Log ind

Air Power – Fremtidens udfordringer

#

Af oberstløjtnant Kim Nødskov, Chef for Planlægnings- og Udviklingsafdelingen ved Flyvertaktisk Kommando.

Gennemførelsen af Operation Iraqi Freedom (OIF) har demonstreret, at anvendelsen af air power er i en rivende udvikling på det operative og på det taktiske niveau. Formålet med denne artikel er, med udgangspunkt i OIF, at belyse de seneste udviklinger for anvendelse af air power samt give et bud på hvor air power er på vej hen. I artiklen henvises ofte til amerikanske doktriner, som i mange sammenhænge er mere udviklede end NATO doktriner. Hvor der findes NATO doktriner er disse i store træk overensstemmende med amerikanske doktriner1.

Air Power Strategi – Shock and Awe?

Ouverturen til OIF var gennemførelsen af en strategisk luftoperation, der i pressen fik betegnelsen ”Shock and Awe” (chok og rædsel). ”Shock and Awe” var ikke en oprindelig del af Joint Force Commander General Franks operationsplan for OIF. Den blev introduceret fra det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon. ”Shock and Awe” begrebet tog sin udgangspunkt i en artikel ”Shock and Awe – Achieving Rapid Dominance” skrevet af Harlan K. Ullman og James P. Wade og offentliggjort af National Defense University, USA i 19962. Formålet med opnåelsen af hurtig dominans er at paralysere modstanderen ved at påføre ham et regime af skræk og rædsel. Man kan billedligt sammenligne det med et antiterrorkorps lammelse af en modstander ved anvendelse af en chokgranat inden de entrer en bygning, bare på det strategiske og operative niveau. De traditionelle militære mål som destruktion, nedkæmpning og neutralisering er fundamentale elementer i denne strategi, der momentant skal gøre modstanderen ude af stand til at agere. Anvendelse af krigsførelsens principper om offensiven og overraskelse er afgørende for denne strategis succes. Strategien skal gennemføres inden modstanderen kan nå at reagere, og der skal rettes både fysiske og psykiske effekter direkte mod beslutningstageren af en sådan karakter, at det vil virke totalt overvældende og lammende på modstanderen. En af de tidlige støtter af ”Shock and Awe” teorien var Secretary of Defense, Donald H. Rumsfeld, som fulgte artiklens udarbejdelse tæt3 . Men én ting er at lave filosofiske tankespind i en tænketank i USA, noget andet er at gennemføre det i en virkelig operation under verdenssamfundet kritiske øjne i en tid, hvor kravet om human krigsførelse er større end nogensinde. I dagene før OIF iværksættelse lækkede Pentagon informationer, der indeholdt ordene ”Shock and Awe”, hvilket hurtigt blev blæst stort op i pressen. Rygterne varslede, at der i de første 24 timer af en kommende operation ville blive kastet over 3000 bomber i en strategisk luftoperation. Der var således fra offentlighedens side enorme forventninger til operationens begyndelse og effekten af den strategiske luftkampagne. Forventninger om massive bombardementer, der ville give alle en følelse af chok og rædsel. Bombardementerne startede, men chokket kom aldrig. På TV så man angreb på Baghdad, men man kunne ikke se de mange andre angreb, der fandt sted andre steder i Irak. Skuffelsen bredte sig, specielt i pressen. Sec Def. Donald H. Rumsfeld benægtede efterfølgende på et pressemøde, at ”Shock and Awe” var den officielle militære strategi. ”Shock and Awe” var ikke General Franks planlagte strategi. Koalitionen gennemførte ganske vist en indledende strategisk luftoperation, hvor der kastedes ca. 2000 præcisionsvåben i de første 4 dage, gennemsnitligt 500 om dagen. Operationen var rettet mod den strategiske ledelse, kommando og kontrol faciliteter, kommunikationsnoder samt masseødelæggelsesvåben. Chok var måske et delelement i de ønskede effekter, men målet var ikke den effekt som Harlan K. Ullman og James P. Wade beskrev i deres artikel. Selv samme forfattere gik da også i pressen og meddelte, at den strategiske bombekampagne under OIF ikke var blevet gennemført, som artiklen havde beskrevet. Gennemførelsen af en ”Shock and Awe” strategi ville kræve, at der blev gennemført et langt voldsommere bombardement. I virkeligheden blev der gennemført en effektiv luftoperation med parallelle angreb på det strategiske, operative og taktiske niveau, ganske som moderne air power teori foreskriver. Sammenholder man den luftoperation, der blev gennemført, med teorien bag ”Shock and Awe” og den måde den blev offentliggjort på, er der meget der peger på, at lanceringen af ”Shock and Awe” snarere var en del af det psykologiske spil, der foregik mellem Pentagon og Saddam Hussein op til krigens start, end en egentlig del af operationsplanen for OIF. Desværre førte det til, at effekterne af air power fremstod som skuffende, og at det tog opmærksomheden væk fra den overvældende, ødelæggende og lammende effekt air power havde på den Republikanske Garde omkring Baghdad. OIF var den mest succesfulde air‐land operation gennemført til dato, men dette faktum druknede til en vis grad i skuffelsen over ”Shock and Awe”. Siden etableringen af det amerikanske flyvevåben har der i USA været en debat omkring legitimeringen af et selvstændigt flyvevåben, og et af argumenterne har været, at man ved gennemførelse af strategiske luftoperationer kan vinde krige ved air power alene. Denne debat er efter min mening ikke længere nødvendig. Det skal være min påstand, at i denne sag om ”Shock and Awe”, har dette forsøg på legitimering været mere til skade end gavn, da det tog fokus væk fra den virkelige succes for air power under OIF. At den amerikanske hær havde særdeles små tab under OIF kan primært tilskrives følgende forhold. En effektiv indledende strategisk luftkampagne, en hastig og vel gennemført land operation og en dertil meget succesfuld støttende luftoperation, som ikke alene forberedte kamppladsen for hæren, men som også deltog mere integreret med hæren end nogensinde set før. I de følgende afsnit behandles nogle af de øvrige indhentede erfaringer fra luftkrigen på det operative og taktiske niveau, som vil få betydning for udviklingen af air power og doktriner generelt.

Fire Support Co-ordination Line – den evige snitflade?

Ved gennemførelse af landoperationer og luftoperationer mod fjendens landstyrker samtidigt er det iboende, at man altid vil have et koordinationsproblem. Hvor kan fly gennemføre operationer selvstændigt, og hvor er det nødvendigt at koordinere med egne landstyrker for at undgå at angribe egne styrker fra luften. Dette problem har man siden anden verdenskrig løst ved etableringen af en såkaldt Fire Support Co‐ordination Line (FSCL). I amerikansk doktrin er en FSCL defineret som:

“An FSCL is a fire support coordinating measure that is established and adjusted by appropriate land or amphibious force commanders within their boundaries in consultation with superior, subordinate, supporting, and affected commanders. An FSCL facilitates the expeditious attack of targets of opportunity beyond the coordinating measure…” “Forces attacking targets beyond an FSCL must inform all affected commanders in sufficient time to allow necessary reaction to avoid fratricide..”

“Short of an FSCL, all air‐to‐ground and surface‐to‐surface attack operations are controlled by the appropriate land or amphibious force commander.”4

En FSCL er ikke kun en fiktiv linie på et planlægningskort. Den skal følge visuelle terrængenstande, som floder eller skovkanter etc., så piloter visuelt kan se, hvor de kan engagere fjenden uden at angribe egne styrker. En FSCL blev traditionelt etableret på en afstand fra egne styrker, der svarer til rækkevidden på eget artilleri. Årsagen hertil er, at hvis egne fly skulle indsættes på egen side af FSCL, så skal dette koordineres med anvendelsen af artilleriet, og være under kontrol af en Forward Air Controller (FAC). Men ændringer i hærens operationsmønster i de sidste 15 år har medført, at FSCL er blevet et svært anvendeligt virkemiddel for koordination af land og luftoperationer. Hærstyrker overalt i NATO har anskaffet missilsystemer og kamphelikoptere, der muliggør operationer i dybden, langt over 100 km fra egne styrker. Så er det store spørgsmål, hvor FSCL nu skal placeres? Problemet med FSCL er, at den er ret langsommelig at håndtere. Alle, der er involveret i planlægningen og gennemførelsen af operationer umiddelbart foran egne styrker, skal kende FSCL placering. For at kunne tilsikre dette kræver det omkring 6‐12 timers varsel for gennemførelse af en FSCL ændring. Eksempelvis skal alle flybesætninger orienteres inden de flyver, og i visse tilfælde er de undervejs til kampområdet i op til 10 timer før de indsættes mod fjenden. Hæren har skabt en kapacitet til at gennemføre meget mobile operationer, og hvor der rettes angreb mod fjenden dybt inde i hans bagland, som det eksempelvis blev set under OIF, hvor koalitionens hærstyrker gennemførte en meget hurtig angrebsoperation dybt ind i Irak mod Baghdad, som var beskyttet af den Republikanske Garde. I en sådan operation er det meget problematisk konstant at holde alle orienteret om en opdateret FSCL, som flytter sig hele tiden, i takt med at hærens forreste enheder rykker frem. Under OIF besluttede chefen for V Corps, Lt Gen William Wallace sig for at anvende kamphelikoptere til at angribe den Republikanske Garde langt ude foran egne styrker. For at tilsikre at dette kunne ske uhindret, flyttede han FSCL langt ud foran egne styrker, langt uden for rækkevidde af eget artilleri. Dette medførte, at koalitionens flystyrker i mange timer var hindret i at angribe andre fjendtlige mål på egen side af den fastlagte FSCL.5 Man kan spekulere over hvorfor hæren ønsker at flytte hele FSCL så langt ud på den anden side af målområdet, dybt inde bag fjendens linier. Ved flytningen af FSCL ud på den anden side af målområdet opnår hæren en situation, hvor man får kontrol over målområdet. Man kan kontrollere de aktiviteter der finder sted i selve målområdet. Man har kompetencen til at koordinere ildafgivelsen og man behøver ikke at koordinere flyvningen med kamphelikopteren til og fra målet med andre end hærens egne enheder. Med andre ord, det giver kontrol over situationen, hvilket er enhver chefs ønske. Men er det så forkert, det hæren gør, når FSCL flyttes på denne måde? Til det er svaret ja, af to årsager: For det første af proceduremæssige årsager. Af definitionen på FSCL fremgår det, at en FSCL bruges til koordination af ild, men i ovenstående tilfælde bruges FSCL også til at opnå en kontrol over luftrummet, som der findes andre procedurer for, nemlig Airspace Control Measures (ACM), der vil tillade andre også at bruge området. For det andet af effektivitetsmæssige årsager. Ved flytning af FSCL så langt frem hindres Air Component Commander i at angribe mål, med mindre det kan kontrolleres af en FAC, eller at separation kan opnås ad proceduremæssige veje. Kun sjældent vil en LCC være i stand til at stille en FAC til rådighed til dækning af hele området, som FSCL dækker, hvilket stiller ACC meget dårligt. Eksempelvis i de sidste dage af Golfkrigen i 1991 undslap store dele af den Republikanske Garde angreb fra koalitionens flystyrker, netop fordi FSCL blev flyttet for langt frem. Den 27. februar 1991 ønskede hæren at angribe de flygtende styrker med Apache helikoptere, og flyttede derfor FSCL ud på den anden side af Euphrates floden. Da hæren ikke kunne tilvejebringe FAC var det således kun hærens helikoptere der kunne angribe irakerne. Men kun en håndfuld Apache‐angreb blev udført, og meget store styrker undslap koalitionen angreb6 .

Skærmbillede 2020-02-12 kl. 11.00.01.png

Hvorledes kan denne iboende konflikt så løses, for behovet for koordination af ilden vil være der, uanset hvad, så vi kan undgå at angribe egne styrker. På kort sigt er det min opfattelse, at vi fortsat er nødt til at anvende FSCL proceduren til koordination af ilden. De eksisterende procedurer levner mulighed for at etablere en Fire Support Co‐ordination Measure i form af en ring omkring målområdet, der giver LCC det fornødne koordinationsansvar i målområdet. Flyvningen til og fra målområdet bør koordineres med den ansvarlige luftoperationscentral, som bør optage missionen på Air Tasking Order (ATO). Derved opnår hærens helikoptere ikke alene, at alle luftrummets brugere har kendskab til missionen, men også at der fra ACC side vil kunne allokeres yderligere støtte til missionen fra Joint STARS, AWACS, kampfly til nedkæmpning af fjendtlige luftforsvarssystemer etc. Fastlæggelsen af FSCL bør ikke være et LCC ansvar. Det er ganske vist LCC der, som ansvarlig for hærens manøvrer, kan identificere, hvor FSCL optimalt placeres set fra hærens side, men ansvaret for placering af FSCL bør ligge ved Joint Force Commander (JFC) efter indstilling fra LCC. Kun JFC kan afveje konsekvenserne ved placering af FSCL imellem fordelene for LCC, ved hans evne til koordinere hærens interne operationer, og ulemperne for ACC, der hindres i frit at angribe mål på egen side af FSCL. Det er i sidste ende et prioriteringsspørgsmål, som afhænger af situationen, og som kun JFC kan foretage, da det er ham, der skal leve med konsekvenserne. På længere sigt forudser jeg at FSCL i den nuværende form bliver overflødig. Indførelsen af netværksbaserede operationer (NBO), med en stadig større elektronisk integration af styrkerne på tværs af værn og components, vil tilvejebringe et bedre overblik over hvor egne styrker er, og hvor fjendens styrker befinder sig. Blue Force tracker systemer og LINK16 vil om få år give piloten det opdaterede situationsbillede, der gør ham i stand selv at skelne mellem venner og fjender uden anvendelse af FSCL rigide og stive koordinationsprocedurer. Danske F‐16 vil med en kommende opdatering fra medio 2006 elektronisk kunne modtage den opdaterede FSCL via LINK 16, og dermed kontinuerligt være opdateret på FSCL placering. Dette vil gøre danske F‐16 optimalt udrustede til operationer tæt på hærens enheder.

Joint Target Reference Grid System7

Med hærens anskaffelse af langtrækkende kapaciteter er der også brug for at koordinere operationer i fjendens dybde. Til det formål har man i USA etableret et Joint Target Reference Grid System (JTRGS). JTRGS er et simpelt koordinatsystem, man ligger ud over de eksisterende koordinatsystemer. Det dækker hele det værnsfælles operationsområde (JOA), og inddeler hele JOA i firkanter på 30 x 30 miles. Man nummererer firkanterne meget simpelt. Eksempelvis kan den mest simple nummering horisontalt være A, B, C... , mens den vertikale kan være 1,2,3.... Det kan også være mere kompliceret. Firkanternes numre kan anvendes uklassificeret. Årsagen hertil er, at koordinatsystemets udgangspunkt holdes hemmeligt, og man skal kende denne før man kan anvende det aktivt. JFC bestemmer, hvem der udsender JTRGS, men da Air Component Commander (ACC) som regel dækker hele JOA, udpeges ACC typisk som administrator for JTRGS. Systemet blev første gang kendt under Golfkrigen i 1991, hvor US Air Force etablerede, hvad der dengang kendtes som ”Kill Boxes”. Firkanter, hvortil der var specielle Rules of Engagement (ROE) tilknyttet. Under Kosovokrigen etablerede man tilsvarende ”Engagement Zones”, som er det samme, blot med et lidt mere civilseret sprogbrug. Siden da har systemet udviklet sig yderligere. I dag anvendes firkanterne i JTRGS fortsat som Kill Boxes eller Engagement Zones, men man kan også anvende dem til etableringen af No Fire Zones, Restricted Operations Zones eller til at designere det som et efterretningsmæssig område af særlig interesse.

Time Sensitive Targeting

Gennem tiderne har achilleshælen for air power været den reaktionstid, hvorved man kunne agere på noget uforudset. Planlægningen af en Air Task Order (ATO) starter typisk 48 timer før den første mission flyves, og det er der mange gode grunde til. Under anden verdenskrig fløj man ofte bombemissioner med over 1000 fly, men de fløj alle ad den samme rute mod det samme mål. I en typisk ATO i dag flyves der fra flere kontinenter mod flere hundrede forskellige mål, samtidigt, synkroniseret, så effekter fra missionerne støtter hinanden. Alt dette kræver tid at planlægge. Problemet er, at fjenden, i de 48 timer det tager at planlægge missionerne, kan nå at agere, ofte temmelig drastisk, hvilket afføder krav til ændringer af den ATO, der er under planlægning. Man kan i processen ændre en ATO en smule, men fundamentale ændringer er ikke muligt, når først planlægningsprocessen er sat i gang. Store ændringer vil ofte kræve, at man starter forfra med planlægningen. Den fleksibilitet, der var i en ATO, bestod primært i fly beordret til støtte af hærens operationer i form af Close Air Support. Denne støtte kunne anvendes som et fleksibelt våben til støtte for hærens operationer. Men med tiden har der vist sig et behov for en fleksibel kapacitet, der kan indsættes med kort varsel i hele JOA. Til det formål har man udviklet et koncept, som hedder Time Sensitive Targeting (TST), som i amerikanske doktriner er defineret som:

“Time Sensitive Targets (TSTs) are those targets of such high priority to friendly forces that the JFC designates them as requiring immediate response because they pose (or will soon pose) a danger to friendly forces or they are highly lucrative, fleeting targets of opportunity.”8

Det blev oprindeligt udviklet under Golfkrigen i 1991, hvor man i jagten på mobile Scud‐launchere udviklede et system, hvor man kunne reagere hurtigt nok til at angribe dem, inden de nåede at skjule sig igen. Systemet er siden blevet optimeret i en voldsom grad. Man har etableret en selvstændig TST‐ celle i luftoperationscentret, som er organiseret med egne satellitforbindelser, egne indhentningskilder og dedikerede kampfly, som er beordret til TST‐ opgaven på ATO. TST‐cellen er således selvstændigt i stand til at detektere et bevægeligt mål, identificere det, bestemme dets præcise lokation, beordre engagement, engagere målet og evaluere effekten af angrebet. Ambitionen er, at kunne destruere et mål på under 10 minutter, efter at det er detekteret. Processen er særdeles kompleks, særligt da den i visse tilfælde finder sted, uden at egne fly på noget tidspunkt befinder sig i nærheden af målet. Målene detekteres på lang afstand, nogen gange via satellit eller ubemandede fly (UAV), og de engageres på lang afstand med moderne præcisionsvåben, uden af fjenden har nogen anelse om det. TST rummer dog nogle problemområder, særligt hvad angår kravene til engagementsreglerne, også benævnt Rules of Engagement (ROE). For det første kan det være svært at vurdere risikoen for skade på tredjepart, betegnet Collateral Damage. Det kan være vanskeligt at vide, hvad der sker med målet i de 10 minutter, det tager at engagere, særligt hvis målet er mobilt. For det andet kan kravet til identifikation have en afgørende indflydelse. I visse tilfælde kræves der visuel identifikation, og så er spørgsmålet: Skal man se målet med egne øjne, eller kan man nøjes med f.eks. et UAV billede? Dette afhænger meget af det aktuelle mål, objekter i umiddelbar nærhed af målet samt den kvalitet hvormed UAV leverer billedet. Alt sammen noget der skal udstikkes direktiver for i forvejen. For at kunne nå ambitionen om engagement inden for 10 minutter vil alle fly, som er beordret på en ATO, i fremtiden være kandidater til at skulle gennemføre en TST‐opgave. Fly, som er undervejs på en mission til et planlagt mål, kan undervejs få nye instruktioner om at angribe et nyt TST‐mål, som har højere prioritet. For at kunne leve op til de nye krav til moderne kampfly er også det danske flyvevåben (FLV) i disse tider ved at udvikle en TST kapacitet på F‐16 kampflyene. FLV har allerede anskaffet de nødvendige præcisionsvåben, der kan afleveres på lang afstand, og F‐16 kampflyene gennemgår i øjeblikket en modifikation, der gør det muligt elektronisk via LINK 16 at modtage engagementsordrer. Allerede i år trænes de første piloter i de nye procedurer, som afprøves under øvelse Red Flag i USA. Når FLV får etableret denne kapacitet, vil det stille yderligere krav til repræsentation i TST‐ cellen i luftoperationscentret, idet den nationale godkendelse af mål nu også skal kunne finde sted her med kort varsel.

Close Air Support i bykamp9

Amerikanerne har i Joint Publication 3‐06 Doctrine for Joint Urban Operations beskrevet principperne for den værnsfælles bykamp. Denne doktrin blev afprøvet i større målestok i november 2004, da en større gruppe irakiske og udenlandske oprørsstyrker havde forskanset sig i den irakiske by Fallujah. Den amerikansk ledede koalition besluttede sig for at rense byen for oprørsstyrker, og det skulle ske under anvendelse af alle til rådighed værende midler, herunder også kampfly. Forberedelserne til operationen var meget omfattende. Hele byen blev kortlagt, og der blev identificeret referencepunkter og koordinater på knap 800 bygninger, der således kunne anvendes til måludpegning. UAV overvågede byen før og under operationen, så chefer kontinuerligt kunne monitere situationens udvikling. Under bykampen tilvejebragte kampfly nærstøtte døgnet rundt. Før fly kunne indsættes, skulle dette godkendes på højere sted. Inden godkendelsen kunne gives, skulle der foretages en vurdering af risikoen i forhold til de omkringliggende bygninger. Kontinuerligt lå der kampfly klar i venteposition over byen opladt med forskellige typer af våben klar til hurtig indsættelse. Kampflyene kastede udelukkende præcisionsvåben, primært 500 punds bomber, enten laserstyret eller GPS styret. I enkelte tilfælde blev flyenes kanoner anvendt. UAV af typen Predator, udstyret med Hellfire missiler blev ligeledes anvendt. Set fra et militært synspunkt var operationen i Fallujah en stor succes, og særligt integrationen mellem landstyrker og fly var en stor succes. Kampen i Fallujah vil blive en model for fremtidens værnsfælles bykamp. Irakerne trak sig ind i byen i håbet om at kunne udligne amerikanernes teknologiske overlegenhed. Men amerikanerne bragte deres overlegne teknologi med ind i byen. UAV gav soldaten på jorden overblik og kampflyenes præcise våbenaflevering gav ham en overlegen ekstra ildkraft. Danske F‐16 piloter er vel trænede i Close Air Support (CAS) procedurer, men træner ikke til dagligt CAS til støtte for bykamp. Dette vil kræve helt særlige træningsscenarier, hvori også landstyrker deltager. FLV har den nødvendige teknologi til at kunne gennemføre sådanne operationer. En dansk F‐16 udstyret med en LANTIRN pod og 500 punds præcisionsvåben, enten laserstyret eller GPS styret, vil kunne deltage i en sådan operation.

Command and Control – et våben i sig selv I mange år har det været sådan, at piloter og andre operative officerer har bemandet luftoperationscentraler i USA og NATO uden yderligere uddannelse end den operative baggrund de kom med. I det amerikanske flyvevåben er man nu kommet til den erkendelse, at hvis man skal bemande en post i en luftoperationscentral, så skal man uddannes specielt hertil. Ikke alene skal man uddannes, man skal også holde status ved aflæggelse af årlige prøver og gennemførelse af supplerende kurser. Og det er ikke kun på uddannelsesområdet, at udviklingen går stærkt i luftoperationscentralen. I USA har en luftoperationscentral fået samme status som et våbensystem. Det betyder, at der allokeres penge til udviklingsprojekter til udvikling af både software og hardware til luftoperationscentralen, der vil udvikle sig til at blive en central node i en netværksbaseret krigsførelse. For at det danske flyvevåben kan udvikle sig i takt med amerikanerne, er der iværksat en række tiltag, der skal gøre danske FLV officerer kvalificeret til at bemande en post i en amerikansk luftoperationscentral. Med forlig om Forsvaret af 10. juni 2004 etableres FLV Expeditionary Air Staff (EAS), med bl.a. det formål at opstille og uddanne personel til at kunne bemande positioner i enten en amerikansk eller en NATO luftoperationscentral10. Staben skal kunne deltage i planlægning af luftoperationer, spændende fra fastlæggelse af en militær strategi for anvendelse af air power, til valg af mål til understøttelse af strategien samt kunne deltage i udarbejdelse af en ATO.

Afslutning

Air power er under amerikansk ledelse i en stadig udvikling og bliver en stadig mere effektiv kampkraft, som man kan regne med, når det gælder. Præcisionen i våbenafleveringen øges, våben kan indsættes i alt slags vejr, dag og nat i alle scenarier, også bykamp. Gennem TST initiativet bliver air power i stand til at reagere endnu hurtigere på fjendens handlinger. Kommando og kontrol af air power bliver nu betragtet som en kernekompetence, som man skal uddannes til på lige fod med andre våbensystemer. Det er afgørende for det danske FLV ikke alene at følge denne udvikling, men også at følge med i udviklingen, så FLV kan tilvejebringe kampklare enheder, der kan deltage direkte i en NATO operation eller en amerikansk ledet koalition. Med det netop indgående forsvarsforlig er det ikke alene tilsikret at FLV teknologisk er klar til de nye udfordringer. Der er også ved etableringen af FLV EAS tilvejebragt en stab, der skal opstille en kommando og kontrol kapacitet til internationale operationer, som FLV ikke har haft før.

Fodnoter

1 Amerikanske Joint Doctrine og de enkelte værns doktriner kan hentes på følgende web‐side: http://www.dtic.mil/doctrine/

2 Artiklen kan findes på http://www.ndu.edu/inss/books/Book_titles.htm

3 P. 54, What Happened to Shock and Awe, John T. Correll, Air Force Magazine November 2003.

4 Joint Publication 3‐0 Doctrine for Joint Operations. P. III‐42.

5 P.43. Air Force Magazine, September 2003.

6 The Generals´War p. 411‐412. Michael R. Gordon and General Bernard E. Trainor. Little, Brown and Company, Boston, New Your, London. 1995.

7 Joint Publication 3‐60 Joint Doctrine for Targeting, Annex D, Common Reference System.

8 US Joint Publication 3‐60 Joint Doctrine for Targeting, p. B‐1, Time Sensitive Target Considerations.

9 The Fallujah Model, Rebecca Grant, Air Force Magazine, February 2005

10 En amerikansk Joint Force Air Component Commander(JFACC), en NATO Air Component Commander eller en NATO Combined Air Operations Centre (CAOC).