Log ind

Abessiniens Erobring

#

Hovedværket om Italiens østafrikanske Krig bliver utvivlsomt Marechal Badoglios pragtfuldt udstyrede Bog „La guerra d’Etiopia“, der foreløbigt kun foreligger paa Italiensk, men med det første vil blive udsendt i hvert Fald paa Tysk, Engelsk, Fransk og Japansk. Marechal de Bonos Skildring af Krigens første Faser er vistnok mindre værd. Von Xylander, Medarbejder ved „Militar Wochenblatt“ og Lærer ved Krigsakademiet, har i den her anmeldte Bog givet en god og klar Redegørelse for Abessiniens Erobring. Paa de ret faa Sider (87 ialt) er samlet og analyseret alt væsentligt om Krigen bortset fra dens politiske Forudsætninger og internationale Baggrund. Man mærker gennem den udmærkede Tilrettelæggelse af Stoffet og den stærke Fremhæven af, hvad denne Kolonikrig kan lære os om en kommende Krig i Europa, at Forfatteren er Lærer for Officerer — og en god Lærer. Bogen er forsynet med det italienske Kort over Etiopien i 1/300000 og talrige vejledende Skitser. Da „Militært Tidsskrift“ ikke fik Lejlighed til at skildre Krigen under dens Forløb, vil det maaske være af Interesse i denne Sammenhæng at give en noget udførligere Oversigt, mindre over de krigerske Hændelser paa Slagmarken, der sikkert er Tidsskriftets Læsere bekendt, end over de Fingerpeg, Krigens Forløb har givet.

*) v. Xylander: Die Eroberung Abessiniens 1935/36. M ittler & Sohn. Berlin 1936.

Om Krigens Nødvendighed og Forhistorie er det ikke nødvendigt at tale her, men der er Grund til at minde om, at Italien maatte have den bestemte Opfattelse, at de øvrige Stormagter, særligt England (som 1868 slog Abessinien ned og dræbte dets Konge, der havde ladet et Par britiske Konsuler fængsle) og Frankrig (som 1898 opgav sin store Plan om et afrikansk Herredømme fra Vest til Øst, da det ved Fashoda krydsede Storbritanniens Forsøg paa at skabe et sammenhængende britisk-afrikansk Rige fra Nord til Syd) havde givet Mussolinis Politik fri Bane i Abessinien. Forfatteren bemærker bittert — og sandt —, at „Mussolini er ikke den eneste Statsmand, der i Løbet af den nyere Tids Historie er blevet narret af de britiske Forsikringers Ubestemthed.“ Det er nu klart, at Italien alene vurderede den abessinske Modstandskraft rigtigt og nøgternt. Næsten alle andre ansaa Riget for uindtageligt, det var „Afrikas Citadel“, som ingen kunde trænge sig igennem. Kejseren, der hensynsløst havde tilkæmpet sig sin Plads som Rigets øverste Herre, blev, især af britiske Forfattere, karakteriseret som en Hersker, der „forbandt gammel Tradition med moderne Tanker. Trods det, at hans Grusomhed ofte traadte stærkt frem, forekom han dem let paavirkelig.“ Den Forædlingsproces, han i store Dele af Verdenspressen blev udsat for inden sin Flugt, fortegnede ganske Billedet af ham. Hans Hærførere var ulydige, upaalidelige og hverandres Fjender, hans „Føring“, som den bl. a. fremgaar af de opsnappede Radiogrammer, var haabløs. De Udlændinge, han fik til sin Hjælp, synes — bortset fra de faa svenske Officerer — at have gjort mere Skade end Gavn. Det abessinske Mandskab blev anset for grusomt, men godt til guerilla. En italiensk General karakteriserer den enkelte Kriger som: „nøgtern, modstandskraftig, utrættelig under Marcher og vant til Bagholdskrigen.“ Derimod frakendes Abessineren Evnen til at indrette sig hensigtsmæssigt i Terrainet og til at forsvare det Skridt for Skridt. Abessinien bestod hovedsageligt af undertvungne Smaariger, der fra 80’erne var inddragne under det haarde, amhariske Herredømme. Indbyggertallet var ca. 12 Millioner. Hæren var paa 600,000 Mand med gammeldags, men tilstrækkelig Bevæbning. Der fandtes i Abessinien først i 1935 500,000—600,000 Geværer af skiftende Aargange og Fabrikat, 250 Maskingeværer, 180 delvis meget gamle Kanoner, 5 Panservogne og nogle Flyvemaskiner af uensartet Type og ringe militær Værdi. Senere tilgik en Del moderne Vaaben, bl. a. Oerlikon-Kanoner som Luftmaalsskyts etc. Italien forstærkede straks ved Begyndelsen af den Spænding, som resulterede i Krigen, sine farvede Tropper, Somalier og Eritreanegre, der alle var gode Soldater i samme Omfang som deres hvide Førere var retfærdige, strenge og dødsforagtende. En Division blev overført fra Libyen i Foraaret 1936. Derudover var Italiens Hær sammensat af hvide Tropper, enten værnepligtige eller Milits. Ved Krigens Begyndelse havde General de Bono paa Nordfronten: 3 Generalkommandoer, 2 Hærog 3 Militsdivisioner, 1 Militsgruppe og de indfødte Tropper rundt regnet 100,000 Kombattanter med 230 Artilleripiécer, 2300 Maskingeværer, 92 Kamp- eller Panservogne. Mindre Styrker sendtes frem fra Assab gennem Danakilørknen til Mussa Ali. I Somaliland havde General Graziani til at begynde med kun 12 Batailloner indfødte Tropper og Divisionen „Peloritana“ til Raadighed med en betydelig Tildeling af Kampvogne, Artilleri, Motorvogne og Flyvere. Ialt fandtes først 300, senere -500 Flyvemaskiner af vekslende Aargang og Fabrikat ved Fronterne.

Trainet var meget stort, Forsyningstjenesten vanskelig og „Vejene“ kun smalle Stier, der skulde udbygges til Hærveje. Ved Krigens Begyndelse var der 30,000 italienske Arbejdere mod 100,000 Kombattanter i Abessinien, inden den endelige Sejr var der ca. 100,000 Arbejdere mod en Hærstyrke paa 400.000 Mand. Arbejdspræstationerne, ikke mindst Vejbygning og Transporttjeneste, var ypperlige. Under Fremrykning var den personlige Udrustning normalt — foruden Vaaben — 110 Patroner, 4 Kostportioner og 2 Liter Vand. Sikringen blev, hvor Terrainet var farbart, overladt Askarier og lette Kampvogne. Forsyninger førtes frem af Motorvogne, Pakdyr og Flyvere. Der har ikke under hele Felttoget været spændt Heste for et Køretøj. Hvor Hjul kunde rulle, lod man Motoren trække. Selv i Højbjerge lykkedes det at køre igennem med de saakaldte „Autocarretter“, Lastdyrene kunde ikke overkomme mere end en Brøkdel af Traintjenesten og kun bruges inden for korte Afstande, der var aldrig over 100.000 Lastdyr, og Muler bar ikke mere end fra 70—100 kg hver, Kameler højst 200 kg. Den fortræffelige Leder af hele Forsyningstjenesten var General dall’Ora, som ved Felttogets Begyndelse udnævntes til Generalintendant. Selve Krigsbegivenhederne vil der, som sagt, næppe være Grund til at referere her. De maa forudsættes bekendte i alle Hovedtræk af Tidsskriftets Læsere. Det vil ligeledes være Læserne bekendt, at der i Maj 1935 blev udsendt nye, kortfattede Direktiver for de højere Førere, spec. Divisionschefer, og at disse Direktiver fastslog den dristigt og hensynsløst førte Bevægelseskrig som det eneste rigtige for et Land som Italien, der ikke — som for Eksempel det britiske Imperium — havde mægtige Reserver af Materiel og Mandskab, uden hvilke en Stillingskrig ikke kunde føres. Principet var — paradoksalt udtrykt — hellere et snarligt Nederlag og en hurtig Fred end langvarig Stillingskrig med dens Udmarvning af Nationen. Da der paa den østafrikanske Krigsskueplads ifølge Sagens Natur vilde herske andre Forhold end under en europæisk Krig, blev der i August udsendt fuldstændiggørende Direktiver, som sluttede sig til Foraarets „Grundsætninger for Anvendelsen af større taktiske Enheder.“ Af disse Direktiver for moderne Kolonikrig: „Memoria suVimpiego delle grandi unitå in Africa Orientale“ skal anføres enkelte, vigtige Bestemmelser: „Det strategiske Anlæg af en Kolonikrig i stor Maalestok skal ikke alene tilsigte Fjendens Ødelæggelse, men ogsaa en samtidig, metodisk fremadskridende og følgerigtig Besættelse af de Omraader, der bør erobres. Dette kræver springvis Fremrykning.

Forud for ethvert Spring maa saavel Terrainet som Fjendens Forhold gøres til Genstand for en indgaaende Opklaring, og alle Forberedelser til Besættelse og Udnyttelse af det erobrede Terrain være tilendebragt. Operationerne maa ikke udstrækkes over for bred Front. Gør man det, splittes Kræfterne, og man gør det lettere for Fjenden at trænge ind mellem skilte Dele af Hæren, omgaa dem og overraskende falde dem i Ryggen. Derfor skal Fremrykningen ske fra det ene foreløbige Maal til det andet med passende Frontbredder og saaledes gennemført, at det vundne Terrain bliver stærkt besat. Derved skaffer man sig Udgangspunkter for yderligere Operationer. I den store Kolonikrig skelner man i Hovedsagen mellem to forskellige Slags Operationer: De store Operationer — til Erobring af vigtige Maal — som skal forberedes og gennemføres metodisk. Dertil er velovervejede Planer nødvendige. De smaa Operationer skal gennemføres hurtigt og til fuld Afgørelse, uden at de dog maa gaa ud over Hovedoperationens Grænser. Divisionen er ogsaa i Kolonikrigen den taktiske Enhed.

... / vor Tid skal hele Forsynings- og Erstatningstjenesten i Kolonikrigen som andet Steds saa vidt muligt ske med Motorvogne, saaledes at Lastdyr kun bliver et Supplement eller bruges til Afløsning, hvor Kørsel er udelukket. ... Under ethvert Slag opstaar der Kriser. De overvindes, selv om Krigslykken tilsyneladende svigter, ved at man fastholder sin Beslutning. Abessineren er tapper, men duer ikke til at holde ud i længere Tid. Des mere gælder Grundsætningen, at kun den bliver slaaet, som har tabt Troen paa sin Sejr. Selv Adua er et Bevis derfor. ... I Kolonislaget er en stor Dybdegruppering ikke nødvendig, fordi det varer kortere Tid end det europæiske Slag. Men man skal sørge for en sammenhængende Front, thi kun naar man har den, kan Reserverne danne Tyngden paa Fløjene til Gennemførelse af Omfatningen eller Modangreb mod Fjenden. ... Kampvogne samles i en Bataillon ved Armékorpset (et Kompagni pr. Division) og maa ikke spredes, men skal anvendes i Masse. Indsætning af mindre end en Deling er forbudt. Lette Tropper og Fodfolket skal altid være rede til at handle i Samklang med dem for at udnytte deres uundgaaeligt sejrrige Indsats.

... Den slagne eller vigende Fjende vil meget hurtigt forsvinde. Derfor skal Forfølgningen overlades de hurtigste Vaaben, d. v. s. Luftstridskræfterne, der hensynsløst skal tilintetgøre de slagne, og lette Kolonner af regulære, indfødte Tropper eller lette Panservognseskadroner. Disse Jordtropper skal sættes ind over stor Bredde.“ I en nyligt udsendt, meget interessant Bog om Forholdene i Abessinien særligt efter Krigen (Evelyn Waugh: „Wemgh in Abessinia“) understreger Forfatteren, at to Forudsigelser slet ikke holdt Stik: Bjerglandets Ufremkommelighed for en moderne europæisk Hær og Abessiniens Evner i guerillaen. Italienerne overvandt med Glans enhver Terrainhindring — og det besværlige Klima —, og Abessinerne var saa yderligt slette guerilla-Krigere, at den italienske Hær kun yderst sjældent blev ramt bag Fronten af et blot generende Overfald, skønt dens lange Forbindelser bagud var næsten uvogtede, og skønt det — baade paa Nord- og Sydfronten — mange Gange var nemt at passere mellem adskilte, italienske Hærgrupper.

Den interessanteste Del af von Xylanders Bog er hans Betragtninger over Krigen og den Lære, han mener at kunne uddrage af Begivenhederne. Pladsen tillader ikke at gaa nærmere ind derpaa, her vil kun i det følgende blive nævnt nogle af de Ting, man naturligt understreger ved Gennemlæsningen. Forfatteren gør opmærksom paa, at Italien gik helt aabenlyst til Værks i sine Forberedelser til Krigen. Ingen kunde efter den 20/2 1935 nære den ringeste Tvivl om, hvor det bar hen. Det var saaledes med de øvrige Magters underforstaaede Samtykke, at Italienerne begyndte Krigen. Det skal ikke her efterforskes, hvad det var, som bragte Omslaget i Storbritanniens — og dermed Folkeforbundets — Holdning; en Holdning, der var uden Præcedens i Genève, som ikke følte sig foranlediget til at optræde aktivt hverken i Gran-Chacokrigen eller den japansk-kinesiske Krig. Det diktatoriske Styre i Italien var naturligvis af Værdi for Hæren. Naar Regeringschefen havde besluttet Krigen, vidste man, at Hæren helt kunde ofre sig for dens rationelle Føring og ikke behøvede at skele til en parlamentarisk Regerings lunefulde Paafund. Diktaturet giver Fasthed, klare Linier og fri Bane for Hærføreren. Det maa nødvendigvis, netop paa Grund af sin Fasthed og sin Midtsamling af al politisk Magt, begunstige Hærføreren og føles som en Betryggelse af alle militære, fordi dets Psyke er nærbeslægtet med Soldatens. Paa abessinsk Side var Forholdene — trods Kejserens klingende Titel „Kongernes Konge“ — ikke klare. Der var ingen fast Enhed i Riget, ingen villet Disciplin og slet ingen national Samhørighed. Ganske bortset fra de mange, undertvungne Riger, der var samlet med Vold og Grusomheder i Løbet af den sidste Menneskealder, var Kernelandet og dets amhariske Befolkning kun paalideligt, naar der anvendtes Tvang eller kunde stilles store Inkomster i Udsigt. Førerne gik i flere Tilfælde over til Fjenden med deres Tropper, og midt under Krigen udbrød der en faretruende Modstand mod Negus i Provinsen Goggiam. Endnu er det ikke helt klart, i hvor stor Udstrækning de udenlandske Raadgivere har bestemt Negus’s Politik og Strategi, men det er givet, at hans Haab om Støtte fra andre Magter eller fra Folkeforbundet opløste sig i Fata Morgana, og Fremmedhadet, der ogsaa slog ud mod Kejserens udenlandske Hjælpere, er et talende Bevis for den manglende Enighed inden for den abessinske Inderkreds.

Hvilke Fremskridt, der under Marechal Badoglios Ledelse var sket med den italienske Hærs Organisation, saa man blandt andet deraf, at Hjemmehæren, der blev helt desorganiseret paa Grund af den libyske Krig før Verdenskrigen, ikke led Skade hverken paa Kvalitet eller i Udrustning trods de mægtige Afgivelser til Østafrika. I Efteraarsøvelserne i Italien 1935 deltog 500,000 Mand, og andre 300,000 befandt sig i ikke deltagende Garnisoner, alle havde komplet, førsteklasses Bevæbning og anden Udrustning. Der blev indtil Marts 1936 sendt 450,000 Geværer, 11,500 Maskingeværer, 800 Artilleripiécer, 300 Panservogne, 13,500 Lastmotorvogne og 80,000 Dyr fra Italien til Krigsskuepladsen. Man var betænkelig ved at lade et saa stort Antal Militssoldater deltage i Krigen, idet man frygtede et bristende Samarbejde med de regulære Tropper. Militsen viste sig fortrinlig, men dens større Begejstring, dens højere Almendannelse og gennemgaaende højere sociale Niveau kunde dog ikke helt opveje den regulære Hærs bedre militære Uddannelse, strengere Mandstugt og fastere Rammer. Italiens indfødte Tropper, der navnligt paa Somalifronten under General Graziani gjorde den største Nytte, var bedst skikket til lange Marcher og hurtige „raids“ i det ubehagelige Klima, men de hvide var bedst, saa snart det drejede sig om større Slag. Der var intet Øjeblik nogenVanskelighed forbundet med at skaffe Reserver. (Den, der har set Troppetransporter afgaa fra Napoli, glemmer sent Soldaternes Begejstring og brillante Holdning). Italien havde fortrinlige Førere til Raadighed. Talrige Officerer havde værdifuld Erfaring fra tidligere Kolonikrige, dette gjaldt alle de højere Chefer, som taget over en Bank var ganske højt oppe i Aarene — undtaget kun den unge General Graziani, der forhen udmærkede sig i Libyen —, saaledes var Divisionscheferne alle i halvtredserne eller treserne. Trods dette var der kun meget faa, hvis Helbred ikke slog til under de enorme Anstrengelser i et vildt Bjerglands forfærdelige Klima.

Det viste sig hurtigt, at alle Enheder var for store og uhandlelige. Hærdivisionen paa 17,000 Mand formindskedes til 11,000. Batterier blev ofte paa 3 i Stedet for 4 Piécer. Fodfolket havde talrige tunge Vaaben, 150 pr. Regiment. Divisionen havde ikke mere end Halvdelen af sit Mandskab som egentlige Geværskytter under Kamp. Flyverenhederne mindskedes ligeledes. En Eskadrille blev paa 6 Maskiner, 6 Officerer og 80 til 100 Mand. De store Troppemasser og de specielle Vanskeligheder, Føringen af dem kunde skabe, var Marechal Badoglios Sag. For General Graziani paa Somalifronten var Problemet et helt andet, nemlig at beherske det enorme Omraade, hvori han skulde kæmpe med sin beskedne Hær mod en talmæssigt langt overlegen Fjende. Begge Førere løste deres Opgave fortrinligt. Man ved ikke, i hvor høj Grad Marechal Badoglio har gjort sin Indflydelse gældende paa Somalifronten, men der er ingen Tvivl om, at de to Hærførere, som var vidt forskellige i Alder, Temperament og paa flere Punkter i deres Syn paa Kolonikrigens Metoder, har samarbejdet mønstergyldigt. Begge blev beundret af deres undergivne, og begge havde den store Førers Naadegave: at indgyde ubetinget Tillid. Af deres Føring udleder von Xylander bl. a. følgende Lære: „Det kan maaske synes, som om Felttoget i Abessinien paa Grund af de ganske særegne Forhold ikke kan være særligt lærerig for den højere Føring i en Storkrig. Og dog har der paa italiensk Side fæstnet sig en Udvikling af Føringen, der i den nærmeste Tid sikkert med fuld Føje vil kunne fastslaas som værende den rette, ogsaa naar det gælder jævnbyrdige, europæiske Hære. Føringen modsætter sig at lade sig tvinge til Stillingskrig af den stærkt øgede Vaabenvirkning. Forsvaret tjener kun til at skaffe Muligheder for Bevægelseskrigen. Det skaber de første Betingelser for Angrebsoperationerne. Hærdelene opmarcherer ikke paa en enkelt Linie eller, som forudset, uden Mellemrum; brede og samtidigt dybe Formationer, som ikke skyer større eller mindre Aabninger i Fronten, tjener til at skabe Koncentration af Kræfterne mod det afgørende Punkt, hvortil hurtige Forskydninger er muliggjort af de moderne Transportmidler. Hærføringen har vendt sig helt bort fra de Grundsætninger, som under næsten hele Verdenskrigen vedblev at være fremherskende. Den bygger — idet alle den moderne Tekniks Hjælpemidler udnyttes og saavel Troppernes som Forsyningernes Transport fuldt beherskes — i langt højere Grad paa Napoleons og von Moltkes operative Opfattelse. Det maa ogsaa for Fremtidskrigen være lærerigt at vide, hvorledes et Felttog nu og med saadanne Fremgangsmaader kan gennemfores helt og sejrrigt.“ Heste viste sig — som venteligt — ikke brugbare i en saa moderne Hær, ejheller til Sikring og Opklaring. I Ørkenstrækninger blev undertiden anvendt Kamelkorps, men Sikringen sogtes dels gennem blandede Kommandoer af lette Panservogne og Fodfolk i Samvirke eller ved Marche i smaa, smidige Styrker (som Franskmændene i Nordafrika). „Ild og Bevægelser, de to Faktorer, der er nødvendige for Sejren paa Jorden, beholder ogsaa fremtidig deres enorme Betydning. „Manovrare, nmnovrare, moinovmrtf' krævede Graziani bestandigt af sine Tropper. Man kan kun sejre over den abessinske Hær med Bevægelsens Dynamik. Denne Føring blev dagligt Brød for den italienske Hær overfor abessinske Angreb.“

Det har været paastaaet, at Italiens Sejr blev vundet, enten fordi Italienerne brugte Krigsgas eller kunde sætte en knusende Luftkrig i Scene. Lufstridskræfterne var til stor Nytte, ikke mindst i Observations- og Forsyningstjenesten, men der er intet Eksempel paa, at noget Slag er kommet til Afgørelse alene paa Grund af Luftstridskræfternes Deltagelse i det. Krigsgas blev kun brugt i meget ringe Grad og kun som Repressalie, naar Abessinerne paa særlig ondartet Vis havde pint deres italienske Fanger. Naar der brugtes Gas, blev den lagt som Spærring over bestemte Arealer fra Flyvemaskiner. Saavel den nye, italienske Granat- og Minekaster som Fodfolksskytset, de omdannede Maskingeværer og Bjergartilleriet var ypperligt og svarede helt til Forventningerne. Haandgranater var et udmærket Vaaben og brugtes meget, derimod skuffedes Italienerne i deres Forventninger til den lille, let transportable Flammekaster. Af Forbindelsesmateriellet var Radiostationer langt det bedste, billigste og mest brugte. Det var dyrt og vanskeligt at holde Traadforbindelser i Orden. Blinksignalforbindelse var paa Grund af Straalebrydningen — særligt i Somaliland — ubrugelig om Dagen. Om Natten blinksignaleredes nemt over 25 km, i maaneløse Næter helt op til 100 km.

Luftstridskræfterne nma ikke være mere selvstændige end alle øvrige Vaaben. De udnyttes kun helt rationelt, naar de er fast i Førerens Haand. Det er skadeligt at tildele Flyvere organisk til nogen Underafdeling af Hæren. 1 Forbindelsestjenesten gjorde Flyverne stor Gavn. Retningsangivende for Fremtidskrigen er Anvendelsen af Flyvemaskine til Hærføreren. De højere Førere kan paany — fra Luften — overse hele deres Styrke og ad traadløs Vej kommandere over Afdelinger paa Jorden, retlede, kontrollere, manøvrere. Under den hastige Fremrykning kunde Trainet undertiden ikke følge med Tropperne. I saa Fald overtog Flyverne hele Forplejnings- og Forsyningstjenesten og nedkastede mange Hundrede Tons Varer. For Eksempel blev Starace’s lette Korps og fra 7’ til 30’ April det eritreiske Armékorps forplejet fra Luften. Naar Forsyninger nedkastedes med Faldskærm, brugtes til Pakker, som ikke vejede over 30 kg, normalt Sejldugsomslag, til større Vægte derimod Metalkasser paa 1,20 m Længde og 35 cm Bredde. Mange levende Faar blev nedkastet fra Luften. Ved at anvende Flyverne — altid store, tremotorede Maskiner — paa denne Maade blev Hærføreren i væsentlig Grad løst fra den Lænke, som Sikring og Opretholdelse af Forbindelsen bagud ellers bandt ham med. Luftmagten blev et værdifuldt Hjælpemiddel for Strategien. Ved enkelte Lejligheder fandt mindre Troppeforskydninger Sted ad Luftvejen. En Grenaderbataillon paa 800 Mand blev, da Sejren var vundet, fløjet fra Dessie til Addis Abeba.

Panser og Motor i moderne Bevægelseskrig er Faktorer af stor Betydning. De tunge og middeltunge Panservogne fik paa Grund af det uhyre vanskelige Terrain kun mindre Betydning. Derimod var den lette Vogn „Carro veloce“ (Ansaldo Fiat) til meget stor Nytte. Vognen vejer 2,7 t., har en Motor paa 45 IIK., Maksimalhastighed 45 km/Time, Stigeevne 45 Grader og 3 Mands Besætning. De ligeledes med Maskingeværer udstyrede Panserspejdervogne (Autoblindate) var særlig gode i Somaliens Buskland, hvor de nemmere kom frem paa Grund af deres ringe Bredde. De savnede Drejetaarn og kunde ikke skyde bagud, hvad Abessinerne benyttede sig af. Pansringen var tilstrækkelig. Benzinforbruget var ca. 1 1/km. Paa længere Marcher blev Vognene kørt paa 4-hjulede Transportvogne. Der viste sig i intet Tilfælde nogen „Tankrædsel“ hos Abessinerne, men de forstod ikke at bruge de italienske Vogne, som kom i deres Besiddelse. Der fandtes mange andre Motorkøretøjer til Brug for de kæmpende Tropper. Det motoriserede Rytteri fik udmærket Nytte af de med Maskingevær forsynede Motorcykler (Motomitragliatrici Guzzi). Pavesitraktoren var udmærket til Artilleritræk ; Pionerernes motoriserede Brovogne kom frem overalt. De fleste Motorkøretøjer fandtes naturligvis i Motorparker og ved Trainet. Man skelnede i Hovedsagen mellem lette og tunge Lastvogne og de saakaldte „Autocarretter“. Disse sidste, som var gennemprøvet ved Øvelser i de italienske Alper, var terraingaaende Køretøjer med en Stigeevne paa 60 Grader, Vægt 3,8 t., Motor 46 HK., Lasteevne 2 t. De egnede sig kun til Betonveje o. 1., naar de ikke kørte i Terrainet, da de ødelagde almindelig macadamiseret Vej. Den tyske Forfatter fremhæver stærkt de italienske Chauffeurers glimrende Kørsel og Dødsforagt og skriver iøvrigt: „Paa mange Omraader er Anvendelsen af Motorkøretøjer under den abessinske Krig forbilledlig, naar det gælder moderne Storkrig. Motoren har i en hidtil ganske uventet høj Grad vist sine Evner til at overvinde Terrainvanskeligheder. Derved stiger dens Betydning som værdifuldt Hjælpemiddel til at gøre Krigsføringen mere smidig.“ Pionertroppernes Indsats var fremragende, som man vilde vente det. Italienere og Østrigere er vel uden Sammenligning de dygtigste Vejkonstruktører i Europa. Paa dette Felt frembragte Krigen intet særligt nyt. Det interessante er kun Arbejdernes Mængde og Omfang.

Forplejnings- og Traintjenesten ydede det helt fortrinlige. Selv isolerede Dele af Hæren blev konstant forplejet, i flere Tilfælde ved Hjælp af Flyvere. Af Forbruget giver følgende Tal et Indtryk. Der brugtes dagligt paa Nordfronten 500,000 kg Mel, 40,000 kg frosset Kød, 90,000 kg Marmelade, 45,000 kg tørret Frugt, 15,000 kg Tobak, 400,000 hl Vin og 15,000,000 Daaser Mælk eller Flasker Mineralvand. Dertil kom Ammunition, Sprængstoffer, Pionermateriel, Sanitetsmateriel etc. etc.

Den daglige Forplejningsportion var eksempelvis i Somaliland for hvide Soldater: 300 g Kød eller 100 g Fisk (Fisk kun 1 Dag, Kød 6 Dage om Ugen), 700 g Brød, 20 g Salt, 25 g Sukker, 15 g Kaffe, 20 g Makaroni (4 Gange) eller 180 g Ris (3 Gange ugentlig), 60 g Bønner (3 Gange) eller 120 g Kartofler (4 Gange ugentlig), 20 g Olie, 15 g Ost, 5 g Peber, 15 g Tørfrugt, 10 g Løg og 1 Citron. Paa Fiskedage blev der desuden givet 140 g Kartofler og 55 g Ost. To Gange ugentlig udleveredes 250 g Vin, 50 g Marmelade, 1/100 1 Anis, 2/100 1 Cognac og een Gang om Ugen yderligere 80 g friske Grøntsager.

Denne vidtdrevne Variation af Kosten var til uvurderlig Gavn for Sundhedstilstanden, men besværliggjorde Transportog Forsyningstjenesten. Dertil kom, at der skulde skaffes yderligere — og anden Slags — Kost til de indfødte Tropper — Eritreer, Arabere og Somalier —, som dog i nogen Grad kunde forplejes fra selve Abessinien. Sundhedstjenesten var glimrende organiseret, og der fandtes et meget betydeligt Sanitetsmateriel, som endog kunde have slaaet til over for alvorlige Epidemier. Til de italienske Lægers store Ros skal nævnes, at Epidemier overhovedet ikke optraadte paa Grund af de rationelle Forholdsregler — Vaccination og lignende —, der blev bragt i Virksomhed baade for Hærens og den indfødte Befolknings Vedkommende. De italienske Tab under den østafrikanske Krig fra 2/10 1935 til 5/5 1936 var overordentligt smaa. Af døde, hvide Tropper faldt 1304 paa Slagmarken, medens 1009 omkom af Sygdomme. De farvede Troppers Tab paa Slagmarken var 1543, medens Arbejderne havde 453 døde som Følge af Ulykkestilfælde og Sygdom m. v. Der haves ingen Opgørelse over de farvede Troppers Tab paa Grund af Sygdom og ejheller for saarede og syge, som blev krigsuduelige. Det sidste Tal er antageligt ret højt. Ved Udgangen af December 1935 var 1247 Mand hjemsendt som ikke længere skikket til Krigstjenesten. Sammenlignet med Abessinernes Tab var de itialenske Tab ubetydelige.

Oberst von Xylander slutter sin Bog med nogle Betragtninger over den uhyre Rolle, Italiens nye Statsform og aandelige Regeneration under Fascismens Indflydelse — „credere, obbedire, cornbattere“ — har spillet for Krigens heldige Gennemførelse. Forfatteren taler — for Verdenskrigens Vedkommende efter mit Skøn med Urette — om den italienske Nations tidligere „Minderleistung“, som han finder Aarsagen til deri, at Nationen var svækket af et Aartusindes Splittelse og Fremmedherredømme. Det er Umagen værd at gengive en Del af den lille, sammentrængte, men klare og interessante Afhandlings Slutning i ordret Oversættelse:

„Det fascistiske Regime har, lige siden det kom til Magten, tilstræbt at opdrage et Soldaterfolk, som stadig stilledes over for Kravet om Heltemod og Offervilje. Hvornaar Kravet var opfyldt, maatte Statsmanden skønne om. Først derefter kunde han handle. I Begyndelsen af den politiske Spænding om Abessinien saa det ofte ud, som om han havde taget fejl. Foretagendet var til at begynde med ingenlunde populært, og Mandskabets Indkaldelse foregik ikke uden Modstand. Men allerede da Fjendtlighederne indledtes, var dette ændret, og i Løbet af Krigen skete et fuldstændigt Omslag. Antallet af begejstret tililende frivillige var langt større end de 70,000 Militsfrivillige, som havde meldt sig under Fanerne allerede i Februar 1935. Selv om vel ikke alle Italienere i det lange Løb begejstredes for Krigen, indsaa alle, at den var nødvendig, og alle satte hele deres Kraft ind paa at føre den til Ende. Dette skyldtes ikke den mesterligt gennemførte Propaganda, der uløseligt er knyttet til enhver Krig. Det skyldtes en klar Erkendelse af, at Italiens store Statsmand gik den rigtige, livsbetingende Vej. Deraf opstod den fuldkomne, aandelige og sjælelige Enhed. Det er derfor ikke nok at ville paastaa, at det er Teknik og Organisation, som sejrede over et siettere udrustet Folk. Paa abessinsk Side savnedes hin indre Beslutsomhed og Enhed, der savnedes et Maal og et Ideal .... En stor Krig bringer de største Vanskeligheder. Om det italienske Menneske, den italienske Soldat, endnu er moden til at overvinde dem, kan kun Virkelighedens Alvor vise helt afgørende. Men denne Krigs store Lære bestaar deri, at den viser, hvorledes et Folk kan nyskabes ved en indre Regeneration. Dette er den glimrende Statsmands Værk. ... Da den italienske Konge efter Krigen tildelte Mussolini sit Lands højeste Udmærkelse, Storkorset af Savoyens Militærorden, sagde han: „Som Minister for alle Krigsmagtens Grene forberedte han den største Kolonikrig, Verden har kendt, førte den, sejrede i den — en Krig, han som Chef for den kongelige Regering forudsaa og vilde til sit fascistiske Fædrelands Hæder, Storhed og Opretholdelse.“ Denne nøje Samklang mellem Nationen, Staten og Krigsmagten, som ene muliggør Opnaaelsen af Krigens største Maal, er den anden store Lære, som kan uddrages af Begivenhederne.“

Hermed være da von Nylanders Bog anbefalet paa det bedste som den korte, haandterlige, klare og vel tilrettelagte Skildring af den første Storkrig efter Versailles. Som afsluttet Epoke er den interessant; som et Bevis paa den italienske Nations kraftfulde Selvfornyelse og samdrægtige Vilje interessantere; som Indledningen til et nyt Romervældes Opbygning om Middelhavet — og det tvivler jeg personligt intet Øjeblik om — er den mest interessant. Thi derimod gaar Udviklingen, derimod styrer Rom — „noi tireremo diretto!"

Arne Stevns.