Denne artikel er i en afkortet og bearbejdet form den hovedopgave, kaptajn J. Greve, Den kgl. Livgarde, udarbejdede under gennemgang af Taktisk kursus I på Forsvarsakademiet i 1973. Artiklen redegør for helikopternes egenskaber og anvendelighed under moderne bevægelig kamp og indeholder en cost-effectiveness sammenligning mellem helikoptere og andre transportmidler og våbenplatforme. Artiklen afsluttes i det fig. nummer.

Formålet med denne artikel er foruden et almindeligt oplysende også at påpege et betydningsfuldt alternativ til konventionelle materieltyper. Helikopterenheders rolle i det moderne forsvar er endnu ikke fastlagt. Den usikkerhed, der præger vurderingen af fabriksoplysninger i forbindelse med brugererfaringer, indhøstet i forskellige verdensdele og under varierende forhold, har adskillige ligheder med problematikken om anvendelse af kampvogne under 1. verdenskrig og specielt i mellemkrigsårene. Mængden af funktionsmuligheder kan virke distraherende. Helikopteren har adskillige af fastvingeflyets egenskaber i sig, dens opgavespektrum er på visse områder videre, men på bekostning af flere af flyets muligheder. Militært konkurrerer den med såvel pansrede mandskabsvogne som last- og bjergningskøretøjer, og den udvikles for øjeblikket som avanceret våbensystem med sådanne variationsmuligheder, at den vurderes i forhold til såvel artilleri som panserværn - og kampvogne.

Det væsentligste usikkerhedsmoment i vurderingen af erfaringsmaterialet er de specielle forhold, hvorunder helikoptere hidtil har været indsat. Såvel kampenes karakter og terrænet som modstanderens bevæbning og taktik har kun få lighedspunkter med, hvad der må forudses i Vesteuropa. Ganske specielt har helikopterens overlevelsesmulighed i et ikke behersket luftrum hidtil været draget i tvivl. Indflydelse på anskaffelsesovervejeiserne har også det forhold, at helikopteren i lighed med fastvingeflyet ikke forventes at have samme varighed som andre systemer, at nedslidningen sker hurtigere, samt at tilpasningsmuligheden efter nykonstruerede våbensystemer ikke i samme grad er åben som f. eks. gældende for en kampvognsundervogn. På grund af fartøjets mange muligheder er udviklingen naturligt gået i to retninger, nemlig mod enten et avanceret bevæbnet transportmiddel eller et rent ildstøttesystem. Dette gælder især for U.S.A., medens engelsk-fransk samarbejde sigter mod et transportfartøj som basis med udbygningsmulighed til primær ildstøttefunktion. I nærværende gennemgang er hovedvægten lagt på middeltunge helikopterenheders anvendelighed i luftmobile operationer indenfor troppe* enheden, samt på den bevæbnede helikopter i ildstøtterollen, specielt som panservæm.

I MATERIELBESKRIVELSE

Et vist kendskab til eksisterende helikopter ty per samt til tendensen i materieludviklingen er sammen med oplysning om de mulige våbensystemer, helikopteren kan udstyres med, en nødvendig forudsætning, når en cost-effectiveness-sammenligning med andre transportsystemer/våbenbærere skal foretages.

HELIKOPTERTYPER

Terminologien er ikke fastlagt, og da flere typer udmærket kan anvendes til andre formål end primærfunktioneme, er det i det følgende nødvendigt at foretage en klassificering for at undgå forveksling. Her er valgt betegnelserne, der anvendes i den amerikanske hær, og som udelukkende går på opgavetyper. Den europæiske terminologi refererer såvel til vægtklasser som bevæbning og opgavetyper, men eftersom U.S.A. på materielområdet udviklingsmæssigt er retningsgivende, er det sandsynligt, at følgende betegnelser i fremtiden vil blive indarbejdet:

OH: Observation Helicopter

- UH: Utility H. = universalhelikopter

- CH: Cargo H. — godshelikopter

- AH: Attack H. = angrebshelikopter.

- AHH: Advanced armed H. = en projektbetegnelse for det i øjeblikket løbende udviklingsprogram.

UTTAS: Utility Tactical Transport Aircraft System er også en produktionsbetegnelse som dækker U.S.A.’s seneste UH-program.

Betegnelsen »Kamphelikopter« dækker bevæbnede UH-typer, som især England og Frankrig arbejder med, men søges her undgået for at forhindre forveksling med angrebshelikopteren.

Observationshelikoptere (OH).

Karakteriseres ved lav vægt (500- 1500 kg), stor manøvredygtighed og god fart, små dimensioner, såvel ydre som maskinelle og tilsvarende ringe brændstofforbrug. De er gennemgående meget robuste, men upansrede. Kravene til landingsplads er minimale og til vedligeholdelse forholdsvis lille. De indgår bl. a. i en dansk brigade, og opgavemulighederne som angivet i Udkast til Reglement for Brigadeflyvedelingen skal her nævnes:

- Opklaring

- Målopklaring.

- Rekognoscering.

- Overvågning.

- A-sporing.

- Påkald og ledelse af ild fra ART og MT.

- Luftbåren FAC-virksomhed.

- Taktisk føring.

- Personeltransport.

- Forbindelsestjeneste.

- Trafikkontrol og færdselsregulering.

- Materiel- og forsyningstransport.

- Panserbekæmpelse.

Til denne række af opgaver kunne føjes flere. Anvendelsen af observationshelikoptere i samvirke med andre helikoptere, specielt UH- og AHtyper er således ikke nævnt, men vil her blive berørt under operationer. Panserbekæmpelsesfunktionen kræver bevæbning, hvilket også i begrænset omfang er muligt for de lette helikoptere. Klassen er umiddelbart mindre egnet til transport af sårede på grund af begrænsede muligheder for at yde behandling ombord.

Universal (utility) - helikoptere (UH)

Karakteristika: Vægtmæssigt ret bred margin fra ca. 1 til 3 tons afhængig af hovedformålet, d.v.s. let til middeltung enhed. Anvendelsesområderne er for de letteste typer som for OH angivet. Hertil kommer:

- Transport af personel i taktisk ramme.

- Evakuation af sårede.

- Føring.

- Ildstøtte.

Helikoptere af UH-typen forekommer delvis pansrede og er konstrueret til indsættelse på selve kamppladsen. De er gennemgående hurtige og manøvredygtige og stiller kun små krav til landingsområder. De systemer, hvormed UH kan udbygges til forskellige funktioner udover transportopgaver, er oftest meget hurtige at påmontere og udskifte med andre. Som våbenaffutager anvendes hovedsagelig »pods«, et ophængningssystem på fartøjets sider, fast eller bevægeligt afhængigt af om det betjenes af piloten eller en skytte.

Gods- eller Last (Cargo) helikoptere (CH).

Karakteristika: Tunge, forholdsvis langsomme enheder med begrænset manøvredygtighed. Forekommer med flere motorsystemer og hovedrotorer. Anvendelsesområdet er, som betegnelsen siger, transport, såvel personel som materiel, d.v.s. dels som UH-typerne, men normalt først i 2. eller 3. echelon. Herunder:

- Forsyning med våben og ammunition m. v.

- Evakuation af personel og materiel.

- Bjergning af ødelagte helikoptere.

- Transport af ART-pjecer (L og M).

- Transport af køretøjer.

- Udlægning af feltbroer.

Helikopteren er p.g.a. sin størrelse ret sårbar. Den er let erkendelig også p.g.a. støj og opererer normalt ikke i helt lav højde. Den stiller væsentligt større krav til baseområde og landingszone end UH, men kan føre godset i lastenet eller »sling«, d.v.s. ophængt under helikopteren således at landsætning foregår uafhængigt af terrænets beskaffenhed.

Angrebshelikoptere (AH).

Karakteriseres ved bevæbning, pansring og hastighed. De er en videreudvikling af den »bevæbnede helikopter« af UH-typen. I øjeblikket kendes kun amerikanske konstruktioner, og udviklingen er siden januar 1973 ændret væsentligt p.g.a. en voldsom produktionspris. Opgavetypeme er:

- Sikring af helikopteroperationer.

- Direkte ildstøtte til kampenheder på jorden.

- Supplement til artilleri-, kampvogns- og morterild.

- Selvstændigt engagement mod jordmål, herunder hårde punktmål, feltbefæstede stillinger og kampvogne m. v.

- Opklaring og målopklaring.

Angreb shelikopteren er forholdsvis tung, men honorerer alligevel store krav til mnøvreevne. Den kan normalt ikke medføre anden last end bevæbningen og ammunition. Dens tekniske overlegenhed stiller tilsvarende store krav til vedligeholdelse i baseområdet. Når undtages bombning dækker AH faktisk alle close air support opgaver, og dens udstyr spænder over elektronisk varslingsapparatur (mod jord/luft og luft/luft missilier), infrarødt målsøgningsudstyr, laser-afstandsmåler og elektronisk sigte- og ildledesystem m. v

VÅBENSYSTEMER

Ved valg af helikopterbevæbning er hensyn til opgaven, fjenden, terrænet og vejret samt andre indsatte enheders udrustning og kampstøttemidler de afgørende faktorer. Sideløbende med den amerikanske hærs udvikling af våbensystemer i forbindelse med helikopteroperationer i Vietnam er der også i Europa foregået en påfaldende intens virksomhed på dette felt. Fordelene ved anvendelse af helikoptere som våbenplatforme m. v. er indlysende, så længe brugeren frit kan udnytte dens terrænmæssige uafhængighed til hurtig og overraskende indsættelse. Det fælles træk i udviklingsbestræbelseme af forbedrede våbensystemer er den store vægt, der lægges på styrede lette missiler. På grund af rækkevidde, effekt og måske især det temmelig høje omkostningsniveau, der karakteriserer de styrede missiler og tilhørende ildledesystemer, samler interessen sig ganske specielt om helikopteren som våbenplatform, i håb om en økonomisk gevinst gennem fleksibel anvendelse.

Bevæbningen omfatter:

- maskingeværer

- maskikanoner

- raketter

- granatkastere

- styrede missiler.

Helikopteren kan endvidere anvendes til udlægning af røg, C-kampstoffer, miner og lys m.m.

Maskingeværer.

De første franske forsøg med helikoptere som ildstøtteenheder gik ud på ganske enkelt at lade maskingeværbesætninger med almindelige infanterivåben skyde mod jordmål fra helikopterens åbne sideluger. Denne bevæbning er til idag benyttet af amerikanske enheder i forbindelse med luftmobile operationer i Sydøstasien - såvel fra de fartøjer som transporterer personellet som fra overvågningsenheder. Lette maskingeværer i faste affutager udgør hovedbevæbningen på mange OH-typer, når de overhovedet er bevæbnede. Under visse operationer er specielle hurtigtskydende, småkalibrede maskingeværer også hovedarmering på AH-typer foruden på bevæbnede UH. Ønsket om meget voldsom ildvirkning mod »bløde« flademål har ført til udviklingen af dette våben.

- 7.62 mini gun.

Det er et General Electric konstrueret våben med typebetegnelsen xm-134. Det indgår i adskillige kombinerede systemer, bl. a. de under AH-typerne byggede tårne. Det består af 6 løb med et særligt patrontilføringssystem, hvori ammunitionen føres uden anvendelse af bånd eller båndled. Det udmærker sig ved en variabel skudkadence på op til 6.000 skud/min. Det er bemærkelsesværdigt, at man hermed specielt til helikoptere har fremstillet et ganske let våben med en kapacitet, der ligner flybevæbning. Samme eller lignende våben vil sandsynligvis blive indført i de europæiske bevæbnede helikoptere, hvor hidtil kun våben med væsentlig lavere skudhastighed har været benyttet. Skudafstanden er op til 3.200 m, men den effektive skudafstand vil normalt være ca. 750 m fordi lyssporammunitionen brænder ud. Det store ildtempo øger dog muligheden for at observere nedslag på længere afstande. - 12.7 mm maskingevær. Også dette meget anvendte våben findes som helikopterbevæbning. Imidlertid gør ønsket om lav ammunitionsvægt og høj skudkadence typen mindre egnet. Det tunge maskingeværs større rækkevidde, gennemslagskraft og præcision betragtes som mindre betydningsfuld for et standardvåben i nærstøtterollen. Det skal herunder erindres, at et helikopterbåret maskingeværs raserende virkning nedsættes proportionalt med flyvehøjden i ildåbningsperioden.

Maskinkanoner.

Typer af varierende kalibre fra 20 til 40 mm er og har været i anvendelse. Forskellige forsøg med udvikling af maskinkanoner (bl. a. franske) går i retning af et 35 mm våben som det fremtidige standdardkaliber. Maskinkanoner er til visse opgaver hovedbevæbning i AH-typer. Det drejer sig da i højere grad om interdiction missioner end direkte kampstøtteopgaver. Den effektive skudafstand er op til ca. 3.000 m, hvilket giver mulighed for indsættelse på afstande udenfor flere lette luftvæmsvåbens rækkevidde (12.7 mm TMG og visse lette missiltyper). Maskinkanonerne anven­des specielt i drejelige tåmaf fut ager. De betjenes normalt af hjælperen (Copiloten), men kan samtidig i fastlåset stilling i fartøjets flyveretning styres af piloten i lighed med raketter. Tårnene kan være kombinerede systemer som f. eks. TAT-102A hvor samtidig den omtalte 7.62 minigun kan være placeret. Sideretningsfriheden er her =b 115°, plongering 50° og elevering 25°. Det har automatisk udligning for maskinens bevægelser i forhold til sigtelinien og en type drejer med en fart af 80° pr. sek. Maskinkanonernes skudhastighed er varierende mellem ca. 300 til 700 skud/min. Problemet med ammunitions vægt er også her væsentligt for den praktiske anvendelighed.

Raketter.

2.75" raketten er en standardtype, der også anvendes som bevæbning på jagerbombere. Rækkevidden er 300-2.500 m og våbnets nøjagtighed er meget stor. Raketterne konstrueres med forskellige hoveder, afhængigt af formålet, der kan være såvel »bløde« som »hårde« mål. De var, indtil de styrede missiler indførtes, hovedvåben ved indsættelse mod kampvogne i Vietnam. Andre typer, anvendt mod personel i bevoksede områder, er for at sikre detonation alene ved berøring med vegetationen udstyret med meget følsomme brændrør. Ialt 76 stk. af denne type kan føres (på f. eks. AH-1 J) - uden krav om parvis affyring, men dog med mulighed for næsten samtidig levering af hele beholdningen. En ildkraft af dette omfang og med den mulige præcision er kraftigere end ilden fra f. eks. tre 155 mm haubitsbatterier. Systemet har været almindeligt anvendt i Vietnam under luftmobile operationer udenfor øvrig ildstøttes virkningsafstande i første fase af indsættelsen.

Granatkastere. Dette våbensystem skal nævnes som en art supplement til de foregående, fordi dets fladevirkning ligner rakettens, mens dimensionerne har fælles træk med maskinkanonen. Det er specielt udviklet under Vietnamkrigen og opfylder ønsket om virkning på udækkede skjulte mål. Den anvendte type er et 40 mm våben monteret i det foran nævnte tårn. I tvillingeaffutage eller kombineret med minigun byder det en voldsomildkraft. Ammunitionsmængden på normalt 300 stk. pr. våben kan affyres med en teoretisk skudhastighed på 220-350 s/min., fra en effektiv afstand op til 1.500 m. Granaten er lille - under 200 gram - men har dræbende fragmentvirkning indenfor 5-10 m mod udækket personel.

Missiler.

Som tidligere anført samler udviklingen indenfor de styrede missilers område i forbindelse med helikoptere ganske særlig opmærksomhed. Dette er ikke mindre interessant efter indføring af TOW-systemet i flere NATO-hære, herunder den danske, og emnet skal her omtales lidt nærmere. Baggrunden for udviklingen af panserværnsmissiler er Warzawapagt hærenes overlegenhed på kampvogne, skønsmæssigt anslået til 3:1 i forhold til Vesteuropas - et forhold som NATO ikke kan gøre sig håb om at udligne med kampvogne alene. Ønsket om at få et våben, som effektivt supplerer eller eventuelt helt erstatter kampvogne og kampvognsjagere i panservæmsrollen, er således udgangspunktet i den operative opgaveformulering.

Ideelle krav til et panserværnsvåben er følgende:

- effektiv skudafstand større end gængse og fremtidige kampvognskanoner’s, selv de tungeste,

- bevægelighed i et omfang som mindst er på højde med almindeligt panserskyts, pansret eller upansret - og helst også anvendeligt fra helikoptere, - neutraliserende virkning mod anvendte pansertyper,

- skal kunne sikre en flanke under et angreb,

- må i defensiven kunne virke før fjendtlige kampvognes våbenvirkning kan blive effektiv,

- mulighed for feltaffutering i forsvarsområder,

- om muligt samtidig være anvendeligt som antiluftskyts.

- Endvidere ville det være særdeles ønskeligt om en kombination mellem let infant er i våben og køretøjsb året våben kunne udvikles.

Kun missilet kombinerer alle disse egenskaber. Der skelnes mellem manuel styring, semiautomatisk styring og automatisk styring af missilerne i sigteretningen. Uafhængig iøvrigt af den anvendte sporing er den fælles fordel ved de styrede missiler frem for andre våbensystemer: enkelhed, vægt og våbenstørrelse. Fælles ulemper er kravet om fastholdt sigte gennem hele flyvetiden, krav om nøjagtighed ved sigte på de store afstande og begrænsningen til ét engagement pr. kommandoapparat ad gangen. Valget mellem manuel, halvautomatisk eller automatisk korrektion af missilet påvirkes af modstridende faktorer. Den manuelle betjening kræver højt uddannet personel, men systemet er upåvirkeligt af elektroniske modforanstaltninger så længe det er baseret på trådstyring. Det halvautomatiske system forenkler i meget høj grad uddannelseskravene, men indebærer fare for jamming og stiller et absolut krav til verifikation (sammenfaldende optisk sigtelinie og elektronisk spor) for at yde større nøjagtighed end de manuelt styrede systemer over den store effektive skudafstand. Det fuldautomatiske system fordrer en konstant målkontur (TV-billedet forsvinder, hvis målet maskeres) under engagementet. Dette plus sårbarhed overfor jamming i forbindelse med produktionspris har hidtil bevirket, at systemet kun er blevet anvendt mod luftmål. Fælles fordel for missilsystememe er personelbesparelse. Der er næppe tvivl om, at det jordbundne panserværnsmissil også i de næste 10 år vil følge linien med halvautomatisk styring. Helikopteraffuterede missiler gør foreløbig det samme, men mulighederne for anvendelse af et automatisk system er her bedre på grund af den friere sigtelinie og specielt hensynet til helikopterens sårbarhed taler for et »launch and forget«-system. Det skal i denne forbindelse understreges, at skudkadencen jo også forøges svarende til den tid der vindes ved ikke at skulle afvente træfning. Det ligger udenfor denne gennemgang nærmere at beskrive systemerne i detaljer. Her skal kun anføres, at de idag anvendte systemer er særdeles enkle at betjene - og deres træf sikkerhed er næsten foruroligende høj. Eksempler på 2. generations pansserværnsmissiler er TOW og HOT*) (Haut sub. sonique Optiquement Téléguidee). HOT udgør sammen med MILAN et taktisk panserværnssystem med styreelementet som fælles komponent. Det er langtrækkende (4000 m) og kræver et transportmiddel - og har vist sig anvendeligt fra helikopter. MILAN er et enkeltmandsvåben med en rækkevidde på 1200-1500 m. Ledestrålen er en infrarød lysstråle, som er sammenfaldende med den 

optiske ligtelinie. Missilet holdes automatisk i ledestrålen efter affyringen og skyttens opgave er således »kun« at fastholde sigtet på målet gennem hele flyvetiden. TOW anvender en laserstråle som optisk spor. Granatvægten er: HOT 22 kg, TOW 19 kg. Begge missilers flyvehastighed er under lydens. Træffesandsynligjied 75-500 m: ca. 80%; 500 m-4000 m ca. 100%. (TOW er forbedret og har nu en rækkevidde som HOT) Resultaterne af præcisionen er for TOW’s vedkommende bekræftet i Vietnam, hvor missilet forsøgsvis har været indsat fra helikoptere. - Træffesandsynligheden er angivelig over 80 % på afstanden 2500-3500 m! Israels sidste krig med Ægypten vil afsløre erfaringer af allerstørste interesse - det har for israelske kampvognsenheder i Sinai været en meget alvorlig overraskelse at møde denne type våben i de ægyptiske brohoveder øst for Suezkanalen.

II ANVENDELSE

Reglementarisk grundlag.

De danske bestemmelser for anvendelse af helikopterenheder er foreløbig begrænset til det tidligere nævnte udkast til reglement for Brigadens Fly deling. Udkastets mål er at sætte brugeren af de flyvende enheder i stand til effektivt at disponere over delingens fastvingefly og helikoptere ud fra en kort orientering om materiellets ydeevne og begrænsninger, rekvisitionsprocedurer og planlægningsprincipper. Punktet om helikopterens anvendelse i panservæmsrollen er endnu ikke udgivet. Amerikanske bestemmelser er på grund af den intensive anvendelse af helikoptere under hele engagementet i Vietnam temmelig omfattende. Væsentligst betydning for nærværende gennemgang har Field Manual 57-35, Airmobile Operations fra 1971, og FM 1-110, Armed Helicopter Employment, fra 1966. Sidstnævnte FM er på grund af reglementets udgivelsestidspunkt således kun delvis retningsgivende. Engelske bestemmelser støtter sig i væsentligt omfang på gældende amerikansk reglementstof og erfaringsmateriale. Franske bestemmelser findes bl. a. i uddrag af TTA 565 - Reglement de Manoeuvre des Formations Elementaires de UALAT. (ALAT = aviation légere de l’armée de terre) (1970). Tyske bestemmelser er endnu kun delvis foreliggende som reglementsstof. I denne gennemgang er anvendt et udkast til det tyske panservæmshelikopterregiment. De forskellige hærflyveenheders reglementgrundlag og udkast afslører hovedtendenserne vedrørende brug af helikopterenheder og valg af type. USA går som indledningsvis nævnt ind for bevarelsen af en angrebshelikoptertype sammen med en taktisk transporttype. (Man har ikke stillet krav om komponentfællesskab, hvis dette ikke tilfældigvis skulle opnås ved, at samme selskab får koncession på begge projekter. Dog påregnes de igangværende projekter til AAH og UTTAS udstyret med samme motortype). Endvidere anvender USA angrebshelikopteren i ildstøtteroller, som ligger ud over de europæiske principper, der ikke går ind for brug af helikoptere til ildforberedelse mod flademål i større omfang. England går ind for en bevæbningsform, som sætter helikopteren i stand til at løse ildstøtteopgaver i forbindelse med luftmobile operationer, nemlig sikring af transporten samt lammelse af landsætningszonen. Herudover er »fire support« anført som rene angrebsopgaver, men princippet er i virkeligheden en defensiv anvendelse med hovedvægt på panserværn. Frankrig taler om angrebshelikoptere, men reelt kun i panservæmsrollen. Eskorte- og interdictionopgaver er kun nævnt som randbemærkninger. Derimod er der lagt stor vægt på de »lette« helikoptere, der også forudses anvendt i panserværnet. UH-typerne benævnes »Helicopteres de Manoeuvre« med den dobbelte betydning af ordet. Tyskland har i udkastet til panserværnshelikopterreglementet helt åbenlyst bekendt sig til den panserværnsmissilbærende helikopter. Funktionen som taktisk manøvreelement bevares hos andre enheder og UH’er indgår organisatorisk i forsvaret som i de øvrige nævnte lande. Derimod er der i øjeblikket ingen accept af en AH-type som skal løse andre væsentlige ildstøtteop gaver.

Operationer

Helikopteroperationer kan groft deles efter opgaven i to forskellige kategorier, nemlig de operationstyper, hvori en konventionel personelindsættelse er hovedelementet i modsætning til sådanne, der har de helikopterplacerede våbens virkning som formål.

a. Luftmobile operationer.

(1) Definition.

En luftmobil operation er en indsættelse af kampenheder med udrustning og materiel ved hjælp af luftfartøjer under ledelse af en landstyrkes fører som led i landstyrkers kamp.

(2) Karakteristika.

- Overraskelse

- fleksibilitet

- manøvreevne over store afstande

- tidsmæssig præcision

- hurtighed i udførelse.

Luftmobile operationer udføres som regel mod svagt besatte områder. Hvis det modsatte skulle være tilfældet kræves enten et forudgående lammende luftangreb eller tilsvarende artilleriforberedelse. Operationsformen kræver meget sikkert virkende kommunikation på grund af dens hurtige udførelse og de tilsvarende krav til samvirkende enheders reaktionsevne for at kunne udnytte de skabte fordele. Dette gælder såvel planlagt ildstøtte som angreb med andre enheder i tilslutning til indsættelsen, evt. frigørelse m. m.

Luftmobile operationer er særligt afhængige af den almindelige situation i luften, jfr. afsnit III.

(3) Muligheder og begræsninger.

De fordele, anvendelsen af luftmobile enheder kan medføre, er følgende:

- valgfri angrebsretning mod mål som ellers ligger utilgængeligt på grund af fjendens placering, terrænmæssige hindringer, minefelter m. v., samt opnåelse af taktisk overraskelse, der tvinger fjenden enten til iværksættelse af modforholdsregler eller blottelse overfor en angribende styrke,

- hurtig tyngdedannelse, spredning eller flytning af enheder for at beherske vigtigt terræn, skabe føling eller nedsætte egen sårbarhed,

- større frihed for troppeføreren i den operative planlægning, idet kravet til reserven væsentligt kan baseres på en mindre, men meget mobil enhed,

- bevarelse af tempoet i en operation ved samtidig at arbejde i mere end en retning eller et operationsområde,

- gennemførelse af operationer under marginale vejrbetingelser, men under bevarelse af vildledning og overraskelse,

- udførelse af operationer uafhængig af jordbundne forsyningsakser.

Begrænsningerne er i det væsentlige:

- vejrforhold som måske ikke ville hindre konventionel virksomhed på jorden,

- vægtmæssige begrænsninger, hvad angår fremføring af tungere materiel til indsættelsesområdet,

- afhængigheden af kommunikationsmuligheder til støttende eller opfølgende enheder,

- ønsket om lokal luftoverlegenhed og neutralisering af fjendtligt luftværn langs flyveruterne,

- begrænset mulighed for fortsættelse af kampen uden forstærkning,

- begrænsning af mobiliteten på jorden efter landsætning,

- fjendtligt indgreb mod landsætning, samling i og start fra et ikke sikret rum.

(4) Operationstyper.

Generelt. Luftmobile operationer kan udføres i tilslutning til alle troppeenhedens kampformer. Det er imidlertid væsentligt at holde sig for øje, at alene transportmåden adskiller den luftmobile enhed fra øvrige kampenheder - kampens karakter efter landsætningen er principielt den samme. Luftmobilitet giver dog mulighed for indsættelse af friske enheder og i større dybde indenfor det tildelte rum. Den indsatte enheds kampkraft er efter en heldig landsætning næsten omgående maksimal, fordi det netop er muligt at flytte taktiske enheder i taktiske formationer. Enheden har omgående udrustning og organisatorisk materiel hos sig og vil under mange forhold være uafhængig af samlepunkter, klargøring af materiel og ammunition m. v. i modsætning til luftbårne enheder. Træningstilstand og rutine i samarbejdet vil være afgørende for sammensætning af enheder til luftmobile operationer - jo højere uddannelsesstadet er, desto nemmere og hurtigere kan indsættelsen effekuteres p.g.a. muligheden for fuld udnyttelse af standardprocedurer m. v. Ved opgavetildeling bør det være et absolut krav, at den luftmobile enheds særlige fortrin kan komme til udfoldelse - i modsat fald vil andre enheder som regel mere lønsomt kunne indsættes. De udvalgte mål bør tvinge fjenden til dispositionsændringer, enten i form af tyngdeændring eller flytning for at undgå nedkæmpelse.

Offensiv indsættelse.

- Luftmobilitet giver øgede muligheder for at opnå og bevare føling. Ledsagende observationshelikoptere udpeger landsætningszoner (LZ) efter at have konstateret FJ placering. Herefter vil løbende indsættelse af angrebsenhederne eller fortsat målopklaring med OH foregå indtil hovedstyrken kan sættes ind på selvvalgt tid og sted. Dette giver opklaringsenheder og forreste enheder i mødekampen afgørende fordele.

- Udnyttelse af erkendte svagheder i den fjendtlige opstilling er i særlig grad mulig med helikopterenheder. Ved indsættelse i mellemrum mellem hans angreb senheder kan den luftmobile enhed true en flanke i et tyngdeangreb, evt. hindre dets gennemførelse indtil modforholdsregler er iværksat og dermed give egen troppeenhed tid.

- Fastholdelse af nøgleområder kan overlades til luftmobile enheder for at frigøre en angrebsenhed i et mellemfaldende mål og bevare dens bevægelse.

- Generobring af initiativet kan måske opnås ved hensynløs og koncentreret indsættelse i det øjeblik fjenden viser en svaghed, begår en fejl eller blottelse. - Neutralisering af fjenden ved at forhindre ham i at reagere kan opnås ved at afskære ham, angribe hans reserve eller true en enkelt af hans enheder således at egen angrebsstyrkes risiko fra denne side nedsættes.

- Angreb med ild og bevægelse giver i visse tilfælde den luftmobile enhed fordele fremfor andre angreb senheder, idet den kan føres helt ind på livet af fjenden, mens denne holdes nede af egen ildstøtte. Det kræver den allerhøjeste grad af tidsmæssig koordination, hvilket netop kan opnås med luftfartøjer. Enheden behøver kun i brøkdele af minutter at udsætte sig for fjendtlig ild.

- Bevarelse af fremdrift, tyngdedannelse på det afgørende tidspunkt og sted samt udnyttelse af en pludselig opstået mulighed er i særlig grad mulig med luftmobile enheder, fordi opgaven hele tiden søges gennemført indenfor minimale tidsrammer.

 Luftmobile enheders tilstedeværelse vil til enhver tid medvirke til at skabe usikkerhed hos fjenden og tvinge ham til skærpede sikringsforanstaltninger, hvilket slider på hans kampkraft. Enhederne vil ofte kunne indsættes til vildledningsmanøvrer og på grund af mobiliteten alligevel være disponible for et tyngdeangreb.

Under alle omstændigheder må den planlagte ildstøtte til fordel for luftmobile operationer være særdeles nøjagtigt tilrettelagt. Dette gælder hvad enten opgaven er opklaring, bevarelse af føling, fastholdelse af terræn eller angrebsvis indsættelse. Luftmobile enheder vil kun i meget stort anlagte operationer kunne medføre egen ildstøtte i form af artilleri, og denne vil normalt ikke kunne etableres i landsætningsfasen.

Planlægningen bør omfatte alle ildstøttemidler, såvel angrebshelikoptere som artilleri. Hvis indsættelsen sker udenfor støtteafstand, må fremskudte artilleristillinger være forberedt, eller støtten må i første omgang baseres alene på angrebshelikoptere og jagerbombere, indtil det tildelte artilleri kan virke.

Defensiv indsættelse.

På brigadeniveau vil kun indsættelse i blokeringsopgaver være aktuelle defensive opgaver, og kun når alle midler skal tages i brug for at sinke fjenden. Blokering er ikke en kampmåde, der specielt udnytter mobiliteten med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende. Formålet kan da være:

- Imødegåelse af overraskende fjendtlig indsættelse i terræn, der fejlagtigt er vurderet som uanvendeligt for ham.

- Flankesikring.

- Forstærkning af et truet område.

- Blokering i dybden, enten for at dæmme op for et indbrud eller en omgående bevægelse.

- Endelig skal her anføres den luftmobile enheds særlige fortrin ved imødegåelse af luftbårne eller luftmobile fjendtlige enheder eller infiltrationsstyrker. En meget hurtig indsættelse vil i mange tilfælde være den eneste reelle mulighed for at imødegå sådanne trusler der netop baseres på overraskelsesmomentet. Hovedvægten på anvendelse af luftmobile enheder bør i brigadens defensive kampformer lægges på offensiv indsættelse til støtte for modangreb, ildoverfald og baghold.

Planlægning

En luftmobil operation planlægges i omvendt rækkefølge af udførelsen. Den indeholder

- Plan for kampenhedernes indsættelse og ildstøtte i eller nær målområdet,

- plan for landsætningen, idet tid, sted og rækkefølge afhænger af manøvreideen,

- plan for »luftmarchen«, som vil afhænge af landsætningsplanens krav til rækkefølge, placering af enheder m. v.,

- læsseplan, herunder forudgående flytning af enheder og forsyninger m. v.,

- »drejebog« anvendes i kontroløjemed ved større operationer. Den grundige forberedelse er om muligt af endnu større betydning ved udførelse af luftmobile operationer end i alle andre tilfælde. Der vil imidlertid ofte være modstrid mellem netop ønsket om at udnytte en helikopterenheds korte reaktionstid i en pludselig opstået situation og det tidskrav en grundig planlægning stiller. Dette er en begrænsning af mulighederne udover de anførte, som føreren må inddrage i sine overvejelser. På grund af den relativt store sårbarhed i luften, og i landsætningsfasen må fordelene ved den hastigt forberedte indsættelse nøje vejes mod risikoen. Kravet til den taktiske efterretningstjeneste er tilsvarende stort. Den specielle del af planen vedrører landsætningen og bevægelsen fra indladeområdet hertil. Ved valg af LZ må foruden hensyn til den taktiske plan særligt iagttages

- fjendens placering og muligheder for indgriben,

- terrænets beskaffenhed og

- mulighederne for ildstøtte

Som regel vil overvejelserne vedrørende fjendens muligheder resultere i forstærkning med panservæmsvåben til den luftmobile enhed. Størrelsen af LZ afhænger af anvendelsen. For en enkelt helikopter af UH-typen må regnes med et område hvis diameter ikke er under 20 m. Det kan være nødvendigt at udvælge flere landinspladser eller benytte samme plads til flere fartøjer. Personellet kan sættes af fra den landede helikopter direkte på jorden, men spring fra 1-2 meters højde eller landsætning ad rebstige kan være nødvendigt, hvis jordbundsforhold eller bevoksning kræver det. Sikker landsætning på jorden kan normalt ikke gennemføres, hvis terrænet hælder over 15°. Indflyvningen kan dirigeres enten fra observationshelikopteren eller ledsagende angrebshelikoptere. Stifindere markerer området med røg eller flager. Førerens plads i LZ vil normalt være særligt angivet, så øvrige enheder kan se den. I dagslys anvendes kun absolut nødvendig markering og eventuelt kun for føreren. Ved landing af enkeltfartøjer snævert terræn eller f.eks. landsætning af skyts må helikopteren dirigeres fra jorden af hjælpepersonel. Planen for flyvningen indeholder

- tidsplan,

- bestemmelser vedrørende formation, højde og fart,

- trafikkontrol med rutediagram, kontrolpunkter, passagetider og korridorer

Specielt vedrørende koordination med egen ildstøtte, luftværnsenheder og anden virksomhed i luftrummet er en meget nøje planlægning nødvendig. De områder og nødvendige ruter som skal fastlægges er

- venteplads for transportfartøjer og eskorteenheder,

- indladezone(r) med samlepunkt(er),

- fremskudt drivmiddel- og ammunitionspunkt (kan benyttes før indsættelsen af enheder, som har gennemført en længere transport fra baseområder, eller af fartøjer, som har landsat personel eller forbrugt ammunition i målområdet),

- landsætningeszoner som før omtalt.

Afhængig af den valgte plan for fartøjernes anvendelse må det nødvendige antal ruter til forbindelse af de nævnte områder fastlægges.

b. Ildstøtte-operationer

(1) Fordele og ulemper.

Den temmelig brede valgmulighed for helikopterbevæbning er nævnt under materielbeskrivelsen. Såvel i forbindelse med jordstyrkers som luftmobile enheders kamp er fordelene udover hurtighed og mobilitet i indsættelsen af bevæbnede helikoptere til ildstøtte umiddelbart:

- præcis og voldsom virkning,

- mulighed for snæver kontakt mellem støttede og støttende enhed,

- sikker målopklaring og observation af ildvirkning,

- større overblik og konstant virkende overvågning,

- stor mulighed for tyngdeændring og skifte til nyt engagement.

Af væsentlige ulemper udover sårbarhed og kvantitative begrænsninger skal anføres:

- begrænset anvendelse i mørke og usigtbart vejr,

- begrænset ammunitionskapacitet og følgende krav om genopfyldning,

- begrænset mulighed for våben valg, når fartøjet én gang er udrustet,

- krav om sikkert virkende signalforbindelse (sårbarhed overfor jamming).

(2) Sikringsopgaver.

Helikoptere kan indsættes i forbindelse med en troppeenheds forskydning og muliggør en væsentlig højere hastighed. Indsættelsen kan være begrænset til enkelte punkter langt ruten. Under ophold i beredskabsområder, arbejde i kamp stillinger og udbygning af hindringer m. v. vil helikoptere kunne indsættes i forholdsvis ringe antal og alligevel aflaste enheden på jorden væsentligt indenfor et temmelig stort område. Flankesikring er en opgavetype, som helikopteren er særlig egnet til. Den kan arbejde fra delvis sikret rum, dække et stort område - og samtidig bedre end andre midler bevare forbindelserne.

(3) Opklaring.

I forbindelse med opklaringsenheder på jorden har bevæbnede helikoptere indlysende fortrin. Mulighederne for bevarelse af føling, erkendelse af tyngde og eventuelt fastholden af fjenden forøges væsentligt med helikopterstøtte, og dens bedre muligheder for bevarelse af signalforbindelser til troppeføreren kan blive afgørende for rettidig formidling af opklaringsresultater. Opklaring med ild vil normalt være en uhensigtsmæssig anvendelse af helikopterens våben.

(4) Kampstøtte.

Den bevæbnede helikopter leverer sin ild enten som »running-, hovering- eller stationary fire«. Running fire er ildafgivelse under flyvning fremad og - afhængigt af våbensystemet - enten direkte mod målet eller under større eller mindre målvinkel. Kravet til helikopterens fart under denne form for ildafgivelse blev ved fremstilling af angrebshelikoptere tidligere vægtet meget højt, men forekommer ikke at være udgiften til maskinkraft og sigteudstyr værd. Metoden svarer omtrent til anvendelse af fastvingefly i close air support. Hovering fire leveres fra den opdukkende helikopter. Metoden tillader udnyttelsen af skjul og dækning mellem engagementerne og udnytter helikopterens specielle manøvreevne. Tilsvarende store krav stilles til pilot og evt. skytte, idet observationstiden begrænses. Metoden er ikke heldig ved anvendelse specielt af raketter og automatiske våben i fast affutage, fordi bevægelsen vanskeliggør fastholdelse af sigtet. Stationary fire er skydning fra helikopteren på jorden. Metoden kan i visse tilfælde være fordelagtig bl. a. fordi den eliminerer fartøjets egen fejlkilde i form af vibrationer og bevægelser. Bevæbnede helikoptere vil normalt optræde i formationer å mindst to fartøjer. Heraf kan det ene være en observationshelikopter som holder sig i sikker afstand fra fjenden og herfra leder angrebet.

(5) Panserværsopgaver.

Den missilbærende helikopter vurderes som antydet meget højt som våbenplatform i panserværnsrollen. Fordelene sammenlignet med traditionelle panservæmssystemer er

- den meget større bevægelighed og hastighed,

- principielt uindskrænkede observationsmuligheder, hvilket kan give maksimal udnyttelse af de styrede missilers rækkevidde, d.v.s. indsættelse udenfor kampvognenes forsvarsmidlers rækkevidde,

- frihed i valg og indtagelse af ildstilling under anvendelse af hovering fire.

USA besidder et vist erfaringsmateriale fra Vietnam og desuden er der afholdt forskellige troppeforsøg for at søge den relative overlegenhed nærmere belyst (se nærmere cost effectiveness afsnittet). Ved opstilling af regulære panserværnshelikopterenheder opnås maksimal mobilitet for de temmelig kostbare våbensystemer. Den taktiske fører vil i langt højere grad kunne frigøre kampvognsstyrker fra reserveenheder og dermed føre kampen mere offensivt.

Sandsynlige opgaver for helikopterenhederne vil være:

- indsættelse mod fjendtlige gennembrudte kampvognsenheder,

- støtte evt. til frigørelse af de forreste enheders kamp,

- overtagelse af føling i den udvigende kamp, evt. med henblik på afbrydelse af kampen,

- sikring af dybtgående panserangrebs flanker eller sikring af modangreb mod fjendtlige kampvogne og kampvogns jagere,

- indsættelse mod pansrede mandskabsvogne m. v.,

- indsættelse mod fjendtlige minelæggere under deres forsøg på at hindre modangreb efter indbrud.

e. Øvrige opgavetyper.

Der er i denne gennemgang ikke lagt vægt på helikopterens anvendelse i den faglige tjeneste. Specielt sanitetstjenesten og forsyningstjenesten i kritiske situationer vil kunne støttes effektivt ved indsættelse af helikoptere. Der er en række andre opgaver som fordelagtigt vil kunne dækkes af helikoptere. Især Frankrig lægger vægt på helikopterenheders muligheder i forbindelse med fjendtlig anvendelse af A-våben. De vil være særdeles anvendelige i skadekontrollen ved hurtig indsættelse og uafhængigt af de hindringer A-våbnet eventuelt bevirker. Opstående huller vil hurtigst kunne dækkes med luftmobile enheder, hvorved naboenheders opgaver undgår kompromittering. Som panserværn mod fjendtlig opfølgning af A-våben vil helikoptere måske være den eneste anvendelige mulighed. Endelig kan helikoptere måske vise sig at være eneste kommunikationsmiddel efter at A-våben har været indsat (evt. til udlægning af kabel over inficerere områder, direkte ordreformidling, udveksling af oplysninger m.v.).

III ANVENDELIGHED

Diskussionsgrundlag.

Den række problemer i forbindelse med brugen af helikoptere i kampoperationer, som er nævnt i SACEUR’s vurdering af General Erik Kraghs og Landsretssagfører Kristian Mogensens forslag til modernisering af for svaret, fremlagt i Forsvarskommissionen af 1969, er udgangspunkt for den følgende gennemgang af helikopteres anvendelighed.

Overlevelsesmuligheder i et taktisk luftoperationsområde. De kraftigste indsigelser mod indførelse og anvendelse af helikoptere i bredere almindelighed til brug i kampoperationer peger i den løbende diskussion på sårbarheden overfor jagere og jagerbombefly. Specielt på dette område er erfaringsmaterialet ringe, idet brugere af helikopterenheder hidtil altid har været i stand til at skaffe sig luftherredømme - i hvert fald lokalt. Overfor jagere vil helikoptere aldrig kunne klare sig hastighedsmæssigt, men nok hvad angår manøvredygtighed. Våbenmæssigt er jageren væsentlig overlegen og foruden våbenvirkningen har et jagerfly et andet betydeligt virkemiddel1), nemlig jetstrømmens virkning på helikopterens rotor, der påstås at beskadige denne med meget stor sandsynlighed, hvis helikopteren berøres af lufthvirvleme. Frygten for en i hvert fald indledningsvis væsentlig fjendtlig luftoverlegenhed i en europæisk konfrontation, og overbevisningen om, at enhver aktuel fjendtlig indsættelse, specielt af kampvognsenheder, vil have meget kraftig luftstøtte, er medvirkende til at betvivle også missilbærende UH’s og AH’s muligheder som panserværn. At kampvogne uden anden sikring end egne våben vil være omtrent forsvarsløse overfor den missilbevæbnede helikopter betvivles derimod ikke. Flyets engagement mod helikopteren vil består af tre dele, nemlig målerkendelsen, indtagelse af ildåbningsposition og selve beskydningen. Helikopterens forsvar herimod er udnyttelse af skjul og sløring, undvigning for at søge dækning (d.v.s. fornyede krav om opdagelse) eller, når dette er umuligt, da at manøvrere således, at angriberens effektive ildåbningstid bliver kortest mulig. (Stigning direkte mod angriberen eller tvinge ham til større angrebsvinkel ved at flyve imod og under ham - jageren må da flade tidligere ud). Endelig kan helikopteren i begrænset omfang benytte sine våben — også de styrede missiler. Hertil kommer at helikopteren har vejr- og sigtbarhedsmæssigt større margin end fastvingeflyet (se p. 84).

Hvad angår helikopterens muligheder for at undgå opdagelse, hersker der ret delte opfattelser. Jagerpiloter påstår2) lettere at kunne erkende helikoptere - og specielt i formation - end jordmål, i hvert fald f. eks. pansrede mandskabsvogne når terræn og vejr tillader en overvågning fra den gunstige højde 100-300 m. Forholdet har været genstand for forsøg i flere tilfælde, men der forekommer forskellige faktorer der ligesåvel taler til helikopterens fordel. Væsentligt er det at bemærke, at sandsynligheden for, at helikopteren opdager angriberen før omvendt, er ca. 80 %. Hertil kommer, at angriberen kun sjældent vil kunne nå at opdage og angribe i samme overflyvning, hvilket yderligere giver målet lejlighed til at unddrage sig. An? gående jagerens træffesandsynlighed med automatiske våben, giver forsøgsresultater påfaldende gode overlevelsesmuligheder for helikopteren. Til det fuldstændige billede må endelig også medregnes den faktor, at helikopteren (i panservæmsrollen) vil operere i og fra et rum, som egne styrker, måske uden at have luftoverlegenhed over, dog vil have sine luftforsvarsenheder placeret i. Det er et forhold som i ringere grad har været fremme i diskussionen. Her skal blot påpeges, at indførelsen af Red Eye formentlig vil kunne øge helikopterens operationsfrihed væsentligt. Hvis Red Eye-enhederne bringes til samarbejde med helikopterenheder f. eks. ved sikring af ruter og korridorer, kan dette våben måske som bonuseffekt eliminere et af dets egne svagheder, nemlig målerkendelsen, ved at udnytte den fjendtlige jagers nødvendige gentagne overflyvning for at engagere et flyvende mål.

Helikopterens sårbarhed overfor ild fra jorden.

Håndvåbenild.

I modsætning til truslen fra fastvingefly findes der fra Vietnam et erfaringsmateriale angående virkningen fra jordbaserede våben, som forekommer absolut anvendeligt. Officielle kilder3) hævder, at skønt alle former for luftforsvar virker meget generende, så bevirker helikopterens pansring af de mest følsomme dele, at kun ild fra luftvæmsvåben med et kaliber over 12.7 mm er nævneværdig i forbindelse med tabsanalyser.

Maskinkanoner

Regulære luftværnsenheder vil utvivlsomt kunne forhindre helikopterenheders indsættelse. Hvis der skal arbejdes under en sådan trussel må stillingerne neutraliseres med andre midler eller søges omgået. For luftmobile enheder såvel som bevæbnede helikoptere i panserværnsrollen er anden trussel imidlertid endnu tvivlsom. En betragtning af luftværnssystemerne på en række kampvogne4) viser som fast installation intet våben over 12.7 mm. Warzawa-pagt enhederne råder over panseraffuteret skyts af typerne ZSU 23-4 og SU 57, m.h.v. 23 mm firling med 4x1000 s>/min på 1200 m effektiv skudafstand og 57 mm tvilling, 2x120 s/min med 4000 m effektiv skudafstand. Ud fra russiske oplysninger5) må man slutte, at helikoptere, som indsættes mod kampvogne, vil møde veluddannede luftværnsenheder med våben, hvis effektive rækkevidde er op til 4000 m. Udviklingen i Vesteuropa koncentreres øjensynligt om en 35 mm maskinkanontype med en tilsvarende effektiv afstand. Af de mest moderne systemer skal nævnes det schweiziske Oerlikon. Bl. a. Vesttyskland har foreløbig indført dette våben på en Leopard undervogn til dækning af kampvognsenheders manglende luftforsvar.6) De moderne systemer er radarstyrede og specielt indstillet på bekæmpelse af lavt gående luftfartøjer. Reaktionshastigheden er meget stor og træffesandsynligheden høj. Mål af denne type vil være primære for den missilbærende helikopter (det bemærkes at de seneste operative krav til de styrede panservæmsmissilers rækkevidde netop er 4000 m). I forbindelse med sårbarheden overfor ild fra jorden bør nok anføres erfaringerne fra operationen Lam Son 719 som refereret i Aerospace International/J UL-AUG 1973 (jfr. Mt nov. 1973, p. 388). Den var en del af angrebet over den laotiske grænse i foråret 1971 - hvor 100 tab tgåede amerikanske helikoptere af ialt 1000 indsatte alvorligt rystede den hidtidige luftmobilitetskoncept. Det pågældende angreb førtes mod nordvietnamesiske forsyningsområder, og helikopterangrebet løb ind i uventet kraftig modstand. Antiluftskyts fra velanbragte batterier og overraskende velrettet kampvognsild, men primært fjendens kendskab til den anvendte taktik bevirkede de katastrofale tab blandt især UH- og CH-f artøj erne. Kun flådens OH og AH klarede sig rimeligt. Angrebshelikopterne viste sig overordentilg farlige overfor alle former for luftforsvar fra jorden på grund af voldsom ildkraft, manøvreevne og fart. Hvor det overhovedet var muligt, undgik de fjendtlige enheder engagement. Eksemplet er interessant, fordi det er det eneste hidtil offentliggjorte, der formentlig direkte kan tages til indtægt for en »europæisk« diskussion. Det understreger den taktiske efterretningstjenestes betydning - ingen havde f. eks. ventet modstand fra kampvogne i operationen, og panservæmsvåben var ikke til rådighed. Endvidere var den øvrige ildstøtte utilstrækkelig, og de luftmobile enheder, der jo i virkeligheden kun bør betragtes som motoriseret infanteri, var ikke udrustet til at indsættes som forreste enheder mod mål af den type, som den laotiske kampplads frembød. Anvendelsen af denne type enheder må være til opfølgning af gunstige situationer skabt med andre midler.

Jord til luft missiler.

For disse systemer gælder som for de oven for nævnte, at de udgør en alvorlig trussel for helikoptere. De mest avancerede typer, installeret på pansrede mandskabsvogne eller kampvognsundervogne er formentlig helikopterens missilsystem overlegent. Som tidligere nævnt kan helikopteren benytte sig af terrændækning og dette i forbindelse med radar det ektionsmidler yder en reel overlevelsesmulighed - men fortrænger helikopteren fra dens virkefelt.

Forsynings- og vedligeholdelseskrav.

Dette er et af de svageste punkter i forsvaret for helikopterenheder. USA’s kompakte anvendelse af helikoptere i Sydøstasien har hvilet på et fagligt back-up som moderne krigshistorie ikke kender magen til.

(1) Forsyningstjeneste.

En UH vil normalt kunne medføre drivmidler til ca. 3 timers flyvning d.v.s. ca. 1000 1, en AH noget mindre, men afhængigt i øvrigt af opgavetype og følgende krav til bevæbning og ammunitionsmængde/last. På grund af mobiliteten er dette normalt et mindre problem, da forsyningen kan foregå fra fremskudte forsyningsområder. Optankning og opladning vil imidlertid kræve gennemsnitligt ca. 30 min foruden flyvetiden. Dette vil altså betyde fravær fra operationsområdet, og begge forsyningskrav er naturligvis absolutte. En missilbærende helikopter vil normalt kunne medføre 6-8 stk. panserværnsmissiler. Dette lave antal vil kræve en ret hyppig genopfyldning, idet man må forudse indsættelse mod lønnende mål, hvilket på grund af den formentlig ret lave rådige mængde luftfartøjer vil sige panserenheder i tyngdeangreb - og det vil være en alvorlig indskrænkning af våbensystemets effektivitet.

(2) Vedligeholdelsestjeneste.

I kommentarerne til det anførte forsvarsforslag, der beregner 16 helikoptere til flytning af en bataljon, idet hver UH skulle kunne løfte en LDEL, anfører Forsvarskommandoen, »at der ofte af vedligeholdelsesmæssige grunde må påregnes kun at være 2/3 af helikopterantallet operationsklare« (d.v.s. 24 stk. må være til rådighed for transporten i stedet for 16). Dette anslåede forhold vil vise sig at være særdeles følsomt overfor antal operationstimer, vejrforhold, fjendtlig våbenvirkning og ikke mindst piloternes uddannelsesstandard.7) Vedligeholdelsestiden pr. UH sættes i øvrigt så lavt som til ca. 1 time daglig. (Større eftersyn og vedligeholdelsesarbejder er ikke medregnet heri). I modsætning til andre transportmidler vil helikopteren normalt kunne vende tilbage til en veludrustet base, hvor vedligeholdelsesarbejderne kan gennemføres uden forstyrrelser - og uden tidsrøvende transporter. Til gengæld er besætningens muligheder for at klare maskinelle og andre skader efter en påtvungen nødlanding temmelig ringe.

Begrænsninger p.g.a. sigtbarhed og vejrforhold.

Helikopterens almindelige udstyr sætter den i stand til at operere en del udenfor de grænser som gælder for fastvingefly. Forskelligt teknisk ekstraudstyr kan give væsentlig operationsfrihed herudover. Navigation og skydning i mørke er f.eks. mulig for de mere avancerede AH-typer. Det normale er et krav om 800 m sigt og en skyhøjde ikke under 100 m. De tilsvarende tal for hurtige fastvingefly er 2000 m og 300 m. Dette giver helikopteren en væsentlig fordel, specielt i tusmørkeperioder, hvilket er interessant ud fra en dansk betragtning. En opstilling af dagslysflyvemulighederne for helikoptere sammenlignet med jagere i relation til vejret på årsbasis i Midteuropa8) viser følgende:

Dagslys JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC

HEL %    89   92     94   95     98    98     98   98     96    93     91    87

JABO % 58   60     70    85     91    92    91    90     88     71    53     51

Det skal bemærkes, at der kun tales om flyvning - ikke umiddelbart om kampindsættelse. Et af de væsentligste problemer for helikoptere (såvel som andre luftfartøjer) er overisning. Det gælder vindskærm, luftindsugning og rotorblade. Forskellige systemer er under konstruktion til overvindelse af denne faktor - noget som umiddelbart synes overstået i Østeuropa.

Anskaffelses- og driftsomkostninger. En detaljeret gennemgang af materielpriser m. v. skal ikke foretages her, men af hensyn til en cost-effectiveness vurdering skal alene en sammenligningsmulighed åbnes, idet man dog må erindre det væld af indbyrdes sammenhæng og relationer en sand sammenligning af afløste og afløsende systemer præges af. Ved indførelse af helikoptere vil det være urimeligt ikke samtidig at tage hensyn til de eventuelle våbensystemer, de skal udstyres med - straks eller senere. Der opstår et regnestykke, som groft består af

(I) Platform - våben m. reservedele

(II) reservedele - ammunitionsreserve

(III) pilotuddannelse - personeluddannelse

(IV) samvirkeuddannelse - uddannelsesammunition

(V) lønninger - lønninger

(VI) vedligeholdelse - vedligeholdelse.

Af disse størrelser er samtlige undtagen (I) variable når et i øvrigt samlet anskaffelsesprogram betragtes. Indflydende på de variable størrelser er forhold som uddannelsesintensitet og krav, sikkerhedskrav, fastsættelse af normalbeholdningsstørrelser, økonomiske konjunkturer m. v. Anskaffelsespriserne for helikoptere svinger afhængig af type og udstyr, jf. materielbeskrivelsen. Vedligeholdelsespriserne for en materielgenstand regnes groft til 10 % årlig af summen af (I)-(Y). Operationsomkostninger vil kun kunne skønnes rent teoretisk ud fra tænkte situationer. Her skal til anskuelighed anføres nogle tal fra USA’s helikopteranvendelse i Vietnam9), for finansåret 1970

Totaltallet omfatter alle materiel-, ammunitions- og drivmiddelgenstande, vedligeholdelsesomkostninger og lønninger til besætning og vedligeholdelsespersonel, samt 3-4 ech-vedligeholdelse. De indirekte priser er »back-up« personeludgifter samt forvaltnings- og stabsudgifter m. v. Det vil være urealistisk at tro, at USA i denne forbindelse »ødsler« - og den voldsomme indsats giver samtidig storforbrugerens økonomiske fordele.

Kvalificeret vedligeholdelsespersonel.

Dette problem skal nævnes som det sidste i forbindelse med anvendelighedsdiskussionen. Den feltmæssige vedligeholdelse af helikoptere har den fordel, at den i høj grad vil kunne udføres centralt. Dette bevirker en bedre udnyttelse af såvel faciliteter som personel. Men når personellet specielt skal omtales, skyldes det især det mere og mere avancerede elektroniske udstyr, helikoptere og tilhørende våbensystemer er forsynet med. Da materiellet er så specielt, kræves særligt uddannet vedligeholdelsespersonel i større omfang end hidtil kendt. En del af udstyret vil i dagl overhovedet ikke kunne repareres andre steder end på fabrikken, med mindre helt urimelig indsats ofres på området til uddannelse af teknikere. Dette må resultere i et valg mellem enten denne udgift eller et lager af reservedelskomponenter af tilsvarende omfang - vel at mærke en krigsreserve. Tekniker-problemet vil måske endog ikke kunne løses selv ved udskrivning af eksisterende personel ved producerende virksomheder.

FODNOTER

1. OL K. W, Schiitt, Truppenpraxis 2, 1970 p. 118.

2. MAJ Niesters: Truppenpraxis 1, 1972 p. 55.

3. J. E. J. Lloyd (Royal Marine) i International Defense Review, 3/1970 p. 158.

4. International Defense Review, 6/1971 p. 581: Comparative data on current battle tanks. En analyse af 17 moderne kampvogne i forbindelse med diskussionen om »fremtidens kampvogn«.

5. N. Byskyj, Voennyj Vestnik 7/1970 p. 87.

6. International Defense Review 4/1972 p. 378.

7. Af USA’s 4100 tabtgåede helikoptere fra januar 1961 til november 1970 i Vietnam tilskrives 55 % menneskelige fejl - og kun 45% nedskydninger. U.S. News & World Report nr. 69/1970 p. 50.

8. Efter InGeoPhys Beratungsdienst der BW beim LWA.

9. Tallene er uddraget af »The Air War in Indochina«, som er et studiegruppeprodukt fra Cornell University 1971. Tallene er indhentet af gruppen ved studier af U.S. forsvarsministeriums finansårsoversigter samt interviews. Gruppens mål var oprindeligt (i pacifistisk hensigt) at samle oplyninger om krigforbrydelser m.v., men den fandt målet bedre opnået ved i stedet at fremlægge detaljerede oversigter over Vitnamkrigens prisomkostninger.