Log ind

Afvæbning af tankemønstre i post-konflikt samfund

#

En komparativ tilgang til forsoningsprocesser
Følgerne af voldelig konflikt kan være ødelæggende og processen mod sustainable peace
kan være lang og med komplekse implikationer. Disse har oftest en negativ indflydelse på
genopbygningen af samfundet, såvel som på den sociale og politiske proces i samfund,

der tidligere har været kastet ud i voldelig konflikt. Generelt bliver muligheden for vedva-
rende fred i en post-konflikt mere opnåelig når tidligere stridende parter engageres i en

forsoningsproces. Efter at volden i en konflikt er ophørt venter en stadig svær opgave i at
genopbygge eller ligefrem opbygge relationer mellem ofre/gerningsmænd, som har været

skadet eller helt nedbrudt i forbindelse med konflikten. Hvis de stridende parter er nødsa-
get til at leve sammen, som det er tilfældet i bl.a. Irak vil der oftest være et stort behov for

at indgå i en forsoningsproces.

I løbet af det sidste årti er forsoning i højere og højere grad blevet forbundet med post-
konflikt processer, hvor debatten er præget af koncepter som fortidsbearbejdning, under-
søgelse og fastlæggelse af sandheden, retfærdighed og genopretning til ofrene. Indflydel-
sen kan især ses på sandhedskommissioner, hvor forsoning nu står helt centralt. Sand-
hedskommissioner blev tidligere set som opklarende mekanismer i forhold til at afdække

konfliktens begivenheder og misgerninger, mens målet nu er langt bredere idet der foku-
seres på hvordan sandhedsafdækning kan føre til forsoning. Forsoning bærer som begreb

en religiøs konnotation og tilgivelse kan da også netop spores i bl.a. hinduismen hvor tilgi-
velse er en dyd, i buddhismen understreges vigtigheden af at give slip på vreden og bevæ-
ge sig mod medfølelse, i jødedommen forventes tilgivelse af en angrende, mens tilgivelse

forventes i både kristendommen og Islam og er central at udøve for selv at kunne modtage
Allahs/Guds tilgivelse.1 Forsoning har som begreb været alment anvendt i politisk retorik
siden 1990ernes fredsprocesser og politiske forhandlinger,2 men kun løst defineret som

en tilsidesættelse af fortidens fjendskab og etablering af holdbare forhold mellem de for-
henværende fjender. Forsoning har som begreb kæmpet for at ryste de religiøse konnota-
tioner af sig, om end det fundamentale i tilgivelse understreges i mange religioner og kul-
turer.

Forsoning som et skarpt defineret arbejdsredskab i post-konflikter har længe været
ønskeligt idet alt for mange har undladt at definere begrebet eller arbejdet med det i et
teologisk perspektiv, hvorved det bliver diffust og irrelevant for de samfundsgrupper, der
endelig har afsluttet den voldelige strid og spørger sig selv og det internationale samfund,
hvad der nu skal ske og afløse de mønstre der har hersket gennem hele konflikten og
måske endda tidligere. I forbindelse med Nordirlands freds- og forsoningsproces blev en
arbejdsdefinition udviklet i erkendelsen af, at på trods af en meget almen brug af ordet,
især ved fondssøgning, var der ingen konsensus i brug af begrebet og blandt befolkningen
var det for bredt og uhensigtsmæssigt forstået. Denne arbejdsdefinition3 er værd at frem-

hæve idet den bygger på forsoning som en proces, der bl.a. anerkender vigtigheden af, at
for at skabe fred må der tilregnes den nødvendige opmærksomhed på forholdet mellem
de implicerede parter.

Processen skal og må være frivillig og kan inkludere fem interrelaterede trin der fore-
kommer i vilkårlig rækkefølge:

 

1. Udvikling af en fælles forståelse af et interafhængigt retfærdigt samfund.

Udviklingen af en fælles vision forudsætter deltagelse af hele samfundet uanset indi-
viders og gruppers rolle i konflikten. Dette skridt i forsoningsprocessen er en forud-
sætning uanset divergerende og endda modstridende meninger og politiske holdnin-
ger.

 

2. Erkendelse og bearbejdning af fortiden.
Fortidens gerninger, tab og smerte er nødvendigt at erkende også i forbindelse med
juridiske repressalier. Retfærdighed, healing, genopretning og restitution er centrale
elementer, som kan inkludere undskyldning og anger hvis nødvendigt. For at forsoning
overhovedet kan finde sted, er det afgørende at både individer og grupper erkender
deres rolle i konflikten og er villige til at lære af fortidens gerninger for at ville og kunne
garantere at de ikke gentager sig.


3. Opbygning af gode forhold
Efter voldelig konflikt er det nødvendigt at (gen)oprette gode og tillidsfulde relationer
hvor emner som tillid, fordomme og intolerance indgår som nøglebegreber. Denne

proces bestræber sig på at opnå en universel accept af fællestræk såvel som forskel-
le. Dette element fremstår muligvis som en løftet pegefinger, der burde gælde os alle,

men som eksempler senere vil vise kan det være særdeles svært at acceptere og i det
hele taget at ville omgås ”de andre” som er forskellige fra ”os”.


4. Væsentlige kulturelle og holdningsmæssige forandringer.
Mistænksomhed, frygt, mistro og vold kan nedbrydes til fordel for rum, hvor folk kan få

luft for deres opfattelse af situationen og blive hørt. Det er i dette stadie af forsonings-
processen at en kultur omkring respekt for menneskerettigheder og menneskers for-
skelligheder kan opbygges og skabe en kontekst, hvor alle borgere bliver aktive med-
spillere og føler tilknytning til og samhørighed med samfundet som en helhed.

 

5. Fundamentale sociale, økonomiske og politiske ændringer danner fundamentet for
etablering af en varig fredsproces, der kan sikre den stabilitet, som kan bringe fredens

budskaber videre end blot den politisk sfære. De sociale, økonomiske og politiske fak-
torer der forårsagede konflikten må identificeres og ændres.

 

De ovenstående fem trin kan optræde i varierende grad uafhængigt af hinanden og
trin kan helt være udeladt uden at det nødvendigvis betyder at denne post-konflikts risiko

for at vende tilbage til voldelig konflikt er mere latent end andre fredsprocesser, der ople-
ver at gå gennem alle fem stadier. Under udarbejdelsen af de 5 trin blev almindelige bor-
gere i Nordirland, såvel som folk engageret i projekter under forsonings bannere adspurgt

om deres forståelse af hvad et forsonet samfund var og hvordan det ville se ud. Det stod

her klart at begrebet forsoning for mange indbefattede en langt dybere og mere omfatten-
de proces end blot gode relationer og fredelig sameksistens og at nogle endda mente at

deres samfund ikke var parat til en sådan proces. 4 Denne måde at tænke forsoning på
fordrer en holistisk opfattelse og ikke et konkret resultat.

En holistisk tilgang til forsoning som en proces er mere realistisk for samfund der net-
op er kommet ud af en voldelig konflikt, hvor spændinger og sammenstød vil være uund-
gåelige. Forsoning som koncept handler om evnen til at håndtere disse spændinger, mens

forsoning som proces handler om hvordan dette rent faktisk opnås. Trinene i en forso-
ningsproces som præsenteret ovenfor er ikke perfekt i sin helhed, men er en god arbejds-
definition på forsoning, der kan anvendes som lakmusprøve på et makro niveau i en hvil-
ken som helst konflikt og give en ide om stadiet og et sammenligningsgrundlag med andre

processer. I Iraks tilfælde er forsoningsprocessen for nuværende centreret omkring det
politiske niveau, hvor samlingsregeringen med repræsentanter fra de største etniske og
politiske grupper samarbejder om et fælles program. Programmets vigtigste punkter er

forsoning, sikkerhed og stabilitet, samt økonomisk udvikling, hvilket kan ses som en over-
ordnet enighed om en fælles vision for fremtiden og scorer derfor forholdsvist højt på ni-
veau 1, ligesom det er tilfældet på niveau 5, hvor væsentlige politiske ændringer er ind-
truffet. Anderledes ser det ud på niveau 2, 3 og 4, hvor den fortsat spændte sikkerhedssi-
tuation vanskeliggør disse processer, der kun er påbegyndt i meget ringe grad hvis påbe-
gyndt overhovedet.

Dødsfjender som læremestre i samarbejde om forsoningens svære kunst
Et forsoningsseminar afholdt i København i februar 2011 resulterede i et fælles sunni- og

shiamuslimsk initiativ til beskyttelse af Iraks kristne minoriteter.5 FN understreger alvor-
ligheden i de fortsatte krænkelser af menneskerettighederne, som bl.a. omfatter overgreb

mod kvinder, religiøse grupper og bestemte professionelle grupper. Der finder imidlertid

omfattende genopbygningsindsatser sted, som er værd at hæfte sig ved idet lokale initia-
tiver kan vise en spirende forsoningsproces, som er med til at give fornyet håb sammen

med det faktum, at den sekteriske vold ikke har været stigende på trods af fortsatte ter-
rorangreb. For den kritiske læser der nu sidder og tænker at forsoning (læs: enighed) på

det politiske niveau på ingen måde er tilfældet, så vil jeg erindre om den anvendte defini-
tion på forsoning som en langvarig proces med mange skridt, der skal tages førend den

lange vej til forsoning er ved sin endedestination. Måske netop derfor har irakerne i deres
mission for en fælles fremtid vendt blikket mod en anden lang vej til fred- og forsoning,
nemlig Nordirland. Repræsentanter fra den nordirske samlingsregering besøgte i 20076

den irakiske samlingsregering for at dele deres erfaringer, ligesom de selv besøgte Mande-
la i post-apartheid styrets Sydafrika, da deres befolkning endelig syntes at være parat til

nye tider. En komparativ analyse af konflikterne i Irak og Nordirland vil efter al sandsynlig-
hed påpege store og substantielle forskelle, men også en række slående ligheder og det

er netop denne erkendelse, der styrker forståelsen af situationen i Irak.

Da veteranerne fra Nordirlands og Sydafrikas fredsprocesser mødtes med irakiske le-
dere I Helsinki 2008 var målet at vise irakerne at fred var muligt, samt at give dem en

model at arbejde ud fra. Deltagerne fra Nordirland inkluderede en tidligere britisk soldat,

som var udstationeret i Nordirland og en tidligere IRA soldat, der på trods af at have re-
præsenteret hver sin side af en blodig sekterisk krig nu arbejder sammen i den demokra-
tisk valgte forsamling. De understregede overfor irakerne at deres store fordel havde væ-

ret at Sydafrika allerede havde etableret fred, da denne mulighed også opstod i Nordirland
og at de derfor havde haft en model at arbejde ud fra og inspireres af. Fredsprocesserne i

Sydafrika og Nordirland vurderes som overordnet succesfulde og kan derfor hjælpe iraker-
ne med at iværksætte tiltag. Denne høring om irakisk forsoning resulterede i Helsinki-
aftalen, hvor 33 politikere fra forskellige politiske og religiøse grupper enedes om 17

punkter til beskyttelse af minoriteters rettigheder og modsatte sig international og regional
indflydelse af Iraks interne affærer. 7

De nordirske lærermestre og irakiske disciple har på trods af kulturelle, politiske og hi-
storiske forskelle givetvis haft svært ved at forstå hinanden på flere planer, men alene i

begge situationers første taktiske opgave med at implementere freden på det politiske
niveau, der har de kunne nikke genkendende til hinandens udfordringer. Den irakiske

samlingsregering har været svækket ved, at den shiitiske Sadr-bevægelse forlod regerin-
gen for en tid i 2007, mens den nordirske samlingsregering har været suspenderet adskil-
lige gange grundet samarbejdsproblemer. Det er svært, for ikke at sige nærmest umuligt,

at (gen)opbygge gode og tillidsfulde relationer mellem en befolkning, der er delt grundet
voldelig konflikt, hvis lederne ikke formår at foregå med et godt eksempel og skabe ro og
stabile fremskridt på det politiske niveau. Irakerne står sammen i ønsket om, at få alle
udenlandske parter ud af landet, hvilket også skaber enighed om at etablere et stærkt og
repræsentativt styre for hele Irak. Det politiske niveau er første mulighed for at indlede
forsoningsprocessen og det kræver meget af alle parter idet det ikke er nok at underskrive
aftaler, hvis ikke politikerne er i stand til at sælge dem til deres bagland og implementere
disse tiltag. I Nordirland var det nødvendigt at fokusere på bedre relationer mellem den

irske og britiske regering førend det overhovedet var muligt at sættes sig omkring forhand-
lingsbordet i en nordirsk samlingsregering. Det kan ligeledes vise sig vigtigt for Irak at

opmuntre og appellere til større Sunni deltagelse i fredsprocessen for ikke at risikere at
denne gruppe vender freden ryggen. Tidligere kunne både Sunni og Shiitiske ekstremister

slå sig sammen i angreb mod koalitionsstyrkerne, men efter bombningen af Askariya mo-
skeen i februar 2006 eskalerede den sekteriske vold betydeligt idet Shiitiske militser sva-
rede igen med systematiske gengældelseskampagner og Sunni oprører lod ikke dette

være ugengældt. De irakiske sikkerhedsstyrker var ikke i stand til at bremse den stigende
sekteriske vold før et år senere, hvor sikkerhedssituationen blev forbedret betydeligt, om
end der stadig forekommer spektakulære sekteriske angreb.
Muligheden for forsoning er der, men den varer ikke ved hvis ikke der sættes ind på
en række områder der adresserer den irakiske befolknings største forbehold mod et nyt

Irak. Forsoningsprocessens udfordringer beskrives indledningsvist af en amerikansk for-
sonings rådgiver i Irak som værende følgende: “the task of designing effective strategies

for reconciliation in Iraq must be done in the context of a recent history dominated by

tension rather than unity, suspicion rather than trust, and dictatorship rather than democ-
racy. The brutal oppression of Saddam Hussein, the Iran-Iraq War in the 1980s, and the

economic sanctions imposed after the first Gulf War in 1991 seriously undermined Iraq’s
cohesion as a unified and stable nation-state.”8
Her berøres helt central aspekter af forsoningsprocessen som identitet og tillid og at

ændre hævn som reaktionsmønster. Når sikkerheden degenereres til et stadie, hvor op-
retholdelse af livet er truet bliver parametrene for identitet indskrænket til ofte kun et par

få markører, såsom religion, etnicitet, stamme, familie eller andre udtryk for tilhørsforhold.

I Irak, såvel som i de fleste andre eksempler, er der et sæt værdier, tankemønstre og skik-
ke, der er dominerende for skabelsen af identiteter selv hos irakere der ikke går ind for

stærk religiøs udøvelse eller har stærke bånd til nogen traditionel stamme. Disse tilhørs-
forhold er ofte medvirkende til at skabe kløfter mellem grupper og fortsætte med at op-
trappe konflikterne med destruktive mønstre, men der er her ligeledes mulighed for at

forene grupper gennem overbevisninger og fokusere på fælles værdier. Nogle af de over-
ordnede værdier, som kendetegner mellemøstlig kultur modsat den vestlige er vægt på

værdier som tradition, gruppers velfærd, hierarki, respekt for autoriteter, og ”saving face”
modsat innovation, individualisme, lighed, respekt for loven, og ligefrem kommunikation.

Ære og undgåelse af skam står helt centralt i mange arabiske kulturer og det er nødven-
digt at tænke ind i forsoningsprocesser idet spændinger ofte opstår på grund af ærekræn-
kelse hvor ordenen i et forhold et blevet brudt og altså ikke fordi loven er blevet brudt.9

Udfordringen i Irak er at få vendt den kritiske masse så også de vil bidrage til et demokra-
tisk samfund og få vendt bølgen af kritiske punkter som bombningen af Askariya Moskeen,

men hvor succesfuld dialog mellem de stridende grupper kan åbne markørerne for identi-
tet og skaber fælles bånd på tværs af grupper og stammer. Det er nødvendigt at

(gen)skabe gruppeidentiteter, der kan bygge selv-definition uden at dette sker på bekost-
ning af andre grupper eller at en identitet nødvendigvis skabes som modbillede til en an-
den gruppe.

Menneskeliggørelsen af ”den anden”
En mulighed for at overkomme problemet med identitet i Irak foreslås at være skabelsen
af en fælles identitet, men dette er langtfra uproblematisk set i lyset af bl.a. Nordirlands
delte samfund, der langt om længe kan acceptere at de ikke er enige, men faktisk kan
rumme hinandens fortolkninger, hvor lighed og accept af hinanden var et svært stadie at
nå. Irak har mindst ligeså mange forskelligheder i sine grupper og med flere grupper end i
Nordirland synes det usandsynligt og urealistisk at bede disse grupper om at finde en
fælles identitet, især da de fleste irakere fornægter denne version. Alternativet er som
nævnt den nordirske version med en række tiltag, der med fordel kunne implementeres
blandt irakerne. I forbindelse med EU's Peace III program har det nordirske traume center
WAVE10 udviklet en række workshops og programmer, der sigter mod at nå mennesker,
der har været direkte påvirket og- eller traumatiseret af konflikten.
Græsrodsorganisationen yder støtte til efterladte, traumatiserede og sårede som følge

af den voldelige konflikt og underviser de, der arbejder med sociale aspekter af samfun-
det. Organisationen har i særdeleshed fanget undertegnedes opmærksomhed ved at tilby-
de kurser hvor tidligere fjender mødes. Kombattanter der alle har haft sin rolle at spille i

optrapningen, kampen og afviklingen af konflikten uanset om de har svoret troskab til
Union Jack, den irske trikolore eller Ulster. Erfaringer udveksles her og debatteres sammen
med skyld/uskyld, uretfærdighed/retfærdighed, angreb/forsvar, tab, smerte og spild af liv

og muligheder. Kombattanterne kommer på trods af stor uenighed om politik og fortids-
tolkning oftest frem til, at de til deres store overraskelse slet ikke er så forskellige endda.

De opdager fælles værdier som de tager med hjem til deres samfund og der er set eksem-
pler på, at tidligere dødsfjender nu arbejder sammen om at forhindre unge fra deres kvar-
terer i at følge i deres fodspor. Nogle er tilligemed blevet venner. Det bør huskes på, at

selvom fredsaftalen er underskrevet og arkiveret, så knytter identiteterne sig i høj grad til

de erindringsfællesskaber, som blev defineret af konflikten og selvom fredsprocessen
tromler derudaf på skinner, så følger følelserne og erfaringerne med.

Jeg er dit vidne - Storytelling
Et andet projekt fra Nordirland, der ligeledes havde til formål at finde fælles værdier var en
programserie kaldet Epilogues.11 Samfundsgrupper i al sin diversitet spændende lige fra
skoleelever til kvindegrupper eller paramilitære grupper mødtes gentagne gange og så

filmede interviews med folk, der alle havde lidt et stort tab som følge af den voldelige kon-
flikt og herigennem delte deres fortælling med de der opmærksomt sad og lyttede. Efter

disse sessions havde deltagerne som regel opfattelsen af at kunne identificere sig med de
interviewede og fattede stor empati for dem og deres tab. De var oftest af den opfattelse,
at det måtte være en fra deres egen side, de havde lyttet til, og tankevækkende blev det
når de fandt ud af, at de tog fejl. Det var en af ”de andre” der havde plantet tanken hos
dem, at alle der levede i Nordirland under konflikten havde gennemlevet uhyrligheder og
at mange familier havde mistet et mennesker de holdt af, de var alle ofre. Dette skaber

ifølge en af arrangørerne refleksion over konfliktens konsekvenser for de stridende sam-
fund, og selvransagelse over sin egen rolle i konflikten, samt hvordan den pågældende

person tænker om og agerer overfor den anden gruppe. 12 I Irak såvel som i Nordirland er

storytelling anvendt som heling. Primært foregår storytelling i mindre grupper af individuel-
le personer med forskellige religiøse og politiske tilhørsforhold, hvor folk med fælles ople-
velser mødes og en del af pointen i dette er at det er folk fra forskellige grupper og ofte

med forskellig baggrund. Denne terapiform kan lede andre arrangementer med sig, såsom

at skabe et living Memorial Museum13 og bygge venskaber blandt børn på tværs af grup-
per gennem forskellige aktiviteter og uddannelse. Et museum i Nordirland havde stor suc-
cess med et temaforløb, der blev tilbudt alle skoler, hvor de stiftede bekendtskab med

bl.a. ikoner, ritualer og musikinstrumenter fra ”de andres” kultur.
Muligheden for at fortælle sin egen fortælling er således ikke kun begrænset i forhold
til en dominerende fortælling, men også i forhold til sociale, religiøse og politiske grupper
og udstødelse herfra. Det kan virke meget voldsomt at bryde med disse grupper. Disse
storytellings-projekter er derfor ikke bare modige i forhold til at fortælle om personlige

oplevelser, men også fordi de risikerer at støde eller vække vrede hos de grupper fortæl-
lerne tager del i. Netop fordi der stadig findes folk som ikke mener konflikten er afsluttet

og givet heller ikke ønsker forsoning må dette synspunkt antages at virke hæmmende på
skabelsen af et rum, hvor alle sider kan mødes og tale om begge siders skyld og tab. Ikke

desto mindre har det politiske kompromis skabt grundlag for at tidligere fjender nu sam-
arbejder om særdeles følsomme projekter, som at forvandle det tidligere Long Kesh fæng-
sel til et konfliktcenter. 14 Det anslås at mere end 200.000 mennesker i Nordirland har en

direkte forbindelse til fængslet, der husede hovedsageligt nationalistiske og republikanske
fanger, men også loyalister afsonede straffe her.15

Storytelling synes at have skabt ikke bare et fælles rum, hvor alle fortællinger kan væ-
re i spil samtidig, hvor modstridende eller forenelige de måtte være, men også en ny fæl-
les identitet. Denne identitet samler sig omkring accept af og forsoning med fortidens

spøgelser og går på tværs af religiøse, politiske, kulturelle forskelle og imødekommer

mennesker fra det samfund, som tidligere var et stereotypt fjendebillede. Dette erindrings-
fællesskab har ikke fælles ideologi, symboler eller lever dør om dør sådan som man har

gjort det indenfor ”sit eget” fællesskab. Det er i stedet det personlige brud med at være
forankret i og begrænset af traditionelle fortidstolkninger, samt behovet for at dele sin
egen og måske families fortælling med nogen som ønsker at lytte og dele opfattelser som

ikke bestemmes af politik, men derimod individuelle oplevelser, der fungerer som kit mel-
lem deltagerne i post-konfliktens forsonende erindringsfællesskab. Workshops og pro-
grammer som beskrevet ovenover kan udover at finde nye parametre at identificere sig

med også afhjælpe cirklen af hævn ved at fokusere på opbygning af tillidsfulde forhold og
træning i konflikthåndtering på flere niveauer. Forebyggelse af konflikter mellem grupper
og cyklussen af hævn ligger som en tung opgave blandt befolkningen, hvor politikerne ikke
kan stille meget op. Derimod kan fremtrædende personer såsom religiøse ledere spille en
afgørende rolle:
“Today’s indigenous religious leaders – of all sects – must be the ones to evaluate
how their specific traditions of mourning can express, yet transform, the people’s rage and

lead them away from vengeance. Given the stature they have as some of the most res-
pected authority figures in their communities, these religious leaders can provide the

foundation upon which other reconciliation programming can be built.”16
Storytelling kan ligeledes ses som en folkelig sandhedskommision, som modreaktion på
de officielle forsøg på at udrede tråde om fortidige begivenheder, der måske stadig giver
anledning til forbehold mod og direkte modstand til freden.

Sandhed og konsekvens

Storytelling er beslægtet med en sandhedskommission i sit formål med at komme domi-
nerende fortællinger til livs, og få de undertrykte såvel som kulegravede fortællinger med i

en konsensusfortælling eller hvad resultatet af et politisk kompromis måtte være. Story-
telling kan være en mere frugtbar proces end en sandhedskommission idet den inddrager

befolkningen direkte modsat officielle sandhedskommisioner, der oftest kun vil inddrage
direkte involverede parter i latente begivenheder. Storytellings projekter kan komme til
udtryk gennem meget forskelligartede medier og være meget ambitiøse og grundige i sine

dokumentationer af modfortællinger til dominerende fortællinger, samt være overbevisen-
de i affærdigelse af myter og påpege sekteriske krænkelser og forskelsbehandling, hvor-
ved sandhed og retfærdighed bliver fremadrettede mål og nøglebegreber. Men hvor meget

legitimitet de end finder i deres påstande får dette modsat en officiel sandhedskommissi-
on ingen konsekvenser. Storytelling forbliver fortællinger der fortælles. Disse fortællinger

kan med tiden genere et paradigmeskift i historiekulturer og måder fortiden tænkes på,

men de har ingen magt til at gennemtrumfe revolutionerende ændringer. En sandheds-
kommission derimod udføres af staten eller til tider af væbnede oppositionsgrupper som

del af en fredsproces, hvorved dens kendelser vil være officielle og have lovmæssige kon-
sekvenser.

Sandhedskommissioner synes at være mest vellykkede, hvor der er stærk politisk

konsensus om at etablere en sandhed. I en skrøbelig fredsproces, hvor der er ingen ende-
lige slutninger kan en sandhedskommission i stedet være ugunstig. 17 Søgen efter sand-
heden kan ligeledes have den modsatte effekt, hvis de der deltager i processen ikke er

parate til at håndtere de oplysninger der vil komme frem, som tilfældet med Sydafrika har

vist, samt at der oftest vil være en efterfølgende forventning om tilgivelse af gerningsman-
den.18 Sandhed og forsoning står i et latent modsætningsforhold til hinanden, hvor forso-
ning risikerer at bryde sammen ved tilstedeværelsen af for meget sandhed. Dette er ikke

mindst svært i et samfund som det irakiske grundet forestillingen om og betydningen af
ære, hvortil det kan blive opfattet som ærekrænkende for en gruppe at blive bedt om at
tage ansvar for sin del af skylden. En effektiv sandhedskommission vil tage hensyn til
værdierne i et shame-oriented samfund. En måde hvorpå dette kan løses er ved at flere
grupper samtidig bliver bedt om at foretage en selvransagelse og efterfølgende sammen
undergå en overordnet undersøgelse af fortidens gerninger. Det kan hjælpe grupperne at
vide at der foregår en parallel undersøgelse af alle grupper og at dette i første omgang
finder sted i private rum, for at undgå at blive gjort til skamme overfor andre. Brug af en
tredjepart, en mægler, er der gode erfaringer med i Irak, idet det er almindelig praksis i

shame-oriented kulturer og derfor en respekteret måde at løse uenigheder på. For at den-
ne metode skal lykkes kræver det dog, at mæglerne er en respekteret autoritet.

I artiklen har udgangspunktet været at fremhæve eksempler på, hvordan der i Nordir-
lands og Iraks tilfælde arbejdes med forsoning for at (gen)skabe gode relationer på tværs

af samfundsgrupper, men interaktion mellem grupper efter voldelig konflikt er i visse til-
fælde slet ikke muligt. Segregation af samfundsgrupper opstår oftest forud for konflikter

grundet stigende etnocentrisme og militarisering, hvor det kan være svært at bo i områder

med blandede grupper. Efter afslutningen på den voldelige del af konflikten er det ønske-
ligt at opløse adskillelsen af samfundsgrupperne, men i flere tilfælde kan det vise sig som

den bedste løsning at bibeholde denne adskillelse, som det bl.a. ses med FNs bufferzoner
og Peacelines i Nordirland. Selvom sikkerheden er det primære og for ikke at udfordre en

fredsproces er det ikke uproblematisk at bibeholde adskillelse af bestemte samfunds-
grupper idet etnocentrismen risikeres bibeholdt sammen med fjendebilleder. Adskillelsen

vil nemlig i de fleste tilfælde betyde en større grad af polarisering og adskillelsen vil også
kunne mærkes i andre aspekter af livet, såsom skole, uddannelse, job, indkøbsområder,
sport og fritid. I segregerede områder mindskes individers muligheder for at mødes på
tværs af Peacelines og det kan resultere i bevarelse af fjendebilledet og i sidste ende føre
til en eskalering af konflikten.

End-state
En tilbagevenden til et samfund der ikke længere er dikteret af vold og ustabilitet er en
svær opgave, så målet er ikke nået med militære løsninger alene. Der kræves omfattende
tiltag der ikke alene gælder den politiske elite, men så store dele af befolkningen som

muligt. Tidligere kombattanter bør inddrages ifølge erfaringer fra Nordirland og det er vig-
tigt at få alle grupper involveret og dedikeret til fredsprocessen. Der vil næsten uundgåe-
ligt forekomme spoilers fra grupper som ikke kan passes ind i en ny, fælles identitet og

nation, men det er vigtigt ikke blot at udelukke disse grupper, hvilket Irak har set vigtighe-
den af i samlingsregeringen. Det politiske niveau er det første til at skabe og sikre stabili-
tet og sikkerhed, og kan det foregå med en godt eksempel bliver det i højere grad muligt

for befolkningen at beslutte hvorvidt de kan tro på en fælles fremtid og indgå i relationer

med tidligere fjender. Det er svært i sig selv at tro på at fortidens uhyrligheder ikke vil gen-
tage sig hvis der ikke er sket et tilstrækkeligt regimeskift eller bekræftelser på at det ikke

vil ske igen og bekymringerne kan være mange: ” threats to personal safety, social trans-

formation, economic crisis, political manipulation, and so forth. Iraqi Sunnis fear Iranian
influence over Shiite political parties running the government as well as attacks by Shiite
militias and Iraqi police. Shiites fear loss of long awaited political power as well as attacks
by Sunni insurgents. Kurds fear loss of autonomy and potential independence. All groups
fear foreign control, indigenous threats to security, and the loss of dignity and honour.”19
Der er med andre ord mange forhold at rette op på selvom freden er vundet. Især hvis
freden ikke blot er karakteriseret ved fraværd af vold, men også som sustainable peace.
En freds- og forsoningsproces bliver ikke vellykket ved en afvæbning i en militær forstand

alene, det kræver i ligeså høj grad en afvæbning af tankemønstre. De tanke og reaktions-
mønstre som har været dominerende under konflikten hvad enten de er blevet til efter-
hånden som konflikten er optrappet eller måske allerede har været til før. Volden stopper

ikke blot fordi en våbenhvile er blevet indgået, men skal implementeres i alle samfunds-
lag. Som tilfældet med Nordirland har vist, er det ikke alene den politiske elite der har

fastlagt freden i Nordirland, men i mindst ligeså høj grad tiltag udenfor den politiske sek-
tor, som fortjener anerkendelse og opbakning. Et par af sådanne tiltag har været nævnt i

nærværende artikel og der er heldigvis langt flere cross-community projekter at tage fra
end der har kunnet nævnes her. Den nordirske freds- og forsoningsproces er ikke ovre og
trues til stadighed af politisk uenighed såvel som det faktum at mange mener, at der ikke

har været et tilstrækkelige reformer især med hensyn til politistyrken, der fortsat ikke støt-
tes eller respekteres af dele af befolkningen. En stigende støtte til republikanske værdier

og rekruttering til republikanske dissidenter er ligeledes bekymrende, men freden er så
rodfæstet at der skal alvorlige revner i fredsaftalen for at sætte den på spil. Så Irak har
måske alligevel fået en model at styre efter, som kan hjælpe dem til at overkomme de

udfordringer de står overfor med ikke alene at skabe et stabilt, demokratisk og repræsen-
tativt styre, men også et samfund af borgere der ønsker et fælles og fredeligt Irak.

En oplagt, men tidsbegrænset chance for at skabe et fundament til videre freds- og
forsoningsarbejde eksisterer nu på trods af en periode med forøget vold og politisk uro i
samlingsregeringen. Præcis som samlingsregeringen arbejder ihærdigt og dedikeret på at
arbejde sammen, så må befolkningen opmuntres til at samarbejde konstruktivt om det
nationale niveau såvel som det lokale, ligesom det ikke alene er det politiske niveau der
bør fokuseres på, men i høj grad det sociale domæne. Forsoningsstrategier i Irak bør være

hensynsfulde overfor dets shame-oriented kultur og med særlig opmærksomhed på ho-
vedmarkørerne indenfor tilhørsforhold og identiteter: klasse, etnicitet, stamme og familie.

Opmærksomhed er ligeledes påkrævet i forhold til at bryde hævnmønstre og opbygge gode
relationer på tværs af grupper. Som beskrevet i artiklen er det vigtigt at konfrontere frygt,

traumer, sorg, identificere behov, vedkende sig ansvar og at vælge at tilgive. Et bredt sam-
arbejde omkring tiltag vedtaget ved Helsinki konferencerne i henholdsvis 2006 og 2008

sikrer Irak en strategi omkring forsoning og derved et mål, og ligeså vigtigt, strategier at
følge. Flere af disse strategier er allerede implementeret i Irak på en række områder og
erfaringerne herfra kan måske hjælpe os med at tænke forsoning ind i Peace building i
Afghanistan, ligesom Sydafrika banede vejen for Nordirlands fredsproces og Nordirland
kan hjælpe Irak med en freds- og forsoningsmodel at følge.

 

Litteratur
Ardoyne Commemorative Project: Ardoyne- The Untold Truth. Colour Books, Dublin. 2002
Joanna Santa Barbara: Reconciliation. In: C. Webel & J. Galtung: Handbook of Peace and
Conflict Studies. Routhledge. 2009.

Barsalou J. Trauma and Transitional Justice in Divided Societies. (Special Report 135)
Washington: United States Institute for Peace.2005

Bloomfield, Sir Kenneth, Report of the Northern Ireland Victim Commissioner: We Will Re-
member Them, April 1998

Epilogues :http://www.epilogues.net/Home.asp

Cochrane, Feargal: Two cheers for the NGOs: building peace from below in Northern Irel-
and. in Northern Ireland. I A Farewell To Arms: Beyond The Good Friday Agreement. A. Cox,

A. Guelke & F. Stephen. Manchester University Press. 2006

Hamber & kelly: the Challenge of Reconciliation: Translating Theory into Practice. In Com-
munity relations Council. A Sustainable Peace? 2008.

Healing Through Remembering: http://www.healingthroughremembering.org/
Huyse: Reconciliation After Violent Conflict- A Handbook. Sweden. 2003
Galtung, Johan & Jacobsen, Carl: Searching for Peace: The Road to Transcend. Pluto
Press. 2002
Graybill, Lyn: Truth and Reconciliation in South Africa: miracle or model. Lynne Rienner.
2002
Guelke & F. Stephen. Manchester University Press. 2006
Hoffmann, Kasper: Civil-Military Relations In Iraq 2003-2007. The Danish Experience. DIIS
Report 2009:13
Jelin, Elizabeth: State Repression And The Struggle For Memory. Latin America bureau.
2003

Katzman, Kenneth: Iraq: Politics, Governance, and Human Rights. CRS Report for Con-
gress. April 2011.

Lederach, J.P: Preparing For peace: Conflict Transformation Across cultures. Syracuse
University Press. 1996.
Letamedia, Francesco and Loughlin, John: Learning from other places: Northern Ireland,

the Basque Country and Corsica. In: A Farewell To Arms: Beyond The Good Friday Agree-
ment.

Cox, Longley, Edna: Northern Ireland: commemoration, elegy, forgetting. I: Ian McBride:
History and Memory in Modern Ireland. Cambridge University Press. 2001.

McKittrick, David, Kelters, Seamus, Feeney, Brian & Thornton, Chris: Lost Lives- The sto-
ries of the men, woman and children who died as a result of the Northern Ireland Trou-
bles. Mainstrean Publishing. 1999

Oberg, Jan: Former Yugoslavia and Iraq: a comparative analysis of international conflict

mismanagement. In: Webel & Galtung: Handbook of Peace and Conflict Studies. Routh-
ledge. 2010.

Paris, Roland: 1967- At war’s end: Building peace after civil conflict. Cambridge University
Press. 2002

Smyth, Marie: Lost Lives: Victims and the construction of  ́Victimhood` in Northern Irel-
and. I A Farewell To Arms: Beyond The Good Friday Agreement. A. Cox, A. Guelke & F. Ste-
phen. Manchester University Press. 2006

Wooldridge, Mike: Northern Irelands lesson’s for Iraq. In BBC News 23 January 2007

 

Fodnoter

1 Joanna Santa-Barbara: Reconciliation i Webel & Galtung: Handbook of Peace and Con-
flict Studies. Routledge. 2009. s. 173-174

2 Hamber & kelly: the Challenge of Reconciliation: Translating Theory into Practice. In

Community Relations Council. A Sustainable Peace? 2008. s. 3-26

3 Bl.a. Bloomfield, Barnes & Hyuse: Reconciliation after Violent Conflict: A handbook.

Stockholm. 2003; Lederach: Building peace: Sustainable Reconciliation in Divided Socie-
ties. Washington 2003; Lynne Reinner & Van Der Merwe: Commission and Community

Reconciliation: An Analysis of Competing Strategies and Conceptualizations. Virginia.
2002.
4 Hamber & kelly. s. 9

5 Den Danske ambassade i Bagdad:
http://www.ambbagdad.um.dk/da/menu/InfoOmLand/LandefaktaIrak/
6 Mike Wooldridge: Northern Irelands lesson’s for Iraq. In BBC News 23 January 2007.
http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/6291839.stm

7 http://iraqhelsinkiproject.org/helsinkiagreement

8 David A. Steele: Reconciliation Strategies in Iraq. United States Institute of Peace. Spe-
cial report 213. 2008.s. 2

9 Steele. s. 4
10 http://www.wavetraumacentre.org.uk

11 http://www.epilogues.net/Introduction.asp
12 Jf. Interview: Jim Keys, producer på Gaslight Productions med Epilogues

13http://www.healingthroughremembering.org/living_memorial_museum/current_projects/

16 Steele. s. 8

17 Edna Longley: Northern Ireland: commemoration, elegy, forgetting. I: Ian McBride: His-
tory and Memory in Modern Ireland. Cambridge University Press. 2001. s. 228

18 HTR: Making Peace With The past: Options for truth recovery regarding the conflict in
and about Northern Ireland. s. 22

19 Steele s. 8