Log ind

BALTDEFCOL - det baltiske forsvarsakademi fra idé til praktiske forberedelser

#

Af oberst Michael H. Clemmesen.

Bureaukrati kan være slemt, manglende bureaukrati er lammende. Et forsvar uden stabe med professionelle stabsofficerer er forvirret, usikkert, præget af chefers eller politikeres tilfældige indfald, som derefter efterlades ikke eller kun halvt implementerede. Man kunne muligvis klare sig uden egentlige stabsofficerer, hvis den øverste militære chef havde en Bonapartes arbejdsevne, professionelle dybde og indsigt - samt dennes politiske magt og vilje til brutalt at anvende denne magt. Men den situation er unormal - og er umulig i et demokrati. Uden et korps af godt videreuddannede officerer er det umuligt at etablere en realistisk forsvarsplanlægning med støttende logistisk system og et målrettet uddannelsessystem. Uden et sådant korps bliver forsvarets forvaltning, når den udvikler sig, ikke bygget på en forståelse af forsvarets - i forhold til andre organisationer - særlige formål. Det bliver en selvtjenende struktur domineret af Parkinsons lov og i bedste fald påvirket af herskende moderetninger fra den civile forvaltning. Uden et sådant korps vil den altid nødvendige dialog mellem den politiske og militære ledelse ikke kunne inddrage en forståelse af det militære instruments muligheder og begrænsninger samt de risici, der kan være forbundet med dets anvendelse. Uden korpset vil man ikke kunne få et meningsfuldt samspil med udlandets militære professionelle. Manglen af en professionel hjerne i forsvarsstyrkerne vil betyde, at de rådige ressourcer - herunder fra evt. støttelande - i stor udstrækning spildes.

Situationen i Baltikum

I de tre baltiske lande er situationen nu i meget vanskelig. Den militære forvaltning er præget af uhensigtsmæssige strukturer og procedurer. Eksempelvis har de tre forsvars personelforvaltning indtil nu ikke været bygget på faste tjenestekriterier og et system af personelbedømmelser. Forfremmelser har været automatiske, uanset behov eller evner. Det har været meget vanskeligt at få afskediget uanvendeligt officerspersonel. Udtagelse til attraktive uddannelser og anden attraktiv tjeneste har i en betydelig grad været præget af tilfældigheder eller nepotisme.

Ansættelseskontraktsystemet er ufuldstændigt. Der er endnu ikke implementeret et effektivt system for rotation mellem enheder, stabe og skoler. Dette hænger også sammen med, at der ikke er etableret det her helt nødvendige system af lejeboliger hhv. subsidiering af køb af bolig. Der eksisterer ikke et korps af uddannede stabsofficerer, dvs. dygtige og erfarne midtkarriererofficerer, der kan analyse, vurdere og implementere på grundlag af en kombination af praktisk tjenesteerfaring og en hård, fokuseret, generel videreuddannelse. Sovjetiske stabsofficerer viderebefordrede normalt blot chefens beslutninger i en mere detaljeret form på grundlag af komplekset af normbøger, og uden afvejning af lønsomhed og ressourceforbrug. De var ofte meget specialiserede. Også analyse og oplæg til beslutning skete på grundlag af meget faste præmisser og normer. Det er derfor meget få af de lidt ældre officerer, som landene råder over, der kan levere et stykke stabsarbejde af relevans for opbygningen af et lille lands forsvar. At sovjetofficerer sjældent følte et personligt ansvar for deres arbejde og øjensynligt havde en lidet protestantisk holdning til hårdt arbejde, er et andet aspekt. Det er i øvrigt et betydeligt problem, der skaber problemer i de civile-militære relationer, at de civile politikere og embedsmænd sjældent eller aldrig har mødt en kvalificeret, argumenterende, militær professionel. Der opstår derfor aldrig eller meget sjældent en dialog. Samarbejdet bliver reduceret til et spørgsmål om, hvem, der har den formelle ret til at befale, uanset sagens indhold. Da det formelle myndighedsforhold sjældent er helt klart, bliver resultatet vel ofte en "politisk" skyttegravskrig. De centrale stabe er ganske vist begyndt at modtage officer med stabsuddannelse i udlandet. Disse har i højere grad end deres sovjetuddannede kolleger lært at arbejde selvstændigt. Men de har ofte ikke nogen praktisk enhedstjeneste bag sig, og den tjeneste de måtte have, har på grund af svigtende ressourcer og vilje til aktivitet ikke givet anvendelig erfaring. Derfor bliver deres stabsarbejde oftest med begrænset forbindelse til virkeligheden. Det bliver ofte til et forsøg til at overføre dele af, hvad de lærte i Tyskland, Frankrig eller USA til den grundlæggende anderledes hjemlige virkelighed. Man har hidtil ikke haft officerer til opstilling af kvalificerede stabe over enhedsniveauet, dvs. på militærregion-/infanteribrigadeniveauerne. Det er også et meget stort problem, at landene endnu ikke har fået en effektiv, fungerende grundlæggende officersuddannelse op at stå. De skoler, der blev etableret i 1992, blev på forskellig måde præget af en uhellig blanding af den teoretiske udenadslære, som helt dominerede sovjetsystemet, pseudovidenskabelighed og diplomsnobberi. Lærerkorpset var oppustet, med høj gennemsnitsalder, uden relevant praktisk erfaring, og det var ikke inddraget i nogen rotationsforpligtelse.

Officersuddannelserne blev urimeligt lange, og var mere eller mindre helt unddraget brugerindflydelse. Skolerne var enten helt uafhængige af forsvaret eller direkte underlagt forsvarsministeriet. De "færdiguddannede" officerer blev betragtet som ret uanvendelige af enhedernes chefer. De indtil nu eneste rimeligt anvendelige unge officerer man har rådighed over, er de svensk og primært finsk uddannede få sø- og ca. 40 hærofficerer. De eneste andre militære uddannelser, der hidtil er etableret, ud over officersskolernes grundkurser, er korte underofficerskurser. Der eksisterer intet system af våbenskoler. Der er således et akut behov for kvalificerede midtkarriereofficerer i landenes militære uddannelsesstrukturer.

Vejen til beslutningen om at oprette Baltic Defence College

Allerede i 1992 nåede de tre baltiske ministres forsvarsministre frem til en principiel enighed om, at man skulle samarbejde på uddannelsesområdet. Landene var for fattige og små til hver for sig at opstille en komplet militær uddannelsesstruktur. Det formelle samarbejde mellem landene kom dog ikke til at starte her, og det uformelle samarbejde begrænsede sig til tilbud til de to andre lande fra det lettiske hjemmeværn om at sende folk til gruppeførerkurser på værnets uddannelsescenter. Det første formelle samarbejde startede i 1994. Det kom til at knytte sig til opstillingen af BALTBAT, den fælles baltiske enhed til indsættelse i internationale operationer. Denne enhed skulle være midlet til en vesternisering en del af hærenes kadrer, samtidig med, at man også fik en mulighed for at demonstrere international solidaritet i det omfang, dette var nødvendigt for at opnå det ønskede medlemskab af de euro-atlantiske sikkerhedsstrukturer. Dette projekt fulgtes i de næste par år af forberedelserne til etablering af en fælles radarovervågning af luftrummet, BALTNET, og af en formering af fælles minerydningsflotille, BALTRON. Alle disse projekter omfattede også fælles - af udlandet støttede - uddannelsesaktiveteter. Støttelandes samarbejde med de baltiske lande, både de fælles projekter og de meget omfattende bilaterale programmer, blev i meget stor udstrækning hæmmet og vanskeliggjort af de ofte kun lidet effektive planlægnings-, forvaltnings- og implementeringsstrukturer og -procedurer på baltisk side. Det var klart, at der måtte ske betydelige fremskridt her, hvis støtten - og balternes egen indsats - skulle give bedre resultater. Mange af støttelandene har derfor gennem udsendelse af eksperter til Baltikum og ved balteres on-the-job træning i støttelandets forvaltning søgt at opnå forbedringer på "defence management"-området. Det eneste enkelte projekt, der kan siges at have givet et væsentligt resultat, er det 9-måneders embedsmandskursus, som Schweiz har gennemført i Geneve. De få personer, der fik denne lange påvirkning på et kursus, der løbende blev justeret efter elevernes behov, har givet de baltiske forsvars- og udenrigsministerier en meget værdifuld lille kerne af dygtige folk. Imidlertid har denne indsats ikke bidraget til at udvikle tilsvarende kvalitetspersoner i de militære stabe m.m., den har blot understrege behovet her. Mod slutningen af 1996 havde dette ledt til en klar erkendelse hos denne artikels forfatter äf, at der kun var en holdbar vej ud af dette dilemma: Der måtte etableres en generalstabsofficersuddannelse i Baltikum, der tog udgangspunkt i de lokale behov og vilkår. Under den første høring af idéen i de baltiske hovedstæder blev jeg gjort opmærksom på, at man i den svenske forsvarsstab var nået til den samme koiiklusion og arbejdede med tanken om at etablere en vestligt præget, fællesbaltisK officersuddannelse. Under et besøg i februar 1997 i Stockholm blev det imidlertid klart, at det svenske projekt havde et andet fokus. Uanset, at man fra militær svensk side klart så behovet for stabsofficersuddannelse, var man hæmmet af, at ÖB ikke længere havde ansvar for uddannelser på dette niveau. I maj 1997 blev idéen om at etablere en fælles stabsofficersuddannelse anbefalet af møder mellem de tre forsvarsministres Dlanlægningschefer i Palanga i Litauen og mellem de tre forsvarschefer i Riga. I begyndelsen af juni blev den formelle beslutning taget under det nordisk-baltiske forsvarsministermøde på den estiske ø Saaremaa (Øsel). Sverige blev ledende nation. På grund af fordelingen af de øvrige baltiske projekter skulle dette projekt placeres i Estland, i landets næststørste by, universitetsbyen Tartu. Jeg blev ved denne lejlighed "udlånt" som projektofficer til de baltiske lande m.h.p. at hjælpe til med at etablere det fælles grundlag. Det skete i løbet af de tre næste måneder.

Projektet sættes på skinner

I begyndelsen af september var der etableret enighed om mål og karakter af det kursus, der skulle være den centrale aktivitet på en fælles stabsskole, der skulle starte undervisningen i august 1999. Hovedbeslutningerne var følgende:

- Skolens arbejds- og undervisningssprog skulle være engelsk.

- Efter dette W A måneds kursus skulle eleverne kunne virke som stabsofficerer i internationale stabe, sektionschefer i centrale nationale baltiske stabe (hhv. ministerier), stabschefer på militærregion-/infanteribrigadeniveauet og hovedlærer på officersskolerne.

- Medens undervisningen i operationer skulle tage udgangspunkt i de tre landes (territorial-)forsvarsdoktriner og ønske om at etablere totalforsvar efter nordisk model, skulle den også på alle område, hvor dette var relevant, tage udgangspunkt i NATO-standarder og procedurer.

- Undervisningstiden skulle fordeles efter følgende nøgle: Taktik, Operationer og relateret Logistik: 30%, Statskundskab og Strategi: 25%, Management og Forvaltning: 20%, Totalforsvar og Mobilisering: 12,5% og Militærteknik: 12,5%.

- Der skulle under kursus indledende del tages højde for elevernes varierende - evt. svigtede - formelle uddannelsesforudsætninger (i modsætning til, hvad der er muligt på udenlandske kursus).

- For at kompensere for det sovjetiske uddannelsessystems negative indflydelse skulle undervisningen gøres ekstrem aktiverende/elevcentreret. Dette skulle ske ved, at kursus blev organiseret i syndikater på kun 5-6 personer. Her skulle mest muligt at arbejdet gennemføres/den reelle indlæring finde sted.

- Uddannelsen og skolen skulle præges af nordisk syn på ledelse og uddannelse. Bedømmelsen af eleverne vil ud over den løbende udarbejdelse af individuelle opgaver primært blive bygget på den tætte observation af den enkelte i denne lille gruppe.

- Undervisningen skulle være værnsfælles, men med tyngde på landoperationer (og land-/luftoperationer).

- Undervisningen vil koncentreres om selvforsvarsopgaven.

- Hvert baltisk land vil til første kursus sende 8 elever. Dette antal vil senere kunne øges. (Skolebygningens indretning giver fysiske rammer for 48 elever - i syndikater på 8).

- De baltiske lande ønsker deltagelse af elever fra støttelandene, bl.a. for at gøre virksomheden i syndikaterne endnu mere effektiv.

Herefter startede de internationale og nationale forberedelser. Estland gik i gang med at finde en egnet bygning. I begyndelsen af 1998 blev det besluttet, at man ville renovere og anvende det store bygningskompleks i den centrale del af byen, på "Riga-bakken" (Riiamäe). Det havde tidligere været anvendt som Landbohøjskolens administrationsbygning. Huset var oprindeligt - i mellemkrigstiden - bygget som det da meget store estiske hjemmeværns lokale hovedkvarter. Bygningsprojektet er det estiske forsvars hidtil mest omfattende. Komplekset vil bl.a. også komme til at huse den nationale officersskole. BALTDEFCOL får rådighed over en af bygningens fløje, i alt 2.000 kvadratmeter, tre etager, der nyindrettes så infrastrukturen direkte støtter den valgte pædagogiske og ledelsesmæssige model samt den planlagte undervisning. Fløjen er klar til anvendelse i den takt, skolens stab ankommer. Som hovedidé anvendes stue-etagen af ledelse og støttestruktur, 1. sal af hovedauditorium, syndikatrum, kursusledelse og lærerkontorer, og 2. sal af taktisk træner med tilhørende dispositionsenheds-arbejdsrum, m. m. samt biblioteket og elevopholdsrum (cafeteria og officersmesse er fælles med kompleksets øvrige militære myndigheder). Møblerne kommer fra den svenske centraladministration, EDB- og undervisningsmateriel fra Sverige og andre støttelande. Estlands forsvar køber byens største trestjernede hotel til anvendelse som elevhotel. Det ligger 15 minutters gang fra skolen. Hver lejlighed bliver etableret ved, at to værelser bliver slået sammen så man får ca. 30 kvadratmeter med soveværelse, arbejdsværelse, bad/toilet og et lille køkken. I hver lejlighed står en desktop-computer, der er forbundet til hotellets netværk (med database i CDROMrack). Herudover har hver elev adgang til en palmtop-PC under rejser m.m. Intet skal hindre at eleven opdyrker evnen til hårdt, selvstændigt arbejde. I løbet af det sidste halve år er det blevet klart, at skolens stab bliver multinational. Ud over en begrænset - af esterne leveret hhv. af skolen kontraktansat - stab af støttepersonel, bliver bemandingen sandsynligvis som følger:

- Chef (dansk).

- Kursusleder/næstkommanderende (svensk).

- Stabschef (estisk).

- Leder af Finans- og Budgetelement (svensk).

- Leder Statskundskab og Strategi (dansk).

- Leder Militærteknik (amerikansk).

- Leder Management og Forvaltning (dansk).

- Kursusofficer, lærer i flyoperationer (dansk).

- Hovedlærer, taktik (finsk).

- Lærer NATO-taktik/syndikatleder (tysk).

- Lærer, Artilleri/syndikatleder (norsk).

- Lærer, Ingeniørtjeneste/syndikatleder (svensk).

- Lærer, Signaltjeneste og Stabstjeneste i felten/syndikatleder (britisk).

- Lærer, Logistik/syndikatleder (fransk).

- Lærer, Totalforsvar og Mobilisering/evt. syndikatleder (schweizisk).

- Lærer, Maritime Operationer og International Ret (norsk).

- Lærer, Litauisk Forvaltning (litauisk).

- Lærer, Lettisk Forvaltning (lettisk).

- Lærer, Estisk Forvaltning (estisk).

Behovet for lærere er - ud over af den decentraliserede undervisningsform - drevet af tre forhold: For det første findes der i modsætning til andre steder i Baltikum næsten ingen mulighed for at kunne trække på relevant ekspertise fra de lokale myndigheder: Forsvarsministerium, Forsvarskommando, væmsmyndigheder og skoler. Al autoritativ grundlæggende undervisning på militære områder må leveres af fakultetet. For det andet er kursus en kombination af et føringskursus (der må give undervisning helt ned til OGU-niveau i den indledende fase og diskussioner under taktiske udrykninger) og et stabskursus på VUT-II-niveau (på grund af de stillinger, som eleverne forberedes til). For det tredje afviger de tre baltiske landes lovgivning og forvaltningsstruktur væsentligt fra hinanden. Afgivelsen af lærere udgør støttelandenes væsentligste bidrag til projektet. Derudover vil de støtte med donationer af materiel m.m.. I de første år vil de nordiske lande og Schweiz endvidere støtte ved at dække hovedparten af det fælles driftsbudget. Udtagelsen af elever til det kursus, der starter i august 1999, er sket i sommeren 1998. Dette er sket på grundlag af kriterier, der er udarbejdet i samarbejde med de tre baltiske lande. Der lægges i de første år ikke specielt vægt på den formelle uddannelsesbaggrund. Demonstreret evne til at lede, tænke, lære (herunder sprog), udvikle, og forvalte tillægges afgørende vægt. Prototypen har en eller anden civil, måske akademisk, uddannelse, er godt 30 år og har været med til at opstille forsvaret efter 1991. Han har fået kortere militære kurser i ind- og udland. Han kommer typisk direkte fra stillingen som chef, stabschef eller kompagnichef i en bataljon eller fra en stabsfunktion i centralstaben, evt. fra funktionen som chef for et hjemmeværnsdistrikt eller en lærerstilling på officersskole. Han starter i dette efterår med at lære engelsk eller forbedre sit niveau i dette sprog. For at gennemføre denne udtagelse har man for første gang gennemført en procedure, der startede med, at den mulige kandidat ansøger, og at han derefter bedømmes, herunder afslutningsvis i et centralt bedømmelses-/udtagelsesudvalg.

Uddannelsen i de enkelte faggrupper

For at gennemføre uddannelsen i taktik og logistik er det nødvendigt først at skabe et grundlæggende taktisk reglement. Dette delprojekt har to faser. For det første gennemføres en oversættelse til engelsk af det svenske Arméreglement 2, idet der inddrages dele fra tidligere - ikke mekaniserede - udgaver. På grund af terræn, troppetæthed, m.m. svarer dette reglement mere til balternes behov end de fleste andre landes reglementer. Oversættelsen modtages som tekstfil og gennemskrives derefter af fakultetet, således at NATO-standarder og procedurer indarbejdes i teksten. En foreløbig udgave anvendes på første kursus, hvorunder der i øvrigt sker en løbende tilretning. Som kortgrundlag anvendes nye, satellit-baserede svensk 4mm og 2cm kort. Som BLÅ ORB AT vil blive anvendt landenes egne skitser for styrkeudviklingen i de næste 5-10 år. Undervisningen i faget vil efter den indledende fase få et meget lidt teoretisk præg. Den vil finde sted i den (simple) taktiske træner, samt under udrykninger til alle forsvarsrelevante dele af Baltikum. Der vil blive tage om i alt otte udrykninger af ca. en arbejdsuges længde hver. Hver beskæftiger sig med forsvarsproblemer i pågældende geografiske region ved udarbejdelse af planer (med alle dele tjenestegrene samt luftforsvars- og maritime problemer samt regionale totalforsvarsaspekter indarbejdet). Derefter gennemføres situationsspil, der også inddrager kampen på laveste taktiske niveauer. Anvendelse af det besøgte terræn under 1. Verdenskrig, Frihedskrigen, 2. Verdenskrig samt modstandskampen indtil midten af 1950erne inddrages for at retablere en forståelse for terrænets muligheder. Undervisningen i statskundskab og strategi vil i store træk afspejle praksis på det danske Stabskursus-II, idet der i nødvendig udstrækning kompenseres for elevernes indledende lave teoretiske forudsætninger. Undervisningen i management og fomaltning vil i meget stor udstrækning have projektkarakter. Eleverne giver en indsigt i, hvorledes de grundlæggende forsvarsmanagements og -forvaltningsstrukturer og procedurer er tilrettelagt i andre lande. Derefter analysere de egne landes strukturer og procedurer, udarbejder forslag til udvikling, præsenterer disse forslag i nationale grupper over for eget lands myndigheder, og udarbejder derefter et justeret forslag. Undervisningen i totalforsvar og mobilisering vil i en betydelig udstrækning ske som en integreret del af de taktiske udrykninger. Undervisningen i militærteknikvil bl.a. ske som en integreret del af de taktiske udrykninger som en diskussion af, hvorledes et givet taktisk problem vil kunne/skulle løses f.eks. 10 år senere. Kursets hovedopgave kan skrives indenfor hver af de fem emnegrupper. Kursusrejserne (ud over de nævnte 8 udrykningen inden for Baltikum) vil gå til Polen, Sverige-Finland henholdsvis NATO HQs-SHAPE-AFCENT og Bonn.

Udenlandske elever på BALTDEFCOLs stabskursus

Når man sammenligner med det danske Stabskursus-II kan man sige, at B ALTDEFCOL-kursus er mere krævende i den forstand, at det tager udgangspunkt i betingelser, der er helt anderledes end hjemme. Det er også mere krævende ved at blive gennemført på engelsk - en babelsk blanding af engelske dialekter. Forventningerne om aktiv og effektiv indsats fra udenlandske elevers side vil være høje. Derfor vil det, samtidig med, at de selv skal løse vanskelige opgaver, for udlændinge tage karakter af en krævende deltagelse i et udviklingsprojekt, hvor de kommer til at erindre alt, hvad de tidligere skulle have lært. Kursus ligger formelt set, dog primært i faget taktik/operationer, på et andet, lavere, niveau end det nationale danske kursus. På det punkt svarer dette kursus til flere andre udenlandske kurser. Kurset kan siges at være naturligt at vælge for hærofficerer, der allerede tidligere har været involveret i samarbejde med de baltiske lande, og som har ønske om at gøre det i fremtiden. Man kan i øvrigt sige, at det er anvendeligt for faste officerer fra hjemmeværnet, hvor operationer over regions- og brigadeniveauerne er af relativ begrænset relevans. Deltagelse af hjemmeværnsofficerer vil i øvrigt kunne bidrage til at hæve værnets internationale profil og gøre dets officerer mere internationalt anvendelige.

Artikel
Publiceret den 3. mar. 1998
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner