Log ind

Artilleriets luftobservatører

#

For danske artilleriofficerer er det naturligvis ingen nyhed gennem det efterfølgende at erfare, at man kan lede artilleriets ild ved luftobservation. Tanken med her at fremdrage et ikke ukendt emne er at slå til lyd for, at artilleriflyvere indføres i Hæren som en fast institution. Skydning med luftobservation har gennem adskillige år — omend i det små — været øvet herhjemme. Når man imidlertid aldrig er nået længere end til instruktionsskydningsstadiet, så skyldes det utvivlsomt i første række, at man aldrig har haft luftobservatører som fast institution i forbindelse med den omstændighed, at vor underlegenhed i luften måske har fremkaldt den opfattelse, at luftobservation var umulig. I en fremtidig dansk hærordning vil det imidlertid være urigtigt, om man ikke organisatorisk knytter luftobservatører til artilleriets afdelinger. Hvis der skal være nogen realitet bag et dansk forsvar, så må man regne med, at vi ikke skal kæmpe alene. Den politiske side af dette spørgsmål skal jeg ikke komme ind på, men det må være muligt at kunne antage, at vore egne flyverkræfter i forbindelse med luftværnsartilleri og eventuelle luftstyrker udefra kan give vore tropper på jorden nogen bevægelsesfrihed og dermed også betingelse for indsættelse af luftobservatører ved artilleriet. Ud fra denne betragtning og i forbindelse med den omstændighed, at de maskiner, der anvendes til artilleriobservation, er betydelig mere manøvredygtige end jagere, er der mulighed for at skabe en luftobservation, som kan virke under feltmæssige forhold. Det må erindres, at artilleriets observationsmaskiner udfører deres arbejde over egne linier udenfor det fjendtlige luftværnsartilleris rækkevidde. Det kan eksempelvis nævnes, at engelske artilleriofficerer, der har virket som luftobservatører under den sidste krig, erklærer, at de, på grund af de langsomtgående maskiners store manøvredygtighed, var i stand til — selv på fronter, hvor fjenden var overlegen i luften — at gennemføre deres opgaver. Den gamle ordning af vor luftobservationstjeneste gik som bekendt ud på, at man, forinden skydning skulle finde sted, måtte rekvirere en rekognosceringsmaskine hos den overordnede myndighed.

Ordningen var brugbar til instruktionsskydning, når fornødne aftaler var truffet i forvejen, og man — som det den gang var tilfældet — var sikker på at have en artillerist i maskinen. Under feltmæssige forhold vil den, med de krav, krigen i dag stiller til de forskellige våbenarter, ikke være fyldestgørende. Artilleriets skydemetoder har ændret sig i en sådan grad, at det er absolut påkrævet, at den mand, der sidder i maski nen, er en artillerist. Dette krav vil et enhedsluftvåben, som rekruterer sine piloter ikke alene fra hærens forskellige våbenarter, men også fra søværnet, ikke kunne opfylde. Desuden kan man ikke regne med, at luftvåbnet kan afse maskiner til denne tjeneste. Endelig er det af meddelelsestekniske grunde påkrævet, at der i begge ender af forbindelsen sidder en artillerist. Den nye ordning går ud på, at hver divisionsartillerifører har rådighed over et antal luftobservatører. Det skal i denne forbindelse nævnes, at der her er tænkt på en division af den størrelse, man opererede med under den sidste krig. Disse artilleriflyvere hører til luftvåbnet, hvorfra forsyninger og erstatninger tilgår, men flyves af artilleriofficerer og er til udelukkende rådighed for divisionsartilleriføreren (korpsartilleriføreren). De må således aldrig anvendes til rekognosceringsopgaver. Divisionsartilleriføreren fordeler luftobservatørerne til regimenterne med 2 maskiner til hver afdeling, og det er så en pligt for enhver artillerifører, der har underlagt artilleriflyvere, at planlægge luftobservation i detailler, herunder fastlæggelse af det område, i hvilket artilleriflyverne skal virke.

Den ny ordning har følgende fordele frem for den gamle:

— Artilleriofficeren, der er flyveuddannet ved enhedsluftvåbnet, kan fra sit observationsstade ikke blot observere nedslagene og rapportere deres beliggenhed, men han kan — netop fordi han er artillerist — lede hele regimentets (afdelingens) ild oppe fra sin maskine og har således mulighed for at bringe ilden hen over målet, eventuelt flytte den til et mere lønnende mål.

— Ordningen tilsikrer, at der i begge ender a f forbindelsen er en artillerist, og erfaringen har vist, at dette er en absolut nødvendighed, hvis ildledelsen skal gennemføres med den hurtighed, som kampen som oftest vil kræve.

— Desuden er det en uvurderlig fordel, at artilleriobservatøren, der nøje kender sit våbens muligheder og begrænsninger, er i stadig forbindelse med de pågældende skydeofficerer på jorden.

— Sidst, men ikke mindst, er det af afgørende betydning, at det pågældende regiment har maskinerne ved hånden, således at der kun hengår nogle få minutter fra det øjeblik, ønsket om at få luftobservation opstår, og til denne kan iværksættes.

For lettere at forstå artilleriflyvernes arbejde, virkemåde og virkemuligheder skal her i uddrag citeres nogle af de engelske bestemmelser for deres anvendelse: E n artilleriflyver er en ubevæbnet, langsomtgående maskine, som er i stand til at lande og starte på en meget begrænset plads. Den er forsynet med radio, som sætter føreren i stand til at holde forbindelse med artilleriafdelingen på jorden. Føreren skal være artilleriofficer. E n artilleriflyver bør af hensyn til sårbarheden ikke være i luften længere end 20 minutter, ligesom flyvehøjden ikke bør overstige 200 m. Den må ikke flyve over fjendtligt territorium eller indenfor det fjendtlige luftværnsartilleris rækkevidde. Den bør ikke benyttes til andet end artilleriobservation i snævert samarbejde med den enhed, den er underlagt. En luftobservatør er ikke andet end et observationsstade, som er i stand til hurtigt at bevæge sig i alle 3 dimensioner og således kan lede artilleriets ild betydelig bedre, end observatøren på jorden kan gøre det. Han har således mulighed for at samle ilden fra afdelingen, regimentet eller divisionsartilleriet mod lønnende mål. I den engelske organisation hører artilleriflyverne under korpsartilleriføreren, der fordeler et antal maskiner til divisionsartilleriførerne.

Hvad materiellet angår, så vil det, som det fremgår af ovenstående, være nødvendigt at anskaffe små langsomtgående maskiner, der kan starte og lande på meget begrænsede pladser. Her er vi så heldigt stillede, at der her i landet fremstilles maskiner, der meget nær opfylder de krav, som man må stille til en artilleriflyver. De af A/S Skandinavisk Aero Industri byggede maskiner af typen KZ III og K Z VII Lærke besidder så at sige alle de ønskede egenskaber.

Skærmbillede 2020-06-17 kl. 11.12.26.png

A f disse to maskintyper fremstilles K Z III ikke mere, men da såvel tegninger som værktøj stadig eksisterer, kan fabrikationen naturligvis til enhver tid genoptages. Prisen på denne maskine var ca. 25.000 kr. K Z VII Lærke er utvivlsomt en af de maskiner, der kommer den a f englænderne anvendte »Austermaskine« nærmest. K Z VII Lærke koster 35.000 kr. Den har en startdistance på 150 m og et landingsafløb på 70 m. Der er 360 0 fuldt udsyn i vandret plan og godt udsyn nedefter. Den er oprindelig indrettet til 4 personer, men da der højst skal være 2 mand i en artilleriobservationsmaskine, vil der være rigelig plads og vægtmæssig margin til at indbygge en SMH-station i maskinen.

Den omstændighed, at denne maskintype kan fremstilles her i landet, må være medvirkende til, at man uden alt for store betænkeligheder beslutter sig til at anskaffe disse for artilleriets virkemuligheder og virkeevne så vigtige observationsmaskiner. Med hensyn til uddannelsen a f observatørerne skal det sluttelig anføres, at den normalt skal foregå ved enhedsluft-

Skærmbillede 2020-06-17 kl. 11.12.51.png

våbnet, hvorunder artilleriflyverne hører. Som en m idlertidig foranstaltning vil undervisningen uden vanskelighed kunne foregå på en eller flere af de civile flyveskoler, der findes her i landet. E n sådan fremgangsmåde ville muligvis i begyndelsen være den mest naturlige for at få undervisningen påbegyndt på et tidspunkt, hvor de militære flyveskoler er hårdt spændt for i forvejen. Da sådanne luftobservatører kun kommer til at virke i klart vejr og i øvrigt kun skal være i stand til at bringe deres maskine op på et for observationen fordeltagtigt sted, skulle der ingen grund være til at lære dem blinflyvning eller luftakrobatik i større omfang. Uddannelsen på en civil flyveskole ville således, hvis man regner med 30— 35 timers træning komme til at koste 2000— 3000 kr. pr. elev. Uddannelsen kunne f. eks. foregå samtidig med, at de unge artilleriofficerer gennemgår almindeligt kursus på artilleriskydeskolen. Hvis man på denne måde lader alle artilleriets unge o fficerer få lejlighed til at observere fra luften og dermed giver dem en uddannelse, som vil bibringe dem en bedre forståelse af den betydning, det har, at artilleriet slører sig godt og overholder en streng spordisciplin, så er der mulighed for, at vort artilleri i fremtiden vil få en mere feltmæssig optræden. A f de elever, der er de dygtigste skydeledere, og som tillige viser sig mest kvalificerede til at flyve, uddanner man så 2 pr. regiment på hvert kursus. T il slut skal anføres en udtalelse i »Military Review« fra oktober 1944: »I Italien var de allieredes langsomtgående artilleriflyvere ofte mere frygtede af tyskerne end nogen anden flyvemaskintype. De var klar over, at de, hvis de røbede sig for disse artilleriets »øjne«, meget snart vilde få det samlede artilleris ild over sig, af hvilken grund de helt indstillede ildafgivelsen.«

F. M. Hilbert.