Log ind

Arktis i historisk belysning - En kort historisk og geografisk præsentation af området

#

Kommandør Poul Grooss, (pensioneret). Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.

Ilulissat-erklæringen

Siden Ilulissat-erklæringen fra den 28. maj 2008 har der været særdeles megen omtale af de arktiske områder. Repræsentanter fra de fem arktiske kystnationer USA, Canada, Norge, Rusland og Danmark/Grønland mødtes i Ilulissat (Jakobshavn) og underskrev her en erklæring om at handle ansvarligt og lade uoverensstemmelser løses gennem forhandlinger. Med den reducerede udbredelse af polarisen går de fem lande en ny tid i møde, som kræver samarbejde omkring sårbare miljøbalancer og råstofudvinding. Erklæringen rummer også en opfordring til et styrket samarbejde omkring Det arktiske Råd og den International Maritime Organisation, IMO. Sidstnævnte hører under FN. Søredningstjenesten og sejladssikkerheden vil også stille større udfordringer, såfremt råstofudvinding, handelsskibstrafik, passagertrafik og flytrafik i området forøges kraftigt. Denne artikel ser på områdets betydning i historisk perspektiv, herunder dets militære betydning gennem tiderne, opdagelsesrejser og økonomiske interesser. Kina får en fremtrædende plads i den aktuelle debat om muligheder og begrænsninger i Arktis. Kinas stormagtsstatus og finansielle baggrund danner baggrund for politiske og økonomiske interesser i området. Kina har et støt stigende forbrug af energi og råstoffer, og en del af fremtidens behov kan skaffes fra Arktis. En del af investeringerne i olie- og gasudvinding samt minedrift har i dag kinesisk baggrund. Kineserne har ikke tidligere opereret i de arktiske områder, og Kina omtales derfor ikke under den historiske gennemgang. Under Den kolde Krig var der en stormagtskonfrontation mellem USA og Sovjetunionen hen over Arktis. Såfremt forholdene mellem USA og Kina forværres, kan der komme en ny konfrontation her mellem USA og Kina. Rusland har i 2007 – inden Ilulissat-erklæringen - markeret sig ret militant og lidet diplomatisk ved at lade to miniubåde plante det russiske flag på havbunden ved Nordpolen. Det var en slags markering af ”den naturlige russiske ret til området”, men året efter fik den danske udenrigsminister Per Stig Møller arrangeret Ilulissat-konferencen, som siden har været med til at dæmpe gemytterne. Tilbage står dog afgørelsen fra FNs såkaldte ”Sokkelkommission”, som skal afgøre hvilke kyststater, der får rettigheder i de arktiske områder. Herunder også fordelingen af selve polområdet. Hvis Danmark får medhold i betragtningen om, at Grønland geologisk hænger sammen med Lomonossov-højderyggen på havbunden ved Nordpolen, så kan Nordpolen blive dansk/grønlandsk område. Nordpolen er i sig selv et uinteressant punkt på isen i Polhavet. Hvis en afgørelse går Rusland imod, kan en øget spænding i området måske blive et af resultaterne. I dag er der, som nævnt, fem kystnationer i Arktis. Set i historisk perspektiv falder antallet af aktører til tre nøglepersoner. Det drejer sig i hovedsagen om den russiske tsar, den danske konge og den britiske regent, og det fremgår af den historiske gennemgang. Tsaren havde områderne nord for Rusland, Sibirien og Alaska. Den dansk-norske konge havde stort set hele Nordatlanten, og den engelske regent havde Canada. Kendskabet til de arktiske områder var af gode grunde meget begrænset og sagt meget diplomatisk, så har beslutningstagerne og de kronede hoveder gennem tiderne kun haft vage anelser om, hvad deres beslutninger egentlig gik ud på. En ting stod dog klart. Der kunne måske være mange penge på spil, og her har udviklingen givet dem ret.

Betegnelserne Arktis og Antarktis

De gamle grækere lod jordens nordlige område opkalde efter stjernebilledet ”Bjørnen”, som på græsk hedder Arktos. Der er tale om stjernen ”Store Bjørn”, som på latin hedder Ursus Major. Landet under Arktos fik betegnelsen Arktis, som er en afledning af Arktos. 44’ (bueminutter) herfra ligger ”Nordstjernen”, Stella Polaris, som alle søfolk gennem tiderne har brugt til at navigere efter. Den indgår i stjernebilledet ”Lille Bjørn” som den vigtigste stjerne og betegnes på latin som Alfa Ursae Minores. Grækerne kaldte det modsatte polområde for Ant-Arktis, hvilket betyder ”modsat bjørnen” eller ”modsat Arktis”.

Det arktiske områdes begrænsninger

Fra polarcirklen og nordpå kan man opleve fænomenet ”midnatssol”. Det arktiske område er per definition det område, som ligger nord for den nordlige polarcirkel, det vil sige nord for 66º 33’ 39’’ nord, hvor midnatssolen indtræffer den dag, det er midsommer. Nord for denne breddegrad ligger Arktis, syd herfor ”den nordlige tempererede zone”. Ved at trække breddegraden fra 90º får man afstanden til Nordpolen, som er 23º 26’ 21’’. Hver breddegrad er på 60 bueminutter (60’), som hver er på 1 sømil (1.852 meter). Fra polarcirklen er der derfor 23 x 60 sømil + 26,35 sømil = 1.380 + 26,35 = 1.406,35 sømil eller 2.604,5 km til Nordpolen. Der er kun meget begrænsede bebyggelser nord for polarcirklen. Området omfatter den allernordligste del af Rusland, inklusive det meste af Kola-halvøen, det nordlige Sibirien, en del af Alaska og det nordlige Canada samt Grønland nord for Sisimiut /Holsteinsborg. Polarcirklen rører de nordligste punkter af Island og går gennem Norge syd for Bodø. Sverige og Finland har tillige områder nord for polarcirklen, men de har ikke kyster ud til de arktiske områder. De tre største byer nord for polarcirklen er alle russiske: Murmansk, Norilsk og Vorkuta. Tilsvarende findes der et antarktisk område syd for 66º 33’ 39’’ syd, hvor man kan opleve midnatssol seks måneder forskudt fra Arktis. En stor del af den øjeblikkelige debat handler specifikt om delingen af Polhavet mellem de fem arktiske kyststater. Under beskrivelsen af de arktiske områder og udforskningen heraf vil en del af omtalen stamme fra områder, som ligger syd for polarcirklen. Kamchatka-området og Alaskas øgruppe Aleuterne, strækker sig eksempelvis helt ned til omkring 50º nord, men vejret i disse områder er så skrækkeligt, at det ofte regnes med til Arktis, og det var polarforskere, som udforskede det.

Polområdernes militære anvendelse samt sejladsmuligheder og råstofudvinding

Antarktis er afmilitariseret i følge Antarktistraktaten fra den 1. december 1959. Militær aktivitet er ikke tilladt. I 1998 blev der endvidere underskrevet en protokol om miljøbeskyttelse af Antarktis, og hele området er udlagt som naturreservat med særlig henblik på at fremme videnskab og forskning. Det var Captain James Cook, RN, som under en af sine ekspeditioner i slutningen af 1700-tallet konstaterede, at Antarktis var et selvstændigt kontinent. Han sejlede hele vejen rundt om det. Det arktiske område er derimod tillagt stor militær betydning gennem de senere år. Området har stort set været utilgængeligt, indtil man fik skibe med tilstrækkelig stor maskinkraft og fly, som kunne overflyve området. Nu er der satellitter over området, fly i luften, skibe på Nordpolen og ubåde under isen i Polhavet. Svalbardtraktaten af 9. februar 1920 afmilitariserer Svalbard inklusive Bjørneøen. Geologiske undersøgelser har stillet i udsigt, at der findes store forekomster af olie og gas i det arktiske område, som med moderne teknologi godt kan udnyttes. Det bliver dog ikke uden problemer. I de potentielle udvindingsområder kan der forekomme ekstreme vejrforhold, meget lave kuldegrader og store vanddybder. Hermed bliver miljøproblemerne en voksende udfordring, som også kan komme til at påvirke fiskeriet i området. Sker der yderligere reduktion af havisen i Arktis, kan de to søveje fra Europa til Asien udnyttes af skibsfarten: Nordostpassagen og Nordvestpassagen. Det kræver dog isbryderassistance og isforstærkede skibe. Et fragtskib, som udnytter Nordostpassagen, den alternative rute fra Europa, nord om Rusland og Sibirien til Kina, kan spare 40 % af olieforbruget. Nordvestpassagen går vest om Grønland igennem canadisk farvand nord om Canada og Alaska ud i Stillehavet. En atomubåd kan sejle direkte fra Nordatlanten, mellem Norge og Grønland, under isen ved Nordpolen og komme ud i Stillehavet via Beringstrædet. To kanaler har allerede været med til at reducere afstanden mellem Stillehavet og Atlanten. I 1869 blev Suez-kanalen åbnet, så man kunne undgå at gå sønden om Afrika, og i 1913 blev Panama-kanalen åbnet. Den var et alternativ til ruterne sønden om både Sydamerika og Afrika.

Polområdet under Den kolde Krig Under

Den kolde Krig var polområdet vigtigt, hvilket fremgår af et kig på en globus. Skulle de to supermagter udveksle kernevåben med enten ballistiske missiler eller bombefly, ville den korteste afstand være over polområdet. Hermed kom der et tilsvarende behov for at opstille varslingsstationer, som kunne se over det samme område. Da det blev muligt at få ballistiske missiler om bord i ubåde, var rækkevidden på våbnene beskeden. De amerikanske ubåde skulle derfor tæt på de sovjetiske kyster, medens de sovjetiske skulle ligge tæt ved den amerikanske øst- og vestkyst. Efterhånden som de tekniske muligheder blev forbedret, kunne ubådene operere fra hjemlige farvande, men våbnene skulle stadig over polområdet. På basen i Thule var der både varslingsstationer og B-52-bombefly. Tilsvarende opererede sovjetiske bombefly i de arktiske områder. I Thule opstillede amerikanerne en kæmpemæssig ”phased array” radar. (En sådan radar har ikke roterende antenne, men en fast antenne, hvor antennen selv varierer faserne i radarsignalet og dermed laver et elektronisk ”radar sweep” selv. Radaren indgik i BMEWS-kæden (Ballistic Missile Early Warning System). De to øvrige radarstationer i kæden, som skulle se efter ballistiske missiler, lå i henholdsvis Fylingsdale i England og Clear i Alaska. DEW-Line var en anden varslingskæde, som gik fra Alaska og tværs over Canada og Grønland. Forkortelsen stod for Distant Early Warning Line. Det var et radarsystem, som skulle varsle mod angribende bombefly. Kæden havde fire stationer tværs over Grønland og den grønlandske indlandsis. Fra vest mod øst hed de DYE-1, DYE-2, DYE-3 og DYE-4. De blev lukket i begyndelsen af 1990’erne, da Den kolde Krig ophørte. Opdagede man indkommende fly, kunne man ”scramble” (opsende) luftforsvarsjagere fra Thule, det arktiske Canada og Alaska, som indgik i luftforsvaret over Nordamerika. Russerne havde opstillet tilsvarende varslingskæder i det nordlige Sibirien og Rusland. De hørte under det nationale luftforsvar PVO 1 Strany. Det var et selvstændigt værn, som desuden rådede over missilluftforsvaret og jagerregimenter med luftforsvarsjagere. Sovjetiske bombefly patruljerede i polområdet, typisk med BEAR (Tupolev Tu-95) og BISON-fly (Myasishchev M-4 Molot). Ved Rogachevo på Sydøen af Novaya Zemlya havde PVO en flyvebase. Øerne er nok mest kendt for atomsprængninger. Her sprængte Sovjetunionen 224 kernevåben, inklusive historiens største brintbombe på over 50 megatons. I havet udenfor har Sovjetunionen i de seneste årtier dumpet radioaktivt affald, inklusive seks ubådsreaktorer og ti øvrige reaktorer. Arkhangelsk ligger lige syd for polarcirklen. Ikke langt fra Arkhangelsk ligger byen Severodvinsk (som betyder byen ved den nordlige Dvinaflod 2). Her lå meget store skibsværfter, som under Den kolde Krig producerede op til fem-seks atomubåde om året til den sovjetiske flåde. Ca. to tredjedele af den sovjetiske ubådsbaserede atomtrussel opererede fra Nordflådens baser, mens den sidste trediedel tilhørte Stillehavsflåden. Disse ubåde opererede fra Petropavlovsk-området på Kamchatka. Herfra var der direkte adgang til den dybe del af Stillehavet. Fra Nordflådens område var der det problem, at det kystnære område var relativt lavt, så man skulle et stykke ud for at nå havområderne med de store dybder. Det var her, at den russiske atomubåd Kursk forliste i august 2000. Under Operation Homerun fra den 21. marts til den 10. maj 1956 udførte USAF 156 ”sorties” (flyvninger/flyafgange) med fly fra Thule, som fløj ind over sovjetisk territorium langs kysten til Det nordlige Ishav. Det var en operation, som skulle teste det sovjetiske overvågnings- og jagerberedskab. Da amerikanerne udviklede atombomben og et langtrækkende strategisk flyvevåben med bombefly, så udviklede Sovjetunionen det tilsvarende. For at holde øje med udviklingen indsatte amerikanerne en rekognosceringsversion af B-47-flyet, RB-47E, i en lang række indhentningsmissioner for efterretningstjenesterne. Tre af flyene blev skudt ned, og sovjetiske jagere prøvede ofte at angribe flyene. Den første flyvning fandt sted den 15. oktober 1952, hvor en RB-47E fra Alaska fløj over det østlige Sibirien for at følge udviklingen på de sovjetiske flybaser der. De amerikanske fly krænkede sovjetisk luftrum under flyvningerne. Den 8. maj 1954 havde planlæggerne forregnet sig under en flyvning rettet mod de sovjetiske basekomplekser på Kola-halvøen. Flyene kunne flyve fra MIG-15, men ukendt for efterretningsfolkene var der nu også MIG-17-fly i området. De fulgte flyet og beskød det fra Kola-halvøen og indtil de var over finsk område. Det amerikanske fly fortsatte ind over svensk luftrum. På grund af en del skudhuller faldt brændstofbeholdningen, men flyet mødte et tanker-fly, så det kunne lande på RAF Fairford i Gloustershire. Den 1. juli 1960, præcis to måneder efter den spektakulære nedskydning af U-2-flyet ved Sverlovsk, nedskød nogle MIG-19-fly fra PVO et amerikansk RB-47E-fly over internationalt farvand i Barentshavet. Af de seks ombordværende blev fire dræbt. De to overlevende sad syv måneder i Lyubyankafængslet i Moskva, før de blev løsladt.

Vikingerne i de arktiske områder

Nordboerne koloniserede gradvist øerne i Nordatlanten. Det var hovedsageligt nordmænd, som udnyttede kendskabet til breddesejlads. De nordatlantiske områder kom derfor naturligt til at høre under den norske krone. Før skibsuret blev opfundet midt i 1700-tallet, var det meget vanskeligt at beregne sin længdegrad, men det var til gengæld forholdsvist enkelt at beregne breddegraden eller at forblive på den samme breddegrad. Hvis man tager til Bergen, kommer man til 60º nordlig bredde. Herfra sejlede vikingerne stik vest ad denne breddegrad til de nåede Shetlandsøerne. Herfra atter ad 60º nord, sønden om Færøerne, som man fik kending af ved havfuglene – uden at kunne se selve øgruppen. Det bragte dem videre syd om Island, direkte til Grønlands sydspids, Kap Farvel. Omkring år 980 tog Erik den Røde fra Island og fandt Grønland. I Sydvestgrønland var der nordbo-bosættelser i nogle hundrede år, men klimaet blev gradvist forværret, og befolkningens overlevelsesmuligheder blev tilsvarende gradvist forringet. Til sidst ophørte donationerne til pavekirken i Rom, og det var tegnet på, at befolkningen var uddød. I Grønland var der allerede en befolkning. Grønland er i flere perioder blevet befolket af forskellige eskimostammer via Nordamerika. Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, tog videre vestpå og fandt ”Vinland” omkring år 1000. I 1960 fandt man en større vikingebeboelse på New Foundlands nordspids, ved l’Anse aux Meadows, som er den eneste identificerede vikingeboplads i Nordamerika. Vikingerne har formentlig kun bosat sig her i en kort periode omkring år 1000. Der er tegn på vareudveksling mellem eskimoer og nordboer, men sagaerne taler også om blodige kampe. Modstanderne blev kaldt skrællinger, som betyder såvel svag som fej. Der var formentlig tale om indianere fra Algonkin-stammen, som var for talrige for vikingerne. Bebyggelsen måtte opgives.

Den begyndende udforskning af det arktiske Rusland

Vikingerne fra det nordlige Norge fulgte også kysten rundt om Nordkap og videre langs Kola-halvøen og tværs over Hvidehavet. De kom til området omkring Dvinas munding. De kaldte området for Bjarmeland. I 1100-tallet fik købmændene i fyrstendømmet Novgorod interesse for handlen i dette område, og de sørgede for, at der blev bygget et kloster til ære for ærkeenglen Mikhail (Mikael), som er den vigtigste af englene i den russisk-ortodokse tro. I 1478 erobrede storfyrsten fra Moskva, Ivan III, området. Den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barents ledte i slutningen af 1500-tallet efter Nordostpassagen, det vil sige søvejen til Kina og Japan, nord om Rusland og Sibirien. Farvandet var totalt ukendt for vesteuropæere. I 1596 fandt han både Bjørneøen og Svalbard. (Bjørneøen regnes normalt med til øgruppen Svalbard, selv om den ligger langt syd herfor.) Barents navngav den største ø i øgruppen ”Spitsbergen” på grund af de spidse tinder. Barents omkom på Novaya Zemlya i 1597. Hans skib isede inde, og han overlevede ikke overvintringen. Barentshavet blev opkaldt efter ham. Rusland havde i stedet for en storfyrste nu fået en tsar. Tsar Ivan IV (Ivan den Grusomme) fik underretning om, at nogle engelske søfolk i 1553 var havnet ved Dvinas munding ved et uheld. Den 6. februar 1555 gav han dem tilladelse til oprettelsen af The Muscovy Company, hvorigennem handlen med englænderne skulle organiseres. Her foregik en del handel med købmænd og skippere fra England og senere tillige fra Skotland og Nederlandene. Den by, som lå ved Dvinas munding, og som havde et kloster opkaldt efter ærkeenglen Mikhail, kaldte englænderne af høflighed – på en blanding af engelsk og russisk – for ”Arch- Angel – sk”, og det blev til Arkhangelsk. Allerede den 15. august 1562 fik den danske konge rettigheder til handel på Arkhangelsk. Englænderne var meget interesserede i søhandel i dette område og havde store ambitioner. Omvendt var den russiske tsar meget interesseret i at kontrollere handelen, så han ville ikke give området frit for englænderne. Tsaren forbød udlændinge at handle andre steder i området. Under Christian IV kom den danske start på ”merkantilismen”. Kongen var klar over de store økonomiske perspektiver i den gryende handel, og når man skal varetage sine handelsinteresser sender man Flåden. Kongen besøgte selv Norge 25 gange i sin regeringstid. Han kom med Flådens skibe, og blandt andet rundede han Nordkap og inspicerede fæstningen på Vardø. Han rejste ”incognito” som kaptajn Christian Frederiksen. Københavns borgmester, Mikkel Vibe, havde siden 1598 tjent store penge på handel fra Vardøområdet. Christian IV følte som dansk-norsk konge, at store dele af Det nordlige Ishav og Nordatlanten hørte under kronen. Den teori var baseret på troen om, at Svalbard var landfast med Østgrønland, og dermed blev hele havet mellem Grønland og Norge hans. Det fremgår af et af datidens kort. Kongen ville gerne opkræve afgifter på den lukrative hvalfangst, primært udført af englændere og nederlændere. Der var også en del af hans egne undersåtter, som drev hvalfangst. Det var søfolk fra Fanø, Rømø, Flensborg og København. Christian IV udrustede en ekspedition til Grønland fra 1605 til 1607. I 1610 sendte han sin admiral Jens Munk til Novaya Zemlya og videre til Kara-havet. I 1615 blev admiralerne Jørgen Daa og Jens Munk sendt til Arkhangelsk, og i dette farvand fangede de den berømte og eftersøgte spanske sørøver Mendoza. Han blev ført til København og hængt. Kongen og officererne delte Mendozas skat.

Danske interesser i Nordatlanten

I 1616 oprettede Christian IV ”Det islandske Kompagni”. I samme periode søgte han også handelsindtægter fra ”de varme lande”. Adelsmanden Ove Gjedde blev i 1618 sendt til Indien for at skaffe en koloni – Trankebar. I 1619 til 1620 sendte han Jens Munk op for at finde Nordvestpassagen. Kongens opgave lød: ”Kan man sejle gennem Hudsonbugten og komme nord om det amerikanske kontinent og nå ud til Stillehavet?” Jens Munk tog af sted med to skibe, Enhjørningen og Lamprenen 3, med i alt 64 søfolk om bord. De blev fanget i isen og kunne ikke komme ud af Hudsonbugten før næste sommer. På det tidspunkt var 61 af søfolkene bukket under for skørbug. Jens Munk og de to øvrige satte det lille skib Lamprenen i stand og sejlede hjem til Norge, hvilket i sig selv var noget af en bedrift. Da Jens Munk kom retur til Norge, blev han kastet i fængsel af lensmanden i Bergen. Han havde jo tilsyneladende ikke udvist fornøden omtanke med brug af majestætens midler. Christian IV fik ham dog løsladt lidt senere på året. Den 20. april 1619 oprettede Christian IV et nyt handelskompagni, ”Det Petsoriske Kompagni”, som skulle drive handel ved Pechoraflodens munding lige syd for Novaya Zemlya. Den 15. maj 1619 sendte kongen derfor en udsending til den russiske tsar for at foreslå øget samhandel, bygning af pakhuse, aftale skat og told og meget mere. Tidspunktet var meget dårligt valgt, for engelske købmænd havde i 1617 søgt at omgå tsarens bestemmelser og handle direkte med de lokale langs kysten over en meget stor strækning østover. Tsaren gav et blankt nej. Da Christian IV sendte en ekspedition for lige at markere den danske konges rettigheder i området, gik det galt. Instrukserne har måske ikke været helt klare, men de ihærdige officerer på Flådens skibe beslaglagde i det mindste en russisk skatteopkrævers pengekasse, og så blev den russiske tsar fornærmet. Han blev så fornærmet, at det ikke var glemt ved forhandlingerne otte år senere. Knap to hundrede år senere, ved napoleonskrigenes afslutning, mistede Sverige Finland, som blev afstået til Rusland som et storfyrstendømme med den russiske tsar som storfyrste. Til gengæld kom Norge nu under den svenske krone. De svenske forhandlere var ikke opmærksomme på, at de kun gjorde krav på ”Fastlandsnorge”. Hermed forblev Færøerne, Island og Grønland under den danske krone efter 1814.

Udforskningen af Rusland og Sibirien

Sibirien blev lagt under den russiske krone, efter kosakhøvdingen Vasilij Timofeevich Yermak i 1581 til 1583 havde slået de lokale stammer med en kosakstyrke. Han var oprindelig udsendt af den velhavende Stroganov-familie, som helt frem til 1722 havde monopol på handelen i Sibirien. Kosakker nåede frem til Det okhotske Hav i 1638. Det okhotske Hav betyder egentlig ”jægerhavet”. Kosakken Semjon Deshnev har formentlig mellem 1646 og 1648 sejlet fra Sibiriens nordkyst og ned gennem Beringstrædet i en skindbåd. Da Peter den Store mange år senere overtog den russiske trone, var han meget interesseret i Arkhangelsk, og han lod tre skibe bygge her, men han var klar over områdets begrænsninger. Havet frøs til i ca. fem måneder om året, og derfor var han interesseret i at bruge Østersøen i stedet. Da han efter nogen strid om tronen med sine søskende endelig fik den enevældige magt som tsar i 1696, besluttede han, at Rusland skulle være en stor sømagt, og at landet skulle drive en omfattende søhandel. Derfor besluttede han sig for at erobre mundingen af floden Don, så Rusland ville få adgang til Det azovske Hav og dermed også til Sortehavet og videre ud til Middelhavet. Det krævede dog, at Det ottomanske Imperiums magt blev stækket. I Østersøen var Nevaens munding hans mål. Ved freden i Nerchinsk i 1689 havde Rusland mistet mundingen af Amurfloden til den kinesiske kejser Kang-Hi. Peter den Stores territoriale ønsker kom til at præge russisk udenrigspolitik i de næste århundreder. Amur-flodens munding generobrede Rusland midt i 1800-tallet. I 1703 erobrede Peter den Store Neva-flodens munding fra svenskerne, og her grundlagde han en by, som allerede i 1712 blev Ruslands hovedstad, Sankt Petersborg. Han beordrede, at al udenrigshandel skulle finde sted her, og dermed mistede det nordlige område en betydelig handel og omsætning. Englænderne foretrak også at handle igennem Østersøen, men hvis der var krig her, så havde man en ekstra mulighed for at skaffe sig sine fornødenheder fra Arkhangelsk, men det var væsentligt dyrere og mere risikabelt at besejle de nordlige områder. Fra Rusland kunne England skaffe sig de fleste fornødenheder til at drive en stor flåde og en stor handelsflåde: Tømmer til skibsbygning, mastetræer, hamp og hør til tovværk og sejl, tjære og meget andet. Nogle få måneder inden Peter den Store døde i 1725, hidkaldte han kommandør Vitus Bering. Han skulle forestå Den første Kamchadalske Ekspedition (det vil sige til Kamchatka-området), som tsaren ønskede gennemført for at finde ud af, hvor stort det russiske rige var, og om Sibirien var landfast med Amerika. Peter den Store havde allerede i 1719 sendt to polakker ud til Kamchatka, Ereinov og Feodor Lushkin, på en indledende rekognoscering. Vitus Berings ekspedition kom til at vare fra 1725 til 1730, og den blev efterfulgt af Den anden Kamchadalske Ekspedition fra 1733 til 1743, som også blev ledet af Vitus Bering. Han døde dog i 1741 på vejen hjem fra Alaska. Tsaren havde krævet, at det blev en videnskabelig ekspedition. Den ny tid krævede, at al ting så vidt muligt skulle måles. Der deltog en række videnskabsmænd, og en af Berings opgaver blev at tegne kort og lave positionsbestemmelser. En af forskellene på de andre store opdagelsesrejsende søfarere og Vitus Bering var, at Vitus Bering skulle tværs over et ukendt kontinent – som viste sig at være på 12.000 km i uvejsomt terræn, og når han nåede kysten af Stillehavet, skulle han bygge ekspeditionens skibe. Derfor var hans ekspeditioner godt udrustet med værktøj og dygtige håndværkere. Vitus Bering nåede på sin første ekspedition op igennem strædet, som senere blev opkaldt efter ham. Den 16. august 1728 vendte han om på 67º 18’ nord. På grund af lav sigt kunne han ikke se Alaska, men han havde konstateret, at Amerika og Asien ikke var landfast – i hvert tilfælde indtil denne breddegrad. På den anden ekspedition passerede man øerne i Aleuterne og nåede Alaskas kyst. Alaska blev lagt under tsarens krone. Bering foretog nogle nøjagtige målinger, og takket være to måneformørkelser i henholdsvis 1728 og 1729 samt en såkaldt Venus-passage lykkedes det for ham at foretage nøjagtige bestemmelser af længdegraderne. Hermed havde den russiske regent fået svar på spørgsmålet om, hvor stort det russiske riges udstrækning var. Den engelske opdagelsesrejsende, Captain James Cook, RN, kom i 1778 til samme farvand og roste Bering for hans nøjagtige og præcise observationer. Cook havde fået ordre af den britiske majestæt til at finde Nordvestpassagen, og han søgte op igennem Beringstrædet og østover, rundt om Alaska, men ismasserne tvang ham til at returnere den 18. august ved Point Belcher. To andre danskere skal nævnes i denne forbindelse. Den ene var løjtnant på Berings skib Svyatoi Gavrijl (Sankt Gabriel) under den første ekspedition. Det var løjtnant Martin Pedersen Spangsberg 4 fra Jerne ved Esbjerg. Under den følgende ekspedition blev han forfremmet og deltog som skibschef under et togt fra 1738 til 1740, hvor han fandt søvejen til Japan og opmålte en del af Stillehavets øer. Den anden var Peter Lassenius. Som nogle delmål under Den anden Kamchadalske Ekspedition skulle nogle hold stå for opmåling af hele Ruslands nordlige kyststrækninger. Alt dette var også under Berings ledelse. Løjtnant Stepan Malygin opmålte fra Pechorafloden til Obs munding. Løjtnant Dmitri Ovtsin opmålte området fra Ob til Jenisei, og den dansk-norske løjtnant Peter Lassenius skulle opmåle Lenas løb og kysten fra Lenas munding og rundt til Kamchatkas kyst. Lassenius’ besætning på i alt 50 mand måtte overvintre, og 42 af dem, inklusive Lassenius selv, omkom den første vinter på grund af skørbug. De russiske tsarer havde benyttet det nordlige Rusland og Sibirien som et bekvemt opholdssted for datidens politiske fanger. Denne tradition blev overtaget af kommunisterne, og Stalin perfektionerede lejr-systemet GULAG til et system, nøjagtigt på samme måde, som SS brugte de tyske KZ-lejre i Tyskland som virksomheder med billig arbejdskraft. Stalin havde i øvrigt selv tilbragt en årrække inden revolutionen i Sibirien. I nogle af Stalins lejre i det nordøstlige Sibirien var der så koldt, at der ikke var noget hegn om lejrene. Man kunne simpelthen ikke overleve, hvis man flygtede. Her var de koldeste målinger i verden, indtil videnskabsmænd i Antarktis målte en ny rekord. De arktiske områder i Sibirien er særdeles tyndt befolkede.

Kysten ved Barentshavet

Under Den første Verdenskrig sendte ”ententen” forsyninger til Rusland via konvojer til Arkhangelsk. Da revolutionen kom, sendte såvel Storbritannien som USA militære styrker til området for at bistå med nedkæmpelsen af ”de røde”. Modstanden mod Lenins revolution var dog på ingen måde koordineret, hvilket var årsagen til, at revolutionen lykkedes. Under Den anden Verdenskrig sendte USA og Storbritannien konvojer nord om Norge og videre til Murmansk og Arkhangelsk. I Nordnorge lå tyske slagskibe, krydsere, destroyere, ubåde og et stort antal fly, som alle kunne angribe konvojerne. Da Den finske Vinterkrig sluttede den 13. marts 1940, mistede Finland blandt meget andet også sin eneste isfri havn. Den gik ud til Barentshavet, og i dette område er der isfrit hele året fra den norske kyst og frem til Murmansk på grund af den varme Golfstrøm. Udover havnen var russerne også interesserede i de rige nikkelforekomster i området, som gik til Sovjetunionen ved samme lejlighed.

Svalbard

Svalbard er en stor øgruppe i Det nordlige Ishav, som har været kendt af vikingerne. Landet hørte under den dansk-norske krone under Christian IV. I 1700-tallet var der omfattende hvalfangst i de omkringliggende farvande. I slutningen af 1800-tallet vægrede Norge sig ved at overtage området, og det samme skete umiddelbart efter den norske selvstændighed i 1905. Efter Den første Verdenskrig overtog Norge imidlertid ansvaret for øgruppen. Det skete i forbindelse med underskrivelsen af Svalbardtraktaten, som beskriver fangstmuligheder og udnyttelse af ressourcerne i området. Svalbard er demilitariseret. Der er store kulforekomster på øerne, og det har russerne udnyttet i perioder. Russerne forblev på øe,n da Den anden Verdenskrig brød ud, men da Sovjetunionen blev angrebet, bragte britiske orlogsskibe russerne til Sovjetunionen og nordmændene til Storbritannien. Der var en række kamphandlinger på øerne. Briter og nordmænd gik i land, men tyskerne kom med en landgangsstyrke fra slagskibene Tirpitz, Scharnhorst og ti destroyere. Både tyskerne og briterne havde vejrstationer i området. I 1950 kom den traktattilføjelse, at såfremt neutraliteten på Svalbard blev krænket, kunne NATO skride ind. Den største ø hedder Spitsbergen, og den er på størrelse med Danmark. Befolkningen udgøres blot af ca. 1.800 nordmænd og 800 russere. Øgruppen udgør det yderste nordvestlige hjørne af den eurasiske plade. Umiddelbart nord for øgruppen falder havdybderne til 4.000 meter.

Novaya Zemlya

Betegnelsen betyder ”den nye jord” eller ”det nye land”. Nordmændene kaldte det for ”Gåselandet”. Geologisk set er det en fortsættelse af Ural-bjergene. Højderyggen består af to store øer, som er adskilt af et meget smalt sund, Matockin-strædet. Her oprettede tyskerne en ubådsbase under Den første Verdenskrig i 1916. Strædet syd for den sydlige ø hedder Kara-strædet, og det giver adgang til Kara-havet, som strækker sig østpå til Obs munding. Tyskerne demonstrerede en tilstedeværelse her under Den store Fædrelandskrig, som kom helt bag på de sovjetiske myndigheder. I 1942 udførte tyskerne Operation Wunderland. Det skulle have været et ”offensive sweep” langt østpå med tre store skibe fra Kriegsmarine, men lommeslagskibet Lützow var lige gået på grund i Nordnorge, og den svære krydser Admiral Hipper måtte blive tilbage for at true allierede konvojer til Murmansk og Archangelsk. Operationen fandt sted umiddelbart efter nedkæmpelsen af den kendte konvoj PQ 17. Tilbage var kun lommeslagskibet Admiral Scheer, som fik syv ubåde med i gruppen. Lommeslagskibet kom så langt østpå som 95º øst ved Nordenskiölds Øer. Undervejs mødte man en del skibe og kom uforvarende til at sænke en NKVD 5- fangetransport fra GULAG 6. Operationen var i princippet vellykket, men der blev ikke sænket så mange skibe. Til gengæld gik det op for russerne, at deres nordkyst lå helt åben, og de måtte derfor omdirigere nogle af deres sparsomme ressourcer til området. Ud over denne operation blev den tyske ubåd, U- 255, sendt af sted til Sydøen på Novaya Zemlya for at sætte materialer i land til etablering af en base for tyske søfly i perioden fra juli til september 1943.

Franz Josef Land

Den nordligste øgruppe i Det Eurasiske Kontinent er Franz Josef Land, hvis nordligste punkt når næsten 82º nord. Øgruppen blev opdaget så sent som i 1865 af norske sælfangere. En østrig-ungarsk videnskabelig ekspedition, som søgte efter Nordostpassagen i 1873, navngav den efter deres kejser, Franz Joseph I. Da der var tale om en privat finansieret/sponsoreret ekspedition, gjorde deltagerne ingen territorialkrav gældende, men det er jo et interessant tankeeksperiment at forestille sig en østrigsk øgruppe mellem Nordpolen og Rusland under Den anden Verdenskrig og Den kolde Krig! Øgruppen består af 191 øer og strækker sig over 16.000 kvadratkilometer. Det højeste punkt er blot 620 meter over havet. Øgruppen ligger nord for Novaya Zemlya, og selv her har det været svært at opretholde livet. Under sin sejlads med ekspeditionsskibet ”Fram” fra 1893 til 1896 tog Fridtjof Nansen, sammen med Hjalmar Johanesen, mod Nordpolen på ski, men på 84º 04’ nord blev de nødt til at vende om, og de overvintrede i en hytte på Franz Josefs Land. Norge gjorde krav på øerne i 1920’erne i en langstrakt demonstration af tilstedeværelse på øerne rettet mod Sovjetunionen, men på grund af uheldige omstændigheder blev nordmændene forsinket og overhalet af en sovjetisk isbryder, som lagde området under det nye sovjetstyre, og så var den sag ude af verden. Vejret i øgruppen er ekstremt, og der er ingen indfødt befolkning, ej heller faste bebyggelser. Der er alternative flyvepladser i området. Grunden til den dramatiske forskel i temperaturer mellem Svalbard på den ene side og Novaya Zemlya og Franz Josef Land på den anden side er, at den varme Golfstrøm følger den norske kyst og går med rundt langs Kola-halvøen. Herfra drejer den rundt og går op syd om Svalbard, medens Novaya Zemlya og Franz Josef Land får vand fra Det nordlige Ishav.

Nordostpassagen Nordostpassagen er et system af ruter, man kan vælge afhængig af dybgang, issituationen, isbryderassistance og meget andet. Tager man østover fra Barentshavet, vil man normalt sejle gennem Kara-strædet og ud i Karahavet. Herfra videre østpå gennem Laptevhavet 7, som tidligere blev kaldt Nordenskiölds Hav, og videre til Tjuktjerhavet og igennem Beringstrædet til Stillehavet. Farvandet langs Sibiriens østkyst kan også betegnes Det østsibiriske Hav. Den finskfødte, svenske opdagelsesrejsende A. E. Nordenskiöld sejlede gennem Nordostpassagen i 1878 med skibet Vega. Det lykkedes ham næsten at komme hele vejen nord om Rusland og Sibirien, men lige inden Beringstrædet sad han fast i isen i september måned. I juli det følgende år kom han atter fri og stod sydover gennem Beringstrædet. Via Suez-kanalen nåede han frem til Stockholm i 1880 og havde dermed som den første sejlet rundt om det europæiske og det asiatiske kontinent. Det første skib, som trængte igennem Nordostpassagen på en enkelt sæson var den sovjetiske isbryder Aleksandr Sibiryakov i 1932. Det var under en ekspedition ledet af Otto Julevich Shmidt. Inden det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 støttede Stalin Hitler så godt han kunne. Russerne sørgede for, at den tyske handelskrydser Komet kunne sejle gennem Nordostpassagen og ud i Stillehavet for at angribe den britiske handelsskibstrafik. Stalin tog 1 million Reichmark i lodspenge. Tyskerne forhandlede også med russerne om at få 35 tyske handelsskibe ”hjem til riget” via Nordostpassagen. De havde svært ved at sejle hjem fra de asiatiske farvande, uden den britiske flåde opdagede dem. Inden tyskerne angreb Norge den 9. april 1940, havde de af russerne fået lov til at etablere en base i en afsides fjord i Litsaya Guba på den vestligste del af Kola-halvøen. Den kaldte tyskerne for ”Basis Nord”. Forsyningsskibet ”Jan Wellem” kom herfra og støttede tyskerne i kampen om Narvik.

Alaska

Den russiske kolonisering af Alaska blev påbegyndt i 1744, og der findes spor af russerne hele vejen ned langs kysten til Californien, blandt andet mange russisk-ortodokse kirker. Stednavnene bærer stadig præg af det russiske sprog og af det lokale sprog på Aleuterne. Alaska betyder på ”aleutisk” ”der hvor vandet slår ind, altså fastlandet”. For Rusland blev det dog ganske vanskeligt at opretholde forbindelsen med denne fjerne besiddelse. Det var svært nok at administrere Sibirien, som man var landfast med. Afstandene var simpelthen for store. Tsar Aleksander II besluttede at afhænde området, hvis USA ville købe det. Den amerikanske kongres vedtog købet med en stemmes flertal den 9. april 1867, hvor overdragelsessummen blev aftalt til 7,2 millioner US $. Den amerikanske administration overtog Alaska den 18. oktober 1867. Alaska blev en russisk koloni fra 1744. Med til Alaska og købet i 1867 hørte øgruppen Aleuterne, som strækker sig 2.500 km vestover fra Alaskas kyst. En del af Alaska og øgruppen ligger væsentlig syd for polarcirklen og hører i princippet derfor ikke til det arktiske område. Det skal dog siges, at vejret alligel er rædselsfuldt, selv om nogle om områderne strækker sig helt ned til 50º nord. Aleuterne fik en besynderlig status under Den anden Verdenskrig, fordi den ene part var bange for, at den anden part ville sikre sig øerne. Herfra ville japanerne kunne indsætte styrker mod den amerikanske vestkyst, og amerikanerne ville kunne angribe Japan med bombefly. Klimaet var dog særdeles ugæstfrit, og dermed blev ”det lokale flyvevejr” et problem. Under det japanske angreb den 4. juni 1942 på Kiska og Attu, to øer i Aleuterne, blev et af de berømte japanske jagerfly af typen Mitsubishi Zero-Sen A6M2 beskadiget og måtte nødlande. Flyet nødlandede på øen Atukan, ca. 20 sømil fra Kiska, og piloten sænkede understellet for at lande. Græsset viste sig at være en sump, og flyet vendte om på ryggen. Den 19-årige pilot, sergent Tadayoshi Koga fra hangarskibet Ryujo brækkede halsen og blev dræbt. Den 10. juli blev flyet opdaget fra et Catalina-fly, og det var stort set uskadt. Flyet var leveret fra fabrikken den 19. februar, så det var helt nyt. Det blev sejlet til USA og sat i stand, så nye piloter kunne øve sig i at udmanøvrere en ”Zero” i luftkamp. Flyet kaldes ”Koga’s Zero” og fik meget stor betydning for luftkrigen i Stillehavet. Japanerne erobrede Kiska og Attu henholdsvis den 6. og den 7. juni 1942. Fra marts 1943 kunne øerne kun forsynes med ubåde, og de blev generobret af amerikanerne i løbet af sommeren 1943. Alaska er USA's største stat. Her er gjort store olie- og gasfund, og ca. 80 % af denne stats indtægter stammer her fra.

Canada

Columbus genopdagede Nordamerika i 1492, og allerede i 1497 sendte den engelske konge, Henrik VII, en ekspedition til Nordamerika for at finde Nordvestpassagen. Ekspeditionen blev ledet af John Cabot, som egentlig var italiener og oprindeligt hed Giovanni Caboto. Efter Cabot sendte den engelske monark Sir Martin Frobisher i 1577, John Davis i 1585, Henry Hudson i 1610 og William Baffin 1616. Blot tre år senere kom Jens Munk sendt af den danske konge. De engelske opdagelsesrejsende har alle fået havområder opkaldt efter sig, men ingen af dem kunne trænge frem til Stillehavet. Cabot opdagede Nova Scotia, Newfoundland og Labrador under forsøget på at finde passagen. Cabotstrædet mellem Newfoundland og Cape Breton (nordspidsen af Nova Scotia) er opkaldt efter ham. Det fører ind til Saint Lawrencebugten og videre ind mod Saint Lawrencefloden og videre til Quebec. Dette område blev i 1534 til 1536 udforsket af den franske søfarer Jacques Cartier, som kom tilbage til området igen i 1541 til 1542. I begyndelsen af 1600-tallet kom der franske bosættelser her. Port Royal på Nova Scotia blev grundlagt i 1605, Quebec i 1608 og Montreal i 1642. Englænderne fik omkring 1670 store økonomiske interesser omkring pelshandelen i området omkring Hudsonbugten. Området var vanskeligt at besejle, for der var kun isfrit mellem juli og oktober. Fra 1755 til 1763 udkæmpede Frankrig og Storbritannien Den nordamerikanske Kolonikrig, og Frankrig mistede her sine canadiske besiddelser, men de franske bosættelser forblev i den franske provins Quebec. De arktiske canadiske områder blev udforsket relativt sent. Det var vanskeligt at komme frem med skib på grund af is, og afstandene var enorme. Der er konstateret store olie- og gasfund i Canada. Miljøorganisationerne er meget bekymrede for forurening, specielt i forbindelse med de canadiske fund af det såkaldte oliesand.

Nordvestpassagen

Nordvestpassagen er et system af ruter, og valget af rute hænger sammen med skibets dybgang, årstiden, isbrydningsevnen, isbryderassistance og mange andre forhold. Ved sejlads fra Atlanten gennem Nordvestpassagen vil man gå vest om Grønland, øst om Baffin Land og igennem Lancaster Sound og videre ud til Beauforthavet nord for Alaska og videre igennem Beringstrædet til Stillehavet. Et af de store øjeblikkelige problemer omkring Nordvestpassagen, er forskellen i opfattelsen af rettighederne til passage. Canada betragter ruten som gående igennem canadisk territorialfarvand, medens amerikanerne betragter den som en international søvej. Såfremt afsmeltningen af polarisen fortsætter, vil det måske også blive muligt at sejle op igennem områderne mellem Grønland og Ellesmere Island, som tilhører Canada. Der er et system af kanaler fra Davisstrædet og Baffinbugten igennem Smith Sund, Naresstrædet, Kennedykanalen og Robesonkanalen til Lincolnhavet, som giver adgang til Polhavet. Midt i Kennedykanalen, på 80º 49’ nord ligger den berømte Hans Ø. Canada og Danmark/Grønland er ikke enige om ejerskabet, men med Ilulissat-erklæringen er de to lande enige om at finde en løsning ad fredelig vej. Øen er i øvrigt opkaldt efter en grønlandsk fanger Hans Hendrik fra Fiskenæsset. Første skib igennem Nordvestpassagen var Roald Amundsens Gjøa, som var undervejs fra 1903 til 1906. Det første skib i den modsatte retning var skonnerten St. Roch i 1940. I 1944 var samme skib det første igennem Nordvestpassagen i en enkelt sæson. Skibet tilhørte The Royal Canadian Mounted Police og blev begge gange ført af kaptajn Henry Larsen. En af de største canadiske isbrydere er opkaldt efter ham. Viceadmiral George Strong Nares, RN, rejste i sine unge dage til nordkysten i 1875, og strædet mellem Canada og Grønland kaldes Naresstrædet efter ham. Herefter kom Robert Peary og Knud Rasmussen til området. Peary påstod, at han havde nået Nordpolen den 7. april 1909, men der er meget delte meninger herom blandt eksperter. Peary, der blev pensioneret som kontreadmiral, er blevet omtalt som ”den mest målrettede, den mest succesfulde og den mest ubehagelige polarforsker”.

Grønland

Da Hans Egede begyndte sin missionsvirksomhed i Grønland i 1721, blev det indledningen til en beskeden handel i området. I Baffinbugten var der hollandske og engelske hvalfangere, og fra 1736 blev det nødvendigt at sende et af Flådens skibe til Grønland, fregatten Blaa Heyren, for at holde orden og markere, at området hørte under den dansk-norske konge. I forbindelse med Flådens tilstedeværelse i slutningen af 1800-tallet blev Grønlandske farvande langsomt opmålt, og videnskabelige ekspeditioner blev understøttet. Flådens, og dermed statens tilstedeværelse, var meget sporadisk frem til omkring 1906, hvor det første skib beregnet til sejlads i Nordatlanten blev leveret til Flåden. De videnskabelige ekspeditioner tiltrak også udenlandske videnskabsmænd, blandt andet tyskeren Koldewey, som nåede Scoresbysund. Danmarksekspeditionen fra 1906 til 1908 blev fatal, og i 1909 til 1912 tog Ejnar Mikkelsen på den såkaldte Alabamaekspedition for at finde de omkomne fra Danmarks-ekspeditionen. Lauge Kochs ekspedition fra 1921 til 1923 samlede resultaterne fra ekspeditionerne til den grønlandske østog nordkyst. Fridtjof Nansen krydsede som den første indlandsisen i 1888. Det var fra øst mod vest. Norske fangere havde traditionelt holdt til på den grønlandske østkyst, og i 1931 erklærede en gruppe norske fangstmænd en del af den grønlandske østkyst for norsk territorium. Den norske regering støttede fangstmændene. Sagen blev indbragt for Den internationale Domstol i Haag, som gav Danmark medhold, og hele Grønland blev hermed dansk område og underlagt dansk administration.

Jan Mayen

Ca. 600 km nord for Island ligger en lille ø ved navn Jan Mayen. Den ligger på den samme vulkanske ”midterrabat” (Den midtatlantiske Ryg) i Atlanten som Island, og der er en aktiv vulkan på øen. Der er ingen havn på øen. Den er 53 km lang og har en varierende bredde fra 2 til 16 km. Øen blev norsk territorium i 1929, og den er ikke omfattet af Svalbardtraktaten. Dermed er den juridisk og territorialmæssigt sidestillet med ”Fastlandsnorge”, såfremt traktater ikke specifikt undtager den. Da en 200 sømil økonomisk zone blev indført, blev der problemer med naboerne. Norge gav indrømmelser til Island, som fik 200 sømil regnet fra den islandske kyst i stedet for en midtfarvandsgrænse. Grønland og Norge respekterer den grænse, som den internationale domstol i Haag kom frem til i 1993. Der er ca. 500 km fra den grønlandske østkyst til Jan Mayen. Da 200 sømil er lig med ca. 370 km er der tale om relativt begrænsede områder, som har været diskuteret med Island og Danmark/Grønland. Som det fremgår, kan en beskeden ø eller øgruppe give en betragtelig økonomisk zone, når man lægger en ring på 200 sømil rundt om den. Da Norge blev besat, brændte meteorologerne vejrstationen af og blev evakueret til Island. Fra1941 var der igen norske meteorologer på øen, og fra 1943 var der en amerikansk vejrstation. Der blev tillige etableret en pejlestation, som søgte efter pejlinger til tyske vejrstationer i Østgrønland. Der har været sporadisk tysk tilstedeværelse på øen af blandt andet vandfly og ubåde. To tyske fly styrtede ned på øen på grund af dårlig sigt. Det var en Junkers JU-88 i 1942 og en Focke-Wulf Fw 200 Condor i 1943. De to besætninger på henholdsvis fire og ni mand omkom alle. At det er en relativ øde ø, vidner det første flystyrt om. Det blev først konstateret otte år efter nedstyrtningen!

Befolkningstætheden i de arktiske områder

Både Alaska og det østlige Sibirien er i dag præget af et særdeles lavt befolkningstal. Der bor mindre end en person pr. kvadratkilometer, og de fleste indbyggere bor endda i nogle relativt store byer. Tilsvarende er der meget tyndt befolket i såvel Grønland som det nordlige Canada. 90 % af den canadiske befolkning bor inden for 100 km fra den sydlige grænse til USA. I Grønland bor 56.000 mennesker i et område, som er på størrelse med ca. en femtedel af hele USA. Grønland med indlandsis dækker 2.166.086 kvadratkilometer, men uden indlandsis er der blot 410.449 kvadratkilometer, hvilket er ca. ti gange Danmarks areal.

Vejret og vejrstationer

Det er blevet sagt, at krigen i Arktis under Den anden Verdenskrig ikke gjaldt om territorium, men om vejret. Vejret i Nordatlanten havde interesse for både søfolk og flyvere fra begge sider. I størstedelen af året er vejret i Vesteuropa påvirket af de vejrsystemer, som kommer ind fra Nordatlanten. Tyskerne blev nødt til at have vejrobservationsskibe i Nordatlanten for at kunne forudsige flyvevejr over England. Allierede konvojer kunne måske undgå ubåde, hvis de holdt sig i områder med dårligt vejr og lav sigt. I 1941 optrevlede briterne hele det tyske system af vejrobservationsskibe, og man blev derfor mere afhængig af observationer fra faste stationer i Nordnorge, på Jan Mayen og i Østgrønland. Henrik Kauffmann var dansk ambassadør i USA under den tyske besættelse. Han stillede Grønland til rådighed for amerikanerne, og der blev oprettet amerikanske baser på Grønland, og amerikanere deltog i bekæmpelsen af de tyske vejrstationer på østkysten. Baggrunden for oprettelsen af Slædepatruljen Sirius skal blandt andet ses i lyset af de tyske vejrstationer i Østgrønland i 1943. Efter Den anden Verdenskrig måtte Danmark nødvendigvis vise sin tilstedeværelse i området, når man gjorde krav på det. Desuden skulle den danske stat sikre sig, at udlændinge ikke foretog illegale aktiviteter på dansk område. Når briterne bombede de tyske byer om natten under Den anden Verdenskrig, så havde RAFs meteorologer adgang til de dekodede enigma-signaler, hvor tyskerne sendte vejroplysninger fra vejrstationerne i Nordatlanten til Luftwaffe. I denne signaltrafik kunne RAF også finde de aktuelle vejroplysninger for Tyskland.

Opdagelsen af Nordpolen

I 1912 havde nordmanden Roald Amundsen nået Sydpolen som den første opdagelsesrejsende. Endnu manglede mennesket at betragte Nordpolen. I Norge blev der rejst penge til en sådan ekspedition med luftskib hen over området. Den blev ledet af Roald Amundsen. Pengene blev skaffet af amerikaneren Lincoln Ellsworth, hovedsageligt fra norske kilder, og luftskibet blev bygget af den italienske konstruktør Umberto Nobile. Den 11. maj 1926 afgik luftskibet fra byen Ny-Ålesund på Svalbard mod Alaska. Dagen efter kom det ind over Nordpolen. Ingen vidste, om der var land eller hav her, for der havde aldrig været folk på Nordpolen tidligere. Tre tidligere ekspeditioner mellem 1908 og 1926 hævdede, at de havde været der, men det var mere end tvivlsomt. Der var 16 ekspeditionsdeltagere samt Nobiles hund, Titina, med om bord i luftskibet ”Norge”. Over Nordpolen nedkastede de tre ledere det norske, det amerikanske og det italienske flag. Amundsen konstaterede med rædsel, at Nobile som den sidste havde droppet et italiensk flag, som var betydeligt større end de to øvrige, og hans kommentar om Nobile var i øvrigt, at ”he had turned the air ship into a circus wagon in the sky”. Alle nåede imidlertid frem til en lille eskimobebyggelse ved navn Teller i Alaska.

Polhavet

Det er Polhavet, som i mere end en forstand er centrum for begivenhederne med relation til Ilulissat-erklæringen. Havet nord for Grønland, Rusland, Sibirien, Alaska og Canada har normalt været dækket af is, men i de senere år er der sket en kraftig reduktion af ismasserne. Polhavet er op til 4.665 meter dybt i Frambassinet. Gennem Polhavet løber tre undersøiske bjergkæder. Den midtarktiske Ryg, Lomonossovryggen og Alfaryggen. Den sidstnævnte løber videre over i Medelejevhøjderyggen. Farvandet nord for Rusland og Sibirien ligger på fastlandssoklen, og de fleste dybder er mindre end 200 meter. Lomonossovryggen begynder ved Grønlands nordkyst og løber helt over til De nysibiriske Øer. Såfremt Danmark/Grønland kan bevise, at Grønland og Lomonossovryggen tilhører samme geologiske formation, vil Nordpolen formentlig ende med at blive en del af grønlandsk farvand. Under Polhavet, som endnu ikke er delt mellem de fem kyststater, formodes der at være omfattende energiressourcer og mineralforekomster, men de bliver bekostelige at udnytte på grund af de ekstreme vejrforhold.

Afslutning

De fem kyststater i Polhavet har store økonomiske interesser på spil, og hertil kommer der yderligere et sikkerhedspolitisk aspekt. For Grønland er der yderligere problemet om selvstændighed, som på den ene side kan blive nemt, hvis der kommer enorme indtægter. På den anden side kommer der også en tid efter olieeventyret. En befolkning på blot 56.000 mennesker kan få vanskeligheder med at bevare overblikket. Alle fem nationer beskæftiger sig med sejladsproblemerne, som spænder over isbrydning, sikkerhed til søs, miljøindsats og meget andet. Der er allerede skibstrafik gennem såvel Nordostpassagen som Nordvestpassagen, og trafikken forventes at stige i de kommende år. Beredskabet i de arktiske områder er meget beskedent, såfremt der indtræffer større ulykker. Der mangler fly, flyvepladser, helikoptere, brændstof, redningsskibe og meget andet. Der er allerede store passagerskibe i grønlandske farvande, og en ulykke i stil med passagerskibet Costa Concordias forlis vil kunne resultere i et katastrofescenarie. En forsigtig forholdsregel har været at foreslå krydstogtskibene at sejle parvis, så de i tilfælde af ulykker kan bistå hinanden, men der er ikke noget lovkrav endnu. Under alle omstændigheder kræver forholdene i Arktis en reguleret adfærd, og man kan håbe på, at såvel FN som de fem kyststater vil vise vilje og bruge kræfter på at løse udfordringerne i Arktis.

Fodnoter

1 PVO er en forkortelse for Protivo Vozdushnaya Oborona = ”Luftforsvaret”. Strany = Landets. PVO var et selvstændigt værn i de sovjetiske militære styrker.

2 Der er to floder med navnet Dvina. Den nordlige Dvina munder ud i Hvidehavet ved Arkhangelsk. Den vestlige Dvina munder ud i Rigabugten i Østersøen.

3 Mange ældre orlogsskibe fik besynderlige navne. Navnet er en ældre betegnelse for en primitiv bruskfisk, også kaldet lamprel, lampret eller niøje. Faktisk er det ikke en rigtig fisk, men en såkaldt ”rundmund”.

4 Hans navn kan staves med mange variationer: Martin eller Morten, Spangberg eller Spanberg. Mellemnavnet Pedersen blev på russisk til Petrovich.

5 NKVD var det hemmelige politi, forløberen for KGB. Forkortelsen står for ”Narodnyy Komissariat Vnutrennikh Del” , som betyder ”Folkekommissariatet for indre anliggender”.

6 Glavnoe Upravlenie ispravitelno-trudovykh LAGerei i kolonii, som betyder ”Hovedstyrelsen for forbedrings/arbejds-lejre og –bosættelser.

7 Navnet skal egentlig oversættes fra russisk til Laptevernes Hav. Farvandet er nemlig opkaldt efter to fætre, som begge var ledere af hver sin del af farvandsopmålingen under Den anden kamchadalske Ekspedition fra 1733 til 1743. Det var Dmitry Yakovlevich Laptev, som blev viceadmiral og hans fætter, Khariton Prokofievich Laptev.

 

Artikel
Publiceret den 10. jan. 2012
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner