i Land et andet Sted og banede sig Vej fremad til en i Forvejen aftalt Plads, hvor han ventede til om Morgenen og udviste den sterste Resoluthed, men kunde intet udrette. Nelsons egen Baad og nogle faa andre Baade naaede Molen, tog den og fornaglede Kanonerne, men Fjendens voldsomme Ild umuliggjorde yderligere Fremtrængen. Nelson fik ved Landstigningen et Skud (Skraa) i hejre Albu og faldt bagover i Favnen paa sin Stedsen, der bandt den saarede Arm op og standsede Blodtabet. Kl. 2 om Natten kom Nelson tilbage til sit Flagskib, klattrede selv op ved Hjælp af venstre Arm og forbausede alle ved at sige til Lægen, at denne skulde have sine Instrumenter rede, thi han vidste, at han maatte miste sin Arm, og jo hurtigere den blev sat af des bedre.. En yderligere Fremstilling af Begivenhederne den Nat og den folgende Dag er unedvendig her. Den spanske Guverner, der havde forsvaret sig ypperligt, viste stor Ridderlighed overfor Troubridge ved Afslutningen af en Overenskomst, der gjerde Ende paa Fjendtlighederne. Den engelske Eskadre blev endnu liggende i tre Dage udenfor Teneriffa, fik Lov til at proviantere, og der blev vekslet komplimenterende Skrivelser og Hoflighedsgaver mellem Guverneren og Nelson. Denne sejlede saa tilbage til sin Chef, og derpaa i August til England, hvor han blev til ind i April det felgende Aar. Efter denne Digression maa vi se paa, hvad der kan læres af Nelsons ferste Angreb. Under dette var han jo selv forbleven om Bord som Chef for Linieskibene, medens hans hejtbetroede Ven og Næstkommanderende Troubridge var Leder af Landgangstropperne. Da sidstnævnte saa, at Overrumpling var umulig, tog han om Morgenen ud til Nelson for at forhandle om en Plan, som blev antaget, men derved gik flere Timer tabt, og Spanierne, der havde faaet Tid til at overveje Situationen, besatte imidlertid de Hejder, som det nu gjaldt om at tage. Troubridge burde ikke have segt Nelson, men straks have handlet paa eget Ansvar: hans Færd staar i stærk Modsætning til den, Nelson nogle Maaneder i Forvejen havde vist i Slaget ved Kap St.Vincent, da han endog mod en af Chefen til Flaaden given Ordre bred ud af Linien og foretog et Angreb, der ferte til det mest straalende Resultat. Paa Hjemvejen til England udtalte Nelson de Ord: Havde jeg været med den ferste Afdeling [Fregatterne med Landgangstropperne), saa har jeg Grund til at tro, at fuldstændigt Held vilde have kronet vore Anstrængelser. Og Mahan skriver, at Nelson kunde nu [paa Hjemrejsen] næppe undgaa at se, at skendt det var strengt overensstemmende med Tjenestemetoder, at den Eldre blev om Bord, saa var det afgerende Punkt i den forste Plan det at tage Hejderne, og folgelig var der den rette Plads for den Hejstbetalende. En Kaptajn, og særlig Troubridge, kunde have bragt Skibene i Stilling lige saa godt som Nelson.. Altsaa: havde Nelson afgivet Kommandoen over Linieskibene til Troubridge og selv fort Fregatterne og ledet Landgangen fra dem, saa vilde de kostbare Morgentimer ikke være bleven spildte, og Foretagendet vilde sandsynligvis være bleven gennemført.
 

III. Dunbar (1650)

For omtrent 60 Aar siden publicerede Carlyle sit beremte Værk: Oliver Cromwell's Letters and Speeches, with Elucidations (en af Udgaverne er i 5 Bind), der er grundlaggende for den moderne opfattelse af den store Protektors Karakter. Siden da har dels Cromwell selv, dels det pas gældende Tidsafsnit af Englands Historie vart gjort til Genstand for udforlig eller yderlig detailleet Behandling af en Række Forfattere, af hvilke kan nævnes Guizot, F. Hoenig. John Morley og fremfor alle S. R. Gardiner, hvis Fremstilling udger en Rokke Bind saaledes fylder alene Borgerkrigen, 1649-49, fire tykke Bind). Jo mere man fordyber sig i hele denne Literatur, desto forunderligere kommer Cromwell's Skikkelse til at staa for én; skendt det egentlig falder udenfor denne Artikels Ramme, vil jeg her fremsatte nogle Bemærkninger om Manden, da jeg har det indtryk, at man her hjemme ikke kender synderligt til og forvrigt har ret urigtige Meninger om ham. Hans Karriere er kort, thi Perioden fra Borgerkrigens Udbrud (1642) til hans Ded (1658) er kun lidet over 16 Aar. I sit 43. Aar blev han udnævnt til Kaptajn uden at kende det ringeste til Militar væsen, men i mindre end 3 Aar udviklede han sig til at blive en Ryttergeneral al hajeste Rang, hvilket han viste ved Marston Moor og Naseby. Sommilitar Organisator, Tak tiker og Strateg staar han saaledes i Krigshistorien.at Hoenig (Oliver Cromwell. III Bd., p. 383) siger: Was Friedrich der Grosse im 18, was Napoleon im 19. Jahr hundert, das war Cromwell im 17. Jahrhundert und kein anderer von der ganzen Schaar der Feldhern ... Men som Statsmand og Udenrigspolitiker var han lige san frem ragende. Hans Evne til at bedemme andres kvalitet anses for overgaaet (Morley), og han forstod at benytte Talenter der ikke var ham personlig hengivne, fremfor alle Blake Hans Uvillie mod og Nolen med at gribe til voldsomme Midler kommer ofte frem og er ligesaa merkelig som den Hurtighed og Kralt, hvormed han gennemferte en stor Be slutning, maar den var taget. Det synes umuligt at pa vise Forfængelighed hos ham, ja han var sappe personlig argerrig i den almindelige Forstand. Hans dybe Religiositet, der bryder frem i alle hans Breve og Taler, var forenet med saa meget religiest Frisind, at han i den Henseende var mere end et Aarhundrede forud for sin tid. Han sergede for, at den borgerlige Retspleje blev retferdig, tog sig af Universiteterne osv. Det kan tillajes, at han var en god Familiefader, satte Pris pas Selskabelighed og Speg, holdt al Musik. Det samlede Billede bliver, at han ikke blot er den starte moderne Englander i Handlingens Verden (Gardiner), men en af de talentfuldeste og skenneste Skik kelser blandt Herskerne i Verdens Historie

Slaget ved Dunbar gengives ber efter Gardiners Fremstilling (1894), der pas et væsentligt Punkt afviger fra Hoenigs Skildring. Den sidste er bygget pas Cromwells Rapport til Parlamentet, medens Gardiner tillige benytter Memoirer skrevne af en af Cromwells Officerer, der var med i den paagaldende Flankemarch; i Cromwells Brev er der intet, som strider derimod, og felge den personlige Beskedenhed i Cromwells Rapporter er det let forstaaeligt, at han i dette Brev skrev, som han gjorde. - Cromwell havde ca. 11,000 Mand, vesentlig Veteraner af den fortrinligste Kvalitet, medens hans erfarne og dygtige Modstander, Skotten D. Leslie, havde ca. 23,000 Mand, men denne Har led starkt af religiast Partivasen. Cromwell havde foretaget forskellige Marcher i Egnene vest, syd og est for Edinburgh og forsogt at faa islandbragt en kamp, men den forsigtige Leslie holdt sig paa Hejderne, og det endte med, at Cromwell paa Grund af Sygelighed i Haren og Mangel pas Proviant maatte trakke sig tilbage til Kysten noget est for Edinburgh: der indskibede han sine syge og giksas videre i ostlig Retning til Dunbar, hvor han ankom den 1. September 1650. Dunbar er en Kystby, der ligger lidt sydost for Mandingen af Firth of Forth i Forlængelsen af dennes sydlige Bred. Leslie fulgte efter og tog Stilling paa Hejder i dansk Mil syd for Dunbar, efter at have detacheret en Styrke til at besatte et Pas, hvorigennem Forbindelsen mellem Dunbar og den næste sydost for samme liggende kystby gik. Cromwells Forbindelse med Syd over Land med England var saaledes afskaaren, og hans Stilling var yderst mislig: han tenkte pas at beforeste Dunbar og afvente Forstarkninger: hans Tropper slog Lejr syd for Byen. Mellem hans Stilling og det af Leslie besatte Hojdedrag leber i nordostlig Retning et Vandleb i Bunden af en meget dyb Kleft, men ud mod Kysten, pas en Strakning af knap en Fjerdingvej, er Landet fladt og det nævnte Vandleb ikke dybere, end at det kan passeres ved Vadning. Hen pas Eftermiddagen den 2. September forte Leslie sine Tropper ned fra Hejderne og ordnede den sterre Del af Infanteriet langs den sidste Fjerdingvej af den nævnte Slugt, medens Rytteriet, stottet bagtil af Resten af Fodfolket. udgjorde hejre Flej og opstilledes at syd for Vandlebet, hvor Slugten var hart op, saa at Flejens yderste hejre Hjerne var godt en halv Fjerdingvej fra Asens Udleb i Havet; Leslies Hensigt var at angribe Cromwell, og han sagde til sine Sol dater, at naste Morgen KL. 7 vilde de have den engelske Harded eller levende Cromwell havde opmærksomt iagttaget Leslies Bevægelse, og omtrent Kl. 4 Eftermiddag sagde han til sin udmærkede Næstkommanderende, Lambert, at han synes den gav os en Lejlighed eller Fordel at gere et Forseg mod Fjenden. Jeg havde tænkt at sige det samme til Dem, svarede Lambert. Natten var vaad og stormfuld, Skotterne havde ingen Telte, og baade en Del af Onicererne og af Mandskabet segte Ly i Kornstakke ete. KL. 4 om Morgenen kom Msanen tilsyne, og pas den Tid Var Cromwells Porberedelser i fuld Gang. Kanonerne bragtes ned til Slugten ligeoverfor Fjendens Fodfolk; omtrent Halvdelen af Infanteriet og af Kavalleriet anvendtes dels til Beskyttelse af Artilleriet, dels til at passe paa, at Skotterne ikke forsogte at passere Slugten for at angribe bagfra. De af Rytteriet og Halvdelen af Infanteriet fortes til venstre til et sted ligever for den fjendtlige hajre Flej. Men ankommen dertil bler Styrken delt i to Dele: den sterre Del, under Lambert, skulde foretage et frontalt Angreb mod det ligeoverfor staande fjendtlige Rytteri, medens en mindre Del, for storste Delen Infanteri, under Cromwells Ledelse gik langere til venstre, ned mod Havet, derpas over Vandlebet, svingende stark ud for det drejede af til hejre og forte et Flankeangreb paa den skotske hejre Flej. Kanonilden aabnedes og Lambert angreb for Solopgang, men for nogen Afgerelse havde fundet sted ankom Cromwells Korps; Resultatet blev, at det skotske Rytteri start veg og Fosfolket paa hojre Plej blev oprevet under det dobbelte Angreb i Front og hejre Planke. Til bagetoget blev snart til Flugt, og i det Øjeblik Solen stod op over Havet draaber Cromwell, mens hans Ansigt opklaredes af Sejrsglæde: Let God arise, let His enemies be scattered . Han drev ne det flygtende skotske Rytteri hen over dets eget Fodfolks Rakker, der blev nedtrampede paa den vilde Flugt: man erindrer, at Infanteriet netop stod med Front mod Slugten nedenfor Hejderne. Af den hele skotske Har bles omtrent 3000 dræbt i Slaget og under Forfolgelsen. 10,000 Fanger, hele Artilleriet og Bagagen, 15.000 Vaaben og næsten 200 Paner faldt i Sejrherrens Hænder. Antallet af Fanger var saaledes næsten lige saa stort som Cromwells hele Har: pas engelsk Side faldt, efter Cromwells egne Opgivelser, ikke mere end tredive eller en Snes Mand.

Dette er det mærkelige og i sine politiske Folger saa vigtige Slag ved Dunbar den 3. September 1650. Det Punkt deral, som jeg vil fremhæve, er, at Cromwell delte sin Angrebestyrke i to ulige store Dele, og medens han, Ryttergeneralen fra Marston Moor og Naseby, overlod den sterre Del, hveriblandt næsten hele Rytteriet, til sin bedste Officer, ledsagede han selv den mindre væsentligst af Fodfolk be staaende Del, der skulde foretage den omgaaende Bevægelse for at angribe Fjendens hejre Flej i Flanken, og han sorgede for, at den svingede godt ud til venstre, for sas at kunne fores lodret med fold Kralt ind mod siden af den jende der var optagen af et Angreb i Fronten.
 

IV. Résumé.

Lad os nu kertelig sammenligne de tre kampe: Bautzen, Teneriffa og Dunbar. bvert af disse Tilde var Overkommandoen i Hænderne pas Tidens sterste Forer: Napoleon Nelson, Cromwell; i alle tre Tilfelde blev Angrebsstyrken delt i to ulige Dele, der skulde angribe den samme vjende hver fra sin Side. I de to forste tilfælde beholdt den Overst kommanderende Hovedstyrken, der skulde udfore det simple frontale Angreb, medens den mindre Styrke, der skulde - fore en omgaaende Bevægelse, blev givet til en i og for sig talentfuld og yderst energisk Hand. I begge disse Tilbelde lod denne Sastkommanderende det imidlertid mangle pas Resoluthed, da der indtraf en ikke forudset Vanskelighed, nogle Timer tabtes, og Fjenden fik tid til at tage Sikker hedsforanstaltninger, der forte til, at Planen strandede. Om det ene tilfælde har en saa odmarket kyndig Mand som Feltmarskal Wolseley udtalt, at Napoleon burde selv have taget Kommandoen over den mindre Styrke, der skulde ulfore den omgaaende Bevægelse; Nelson var bagefter klar over, at han burde have overladt sin Nastkommanderende Linieskibene og selv fort Fregatterne og foretaget Landgangen, og Mahan udtrykker yderst bestemt den samme Opfattelse. I den skarpeste Modsetning hertil staar Cromwells Fard ved Dunbar: her ledsagede han selv det mindre Korps, som udferer den omgaaende Bevægelse, medens han overdrager sin dygtigste General at lede Hovedstyrkens frontale Angreb og Resultatet blev rettidig og fortrinlig indgriben af den mindre Styrke og en stralende Sejr over en mere end dobbelt sa stor Har.

Forfatteren af denne lille Artikel mener, at de trebe handlede Tilfalde peger i Retning af et Princippergmaal, nemlig den Rolle som en talentfuld verstbefalende ber overtage, maar det gælder om samtidigt at fere et Angreb fra to Sider med samme Har eller Stilling. Det forekommer mig nemlig, at han, vis han da overhovedet vil deltage i Udforelsen af sin Plan, selv bor lede den mindre Styrke. hvis Opgave er vanskeligst, hvor der kræves mest Resoluthed, mest Omsigt forenet med Hurtighed, storst Evne til at made en uforudset Vanskelighed og til ikke at lade sig divergere af en tilfeldig Uvesentlighed. Selve Chefen er nemlig i og for sig langt bedre i stand til at overvinde en uforudset Hindring end den Næstkommanderende, thi denne sidste kan fristes til at sporge om ny Ordre eller til pas anden Maade at fole sig usikker, netop fordi han ikke er Chef-Der kan formentlig under en Forsvarskrig for Danmark godt indtraffe en Situation, hvor det her udviklede Princip kan fra Betyd ning. Men nu vil jeg i al Beskedenhed henstille Sparge maalet til vore Officerers Overvejelse som ikke-Militer skal jeg aldeles ikke forsege nogen yderligere Undersegelse. Hejst sandsynligt har det principielle Sporgsmaal art drettet eller dog behandlet i den militare Pagliteratur, men herom ved jeg intet, og en anset Sagkyndig, som jeg spurgte derom, kendte intet dertil. Under disse Forhold har jeg ment at kunne præsentere for militære Læsere denne lille Artikel: Idéen til den opstod som sagt spontant under Læsningen af Wolseleys Fremstilling af Kampen ved Bautzen.

Den 9. Maj 1905