Af Premierløjtnant A. C. C. Stensby.
(Sluttet.)
Hovedkolonnen, der kommanderedes af Djetnal Pasha den Yngre, og med hvilken Overgeneralen fulgte:
10. Division (28., 29., 30. Regiment med Artilleri) under den tyske Oberst Trommer,
23. Division (62., 65., 68. Regiment) under Behdjet Bey,
25. Division (73.. 74., 75. Regiment med Artilleri) under Ali Fuad Bey,
29. Rytterregiment, 2 Maskingeværkompagnier, 2— 15 cm. Haubitzer,
4. og 8. Ingeniørbataillon med en Broekvipage,
Desuden nogle irregulære Tropper. Ialt ca. 30,000 Mand.
Sydlige Kolonne (mod Suez) under Eshref Bey;
69. Reserveregiment,
Detachementer af 128. og 129. Regiment,
1 Bjergbatteri,
ca. 1500 Mand irregulære Tropper,
ialt ca. 3000 Mand.
Den samlede Styrke har altsaa været ca. 39,000 Mand.
Transportvæsenet var udmærket ordnet. Hvert Regiment havde 250 Kameler. Forplejningstjenesten var ligeledes god, og Tropperne kom ikke til at lide synderlig af Vandmangel.
I Løbet af December Maaned var El Arish og Beersheba blevet indrettet til Basis for Fremrykningen, og der var her oplagt store Forraad. Samtidig var, foruden Katia, El Audja og Nakhl blevet besat. I Begyndelsen af Januar paabegyndtes Frem rykningen. Englænderne, der udførte deres Rekognosceringer ved Aeroplaner, konstaterede den 22. Januar en større Styrke noget Øst for Er Rigm og Dagen efter en mindre Styrke ved Ain Sudr. Den 26. Januar var den sydlige Kolonnes forreste Dele naaet frem mod'Kanalen, og den midterste Kolonne var ved Er Rigm; samme Dag fandt der en mindre Fægtning Sted Øst for Kantara. Englænderne var nu klar over, at der forestod et større Angreb, og trak Forstærkninger frem fra Kairo. Samtidig lagde Linieskibene »Swiftsure« og »Ocean«, Panserkrydseren »Minerva« og den lille Krydser »Clio« ind i Kanalen, hvor der i Forvejen laa den franske beskyttede Krydser »d’Entrecasteaux«, den engelske Krydser »Hardinge« og 2 Torpedobaade. I Dagene fra den 27. Januar— 31. Januar fandt der forskellige smaa Patrouillefægtninger Sted over hele Fronten. Imedens trak Djemal Pasha sin Hovedstyrke længere frem, idet han dog, uvist af hvilken Grund, efterlod næsten hele 10. Division Øst for Er Rigm. Den 31. Januar udgav Djemal Pasha Ordrerne for Angrebet. I Følge disse skulde 25. og en Del af 23. D ivision søge at forcere Kanalen mellem Serapeum og Tussum, medens en Del af 23. Division demonstrerede mod Ismailia. Den nordlige Kolonne skulde angribe Kantara og demonstrere ved El Ferdan, den sydlige Kolonne skulde demonstrere mod Kubri.
Man var fra tyrkisk Side fuldkommen overbevist om, at Resultatet vilde blive en stor Seir, saa meget mere som de mod Hovedangrebspunktet fremsatte Patrouiller havde meldt, at den vestlige Bred var ubesat af Fjenden. Betingelserne for et Angreb var ogsaa gunstigere her. hvor en hel Del Smaahøje, Buskads o. lign. gjorde det lettere at komme uset frem. Selve Bredden var stejl, men der førte flere Kløfter lige ned til Kanalen. Den 1. Februar rykkede Angrebsstyrken nærmere ned mod Kanalen, og den 2. Februar kom det til et mindre Sammenstød mellem en indisk Patrouille og de forreste Dele af den Troppestyrke, der rykkede mod Ismailia. - Samtidig rykkede 25. Division frem til en A fstand af ca. 8 km fra Kanalen. Efter Mørkets Frembrud fortsatte den, og paa Grund af den meget mørke Nat lykkedes det den at komme helt ned til Kanalen og begynde at sætte de medbragte Pontonner i Vandet, før Englænderne opdagede det. Der blev nu en livlig Skydefægtning, hvorved Tyrkerne kun fik en lille Patrouille over paa den venstre Bred, hvor den straks fangedes, og særlig efter at det var blevet lyst, greb Krigsskibene meget kraftigt ind. Noget op paa Formiddagen gik Indierne over hele Linien Tussum— Serapeum over til Angreb og drev Tyrkerne tilbage. Under Kampen var den engelske Krydser »Hardinge« blevet ret stærkt beskadiget. I Løbet af den 3. Februar om Morgenen naaede den Del af 23. Division, der skulde angribe Ismailia, frem mod Kanalen, men Kampen førtes paa stor Afstand, og i Løbet af Natten mellem den 3. og 4. trak Fjenden sig tilbage. Den nordlige Kolonnes Angreb den 3. Februar paa Kantara blev fort ret kraftigt, men afvistes, efter at Angrebet flere Steder var ført frem lige til Pigtraadshegnene. Ligeledes afvistes Demonstrationen mod El Ferdan. Den sydlige Kolonnes Angreb var ført med saa ringe Energi, at der knap nok veksledes et Skud. Paa Hovedangrebsstedet var der stadig en Del Skydning fra Buskadset paa den østre Bred, selv om ganske vist Hovedmassen af Fjenden havde trukket sig tilbage. Den 4. om Morgenen gik en indisk Styrke derfor frem til Angreb og rensede Egnen fuldstændigt. De indiske Tropper forberedte sig nu paa en Forfølgning af Fjenden, men den blev ikke iværksat. Den 6. Februar meldte engelske Flyvere, at hele den tyrkiske Hovcdkolonne stod mellem Bir Habeita og Er Rigm, og at der rykkede store Forstærkninger frem; men Natten mellem den 6. og 7. begyndte Tyrkerne et almindeligt Tilbagetog til Beersheba. Englænderne havde kun anset det, der hidtil var sket, for en Rekognosering og ventede nu et Hovedangreb; men dette udeblev. Tabene havde kun været smaa; de indiske Tab skal saaledes kun have andraget 115 Mand, medens man havde begravet ca. 900 Tyrkere og taget 650 til Fange. Djemal Pashas Angreb har ogsaa langtfra været ført med Energi og fast Villie til at forcere Kanalen. Dette ses bedst af, at han af sin Hovedkolonne paa ca. 30,000 Mand kun anvendte ca. 12,000 Mand paa Hovedangrebet.
I den følgende Tid skete der saa godt som intet. Et Forsøg fra tyrkisk Side paa i Februar Maaned at besætte Byen Tor i den sydlige Del af Sinai strandede ynkeligt. Den 22. Marts viste en tyrkisk Troppestyrke paa 1 Bataillon med nogle Ryttere og lidt Artilleri sig foran Suez-Kanalen overfor Kubri. Der blev nogen Patrouillefægtning; men da en større indisk Styrke under General Younghusband Dagen efter gik frem til Angreb mod Tyrkerne, trak disse sig tilbage. Den 29. April stødte en anden lille Kolonne frem mod Bir Mahadet, men trak sig ligeledes tilbage, inden Indierne gik over til Angreb. Kolonnen blev dog indhentet den 30. og slaaet med betydelige Tab. En større tyrkisk Fremrykning var dog nu udelukket, da Tyrkerne maatte samle alle de Tropper, de kunde, for at afværge Angrebet paa Dardanellerne.
Til Søs deltog de engelske og franske Krigsskibe som ovenfor omtalt i Afværgelsen af Angrebet paa Suez-Kanalen, ligesom de ogsaa, hvor de kunde komme til det, beskød tyrkiske Tropper og Trainkolonner, særlig ved Alexandretta. At dette fik en ikke ringe Indflydelse ved at forøge Tyrkernes i Forvejen ret betydelige Transportvanskeligheder, er givet. Et andet Punkt, der ogsaa jævnlig blev bombarderet fra Søsiden, var El Arish, ligesom alle Petroleums- og Benzinbeholdninger langs Kysten blev ødelagt, for at de ikke skulde blive benyttet af fjendtlige Undervandsbaade. I Slutningen af Februar blev der ligeledes gjort et nyt Angreb paa Akaba, hvor en fjendtlig Lejr ødelagdes.
Af den ovenfor givne Fremstilling vil det ses, at Ægypten ikke paa noget Tidspunkt havde været alvorlig i Fare, idet den Opstand i Ægypten, hvortil Tyrkerne satte deres Tillid, udeblev, og den i Ægypten samlede Troppestyrke var tilstrækkelig til at afslaa de tyrkiske Angreb, selv om de var blevet ført med større Energi, end Tilfældet var.
