Titel: Retssagen mod Adolf Hitler. Ølstuekuppet og det nazistiske Tysklands fremmarch.
Forfatter: David King.
Oversætter: Morten Visby og Juliane Wammen.
Sider: 480 sider.
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2019.
Vejl. pris: 349,95 kr.
Antal faner: 4 ud af 5.
-----------------------------------
Titel: Hitlers død. Sagen mod konspirationsteorierne.
Forfatter: Luke Daly-Groves.
Oversætter: Tommy Heisz.
Sider: 278.
Forlag: Turbine Forlaget.
Udgivelsesår: 2019.
Vejl. pris: 299,95 kr.
Antal faner: 2 ud af 5.
-----------------------------------
Begge anmeldt af Claus Eskild Andersen.
Bøgerne handler, som navnet antyder, om Adolf Hitlers retssag og død. Dette emne har, siden slutningen af 2. Verdenskrig, konstant fascineret historisk interesserede læsere, og der er, som konsekvens heraf, udgivet et hav af biografier om diktatoren. Herunder bl.a. bøger af Alan Bullock, Joachim Fest, Ian Kershaw og senest Brendan Sims. Ian Kershaws to-bindsværk Hybris og Nemesis er nok mit favoritværk indtil videre, idet der hele tiden kommer nye opdaterede udgivelser. I øvrigt er Kershaws særdeles læseværdige biografi også udkommet i et et-bindsværk på dansk (Hitler – en biografi Gyldendal 2008). Med de to foreliggende aktuelle bøger, i den altid fascinerende historie om den tyske diktator Adolf Hitler, har læseren to modpoler af Hitlers historie. Starten på den nationalsocialistiske bevægelse, førerens karriere og den absolutte slutning med Hitlers selvmord.
Retssagen
David King har skrevet en veloplagt, fængende og spændende bog, som så mange engelsksprogede historikere netop kan gøre det. Historien om ølstuekuppet og den efterfølgende retssag er skrevet som en formidlende historiebog uden at gå på kompromis med de historiske referencer og noteapparat. Retssagen mod Adolf Hitler i 1924 er i realiteten en sjældent fortalt historie, som egentlig indtil nu kun er behandlet grundigt i tyske udgivelser. Ølstuekuppet, som kuppet er blevet almindeligt kendt som, var amatøragtigt udført og havde i realiteten næppe nogen chance for at lykkes. Det skandaløse var den efterfølgende retssag, hvor Adolf Hitler og hans sammensvorne slap alt for billigt i strafudmålingen. Der ligger ikke desto mindre et omfattende arbejde i arkiverne bag Kings fremstilling. Især kan jeg godt lide den grundige redegørelse for kilderne bagerst i bogen. Læsere, som ikke interesserer sig for tilblivelsesprocessen af bogen, kan uden problemer springe dette afsnit over.
Emnet ”Tysklands fremmarch”, som findes i bogens titel behandles ikke direkte i værket, men udelukkende implicit i fortællingen. Måske havde en bedre og mere rammende titel været ”… det nazistiske Tysklands opståen”. Den engelske udgave anvender da også vendingen: ”The rise of Nazi Germany” i titlen. Oversætterne skal (bortset fra titlen) roses for en, alt i alt, gennemført oversættelse, som på en god måde fremstiller forfatternes intentioner og grundige redegørelse på dansk. Forfatteren trækker en række oplysninger frem, som er sjældent kendt. F.eks. genopdages Adolf Hitlers medlemskab af kommunistpartiet. En kendsgerning, som diktatoren ellers gjorde alt for at skjule, og som det helt op til den dag i dag langt hen ad vejen lykkedes for ham.
Der fremføres imidlertid en række kontrafaktiske historiske betragtninger i værket, som f.eks.: hvad ville være sket, hvis historien var forløbet på en anden måde. Det er en historieskrivning, som har sine fortalere, men som mange historikere også advarer imod, idet den generelt anses for at være uvidenskabelig, idet det reelt er vanskeligt på et sikkert grundlag at regne ud, hvordan historien ville være forløbet, hvis denne og hin episode ikke var indtruffen. F.eks. kan der spekuleres i, hvad der ville være sket, hvis Hitler, som var østrigsk statsborger, var blevet udvist til Østrig, som anklagerne og retssagen gav mulighed for? Eller hvis Hitler havde afsonet hele sin straf og ikke kun ganske få måneder af denne? Kunne det have ændret historiens gang? Alt i alt er Kings bog en solid og velskreven fortælling om nazi-bevægelsens opstart og den frugtbare grobund den havde i datidens tyske samfund, og ikke mindst en grundig redegørelse for retssagen mod Adolf Hitler og de sammensvorne i 1924.
Hitlers død
Også historieforskningen (og måske især historieforskningen) har løbende oplevet konspirationer gennem årene, og i virkeligheden har sådanne teorier altid været en del af den gængse historieopfattelse blandt menigmand, og en af de vigtigste opgaver for historikerne har været at tilbagevise konspirationerne, selvom det længe har været et område, som de færreste faghistorikere har villet røre ved. I nyere tid kan nævnes retssagen mod David Irving og området med holocaustbenægterne, fladjordteoretikerne, og man kunne blive ved. Konspirationsteoretikere er et fascinerende folkefærd, som tilsyneladende tror på selv det mest urealistiske: at den britiske kongefamilie er øgler fra det ydre rum, at Elvis lever endnu, at World Trade Center den 11. september 2001 i virkeligheden blev bombet af landets egen regering, at holocaust aldrig har fundet sted, at besættelsen af Danmark i 1940 blev aftalt på forhånd i byen Rostock osv. osv. Forfatteren af denne bog har sat sig for at tilbagevise konspirationen om, at Adolf Hitler ikke døde i 1945 i en bunker i Berlin, men at han overlevede, og har levet uforstyrret et eller andet sted i en fjern afkrog af verden. En teori, som åbenbart er udbredt i den engelsksprogede verden, men som vist ikke har megen genklang i vores dansksprogede del af verdenen.
Bogen har sin oprindelse i en bacheloropgave ved University of Central Lancashire efterfølgende omskrevet til bog, som er udgivet på flere sprog og nu også på dansk. Værket har sikkert haft sine kvaliteter som en aflevering på et universitet, men man må spørge sig, om den ikke burde have været om- og bearbejdet grundigere for at kunne fremstå som en bog for et potentielt større ikke-akademisk inklineret publikum? Det er vel formodentlig blandt disse læsere, at konspirationsteorierne finder indpas og ikke i den akademisk uddannede læserskare, selvom uddannelse ikke altid gør immun over for konspirationer.
Daly-Groves kalder, noget nedladende, Hugh Trevor-Ropers Hitlers sidste dage (5. udg. 2002), som var den første og hidtil mest dækkende beretning om Hitlers selvmord, for et ”one-man-show”. Han er tilsyneladende ikke opmærksom på, at hans egen bog på den baggrund også kan karakteriseres som et ”one-man-show”, selvom han selv synes, at han spreder sit undersøgelsesnet en smule bredere, end eksempelvis Trevor-Roper gjorde. Daly-Groves har jo også fordelen af at kunne benytte et langt større materiale, end Trevor-Roper havde til rådighed umiddelbart efter krigen, men om det reelt har givet ham større indsigt og en større fordel står hen i det uvisse.
Der er i bogen undervejs megen indforstået snak om begrebet ”Grey Wolf”, som tilsyneladende forudsættes kendt hos læseren, hvilket næppe er tilfældet for de fleste. Det fremgår så et stykke senere i bogen, at ”Grey Wolf” er en bogudgivelse (som også er filmatiseret) af konspiratorisk karakter.
Om det er en fejlagtig dansk oversættelse, eller en decideret fejl fra forfatterens side, er ikke til at sige, men det irriterer, når forfatteren på side 36 – 38 bliver ved med at skrive, at tidligere forfattere ikke har konsulteret de britiske primærkilder. Man kan godt få det indtryk, at Daly-Groves mener britiske primærkilder til Hitlers selvmord, men det er forhåbentlig ikke tilfældet. Det må være primærkilder til den britiske efterforskning, og der er en forskel. Det burde han, som historiker, vide. Desuden tror han øjensynligt, at man ved at trække på engelske og amerikanske efterretningsrapporter – kan erhverve det, som han kalder ”nyt bevismateriale” (side 48) – og kan finde sandheden om Hitlers død, selvom disse kilder i sagens natur har deres egne stærke begrænsninger og sjældent kan kvalificeres som andet end andenhåndskilder.
Om det er oversættelsen eller forfatteren selv, der udtrykker sig uklart, er ikke helt sikkert, men der er indimellem nogle sprogforbistringer, der falder den krakilske læser i øjnene. F.eks. taler forfatteren om de forskellige efterretningstjenesters ”objektivitet”, hvor han nok egentlig mener upartiskhed (side 132 og 187), om Bormanns jordiske levninger, skriver Daly-Groves: ”Nu kan historikerne til evig tid betragte kraniets forbandede smil.” Udover at det er en pudsig formulering, så kan ordet ”forbandet” tolkes på mindst to forskellige måder. Himmlers adjudant bliver på side 174 til Himmlers lejrassistent (?), hvad det så end måtte være – formodentlig en fejloversættelse fra ”aide-de-camp”. Ligeledes kan læseren forbløffes over, at man har fundet Hitlers ”forlovelsesdagbog” (”engagement diary”? Side 177) – det skulle vel reelt være hans aftalekalender. Endvidere forekommer Daly-Groves’ argumentation til tider rodet og usammenhængende og lettere fabulerende (side 157).
Jeg synes, at Daly-Groves største fejlantagelse er, at han tilsyneladende tror, at han kan finde sandheden i diverse efterretningsrapporter fra de engelske og amerikanske efterretningstjenester. I stedet burde han, efter min mening gå direkte til kilderne, de fysiske beviser samt vidneudsagn, som faktisk findes i rigt mål vedr. Hitlers død.
Bogen fremstår som en lidt umoden bachelorafhandling (hvilket den i realiteten faktisk også er), som kunne have trængt til en ordentlig gennemarbejdning, inden den blev udgivet i bogform. F.eks. er det irriterende, når forfatterne skriver ”Meddelelsen 1. maj 1945 om, at Hitler var død ’kæmpende til sidste vejrtrækning’, udløste et væld af kommentarer fra udenrigsministeriet.” Der skulle lige gå et par sætninger, før det gik op for denne læser, at Daly-Groves mente det britiske udenrigsministerium og ikke det tyske, da det ikke fremgik entydigt af formuleringen. Men måske ligger misforståelsen i oversættelsen?
Konklusionen på Daly-Groves bog er implicit og utilsigtet, at man ikke behøver at gå længere end til Hugh Trevor-Ropers bog om Hitlers død udgivet i 1947 for at finde den endegyldige sandhed. (”Trevor-Roper konkluderede, at Hitler havde begået selvmord, uden at have analyseret noget lig, og hans konklusioner er stadig overbevisende i dag” skriver Daly-Groves på side 190). Hermed bliver Daly-Groves egen bog reelt inderlig overflødig.
Måske har Daly-Groves bog ligefrem den modsatte virkning end den tilsigtede, idet nogle konspirationsforskere hævder, at netop fakta ligefrem bekræfter tvivlerne i deres konspirationer. Som professor March Loch ved University of Hull anfører: ”Tankegangen er, at vi ved blot at nævne myterne rent faktisk hjælper med at konsolidere og underbygge dem.”
Jeg kender personligt ingen danskere, som betvivler, at Hitler begik selvmord i bunkeren i Berlin i 1945. I forhold til et dansk publikum løber Daly-Groves således sandsynligvis åbne døre ind. Der findes sikkert en lille håndfuld danskere, som tror på, at Hitler kunne flygte til Sydamerika i sidste øjeblik, men de er helt sikkert ubelærbare og bliver næppe klogere af Daly-Groves udgivelse. Selvom der på bogmarkedet, hvis man skal tro fodnoterne i Daly-Groves’ bog, findes en lang række udgivelser med konspirationsteorier om emnet, er det måske først og fremmest et engelsk- (tysk-) sproget fænomen, og hvis det er tilfældet, kan man jo stille spørgsmål ved, om en dansk oversættelse og udgivelse reelt giver nogen mening.
