Log ind

Akademikerne og Værnepligten

#

Berlingske Tidende bragte i Foraaret 1932 et Par Artikler af Bladets militære Medarbejder om de foruroligende mange „Hjertefejl", der blev konstateret paa Sessionen hos de værnepligtige polytekniske Kandidater. Sessionsresultatet fra 1931 havde blandt andet vist, at af de ca. 100 Polyteknikere, der var modt paa Session det paagældende Aar, var kun ca. 25 blevet erklæret for tjenstdygtige, hvad der ikke alene var saare bemærkelsesværdigt, men ogsaa særdeles beklageligt, eftersom Hærens aarlige Behov af disse Kandidater netop laa — og stadigvæk ligger — omkring ca. 100.

Det oplystes endvidere, at saa godt som alle de øvrige paa omtalte Session var blevet erklæret utjenstdygtige paa Grund af Hjertefejl, og at denne Lidelse for næsten alles Vedkommende i Forvejen var blevet konstateret af en Huslæge, der havde udstedt Attest paa Svagheden.

Artiklerne vakte en Del, og berettiget, Opsigt og resulterede i en Diskussion i Dagspressen om Sessionsresultaterne i Almindelighed, og Studenternes Sessionsresultater i Særdeleshed, idet der fra Hærens Side blev hævdet, at Hæren langt fra fik det Antal Værnepligtige med akademisk Uddannelse, som den normalt skulde have, og som den — blev der udtrykkeligt fremhævet — behøvede.

Der blev i Diskussionen fra Akademikernes Side aabent og ærligt erkendt, at en Masse Studenter „sørgede for at blive kasseret“, idet Værnepligten stod som en Rædsel for de fleste Studenter, selv dem der intet havde mod at blive Soldat, fordi Faren for at blive tvunget paa Kornetskole var overhængende. Flertallet vilde saa hellere helt undgaa at komme i Trøjen frem for efter endt Eksamen — ofte i en oprykket Alder — at skulle ligge inde i ca. 17 —18 Maaneder og se Chancerne for at opnaa en Stilling i det civile Liv forringes Dag for Dag.

Hermed endte Diskussionen. Desværre. Der var mange, der havde haabet, at hele dette Spørgsmaal var blevet taget op til en grundig Drøftelse, der var resulteret i en længe tiltrængt Nyordning, hvorved Hæren (og eventuelt Søværnet ogsaa) havde kunnet faa lidt mere Udbytte og Glæde af Akademikerne — og Akademikerne af Hæren.

Man maa haabe, ja næsten forlange, at der bliver gjort noget for at fjærne den Kloft, der findes mellem Ilæren og Akademikerne. Hæren har haardt Brug for saa mange Akademikere, den overhovedet kan faa — og den faar næsten ingen.

Der behøves ikke mange Ord for at bevise det første og kun et Par Tal for at anskueliggøre det sidste.

Befalingsmandsskolernes Indberetninger er Aar efter Aar fulde af Beklagelser over det Elevmateriale, Afdelingerne giver dem at arbejde med. Det skorter paa tilstrækkelig Uddannelse hos Eleverne fra det civile Liv. Eleverne skønnes ikke at komme til at indtage saa selvstændige Stillinger senere som hjemsendte, som man ønsker det for de værnepligtige Sekondløjtnanters Vedkommende. Og Af delingerne svarer med at sende de — som oftest ganske faa Studenter, der findes paa Rekrutskolen, paa Kornetskole. Hæren synes altsaa at anerkende Studenterne som det bedste „Raamateriale" til at lave værnepligtige Befalingsmænd af. Artilleriet og Ingeniørtropperne hævder, at de slet ikke kan undvære cand. polyt.er og matematiske Studenter, og de sidste er ogsaa meget efterspurgt ved Fodfolkets Skyts- og Maskingeværkompagnier.

Aarene 1929, 1930 og 1931 bragte gennemsnitlig 1143 mandlige Studenter. I de samme Aar var Kassationsprocenten ved Sessionerne ca. 30—33. Skønt mange først lader sig sessionsbehandle 5—6 Aar efter Studentereksamen, kan man vel — i Betragtning af at Antallet af mandlige Studenter i den sidste halve Snes Aar har været ret konstant — have Lov til at formode, at der i de paagældende Aar ogsaa er mødt en 11—1200 Studenter paa Session. Af disse skulde saa ca. 3—400 være kasseret og ca. 800 erklæret for tjenstdygtige, hvad der igen skulde betyde, at Hæren skulde have faaet ca. 300 Akademikere til Uddannelse aarligt, naar det beregnes at 30—40 % af de tjenstdygtige uddannes. Selv om der maa korrigeres lidt paa det sidste Tal af Hensyn til de faa, der tildeles Søværnet, ligesom de medicinske Studerende heller ikke kan regnes med, kan det regnes ud, at de Par Studenter, eller ofte den ene Student, der findes paa Underafdelings Rekrutskole multipliceret med Antallet af Underafdelinger, der efter den gamle Ordning havde Rekrutter, ikke kan give et Tal omkring 300!

Denne Udredning synes maaske overflødig, idet man i de senere Aar af og til er stødt paa Udtalelser fra Hærens Side, der beviser, at man der er klar over, at det er galt fat. Saaledes skriver Oberst V. O. Harrel i Berlingske Tidende den 14/s 1932 (Morgenudgaven) i en Artikkel: „Giver vore Sessioner det rigtige Resultat?“: „ . . .i de senere Aar har Hærens Officerer med nogen Undren spurgt om, hvor f. Eks. Studenter og andre med højere Uddannelse bliver af, saa sjældne synes de at blive blandt Rekrutterne, samtidig med at der Aar for Aar demitteres flere, men endnu er det vistnok noget overdrevent, naar en københavnsk Kompagnichef for et Par Aar siden betegnede sit Kompagni som hovedsageligt bestaaende af Cyklebude“.

Obersten rører Nerven i Spørgsmaalet ved i samme Artikkel at gøre opmærksom paa, at der uden Tvivl findes visse Klasser af Befolkningen, hvis Intelligens staar over deres Samfundsfølelse.

At de fleste Studenter — eller maaske snarere en meget stor Del — søger at unddrage sig Værnepligten er en Kendsgerning, som det i og for sig er unødvendig at vedblive at paapege. Interessen bør samles om de Forhold, der ligger til Grund for denne kedelige Realitet.

Den, der skriver disse Linier, har ifjor anstillet el lille Eksperiment med en Del Akademikere for om muligt at faa et Indtryk af, hvor det er, Skoen trykker. Man vogte sig for at tillægge Resultatet særlig Betydning, da Eksperimentet vel nok kan siges at have et „statistisk“ Skær og man jo i al Almindelighed skal omgaas Statistik varsomt —• især Petit-Statistik. Men de Par Tal, der nævnes, kan jo altid tages som et Fingerpeg.

Forsøgsmaterialet har været 70 Studenter sammensat med 10 af hver af de følgende Kategorier: jur., polit., polyt., mag., mere., dent. samt 10, der umiddelbart efter Studentereksamen var gaaet over i det praktiske Liv uden at tage Eksamen af nogen Art. De læge- og dyrlægestuderende er ikke medtaget, da disse jo aftjener deres Værnepligt under ganske særlige, gunstige Forhold. At theol.erne ikke er med skyldes derimod den Omstændighed, at det har været umuligt at finde 10, der vilde stille deres Meninger til Raadighed ved dette Forsøg.

De øvrige blev saavidt muligt udtaget blandt Folk, om hvem det kunde formodes, at de var fysisk egnet til Soldater. Saaledes var ingen af de 6, der havde været paa Session, kasseret. Ingen havde været i Trøjen. Derimod var eller havde 28 været tjenstgørende i Akademisk Skyttekorps, 1 i Motorordonnanskorpset, 2 i Københavns Amts Skyttekorps, 1 i Kongens Livjægerkorps og 1 i Københavns Skytteforenings Rekylkorps. Samtlige Studenter blev saa vidt muligt udtaget blandt Folk, som Forsøgsanstilleren intet personligt Kendskab havde til.

Forsøgspersonerne skulde besvare en Række Spørgsmaal, hvorigennem det tilstræbtes at danne et Billede af deres Opfattelse af Værnepligts- (om det saa maa siges) problemet.

Paa det første Spørgsmaal: Bryder De dem om at blive Soldat? svarede 41 NEJ (Gruppe I), 29 JA (Gruppe II). Af Gruppe I var 13 i Akademisk Skyttekorps. For de forskellige Studieretningers Vedkommende var Forholdet mellem Svarene nogenlunde ens, dog indgik alle stud. magerne i Gruppe I.

Gruppe I skulde derefter begrunde Svaret paa Spørgsmaal 1. 30 skriver, at det er den Tid, der medgaar til Soldatertiden, der tvinger dem til at indtage deres Standpunkt. Af de 11 øvrige af Gruppen svarer en, at han er gift, en anden er platfodet, en tredie „vil ikke sove sammen med Bisser“ (!), og et Par Stykker svarer med at fremsætte nogle nedsættende Bemærkninger om „Militærvæsenet“.

De 30, der svarer, de ikke har Tid, skulde nu nærmere redegøre for denne Begrundelse.

Disse Redegørelser er selvfølgelig meget forskellige, men 22 indeholder dog saa nogenlunde følgende:

„Den Dag Eksamen — eller i det hele min Uddannelse — er færdig, og jeg (Forsøgspersonen) kan begynde at tjene noget, er jeg ca. 25 Aar og er i alle de Aar blevet underholdt af mine Forældre. Baade de og jeg er interesseret i, at jeg hurtigst muligt kommer i en Stilling, da mine Forældre ikke har saa godt Raad, især i disse Tider, til at have mig gaaende i ret lang Tid uden at tjene noget. Vi er mange om det, Konkurrencen er haard, og skal jeg være Soldat, gaar den aller kostbareste Tid tabt for mig. Dertil kommer, at jeg sikkert bliver taget til Befalingsmandselev og maa ligge inde i 1—2 Aar“.

De fleste nævner iøvrigt, at de „saadant set intet har mod at blive Soldat — men som sagt under disse Forhold vil de hellere undgaa det — og de skal nok skaffe en Lægeattest“.

Flere af de til Gruppe I hørende akademiske Skytter tilføjer, at de med god Samvittighed vil overtale Huslægen „til at skrive dem en Attest“, idet de lader skinne mere eller mindre indirekte igennem, at de føler de har gjort deres Pligt som vaabenføre Statsborgere! En Bemærkning, som det senere vil være interessant at vende tilbage til.

Inden der fortsættes med Opremsning af alle disse forskellige tørre Fakta, skal det oplyses, at den Mangel paa Kendskab den 20- aarige mandlige danske Ungdom har i Almindelighed til de forskellige Værnepligtsforhold er imponerende i Betragtning af Spørgs- maalets Aktualitet netop i den Alder. Var det ikke paa Tide at faa udgivet en lille „Haandbog for Værnepligtige“ med alle Oplysninger for den Værnepligtige fra den Dag, han melder sig til Lægds- rullen, til den Dag han slettes af Rullen — i Lighed med den svenske „Hjålpreda for vårnpligtiga“, der med sine Oplysninger om Session, Uddannelsestidens Længde ved de forskellige Vaaben, Afdelingers og Skolers Garnisonering, Skemaer for Ansøgninger til Myndigheder og Afdeling kunde danne et ypperligt Forbillede for en tilsvarende Bog her i Landet. For Resten kunde man med Held bruge ikke saa lidt af det Stof, der findes i vor nye Lærebog for Hærens Menige I (f. Eks. Hærordningen, Garnisonsfordelingskortet, Uniformstavlerne o. 1.). Hvis en saadan Bog laa til Forhandling paa Udskrivningskontorerne og hos Lægdsmændene, kunde man sikkert faa de fleste sessionspligtige til at anskaffe den, naar de meldte sig til Optagelse i Lægdsrullen.

Det viser sig nemlig under disse Forsøg, at der blandt den særskilte Gruppe paa 8, der svarer, de ikke har Tid til at være Soldat, (men som ikke indgaar i den nys nævnte Kategori) findes en enkelt, der ikke har Tid, fordi han tror, det tager 3 Aar at aftjene sin Værnepligt, medens en anden (stud. mere.) „ikke vil tvinges til at læse til Officiant“ (!)

Gruppe I og II skulde dermed, uanset Besvarelsen af Sporgsmaal 1, gøre rede for, hvilket Vaaben den enkelte i Tilfælde af Udskrivning til Soldat vilde foretrække. Her kommer Forplejningskorpset ind som blankt Nr. 1 med ikke mindre end 38 Bejlere (af 70). Søværnet bliver Nr. 2 med 22. De øvrige 10 fordeler sig med 3 til Flyvertropperne, 3 til Livgarden, 2 til Gardehusarerne og 2 til Sundhedstropperne.

Begrundelserne for de 38’s Ønske om at komme til Forplejningskorpset gaar næsten alle ud paa det samme: Det er den korte, behagelige Tjeneste, der ikke medfører nogen „Kornetskolefare“, der lokker. 6 stud. mere.er og 2 „Erhvervsstudenter“ anfører dog, at det er deres mercantile Uddannelse, de gerne vil anvende i Hærens Tjeneste.

Søværnet lokker ligeledes med kort Tjenestetid, ingen Kornetskole, ingen Indkaldelse til fortsat Øvelse. Chancer for at komme paa Togt til Udlandet o. s. v., hvortil kommer, at en Masse har det Indtryk, at de ikke bliver underkastet saa haard en Disciplin i Søværnet som i Hæren — en Opfattelse, der ikke skal kommenteres udover, at den er i meget god Analogi med den Afsky, den danske Nation nærer for Begrebet: Disciplin. Det maa bemærkes, at begge de to, der ønsker sig til Sundhedstropperne, er Befalingsmænd i Akademisk Skyttekorps.

Der kunde nu opstilles en Masse mere eller mindre interessante Sammenligninger mellem de forskellige Slags Studerendes Svar, hvad der imidlertid ikke skal anføres her, da der med saa smaa Tal næppe kan udledes nogle Teorier paa det Omraade. Men allerede af det her nævnte kan man vel — med en Del Forsigtighed — gøre et Par interessante Iagttagelser.

For det første syntes det givet, at Procenten, „der sørger for at blive kasseret“, er afgjort større blandt den akademiske værnepligtige Ungdom end blandt den øvrige Del, og skal der opstilles nogen Teori om Grunden hertil, vil man ikke kunne komme uden om, at det er Uvillien mod at komme paa Kornetskole, der er det afgørende, selv for Folk, der ellers har en Del Pligt- og Fædrelandsfølelse.

Det fuldstændigt kommunistisk farvede, antimilitaristiske „Studenterbladet“ bringer i sit Nr. 9 1933 en Artikkel af en stud. polyt. under Overskriften: „Vi vil nok bruges — men ikke misbruges!“ Noget forbavset over at finde en saadan Overskrift i et saadant Blad læser man iøvrigt — dog efter at have maattet arbejde sig igennem' en Række af de sædvanlige, ungdommelige Bemærkninger, der jo nu en Gang hører med til vore forskellige „antimilitaristiske“ Idealister, saasom „Militæret, hvor intet Menneske har Interesse af at komme“

o. s. v. — følgende Udtalelse:

„...........at vel vil vi gøre vor Pligt overfor Staten og Landet,

som det har gjort sin Pligt overfor os (!■), men vi føler ingen overvældende Trang til at skulle forlænge Studietiden — eller Tiden indtil vi selv kan tjene Penge — med 1/3, saadan som Tilfældet nu er med Polyteknikeren, der altid dømmes til 18 Mdr. (Kornetskole), og hvis programmæssige Studietid er 4 1/2 Aar“.

Og i samme Artikkel..............,Jeg personlig føler ingen Uvillie mod at være Soldat, naar den Tid, der medgaar dertil, falder inden for Rimelighedens Grænser. . .

Man kan nu tage disse forskellige Eksempler for, hvad man vil. Det synes imidlertid at være givet, at skal der findes en Løsning paa Spørgsmaalet, maa der træffes en Ordning — vel nok ved Lov — hvorved det at være Student ikke kommer til at betyde en 3 Gange saa lang Soldatertid som andres, hvad der faktisk nu er Tilfældet.

Med den fuldstændigt rigtige Motivering, at Studenterne skylder Staten noget mere end andre med den Uddannelse, der er ofret paa dem, kan det vel nok lade sig gøre, at forlange noget mere Tjenestetid af samtlige Akademikere til en intensiv Udnyttelse af den Intellektualitet, der jo maa formodes at være til Stede, uden at man derfor behøver lade dem gaa hele Turen paa IV2 Aar igennem. I Sverige er jo saaledes Tjenestetiden for „studenter och likstallda“ ialt 260 Dage (ind. Indkaldelse til fortsat Øvelse), medens den for Ikke-Studenter er f. Eks. ved Fodfolket 140 og ved Rytteriet 200 Dage (begge Dele incl. fortsat Øvelse). Til Sammenligning tjener, at den danske Infanterist har en samlet Tjenestetid paa 200 Dage, medens Studenterne — hvis man da vil opfatte Kornetskolen som uundgaaelig for dem — ved Fodfolket faar en Tjenstetid paa ca. 560 Dage! Det synes uundgaaeligt, hvis man vil lave en anden Ordning, at bryde vort gamle ypperlige Princip, der gaar ud paa, at ingen kan blive Befalingsmand uden at have været vaabenøvet som Menig, hvilket udlagt vel betyder: uden at have gennemgaaet en almindelig Rekrutskole, fælles og ens for alle uden Hensyn til Stand og Dannelse. Vil vi indrette os som Svenskerne, hvis Studenter uddannes ved særlige Afdelinger til Underbefalingsmænd, maa Prin- cipet jo brydes — hvad der iøvrigt ogsaa vil blive Tilfældet ved en hvilken som helst anden Ordning, der kan gøre Tjenesten i Hæren lidt mindre afskrækkende for Studenterne. Den Anke, der altid fremføres fra akademisk Side, er jo at, at de hvis Eksamen eller anden civile Uddannelse skal gøre dem egnet til Befalingsmandselever, maa tilbringe 5—6 Maaneder af den — som sagt meget kostbare — Tid til at „falde op og ned“, „gøre det om og om igen“, pudse o. s. v. i samme Tempo som Rekrutskolens baade fysiske og psykiske Sinker. En Ordning af den ene eller anden Slags, hvorved Akademikerne hurtigt og intensivt kan udnyttes i Forsvarets Tjeneste, kan derfor anbefales.

I Øjeblikket at sige hvilken Vej der bør gaas, er ingenlunde let. Det synes dog ihvertfald anbefalelsesværdigt, om der blev nedsat en Kommission med Repræsentanter saavel fra Hæren og Søværnet som fra Universiteterne, Polyteknisk Læreanstalt, Tandlægeskolen, Landbohøjskolen, de højere Handelsskoler o. s. v., der kunde stille Forslag til en Løsning af Spørgsmaalet.

Det kan iøvrigt oplyses, at Professor P. O. Pedersen forrige Vinter ved et Diskussionsmøde i „Foreningen af studerende Bygningsingeniører“ bekendtgjorde, at der paa det Tidspunkt førtes Forhandlinger mellem Polyteknisk Læreanstalt og de militære Myndigheder om en anden Værnepligtsordning for Polyteknikere. Der er dog endnu ikke bekendtgjort noget Resultat af disse Forhandlinger, hvis Betydning heller ikke kan siges at være — eller have været — særlig stor, da de kun kunde komme til at berøre en Brøkdel af samtlige Studenter.

Fra akademisk Side er det ofte blevet foreslaaet, at den lange Sommerferie, de fleste Akademikere har, skulde udnyttes til militær Uddannelse, Aar efter Aar, saalænge Studietiden ved Universitetet og Læreanstalt varede, paa en saadan Maade, at Værnepligten i det store og hele var aftjent, naar Studenten havde afsluttet sin Faguddannelse.

En saadan Ordning minder jo en Del om de engelske „Officer Training Corps’ Senior Division“, der giver de unge Studerende ved samtlige Englands Universiteter en rationel Befalingsmandsuddannelse, hovedsagelig ved hver Sommer at samle de unge Studenter i Uddannelseslejre — ofte i Forbindelse med Afdelinger fra „Regu- lar Army“, hvortil kommer Felttjeneste næsten hver Lørdag Eftermiddag med „Territorial Army“ — det hele suppleret med teoretisk Undervisning i Vinterhalvaaret. De unge Studenter med O. T. C.- Uddannelse udnævnes i de fleste Tilfælde til Sekondløjtnanter ved Mobilisering.

Det er selvfølgelig vanskeligt at sammenligne Forholdene i England med vore, og kritikløst at kopiere dem vilde vel være baade endnu vanskeligere og i og for sig ogsaa galt, dels fordi man maa regne med, at de engelske O. T. C.s Elever fra Universiteterne alle har en Militæruddannelse i Forvejen fra O. T. C.s „Junior Division“. Men mon Systemet ikke har sine store Fordele og sin Berettigelse?

Man kan muligvis ogsaa indrette sig som i Sverige og oprette specielle Studenterbatailloner- og Afdelinger, hvori de unge Studenter kan indtræde umiddelbart efter Studentereksamen og faa en samlet — til Underbefalingsmand førende — Uddannelse, der dog skal suppleres med et Par Indkaldelser til Manøvre.

En medvirkende Aarsag til de uheldige Forhold herhjemme er ogsaa den skrigende Disharmoni, der hersker mellem Indkaldelsestiderne og Tidspunkterne, hvor Skoler, Universiteter og Læreanstalter afslutter deres Skoleaar og Semestre, hvad der igen bevirker, at den værnepligtige ofte maa gaa og drive maanedsvis — ja halve Aar — fordi han efter endt Eksamen ikke kan blive indkaldt før, og Tiden er for kort til at søge en Plads — hvis han da overhovedet kan faa nogen. Man kan sige, hvad man vil dertil, men at det ikke giver Folk nogen venlig Indstilling til Problemerne er i hvert Fald givet.

Opmærksomheden burde ogsaa vendes mod de unge Tandlæger. Hvorfor vil Hæren og Søværnet ikke anvende deres Faguddannelse, naar de vil anvende baade Lægernes, Ingeniørernes og Købmændenes. Under Sikringsstyrken kunde vi anvende unge værnepligtige Tandlæger, bl. a. i vore Orlogsfartøjer. Hvorfor er man gaaet bort fra det? Nu sker det ofte, at de unge Tandlæger indkaldes ved — det skal indrømmes — Sundhedstropperne, hvad der for f. Eks. for Københavnernes Vedkommende hovedsagelig betyder Tjeneste paa Hærens og Flaadens Epidemihospital, hvor de maa komme over alt —• undtagen i Tandkliniken!

Den Dag Problemet: Akademikerne og Værnepligten skal tages op til Drøftelse, kan man vel have Lov til at formode, at et lille Spørgsmaal, som dette ogsaa kan blive behandlet, tillige med en anden Ting, som det vil være uundgaaeligt at tage Stilling til — nemlig Akademisk Skyttekorps.

Selv under Hensyn til, at man maa gøre, hvad man kan for at give vore frivillige Korps saa rolige og betryggende Forhold at udføre deres store uegennyttige og betydningsfulde Arbejde under — især efter den sidste Tids Angreb paa disse Korps — selv under Hensyn til dette vil det blive nødvendigt at træffe en Ordning med det under specielle Forhold arbejdende Akademisk Skyttekorps, selv om den vilde blive et Brud paa dette Korps Traditioner.

I de snart 70 Aar, Korpset har bestaaet, har dets Formaal været det samme: At dygtiggøre de danske Studenter til i Farens Stund at være i Stand til at værne deres Land Side om Side med den regulære Hærs Afdelinger, samt at danne en Forskole til Hæren.

Med al Respekt for disse udmærkede Formaal, kan man vel ikke komme udenom, at Korpset har haft og har størst Betydning, som det Sted, hvor danske Studenters Forsvars-Vilje er blevet vakt og udbygget, idet Tanken om at danne en militær, taktisk Enhed, udelukkende sammensat af Landets Akademikere, ikke kan siges at være den ideelle Maade at udnytte den akademiske Ungdom i Forsvarets Tjeneste paa — et Forhold, der som bekendt ofte er blevet paapeget af de militære Autoriteter. Det er i og for sig heller ikke vanskeligt at indse, at de Akademikere, Hæren kalder paa — og det bliver vel i første Række Folk af den Type, der i et frivilligt Korps ofrer Tid, Kræfter og Penge i Forsvarets Tjeneste — altsaa de akademiske Skytter — at disse ideelt indstillede Studenter hellere maa benytte Tiden og Kræfterne til at uddannes til Underbefalingsmænd i Hæren, hvor deres Evner sikkert giver mere Valuta —end de maa uddannes til — og ved Mobilisering indgaa som — f. Eks. Forsynere o. 1. i en Rekylgeværgruppe i A. S.

Korpsets Nytte som en Forskole til Ilæren er faktisk i Øjeblikket illusorisk. For det første fordi saa uendelig mange overhovedet ikke kommer længere end til Forskolen, og for det andet fordi de faa, der senere som Værnepligtige naar ind i Hærens Rækker, overhovedet intet Udbytte faar af Forskolen, da Uddannelsen i Hæren ikke er lagt an paa at udnytte de Rekrutter, der møder med Forkundskaber.

Rent umiddelbart vil Korpsets Arbejde: at uddanne vaaben- uøvede Borgere — det være sig Studenter eller ikke Studenter — til vaabenøvede altid kunne anerkendes. Men naar Landet ligger, som det faktisk gør i Øjeblikket, hvor en uhyggelig stor Procent af Korpsets Medlemmer er af den Opfattelse, at man trygt kan lade sig kassere paa Session ved Hjælp af en til samme Brug anskaffet Lægeattest, med den Motivering, at man som forsvarsvenlig Statsborger har gjort sin Pligt, naar det er Tilfældet, saa lader det sig næppe bortforklare, at Korpset yder Hæren en Bjørnetjeneste, idet det saa faktisk røver Akademikerne fra Hæren. (Forfatteren af disse Linier tør — efter selv at have gjort Tjeneste i Korpset — indestaa for Rigtigheden af nævnte Forhold).

Maaske er Tidspunktet ikke det rette til at lave Blæst om et af vore frivillige Korps — men dette Spørgsmaal maa tages op til Revision, om ikke før, saa den Dag, hvor Studenternes Værnepligtsforhold skal ordnes i al Almindelighed.

Hvad der her er paapeget af Ulemper i Akademikernes Forhold til Værnepligtsspørgsmaalet bunder summa summarum i 2 Ting: 1) De nys paapegede Mangler i den lovmæssige Ordning (hvad der jo i første Instans rammer Studenterne) og 2) Vor mangelfulde Sessionsordning, (der først og fremmest gaar ud over Værnene), som tillader, at en Masse vaabenføre unge Mennesker Aar efter Aar kasseres paa „skaffede“ Lægeattester.

Hvad angaar Studenternes Værnepligt kan man vel formode, at Kravet om en Nyordning vil blive mødt med voldsom Modstand fra den ikke forsvarsvillige Del af Befolkningen, men i Betragtning af, at Sagen i lige saa høj Grad vilde komme denne Befolknings egne Sønner til Gode — mon man saa ikKe har Lov til at haabe, at man med Held kunde tage Spørgsmaalet op til Drøftelse.