En artikel i det amerikanske luftværnstidsskrift Antiaireraft Journals maj—juni nummer 1951 om selvkorende automatisk luftværnsskyts indledes med ordene:
„I årene efter slutningen af den anden verdenskrig er meget blevet sagt og skrevet om brugen af automatiske luftværnsvåben til andre formål end mod luftmål. Faktisk er det automatiske luftværnsskyts’s opgaver blevet ændret således, at opgaven nu ikke forst og fremmest består i beskvdning af luftmål, men er fordelt ligeligt mellem jord- og luftmål.“
Artiklen slutter med følgende konklusion:
„Infanteridivisionen har brug for det lette automatiske selvkorende luftværnsskyts til stotte såvel mod jordmål som mod luftmål. Bataillonen skal sættes i stand til at opfylde denne mission ved væsentlige ændringer ved våben og organisation. Bestemmelser for taktisk anvendelse må udarbejdes i snæver forbindelse med infanteriet og andre jordvåben.“
Redaktionen bemærker hertil i en efterskrift, at der i F M 44—2 Antiaireraft Artillery Automatic Weapons August 1950 er givet hertil sigtende bestemmelser.
Studerer man de af det amerikanske luftværnstidsskrift siden Koreakrigens begyndelse udkomne numre, vrimler det da også i den grad med eksempler på anvendelsen af luftværnsskyts til løsning af jordopgaver, at man må få det indtryk, at det væsentligst bar været indsat til løsning af sådanne. Set på baggrund af F. N. troppernes ubestridte luftoverlegenhed forekommer dette heller ikke unaturligt. Der er næppe heller tvivl om, at mange af kamphandlingerne på jorden havde fået et andet for F. N. tropperne uheldigt forløb uden luftværnsartilleriets værdifulde indsats til supplement af den almindelige artilleristøtte. Det lier sagte tager ikke alene sigte på det lette luftværnsartilleri, men også på det mobile 90 mm luftværnsartilleri. I en artikel i maj—juni nummeret af det amerikanske luftværns tidsskrift anføres således, at 78 AAA btl. (90 mm) under Koreakrigen, indtil det tidspunkt, artiklen blev skrevet, havde afgivet ialt 24.000 skud mod jordmål med et resultat, der, som artiklens forfatter, major Walter T. Ride, siger, taler for sig selv.
Nedenfor skal med det i indledningen nævnte tidsskrift som kilde gives nogle eksempler på anvendelsen af luftværnsartilleri til bekæmpelse af jordmål, først nogle eksempler på anvendelsen af det lette luftværnsartilleri.
Ved et angreb blev en retirerende fjendtlig styrke af delingsstørrelse taget under behandling af nogle piecer af 3. AAA AWbtl., der var organisk tildelt 3. infanteridivision, med det resultat, at 90 % af den fjendtlige styrke blev dræbt eller såret.
Ved en anden lejlighed støttede tre M 16 enheder1) og tre M 19 enheder2) af bataillonen fodfolket ved angrebet på et bakkedrag fra stillinger ca. 2000 yards fra bakketoppen. Medens en anden deling luftværnsskyts virksomt neutraliserede fjendtlige morterer og maskingeværer, der skod fra den anden side af Hanfloden, holdt de ovennævnte M 16 og M 19 enheder det fjendtlige fodfolk under ild, således at eget fodfolk tog bakken med forholdsvis lethed og kun små tab.
Ved en overgang over Han-floden havde 21. AAA AWbtl. (selvkørende), som arbejdede sammen med 25. I. D., en gunstig lejlighed til at demonstrere antiluftvåbnenes effektivitet mod jordmål. 3 btr. blev om natten før overgangen bragt i åben stilling på den brede sandede sydlige flodbred, og en kombineret feltartilleri- og luftværnsartillerispærreild dækkede lige før daggry hver sektor af det fjendtlige flodforsvar. Spærreilden blev hævet ved daggry, og det 12,7 mm luftværnsskyts dækkede selve overgangen. Da det amerikanske infanteri kastede fjenden ud af hans støttepunkter, blev han beskudt af det 12,7 mm skyts fra flankerende stillinger. Såsnart der var etableret færger og slået broer over floden, fulgte M 16 enheder kampvognene under forfølgelsen af fjenden.
Fra 7.—10. marts kunne btl. opvise følgende resultat:
647 fjendtlige dræbte med sikkerhed,
1077 yderligere skønnedes dræbte eller sårede, 7 fanger, 3 sårede af egne tropper.
Dette er kun nogle få ret tilfældigt valgte eksempler blandt de mange, der findes i tidsskriftet, på anvendelsen af let luftværnsartilleri mod jordmål.
Generalløjtnant Edward M. Almond, der kommanderede X. korps ved Inchon-landsætningen og ved evakueringen af Hung- nam, brugte en standardfremgangsmåde ved anvendelsen af lette luftværnsenheder ved patrouillevirksomhed. Generalen siger herom: „Vore patrouiller består sædvanligvis af en deling infanteri, 6 kampvogne og 2 „flak wagons“. Der er mægtig ildkraft deri.“
Også på anvendelsen af det tunge luftværnsartilleri til jordstotte findes som sagt talrige eksempler.
Et batteri af 68. AAA btl. (90 mm) blev således afgivet til støtte for 2. btl. af 7. kavalleridivision på et tidspunkt, da divisionens feltartilleri var optaget af andre opgaver. Batteriet blev i lobet af natten den 26/9 1950 bragt i stilling i en koreansk skolegård. Et fremskudt observationskommando bestående af feltartillerister og luftværnsartillerister virkede for batteriet.
Den folgende morgen kl. 9,15 blev batteriet indskudt mod en antaget fjendtlig stilling.
Kl. 9,42 blev en fjendtlig kampvogn beskudt og ødelagt og et antal fjendtlige soldater dra'bte eller sårede.
Kl. 11,47—12,17 blev en anden fjendtlig kampvogn og en ar- tilleripiece taget under beskydning og ødelagt.
Kl. 13,45 beskød batteriet en fjendtlig landsby, spredte en fjendtlig bataillon og saarede eller dra-bte en del af de fjendtlige tropper.
Kl. 14,00 ødelagdes atter en fjendtlig kampvogn, og en del fjender dræbtes eller såredes.
Kl. 16,00 blev endnu en fjendtlig kampvogn beskudt; den var dog i stand til at bringe sig i da-kning efter at være blevet beskadiget.
Kl. 17,00 blev endnu en artilleripiece odelagt, og kl. 18,00 ødelagdes en fjendtlig lastvogn ladet med soldater, hvoraf ca. 20 blev dra-bt eller såret.
Den følgende dag, den 28/9, var der en besynderlig mangel på gunstige mål. Fjenden syntes at have fået respekt for den 90 mm’s virkning. En fjendtlig kampvogn blev dog sat ud af virksomhed på en afstand af ca. 5500 meter. Den blev beskudt med såvel brisantgranater som pansergranater. Der blev afgivet liindre- og foruroligeskydninger på afstande fra 5500—11.000 m mod landsbyer, hvor egne patrouiller meldte om, at fjenden samledes for at fouragere og reorganiseres, og mod forsyningsveje og vejkryds, hvor der var meldt om passage af fjendens kampvogne, artilleri, tropper og forsyninger.
Den 1/10 blev batteriet trukket ud af stilling og sendt mod nord for at slutte sig til resten af regimentet.
Batteriet havde på de to dage afgivet 600 skud. Det havde ødelagt 3 fjendtlige kampvogne, 3 artilleripiecer og 1 lastvogn samt beskadiget yderligere een kampvogn. Desuden var skønsvis 100—150 fjender blevet dræbt eller såret.
Terrainet havde i dette tilfælde givet særlig gunstige betingelser for anvendelsen af luftværnsartilleri mod jordmål.
Ved Sunvon arbejdede 78. AAA btl. (90 mm) for 1. og 6. R. O. K. division. Ilden lededes ved luftobservatør.
Ved Poun lærte både btl. selv og infanteriet at vurdere det 90 mm skyts. Skudopgaver blev krævet løst i næsten alle kompasretninger.
Ved Imjin River, N. f. Munsan-Ni, liavde btl. kun forbindelse med eet af infanteriregimenterne, men dette gav den iøvrigt nok at bestille. En af opgaverne alene påførte fjenden et tab på over 400 dræbte.
Ved Samtanchon River ved Unsan beskød btl. i 5 dage og nætter fjendtlige angreb fra øst, nord og vest med batteri- og bataillonssalver. Derimod blev der kun udfort et minimum af hindre- og foruroligeskydninger på grund af vanskeligheder ved ammunitionstilførslen.
På den 5. dag løste btl. — efter at have fået ammunitions- erstatning — alene i tiden mellem kl. 18,30 og 23,20 (4 t. 50 m.) 77 forskellige skudopgaver.
Dette er kun et uddrag af 78. AAA btl.s virksomhed under dens 59 første kampdage i Korea, i hvilket tidsrum btl. var i ialt 30 forskellige skytsstillinger. Den havde herunder rig lejlighed til at gøre erfaringer med liensyn til anvendelsen af det 90 mm luftværnsskyts til løsning af jordmålsopgaver.
Ved Jongsan-Dong liavde 1. R. O. K. division forlangt artilleriilden lagt 200 yards foran egne fodfolkslinier, og endskønt ba- taillonens kanonror på dette tidspunkt var meget udslidte, lykkedes skydningen uden tab for eget fodfolk. Bataillonen anså det dog ikke for tilrådeligt i almindelighed på en skudafsland af 15.000 yards at lægge ilden nærmere end 400 yards fra egne tropper.
Batterierne blev for det meste bragt i stilling parvis med kun 300—400 yards mellemrum mellem batterierne A og B eller C og D. Stabsbatteriet blev placeret i tilslutning til det ene par skytsstillinger; de to nærmeste batterier etablerede telefon til ildledercentralen, medens btl.s telefonhold lagde telefon til de to fjerneste. Anmodninger om løsning af skudopgaver tilgik ildleder- centralen pr. radio, medens skuddata til batterierne gik pr. tråd. Årsagen til den ovenomtalte parvise opstilling af batterierne var, at artilleristillingerne ofte var blevet løbet over ende. hvorfor det var nødvendigt at etablere et stærkt forsvar omkring dem. Den parvise anbringelse lettede forsvaret.
Batteriernes skyts anbragtes ikke på linie, men hellere på en bue eller i en „W“ formation. Denne anbringelse var nødvendig af hensyn til batteriernes store skudfelt, der sædvanligvis var 90 0—180 °, idet en stadig skyden af en kanon henover en anden ikke alene gjorde den sidstnævntes besætning døv, men også sløvede den, så dens reaktionstid blev længere.
Skønt bataillonen afgav ca. 22.500 skud, kunne den have afgivet langt flere, hvis den ikke havde været tvunget til at tage hensyn til vanskeligheder ved ammunitionserstatningen.
Andetsteds i samme nummer af det amerikanske luftværns tidsskrift gives et program for uddannelsen af luftværnsofficerer m. fl. til løsning af jordmålsopgaver, brugt ved kursus i 40. AAA Brigade Training Center, ligesom der findes en redaktionel omtale af skydning med overgrader (elevationer over 45°), hvorom det hedder:
„Den flade bane giver nogle begrænsninger ved skydning mod jordmål. For det første kan den ikke anvendes ved skydning fra stillinger med stor dækningsvinkel undtagen mod mål på meget store afstande og begrænser stærkt muligheden for skydning mod mål bag stejle dækninger, og for det andet er længdespredningen betydelig ved skydning med små elevationer, og endelig er sprængstykkevirkningen mod disse mål mindre ved skydning med små nedslagsvinkler end med store. Der har derfor været afholdt forsøg ved A A & G M Branch T A S for at bestemme muligheden for skydning med elevationer over 800 Ts. (45°). Forsøgene omfattede skydning med elevationer mellem 1150 og 1400 Ts. under brug af M 71 granat med M 48 PD brandrør. Forsøgene gav gunstige resultater ved elevationer fra 1150 Ts (18.700 yds.) til 1350 (11.500 yds.). I dette interval var middelafvigelsen i længden 66 yards, i siden 19 yards. Ammunitionen fungerede godt i alle henseender.
Ved elevationer over 1350 Ts. kulbuterede for mange af granaterne og sprang enten slet ikke eller gav svage sprængninger og for store længdeafvigelser.“
Den udstrakte anvendelse af luftværnsartilleri mod jordmål må som indledningsvis nævnt ses på baggrund af F. N. troppernes ubestridte luftoverlegenhed. Der er dog næppe tvivl om, at der, selv når sådan luftoverlegenhed ikke eller kun midlertidigt er til stede, vil forekomme situationer, hvor anvendelsen af luftværnsartilleri til den for dette trods alt sekundære opgave — beskydning af jordmål — ikke alene er berettiget, men tvingende nødvendig for at nå det afgørende resultat, de samlede våbens sejr over fjenden.
Luftværnsartilleriet — det lette som det tunge — bør derfor allerede i fredstid have den fornødne uddannelse i skydning -— direkte og indirekte — også mod jordmål, ligesom der ved dets organisation bør tages et vist hensyn til, at det kan komme til at løse rene feltartilleriopgaver.
E. Prebensen.
