5 års rationalisering i forsvaret

I MILITÆRT TIDSSKRIFT for november 1958 har oberst løjtnant J. K. S. Schott fremsat nogle betragtninger om rationalise- ringsudvalgets arbejde inden for forsvaret i de forløbne 5 år.

Oberstløjtnanten anfører, at artiklens oplysninger og synspunk ter helt står for forfatterens egen regning, men det må dog antages, at de også dækker rationaliseringsudvalgets øvrige medlemmers synspunkter, da de i alt væsentligt baserer sig på materiale, der er fremkommet under udvalgsarbejdet.

Da artiklen indeholder flere ensidige og i visse tilfælde dis kutable synspunkter, som tages til indtægt for rationaliseringsud valgets arbejde, og indlægget i øvrigt indeholder påstande om per sonelbesparelser og økonomiske besparelser, som ikke er i fuld overensstemmelse med virkeligheden, må det anses fornødent, at i hvert fald nogle af de fremsatte betragtninger imødegås, selv om det ikke er muligt, indenfor tidsskriftets rammer og under hensyn til emnets omfattende karakter, lier at kommentere dem alle.

Indledningsvis anføres, at den alment tilbageholdende ind stilling overfor rationaliseringstanken også bar gjort sig gældende inden for forsvaret. Dette er ikke ubetinget rigtigt. Udvalget må vist i almindelighed siges at være blevet mødt med velvilje, og der er af militære myndigheder ofret megen tid og personel på en sag lig bedømmelse af udvalgets forslag.

Udvalget har i mange tilfælde haft meget frie hænder til på trods af saglige indvendinger at få gennemført sine forslag og fast sætte tidspunkterne for deres gennemførelse.

Dette gudder således forsøget ved 1. regiment, der nu har va ret i flere år og for hvilket, der endnu ikke foreligger nogen egent lig beretning fra udvalget om resultatet, ligesom det også gælder den forsøgsvis indførte kommandantskabsforvaltning i Odense, der har varet i 5 år og som nu af udvalget er foreslået indstillet uden forslag om, hvad der videre skal foretages i sagen.

Oberstløjtnantens udtalelse om „at selv om målsætningen for rationalisering naturligvis går i retning af at opnå så mange ud giftsbesparelser som muligt, må man ikke forveksle udvalget med, hvad man kunne kalde en sparekommission“, rummer formentlig en principiel fejlvurdering af udvalgets grundlag for arbejdet, idet formålet med en del af rationaliseringen indenfor forsvaret vel bar været, at der ved rationaliseringen skulle opnås personelbe sparelser, tidsbesparelser eller økonomiske besparelser uden at effektiviteten blev forringet, men heri må vel også søges forklaringen på at de forslag, udvalget har fremsat, ikke har indeholdt no get om de økonomiske besparelser eller eventuelle merudgifter ved forslagene. Om personelbesparelserne er der som regel — hvor en direkte personelbesparelse ikke har kunnet påvises — blot henvist til, at en nyordning påregnes på længere sigt at skulle give basis for en besparelse. Udvalget, har dog ved sine forslag ikke været opmærksom på den personelmangel, der råder eller har rådet i alle værn, og som enten har hindret en rationaliserings gennem førelse eller har medført, at der ingen besparelse er fremkommet, fordi det nødvendige personel i forvejen var reduceret.

Grunden til den skepsis, der eventuelt kan have været til stede blandt militære myndigheder overfor rationaliseringsudvalgets ar bejde, må formentlig søges i, at udvalget ikke har haft den for nødne praktiske militær-faglige indsigt, der er nødvendig for at løse den store opgave, og at udvalgets arbejde i for høj grad har været præget af at ville omforme den militære forvaltning indenfor de tre værn ensartet efter det civile erhvervslivs forhold og efter uden landsk militærmønster. For det sidstes vedkommende må anføres, at erfaringerne viser, at udenlandske militære forhold på det admi nistrative og faglige område kun efter meget grundig overvejelse lader sig overføre slavisk på danske forhold, og at de hyppigt skif tende forsvarslove og den m ilitæ re organisations hastigt skiftende udvikling i løbet af de seneste år, gør en forandring af gældende systemer beta-nkelig, når de indføres stykkevis og uden nøje for bindelse med de enkelte værn og disses sagkyndige.

I tilslutning til oberstløjtnant H. C. Engells artikel i tidsskrif tet for januar 1959 vedrørende spørgsmålet om indførelse af en krigsmaterielofficer ved regimenterne og de deri fremsatte bemærk ninger, der fuldtud tiltrædes, skal jeg for så vidt angår oberstløjt nant Sclious udtalelser vedrørende spørgsmålet om en ændret re gimentsorganisation fremsætte følgende bema-rkninger:

Oberstløjtnanten anfører i sin artikel, side 464, følgende:

„Spørgsmålet om genindførelse af den indtil 1922 gæl dende regimentsintendantordning har udvalget ligeledes taget afstand fra, idet ordningen i sin traditionelle form er i mod strid med de organisationsprincipper, udvalget ud fra en hel hedsvurdering har ment at burde anlægge for en nyorgani sation af fredsregimentet. På samme måde som anført for krigsmaterielofficeren foreligger der ikke tilstrækkelig be grundelse for at sætte mere fagligt personel ind på den direkte ledelse af køkkentjeneste, kasernetjeneste m. v. end der allerede forefindes. Ejheller kan der ses at være behov for en „overregnskabsfører“.

Et samordningsproblem svarende til materieltjenesten foreligger ikke her, idet der ikke er nogen naturlig sammen hæng mellem f. eks. køkkentjeneste og renholdelsestjeneste. Problem erne er alene knyttet til en udskillelse af de adm ini strative forretninger fra de udførende organer, og selv om en krigsmaterielofficer og en regimentsintendant hver for sit om råde udmærket kunne trække de administrative forretninger op til sig og nogle kontoruddannede hjælpere, havde man alligevel ikke fundet en tilfredsstillende løsning, idet ensar tede opgaver som personelsager, indkøbssager, rekvisitions spørgsmål, beholdnings- og vareregnskaber, beholdningsrevi- sion, økonomisk kontrol og en række andre administrative funktioner ville være splittet op efter de 2 fagområder, og udenfor disse fagområder ville der iøvrigt stadig være en del administration, som ikke havde fundet en naturlig placering i organisationen. I den af udvalget foreslåede administrative stab sker arbejdsdelingen ikke efter de udførende organer, men på tværs af disse efter sagernes art, d.v.s. f. eks. personel sager under ét, forsyningsadministrative forretninger under ét, budget,- og økonomispørgsmål under et.“

og oberstløjtnanten tilføjer noget ulogisk:

„I denne stab vil en utraditionel indstillet og uddannet „garnisonsintendant“ til at varetage de tværgående forsynings administrative forretninger absolut være på sin plads“.

I denne forbindelse skal jeg henlede opmærksomheden på, at der i betæ nkning nr. 2 angående oprettelsen af et forsvarsm iniste rium m. v., afgivet af kommissionen af 29. sept. 1949, som bemærk ninger vedrørende intendanturtjenesten ved kommandomyndighe- derne og taktiske enheder er udtalt følgende:

„Medens cheferne for de større flådeenheder alle har rådighed over en intendant til varetagelse af intendanturmæs sige forretninger, råder cheferne for hærens regimenter efter hærlovsændringen i 1922 ikke mere over en intendanturoffi cer, der kan lede den omhandlede tjeneste på deres vegne. Dette må anses for at være en brist i regimentets organisation, dels fordi intendanturtjenesten ved regimentet er meget om fattende og betydningsfuld, dels fordi regimentschefen, der er ansvarlig for såvel de kommando- som forvaltningsmæssige anliggender inden for regimentets område, efter sagens natur kun i begrænset omfang kan beskæftige sig med forvaltnings spørgsmål, således at det undertiden er vanskeligt at opnå den fornødne fasthed i regimentsadministrationen. Det er da også over for udvalget oplyst, at der i forbindelse med forslag til den nye hærordning er fremsat forslag om, at der ved hvert af hærens regimenter ansættes en regimentsintendant, der under regimentschefen får den direkte ledelse af forplejnings tjenesten, regnskabsvæsenet samt den depottjeneste, der om fatter sager henhørende under materielintendanturen“ .

Spørgsmålet om ansættelse af en regimentsintendant til hjælper for regimentschefen i hans administrative arbejde har bl. a. på grund af personelmangel endnu ikke været taget op til behandling, men der har af rationaliseringsudvalget ved 6. regiment som foran anført været iværksat forsøg med en omlægning af regimentets ad ministration efter andre principper, tilsigtende gennemførelsen af en rationel fredsadministration ved regimenterne, i hvilken der ef ter udvalgets formening ikke er fundet mulighed for placering af en regimentsintendant.

Udgangspunktet for omlægning har efter rationaliseringsudval gets opfattelse været at foretage en adskillelse mellem på den ene side de funktioner, der såvel i fred som i krig bør udøves ved trop pestabe og -enheder, og på den anden side de funktioner, der er af mere garnisonspræget og stedbunden natur.

Efter en sådan adskillelse i en troppeadministration og en gar nisonsadministration var det vidvalgets plan at søge troppeadmini strationen tilrettelagt på en sådan måde, at den i videst muligt om fang svarede til krigsadm inistrationen, og til dette form ål agtede udvalget efterhånden at fremkomme med enkeltforslag til fast læggelse af de fornødne forretningsgange og formularsystemer. For gamisonsadministrationens vedkommende var det udvalgets opfat telse, at der burde lægges vægt på at samle ensartede eller ensbe- slægtede opgaver inden for samlede administrationsområder, for at skabe grundlag for såvel en effektiv og rationel arbejdstilrettelæg gelse som en hensigtsmæssig placering af personellet.

Efter det indtil nu foreliggende, synes den forsøgsvis indførte kommandantskabsordning ved 6. regiment ikke at have virket til fredsstillende, og udvalget har da også foreslået forsvarsministeriet, at denne ordning, der har virket i 5 år, nu indstilles, uden at ud valget stiller forslag om en fremtidig ordning.

Spørgsmålet må derfor nu tages op til nærmere behandling, således som det allerede er gjort af visse militære myndigheder, som har foreslået det omhandlede rationaliseringsproblem løst ved at henføre økonomi- og materieladministrationen til

— en regimentsintendant og
— en krigsm aterielofficer med et mindre antal hjælpere.

Herved vil regimentschefen på disse områder få 3 personer at virke med, nemlig:

Stabschef, Regimentsintendant og Krigsmaterielofficer, hvilket vil aflaste regimentschefen effektivt samtidig med, at han bevarer den fulde indsigt med hele regimentets administration.

Som forslag til en fremtidig fredstidsorganisation af en regi mentsstab henvises til fig. 1, idet der til sammenligning henvises til fig. 2 for så vidt angår den af rationaliseringsudvalget foreslåede organisation.
Efter den på fig. 1 foreslåede organisation påregnes forvaltningsområderne henført således:
Til stabschefen (og regimentsstabens sektioner):
— Sekretariatskontor,
— personelforvaltning,
— områdeforvaltning (belægnings- og øvelsesområder m. v. hestevæsen),

— velfærdstjenesten (undervisning, socialrådgivning, underhold ning og bibliotek),

— depotkompagni og — musikkorps.
Som krigsmaterielofficer bør — efter særlig uddannelse ved FKF, ITT, HSGT, FLGK og FMI — anvendes kaptajner af våb nene, der er særlig egnede. Det bør endvidere overvejes om chefen for T-sektionen ikke i fredstid samtidig vil kunne bestride stillin gen som krigsmaterielofficer, hvorved ban ville få et nøje kendskab til denne del af forsyningstjenesten.

Ved formering af krigsstyrken følger stabschefen (med stab) samt krigsmaterielofficeren og regimentsintendanten regimentsche fen (brigadegruppeføreren), medens der i garnisonen efterlades et pladskommandantskab (forberedt i fredstid) med bl. a. depotoffi ceren, regnskabsføreren, kaserneforvalteren ni. fl. som hjælpere til bestridelse af garnisonsforvaltningen.

Det her skitserede forslag til en ny regimentsorganisation fore kommer så enkelt og rationelt, at det må synes rimeligt at prøve det i praksis.

Oberstløjtnant Schou slutter sin artikel om rationaliseringsud valgets arbejde i de forløbne 5 år med at henvise til Storm P ’s ud talelse :

„Der kan spares mange millioner og meget overflødigt arbejde ved en hensigtsmæssig ordning af administrationen, men da denne vil koste mange millioner og meget overflødigt arbejde, kan det ikke lade sig gøre“.

Det ville være interessant i denne forbindelse af få oplyst, hvor meget rationaliseringsudvalgets arbejde med de i artiklen nævnte emner bar kostet, således at Storm P.’s ord enten ville kunne blive bekræftede eller gjort til skamme.
P. E. Poulsen.