Den 11. juni d. å. har kongen stadfæstet to af folketinget ved­ tagne love om ændringer i henholdsvis den militære straffelov og den militære retsplejelov, hvilke ændringer skal træde i kraft 3 måneder efter stadfæstelsen, altså i september måned 1954.

De ændringer, der her er tale om, har forlængst været gjort til genstand for omtale i pressen og er derfor i hovedtræk kendt af det militære personel af værnene. Da forslagene i sin tid blev fremsat, var det klart, at der ikke blandt det militære personel var udelt enighed om det formålstjenlige i de foreslåede ændrin­ ger, og nu, da lovene er vedtaget, og alle fra september måned må indstille sig på nyordningen, vil det formentlig være af en vis interesse at underkaste nogle af de vigtigste af de vedtagne ændringer en neutral bedømmelse og at anstille nogle betragt­ninger over, hvorledes man må forvente, at den nye ordning vil virke.

Den militære straffelov.

Bortset fra nogle ændringer af mindre reel betydning, såsom ændringen af den gamle betegnelse „overmand“ og „undermand“ til henholdsvis „foranstående“ og „efterstående“ — ændringer, som vel senere må gennemføres også i tjenestereglementet og i lærebogen — ligger det væsentlige deri, at man har afskaffet strafarterne streng arrest og skærpet arrest og således fremtidig kun vil have to militære arreststraffe, nemlig kvarterarrest og vagtarrest, hvilke straffe til gengæld kan anvendes i længere iid end hidtil: i indtil 60 dage overfor alle og vagtarrest overfor befalingsmænd endog i visse tilfælde i indtil 6 måneder.

Afskaffelsen af de to strengere arreststraffe er vistnok oprindelig foreslået af ungdomskommissionen ud fra den betragt­ning, at disse straffe ikke længere var tidssvarende, og da ung­ domskommissionen jo i det hele taget på dette område var præ­ get mere af velvilje overfor ungdommen end af egentlig sagkund­ skab, må man formode, at man er gået ud fra, at afskaffelsen af skærpet og streng arrest ville betyde en lettelse for de værne­ pligtige. For en umiddelbar betragtning ligger det jo også nær, at det må være en lettelse for de værnepligtige lovovertrædere at slippe for straffe, der ved deres betegnelse forekommer meget strenge. Set fra de værnepligtiges side er dette vistnok en stor fejltagelse. Set med militære øjne vil der måske blandt værnenes personale være nogle, der finder det uheldigt, at man ikke mere ved valg mellem arreststraffe af forskellig strenghed har mulig­ hed for at graduere straffene efter forseelsernes grovhed, men ved nærmere eftertanke tror jeg, at man må komme til den over­ bevisning, at afskaffelsen af de to nævnte arreststraffe ingenlunde vil efterlade et savn — i hvert fald ikke hos de militære befa­lingsmænd. Fordelen ved de strengere arreststraffe lå jo fortrins­ vis deri, at man ved anvendelsen af skærpet eller streng arrest kunne undgå at gøre det med strafafsoningen forbundne fravær fra uddannelsen unødigt langt, og at man derved kunne begrænse den af strafafsoningen følgende eftertjeneste eller øvrige følger af den strafbare handling, f. eks. hjemsendelse på grund af straf m. v. For de pågældende lovovertrædere selv, for hvem disse følger er meget ubehagelige, betød dette i virkeligheden en lettelse.

Men bortset fra dette forhold er det jo en misforståelse, hvis man antager, at streng arrest og skærpet arrest af de værneplig­ tige blev betragtet som „strenge“ — det er ingenlunde tilfældet, og det er en kendsgerning, at værnepligtige meget ofte i retten har bedt om at få streng arrest i stedet for mere langvarig straf af mildere art. Det står jo klart for enhver, der har med ung­ dommen at gøre, at det for unge mennesker alene er antal dage, det kommer an på, og unge mennesker, der står overfor at skulle drages til ansvar for et fejltrin, vil i langt overvejende grad foretræ kke at få det overstået snarest m uligt, og de tager hellere en strengere straf af kortere varighed, hvis de kan få det. En mand, der har begået et tyveri, for hvilket straffen normalt ville blive fængsel i 40 dage, men som soldat har mulighed for at få 10 dages streng arrest i stedet, er ikke i tvivl om, hvad han vil væljie. Den strenjie arrest har derfor med rette været anset som en „gave“ til de værnepligtige, en gave, hvortil civile lovovertræ­ dere ikke har adgang. Nu er det naturligvis mindre væsentligt, hvad de værnepligtige selv ønsker; det er lovgivningsmagten, der bestemmer, hvilke straffe man skal have, og nu er disse to stren­gere arreststraffe altså afskaffede. Spørgsmålet er derefter, om man vil komme til at savne dem i den militære strafferetspleje. I uddannelsesmæssig henseende vil det muligvis være uheldigt, at visse slemme lovovertrædere ikke kan få en kortvarigere og strengere straf, der kunne begrænse fraværet fra uddannelsen, men bortset herfra tror jeg ikke, at den nye ordning vil efter­ lade noget savn.

Ved at indføre den nye form for vagtarrest, der, så vidt man kan se, er noget strengere end den tidligere straf af sam­ me navn, er der tilsyneladende indført en mildnelse af bedøm­ melsen af de militære forseelser. Man kan se, at det har været lovgivningsmagtens hensigt, at der skal anlægges en noget mildere kurs, idet man alle steder, hvor der tidligere var fastsat en vis mindstestraf af skærpet arrest, nu er fastsat vagtarrest i samme antal dage. Dette er således tilfæ ldet i militær straffelovs § 43 (rømning), i § 49 (trusel med vold), i § 50 (vold mod overmand nu: foranstående) og i § 65 (skildvagten, der forlader sin post). Set med militære øjne kan det synes noget påfaldende, at man anlægger en mildere kurs på et tidspunkt, livor mange vil mene, at vi har vel mange militære lovovertrædere til, at man skulle synes, at tiden var inde til at behandle disse overtrædelser mildere, men hvis man tænker spørgsmålet nærmere igennem, forekommer det mig, at man vistnok ikke med urette kan betragte den nye ordning som tværtimod strengere end den gamle, og dette gælder i særdeleshed overfor de militære lovovertrædere, som man har mest vanskelighed med, nemlig dem, der gentagne gange forser sig og derfor må straffes flere gange.

Straffen skal jo dels have en specialpræventiv virkning på lovovertræderen selv; den skal lære ham, at han ikke må begå sådanne lovovertrædelser og lære ham „at lade være en anden gang“, og straffen skal have en mere generalpræventiv virkning, idet den skal stå som „skræk og advarsel“ for de svage sjæle, der kan formodes at lade sig forlede til noget lignende. Hvad den specialpræventive virkning angår, da er det for den, der kun een gang begår en lovovertrædelse, ikke så nødvendigt med særlig streng straf — den pågældende tager lære af straffen og kom­ mer ikke igen, men for den, der gentager sin forseelse, vil det hurtigt vise sig, at straffen bliver langt mere følelig end tidligere, alt ud fra den grundlæggende betragtning, at det for de unge mennesker alene er antal dage, det kommer an på. Tidligere kunne man ved anvendelse af strengere strafarter skærpe straffen i gentagelsestilfælde, uden at dageantallet blev særligt stort. En mand, der liavde gjort sig skyldig i ulovlig fraværelse og måske derfor forste gang fik vagtarrest i 8 dage, kunne næste gang få skærpet arrest og til sidst streng arrest, men dageantallet blev stadig beskedent, således at den pågældende kunne overse det. Efter at disse to arreststraffe nu er afskaffede, må man i gen­ tagelsestilfælde skærpe straffen alene ved forøgelse af dageantal­ let, og det skal nok vise sig, at den kategori af lovovertrædere hurtigt vil opdage, at nu bliver dageantallet alligevel for stort •— nu bliver det for dyrt. Jeg er derfor tilbøjelig til at tro, at de mere langvarige straffe i gentagelsestilfælde vil virke præven­tivt overfor recedivisterne, og det samme, venter jeg, vil blive til­ fældet i generalpræventiv henseende. Det vil sikkert rygtes, at man ved at begå lovovertrædelser ikke længere kan håbe på at få det hele afgjort ved streng arrest i nogle få dage. Tiden vil vise, om jeg får ret, men man bør i hvert fald ikke på forhånd beklage, at man ikke længere har de strengere arreststraffe, som faktisk på grund af deres relative kortvarighed ingenlunde blev betragtede som særligt strenge.

Noget andet er, at man måske kan have en vis tvivl om, hvorledes de væ rnepligtige vil reagere overfor arbitrære afgø­relser, hvor man på grund af gentagelse er nødt til at forøge dageantallet. Det er en kendsgerning, at værnepligtige, der har begået forseelser, gennemgående gerne modtager ikendte straffe, der udgør et ringe dageantal, selv om straffen er „streng arrest“, medens de straks bliver betænkelige, når dageantallet bliver større, selv om det er en mildere strafart. Det er stadig antal dage, det kommer an på. Men da domstolene jo heller ikke kan følge lovgivningens almindelige udmålingsregler med skærpelse i gentagelsestilfælde uden at forøge dageantallet, vil dette spørgs­ mål sikkert trække sig i lave.

Foruden den her omtalte begrænsning af strafarternes antal indeholder ændringerne i den militære straffelov to nye ting, som bør omtales:

Medens man ikke tidligere har haft hjemmel til at anvende bødestraf for overtrædelse af militær straffelov for så vidt angår tjenstgørende personale, er der nu åbnet en vis mulighed for dette. Ud fra den betragtning, at man ved opfyldelsen af værne­ pligten må stille alle ens uanset de pågældendes forskellige for­ mueomstændigheder, har man ikke hidtil kunnet gøre militære forseelser til et pengespørgsmål, hvilket for en demokratisk be­tragtning også må siges at være rigtigt. Imidlertid har det altid været noget uheldigt, at de gældende regler for ikendelse (idøm­ melse) af betinget straf for militære forseelser har været umulig­ gjort, når forseelsen blev begået så nær op til hjemsendelsen, at der faktisk ikke kunne blive nogen rimelig prøvetid. I et sådant tilfælde, hvor man altså under almindelige forhold ville have anvendt betinget straf, kan man nu i stedet anvende bode, hvil­ket vel i praksis vil sige, at man inddrager en del af de den pågældende tilkommende hjemsendelsespenge.

Endvidere er der ved ændringerne indfort særlig straffebestemmelse i § 58 for den, der anvender de foreskrevne discipli­narmidler i tilfælde, hvor der ikke er hjemmel dertil. Denne for­ seelse kunne jo i forvejen rammes efter § 63, men når man nu har taget anledning til at fremhæve dette forhold som en speciel forseelse, skyldes det formentlig hensynet til indtrufne tilfælde, hvor unge befalingsmænd har tiltaget sig en myndighed, som de ikke har, og har pålagt deres mandskab tjeneste, som faktisk må betragtes som disciplinarmiddel. Den nye bestemmelse må betragtes som en alvorlig påmindelse til de unge befalingsmænd og til de chefer, der har tilsyn med dem.

Den militære retsplejelov.

De ændringer, der er indfort i denne lov, omfatter for det første de af ændringerne i straffeloven nødvendiggjorte a jourføringer af bestemmelserne om ikendelse af straf uden dom. Uden dom kan fremtidig pålægges irettesættelse, kvarterarrest (i 60 dage), vagtarrest i 60 dage og bøder indtil 300 kr., idet dog frihedsstraf af mere end 30 dages varighed ikke må pålægges, uden at rettergangschefen, så vidt det er muligt, har forhandlet med auditøren derom. Hvilken praktisk betydning denne ændrede bemyndigelse til at pålægge straf uden dom vil få, er vanskeligt at bedømme på forhånd. Ud fra de ovenfor anførte betragtnin­ger må man vistnok forvente, at det vil blive noget vanskeligere at få de unge lovovertrædere til at modtage arbitrære afgørelser, der går ud på frihedsstraf af længere varighed, men i så fald må sagerne jo blot indbringes for retten.

Af andre ændringer af principiel betydning må nævnes de ændrede regler om pålæg af sagsomkostninger. Medens det hid­ til var således, at når en mand nægtede at modtage en straf uden dom, bortfaldt den arbitrære afgørelse fuldstændigt, og der rejstes tiltale for retten, hvor den pågældende, hvis han blev domt, måtte betale sagens omkostninger efter de almindelige reg­ ler for behandling af sager i 1. instans. Efter de nye regler be­tragtes sagens indbringelse for retten under samme synsvinkel som en anke, hvilket vil sige, at domfældte normalt skal betale sagens omkostninger, hvis den arbitrære afgørelse stadfæstes eller skærpes, medens det offentlige skal betale omkostningerne, hvis rettens dom bliver mildere end den arbitrære afgørelse. Endvi­ dere bar retten adgang til at begrænse sagsomkostningerne, hvor det findes rimeligt. Dette spørgsmål om sagsomkostningerne er også et af ungdomskommissionens forslag. Hvor vidt det får nogen væsentlig praktisk betydning, er vistnok tvivlsomt. Forholdet er jo i praksis det, at de arbitrære afgørelser, der træffes, gerne ligger i underkanten af den lovbestemte strafferamme, og det er faktisk sjældent, at disse afgørelser underkendes af retten, men der er nu altså sikkerhed for, at en eventuel for streng bedøm­melse, der mildnes af retten, ikke medfører økonomiske udgifter for domfældte, og man er i hvert fald i fremtiden fri for den uheldige påstand om, at den pågældende ikke turde lade sin sag gå til retten, fordi han uanset udfaldet kom til at betale omkost­ ningerne derved. De nye bestemmelser opfylder derved et rime­ligt retfærdighedskrav.

Endelig skal nævnes, at der nu er indfort en vis begrænsning i adgangen til at påanke visse småsager til landsretten. Hidtil har enhver militær straffesag, uanset hvor ubetydelig den var, kunnet påankes til landsretten. Nu gælder der den bestemmelse, at i sager, der ellers behandles som politisager, gælder de almin­ delige i retsplejelovens § 962 givne regler, hvilket bl. a. vil sige, at domfældte kun kan påanke dommen, hvis der er tale om bødestraf på over 60 kr. Spørgsmålet kan blive aktuelt f. eks. i militære færdsels- og motorsager, der — livis de ikke havde været militære straffesager — ville have været politisager. Dette synes en rimelig begrænsning i den hidtidige ubegrænsede adgang til at anke; man kunne have ønsket, at en lignende begrænsning også var indført for så vidt angår andre bagatelstraffe i andre militære straffesager. Det synes noget urimeligt, at der er ube­grænset adgang til at føre en sag om en irettesættelse helt op til landsretten. Man skulle synes, at den sikkerhed, der ligger i en underretsdom, måtte være tilstrækkelig — boitset fra de tilfælde, hvor der på grund af almindelig interesse gives særlig tilla­delse til anke. Men bortset fra de nævnte sager af politiretlig ka­rakter består den ubegrænsede adgang til anke af underretsdom­me altså stadig i militære straffesager.

Man kan ikke sige, at de her indførte ændringer i den mili­tære straffe- og retsplejelovgivning er af gennemgribende karak­ter. Der er sket en modernisering af lovgivningen, men bortset fra de naturlige begyndelsesvanskeligheder bør man ikke forvente, at denne modernisering vil medføre store vanskeligheder. Det væsentlige for det daglige liv ved afdelingerne synes at være af­ skaffelsen af de to strengeste arreststraffe, men — bortset fra uddannelseshensynet, som jeg ikke kan tage stilling til — tror jeg ikke, at disse strafarter vil blive savnet — uden måske af lovovertræderne selv. Det er ikke mere end 17 år siden, at mørk arrest, vand og brødstraf og arrest i bøjen formelt blev afskaf­fet, og ingen har savnet disse strafarter. Jeg tror, at det vil gå ligeså med skærpet arrest og streng arrest.

S. Wahlstrøm.