Militärische Klassiker des In- und Auslandes. Mit Ein- leitungen und Erläuterungen von W. v. Scherff, v. Boguslawski, v. Taysen, Frhr. v. d. Goltz und Anderen, herausgegeben von G. v. Marées, Major im Neben-Etat des Grossen Generalstabes.
(Anmeldt af Kaptejn Tuxeil).
Militärische Klassiker, paa hvilket vi tidligere have henledet Læsernes Opmærksomhed, har — som vi da anførte — sat sig til Formaal udaf de forskjellige Landes Mililær-Literatur at samle saadanne krigstheoretiske Vær ker, der ved Originalitet og Betydning stedse ville bevare deres Værd.
For at løse Opgaven har Udgiveren v. Marées sat sig i Forbindelse med fremragende Militær-Forfattere, og Udgivelsen er fremmet med paaskjønnelsesværdig Hurtighed.
Af Værket, der bebudedes at ville udgjøre omtrent 15 Hefter, er til Dato udkommet:
1. Hefte. Frederik den Stores »Generalprincipia vom Kriege», kommenteret af Major Taysen.
2.—5. Hefte. Clausewitz: «Vom Kriege», ved Oberst Scherff.
6. Hefte. Napoleon I: «Militärische Schriften I», ved Major Boje.
7. Hefte. Jomini: «Abriss der Kriegskunst I», ved Oberstlt. Boguslawski.
8. Hefte. Fr. d. St. : «JYIilitärische Schriften», ved Major Taysen.
9. Hefte. Napoleon I: «Militärische Schriften II». Scharnhorst: do. do. ved Major Frh. v. d. Goltz.
10. Hefte. Jomini: «Abriss der Kriegskunst II», ved Oberstlt. Boguslawski.
11. Hefte. Scharnhorst: «Militärische Schriften II», ved Major Frh. v. d. Goltz.
I militært Tidsskrifts 9. Aargang 6. Hefte anbefalede vi Værket paa det Bedste til Tidsskriftets Læsere og skjænkede ved den Lejlighed særlig det da udkomne 1. Hefte en udførlig Omtale, idet Fr. d. Stores Generalprin- cipia vom Kriege gav Anledning til noget nærmere at dvæle ved Taktikken paa denne Konges Tid. Det nu udkomne 8. Hefte indeholder Fr. d. St.’s «Militärische Schriften». Et Studium af disse 2 Hefter vil i det Hele være lønnende for dem, der søge Kjendskab til Linear- Taktikkens Periode.
I Tydskland synes det, al netop for Tiden Fr. d. St.’s Taktik mere og mere trækker Opmærksomheden paa sig. For en stor Del har dette vistnok sin Grund i, at man som bekjendt netop i de sidste Aar har faaet Øjnene op for, at denne Konges Ryttertaktik i Et og Alt kan tages til Mønster. Kun vil man af Hensyn til Terrainvanske- lighederne nutildags ikke opstille saa store Ryttermasser som paa Fr. d. St.’s Tid. Meddelelser i tydske Tidsskrifter tale vel om, at man i Tydskland er ifærd med paany at opstille Kavalerikorps (saaledes som Napoleon formerede dem, og som de forsøgsvis, men med ugunstigt Respitat formeredes paa preussisk Side i 1866, nemlig ved Prinds Fr. Karls Armee), men Tanken med nutildags at opstille saa store Hærlegemer kan næppe være den at give dem en Anvendelse under Slaget, hvorimod de fortrinlig kunne anvendes baade efter Slaget til Forfølgning og fornemmelig forinden Slaget foran Hærenes Front til Udførelsen af den strategiske Sikrings- og Efterretnings tjeneste, under hvilken Enhed i Ledelsen netop er i høj Grad ønskelig.
I Fr. d. St.’s Optegnelser gives Oplysning om, hvor ledes Kongen arbejdede med sit Rytteri, og hvad Maal han vilde naa.
«Min Fader efterlod mig et slet Rytteri; næsten ingen Officer forstod sin «métier». Rytterne var bange for deres Heste; de steg sjeldent tilhest, men exercerede mest tilfods, ganske som Fodfolket. Store Heste og store Folk gjorde desuden Rytteriet saa tungt, at det allerede efter mine første Kampe stod mig klart, at Korpset helt maatle omdannes. Hvorledes kan man for lange af Ryttere, som ere bange for deres Heste, at de skulle slaa Fjenden? Tvertimod, hver Rytter maa ride som en «Staldmester». Men en Skole med det Formaal kræver uendelig Møje; i hver Eskadron maa Mand for Mand, Hest for Hest uddannes og saaledes for saa at sige hele Armeen.
«Jeg har selv exerceret mit Rytteri, selv bestandig afholdt Revue over mine Regimenter, thi jeg vilde netop have, at man skulde se, at det var mig, der befalede de Øvelser, man lod dem afholde». Om Rytteriets Kamp tilfods udtaler Kongen sig ganske som nutildags, at denne Tjeneste kun er en Nød hjælp for Rytteriet, og at man derfor ikke maa forlange for stor Fuldkommenhed deri. Rytteriets Hovedtjeneste er altid tilhest.
Studiet af Fr. d. St.’s Ryttertaktik frister til i det Hele at søge nærmere Bekjendtskab med hin svundne Tid. Man vil da beundre Kongens taktiske Blik, men vistnok komme til det Resultat, at hans Feltherrenavn væsentlig er vundet ved den glimrende taktiske Anvendelse af de forskjellige Vaabenarter.
Hvad Operationerne angaar, da fordyber han sig ikke deri i sine Skrifter. Planen til sine Operationer udarbejder han først umiddelbart forinden Udførelsen, altsaa ligeoverfor Fjenden og afhængig af, hvad denne foretager sig. Han er en Modstander af Alt, hvad der kan ligne et System, og skaber heller ikke selv noget Saadant. Hans Instruktioner til Generalerne indeholde derfor alsidige praktiske Lærdomme, men Intetsomhelst angaaende Felttogsplaner.
Ogsaa var han en Modstander af Krigsraad. Han hyldede den Anskuelse, at en Kommanderendes bedste Raadgiver er den Kommanderende selv, og at Generalen derfor maa have uindskrænket Myndighed. Naar en General af sin Monark er betroet Overanførslen, maa han have Ret til at operere efter Forgodtbefindende, hvori ingenlunde ligger, at han derfor behøver at afvise Andres Raad, kom de end fra den yngste Løjtnant.
Paa Frederik den Stores Tid tager den strategiske Literatur sin Begyndelse. Grunden til, at man netop nu følte Trang til en saadan, medens den i ældre Tider helt kunde undværes, forstaaes ved at kaste et Blik paa den forskjellige Krigsførelse til de forskjellige Tider.
I Oldtiden naaede som bekjendt Krigskunsten til størst Udvikling hos Grækerne og Romerne; de bragte den saa vidt, at først det sidste Aarhundrede har kunnet naa det samme Standpunkt. Men Oldtidens Hære vare lidet talrige og krævede ikke en saa omhyggelig Basering som den nyere Tids. Hvor Krigene end førtes, fandt man Midler til Forplejning, og kun sjeldent var man nødsaget til at medføre Proviant-Forraad fra mere bort fjernede Egne. Yaabnene besad stor Styrke og kunde ikke alene repareres, men endog forfærdiges, hvor man kom hen. Man behøvede hverken Tilførsel af Ammuni tion eller af andre Krigsforraad. Kommunikationerne med bagved liggende Fæstninger og Depoter havde saa- ledes for Oldtidens Hære langt mindre Vigtighed end i den nyere Tid efter Udvaabnenes Indførelse, og alle de Overvejelser, som have til Formaal at beskytte egne eller true Fjendens Operationer, vare af ringere Betydning. Der imod var Kampen meget afgjørende, og dens Resultat af største Vigtighed. Begge Parter kæmpede til det Yderste, og Sejren endte ofte med den ene Parts fuldstændige Tilintetgjørelse.
I Middelalderen kan der paa Grund af Krigs væsenets Forfald ikke være Tale om en Theori for Krigs kunsten. Da i det 15. Aarh. Fodfolket gjenoprettes, ved man ikke bedre end at gribe tilbage til Oldtidens mest uudviklede Former og at opstille begge Parter i dybe Hobe, saa at Masse kæmper mod Masse. Istedenfor en planfuld Ledelse af det Hele er det nu den Enkeltes Vaabendygtighed, som i Overensstemmelse med Tids- aanden gjør Udslaget. Først Skydevaabnenes alminde ligere Indførelse medfører efterhaanden den Forandring, at Afgjørelsen, som hidindtil havde ligget i de blanke Vaaben, lidt efter lidt gaar over til Skydevaabnet. Men denne Forandring er paa Grund af Skydevaabnenes lang somme Udvikling først fuldendt efter Trediveaarskrigens Tid, ligesom den mere regelmæssige Skikkelse, den nyere Tids Krige udviser, ligeledes først er bleven dem til Del efter den westphalske Fred.
Krigene i det 17. og 18. Aarhundrede have vel store Pavser, navnlig de regelmæssige Vinterkvarterer, men det er mere den daarlige Aarstid end Hensynet til Underholdningen, som foranlediger til for en Tid at ind stille den krigerske Virksomhed. Ernæringen af Hærene paahviler Regeringen direkte, og man gaar efterhaanden over til et Magasinsystem, der vel stiller Forplejningen sikker, men lænkebinder Operationerne og svækker deres Energi. Som en Følge af dette System fik ikke alene Fæstninger, der tjente som Depoter fer Proviant, Vaaben, Ammunition og Krigsforraad af alle Slags, men ogsaa Sikringen af Hærens Kommunikationer med Fæstninger og Depoter den største Vigtighed. Tabet af et stort Magasin eller af en stor Transport var ofte af afgjørende Betydning. — Omvendt tabte Kampen sin afgjørende Karakter. Der leveredes vel endel Slag og Kampe, men mest paa Grund af de to Parters tilfældige Sammenstød ; Forfølgning spiller paa Grund af Hærenes Ubehjælpsom hed kun en ringe Rolle. Krigene gribe ikke dybt ind ; de true ikke Staternes Existens; de blive langvarige.
Medens altsaa i Oldtiden Kampen var af afgjørende Betydning og Sikringen af Kommunikationerne bagud af mindre Vigtighed, bliver i den nyere Tid Forholdet om vendt, hvad da ogsaa afspejler sig i den militære Litera- tur. I Oldtiden gives især Regler for Kamp; i den nyere Tid, o: efter Trediveaarskrigens Slutning faar man derimod Øjnene op for, at der foruden taktiske Operationer gives endel andre Midler til at skade Mod standeren med. De forskjellige Tanker forme sig efter- haanden til Regler, men stilles dog først i systematisk Ordning af Englænderen Lloyd, der paa Frederik d. St.’s Tid begynder den strategiske Literatur og saaledes har lagt Grunden til en Theori for den nyere Krigsførelse.
Leer fremhæver i sine «Strategische Aufsätze» Lloyds store Betydning som strategisk Skribent. Lloyd beskjæf- tiger sig ikke alene med egentlige militære Operationer, men tager ogsaa Hensyn til det moralske og politiske Moment, efterdi han holder sig for Øje, at Krigen føres af Mennesker med Villie og Lidenskab og med et politisk Formaal. Hans Værker roses for Klarhed og koncis Fremstilling.
Lloyd efterfølges af en Række Forfattere, blandt hvilke Clausewitz og Jomini indtage en fremragende Plads.
Militärische Klassiker har gjort Sit for at udbrede Kjendskab til de to sidstnævnte Militærforfatteres Værker.
2.-5. Hefte indeholder saaledes Clausewitz’s store Værk «Vom Kriege», dog med Udeladelse af, hvad der nutildags maa siges at have mindre Interesse, og forsynet med oplysende Anmærkninger af Oberst Scherff. 7. og 10. Hefte indeholder Jominis mest bekjendte Arbejde,
«Précis de l’art de la guerre», forsynet med Anmærkninger af Oberstlt. Boguslawski.
Vi have i vor første Anmeldelse af Mil. Klassiker 1. og 2. Hefte kortelig berørt, hvad der i al Almindelighed maa siges at danne Hovedforskjellen mellem Clausewitz og Jomini, men der er nu ved de senere udkomne Hefter givet en udmærket Lejlighed til at stifte Bekjendtskab med begge Forfattere. Særlig tro vi, at Ingen vil fortryde at gjøre et nøjere Bekjendtskab med Jominis Theorier. At give om end kun et Uddrag af dem her anse vi saa meget mere overflødigt, som dels det lille Afsnit, betitlet «Operationsplan», der findes i «Kortfattet Vejledning i Troppeføring i Felten», dels Oberst Schrolls Fremstilling af Krigsoperationerne i 1870 (i Militært Tidsskrifts 2. Aar- gang) begge fuldtud støtte sig til Jominis Læresætninger. Der kan ligeledes næppe gives nogen fyldigere An befaling for et Studium af Jomini end de Ord, hvormed Oberst Schroll slutter sin i højeste Grad belærende Fremstilling :
«At tilegne sig disse Grundprincipper (Strategiens Principper) uden at hildes i pedantisk Theoretiseren maa altsaa være Maalet for et alvorligt og grundigt Studium af Krigshistorien, og i saa Henseende vil ingen sikrere Vejleder findes end den Forfatter (Jomini), hos hvem de nylig saavelsom tidligere anførte Citater ere tagne, og som med berettiget Stolthed har kunnet henvise til, at han kritisk har beskrevet tredive Felttog og selv over været tolv af de mest berømte, uden at have truffet et eneste Exempel paa, at de omhandlede — af ham selv saa klart fremsatte — Principper, rigtig anvendte, ikke have bragt Sejren».
Ikke desto mindre lader det sig ikke nægte, at Jomini saavel herhjemme som i Tydskland har haft en Mængde Modstandere.
En Anke har været den, at Jomini bed sig fast i mathematiske Regler og vilde overføre dem paa Krigs kunsten , som saaledes indskrænkedes i sin Frihed.
Boguslawski siger ogsaa etsteds, at der er Mange, som finde Jomini vel geometrisk. Vi tro, at et nøjere Fjend skab til Jomini maa bringe denne Anke til at forstumme, ligesom Jomini selv (Mil. Klassiker, 10. Hefte P. 134—135) gjør Front mod Mathematikerne.
En anden Anke har været Jominis Ensidighed, idet man stadig har forekastet ham hans «indre Linier» trods det, at han selv har udtalt, at de under store Forhold tabe en Del af deres Værd. Ogsaa denne Anke skjønnes derfor kun med Urette rettet imod ham.
Slaar man ind paa den Vej, som Jomini stærkest anbe faler, nemlig et kritisk Studium af Krigshistorien for der ved at komme til Klarhed om de forskjellige Spørgsmaal, vil man særlig ved Betragtning af de nyere Krige (ligefra vor Krig 1848—50 og derefter den hele Række af Krige indtil nu), i hvilke overalt kan paavises Anvendelse eller Ikke-Anvendelse af ydre og indre Linier, finde, at vel de indre Linier have deres Fortrin, men at dog hverken den ene eller den anden Slags Linier i sig selv er af- gjørende. I hvert enkelt Tilfælde viser det sig, at de forskjelligste Omstændigheder, særlig Hærenes Dygtighed, Feltherrens Person, o. s.v. o. s.v. komme til at spille en mere eller mindre afgjørende Rolle.
Men ved at komme til dette Resultat vil man netop være i fuld Overensstemmelse med Jomini, hvis Hoved arbejde kun gaar ud paa at efterforske og dernæst at paavise, at der i Krigskunsten gives uforanderlige Lære sætninger, som man ikke ustraffet kan krænke. Disse Læresætninger giver han sig ingenlunde Mine af selv at have inventeret:
»Jeg er ikke saa anmassende at tro, at jeg har skabt disse Grundsætninger; de have tvertimod bestaaet til alle Tider. Cæsar, Scipio og Consul Nero have anvendt dem ligesaa godt, om ikke bedre end Eugen og Marlborough. Men jeg troer at have Fortjenesten af først at have frem stillet dem, at have knyttet Beviser til dem og gjort deres Anvendelse let for den militære Læser. En dogmatisk Form i min Afhandling om de store Operationer vilde maaske have tiltalt Professorer; men jeg tvivler paa, at den for unge Officerer vilde have været saa tyde lig som den af mig valgte historiske Form».
Til Slutning vil maaske Brudstykker af det korte Uddrag af Jominis Livstildragelser, som efter Lecomte: Le général Jomini, Sa vie et ses écrits, er givet i Mili- tärische Klassiker, bidrage til at vække Interessen for Jominis Skrifter.
Jomini er født 1779 i Schweitz. Han viste tidlig militære Interesser, men da der ingen Udsigt var for ham til i sit Fødeland at realisere sine Tilbøjeligheder, valgte han at blive Kjøbmand, kom til et Bankierhus i Paris og fik allerede i 1796, altsaa i 17 Aars Alderen, en Stilling med 6000 Franks aarlig Indtægt.
Midt under denne indbringende Beskjæftigelse hører Jomini Beretningerne om Bonapartes første glimrende Felttog i Italien.
Alle hans gamle Tilbøjeligheder vaagne ved Efter retningen om Kampene ved Lodi og Rivoli. Han kaster sig med Iver over det militære Studium og higer navnlig efter at udforske, om ikke Feltherrens Kunst maa være underkastet visse Regler og Love.
Han kan nu ikke længer modstaa sin Lyst til den militære Tjeneste, ansættes i Schweitz som Bataillons- adjudant og derefter ved Militær-Administrationen, faar hurtig Bataillonschefs Rang, men forlader dog atter Schweitz, gaar tilbage til Paris 1801 og bliver paany Kjøbmand.
Allerede dengang forfattede han et militært Skrift, som han forelagde Maréchal Nev. Denne erkjendte hur tig den unge Kjøbmands og tidligere schweitziske Batail lonschefs militære Talent, tog ham som Frivillig med til Lejren ved Boulogne, ansatte ham ved Bureautjenesten og lovede ham senere en Plads som Adjudant.
Jomini ydede her Marechallen en vigtig Tjeneste ved nemlig at forandre en fejlfuld, af den første Adjudant udarbejdet Disposition til Afholdelsen af en stor Manøvre for Napoleon. Senere ledsagede han Marechallen i Felt toget 1805 og fik saaledes her sin første praktiske Erfaring.
Han fandt her strax Lejlighed til at lægge sit stra tegiske Talent for Dagen ved nemlig ligesom Maréchal Ney stærkt at modsætte sig Murats Ordre om at blotte den venstre Donaubred under Operationerne mod Ulm. Han erklærede ligeoverfor Murat, at han som schweitzisk Officer kun var mødt som Frivillig og for Kunstens Skyld, og at han ikke vilde udfærdige en Befaling, der stred imod Kejserens Planer, og som efter hans Overbevisning var fordærvelig.
Senere i samme Felttog sendes Jomini med en Be retning fra Maréchal Ney til Kejseren og overleverer denne ved samme Lejlighed to Bind af sin «Traité des grandes opérations» og henleder i en Skrivelse Kejserens Opmærksomhed paa enkelte Steder i Bogen. Under den efter Slaget ved Austerlitz følgende Vaa- benhvile forelæste Maret en Del af Jominis Værk for Kejseren i Schönbrunn.
Efter at have hørt nogle faa Sider afbrød Kejseren ham med Udraabet: »Og saa siger man, at Aarhundredet ikke gaar fremad. Her har vi jo en ung Bataillonschef, tilmed en Schweitzer, som lærer os, hvad vore militære Lærere aldrig have kunnet sige os«. Og efter at have hørt noget Mere af Bogen: «Hvorledes har Fouché kunnet lade en saadan Bog trykke? Det er jo det Samme som at lære mine Fjender hele mit System. Bogen maa undertrykkes, inden den faar Udbredelse».
Dog, da Maret havde gjort nogle Forestillinger, og der var gaaet nogle Minutter, vedblev Kejseren:
«Naa, jeg har maaske tillagt Sagen for stor Betyd ning. De gamle Generaler, som kommandere ligeoverfor mig, læse ikke Bogen, og de unge Officerer, som læse den, kommandere ikke. Men en anden Gang bør en saadan Bog ikke trykkes uden Tilladelse.»
Jomini blev snart derefter Oberst i den franske Generalstab og første Adjudant hos Maréchal Ney. Denne Udnævnelse medførte imidlertid endel Misstemning og nogen Misundelse i den franske Generalstab; man kunde ikke finde sig i, at en Officer, som ikke var uddannet i Generalstabsskolen, tilmed en Schweitzer, havde vovet dels ved sin Indsigt i Felten, dels ved sine Skrifter at stille Flere af dem i Skyggen.
Særlig arbejdedes der for at stemme Armeens Stabs chef, Berthier, Fyrste af Neufchatel, imod ham, og det lykkedes tildels.
Jomini forfattede paa denne Tid en Mémoire, hvori han med mærkværdig Sikkerhed skitserede Napoleons Operationer, saaledes som de senere fuldbyrdedes mod Preussen, et nyt Bevis paa, i hvilken Grad han var trængt ind i Kejserens Krigssystem, og hvor rigtig han personlig bedømte ham.
Fjorten Dage senere, da Troppebevægelserne allerede vare i Gang, kaldtes han til Mainz for der at afvente Kejserens Befalinger. Ankommen der, modtoges han af Kejseren selv, der først udtalte sin Anerkjendelse af hans Bog og dernæst sagde til ham: «Jeg har kaldt Dem hertil, fordi De har beskrevet Fr. d. Stores Felttog og saaledes kjender Krigsskuepladsen her. De er derfor istand til at give mig en eller anden Oplysning. Jeg troer, at vi faa mere at bestille med Preusserne end med Østerrigerne».
«Sire, jeg troer det ikke. Preussen havde sit sidste glimrende Felttog i 1763; de er nu kun lidet krigsvante».-Ganske vist, men de har Traditionerne fra Fr. d. Stores Tid og Feltherrer, uddannede i hans Skole. Nu, vi faar at se».
Napoleon udtalte derpaa sin Beslutning om at be holde ham i sin Stab.
Jomini bad om 4 Dages Frist; han vilde da støde til Kejseren i Bamberg.
Napoleon saa overrasket paa ham:
«Hvem siger Dem, at jeg gaar til Bamberg?» «Kaartet, Sire! Deres Majestæt vil udføre den samme Manøvre mod Preussernes venstre Fløj som mod Macks og Melas’s højre Fløj, og Vejen hertil gaar over Bam berg». —
Kejseren befalede ham at tie og at møde ham i Bamberg.
Under Napoleons derefter følgende storartede og glimrende Sejre lod Jomini sig ikke rive hen til i Et og Alt at følge Napoleon, men bevarede sin rolige Dømme kraft. Hans Overbevisning var, at Napoleon efter 1806 gjorde rettest i at slutte Fred. Af politisk-militære Grunde ansaa han det for overordentlig farligt at rykke ud over Weichselen; hvad vilde ikke ske, saafremt Østerrig kastede sig i Ryggen paa den franske Armee?
Ogsaa syntes det ham farligt at gjøre Preussen til uforsonlig Modstander. Begivenhederne gave ham ikke Ret i 1807, men de gjorde det i 1812.
Paa Bertrands Raad gav han sine Betænkeligheder Luft i en Skrivelse til Kejseren. Dette overilede Skridt bragte ham i en skjæv Stilling. Ved første Lejlighed sagde Napoleon til ham i Stabens Overværelse i Slottet i Berlin: «Min Herr Diplomat! Jeg kjender Dem som en dygtig Militær, men jeg vidste ikke, at De var en slet Politiker.»
Ihvorvel Jominis Lykke for lang Tid fik et alvorligt Stød, forblev han dog attacheret Kejseren og ledsagede denne til Posen, hvor han forfattede sine «Almindelige Grundsætninger for Krigskunsten», bestemte til at afslutte hans Traité des grandes opérations.
Under Felttoget overværede Jomini Slaget ved Eilau i Kejserens Følge, staaende paa den berømte Kirkegaard. Flere Gange anvendtes han af Kejseren som Adjudant. Om Aftenen var Situationen tvivlsom ; kun en Bataillon stod endnu i Reserve, Ney var endnu ikke indtruffet med sit Korps. Blev den franske Armee tvunget til Tilbage tog, var en Deltagelse fra Østerrigs Side sandsynlig.
Jomini havde med Interesse fulgt Kampens Faser og kunde gjøre dette med saa megen større Ro, som det kun var hans Begejstring for Krigskunsten, der førte ham paa Valpladsen, ikke de Franskes Sag.
Han følte sig da ogsaa paa hin Dag i den Grad udelukkende som Kritiker, at han kom til at udbryde: «Nu vilde jeg ønske at være Benningsen blot i 2 Timer«. Coulaincourt hørte dette Udbrud og dadlede ham levende derfor. — Senere indtraf dog Maréchal Ney paa den franske venstre Fløj, og Dagen afgjordes til Gunst for Napoleon.
Endskjøndt Jomini etatsmæssig opførtes som første Adjudant hos Maréchal Ney, forblev han dog attacheret Kejserens personlige Stab og fik derfor i længre Tid Ophold i Paris.
Maréchal Ney androg imidlertid paa som Erstatning for sin haardt saarede Stabschef at faa Jomini i samme Egenskab ved sit i Schlesien forblevne Korps. Berthier satte sig stærkt imod Udnævnelsen. Resultatet forblev derfor i længre Tid uafgjort, og Jomini besluttede endelig at skrive til Kejseren for paa Grund af de ham givne Løfter at hede om den ommeldte Plads.
Svaret var en Bestalling som Souschef; Jomini skrev da strax til Kejseren og bad om sin Afsked. Næste Dag traf han Kejseren i Fontainebleau.
«Hvilket uforskammet Brev har De ikke skrevet mig til? At slynge mig Deres Afsked imøde. Troer De da, at jeg saaledes lader Folk gaa, som have tjent mig godt.
Jeg har udnævnt Dem til Stabschef og ikke til Souschef«. «Men Sire — Bestallingen!«
«Det var en Fejl af Berthier«, afbrød Kejseren ham. Berthier bebrejdede Jomini, at han direkte havde henvendt sig til Kejseren; Bestallingen som Souschef var af en Misforstaaelse bleven ham tilstillet.
Hvorledes dette nu end forholder sig, vist er det, at fra dette Øjeblik fulgte Berthiers Fjendskab ham paa hele hans Løbebane.
