Log ind

Anzio - den glemte landgang

I år er det 60 år siden landgangen i Normandiet fandt sted. Det er også 60 år  siden, at en mindre kendt landgang fandt sted i Anzio i Italien. I det følgende  beskrives baggrunden for denne landsætning, som blandt andet fandt sted, fordi  de vestallierede ikke var enige om strategien.  

 Klokken 2 om natten den 22. januar 1944 ‐ for 60 år siden ‐ foretog britiske og  amerikanske styrker en vellykket landgang ved Anzio, som er en lille havneby  sydvest for Rom, blot en times bilkørsel fra hovedstaden. Det var lykkedes at  hemmeligholde operationen, der kom fuldstændig bag på de tyske styrker.   Anzio‐operationen skal ses i lyset af de allieredes overordnede strategi. På  et tidligt tidspunkt fastslog de allierede, at Tyskland først skulle nedkæmpes,  dernæst Japan. Den lunkne italienske krigsdeltagelse skulle elimineres ad  politisk vej, kombineret med et militært pres.

Efter de tyske nederlag ved Stalingrad og El Alamein var det et stort  spørgsmål for de vestallierede, hvor man nu skulle slå til. Russerne var hårdt  presset på Østfronten, og man havde lovet Stalin en anden front. En allieret  invasion tværs over Den engelske Kanal i 1943 var ikke mulig ‐ på trods af  Stalins pres, men tyske styrker skulle belastes maksimalt. Næste mål kunne  være Sardinien, Korsika, Sicilien eller Balkan. Briterne havde længe søgt at få  Tyrkiet med i krigen. Kunne man åbne de tyrkiske stræder, ville man kunne  forsyne de sovjetiske styrker ad en mere sikker og langt kortere vej.  Forsyninger til Sovjetunionen gik via konvojruterne til Murmansk og  Arkhangelsk med frygtelige tab for såvel handelsskibe som de eskorterende  orlogsskibe. Den mere sikre rute gik syd om Afrika til Iran og herfra med  jernbane til Sovjet. Den krævede til gengæld meget større fragtkapacitet, og  det manglede de allierede.  

Amerikanerne gik ind for at opbygge en kraftig styrke i Storbritannien, gå  over Kanalen og direkte mod Berlin. Churchill foretrak, at man angreb via ”det  bløde mellemgulv” i Middelhavet. Amerikanerne var skeptiske over for indsats  via Middelhavet, og man ville på ingen måde støtte det britiske imperium. Divergenser mellem Storbritannien og USA måtte ofte redes ud ved direkte  forhandling mellem præsident Roosevelt og premierminister Churchill.   En allieret landgang i Frankrig i 1943 var ikke mulig på grund af den  amerikanske industris omstillings‐ og reaktionstid. USA kom ind i Den anden  Verdenskrig den 7. december 1941. Det tog ca. 18 måneder at omstille  industrien til produktion af nye køretøjer, skibe og fly. Medio 1943 kom der til  gengæld gang i den amerikanske produktion, og man brugte den sydlige del af  England og Wales til opbygning af invasionsstyrken.

Når tyskerne var drevet ud af Afrika ville Churchill lægge tyngden på  Balkan. Amerikanerne foretrak Italien, indtil invasionen over Kanalen kunne  iværksættes. Enden blev, at man gik i land på Sicilien og relativt nemt erobrede  hele øen. Herefter stod det åbent, hvor den næste operation skulle finde sted.  De allierede lavede en vildledningsplan, som fik tyskerne til at sprede deres  divisioner. Det var Hitler selv og ikke OKW (det tyske militære hovedkvarter),  som disponerede over de tyske styrker.   Da de tyske styrker trak sig tilbage fra Sicilien, satte de sig hårdnakket til  modværge på det italienske fastland. Så foretog de allierede en dristig  landgangsoperation ved Salerno syd for Napoli den 9. september 1943.  Landgangen lykkedes i første omgang, men den tyske modstand truede fem  dage senere med at kaste de allierede tilbage i havet igen. Tyskerne havde  simpelthen været i stand til at samle flere styrker omkring landgangsområdet,  end modstanderen kunne landsætte.

Samtidig med Salerno‐operationen havde de allierede under  hemmeligholdte forhandlinger aftalt med italienske styrker, at de kunne  overgive sig og trække Italien ud af krigen. Tyskerne reagerede prompte ved at  besætte resten af Italien. Hitler udpegede luftmarskal Albert Kesselring til chef  for samtlige tyske styrker i Italien og bemyndigede ham til at trække sig  langsomt tilbage fra Napoli. Nærmere Rom skulle han finde en egnet  forsvarslinie, som til gengæld skulle holdes.   Da de amerikanske og britiske styrker havde sikret brohovedet ved  Salerno, gik det hurtigt med at erobre havnene i Napoli og Bari, som modtog  store mængder allierede forsyninger. Med fodfæste på ”den italienske støvle”  kunne de allierede også overtage et antal flybaser i Foggia‐området nær  Adriaterhavskysten. Herfra kunne bombefly nå det sydlige Tyskland og  tyskernes oliefelter i Rumænien.  

Briterne var krigstrætte efter store tab over 3 ‐ 4 år, men amerikanerne var  nye. De opstillede hele tiden nye enheder, som skulle gøres kampklare. Den  amerikanske industri leverede våben og ammunition i store mængder. Ved at  holde tempo i fremrykningen lagde man pres på tyskerne, men tyskerne fandt  en meget velegnet forsvarslinie, ”Gustav‐linien”, som gik på tværs af det italienske fastland ved Monte Cassino, ca. 50 km. nord for Napoli. Her gravede  man sig ned, og her stod man fast. De allierede gjorde forgæves forsøg på at  gennemtrænge Gustav‐linien.   I december 1943 besluttede man at omgå Monte Cassino med en landgang  ved den lille havneby Anzio syd for Rom. Man havde kun en division til rådighed  (ca.17.00 mand), men med de tilstedeværende tyske styrker i området blev det  vurderet til at være for lidt. Ifølge den allierede chef, general Dwight D.  Eisenhower, kunne tyskerne på et hvilket som helst sted i Italien samle en  kampklar division på under 12 timer. Operationen blev derfor opgivet.

Premierminister Churchill kom til Middelhavsområdet i december 1943, og  her fik han lungebetændelse. Medens han langsomt kom til hægterne, forsøgte  han at genoptage planerne fra Anzio. Det krævede mindst to divisioner, og fra  præsident Roosevelt fik han accept på en amerikansk division. Planlægningen  af Anzio‐operationen, som blev døbt til ”Operation SHINGLE”, gik meget  hastigt. Den gik så hurtigt, faktisk for at glæde den syge premierminister, at  man ikke tog den ansvarlige efterretningsofficer med til den indledende  planlægning. Iværksættelsen blev besluttet den 8. januar 1944.  

Selve landgangen blev en succes. En stor konvoj forlod Napoli i dagslys den  21. januar 1944 på sydlig kurs, og efter mørkets frembrud drejede man  nordover mod landgangsstrandene. Overraskelsen var total.   Inden der var gået et døgn, havde de allierede landsat 36.000 mand, 3.200  køretøjer og store mængder forsyninger, men styrkerne havde uklare ordrer  om sikring af brohovedet og udbrud fra det. Tabene var begrænset til 13  dræbte, 97 sårede og 44 savnede. Medens man sikrede brohovedet, hastede  tyskerne dele af 8 divisioner ned til området. Hermed mistede man chancen for  at bryde ud og støtte de allierede styrker, der stod ved Gustav‐linien 110 km  væk. Begge parter forsøgte at tvinge en afgørelse igennem, og det var ved at  lykkes for dem begge, men herefter gik krigen i stå i 4 måneder. Så banede  indiske styrker vej over bjergene mod Monte Cassino. Frie franske styrker  knuste den tyske modstand, og frie polske styrker erobrede under store tab det  sønderbombede kloster fra år 529. Vejen mod Rom var åben!  

Historikere har været kritiske over for generalløjtnant Mark Clarks  fascination: Han så sig selv i historisk belysning som Roms befrier. Som  hovedstad for den ene af de tre aksemagter, havde Rom stor symbolværdi.  Clark kunne have forhindret den tyske armé i at undslippe nordpå, men i stedet  befriede han Rom den 4. juni 1944. Med invasionen i Normandiet to dage  senere var den italienske kampagne ikke længere forsidestof.   Anzio ligger kun en times bilkørsel fra Rom. Det tog de allierede 4 måneder  at komme fra Anzio til Rom. Gennembruddet ved Monte Cassino skete ikke  takket være Operation SHINGLE. Var landgangen derfor en fiasko?

Det kan vurderes fra flere vinkler. Man nåede ikke de taktiske og operative  mål: En hurtig afgørelse med minimale tab under fremrykning mod Rom og  videre op i Italien. Vurderer man situationen i strategisk perspektiv, så lykkedes  det for de allierede at presse tyskerne så hårdt, at de måtte sende 20 divisioner  til Italien og 22 divisioner til det truede Balkan. Russerne fik aflastning. Der blev  tyndet ud i styrkerne i Frankrig. Det muliggjorde invasionen i Normandiet.  Herfra kunne man gå direkte mod krigens mål: Beslutningstagerne i Berlin.   De militære tab i den italienske kampagne blev højere, end begge parter  havde forestillet sig. I Anzio alene mistede begge sider hver ca. 10.000 mand  (døde og sårede). Begge parter havde for meget på spil. Tabstallene kan være  svære at forstå i dag. Erobring af italiensk jord var ikke i sig selv et mål, men det  var et middel til at vinde krigen. Vinteren 1943‐44 med sne og mudder samt det  italienske terræn favoriserede de tyske forsvarere. Selv om de allierede havde  overlegenhed på forsyninger, var det karakteristisk, at deres enheder i  Middelhavsområdet kun fik tilført lige akkurat de ressourcer, som var  tilstrækkelige til deres operationer. Middelhavet havde anden prioritet.  Normandiet havde første prioritet!   Blandt de faldne i den italienske kampagne var danskeren, major Anders  Lassen. Han faldt den 9. april 1945 ved Lago di Comacchio i Norditalien og blev  posthumt dekoreret med The Victoria Cross. Forinden havde han for sin  tapperhed fået tildelt The Military Cross tre gange.   Churchill havde store forventninger til Anzio‐landgangen. Efter nogen  stilstand udtrykte han sin skuffelse: ”Jeg havde håbet at kaste en vildkat i land,  men den udviklede sig til en strandet hval!”