“Forget your perfect offering. There is a crack in everything. That is how the light gets in." - Japansk ordsprog/filosofi
Danmark har de seneste godt og vel 18 år bidraget til den samlede internationale indsats i Afghanistan. I tæt på to årtier har vi danskere stået last og brast med allierede og internationale partnere i bestræbelserne på at hjælpe den afghanske befolkning med at få bragt deres land på fode i kølvandet på følgerne af det skelsættende terrorangreb på USA den 11. september 2001. Som land har vi støttet indsatsen civilt såvel som militært, og navnligt vores militære engagement er kommet til at stå centralt i vores fælles nationale bevidsthed.
Mere end 11.000 danske soldater har været udsendt til Afghanistan (svarende til over 20.000 udsendelser). I alt 43 danske soldater har til dato mistet livet. Dertil skal lægges de, der i dag lever med varige ar på krop og sjæl på grund af deres tjeneste i Afghanistan. At vi i disse år oplever et udtalt behov herhjemme for at få debatteret, hvorvidt vores indsats har været prisen værd, er derfor oplagt og ganske logisk. Et relativt stort antal danske familier har – på den ene eller anden måde –mærket konsekvenserne af det militære engagement på egen krop.
Lad mig for en god ordens skyld slå fast, at jeg personligt ikke hører til i det kor af kritikere, der betragter indsatsen i Afghanistan for at have været komplet fejlslagen. Et sådant standpunkt negligerer en række centrale historiske facetter, ligesom det efter min opfattelse anskuer Danmarks indsats i Afghanistan i et alt for ensidigt og snævert perspektiv, der skorter på strategisk ræsonnement og geopolitisk indsigt.
Når det er sagt, så er det omvendt indlysende for enhver, der har fulgt udviklingen i Afghanistan de seneste 18 år, at der er blevet begået små som store – i visse tilfælde sågar grelle – fejl i måden, hvorpå man fra vestlig side har grebet krigen an. Derfor synes det af flere grunde nærliggende at se nærmere på, hvilke grundlæggende erfaringer vi som krigsdeltagende land har gjort og kan uddrage fra vores medvirken. Viden og indsigt, der bl.a. kan være med til at skabe en styrket kollektiv forståelse for, hvad krig er for et væsen, og hvorfor vedvarende strategisk omtanke er essentiel i forbindelse hermed. Også for et land som Danmark, da vi ønsker at spille en konstruktiv og værdifuld rolle i samarbejdet med allierede og strategiske partnere.
Krigs uforanderlige natur og vekslende karakter
De seneste 18 års internationale indsats i Afghanistan har om noget vist, hvad 2.500 års strategi-historie allerede rummer talrige eksempler på. Nemlig, at militær og teknologisk dominans ikke er en garanti for succes i krig. Eller sagt på en anden måde: At reducere krig til et spørgsmål om droner og kanoner er nær den sikre opskrift på strategisk nederlag. En erkendelse, som den preussiske militærteoretiker Carl von Clausewitz for godt 200 år siden anskueliggjorde i form af hans diktum vedrørende krigens uforanderlige natur og vekslende karakter.
Clausewitz definerer krigen som værende en fortsættelse af politik med andre midler. Ifølge denne logik er krig kendetegnet ved to grundlæggende karakteristika. Dels er krig summen af forskellige kontekstuelle variabler, der specifikt vedrører interaktion mellem politiske entiteter, dels indebærer krig anvendelse af organiseret vold eller trusler herom med det formål at påtvinge politiske rivaler en bestemt adfærd (Gray 2010, 29-31).
Hvis vi følger Clausewitz’ ræsonnement – hvilket jeg vil mene, at der er god grund til, når det drejer sig om forståelsen af krig – er det en given konflikts kontekstuelle variabler, der afgør dels hvilke politiske handlemuligheder, som er realiserbare, dels hvordan væbnet magt som led heri og i kombination med andre virkemidler kan nyttiggøres mest optimalt. Det er således afvejningen af den kompleksitet, der for enhver konflikt består af en konstant vekselvirkning mellem politiske, sociokulturelle, historiske, økonomiske, militærstrategiske, teknologiske, geopolitiske og geostrategiske faktorer, der bør danne grundlag for udformning af en konkret strategi, hvis instrumentelle formål er at bygge bro mellem hensigt og handling.
Summen af de kontekstuelle variabler danner følgelig krigens karakter, der i modsætning til krigens natur er genstand for forandring. Populært kan man sige, at enhver konflikt har sit unikke DNA, hvortil brugen af det militære instrument må tilpasses og til stadighed raffineres, for at det kan virke effektivt til at understøtte de politiske målsætninger. En rigid måde at anskue krigsførelse på indebærer derfor en betydelig risiko for strategiske fejlslutninger.
Endvidere peger Clausewitz på, at krig – foruden sin omskiftelige karakter – er uafhængig af tid og kontekst. Altså uforanderlig. Her anvender Clausewitz en abstrakt konstruktion, som han betegner den paradoksale treenighed. Paradoksal fordi konstruktionens komponenter i form af lidenskab og vold, chance/sandsynlighed og fornuft indeholder kræfter, der på den ene side er forudsætningsskabende for krigens eksistens, momentum og effektivitet, men som på den anden side samtidig næres af modsatrettede dynamikker/motiver, hvilket indebærer risiko for systemisk ubalance til skade for eksempelvis grundpræmissen vedrørende bestemte formålsrationelle handlinger (Gray 2009, 28-31).
Det tjener i denne artikel ikke noget formål at gå yderligere i detaljen andet end at præcisere, at det i Clausewitz’ optik er alfa og omega, at strategens analytiske overvejelser vedbliver at være fast forankret i netop forståelsen af krigs uforanderlige natur og vekslende karakter. Det gælder i relation til såvel den initiale udformning af en kontekstspecifik strategi som selve udmøntningen heraf.
Krig uden rod i strategisk ræsonnement
Hvilken relevans har Clausewitz’ teori om krig for de seneste 18 års internationale indsats i Afghanistan? En hel del vil jeg mene. Men hovedpointen er, at det er det samlede intellektuelle reservoir af strategisk tankegods, der har tråde tilbage til bl.a. Sun Tzu og Thukydid fra perioden 545-400 f.Kr., som i langt højere grad burde være genstand for opmærksomhed og refleksion. For med den viden, som vi i dag besidder, synes det oplagt at konkludere, at den indledende amerikansk-ledede intervention i Afghanistan, som Danmark bidrog til, havde sit udspring i en grundidé og nogle fundamentale antagelser, der ikke var tilstrækkeligt rodfæstet i et sammenhængende strategisk ræsonnement.
Hertil går påstanden på, at det navnligt var politisk og ideologisk modvilje i Washington mod at engagere USA i nation/state building kombineret med en vestlig militær tankegang, der tillagde teknologisk overlegenhed uforholdsmæssigt stor vægt og betydning, som endte med at lægge kimen til en fejlbehæftet strategisk kurs. Et vilkår, der siden har præget udviklingen i Afghanistan, og som man fra international hold med varierende succes gennem årene har forsøgt at korrigere med sigte på at bane vej for forsoning og varig fred.
Ved at anvende Clausewitz’ teori om krig i forhold til ovennævnte grundlag kan man udfordre otte antagelser/overbevisninger, der i flere år dominerede den vestlige tilgang til konflikten i Afghanistan, men som tydeligvis beroede på fejlskøn foranlediget af en generel mangel på strategisk refleksion – reminiscenser heraf er fortsat fremtrædende i dele af den internationale indsats:
1. At man befandt sig i en situation uden historisk fortilfælde, hvor banebrydende militær- og informationsteknologiske fremskridt gjorde det muligt at reducere krigens kompleksitet til kvantificerbare størrelser og dermed minimere den usikkerhed, som Clausewitz i form af begreberne ”tåge” og ”friktion” (Greene 2007, 21) anså for at være et bestandigt vilkår i krig, vandt først og fremmest indpas i kraft af fremtrædende idéer/hypoteser som f.eks. Revolution in Military Affairs og Effect based Operations.
2. At et højt avanceret, slagkraftigt og konventionelt orienteret militærapparat var i stand til at yde den samme operative og strategiske effekt mod en irregulær modstander, der hovedsageligt benyttede guerillataktik på egen hjemmebane, som hvis duellen havde fundet sted i et miljø præget af konventionel krigsførelse.
3. At hovedfokus for den samlede indsats måtte være på fysisk udslettelse af fjendens militære kapacitet og ikke sikring af befolkningens opbakning – såvel egen som værtslandets, skønt krigen i Afghanistan inden for kort tid kom til at være kendetegnet ved irregulær krigsførelse, hvor den reelle kampplads i modsætning til regulær krigsførelse primært blev det psykologiske domæne med sigte på at påvirke fjendens vilje til at kæmpe. USA introducerede i december 2006 FM 3-24, der omhandlede oprørsbekæmpelse, men der skulle gå år, førend tankerne for alvor vandt indpas i Afghanistan.
4. At man ved at fjerne Taleban ville skabe rum for, at allerede eksisterende moderate kræfter i Afghanistan uvilkårligt fik vind i sejlene til støtte for udvikling af et moderne samfund baseret på et republikansk demokrati, en stærk centralmagt og udstrakte frihedsrettigheder for borgerne. Denne antagelse var imidlertid blottet for det faktum, at Afghanistan havde været martret af 25 års intern konflikt om landets nationale identitet blandt aktører med vidt forskellige kulturelle, religiøse og ideologiske overbevisninger, og som tilmed ikke deler samme etnicitet (pashtunere, tadjikker, hazaraere, usbekere, turkmenere).
5. At det afghanske samfund med international hjælp ville være i stand til at generere politisk, økonomisk og social udvikling på et niveau og med en hastighed, der var tilstrækkelig til at skabe stabilitet, vel vidende at Afghanistan 1) hørte til blandt de allerfattigste lande i verden, 2) bestod af en befolkning med et særdeles lavt uddannelsesniveau, 3) ingen industriel base besad, 4) var fuldstædig afskåret fra det internationale system af samhandel, 5) havde begrænset erfaring med demokrati, 6) var uden et sikkerhedsapparat til at opretholde lov og orden og 7) befandt sig i en situation præget af dyb politisk, kulturel og social splittelse, hvor magten tilfaldt grupperinger og enkeltpersoner, der i perioden 1992-96 havde kastet Afghanistan ud i en vederstyggelig borgerkrig, der endte med at anspore Talibans politiske opblomstring og efterfølgende magtovertagelse i 1996.
6. At det ville være muligt at holde regionale aktørers indblanding stangen, skønt Afghanistan i årtier – man kan med en vis ret hævde i århundreder – havde udgjort det geostrategiske skæringspunkt mellem konkurrerende stormagter og lande i regionen, og at den interne konflikt mellem rivaliserende afghanske grupper i høj grad var en afspejling heraf. Dynamikker, der ikke er blevet mindre fremtrædende i løbet af de seneste 18 års udvikling som følge af den til stadighed skiftende geopolitiske situation både regionalt og på globalt plan.
7. At man ved primært at anvende diplomatisk pres og økonomisk afstraffelse kunne tvinge det pakistanske sikkerhedsapparat til at ændre sin strategiske kalkule i forhold til Afghanistan, herunder landets hemmelige støtte til Taleban. Dette er der imidlertid ikke noget, der indtil videre tyder på, at USA for alvor har haft held med, hvorfor Taleban har bevaret en form for strategisk helle på pakistansk territorium. Det er tydeligt, at USA er fanget i en ”Catch-22-situation”, hvor hensynet til en række langt mere vægtige regionale og geopolitiske interesser begrænser amerikanske handlemuligheder vis-a-vis styret i Islamabad og Pakistans indblanding i Afghanistan.
8. At rationalitet er bundet til en universel menneskelig fornuft, der er uafhængig af kulturelle og sociale forhold. En overbevisning, der bl.a. har gjort, at internationale donorer i deres velmenende iver og forsøg på at skabe hurtige fremskridt generelt har promoveret vestlige idéer, koncepter og løsninger, som afghanske institutioner generelt har haft vanskeligt ved at få forankret bredt i samfundet på grund af kapacitetsmæssige begrænsninger og/eller kulturel modstand.
Sammenfaldet af de skitserede faktorer skabte inden for få år en negativ spiral i Afghanistan, der gødede jorden for kaos og uorden. En udvikling, der i øvrigt blev hjulpet godt på vej af et uskønt sammensurium af afghanske ”gullaschbaroner”, egenrådige krigsherrer, selvbestaltede militser og kriminelle bander, der så deres snit til at udnytte det pludseligt opståede magttomrum til at bemægtige sig magt og over tid enorme værdier i kølvandet på stigende international udviklingsbistand. Situationen medførte, at USA og NATO i 2007 påbegyndte en voldsom militær opbygning, der kulminerede i 2010 med en samlet styrke på ca. 140.000 soldater.
Det skal retfærdigvis nævnes, at den afghanske befolkning trods den vedvarende konflikt har gjort fremskridt på flere samfundsvæsentlige områder i løbet af de seneste 18 år. Det gælder i forhold til uddannelse, sundhed, civilsamfundet, fri og uafhængig presse samt rettigheder for minoriteter og kvinder. Tiden må vise, hvor dybt disse fremskridt stikker i det afghanske samfund, og i hvilket omfang de i det lange løb og som led i eventuelt kommende intra-afghanske fredsforhandlinger kan stå distancen i mødet med konservative, reaktionære og autokratiske kræfter i landet
Krig er og bliver et sats
Sammenhængen og samspillet mellem militære virkemidler, strategi og politiske målsætninger som led i krig er afgørende for succes. Krig er kompleks, og Afghanistan er på ingen måde nogen undtagelse – tværtimod, hvilket ovenstående understreger. Krigens kompleksitet, der i kraft af sit væsen hverken kan sættes på formel eller lader sig reducere til et lukket system af elementer, mellem hvilke der eksisterer entydig kausalitet, er og bliver en del af ”gamet”, så at sige.
Da krig er et instrument for politisk formålsrationalitet, er det afgørende, at dens udmøntning og udvikling måles i forhold hertil, og ikke blot ud fra et snævert militært perspektiv. Historien rummer utallige eksempler på, at militær dominans på slagmarken ikke nødvendigvis giver sig udslag i strategisk sejr. Et klassisk eksempel er USA’s krig i Vietnam.
Og tilsvarende forholder det sig således, at det er muligt at opnå strategisk succes i krig, selvom man operativt såvel som taktisk er sin modstander underlegen. Dermed ikke sagt, at udfaldet af krigsførelse og militærteknisk overlegenhed er uden betydning. Nej, pointen er, at krig er andet og mere end anvendelse af militære virkemidler, hvilket de seneste 18 års erfaring i Afghanistan er et klart vidnesbyrd om.
Den militære komponent er en blandt flere centrale parametre, der former krig, og som afgør dens udfald. Sandsynligheden for at høste strategiske gevinster afhænger i høj grad af, om man som krigsførende part evner at omstille og tilpasse sin ageren, heriblandt militært, til en given konflikts såvel unikke karakteristika som vekslende karakter. Heri ligger den strategiske kunst og dermed nøglen til at udvikle taktiske manøvrer i bred forstand, der over tid skaber en akkumuleret effekt til støtte for et politisk defineret formål (policy).
Krig er og bliver et sammensat og langt fra lineært anliggende af den simple grund, at udgangspunktet herfor er menneskelige viljer, der indbyrdes kæmper om at påtvinge hinanden bestemte viljer under anvendelse af vold. Det kan selv ikke verdens mest moderne og teknologisk avancerede militærapparat ændre på.
Fred, stabilitet og sikkerhed er ikke et fait accompli
Al Qaedas terrorangreb på USA den 11. september 2001 indvarslede på mange måder en ny global sikkerhedspolitisk epoke. Det lykkedes på den dag en relativ inferiør og ressourcesvag ikke-statslig aktør at forrette enorm fysisk skade i hjertet af den magtfaktor, der siden afslutningen på Anden Verdenskrig havde udgjort det politiske, økonomiske og kulturelle kraftcenter for den vestlige civilisation. I psykologisk forstand var hændelsen samtidig et frontalangreb på den bestående internationale orden, der gennem årtier havde udgjort grundpillen for bl.a. fred, sikkerhed og økonomisk velstand i store dele af Europa.
Angrebet på tvillingetårnene i New York og på Pentagon i Washington var ret beset et strategisk anslag mod samtlige lande, der bekender sig til demokrati, liberale frihedsidealer og en regelbaseret international orden. At lade misgerningen forblive ustraffet ville alt andet lige have været at spille hasard med international fred og sikkerhed. Og for et lille land som Danmark var interessen for at bakke op om USA’s reaktion selvsagt indlysende, hvilket blev yderligere accentueret af NATO’s beslutning om at påberåbe sig retten til kollektivt selvforsvar.
Som land har Danmark i trekvart århundrede draget fordel af USA’s position som den dominerende politiske aktør i det internationale system. Vores nationale sikkerhed, samfundsform og ikke mindst økonomiske velstandsudvikling er i strategisk henseende funderet i denne geopolitiske kendsgerning. Et faktum som, vil jeg tillade mig at hævde, ofte er fraværende som grundpræmis for drøftelser om vores mangeårige engagement i Afghanistan, og hvorvidt det har været prisen og ofrene værd (i tilslutning til diskussionen vedr. den konkrete trussel fra international ekstremisme og terror, migration og flygtningestrømme, øget ustabilitet i Sydasien osv.).
Måske er, når alt kommer til alt, den allervæsentligste overordnede lære, som kan uddrages af vores mangeårige involvering i Afghanistan, at en sort-hvid målestok kun sjældent kan finde anvendelse, og at krig i alle dens facetter fra politik til militærtaktik kaster en myriade af dilemmaer af sig, der antager forskellige nuancer af grå. Og, hvorvidt den grålige nuance er til den lyse eller den mørke side, afhænger i høj grad af øjnene, der ser.
Bibliografi
Gray, Colin S. 2010. The Strategy Bridge – Theory for Practice. Oxford University Press
Gray, Colin S. 2009. Fighting Talk – Forty Maxims on War, Peace, and Strategy. Potomac Books
Greene, Robert. 2007. The 33 Strategies of War. Penguin Books
Forfatteren var i perioden juni 2018 til januar 2020 udstationeret som dansk forsvarsattaché i Kabul, Afghanistan. Holdninger og synspunkter i nærværende indlæg er forfatterens egne.
