Kejserkrigen. Et Bidrag til de nordiske Rigers Krigshistorie. Af Axel Larsen. I Kommission hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad. Kjøbenhavn 1896.
I dette Tidsskrifts 19. Aargang har jeg haft den Fo rnøjelse at anmelde Oberstløjtnant Axel Larsens „KalmarKrigen“ , et Værk, som ved sin livfulde Beskrivelse af de historiske Begivenheder og ved det nye Lys, der paa Grundlag af omfattende Undersøgelser kastedes over adskillige dunkle Punkter, blev modtaget med Glæde af de mange, der nære Interesse for vort Lands Historie og særlig dets Krigshistorie.
I „Kejserkrigen“ , der tager fat, hvor „Kalm arkrigen“ slutter, fortsætter Oberstløjtnanten sin Behandling af Kong Kristian den fjerdes Historie, hvad Hærvæsenet angaar, og jeg skal nu i korte Træk meddele Indholdet af Kejserkrigens 1. Afsnit, der omhandler Forholdene indtil Slaget ved Lutter am Barenberge, idet jeg dog skal forudskikke den Bemærkning, at hidtil kun 1. Afsnit er udkommet, en Bog i Kvartfonnat paa 147 Sider.
I IsteKapitel omtaler Forfat teren Hær væsenets Udvikling i Danmark og Norge i Tidsrummet mellem Kalmarkrigen og Kejserkrigen og da navnlig Oprettelsen af den første nationale Hær, en Opgave som Kristian IV allerede tog fat paa Aaret efter Freden i Knærød. Det første nationale Fodfolk dannedes — som det synes efter svensk Forbillede — paa Grundlag af Lensinddelingen, og Udgiften dertil bestredes af Kongens egne og Kronens Indtægter, medens Rigsraadet kun bevilgede en ringe Hjælp. Det var just ikke nogen synderlig stor Styrke, der saaledes organiseredes, nemlig kun ea. 4000 Mand, som formeredes i °2 Regimenter, det jydske og det skaanske, hvert inddelt i 0 Kompagnier. Disse Tropper bleve meget benyttede dels til Arbejde, saasom Digeanlæg ved Sønderjyllands Vestkyst, dels til Vagt og Grænsebevogtning, og desuden blev der ofte afholdt Mønstringer og militære Øvelser. Kongen arbejdede ivrigt paa at gøre Tropperne saa dygtige som muligt og vaagede strengt over, at der var en god Disciplin i dem. Det blev saaledes paalagt Soldaterne at lade al Banden og Sværgen fare, og der var strenge Straffebestemmelser mod Drukkenskab, Vold og indbyrdes Slagsmaal.
Kongen blev dog snart klar over, at der var adskillige Mangler ved denne Organisation, og det viste sig ogsaa, at den blev ham for dyr. Der fremkom derfor en ny Krigsordinants af ld. Aprill G d l , hvorved Byrden kom til at hvile paa alt Bøndergods i Riget, dog med nogle Undtagelser. Landet blev inddelt i Lægder, som hvert skulde stille en Soldat, der skulde gøre Tjeneste i il Aar, og som kunde udskrives paany i Krigstid, saaledes at man nu havde en Reserve. For at faa Befalingsmænd nok, naar Reserven indkaldtes, befalede Kongen, at der ved hvert Kompagni skulde ansættes et Antal „Adelburser“ , Friknægte eller forsøgte Soldater, som i saa Fald kunde bruges som Officerer. Derved blev det muligt at fordoble Fodfolksstyrken i Krigstid.
Rostjenesten blev ogsaa forbedret og omorganiseret, hvad der synes at have været stor Trang til; thi i Forslaget til den nye Organisation anfører Kongen, „at saa snart nogen Mønstring er forbi, da skiller en Part dem ved deres Heste, Harnisk og Folk, en Part ser aldrig tiere deres Ryttere, end naar de faa Bud om Mønstring. En Part laaner Heste af et Land til et andet, hvilket er dette Land til Fare og ikke heller bør at være, hvorfor det i Tide vil remedieres.“ Kongen ønskede nu, at Rytteriet skulde eksercere nogle Gange om Aare:, og at der skulde svares en Bøde, naar nogen udeblev fra Mønstringerne. Desuden blev Landet omtakseret, Rostjenesten bestemt efter den nye Taksering, og Kongen tvedelte alle Rytterkompagnierne, saa at Rytteriet nu, naar Hoffanen medregnes, i Fredstid bestod af 13 Kom pagnier. Den nationale Hær vilde efter disse Organisationer i Krigstid kunne stille med en Styrke af ca. 10,000 Mand.
Ogsaa Byernes Borgervæbninger tog Kongen sig af, og han lagde navnlig stor Vægt paa, at saa mange Borgere som muligt mødte med Musketter. Hvad Flaaden angaar, da virkede Kongen utrætteligt for at udvikle og forbedre ikke alene Materiellet, men ogsaa Personellet. Gamle Skibe udrangeredes og nye byggedes, især Skibe af Middelstørrelse samt Skibe til Brug paa Fjorde og Flodmundinger og Galejer til Kystforsvar. Baadsmændene skulde tjene i o Aar, men forøvrigt møde, naar der kom Krig paa. Aarligt skulde der holdes 1500 Baadsmænd og Bøsseskytter, som skulde bo i nogle Skipperboder ved Bremerholrn. Kongen sørgede ogsaa for, at Flaaden stadig blev øvet, og at Søkortene bleve reviderede, da der var mange Fejl paa de hidtil brugte hollandske.
Befæ stningsarbejderne bleve efter Krigen med Sverrig drevne med fuld Kraft. Saaledes fortsattes Ombygningen af Kjøbenhavns Befæstning, der var paabegyndt 1607, Kristianshavns Volde opførtes, Fæstningen Kristiansstad ved Helgeaa anlagdes, Aahus, Baahus og Akershus’s Befæstninger udvidedes, Bergen og Helsingør befæstedes og Fæstningen Gluckstadt anlagdes. Kapitlet ender med en Fremstilling af, hvorledes man i 1624 blev opskræmt ved Udsigten til en Krig med Sverrig, hvorfor Kongen traf en Del Krigsforberedelser og bl. a. hvervede 10 Fodkompagnier, sotn fordeltes i den østlige Del af Riget. Vel drev Krigsfaren over, men man havde dog en Følelse af, at den Styrke, der kunde stilles i Marken, var for ringe, og der blev derfor paa en Herredag lagt en ny Plan , hvorved der af selve Rigerne skulde stilles en Hær paa ca. 20,000 Mand. Denne Plan , som forøvrigt aldrig blev gennemført, var lagt saaledes, at den danske Adel som sædvanlig gik fri for yderligere Byrder.
Ved at gennemlæse dette Kapitel, hvis Indhold her kortelig er fremstillet, faar man det Indtryk, at Kristian IV var en særdeles dygtig og kyndig Organisator, og at han trods alle de mange Hindringer, der opstilledes for ham , arbejdede rastløst og ufortrødent paa at sætte Forsvarsvæsenet i en god Stand, hvilket ogsaa til Dels lykkedes ham.
I 2det Kapitel behandles de politiske Forhold, der som bekendt vare ret indviklede. I Tyskland var Protestanternes Stilling meget mislig. De nordtyske Fyrster vare bievne ængstelige ved Kejserens Held, de vaklede og vovede ikke at optage Kampen. Ret naturligt vendte de Blikket mod Nord for at søge Hjælp hos den svenske og den dansk— norske Konge, som begge Intet havde imod at optræde i Tyskland; men de vare skinsyge paa hinanden, og det Had, som nu i mange Aar havde faaet Lejlighed til at blusse stedse højere og højere op, var ingenlunde udslukt, saa at man vel fra begge Sider maatte frygte for Angreb, hvis en af Kongerne blandede sig aktivt i Protestanternes Affærer i Tyskland. Dertil kom for Kong Kristians Vedkommende, at Lybæk og Nederlandene og senere Sverrig indgik et Forbund til Handelens Beskyttelse i Nord- og Østersøen, hvilket væsentlig var rettet mod Danmark. Men paa den anden Side havde Kongen vægtige Grunde til at tage sig af Protestanternes Sag i Tyskland, ikke alene som protestantisk Fyrste og Slægtning til flere tyske Fyrster, men ogsaa for at udvide sin Magt og Indflydelse i Tyskland og skaffe sine yngre Sønner forsørgede. Kongens Søn, Hertug Frederik, blev Coadjutor i Bremen 1621, Biskop i Verden 16213 og i Halberstadt 1624, hvorved Kongen blev sat i Stand til at beherske Handelen mellem Elben og Weser, og han anlagde i den Anledning Fæstningen Gliickstadt for at holde Forbindelse med Bremen. En yngre Søn, Ulrik, blev Coadjutor i Schwerin 1622. Men foruden do ovennævnte Grunde var det vel ogsaa Frygten for, at Gustav Adolf skulde tage Overanførselen, der drev Kong Kristian frem paa Krigsskuepladsen, thi han kunde ikke ret vel fmde sig i, at Gustav Adolfs Indflydelse voksede paa Danmarks Bekostning.
Krigen var begyndt meget uheldigt for Protestanterne. 1619 led Bøhmernes Konge, Frederik af Pfalz, et stort Nederlag paa d e t hvide Bjerg i Kampen mod Tilly, Czecherne bleve med Sværdet omvendte til Katolicismen, og Krigen flyttedes nu til de pfalziske Lande. Protestanterne grebes af Ængstelse, og deres Liga blev opløst 1621. Samme Aar forsøgte Kong Kristian at bringe Enighed til Veje ved at sammenkalde et Fyrstemøde i Segeberg. men det mislykkedes og førte kun til en betydningsløs diplomatisk Intervention. — Da ogsaa Aaret 1622 var uheldigt, og Frederik af P falz’s Feltherrer, Mansfeld og Hertug Kristian af Brunsvig, bleve tvungne til et forlade Tyskland, besluttede endelig den nedersachsiske Kreds at ruste. Kong Kristian sendte 1623 nogle Orlogsskibe til Weser og lod danske Tropper besætte Oldenburg, Bremen og Verden. Men dette Aar endte ogsaa uheldigt. Hertug Kristians Hær blev totalt slaaet af Tilly , og Kredshæren blev opløst paa Grund af manglende Enighed og Sammenhold mellem de protestantiske Fyrster, saa at ved Aarets Udgang Tillys Hær uden Modstander gik i Kvarter i Hessen-Gassel. Et Forsøg, som Gustav Adolf gjorde paa at faa en Koalition i Stand mod Polen og Danmark, mislykkedes. — I 1624 gjorde den fordrevne Kurfyrstes Svigerfader, Kong Jakob af England, en Svingning, idet han brød med Spanien, sluttede sig til Frankrig og Nederlandene og sendte Gesandtskaber til de nordtyske Stater, Danmark og Sverrig. Kong Kristian turde dog af Hensyn til det spændte Forhold til Sverrig ikke tage mod Englands Forslag, og Gustav Adolf stillede ikke alene meget store Fordringer, men man fandt det heller ikke heldigt, at hans Plan bestod i først at angribe Polen for derfra at føre Krigen ind i Kejserens Arvelande. Kong Jakob havde altsaa ingen Glæde af sine Bestræbelser, men større Held havde et af Richelie u afsendt Gesandtskab, der forestillede Kong Kristian , at England og Frankrig i Forening vilde sende Mansfeld med en stor Hær ind i Nordtyskland, medens Frankrig vilde binde de katolske Hære ved et Angreb paa Elsass. Kong Kristian syntes nu, at Forholdene vare ret gunstige, og da han tillige havde Anledning til at frygte for, at Gustav Adolf vilde komme ham i Forkøbet, lovede han at paatage sig Overanførselen over den protestantiske Hær.
Ved en Sammenkomst i Lauenburg 1G25 enedes Fyrsterne om at vælge Kong Kristian til Kredsoberst paa Grund af hans „hochmlunliehen Tapferkeit, Dexteritfit und begabten Verstandes“ , og der toges ogsaa Beslutning om Rustningerne og nogle Spørgsmaal vedrørende Krigsplanen. Da Valget endelig skulde tinde Sted paa Kredsdagen i Liineburg, viste det sig besynderligt nok, at man med stor Majoritet valgte Hertug Frederik Ulrik af Brunsvig-Wolfenbuttel til Kredsoberst, og det var først da denne afslog at modtage Valget, at Kong Kristian blev valgt. Fra Frankrig fik han Løfte om betydelige Subsidier og fra England om Hjælp af den liær, som Mansfeld samlede; derimod trak Gustav A d olf sig tilbage, og Markgreven af Brandenburg gav ubestemte Løfter, som aldrig indfriedes. Da tilmed det danske Rigsraad bestemt fraraadede Krigen, var det just ikke under gunstige Forhold, Kongen begyndte sin Virksomhed; men der stod saa store Interesser paa Spil, at han ikke turde tøve.
I det 3die K apitel omtales Rustningerne. Det danske Rigsraad viste sin Uvillie mod Kongens Foretagende ved at indgive en Forestilling om de Forsvarsforanstaltninger, det ansaa for nødvendige for at sikre Rigernes Nevtralitet; men Kongen lod sig ikke afficere deraf. Der blev hvervet Soldater i Tyskland, udfærdiget Bestallinger for Officerer og udfoldet en livlig Virksomhed med at anskaffe Krigsmateriel i større Mængde. Imidlertid kom der nu adskillige nedslaaende Efterretninger. Flere nordtyske Fyrster forbøde Hvervingerne eller modarbejdede dem, Mansfelds Hær var ikke til at lide paa, og — hvad der var det værste — der gik Rygter om, at Sverrig og Brandenburg agtede at optræde i Forening. Intet Under at Kong Kristian kunde blive mistrøstig under saadanne Omstændigheder og var ved at opgive det Hele. Et Udslag af dette Mismod var, at han sendte et Gesandtskab til Sverrig, som bl. a. foreslog Gustav A dolf at overtage Hæren. Dog kom snart hans gamle Frejdighed tilbage, og han drog over til Holsten for at mønstre sin Hær, for hvilken han paa Dansk og Tysk havde udfærdiget K rig sa rtikler, der i 140 Punkter gave udførlige Bestemmelser om de Pligter, der paahvilede de til Hæren hørende Personer. Disse Krigsartikler frembyde meget af Interesse, og navnlig bære de Præg af at være udfærdigede med en Religionskrig for Øje. Saaledes handler deres første Afsnit om „Guds Ords Hørsomhed, dets Misbrug, Sværgen og Banden“ . Der var sat Straf af Bøder og Vand og Brød for at sværge og bande, og hvis nogen menig Rytter eller Knægt svirede eller drak under Prædiken, da skulde han straffes med Jernet, medens Officerer i Gentagelsestilfælde mistede deres „O fficium “ . Der var ogsaa givet Regler for Duel, der dog kun var tilladt, naar Generalen fandt, at det ikke var muligt at forlige Parterne med Æ ren uskadt „uden Balgen“ ; der maatte kun bruges „Degen“ og med den maatte kun hugges, ikke stikkes. I Afsnittet „Om Mønstring“ søgte Kongen at sikre sig imod, at Oberster og Kaptajner skaffede sig ulovlig Fordel, hvad der jo i de Tider var ganske almindeligt.
Efter at have dvælet ved disse Krigsartikler kommer Forfatteren ind paa udførligt at skildre Hærens Indd elin g og Pe rsonel . Her skal kun anføres, at Johan Ernst’s Rytteri skulde deles i S Regimenter, hvoraf hvert havde en Styrke af 4G0 Kombattanter og 500 Nonkombattantcr, hvilket ejendommelige Forhold i Hovedsagen hidrørte fra , at hver Kyrasser skulde have en Pakhest, der førtes af en „god stærk Dreng“ . Hvert Rytterregiment deltes i 4 Kompagnier, sammensatte dels af Kyra sserer dels af Arquebusiers. Et Fodfolksregiment paa 12 Kompagnier havde en Styrke af 2474 Kombattanter og ca. 150 Nonkombattantcr. Rlandt Kombattanterne var den ene Halvdel Piquenerer, den anden Musketterer. Kongen plejede ellers at have */» Piquenerer og */» Musketterer, da han havde Forkærlighed for Skydevaahnene. Den samlede Styrke skulde derefter være 12,000 Mand Fodfolk og 4000 Ryttere. Med denne Hær vilde Kongen gaa over Elben, hvor han ventede, at de nedersaehsiske Tropper, der ansloges til ca. 10,000 Mand Fodfolk og ca. 3000 Ryttere, skulde støde til, hvorved Hæren omtrent vilde være Tillys Styrke voksen. Kongen ventede ogsaa Hjælp fra Brandenburg og haabede at træffe sammen med Mansfcld og Kristian af Brunsvigs Korps, der ansloges til ca. 20,000 Mand, saa at den protestantiske Hær derved vilde vokse til ca. 00,000 Mand. hvortil maaske ogsaa en svensk Hær vilde slutte sig. Saaledes var Planen, men desværre kom Virkeligheden ikke til at svare dertil. — Kongen mønstrede nu Tropperne i Holsten indtil noget ind i Juni 1025, til hvilket Tidspunkt Hæren bestod af 7 Rytter- og 4 Fodregimenter, der efterhaanden sendtes over Elben. I Juli fik Hæren en Tilvækst af et Fodregiment paa 10 Kompagnier. Kongen disponerede over et ret betydeligt Artilleri, hvori bl. a. indgik 28 Karrestykker til 4 Pund, som — i det mindste til Dels — fordeltes til Regimenterne, hvilket er saare interessant, da ellers i Almindelighed Indførelsen af Regimentskanoner tilskrives Gustav Adolf. Med Hæren fulgte en betydelig Park cg et Kompagni Pionerer — noget nyt i Danmark. Sundhedstjenesten var i det Hele vel ordnet, ja der var endogsaa Sygeplejersker paa Hospitalerne, en for hver 10 Patienter. Hertug Johan Ernst tik Overkommandoen over alt Rytteriet, ogFuchs blev General over Fodfolket og Artilleriet. Man faar af den hele Fremstilling det Indtryk, at Kongen med stor Omhu og Dygtighed havde organiseret Hæren, og man forbavses ved at se, hvorledes han i sine reglementariske Bestemmelser for Rytteriets Formering og Marcheorden giver endogsaa meget detaillerede Regler.
Forinden Fremrykningen skildres, giver Forfatteren i 4de Kapitel en Beskrivelse af K rigsskuepladsen og den militær - politiske Stilling ved Krigens Udbrud. De Landstrækninger, hvori Krigen skulde føres, ere beskrevne meget anskueligt og saaledes, at deres Ejendommeligheder med Hensyn til do forestaaende militære Operationer træde klart frem. Jeg skal dog ikke her komme ind paa denne Del af Kapitlet, men følger Forfatteren videre i Fremstillingen. — Der ventede Kong Kristian store Skuffelser; thi de nordtyske Fyrster vare enten lunkne eller aabenbart kejserligsindede, alle de frie Slæder lukkede deres Porte for Kredsens Tropper, og Angrebet paa Elsass fra fransk Side udeblev; men heldigvis var Tillys Stilling heller ikke gunstig, idet han ikke kunde faa Hessen-Gassel, hvor han havde Kvarter, til at erklære sig for Kejseren, og ikke kunde faa Tilladelse til at rykke frem mod Elben, idet Kejseren modsatte sig en saadan Operation, saa længe som Wallensteins Hær endnu ikke var marchcfærdig. — Det gjaldt for Kongen om at naa Harzen og besætte Pa ssene der, idet den nedersachsiske K red s da vilde være dækket. Fremrykningslinien valgte han langs Weserflodens østre Bred; naar han da havde bemægtiget sig de faste Punkter ved denne Flod, vilde lian forsvarligt have sikret sin Operationslinie. Han vandt ogsaa derved, at han nogenlunde let kunde komme i Forbindelse med Mansfeld og Kristian af Brunsvig, der fra Nederlandene skulde bryde ind i Tyskland, og dertil kom, at Floden kunde benyttes til Transporter. I Slutningen af Juni, da Kongen begyndte sin Fremrykning, var det ham dog klart, at ban ikke foreløbigt kunde vente nogen Hjælp fra Mansfeld og Hertug Kristian; thi den Hær, som de efter mange Genvordigheder havde ført ned til Egnen om Wesel, var bleven meget reduceret, Mansfeld selv var rejst bort til Nederlandene, og Tropperne bleve desuden iagttagne af Spanierne. Dette var en Streg i Regningen, og dertil kom, at T illy endelig i Midten af Juli fik Tilladelse af Hertugen af Bayern til — stik imod Kejserens Befaling — at rykke frem mod Kong Kristian for at „afvæbne“ hans Hær. En Mulighed, som Kongen ogsaa m aa tte tage i Betragtning, var, at de spanske Tropper i Nederlandene kunde faa Ordre til at hjælpe de Kejserlige i Tyskland, hvorved hans Stilling vilde blive meget vanskelig. Men paa den anden Side kom den Omstændighed, at Gustav A d olf opererede i Lifland, til at influere til Gunst for Kong Kristian, fordi Kejseren frygtede for, at Svenskerne gennem Polen skulde rykke ind i Schlesien, hvorfor Wallenstein foreløbigt maatte holdes i Beredskab til at imødegaa et saadant Angreb.
Stillingen paa Krigsskuepladsen den 15. Juli 1625, da Tilly fik Tilladelse til at rykke frem, var altsaa saaledes, at deilne stod i Begreb med at drage mod Nord langs Weserflodens vestre Bred, medens Kong Kristian drog mod Syd langs Flodens østre Bred, Wallensteins Hær var ved al bryde op fra Bøhmen og den spanske Hæ r i Nederlandene og den svenske i Polen indtoge en afventende Holdning. — Kapitlet ender med nogle højst kuriøse Beretninger om, hvorledes Kongens hvervede Tropper — trods de strenge Krigsartikler — huserede i Nordtyskland. For at sikre sig mod Ubehageligheder synes det at liave været Skik, at Officererne lod Soldater ledsage Borgmestre og andre Øvrighedspersoner, lige indtil de afgave Erklæring om . at der Intet var at klage over.
I 5 te Kapitel beskrives Tildragelserne indtil Vaabenhvilen. Den 17. Juni gik Kong Kristian over Elben og dirigerede Tropperne mod Verden til Trods for, at Hertug Kristian af Celle bad om, at Landet maatte blive skaanet for Gennemmarche og Indkvartering. Den danske Hær drog videre langs Weser, afbrød Broerne og besatte I l o y a og N i e n b u r g , til hvilket sidste Sted Kongen ankom den 1. Juli for den næste Dag at drage videre til Stol/, en au, som fik fast Besætning. Undervejs mønstrede Kongen Kredstropperne, der — i Stedet for som paaregnet 10,000 Mand — kun talte mellem G000 og 7000, saa at hele Hæren nu var ca. 23,000 Mand stærk. Hæren drog saa videre og samledes om Minden. Da Rytteriet ikke havde tilbørlig Styrke i Forhold til Fodfolket, gav Kongen Hertug Frederik af Altenburg Patent som Oberst for at hverve 800 Arquebusiers. Paa dette Tidspunkt begyndte T illy at røre sig. De to Modstandere havde deres Hovedkvarterer kun faa Mil fra hinanden; men det kom ikke til Sammenstød, da Weserfloden skilte dem ad. Kong Kristian blev ved at drage mod Syd, og Tilly fulgte efter paa Flodens vestre Bred. Den 22. Juli var Kongen naaet til Oldendorf, ca. l'/o Mil Nord for den befæstede By H am el n , og Tilly til Lachem. der ligger omtrent lige saa langt fra denne By, som blev besat af Kongen den 24. Juli, medens Tilly drog lidt længere mod Syd. Her standsede Operationerne foreløbigt, da Kongen vilde forøge sin Hær ved nye Hvervinger, inden lian gik sin Modstander paa Livet. Oberst Limbaeh var nylig stødt til Hæren med et stort Fodfolksregiment, Oberst Frenking kunde snart ventes med et andet, og der ventedes ligeledes en Del andre Forstærkninger. Kongen var derfor ved godt M od, især da han fra England modtog en ret betydelig Pengesum , som foreløbigt hjalp barn ud over Pengemangelen. Medens Kongen udbedrede Befæstningen ved Hameln, gik T illy over Weserfloden og hærgede Landet med stor Grusomhed for at straffe Bønderne, der optraadte voldsomt mod Soldaterne, skar Næse og Øre, Hænder og Fødder af dem, ja flaaede dem endogsaa levende. Men han opnaaede derved kun yderligere at forbitre Bønderne, som i store Skarer snart bleve ham ubehagelige Modstandere. — Alt var hidtil gaaet godt for Kong Kristian, men saa skete den store Ulykke, at han den 30. Juli styrtede med sin Hest ned i et 22 Fod dybt Hul paa Volden og blev liggende som livløs. Kongen var den eneste, som havde Dygtighed og Energi til at lede Hæ ren , og der opstod derfor almindelig Raadvildhed. Man had T illy om Vaabenhvile; men denne, som var glad ved det uventede 1 le id , fordrede, at Hæren skulde nedlægge Vaabnene. Dette kunde man selvfølgelig ikke gaa ind paa. Det gjaldt nu først og fremmest om at bringe Kongen i Sikkerhed og at lade Hæren gaa tilbage, da Ingen vilde paatage sig Ansvaret ved at modtage et Slag. Den 7. August kom Kongen til Verden efter en besværlig Rejse, og Hæren fulgte efter ad samme Vej, som den var kommen. Efterat Nienbu rg var bleven besat af Kongens Tropper, enedes de 2 dygtige Førere, O b e r s t L i m b a c h og G e n e r a l lø jtnant N e r p r a c h t, om at man skulde blive staaende her, og Hæren, som undervejs var bleven forstærket, samledes mellem denne By og Verden. Kongen, der — omend stadig sengeliggende — var kommen nogenlunde til Kræfter, besluttede nu at standse sin Modstander i en meget god Stilling Syd for Nienburg mellem Wescr og dens Biflod Leine, hvor der findes store Søer og Moser i Fronten med kun et Pa r Passager ved Neustadt og Rehburg, og hvis højre Fløj støttedes af Slottet Stolzenau. Denne Stilling blev befæstet med stor Iver. Den forsigtige T illy rykkede kun langsomt efter, og der hengik næsten en hel Maaned, inden hans Tropper naaede frem til Kongens Stilling. Uheldigvis overgave de to Kommandanter i S t o 1 z c n a u Slottet den 30. August paa Tillys første Opfordring; men de maatte bøde haardt derfor, idet Kongen lod dem hænge. Rehburg maatte som Følge af Stolzenaus Fald opgives af de kongelige Tropper, og saaledes svævede højre Fløj i Luften; men Vogn Vognsen holdt sig stadig tappert i Neustadt paa venstre Fløj. T illy drog nu videre langs ad Floden mod Nienburg, og led undervejs et partielt Nederlag, da nogle danske Rytterkompagnier den 3. September foretoge et dristigt Indhug og toge 4 Rytterfaner. Dagen efter kom T illy foran Nienburg; men her havde han en Mand, Oberst Limbach, for sig, der ikke var at spøge med. Obersten gjorde med Held flere Udfald og fangede blandt andre den danske Adelsmand, Jesper Fris , som tjente under Tilly, men nu gik i dansk Tjeneste. Bønderne rejste sig imidlertid i Ryggen paa Tillys Hær, forjagede Besætningen i Bodenwerder og toge med Assistance af Afdelinger af den kongelige Hær et større fjendtligt Kommando til Fange. Denne Guerillakrig, som støttedes virksomt af Vogn Vognsen, generede den katolske Hær en Del, og Nienburg holdt sig tappert, om end Udenværkerne bleve tagne og Vandet bort.edet. Nu kom Kong Kristian til med Hæren. Den 21. September om Aftenen angreb han T illy , som med et Tab af ca. 0000 Mand maatte trække sig tilbage, ja Tilly retirerede endog helt ned til Minden. Kongen turde dog af Hensyn til W allen stein , der paa dette Tidspunkt stod mellem Werra og Fulda , ikke forfølge, men blev staaende i Stillingen, som sikredes ved, at Stolzenau efter nogen Tids Belejring atter toges tilbage.
Efter at Tilly havde faaet sin Hær ordnet efter Nederlaget ved Nienburg, besluttede han at forandre Operationslinie, idet han nu valgte at rykke frem Ø s t f o r Leine over Hannover mod Allerlinien. Først angreb han Slottet C alenberg , som forsvaredes af K ap ta jn Joachim W eihe og R itm e s te r A s ch e von Wettberg. Efter 10 Dages Belejring kapitulerede Ritmesteren under Protest af Kaptajn Weihe. Besætningen tik fri Afmarche med fuld Honnør til Hannover, som blev Tillys næste Maal. Forinden han angreb Byen direkte, vilde han dog først isolere Byen ved den 3. November om Aftenen at angribe den danske Postering ved S e e l /.e, hvor der fører en Bro over Leine. Samtidigt vilde imidlertid Hertugen a fW eim ar gøre et Angreb paa den katolske Hær over Seelze, og det kom derfor den 4. November til et Sammenstød ved denne By, som endte med et Nederlag for det kongelige Rytteri, der af Generallø jtnant Obentraut var ført frem over Floden til en dumdristig Attake; men T illy naaede ikke sit Maal, at komme i Besiddelse af Broen over Leine. Heller ikke naaede T illy at besætte Hannover; her kom Hertugen af W eim ar ham i Forkøbet. — Da der kort efter sluttedes en Vaabenstilstand for Vinteren, var Stillingen saaledes, a t T illy stod fra Minden ved W e se r til henimod Goslar, og herfra til henimod Elben ved M agdeburg havde W allen s tein taget Opstilling, medens den kongelige Hærs F r o n t s t r a k t e sig f r a S t o l z e n au v ed W e s e r over H a n n o v e r og W o l fe n b ii t t e l , og d e r fra bøjede den mod N o rd til Elb en ved Lauenburg . Under dette Aars Felttog havde Kong Kristian vist sig T illy voksen som Hærfører, den kongelige Hær havde sejret i det store Slag ved Nienburg og ligesaa i alle de mindre Træ fninger, undtagen ved Seelze; men nu var Wallenstcin desværre rykket ind i Kamplinien, saa at Kongen maatte belave sig paa at kæmpe med hele den katolske Hær.
Gte K apitel omhandler W allen s tein s R u s t ning e r og første F rem m a rch e , F o rh a n d lin g e n paa K r e d s d a g e n i B r u n s v i g og d en k o n g e li g e H æ r i F o r a a r et 16 20. Da Kejseren fik Nys om, at Kong Kristian agtede at optræde i Nordtyskland, blev han nødsaget til at ru ste , men han manglede Penge og maatte derfor henvende sig til Wallenstein, der var rig nok til at rejse en Hær paa egen Bekostning, og som snart fik en Del Tropper samlet i Egnen om Eger. Efter en Mønstringsrulle fra 1. September 1025 var Styrken omtrent lige saa stor som Kong Kristians, det vil sige mellem 21 og 22,000 Mand, hvoraf omtrent Halvdelen var gamle Tropper. Med denne Hær rykkede han op mod Weser t i l Egnen om Gøttingen. Del var dog først, da Tilly havde lidt Nederlaget ved Nienburg, at denne Feltherre følte Trang til Understøttelse, og ved en Sammenkomst den 12. Oktober traf de Aftale om, at Wallensteins Hær skulde danne højre Fløj og rykke frem mod Hildesheim. Hvis denne Operation var bleven udført, havde det været farligt for den kongelige Hær; men heldigvis begyndte B e t h l e n G a b o r i Siebenbürgen igen at true, saa at Wallensteins Hær kunde forvente at blive kaldt tilbage. I ethvert Fald gav Wallenstein dette til Paaskud, da han — i Stedet for at rykke mod Hildesheim — , besatte Stifterne H alberstadt og M agdebu rg ved Elben, hvor han var nærmere ved Haanden for Kejseren.
I den sidste Halvdel af August samledes en K redsd a g i B r u n s v i g , hvortil Tilly ogsaa havde sendt Gesandter. Da man ikke kunde komme til noget Resultat, aftaltes et nyt Møde i Gardelegen den 5. Oktober, der dog ikke blev til noget, men saa samledes man atter i Brunsvig , hvor baade Tilly og Wallenstein lode sig repræsentere, og hvor man tilsidst enedes om en V a ah en h v i l e t i l 1. M a r t s 1G2G. I øvrigt var det umuligt at komme til noget Resultat, da Fordringerne paa begge Sider vare altfor store. Kongen opnaaede dog at faa Vished om , at han ikke kunde vente nogen Hjælp fra den oversachsiske Kreds, og tillige blev det ham klart, at der herskede et meget spamdt Forhold mellem de to Modstandere. Kong Kristian fortsatte nu sine Rustninger med Iver. Mansfeld og Hertug Kristian af Brunsvig stødte til ham, Mansfeids Tropper underlagdes Kongen, og dc bleve forlagte til Egnen om Elben for at holde Øje med Wallenstein. E t nederlandsk svagt Regiment stødte til Hæren, og der hvervedes af alle Kræfter. Blandt de hvervede Tropper var „det danske R e gim e n t“, som af Major Weidemeyer blev ført fra Danmark, og hvis Mandskab var udtaget af de to nationale Regimenter. Fo r at bøde paa denne Afgang blev der straks foretaget ny Udskrivning. Det danske Regiment var udelukkende væbnet med Musketter, hvad der paa de Tider var usædvanligt. Endvidere lod Kongen først i Maj alle Rytterne fra Lenene i Fyn og Jylland drage ned til Hovedkvarteret, og der kunde senere ventes et holstensk og et mecklenhorgsk Regiment. — I Foraaret 1636 bestod den kongelige Hær af 10 Kyrasser- og G Arquebusiers-Regimenter samt 13 Fodregimenter og nogle ikke inddelte Kompagnier; naar hertil kommer 3 a 4000 Mand Mansfeldske Tropper, var den hele Hær i Nordtyskland ca. 43,000 Mand stærk, hvilket jo var et meget smukt Resultat af Kongens ihærdige Arbejde.
I 7de Kapitel behandles M a ns fe l ds og F u c h s ’ s O p e r a t i o n m o d W a 11 e n s t e i n o g S l a g e t v e d Roslau. Kong Kristian havde siden sit Fald fra Hamelns Vold lidt af Melankoli, han var bleg og afmagret, saa Syner, talte kun lidt og usammenhængende og havde mistet Tilliden til et lykkeligt Udfald. Dette var saa meget sørgeligere, som de militær-politiske Forhold, hvorunder lian skulde virke, vare yderst indviklede. I Vest kæmpede Spanierne og Hollænderne, og lian kunde eventuelt vente at faa Spanierne til Fjende. I Harzen og indtil Elben stode Tillys og Wallensteins Hære. Gustav A d olf var efter heldige Kampe mod Polakkerne betænkt paa at føre en Ilæ r i Land ved Danzig, hvad der jo kunde faa stor Indflydelse paa den kongelige Hærs Operationer. Bcthlen Gabor havde paa visse Betingelser tilbudt den fordrevne Kurfyrste Frederik sin Hjælp, men da denne manglede Midler, tog Kong Kristian mod Tilbudet og lagde den Plan , a t Mansfeld skulde trænge frem til Ungarn, hvorved Kongen haabede at befries for Wallenstein. Imidlertid var det ikke sikkert, at Bethlen Gabor kunde optræde, hvis han ikke kunde faa Hjælp af Tyrke rne; men disse kæmpede i Persien , og det afhang følgelig af Kampens Udfald i Persien , om Bethlen Gabor turde blande sig i Krigen. — E t stort Held for Kong Kristian var det, at T illy og Wallenstein aldeles ikke kunde komme ud af det sammen, og at Uenigheden mellem dem voksede i den Grad, at Wallenstein endogsaa truede med ganske at forlade den nedersachsiske Kreds.
D e n k o n g e l i g e H æ r s t o d i 4 G r u p p e r . Vestligst stod Hertugen af W eim a r om Nienburg; Hertug K ris tian af Brunsvig stod ved Wolffenbiittel og Nord paa indtil Wolfsburg ved Aller. Derfra stod General Fuchs i en Linie videre mod Nord med Hovedkvarter i Uelzen, og endelig stod Mansf el d i det Lauenburgske til henimod Lybæk. Denne Front med den stærkt tilbagebøjede venstre Flanke var meget uheldig, idet Wallenstein let gennem Altm ark kunde gennembryde den og afskære Hovedhæren Tilbagetoget. General Fuchs blev urolig, da Wallensteins Tropper i Begyndelsen af 1626 trods Vaabenhvilen vare meget nærgaaende, og Kongen, der ogsaa fandt Stillingen uheldig, gav Mansfeld gentagne Ordrer til at rykke frem. Denne gik nu i Februar frem Øst for Elben til H a v e l - berg, medens Fuchs for at støtte Bevægelsen rykkede ind i Altm ark med 3 Rytter- og 5 Fodregimenter og besatte Tangerm unde ved Elben. Her stode de, da Vaabenhvilen udløb. Fuchs nøjedes med at fremsende Rytteri til Rekognoscering, medens Mansfeld, hvis Tropper vare bleven en Del forøgede, rykkede langsomt frem paa Elbens østre Bred. De 2 Førere havde lagt den Plan, at Fuchs skulde fastholde Wallenstein ved Flod en Ohra, medens Mansfeld vilde tage Elb b roen ved Dessau og derved forhindre, at Wallenstein fulgte umiddelbart efter ham paa Toget til Ungarn. Den 7. A p ril 1G2G besatte Mansfelds Avantgarde Zerbst, Mansfeld selv havde Kvarter i Byen Brandenburg, og et af Fuchs’s Rytterregimenter laa Øst for Magdeburg. Da Wallenstein stadig forholdt sig defensiv, tik Fuchs Mod til at forsøge paa at bemægtige sig Øhralinien , hvilket ogsaa med Understøttelse af Mansfeld til Dels lykkedes, og Mansfeld gik samtidigt videre frem mod Syd og aabnede Angrebet paa Skanserne ved Roslau foran Broen ved Dessau den 12. April.
Vi vende os nu til den 2den Gruppe af den kongelige Hær, nemlig Styrken under Hertug Kristian af Brunsvig i Wolfenbuttel. Hertugen havde i Løbet af de første Maaneder af Aaret 1G26 gjort sig til Herre over Egnen Syd for Wolfenbuttel, og da han saaledes truede med at trænge ind mellem Tillys og Wallensteins Hære, bleve de begge nødsagede til at operere imod ham. T illy rykkede sidst i Marts nærmere og besatte Goslar, og Wallenstein brød i Begyndelsen af A p ril op med ca. 15,000 Mand for at vedligeholde Forbindelsen med Tilly. Nu trak Hertug Kristian sig tilbage til Wolfenbuttel, og da Wallenstein samtidig fik Meddelelse om Fuchs’s og Mansfelds Fremrykning ved Elben, vendte han sig i Hast mod Fuchs, d e r v a r skilt fra M an sfeld ved Elben. Fuchs, der fik at vide, at Wallenstein var ham meget overlegen, trak sig straks tilbage til Tangermunde under stadig Kamp og derfra videre til S tendal og Osterburg. Wallensteins Ryttere vare under denne Forfølgning 40 Tim er i Sadlen. Efter saaledes at have forjaget Fuchs, vendte Wallenstein sig mod Syd for at angribe Mansfeld, som ved Efterretningen om Fuchs’s Tilbagetog straks havde trukket sig tilbage for at forene sig med ham ; men da han fik at vide, at Fuchs ikke trængte til Hjælp, gik han atter frem mod Roslau, hvor han ankom foran Skanserne den 21. April. Kong Kristian lagde nu Fuchs under Mansfelds Kommando. Den 23. Ap ril bleve nogle af Mansfelds Angrebsarbejder tagne, og den næste Dag kom Wallonstein selv til. Mansfeld, som ikke vidste, at han stod overfor en betydelig Overmagt, førte et kækt Angreb mod Fjenden den 25. April, men da Wallenstein gik over til Modangreb, maatte han vige, og Tilbagetoget udartede ved den livlige Forfølgning til vild Flugt. Hans oprindelige Styrke, ea. 8000 Mand, var nu sunken ned til ea. 5000, som samledes om hans Kvarter i Havelherg, hvor han straks tog fat paa at reorganisere Hæren. W allenstein trak sig mærkeligt nok tilbage til sine Kvarterer i Stedet for at drage mod Nord, hvor Vejen til Ho.sten laa ham aaben.
I 8de K apitel behandles Hertug Kristian af B r u n s v i g s I n d f a l d i H e s s e n og M a n s f e l d s T o g til Schlesien. Paa det Tidspunkt, da venstre Fløj, Mansfeld og Fuchs, begyndte at operere mod Syd langs Elben, begyndte ogsaa højre Fløj at røre sig. Biskoppen af O s n a b r ü c k var død, og Domkapitlet valgte en bayersk Greve til hans Eftermand, medens Kong Kristian vilde have sin næstældste Søn valgt. Han gav derfor Ordre til Hertugen af W eim ar, der havde Befalingen paa højre Fløj ved Nienburg, til at rykke mod Osnabrück, ved hvilken Operation der ogsaa vandtes, at Tilly s Opmærksomhed droges bort fra Wallenstein.* Den 8. Marts var Hertugen foran Osnabrück, som maatte vælge Kongens Søn til Goadjutor og betale 40,000 Thi. Herfra rykkede han videre mod Syd og besatte flere Punkter, hvorved han kom i Ryggen af Tillys Hærs venstre Fløj; men da Fjenden foretog en Fremrykning, maatte han gaa tilbage til Nienburg. — K ong K ris tian havde lagt den Plan at ville om g aa F j e n d e n s F l ø j e b a a d e p o l i t i s k og m i l i tært, og da nu ved A p ril Maaneds Begyndelse Mansfeld og Fuchs vare i Fremrykning paa venstre Fløj, saa at Wallenstein maatte anses beskæftiget, gav han Hertug Kristian i Wolfenbüttel Ordre til at foretage et Tog uden om Tillys Hovedhærs venstre Flanke mod Hessen, hvor der var stor Gæring. Efter en vovelig Marcho med 4 Rytter- og 3 Fod regimenter midt imellem de fjendtlige Styrker, naaede Hertugen G r e b e n s t e i n i F1 e s s e n den H). April, forfulgt af Tilly. Hertugen drog videre over Gøttingen til Northeim , som lian undsatte. Havde nu Kongen kunnet forene sin Hær med Hertugens — der er kun ca. 9 M il mellem W olfenbiittel og Northeim — vilde han fuldstændig: have adskilt sine 2 Modstandere, men uheldigvis kom nu Efterretningen om Nederlaget ved Roslau, og Kongen maatte derfor være yderst forsigtig. Skønt Hertug Kristians Styrke var svag overfor Tillys, brød han dog den 9. Maj op med Rytteriet og drog forbi Gassel ned mod Fulda , men T illy tvang ham tilbage til Gøttingen, hvorfra han snart efter paa Kongens Ordre maatte drage tilbage til Wolfenbiittel. Her ankom han syg den 30. Maj og døde den 1G. Juni, skuffet i sine Forhaabninger, knap 27 A a r gammel.
Mansfeld havde imidlertid haft travlt med at ordne sin Hær ved Havelberg for at foretage Toget til Schlesien. Den 2. Juni modtog Kongen et Brev fra ham , hvori lian meddelte, at Markgreven af Brandenburg havde paalagt ham at rømme Landet, hvorfor han udbad sig Kongens Bestemmelse. Paa Forespørgsel erklærede Mansfeld, at lian den 13. Juni vilde være parat til at marchere til Schlesien med G000 Mand og 7 Stykker Skyts. Kongen, som modtog ny Opfordring fra Bethlen G ahor, besluttede nu, at Toget skulde finde Sted og forenede et Korps paa ca. G000 Mand under Hertugen af W eim ar med Mansfelds Styrke. Hertugen skulde staa under Mansfeld, men Hertugen og Krigskommissæ r M itzla ff skulde tages med paa Raad i vigtige Sager. Aftalen blev nu, at Hæren gennem Brandenburg skulde drage ned og besætte Oppeln, Ra tibor og Kos el, de 3 vigtigste Overgangssteder over Oder i det sydlige Schlesien, medens Resten af Hæren skulde drage Bethlen Gabor i Møde. Den 10. Juli brød Hæren op til det æventyrlige Tog, den 18. Juli ankom den til Frankfurt a. d. Oder medførende 5000 Vogne med røvet Gods, den 21. Juli ankom Hertugen af Weim ar til K r o s sen ved Bobers Udløb i Oder, og samme Dag kom Mansfeld til W in zig omtrent midtvejs mellem Glogau og Breslau. Først her hørte Hertugen noget om Fjenden. — Wallenstein havde ikke villet tro paa, at Mansfelds Tog blev til Virkelighed. Han drøftede med T illy en Plan om et energisk Angreb paa den kongelige Hær langs Elben ; men da han den 13. Juli fik Vished om Mansfelds Afmarche, sendte han ca. 5000 Byttere, senere fulgte af 12 Kompagnier Arquebusiers, i Ilmarcher paa 8 à 10 Mile daglig til Schlesien, og den 21. Juli naaede denne Styrke Sagan ved Boberfloden. Først den 8. August drog Wallenstein selv efter, m en e f t e r l o d en Del a f H æ r e n t i l H jæ lp for Tilly. — Mansfeld og Hertugen fortsatte Marchen Øst for Oder i 2 Kolonner. Hertugen, der gik langs Oder, kunde ikke efter Planen besætte Oppeln, Kosel og Ratibor, der alt vare besatte af Wallensteins Ryttere, og han gik derfor videre til O derberg , som han bemægtigede sig den 12. August; samme Dag naaede Mansfeld til Teschen, 4 Mil Sydøst for Oderberg. Hertugen benyttede nu nogle Dage til at sætte sig fast i det sydlige Schlesien og bemægtige sig enkelte vigtige Punkter. Imidlertid havde Wallenstein i smaa Dagsmarcher nærmet sig, og den 1. September gik han over Grænsen ind i Mähren. Mansfeld og Hertugen vare omtrent ved samme Tid rykkede ind henholdsvis i Mähren og Ungarn, og senere hen samledes de begge i Ungarn, hvor de fik Meddelelse om Nederlaget ved Lutter am Barenberge og om , at Bethlen Gabor var under Fremrykning over Debreczin. Han overskred Theiss og stod den 25. September ved Fiilek, 5 à 6 Dagsmarcher fra den protestantiske Hær. Wallenstein var draget ned langs W a a g og søgte at undsætte Fæstningen Neograd, som blev belejret af Tyrkerne, hvilket dog blev forhindret af Betblen Gabor. Dersom nu Mansfeld og Hertugen havde forenet sig med Bethlen Gabor og det tyrkiske Korps, vilde der have været Chance for at slaa Wallenstein, men Chancen blev ikke benyttet. Bethlen Gabor trak sig tilbage, og først i Oktober, da det var for sent, forenede den protestantiske Hær sig med ham; men da var han ked af Krigen og aabnede Underhandlinger med Kejseren. Mansfeld overlod sin Hær til Bethlen Gabor, og paa Bejsen til Venetia døde han i sine Vaabenfællers Arm e, staaende oprejst og iført sin fulde Rustning. Ogsaa Hertugen af W eim ar døde i Slutningen af Aaret, og Mitzlaff førte nu Tropperne ind i Schlcsien, hvor den efterladte Styrke havde klaret sig godt under Toget i Ungarn. Ved Aarets Slutning stode ca. 8000 Mand kongelige Tropper i det sydlige Schlesien, og Wallenstein gik ogsaa i Vinterkvarter i Schlesien.
I det 9 d e og sidste Kapitel beskrives Kong K r i s t i a n s F r e m r y k n i n g m od G ø 11 i n g e n og Slage t ved L u t t e r am Barenberge . Hærene smeltede stær.-ct sammen paa Grund af en voldsom Pestsygdom , der rasede over hele Tyskland. Juni Maaned forløb temmelig roligt, kun T illy foretog nogle mindre væsentlige Tog, navnlig for at sikre sin Stilling i Ilessen. Juli Maaned gik hen med. at T illy angreb Gøttingen og Kong Kristian bemægtigede sig nogle Syd for Wolfenbuttel liggende Slotle, samt med Kampene om M a r i c n b u r g Syd for Hildesheim og C a 1 e n b e r g Syd for Hannover, hvor det i Nærheden af sidstnævnte Sted kom til et alvorligt Sammenstød den 27. Juli, som endte med et Nederlag for de kongelige Tropper. Først da Mansfeld og Hertugen afW eim ars Hær var naaet ned i Schlesien, og Wallenstein brudt op med sin Hovedstyrke, fik Kongen frie Hæ nder, og nu koncentrerede han sin Hær og kaldte Fuchs tilbage fra Elben, hvor han havde dækket Afmarchen af Mansfelds og Hertugens Korps.
Den S tyrke , han den 13. August havde samlet omkring H o rn b u r g Syd for W olfenbuttel, talte omtrent 6000 Fleste og 14,000 Mand Fodfolk. Tilly s Hær, der efter at have indtaget Gøttingen den 11. August, var paa Marche mod Northeim for at belejre denne By, havde omtrent samme Styrke; men T illy kunde gøre Regning paa Understøttelse af det af Wallenstein efterladte Korps paa 6 å 7000 Mand, som under O b e rs t de Fo u r s Kommando samledes ved W e m i gerode ca. 8 M il Øst for Northeim og ca. 4 Mil Sydøst for Flornburg. Kongen havde til Flensigt a t slaa T illy ved Northeim , u n d s æ t t e B y e n og s øg e at h i n d r e de 2 f j e n d t l i g e K o r p s i a t f o r e n e sig. Den 16. August tvang Kongens Rytteri det fjendtlige Rytteri tilbage , og T illy indtog Kampstilling, men Mørket faldt paa, inden der kunde ske Angreb, og om Natten forlod T illy Lejren ubemærket og drog tilbage mod Gøttingen, saa at Kongen den næste Dag kunde rykke ind i Northeim . hvor han forblev i 3 Dage. Kongen drog nu mod Sydøst for at hindre de Fours Korps i at forene sig med Tilly og naaede Dudcrstadt ca. 3 Mil Øst for Gøttingen efter i 3 Dage kun at have tilbagelagt 4 Mil. Denne Langsomhed benyttede de Fours Korps sig af, det gik Syd om Duderstadt og forenede sig med Tilly i Gøttingen. Da Tillys. Styrke nu var Kongens betydeligt overlegen, drog T illy den 23. August mod Duderstadt, hvor Kongen ordnede sin Hær til Slag; men der blev intet Angreb af den Dag. og Kongen besluttede nu at drage tilbage mod Wolfenbuttel, hvilket han straks satte i Værk samme Dags Aften. Den kongelige Hær, som brændte Landsbyerne paa Tilbagetoget, naaede den 25. August Sees en efter en heftig Arrieregardekamp; men da Tillys Hær om Aftenen var naaet op foran Seesen, gik Kongen ved Midnatstid under Forfølgning videre tilbage og naaede den 26. om Formiddagen til H ahausen, hvor Arrieregarden gjorde Holdt i en stærk Stilling bag et Vandløb, hvorved Forfølgningen standsede foreløbigt den Dag. I den kongelige Hær vare Forholdene ingenlunde gunstige, og der hævede sig derfor Røster oin yderligere Tilbagetog, men Kongen mente for sin Anseelses Skyld at burde modtage Kampen her og opstillede sin Hær i en gunstig Stilling paa Sletten ved Lu t te r am Barenberge, hvor Slaget udkæmpedes den næste Dag med vekslende Held, indtil det endte med et fuldstændigt Nederlag for Kongen, hvis Liv gentagne Gange var i alvorlig Fare. Tilly skrev senere til Hertugen a f Bayern, a t h a n aldrig havde set en F elth e rre , som b e d re fo r s tod at ordne sin Hær, som førte den til Kam p med s tø r re M od , og som be sad m e re A a n d s n æ r væ relse til at bøde paa F o r v i r r in g og sætte M o d i de V i g e n d e e n d K o n g K r i s t i a n a f D a n mark. Ud paa Aftenen kom Kongen med Resterne af Hæren til W olfenbuttel, hvor han foreløbig fik R o , da Tillys Hær havde lidt meget og maatte reorganiseres.
A f denne Fremstilling af „Kejserkrigens“ 1ste Afsnit vil det ses, at denne Krig er rig paa dramatisk Spænding, overraskende Begivenheder og æventyrlige Tog, noget der jo i det Llcle taget karakteriserer Trediveaarskrigen. Men ved Siden af' den militære og politiske Historie, som Bogen saa grundigt behandler, kaster den ogsaa talrige Strejflys over Landsknæ gttidens K u lturhistorie, denne underlige raa og grusomme og dog tillige ridderlige og romantiske T id med dens mange Brydninger og stærke Gæring, og denne Side af Værket er ikke den mindst interessante. De Kilder, Forfatteren har benyttet, ere dels og i Hovedsagen Aktstykker fra Arkiverne og dels ældre og nyere anerkendt gode og paalidelige historiske Værker, særlig tyske; thi i Tyskland har jo Trediveaarskrigen i de senere A a r været behandlet med stor Grundighed af dygtige Historikere.
Det er lykkedes Forfatteren paa Basis af dette Stof at give ikke alene en klar og paalidelig Fremstilling af de historiske Begivenheder og deres Indgriben i hinarden samt af de Brydninger, der laa i Tiden , men tillige at gøre den hele Fremstilling interessant ved den lette og smidige Pen, han raader over, og som man ogsaa i tidligere Arbejder af ham har haft Lejlighed til at glæde sig over. Der findes vel nogle Trykfejl i Bogen, idet enkelte Bynavne ere bievne forkert stavede og et Pa r Tid sangivelser ere ukorrekte; men saadanne Fejl kunne ikke ganske undgaas, og de ville sikkert blive rettede, naar der ved Værkets Fuldførelse bliver givet en Trykfejlsliste; de ere desuden hverken mange eller af en særlig ondartet Natur. Skønt man finder alle de i Bogen omtalte Byer og øvrige topografiske Forhold paa noget detaillerede Kort, saasom Andrees Kort over Tyskland, vilde det dog have været heldigt, om der var blevet udarbejdet nogle Kort i større Maalestok, saaledes f. Eks. over Stillingen Syd for Nienburg og over Terrainet ved Lutter am Barenberge med paaf'ørte Troppesignaturer samt et Oversigtskort over Harzterrainet, hvorpaa væsentlig kun de i Værket forekommende Navne vare optagne. Slige Kort lette Tilegnelsen af Begivenhederne i ikke ringe Grad og ere derfor meget at anbefale; men man tager næppe Fe jl, naar man gaar ud fra, at der har været økonomiske Hindringer i Vejen. Sluttelig skal jeg tillade mig at anbefale „Kejserkrigen“ til Læserne som et interessant Værk, der paa ingen Maade, hvad Fremstillingen angaar, staar tilbage for „Kalmarkrigen“ . Jeg føler mig overbevist om, at de, der have læst dette første Afsnit, med Længsel imødese Fortsættelsen.
P. V. Hammer.
