Log ind

Angreb mod Basis i Luftkrigen

#

Medens Ententemagterne allerede i Begyndelsen af Krigen hyppigt foretog Angreb paa de tyske Luftskibshangarer med mere eller mindre Held, var det først paa et ret sent Tidspunkt af Krigen, at begge Parter gik over til Angreb paa Flyvemaskinernes Hjem, Flyvepladserne. Fokkermaskinens Tilsynekomst paa Krigsskuepladsen i Efteraaret 1915 som tysk Jagertype dannede Indledningen til systematiske Luftkampe. Det var Fokker jagernes Overlegenhed i disse Kampe, en Overlegenhed, der skyldtes det synkroniserede Maskingevær, der blev Aarsagen til, at baaae Englændere og Franskmænd besluttede sig til Angreb paa de tyske Flyvepladser. I en Artikel af Premierløjtnant P. Barjot i „Revue de l’Armée de l’Air“ anføres om disse Angreb: Fra Juli 1916 begyndte Bombeangrebne paa de tyske Flyvepladser i Douai, Quéant, Bertincourt, Vélu, Cambrai, SaintDenis, Westrem og Ghistelles. Angrebene, der udførtes som Dagangreb af 20—30 af de hurtigste Maskiner, der kunde undgaa Fokkerne, lykkedes i den Grad, at Tyskerne snarest maatte søge nye Flyvepladser. De tyske Jageres forøgede Hastighed foraarsager efterhaanden Dagangrebenes Ophor, og Luftkrigen mod Basis blev i hele Krigsaaret 1917 omtrent udelukkende ført ved Natbombardementsangreb med Maskiner med stor Bæreevne. Disse natlige Foretagender udviklede sig særlig i Flandern. De tyske Gotha- og engelske Handley Page-Maskiner bombarderede gensidig hinandens Flyvepladser i Flandern og Vandflyvehavnene paa den franske og belgiske Kyst. De tyske Bombeangreb var særlig virkningsfulde og fortjener nærmere Omtale. Den franske Vandflyvehavn ved Dunkerque blev straks beskadiget ved det første Angreb den 2/9 1917. Saa kom Turen til den engelske Basis Natten 1-2/10; en stor Hangar, der indeholdt et Værksted og mere end 140 Motorer, blev ødelagt. Den 29/10 blev den franske Vandflyvebasis igen sat ud af Virksomhed, alle Maskiner blev uanvendelige i 8 Dage. Den 18/12 ødelagde de tyske Bombemaskiner Havnen saa afgørende, at ingen af Maskinerne kunde gøres brugelige igen, saalænge Krigen varede. Det er værd at lægge Mærke til, at de store engelske Bombemaskiner undgik de tyske Bomber ved hver Aften at skifte Flyveplads. Om Natten var de paa Stranden ved Malo-les-Bains, og ved Daggry vendte de tilbage til deres egentlige Basis ved Condekerque. Et andet typisk Eksempel blev Tyskernes Natbombardement af de franske Flyvepladser ved Verrines og Raray den 17/6 1918. Bombardementet ødelagde 7 hele Eskadriller paa Jorden. Heraf brændte 4 fuldstændig ved en vellykket Træffer i en Samling paa 6 tæt ved hinanden liggende Hangarer. I Slutningen af 1917 og Begyndelsen af 1918 oplevede man en Genopblussen af Dagangrebene foraarsaget ved Jagernes kolossale Udvikling. Man mente nu, at man ved Masseindsættelse af Jagere kunde rense Luften for Fjender og gennemføre Angrebene med Maskingeværer og lette Bomber. Det mest karakteristiske af disse Angreb blev sikkert Bombardementet af den tyske Flyvehavn Varrsnaere i Flandern: 50 engelske og amerikanske Sopwith „Camels“ styrtede sig over Terrain og Hangarer fulgt af en Bølge af D. H. 9-Maskiner, en Samling af Monoplaner og Biplaner med samme Hastighed, medens en højtgaaende Patrouille støttede Angrebet og slog en tysk Flyver ned. Naar man foretrak Dagangrebene med de deraf følgende Luftkampe frem for de mere „rolige“ Natangreb, mener jeg, at Aarsagen ogsaa kan ligge i følgende: Man havde opdaget, at Maal af stor Udstrækning, f. Eks. Byer, Industriomraader o. lign., forholdsvis let kunde angribes med Held om Natten, men naar Talen var om mindre Maal, f. Eks. Banegaarde el. lign., var det ikke muligt at opnaa Resultater i Mørke. Man maatte altsaa gennem Luftkampen tiltvinge sig Adgang for Bombemaskinerne, for at de om Dagen kunde naa deres Maal. Hele denne Ændring i Opfattelsen førte saa til følgende Begivenheder: Den selvstændige engelske Luftstyrke under Befaling af Generalmajor Trenchard var lige blevet oprettet i Omegnen af Nancy og begyndte sin Virksomhed i Sommeren 1918 mod Industricentrene i Rhindalen. Denne Luftstyrke var sammensat af de hurtigste Bombardementsmaskiner: D. H. 4, med en 275 HK. Rolls-Royce ,,Eagle“-Motor, D. H. 9 med en 200 HK. B. IL P.-Motor, af Jage rmonoplaner, Type Sopwith „Camels“, og af store Natbombardementsmaskiner 2-Motors Handley Page 0/400. Det er navnlig denne Styrkes Dagvirksomhed, som blev betydningsfuld og fortjener at omtales, thi den er rig paa Begivenheder, man kan tage Lære af:

Den selvstændige Luftstyrkes Uheld. I Maj, Juni og Juli 1918 fik D. H. 9-Eskadrillerne, der havde Station ved Azelot nær Nancy, som Maal de tyske Banegaarde og Industricentre i Lothringen, Saaromraadet og Schwarzwald : Metz-Sablons, Bensdorf, Thionville, Dillingen, Offenburg, Karlsruhe, Konz (nær Trier) og Kaiserlautern. Angreb fra de tyske Jagere hindrer snart disse „Raids“ i Dybden, og det engelske Angreb føres som Følge deraf lejlighedsvis mod Forsvarets Flyvepladser ved Hagenau og Buhi. Men dette viste sig at være utilstrækkeligt. Den 21’ og 22’ Juli strander et „Raid“ mod Stuttgart paa Grund af 20, henholdsvis 16 Jageres Indgriben. Den 30’ Juli foraarsager et nyt Forsøg mod Stuttgart Tabet af 2 D. H. 9. Den 31’ Juli fører et „Raid“ mod Mainz, hvortil man havde beregnet 12 D. H. 9, til en Katastrofe: 3 giver op lidt efter Starten, 7 bliver skudt ned, kun 2 naar tilbage til deres Flyveplads, efter at de har kastet deres Bomber paa Halvvejen, mod Saarbrücken („History of 99 Squadron“ af Eskadrilleføler Pattinson — 1920 —). Fra nu af ophører disse „Raids“ mod tysk Territorium, og den selvstændige Luftstyrke optager en kraftig Virksomhed mod de tyske Jageres Basis. Fra 15’ August til 4’ September foretages saa godt som daglig Angreb mod de nære Flyvepladser ved Buhi og Hagenau. Denne kraftige Virksomhed tillader i September 1918 Genoptagelse af „Raids“ mod Lothringen og Rhinens Industricentre. Af de 550 Tons Bomber, som paa 5 Maaneder blev nedkastet af den selvstændige Luftstyrke, blev 220 kastet mod tyske Flyvepladser. Man ser heraf, hvormeget Krigen mod det fjendtlige Territorium er afhængig af Krigen mod den fjendtlige Flyvebasis. Virksomheden om Natten derimod muliggør naturligvis at undgaa den fjendtlige Modaktion — paa Betingelse af, at man optræder i stor Højde. Det er Varigheden af Nattens Timer, som betinger Evnen til at trænge ind over det fjendtlige Territorium. I Almindelighed vil Angreb mod Jordmaal af ringe Udstrækning kun være muligt om Dagen, men det medfører Luftkampe. Angreb paa en fjerntliggende Basis og mod Industriområder, store Maal, vil være muligt om Natten. Teknisk set kan man uddrage følgende Lære af det fremførte : Dagbombardement foretoges indtil Slutningen af 1916 og genopstod først i Slutningen af 1917 med Indsættelsen af hurtigere Maskiner for igen at ophøre i 1918 af Mangel paa Overlegenhed i Hurtighed. Hurtigheden har manglet ved den franske Breguet 14 som ved den første engelske H. D. 9, der var forsynet med en for svag Motor. Kraftigere Motorer blev nødvendige. Dagbombardementets Historie er Historien om Overlegenhed i Hurtighed, d. v. s. om de kraftigste Motorer. Det er deres Rolls-Royce „Eagle“ Motor paa 275 HK., der gør det muligt for Englænderne at udnytte deres selvstændige Luftstyrke i 1918. I dette Kapløb forældes Materiellet hurtigt. De forældede Dagflyvere bliver gode Natflyvere. Saaledes fremkommer, fra et praktisk Synspunkt, Forskellen mellem Dag- og Natbombardement. Spørgsmaalet bliver nu, hvorledes værner man sine Flyvepladser mod disse Dagangreb. Vi har set, hvorledes egne Jageres Modangreb ikke var tilstrækkeligt, naar Angrebet gjaldt selve deres Basis.

Svaret paa dette Spørgsmaal giver Premierløjtnant Barjot ogsaa. Man maa:

1) mangedoble Antallet af Flyvepladser. Et Net af Flyvebaser formeret i Dybden tillader at fordele Styrkerne og saaledes lege Skjul med Fjenden.

2) indrette Skinflyvepladser. Det brugtes allerede af Englænderne under Krigen og bruges stadig ved Royal Air Force under enhver større Øvelse. Denne Krigslist, der er anvendelig ved Nat som ved Dag, danner et naturligt Supplement til det under 1) nævnte.

3) sløre Flyvepladserne, ikke blot Hangarer og andre Bygninger, men ogsaa Flyvemaskinerne. Man brugte allerede under Krigen at male Planerne paa Oversiden med Okker og Grønt for at faa dem til at smelte sammen med Terrainet.

4) formindske Luftstyrkemes saarbare Flader, saalænge de er paa Jorden. Det er igen Englænderne, som har fundet ud af, at en Maskine med sammenfoldede Planer er mindre saarbar end en Maskine med Planerne i Flyvestilling. Handley-Page 0 400-Typen havde allerede under Krigen sammenfoldige Planer, og den moderne engelske Type, HandleyPage „Herford“ har det ogsaa. Biplanerne frembyder mindre Maal for en Angriber fra Luften end Monoplanerne, idet disses sidste Vingefang er stort. En Spredsning af Hangarer danner et nyttigt Supplement til denne Fremgangsmaade.

5) indrette underjordiske Flyvepladser med Hangarer og Værksteder.

Som Nødhjælp kan graves store Grave, hvor Maskinerne med sammenfoldede Planer.kan skjules, men det er selvfølgelig behæftet med alle et Kompromis’ Mangler.

Ogsaa Amerika interesserer sig levende for denne passive Beskyttelse af Flyvebaser. I et Hefte til Brug for ,,the extension course of the air corps schools 1932“ omtales Betydningen af at skjule for Fjenden egne Flyvepladsers Beliggenhed, Art og Kapacitet samt at opdrage egne Rekognosceringsflyvere til fra Luften at finde Fjendens slørede Flyvepladser. Flyvepladsens Grønsvær skal være tætklippet, saa Maskinernes Landing og Start ikke efterlader Spor, som vil kunne give Fjenden de ønskede Oplysninger. Ved at slæbe en tung Maatte hen over Landings- eller Startstedet kan man delvis udviske disse Spor. Den ene Side af Flyvepladsen bør forsynes med Trægulv og dette sløres med Grene, Buske og unge Træer samt malet Lærred til Skjul og Beskyttelse for Maskinerne mod Fjendens Flyvere og med Vejrliget. Dannelse af Stier og bare Pletter paa de Steder, hvor Mandskabet færdes for at betjene Maskinerne maa undgaas. Lærredsstrimler, malede for at ligne det omliggende Grønsvær, kan udbredes over saadanne Steder. Ogsaa Amerikanerne nævner Flyvemaskinegravene, beskyttet med Sandsække og sløret med Lærred. Anbringes disse Grave med en Afstand af 25—30 Fod, vil man ikke blot opnaa Skjul mod fjendtlig Luftobservation, men ogsaa effektiv Beskyttelse mod Ødelæggelse. Med Hensyn til Skinflyvepladser gøres opmærksom paa, at man maa rejse nogle transportable Hangarer paa disse, og nogle ubrugelige Maskiner med Betjeningsmandskab er nødvendige, for at Fjenden ikke skal opdage Listen. Kun Luftfotografier afslører med det samme en saadan Skinbasis. At disse Skinflyvepladser selvfølgelig ogsaa kan bruges som Iljælpeflyvepladser, siger sig selv. Alle disse Foranstaltninger er jo for de øvrige Vaabenarter absolut ikke noget nyt, men at selve det Vaaben, som har nødvendiggjort dem, nu selv maa ty dertil som Værn mod sig selv, kan vel nok siges at være Skæbnens Ironi. Selv i dybeste Fred truer Faren fra Luften Luftens Beherskere. I Tyskland bygger man allerede nu talrige underjordiske Flyvepladser, og Frankrig har i Sinde i 1935 at anvende 2000 Millioner francs til samme Formaal.

A. E. G. Klein.