Ovennævnte Værk, der vidner om Forfatterens store Indsigt i og grundige Studium af en Mængde forskjellige Chiffersystemer, er særdeles vel skikket til at give «Ikke Fagmænd», for hvilke Bogen udtrykkelig er skreven, et godt Indblik i de overordentlige Vanskeligheder, der ere forbundne med at tilvejebringe et godt og brugbart Løn skriftssystem.
Fremfor alt vil man gjennem Læsningen af denne Bog faa det Indtryk, at det vel kan være ganske morsomt at forsøge sig som Dilettant paa dette Omraade, men at virkeligt Mesterskab i Chifrering og Dechifrering kræver et saa vidtløftigt og omfattende Studium, at kun de Fær reste ville kunne ofre denne Videnskab den Tid, der er fornøden for at faa et tilstrækkelig solidt Grundlag.
Forfatteren opstiller følgende Fordringer til en god Lønskrift:
1. Simpelhed.
2. Brugen maa kun kræve ringe Møje og Tid.
3. Methoden maa ikke tillade Tvetydigheder.
4. Skriften maa egne sig til telegrafisk Brug, og
5. Hemmeligheden maa være skjult sikkert for enhver Uindviet.
De første, under 1—3 opstillede Fordringer hidrøre derfra, at man maa paaregne, at de, der skulle benytte Lønskriften, ikke have gjort Kryptografien til Gjenstand for et særligt Studium, og man kan derfor vente, at endog kun smaa og forholdsvis ubetydelige Vanskelig heder kunne foranledige Misforstaaelser eller Læsnings besværligheder, som ville volde den Uøvede utrolig Møje, ja maaske endog gjøre Depechen helt uforstaaelig for ham. Den fjerde Fordring er selvfølgelig fremtvungen af Nutidens Korrespondancemaade ; et System, der ikke i Et og Alt kan forme Depechen efter de Regler, som den internationale Telegrafi forlanger, vil ikke blive befordret i Udlandet og kan altsaa ikke benyttes af Diplomatiet; og selv om man i Indlandet og særlig ved Krigstelegrafen nok kunde stille sig lidt mere liberalt, saa maa det er indres, at de internationale Regler ere Erfaringsresultater, og at Chancen for at undgaa telegrafiske Misforstaaelser bliver desto mindre, jo mere man fjerner sig fra de givne Regler. Denne Fordring bar for saa vidt Betydning, som den indskrænker del Antal Chifre, hvorover der kan dis poneres til enten at være de 10 Taltegn eller 26 Bog staver*) (ikke æ og ø eller å, men derimod baade v og w foruden de øvrige Bogstaver i det danske Alfabet).
Nødvendigheden og Forstaaelsen af disse 4 Grupper af Fordringer er i og for sig saa indlysende, at man næppe behøver at opholde sig mere derved; anderledes stiller Forholdet sig derimod med den femte Gruppe. Det er klart, at det er den vigtigste Fordring af alle; det er den, der maa sættes i Spidsen, naar det skal afgjøres, om Methoden overhovedet er brugbar, medens de andre Fordringer nærmest maa afgjøre, om Methoden er hen sigtsmæssig. Naar Fordringen 5. opstilles ganske i sin Almindelighed, siger den dog næppe nok. Det er nød vendigt at se lidt nærmere paa den Fremgangsmaade eller det Apparat, der behøves for at opnaa Skjulet, og især om det Apparat, der bruges, maa holdes hemmeligt. Ligger Skjulet nemlig især eller maaske endog udelukkende i Apparatets Hemmeligholdelse, saa er Løsningen af Lønskriften maaske ikke saa meget en egentlig Dechif- freuropgave som en Overlistelses- eller Bestikkelsesopgave.
I Anerkjendelsen af, at det er en betydelig Svaghed ved et Lønskriftssystem, naar det fordrer* at der skal opbevares og hemmeligholdes nogetsomhelst Hjælpemiddel, pleje vi derfor ogsaa at skærpe denne Fordring. Vi gaa ud fra, at man kun kan paaregne ubetinget Tavshed, ubetinget Ubrødelighed hos selve Personerne; ethvert Apparat, der er nødvendigt for at chifrere, samt selve det Princip, der ligger til Grund for Apparatets Benyttelse, skal kunne taale at kjendes Hemmeligheden; maa helt og holdent kunne bevares i Hukommelsen og maa derfor være indskrænket til et eneste Ord eller en eneste Sæt ning, som iøvrigt ikke maa tillade nogen Misforstaaelse. Vi ville derfor istedenfor at sige i sin Almindelighed, «at Hemmeligheden skal skjules for enhver Uindviet», mere detailleret forlange som femte Punkt :
Skjulet maa alene bero paa den ubrødelige Hem meligholdelse af en Nøgle (Nøgleord eller Nøglesætning), der sikkert kan opbevares i Hukommelsen. Selv det nøjeste Kjendskab til det benyttede Apparat og til den Maade, hvorpaa Nøgleordet influerer paa Brugen, maa ikke berøve Methoden sin Sikkerhed.
Denne Fordring er meget streng, men, naar der ses hen til de Krav, som Diplomatien i Virkeligheden maa stille, kan der vel næppe slaaes af paa den.
Efter at Forfatteren har gjort Rede for denne Side af Sagen, gaar han over til at angive den i Chifreringen anvendte Terminologi og derpaa til at omtale og beskrive en Række forskjellige Lønskriftsmethoder, der dels have været, dels endnu anvendes. Blandt andet findes her omtalt de Methoder, den tydske og franske Regering anvende. Ialt gjennemgaaes over 40 forskjellige Methoder, men trods dette store Tal, og skjøndt der er valgt Ex empter paa de mest forskjelligartede Methoder, er Themaet dog langtfra udtomt, og vi ville specielt savne Representanter for et Par af de Chifreringsmethoder, der have vakt mest Opsigt herhjemme (Auvray, Wheatstone og Orloff). Det maa paa den anden Side erindres, at Stoffet er saa righoldigt, at det kan være meget vanskeligt at træffe sit Valg, og at det, der foreligger, i og for sig giver et tilstrækkelig fyldigt og godt Billede af den Mang foldighed af Former, hvori Lønskriften bevæger sig.
Bogens andet Hovedafsnit omhandler alene den af Forfatteren angivne saakaldte Patronskrift. Princippet er det samme, som det, der anvendes i det saakaldte «Flamms» System, der kom frem for nogle Aar siden og ogsaa vakte en vis Opsigt herhjemme.
Grundtanken er at bibeholde selve Depechens Bog staver, men at omsætte disse saaledes, at en Læsning er umulig. Omsætningen sker ved Hjælp af et Apparat, der kaldes en Patron, og som maa hemmeligholdes. Patronen dannes af et Stykke Papir, paa hvilket der af sættes et større Kvadrat med f. Ex. 15cm i Siden ; dette større Kvadrat deles atter ved parallèle Linier i et større, men i alle Tilfælde i et ulige Antal mindre Kvadrater f. Ex.: 15 x 15 =—225 Kvadrater med 1 cm i Siden. Af disse 225 Kvadrater bruges det centralt beliggende ikke; der er altsaa 224 tilbage. I Fjerdeparten af disse, altsaa i 56, anbringes der cirkulære Udskjæringer.
Naar Patronen skal benyttes, lægges den paa et andet Stykke Papir, og Depechen skrives med et Bogstav i hvert af Patronens Huller og i en bestemt Orden, al mindeligst i vandrette Rækker, indtil samtlige Huller ere udfyldte. Naar dette er gjort, drejes Patronen i en be stemt Retning 90° om sit Midtpunkt. Herved maa de udskaarne 56 Felter have indtaget en saadan Stilling, at der ikke i noget af dem findes noget af de allerede ned- skrevne Bogstaver. Der faaes altsaa 56 ny disponible Felter, der fyldes paa den samme Maade som de første. Drejningen foretages endnu to Gange, og idet alle Felter udfyldes, om fornødent med non-valeurs, hvis Depechen ikke har Brug for alle 224 Felter, faaes Alt udfyldt.
Det fremgaar af denne Beskrivelse, at de 56 Felter, der udskæres, ikke kunne vælges vilkaarligt, men at der til hvert udskaaret Felt svarer 3 andre, hvis Beliggenhed let kan bestemmes, og som ikke maa udskæres.
For at besværliggjøre en direkte Aflæsning er det fremdeles ønskeligt, at Udskæringerne anbringes saaledes i Forhold til hinanden, at to Depechebogstaver ikke komme til at staa umiddelbart ved Siden af hinanden. Man bør altsaa ikke anbringe Udskæringer i to Felter, der staa lige ved Siden af eller lige under hinanden.
Trods disse Indskrænkninger i Valget, maa det An tal Maader, hvorpaa Udskæringerne kunne foretages, dog regnes efter Millioner af Millioner. Vi skulle dog her indskyde den almindelige Bemærkning, at naar det saa ofte anføres som Fordel for et System, at det tillader en overordentlig stor Mængde Kombinationer, saa ligger deri ikke noget Indicium paa dets Uløselighed; det er ikke de Billioner af Muligheder, der kunne ind træde, som Dechiffreuren bryder sig om, men det er nogle faa, fra Sprogets Ejendommeligheder hid rørende almindelige Kombinationer, som ville indtræde, hvilke han eftersøger; kunne disse sidste give Traaden, saa kunne hine mangfoldige Kombinationer ikke dække Hemmeligheden.
For saa vidt den Patron, der benyttes, er stor nok, er der næppe nogen Tvivl om, at Forfatteren har Ret i at betragte Patronskriften som en af de sikreste Løn- skriftsmaader, der kjendes, hvis der kun foreligger en enkelt Depeche til Læsning. Har man imidlertid to eller flere, er det strax betydelig lettere at gaa til en direkte Læsning ved i hver enkelt Linie at bestemme de Bog staver, der kunne høre sammen i eet Ord. Systemet, der maaske kunde kaldes et Kongruenssystem, forudsætter nemlig, at Depecher, skrevne med samme Patron, følges ad Bogstav for Bogstav, saaledes at naar der af en Linie i den ene Depeche udtages et Ord eller en Stavelse, skulle de tilsvarende Bogstaver i den anden Depeche ogsaa være af en saadan Beskaffenhed, at de kunne danne Dele af Ord eller Stavelser.
Denne Svaghed, der vistnok vil tillade en dygtig Dechiffreur at konstruere Patronen, naar der foreligger mere end en enkelt Depeche, har Forfatteren dog ogsaa været opmærksom paa, og han foreslaar derfor at anvende saakaldte Komplikanter o: Hjælpepatroner, hvis ganske vilkaarlig valgte Aabninger først udfyldes med non-valeurs, saaledes at den egentlige Depechepatron kun benyttes til at udfylde de tilovers bievne ledige Pladser.
Der er ganske sikkert herved opnaaet en meget væsentlig Forbedring, og det er højst sandsynligt, at Systemet derved opnaaer en Sikkerhed, der stiller det i Klasse med de bedste bekjendte, for saa vidt man vil admittere et System, der fordrer Hemmeligholdelsen af et bestemt tildannet Apparat (Patronen).
Et særligt Afsnit er helliget Dechifreringen. For fatteren har nærmest Løsning af Chifferskrift i det tydske Sprog for Øje. Der er her leveret et ypperligt og, saa vidt vi vide, enestaaende Bidrag til at vurdere de Ejen dommeligheder, der findes i dette Sprog, og til at vise, hvorledes de skulle benyttes for at lette Dechiffreuren Opgaven. Man faar tillige et godt Billede af de omfat tende Studier og Undersøgelser, der maa gjøres i de for- skjellige Sprog, for at Dechiffreuren skal være sin Opgave voxen.
Idet vi sluttelig skulle anbefale Alle, der beskjæftige sig med Lønskrift, at gjøre sig bekjendt med det fore liggende Værk, skulle vi tillige meget ønske at bidrage til, at Forfatteren derved maatte se sig opfordret til at udgive, hvad han omtaler i sin Fortale, sin «Patronskrift som Ordchiffer» og isærdeleshed sine Arbejder «om De chifreringen i fremmede Sprog, oplyst ved Opstillinger af Regler, Ordsamlinger og Exempler for det franske, engelske, italienske, russiske og ungarske Sprogs Ved kommende«.
