Redaktionen mener, at Diskussionen har været lang og varm, og at den, som det saa ofte gaar, er endt med at glide noget ud. Den har derfor ønsket Diskussionen afsluttet og bedt mig som den egentlige Stridsvolder at gore dette. Jeg haaber da, at nedenstaaende Bemærkninger, der i det væsentlige allerede er skrevne i Maj som Svar til Oberstløjtnant Mørch, endnu maa kunne finde nogen Interesse.
Jeg kan ikke se, at det paa noget Punkt er lykkedes Modstanderne at føre Bevis for, at Hensynet til Disciplinen nogensinde skulde kunne begrunde, at man ved militære Domstole skulde nøjes med mindre Bevis, end en borgerlig Domstol vilde gore det, og jeg tror fast, at det er i Hærens velforstaaede Interesse, at Auditorkorpset staar ubøjeligt paa dette Punkt. Nu kan det med stor Styrke hævdes, at ingen Mand dommes ved Krigsretterne, som ikke vilde blive kendt skyldig ved en borgerlig Domstol, at de forste med andre Ord byder nøjagtig den samme Sikkerhed mod vilkaarlig Behandling, som en hvilken som helst anden dansk Domstol. Og kun saa længe vi kan hævde dette, har vi Udsigt til at bevare de særlige Krigsretter. Og saa kunde der jo sporges: Men hvilken er saa Betydningen af, at vi har Krigsretten. Betydningen er den, at Vægten af de beviste Forseelser vurderes rent militært.
løvrigt vil jeg fuldt ud give Oberstløjtnant Mørch Ret i at noje Kendskab til militære Forhold burde være en conditio sine qua non for en Auditør. Men selv om man til Auditører kun havde rene Idealskikkelser i saa Henseende, vilde Modsætningen mellem de indmeldende og de dømmende Myndigheder ikke derfor ophøre. Den er nemlig ikke speciel for militære Forhold men genfindes f. Eks. i Forholdet mellem Kbhvns. Politi og Kriminal- og Politiretten. Man kan fra Politimænd hore ganske den samme Klage som fra Befalingsmænd, at der fra Retternes Side ikke tages tilstrækkelig kraftigt fat, at man »lader for mange lobe«. At man paa den anden Side fra Befolkningens Side kan høre ganske den samme Klage, at man er prisgivet, naar en Politimand skriver Rapport om en, som undertiden kan hores fra den meniges Side m. H. t. Befalingsmandens Melding, er heller ikke uinteressant. Og jeg kan ikke nægte, at det er min faste Overbevisning, at begge Klager er naturlige Folger af, at Retten i det store og hele folger den rette Vej.
Da Oberstløjtnanten taler om det haablose for de ældre i at stemme afvigende, har jeg gennemset de to sidste Justitsprotokoller for et Linjeregiment, ved hvilket jeg har den Ære at gore Tjeneste, og der fundet følgende Tal, af 85 paadømte Sager*) stemtes i 51 af alle efter Indstilling, i 34 afgaves ialt 121 Særvota og 4 (med 38 afvigende, faldt ud til andet Resultat end det indstillede (3X5 nedsat til 2X5, 4X5 forhøjet til 5X5, 2 D. Vagtarrest omsat til Irettesættelse, fore- slaaet Vand- og Brødstraf omsat til Bestillingsfortabelse for Korporaler).
Idet Tallene i Parentes betegner: Sagernes Antal, de andre Tal: Stemmetallet, fordeler dette sig saaledes:
Disse Tal er naturligvis for smaa, fil at man kan bygge noget sikkert paa dem. En Opgørelse fra et Reserveregiment gav iøvrigt omtrent samme Resultat, og jeg er tilbøjelig til at tro, at Tallene peger i den rigtige Retning, de synes at bekræfte, hvad jeg allerede tidligere har udtalt, at Tilbøjeligheden til Særvotering er størst hos Premierløjtnantsklassen.
Og nu vil jeg gerne have Lov til at bemærke, at jeg ikke paa nogen Maade underkender Værdien af den varme Interesse for Disciplinens Hævdelse, som i Reglen dikterer disse Særvota. Klassen bestaar i Reglen af ret unge Befalingsmænd, og det er karakteristisk for Ungdommen, at den er tilbøjelig til at se mere absolut paa Tingene end de npget ældre. Det har sine Fordele og sine Svagheder, og jeg er unægtelig tilbøjelig til at tro, at Fordelene ikke træder stærkest frem, hvor det drejer sig om Dommervirksomhed men mere paa andre Omraader, men det forandrer ikke den Kendsgerning, at det er den paagældendes ubestridelige Ret og Pligt at stemme alene efter sin Overbevisning, og det skulde være en besynderlig indrettet Auditør, der tog Fortrydelse af, at denne Overbevisning forer til et andet Resultat end Auditørens Indstilling. Begrebet »Underkendelse« er i denne Sammenhæng ganske misvisende.
Da dette jo skal være afsluttende Bemærkninger, skal jeg overfor ORSagf. Kaptajn Krag afvige fra det Princip, jeg ellers altid folger, inter collegas, nemlig at benytte de Vaaben, min Modstander vælger, og kun tillade mig følgende: Overretssagføreren har 11 Aars Anciennitet som juridisk Kandidat, de fast ansatte Auditører har fra 13—25 Aar. Kaptajnen har 3 Aars Tjeneste, og han vil i den Tid hojt regnet have set 2 å 3 Auditører og 25—30 Sager. Til Sammenligning anføres, at jeg 15. Aug.—31. Decbr. 1914 behandlede ca. 200 Sager. Det vil herefter let ses, at Forf.s Skildring at Auditøren, Sp. 278, mere har Værdi som Vidnesbyrd om sin Ophavsmands digterisk skabende Fantasis Styrke end som med en alvorlig og erfaren Mands Vurdering af Kendsgerninger.
Skønt det ligger udenfor det egentlig drøftede Spørgs- maal skal jeg dog til Forf.s Sp. 279 opstillede 3 Sætninger bemærke følgende:
ad 1) En arbitrær Straf hæves kun af Jurisdiktionschefen, naar Forhoret ganske kuldkaster Grundlaget for denne. Ellers gaar Sagen til Krigsret. Nogen Ret for den underordnede »arbitrære Straffemyndighed« til at forlange Krigsret findes ikke i de gældende Bestemmelser. Den arbitrært straffedes Adgang til at forlange Krigsret er som bekendt ingen »Appel«.
ad 2) Der hører overhovedet ingen Hjerneelasticitet men kun ganske almindelig Opfattelsesevne til at forstaa, at en Jurisdiktionschef kan anse det nodvendigt at straffe en Løjtnant, som han mener har forløbet sig alvorligt, selv om han særdeles godt kan forstaa, at Løjtnanten i den givne Situation har mistet Selvbeherskelsen. Paralleller fra det civile Liv: Skyldneren, der prygler Aagerkarlen, der har ødelagt ham økonomisk, Ægtemanden, der paa aaben Gade stikker den Mand, der har fornærmet hans I lustru, en dronende Lussing o. s. v.
ad 3) Naar Tiltale undlades, sker det selvfølgelig, fordi Beviset afgjort skønnes utilstrækkeligt, og dette kan Tiltale- myndigheden ikke undlade at skønne over, ellers maatte enhver undersøgt Sag for Krigsret, og saa var en særlig Tiltalemyndighed overflødig.
Naar Forf. saa stærkt betoner Officerernes Sandhedskærlighed, saa er denne selvfølgelig og heldigvis almindelig anerkendt, men det er uden Betydning for den foreliggende Drøftelse, hvor jeg kun har fremhævet, at selv ellers udadlelige Vidner kan tage fejl og tage skæbnesvangert fejl. Man behøver ikke at have blot 3 Aars Tjeneste som Dommer for at kunne gøre aldeles forbavsende Iagttagelser paa dette Punkt.
Lyngby, 6. Aug. 1916.
Victor Pürschel.