Log ind

Anmeldelser Militært Tidsskrift årgang 2004 nr. 3.

Romeo Dallaire, Shake Hands with the Devil: The Failure of Humanity in  Rwanda. Toronto: Random House Canada, 2003. 562 sider; 19,95 Can. dollar.  

Den 4. august 1993 blev den såkaldte Arusha fredsaftale for Rwanda  underskrevet. Borgerkrigen mellem den hutu‐dominerede regeringshær (RGF =  Rwandese Government Force) og den tutsi‐dominerede modstandsbevægelse  (RPF = Rwandese Patriotic Front) blev således officielt afsluttet. Den 5. oktober  1993 vedtog FNs Sikkerhedsråd mandatet for den fredsbevarende FN‐styrke,  UNAMIR (United Nations Assistance Mission for Rwanda), som skulle assistere  med implementering af fredsaftalen. Den canadiske general, Romeo Dallaire,  blev udpeget som militær chef for UNAMIR og fungerede som sådan frem til  15. august 1994.  

Dellaire ventede i næsten 10 år, mens han kæmpede med sine post  traumatiske psykiske problemer, før han udgav sin meget personlige skildring  af UNAMIR missionen og det folkedrab, som udviklede sig under hans  chefperiode i missionen. Bogen er, som titlen også indikerer, absolut rystende  læsning. Man kan ikke lade være med at spørge sig igen og igen, hvordan  kunne et sådant folkedrab med mere end 800.000 ofre få lov til at udvikle sig  sideløbende med FN missionen i landet. Kunne det ikke være undgået, hvis der  var blevet reageret adækvat på de første rapporterede indikatorer fra  missionen? Dellaire er ikke i tvivl – med en opfyldelse af den ønskede øgning i  UNAMIR styrke og kapaciteter ville det have været muligt at forebygge  katastrofen. Dellaire ønsker ikke at udpege syndebukke, men FN‐systemet, her  specielt Department of Peace Keeping Operations (DPKO) samt nationale  staters fokusering på egne interesser underkastes en balanceret kritik.  

Bogen er i sin opbygning strikte kronologisk, men Dallaire formår med sine  analyserende beskrivelser af forholdene i Rwanda at løfte niveauet op til meget  mere end en almindelig dagbog. Dallaires beskrivelser er meget omfangsrige  og detaljerede samt indbefatter et betydeligt persongalleri. Dette kan i  perioder gøre læsningen lidt vanskelig, men heldigvis er bogen udstyret med  en meget dækkende ord‐ og navneliste, som det, i hvert fald for undertegnede,  var nødvendigt at konsultere mange gange.

Dallaires bog kan absolut anbefales til såvel militære som civile med  interesse i fredsstøttende operationer. En anbefaling, som næppe kan gøres bedre end ved at bruge forfatterens egne ord: ”May this book help inspire  people around the globe to rise above national interest and self‐interest to  recognize humanty for what it really is: a panoply of human beeings who, in  their essense, are the same”.

Stabslæge Erik Darre  

Chef for Sundhedsfaglig Division  

Forsvarets Sundhedstjeneste

 

 

 Richard Holmes, Tommy: the British Soldier on the Western Front 1914‐1918.  London: Harper Collins Publishers, 2004. 717 sider, £ 20.00.  

Richard Holmes er nok knap så kendt i Danmark, som i den engelsksprogede  del af verden, og det vil derfor nok være rimeligt at indlede denne anmeldelse  med nogle få ord om forfatteren.  

Holmes er en af Storbritanniens mest produktive militærhistoriske  forfattere og TV‐producenter. Bag sig har han ni serier for BBC og lidt over et  dusin bøger om militær‐ og krigshistorie, værker som behandler vidt  forskelligartede konflikter gennem et bredt sortiment af tilgangsvinkler. Han  har undervist i militærhistorie på den britiske hærs officersskole, Sandhurst, og  på dens nu forsvundne staff college, Camberley. Han er idag professor i militær‐  og sikkerhedsstudier på Cranfield University, og bestrider tillige en stilling som  brigadier i territorialhæren.  

Krigslitteratur er mange ting, og oftest beskrivelser af militære kampagner  og politikeres og feltherrers mere eller mindre vellykkede håndtering af disse.  

Tommy er en anderledes bog. Den er ikke et kronologisk skoleridt gennem  den Første Verdenskrigs blodige begivenheder, og begrænser sig ikke til at  beskrive operative planer og deres forkludring eller måske succesrige  udførelse. Trods en tydeligvis særdeles grundig indsigt i snart sagt enhver  afkrog af det militære liv i denne menneskelige apokalypses fire tunge år er  bogen ikke en ensidig betragtning af dagligdagen, som den må have taget sig  ud i militær optik, men en rigt facetteret belysning af vilkår, rutiner, glæder og  bekymringer for de briter, der måtte gennemleve den. Den er også en  dokumentation af menneskets formidable tilpasningsevne. En meget  omfattende bibliografi og et stort og hensigtsmæssigt opbygget noteapparat  medvirker til en høj grad af troværdighed. Blandt kilderne, hvor selvsagt en del  arkivmateriale og militære reglementer optræder, ses – udover faglitteratur – et væld af efterladte breve fra generalerne såvel som fra ”Tommy’en på  gulvet,” og billedet tilføjes skarpe detaljer gennem iagttagelser i prosa såvel  som poesi nedskrevet efter krigen af skønlitterære sværvægtere som Siegfried  Sassoon, Robert Graves, m.fl. Ej heller samtidens revyer og satiriske  tidsskriftlitteratur er glemt.  

I Tommy revurderer Holmes en del af de velkendte clichéer om tyske og  franske soldater såvel som ledelsen af krigen. Dette er gjort sobert og er  veldokumenteret. Det fremgår, at både modstanderne og de allierede måske  nok kunne gøres til genstand for almindelig morskab, men at der generelt  blandt de britiske styrker herskede respekt og anerkendelse overfor de fleste  ”brothers in arms.” De ofte hørte anklager om ”føring af tropperne fra  komfortble châteaux i baglandet” søges til en vis grad gendrevet gennem  tabstallenes triste statistik (der faldt blandt briterne procentuelt flere officerer  end øvrige kombattanter).

Bogens kapitelinddeling er tematisk. Det første beskriver krigsskuepladsen  på Vestfronten og sætter dermed scenen, på hvilken de følgende kapitlers  handlinger udspilles. I andet kapitel, Flesh and Blood, fortælles om den hær,  eller rettere de hære, der i krigens løb blev opstillet og indsat. Det beretter om  den gamle, lille, men professionelle hær, som blev kernen i det britiske bidrag  til krigens indledende slag. Kapitlet omtaler det virvar af forskellige  reservestyrker, som yeomanry, territorials m.fl., der med tiden kom til at  udgøre den talmæssigt største del af styrkerne. Holmes giver en vurdering af  vanskelighederne med den for briter så uvante værnepligt, der indførtes midt i  krigen; af hvervningsmetoderne, og af det problematiske fænomen temporary  gentlemen, hvilket vil sige officerer, der havde en ultrakort uddannelse, hvis  bestallinger udløb ved krigens slutning, og hvoraf mange måtte leve i  arbejdsløshed og glemsel i efterkrigstiden. I Brain and Nerve beskrives  vanskelighederne ved at føre og forsyne militære styrker i en tid, hvor  radiokommunikation endnu var i sin vorden, og hvor heste stadig var den  primære drivkraft i transport til lands. Earth and Wire fortæller om livet i  skyttegravene, Steel and Fire om våbnenes mangfoldighed fra rene  anakronismer som lanser og sabler, over moderne industris  masseødelæggelsesvåben, krigsgassen, og til den skinbarlige futurisme i  skikkelsen af the tank, kampvognen.  

Heart and Soul afslutter beskrivelserne af krigsårene med en god og dybt  medmenneskelig indføring i de mere uhåndgribelige aspekter af livet på  Vestfronten. Her redegøres for fænomener som kampvilje, krigens argot,  satiren, music hall‐traditionen, religiøsitetens betydning og dens forskellige  manifestationer, synet på medmennesket – såvel egne som dem på modsat  side – samt betydningen og opretholdelsen af disciplin og moral.

I Envoi giver Holmes en afrunding med et destillat af krigens såvel som  efterkrigstidens budskaber og udtrykker i en meget personlig hyldest til dem,  der kæmpede dengang, sit håb om en fremtid båret af mere omtanke og mere  menneskelig forståelse. Han slutter et medrivende værk med en tiltalende  morale: Et snildere diplomati og større statsmandskløgt burde lægges for  dagen for at afværge lignende katastrofer; og de, der som ofre for mangfuld  formåen på disse områder, kommer nedbrudte hjem fra en krig, de har måttet  udkæmpe på alles vegne, fortjener større omsorg, end den der blev Tommy til  del post‐1918.  

Skulle der gives en anbefaling til en potentiel dansk læser, skulle det være,  at denne bog – hvor almenmenneskelig den end er – er skrevet for et britisk  publikum om et emne, som først og fremmest vedrører dem, hvis familier  bærer på minder fra den beskrevne krig. Den indeholder mange referencer,  som er helt naturlige for enhver brite, men som let kan forekomme den  uindviede udlænding ude af proportion med krigens altomfattende gru. Det er  imidlertid gennem denne stærke fokus på personer og grupper, at bogen har  sin største styrke: sin medmenneskelighed. Kan man forlige sig med det, kan  det varmt anbefales at læse bogen.  

Kjeld Galster  

M.A., Ph.D.‐studerende  

Forsvarsakademiet

 

 

Erik Kulavig, Stalins hjemmefront 1941 – 45. Odense: Syddansk  Universitetsforlag, 2004. 240 sider, 278 kr.

Forfatteren er lektor ved Center for Russiske og Østeuropæiske studier ved  Syddansk Universitet og er en af Danmarks fremmeste forskere i  Sovjetunionen historie. Han har bl.a. været gæsteforelæser ved Stanford  University. Hans bog fra 1999 ”Tretten historier om ulydige russere”, er en lille  perle.

Denne bog er et opgør med en sejlivet myte om det sovjetiske folks  opslutning om det kommunistiske partis ledelse under Den Store  Fædrelandskrig., som 2. verdenskrig stadig kaldes i Rusland. Det er en myte,  som partiet dyrkede til det ekstreme efter krigens ophør, da netop fordrivelsen  af tyskerne fra Moder Rusland var partiets eneste succeshistorie og derfor var  hjørnestenen i de kommunistiske magthaveres legitimitet, en legitimitet, der i øvrigt var til at overse. Myten har været dyrket så effektivt, at den også har  vundet betydelig udbredelse i den vestlige verden.  

Erik Kulavig får med stor effektivitet punkteret denne mytedannelse.  Gennem grundige studier af kildemateriale, der blev frigivet i årene efter  Sovjetunionens opløsning, tegnes der i bogen et troværdigt billede af livet bag  fronten. Kilderne er først og fremmest indberetninger til den centrale  partiledelse fra lokale afdelinger af partiet og sikkerhedspolitiet, NKVD (KGB’s  forgænger), om befolkningens adfærd og reaktioner i bestemte situationer og i  forbindelse med vigtige partibeslutninger. Det er ganske rystende læsning, der  ligger på linie med den beskrivelse af Partistatens krig mod sin egen  befolkning, som Professor Bent Jensen så glimrende beskriver i sin – i dette  tidsskrift – så omdiskuterede bog, Gulag og glemsel. Forfatteren betoner, at  han kun har haft adgang til et lille uddrag af det eksisterende kildemateriale,  men at det taler så tydeligt et sprog, at man kan tillade sig at drage mere  generelle konklusioner.  

Stalins kollektivisering af landbruget i 30´erne var dybest set en regulær  krig mod landbefolkningen, som har trukket lange spor i Sovjetunionens og det  moderne Ruslands historie. (Se f.eks. beskrivelsen – fra et kommunistisk  synspunkt, som dog ikke lader læseren i tvivl om, at der er tale om krig ‐ i  nobelpristageren Mikhail Sholokhovs ”socialrealistiske” roman, Nypløjet jord).  Ved krigens udbrud og tyskernes hurtige og spektakulære sejre blev  besættelsesmagten indledningsvis hilst velkommen som en slags befriere flere  steder. Imidlertid var der som bekendt tale om et nazistisk ideologisk korstog,  hvorefter befolkningen, ikke mindst i Hviderusland og Ukraine, hvor  modstanden mod Stalins styre var særlig stærk, måtte se i øjnene, at man  havde valget mellem to onder. I denne valgsituation sejrede som oftest  ”patriotismen”.  

Bogens første del beskriver den sociale kontrol, der fandt sted gennem  partiapparatet og ikke mindst sikkerhedsorganet NKVD. Man vekslede mellem  nøje kontrol, drakoniske straffe for forseelser, der skadede Staten eller rettere  partistaten, samtidig med foretog visse slækkelser i forhold til partilinien i  perioder, hvor partiet var i defensiven på grund af krigslykkens ugunst, f.eks.  muligheden for religionsudøvelse. Den Ortodokse Kirke blev mobiliseret for at  vække patriotismen og Moskvas Metropolit Sergejs flammende patriotiske tale  fra august 1941 gennemgås og reaktionerne i befolkningen sammenlignes med  reaktionerne på Stalins to berømte taler fra 3. juli og 7. november 1941, taler  som den særligt interesserede i øvrigt kan købe på CD i den russiske Dumas  forhal.  

Bogens anden del beskriver folkestemningen på baggrund af  kildemateriale fra bl.a. Leningrad, Moskva, Kursk og Arkhangelsk. Der tegnes et rystende billede af et samfund med mangel på næsten alle typer dagligvarer,  hvor direktører og partifunktionærer sørger for sig selv, også når det drejer sig  om at komme ud af områder, der er truet af tyskerne.

Der tegnes også et interessant billede af en dramatisk nedgang i antallet af  partimedlemmer for slet ikke at tale om medlemskaber af partiets  ungdomsorganisation, Komsomol. Noget af tilbagegangen skyldes, at mange  partimedlemmer melder sig til tjeneste i Hæren og derefter indgår i de militære  partikadrer, men selv det kan slet ikke forklare markante tilbagegang i partiets  medlemstal, der først begynder at stige igen ved krigens slutning.

Bogens tredje del omhandler krigens undersamfund og er en uhyre  interessant beskrivelse af forholdene i industrien og landbruget, herunder ikke  mindst den arbejdspligt, der mest af alt havde karakter af slavearbejde, og hvor  befolkningens modtræk var for silde møde, udeblivelser, druk og  systematiseret ineffektivitet, fænomener, der blev videreført helt op til  systemets endelige sammenbrud i 1991.  

Ikke mindst er den sammenligningen af forholdene i ”den store lejr”, d.v.s  det sovjetiske samfund, med forholdene i ”den lille lejr”, dvs. Gulag‐systemet,  fortræffelig.. Denne del af bogen afsluttes med et fremragende afsnit om  undergrundsøkonomien, som regimet i stort omfang måtte se gennem fingre  med for at forsyningssituationen kunne være blot tilnærmelsesvis tålelig. Dertil  kom en udbredt korruption i de højere partikredse, hvilket der også afdækkes  en spændende flig af og ikke mindst af systemets sanktioner herpå – eller  mangel på sammen.  

Erik Kulavig har med denne interessante og meget veldokumenterede bog  bidraget med en vigtig, men ofte overset brik i krigshistorien, hjemmefrontens  forhold. Det er en bog, der fortjener mange læsere.  

Karsten Møller

Generalmajor  

Chef for Forsvarsakademiet 
 

 

 

 

Sven E. Thiede, Dansk søartilleri 1860 ‐ 2004. Bind I‐II. København:  Tøjhusmuseet, 2004. I alt 844 sider, 500,00.  

Ved sin afgang som forsvarschef i 1989 blev admiral S. E. Thiede opfordret af  direktøren for Tøjhusmuseet, Ole L. Frantzen, til at skrive om dansk søartilleri i  museets bogserie om dansk artilleri. Der var inden da udgivet to bøger i serien:

Dansk artilleri i napoleonstiden ‐ forudsætninger og udvikling 1760 ‐ 1814 af Egon  Eriksen og Ole L. Frantzen, Tøjhusmuseet, 1988 og Dansk artilleri indtil 1600 af  Michael H. Mortensen, Tøjhusmuseet, 1999. Disse to værker omhandler såvel  landartilleri som søartilleri. Endnu en bog i serien ‐ om dansk feltartilleri ‐ er i  støbeskeen.

Dansk søartilleri 1860 ‐ 2004 er en grundig beskrivelse af dansk søartilleris  udvikling fra 1860, hvor den tekniske udvikling begynder at tage fart, og frem  til i dag. I de beskrevne perioder mellem 1860 og 2004 giver forfatteren en  systematisk beskrivelse af sømilitære begivenheder og den tekniske udvikling i  de førende udenlandske flåder. Oprindelsen af artillerimæssige gloser er  forklaret, ligesom der gives en udmærket teknisk forklaring på nyskabelser og  alle de mange produktionsmæssige problemer. Forfatteren beskriver også  udviklingen i andre våbensystemer, så som torpedoer og miner, som medfører  ændrede krav til søartilleriet og til konstruktionen af orlogsskibe.  

De fleste læsere vil nok have en forudfattet mening om rivalisering mellem  de to værn i perioden fra 1860 og mange år frem. Det har været interessant at  læse om det forbilledlige samarbejde, der har været mellem søværnet og  hæren inden for det artilleristiske område, hvor blandt andet stillingen som  artilleriinspektør i søværnet i lange perioder har været besat af en officer fra  hæren. Omfattende forsøg er blevet gennemført i samarbejde mellem de to  værn, ligesom man har lånt eksperter af hinanden.

Der gives en grundig beskrivelse af samspillet mellem fagfolk fra skibene  og de tekniske tjenester og administratorer, som ofte arbejder sammen i  forskellige kommissioner. Søværnet ledes oprindeligt fra Marineministeriet, og  vi bliver præsenteret for samarbejdet med Orlogsværftet og Søartilleriet og  senere med Søværnet Materielkommando og Flådestationen. Ofte arbejder  man med særdeles beskedne budgetter, men trods det, kan man i Danmark  skaffe sig viden om den tekniske udvikling ude i den store verden. Flåden har i  hele perioden kunnet skaffe sig dygtige teknikere og officerer. Nyt materiel er  blevet udsat for særdeles omfattende og videnskabelige afprøvninger.  

Værket er præget af meget stor grundighed, såvel i teksten som i noterne. I  noteapparatet findes de nødvendige referencer, hvis læseren selv skulle have  behov for at gå i dybden med bogens oplysninger. Bogen er suppleret med  bilag med et selvstændigt noteapparat. Det afsluttende register er meget  nyttigt opdelt i registre over personer, skibe, fabrikker og skibsværfter samt  våbensystemer. Det sidstnævnte er underinddelt i 11 forskellige registre, så  man nemt og hurtigt kan finde omtale af særlige våbensystemer. I bilagene er  der anført forkortelser, gamle betegnelser for mål og vægt i ind‐ og udland  samt en oversigt over riflet skyts i Danmark. Endvidere findes der omfattende  litteratur‐ og kildehenvisninger.

Bogen tjener på denne måde flere formål: Dels udgør den et afsluttet værk  om en periode i søværnet på 144 år, dels er den særdeles anvendelig som  håndbog og opslagsværk. Bogen er forsynet med ca. 450 illustrationer, som  alle er særdeles relevante. Det drejer sig om malerier, fotografier af materiel,  personbilleder og især meget detaljerede tegninger udført af Tøjhusmuseets  dygtige tegnere.  

Bogen beskriver en ganske spændende udvikling fra relativt primitive  forladekanoner i 1860 og frem til dagens Danmark. I sin beskrivelse af den  tekniske udvikling giver forfatteren læseren det nødvendige indblik i  udviklingen inden for skibsbygning, overgang fra sejl til damp og fra træskibe  til jernskibe, overgang fra kugler til granater, metallurgi, kanonstøbning,  krudtfremstilling, fremstilling af moderne sprængstoffer etc. Det har været  ganske tankevækkende og spændende at læse forfatterens beskrivelse af  produktionen af kanoner med længere rækning, større ladning og større kaliber  sammenholdt med alle de mange ulykker, som det medførte både herhjemme  og i udlandet. Den tekniske udvikling har været mere kompliceret, end de  fleste nok forestiller sig.  

Der gives en udmærket beskrivelse af den tekniske udvikling både i  fremmede mariner og i det danske søværn. I det afsluttende resumé  konkluderer forfatteren, at den danske flåde i hele perioden har fulgt godt med  på det tekniske område. Man har fra et teknologisk synspunkt fuldt ud været  på højde med udviklingen ude i verden. Udviklingen efter Den første  Verdenskrig medførte dog alvorlige begrænsninger i anskaffelse af  tidssvarende udstyr i de rette mængder, som panikagtige materielanskaffelser  i slutningen af 1930’erne ikke kunne nå at rette op på.

Selv har jeg gjort tjeneste i søværnet/forsvaret i de sidste 44 år af de 144 år,  som bogen beskriver. Mange af de nyere artilleri‐ og missilsystemer er derfor  blevet indført i den tid, som jeg selv har oplevet, og det har været nyttigt at få  beskrevet baggrunden for de nyere materielanskaffelser. Det har jeg lært  utrolig meget af.  

Admiral Thiede har altid stillet store krav til sine stabsofficerer. Han var  frygtet af de medarbejdere, som enten ikke var grundigt forberedt eller som  ikke kunne udtrykke sig korrekt på dansk og engelsk. Det har derfor været en  særdeles positiv oplevelse at notere sig den grundighed og omhyggelighed,  hvormed dette værk er blevet udarbejdet.

Udgivelsen bringer en lille erindring frem om forfatteren. En måneds tid før  sin afgang som forsvarschef blev der afholdt en ”dronningeparade” med  deltagelse af flådens enheder i Århus Bugt. Med til et sådant arrangement  hører demonstrationssejladser af skibene samt afvikling af en række  traditionelle flådeceremonier, hvor der er rige muligheder for at lave fejltagelser, hvis det ikke er grundigt nok forberedt. Oprindeligt uddannet som  søartillerist var admiralen om nogen specialist på området. Om aften efter  paraden, da Hendes Majestæt Dronningen havde inviteret admiralerne og  skibscheferne til middag på Marselisborg, kom en meget bistert udseende  admiral Thiede hen til chefen for SOK, daværende kontreadmiral Garde, og  sagde: ”Det har været en rigtig dårlig dag. Jeg har slet ikke haft noget som  helst at brokke mig over!” Det samme kan man sige om admiralens nyudgivne  værk. I flagsignalering udtrykker flåden det med signalet ”BRAVO ZULU”:  ”Well done!” Det var godt for flåden, at dette værk blev skrevet.  

Poul Grooss, kommandør  

Institut for Militærhistorie  

Forsvarsakademiet