Af teknisk chef Henrik Hornhaver, Flyvematerielkommandoen.
I artikelserien i dette tidsskifts temanummer om Lufstridskræfters muligheder i efteråret 1997 blev begrebet Airpower belyst fra en række vinkler. Temanummeret anvendte en teoretisk indgangsvinkel til emnet, med Golf-krigen som primært eksempel på begrebets nutidige anvendelse. Jeg vil gerne her henlede opmærksomheden på et nyere eksempel, der desuagtet historikere og fortolkere endnu ikke har færdigkommenteret det, kan tjene som et skoleeksempel på Airpower (airpower omfatter bl.a. evnen til at kunne forstå, håndtere og anvende lufistridskræfter. Det påvises at airpower også rummer mulighed for at være et incitament til konfliktafslutning). Da der ikke findes en mundret oversættelse af ordet airpower, har jeg valgt at anvende den engelske betegnelse i nærværende linier. Jeg anmoder endvidere om overbærenhed med de anvendte anglicismer. I forsvarsministerens årlige redegørelse fra 1995 anføres lakonisk i gennemgangen af året under 30. august 1995: FN og NATO indleder fly angreb og beskydning mod bosnisk-serbiske mål omkring Sarajevo i Bosnien-Hercegovina, efter at mere end 100 civile blev dræbt eller såret den 28. august ved bosniskserbisk beskydning af Sarajevo. Flyangrebene fortsætter indtil den bosnisk-serbiske ledelse trækker sine tunge våben bort fra eksklusionszonen omkring Sarajevo.” og i samme redegørelse under den 5. oktober 1995: - “USA’s præsident Bill Clinton meddeler, at der er opnået enighed om en våbenhvile for Bosnien-Hercegovina, som skal træde i kraft efter den 10. oktober.” Sammenkædningen af disse begivenheder vil vise, at en tre ugers luftkampagne i efteråret 1995 var den afgørende faktor i at bringe de usamarbejdsvillige bosniskserbere til Dayton fredsforhandlingeme. Selv om initieringen af luftangrebene var et svar på den bosnisk-serbiske hærs artilleriangreb på markedspladsen i Sarajevo den 28. august 1995, hvorved 38 civile dræbtes og 85 såredes, var dette egentlig kulminationen af begivenheder og plan1 ægning gennem 1 ængere tid. De stridende parters mangel på respekt for FN's resolutioner og ordrer vedrørende “sikre områder” og områder uden tunge våben (Heavy weapons exclusion zones), beskydning og chikane af NATO og FN fly og tropper samt vedvarende kamphandlinger mellem forskellige fraktioner nødvendiggjorde planlægningen af en række forskellige optionsmuligheder (military contingency planning).
Baggrund
Konflikten i Bosnien havde sine rødder i opløsningen af den Jugoslaviske Føderation. Dette gav ikke de militære planlæggere megen mulighed for egentlig strategisk planlægningt En “korrekt” anvendelse af airpower måtte bl.a. kræve en detaljeret forståelse af konflikten og årsagerne til at den kunne fortsætte (sustaining causes). Fra 1992 til efteråret 1995 diskuterede FN, NATO og det internationale samfund, hvad konflikten drejede sig om. Det kunne observeres, at der optrådte etniske spændinger, politiske manipuleringer af disse spændinger, og militær ubalance mellem de enkelte grupperinger. Der opstod efterhånden to forskellige tolkninger af konflikten. Den ene skole understregede at den etniske konflikt var hovedårsagen, at den slaviske befolkning var prædisponeret til skære halsen over på hinanden. Bosnien havde blot atter udløst denne latente konflikt i det altid ustabile Balkan. Det kan formodes, at de fleste europæiske lande, herunder England og Frankrig, der havde de fleste fredsbevarende styrker i regionen, hældede til denne anskuelse. Den anden skole hævdede at de politiske manipulationer fra politiske demagoger var den egentlige årsag, og at voldshandlingerne derfor var af forbigående karakter og ikke noget evigt iboende. For en luftmilitær stab var denne tolkning afgørende, idet det kunne betyde to forskellige måder at intervenere på. Såfremt krigen skyldtes kulturelle kræfter, var der ingen skyldige. Alle parter måtte være lige uskyldige, og ofre for kræfter uden for egentlig kontrol. Magtanvendelse i en sådan konflikt matte indskrænkes til beskyttelse af uskyldige, adskillelse af de stridende parter og derefter opbygning af kommunikation og tillid. Altså burde der følges en fredsskabende strategi (peace making), sigtende mod afhjælpning af lidelse, etablering af våbenhvile og derefter forhandling om en politisk løsning. Såfremt der på den anden side kunne defineres egentlige skyldige, kunne tvang i form af militær magtanvendelse komme på tale. Der ville kunne udpeges mål, der ved at blive angrebet kunne fratage aggressoren lysten til at fortsætte, og dermed gøre freden et mere sandsynligt udkomme af evt. kalkulationer af risiko kontra gevinst ved at fortsætte. Erobringer ville kunne tilbagegives. Den strategi, der i dette tilfælde burde følges var at tvinge krigsherrerne til en fred, og derefter med tvang tilbagelevere erobringer (peace enforcement). En egentlig konsensus om strategien opnåedes først meget sent i forløbet, og først derefter kunne en militær planlægning begyndes. FN og NATOs forskellige opfattelser af mål og midler medførte megen frustration i flyhovedkvartereme. De eksisterende manualer og publikationer gav heller ikke planlæggerne megen hjælp. Operationer, der ikke er egentlige krigsoperationer (Operations other than war (OOTW)) var kun meget sparsomt beskrevet i NATOs håndbøger. Opgaven under SKY WATCH 1992-93 var udelukkende at observere og rapportere, men ikke at engagere. DENY FLIGHT blev efterhånden håndhævelse af ikke-flyve zonen, og derved gradvis rettet mod bosnisk-serbeme. Da der senere (medio 1993) tilføjedes Close Air Support (CAS) og Offensive Air Support (OAS) opstod gradvis en målliste for offensive bombardementer. Målliste et bestod af begrænsede flyangreb på militære styrker eller våben, der direkte overtræder FN-resolutioner eller angriber FN-personel. Målliste to bestod af mål, der såfremt de blev angrebet kunne medvirke til at løfte belejringer. Det vil sige at målene kunne bestå af de belejrende styrker plus opmarchområder eller depoter omkring det belejrede område. Målliste tre bestod af mål uden for områder tæt på belejrede områder. Mållisteme og opbygningen med tre kategorier blev forfinet, men forblev i kraft, og anvendtes under DELIBERATE FORCE.
Af de begivenheder, der forte til DELIBERATE FORCE kan nævnes:
- Forsvarsministrene mødtes uformelt i Sevilla i september 1994 for bl.a. at diskutere mulighed for anvendelse af NATO airpower.
- Det Nordatlantiske Råd (NAC - North Atlantic Council) drøftede selv og med FN reviderede regler for anvendelse af NATO airpower i løbet af oktober 1994. - NATO flyangreb mod Udbina flyvepladsen (bosnisk-serbisk i besat Kroatien) november 1994 som svar på angreb derfra mod det sikre område ved Bihac.
- NATO flyangreb mod SAM (overflade til luftmissil) i det nordvestlige Bosnien-Herzegovina som svar på angreb mod NATO fly i november 1994.
- NAC besluttede at autorisere mulighed for gensvar mod trussel mod NATO fly (november-december 1994).
Det internationale samfund var gradvist blevet draget ind i krigshandlingerne i det tidligere Jugoslavien. Efter den kroatiske løsrivelse i 1991 oprettede FN en styrke (UNPROFOR) til at overvåge våbenhvilen, og NATO og WEU etablerede en embargo (SHARP GUARD) af det tidligere Jugoslavien. Operation SKY WATCH blev etableret i samarbejde mellem NATO og FN for at overvåge militær flyvning over Bosnien. Det blev i marts 1993 til DENY FLIGHT, der skulle varetage Sikkerhedsrådets resolution nr. 816, der forbød al uautoriseret flyvning over Bosnien og tillod magtanvendelse for at overholde forbuddet. I begyndelsen af 1995 blev der udfærdiget 2 plankomplekser: DEAD EYE og DELIBERATE FORCE. Operation DEAD EYE t(Air protection plan) skulle afbryde det integrerede luftforsvarssystem Bosnien, der fortsat var intakt og dermed reducere risikoen for NATOs flystyrker ved at angribe kommunikationsknudepunkter, kommandoposter, radarstationer og SAM batterier samt faciliteter til støtte for luftforsvaret. Operation DELIBERATE FORCE (Air attack plan) skulle ved luftangreb reducere bosnisk-serbemes militære muligheder for at true eller angribe “safe areas” og FN/NATO styrker. Angrebsmål omfattede egentlige styrker eller tunge våben i felten, kommandostationer, støtefaciliteter samt støttende infrastruktur og kommunikationslinier. Begge planer skulle have sine planer og mål godkendt af et Joint Targetting Board (JTB), med deltagelse af både FN og NATO. JTB skulle sikre at mål var inden for gældende mandat, at missioner var medvirkende til at opfylde sikkerhedsrådets resolutioner og fastlagte objektiver for operationen.. Planlægningen fortsatte i løbet af foråret og sommeren 1995, hvor den såkaldte Carter-våbenhvile var ophørt i marts 1995. Der var nu etableret et dual-key (to nøgle) system, hvor FN havde den ene nøgle og NATO den anden til iværksættelse af luftangreb. NATO bombede ammunitionsdepoter ved Pale den 25.- 26. maj 1995 ved en sådan dual-key operation efter bosnisk-serbiske artilleribeskydninger af FN’s våbenopsamlingsområde og sikre områder. Der blev taget FN personel som gidsler for at undgå yderligere luftangreb. Den 2. juni 1995 blev en amerikansk F-16 skudt ned og piloten kaptajn Scot O'Grady først fundet ved en Combat SAR operation den 8. juni 1995 efter at have været savnet i 5 døgn og 14 timer. Det sikre område ved Srebrenica blev erobret af bosnisk-serbeme den 11. juli 1995. Zepa erobredes den 26. juli 1995. Ved London konferencen den 21. juli 1995 lød kommunikeet "et angreb på Gorazde vil blive mødt med substantielle og afgørende luftangreb" (...substantial and decisive airpower...). NAC beslutninger af den 25. juli og den 1. august 1995 angav, at yderligere bosnisk-serbiske angreb skal imødegås med fasthed og hurtighed, og om nødvendigt med luftangreb (..." through the timely and effective use of airpower"..) indtil angreb eller trussel om angreb er ophørt. FNs generalsekretær overførte sine egne og ambassadør Yasushi Akashis nøgler til dual key-arrangementet til general Janvier. Områderne (Zone of Action), hvor NATO operationer var autoriserede blev udvidet. Planlægningen af flyoperationerne var nu så fremskreden og gennemarbejdet at NATO’s generalsekretær Willi Claes og SACEUR general Joulwan briefedes den 3. august 1995 om operation DELIBERATE FORCE, der var blevet det fælles navn for planerne for beskyttelse af de enkelte sikre områder, DEAD EYE og den større samlede angrebsplan. Sikkerhedsrådet behandlede igen situationen den 10. august 1995 og CINCSOUTH admiral Leighton W. Smith Jr. og Force Commander UNPROFOR general Janvier underskrev et MOU om FN og NATO's fælles opgaver i forbindelse med rådsbeslutningeme. COMAIRSOUTH generalløtnant Michael E. Ryan fik derefter tilslutning til den forberedte plan og listen over målområder den 14. august 1995. Der blev herudover udarbejdet en Air-Land Coordination Plan mellem AIRSOUTH, NATO air component commander Sarajevo og Rapid Reaction Force i Kiseljak med de nødvendige detaljer om joint/combined operationer.
Afviklingen af Operation DELIBERATE FORCE
Operation DELIBERATE FORCE blev som nævnt udløst af et morter eller artilleriangreb på Mrkale markedspladsen i Sarajevo den 28. august 1995. Dual key princippet blev benyttet den 29. august 1995, da CINCSOUTH og Force Commander UNPROFOR besluttede at iværksætte luftangreb. CINCSOUTH beordrede herefter COMFIVEATAF at angribe med NATO styrker kl. 0200 den 30. august 1995.
Den 30. august 1995
Første bølge rapporterede "feet dry" i Bosnien fra Adriaterhavet kl. 0140 til det operative hovedkvarter (Combined Air Operations Center (CAOC) i Vicenza, Italien). Føste bomber detonerede kl. 0212 mod radarstationer i det sydøstlige Bosnien fulgt op af fem angrebsbølger mod mål tæt på Sarajevo. Angrebene indledtes med rekognoscering (pre-strike recce), blev fulgt af jagerfly til beskyttelse mod flyangreb (Combat Air Patrol (CAP)) og gennemførtes derefter som angreb mod luftforsvarsinstallationer (Suppression of enemy air defence (SEAD)) eller depoter (strike). Efter angrebene fulgte post-strike recce. Der gennemnførtes elektronisk krigsførelse fra specialfly og radarovervågning fra AWACS fly. Det var i visse tilfælde nødvendigt at udføre lufttankning. Alle flyoperationer skulle koordineres med anden trafik og FN’s RAPID REACTION FORCE’S (RRF) artilleriskydning. Kl. 1716 blev en fransk Mirage 2000K ramt af et skulder-affyret overflade til luft missil ca. 20 n.m. sydøst for Pale. Der blev observeret to faldskærme, men alle forsøg på at finde de to besætningsmedlemmer var forgæves. De blev først erkendt tilfangetaget af bosnisk-serbeme den 28. september 1995. Det var operationens eneste tab.
Den 31. august 1995
Der blev fløjet tre angrebsbølger mod mål omkring Sarajevo. De fleste mål var luftforsvarsinstallationer og ammunitionsdepoter. Observationer og beregninger af de forvoldte skader fortsatte for at vurdere effekten af angrebene og bosniskserbemes muligheder. Sent på dagen meddelte bosnisk-serbeme, at de havde modtaget FN/NATO’s ultimatum om at trække de tunge våben væk fra byen, opgive belejring og tillade fti passage - og at de var villige til at forhandle. General Janvier beordrede et midlertidigt stop af angreb fra den 1. september 1995 kl 0400 for at kunne mødes med Ratko Mladic.
Den 1. september 1995
De planlagte angrebsbølger blev på jorden (ground alert) mens rekognoscering og SEAD fortsatte. FN RRF gennemførte artilleriangreb med bl.a. tysk rekognosceringsstøtte.
Den 2. september 1995
General Janvier accepterede Ratko Mladic’s forsikringer om at FN/NATO's betingelser ville blive overholdt og beordrede en forlængelse af angrebsstoppet. Dårligt vejr, men rekognosceringsfly og støttefly kontinuerligt på tjeneste.
Den 3. og 4. september 1995
Nyt ultimatum til bosnisk-serbeme til den 4. september 1995 kl. 2300.
Den 5. september 1995
Brug af ubemandede fly (UAV) viste straks om morgenen, at der ikke foregik nogen reel tilbagetrækning af de tunge våben. Der beordredes en genoptagelse af bombardementerne kl. 1000. Angreb blev foretaget på ammunitionslagre, køretøjsdepoter og værksteder foruden angreb på tidligere mål, der ikke var ødelagt (restrike).
Den 6. september 1995
Indikationer på en lokalisering af de franske nedskudte piloter medførte først rekognoscering og derefter iværksættelse af en større Combat SAR helikopter mission om morgenen. Helikoptermissionen måtte afbrydes på grund af vejret. Der blev gennemført fem angrebsbølger mod nye mål og en enkelt mod tidligere mål. Der blev foretaget angreb på broer og veje. Formålet var at presse bosnisk-serbeme til kun at kunne benytte veje, hvor bevægelser kunne observeres fra UAV eller rekognosceringsfly for derigennem at kunne aflæse deres faktiske opfyldelse af aftalerne. Italienske Tornado-fly deltog for første gang.
Den 7. september 1995
Combat SAR operation nr. 2 iværksattes, men tæt tåge i nedstyrtningsområdet umuliggjorde anstrengelserne. Der blev gennemført seks angrebsbølger og to re-strikes. Der blev sidst på dagen yderligere foretaget angreb på seks broer efter ønske fra UNPROFOR.
Den 8. september 1995
Der blev gennemført en tredje helikopterekspedition efter de franske piloter. Vejret var fint og der blev gennemført en omhyggelig eftersøgning i nedskydningsområdet. Helikopterstyrken blev udsat for beskydning fra jorden, hvorved to besætningsmedlemmer blev såret og en helikopter blev beskadiget. Ilden blev besvaret fra ledsagende kamphelikoptere og støttefly. Fire angrebsbølger blev gennemført mod femten mål som re-strikes. Der blev planlagt angreb på luftforsvarsinstallationer i det nordvestlige Bosnien, og plan for angreb med stand-off våben blev foretaget.
Den 9. september 1995
Der var planlagt fem angrebsbølger, men usigtbart vejr medførte aflysning af to bølger. De tre andre blev udsat, men senere gennemført med gode resultater. Der gennemførtes angreb med High Speed Anti-radiation missiler (HARM) og 2000 Ibs glidebomber mod luftforsvarsinstallationer. Rapporter om bosnisk-serbiske køretøjer på vej væk fra Sarajevo medførte ophør af bombardementer tæt på byen.
Den 10. september 1995
Seks angrebsbølger blev indsat mod mål, der ikke tidligere var blevet angrebet på grund af vejret. Der blev afskudi 13 Tomahawk angrebs-missiler (T-LAMS) fra USS Normandy (CG 60) fra en position Adriaterhavet. Der blev igen fra UNPROFOR anmodet om ophør af angreb på mål tæt på Sarajevo for at muliggøre vurdering af bosnisk-serbemes hensigt om flytning af deres tunge våben. Angrebsbølger blev omdirigeret til andre målkomplekser. Intensiv recce-virksomhed for efterprøvning af formodninger om tilbagetrækning. Kl. 1425 anmodede FN om Close Air Support (CAS) som følge af bosniskserbisk artilleribombardement af FN stillinger ved Tuzla. Bosnisk-serbiske artilleristillinger blev lokaliseret, identificeret og engageret.
Den 11. september 1995
Fire angrebsbølger blev sendt mod ti målkomplekser i favorable vejrforhold. Der blev anvendt langtrækkende glidebomber mod mål i det nordvestlige Bosnien. Der blev gennemført omfattende recce, dels for at vurdere skader og dels for at finde nye mål.
Den 12. september 1995
Ammunitionsdepoter ved Doboj nordvest for Tuzla blev angrebet.
Den 13. september 1995
De sidste mål i luftforsvarssystemet bekæmpet med glidebomber. Vejret var usigtbart så kun halvdelen af de planlagte missioner blev sendt af sted.
Den 14. september 1995
0930 blev alle angrebsfly sat på tre timers varsel på grund af tåge i målområderne. Alle offensive operationer blev afbrudt kl. 2200 efter ønske fra Force Commander UNPROFOR, der oplyste at repræsentanter fra de bosnisk-serbiske styrker var villige til at acceptere FN’s betingelser, der kort kan sammenfattes således:
- Alle offensive handlinger ved Sarajevo stoppes,
- alle tunge våben Qemes fra Sarajevo inden for 144 timer,
- veje til Sarajevo genåbnes,
- Sarajevo lufthavn genåbnes,
- våbenhvileforhandlinger indledes,
- Indledende stop ville vare til den 17. september 1995 og
- såfremt alle konditioner blev mødt kunne stoppet fortsætte til den 20. september.
FN og NATO enedes om at DELIBERATE FORCE var gennemført og i et fælles kommunike udtalte general Janvier og admiral Smith: “...the resumption of air strikes is currently not necessary....” Våbenhvileforhandlingeme fandt sted i Dayton, USA. Det vil sige at forhandlingerne fandt sted på Wright-Patterson Air Force Base, hvor der til leiligheden var opmarcheret en række fly og våbensystemer, for at understrege betydningen af airpower. Velkomstbanketten blev afholdt i USAFs museum efter specielt ønske fra de amerikanske forhandlere, under kopier af laser-styrede bomber.
DELIBERATE FORCE i tal
Der blev i alt fløjet 3515 sorties (én flyvning med et fly). Heraf var 2470 såkaldt penetrerende, altså direkte over målområderne med opgaver som C AS, B AI, SEAD, RECCE og SAR/Combat SAR. Der blev affløjet 1045 støtte-sorties med opgaverne NAEW, ABCCC, ELINT/ESM og AAR. Der blev anvendt 1026 bomber og missiler, hvoraf 708 var af typen med præcisionsstyring eller laser-styring. I alt blev 48 målkomplekser angrebet med samnmenlagt 338 individuelle mål. Der foreligger ikke officielle tabstal, men opgørelser fra Røde Kors indikerer at 27 civile omkom som følge af “colateral damage” d.v.s. formodentlig som følge af angrebene. Der medvirkede 293 fly fra USA, England, Frankrig, Holland, Tyrkiet, Tyskland, Italien og Spanien fra baser i Italien, samt fly fra Frankrig, USA, England og Tyskland, der opererede fra hjembaser eller flådefartøjer.
Herudover anvendtes 10086 stk. 30 mm ammunition, 50 stk. 40 mm ammunition og 350 stk. 105 mm ammunition, samt 20 stk. 2.75 inch raketter og 56 stk. AGM-88 HARM.
Der er iværksat en studie i det amerikanske flyvevåben “The Balkans Air Campaign Study”, der under ledelse af oberst Robert C. Owen er under udgivelse fra Air Force Historical Research Agency primo 1998 i en klassificeret udgave. Der forventes en uklassificeret udgave af rapporten ultimo 1998. I forbindelse med studiet angiver forfatterne følgende foreløbige observationer i en artikel i Aij Chronicles, USAF Air University:
1. DELIBERATE FORCE blev gennemført beslutsomt og robust, og dette medførte succes på kort sigt. Angrebene blev gennemført konsekvent og effektivt.
2. Præcisionsvåbnene gjorde det muligt at gennemføre DELIBERATE FORCE.
3. NATOs brug af airpower beskyttede den internationale interventionsstyrke.
4. Manglende kontakt mellem politikere, diplomater og militære ledere gjorde føringen besværlig. Der kan vises eksempler på misforståelser mellem ambassadør Holbrooke og general Ryan, der måske burde have koordineret deres respektive ageren.
5. For centraliseret ledelse i AIRSOUTH betød, at kræfterne var ved at være opbrugt. I sin iver for at undgå colateral damage forlangte general Ryan personligt at godkende Desired Mean Point of Impact (DMPI) og våbentype for alle mål, samt gennemgik alle rapporter og målfotografier. Dette medførte at nøglepersonel i CAOC arbejdede i døgndrift under hele operationen.
6. Operationer blev trods lufstridskræftemes beskedne antal planlagt for operationelle og strategiske mål, ikke taktiske - og dermed en sand udnyttelse af airpower.
7. De operationelle forhold var helt at ligne med en storkrig.
Hvorvidt DELIBERATE FORCE afsluttede krigen mangler yderligere forskning, men gennemførslen vurderes at have været stærkt medvirkende. Blandingen af diplomati og militær magtanvendelse fik tvunget de bosnisk-serbere i knæ, og gjorde det lettere for dem at give efter for FN’s resolutioner. Gruppen konkluderer, at airpower virkede efter hensigten i DELIBERATE FORCE, hurtigt og renligt med minimale omkostninger for de involverede. Det var måske den eneste udvej til afslutning af en grim krig.
Kilder
Air Chronicles, Summer & Fall 1997 Polinfo- Politikens database. AIRSOUTH briefing citeret af Dr. Richard P Hallion, USAF Historian i APSC paper 53, RAAF.