Den moderne taktiker ved, at en veludbygget signaltjeneste er en nødvendig betingelse, der må være opfyldt, hvis man ønsker at føre troppestyrker, og kravet vokser med styrkernes størrelse og spredning i terrainet.
Det er mit indtryk, at man i ret udstrakt grad føler sig i stand til at bestride signaltjenesten ved hjælp af telefon, fjern skriver, radio og ordonnanser. Fjernskriveren skal jeg ikke omtale nærmere, idet den, hvad forstyrrelse og sårbarhed angår, nøje føl ger det for telefon eller radio anførte.
Afbrydelse af central- eller feltkabel enten på grund af vind og vejr, egne styrkers uheld eller på grund af sabotage sætter øje blikkelig telefonen ud af spillet. Hyppige patruljeringer samt hurtig indgriben ved hjælp af reparationshold sikrer ikke en kon stant forbindelse, men nedbringer kun afbrydelsesperioden.
For så vidt angår radio, tror jeg, at enhver vil give mig ret i, at en kraftig indsats af fjendtlige støjsendere vil nedsætte ra dioens effektivitet, specielt fordi man ikke vil have særlig mange reservefrekvenser at gøre godt med. Støjsendere kan ikke hindre anvendelse af radioen, men kan vanskeliggøre aflytningen af sig naler og derved skabe kraftige forsinkelser.
Da det endvidere må forlanges, at størsteparten af radiosigna lerne må kryptograferes, er man udsat for en yderligere forsinkelse af signalet i begge ender af forbindelsen — nemlig den tid, der medgår til omsætning til lønskrift, samt tiden, der bruges til omsætning til klart sprog.
Det bedste signalmiddel, man har, når det drejer sig om at overbringe lange signaler over korte afstande, er ordonnanser, og det vil være almindeligt kendt, at man under større øvelser ind sætter ordonnanser i en sådan grad, at disse kører tusinder af kilometer på få dage. Køresedlerne taler her deres eget sprog. Dette kan man gøre under øvelser af få dages varighed, men et misbrug af ordonnanser i den grad vil resultere i, at såvel mand skab som materiel vil være brudt ned efter en halv snes dages forløb.
Udviklingen af de elektriske signalmidler går sin gang. Der skaffes ved hjælp af impulsmodulation og bærefrekvens flere kanaler over samme bærebølgefrekvens eller kabel, men de oven omtalte ulemper elimineres ikke derved; tværtimod er katastrofen — ved f. eks. brud på et kabel — meget større, idet flere forbitulelser vil afbrydes ved brud på et enkelt kabel, og det kan meget vel ske, at man i en given situation står uden telefon-, tele graf- eller radioforbindelse im ellem landsdelene.
Forbindelsen kan holdes ved hjælp af bådordonnanser, men regelmæssig færgefart vil sikkert ikke findes, og almindelig båd trafik vil være for usikker og tage for lang tid.
I denne situation, og jeg vil sige i det hele taget, kan man ikke undvære brevduer. Disse overbringer originaldepechen med en hastighed af 60— 100 km/t og med en sikkerhed på 80— 90 %. Så billigt og effektivt et signalmiddel har vi ikke råd til at und være i Danmark, og det må ønskes, at kendskabet til brevduernes anvendelse og pasning snarest udbredes til størstedelen af befalingsmandskorpset.
Ordonnansens sikkerhed forenet med brevduens hastighed og uafhængighed af mellemliggende terrain finder man hos signal flyveren.
Hvad er da en signalflyver? Det er en befalingsmand fra telegraftropperne, hvis transportm iddel eller „værktøj“ er et lu ft fartøj som vist i figur 1. Del er et danskbygget luftfartøj af typen KZ-X, Det har en fuldvægt på 860 kg og er forsynet med en 145 HK motor med automatisk variabel pitch-propeller (ikke på den ne figur), der giver luftfartøjet en hastighed mellem 170—215 kni/t. Luftfartøjet er forsynet med flaps, der giver det en stallings hastighed (m. motor) på 37 km/t, hvilket er ensbetydende med et landingsafløb på 60 m og et starttilløb på 100 m.
Jeg tror, at den ærede læser nu ryster på hovedet og spørger sig selv, om man ikke kan nøjes med de flyvere, der findes i fly vevåbnet. Disse er imidlertid højt kvalificerede piloter uddannede med kamp for øje, og flyvevåbnet vil behøve enhver kampflyver- uddannet pilot såvel idag som under vanskelige forhold. Han skal føre et jetluftfartøj, indgå i en stab ved flyvevåbnet, ved søværn eller bær som forbindelsesofficer, forrette tjeneste ved A C T ’er osv.
Man kan ikke forsvare at anvende en pilot fra flyvevåbnet til al føre et af hærens lette luftfartøjer, når man betænker, det koster ca. 300.000 kr. at give ham sin flyveuddannelse. Mange af de opgaver, hærens piloter kommer ud for, kræver desuden en våbenteknisk og taktisk indsigt. Endvidere stiller de lette luft fartøjer ikke ganske de samme legemlige krav til piloten som flyvevåbnets jetluftfartøjer, og da man for ca. 3000 kr. kan give en mand af våbnet en uddannelse som pilot, der allerede gør ham anvendelig til at udføre visse opgaver, mener jeg, at man hellere må uddanne hærens egne folk til piloter end at uddanne flyve våbnets piloter til specialister med artilleri eller signaltjeneste som speciale.
Signalflyvernes hovedopgave er at erstatte motorordonnanser, hvor afstandene overstiger 25 km, eller hvor det mellemliggende terrain forbyder anvendelse af motorordonnanser. Luftfartøjet er stationeret på en græsmark 80 X 200 m, alt efter luftfartøjstypen og i en astand af 200—800 m fra kommandostalionen. Findes der ikke en egnet mark, kan en vej uden træer og master anvendes som „flyveplads“. Piloten eller hans hjælper (observatør) modtager „posten“, der normalt er pakket i små sække. Turen Aarhus —København f. eks. tager ca. 1 time, og man må have for øje mængden af depecher, størrelse af kort og planer m. m., som kan transporteres på en time, og samtidig have i erindring, at kryptografering og rekryptografering af eet signal ofte tager lige så lang tid.
Er der ingen egnede pladser til start og landing nær kom mandostationerne, eller drejer det sig om faste ruter, jfr. TGOT, fiskes meldinger eller hele sække af luftfartøjet under lavtflvvning og nedkastes på bestemmelsesstedet, hvor anden „post“ kan fiskes.
Det er en naturlig ting, at telegraftropperne har denne tjene ste, der er et led mellem de oprettede SKT’er, og som er en kanal i det samlede signalnet. Telegraftropperne bør oprette TGOT i luften såvel som på jorden, og ansvaret for den samlede signal tjeneste indenfor det pågældende område, for så vidt angår alle signalmidler, påhviler da telegraftropperne alene.
Transport af signalforbindelsessektioner sker ved hjælp af 4-sædede signalluftfartøjer, der lander tæt ved bestemmelseskommandostationen på små græsmarker, eller som ovenfor nævnt i mangel heraf på en passende landevej.
Transport af officerer fra stab til stab, eventuelt af chefer for højere stabe til de dem underlagte stabe, kan ske hurtigt og Jet ved hjælp af signalluftfartøjer på grund af deres evne til at gå ned på små pladser og på grund af signalflyvernes kendskab lil kommandostationernes placering og kendskabet gennem deres øvrige flyvninger til det omliggende terrain. Det vil f. eks. således være muligt for divisions- og korpschefer at deltage i daglige planlægningskonferencer under „Joint Operations“.
Ligesom man er i stand til at udbringe signaler, kan man også udbringe nødforsyninger til indesluttede styrker eller for syninger af nødvendige ting, såsom signalmateriel m. m. fra fjernt liggende parker til enheder, der på grund af indtrufne hændelser nødvendigvis hurtigt må have forsyninger. Her kan være tale om radiorør, modstande, blokke, mindre reservedele, et par tromler, kabel m. m. Det nævnte kabel kan betyde, at kolonnen kan bygge videre, indtil større forsyninger kan blive bragt frem ad lande vejen, en for telegraftropper ikke ganske ukendt situation.
Før udbygning af større linienet vil det ofte være praktisk, at der foretages en rekognoscering for liniebygningen fra et langsomtgående luftfartøj. De til rådighed værende kort over Danmark er udmærkede, men selv med disse kort kan man komme ud for ubehagelige overraskelser, der forårsager spild af materiel og ekstra arbejde, hvis man blindt stoler på dem og undlader at foretage rekognosceringer.
Signalofficeren og kommandanten i hovedkvarteret bør, inden beslutning træffes om ny kommandostation, foretage en luftrekog noscering for blandt andet at finde den mest hensigtsmæssige placering af de enkelte sektioner m. m. Det vil sikkert ikke betale sig at stole for meget på kort over byer, broer, jernbaner og mindre skovområder, når eventuelle kamphandlinger har fundet sted i det pågældende terrain.
Forbindelsen mellem marcherende kolonner holdes over det permanente net, radio eller ved hjælp af ordonnanser. Jeg er overbevist om, at den pågældende fører vil benytte sig af et til stedeværende signalluftfartøj til at kontrollere marchen og eventuelt gribe ind i denne ved hjælp af luftfartøjets radiostation eller 'ed direkte indgriben ved en landing på en mark nær landevej. Førerne får ved hjælp af de lette luftfartøjer hurtigt et overblik, som ville kræve længere studier, såfremt man skulle basere sig på meldinger, der jo alle desværre indløber med større eller min dre forsinkelser. Førerne bliver allestedsnærværende og kan kontrollere, at direktiver bliver fulgt og kan i høj grad styrke troppernes moral.
Chefen for en enhed ønsker at foretage en operation, der for gennemførelsen blandt andet kræver en sikker signalkanal. Der findes allerede radio, men det ville være rart med en trådforbindelse. Her er måske sparsomt med veje, terrainet er sumpet, eller der er måske udstrakt skov. En feltkabelkolonne vil kun langsomt og med stort besvær kunne bygge feltkabel, men det haster, og forbindelsen skal etableres. Signalflyveren instrueres, starter og med en hastighed af ca. 100 km/t udlægges dobbeltkabel fra luften. Linien sluttes til i begge ender, og trådforbindelsen er eta bleret. I fredstid vil der ikke i Danmark findes meget terrain, der tillader, at man udlægger kabel fra luften, men signalflyverne skal om fornødent kunne klare det.
Skal man sende et yderst vigtigt signal pr. radio, og kniber det på grund af vanskelig frekvens i forhold til tidspunktet på dagen, dårlige antenneforhold eller en efterhånden for stor af stand mellem stationerne i forhold til deres effekt at få forbin delse, starter signalflyveren, netter ind på den pågældende frekvens og fungerer — hængende i luften — som relæstation for de to stationer, og signalet vil have større mulighed for at komme igennem.
For at lære egne styrker til at tilfredsstille vor tids krav til skjul og sløring vil signalflyvere jævnligt kontrollere egen sløring. Kommandanten i hovedkvarteret vil jævnlig se kommandostationen fra luften for at sikre sig, at et nyankommet køretøj ikke „råber“ til fjenden om kommandostationens placering. Blot den omstændighed, at en vogn ved at køre ud fra sit skjul kører mindre end en meter ud i løs jord og derved sætter spor, er tilstrækkeligt til at henlede fjendens opmærksomhed på lokaliteten og derved røbe kommandostationens placering. Signalflyvere vil jævnligt, såvel under øvelse som i krig, fra ringe højde optage såvel lodrette som skrå luftfotografier af egne styrkers kommandostationer, ild stillinger, parkpladser og underbringelsesområder, og de færdige billeder vil snarest blive forelagt de respektive myndigheder, så lejl kan blive rettet, inden fjenden drager nytte af dem. At kon trollere egen sløring ved hjælp af egne „jetter“ eller spitfires er til ringe nytte på grund af disse luftfartøjers hastighed. Fjen den medbringer lette luftfartøjer, der har til opgave at virke som øjne for fodfolk, panser og artilleri, og de har ikke „travlt“, så det ville give falsk sikkerhed, hvis man stoler på en kontrol foretaget med hurtige luftfartøjer.
Det er muligt, at fjenden har luftoverlegenhed, det betvder imidlertid blot, at han kan flyve, hvor han vil, og når han vil. Det betyder ikke, at man konstant vil have skygge på grund af fjendtlige luftfartøjer. Det er kendt, at gedder lever af småfisk, men det betyder ikke, at det er umuligt for småfisk at leve i et \andhul, hvor der findes gedder. Ligesom småfiskene trives i vand hullet, vil signalflyverne have mulighed for at operere selv under fjendtlig luftoverlegenhed.
Signalflyverne flyver ofte i højder omkring eller under 100 m. Det bevirker, at de ofte slet ikke observeres af fjendtlige jagere, der af hensyn til beskydning fra lette luftværnsvåben antagelig vil flyve i større højder. Skulle de flvve i samme højde, betvder det, at de fjendtlige piloter på grund af den ringe højde har et mindre synsfelt, samt at deres opmærksomhed i større grad er henledt på at undgå kollission med jorden eller forhindringer herpå, end at se efter de lette luftfartøjer. Bliver disse trods alt opdaget, skal den fjendtlige jet helst ramme i forste forsøg. Skal han ud for at „vende“, er der gode chancer for at slippe fra ham bag terrainlinier, og da hans beholdning af brændstof ikke tillader megen legen skjul, skulle der være en fair chance, hvad også sidsti- krig og den nuværende krig i Korea viser.
Alle de ovennævnte opgaver behøver nødvendigvis ikke at påhvile signalflyverne, idet disse som primære opgaver har flvverordonnanstjeneste og kurertjeneste. Signalflyvere kan dog ofte benyttes til løsning af alle nævnte opgaver samt mange flere. Her er ikke nævnt specielle opgaver for fodfolk, pansertropper, artilleri- eller ingeniørtropper. At der indenfor disse våben findes opgaver, der på udmærket måde kan løses ved hjælp af lette luftfartøjer, og måske kun ved hjælp af disse, vil jeg anse for ganske givet, men jeg finder det udenfor min artikels rammer at belyse dette nærmere. Det er imidlertid ganske givet, at løsning af spørgsmålet „anvendelse af lette luftfartøjer ved hæren“ må blive et fællesanliggende, idet jeg blot skal pege på anvendelse af fælles flyveplads samt et godt udbygget „Air Warning System“, hvor man uden telegraftroppernes interesse for sagen samt anven- delse af telegraftropper hurtigt vil komme til kort.
O. Petersen.
