Log ind

Abessinien—Italien

#

Naar disse Linier læses, er den udenrigspolitiske Situation sikkert mere afklaret, end den er i Dag i Slutningen af August, da dette skrives. Men selv om Artiklen saaledes ikke kan siges at give de sidste Nyheder, har det sikkert sin Interesse at se lidt nærmere paa de to Landes militær-politiske Stilling. Abessinien er jo for de fleste et ret ukendt Land. Man mindes maaske lige akkurat, at Italien led et forsmædeligt Nederlag ved Adua 1896, da det første Gang forsøgte at erobre sig et Kolonirige paa Abessiniens Bekostning, men først nu, da det fascistiske Italien atter forsøger at skaffe Plads til sit store Befolkningsoverskud og derved bringer hele Europa, ja maaske hele Verden i Uro, dukker Abessinien op i Folks Bevidsthed som noget mystisk og interessant. Abessiniens Beliggenhed og Grænser fremgaar af Kortet Side 429. Fladeindholdet er ca. 1,12 Millioner km2 med et Indbyggerantal mellem 7 og 10 Millioner. (Der har aldrig været foretaget nogen Folketælling). Hovedmassen af Befolkningen er Semitter. Nogle Aarhundreder før vor Tidsregnings Begyndelse forlod en Skare Himjaritter deres Fædreland, Sydarabien, og satte over Det røde Hav. De fandt imidlertid ikke Landet her ubeboet, men de oprindelige Beboere, Agauerne, ogsaa et semitisk Folk, blev undertvungne og fortrængt til den vestlige Del af Landet. Himjaritternes Efterkommere, de egentlige Abessiniere, der er den herskende Nation og tillige den talrigeste, er i Udseende ikke meget forskellig fra de andre Folkestammer i Landet. Nord og Vest for Tanasøen bor saaledes Falasjaerne, ogsaa kaldet de abessinske Jøder. De paastaar, de stammer fra Jerusalem, og deres Religion ligner meget den jødiske. De lever ret adskilt fra den øvrige Befolkning, og det samme gælder Muhamedanerne, der gaar under Navnet Geberti. Ved Det røde Hav bor en Folkestamme Bilén eller Bogos. De er Hedninger ligesom de beslægtede Gamanter og de allerede omtalte oprindelige Beboere, Agauerne. I Modsætning hertil er Himjaritternes Religion en Slags Kristendom (den abessinske Kirke). Foruden de nævnte semitiske Folkeslag findes i den sydlige Del af Landet de saakaldte Gallaer. De er trængt ind i Landet Syd fra, er tapre og stridbare, oprindeligt Muhamedanere, men nu for en stor Del døbte. Endelig findes der Negere, der hovedsagelig er kommet ind som Slaver. De egentlige Abessiniere, altsaa Himjaritternes Efterkommere, har et ovalt Ansigt, en fint formet Næse, en velproportioneret Mund med regelmæssige, ingenlunde særlig tykke Læber, livlige Øjne, smukke Tænder, noget krøllet eller glat, sort Haar og svag Skægvækst. De er middelhøje, kraftige Folk. Landets Natur er meget forskelligartet. De laveste Egne af Landet i Nord, Vest og Syd, Kollaeme, op til 1600 m’s Højde, har et fuldstændig tropisk Klima. Alle Afrikas tropiske Planter findes her: Kornsorterne Durra og Dagussa, Bomuld, Indigo, Boabab, Ricinus, Safran, Sukkerrør, Bananer og Kaffe. Dyreverdenen ligner ganske den sudanske. De mellemste Regioner, Woi'na-Degas, mellem 1600—2400 m, har et Klima omtrent som Italiens. I disse ligger Tanasøen og de vigtigste Byer. Her dyrkes Hvede og Sydfrugter, og næsten alle europæiske Husdyr forefindes. Tanasøens Afløb, den Blaa Nil, betinger Muligheden for Dyrkning af Bomuld i Sudan og Ægypten. Denne Kendsgerning forklarer Englands Interesse i, at Tanasøens Vand ikke anvendes til Overrisling af abessinsk Omraade i Tilfælde af, at en anden Magt erobrer Abessinien. Høj regionen indtil 4600 m’s Højde, de egentlige Degas, har en lav Temperatur og sparsom Plantevækst. Her kan dog dyrkes Byg, og udstrakte Græsgange betinger Opdrætning af udmærkede Heste, ligesom der holdes store Hjorde af Hornkvæg. Snegrænsen ligger i den tørre Tid, Vinteren, i en Højde af 4400 m, i Regntiden gaar den ned til 8500 m. Regnen tilhører overalt Sommerhalvaaret. I den nordlige Del af Landet begynder Regntiden i April og ophører i Slutningen af August. Sydabessinien har 2 Regntider, en kortere i Februar—Marts, som afløses af Sommeren, og en længere i Juli—September, der efterfølges af koldt Vejr. Den meste Regn falder om Natten oftest som kraftige Tordenbyger. I Regntiden er alle større Rejser saa at sige en Umulighed. Abessiniens Floder er ikke sejlbare. I Regntiden er de næsten heller ikke til at komme over. Vejene er faa og daarlige. Som vist paa Kortet findes 3 Hovedkaravanveje fra Eritrea med Retning mod Addis Abeba. Det er disse Veje, Italiens Nordhære er henvist til ved et Felttog ned gennem Nordabessinien. Inden jeg gaar over til at omtale de 2 Landes militære Situation, som den er i Øjeblikket (August—September 1935), skal jeg pege paa de uhyggelige Følger for den hvide Race, som Italiens Angreb paa Abessinien let kan faa. Enhver Kender af Koloniforholdene i Afrika og Syd- og Sydvestasien ved, at denne Kamp ikke blot drejer sig om Abessiniens Selvstændighed, men at alle farvede Folkeslag i Verden følger Begivenhederne med største Agtpaagivenhed. Krigens 

Skærmbillede 2020-09-18 kl. 10.53.14.png

Udbrud kan let blive Signal til den hellige Krig. En Fører for Negerbevægelsen i Sydøstafrika er kommet til Aden for herfra bedre at kunne følge Situationens Udvikling, og han har udtalt, at Resultatet godt kan blive katastrofalt for alle Kolonimagter, thi selv om Abessinierne ikke er Negere i egentlig Forstand, saa vil enhver Neger gerne ofre sig for Abessiniens Sag, fordi Abessinien repræsenterer den sidste Rest af afrikansk Selvstændighed. Dog ligger den største Fare for de europæiske Kolonimagter sikkert ikke i Negernes Deltagelse eller Oprør, men derimod i Muhamedanernes Opstand mod de forhadte Kristne. Den Fare ser England sikkert klart. Dets Politik bestemmes derfor bl. a. af den Kendsgerning, at ca. 100 Millioner Muhamedanere er engelske Undersåtter eller bor i Omraader, som staar under engelsk Opsigt. Hvorfor skulde nu netop Muhamedanerne, som dog er Kritendommens fanatiske Modstandere, træde i Brechen for det kristne Abessinien? For at besvare dette maa man kende lidt til Muhamedanernes hellige Bog, Koranen, for at at vide, at der for Muhamedanerne bestaar en ligefrem religiøs Forpligtelse til at hjælpe Abessinien. Bag denne Forpligtelse ligger en af Historiens mest romantiske Episoder fra hin Tid for 1400 Aar siden, da Muhamed grundede sin Verdensreligion. Profeten blev med mange af sine Tilhængere forfulgt af sine kristne Fjender. Han vidste tilsidst ikke sine levende Raad. Endelig søgte han Tilflugt hos Æthiopierne, Oldtidens Abessiniere, som ganske vist var kristne. Æthiopiernes Hersker var dog en meget tolerant Mand. Han ikke blot bød den arabiske Profet velkommen, men behandlede baade ham og hans Tilhængere under hele deres Exil med største Imødekommenhed og sørgede for, at de ikke blev forulempet under Opholdet i Abessinien. Muhamed glemte aldrig siden sine Venner i Abessinien, og da han skrev sin Koran, gjorde han Æthiopierne til Allah’s udvalgte Folk. Medens han paalægger sine Tilhængere at bekæmpe Muhamedanismens Fjender med Sværdet, saa gælder dette ikke over for Abessiniens Beboere. De er udtrykkelig nævnt i Koranen som en Undtagelse. Ingen Muhamedaner maa nogensinde glemme, at Abessinien hjalp deres Profet i hans største Nød. De er derfor forpligtet til ved alt, hvad der er dem helligt, at hjælpe Abessinien, hvis det kommer i Fare. Denne Historie er ikke de britiske Regeringskredse ubekendt. I de sidste Dage skal indtrængende Advarsler i Dusinvis have naaet London. Den 3’ Fare ved et Angreb paa Abessinien er Japans økonomiske Interesse i dette. Japans enorme Expansionstrang forenes her med Lysten til at føle sig som de farvede Folkeslags Fører mod den forhadte hvide Race. Japanske Muhamedanere er her Agenter for Japans Handelsmagt, og overalt i den muhamedanske Verden bydes Japaneren velkommen som den hvide Kristendoms store Fjende. Der er altsaa Grunde nok, hvorfor Europas Nationer maa se med Bekymring paa den Situation, som er under Udvikling i den nære Orient. Italien vil have Abessinien — det har Brug for Landet for at faa Raaprodukter og blive af med en Del af sin stadig voksende Befolkning.

Nederlaget den 1/3 1896 ved Adua, som aarlig fejres som Nationaldag i Abessinien, maa hævnes. Trods Grænseoverenskomsten af 16/5 1908, Venskabs- og Voldgiftstraktaten af 2/8 1928 og Italiens vedvarende Forsikringer om, at det forfølger kun Handelsinteresser, hersker der dog i Abessinien stærk Mistro til Roms Hensigter. Flere Skærmydsler har ophidset Stemningen paa begge Sider. Den 17/1 1934 blev det italienske Konsulat i Gondar (Nordabessinien) angrebet; den 5/12 1934 fandt Grænsekampe Sted ved Oual-Oual og 29/1 1935 Kampe ved Afdub, begge paa Grænsen af italiensk Somaliland, netop paa den Grænse, som ikke er fastlagt. Kejseren, hvis Magtstilling over for de store Lensherrer disse Begivenheder kun kunde styrke, arbejder energisk paa Modernisering af Hæren. En i 1930 indkaldt, senere forstærket, belgisk Militærmission fik som første Opgave at skabe en moderne bevæbnet, godt disciplineret Kejsergarde. Dette skal være lykkedes. Om den anden Del af Opgaven : at oprette brugelige Militærafdelinger i Provinsen, er lykkedes, er mere end tvivlsomt. Fra Foraaret 1934 tog Rustningerne rigtig Fart. Næsten alle Statsindtægter blev brugt dertil. Kejserens Kamp for at faa Lov at købe Vaaben er velkendt fra Dagspressen. Januar 1935 ankommer 5 svenske Offirerer som Instruktører. Hærens Størrelse anslaas efter italiensk Kilde til 2 Millioner Mand, hvoraf dog kun ca. 500,000 kan bevæbnes med moderne Vaaben. Af Vaaben menes Abessinien paa dette Tidspunkt at raade over 5—600,000 Geværer af forskellige Modeller, ca. 1800 Maskingeværer, ca. 300 Kanoner, 10 Panservogne og nogle faa Flyvemaskiner af forskellig Type, ført af Europæere. Italiens Trudsel menes at have samlet de mange Stammer, som ellers kun gennem Lensherrernes mere eller mindre personlige Tilknytning til Kejseren kunde siges at danne en Helhed. Men hvormeget den Samling betyder, derom kan i Øjeblikket intet siges.

Hvorledes vil nu denne Hær blive inddelt? Den øverste Ledelse under Kejseren ligger hos den tyrkiske General Vehib Pascha med 2 belgiske, 1 svensk, 1 engelsk og vistnok 2 tyske Stabsofficerer. Som nævnt kan maaske 500,000 Mand bevæbnes nogenlunde moderne, men heraf er kun ca. 300,000 uddannet i Fredstid. Heraf kan formeres 24 Infanteridivisioner å 12 Batailloner å 1000 Geværer og 6 Maskingeværer, 1 Eskadron, 3 Batterier å 4 Kanoner og 4 Rytterdivisioner å 16 Eskadroner med 3000 Ryttere. En tilsvarende Styrke af 2’ Linie menes at være under Uddannelse, men med kun faa moderne Geværer, uden Maskingeværer og uden Skyts. Kejsergardens Styrke anslaas til 3500 Mand, og kun den kan man som allerede nævnt regne med som moderne Tropper. I Addis Abeba ligger 3 Batailloner Infanteri, 2 Maskingeværkompagnier å 6 M.G., 1 Morterkompagni paa 6 Piecer, 2 Eskadroner å 120 Sabler, 1 Artilleriafdeling. 1 Gueneth (35 km fra Addis Abeba) er yderligere 1 Bataillon Infanteri under Dannelse. Denne Garde bestaar af udsøgt, ungt Mandskab. De højst nødvendige Pionerer synes at mangle. Lensherrernes, Høvdingenes, Tropper, 2—300,000 Mand, er udisciplinerede, men tapre. Deres Anvendelse er afhængig af deres Herrers Forhold til Kejseren og af de indbyrdes Stridigheder. Det samme gælder Styrken af 2. Linie, Masseopbudet, men deres Vaaben maa hovedsagelig blive Spyd samt Bue og Pil. Den abessinske Soldat er tapper til det yderste, dristig og udholdende, en god Skytte og udmærket Jæger. Men han har ikke den fjerneste Anelse om moderne Kampvogne og Krigsgas. Ved Grænsekampene ved Ual-Ual forsøgte nogle Abessiniere at stikke de italienske Kampvogne med Spyd, andre forsøgte at vælte dem. De kan ikke skelne mellem, om en Flyvémaskine er skudt ned, eller den gaar ned for at lande. Selv Førerne, der dog hører til den dannede Klasse, tror, at et Par Skarpskytter i et Træ kan nedskyde en hel Eskadrille. Bortset fra Kejseren og hans nærmeste Raadgivere aner Abessinien ikke, hvilken Kløft der er opstaaet mellem dem og den italienske Hær siden Kampen ved Adua. Hvorledes Kejseren vil anvende denne Hær er ikke nemt at forudsige, men at disse Tropper i Forbindelse med Landets Egenart trods alt vil blive en haard Nød at knække, synes givet.

Ogsaa Italien har gennem længere Tid truffet Forberedelser til et Felttog mod Abessinien. I 1933 besøgte Kongen Eritrea og Efteraar 1934 Somaliland. Derefter blev den tidligere Koloniminister, General de Bono, der har været med som Løjtnant i 1896 ved Adua, udnævnt til Overkommissær over begge Kolonier, og Mussolini overtog selv Koloniministeriet. I Stedet for Jernbaner gik man i Gang med Bygning af Automobil veje, og iøvrigt gik Tiden med at trække Forraad og Materiel af enhver Art over til Kolonierne. Fra Februar 1935 mobiliserer Italien efterhaanden 1 „hurtig“ Division og 13 Infanteri-Divisioner med de fornødne Korps og Armétropper. General Graziani er udpeget til at have Kommandoen under Overkommissæren. Transporten fra Messina gennem Soezkanalen til Massaua varer ca. 6 Dage. 16—22/2 1935 sejler 1’ Vending, 4 Dampere, med 2 romerske og 1 neapolitansk Sortsk jortebataillon, 1 Ingeniørbataillon med Sappører og Radiofolk samt Specialarbejdere til Oprettelse af en Opmarchbasis. Mellem 22/2 og 6/3 afgik 2’ Vending, 9 Dampere, med General Grazianis Stab og Divisionen „Peloritana“ (29’) fra Sicilien, (General Pavone, Infanteriregiment 3, 4 og 75, Bjergartilleri fra Artilleriregiment 24, Dele af Artilleriregimenterne 3 og 10 og Dele af det tunge Artilleriregiment 163, Dele af 12’ Ingeniørbataillon samt igen store Arbejdsstyrker). Herefter fulgte som en ekstra Vending fra 5—7/3 3 Dampere hovedsagelig med Materiel og enkelte mindre Troppedele. De skulde bl. a. i Tripolis tage 2090 Mand indfødte Askaris om Bord. 3’ Vending omfattede Divisionen „Gavinana“ (19’) (General Maravigna, Infanteriregiment 70, 83 og 84 samt øvrige Divisionstropper), ialt ca. 20,000 Mand, som efter en Parade 2/3 i Florentz blev transporteret til Neapel for at indskibes.

For at Eventyret i Afrika ikke skal svække Styrkerne i selve Italien, hvor navnlig en stærk Hær ved Nordøst-Grænsen spiller en afgørende Rolle for det øvrige Europas Interesser omkring Donau, gik Mussolini straks i Gang med at oprette nye Afdelinger, de fra Verdenskrigens Slutning opløste Regimenter genopstod. Saaledes skabtes Divisionerne „Peloritana II“ og „Gavianana II“. I Begyndelsen af Maj fulgte Mobilisering af Divisionen „Sabauda“ fra Sardinien og Sortskjortedivisioner kaldet „23’ Marts“ og „28’ Oktober“ (Datoen henholdsvis for Dannelsen af den første fascistiske Kampenhed og for Mussolinis Udnævnelse til Ministerpræsident).

Sener fulgte yderligere Indkaldelser og Nydannelser. Det vil føre for vidt at gaa i Detailler, men bemærkelsesværdig er Opstillingen af fuldstændige Sortskjortedivisioner. Man er hermed gaaet bort fra den tidligere Adskillelse mellem Hær og Milits. Hver af disse Divisioner har 1 Chef og en stedfortrædende Chef, den ene Officer i Hæren, den anden i Militsen. Militsdivisionerne kan kun faa Infanteriet fra egne Rækker, alle de andre Vaaben er tilgaaet ved frivillige fra Hæren. Divisionens Styrke er ca. 12,000 Mand, medens Hærens Divisioner hallo,000—18,000 Mand. Ialt er ved den delvise Mobilisering indkaldt 3 Aargange 1911, 1913 og 1914 å 220,000 Mand. Foruden disse 660,000 Mand er det muligt, at Aargang 1912 er eller snart vil blive indkaldt, hvorved Styrken vil vokse til ca. 900,000 Mand. Alle de mobiliserede Enheder faar en længere Uddannelsestid i Divisionslejre, Militsdivisioner saaledes 50 Dage, i hvilken Tid Marchøvelser spiller en meget stor Rolle.

Troppetransporterne til Østafrika er, som man ser, forløbet meget langsomt. Hensynet til de klimatiske Forhold i Abessinien og de italienske Kolonier har sikkert været afgørende her. Transportskibene har dog ikke ligget stille. Masser af Materiel af enhver Art, Heste og Muldyr og fremfor alt Arbejdere i store Mængder er sendt af Sted. Først den 6/6 blev de første Tropper af Divisionen „Sabauda“ indskibet. Paa Kortet er indtegnet den italienske Opmarch, som den ser ud for Øjeblikket (Begyndelsen af September). Pilene angiver de sandsynlige Fremrykningsveje. I italiensk Somaliland staar 2 Infanteridivisioner, nemlig Somalidivisionen og „Peloritana -Divisionen, foruden tungt Artilleri, ca. 20 Kampvogne og 100—150 Flyvemaskiner, alt under General Grazianis Kommando. 1 Sortskjortedivision vil formentlig kunne ventes at ankomme i nærmeste Fremtid. I Eritreas nordige Del staar den „hurtige“ Division (1 Bersaglieriregiment paa Stabskompagni og 2 Batailloner å 3 Cyklistkompagnier å 9 lette Maskingeværer og 1 Maskingeværkompagni med 12 tunge Maskingeværer paa Motorcykler, 1 Rytterregiment og ca. 60 lette Kampvogne og 3 Divisioner, hvoriblandt den nyoprettede 2’ Askaridivision fra det „Indfødte Armékorps“ og „Gavinana“-Divisionen. 6 Infanteridivisioner er endnu under Uddannelse i Italien, en 7’ Infanteridivision er under Transport. Det er sandsynligt, at Hovedmassen af disse Tropper skal til Nord-Eritrea, hvorfra efter Forberedelserne at dømme Tyngdepunktet i Angrebet kommer til at udgaa. Ca. 550 Flyvemaskiner menes at staa til Raadighed for denne Hovedgruppe. 1 Sydøst-Eritrea staar i Øjeblikket kun 1 Division omkring Assab, forstærket med Kavalléri, tungt Feltartilleri, ca. 10 Kampvogne og ca. 50 Flyvemaskiner. I Massauas Havn, som er befæstet med 16 svære Pjecer, ligger en Krydserflotille (1 Krydser, 2 gamle Destroyers og 12 mindre Skibe), som skal forhindre Tilførsler til Abessinien gennem Det røde Hav og over den britiske Somalikyst. Den delvise Mobilisering fortsættes stadig med Opstilling af Hær-, Luft- og Militsenheder. I stadig stigende Antal er Erstatningstransporterne begyndt. Den daarlige Sundhedstilstand er ikke blevet væsentligt bedre trods Afhjælpning af Mangelen paa Læger. Den 22/7 blev en Dødsliste paa 113 Arbejdere offentliggjort. De var bukkede under for Klimaet i det sidst forløbne Halvaar. 3000 Soldater skal af samme Aarsag være sendt tilbage til Italien i Begyndelsen af Juli som ikke mere brugbare. Ingen ny Aargang er blevet indkaldt, heller ikke den resterende Del af 1912-Aargangen. Derimod blev enkelte Værnepligtige indkaldt til forskellige Tider, dels paa ubestemt Tid, dels til „Reserveøvelser“ i 2 Maaneder, især af Aargang 1909 og 1910. Officerer og Underofficerer er indkaldt af endnu ældre Aargange. Der gores store Anstrengelser for at forøge Officerskorpset. Den 19/7 blev følgende Antal nye Officerer udnævnt: 8 Oberster, 90 Oberstløjtnanter og Majorer, 335 Kaptajner og 371 Løjtnanter. Antagelig er nu 1 Million Mand under Fanerne. Alle de mobiliserede Militsdivisioner omfatter nu hver: 3 Legioner å 2 Batailloner, 1 Maskingeværkompagni og 1 Bjergbatteri, 1 Maskingeværbataillon, 1 Artilleriafdeling (fra Hæren), 1 Ingeniørkompagni, 1 Sanitetsafdeling, 1 Forplejningsafdeling, 1 Slagteafdeling, 1 Motorvognpark og 1 Feltpostekspedition.

Efter 15/7 blev Hærdivisionen „Sila“ mobiliseret, og samtidig fulgte Nyopstillingen af Militsdivisionen „1. Februar“ (Datoen for Militsens Oprettelse). „Sila“ (bl. a. Inf.Regimenterne 16 og 20) føres af den 58- aarige Divisionsgeneral Bertini, der under Verdenskrigen var i Generalstaben og senere Militærattaché i Prag. „1’ Februar“ (bl. a. Legionerne 107, 128 og M.G. Bataillon Nr. 5) føres af en 52-aarig Generalløjtnant Teruzzi, som har været Chef for Militsens Stab fra 1928. Ved hans Side staar den i Kolonikrig erfarne Oberst af Hæren Marghinotti. Ikke blot de regulære Divisioner, der mobiliseres med Afrikakrigen for Øje, erstattes af tilsvarende nyoprettede Formationer i Italien, men ogsaa Militsdivisionerne faar nu deres Arvtagere i Hjemlandet, for at der stadig, som hidtil bestemt, kan tildeles hvert af Hærens Armékorps nogle Sortskjortebatailloner. Om den Begejstring, hvormed Tropperne drager af Sted, er helt ægte, maa man tvivle om, naar man hører, at Tilstrømningen af frivillige næppe er særlig stor trods en voldsom Agitation fra Regeringens Side. Mange melder sig paa Grund af Arbejdsloshed, og Studenterne maa gøres til Genstand for en let Tvang for at faa dem til at møde. Overførslerne er stadig forløbet meget langsommeligt. De sidste Enheder af Divisionen „Sabauda“ afgik i Slutningen af Juni, og indskudt i disse Transporter af gik tillige I. Armékorps Stab. 8—10/7 fulgte saa Militstropper og iøvrigt Særformationer, Forraad, Materiel og Arbejdskraft. Indtil 6/7 skal 75,000 Soldater og 29,000 Arbejdere have passeret Suezkanalen. Den 16/9 var disse Tal forøget til 140,000 Mand. At det gaar langsomt med Transporten af de mobile Tropper skyldes ikke blot Hensynet til den ugunstige Aarstid, men ogsaa Vanskeligheder med Udladningen i Massauas Havn. I denne kunde der tidligere udlosses 2000 t om Maaneden, nu skal man være naaet til at kunne udlosse 3000 t om Dagen. Dette Resultat er naaet ved under Ledelse af Krigsmarinen at indrette 2 Hjælpelandingspladser (Archico og Dachilia) og ved at foretage større Udbygninger i Massauas Havn, saaledes at 15 Skibe kan losse samtidig. Derimod er den videre Transport ind i Landet langtfra sikret endnu. Banen kan ikke ekspedere de store Mængder, selv om ogsaa her Ydelserne er tvunget godt i Vejret. Lastvognene maa overtage Hovedparten af Transporterne, men det kræver igen, at al Kraft maa sættes ind paa Udbygning af Vejnettet. Der graves Brønde og lægges Vandledninger, der skal kunne skaffe en daglig Forsyning paa 10 Liter til hvert Menneske og 20 Liter til hvert Dyr. Indtil dette Maal er naaet, maa Vandet hentes i Cisterneskibe fra Port Sudan og derefter bringes videre af 200 Vandmotorvogne, der hver kan medføre 2000 Liter Drikkevand. Alle disse mægtige Arbejder kan meget vanskeligt udføres af Europæere i det tropiske Klima, der hersker under 1000 m’s Højde. Men indfødte i tilstrækkeligt Antal er næsten ikke til at skaffe, selv om der ved Dekret af 19/6 er indført Tvangsarbejde. Ægypten, Aden og Hollandsk-Indien har forbudt Hvervning af indfødte til dette Arbejde. Derfor maa Italienerne selv gøre det, men det er dyrt paa Grund af de svimlende Lønninger, der maa tilbydes for at lokke Arbejderne til disse usunde Egne. Den nævnte Fordeling af de overførte Kræfter har sikkert sin Aarsag i de for Europæere vanskelige Klimaforhold og i Manglen af Drikkevand. Først naar de 6 manglende Infanteridivisioner er overført, og Regntiden med Udgangen af September er ophørt, kan det tænkes, at Italien begynder Felttoget. Indtil da vil Tiden gaa med Vejbygning og Bygning af Drikkevandsanlæg m. m., med mindre noget ganske uforudset skulde hænde.

(Afsluttet 21/9 1935).

A. E. G. Klein.