I Anledning af en Sag, der har været forelagt mig, vedrørende Overskridelse af den lovbefalede Anholdelsesfrist, vil jeg gerne have Plads for nogle orienterende Bemærkninger.
Som bekendt foreskriver Grundloven (§ 78) : »Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer«. Det er én af Grundpillerne i Retsstaten i Modsætning til Politistaten. Borgerlig Straffelovs § 148 fastsætter da ogsaa Straf af Bøde eller Hæfte for den offentlige Myndighed, der undlader at iagttage den lovbestemte Fremgangsmaade med Hensyn til Anholdelse. Retsplejeloven præciserer nærmere i § 774, at enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer fra Paagribelsen at regne stilles for Retten, medmindre han forinden løslades, og tilføjer, at Klokkeslettet for Paagribelsen og for Fremstillingen i Retten (Grundlovsforhøret) skal anføres i Retsbogen.
En Lempelse i disse Regler er nødvendig for militære Straffesager og grundlovsmæssig sikret, idet § 92 i Grundloven bestemmer, at Reglen i § 78 om Grundlovsforhør kun er anvendelig for Krigsmagten med de Indskrænkninger, der følger af de militære Loves Forskrifter. Den nugældende Lovbestemmelse herom er Militær Retsplejelovs § 28, der bestemmer, at den i Lov om Rettens Pleje § 774 fastsatte Frist af 24 Timer om fornødent kan udstrækkes til højst 3 X 24 Timer.
Grunden hertil er, at der ikke staar et velorganiseret Politiapparat til Raadighed for Hæren, idet Underafdelingschefens og andre Chefers Politiforretninger er noget sekundært i deres Virksomhed, og at Hærens Afdelinger og Søværnets Institutioner og Fartøjer er spredt over hele Landets Omraade, mens der kun findes forholdsvis faa Auditører, der ofte har 100 km eller mere til deres Afdelinger, og som kan være optaget, mulig af berammede Retsmøder. Et særligt Hensyn er herved taget til de detacherede Afdelinger, hvortil kan henregnes Skibe paa Togt, jfr. nærmere nedenfor. Et andet Hensyn, der har været bestemmende for den gamle Regel, er utvivlsom det, at de fleste, langt de fleste militære Straffesager afgøres uden Dom, mens dog Efterforskningen langtfra altid kan gøres færdig paa 24 Timer, og at det anses for urimeligt at ulejlige offentlige Myndigheder, herunder Retterne, med disse mindre Sager, der afgøres rutinemæssigt af Underafdelinger, Afdelinger og Regimenter og forskellige Chefer ved Søværnet.
At Formuleringen af § 28 og af Forholdets Natur følger det, at Fristen paa 24 Timer ikke uden virkelig Nødvendighed maa overskrides, men de militære Afdelinger er altsaa paa Lovens Side, naar det findes nødvendigt at udstrække Anholdelsestiden uden Dommerkendelse til 3 X 24 Timer. At udstrække Fristen længere er lovstridigt og strafbart. Hvis det i enkelte Tilfælde vilde være paakrævet, f. Eks. fordi Auditøren har været optaget, og Anholdte, maaske en Rømningsmand, kan ventes at gøre sig usynlig paany, skal han dog løslades, inden 3 X 24 Timer er til Ende, hvis det ikke kan naas at faa ham fremstillet.
Anholdelsesfristen regnes fra den første Paagribelse, alt- saa fra det Klokkeslet, da Manden paagribes af Politiet eller sættes under Anholdelse af en Befalingsmand. Naar saaledes en civil Indbrudstyv, der er efterlyst af Københavns Politi, anholdes i Aalborg, er det ofte praktisk eller nødvendigt, at Aalborg Politi fremstiller ham i Grundlovsforhør i Retten i Aalborg, hvilket ogsaa sker-i saadanne Tilfælde i vid Udstrækning. Drejer det sig om en Soldat, vil Politiet undertiden fremstille ham for Dommeren paa Anholdelsesstedet, men behøver ikke at gøre det og gør det som Regel ikke, hvorimod man altid vil sørge for, at han hurtigst muligt transporteres til vedkommende militære Afdeling (Marineinstitution, Skib). Det er nu den Afdelings Pligt, hvor den anholdte Soldat hører hjemme, at sørge for hans Fremstilling snarest og senest inden 3 X 24 Timer efter Paagribelsen.
Der er fornylig indtruffet det Tilfælde, at Fristen blev overskredet for en Rømningsmand, der blev anholdt af Københavns Politi og transporteret til en jydsk By, hvor hans detacherede Afdeling laa i Garnison. Afdelingschefen lod ham sidde under Anholdelse udover Tiden, dels fordi han ventede Forholdsordre fra Rettergangschefen i København, men navnlig fordi han havde fortolket de gældende Bestemmelser saaledes, at Fristen først begyndte at løbe fra det Øjeblik, han indsattes i den militære Arrest i Garnisonsbyen.
Med Hensyn til dette sidste vil det fremgaa af ovenstaa- ende, at Fristen begynder at løbe fra det Nu, da Soldaten berøves sin Frihed ved Foranstaltning af Politiet eller en Befalingsmand. De fleste Officerer er sikkert klare herover. I min lange Tjenestetid i Auditørkorpset mindes jeg kun et enkelt eller dog højst et Par Tilfælde, hvor der er syndet mod Reglen.
Det er da heller ikke for at fastslaa denne Selvfølgelighed, at min Artikel fremkommer. Det, jeg tilsigter, er en Vejledning, navnlig til Kaptajner og Oberstløjtnanter, der forestaar detacherede Afdelinger og har deres Rettergangschef et andet Sted. Militær Retsplejelovs § 27 bestemmer, at naar en Anholdelse har fundet Sted (uden Beslutning af en Ret), skal der uopholdelig ske Indberetning til Rettergangschefen, der, saa vidt muligt efter at have forhandlet med Auditøren om Sagen, afgør, om Anholdelsen skal opretholdes. I Pürschels kommenterede Udgave udtales i Noten til denne Paragraf, at Reglen bør skarpt overvaages. Det er en Selvfølge, at denne Bestemmelse maa forstaas med den Modifikation, at Anholdelsesfristen 3 yf 2U Timer ikke overskrides. Hvis Tiden skrider, og det kan befrygtes, at Rettergangschefens Afgørelse ikke indtræffer saa betids, at Fremstilling for Dommer kan ske inden Fristens Udløb, maa vedkommende Chef naturligvis selv tage Affære, enten ved at tilkalde Auditøren eller ved selv at lade en Befalingsmand fremstille ham i Retten eller — sædvanligvis den daarligste Udvej — ved at løslade den anholdte. Fremstilling i Grundlovsforhør er ikke nogen indviklet Affære. Der aftales et Retsmøde med Dommeren i god Tid inden Fristens Udløb, og den, der møder for Afdelingen, maa medbringe foreliggende Meldinger og helst Stam- og Straffeliste og maa være saaledes inde i Sagen, at han kan give en mundtlig Fremstilling angaa- ende Forseelsen. Hermed er Loven sket Fyldest, og det er Dommeren, der bestemmer, hvad der skal ske. Han kan fængsle den anholdte (sætte ham i Varetægtsarrest) et bestemt Antal Dage, han kan opretholde Anholdelsen i 3 X 24 Timer, og han kan endelig løslade Manden. I alle Tilfælde maa Rettergangschefen underrettes om, hvad der er foretaget, og ingen Rettergangschef vil desavouere en undergiven, fordi han har overholdt Grundloven.
Naar Politiet anholder en Soldat, vil han ofte blive afleveret til Garnisonskommandanten. Hvis Transporten til vedkommende Garnison støder paa Vanskeligheder, og her tænkes ikke alene paa Togstandsning, er der intetsomhelst til Hinder for, at Kommandanten tager Initiativet til Afholdelse af Grundlovsforhør. Han bør da underrette Garnisonen og Rettergangschefen.
