Med udgangspunkt i en række krigshistoriske eksempler redegør kaptajn P. Fabricius Jensen, Slesvigske Fodregiment, i denne artikel for principper og muligheder for angreb i mørke, herunder for anvendelsen af moderne belysningsmidler.
Natten er ikke menneskets ven! Men natten er en mægtig forbundsfælle for den handlekraftige fører, hvis enhed er godt uddannet. Disse ord kan man finde mange eksempler på ved at søge tilbage i krigshistorien. Så længe der har eksisteret hære, og så længe de eksisterer, har man søgt og vil man forsøge at udnytte natten eller dårlige sigtbarhedsforhold om dagen til at overrumple sin modstander eller narre ham. E t af de ældste eksempler kan findes i Det gamle Testamente, hvor beretningen om Gideons angreb på og nedkæmpelse af Midjanitterne findes. Nævnes kan også den kinesiske feltherre Sun Tsu’s »Skrift om krigskunst« fra slutningen af det 6. århundrede f. K., hvor bl. a. kan læses, at »i kamp i mørke skal man benytte mange trommer og megen ild , for med disse m idler narres modstanderens øjne og øren.«1) Alene af disse to gamle skrifter kan udledes et af de vigtigste principper i kamp i mørke, i særdeleshed natangreb, nemlig.
Overraskelse
der er et af krigsføringens grundprincipper. Det har altid været alfa og omega at søge at overraske sin modstander, og herom siger Clausewitz i »Vom Kriege«: »Overraskelse er mere eller mindre grundlaget i alle m ilitære forehavender, for uden den er overlegenhed på det afgørende sted ikke opnåelig. Overraskelse er derfor midlet til at opnå numerisk overlegenhed, men må også betragtes som et uafhængigt princip på grund af
dets moralske virkning. Når den lykkes fuld t ud, er forvirring og sammenbrud hos fjenden resultatet.« Disse ord, der vel ikke specielt var skrevet med henblik på angreb i mørke, kan dog uden indvending stå som udtryk for et af principperne for angreb i mørke, hvis ikke det vigtigste.
Ttidspunkt. Bl. a. for en af angrebskolonnerne vild og kom først frem til sit angrebsmål over en time efter ildstøttens ophør. Planlægningen indebar også, at de pansrede enheders angreb var opdelt i faser, og hertil bemærker general Otto Meyer - »Panzermeyer« der som chef for 12 SS panserdivision var Simonds modstander under »Totalize«: »Et panserangreb, der er inddelt i faser, er som et kavalleriangreb med indlagte foderpauser!«1) A f »Totalize« kan bl. a. uddrages, at det næsten altid er m uligt at overraske fjenden på en eller anden måde, hvis ikke m.li.t. mål og angrebsretning, så m.h.t. tidspunkt og måde.il belysning af ovenstående kan bl. a. et bredt referat af operation »Totalize« tjene.2) Operation »Totalize« fandt sted natten mellem 7. og 8. august 1944 i Normandiet og blev gennemført af 2. Canadian Corps. Form ålet var at rydde hovedvejen Caen-Falaise samt afskære de tyske tropper, der endnu stod vest for floden Orne. Over for den canadiske styrke på tre infanteridivisioner, to panserdivisioner og to selvstændige panserbrigader stod to SS panserdivisioner og en infanteridivision. Den tyske styrke var grupperet i dybden og holdt en række indbyrdes forbundne støttepunkter, og hele terrænet gav tyskerne gode observationsmuligheder, så gode, at forløbet af et dagangreb ville være tvivlsomt. Den canadiske chef, general Simonds, indså, at den forudgående aktivitet i området havde afsløret hensigterne for tyskerne, og at det ville være umuligt at opnå taktisk overraskelse med med hensyn til retning og mål. Men det måtte stadig være m uligt at opnå overraskelse m.h.t. angrebstidspunkt og -måde. Han besluttede derfor at angribe om natten med de to pansrede brigader og infanteri forrest. Infanteriet opsiddet på de pansrede køretøjer og i P M Y ’er. Denne angrebsstyrke opdelte han i otte kolonner, og hans plan var nu at bryde igennem de forreste forsvarsstillinger og forbi panserværnsvåbnene, idet ban ville gå uden om de stærke støttetpunkter. Hans infanteri ville på denne måde blive transporteret omtrent frem til de første mål og være friske og udhvilede ved den tyske hovedforsvarslinie. Det resterende infanteri skulle følge efter til fods og nedkæmpe de omgåede støttepunkter. Senere næste dag skulle de to panserdivisioner angribe selve hovedstillingen. Det blev besluttet ikke at bruge ildforberedelse forud for angrebet, men kl. H at indramme angrebsakserne med bomber. (Simonds havde 650 bombefly med 3000 ts bomber til rådighed). K l. H skulle udgangslinien passeres bag en spærreild, der gik 5500 m i dybden og var 3500 m bred. Denne spærreild skulle flyttes 100 m i minuttet. Til at begynde med gik alt efter planen. Men hurtigt blev den kunstige belysning, man liavde iværksat, sat ud af spillet. Enorme støvskyer fra bombeangrebene og fra de pansrede køretøjers bælter kvalte de fordele, som angriberne skulle have haft. Tyskerne drog hurtigt fordel heraf og udlagde røg for yderligere at øge forvirringen. Simonds opnåede, hvad han ville, men først kl. 1530 den næste dag var operationen afsluttet. Flere ting var medvirkende til det sene afslutningstidspunkt. Bl. a. for en af angrebskolonnerne vild og kom først frem til sit angrebsmål over en time efter ildstøttens ophør. Planlægningen indebar også, at de pansrede enheders angreb var opdelt i faser, og hertil bemærker general Otto Meyer - »Panzermeyer« der som chef for 12 SS panserdivision var Simonds modstander under »Totalize«: »Et panserangreb, der er inddelt i faser, er som et kavalleriangreb med indlagte foderpauser!«1) A f »Totalize« kan bl. a. uddrages, at det næsten altid er m uligt at overraske fjenden på en eller anden måde, hvis ikke m.li.t. mål og angrebsretning, så m.h.t. tidspunkt og måde.
E t andet eksempel, hvor overraskelsen opnåedes gennem valg af angrebsretning, kan findes på østfronten i området sydøst for Mogilev i januar 1944.2) Den tyske 56. infanteridivision holdt en forsvarslinie, hvis forløb var blevet skubbet tilbage på en strækning af ca. 1 km i en dybde af 500 m. I midten af denne bule havde russerne etableret et stærkt støttepunkt med gode observationsmuligheder mod den tyske front og det tyske bagterræn.
Den 10. januar besluttede den tyske chef at udføre et modangreb for at rette bulen ud. Opklaring havde fastslået, at den russiske stilling var besat af mindst 100 mand, udrustet med seks eller otte tunge maskingeværer, adskillige tunge morterer og en panserværnskanon. D ertil kom, at det var konstateret, at den russiske stilling var svært mineret, således at angrebet måtte føres ind bagfra, hvor støttepunktet var forbundet med den russiske front ved en forbindelsesgrav. Det blev bestemt, at det tyske angreb skulle føres som et overraskelsesangreb, ellers ville det russiske artilleri, som bestod af mindst seks batterier, få angrebet til at bryde sammen. Det bedste tidspunkt blev fundet at være i mørketimerne. Det tyske angreb skulle udføres af en angrebsenlied bestående af en officer og 35 mand, udrustet med maskinpistoler og to flammekastere. E t andet hold af lignende størrelse skulle følge angrebsholdet og overskære forbindelsesgraven midtvejs mellem støttepunktet og den russiske frontlinie. To forstærkede infanterikompagnier skulle rykke frem på begge sider af den russiske »bule«, rede til at besætte de tidligere tyske stillinger efter at russerne var kastet. Disse to kompagnier skulle endvidere afvise forventede russiske modangreb mod flankerne. Endelig skulle det forstærkede tyske a rtilleri skyde foruroligelsesild mod det russiske støttepunkt og andre dele af den russiske front gennem otte nætter før angrebet. Den 21. januar kl. 0230 startede angrebsholdet fremrykningen, fulgt af holdet mod forbindelsesgraven. K l. 0320 blev der skudt en kort a rtille rikoncentration mod den russiske stilling, fulgt af et skinangreb fra vest ti minutter senere. K l. 0335 angreb angrebsholdet stillingen. Samtidig fly ttede det tyske artilleri sin samlede ild til den sydlige del af forbindelsesgraven. Operationen var så vellykket, at angrebsenheden kun havde eet tab. En forholdsvis lille og let bevæbnet styrke nåede sit mål og nedkæmpede en numerisk overlegen fjende, fordi den opnåede overraskelse ved nat. Dog må det fremhæves, at normalt er ideen med et skinangreb før det egentlige angreb ikke god, idet overraskelsen vanskeliggøres og m uligheden for overrumpling mindskes.
Under gennemgangen af »Totalize« blev kort omtalt en angrebskolonne, der kom frem til sit mål en time efter ildstøttens ophør. Denne vildfarne enhed havde heldet med sig, men kunne have lid t svære tab takket være den usmidige ildstøtteplan, hvor ilden hlev flyttet uden hensyn til, hvor angrebsenhederne var. Dette fører til, at endnu et princip for angreb i mørke, og i øvrigt for angreb i al almindelighed, kan trækkes frem, nemlig nødvendigheden af
En smidig ildstøt leplanlægning
Med hensyn til vurderingen af, om et angreb i mørke skal indledes med ildforberedelse eller ej, kan krigshistorien også her fremvise eksempler på begge dele. Bl. a. blev »Totalize« som ovenfor nævnt ikke indledt med ildforberedelse. I stedet skal vor potentielle modstanders muligheder på det elektroniske område vurderes, og her tænkes især på hans muligheder indenfor den elektroniske opklaring. Hans muligheder på dette område vurderes i dag at være så betydelige, at det for det meste v il være yderst vanskeligt at gennemføre en helt ubemærket frem rykning og overgang til angreb. Russerne og deres våbenfæller er i dag fuld t fortrolige med at oprette et omfattende og fintmasket net af radio-, TV- og IR-opklaring, og det må på denne baggrund vel være realistisk at mene, at under moderne forhold må et angreb som regel indledes med en kraftig ildforberedelse for at lamme den fjendtlige gruppering og påvirke moralen, således at forstå, at ildforberedelsen udføres som et kortvarigt ildoverfald. Hdforberedelsen skal her betragtes som en integreret del af ildstøtteplanen. Observatører fra artilleri og morterer skal følge angrebsenhederne, således at ændringer i ildstøtteplanen hurtigt kan effektueres. Russerne siger endog om dette spørgsmål, at eftersom operationer i mørke karakteriseres af stor selvstændighed, bør man altid tildele infanteri- og kampvognsenheder sådanne styrker, som sikrer deres selvstændige optræden, eksempelvis ved at tildele artilleri i O/L. T il sidst bør vel også lige nævnes, at først i 1943 var ildforberedelse et fast led i de russiske tanker om angreb i mørke. I øvrigt var det først efter 3 års krig og efter at have betalt blodige lærepenge, at russerne havde de fornødne erfaringer til at få det rette udbytte af natangreb. E t eksempel herpå er det store russiske pansergennembrud på den anden angrebsdag i slaget veti brohovedet Baranow i januar 1945. En stærk ildforberedelse indledte angrebet. Panser og infanterienheder slog derefter i løbet af natten og den følgende dag store huller i tyskernes stillinger, hvorigennem panserenheder den følgende nat hlev indsat mod dybtliggende mål.1)
Naturligvis kan angreb uden forudgående ildforberedelse også forekomme. Dette spørgsmål vil blive omtalt senere. Da Den første Verdenskrig var sluttet, havde de krigsførende stater selvfølgelig draget deres konklusioner og vundet deres erfaringer af de foregående års krigsførelse, og herunder også m.h.t. kamp i mørke, men det var, som om man ikke rigtig troede på, hvad man kunne lære i så henseende. F. eks. trænede tyskerne deres tropper i mellemkrigsårene efter følgende læresætninger: »Kampe, der varer, til det bliver mørkt, eller pludselige sammenstød i mørke fører sædvanligvis til ildkam p på stedet eller til ophør af kamphandlingerne.« Og »Omfanget af et natligt angreb må almindeligvis holdes i små rammer, og angrebsmålene begrænses.«1)
Englænderne nedsatte i 1919-20 en komité under W ar O ffice, som skulle uddrage erfaringer fra 1914—18. Bl. a. anbefalede denne komité, at der skulle lægges meget mere vægt på natkampens teknik, eftersom det var klart, at sejr i moderne krig uden taktisk overraskelse var næsten umulig, og at operationer om natten var det eneste middel til at opnå en sådan overraskelse.
Endvidere, at natangreb ofte ville være den mest økonomiske måde at føre operationerne på. I den britiske hær som helhed var der ingen større begejstring for disse tanker. Dog skal nævnes tre store forkæmpere for kamp i mørke, tre officerer, som senere satte deres præg på den ny doktrin, nemlig Feltm arskal Alexander, Feltm arskal W avell og General Pile. (Sidstnævnte var chef for The Canal Brigade i Ægypten i 1934, og som cn af sine bataljonschefer havde han Montgomery, som senere startede sin største sejr med et natangreb).2)
Dog var der også flere, der støttede disse tanker, og principperne stod også klare for disse førere. Alligevel var det en almindelig antagelse, at f. eks. kampvogne ikke kunne bruges om natten. Dette blev modbevist senere under krigen på alle fronter, men et af de største eksempler stammer fra 1941, hvor en New Zealandsk infanteribataljon sammen med to eskadroner brød igennem Bel Hamed stillingen for at undsætte Tobruk. Styrken nåede frem til garnisonen ved E l Duda3) uden at have lid t tab af betydning under det 3% miles lange gennembrud gennem kraftigt fjendtligt forsvar.
Denne succes fulgtes kort tid efter op af et endnu større foretagende, da 1. Arm y Tank Brigade støttet af 2. Brigade fra 2. South A frican Division brød ind i og tog den stærke tysk-italienske stilling ved Bardia. Dette sidstnævnte eksempel kan samtidig tjene til belysning af endnu et princip for angreb i mørke, et princip, som kan benævnes
Beslutsomhed og træning
General Norrie, der var chef for X X X Korps, hvori 1. Arm y Tank B rigade1) indgik, var helt overbevist om, at hård træning og uddannelse kunne muliggøre angreb i mørke. E l Duda successen havde endvidere givet kampvognsbesætningerne selvtillid, således at de slet ikke var i tvivl om, at de kunne løse den kommende opgave, og de gik ind i angrebet med en solid ballast, nemlig en høj træningsstandard og fast besluttede på at gennemføre opgaven. I store træk gik planen ud på, at angrebet skulle gennemføres i to faser. Fase 1 var et indbrud med panser og infanteri med stærk ingeniørstøtte. Opgaven var at rydde en passage i minefelterne, således at fase 2, et gennembrud med yderligere panser- og infanterienheder, kunne finde sted ved første lys. Fase 1 gik for så vidt efter planen, men et fjendtligt modangreb kastede venstre bataljon og umuliggjorde fase 2. Der var nu to m uligheder: Enten at angribe i dagslys eller udsættelse til næste nat, og chefen for panserbrigaden valgte sidste mulighed, som lykkedes fuld t ud. Resultat: Mange tusinde fanger og en hel del udrustning og materiel. Operationens succes skyldtes hovedsagelig kampvognsbesætningernes høje moral og glimrende træning. Bardias erobring understreger, at
- en beslutsom og veltrænet styrke ved nat kan angribe og tage en stærk forsvarsstilling, hvor et dagangreb med en langt stærkere styrke kun ville være muligt med meget svære tab,
- natangreb sparer liv og udrustning,
- overraskelsesmomentet ofte vil være den afgørende faktor i kampen,
- planen må være simpel og forstået af alle.
Selve natangrebet stiller store krav til den
Forberedelse
som må gå forud, krav, som er ret så vanskelige at honorere, fordi ønskerne om nødvendig tid til rekognoscering ved dagslys er store. Lider en enhed nederlag i mørke, viser erfaringerne, at dette virker moralsk stærkere på styrkerne, end livis det var sket i dagslys. A t man så ikke altid kan opnå samme ideelle forhold som i et eksempel fra Italien 1943, hvor en brigade fik 10 dage til at forberede sig i, siger sig selv. Denne brigade nåede 9 opmarchprøver, seks i dagslys, tre i mørke, inden det egentlige angreb fandt sted. Det mere realistiske er nok en 24 timers forberedelse. E t større angreb som »Totalize« havde 48 timer. Følgende eksempel viser, hvor omhyggeligt L Y I Panzerkorps forberedte et natangreb i området vest for Dnepr i september 1941. M ålet var Yyazma, der lå ca. 90 km mod øst. Fronten havde været stivnet i adskillige uger.1)
Tre divisioner blev ført frem til angrebet, som startede den 2. oktober. Det var 6. og 7. Panzerdivision samt en panserinfanteridivision. Allerede den 20. september påbegyndte man udbedringer af det elendige vejnet. Andre forberedelser omfattede forstærkning af broer, luftfotografering samt vedligeholdelse af trafikken på den N-S gående hovedvej for at give indtryk af normal forsyningskørsel.
Om natten D-^3 blev de første enheder af de to panserdivisioner flyttet til områder nær fronten, således at de fik lejlighed til at foretage rekognoscering i terrænet. Dette gav også artilleriet to dage til at komme i stilling og få fastlagt alle data samt etableret observationsstader. Næste nat kom infanterienhederne fra 6. og 7. division marcherende frem til området vest for den N-S gående vej. Køretøjerne anbragtes længere mod vest. I løbet af den sidste nat rykkede alle angrebsenhederne frem til udgangsområdet. 290. infanteridivision omgrupperede sine styrker med henblik på det efterfølgende angreb, medens panserinfanteridivisionen blev holdt som korpsreserve. Selve angrebet startede en time efter solnedgang og var gennemført med succes H+30, hvor et solidt brohoved var etableret øst for Dnepr. Der er ingen tvivl om, at de omhyggeligt udførte natlige bevægelser i ugerne forud var en hovedfaktor for den heldige gennemførelse, for de russiske styrker havde tilsyneladende ikke ventet angreb af et helt korps. Yed underenhederne kan forberedelserne til et natangreb eksempelvis omfatte:
- vurdering af efterretningsrapporter
- kortstudium
- fastlæggelse af ildstøtteplan
- rekognoscering i terræn, til fods ved såvel dag som nat
- fastlæggelse af nødvendig ingeniørstøtte
- fastlæggelse af signaltjenesten.
Stor betydning for udfaldet af natangreb har også
Valg af angrebsmål og angrebsakse
samt manøvreplanen. Russerne mener endog, at alle mål, der skal tages i første omgang, skal være synlige gennem IR-materiel. Det er tidligere nævnt, at planen for et natangreb skal være simpel, og det spørgsmål melder sig nu: Hvor langt ind i det fjendtlige område kan man gå, hvis simpelheden skal bibeholdes? Her må valg af mål og formål med angrebet blive afgørende. Ved et »almindeligt angreb«, d.v.s. en frontal fremrykning, evt. efter brug af atomvåben, eller et angreb mod fjendens flanke, gennem et mellemrum eller lignende, må målene være begrænsede, eksempelvis fjendens forreste stillinger. Form ålet er altid at ødelægge fjenden eller vanskeliggøre hans muligheder ved f. eks. at sætte sig på et vigtigt terræn. Andre form ål med natangreb kan være at fuldføre et dagangreb, der har udviklet sig gunstigt eller gennembryde en omringning.
Karakteren af det fjendtlige forsvar har også betydning, idet en vel forberedt fjendtlig stilling v il begrænse mulighederne for at vælge dybtliggende mål. Det chanceprægede angreb skal også omtales. Ved chancepræget skal forstås, at troppeføreren griber en mulighed for et pludseligt, uforberedt angreb mod enkeltmål eller mindre enheder, der opererer som opklaring eller marchsikringsled, eller når kamp i dybden skal fremskyndes. Endvidere kan et uforberedt angreb startes, hvis muligheden for forfølgning opstår. Ved såvel det forberedte som det uforberedte natangreb skal det tilstræbes at gennemføre angrebet i et højt angrebstempo for derigennem at vanskeliggøre fjendens muligheder for modangreb, medens angrebsenheden selv er i bevægelse. Pansrede køretøjers anvendelighed i angreb i mørke var, som tidligere omtalt, længe et tvivlsspørgsmål. Det må vel konstateres, at denne tvivl i dag er bortvejret, og at kampvogne er et væ rdifuldt element i angreb i mørke, vel at mærke, når de er udstyret med hjælpemidler til kørsel og skydning i mørke. Dels kan de, som ved dagangreb, bruges til tyngdedannelse, dels må der tillægges den psykologiske værdi af deres tilstedeværelse stor betydning. Set med nutidige øjne kan der etableres samvirke panserinfanteri-kampvogne således, at panserinfanteri i P M V dels kan kæmpe i den indledningsvise valgte opstilling, dels - alt efter situationen - kan formationerne ændres således, at infanteriet kan være foran, bagved eller på linie med kampvognene, og i krøllet, bevokset terræn kan infanteriet afsiddet rykke frem foran kampvognene. I indledningen fortalte den gamle feltherre Sun Tsu, at »megen ild kan narre modstanderens øjne.« Han tænkte på fakler og brug af bål til at fremme sit forehavende, og åben ild har også senere været anvendt i krige, lige så meget for at forvirre modstanderen som for at beskytte sig sev. Bl. a. anvendtes under grænsekampene ved Indiens nordvestgrænse omkring århundredeskiftet en indretning, der i princippet kan føres op til vore dages alarmblus.1) Åben ild er den mest prim itive form for kunstig belysning af kamppladsen, en belysning, der har til form ål at hjælpe egne styrker således, at de får tilstrækkeligt lys til at gennemføre natoperationer og dog forhindre, at fjenden får lignende fordele.
Under den russisk-japanske krig anvendte begge parter kunstig belysning, japanerne bl. a. ved Yalu og ved deres befæstede stillinger foran Mukden, hvor posterne ved fjendtlig frem rykning tændte en tændstik, som blev kastet i brændbart materiale. Russerne anvendte for første gang lyskastere i større målestok under denne krig.1) E t eksempel på benyttelse af belysningsmidler fra denne krig er det japanske 7. regiments angreb mod Panlungskanserne, der indgik i det russiske forsvar af Port Arthur: »Men alle dagangreb, der trods dødsforagt blev gennemført, brød sammen under uhyre tab. A lt håb blev nu knyttet til et natangreb. Men dette håb blev også beskæmmet, thi da angrebskolonnerne ved midnat påny gik frem, blev hele angrebsterrænet oplyst som ved dag. De fleste afdelinger blev blændet af de skarpe stråler fra mange lyskastere, standsede eller for vild og blev et let bytte for russiske geværog maskingeværskytter.«2) I moderne tid blev belysning af kamppladsen relativt sent indført. Den første større anvendelse stammer fra landgangen i Normandiet, hvor bl. a. 2. Canadiske Korps benyttede sig heraf. Montgomery var glad for dette hjælpemiddel. »Den tendens, der er til mere og mere at henlægge kamphandlingerne til nattetimerne, forstærkes betydeligt gennem belysning af kamppladsen.«3) E t andet eksempel på storindsats for at få kunstig belysning findes fra krigens slutning, hvor russerne indledte deres endelige angreb mod B erlin den 16. april 1945 med at rette ca. 200 luftværnsprojektører mod de tyske stillinger.
Ser vi på, hvad der i dag bruges som belysningsmidler, giver det følgende resultat, idet der ses helt bort fra IR-lys m. v.:
1) Projektører
2) Lysgranater
3) IR Seperatprojektører, der kan skifte til synligt lys
4) Lysfaldskærme fra fly
5) Afskærmede lysblus
6) Improviserede lysmidler.
Selve belysningen af kamppladsen kan ske ved enten direkte belysning, diffus belysning eller ved kunstigt måneskin.
Ved direkte belysning, hvor alle de ovenfor nævnte m idler kan bruges, kan intensiteten af lyset variere alt efter formålet, men som oftest gives der lys nok til at levere sigtet ild fra jordvåben, medens afstandsbedømmelse og terrænvurdering ligger under, hvad der kan opnås i dagslys. En væsentlig forbedring af mulighederne for direkte belysning har man i Vesttyskland opnået ved indførelse af en speciel lysgranat til anvendelse af Leopard-kampvognen. Diffus belysning kan kun ske med projektører. Projektøren rettes med ringe elevation hen over det område, der ønskes oplyst. Området neden under og til siderne for lysstrålen v il blive oplyst af det lys, der spredes og tilbagekastes af atmosfæriske partikler. En enkelt lysstråle kan oplyse et område på ca. 200 m bredde og 5000 m dybt. Man regner med, at i en klar mørk nat kan maximalt opnås samme lysstyrke som fra månen i første kvarter. Kunstigt måneskin opnås, når lysstrålen rettes mod lavthængende skyer (150-900 m). Det oplyste område får på denne måde lys fra genskinnet fra skyerne og delvis også gennem diffus belysning. I bedste tilfæ lde opnås samme lysstyrke som fra en fuld måne. Om brugen af kunstig belysning i alle former for operationer kan bemærkes, at der ud over den normale planlægning ved natoperationer må planlægges yderligere, idet de militæ re førere må have tilstræ kkelig tid til at forberede deres belysningsplan og samarbejde den med manøvreplanen og ildstøtteplanen; for den sidstes vedkommende tænkes især på brugen af lysgranater fra a rtille ri og morterer. Disse lysskydninger skal indgå som forberedte skydninger på tid eller på kald. Yderligere kan planlægning af brug af et stort antal belysningsmidler kræve særlige forsyningsmæssige forberedelser. Spørgsmålet om kontrol er også af betydning, og lier må reglen være, at øverste chef i en mørkeoperation har fuld kontrol over belysningen. Mange ting desangående kan være optaget i diverse B B F ’er og uddybes i operationsbefalinger, men for at være helt sikker skal en enkelt officer udpeges til at overvåge og koordinere brugen af alle belysningsmidler. Mangel på kontrol eller forkert brug af midlerne kan let skade naboenheder eller give fjenden en fordel. F. eks. hvis en kompagnichef lader sine morterer skyde lysgranater og derved belyser nabokompagniets bevægelser. Forberedt flytning af belysningen, efterhånden som angrebet går frem, må også planlægges, og hvis føreren ved, at fjenden råder over midler til at belyse egne styrker med, er det bedste modtræk herimod forberedte skydninger og belysning af de fjendtlige stillinger, når og hvis hans egne styrker belyses. E t eksempel på koordineret brug af belysningsmidler kan se ud som følger, hvor en infanteribataljon udfører et belyst angreb, hovedsagelig belyst v.hj.a. kunstigt måneskin. Bataljonchefens manøvreplan forudser ikke brug af kampvogne. Han v il rykke frem til udgangsområde og udgangslin ie ved brug af mørketaktik, derefter bruge dagslystaktik. A f brigaden får han accept på brug af lyskastere.
Manøvreplanen omfatter bl. a.:
1) Kunstigt måneskin under fremrykningen frem til udgangsomådet og over udgangslinien, fortsættende under angrebet og genordningen. Påbegyndes H-^3.
2) Lyskastere forbereder direkte belysning af målet på kald under angrebets sidste fase.
3) Bataljonens morterer forbereder vedvarende oplysning af målet på kald.
4) Ingen registrering.
5) Lyskontrol af D F/TM TD E L .
E t andet eksempel viser et belyst natangreb, hvor størsteparten af angrebet belyses af lysgranater fra artilleri og morterer. Bataljonschefens angrebsplan omfatter brug af kampvogne, dagslystaktik. Brigaden tildeler lyskastere. I øvrigt er bataljonens opgave at tage stærk fjendtbg stilling, over terræn, hvor nattaktik ikke v il give angriberen nogen fordel. Manøvreplanen omfatter bl. a.:
1) Kunstigt måneskin under fremrykningen frem til udgangsområdet og udgangslinien, vedvarende under angrebet og genordningen.
2) Kampvogne støtter fra nuværende stillinger nær udgangslinien og slutter op til infanteriet i angrebsmålet.
3) Artilleriet forbereder på kald belysning i tre faselinier
A) ... m fra målets forkant
B ) Over målet
C) ... m bag målet.
4) Direkte belysning ca. 500 m i bredden og ca. 200 m i dybden ved hver FSL.
5) 81 mm morterer forbereder lysskydninger på kald.
6) Registrering af lysskydninger med een pjece.
7) Lyskontrol: O F/ART.
Til slut skal her i afsnittet om belysningsmidler og deres anvendelse nævnes de væsentlige fordele og ulemper ved direkte belysning, diffus belysning og kunstigt måneskin.
Direkte belysning. (Ikke lyskastere)
Fordele:
1) Giver som regel lys nok til sigtet ild samt til observation af indirekte ild.
2) Tillader troppebevægelser, arbejder i minefelter, borttransport af sårede m. v. med samme hurtighed som i dagslys.
3) Kan anbringes, hvor der er behov for det.
4) Kan bringe fjenden i silhuet.
5) Styrker egen moral. Ulem per:
1) Kræver delvis brug af våben, der er beregnet til støtte på anden måde.
2) Ødelægger for en tid nattesynet.
3) Kom plicerer ildstøtteplanen.
Diffus belysning og kunstig måneskin
Fordele:
1) Giver tilstrækkelig lys til brug for alm. kikkerter.
2) Giver observatøren fordele, hvis lyskilden er bag barn.
3) Letter generelt alle bevægelser og arbejder.
4) Styrker egen moral.
5) Nedsætter fjendens muligheder for at infiltrere.
6) Kan kanalisere fjendtlig infiltration eller angrebsstyrke ind i mindre gunstige fremrykkeveje.
Ulemper:
1) Lyskilden tiltrækker fjendens ild.
2) Ikke lys nok til sigtet ild.
3) Kan bringe egne styrker i silhuet.
4) Kan være en hjælp for fjenden i hans bevægelser.
Direkte belysning med lyskastere
Fordele:
1) Lys nok til inden for et begrænset område at kunne skyde sigtet ild , give mulighed for observation og korrektion af indirekte ild samt overvågning.
2) Kan bruges til at blænde og forvirre fjenden.
3) Styrker egen moral.
4) Kan kanalisere fjendtlig in filtra tion eller angrebsstyrke ind i mindre gunstige fremrykke veje.
Ulemper:
1) Fordrer ideelt terræn og omhyggelig placering for ikke at bringe egne styrker i silhuet.
2) Lyskilden er sårbar.
3) Ødelægger for et tidsrum egne styrkers nattesyn.
4) Lyskilden kan blive et mål for fjendtlig in filtra tion og kan derfor kræve ekstra sikringspersonel.1)
Hvordan kan mulighederne for en dansk panserinfanteribrigades gennemførelse af et angreb i mørke vurderes i dag? Først må lige præciseres, hvorfor der overhovedet skal kæmpes om natten, og her må flere forhold fra det foregående sammendrages. Fo r det første er vor potentielle modstander veluddannet i kamp i mørke, og han er velforsynet med såvel offensivt som defensivt materiel, der sætter ham i stand til at lette kampen. Dernæst må vi forudse underlegenhed på mange områder, og her må især peges på spørgsmålet om luftoverlegenhed. Store tab kan påføres af den modstander, der har lu f tover legenhed/-herredømme, og selv om østblokkens fly ikke kan være over dansk område hele tiden, må det være realistisk at antage, at vi kan blive tvunget til at bevæge os mere i mørke, end vi egentlig bryder os om. Der må også lægges megen vægt på den kendsgerning, at angreb i mørke sammenlignet med dagslysangreb sparer menneskeliv og materiel. En dansk brigade skal spare på disse ting, også i krigstid, hvor de hurtigt kan blive en mangelvare. H vilke m idler har brigaden i dag til støtte og hjælp for gennemførelsen af et angreb i mørke? M.h.t. lys står brigaden godt rustet. Der findes lysgranater til såvel a rtille ri som morterer. Lyskastere findes ikke organisatorisk ved brigaden og skal ikke regnes med til det normale. Brigaden må stort set se bort fra at kunne anvende sine kampvogne og PMV-er, idet ingen af disse er udrustet til at kunne gennemføre et natangreb i al almindelighed. I særlige tilfælde, f. eks. en klar snenat med måneskin kan pansrede køretøjer dog bruges. Belysning af området v.hj.a. lysgranater er også en mulighed, men et enormt forbrug sætter vel en naturlig grænse for aktiviteten i så henseende.
Den mest realistiske form for natangreb, som en panserinfanteribrigade kan gennemføre, må vurderes at være et støttet angreb mod et begrænset mål, eksempelvis fjendens forreste stillinger, delvis belyst, uden brug af P M V ’er eller kampvogne. Mulighederne må også vurderes på baggrund af den mørkeuddannelse, som finder sted, og her skal også erindres, at ved indsættelse af en panserinfanteribrigade i et natangreb må det forhold tages med, at 25 % af kampenhederne er mobiliseret personel. For at komme over de ulemper, som nu engang findes, og som vi må lære at leve med, er der kun een løsning, nemlig træning. Vi har utvivlsomt dygtige førere, der kender og forstår at anvende principperne for angreb i mørke. Ved en intensiv træning kan selvtilliden øges gennem alle led. Mennesket er stadig den afgørende faktor i krig, og de psykiske forhold forstørres mange gange om natten. Faren for panik er stor. Det usædvanlige er nok til at udløse den. Trætliedstegnene kommer hurtigere og hurtigere og har indvirkning på vilje, opmærksomhed, handlekraft og disciplin. Den nedsatte sigtbarhed gør, at den enkelte soldat føler sig ene og forladt på kamppladsen. Beklemthed og angst øges og kan i værste fald lamme ham. Forudsætningerne for sammenbrud er dermed givet. Kan den danske soldat lære, at det at kæmpe i mørke ikke er nogen magisk handling, men simpelt hen et spørgsmål om uddannelse og fornuftig føring, ja, så vil den moralske overvægt, der derigennem opnås, give høje renter.
P. Fabricius Jensen
