Log ind

Anmeldelse

#

E. Briand de Crévecoeur: O lfert Fischer. Københavns modige Forsvarer. H. Hirschsprungs Forlag. Kbh. 1944. Da O lfert Fischers Levnedsløb før 1801 ikke er væsentlig forskelligt fra Søofficerernes i Almindelighed dengang, h ar F orfatteren valgt at indflette det i en iøvrigt meget læseværdig Skildring af Tilstandene i Flaaden og dens Historie i den sidste Halvdel a f det 18. Aarhundrede.*) Den Begivenhed, som Forf. kalder Olfert Fischers Sømandsdaad, da han under en Orkan i Taffelbay ved Kapstaden ved sin kyndige og rolige Optræden reddede sit Skibs Besætning, fa a r naturligvis en særlig Omtale. Det centrale i Forf. Frem stilling er den Kamp, Slaget, paa Reden, der berettiger Olfert Fischer til Betegnelsen „Københavns modige F orsvarer". Som Indledning gives en fyldig Redegørelse for vor Neutralitetspolitik fra Midten af det 18. Aarhundrede. Det er muligt, at Forf. herved kommer lidt langt bort fra Bogens Emne, men han opn aar i hvert Tilfælde a t give Læseren Lejlighed til a t faa et saadant Kendskab til hele Udviklingen, a t han bedre bliver i Stand til a t v u rdere Forudsætningerne for Slaget paa Reden og dettes politiske Betydning. I direkte Forbindelse med Slaget staar Omtalen af Københavns Søbefæstnings Historie og Tilstand, idet O lfert Fischer var Medlem a f Défensionskommissionen, som behandlede Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Søforsvar saavel ved faste Værker som ved de saakaldte Defensionsskibe. Det var paa Grund a f O lfert Fischers betydningsfulde Virksomhed i Kommissionen, at Kronprinsen ansaa ham for selvskreven til i 1801 at overtage Kommandoen over den flydende Defension i Forbindelse med det eneste, endda kun halvt færdige Søfort, Trekroner. Da Regeringen efter Kontroversen angaaende Konvojeringen havde sluttet T rak tat med England i August 1800 uden dog a t naa til nogen definitiv Løsning af Stridsspørgsmaalene, demobiliserede den Flaaden og undlod saaledes at træ ffe de fornødne Sikkerhedsforanstaltninger mod et eventuelt pludseligt Fredsbrud. Forf. mener, at en a f Hovedaarsagerne til denne Regeringens paafaldende Sorgløshed var den Omstændighed, a t vi under Indtryk a f den 80-aarige Fredsperiode, stadig haabede at kunne holde os uden fo r Krigen. Det kan maaske være tvivlsomt, om denne Forf.s O p fatte lse'er rigtig. Mon det ikke er rim eligt a t antage, a t Kronprinsen — ud over tungtvejende økonomiske Hensyn — og ligesom Tilfældet var 1807 h ar villet demonstrere sin Vilje til ikke at træde i Modsætningsforhold til England og har ønsket at undgaa ethvert Irritationsm oment? — N aar Forf. senere siger, a t det var, fordi Danmark —Norge valgte det forkerte P arti, at det kom til K rig med England, er U dtrykket næppe helt korrekt. Forholdet var snarere det, at Kronprinsen, efter a t have sluttet T raktaten med England, letsindigt indlod sig i Forhandlinger med den ganske uberegnelige Czar Paul om Neutralitetsforbund, og da han derved kom ind i en Situation, som stillede ham overfor A lternativet K rig med Rusland eller K rig med England, viste han samme Ubeslutsomhed som i 1807, lod sig drive med Strømmen og havnede endelig dér, hvor han absolut ikke vilde være.

*) Ved Omtalen af Felttoget 1788 har indsneget sig en lille Fejltagelse eller snarere blot en Tankeløshed, som i denne Forbindelse er uvæsentlig, men som dog maaske bør anholdes, da den forekommer - meget almindeligt. N aar Forf. siger, a t det var danske Tropper, der gennemførte Felttoget i Norge, vil det skurr'e fælt i en Nordmands Øren; thi selvfølgelig forsvaredes Norge af sine egne Soldater. Danm ark og Norge havde hver sin selvstændige Hær. Derimod vay den dansk-norske Flaade fælles for begge Riger.

Naar man har læst Beskrivelsen af, hvor slet forberedte vi var 2. April, kunde man spørge, om det under saadanne Omstændigheder v ar til nogen N ytte at optage en Kamp, og om man skulde kæmpe blot for Æ rens Skyld, n aar R esultatet dog paa Forhaand var givet over for Englændernes Overmagt. Svaret bringes ved Forf.s detaillerede og fortræ ffelige Beskrivelse af Slaget, baade set fra dansk og fra engelsk Side, saavel som ved Redegørelsen for de følgende Forhandlinger. Det fortrinlige danske Forsvar tvang Nelson til selv at søge Vaabenhvile for derved a t kunne redde sine Skibe ud a f en meget farlig Situation, og den Molest, den engelske Flaade havde lidt, svækkede dens Evne til fortsat Aktion i Østersøen mod N eutralitetsforbundet. Herved lettedes vore Forhandlinger om den endelige Vaabenstilstand, ligesom den heltemodige Kamp gav Baggrund for vore Underhandleres bestemte og værdige Optræden og bragte os derved bedre Betingelser, end det oprindeligt havde været engelsk Hensigt. Forf. giver interessante kritiske Bemærkninger angaaende Slagets Ledelse og kommer herved for O lfert Fischers Vedkommende — og det er jo om ham, at Bogen er skrevet — til det Resultat, a t hans Forberedelser og Planer forinden Slaget m aa siges a t have været meget omhyggeligt og sam vittighedsfuldt gennemtænkt og udført, og vedrørende hans Ledelse a f den danske Defension og hans Optræden under Slaget har der, saa vidt vides, fra dansk Side aldrig rejst sig nogen Røst, der paa noget Punkt kunde forklejne ham som Menneske eller som Sømand og K riger, — smukke Ord om en brav Søofficer, der gjorde sin Pligt, men som paa Grund af Kampens N atur ikke fik synderlig Lejlighed til at vise sine Evner som taktisk Fører. Forf. omtaler nærmere et Spørgsmaal, som endnu for faa A ar siden var under Debat, nemlig om det var rigtigt, a t Kronprinsen, efter under Kampen a t have m odtaget Nelsons Parlam entær, optog Forhandlinger om Vaabenhvile uden a t have afæsket Olfert Fischer en Erklæ ­ ring. Herved skyder Forf. til Side Muligheden hf, at Undladelsen enten skyldes Kronprinsens manglende militære Forudsætninger eller hans Forvisning om, a t „Vi alene vide". Dette kan Forf. ogsaa roligt gøre, thi begge E ventualiteter er lige urimelige. Derimod peger han paa, at Kronprinsen kort i Forvejen havde modtaget Rapport om K am psituationen og selv kunde se, at Forsvaret v ar træ ngt sammen op mod Trekroner, og Kjøbenhavn derved aaben for Bombardement fra Søen. Forf. synes a t tillægge Virkningen af et saadant Bombardement alene fra Søen større V irkning en,d den vilde huve, efter hvad Chefen for Hærens A rtilleri, General H uth, mente; men i hvert Fald havde Kronprinsen tilstrækkeligt Grundlag for en selvstændig ' Bedømmelse af Forholdene, og Forf. kommer til det Resultat, som utvivlsomt ogsaa er det rigtige, a t Kronprinsens Beslutning om at tiltræ de Nelsons Forslag om Vaabenhvile var fuldt ud berettiget saavel m ilitæ rt som politisk. Forf. kan i førstnævnte Henseende endda derved henholde sig til en første Klasses A utoritet: Kampens Leder, Olfert Fischer. Den smukt illustrerede Bog h ar Bud til os alle ved sin Skildring af, hvorledes vore Fædre kæmpede og med oprejst Pande hævdede deres Lands Ære.

Jens Johansen.