Vi bringer her den anden af Oberst Amtrups forelæsninger for generalstabskursus 1960/61 om den strategiske tænkning i henholdsvis Øst og Vest. Den første, der handlede om sovjetiske, strategiske tanker, bragtes i forrige nummer af tidsskriftet.
Det er ulige lettere at studere de amerikanske end de russiske tanker på det strategiske område; for her har vi sådanne masser af litteratur og tidsskrifter til vor rådighed, at det simpelt hen er umuligt for en enkeltperson at læse det altsammen. Men alligevel kan det være vanskeligt i en kort artikel at give et helt klart billede af de o fficielle amerikanske tanker; for videnskaben og de enkelte værn er ikke ganske enige. Jeg skal dog forsøge, om jeg kan give et billede, og jeg v il begynde med dr. Henry A. Kissingers opstilling af problem stillingen og hans tanker om de strategiske doktriner i hans bog: »Nuelear weapons and foreign poliey«. Denne bog, som i de sidste år har været meget stærkt diskuteret i politiske og militæ re kredse, er nok skrevet af dr. Kissinger, men forud for bogen er gået et grundigt studie af 34 kendte amerikanske personligheder fra forskellige kredse under »The council of foreign relations«.
Dr. Kissinger siger, at en af de vanskeligste fordringer en nation er stillet overfor, er en korrekt udlægning af dens fortids lærdomme; for historiens lære er usikker. Den lærer os nok konsekvenserne af visse handlinger, men den overlader det til hver generation at bestemme, hvilke situationer der kan sammenlignes. Sålænge udviklingen går roligt, er der intet særligt besvær; nye problemer v il i nogen grad være i overensstemmelse med tidligere erfaringer, så at selv unøjagtige analogier v il have en vis værdi. Men det er helt anderledes, når der sker begivenheder, der slet ikke kan måles med tidligere erfaring; så kan fortidens succes hemme en forståelse i nutiden.
Dette problem har plaget amerikanernes militæ re tænkning siden den anden verdenskrig; det kan defineres som en kon flik t mellem en søgen efter et absolut svar og atomtidens risici, mellem erkendelsen af at de er blevet uendeligt sårbare og deres oprør herimod.
Fordi amerikanerne har vundet to verdenskrige ved at udproducere modstanderne, er de tilbøjelige til at sætte m ilitæ r overlegenhed lig med overlegenhed i ressourcer og teknologi. Men historien viser, at overlegenhed men hensyn til strategiske doktriner mindst lige så ofte som materieloverlegenhed har været en kilde til sejr.
Tyskernes lynkrig i 1939— 40 og Napoleons rette balance mellem ild og bevægelse var ikke sejre, der byggede på ressourcer, men på nye strategiske doktriner. Evnen til at bryde den struktur, der efterhånden er blevet taget for given, og at gåre sejren endnu mere fuldkommen ved at stille modstanderen over for muligheder, som han aldrig har drømt om, er også grundlag for succes.
Det traditionelle udtryk for den amerikanske strategiske doktrin var tildelingen af roller og opgaver til værnene; in d til slutningen af den anden verdenskrig: Hæren og flåden. Hvert af disse værn havde den opgave at slå sin fjendtlige modpart; hæren var primært ansvarlig for landslaget og flåden for havenes kontrol. Skønt disse opgaver i virkeligheden var baseret på »befordringsmidler« på land og til søs, så repræsenterede de dog betydningsfulde og let skelnelige strategiske opgaver. Flyvevåbnet var endnu ikke selvstændigt, og flyenes rækkevidde var tilstræ kkelig kort til at tillade en funktionsdeling mellem hærens og søværnets flyvevåben. Hvert værn var derfor i stand til at kontrollere alle de våben, som det betragtede som væsentlige for at kunne løse sin opgave. Det kunne med andre ord udvikle sin egen strategi uden for megen bekymring for søstervæmets og uden for megen afhængighed af søsterværnets fortolkning af, hvad der for dette var et væsentligt mål.
Men langtrækkende fly og missiler samt våbnenes uhyre ødelæggelsesevne har næsten udslettet de traditionelle grænser mellem værnene. I dag kan intet værn løse sin primære opgave uden at trænge ind på et andet værns område eller kalde på dets assistance. Samarbejde mellem værnene er vanskelig, hvis der ikke er overensstemmelse mellem doktrinerne, hvad der først og fremmest må manifestere sig i, at alle tre værn har samme syn på det, der er et væsentligt mål.
Sålænge man ikke er blevet enige om nogen fælles strategisk doktrin, v il hvert værn give sit eget svar, og svaret v il blive en bestræbelse efter at behandle nye våben i analogi med kendte funktioner.
En fordobling af våbensystemerne og en udvikling af delvis modstridende doktriner er derfor uundgåelig. Den opdeling i funktioner, som arbejdede relativt glat for hundrede år siden, er blevet en kilde til stærk rivalisering i atomtiden. Ethvert nyt våben medfører bitre skænderier om, hvilket værn der skal kontrollere det. Det var således med atombomben, og det er nu det samme med missilerne, og i hvert tilfæ lde er et doktrinært svar blevet undgået ved at tillade hvert værn at udvikle sine egne våben, selv om man derved duplikerede et søsterværns anstrengelser. Jeg skal ikke gå nærmere ind på denne interværns strid og konkurrence, den er kun alt for velkendt gennem de mange »høringer« i kongressen. Amerikanerne har især ønsket ved hjælp af m aterielle m idler at kunne spare amerikanske borgeres liv , og derfor byggede man umiddelbart efter den anden verdenskrig amerikansk strategi på atombomben og strategisk bombning. Flyvevåbnet var i stand til at håndhæve en »ren« doktrin, den hemmelige drøm for al amerikansk tænkning: At der eksisterer et endeligt svar på det militære problem, at det er muligt at slå fjenden fuldstændigt, og at krig har sin egen logiske begrundelse uafhængig af politik.
Men så afslørede Koreakrigen, at amerikanernes altovervejende bekym ring for en total krig med den mest ødelæggende strategi havde tilsløret det mest sandsynlige sikkerhedsproblem: A t Sovjets ledere ville forsage at vælte den strategiske balance, ikke med eet slag, men stykkevis. Og således skete det, at den eneste gang amerikanerne modstod angreb med betydelig militæ r styrke, blev det i et område, som de næppe havde regnet med, og med midler, som klart var afvist året i forvejen. Problemet om den begrænsede krig blev således påtvunget amerikansk strategisk tankegang. Dr. Kissinger siger, at man im idlertid ikke har draget den fornødne lære af Koreakrigen, men har gentaget og udbygget læren om den massive gengældelse. Bl. a. har man lagt særlig vægt på, at USA ikke må engagere sig i en udmattelseskrig om perifere områder eller søge at holde så store styrker, at man svækker landets økonomi. Det var desuden vigtigt, at man søgte at undgå operationer i områder, hvor modstanderen havde strategiske fordele, i stedet for skulle man søge at standse tilløb til aggression ved at true med total krig.
Det man im idlertid burde have lært af Koreakrigen var, at med moderne våben vil selv en underlegen gengældelsesevne virke afskrækkende, ikke på grund af den skade, den kan forårsage, men fordi den kan føre til sådanne tab, at aggressionen ikke længere kan anses for hensigtsmæssig. Doktrinen om et afskrækkende forsvar er uhensigtsmæssig, hvis man ikke har sikkerhed for, at den afskrækkende styrke, som skal forhindre en total krig, også er i stand til at forhindre en begrænset aggression. Man kan derfor undre sig over, at afskrækkelse igen i midten af 50.erne blev identificeret med strategisk bombning, som om Koreakrigen aldrig havde fundet sted. Ligeledes fortsatte striden mellem værnene, livad ikke mindst de berømte »Symington-hearings« om »air power« giver et klart billede af. Den amerikanske flyvevåbenminister sagde i 1956: »Hvert værn har sin egen særlige militære filosofi om, hvorledes krige bør udkæmpes«. Men tre strategiske doktriner, som alle er delvis uforenelige med hverandre, forøger det politiske dilemma. Ved enhver krise tvinger de den politiske ledelse til at afgøre uoverensstemmelserne under pres af begivenhederne. De militæ re eksperters uenighed forøger usikkerheden hos politikerne, for det betyder uvished med hensyn til enhver foreslået løsning.
Vigtigheden af en strategi med mellem faldcnde mål er nu så meget større på grund af forandringen i afskrækkelsens natur. Den tanke, at afskrækkelse kun kan opnås af en af stormagterne, er ikke længere brugbar, hvis den nogensinde har været det. Så længe USA kunne glæde sig over sit absolutte atommonopol, udøvede selv ganske få atomvåben en kraftig afskrækkende virkning, og da kunne USA beskytte mange områder ved truslen om massiv gengældelse. Men efterhånden som Sovjets atomlager er vokset, er det amerikanske strategiske problem ændret. Det er lige meget, hvor stor USA’s margin med hensyn til antal og forædling af våben end er, fremover v il ikke blot Sovjet, men også USA frygte dem, og i denne situation kan afskrækkelse ikke længere måles i antal bomber og fly. A t søge sikkerhed i numerisk overlegenhed eller endog i overlegen ødelæggelsesevne, det vil sige at sætte antal i stedet for idé, kommer temmelig nær til Maginotlinie-mentaliteten. For første gang i krigshistorien står man således over for et »skakmat«, trods den ene parts overlegenhed i våbenantal. Det er en magtbalance ikke så meget udtrykt ved selve magten som i risikoberegningerne.
Det er en usikker balance, som varierer fra område til område med den betydning, de stridende tillægger dem. Det er sikkert, at nøglen til overlevelse er besiddelsen af en passende gengældelsesstyrke; uden en strategisk bombestyrke er andre forholdsregler ikke mulige. Men et totalt overraskelsesangreb er ikke det samme som alle farer; skønt det er den største trussel, kan det i virkeligheden godt være den mindste fare. Beherskelse af udfordringerne i atomtiden vil afhænge af evnen til at kombinere fysiske og psykologiske faktorer, at udvikle våbensystemer som ikke paralyserer viljen og at opstille strategiske doktriner, som tillader at føre risikoen for modhandling over til den anden part. Den skadelige side af mangel på doktrinæ r enighed mellem værnene bevirker, at det frister hver af dem til at søge efter absolutte løsninger i rene militæ re vendinger, og det hindrer derfor brobygning over det svælg, som har dannet sig mellem magt og de mål, for hvilke magt kan bruges. En revolution kan ikke mestres, før den er forstået. Det er altid en fristelse at indpasse den i kendte doktriner, det v il sige nægte, at der er sket en revolution. Intet er derfor mere vigtigt end at forsøge en vurdering af den tekniske revolution, som vi har været vidne til i det sidste årti for at bestemme dens virkning på sådanne traditionelle begreber som overraskelsesangreb, afskrækkelse, koalitionspolitik og total krig.
Det er im idlertid vigtigt at være nøjagtig med hensyn til betydningen af atombalancen. I en henseende kan atombalancen betyde, at sejr er blevet meningsløs i total krig, men opgivelse af total sejr er uforenelig med de militæ re tanker om at lægge eftertryk på at bryde fjendens vilje til modstand. Fjendens afgørelse af, om han skal opgive eller fortsætte striden, afspejles ikke blot i styrkeforholdet, men også i forholdet mellem omkostningerne ved fortsat modstand og det omstridte mål. Militæ r styrke afgør den fysiske strid, men de politiske mål bestemmer prisen, der skal betales, og stridens intensitet. Langt fra at være en »normal« form for kon flik t er den totale krig et særligt tilfælde, siger dr. Kissinger. Den kommer til udtryk ved krav om omstyrtelse af fjendens politiske ledelse, eller når der eksisterer et så dybtgående skisma mellem de stridende, at den totale ødelæggelse af fjenden fremtræder som det eneste mål, der er værd at slås for. Således har krig kun været baseret på »rene« militæ re betragtninger gennem relativt korte perioder, f. eks. religionskrigene i det 16. og 17. århundrede, da et religiøst skisma forledte begge sider til at søge at ødelægge deres modstandere, eller de franske revolutionskrige, da et ideologisk skisma fik de stridende til at forsage at påtvinge deres samfundsbegreb med magt, eller den række af krige, der begyndte med den første verdenskrig, og som påtvang omstyrtelse af den politiske ledelse.
I intervallet mellem disse eksplosioner af maksimum af voldsomhed blev krigen betragtet som en fortsættelse af politiken med andre midler. Mellem Wienerkongressen i 1815 og udbruddet af den første verdenskrig var krige begrænset af modstandernes politiske mål. Da de blev udkæmpet for specifikke mål, som ikke truede nogen stats overlevelse, var den anvendte styrke og de forandringer, man søgte at opnå, kommensurable. Men med udbruddet af den første verdenskrig syntes krigen pludselig at være blevet et mål i sig selv. E fter de første krigsmåneder ville ingen af modstanderne have været i stand til at nævne andre mål end fjendens totale nederlag eller den betingelsesløse overgivelse. Dette var så meget mere bemærkelsesværdigt, som ingen af de politiske ledere havde forberedt sig på andet end en krig i det 19. århundredes stil med hurtige bevægelser og afgørelser.
Under den første verdenskrig opstod der et hul mellem den militæ re og politiske planlægning, som aldrig blev udfyldt. De militæ re stabe havde opstillet planer for en total sejr, fordi ingen politiske begrænsninger i sådanne planer kunne interferere med den fulde anvendelse af magt, og fordi alle faktorer kom under m ilitæ r kontrol. Men den politiske ledelse viste sig ude af stand til at give disse militæ re mål et politisk udtryk i form af fredsmål. Man glemte, at de hurtige afgørelser i det 19. århundredes krige frem for alt havde været begrundet i villigheden til at anerkende et nederlag, og nederlag blev anerkendt med relativ lethed, fordi dets konsekvenser ikke truede den nationale overlevelse. Når krigens form ål im idlertid blev total sejr, blev resultatet en stadig stigende voldsomhed, der førte hadet ind i fredstraktaten, som mere skulle give oprejsning for ofrene, end den skulle genoprette stabiliteten i den internationale orden. Den anden verdenskrig med dens krav om betingelsesløs overgivelse viste dette endnu tydeligere; her har man end ikke 16 år efter afsluttet nogen fredstraktat med alle.
Det er endvidere blevet overset, at total sejr i begge krige kun var m ulig ved et tilfæ ldigt sammentræf af omstændigheder. Strategien i begge verdenskrige hvilede på to beslægtede faktorer: Nationale økonomier, som gav et betydeligt overskud ud over den blotte eksistens, og våben med en relativt lille ødelæggelsesevne, så at enhver forøgelse i styrke hos den ene part kunne vise sig strategisk betydningsfuld.
Det var den industrielle revolution med dens specialisering af funktionerne, der muliggjorde den moderne krigs totale mobilisering. Men selv da ville en søgen efter total sejr under en lang krig være selv-ødelæggende med den såkaldte konventionelle teknologis relativt ringe ødelæggelsesevne, for total sejr har kun betydning, når sejrherren ved krigens afslutning har tilstræ kkelige fysiske ressourcer til at påtvinge sin vilje, og denne margin må være forholdsvis stor. M ålet for det 19. århundredes krige var at opstille en risikokalkyle, som ville få fortsat modstand til at syne mere kostbar end de fredsbctingelser, der blev stillet i udsigt; jo mere moderate disse var, desto mindre margin i overlegenhed var nødvendig. Krigen endte, når en suveræn regering gik ind på sejrherrens betingelser og derved overtog ansvaret for deres gennemførelse. Sejrherrens opgave under disse omstændigheder var blot at overvåge opfyldelsen af hans betingelser over for en regering, som på sin side bevarede kontrollen over sin egen befolkning.
Med tilkomsten af den totale krig, ophørte krigen med at være en bestræbelse på at bestemme en anden regerings handlinger; dens mål er næsten ufravigelig blevet at styrte fjendens ledelse. Dette har ikke blot forandret enhver krig til en slags borgerkrig, men det har også forøget den margin af overlegenhed, som sejrherren behøver for at påtvinge sin vilje. H eld til at styrte den fjendtlige regering tvinger endvidere sejrherren til at tage ansvar for den civile administration hos de slagne. Amerikanerne kunne let gøre dette efter den anden verdenskrig, fordi hverken deres sociale eller materielle struktur var alvorligt svækket af krigen.
Den katastrofe, som en total atomkrig v il forvolde, gør det im idlertid tvivlsomt om noget samfund v il bevare de fysiske eller psykologiske m idler til at påtage sig administration og oprejsning af fremmede lande. Når energien er opbrugt i en anstrengelse for at sikre den blotte overlevelse, er det vanskeligt at tænke en yderligere anstrengelse for at tage ansvar for at regere den tidligere fjendes befolkning, hvis sociale opløsning og fysiske ødelæggelse sikkert langt v il overgå Tysklands og Japans efter den anden verdenskrig. Dette kan skabe et tomrum, som kan udnyttes af magter, hvis position i forhold til de stridende er blevet forbedret ved atomkrigens hærgen, i vort konkrete tilfæ lde med en totalkrig mellem Øst og Vest v il det sandsynligvis blive Kina, der lukrerer.
De moderne våbens ødelæggelsesevne berøver sejren i en atomkrig sin historiske betydning. Selv den »vindende« part v il ikke bevare tilstrækkelige m idler til at påtvinge sin vilje, og denne ødelæggelsesevne bar også forandret betydningen af industri-potentiellet, hvorpå USA traditionelt har baseret sejren. Siden den første verdenskrig har amerikanske strategiske doktriner været bygget på den idé, at deres stående styrker ved begyndelsen af en krig kun behøvede at være store nok til at undgå en ulykke, og at man så kunne knuse fjenden ved at mobilisere sit industri-potentiel efter fjendtlighedernes begyndelse. Den strategiske betydning af deres industri-potentiel liar igen bygget på forskellige omstændigheder: Deres usårlighed over for et direkte angreb, eksistensen af allierede til at bolde en linie , medens de mobiliserede, og frem for alt et vist overlegent stade af industriel og teknologisk udvikling. USA.s industri-potentiel ville liave været unyttig, livis det kunne være blevet ødelagt i starten af en krig og derfor bliver betydningen af stående styrker af alle værn nu så meget større, fordi USA kan udsættes for et ødelæggende angreb i begyndelsen af enhver krig. Ind til midten af det 19. århundrede var våbnene simple og lette at lave, og deres ødelæggende kraft var forholdsvis lav; derfor var trænede soldater mere en mangelvare end m ilitæ r udrustning, så militæ r overlegenhed afhang mere af menneskelige end af m aterielle midler. Selv en teknisk tilbagestående nation kunne opnå anseelse, blot den havde tilstrækkeligt menneskemateriale, fordi de simple våben ikke krævede højt udviklede industrianlæg. Således blev Rusland cn stormagt trods en næsten fuldstændig mangel på industri. Men nu kan man ikke længere regne med en kortere eller længere mobiliseringsperiode for industrien. Den eneste måde, man kan opnå en fordel ved industrikapaciteten, er ved at bruge den /ør krigsudbruddet.
Vigtigheden af stående styrker parret med de moderne våbens ødelæggelsesevne betyder således, at Douhets klassiske beskrivelse af luftstrategien nu er forældet. A t sætte sejr lig med overlegen offensiv anstrengelse, d. v. s. den anden verdenskrigs luftstrategi, kunne have nogen mening, sålænge en overlegen bombelast repræsenterede en absolut margin af effektivitet; den kunne blive afgørende ved at gøre en opslidning af industripotentiellet betydningsfuld. Men i en krig med moderne våben, er den opslidning, der betyder noget, ikke en opslidning af industripotentiellet, men af de stående styrker. Industripotentiellet kan blive slået ud på et senere stade af krigen, næsten efter behag, men hvis fjendens stående styrker ikke bliver slået ud i selve begyndelsen af en krig, v il de kunne påføre en række slag, som kan forårsage et sammenbrud af samfundsstrukturen lauige før fjendens lager af våben er udtøint.
Skal man derfor fastlægge en strategi for total krig, er det vigtigt at skelne mellem to omstændigheder: En strategi der passer for offensiven og en anden for al modstå angreb. I gamle dage var strategiske fremgangsmåder for at undgå nederlag stort set identiske med dem, der tilstræbte sejren, men i en atomkrig er de forskellige. Sejr, i betydningen at påtvinge en anden magt sin vilje, kan kun opnås ved at eliminere modstanderens gengældelsesstyrke, medens man selv bevarer tilstræ kkelig slagkraft til at påtvinge et samtykke ved truslen om ødelæggelse med kernevåben.
Den bedste strategiske position i en total krig v il således — som altid — afhænge af en rigtig blanding af offensive og defensive muligheder. Hvis for store m idler bliver givet til forsvar, så den offensive slagstyrke ikke længere kan påføre angriberne uacceptable skader, kan fjenden blive fristet til at angribe. Hvis forsvaret derimod bliver svækket, v il der blive stillet for store krav til samfundets modstandskraft. Det ideelle offensivdefensive forhold er et, livori forsvaret kan reducere fjendens angreb til et acceptabelt plan, medens offensiven ikke kan vises tilbage af fjendens forsvar. E t sådant forhold er nok uopnåeligt i praksis, men dets tilstrækkelighed v il afhænge af, i hvilken grad det kan opstilles tilnærmelsesvis.
I denne proces har forholdet mellem politik og strategi haft en tendens til at gå tabt. For jo stærkere konsekvenserne af den totale krig bliver, desto mere tilbageholdende vil de politiske ledere være med at anvende styrke. Politikerne v il nok appellere til de totale muligheder som en afskrækkelse, men de v il vige tilbage fra det som en strategisk mulighed for en krigs førelse. Jo mere den militæ re strategi fremhæver en totalstrategi som en udvej, desto mere overbeviste vil de politiske ledere blive i deres tro på, at intet tilfælde, undtagen et direkte angreb på USA, vil retfærdiggøre brugen af eller truslen om brug af magt, og at Sovjets p olitiske ledelse er ligeså stærkt tilskyndet til at undgå en total krig. Forudsat der ikke igen optræder en militæ r eventyrer på verdensarenaen, kan man vel regne med, at krigen også i frem tiden v il være et politisk instrument, som først vil blive taget i brug, når de politiske mål ikke kan nås ved andre midler. Det v il sige, at politiken vil dominere over strategien, og ikke som i de to verdenskrige, livor strategien formulerede utopiske crobringsplaner, som politiken ikke var i stand til at fylge op med rim elige politiske mål. Jeg har opholdt mig en del ved Kissingers syn på den totale atomkrig og den totale sejr. Han mener således, at opretholdelse af en afskrækkende atomstyrke er nødvendig, men som en »force in being«, fordi anvendelsen af den har gjort krigen meningsløs, og berøvet sejren dens historiske betydning. Han fortsætter derefter med at analysere, hvad man så skal gøre for at påtvinge modstanderen sin vilje og ud fra hans historiske betragtninger om, at krigen kun under særlige omstændigheder har været total, men aldrig når nationernes overlevelse som suveræne stater ikke har været på spil, kommer han dernæst ind på overvejelser og doktriner om en begrænset krig. For der må være noget mellem nationalt selvmord og national selvopgivelse; det må være m uligt så at sige »at løbe under« den totale atomkrig. Den begrænsede krig skal jeg im idlertid ikke komme nærmere ind på i denne artikel.
Det er i og for sig ganske interessant at bemærke, at civile videnskabsinænd i USA i ret udstrakt grad beskæftiger sig med strategi og m ilitæ rfilosofi. Det ligger måske i, at værnene i høj grad har taget operationsanalysen i brug, og herved har de hver for sig dels knyttet en række civile videnskabsmænd til sig, dels ladet universiteter og corporationer løse forskellige opgaver. Men det ligger måske også i, at strategi eller totalstrategi, som man nu kalder det, ikke længere er et rent militæ rt område som i Clausewitz’s dage. Så snart diskussionen bevajger sig op over det rent militæ rt operative til de militæ re problemers mere begrehsmæssige område, så må man tage en række andre ting med i betragtning, f. eks.: Politiske faktorer, økonomi og budget, teknologi samt folkeslagenes og deres lederes psykologi. Man kommer derved ind på den nationale sikkerheds eller totalforsvarets område og må indrømme, at uden for selve slagmarken er der meget få sager, som er rent militære. Den militæ re strategi er i den grad sammenblandet med de andre områder af den nationale sikkerhedspolitik, at særskilt behandling af disse områder er både vanskelig og problematisk, og havde Clausewitz levet i dag, ville ban utvivlsomt have været enig i, at national sikkerhedspolitik er en mere beskrivende og bestemmende benævnelse for hele det tankeområde, han kaldte strategi. Nu har jeg været inde på nogle af dr. Kissingers tanker. I en tid ligere artikel har jeg omtalt dr. Garthoff og hans studie af de russiske forhold. Jeg kunne også nævne professor Osgood med hans bog »Limited war«, og dr. Brodies bog »Strategy in tlie missile age« og mange flere, så man ser, at de civile videnskabsmænd breder sig virkelig i den militæ re litteratur. Det er som sagt nok delvis operationsanalysens skyld. Am erikanerne v il jo gerne have et definitivt og matematisk svar på ethvert spørgsmål, et som de kontant kan omsætte i dollar. Men et sådant absolut svar findes næppe. Man ser da også afvigende opfattelser i amerikansk og britisk tankegang med hensyn til den totale atomstrategi. Måske fordi briterne i mange år har haft problemerne meget tættere inde på livet end amerikanerne, og måske fordi det i England i overvejende grad er o fficerer, der behandler disse emner i litteratur og tidsskrifter. K ort sagt den britiske tilnærmelse til problemerne bar været instinktiv og intuitiv, en sag om et skøn, medens den amerikanske bar været væsentlig objektiv og analytisk. Således kalder Sir John Slessor amerikanernes strategi for en »regnestoksstrategi«, og han siger endvidere: »Det er meget enkelt at opstille et smukt regnestykke for at bevise, at et givet antal brintbomber med forudsat yield og træ fningsnøjagtiglied v il kunne ødelægge ethvert bombefly og missile i Vesten. Men måske cr det på dette område, at moden m ilitæ r vurdering kunne være en nyttig partner til den analytiske åndfuldhed. Det er i virkeligheden ikke slet så let i praksis; i krig udvikler tingene sig ikke på den måde. Man bar i krig stadig, ja næsten ufravigeligt, set den slags beregninger blive gjort til skamme af begivenhederne på en eller anden måde, og jeg tror, at det er en af de relativt få lærdomme fra krigshistoricn før atomtiden, som sikkert ikke vil være vildledende.«
Men im idlertid er det heller ikke sådan, at amerikanerne ikke selv er klar over dette, således siger dr. Brodie: »Vi står nu over for spørgsmålet om muligheden for en totalkrig mellem verdens to magtcentre. Det er et vanskeligt spørgsmål at behandle fornuftsmæssigt, fordi vi alle ved, at fremtiden er uransagelig, og at logik og fornuft kan føre os til et slags »korrekt« svar, som har enhver fordel, undtagen den at kunne blive bekræftet af begivenhederne. Da vi ikke på nogen tilfredsstillende objektiv måde kan bevise, at chancerne er meget store eller meget små eller et eller andet midt imellem , kan det være mere betydningsfuldt ud fra et politisk standpunkt simpelthen at erkende, at vi ingen garanti har for, at dette v il ske, eller at hint ikke v il ske.« Videre siger dr. Brodie: »Sandheden er uheldigvis, at de mange dybsindige spørgsmål i strategien, dem der sandsynligvis dybest v il berøre nationernes skæbne, ja endog menneskeliedens skæbne, netop er dem, som ikke lader sig udlevere til videnskabelig analyse.« Nu må man ikke tro, at jeg med dette bar villet bryde staven over operationsanalysen, tværtimod, den bar på mangfoldige områder vist sig at være af meget stor betydning, men det er jo med den som med mange andre ting i verden, man må passe på ikke at falde i den anden grøft, for netop det menneskelige element i operationsanalysen lader sig næppe veje eller måle.
Selvom man ikke kan sige, at værnsstridighederne i USA er bilagt, og at man er nået frem til en fælles doktrin, så er der dog i de seneste år sket en bedring. Det er im idlertid i USA — som herhjemme og sikkert de fleste steder i verden — bærens folk, der viser mest forståelse og in teresse for det koordinerede samarbejde mellem værnene og inden for hele det totale forsvar. Det er måske ikke så mærkeligt; hærene er jo mere »jordbundne«. Et lands befolkning og værdier befinder sig nu engang i langt overvejende grad på landjorden, som det er hærenes hovedopgave at forsvare eller erobre. Hærene er altså det ultim ative element i de væbnede styrker. Den afsluttende rolle i en væbnet kon flikt v il altid blive udspillet af manden på jorden med sit våben i hånden; kun når han er i stand til at fremtvinge en våbcnafgørelse over for det fjendtlige folk på det sted, livor det bor, kan en kon flikt afsluttes sejrrigt. Jeg v il derfor gerne slutte af med kort at gøre rede for en lille pjece, der hedder: »A guide to army philosophy«, og som er udgivet af det amerikanske hærministerium for et par år siden og underskrevet af general Maxwell D. Taylor; de samme tanker bar generalen i øvrigt også fremsat i det amerikanske tidsskrift »Foreign Affairs«, jan 1961. Man siger bl. a., at elementerne i et sundt nationalt militæ rt program må omfatte passende forholdsregler mod afskrækkelse fra total krig, afskrækkelse fra lokale aggressioner, nedkæmpelse af lokale aggressioner og den totale krigs afslutning med en sejr, som kan føre til en levedygtig fred. Sovjet har i dag evnen til at starte en total krig mod USA med en atomoverraskelse, m uligt med meget kort eller intet varsel. E t sådant stormløb ville sandsynligvis blive ledsaget af andre koordinerede handlinger for at nå Sovjets mål på det eurasiske fastland. Det er derfor fundamentalt, at USA’s militæ re program om fatter forholdsregler mod afskrækkelse fra denne slags krig.
Medens den totale atomkrig, starlet af Sovjet, indebærer en meget alvorlig trussel, så v il aggressioner i mindre målestok forekomme mere sandsynlige end en forsætlig startet total krig. Efterhånden som vi er nået til et atom-»skak-mat« med deraf følgende gensidig afskrækkelse, vil Sovjet sandsynligvis være mere tilbø jelig til at udvide sin taktik med hensyn til nedbrydende virksomhed og begrænsede aggressioner. USA’s nationale militæ re program må derfor også tillade afskrækkelse fra begrænsede aggressioner og nedkæmpelse af sådanne angreb, hvis de afskrækkende forholdsregler skulle slå fejl.
Den mulighed må altid haves for øje, at trods alle anstrengelser for en afskrækkelse, så kan en total krig, i hvilken atomvåben tages i brug fra begyndelsen, opstå og vare på ubestemt tid.
Man mener heller ikke, at der nogensinde v il blive en krig mellem atommagterne (USA— USSR) uden brug af eller trussel om brug af atomvåben. Ind til de tages i brug vil truslen hænge over ethvert engagement og vil medføre et krav om konstant beredskab over for en atomoverraskelse og vil tvinge begge modstandere til at deployere og kæmpe på samme måde, som om atomvåben allerede var taget i brug. De krav, der derefter må stilles til USA’s militæ re program, er fø lgende:
1. Opretholdelse af en overlegen m ilitæ r teknologi og en afskrækkende atomstyrke, der er i stand til en effektiv gengældelse (a second-strike).
2. Et kontinentalt forsvarssystem for det amerikanske kontinent.
3. Passende styrker af alle tre værn deployeret uden for USA for at kunne leve op til deres internationale forpligtelser både ved lokale aggressioner og i total krig. Disse styrker må have midlerne til at bruge atomvåben.
4. Reserver, såvel i personel som i materiel og produktionsmæssig henseende.
Programmet må være tilpasset en smidig anvendelse i uforudsete situationer. Det må ikke være indstillet på noget enkelt våbensystem, strategisk begreb eller cn bestemt kombination af allierede. Det må være i stand til at støtte USA’s nationale politik i alle situationer. K ort sagt, det skal omfatte alle rim elige forholdsregler for at forhindre total og lokal krig og på samme tid liave muligheder for at føre enhver krig, stor eller lille , på en sådan måde, at man kan nå de nationale mål og bringe en bedre verden i stand efter cn heldig afslutning af fjendtlighederne.
Dette var de o fficielle amerikanske tanker, udtrykt af hærministeriet, og når jeg nu endelig til slut skal sammenligne dem med det, jeg tidligere har skrevet om de russiske tanker, så v il man se, at forskellen i opfattelsen ikke er så forfæ rdelig stor. Amerikanerne er nu også nået dertil, at man ikke kan bygge på et enkelt strategisk begreb, nemlig strategisk bombning, men at man til enhver tid må være i stand til at møde modstanderens udfordring med alle egnede midler. Selv USA F synes på det seneste at have indset, at den strategiske bombning af fjendens byer og befolkning ikke er den rette vej. Der har for nylig i amerikansk presse været en artikelserie om et studie, iværksat af Pentagon, med det form ål at finde frem til, hvorledes man kan skåne fjendens byer. General Thomas W liitc, clief for USAF, siger i denne forbindelse: »Don’t aim at the enemy’s cities, destroy his m ilitary forces«, og videre siger han, at ødelæggelsen af fjendens styrker er det århundred gamle militæ re problem; der har aldrig i historien været noget tidspunkt, hvor det ikke har kunnet gøres, når man blot gik rigtigt til sagen og med de styrker, som svarede til opgaven.
M. Amtrup.
