Preben Bille Brahe
Premierløjtnant i Hjemmeværnet cand.polit., er for tiden ved Den Kongelige Livgarde. Ud- sendt til Afghanistan af FN i 2004, udsendt igen til Helmand, Afghanistan som forbindelsesofficer, kaptajn i CIMIC-delingen ISAF hold 3 2007, udsendt som efterretningsofficer af Jægerkorpset til personbeskytterdetachementet i Bagdad 2007.
Denne artikel har til formål, at give en større forståelse for den afghanske kultur. Baggrunden for artiklen er egne oplevelser kombineret med litteratur, herunder faget statskundskab og kulturforståelse på HO. Jeg har bestræbt mig på at skrive levende og bruge danske betegnelser for at gøre det mere nærværende. I slutningen diskuteres målsætningen i relation til det meget aktuelle emne om en exitstrategi.
Adelen
Afghanistan minder om Danmark i middelalderen. Det er et feudalsamfund, hvor adelen ejer al jorden, og i praksis også alle de mennesker, byer og ejendomme, som lever af deres jord. Således kan en velhavende adelsmand eje flere hundrede bøndergårde og mange landsbyer med tilhørende håndværkere og specialister. I princippet er menneskene frie og kan vælge selv. Men reelt lever de i et stærkt afhængighedsforhold til jordejeren. I Afghanistan hedder en jordejer Khan. Han har erhvervet sin ejendom igennem arv. Når han dør, deles hans jord ligeligt imellem hans sønner. De andre jordejere er derfor ofte nære slægtninge. Det er af jordejernes kreds høvdingene vælges. På dari siger man kommandan. På engelsk kaldes han commander. Han er en af kredsen, som gives opgaven at forsvare fællesskabet imod ydre fjender. Når høvdingen ældes, vil han ofte træde tilbage, og en anden khan vil overtage hans plads. Det kan være en af hans sønner. Selv vil han ofte blive formand for shuraen. I shuraen, som er et landsbyråd, sidder andre khaner og gejstlige, som alle har lang livserfaring.
På samme måde som krænkelse af en mands ære i gamle dage kunne føre til duel herhjemme, så er ære og skam virkelige og vigtige vilkår i den afghanske kultur. Noget af det vigtigste at vinde ære på er gæstfrihed. Gæstfrihed viser overskud og dermed rigdom. Først spiser gæsterne sammen med mændene. Kvinder og børn får resterne. Derfor er det heller ingen skam ikke at spise op, når man bliver budt på mad i Afghanistan. Tværtimod, - spiser man op bliver der intet tilbage til familien. At kunne bespise mange mennesker kræver meget mad, og dermed meget jord. Det er lidt et problem i forhold til, at jorden deles ved arv. Jorden bliver altså mindre og mindre for hver generation. Derfor bliver loyalite- ten imellem slægtningene også mindre og mindre, jo længere man kommer ud. Ordet for fætter på pasthu "tarbur” betyder f.eks. det samme som rival, og er en stærk krænkelse, hvis det bliver udtalt.
Det normale mønster er, at der dannes to alliancer i hver dal, der så igen har allierede i de andre dale. Alliancerne kan krydse både slægts, klan og stammerelationer. De udgør en magtbalance. Hvis den ene alliance af en eller anden grund bliver svag, kan den risikere at bliver overmandet af den anden. De, der i tide skifter side, får lov at beholde deres jord. De, der taber, mister deres jord og ophører således med at være khaner, - hvis de overlever. Den erobrede jord tilfalder naturligvis sejrherrerne. Når sejrherrernes store pa- tron dør, og jorden skal deles igen, så bliver sammenhængskraften igen mindre, og allianeen falder fra hinanden og ender igen i to blokke. Alliancer kan skifte hurtigt, og rivaler på det lille plan kan være allierede på et større plan. Således er der et evigt mønster af væbnet konflikt omkring retten til jord i Afghanistan. Sådan vil det ofte være i feudalsamfund, fordi den økonomiske vækst er snævert knyttet til jord og landbrug. Der er så at sige kun en måde at blive rigere på. Det er mere jord.
Khanen driver ikke sin jord selv. Til det bruger han bønder, som arbejder under forskel- lige kontraktformer på relativt små jordlodder. Nogle får jord, sæd, hus og forskud af kha- nen. Andre har hus og sæd selv. Når høsten er i hus, deler bonden den op i små toppe. Så kommer jordejeren og forskellige hjælpere f.eks. ham med ploven, smeden, muldyrene osv. Hjælperne får en til to toppe hver for deres hjælp. Jordejeren tager syv til otte ud af hver ti. Bonden selv beholder to til fire, hvoraf han vil sælge en del på markedet. Købman- den på markedet sælger det for ham, og beholder halvdelen af prisen selv. Det lyder af meget, men omsætningshastigheden på markedet behøver ikke at være høj. En købmand kan vente i dagevis imellem salg. Khanen bruger kornet til at få sine mænds loyalitet. Han har et hus til formålet, hvor han bespiser sine tilhængere. Vi kan kalde det mændenes hus. Gennem sin gavmildhed vinder han sine folks loyalitet. I vores optik virker det jo mærkeligt, men i Afghanistan vin- der det tilhængere. Det bør vi måske tænke over, når vi holder møder, fordi det kan tolkes som en krænkelse af personens ære, hvis man ikke vil byde ham på noget. Afghanere ser- verer altid selv som minimum flødekarameller og te. En Khan vil sjældent vise, at han føler sig krænket, men inden i kan han godt skumle over, at han ikke engang var en kop te værdig! For en khan er det vigtigt at have mange koner. Det viser hans rigdom at have råd til en stor familie. Samtidig giver mange sønner relativ stor styrke i forhold til rivaler med få eller ingen sønner. Døtre er værdifulde, fordi de kan gives væk i ægteskab med henblik på at skabe politiske alliancer. Magtens udtryk er ofte meget konkret og barskt. I Nordafghanistan fandtes en høvding, som lod folk henrette, hvis de turde kigge ham i øjnene. Han mente de udfordrede ham. Tilsvarende er der historier om høvdinge, som overfor sine mænd siger: ”Se den mand, som vinder indflydelse i byen og som føler sig vigtig." Dagen efter løber rygtet i ba- zaren, at manden er død.
Høvdingenes militser rummer forskellige typer af krigere. Omkring sig har han en hird af livvagter. De er fuldtidssoldater. Hvis det er en stor høvding, kan der være ret mange. Jeg oplevede engang general Ata køre igennem Mazar-e-Sharif. Pludselig var der bevæbnede mænd i alle åbninger. Lige ved siden af mig dukkede en op med et PKM2 - nærmest som kom han ud af ingenting. Få øjeblikke efter kom seks identiske sprit nye sølvfarvede luksus firhjulstrækkere kørende forbi. Foran og bagved kørte et par pick upper med seks til syv krigere på ladet. Så snart de var væk, forsvandt alle de bevæbnede mænd igen. Ata sad i et af køretøjerne. Da de alle var ens, var det ikke til at sige hvilket eet. Det må kræve mange mænd at skabe sådan et sikkerhedsopbud. General Ata er leder af Jamiat3, - en stor hvedsageligtadjik fraktion i Nordafghanistan. I tilfælde af, at militsen har brug for at mobilisere, sender høvdingen bud efter sine re- server. Det kan være fra slægtninge, allierede i andre dale, eller folk, som simpelthen bare laver noget andet, når der er fred. Har han brug for at rekruttere nye folk, sender han bud til sine landsbyer om hver at sende et antal krigere. Er der f.eks. tyve landsbyer, som hver skal stille med tre krigere, så får han på den måde tres nye rekrutter. Hvis en landsby ikke stiller med krigere, så får de besøg af hirden, som tager de landsbyældste i dressur. Straf- fen kan være alt fra en kammeratlig samtale, til bank, brækkede fingre og drab. Så kan de lære det. Taliban bruger samme metode, hvorefter de gør de nye rekrutter afhænge af heroin for at binde dem til skyttegravene. Derefter går rekrutterne ud og bliver slået ihjel af ISAF. Det halve år jeg var i Helmand i 2007 mistede Task Force Helmand 25 soldater og Taliban4 ca. 3.500. Det er et interessant spørgsmål, hvilken effekt det har på de afghanske forældre? Hader de ISAF eller hader de Taliban? Vi kan se, at et stigende antal unge sendes alene som flygtninge til Danmark fra Helmand. Det tolker jeg som, at de afghanske forældre godt ved, hvem vi er, og hvad vi står for. At de har tillid til os. Ellers ville de vil ikke sende dem til Danmark? Men på den anden side må vi regne med, at nogle afghanere bebrejder os ta- bet af deres sønner. Når militsen mobiliseres, så kan der være tale om ganske mange mænd. I 2004 mobiliserede Junbish5 i Sar-E Pol. Efter sigende skulle det være 1.500 mand til hest, hvor hver mand medbragte sit eget gevær. Af militsen fik de udleveret seks - syv skud hver. De var således ikke rustet til intens og længerevarende kamp, men en kæmpe magtdemonstration var det.
For høvdingene har 2001 medført navnlig en stor afgørende og ubehagelig omvælt- ning. Nemlig, DDR processen. DDR6 processen betyder en opløsning af militserne, hvor hver mand får nogle penge for at aflevere sit våben og skrive under på, at han aldrig vil ta- ge våben op igen. Dette ledsages af en kort omskoling til noget andet. Det kan være land- brug eller jobbet som politibetjent. Som tidligere omtalt lever høvdingene på en knivsæg, hvor en forrykkelse af magtbalancen meget vel kan betyde, at de bliver ædt af deres riva- ler. Høvdingene er kommet om det på to måder. Den ene er, at militsen har solgt deres gamle AK47 til skrot, og derefter er gået ud og har købt noget nyt og bedre, hvis ikke de havde det i forvejen. Det er ganske vist snyd og bedrag, men hvem kan kontrollere det? DDR processen gennemførtes i Sar-e Pol af en mand fra FN med nogle få hjælpere. Han gjorde sig ikke engang den ulejlighed at fortælle de seks engelske soldater fra PRT i Ma- zar-e-Sharif, som jævnligt patruljerede provinsen om, at han kom. Den anden måde er, at de har ladet deres militser infiltrere politiet. De har således stadig kontrol med byen, men nu sidder vagterne bare i politiuniform. Selv har jeg oplevet, hvordan politifolk skiftede til den lokale militspåklædning sidst på eftermiddagen, fordi de syntes det var mindre beha- geligt at gå i uniform. I udkanten af afghanske byer eller ved kanaliserende terræn vil man ofte se en eller to personer, som sidder foran et hus og drikker te. Umiddelbart ligner de civile, men lige inde på den anden side af væggen står deres våben. De er vagter.
De gejstlige
En særlig status har religiøse helgener og deres efterkommere. En lærer på en koranskole, en såkaldt madrassa, kaldes en Akhund. Er han dygtig, vil folk vandre i dagevis for at høre ham. Når han dør, vil hans familie kræve at få ham helgenkåret og få opført et "shrine" til ham. Dvs. et mausoleum eller et lille hus, hvor i hans kiste opbevares. Får de held med det, kan de efterfølgende kalde sig Akhundzada. Zada er afledt af zoy, som betyder søn på pasthu. Det giver dem krav på at få en bid jord af jordejerne samt gaver, hvilket i realiteten vil sige en slags skat. Det giver dem også ret til at deltage i det politiske liv. I 2007 var der netop en konflikt i Helmanddalen mellem Ishakzai og Alikozai om hvorvidt en person skulle ophøjes til helgen. Der findes også andre helligemænd, f.eks. en Pir, en sandhedssiger, og deres efterslægt vil kalde sig Pirzai. Hellige mænd vil ofte bære hvidt for at understrege deres hellighed, men sort turban ses også - især hos Taliban. I Afghanistan indtager religiøse mænd rollen som dommere. Dvs. mæglere. I Danmark bliver man dommer ved at klare sig godt igennem skolesystemet og forlade jurastudiet med en god karakter, hvorefter man påbegynder en karriere i justitsministeriet. I Afghani- stan er jobbet som dommer noget man bliver født til. Uddannelsen får man af sin far. Hvis man får nogen boglig uddannelse, vil det som regel være fra en madrassa, hvor man lærer det religiøse samfunds behov, nemlig at lære koranen udenad og læse og skrive på ara- bisk, præcis som det foregik herhjemme på klostrene i middelalderen, hvor reproduktion af biblen var hovedbeskæftigelse. I Danmark dømmer dommere efter de love, som er givet af Folketinget. I Afghanistan dømmes der primært efter stammetradition. En by vil have to dømmende forsamlinger. En der tager sig af verdslige sager, som f.eks. søgsmål om hegnsskel og en der tager sig af re- ligiøse sager, som omhandler f.eks. ægteskabsbrud og brud på religiøs livsstil. Det er ikke ualmindeligt, at en utro kvinde bliver dømt til døden ved stening. Men som regel vil rådene være mere mæglende end egentligt dømmende. Der hersker stor respekt om religiøse helgener, og der er helt andre forventninger til dem om en from adfærd end for khanerne. Grundet deres særlige hellighed, kan de give refugium til forfulgte. En khan, som er ved at tabe en fejde, kan få asyl hos en hellig mand. Sammen kan de opsøge hans rivaler. Hvis han var kommet alene, ville han straks blive slået ihjel. Men ved den hellige mands mellemkomst har han helle, og den hellige mand mægler imellem dem. Som regel vil det afsluttes med, at taberen må afgive jord til sejrher- ren samt en datter i ægteskab for at besegle freden. Den hellige mand får også noget jord som tak for sin indsats. Derfor vil helgenernes jord ofte ligge mere spredt og typisk imel- lem stridende klaner.
Også omkring moskeen finder vi hellige mænd. En mullah er en præst. Imamen er den præst som leder bønnen. Pga. koranen er skrevet på arabisk finder vi mange arabiske tit- ler omkring det religiøse samfund samt hos Taliban. Haji betyder, at man har gennemført pilgrimsrejsen til Mekka. Også mange Khaner har den titel. Malouwi er en arabisk lederti- tel for en chefmullah. Malik er arabisk for stammeleder, men bruges af og til også i andre betydninger. Emir er arabisk for en hærleder. Sayyied betyder at man nedstammer direkte fra Muhammed på sværdsiden7. Spindesiden tæller ikke. Når man f.eks. læser, at Haji Mullah Malouwi Akhundzada har opfordret til kamp mod de vantro, så er der altså ingen navne i det. Det er kun titler. Moskeen har også en lille smule land, som bruges til at skaf- fe olie til moskeen. Selv om de religiøse mænd i princippet er uafhængige, så knytter de sig ofte i praksis til en kahn i rollen som rådgiver. Vi kender det selv fra vores middelalder, hvor kirken råd- gav kongen, fordi de besad skriftkundskaben, kunne læse de hellige skrifter og dermed fortolke Guds vilje. Sammen med khaner besætter de ledende stillinger i samfundet og op- træder ofte i shuraer.
Figur 1: Figuren viser, hvorledes jorden er fordelt ved arv fra en fælles stamfader. En konflikt mellem a og b afgøres inden for 1. En konflikt mellem a og c, ville mobilisere b og d, og konflikten ville skulle afgøres mellem 1 og 2. Hellige mænds jord vil ofte ligge spredt og imellem jordejernes jord f.eks. mellem a og h, fordi de har fået jorden som betaling for deres rolle som mægler og samtidig kommer til at udgøre en bufferzone mellem tidligere fjender.
Almindelige mennesker og dagligdags liv
I Afghanistan er der næsten ingen social mobilitet. Dvs. at hvis ens far er tømrer, så bliver man med næsten usvigelig sikkerhed tømrer selv. Folk er født ind i de roller, de har. Hvis det sker, at en bonde beslutter sig for at blive snedker, så vil familien generationer efter bliver kendt som dem, der plejede at være bønder, men nu er snedkere. Tilsvarende gæl- der ægteskab. Langt de fleste ægteskaber sker med jævnbyrdige. Man gifter gerne en dat- ter til siden eller opad, men aldrig nedad, da det er under ens værdighed. Religiøse mænd henter således deres koner blandt andre religiøse og khaner. Khaner henter deres koner blandt andre khaner. Guldsmede blandt guldsmede. Tømrere blandt andre tømrere - og måske snedkere, men aldrig frisører. For en landbrugsmedhjælper, som er noget af det la- veste i hierarkiet, må det være yderst vanskelligt at finde sig en kone. Da det er dyrt at bli- ve gift, må mange sønner indse, at de aldrig får en kone, og dermed heller aldrig et seksu- alliv, hvilket er en kilde til stor frustration og muligvis også udbredt homoseksualitet. Blandt almindelige mennesker sondres mellem rene og urene job, hvor de rene er- hverv er de fineste. Rangorden måles imellem de rene erhverv på indkomst. En muldyrejer kan godt være ret rig, hvor en hyrde som regel vil være fattig. Penge er der ikke mange af. De fleste familier lever derfor primært af egenproduktion. Deres hjem består af en tre meter høj mur, hvor beboelsesrummene ligger langs muren. Der er et rum til mænd, og et til kvinder, et køkken, ofte også et gæsterum, en stald samt et toilet i fjerneste hjørne. I stalden vil der stå en til to køer, et muldyr, et æsel og nogle får og geder. Inde i gårdens midte vil der være bede til grøntsager samt nogle høje træer, som fældes og bruges, når der skal lægges tag. Alle murene er opført af våd jord blandet med halm m.m., som er bagt i solen. Som mørtel bruges våd jord. Køkkenet er udendørs og op- bygges på samme måde. En bænk afjord med huller øverst til gryderne, og huller forneden til at lægge brænde i. Det er en kvindeopgave at lave brænde. Kokasser og halm blandes og bankes til brandbare briketter, som tørres i solen. Børn sættes i arbejde, så snart de er gamle nok. Når drengene er seks til otte år gamle sendes de uden for byen om morgenen med familiens kvæg og får. Ved solnedgang vender de tilbage igen. De lidt større børn, ofte piger, sendes ned til floden for at hente vand. Store aluminiumsjunger fyldes og hægtes på hver side af et æsel.
Vand er naturligvis en knap resurse. I nogle byer findes et system, hvor grøfterne over- svømmes hver morgen og aften. Der kan man se en sidde og vaske op, og en anden lidt længere nede sidde og vaske hår i det samme vand. I nogle byer findes brønde, hvor ca. fyrre husstande deler en brønd og vand afhentes ved æselmetoden. Nogle gange er der et primitivt bad i forbindelse med brønden andre gange ikke. Det er ikke ualmindeligt at brønde går ned til femogtres meter. Vand til agerbrug fordeles efter et sirligt system, som efter sigende har rødder helt tilbage til Alexander den Stores tid. Ved at nedbryde og op- bygge diger kan de ændre vandstrømmenes forløb. Ofte sikrer systemet vand til alle, men somme tider ser man også, at det giver anledning til konflikt. Russerne gjorde den fejl at støbe nogle af vandingskanalerne i beton. De troede selv de gjorde afghanerne en tjene- ste, men ødelagde i virkeligheden systemet. I få større byer kan der være elektricitet, som enten importeres fra f.eks. Usbekistan eller produceres lokalt. I Helmand findes f.eks. et vandkraftværk i Kajaki som forsyner Lashkar Gah og Khandahar med strøm. Det er sjældent at elforsyningen er stabil. Uden for disse byer kan særligt velhavende have deres egen generator. Men ellers lever næsten al- le Afghanske husholdninger uden elektricitet. Det betyder at man står op og går i seng med solen. Der findes stearinlys, men de er lavet af fedt og ikke stearin, så de sprutter. Tilsvarende findes olielamper, som vægterne f.eks. hænger op i bazaren om natten for at tyvene ikke skal få for let spil. I hver større by er en bazar. Ofte vil der være et system af gårde, hvor skomagere, læ- dersmede, snedkere, tømrer, stofhandlere og skræddere osv. har hver sin gård. Det er bemærkelsesværdigt at se en gård med tolv snedkere, og de laver alle sammen de sam- me møbler. Der er ingen som gør forsøg på at lave noget nyt og anderledes for at skille sig ud fra konkurrenterne. Skal man have nyt tøj køber man fem meter stof for fem dollar og tager den hen til skrædderen. Han tager mål og syer det i hånden på en ’’Singer” håndsy- maskine for to dollar. De er helt vanvittigt dygtige og hurtige til at sy. Aluminiumsmanden banker gryder, junger og kasser til opbevaring af private ting ud. Har man en gryde kan den holde i mange år. Mad serveres på fade af glas, som man deler to og to, og te serveres ligeledes i glas. Salt købes i bazaren som råsalt gravet op af saltørkenen. Saltet oplø- ses i vand, ogjord og sand sies fra, hvorefter det salte vand hældes i maden før det serve- res. Ellers er det mest flødekarameller den afghanske forbruger i provinsen bruger penge på. I de lidt større byer kan man opleve mere moderne unge mænd, som har mobiltelefon, computer, motorcykel og taler godt engelsk.
En af grundene til, at der har været relativt få etniske udrensninger i Afghanistan er, at den næsten kasteagtige struktur har skabt en form for arbejdsdeling imellem folk. Derfor er der ofte et afhængighedsforhold og ikke et konfliktforhold. Magt og indflydelse får man gennem fødsel. Kun khaner og religiøse mænd har lov til at deltage i det politiske liv. Resten af befolkningen lever et fromt liv, hvor de indordner sig under herskerne. Mange gange vil man opleve, at det er svært at få afghanere til at udtale sig om politiske forhold, og man får svaret:” Only commanders talk about that.” Det siger sig selv, at demokrati, hvor hver mand og kvinde får én stemme, er noget af en omvælt- ning for Afghanistan. Analfabetisme er udbredt og størst på landet og blandt kvinder. Ca. halvfjerds procent kan på landsplan ikke læse og skrive. Adgang til uddannelse fås lettest igennem en ma- drassa, hvor man lærer koranen udenad samt at skrive og læse arabisk. Det giver samtidig mulighed for at forfølge en karriere inden for den muslimske tro og måske ende som mul- lah. Offentligt skolevæsen, som er et dansk fokusområde, er der ikke meget af. Hvis børnene går i skole, er det sjældent mere end et par timer om dagen. En afghaner må også spørge sig selv, hvad han skal bruge det til? Når ingen andre kan læse, og adgangen til aviser, bøger og internet er næsten ikke eksisterende. Er det så ikke vigtigere at lære at høste og så og malke en ko?
Pasthunwali
Mange har hørt om det pasthunske æreskodeks: pasthunwali. Det rummer: Nang, som be- tyder ære. Navnlig er det en æressag, at kvinder og land skal forsvares. Purdah: at kvinder skal tildækkes og beskyttes. Badal: (Hævn) at krænkelser af ære skal besvares med hævn. Nanawateh: (refugium): at forfulgte skal gives asyl og beskyttes. Samt mailmastia: gæstfrihed og gavmildhed. Dette æreskodeks gælder især for khaner, som har mest ære at forsvare og som kan ryge ud på en glidebane, hvis han viser tegn på svaghed. Alminde- lige mænd kan bedre trække på skuldrene og sige lad gå. Tankegangen bag purdah er, at en kvinde kun skal gøre sig smuk for sin egen mand og ikke friste andre. Derfor skal hun dækkes til. Kvinders ære skal forsvares. Muslimer er meget private, og det anses for krænkende at glo ind i andres hjem. Får man øje på nogle af deres kvinder i hjemmet, kan der blive ballade. Især, hvis det er hos en khan, idet han kan finde på at reagere med vold eller trusler om vold. Det skal man huske på, når man laver en husundersøgelse. At det man gennemfører, er en voldsom krænkelse. Man bør derfor tænke på, hvordan man kan gennemføre det med mindst mulig gene for familien uden at gå på kompromis med egen sikkerhed, og også fortælle, hvorfor man gør det og beklage, at det er nødvendigt. Er de fjendtlige i forvejen gør det knap så meget, men er de på vippen kan en ransagning gøre dem fjendtlige mod os. Gæstebuddet siger, at de skal invitere dig på mad og eller te. Hvis man bliver budt er det vel ingen skam at sige ja tak? Alligevel kan de godt bagefter føle sig krænkede og må- ske intimiderede og klage over det. Der skal man tænke på, at gæstebuddet for dem er en pligt, og overveje at sige nej tak, hvis man føler det er mere pligt end lyst, der ligger bag. Muslimer siger, at øjet er sjælens spejl. Når man taler med muslimer, er det derfor en god ide, at tage solbrillerne af eller bære solbriller med gennemsigtige glas. Mørke solbril- ler, som får en til at ligne en kæmpe flue i ansigtet, er ikke befordrende for en god kommunikation.
Det afghanske politi og kriminalitet
I Danmark er vi vandt til, at politiet tager sig af kriminalitet. Det gør det kun i mindre omfang i Afghanistan. I Afghanistan er politiet først og fremmest et vagtværn. Den typiske model er fem betjente, som holde vagt ved et hus eller en vej kontrol post. Fire mand delt i to vagthold er på vagt ad gangen i tolvtimers skift, og den femte holder fri i fireogtyve ti- mer. Som regel har de et lille skilderhus, som de sover og spiser i. Sager om vold, tyveri, drab osv. involverer kun sjældent myndighederne. I stedet for afgøres de i slægts- eller stammeråd og ofte bliver udfaldet en aftale om bod som udveksles imellem slægterne. Ik- ke alle sager lader sig dog afgøre i mindelighed og kan i stedet for give anledning til årelange slægtsfejder. Der findes fængsler i Afghanistan, men de tilhører ikke alle myndighe- derne. En høvding kan godt vælge at fængsle folk i sit eget fængsel.
Det fejlslagne politiske projekt
Præsident Bush formulerede følgende målsætning for Afghanistan. For det første skulle kampen bringes til modstanderens bagland for at fratage al-Qaeda mulighederne for at træne terrorister i sikkert område. For det andet skulle Afghanistan have demokrati efter vestligt forbillede, respekt for menneskerettigheder samt en stat som styredes efter retsli- ge principper. Den anden del af målsætningen har præsident Obame vendt ryggen, og der- for blafrer målsætningen, om hvilken sluttilstand vi skal efterlade, nu i det uvisse. Magthaverne havde naturligvis sat sig ned og overvejet, hvordan de kunne overleve de politiske reformer præsident Bush iværksatte. Som tidligere fortalt lod høvdingen deres militser infiltrere politiet. I Sar-e Pol var der i 2004 ca. 450 valgsteder. FN havde 5 ansatte samt et par valgobservatører, og ISAF havde to patruljer af seks mand. Men på hvert ene- ste sted var der politi og de kontrollerede, at vælgerne stemte på de rigtige mennesker. Mange afghanere havde ekstremt store forventninger til demokratiet. Især unge men- nesker så frem til, at demokratiet skulle skaffe dem af med de forhadte høvdinge. Men tværtimod var det høvdingene, krigsherrerne, som blev valgt ind i parlamentet sammen med en masse mullaher. Mullaherne skyndte sig at ophæve sharia til afghansk lov. Det er selvindlysende, at når de demokratisk valgte magthavere bliver en samling forstokkede re- ligiøse og traditionsbundne gamle mænd, så kan man se langt efter vestlige liberale re- former. Mange mærkelige episoder er da også opstået, hvor det nye afghanske demokrati har taget beslutninger, som vi finder hårrejsende, men alligevel skal ud og håndhæve som støtte til den afghanske regering. Meget betegnende for udviklingen er valgdeltagelsen faldet fra over 80 procent i 2004 og 2005 til ca. 50 procent i 2009. Således blev der i 2004 afgivet godt 8 mio stemmer, hvor der i 2009 kun blev afgivet 4,5 mio. stemmer. Et tegn på den store skuffelse som de afghanske vælgere har oplevet. Det er måske på den baggrund præsident Obama anser det politiske reformprojekt som håbløst? I Afghanistan findes partier, men til valget stiller man op som enkeltperson. I 2005 valgtes en hazara fra Mazar-e-Sharif ind i parlamentet, men han blev skudt og pladsen til- faldt derfor en tadjik. Som altid i Afghansk politik er drab simpelthen et spørgsmål om at forme i morgen.
Politisk magt er man født til. Da den pakistanske politiker Benazir Bhutto blev dræbt i 2007 måtte en efterfølger naturligvis søges i hendes slægt. Herhjemme ville vi nok undre os lidt, hvis en Bendt Bentsen som minister f.eks. skulle afløses af sin søn. Det er derfor meget svært at forestille sig, at demokratiet i Afghanistan skal komme til at være repræ- sentativt for alle klasser. Det politiske spil kompliceres også af, at der findes mindst fire nationer indenfor Af- ghanistans grænser. I Danmark er vi en homogen nation, idet vi næsten alle sammen er danskere. I Afghanistan er femogfyrre procent pasthuner, og derefter kommer tadjikker, uzbekere og hazara, samt andre mindre folkeslag. At lære regeringen i Kabul god regeringsskik er en kæmpe pædagogisk opgave, som vi som soldater ingen indflydelse har på. Det er en opgave for diplomaterne i udenrigsmini- steriet og FN. Det danske demokrati opstod i 1849, men trak i virkeligheden tråde tilbage til oplysningstiden, renæssancen og nationalismen. I 1902 indførtes parlamentarisme og i 1915 indførtes generel og lige valgret. Det danske demokrati anno 1953 er altså resultat af en lang udvikling og det udvikles stadig. Afghanistan har lige haft deres præsidentvalg nr. to. Hvor mange valg skal der til i Afghanistan, før de føler sig familiære med systemet og tager demokratiet til sig?
Regeringen i Kabul har tråde ud til resten af landet igennem provinsguvernørerne, som udpeges af præsidenten, samt direktøren for undervisning, som refererer til undervis- ningsministeriet. Politichefer er også forsøgt indsat af Kabul, men ofte uden held. Mange gange kan en udpeget guvernør heller ikke godkendes lokalt, hvorefter han sendes tilba- ge. I 2004 blev den nye guvernør i Sar-e Pol mødt af vrede demonstranter, som smadrede alle hans biler med køller og sten. Han selv og hans halvtreds politifolk måtte vende tilba- ge til Kabul. Ingen af dem var kommet noget til. Det viser, hvor godt afghanske høvdinge mestrer spillet om kun at bruge den nødvendige magt. Var en betjent slået ihjel ville Staten have haft påskud til at sætte hæren ind. Lokalt opnåede man at beholde sin egen guvernør. De af regeringen udpegede embedsmænd er ofte analfabeter og har højst et par mænd til deres rådighed i deres stab. Det er yderst sjældent at staben har computere til rådighed. Officielle dokumenter med guvernørens stempel på cirkulerer og har retsvirk- ning, men der er meget langt derfra, og så til det effektive bureaukrati, vi kender her- hjemme. Udbygningen af de strukturer, som skal implementere og håndhæve lovgivnin- gen, er knap nok begyndt. Der mangler en arbejdskraft, som kan håndtere det og der mangler resurser. Der kan vi med vores CIMIC midler godt hjælpe lidt til, men der er lang vej. De skolebørn, som lærer at læse og skrive i dag, er først til rådighed for arbejdsmar- kedet om ti til femten år. Der går yderligere ti til femten år, før de har alderen til at lede en forvaltning. Ved udgangen af 2008 var der for første gang landsdækkende radio i Afghanistan, som kunne række alle større byer. For første gang blev det altså muligt for den afghanske regering at kommunikere med hele landet, selvom mange fjerne bjergdale stadig lever uden for rækkevidde. Der er ikke landsdækkende aviser og medier, og derfor er forudsæt- ningerne for en politisk debat heller ikke tilstede. På mange måder forudsætter den politi- ske debatkultur en befolkning, som er oplyst og som kan læse og skrive. Der er gennemført valg til provinser og distrikter. Der er endnu ingen lovgivning, som regulerer provins- og distriktsråds virke og de har ikke noget budget. Hvilke opgaver de skal løse svæver stadig i det uvisse. Selv i Helmand foretrækker vi ofte at mødes med selvbestaltede shuraer, som vi dybest set intet aner om, frem for at mødes med de folke- valgte. Hvis man ser på præsidents Bush' målsætning og samtidig tager regnestokken frem, så må man nok sige, at hvis vi vil fastholde målet om demokrati, og at man med lov skal land bygge, så ligger en tilbagetrækningsdato tidligst tredive år ude.
Respekt for menneskerettigheder
Respekt for menneskerettigheder er en vanskellig opgave i et asiatisk land, hvor liv ikke er meget værd. I den afghanske kultur er der ringe forståelse for, at det enkelte menneske selv skal have lov at bestemme over og forme sit liv. Far bestemmer og først kommer hen- synet til familien. Ægteskaber er vigtige alliancer og har ikke en pind med kærlighed at gø- re. Det kan godt være, at der blandt unge og kvinder er et stort ønske om mere frihed, men det er ikke dem, der har magten. Siden 2001 er over 2.000 pigeskoler i Afghanistan blevet angrebet. Måske stod Taliban bag angrebene? Men det kan også godt være andre klaner, som reagerer på den måde for at fastholde deres kultur. Generelt i den muslimske verden og i asien, Kina f.eks., er der modstand mod menneskerettigheder, hvilket også er en årsag til FN’s nuværende krise. I Kina har man ingen kristen tradition. I stedet er man vokset op med Yin og Yang - et symbol på harmoni, og Konfutse, som sagde at undersåt- ten skulle være pligtopfyldende og lovlydig. Til gengæld skulle herskeren være god og retfærdig. Derfor sorterer man støjende elementer fra. Henretter kriminelle og sælger deres organer, hvor vi tilgiver og forsøger at få kriminelle til at angre og forbedre sig. I Asien ser man på befolkningen som landmanden herhjemme på sine svin. Dårlige grise slås ned. Ønsker vi at gennemføre en kulturrevolution i Afghanistan, så er det også et meget lang- sigtet pædagogisk projekt, hvis det overhovedet er muligt? Tilbage bliver så spørgsmålet om, hvorvidt vi kan opbygge afghanske sikkerhedsstyr- ker, som selv kan løse opgaven med at holde Taliban og Al Quida væk?
Overlad ansvaret til de afghanske sikkerhedsstyrker
Den afghanske hær har enorme problemer med at skaffe kvalificerede officerer og befa- lingsmænd. Det kan måske ikke undre i et land med meget høj analfabetisme. Hvis folk kan læse og skrive, vælger de ofte en anden leve vej. Samtidigt er vilkårene som soldat dårlige. Tjenestestedet ligger langtfra hjemstavnen, lønnen er lav, risikoen høj og ferierne få og korte. Det kan derfor ikke undre, at rekrutteringen til ANA går langsomt. Som tidligere omtalt er politiet ofte infiltreret af lokale magtspillere. Der er ikke nogen kortsigtet løsning på det problem. I april 2007 rygtedes det, at Taliban var ved at samle sig i Barbaji, et område imellem Gereshk og Lashkar Gah. 42 Commando var på vej hjem, så englænderne havde ikke umiddelbart tænkt sig at gøre noget ved det. Pludselig kom den afghanske general Muha- jadin og erklærede, at han af forsvarsminister Wardak personligt havde fået besked på at smide Taliban ud. Brigaderen svarede, at han gerne ville støtte operationen, og om hvor- når det skulle ske? I morgen tidlig kl. 0600!, svarede Muhajadin. Med så kort varsel kunne brigaden ikke støtte, og næste morgen angreb ANA selvstændigt ved nærmest at køre op- siddet helt op i de compounds, hvor Taliban lå. De efterfølgende dage kunne vi tælle på begravelser, at det havde kostet Taliban ca. 70 dræbte. Selv om Muhajadin havde erklæ- ret, at han kunne kæmpe tre dage selvstændigt, så var han alligevel tæt på at have skudt tomt samme aften, og samtidig kunne efterretningssektionen melde, at Taliban var ved at samle sig til modangreb. En stor operation blev sat i værk med jagerfly, helikoptere og alle til rådighedsværende dispositionsenheder. Det viste sig dog, at Taliban var på vej hjem med de døde i ly af mørket, da traditionen byder at begrave de døde inden for fireogtyve timer. Historien gentog sig i øvrigt i foråret 2009. Var det Taliban eller var det bare en anden milits, hvor høvdingen ville overtage profit- ten for den foranstående opiumshøst? Forsvarsminister Wardak havde tydeligvis interes- ser i området, og det viser, hvordan ANA bliver indsat i den ældgamle og evige strid om land. Pga. den politiske struktur i Afghanistan, tror jeg ikke, man kan nøjes med at aflevere opgaven til de afghanske sikkerhedsstyrker. Først må man sikre sig, at den afghanske re- gering får autoritet i hele Afghanistan. Derefter må man sikre sig, at regeringen forfølger overordnede fælles afghanske mål, og at de væbnede styrker ikke bliver indsat i lokale stridigheder til fordel for den ene eller den anden krigsherre. Det er en kæmpe pædago- gisk opgave, som vil tage mange år, og samtidig hermed, er der en lang række kritiske ka- paciteter, som skal opbygges først. En jordreform har været nævnt som en mulighed for at stække jordejernes magt. Men hvordan gennemfører man en jordreform i et demokratisk land, hvor jordejerne sidder på næsten samtlige pladser i parlamentet og regeringen?
Opium
Opium er Afghanistans eneste eksport base. Hvorfor er en eksportbase vigtig? Lad os sammenligne med en gammeldags husholdning. Far går på arbejde og tjener penge. Mor er hjemme og passer husholdningen. Far eksporterer så at sige sin arbejdskraft og dermed tjener han valuta, som kan tillade familien at gå i butikker og handle ind. Uden valuta må familien producere alting selv. Man kan sige, at de eksporterende virksomheder spiller samme rolle for samfundet, som faren for husholdningen. Uden eksport kan der heller ik- ke være import. På makroplan sætter de eksporterende virksomheder rammerne for, hvor meget samfundet kan importere. De eksporterende virksomheder betaler lønninger, skat- ter og bestiller varer og services og deler på den måde ud af den ret til import, som de har erhvervet. I en moderne økonomi trækker eksporten den indenlandske økonomi fremad både for hjemmemarkedserhverv og offentlig og privat service.
I Afghanistan er der ikke en effektiv eksportinfrastruktur. Afghanistan har ikke selv ad- gang til havet, og vejen gennem Baluchistan til havnebyen Karachi i Pakistan er en krigs- zone, hvorigennem det ikke lader sig gøre at eksportere noget som helst. Der er kun en as- faltvej, en ringvej, som går landet rundt. Resten er det vi efter danske forhold ville kalde hjulspor. Det er vel at mærke i et land med en vanskellig bjergrig geografi og som er næ- sten en tredjedel større end Spanien. Selvom Afghanistan godt ville kunne producere tør- ret frugt, hvede og ting i marmor, så er opium den eneste vare, som lader sig transportere i den afghanske infrastruktur. Problemet forstærkes af, at Afghanistans naboer ikke ønsker at importere varer fra Afghanistan for at beskytte deres egne producenter imod konkur- rence. Det gælder f.eks. både Indien og Pakistan - også selvom de ikke selv kan tilfredsstil- le deres egne markeder for tørret frugt. Tilbage bliver opium og heroin. Det fylder og vejer ingen ting, og prisen er god, selv for en lille pakke leveret på en kamel eller en knallert. Det er nok ikke forkert at sige, at opiumsproduktionen i Afghanistan svarer til rederierne, vindmølleproducenterne og medicinalindustrien herhjemme. En politik, som virkelig fik lukket opiumsproduktionen ned, ville få vidtrækkende konsekvenser for Afghanistans økonomi og de afghanske forbrugere. Opium sås i oktober og november og høstes i april og maj. I høstsæsonen er universi- tetet i Khandahar lukket, fordi lærere såvel som elever er ude og tjene penge til resten af året som høstmedhjælpere. Efter høsten sås cannabis og bomuld på de samme marker. Der findes banker i de store byer i Afghanistan. Men ude på landet i Helmand provin- sen er der ingen banker og opsparingstilbud. Man kan ikke sætte penge i banken. I stedet for sættes pengene i opium, som er en rimelig værdifast investering. Det er let omsætteligt og bliver kun bedre af at blive gemt et par år. Det er også rart at have i huset, hvis børnene ikke kan sove. Et gammelt husgeråd siger, at man skal smøre lidt opium på barnets over- læbe. Så sover det godt.
Afghanistan har enorme problemer med stofmisbrugere. Mange opiumsarbejdere bli- ver afhængige, fordi stoffet trænger igennem huden og gør dem afhængige. Andre bliver bare afhængige, fordi det er alle vegne og så let at få fat i. Heri ligger Afghanistans største motivation for selv at gøre noget ved problemet. Antinarkotikapolitiet er en selvstændig afghansk enhed. Den har som målsætning at rydde ti procent af Afghanistans opiumsmarker for at give en troværdig risiko for at miste høsten og dermed incitament til at dyrke noget andet. Der er langt til målsætningen om t i . procent, og rydningen går ofte i hårdknude i det politiske spil, hvor forskellige aktører i Ka- bul forsøger at sikre deres egne jorder imod rydning. I Helmand produceres ca. 75 % af Afghanistans opium og Afghanistans opium udgør ca. 75 % på verdensplan. Når man sidder i en helikopter og ser ud over opiumsmarkerne langs Helmand floden så langt øjet rækker, så fatter man ikke, at der findes narkomaner nok i verden til at konsumere alt det. Tredivernes kendte økonom, John Maynard Keynes, sagde, at efterspørgslen var den stærkeste af udbud og efterspørgsel. Hvis vi virkeligt vil til at forlange af Afghanistan, at de skal gøre noget imod opiumsproduktionen, så bliver vi også nødt til i Vesten at tage helt anderledes hårdt fat omkring de relativt liberale forhold omkring hash og narkomisbrug.
Konvertering af den afghanske opium til lovlig morfinproduktion har været foreslået, men er forbundet med en lang række vanskelligheder. For det første kræver det en anden valmuesort. For det andet, hvordan kontrollerer man det i et land uden embedsapparat?
Afghanernes syn på russerne og på USA og ISAF
Afghanerne har generelt et mere positivt syn på USA og ISAF end på russerne. Russerne gjorde afghanerne til kommunister og forbød religionen. Når islam er truet er det musli- mers pligt at komme religionen til undsætning. Det er den hellige krig Jihad og krigerne i den kaldes mujahidinere. Derfor var opgøret med russerne en Jihad, hvorimod islam ikke er truet af de vestlige styrker. Den nuværende konflikt er dermed ikke en Jihad, og Taliban er ikke mujahedin. Russerne indsatte deres egen marionet i Kabul. Vesten har indført demokrati, som på trods af Talibans påstand om, at Flarmid Karzai bare er USA’s marionetdukke, har givet styret en legitimitet i forhold til afghanerne. Russerne lod russiske selskaber grave gas, olie og mineraler ud af Afghanistan og fragte det til Rusland uden Afghanistan fik en krone. USA har bestemt, at Afghanistans re- surser skal bruges til at udvikle Afghanistan til gavn for det afghanske folk. I praksis har det dog vist sig lidt svært, fordi krigsherrerne selv graver det op, sælger det og beholder fortjenesten. Nogle afghanere, og måske også mange krigere udefra, kæmper fordi de ser kristne styrker på muslimsk jord som en krænkelse af Islam, og i den forstand ser det som en Jihad.
Kulturel udvikling
Mange af de ting jeg har omtalt heri er et gammelt kulturelt mønster. Vi ved fra vores egen kultur, at kultur er en dynamisk ting som hele tiden udvikler sig. De sidste tredive års bor- gerkrig har skabt mange opportunister, som på trods af, at de ikke var født til det, har gre- bet chancen og magten. Sådan en er f.eks. uzbekeren general Dostum, som har haft sit eget flyvevåben og sine egne kampvogne. Tilsvarende er folk flygtet fra deres jord, og når de er kommet hjem, har andre mennesker overtaget den. Der findes matrikelkontorer. Fler ligger skøderne hulter til bulter på gulvet dækket i støv. Sådan er afghansk etatskultur. Der findes ikke landmålere, som kan lave en præcis optegnelse af hegnsskel. Privat ejen- domsret beskyttes ved at lave en lille mur, som viser, hvad der tilhører en. Men det kræver jo man er til stede. Mange gange kan forbrydere dokumentere ejerskab til jord, fordi de na- turligvis blot har bestukket sig til et falsk skøde. Ruserne lavede mange ting i Afghanistan. Omfordeling afjord ved tvangs kollektivisering, tvungen skolegang, planer for byudvikling. Planerne for byudvikling møder vi den dag i dag, hvor borgmestrene fastholder, at det kun er den, der duer, selv om der på ingen må- de er resurser til det. I halvfjerdserne blev der gennemført to jordreformer. Dog uden stor virkning. Jordejerne sluttede sig til mujahedin, og efter russerne havde forladt Afghanistan, vendte de tilbage fra bjergene og tog deres land tilbage. Både russerne og ISAF har gjort meget for at styrke Staten Afghanistan. Alle disse ting må på en eller anden måde have haft en effekt. Især omkring Kabul, hvor det er relativt nemt for regeringen at hævde sin autoritet. I Flelmand provinsen, som ligger langt væk, og hvor modstanden mod statslig indgriben er stor, må effekten vurderes at være lille. I det daglige ser vi afghaneren med tøj og redskaber, som ikke har ændret sig i totu- sind år. Samtidig holder han en mobiltelefon og sidder på en knallert. Der er en sammen- blanding af gammelt og nyt. På baggrund af mit ophold i 2004 og 2007 vurderer jeg dog, at der stadig er meget tilbage af de gamle strukturer. Afghanistan er et ekstremt religiøst, konservativt og traditionsbundet land. De unge, som kunne forny samfundet får ikke lov. Det er gamle mænd, som bestemmer alt.
Exitstrategi
Mange i Afghanistan må spørge sig selv, om de tør støtte vores projekt? Den dag vi er væk, er de uden beskyttelse. Det kan betyde døden for mange af dem. Enhver snak om tilbage- trækning vil derfor få den virkning, at folk vil tøve med at gå ind i vore reformer og projek- ter. Tilsvarende må Pakistan spørge sig selv, om de virkelig skal gennemføre operationer imod stammeområderne, for at hjælpe USA og ISAF, eller om de skal fastholde Taliban, som allieret, med henblik på at destabilisere Afghanistan, så Pakistan kun skal bekymre sig om en front, nemlig Indien. Det er nærliggende at tolke terroraktioner imod ISI, det pa- kistanske efterretningsvæsen, som stammekrig imod de pakistanske myndigheder, men det kan lige så godt være interne opgør imellem forskellige fraktioner i ISI om i hvilken retning Pakistan skal gå. Når vi taler om at trække os tilbage, må det skubbe Pakistan der- hen, hvor Pakistan blot ønsker at vinde tid. Efter min mening, er det skadeligt for os at tale om, hvornår vi vil trække os tilbage. Den relevante diskussion er derimod, hvad er det præcist, vi vil opnå? Der er måske behov for en kritisk gennemgang af kampagneplanlægningen, af de lines of operations, milesto- nes og end-states ISAF har sat op og en revision af den samlede målsætning. I den forbin- delse kan centre of gravity-teorien måske anvendes som fokuseringsværktøj til at identifi- cere, hvilke kritiske kapaciteter skal være til stede, hvilke sårbarheder har de og hvilke af- hængigheder, og hvordan de sikres? Herunder synes jeg også det er vigtigt at sondre imellem, hvad ISAF kan opnå, og hvad diplomaterne, NGO’er og FN må levere?
På hvor mange områder vil vi udfordre os selv?
Spørgsmålet om hvad vi vil opnå, er også et spørgsmål om, på hvor mange områder vi vil udfordre os selv? Vi arbejder for at implementere demokrati. Det er en kulturel omvæltning som truer el- ler kan true de gamle magthavere. Hvis vi vender shuraerne ryggen og samarbejder med distrikts og provinsråd i stedet for, hvilken effekt får det så på de lokale magthavere og høvdinge? Vi samarbejder meget med den af Kabul indsatte guvernør. Hvilken effekt har det på lokale magthavere, som altid har været imod central styring fra Kabul? Vi arbejder for generel skolegang. Vi har ringe indflydelse på, hvad skolerne skal un- dervise i, fordi det fastsættes af det afghanske undervisningsministerium. Vi arbejder på regering af landet ved lov. Men hvordan vil det stille de nuværende magthavere? Vil skole- gang en dag medføre, at dommerens søn ikke automatisk bliver den nye dommer? Hvor- dan vil dommerne, de religiøse mænd, tænke om det? Vi kan se, atTalibans lederskab of- te involverer religiøse mænd, og moskeer ofte bliver brugt som baser. Den afghanske regering lever af donationer fra vesten. Den afghanske stat kan kun fi- nansiere 30% af sit forbrug selv gennem skat. Der skulle være generel indkomstskat og skat på virksomheder, men ofte kniber det med at opkræve den. Mange afghanere betaler ikke skat. Der har været nogle planer om, at den afghanske regering skulle have indtæg- terne fra told og fra udvinding af resurser, men i praksis har det vist sig vanskelligt, fordi pengene altid er blevet kanaliseret over til de lokale krigsherrer i stedet for. Hvad skal den afghanske regering leve af i fremtiden? Hvordan laver man et effektivt skattesystem i et land, hvor der ikke er nogen registrering af indbyggere og virksomheder, og hvor der heller ikke findes vejnavne og husnumre?
Opium har stor økonomisk betydning. Hvorledes bliver vores vilkår, hvis vi engagerer Afghanistans primære indtægtskilde og dermed de rigeste i samfundet? Vi har snakket om jordreform. Hvordan vil magthaverne i Afghanistan reagere mod det? Vi arbejder aktivt for kvinders ligestilling og ret til uddannelse. Det fremgår af næsten alle Folketingets akter om Afghanistan. Men det er et radikalt brud på deres kultur, og no- get vi kan se de reagerer aktivt imod. Ville vi få det lettere, hvis vi ikke arbejdede for kvin- derettigheder? Vi vil gerne arbejde for menneskerettigheder. Men hvordan gør man det i praksis? Den afghanske regering har ikke selv den store forståelse for menneskerettigheder, hvilket har givet nogle store diplomatiske udfordringer - især omkring dødsdomme. Vi vil gerne sætte ind imod korruption. Men vi betaler samtidig en lokal stamme i Ge- reshk for vores beskyttelse. Skal vi tage opgøret eller fortsat betale beskyttelsespenge? Afghansk politi og militær er fedtet ind i lokale khanfejder om kontrollen med land. Hvordan ændrer man det? Og hvilken effekt vil det have? Hvilke milestones (delmål) skal være indfriet, før vi vil kunne forlade Afghanistan med god samvittighed? Vi vil gerne at politiet og domstolene tager sig af kriminalitet. Men afghanerne bruger deres egne ældgamle institutioner baseret på religion, stammetradition og slægt. Skal vi gøre noget ved det? Hvilken effekt vil det have? Vi patruljerer jord. Jord skal forsvares. Det er en sag om ære. Kan vi undgå tab ved at agere anderledes overfor ejerne? Husundersøgelser krænker kvinder. Krænket ære skal forsvares med blod. Kan vi gøre noget, for at få mindre modstand? Kan vi skabe et bedre billede af os selv, ved at være mere gavmilde og gæstfrie? I vores støtte til kapacitetsopbygning til lokale myndigheder, hvornår er det så godt nok? Skal borgmesteren have en strømlinet papiradministration, som vi kender det i ve- sten? Eller kan mindre gøre det? Der er himmelvid forskel på Afghanistan og Irak. Saddam Husseins Bath parti i Irak var det panarabiske socialistparti. I Irak var der veje, el, vand, telefon, massemedier og gene- rel skolegang. I Irak kumme man tale om genopbygning. Men i Afghanistan har der aldrig været de ting. Det er udvikling. Hvor meget skal Afghanistan udvikles? Hvordan skal udvik- lingen fastholdes og aktiverne vedligeholdes? Og hvordan skal det finansieres? Som jeg ser det, er mange af disse spørgsmål politiske. Spørgsmålet om en exitstrate- gi kan derfor ikke tages af forsvaret alene. Det er i høj grad diplomaterne og FN, som skal blive enige om, hvad de vil opnå og sætte realistiske mål. Udvikling af de afghanske sikkerhedsstyrker hænger i høj grad sammen med udvikling af god regeringsførelse samt en oplystbefolkning, som kan læse og skrive. Spørgsmålet er, om der overhovedet findes nogle kortsigtede løsninger, når man først begiver sig i kast med opgaver, som dem her? For englænderne tog det en generation at få styr på Nordirland. Her taler vi om et land, som i udvikling svarer til Danmark i middelal- deren og som har en helt anden kultur.
Litteraturliste
Andersen, Jørgen Goul (2003) Politik og Samfund i forandring. Det politiske system og dets omgivelser.
Barth, Frederik (1959) Political leadership among Swat Pathans. London School of Eco- nomics.
Berg. Oxford New York. Dahl, Robert A. (2000) Om demokrati. Kbh. Nyt Nordisk
Deschamps, Colin and Alan Roe (2009) Land Conflict in Afghanistan - Building Capacity to
Address Vulnerability. AREU, Kabul, Afghanistan. (Kan downloades fra Internet)
Gertsen, Martine Cardel (1994) ”En verden uden grænser - Tværkulturel forståelse og
kommunikation” GEC Gad
Hansen, Birthe og Carsten Jensen (red.)(1998): Grundbogen i statskundskab, Kbh.: Aka-
demisk Forlag: 30-46: David Easton: "Om at analysere politiske systemer”.
Hastrup, Kirsten og Ovesen (1999) Etnografisk Grundbog - Metoder, teorier, resultater,
Gyldendal.
Jacobsen, Benny, Søren Juul, Erik Laursen og Klaus Rasborg: "Sociologi og Modernitet”
(1998)
Jensen, Iben (2006). Grundbog i Kulturforståelse, Roskilde Universitetsforlag
Knudsen, Anne og Lisanne Wilken (1998)”Kulturelle Verdener - kultur og konflikter i Europa”
Pittelkow, Ralf (2003). Efter 11. september - Vesten og Islam.
Poulsen, Ulla (2009), Pathunerne er den muld Taliban vokser af, Artikel i Kristeligt Dagligblad d.24. feb. 2009
Rasanayagam, Angelo (2003) Afghanistan - a modem history. I.B.Tauris, London
Rashid, Ahmed, Taliban - Islam. Oil and the New Great Game in Central Asia (2000). I.B
Tauris Publications London, New York
Salzman, Philip Carl (2007) ’’Arab tribalism - The Middle East’s Tribal DNA".
Tanner, Stephen (2002), Afghanistan - a military history from Alexander the Great to the fall of the Taliban. Da Capo Press, USA
Diverse klassificerede dokumenter fra ISAF:
Internet
Udenrigsministeriet:
http://www.afghanistan.um.dk/da/menu/lnfoOmAfghanistan/Afghanista nsNvereHistorie/
KvindernesDeltagelselValget2005/
Moesgaard Museum Århus. Udstilingom Afghanistan.
http://www.hum.au.dk/moesgaard/afghanistan/downloads/dk/moes afgh guide dk.Pdf
Fodnoter
2 PKM= russisk 7,62 mm maskingevær
3 Det fulde navn er: Jamiat-e Islami. Oversat: Det Muslimske Samfund. Samme parti, som
den navnkundige general Ahmad Shah Massoud, også kaldet Panjshirs Løve, tilhørte.
4 Mit skøn.
5 Junbish (Junbish-e Milli-yi lslami-yi Afghanistan) er Uzbekernes parti, som ledes af gene- ral Dostum. Mobiliseringen i 2004 gjaldt 82 Div. Under Khamal Khan, som vel ville svarer til en oberst efter danske forhold.
6 DDR = Disarmament Demobilisation and Reintegration
7 Sværdsiden = mandssiden, dvs. far, farfar o sv ., spindesiden = kvindesiden.