Den følgende artikel er skrevet el Kommitteret Henning Gottlieb, formand for Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg, SNU. Artiklen har i en hdt anden form været bragt i Vandkunsten nr. 3 i forbindelse med 50- årsdagen for 9. april 1940. Den indeholder en række synspunkter omkring krisestyring før og nu, som har betydehg interesse for tidsskriftets læsere.
»Aldrig mere en 9. April«
Da besættelsen var slut 5. maj 1945, sagde de danske vel nærmest i kor til hinanden: »Aldrig mere en 9. April«. Ordet var formet i det danske sind under de fem års besættelse fra 1940-45. Jeg husker ikke, om det var kommet offentligt frem endnu før 5. maj, eller hvem der sagde det først, men det er heller ikke formålet med denne artikel at efterspore det. Hensigten er alene at prøve at sætte 9. april i relation til de begreber om sikkerhedspolitisk krise og krisestyring, som har udviklet sig i det danske sikkerhedspolitiske milieu i efterkrigstiden - den tid hvor det har stået åbent for os at praktisere, hvad der kan være meningen med at sige »Aldrig mere en 9. April«. Jeg gør det velvidende, at datoen 9. april ikke kan forventes at have samme roUe i bevidstheden for de generationer, som nu bestemmer, som for dem, der faktisk har oplevet d. 9. april 1940 og mere eller mindre går rundt med 9. april-syndromet i deres sind. Men det er ikke derfor mindre relevant i halvtredsåret for de beklagelige begivenheder i 1940 at tænke over, på hvilken måde begivenhederne d. 9. april 1940 synes at have præget vor måde at forholde os til det sikkerhedspolitiske univers, efter at vi påny var blevet herrer i vort eget hus, og hvilke praktiske udslag det har givet. Vi nærmer os hermed både den almene politik og de administrative forholdsregler. Emnet er udviklingen i den danske tænkning om krig og fred og om, hvad vi kan gøre i det nære, der hvor vi bor. (Forfatterens adkomst til at behandle emnet må være, at jeg i min tjeneste i Statsministeriet fra 1964-88 havde disse spørgsmål som hovedbeskæftigelse, og fra 1975-88 var formand for den sikkerhedspolitiske kontakt gruppe.)
Det er vel uden videre klart, at denne udvikling er sket i en stadig vekselvirkning med udefra kommende impulser, især som en følge af vort medlemskab af den atlantiske alliance. Man kan måske også sige, at der her er tale om en afspejling i dansk sammenhæng af det første store internationale problem fra midten af det tyvende århundrede: hvorledes overleve sammen med atombomben.
Der kan næppe være tvivl om, at»Aldrig mere en 9. April« i høj grad tjente som en åndelig aflad og æresoprejsning for de danske ovenpå besættelsesårenes ydmygelser. I mangel af store bedrifter at henvise til forsikrede de danske sig selv om, at de i hvert fald i fremtiden ville vide at hævde nationens selvstændighed på værdig måde.
Jeg tror, at »Aldrig mere en 9. April« fik stor betydning i den danske meningsdannelse omkring retableringen af forsvaret efter 1945, og måske endnu mere i forbindelse med vor ret enthusiastiske deltagelse i de nordiske forsvarsforhandlinger tre år senere, og da de mislykkedes ikke mindre i forbindelse med Danmarks tilslutning til Atlantpagten il949. Det var et dominerende element i bevidstheden, at de danske ville være sig selv, og at Danmarks selvstændighed ikke var en naturgiven ting, hvis betryggelse man ikke behøvede at interessere sig for ved at forholde sig aktivt til den internationale sikkerhedspolitiske udvikling. Danmark skulle være stolt og uafhængig og tage parti. Ville ikke acceptere at være paralyseret af at være en småstat.
Det er imidlertid et åbent spørgsmål, hvad »Aldrig mere en 9. April« i grunden skulle betyde udover dette, at vi ikke ønskede oftere at blive besat (hvem ville ønske det). Men hvordan ville man opnå dette ønskemål: skulle det blot betyde, at vi i fremtiden ville være vågne hele døgnet og til enhver tid samle og koordinere oplysninger om udviklingen omkring os, så vi i hvert fald vidste, at vi blev besat, når vi blev det, og skulle til at ordne forholdene under hensyn til den stedfundne besættelse - altså at vi ikke igen ville tages på sengen; eller gik det videre, således at vi aktivt ville søge at påvirke den internationale politik, spille med så at sige, og etablere faste venskaber med lande, vi kunne lide, og som vi mente, mente som vi; betød det også, at fra nu af ville det danske folk med sværdet i hånd møde hver udenvælts fjende, som måtte dukke op, og følgelig alene eller sammen med venner opbygge en så vældig krigsmagt, at enhver angriber ville tabe appetitten, før han gik igang.
Beredskab, krisestyring og NATO-medlemsskab
De forestillinger om dansk beredskab og krisestyring, som har udviklet sig efter Danmarks tilslutning til Atlantpagten i 1949, indeholder det danske samfunds mere eller mindre tilsigtede besvarelse af sådanne spørgsmål, selvom det ikke skal’ hævdes, at denne udvikling alene er betinget af 9. april.
I begyndelsen var det forresten enkelt nok: NATO’s solidariske forsvarskoncept måtte udlagt på dansk være, at var der noget galt i nærheden, ville amerikanerne tage sig af det: Der ville følgelig ikke være væsentlige sikkerhedspolitiske problemer for den danske statsledelse at tage selvstændig stiUing til. Amerikanerne ville ikke tillade, at der kunne komme en ny 9. april, forstået som at russerne tog os helt eller delvis. Hvis f.eks. russerne skulle finde på at viUe tage Bomholm, ville det omgående udløse amerikansk gengældelse, og det vidste russere godt og lod være.
Det kan lyde en smule primitivt og karikeret i skrivende stund, som er februar 1990, men jeg tror nok, at det kan holde som en beskrivelse af grundlæggende danske holdninger for 40 år siden. (Ser man på, hvordan de arme mennesker har det i Østeuropa, som nu synes i færd med at slippe af med deres besættelse efter 50 år, forekommer det iøvrigt vanskeligt helt at frakende datidens beslutningstagere evne til at vælge det rigtige.)
Under disse omstændigheder måtte den danske indsats til selvstændighedens betryggelse i hovedsagen dreje sig om at sørge for, at det danske forsvar havde en sådan størrelse, at det for de store allierede kunne begrunde, at de skulle være solidariske med os. Det danske forsvarsbudget var en forsikringspræmie, som man sagde i indviede kredse. Forestillingen om en selvstændig dansk krisestyring spillede ingen væsentlig rolle.
Senere blev det mere indviklet; Som russerne fik egne og mange og stadig større atombomber, måtte det blive mindre og mindre sandsynligt, at amerikanerne ville møde selv en lille krænkelse af et NATO-lands område med et massivt modstød. Det førte til spørgsmålet, om man virkelig kunne tænke sig, at den amerikanske præsident ville risikere New York for Bornhohn. Svaret måtte selvsagt blive kvalificeret og i det lange løb benægtende. (Der skal ikke hermed være taget stilling til, om russerne - end ikke Stalin - nogensinde har haft til hensigt at tage Bomholm.)
Forestillingen om det massive modstød ved en hvilken som helst aggression mod NATO-territorium måtte nødvendigvis vige til fordel for den strategiske forestillingsverden, der fik betegnelsen »Flexible Response« - det flexible svar, som i den professionelle danske terminologi kom til at hedde afpasset imødegåelse (som er gældende NATO-strategi den dag i dag). Alliancen ville møde mulige udfordringer på en måde og med midler, der var nøje afpasset efter krænkelsens karakter. Alliancen fik militærpolitisk karakter. - Man forestillede sig, at dens måde at hindre aggression var at føre politik, hvor militære styrkers størrelse og deployering var ét blandt flere udenrigspolitiske virkemidler, fordi man ikke mere mente at kunne forlade sig på, at enhver form for angreb var udelukket på grund af truslen om atomar gengældelse.
Tankegangen forekommer indlysende fornuftig: afprøve hvor alvorUgt krænkelsen (aggressionen) er ment ved at imødegå den på stedet og samtidig spille på det forhåndenværende register af politiske forholdsregler, såsom diplomati, propaganda, økonomi. Fortsætter ikke des mindre angrebet, er det alvorligt ment, og så må man sætte mere ind på stedet, og således videre. Tankegangen kan i grunden minde om det danske forsvars forholdsordre i nedrustningstiden i trediverne: konstatere om krænkelsen er alvorligt ment, men der er en fundamental forskel. Dengang skulle det danske forsvar indstille skydningen, hvis angrebet viste sig alvorligt ment. Under Flexible Response skal forsvaret tværtimod fortsætte kampen med stigende energi, hvis fjenden ikke kommer til fornuft og trækker sig tilbage.
Den afpassede imødegåelse må være en bedre strategi end at regne med at skulle sætte alt på et kort ved den mindste anledning, sålænge man tror, at der er mulighed for at undgå den store kamp ved at tage den lille. Det drejer sig om at være resolut. Det gælder mere og mere, som det teknologiske fremskridt kræver, at man tror at måtte regne med, at det massive modstød kan udløse en gengældelse, der igen kan udløse en gengældelse, der tilsammen kan føre tü den civiliserede verdens undergang, måske endda hele verdens. Det må følgehg blive en dyd at holde et eventuelt konfliktudbrud lokalt og begrænset, møde aggressionen på stedet, holde stedet og lade være med at gøre mere end det. Det stemmer iøvrigt smukt med alliancens defensive karakter. Det er som tankegang en forløber for det, som andre kredse i en senere tid har villet kalde det defensive forsvar.
Under atommagternes gensidige terrorbalance, der jo i virkeligheden indebærer en form for afmagt for de største og stærkeste, bliver det af afgørende betydning for dem, at de ikke selv bringer sig eller som følge af deres allieredes adfærd bringes i en situation, hvor de vil være nødt til at anvende deres yderste magtmidler. Magtspillet kommer mere og mere til at dreje sig om at bringe sig i stilling og spille på et bredt register af påvirkningsmidler, især propaganda og forskellige former for truende opmarch fremfor konflikt med blanke våben.
Men hvem er det, som skal præstere den lokale imødegåelse, hvis galt skal være, og hvorfra modtager vedkommende direktiv. Når vi tænker på os selv, er svaret meget enkelt: det er de danske styrker, for der findes ikke andre på dansk område. Hvorfra kommer det danske forsvars direktiver - skal det være alliancen, der kommanderer gennem de danske kommandoled, men underlagt den øverste allierede kommandant i Europa og dennes regionalchef for nordregionen - eller er det forsvarschefen og regeringen i København.
I begyndelsen - vi er i tid nået til anden halvdel af 50’erne - tænkte man i baner af, at de danske styrker kun kan komme under allieret kommando efter regeringens beslutning om at overdrage kommandoen til NATO’s fælles kommandosystem, må den tidligst mulige kommandooverdragelse være et rigtigt middel til at beherske og afværge krisen. Den ville være en klar tilkendegivelse over for aggressor om, at han ville komme til at stå ikke blot over for det lille Danmark, men hele den atlantiske alliance. Spørgsmålet om kommandooverdragelse blev essensen af den danske krisestyring - måden til at afværge en 9. april. At overdrage kommando betød at hidkalde alliancen, betød politisk at ville puste den lüle krænkelse op til noget større for at afværge det endnu større. Der er stadig meget lidt forestilling om selvstændig dansk krisestyring.
Men efterhånden som terrorbalancen blev mere og mere raffineret i løbet af 60’eme og begyndelsen af 70’eme, og ikke mindst forestillingerne om atomkrigens karakter af verdenskatastrofe bemægtigede sig sindene, måtte også den forestilling trænge sig på, at imødegåelsen på stedet burde ske så langt som overhovedet muligt med konventionelle og nationale midler, og at påkaldelsen af alliancen burde udskydes så længe som muligt. Den internationale politik er blevet en fortsat række af krisestyringssituationer, som det er sagt. Der synes med andre ord at være brug for en national krisestyring i det enkelte land, som rækker videre end de interne beredskabstiltag, der selvsagt altid har været brug for.
Den nationale krisestyring
NATO er uforandret sidste reserve, men det punkt, hvor man vil sætte reserverne ind, søges udsat og helst undgået. (Der kan være grund til her at tilføje, at det fine ved at have en reserve netop består i ikke at bruge den. Gør man det, har man ingen reserve.) Det følger, at den nationale krisestyring får en betydeHg selvstændig rolle som aktør i et samspil og et modspil - altså noget ganske andet end i alliancens første tid. Til gengæld har man to klart definerede mål at styre efter: bevare selvstændigheden ved at bruge de forhåndenværende midler og samtidig undgå risiko for eskalation og stormagtskonfrontation.
I lys af terrorbalancen måtte det forekomme mere og mere uværdigt og rent ud ydmygende for det suveræne danske kongerige helt at ville forlade sig på, at andre her i vort eget område tog sig af afgørende spørgsmål for vor eksistens og sikkerhed. Det måtte føre til at sige, at vi skal nok selv tage os af de kriseagtige situationer, som måtte vise sig i vor del af verden. Vi kalder, hvis vi får brug for det. Og vi kan tænke os til, at det også vil være bedst for både alliancen og menneskeheden, at vi er indstillet på at kunne noget selv. Set i den videre alliancesammenhæng kan man sige, at udbygningen af det nationale krisestyringsberedskab er en logisk videreførelse af det flexible svar. Det drejer sig om at undgå at løbe risikoen for større krig og i sidste ende atomkrig, uden dermed at gribe til selvopgivelse. At der så ikke på noget tidspunkt har indfundet sig eksistenstruende sikkerhedstruende krisesituationer rettet specielt mod Danmark rokker ikke ved ræsonnementets gyldighed. Styring af de menneskelige anliggender drejer sig fortrinsvis om sandsynligheder.
Jeg tror, at der også var et betydeligt element af dansk selvhævdelse og stolthed involveret, da det i midten af 70’erne blev besluttet at tilrettelægge en egentlig dansk krisestyringsprocedure ved etableringen ved regeringsbeslutning i 1975 af, hvad der kom til at hedde Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe, der siden regelmæssigt har mødtes i Statsministeriets regi. Den er sammensat af statsministeriet, udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, forsvarskommandoen og efterretningstjenesterne samt det civile beredskab.
Dens sammensætning angiver hovedsynspunktet: der må være en løbende rutinemæssig kontakt mellem de politiske og de militære og civile administrative instanser, hvis der skal være mening i forestillingen om at hævde dansk suverænitet. Nationen må kunne handle som en enhed. Gruppen har til opgave til stadighed at følge den sikkerhedspolitiske udvikling omkring os og sammenholde og vurdere alle foreliggende informationer med henblik på at kunne konstatere væsentlige ændringer i situationsbilledet. Det vil også sige i givet fald slå alarm, drøfte mulige forholdsregler og dermed etablere grundlag for anbefalinger til de respektive kompetente myndigheder. Det er i den sammenhæng væsentligt at gøre opmærksom på, at der ikke med Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe blev oprettet et nyt bureaukrati - »krisestyringsvæsenet« (dengang hed det endnu »væsener«). Det drejer sig om at indarbejde visse enkle vaner og procedurer imellem eksisterende grene af det danske samfunds administrationsapparat og vænne dem til at tænke og analysere sammen. (Det skulle være en selvfølge, ville en udenforstående iagttager måske sige. Men det var det ikke.) Kontaktgruppen forudsættes at træde sammen jævnligt - ca. en gang om måneden, sædvanligvis i Statsministeriet, men det kan til enhver tid indkaldes af formanden eller på begæring af enkelte medlemmer eller fra højere instans, og vil for så vidt kunne være i permanent session. Kontaktgruppen er videre ment som grundstamme i den egentlige krisestab, der vil blive etableret i givet fald.
Faktisk har der ikke været mange sikkerhedspolitiske kriser, som har kaldt på aktivering af kontaktgruppen udover den normale rutine. Det nærmeste i nyere tid må nok være udviklingen i Polen for 10 år siden, hvor den danske statsledelse måtte indstille sig på muligheden af krig eller borgerkrig i Polen med en deraf følgende flygtningestrøm til nærmeste vestlige territorium - den danske ø Bornholm. Ingen forestillede sig vel, at der heraf ville opstå en trussel mod Danmarks eksistens, men at udviklingen i Polen kunne skabe situationer, hvor det var nødvendigt at kunne håndhæve Danmarks autoritet på dansk område til lands og måske især til vands, forekom meget nærliggende, og man måtte være forberedt på at kunne håndtere på forhånd uoverskuelige hændelser. Blandt de forholdsregler, der blev truffet, vil jeg blot nævne, at den danske marines tilstedeværelse blev øget ganske betydeligt over en lang periode.
Det er, som det vil være fremgået, forestillinger som de foranstående, der har været bestemmende for dansk krisestyringsfilosofi i hvert fald siden midten af 70’erne. De har været ledende både for organisationen af vort administrative apparat og samarbejdet mellem civile og militære myndigheder. De har også haft afgørende betydning for dansk indsats i de rådslagninger, som regelmæssigt har fundet sted imellem NATO-landene under de tilbagevendende øvelser i, hvordan man ville klare tænkte situationer, der alle som forudsætning har haft en aggression eller truende aggression mod et eller flere NATO-lande eller alliancen som helhed. Krisestyringen tænkes selvfølgelig at foregå ved de forfatningsmæssige myndigheder, dvs. regeringen ved de kompetente ministre i løbende rådslagning med administrationens og forsvarets øverste ledelse.
Det hører for den gode ordens skyld med at bemærke, at den beskrevne udvikling over hele perioden er sket med i hvert fald de ledende politikeres viden og indforståelse.
Krisestyring i 1940 - og i dag
Hvor meget har så disse forestillinger med 9. april at gøre. Den omtalte udvikling i det strategiske koncept i og for sig intetsomhelst, selvom den foran er betegnet som det danske samfunds udfyldning af, hvad der forstås med »Aldrig mere en 9. April«. Den er affødt af modsætningen mellem Øst og Vest, og en nøgtern overvejelse af, hvad den våbenteknologiske udvikling må antages at tilsige. Ræsonnementerne er forsåvidt blot ganske almindelig anvendelse af formel logik på foreliggende kendsgerninger, således som de antages at være.
Men en lidt nærmere overvejelse synes dog at tale for, at hin 9. april alligevel spiller en rolle, også for de generationer for hvem denne dato ikke er behæftet med stærke følelser. 9. april-syndromet var vel årsag til, at vi efter 1945 ikke mere ville lade os paralysere som småstat, men tværtimod spille med og tage vort parti. Deraf følger det udgangspunkt, hvorfra tanker og handlinger er blevet formet, og som har avlet det, der er fulgt efterpå, som generationerne veksler i det historiske forløb. Den vilje til selvhævdelse - nationalisme - som er nedlagt i »Aldrig mere en 9. April« føres således videre, også efter at der måske ikke undervises så meget i historie, som mange ville ønske, af hensyn til nationens sjælelige sundhedstilstand.
Ville så krisestyringen i dag være bedre end i 1940, hvis der virkelig skulle ske noget. I forstand af, at centraladministrationen og forsvarsledelsen sammen med hele spektret af civile tjenestegrene er helt anderledes indstillet på muligheden og betydningen af koordinationen over et bredt felt, tror jeg, at svaret er bekræftende. Det er simpel følge af mange års uafbrudt opmærksomhed også under ydre forhold, der ikke forekom farlige. Om det samme ville gælde det omgivende, det virkehge samfunds evne til at udholde fare og modgang, ville jeg være mere tøvende overfor.
Jeg har naturligvis kun andenhånds kendskab til overvejelserne i regeringskontorerne i de første uger af april 1940. Sammenlignet med, hvad vi tror at have i 1990, forekommer der nok at have været en lidet udviklet koordination og kommunikation i det vandrette plan imellem beslutningstagerne, men, måske endnu mere påfaldende, praktisk taget slet ingen kommunikation i det lodrette plan, dvs. fra regeringen og ned til de udførende organer, der bare fik besked, når det lykkedes beslutningstagerne at beslutte sig for, hvad de ville beslutte. Der eksisterede simpelthen ikke i den danske statsmaskine nogetsomhelst analyserende og koordinerende organ på sikkerhedspolitikkens område. Men dybere end mangelfuld kommunikation har det måske været et spørgsmål om mangel på selvtillid hos de kompetente. Følelsen af at være i egentligste forstand Palle alene i verden overfor helt overvældende fare har lammet både vilje og evne til at agere, og dermed også trangen til at blive informeret. Under NATO har vi troet, at vi ville have en sådan selvtillid. Men det kan jo være, at vi snart bliver Palle alene i verden igen
Man kan sige, at denne krise- og krisestyringssnak alene har drejet sig om tænkte og fortænkte situationer. Heller ikke i de få tilfælde, hvor der ikke har været tale om øvelsesscenarier, men observation af faktisk adfærd på den anden side, er det kommet til konfrontation. At det i virkeligheden altsammen har været og er et stort fantasteri.
Vi kan ikke vide, og får vel aldrig at vide, om Sovjetunionens herskere har haft de hensigter imod os, som man har tillagt dem, og heller ikke om det ville have været muligt at påvirke forløbet, sådan som man har forestillet sig, selvom tankegangen bygger på iagttagelse og erfaring og ikke er hentet fuldstændig ud af den blå luft. Det er klart, at en grundlæggende forudsætning har været en aggressivitet og vilje til situationsudnyttelse, som vel snarere kan forbindes med Stalins og måske Krustjovs Sovjetunion end med Breshnevs, og som nu synes aldeles forsvundet, efter at Perestrojka er indtruffet, og russerne synes i færd med at antage det defensive forsvars koncept.
Fremtiden
Men hvem kan i 1990 sige, at der ikke har været noget om de anførte forestillinger, og at det ikke har været velbegrundet, når man i de danske kancellier og forsvars- og andre stabe har forestillet sig, at det kunne være, at der kunne være nogen på den anden side jerntæppet, der havde ondt i sinde, og at det også kunne ramme os, og at fortsat dansk eksistens krævede opmærksomhed. At der var en selvstændig dansk rolle at udfylde i det sikkerhedspolitiske univers.
Man kan ydermere i 1990 spørge, om den danske forestillingsverden kan give nogensomhelst mening i lyset af det russiske imperiums tilsyneladende opløsning, og den frembrydende forståelse mellem Øst og Vest. Vil det da have mening for en dansk tankegang - for nogensomhelst tankegang - at se Danmark (eller det europæiske NATO) i midten af et verdensbillede, der helt domineres af en kamp på liv og død imellem USA og Sovjetunionen. Det er indlysende, at svaret må være benægtende.
Men betyder det også, at behovet for at kunne præstere en dansk krisestyring i 1990’erne kan ventes at gå samme vej som det russiske imperium. Det ville være meget letsindigt, for ikke at sige afstumpet, at antage. Vel kan det siges, at det ser ud som om menneskene har lært at leve med atomvåbnene. Men det er jo kun, at der er konstateret en konsensus om, at det er nødvendigt ikke at bruge dem, og måske også at reducere deres antal.
Der er i tiden meget lidt, som tyder på, at verdensudviklingen går i retning af mindre anarki, selvom der tales uhyre meget om samarbejde, og forventningspresset er stort om en udvikling til det bedre. Imperiers opløsning plejer ikke at følges af dyb fred, og selvom det som sagt kan synes, som om menneskeheden har lært sig at leve med atomvåbnene, er netop denne lærdom måske årsag til, at en hel række af nye konfliktårsager har fået friere spil. Det er et aldeles ubesvaret, men uhyre relevant spørgsmål om det under atomvåbnenes skygge er glemt, hvordan nationer eller interessegrupper eller racer kan leve sammen i fred i en verden uden atomtrussel.
Blandt de spørgsmål, som melder sig, må være: Kan en suveræn stat opgive sit beredskab, fordi der ikke i øjeblikket synes at være en håndgribelig trussel? Kan en suveræn stat overhovedet eksistere uden at have et voldsmonopol for et givet territorium?
Er der nogen som helst grund til at antage, at verden skulUe blive fredeligere, fordi alverdens lande tror, at de er blevet demokratier, samtidig med, at de reelle grunde for dem til at komme i strid med hinanden må være i rivende vækst som følge af kamp om knappe ressourcer, økologiske sammenbrud eller religiøse eller racebetingede modsætniger, hvortil kommer demografien. At øve sig i krisestyring - såvel som øvelse i våbenbrug - er mest af alt en åndelig opdragelse, og det er svært at se, hvorledes det danske samfund skal kunne fortsætte som suveræn medlem af nationernes familie, hvis vi ikke pålægger os den grad af åndelig og social disciplin, som er betingelse for at kunne have en identitet, man kan kalde sin egen.
Krisestyring forudsætter iøvrigt, at man har noget at styre med.
Henning Gottlieb.
