Aserbajdsjan - en områdestudie

Af kaptajn Henrik Juul Jensen, der p.t. gennemgår Stabskursus II.

Områdestudien bringes i let redigeret form, blandt andet er enkelte statistiske tabeller og kort udeladt. Formen for områdestudier er ændret på Forsvarsakademi et, derfor en introduktion.

Introduktion af oberstløjtnant K.P.B.Sonneby, Leder af Faggruppe Statskundskab og Strategi på Forsvarsakademiet.

Den strategiske områdestudie

På Forsvarsakademiet skal den enkelte kursusdeltager på Stabskursus II udfærdiger en strategisk områdestudie. Formålet hermed er todelt. For det første bidrager arbejdet til, at den enkelte kursusdeltager tilegner sig og anvender viden om situation og udvikling i områder af relevans for undervisningen på Stabskursus. Kursusdeltageren formidler sin opnåede indsigt til kursus under et efterfølgende områdeseminar. For det andet tjener områdestudien som forberedelse til udarbejdelsen af hovedopgaven ved, at der gives lejlighed til at arbejde analytisk med et emne af mindre omfang.

Studier af typen Den Strategiske Områdestudie udgør en del af grundlaget for beslutningsprocessen på de politiske og strategiske niveauer. Eksempelvis vil analysen af de situationsdannende faktorer i Forsvarsakademiets strategiske analysemodel kunne baseres direkte på en eller flere strategiske områdestudier. Områdestudien vil kunne dække et land, et område eller en region.

I Den Strategiske Områdestudie arbejdes der på Forsvarsakademiet altid ud fra følgende problemformulering:

På baggrund af en redegørelse for X-lands strategiske potentiale analyseres landets sikkerhedspolitiske situation.

Afslutningsvis gives en vurdering af X-lands sikkerhedspolitiske udviklingsperspektiver.

Et lands strategiske potentiale udspringer af følgende 7 faktorer, der alle skal behandles i opgaven:

- Den fysisk-geografiske faktor,
- Den økonomisk-videnskabelige faktor,

- Den kommunikationsmæssige faktor,
- Den sociologiske faktor,
- Den militære faktor,
- Den indenrigspolitiske faktor og
- Den udenrigspolitiske faktor.
Formålet med redegørelsen for landets strategiske potentiale er at lægge op til analysen ved at præsentere netop de faktuelle oplysninger, der er nødvendige for at understøtte og dokumentere de efterfølgende ræsonnementer og konklusioner.

I besvarelsen skal der tages udgangspunkt i det brede sikkerhedsbegreb, hvor forhold som politisk og økonomisk ustabilitet, flygtningestrømme, mindre talsproblemer, miljøproblemer og organiseret kriminalitet inddrages på lige fod med den traditionelle militære kerne af sikkerhedspolitikken.

Analysen af et lands sikkerhedspolitiske situation indebærer en identifikation og afvejning af de væsentligste sikkerhedspolitiske problemer og muligheder. En kritisk og nuanceret behandling af de nævnte faktorer vil være et væsentligt element heri. Ved analysen af de første fem faktorer klarlægges de fysiske og menneske skabte ressourcer, landet kan råde over, mens analysen af de politiske faktorer vil afdække årsagerne til den faktiske udnyttelse og prioritering a f ressourcerne. Den indbyrdes betydning og vægtning af faktorerne vil uvilkårligt være forskellig ffa land til land, men et lands sikkerhedspolitiske problemer og muligheder vil altid have sine rødder heri. Kernen i analysen er således at finde de sammenhænge mellem faktorerne, der er afgørende for landets sikkerhedspolitiske situation.

Med analysen af landets sikkerhedspolitiske situation skabes et kvalificeret grundlag for opgavens anden del, nemlig vurderingen af landets sikkerhedspolitiske udviklingsperspektiver. Med "udviklingsperspektiver" hentydes der til mulige fremtidige udviklinger af situationen indenfor de identificerede problemområder. Afhængig af landet og problemernes omfang og karakter vil der være stor forskel på, hvor langt og med hvilken sikkerhed, udviklingen kan fremskrives. Dette må forfatteren indbygge i sine præmisser for vurderingen. Det er således ikke forfatterens subjektive skøn over enhver tænkelig udvikling, der ønskes her, men derimod en kvalificeret vurdering, der hviler på det grundlag, der er skabt i de øvrige dele af opgaven.
Studien skal indledes med en kort opgavediskussion, hvor der argumenteres for den foretagne afgrænsning a f opgaven og vægtning a f faktorerne. En afgrænsning er nødvendig, da det ikke er muligt at behandle samtlige et lands problemer og muligheder inden for studiens opgaves begrænsninger. Afgrænsningen må imidlertid ikke medføre, at der udelades forhold af væsentlig betydning for landets sikkerhedspolitiske muligheder og problemer. Selve disponeringen af områdestudien er valgfri. Forfatteren kan eksempelvis vælge at gennemføre redegørelsen og analysen af de enkelte faktorer adskilt eller under et i form af en beskrivende analyse. Vægtningen mellem de enkelte elementer i studien bør ikke afvige væsentligt fra følgende, uanset hvordan besvarelsen disponeres (kapitelinddeles):
- Indledning med opgavediskussion ca. 20%.
- Redegørelse max. 35%. Hertil op til 10 sider støttebilag med faktuelle oplysninger i form af eksempelvis kort, diagrammer og oversigter.
- Analyse ca. 30%.
- Vurdering og konklusion ca. 15%.
Omfangsmæssigt må studien maksimalt udgøre 50.000 tegn (mellemrum regnes ikke som et tegn). Noteapparatet, bibliografien og de maksimalt 10 siders støttebilag er ikke medregnet heri.

Efterfølgende ses et eksempel på en strategisk områdestudie omhandlende Aserbajdsjan (med Nakichevan). Studien er udarbejdet af kaptajn Henrik Juul Jensen, der p.t. gennemgår Stabskursus II.
Den fysisk-geografiske faktor

Beliggenhed, størrelse og form

Aserbajdsjan (1) er beliggende i Østkaukasus ved Det Kaspiske Havs sydvestlige kyst. Landet er omgivet af Rusland (Dagestan) i nord, Georgien og Armenien i vest, Iran i syd og det Kaspiske Hav i ost. En smal armensk landkorridor adskiller Aserbajdsjan fra dens enklave Nakichevan, der ligger mellem Armenien, Tyrkiet og Iran (2). Geografisk set er Aserbajdsjan kun en mindre nordlig del af et større historisk Aserbajdsjan.

Det samlede areal afAserbajdsjan udgør 86.600 km2-godt dobbelt så stort som Danmark. Heraf udgør Nakichevan 5.500 km2.

Antal km grænse til nabolandene (3): 2.013 km, fordelt således:
Selve Aserbajdsjan har populært sagt form som et væltet timeglas. Landet måler gennemsnitlig 350 km vest-øst og gennemsnitlig 250 km nord-syd. Nakichevan måler gennemsnitlig 110 km vest-øst og gennemsnitlig 40 km nord-syd.
Land-, sø- og luftadgangsveje

Aserbajdsjan er generelt omkranset af bjerge. Antallet afbetydende indfaldsveje ffa nabolandene er derfor fa. Fra Rusland er den eneste anvendelige større indfaldsvej helt ude ved det Kaspiske Havs kyst. Fra Georgien vejene mellem Zakataly - Sheki - Sjemakha - Baku og Kazakh - Jevlakh - Alyat. Fra Armenien Lachin-vejen, og endelig fra Iran vejen fra Astara til Baku.

Landets mange floder har ingen betydning som vandveje (4). Fra søsiden er der kun adgang til Aserbajdsjan fra Det Kaspiske Hav, der i forvejen er forholdsvis isoleret, idet der fra denne indsø ikke er adgang til verdenshavene, men kun til landene omkring dette.

De eneste lufthavne af betydning ligger ved Baku, Ganja (Gyandzha) og ved Nakichevan (5).
Nøgleområder

Nøgleområdet ertrekantområdet Baku - Apsheron-halvøen - Sumgait. Dette skyldes områdets store befolkningskoncentration og Baku, der er hovedstad og centrum for landets olieindustri, økonomi, kultur og uddannelse. Alle større indfaldsveje og jernbaner til landet fører til dette område. Et andet nøgleområde er Ganja, hvor levnedsmiddel- og tekstilindustrien er koncentreret.

Et historisk-geografisk nøgleområde er Nagomyj-Karabakh, som længe har været et stridsemne mellem Aserbajdsjan og Armenien (se bilag 2). Som følge af stridighederne om Nagomyj-Karabakh, besidder de etniske armeniere i dag 20% af det aserbajdsjanske territorium, hvoraf halvdelen er frugtbar landbrugsjord (6).
Klima og vejr

Bortset fra de høje bjergpartier med kulde og det subtropiske lavland ved Lenkoran i sydøst, har Aserbajdsjan generelt tørt fastlandsklima. Kura steppenjanuar: 1grad C. og ju li 27 grader C. Gennemsnitsnedbøren pr. år er 200-300 mm på stepperne, og 1.000-1.750 mm i det subtropiske lavland ved Lenkoran (7).
Fremtrædende terrænelementer

Ca. halvdelen af Aserbajdsjan er dækket af bjerge. Mod nord når Store Kaukasus bjergene en højde af 4.666 m., og mod sydvest når Lille Kaukasus bjergene en højde af op til 3.500 m. Den centrale del af landet domineres af Aras-Kura floddalene. Store kanalsystemer fordeler vandet - især til landbruget. Ved Kuras nedre løb findes der udstrakte sumpområder. På sletterne mod øst er den naturlige plantevækst en ret tør græssteppe, mens bjergene har skove af eg, bøg og lyr (8).
Geografiske regioner

I princippet kan Aserbajdsjan opdeles i tre regioner:
- Nøgleområdet om Baku - Apsheron-halvøen - Sumgait(Olieindustri),
- Aras-Kura floddalene (Landbrug), og
- det øvrige Aserbajdsjan (Bjerge og stepper).
Den kommunikationsmæssigefaktor

Generelt

Siden sin uafhængighed har Aserbajdsjan måttet basere sin landtransport til Vesten på kun to internationale ruter - gennem Georgien til Sorte Havet og mod syd gennem Iran. Øvrige internationale ruter har ikke været brugbare grundet den altomfattende politiske ustabilitet i Kaukasus. Vejforbindelsen til Rusland har indtil for ganske nylig været afbrudt pga. russisk blokade. Jernbaneforbindelsen er fortsat lukket pga. a f manglende reparation a f den russiske jernbane. Jernbaneforbindelsen til Yeravan i Armenien er fortsat afbrudt pga. Nagomyj-Karabakhkonflikten. Endelig kan transport til Nakichevan kun ske med fly eller med køretøj via Iran (9).
Vej - og jernbanenet

Jernbanenettet udgør 2.089 km, hvoraf700 km skal genopbygges. Aserbajdsjan har ingen reparations- og vedligeholdelsesfaciliteter til dette. Banerne er statsejede.

Vejnettet udgør 34.700 km og er generelt veludbygget. Dog er vejene i en ringe stand pga. af en fortsat manglende vedligeholdelse - herunder manglende offentlige investeringer (10).
Skibs- og luftfart

Baku er den vigtigste havn i Aserbajdsjan, og har forbindelser til de centralasiatiske lande, Iran og Rusland. Havnen trænger dog til en omfattende modernisering og udvidelse. Færgeforbindelsen mellem Baku og Turkmenistan betragtes som en vigtig forbindelse mellem Europa og Asien. Ligeledes bruges Baku som transithavn for Kasakhstansk og Turkmensk olieeksport til Vesten. Ca. halvdelen af den samlede fragt udgøres af olie (11).

Der er tre internationale lufthavne. Disse trænger alle til vidtgående reparationer (13).
Rørledninger (Pipelines)

Råolie: 1.130 km. Petroleumsprodukter: 630 km. Naturgas: 1.240 km. Aserbajdsjan har kun en rørledningsforbindelse til udlandet - fra Baku til Novorossiysk (Rusland) ved Sortehavet. Denne blev åbnet 13. november 1997. En anden rørledning er under opførelse til Sortehavet - fra Baku til Supsa (Georgien).

Denne rørledning forventes at blive taget i brug primo 1998. Ledningernes placering er primært aftalt med Rusland (14).
Telekommunikation

Den telekommunikationsmæssige infrastruktur er ringe. 670.000 abonnenter er koblet til telefonnettet. 160.000 personer er på venteliste. Det reelle antal vurderes dog at være så højt som 400.000. Internationale teleforbindelser varetages af selskaber fra Israel, Tyrkiet, England og USA. Et mobiltelefonsystem er under hastig udbredelse, men er på nuværende tidspunkt meget dyrt at benytte, hvorfor befolkningens adgang til dette system er begrænset. Landet tilsluttede sig i december 1996 GSM-mobiltelefonsystemet. Ministeriet for Kommunikation er enerådende på kommunikationsområdet (15).
Den sociologiske faktor

Befolkningens størrelse og geografiske fordeling
Befolkningstilvæksten er på 1% pr. år. Primo 1997 var befolkningstallet opgjort til 7.566.000 (87 pr. km2), hvoraf 52,7% var bosat i byområderne. Befolkningstæthe- den er markant størst i området om Baku (16).
Etniske og religiøse grupperinger

Ifølge sidste folkeoptælling i 1989 tilhørte befolkningen følgende større grupperinger:
Siden folketællingen har næsten alle armeniere udenfor Nagomyj-Karabakh forladt landet som følge af Nagomyj-Karabakh konflikten, hvorimod Aserbajdsjan har modtaget et stort antal aserbajdsjanere fra Armenien. Det skønnes, at omkring en million aserbajdsjanere er blevet hjemløse pga. konflikten. Nakichevan er næsten udelukkende befolket a f aserbajdsjanere (19).

Generelt er landet gennem de seneste årtier blevet et stadigt mere homogent land. Flertallet, aserbajdsjaneme, føder flere børn end den øvrige befolkning, mens en del af mindretallene er blevet assimileret ind i den aserbajdsjanske kultur (20).

Kulturelt forbinder Aserbajdsjan sig med Tyrkiet -“kemalismens” verdsliggjorte republik. Islamisk “ fundamentalisme” - herunder de iranske revolutionsgardisters variant - har ikke spillet nogen rolle i Aserbajdsjans indre magtkampe eller i konflikten med armenierne (21)/(22).
Sundhed

I forhold til foregående år viser tal for 1. juli 1997 en stigning i fødselsraten, således denne nu er 1,7%, samtidig med, at dødsraten er faldet til 6,7% (23). Børnedødligheden er 2,6%, hvilket også er et fald i forhold til tidligere. Den gennemsnitlige levetidsalder er 64,84 år (24).

Aserbajdsjans sundhedsvæsen har en relativ stor kapacitet, men effektiviteten er begrænset pga. små bevillinger. Dette har medført en stor mangel på specialister, ny teknologi, medicin og moderne hospitalsudstyr. Ligeledes er der en alvorlig mangel på forebyggende og tidlig lægebehandling i landet. Sundhedsvæsenet er fra statens side planlagt til at skulle undergå et omfattende privatiseringsprogram, således det kun er hospitaler der vil være statsejede, og gratis lægehjælp vil, i modsætning til nu, kun ydes til de absolut fattigste (25).
Levestandard

En stram finanspolitik, stor arbejdsløshed og små, eller ingen, overførelsesindkomster har medført en gennemsnitlig lav disponibel købekraft hos den enkelte borger. Beregninger viser, at over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og at denne del af befolkningen fortrinsvis lever i landområderne (26).
Oplysning og uddannelse

Uddannelsessystemet er statskontrolleret. Obligatorisk skoleuddannelse er otte år. Denne er gratis for alle. 99% afalle over den skolepligtige alder kan læse og skrive. Uddannelsesniveauet har vist en faldende tendens gennem de senere år. Landets økonomiske krise har medført lukninger af bl.a. fagskoler og mangel på kvalificeret lærerkapacitet. Kapaciteten til at kunne uddanne befolkningen på højere læreanstal ter er faldet markant. F.eks. er der kun kapacitet til optage ca. 1% af grundskolens elever på landets eneste universitet i Baku uanset elevernes evner og landets behov (27).
Massemedier

Der findes mere end 400 registrerede aviser i landet. Alle aviser er underkastet en streng censur. Stort set alle elektroniske medier er statsejede (28).
Den økonomisk-videnskabeligefaktor

Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer

Som følge af overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi er de ineffektive statsdrevne landbrug ved at blive udfaset. Prognoser for landbruget i 1996 og 1997 tyder på, at sektoren generelt har standset sit mangeårige fald i indtægter og produktion. Bl.a. vurderer eksperter, at Aserbajdsjan nu kan blive selvforsynende med sin hovedafgrøde (kom) blot ved at optimere dyrkningsmetoderne og/eller øge det samlede dyrkningsareal. Importen af fødevarer er dog fortsat stor (29).

Skovbrug og fiskeri udgør kun en ringe del af den samlede produktion.

Produktionsmidlerne er ikke effektive som følge af mangelfulde investeringer og forældet maskineri herunder mangel på reservedele.

Knap en femtedel af Aserbajdsjans areal er opdyrket, mens næsten en fjerdedel anvendes som græsningsarealer (30).
Energiproduktion og ressourcer

Landet har et potentiale til at kunne producere 4.303 mw elektricitet pr. år, hvilket er i stand til at modsvare landets behov (31).

Udvinding af olie og gas, med efterfølgende forædling, er stadig den bærende del af landets økonomi. Siden uafhængigheden har Aserbajdsjan oplevet et fald i sin produktion af olie grundet en stadig forringelse a:'produktions- og distributions- apparatet. En udvikling der er fortsat ind i 1997. Udvindingen af gas er tilsvarende gået tilbage, således at Aserbajdsjan i de seneste år har måttet dække 2/3 af sit årlige gasforbrug via import (32). Landets olieressourcer er anslået til at udgøre 9 til 11 milliarder tønder olie - små i forhold til reserverne i Golfen, men større end reserverne i Alaska og i Nordsøen. Naturgasreserverne anslås til at udgøre 17 milliarder m3. Med henblik på at kunne øge udvindeisen af sine energiressourcer og tiltrække udenlandske investeringer, indgik det statsejede SOCAR (33) og AIOC (34) i september 1994 en 30-årig kontrakt om en produktionsdeling til en værdi af US $ 7,4 milliarder (35). Den første olie fra AlOC-felteme forventes at kunne blive produceret fra slutningen af 1997. Som det fremgår af bilag 6, har aftalen ført til yderligere profitable kontrakter. Endvidere fremgår det også af bilaget, at det er alle betydende nationers selskaber, der deltager i olieudvindingen (36).
Råmaterialer til industrien

Aserbajdsjans mineralressourcer omfatterjern, aluminium, zink, kobber, molybdæn, marmor og tørv. De fleste forekomster udnyttes, men mineindustrien trænger i høj grad til modernisering (37).
Industriproduktion

Produktion af udstyr til olieudvinding, herunder sværindustri, er i dag kun en brøkdel aftidligere tiders produktion og er i alvorlige vanskeligheder. Imidlertid har regeringen ikke ladet dette område indgå i den omfattende privatisering af industrien, idet den betragter området som værende af strategisk betydning.

Den lette metalindustri (38) synes at have overlevet den industrielle krise, og har i 1997 oplevet en produktionsstigning. Produktionen af forbrugsvarer lider under, at disse ikke er i stand til at kunne konkurrere med tilsvarende importerede varer. Industriapparatet er generelt forældet og nedslidt (39).
Samhandel

I 1992-93 kunne Aserbajdsjan præstere overskud på handelsbalancen, men siden 1994 er underskuddet steget betydeligt. Indledningsvis som et resultat af et fald i eksporten, men siden 1996 er underskuddet også skabt som følge af udenlandske varekøb i f.m. en svag bedring af økonomien. Underskuddet udgjorde i 1996 US$330 millioner, hvorafde største poster blev udgjort af fødevarer med 60% og maskiner/udstyr med 23,5%. Siden uafhængigheden har landet måttet orientere sig mod nye markeder, hvilket har betydet, at de vigtigste samhandelspartnere i dag er Iran og Tyrkiet (40).
Arbejdskraft

Beskæftigelsen i 1997 fordeler sig således: Landbrug (35,6%), industri og minedrift (12,3%), byggesektoren (7,1%), handel (12,9%) og andet (32,1%). Antallet af arbejdsløse er fortsat stigende. Beregninger peger på, at hen imod halvdelen af alle aserbajdsjanere er arbejdsløse, hvorimod den officielle ledigheds- procent oplyses til at være betydeligt lavere; i 1996 1,2%. Dette eftersom mange formelt stadig er ansat i virksomheder, der har nedlagt produktionen. Den samlede arbejdsstyrke er reelt ukendt (41). Hovedparten af arbejdstyrken er ikke uddannede (over 50%). Kun 10% kan betegnes som højere uddannede (universitet/højere læreanstalter). Øvrig arbejdsstyrke har en begrænset eller mangelfuld uddannelse (42). Den gennemsnitlige månedsløn er US $ 30, den laveste inden for SNG-området (43).
Økonomisk struktur og finanser

Med henblik på opnåelse af en fri markedsøkonomi har Aserbajdsjan fortsat og udvidet sit privatiseringsprogram af produktionsapparatet. Markedet er derved blevet interessant for udenlandske investorer. Prognoser fra august 1997 skønner, at de direkte udenlandske investeringer i 1997 vil udgøre US $ 1,2 milliarder mod US $ 591 millioner i 1996 - de fleste investeringer rettet mod oliesektoren (44). Aserbajdsjan kunne i 1996 opleve en reel vækst i sit bruttonationalprodukt (BNP) på 1,3%. En vækst der vil fortsætte i 1997. Underskuddet på betalingsbalancens løbende poster udgjorde i 1996 16,9% af BNP. En udvikling der skønnes at fortsætte som et resultat af de kommende års genopbygning a f bl.a. produktionsapparatet. Den samlede udlandsgæld kan endnu ikke betragtes som en byrde for landet (45). Finans- og pengepolitikken er blevet stabiliseret og er under kontrol. I 1996 var inflationen på ca. 20% og ventes at falde til 6% i 1997. Underskuddet på statens budget er faldet fra 5,2% af BNP i 1995 til 2,9% i 1996 og forventes at falde yderligere i 1997 til 1,5%. Budgetunderskuddet er nedbragt dels ved, at overførelsesindkomsterne er beskåret/bortfaldet, og dels ved at finansiere udgifterne med en del afprovenuet fra olieaftalerne. Kilder vurderer, at Nagomyj-Karabakhkonflikten fortsat har stor indflydelse på statsbudgettet, og at forsvarsudgifterne nærmere udgør 20% af budgettet i forhold til de oplyste 8,8% (46). Valutareserven var i april 1997 på US $ 290 millioner, hvilket svarer til 3 måneders import. Reserverne er opbygget af kapital fra olieaftalerne (47). Banksystemet er under udvikling, og likviditetsproblemer synes at aftage. Dette er sket i et samarbejde med Den Internationale Valutafond (IMF). Internationalt samarbejde med andre banker er påbegyndt. Den aserbajdsjanske manat (mønten hed) (48) er gradvis blevet stærkere (49).
Videnskab og teknologi

Teknologien og videnskaben er især koncentreret inden for den petrokemiske sektor, men kan i dag ikke betegnes som tidssvarende som følge af sektorens manglende udvikling (50).
Den militærefaktor

Opgaver og koncepter for de væbnede styrker Hæren har til opgave at forsvare aserbajdsjansk territorium mod angreb fra Armenien og/eller Nagomyj-Karabakh. Luftvåbnet har til opgave at yde støtte til landstyrkernes kamp, yde tranport til regeringen og patruljere i Det Kaspiske Hav. Søværnet har til opgave at sikre den aserbajdsjanske økonomiske 200 sømilezone, herunder olieplatforme og olieboringer i Det Kaspiske Hav, samt imødegå smugling. De væbnede styrker baserer fortsat sine militære doktriner på den sovjetiske skole. De væbnede styrker vurderes fortsat at være ude afstand til at kunne generobre Nagomyj-Karabakh (51).
Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau

Præsidenten er den øverste chef for de væbnede styrker. Præsidenten er også formand for Forsvarskomiteen, og har derved direkte kontrol med forsvarsministeriet. Ligeledes er Ministeriet for National Sikkerhed og Indenrigsministeriet direkte underlagt præsidenten. Overordnet føring varetages a f generalstaben i Baku (52).
Størrelse, organisation og materielindhold

Stående styrke udgøres af 70.700 mand, med mulighed for at mobilisere 560.000 mand. Hæren udgøres af 57.300 mand og omfatter én motoriseret infanteridivision og 18 motoriserede infanteribrigader (inkl. to uddannelsesbrigader). Der rådes over godt 300 kampvogne, 580 pansrede kamp- og transportkøretøjer og 302 artilleripjecer. Luftvåbnet udgøres af 11.200 mand og omfatter fire flyeskadriller og én helikoptereskadrille med henholdsvis 46 kampfly og 18 angrebshelikoptere. Endvidere rådes der over et antal ældre luftforsvarssystemer. Søværnet udgøres af 2.200 mand og omfatter to fregatter, tre missilbåde, 18 patruljefartøjer samt et antal mine-, landgangs- og hjælpefartøjer (53).
Uddannelsesmæssige og logistiskeforhold

På trods af tyrkisk militær uddannelsesbistand er det generelle uddannelsesstade stadig meget lav. Disciplinen og moralen er ligeledes ringe. Materiellet er overtaget fra Sovjetunionen, og er generelt af ældre dato og dårligt vedligeholdt. Der er ingen indikationer på, at andre lande, herunder Tyrkiet, har tilført våben til Aserbajdsjan (54).
Den indenrigspolitiskefaktor

Nationale interesser og målsætning
Aserbajdsjans primære målsætning er at forblive en stat og sikre indre og ydre ro. Sekundært at skabe de bedst mulige betingelser for markedsøkonomien samt at blive en betydende stat i regionen som følge af produktion og transit af olie og gas. I november 1995 blev en ny grundlov implementeret. Den stadfæster Aserbajdsjan som en suveræn, demokratisk, retslig, verdslig og unitar stat. I grundloven er også nævnt, at Nakichevan, med ansvar over for grundloven, er en uafhængig stat i den aserbajdsjanske republik, Nakichevan bl.a. har ret til sin egen lovgivningsmagt. Modsat stadfæstes det, at Nagomyj-Karabakh er en udelelig del af Aserbajdsjan, hvorfor der ikke kan forhandles om enklavens tilhørsforhold, hvilket igen har medført, at staten officielt har udtalt, at den vil bruge alle midler, herunder olie som politisk våben, for at genvinde kontrollen over Nagomyj- Karabakh (55). Af vital interesse for landet er Det Kaspiske Havs status (56). Belært af historien er det af national interesse, at de regionale stormagter - Tyrkiet, Iran og Rusland - forbliver lige stærke, således Aserbajdsjan kan sikre sin økonomiske og statslige integritet (57).
National holdning og selvopfattelse

Aserbajdsjaneme er udadtil meget nationalistiske, men er ofte i den situation, at de på den ene side forsøger at forsvare deres tyrkiske herkomst og på den anden side forsøger at føre sandhedsbevis for deres kaukasiske rødder. Dette har resulteret i en påfaldende national usikkerhed og aggression overfor de ikke-tyrkiske folkeslag (58). Som nation ser Aserbajdsjan sig selv som brohovedet mellem Europa og Asien, og ser sig gerne integreret i en vestlig struktur, men med bibeholdelse af sine østlige værdier (59).
Regering og administration

Forfatningen giver præsidenten store magtbeføjelser. Præsidenten er øverstbefalen de og repræsenterer den udøvende magt. Det er også præsidenten som udvælger medlemmerne af regeringen. Præsidenten udnævner endvidere dommerne i forfat ningsdomstolen og højesteret og har ret til at udskrive valg. Den lovgivende magt er hos nationalforsamlingen, Mili Majlis, der har 125 medlemmer. Retssystemet har bevaret strukturen fra den sovjetiske periode (60).
Politiske partier og interessegrupper

Aserbajdsjan styres enevældigt af den 74-årige præsident Alijev og hans “Nye Aserbajdsjanske Parti” (NAP). Siden sin tiltrædelse i 1993 har Alijev forstærket sin position gennem forfølgelse af oppositionen, skarp censur, samt ved at udnævne slægtninge og loyale tilhængere til vigtige politiske poster. Det ledende parti, NAP, blev dannet af Alijev i 1992. Det domineres af forhenværende kommunister. De største oppositionspartier er “Folkefronten” og “ Partiet For National Uafhængighed” . Begge partier er repræsenteret i nationalforsamlingen, men har som følge af Alijevs styreform ingen nævneværdig indflydelse (61).
Stabilitet

Under Alijev er der sket en relativ stabilisering af landet. Forsøg i 1993 på løsrivelse af den sydliste grænseprovins, beboet af de iransksprogede talisher, blev hurtigt standset af militæret. Ligeledes er lezginemes selvstændighedsbestræbelser i den nordlige del landet også blevet neutraliseret. Våbenhvilen i Nagomyj- Karabakhkonflikten har reelt være overholdt siden dens indgåelse i 1994 (62).
Den udenrigspolitiskefaktor

Relationer til Rusland

Forholdet til Rusland er relativt anstrengt. Rusland har indset, at man er ved at tabe magt og indflydelse i Aserbajdsjan (Det Nære Udland), hvorfor Rusland har forsøgt at lægge pres på Aserbajdsjan, både politisk og økonomisk. Bl.a iværksatte Rusland en transportblokade og rejste spørgsmålet om Det Kaspiske Havs status. Transport blokaden medførte store økonomiske tab for Aserbajdsjan. Prisen, for at Aserbajdsjan kunne fortsætte i Det Kaspiske Hav var ikke kun olieandele, men også en aftale om de to olierørledninger som nævnt i kap. II pkt. 4., og dermed indtægter til bl.a. Rusland som følge af olietransitafgifter. Aserbajdsjan har indtil nu mestret, at holde en lav profil i SNG og stadig ikke tilladt russiske militærbaser og grænsetropper på sit territorium. Rusland betragtes som værende allieret med Armenien, og derved støtte Nagomyj-Karabakhs krav om løsrivelse (63).
Relationer til Iran og Tyrkiet

Forholdet til Iran er delvist bedret, idet Aserbajdsjan har udtalt, at landet ikke har nogle territoriale krav i Iran. Endvidere er Iran blevet tilbudt olieandele. Dette har medført, at den russiske blokades konsekvenser er blevet delvist afbødet i form af en øget eksport til Iran. Forholdet mellem de to lande er dog ikke helt godt, idet Iran har et omfattende samarbejde med Armenien.

Forholdet til Tyrkiet er godt og omfattende. Tyrkiet ses som en strategisk allieret og en garant for Nakichevans sikkerhed. I 1996 blev der underskrevet en militær samarbejdsaftale mellem de to lande (64).
Relationer til Vesten

Forholdet til USA er i en hastig positiv udvikling, idet USA for nylig erklærede Aserbajdsjan som værende en økonomisk partner. 11996 blev en politisk dialog om regional sikkerhed etableret. Landet er med i NATO Partnership for Peace (PfP) programmet og har yderligere udviklet dette gennem et samarbejdsprogram med NATO. Aftaler med EU om samarbejde er indgået, og i 1996 fik landet observatørstatus i Europarådet. Olieaftaler med Frankrig, som traditionelt har været på Armeniens side, har betydet, at bestræbelserne på at finde en løsning vedrørende Nagomyj-Karabakh- konflikten er blevet intensiveret (65).
Relationer til Kaukasus og Centralasien

Retningsliner for et strategisk regionalt samarbejde er udfærdiget med Georgien. I maj 1996 blev der indgået en aftale mellem Georgien, Turkmenistan og Iran om en “Euro-Asian” tranportkorridor (fri bevægelighed for varer). Endelig har Aserbajdsjan søgt at etablere et tættere økonomisk samarbejde med Ukraine, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan (66).
Relationer til Armenien

Der er ingen direkte relationer. Armenien betragtes fra officiel side som en fjende. Forholdet er yderligere forværret efter at Armenien i marts 1997 udnævnte præsidenten for den selvudråbte republik Nagomyj-Karabakh til sit lands premierminister. En handling som Aserbajdsjan betragter som en provokation og et bevis på, at Armenien vil annektere Nagomyj-Karabakh (67).
Analyse

Analyse afdenfysisk-geografiskefaktor

Aserbajdsjan er omgivet af tre regionale stormagter, Rusland, Tyrkiet og Iran, hvilket indebærer, at Aserbajdsjan som småstat vil være meget sårbar overfor ændringer i områdets magtbalance. Aserbajdsjan vil derfor være meget afhængig af disse staters politik, hvorfor Aserbajdsjan må søge en udenrigspolitik der tilgodeser et status quo. Aserbajdsjans beliggenhed, omkranset af bjerge, Det Kaspiske Hav og med få adgangsveje kan medføre, at landet isoleres fra omverdenen, da landets forbindelser til omverdenen er afhængig af nogle få passager gennem nabostaterne. Omvendt giver det også landet en central strategisk placering, idet forbindelsen mellem Europa og Asien naturligt går gennem Aserbajdsjan via Det Kaspiske Hav. Den indre landskabsstruktur, domineret af bjerge, dale og mange floder, sammenkæder kun landet med få naturlige enstregede linieføringer. Dette kan medvirke til at isolere landet internt. Landets kraftcenter er området Baku - Apsheron-halvøen - Sumgait, hvilket formentlig også vil være gældende fremover. 20% tab af det aserbajdsjanske territorium til de etniske armeniere har betydet, at Nakichevan er blevet yderligere isoleret fra moderlandet, idet Aserbajdsjan derved ikke kan benytte den korteste adgangsvej til sin enklave. Endvidere betyder tabet også, at vigtig frugtbar landbrugsjord ikke er tilgængelig for Aserbajdsjan, hvorved landet er afskåret fra at benytte området til en eventuel forøgelse af sin landbrugsproduktion.

Ud fra en militær fysisk-geografisk betragtning vil de tidligere nævnte indfaldsveje til Aserbajdsjan være mulige akser for militære operationer mod landet. Det primære mål, for en offensiv operation kan være nøgleområdet Baku - Apsheron-halvøen - Sumgait. Herved kan landets væsentligste samfundsstruktur kontrolleres, hvilket igen vil betyde beherskelse af staten Aserbajdsjan. Opnåelse af fuld kontrol med landet tilgodeses ikke af terrænet, hvilket Nagomyj-Karabakh er et godt bevis på. For forsvaret af Aserbajdsjan må de tilsvarende ræsonnementer være gældende.

Delkonklusion

Aserbajdsjan er strategisk beliggende, men er en småstat i forhold til sine naboer Nabostater vil let kunne isolere Aserbajdsjan. Baku er landets knudepunkt. Nagomyj-Karabakh har indflydelse på den fysisk-geografiske faktor, idet landet er blevet 20% mindre og har mistet værdifuld landbrugsjord. Tabet kan derved hindre en produktionsstigning i landbrugssektoren.
Analyse af den kommunikationsmæssigefaktor

Det samlede vejnets længde synes umiddelbart begrænset, men bør ses i sammen hæng med landskabets udformning. Vej- og jernbanenettets kvalitet tilgodeser ikke betingelserne for en øget handel med udlandet samt produktionen inden for landet og dermed en styrkelse af den spæde markedsøkonomi. De få transportadgangsveje til et internationalt marked medfører en stor afhængighed afnabolandenes villighed til lade aserbajdsjanske varer passere deres grænser. 1lyset af dette må det derfor påregnes, at søtransport kan blive en vigtig faktor for landet i fremtiden. Luftfarten synes ikke at kunne tilgodese en øget samhandel og forbindelse med omverden. Dertil er dens kapacitet for lille. Forhold vedrørende pipelines vil blive behandlet under pkt. 4. Telekommunikationssystemets tilstand synes ikke at være i stand til at understøtte udviklingen af det almene samfund. Derimod synes indførelsen af et GSM- mobiltelefonsystem at kunne støtte statsapparatet, erhvervslivet, herunder udenlandske investorer, og de økonomisk bedre stillede, resulterende i en yderligere styrkelse af præsident Alijevs magtposition samt på kort eller længere sigt skabe en forøgelse af skellet mellem rig og fattig. Statens kontrol af medierne, og dermed oppositionens adgang og brug af disse, må betegnes at være hindrende for en demokratisk udvikling af landet.
Delkonklusion
Landets nuværende transportsystem kan være hindrende for en økonomisk udvikling. Landet vil ikke kunne afsætte sine varer, såfremt nabostater blokerer sine grænser til Aserbajdsjan, hvorved landets økonomi vil lide skade. Telekommunika tionssystemet vil være i stand til at understøtte økonomien, herunder magtapparatets beståen.
Analyse af den sociologiskefaktor

Et stort skel mellem by- og landbefolkningen synes at være ved at opstå. Det skyldes især den kendsgerning, at over halvdelen af landets befolkning bor i byerne, heraf de fleste i Baku-området. Det er også den del, der har den højeste levestan dard. Dette betyder, at nationen vil kunne komme til at opleve et socialt modsæt ningsforhold mellem land by og dermed opleve en marginalisering a f rige og fattige, samt forskelle i opfattelsen af den førte politik i Baku resulterende i en indre splittelse af landet. Allerede nu rummer Aserbajdsjan et potentiale til social uro på grund af den store del af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen og de mange flygtninge fra Nagomyj-Karabakh. En situation der i kraft af en øget arbejdsløshed tilsyneladende ikke bedres. Aserbajdsjans stærke magtapparat kan være skyld i, at uroen ikke åbent har manifesteret sig.

Sundhedssektoren har lidt under en ringe økonomi i landet, men en bedring af denne kan ikke forventes, før landets økonomi er blevet styrket. Befolkningens nuværende sundhedstilstand hindrer dog ikke økonomisk udvikling af landet.

Med oliens forventede øgede indflydelse på økonomien må det formodes, atder vil være et stort behov for højtuddannede mennesker, hvorfor kapaciteten til højere uddannelser er for lille. Uddannelsessektoren skal udbygges og udvides, hvilket ikke synes muligt pga. af de økonomiske forhold. Det kan derfor blive nødvendigt at importere højt uddannet arbejdskraft. Dette vil generelt ikke komme landets befolkning til gode, men derimod kunne skabe etniske problemer og muligvis give anledning til social uro. Ligeledes vil manglende uddannelseskapacitet hindre social mobilitet.
Delkonklusion
De sociale uligheder øges, men har endnu ikke resulteret i social uro. De mange flygtninge og en forøgelse af den sociale ulighed kan på sigt føre til åben opstand, hvilket da vil udgøre et sikkerhedspolitik problem for landet. Mangel på højtuddan nede kan på sigt skade landets muligheder for økonomisk vækst.
Analyse afden økonomisk-videnskabeligefaktor

1forhold til antal ansatte i landbruget er produktiviteten i forhold til produktions mængden utilfredsstillende. Landet er således ikke i stand til at brødføde sig selv, hvilket gør landet afhængigt af udenlandske fødevarer. En af årsagerne til dette synes at være arven fra planøkonomien. Før den reelle indførelse af planøkonomi i 1969 (se bilag 1) var det aserbajdsjanske landbrug indrettet på at producere i overensstemmelse med aserbajdsjanemes behov. Der er således ingen tradition for, at landet ikke skulle kunne forsyne sig selv. En rationalisering og modernisering af landbruget vil sandsynligvis kunne forøge udbyttet ganske betragteligt, hvorved landet igen vil kunne forsyne sig selv. Dette vil dog formentlig kræve store økonomiske tilskud, hvilket ikke synes muligt i øjeblikket. Omvendt er det ikke sikkert, at økonomiske tilskud alene vil kunne gøre det, idet Aserbajdsjan er afskåret fra at udnytte sin frugtbare landbrugsjord, der er besat af Nagomyj- Karabakh. En ressource der her og nu kunne bedre landbrugets udbytte ganske betragteligt og dermed tilføre landet nye arbejdspladser.

Aserbajdsjans industriproduktionsapparat var før uafhængigheden sammensat til at indgå som en integreret del af det tidligere Sovjetunionen, hvilket har været en medvirkende årsag til, at dette apparat har været ineffektivt og dermed ikke rentabelt. Som følge af markedsøkonomien synes en bedring på vej for den lette industri. Derimod har sværindustrien, herunder produktion af olieudstyr, fortsat sin krise. Dette hænger givet sammen med, at Aserbajdsjan betragter denne produktion som værende strategisk for landet. Denne del af den statslige industrisektor er derfor ikke blevet privatiseret og har derved ikke kunnet tilpasse sig en tidssvarende udvikling. Rationalet for beslutningen synes helt legitimt, fordi staten derved, på de indre linier, udelukker muligheden for at blive afhængig af indenlandske og udenlandske investorer. En situation der vil være helt uantagelig for et land, hvor olien er det største økonomiske potentiale. Omvendt hindrer denne holdning også en udvikling af sektoren og derved skabelse af flere arbejdspladser. En reetablering af denne industri vil behøve en stor risikovillig kapital. Joint-venture projekter med udenlandske investorer kunne være en mulighed.
Aserbajdsjans økonomi hviler hovedsageligt på landets olie, men også uudnyttede oliekilder bidrager til økonomien. Som nævnt i redegørelsen blev der i 1995 indgået en aftale om en olieproduktionsdeling mellem Aserbajdsjan og 11 andre oliekonsortier på US $ 7,4 milliarder. Senere er fulgt andre aftaler, således at de samlede aftaler i 1997 udgør US $ 15,2 milliarder, med en forventelig forøgelse af direkte udenlandske investeringer i landet. Økonomiske nøgletal peger allerede herpå. Disse vil i fremtiden gøre staten Aserbajdsjan velstående. Med indgåelse af kontrakten synes dette også at vise, at Aserbajdsjan er en suveræn stat, som er “ herre i sit eget hus” , og derved er i stand til at kunne handle selvstændigt i forhold til Rusland. For i og med kontrakten blev indgået, blev der også lukket op for udenlandske olieselskabers, implicit andre nationers, interesser og indflydelse i Aserbajdsjan og dermed mulighed for påvirkning af det regionale område. Den største kontrakt løber over en 30-årig periode, hvorfor det må antages, at de pågældende selskaber må have den størst mulige interesse i, at der er stabilitet i området, således de store investeringer og udsigten til store fortjenester ikke går tabt. Med alle globale og regionale stormagter repræsenteret i kontrakterne, må det konstateres, at olien indirekte kan give Aserbajdsjan en garanti for at kunne bestå som en selvstændig nation. Omvendt vil olien også kunne medføre, at landet kan blive et eftertragtet mål for andre staters forsøg på udvidelse af eget territorium.

Olien som eneste økonomiske fundament udgør dog den fare, at Aserbajdsjan bliver alt for afhængig af denne, idet landet derved kan fa en erhvervssektor, der kollapser i samme øjeblik som oliemarkedet kollapser, eller hvis landet bliver frataget mulighed for afsætning af olien.

Med hensyn til afsætning kan det ses, at landet har et udpræget behov for rørledninger, således olien kan transporteres ud til verdensmarkedet. Som det fremgik af kap II. pkt. 4., er den første olieledning just taget i brug, hvilket ikke vurderes at ville påvirke økonomien umiddelbart, men bilaget til kap II. pkt. 4. viser også, hvor sårbar olieledningeme er. Den nordlige olieledning, som er i funktion, løber gennem Dagestan og gennem Grosny - to potentielle uroområder. Som redegjort er lezgineme bosat i grænseområdet til Dagestan lige der, hvor ledningen løber. Det kan derfor ikke udelukkes, at lezgineme på et tidspunkt vil kunne anvende sabotage mod ledningerne, eller trusler om dette, i f.m. med en politisk kamp. Ligeledes ses det, at den sydlige olieledning har en rute, der er ganske tæt på Nagomyj-Karabakh, hvilket kan resultere i en afbrydelse af ledningen, såfremt krigshandlinger skulle genopstå. Hvad angår det rent økonomiske, kunne det i redegørelsen konstateres, at Aserbajdsjan i 1996 havde et underskud på sin handelsbalance. Hovedparten af underskuddet blev udgjort af fødevarer, mens 23,5% blev udgjort af maski- ner/udstyr. Dette betyder, at arten af vareimporten ikke er alarmerende, idet importen af maskiner/udstyr viser, at der investeres i produktionsapparatet, hvilket er et økonomisk sundt tegn. Underskuddet på statens finanser ses ikke at være alvorligt. Dog synes de store udgifter til forsvaret - Nagomyj-Karabakh, at hæmme statens evne til at foretage almen- og samfundsnyttige investeringer. Den stramme finans- og pengepolitik har medført, at den Aserbajdsjanske økonomi er i fremgang. Politikken har dog også medført en lav købekraft, som især vil begrænse det indenlandske afsætningsmarked med yderligere arbejdsløshed til følge. Dette vil igen kunne føre til social uro.
Delkonklusion
Overgangen fra planøkonomi og til markedsøkonomi er fortsat skyld i, at produktionskapaciteten i landet er ringe. Det vil kræve store investeringer, at skabe et tidssvarende produktionsapparat. De nuværende økonomiske tendenser er positive med en svag økonomisk vækst til følge. Olien er bærende faktor i økonomien og er for Aserbajdsjan en sikkerhedspolitisk mulighed for at skabe sig sikkerhed og uafhængighed. Olien udgør dog også et stort sikkerhedspolitisk problem for landet, idet landet er helt afhængig af naboernes vilje til at lade olien passere deres grænser. Ligeledes er landet afhængig af indre forhold, fordi attentater mod olierørledningeme, som led i en politisk kamp, vil kunne skade landets økonomi væsentligt.

Den førte økonomiske politik kan medføre sociale spændinger i befolkningen.
Analyse af den militærefaktor

Med de nuværende kommandoforhold inden for Aserbajdsjans væbnede styrker ses det, at præsidenten råder over et stærkt magtapparat. Et magtapparat, der gør ham i stand til egenrådigt at iværksætte og gennemføre trufne beslutninger herunder upopulære økonomiske reformer. Medfølgende uro vil da kunne neutraliseres ved brug af magt. Som det fremgår af redegørelsen, er de væbnede styrker ikke i stand til at løse problemet om Nagomyj-Karabakh ved anvendelse af militær magt. Med dette som forudsætning betyder dette, at Aserbajdsjan ikke nævneværdigt vil kunne sikre sin suverænitet overfor en udefra kommende aggressor. Dette peger på, at Aserbajdsjan kan vælge en af to løsninger: Enten opbygge et stærk og moderne militær, der kan hævde suveræniteten over for såvel ydre som indre fjender, eller søge en politik, der på sigt har samme virkning. Da opbygningen af et nyt militær vil være meget omkostningskrævende, er det på kort sigt ikke sandsynligt at den militære løsning vælges.

Delkonklusion

Landet kan ikke forsvare sig selv, hvilket indebærer et sikkerhedspolitisk problem. Landet vil ikke på kort sigt have råd til at opbygge et effektivt militær.
Analyse af den indenrigspolitiskefaktor

Grundloven hævder, at Aserbajdsjan er demokratisk. Med udgangspunkt i selve grundloven og med udgangspunkt i ovenstående pkt. 4., synes dette imidlertid ikke at være tilfældet. Dette er ikke nødvendigvis negativt, idet landets stabilitet, er blevet væsentlig forøget siden 1993, hvor præsident Alijev kom til magten. Præsidenten har i sin regeringsperiode formået, at gennemføre en generel markedsøkonomi i landet med deraf følgende skrappe reguleringer af økonomien uden derved at sætte sin magt over styr. Modsat sine forgængere i embedet, har han ikke indladt sig på militære konfrontationer med de etniske armeniere om løsning afNagomyj-Karabakhkonflikten, men bibeholdt status quo. Historisk set har dette været særdeles gavnligt for landet, idet den militære konfrontation altid har betydet politisk og økonomisk opløsning resulterende i, at den siddende præsident har mistet magten. Paradoksalt nok, og i modsætning til egen målsætning, har den førte politik i spørgsmålet om Nagomyj-Karabakh stabiliseret Aserbajdsjan politisk og økonomisk, men dog ikke socialt.

Som nævnt er præsident Alijev 74 år, hvilket indebærer muligheden for, at han i nær fremtid kan falde væk, hvorved Aserbajdsjan vil miste den “stærke” mand. Dette vil kunne give anledning til en opblussen af social og politisk uro, implicit etniske gruppers krav om selvstændighed. Det er derfor sandsynligt, at Alijevs død kan destabilisere landet.
Delkonklusion
Den nuværende præsident er i kraft af sin person og magt garant for landets stabilitet. Præsidentens bortgang vil kunne skabe et sikkerhedspolitisk problem.
Analyse af den udenrigspolitiskefaktor

Som det fremgik af redegørelsen har en nylig russisk transportblokade haft negativ indflydelse på den aserbajdsjanske okonomi, cg dermed illustreret landets afhængighed af andre stater. Rusland har fortsat stcr indflydelse på Aserbajdsjan, hvilket senest er set med aftalen om de to olierørledninger. Rusland har derved sat sig selv istand til at kunne presse Aserbajdsjan politisk med truslen om at lukke for ledningerne. Rusland har reelt også indflydelse på Aserbajdsjan via Armenien, idet Nagomyj-Karabakhkonflikten ikke synes at kunne løses uden accept fra Rusland, der både er med i Minskgruppen (bilag 2) og de facto er allieret med Armenien. Spørgsmålet er så om Rusland reelt er interesseret i en løsning af konflikten, idet Rusland ved en løsning fratages en “ legitim” ret til at komme Armenien til hjælp, og derved selv optræde militært i Aserbajdsjan, idet det må formodes, at Armenien vil blive militært indblandet ved en genoptagelse af kamphandlinger om enklaven. Omvendt kan de mange samarbejdsaftaler med både regionale og globale nationer samt medlemskab af internationale organisationer pege på, at Aserbajdsjan ad den vej prøver at stække Ruslands indflydelsessfære og yderligere udbygge sin suverænitet. Med den stærke tilknytning til Tyrkiet vurderes det, at Nakichevans position som Aserbajdsjansk territorium vil være garanteret af Tyrkiet. Ligeledes bevirker de mange aftaler, at Aserbajdsjan er ved at skabe sig en position som landet der sammenknytter Europa med Asien, og i kraft af dette vil skabe sig fordelagtige handelsvilkår.

Med undtagelse af Armenien synes redegørelsen at vise, at Aserbajdsjan overordnet set har et godt forhold til sin omverden, og har formået at føre en udenrigspolitik, der ikke har påvirket regionens magtbalance i en retning, som kan skade landet.
Delkonklusion

Aserbajdsjan har et godt forhold til de statslige aktører i området og er ved at internationalisere sig. Rusland har fortsat stor indflydelse på Aserbajdsjans handlefrihed, men den øgede internationalisering synes at kunne dæmpe indflydelsen. Nakichevan er under beskyttelse af Tyrkiet.
Sammenfattende konklusion

Som analysen har vist, har alle faktorerne haft en indbyrdes effekt på hinanden, hvilket i Aserbajdsjans tilfælde har betydet, at en faktor der indledningsvis har været årsag til en negativ udvikling hos en anden faktor, med tiden er blevet eller bliver årsag til en negativ udvikling hos den oprindelige årsagsfaktor. En årsag til de nuværende sikkerhedspolitiske problemer er Nagornyj- Karabakhkonflikten. Konflikten virker begrænsende på landets handlefrihed i økonomisk, indenrigspolitisk og udenrigspolitisk henseende, hvorfor den har været at finde i alle faktorer. Konflikten må betegnes som et stort sikkerhedspolitisk problem for Aserbajdsjan. Et andet væsentlig problemområde for Aserbajdsjan er den økonomiske faktor.
Uagtet, at der kan spores en fremgang i økonomien, kan denne fremgang ikke modsvare de afledte virkninger, der har fulgt flere års økonomisk nedgang. Den økonomiske faktor har således direkte negativ indflydelse på den kommunikations mæssige faktor, idet den manglende økonomiske formåen og den forte økonomiske politik har medført en utilstrækkelig vedligeholdelse, modernisering og udbygning af samfundets kommunikationslinier og derved produceret en ond cirkel for samfundsøkonomien. Vedrørende den sociologiske faktor har den økonomiske faktor bl.a. medført øget fattigdom og øget social ulighed. Et faktum, der kan resultere i ukontrollabel social uro og oprør, og dermed blive et sikkerhedspolitisk problem for staten. Ligeledes medfører den økonomiske faktor, at landet ikke har ressourcer til at opbygge et effektivt militær, hvilket må betegnes at være et sikkerhedspolitisk problem, idet landet er sårbar overfor udefra kommende aggressorer. Inden for sit eget område, er den økonomisk faktor hindrende for en effektiv og tidssvarende landbrugs - og industriproduktion.

Den fysisk-geografiske faktor har haft direkte indvirkning på den økonomiske og udenrigspolitiske faktor. Landets beliggenhed og beskaffenhed resulterer i, at Aserbajdsjans handlefrihed som småstat er begrænset, og gør landet økonomisk afhængig af andre landes førte politik, implicit vilje til at skabe frie handelsveje for Aserbajdsjan. Især Ruslands ønske om indflydelse i området udgøret sikkerhedspolitisk problem for Aserbajdsjan, såvel i militær som i økonomisk henseende. Den indenrigspolitiske faktor i form a f en stærk præsident har haft direkte indflydelse på alle faktorerne (minus den fysiske-geografiske) med det resultat, at landet er stabilt og fører en økonomisk politik, der tilgodeser gennemførelse af markedsøkonomi, og dermed mulighed for at tiltrække udenlandske kapital til landet.

Selvom den økokomisk-videnskabelige faktor er medvirkende til mange problemer for Aserbajdsjan, rummer selvsamme faktor også et potentiale til at kunne løse en stor del af landets sikkerhedspolitiske problemer - olien. Den værdifulde olie er allerede nu den bærende del af økonomien og har jævnfør det analyserede bevirket, at det fattige land er i svag økonomisk fremgang, og på sigt vil gøre landet rigt. Olien udgør dog også et stort sikkerhedspolitisk problem for landet, idet landet er helt afhængig af naboernes vilje til at lade rørledningerne med olien passere deres grænser, samtidig med, at landet selv evner at beskytte rørledningerne på eget territorium. Et sikkerhedsproblem der øges proportionalt med olieproduktionens størrelse.
Sammenfattende viser analysen, at uanset hvor megen potentiale Aserbajdsjan besidder nu og i fremtiden, vil nyttiggørelsen af potentialet afhænge af muligheden for at kunne afsætte dette. En kombination af den fysisk-geografiske faktor, den kommunikationsmæssige faktor og den udenrigspolitiske faktor vil derfor grund læggende være afgørende for landets sikkerhedspolitiske situation. Analysen viser også, at Aserbajdsjan synes at være sig dette bevidst, hvorfor det må konkluderes, at landet vil bestå som nationalstat.
Vurdering

Præmisser

Som det har været nævnt, er Aserbajdsjans olieressoarcer anslået til at udgøre 9-11 milliarder tønder olie. Naturgasressourceme er anslået til udgøre 17 milliarder m3. Dette må formodes fuldstændig at ændre Aserbajdsjans fremtid.
Udviklingsperspektiver

Kombinationen af store olieindtægter, øget social deroute og fortsat mange fattige flygtninge fra området om Nagomyj-Karabakh vil kunne give anledning til social uro. Dette kan medføre, at Aserbajdsjan i teorien vil kunne opleve to scenarier.
Scenario 1
Aserbajdsjan vil løse problemet ved, at landet gennem “spill over”-effekten fra olieindustrien vil få en voksende mellemklasse som vil kræve en højere levestandard - og i takt med at uddannelsesniveauet højnes og vestlige værdier strømmer gennem landet - også vil kræve reel demokrati. Dette kan medføre, at statens indtægter må anvendes til at mindske de store forskelle mellem land og by, rig og fattig samt til at genopbygge uddannelses-, social- og sundheds sektoren. I et sådant scenario vil Nagonyj-Karabakhkonflikten formentlig kunne løses på en fredelig måde, idet befolkningen ud fra et fomuftsrationale vil søge at bevare velfærden frem for at i gå krig og kæmpe om et bjergrigt område, der i øvrigt er beboet af armeniere.
Scenario 2

“Spill over”-effekten fra olieindustrien vil her være meget lille, og statens olieindtægter vil ikke blive fordelt ligeligt i samfundet. De vil heller ikke blive brugt på en genopbygning af uddannelses-, social- og sundhedssektoren. Dette vil kunne lede til endnu mindre demokrati og skellet mellem land og by, rig og fattig, vil blive større, hvilket igen vil tvinge præsidenten til at øge undertryk kelsen af befolkningen for at beholde magten. En del af olieindtægterne vil derfor kunne blive anvendt til en oprustning af militæret. Dels for at forstærke præsidentens magtapparat og dels for at kunne vinde Nagomyj-Karabakh tilbage ved anvendelse af militær magt. Normalt vil en samlet ydre fjende være det bedste samlingspunkt for en nation, der er i krise. Det vil derfor være en helt naturlig reaktion for landet at forsøge en tilbageerobring, især når olieindtægterne gør dette muligt. Alt andet vil være politisk selvmord for en præsident i en sådan situation. Som historien gentagne gange har vist vil erobringsforsøget fejle, og landet vil på ny blive kastet ud i en stor krise, med det resultat, at Rusland vil indsætte en mere Moskva-venlig præsident, hvorved Rusland efterfølgende vil få yderligere indflydelse over Aserbajdsjan.
Da der ikke er medtaget andre aktører, end Rusland, vurderes det, at de to scenarier ikke vil kunne opleves som rene varianter i fremtiden. Derimod kan det ikke udelukkes, at Aserbajdsjan vil kunne opleve noget, der vil kunne ligne en mellemting af de to varianter.

Hvorledes Aserbajdsjan vil bruge sin kommende olieindtægter er næsten umu ligt at vurdere. Blot må det konstateres, at Aserbajdsjan som ung nation, dets admi nistrative op- bygning taget i betragtning, og som et produkt af det tidligere Sovjet unionen ikke umiddelbart har nogen tradition for et velfærdssamfund og en real økonomisk fordelingspolitik. Det vil derfor nok ikke være sandsynligt, at den almin delige aserbajdsjaner umiddelbart kommer til at opleve en velfærdsstigning subsi dieret af offentlige ydelser. Derimod vil der med udgangspunkt i de nuværende økonomiske nøgletal være en stor sandsynlighed for, at en del af olieindtægterne vil komme erhvervslivet til gode, hvorved beskæftigelsen vil stige og dermed sikre en højnelse af levestandarden. Dette forudsat, at Aserbajdsjan vil være villig til at foretage de kolossale investeringer, det vil kræve for at opbygge en nødvendig og moderne infra- og kommunikationsstruktur.

Det vurderes, at Aserbajdsjan vil forsætte sin nuværende udenrigspolitik og stadig prøve at mindske den russiske indflydelse via en øget tilknytning til Tyrkiet og via en øget tilnærmelse til Vesten herunder sikre sig, at vestlige investorer trækkes til landet. Dette med henblik på at etablere et gensidigt afhængighedsfor hold, således Vesten på denne måde, pga. store investeringer i oliesektoren, ikke vil tillade ustabilitet i området. Derved kommer Vesten indirekte til at garantere Aserbajdsjans suverænitet implicit sikre landets vitale adgangsveje til verdensmar kedet.

Det er overvejende sandsynligt, at Aserbajdsjan i et samarbejde med Tyrkiet vil bruge en del af sine olieindtægter til at opbygge en nyt forsvar for at komme en del af sine militære sikkerhedspolitiske problemer til livs - herunder umiddelbart at kunne imødegå en fjendtlig aggression. Dog vurderes det også, at der vil være grænser for forsvarets størrelse, idet det ikke må kunne virke truende overfor landets nabostater. Dette såfremt Aserbajdsjan fortsat ønsker, at regionens magt balance skal forblive uændret. Ligeledes vurderes det, at det ikke vil være sand synligt, at der ultimativt vil blive anvendt militær magt for at løse spørgsmålet om Nagomyj-Karabakh, idet dette ikke vil blive tilladt af de udenrigspolitiske aktører. En ny voldeligt konflikt om Nagomyj-Karabakh vil i fremtiden rumme langt flere aktører og derved muligvis blive til mere end en regional konflikt. Dette i takt med, at området vil udvikle sig til et Geo-strategisk område for hele det internationale samfund, idet olieproduktionen vil have en størrelse, der får betydning for ver densmarkedet samtidig med, at de investeringer der foretages i området, vil blive flere og flere. Derimod er det meget sandsynligt, at Aserbajdsjan vil bruge olien som våben for at nå sit mål vedrørende Nagomyj-Karabakh. Dette vil kunne ske ved at lade stormagter, som er interesserede i fordelagtige oileaftaler, påvirke Armenien til en fredelig løsning om enklavens fremtid på Aserbajdsjans betingelser. En politik der vurderes at ville blive mere og mere virkningsfuld som tiden går, idet Aserbajdsjan vil komme til besidde et strategisk potentiale som et Armenien uden potentiale ikke vil kunne modsvare. Armenien kan dog give Aserbajdsjan det sikkerhedspolitiske problem, at Armenien i en tidlig fase af den beskrevne udvikling, vil søge at forhindre Aserbajdsjan i at opnå velstand ved at reagere militært.
Afslutning

Fra at være et fattigt land tegner fremtiden sig lys for Aserbajdsjan. Med udgangs punkt i analysen og vurderingen, er det afgørende for Aserbajdsjan, at landet formår at bruge de kommende års olieindtægter til en storstilet opbygning af landets infra- og kommunikationsstruktur, herunder vil være i stand til at effektivisere sit landbrug og sin industri. Det vil også være vigtigt for landet at udvikle et erhvervs liv, der ikke ensidigt vil være afhængig af olien, således landets sårbarhed over for ydre påvirkninger nedsættes. Ligeledes vil det være afgørende for Aserbajdsjan, at landet er i stand til at føre en så afbalanceret økonomisk politik, at den latente sociale uro elimineres til gavn for landets stabilitet.

Sluttelig er det nødvendigt for Aserbajdsjan at få løst konflikten om Nagomyj- Karabakh, og at Aserbajdsjan indser at en varig løsning af problemet ikke kan ske ved brug af militær magt.

Fremover vil Aserbajdsjan opleve det sikkerhedspolitiske dilemma, at dets olie på én gang vil sikre velstand og politisk indflydelse, samtidig med, at landet vil blive mere og mere afhængig af at kunne få sin olie ud på markedet og dermed fuldstændig afhængig a f sine rørledninger og sine nabostater.
Bibliografi

Lena Höglund: Armenien/Aserbajdsian. (LH). Det Udenrigspolitiske Selskab og Utenrikespolitiska Institutet, Holstebro 1996.
Hæftet indgår som “Lande i Lommeformaf’.“Lande i Lommeformaf’ - en serie om alle verdens lande - er en dansk bearbejdelse af den svenske serie “Länder i fickformaf’. Hæftet er faktuelt meget informativt.
Kilden vurderes som meget troværdig.
Jane’s Intelligence Review, Volume 9 Number 7, July 1997. (JIR, 7/7/97).
Her er anvendt artiklen af Michael P. Croissant: “Tensions renewed in Nargo- Karabakh” . Artiklen beskæftiger sig bl.a. med Nargornyj Karabakh og den Aserbajdsjanske olie. Troværdig kilde.
Central Intelligence Agency: The World Factbook 1996. Azerbaijan.(CIA) Central Intelligence Agency, USA 1996.
Å lig dataoversigt over verdens lande.
Med baggrund i andre kilder vurderes oplysningerne, at være troværdige. En del oplysninger er dog tidsmæssigt forældede, hvorfor kilden kun er brugt i situationer, hvor tidsparameteren ikke har afgørende indflydelse på aktualiteten.
Troværdig, men ikke nødvendigvis aktuel, kilde.

The Library o f Congress: Country Studies - Azerbaijan. (CS)
The Federal Research Division of the Library of Congress under the Country Studies/Area Handbook Program, sponsored by the Department of the Army, USA 07JUL 1997.
Som CIA

The Economist Intelligence Unit: Country Profile - Azerbaijan 1997-98. (EIU, POL/ØKO)
The Economist Intelligence Unit, London 15 A U G 1997.
Analyse af den politiske og økonomiske situation for Aserbajdsjan i 1996. Rapporten er særdeles infomativ og meget tidsnær. Meget troværdig kilde.

The Economist Intelligence Unit: Country Report. 2rd quarter - Azerbaijan . (EIU, 2)
The Economist Intelligence Unit, London 30 M A J 1997.
Analyse af den handelsmæssige situation for Aserbajdsjan til og med 2. kvartal i

1997.
Rapporten er særdeles infomativ og meget tidsnær. Meget troværdig kilde.

The Economist Intelligence Unit: Country Report, 3rd quarter - Azerbaijan. (EIU, 3)
The Economist Intelligence Unit, London 29 A U G 1997.
Analyse af den handelsmæssige situation for Aserbajdsjan til og med 3. kvartal i1997.
Rapporten er særdeles infomativ og meget tidsnær. Meget troværdig kilde.

Jørgen Lund (red.): Den Store Danske Encyklopædi, bind 2. Aserbajdsjan.(ENCY) Danmarks Nationalleksikon, Gyldendal 1995, Haslev 1995.

B, Hunter: Stateman’s Year-Book 1997-1998. (SYB) Å lig dataoversigt over verdens lande.
En troværdig, men til tider ikke helt aktuel, kilde.
Nordisk Øst-forum. nr. 3 1997. (ØST)
Her er anvendt artiklen af Patrik Jotun: “ Azerbajdzjan infor 2000-talet” .
Artiklen beskæftiger sig med etniske konflikter, olie og politisk ustabilitet. Analysen vurderes at være meget plausibel, hvilket det omfattende noteregister bevidner om.
Troværdig og aktuel kilde.

Torben Hansen og Søren Theisen: Transkaukasien - Armenien /Aserbajdsjan/ Georgien. (SNU).
Det Sikkerhed- og Nedrustningspolitiske Udvalg, Guilanders Bogtrykkeri a-s, Skjern 1995.

Hæftet indgår i en række beskrivelser af lande i det tidligere Sovjetunionen. Hæftet er faktuelt meget informativt. Forfatterne er begge historikere med speciale i persiske forhold. Kildematerialet er omfattende.
Kilden vurderes som meget troværdig.

Linesman: Coutrv Profile Documents - Azerbaiian. 1996. (LIN) Linesman - Line of Supply Management, London 1996.

Dataoversigt over verdens lande, med vægten lagt på uddannelsesmæssige forhold. Troværdig kilde.

Wirtschaftskammer Österreich: AW-Länderblatt - Aserbaidschan.(AW) Det østrigske handelsministerium, Østrig februar 1997.

Dataoversigt over verdens lande, med vægten lagt på videnskab og handelsmæssige forhold.
Troværdig kilde.

Janes’s Sentinel: Regional Security Assessment - Commonwealth of Independent States. (JS)
Jane’s Information Group, Sentinel House, 1995 Edition, Surrey 1995.
Oversigt over landes militære forhold. Anvendt som hovedkilde til beskrivelse af den militære faktor.

Troværdig kilde.

Det intemasionale institutt for strategiske studier: Militærbalansen 1996/97. (BAL) (Norsk utgave) Den norske Atlanterhavskomité 1996, Grafisk Produksjon A/S, Aurskog 1997.
Militære data. Anvendt som hovedkilde til beskrivelse af den militære faktor. Troværdig kilde.
Erik B. Nielsen: Sovjetunionens sammenbrud og det ny Rusland. (EBN) Munksgård, 1. udgave, 1. oplag, BB-Grafik, Allingåbro 1994.
Kun anvendt som baggrundsviden.

Transitions, Volume 1, NO. 24, 29. december 1995. (TRANS/29/12/95)
Her er anvendt artiklen af Elizabeth Fuller: “Scant Evidence of an Islamic Fundamentalist Threat.”

Artiklen beskæftiger sig med Islams udbredelse i Centralasien og Kaukasus. Tidsskriftet er kendt for seriøse artikler. Troværdig kilde.

Transitions, Volume 4, NO. 4, september 1997. (TRANS/0/9/97)
Her er anvendt et interview med Aserbajdsjans udenrigsminister, Hasan Hasanov: “Oil is Our Destiny”.”

Interviewet omhandler bl.a., at olie også er et politisk våben. Tidsskriftet er kendt for seriøse artikler. Troværdig kilde.

Transitions. Volume 4, NO. 3, august 1997. (TRANS/0/8/97)
Her er anvendt artiklen af Emil Danielyan: “No war, No Peace in Nagomo- Karabakh.”

Artiklen beskæftiger sig med udsigterne for Nagomyj-Karabakh. Tidsskriftet er kendt for seriøse artikler. Troværdig kilde.
Noter
1. Staten Aserbajdsjan omfatter foruden Aserbajdsjan også de to autonome regioner Nakichevan, der helt er adskilt fra Aserbajdsjan, og Nargomyj Karabakh (areal: 4.400 km2), der er beliggende i selve Aserbajdsjan. Da Nargomyj Karabakh i internationalt henseende, uanset nuværende situation, betragtes som værende en del af Aserbajdsjan behandles Nargomyj-Karabakh ikke yderligere her. (JIR, 7/7/97).
2. LH,p.23.
3. CIA,p.2.
4. CS, p. 3.
5. EIU, POL/ØKO, p. 21.
6. ENCY,p.46.
7. EIU,POL/ØKO,p.2.
8. ENCY,p.46.
9. EIU, POL/ØKO, p. 20. EIU, 2 p. 11.
10. EIU, POL/ØKO, p. 21.
11. E1U, POL/ØKO, p. 21. SYB, p. 171.
12. EBN,p.124.SNGerdenrussiskeforkortelsefor“SodruzjestvoNezavisimukhGosudarstv”.SNG oversættesoftesttildanskmed“FællesskabetafUafhængi ge Stater” . Undertiden bliver sodruzjestvo dog oversat med “ Sammenslutningen” eller “ Statssamfundet” . Mens der i Danmark bruges den russiske forkortelse, har de fleste andre sprog deres egen (engelsk: CIS (Commonwealth of Indenpendent States). SNG består af: Rusland, Belarus, Armenien, Kazakhstan, Uzbekistan, Kyrgyszstan og Tadzjikistan, der alle er interesseret i et forholdsvis omfattende og forpligtende samarbejde. Endvidere består SNG også af: Ukraine, Moldova, Turkmenistan, Aserbajdsjan og Georgien, der alle er modstandere a f et vidtgående samarbejde.
13. EIU, POL/ØKO, p. 21.
14. JIR, 7/7/97, p. 310. EIU, POL/ØKO, p. 25. Danmaks Radioavis, 13 NOV 1997, 17-nyhedeme, vedr. åbning af omtalte forbindelse. A f alle kilder vedr. emnet fremgår det, at rørledningerne skulle have været taget i brug på et tidligere tidspunkt. Forsinkelsen skyldes hovedsageligt politiske årsager.
15. EIU, POL/ØKO, p. 21.
16. LH, p. 24. EIU, POL/ØKO, p.
17. Heraf er 70% shiamuslimer og 30% er sunnimuslimer. Shiamuslimeme i Aserbajdsjan følger ikke den strenge form af shia, der styrer livet i Iran. Det er f.eks. tilladt at drikke alkohol, og kvinder er ikke tvunget til at gå med slør.
18. ØST, p. 11. Lezgineme lever på begge sider af grænsen mellem Aserbajdsjan og Dagestan i Rusland. Udover konflikten omkring Nagomyj-Karabakh, så plages Aserbajdsjan også af en konflikt om lezginemes rettigheder. Bl.a. kræves der fritagelse for at aftjene sin militærtjeneste i den aserbajdsjanske hær for ikke at skulle slås mod armeniere i og omkring Nagomyj-Karabakh.
19. EIU, POL/ØKO, p. 18.
20. LH, p. 24.
21. SNU, p. 52.
22. TRANS, 29/12/95. Denne kilde, blandt mange andre, påpeger, at stat og religion er skarpt adskilt i Aserbajdsjan, hvorfor Islam som religion ikke har indflydelse på bl.a. lovgivning og retsvæsen. Islam opfattes mere som kultur end som decideret religion.
23. EIU, 2 p. 22.
24. CIA, p. 3.
25. 30. LH, pp. 42-44.
26. EIU, POL/ØKO, p. 19. EIU, 3 p. 22. LH, p. 4A
27. EIU, 3 p. 22. EIU, POL/ØKO, p. 17. LH, p. 4A
28. LIN, pp. 9-11.
29. LH, p. 28.
30. EIU,POL/ØKO,p.29.EIU,3p.20. LH,p.45.EntrejdedelafAserbajdsjans kom er traditionelt blevet dyrket i og omkring Nargonyj-Karabakh.
31. EIU, POL/ØKO, p. 25.
32. EIU, POL/ØKO, pp. 21-24.
33. State Oil Company of Azerbaijan (SOCAR).
34. Azerbaijan International Operating Company (AIOC). Konsortiet består af 12 selskaber fordelt på 7 lande.
35. Præsident Heidar Alijev udtalte ved kontraktunderskrivelsen: “Det er århundredets aftale og den vigtigste begivenhed i det moderne Aserbajdsjans historie” .
36. EIU, POL/ØKO, pp. 21-24.
37. EIU, POL/ØKO, p. 28.
38. Produktion af metalvarer i helfabrikata, herunder rør, værktøjsartikler og

39. computerbaserede værktøjsmaskiner m.v.
40. EIU, POL/ØKO, pp. 27-28.
41. EIU, POL/ØKO, p. 31. EIU, 3 p. 5.
42. LH,p.44.EIU,3p.22.
43. EIU, POL/ØKO p. 36. EIU, 3 p. 22. LIN, p. 11.
44. EIU, 3 p. 22.
45. EIU, 3 p. 16.
46. EIU, POL/ØKO, p. 32.
47. EIU, POL/ØKO, pp. 25-26. EIU, 3 p. 17. AW , p. 2.
48. EIU, POL/ØKO, p. 33.
49. Manaten er møntfoden i Aserbajdsjan. I august 1997 var kursen i forhold til US $: Manat 3,946:US $ 1.
50. EIU, POL/ØKO, pp. 26-27. EIU, 3 p. 18.
51. A W , p. 2.
52. JS, pp. 14-19.
53. JS, p. 12.
54. BAL, pp. 83-84.
55. JS, pp. 12 ff. JIR, 7/7/97 p. 310.
56. EIU, POL/ØKO, p. 7. JIR, 7/7/97, p. 308. TRANS/0/8/97, p. 49. Under et besøg i Frankrig i januar 1997 udtalte præsident Alijev: “ Stormagter, der gør brug af vores olie, kan overtale Armenien til at forhandle”, implicit opgive kravet om Nagomyj-Karabakhs selvstændighed.
57. ØST, p. 12. Juridisk set kan det diskuteres om det er en sø eller et hav. Rusland og Iran hævder, at Det Kaspiske Hav er en sø, og at de deri værende ressourcer skal deles. Aserbajdsjan og de andre kyststater hævder derimod, at der er tale om et hav, hvorved indbringende olie- og naturgasfelter pga. havretten vil komme til at ligge i den aserbajdsjanske økonomiske 200 sømilezone (56). Problemet er ved at blive løst, idet Rusland og Iran har fået andele i de konsortier der dannes, selvom de to lande ikke bidrager med så store kapitalin vesteringer som de øvrige landes selskaber. TRANS/0/9/97, p. 64.
58. SNU, p. 52.
59. TRANS/0/9/97, p. 64.
60. EIU, POL/ØKO, p. 7. LH, pp. 33-34.
61. EIU, POL/ØKO, pp. 8-9. LH, p. 34.
62. JS, p. 3. SNU, p. 46.
63. EIU, POL/ØKO, p. 11.
64. Ibid., pp. 11-12. TRANS/0/9/97, p. 64. Der bor mellem 20 og 30 millioner aserbajdsjanere i den nordlige del af Iran. Et faktum som har bekymret Iran, idet dette mindretal til tider har krævet en “genforening” med Aserbajdsjan. JIR, 7/7/97, p. 310.
65. Ibid., p. 12.
66. Ibid., p. 12.
67. TRANS/0/9/97, p. 64. JIR, 7/7/97, p. 308.
68. Der ikke tilgængeligt statistisk materiale om dette emne.