De Bemærkninger i M. T. Nr. 13, hvori Oberstløjtnant Morch nærmere præciserer sin i M. T. Nr. 10 fremsatte Kritik, foranlediger ogsaa mig til et Par supplerende Bemærkninger.
Det er af Vigtighed — og det baade for Auditørerne og Militæretaten i det hele — at den militære Rettergangs Stilling til Bevissporgsmaalet holdes aldeles klar, nemlig at den i Princippet er ganske den samme som i borgerlig Rettergang.
Om Anvendelsen i de givne Tilfælde af dette Princip kan der diskuteres, men ikke om selve Princippet. Naar der i en saadan Diskussion vil blive gjort gældende, at det drejer sig om et Skøn, om der er fuldt Bevis — ligesom det ofte er en Skonssag, hvor stor en Straf der skal udmaales — saa kan dette til en vis Grad f. Eks. ved Anvendelse af Indicier være rigtigt nok. Men denne Vending frister til at anse nærmere Begrundelse for overflødig. At noget er Skonssag, betyder naturligvis ikke, at ethvert Skon indenfor den givne Ramme er lige godt eller blot forsvarligt. Det maa dokumenteres ved Sammenstilling med tidligere trufne Afgørelser, Analogier fra de givne Fove osv.
Naar Oberstløjtnanten skriver, at ved Undladelse af Hilsen bør Uagtsomhedsundskyldningen ikke akeepteres »hvor Undermanden skulde og burde have set Overmanden og hvor alt tyder paa, at Undladelsen er forsætlig,» saa maa det komme an paa, om Omstændighederne virkelig indicerer, at Undladelsen er forsætlig — og dette er ikke et militært Spørgsmaal. Straffes der med Forsætsstraffen, hvor det kun kan siges, at Undermanden skulde og burde have set Overmanden, brydes Straffeloven.
Som bekendt kan Befalingsmænd under kritiske Omstændigheder anvende Magt til Disciplinens Opretholdelse. Om dette er nodvendigt maa efter Sagens Natur bero paa et øjeblikkeligt Skon, der muligvis bagefter viser sig at have været urigtigt, uden at Befalingsmanden derfor kan drages til Ansvar. Maaske der er tænkt paa noget saadant, naar Oberstløjtnanten hævder, at den militære Disciplin »nu engang er noget for sig, der ikke altid kan maales med en almindelig juridisk Alen.« Er det derimod Meningen at anvende denne Sætning paa sædvanlig militær Rettergang, maa der tages bestemt Afstand derfra.
II.
Baade Oberst Jørgensen og Oberstløjtnant Mørch synes at hælde til den Opfattelse, at Juraen og Militæret er inkommensurable Verdener. Begge synes at se til Auditørerne som til en Medicinflaske, der skal »omrystes før Brugen«. Indholdet bør være uklart, naar det tages ind.
Forskellen kommer saa frem deri, at Oberst Jørgensen synes at befinde sig vel efter Dosis, mens Oberstløjtnant Mørch synes mere tilbøjelig til at kaste hele Portionen i Skraldespanden.
Undertegnede, der først har nydt militær Uddannelse og siden opterede for Juraen, er saare utilfreds med begge Opfattelser. Jeg beder derfor om Ordet for et Forsog paa trods Jurist at tale forstaaeligt ogsaa for Officerer.
Det forekommer mig, at den Bitterhed, der kommer til Orde straks i Ritmester Giersings første Indlæg, ikke ret begrundes i hvert Fald ikke af Realiteterne i Auditør Piirschels indledende Afhandling. Jeg kan derfor kun forklare mig Ritmesterens Bitterhed efter det gamle Billede, at Bægeret er flydt over. Auditør Piirschels Afhandling eller maaske især dens Tone har leveret det lille Plus, som har fremkaldt Ritmesterens særdeles kavalleristiske Chock.
Jeg trænger til at sige Ritmesteren, at jeg forstaar, der er andre Punkter, hvor Bitterhed over Retshaandhævelsen i Hæren kan opspares, end paa Spørgsmaalet om Bevisbedømmelsen og den (især ved Ikke-Brug) tilstøvede Forordning af 1792.
De mange Punkter paapeges lettest ved at følge en begaaet Forseelses Behandling fra Vuggen til Graven, enten nu denne bliver en Krigsret eller en af de talrige Papirkurve, der staar imellem.
Auditør Piirschel hævder med Styrke, at selv i Militæret gælder der et Hensigtsmæssighedshensyn. Naar, som Auditøren træffende paaviser, en Krigerskare skal omstilles til et tilsyneladende fredeligt Vagt- og Arbejdshold, ja da maa der optrædes med Takt, Tøjlerne maa efterhaanden strammes. Og det gaar under alle Omstændigheder slet ikke an at afskrive sin Optræden efter preussiske Reglementer.
Men Sporgsmaalet er jo netop dette: hvor hurtigt tor Fordringerne strammes? Eller dette: hvor stort et Hensyn bor der tages til den offentlige Mening? Og selv om vi Jurister kunde faa endog den drabeligste Krigskarl til at indse, at der maa ske visse Koncessioner til den offentlige Mening, ja saa kan Krigskarlen mene at finde den offentlige Mening i f. Eks. »Ugens Tilskuer«, mens hans Foresatte maaske finder den i et Blad af ganske anden Militæropfattelse. Ja, hvad er Ret og hvad er Vrang, hvad er Op og hvad er Ned, naar der er Tale om Taktspørgsmaal? Enhver, der deciderer Tempo i Skruens Stramning, maa være forberedt paa af sine Undergivne at blive betragtet maaske som en forældet Flugaf, maaske som en Vante. Kun den geniale anses af alle for Situationens sande Mand. Og hos dem, der mener Vante, opstaar nogen Bitterhed.
Nu mener jeg ikke at komme i Strid med Krigspresseloven ved at udtale, at Hæren i det store og hele har bestemt sig for en læmpelig Stramning af Skruen.
Over for Mandskabet gælder Straffelovens § 129 (Myndigheds Ikke-Brug) nu saa lidt som nogensinde — (den har efter min ringe Mening ogsaa alle Dage trængt til Anvendelse med Modifikation).
Talrige Smaaforseelser passerer efter en Tilrettevisning. De noget større afgøres ved Ekstrature o. 1. Men der er da endnu en Del Tilfælde, som kommer i Griflen, bliver skriftlig indmeldte. Her kunde jeg tænke mig, at nogle Officerer kunde onske, at deres Meldinger nød større Respekt, end der tillægges cem i Praksis, at navnlig Forundersøgelsen og Forhøret blev foretaget med endnu større Fasthed, end det nu sker. Nogle Officerer kunde maaske mene, at naar de omsider har grebet Pennen, saa er det fordi de aner noget alvorligt, som de ikke selv kan finde Bund i. Her maa Forhør, energisk Forhor til. Viser saa Forhøret, at der er Tale om blind Alarm, ja tant mieux!
Saadan tænker maaske nogle Officerer. Her er atter et Taktspørgsmaal. Hvem er viis og hvem er svag?
Atter god Anledning til nogen Bitterhed.
Og hvad selve Forhoret angaar, da maa Auditørerne som Helte finde sig i de mange Smilebaandsstramninger, de — som Outsidere — nødvendigvis maa foraarsage hos Bisidderne. Det er nemlig Juraens Tod at lide af ulykkelig Kærlighed til hele Tilværelsen. Det er dens vanvittige Maal at forstaa Tilværelsen saa godt, at den paa visse Omraader tor tage Med mine kun 38 Leveaar og knap 3 Aars Officerstjeneslc lister jeg mig klogelig uden om Auditør Tillisch’s Kriterier: Alder og Tjenesteerfaring. Kun tillader jeg mig i denne Note det Kætteri at anse den unge Officer, som af og til har en Frieftermiddag og gaar i Tivoli, mere erfaren med Hensyn til Honnørundladelse og saadan Undladelse med Komplikationer end ældre Olficerer. som dels forlængst er ophørt at gaa i Tivoli og dels selv hos megel antimilitar- istiske Menige nyder venia ætatis (Hensynet til den ældre).
Styret og regulere den. Er Juraen eller dens Dyrkere ikke gennem disse hoje Maal og dermed følgende lange Sigter prædestinerede til at komme tilkort over for Lægmandens sensible Smilebaand og praktiske korte Sigter. Og da ganske i Særdeleshed under Forhoret. Thi den ideale Forhørsdommer skulde rigtignok have en langt bedre Uddannelse, end det her i denne Verden lykkes at bringe ham.
Tænk blot paa det ene Spørgsmaal om Sproget. Det haabefulde unge Laud har tænkt meget og læst meget, er virkelig en rigtig prydelig Jurist. Han taler, skriver og læser kun Høj dansk.
Han ønsker at gaa Dommervejen og opnaar Auditorudnævnelse. Der sidder han for Enden af det grønne Bord og skriver i sin Protokol i det dannede Sprogs Vendinger.
Hvad Komparenterne siger, føler han sig forpligtet til at forkorte (hvilket er en Nødvendighed), ja undertiden endog ved Bisiddernes Bistand til at oversætte — hvilket er ham en Nødvendighed, fordi han ikke forstaar det Sprog, der tales til ham. Lians eget Sprogs Klaviatur, som maaske er velafstemt og rigt moduleret, savner visse drabelige Toner i Bassen saavel som i Diskanten.
Ja det var blot Sproget. Nuvel! den prydelige unge Auditør vil vide at tage sig det let, at han er lidt til Grin. Men det maa huskes, at den Mand, man smiler af den ene Dag, tager man ikke saa gerne Lære af den næste. Her er Officererne ganske ovenpaa — og her er slet ingen Adgang til Bitterhed.
Men et Forhor er heldigvis ikke blot Sprog, men ogsaa Skarpsindighed og Kraft.
Atter her er Auditørerne meget handikappede i Forhold til en sædvanlig Forhorsdommer. Denne har et højst docilt Retsvidne eller to. Auditøren har til sin Assistance i Forhøret to eller maaske tre skarpe Kritikere.
Auditør Dr. Jørgensen har tilvisse Ret i, at et Forhør ledes ud fra en Flypotese om Forbrydelsens Gang. Den Kraft, der lægges i Undersøgelsen, bestemmes bl. a. af den Betydning, Auditøren tillægger den supponerede Forbrydelse.
Jeg sætter, der er Tale om, at en ung Løjtnant ikke har faaet sin Honnør, og har æsket den og derefter (rimeligvis) faaet et beskidt Svar. Nu mener Auditøren og Bisidderne alle, at Løjtnanten selv har været noget ude efter det beskidte Svar. Heraf slutter nu Auditøren maaske, at Løjtnantens Ungdommelighed og den Inferiøres Vittighed bør hæve hinanden, mens maaske baade Kaptajn og Løjtnant i Forhøret — hvad ved jeg? — anser det givet, at der er en betydelig Forseelse til Rest hos Inferiøren. Ja, der er jo ingen Tvivl om, at denne Auditørgemyttets Uoverensstemmelse med det militære Gemyt kan komme frem allerede i Auditørens Sporgsmaal til den Menige. Under alle Omstændigheder vil Uoverensstemmelsen vise sig i, hvor mange Forhor Auditøren ofrer paa Sagen. Det kan godt tænkes, at der efter det sidste Forhor lyder nogen Bitterhed paa Officerernes Læsestue.
Nuvel! Forhøret er endt. Der bliver Tale om at lade Sagen falde, om arbitrær Afgørelse eller Paatale. Atter et Taktspørgsmaal, som i Praksis løses meget forskelligt. Auditør Purschel maa da ogsaa-se Ting straffede ved en Batailion med et Par Dages mork Arrest, der ved en anden Afdeling vilde blive afgjort af Regimentet med 2X5 Dages simpelt Fængsel paa Vand og Brod. ' Selvom der her er Tale om to arbitrære Straffe, er denne Auditørens Erfaring oplysende om, at der kan være stor Forskel i Retshaandhævelsen fra den ene Jurisdiktion til den anden paa det her omhandlede Sporgsmaal: hvad beslutter Chefen, naar Forhøret forelægges ham?
Dette Taktsporgsmaals Afgørelse giver Rum for megen Kritik, saa meget mere som der i Flæren synes at være noget, der hedder Mandstugt og noget saa umaadelig meget strengere, der hedder — lad mig kalde det Officerstugt. I al Almindelighed onsker jeg dog ogsaa her kun at paavise Sporgs- maalet og henstille det til Afgørelse med Pontius Pilatus’ noget haabløse Sporgsmaal: Ja, hvad er Sandhed? Dog mener jeg at kunne fatte Mod til at opstille tre Sætninger, som formentlig bør iagttages:
1) Naar et Forhor er Følgen af en Undermands Indankning af en arbitrær Straf, og hvis Forhøret ikke ganske kuldkaster det Grundlag, hvorpaa den arbitrære Straf er fældet, da bør efter mit Skøn Tiltale ske, med mindre den Officer, der har ikendt den arbitrære Straf, akkviescerer ved, at - Sagen falder. Har den Strafikendte Appel til Krigsret, bor den arbitrære Straffemyndighed ogsaa have det.
2) Naar en Befalingsmands Optræden vækker almindelig Sympati i Hæren, bor Jurisdiktionschefen, hvis Paatale ikke helt tor opgives, i hvert Fald ikke anvende arbitrær Straf,
- ' men straks gaa til Krigsret. Udtalelser som (her konstruerer jeg maaske): »De har min fulde Sympati, Hr. Løjtnant, men — 14 Dages Arrest« — er dog lidt mere end, hvad en med normal Elasticitet udstyret Hjerne kan tage.
3) I Sager, hvor Beviset forekommer Jurisdiktionen tyndt, men dog muligvis tilstrækkeligt, bor der, hvis det drejer sig om alvorligere Ting, ordentligvis gaa Dom. Den modsatte Fremgangsmaade er i Virkeligheden en Tilegnelse af Dommermyndigheden, som ikke synes korrekt.
Hvad enten nu mine Sætninger er rigtige eller gale, vil Aktionsmyndighedens Udøvelse alle Dage rumme Mulighed for —- nogen Bitterhed.
Omsider naar jeg til Krigsretten og derigennem til det Sporgsmaal, der her i Tidsskriftet særlig har sat Sindene i Bevægelse: er Beviset tilstrækkeligt til at fælde Tiltalte?
Jeg tillader mig her at holde mig til Auditør Dr. Jørgensens Indlæg, som jeg gerne vilde gøre nogle Bemærkninger til.
»Enten er der Bevis for Sigtelsen eller der er ikke Bevis«, skriver Dr. Jørgensen. Det er rigtigt. Men Dr. Jørgensen nævner dog selv den Mulighed, at, selvom der er Bevis, vil en Tiltalt maaske dog blive frifunden paa Grund af -overdreven Ængstelighed i Bevisbedømmelsen til Fordel for den sigtede«.
Dr. Jørgensen anviser Vejledning i almindelig juridisk Opfattelse«. Hvis denne Opfattelse er Auditøren imod, altsaa finder ham for ængstelig, ja da er der noget at bebrejde ham.
Jeg er ikke ganske klar paa, om Dr. Jørgensen tillægger Hærens Officerer Kvaliteten »almindelig juridisk Opfatetlse«. Men jeg er ganske paa det rene med, at Hærens Officerer hverken vil eller kan lade sig frakende Ret til som Krigsretsdommere over for deres Samvittighed og i Henhold til Dommerloftet selv at bedømme Bevisets Tilstrækkelighed.
Det er saare vanskeligt at tale om Bevis uden i konkrete Eksempler. Og det kan lidet hjælpe at gennempløje de faa eksisterende Overkrigsretsdomme, af hvilke maaske enkelte maatte behandle tvivlsomme Bevissporgsmaal. Thi et Domsreferat er kun knapt og tort. Saa maatte man i hvert Fald have Forhørene frem, helst ogsaa Vidnerne.
Naar Dr. Jørgensen definerer fuldt Bevis saaledes, »at der er oplyst Omstændigheder, der efter Retslivets Erfaringer gør det forsvarligt at lægge Sigtelsen til Grund for Dommen« — ja saa bringer denne utvivlsomt rigtige Sætning ikke Krigsretsdommeren synderlig videre, end hvad han kan slutte ud af sit eget gode Hoved.
Af Overkrigsretsdommene faar han som nævnt næppe synderlig I Ijælp. Auditøren har den Pligt at gøre Krigsretten bekendt med, at man nu til Dags efter videnskabelige Forsøg har fundet mærkværdige Mangler ved den menneskelige Iagttagelsesevne, altsaa ved Vidnebeviset. Uden at have synderlig Læsning paa dette Omraade tor jeg dog udtale den beskedne Formodning, at der er megen Forskel paa det uforberedte og det forberedte Vidne. Det gik, for at chargere hvad jeg tænker paa, næppe an at overføre Eksperimentalpsykologiens Erfaringer paa den astronomiske Observator. Og hvad særlig de Tilfælde angaar, som Striden idelig vender tilbage til, Honnørundladelse med efterfølgende Irettesættelse og Respektstridighed, ja da er Officeren vel ikke nogen kikkertbevæbnet Observator, men endog en tit forberedt og derhos opmærksom Iagttager. Prmlt. von der Maases Bemærkninger herom synes mig paafaldende rigtige.
Og der forlanges heller ikke andet af Officeren, end at han erindrer Episodens I lovedoptrin. Det er nemlig, synes jeg, saa ganske revnende ligegyldigt, om Inferiøren har sagt -saa- dan en Løjtnant« eller sikken en Løjtnant« eller værre Adjektiver paa s. Der foreligger grov Respektstridighed, hvis Officerens Ord staar til Troende. Ja hvis. Nu maa de Officerer, som muligvis endnu følger ndn Tankegang, ikke glæde sig for tidligt. Jeg har ikke Mod til olme Weiteres at sige god for Forordningen af 1792. Men jeg maa tilstaa, at jeg vilde forlange meget meget lidt udover Superiørens Ed, hvis han da var en rigtig brav Officer.
Dengang jeg blev opdraget til Officer, lagde vor Lærer i — Faget hed vist 1 iærordning — ikke synderlig Vægt paa Fagels juridiske Side. Men, naar Talen blev om Logo og Officerens Stilling til Løgnen, ja saa tindrede hans Øjne, hele Personen agiterede. Og den Opfattelse, min udmærkede Skoleofficer var saa prægtig en Talsmand for, den findes endnu i Hæren. Saadan tror da jeg.
I det hele taget er jeg saa fri at mene, at Nutidens Samfundsforhold nivellerer Vidnernes i Virkeligheden hojst forskellige Sinceritet (Genegenhed til at tale sandt). I Ilæren har Auditøren og Krigsretten en væsentlig Vejledning til Vidnernes Sortering i paagældende Vidnes Grad. En virkelig velrenommeret Befalingsmand lyver ikke, selvom han personlig er stødt en Smule paa Manchetterne.
Naar jeg har sagt det, er jeg klar til at besvare Auditør Jørgensens Spørgsmaal: »Menes der mon virkelig, at f. Eks. en Officer skal dommes for Forulempelse af sit Mandskab paa Grundlag af dettes efter almindelige Bevisgrundsætninger ikke helt fyldestgørende Forklaringer?« — Jeg ved, svarer jeg, ikke rigtig, hvad der menes med »almindelige Bevisgrundsætninger« og hvordan disse skal praktiseres ind i stakkels Krigsretsassessorers friske Tankegang. Men — det skal ikke genere mig at kende Officeren skyldig, hvis jeg finder det udelukket, at han ikke har'forset sig, og jeg kunde tænke mig at gøre det uanset Auditørens mulige Utilfredshed med det Bevis, jeg godkender, selvom jeg selvfølgelig vilde betænke mig to Gange, inden jeg gik mod Auditøren. Ja, jeg kunde tænke mig at votere for en lille Straf, selvom det ikke var mig muligt at fastslaa helt nøjagtige Omrids for Forulempelserne, naar jeg ansaa dem givet tilstede i strafbar Grad.
I en enkel civil Injuriedom, hvor Sympatien laa hos Indstævnte, mener jeg at have set Fordringen til Beviset chargeret ud over alle rimelige Grænser. Det vilde jeg ikke være med til. Thi vel er det meget rigtigt, hvad alle de tre Auditører har understreget, at ingen bor straffes uskyldig, men det er ogsaa rigtigt, a: Beviskravets Overdrivelse som Nødhjælp til at fri en Kammerat, rejser en i Nutidens Danmark særdeles farlig Tvivl om Krigsrettens Llpartiskhed. Spiller det kammeratlige ingen Rolle, er Beviskravets Overdrivelse et Tegn paa manglende Mod. En droj Beskyldning mod en Soldaterret.
Er Auditøren her meget forsigtig og trækker han Krigsrettens lavere Klasser med sig — er her en Kilde til nogen Bitterhed, maaske endogsaa til megen.
Endelig kommer jeg til Strafudmaalingen.
Auditør Piirschel synes her at tolerere det allerede omtalte Forhold, at den ene Bataillon er 5 Gange saa mild som et andet Regiment (talmæssigt 1 til 5). Men hvorfor skifte Gear (ved Ordet »Men«), naar det straks efter bebrejdes 4. og 5. Klasse, at de efter Indstillingen 3X5 stemmer 5X5 (talmæssigt 3 til 5). De stakkels Sekond- og Premierlojtnanter har dog deres Adkomst til at have en Mening i Orden, da de er nominerede til Krigsretten, og iovrigt: hvorledes kan Løjtnanterne
bedre danne sig en Menng om Vand og Brod Straffens Strenghed end gennem Auditørens Belæring? Saavidt mig bekendt, forlanges det hverken af Auditøren eller Dommeren, at de i Praksis skal prøve de Strafarter, de ikender. Hvortil endnu kommer, at de Soldater, der faar de store Doser Vand og Brød, vistnok horer til den Kategori, der — efter Auditør Piirschel —m taaler Straffen uden Helbredstab.
Naa: Løjtnanterne er vist for lykkeligt robuste til at nære nogensomhelst Bitterhed mod Auditør Piirschel for hans velmente Faderlighed.
Naar jeg omsider summer op alle mine mange Omkvæd: Mulighed for nogen Bitterhed, da bliver der ganske vist en total Mulighed for ikke saa lidt Bitterhed. Men jeg trænger til at beregne Auditørerne en Rabat. Paa intet Punkt uden for Forhoret er deres Stilling deciderende, paa flere Punkter hemmeligt raadgivende. Dette har Ritmester Giersing ogsaa o antydet paa flere Steder, saa vidt jeg kan se. Men det har vel alle Dage været saadan, at en geheim Kabinetsminister af og, til faar mere Bitterhed, end der strengt taget tilkommer ham,,
Auditør Piirschel har tilmed haft det Mod at gaa T Brechen, omend paa en saare gunstig Angrebsfront.
Den 25. Juni 1916. . Erik Krag. '
