I. Kampstillingen.
Ved Hærens endelige Fordeling til Dannevirkestillingens Forsvar havde 3. Division den 1. Februar 1864 iaaet tildelt Centrums østlige Del fra Slien til Engdraget V. f. Skanse XII.
Dette Afsnits venstre Fløj fra Slien til Skanse X — ialt ca. 2200 in — havde Front mod 0. S. 0. og maa betegnes som stærk, idet Fronten var dækket af Bustrup Dam og Slugten S. derfor. Batterierne omfattede ialt 37 Stk. Positionsskyts og var fra VI— X i Hovedsagen indbyrdes forbundne ved dækkede Forbindelsesgange. Mod N. støttedes Forsvaret af Batterier paa Maageø og Holm. Iiustnipafsnittet, mellem Hadeby Nor og Bustrup Darn, dannede en fremskudt Stilling, hvis Hovedforsvar var knyttet til Dannevirkevold, Saxarmen (ca. 1800 m lang), og støttet af Bustrup Forværk (6 Kanoner). N. f. Saxarmen fandtes en god, men ikke forberedt, ca. 1000 m lang Stilling over Rishøj-Galgebakke. Dæmningen ved Hadeby var gennemskaaren og erstattet med en Løbebro, der hurtigt kunde afbrydes.
Afsnittets, ca. 1500 m lange, højre Fløj — fra Skanse X — Engdraget V. f. Skanse XII — var betydelig svagere end venstre Fløj, idet der ikke fandtes nogen sammenhængende Forskansningsrække eller nogen foranværende Hindring. A f Skanser fandtes — foruden Redoute X (9 Kan.) — Lynette XI (7 Kan.) og Redonte XII (11 Kan.) samt det fremskudte Dannevirke Forværk med Standplads for 3 Feltbatterier. Samtlige Skanser var indrettet til Fodfolksforsvar. Da vi ved vore Troppers Indkvartering i saa høj Grad var henvist til Slesvig By, var det alene af den Grund nødvendigt saa længe som muligt at hindre Fjenden i at besætte Saxarmen eller Terrainet N. derfor. Naar Bustrupafsnittet imidlertid ikke var inddraget i Hovedkampstillingen, maa Aarsagen hertil søges i, at Afsnittet let kunde enfileres fra Terrainet 0. for Hadeby Nor, ligesom det kunde beherskes fra Partiet om Kongshøj. Derimod havde man — som det ogsaa fremgaar af Grundlaget for nogle af Manøvrerne i Efteraaret 1863 — tænkt sig ved et Modangreb fra St. Dannevirke eller sydligere at kunne fordrive Fjenden fra Kongshøj eller Saxarmen, hvis det skulde lykkes ham at naa saa langt frem. Under alle Forhold var vor Stilling ved Saxarmen saa stærk, og et Tilbagetog fra den kunde støttes saa kraftigt fra Rishøj-Galgebakke, at det maattc have været forsvarligt indtil videre at indskrænke Fodfolksbesætningen paa Strækningen I— VIII til en minimal Sikkerhedsbesætning. Derimod krævede Strækningen VIII— X og navnlig den svage højre Fløj fra X mod Vest en fast Kampbesætning.
Af stor Vigtighed var det at have en stærk Reserve, ved Hjælp af hvilken Divisionsgeneralen kunde gøre sin Indflydelse gældende under Kampen; og saavel paa højre Fløj som i Bustrupafsnittet, var Forholdene af den Natur, at en offensiv eller defensiv Indgriben med Reserven hurtigt kunde blive nødvendig. Saa længe vi havde Forposter fremme, vilde disse desuden naturligt kunne udstilles af Divisionsreserven. De vilde herved kunne faa en fælles Kommandør, under deres Tilbagetog støttes fra de fuldt besatte bagvedværende Stillinger og endelig samles i Ly af disse. 3. Division bestod af 7. Brigade (1. og 11. Regt.), 8. Brigade (9. og 20. Regt.) og 9. Brigade (19. og 21. Regt.) 4. Drag. Regt.s 1. Halvregt. (3 Eskadroner), Divisionsartilleriet (11. (4 Pd. riflet) og 12. (12 Pd. K. K.) Batteri å 8 Kan.) samt 2. Ingeniorkomp. Udtoges af denne Styrke en Divisionsreserve, der, under Kommando af en af B rigadekommandørerne. omfattede 3-4 Batir., 2 Hskadr. og 1 Batteri (til Forposterne anvendtes faktisk 3 Batir., 2 Eskr. — den ene afgiven af 4. Division — øg Ve Batt.), kunde den øvrige Styrke eksempelvis være fordelt saaledes til Besættelse af Stillingen;
Bustrupafsnittet: 3— 2 Batir. og 'V Batteri. Skanse VIII— X: 2 Batir. Skanse X (exel.) — Engdraget V. f. XII; 4 Batir., 1 Esk., Ve Batt. (Danv. Forværk) foruden de til Danv. Forværk afgivne 6 Kan. af Res.Art.
Om Udskillelse af en Reserve var der imidlertid slet ikke Tale fra Divisionens Side. Den stillede sine 3 B rigader op ved Siden af hverandre, anviste hver af dem en Zone — »Operationslinie« — , der strakte sig fra den yderste Forpostlinie til op imod Arnholt Sø, og omtalte i sin Instruktion, ud over at de lukkede Skanser ikke uden Ordre fra Divisionen eller Overkommandoen maatte forlades af deres Besætninger, intet om, hvorledes Forsvaret skulde føres,, men kun, over hvilke Stillinger Tilbagetoget skulde gaa.
»Operationslinierne« omfattede bl. a. for 8. Brig.: Bustrupafsnittet og Skanse I— VII (incl.) med en yderste Forpostlinic over Fartorp, 0. om N. Selk til Altmtihl med Hovedpost i Vedelspang, 7. Brig.: Bustrup Forværk og Skanse VIII— X med en yderste Forpostlinie over Hahnenkrug-Jernbanen S. 0. f. Jagel med Hovedpost i O. Selk, 9. Brig.: Skanse XI — Engdraget V. f. XII med en yderste Forpostlinie over Jagel til 500 Al. 0. f. Oxevcj, Hovedpost ved Klosterkro, 1. 4. I). R. skulde afgive 1 Esk. til Forpostbatlrne, 1 Esk. til Forpostkommandøren i Bustrup og 1 Esk til Raad for Divisionen ved St.e Dannevirke. A f Divisionsartilleriet afgaves (4 I L og J4 12. Batt. til Forposterne, '4 11. Batt. til 8. Brig. ved Bustrup. V-2 I L Batt .skulde besætte Danv. Forværk (sammen med :Zt Batt. af Res. Art.) og :(4 12. Batt. skulde staa som Reserve ved Gottorp.
Til Trods for at der i Krigsinin. Instruktion ang. Forsvaret af Dannevirkestillingen ingenlunde var taget Afstand fra et offensivt fort Forsvar, havde 3. Division tilsyneladende paa Forhaand skrinlagt enhver Tanke i saa Henseende. Ved sin Troppefordeling uden Reserve og ved i sin Instruktion kun at omtale Tilbagegangen havde Divisionnen antydet, at Kampen kun skulde føres som en ren Defensiv. At den saaledes tilsyneladende gav Afkald paa en offensiv Optræden under Kampen, er saa meget mere paafaldende, som de mindre Led — saaledes som det senere skal vises — endda i overdreven Grad søgte Forsvaret gennemført ved offensive Stød.
A f Brigaderne synes kun 8. at have givet en skriftlig Befaling for Forsvaret. Det bestemtes heri, at Kommandøren for det Regt., der afgav Forposter, skulde overtage Kommandoen i Bustrupafsnittet. Herved vilde han foreløbig til Forsvaret af den 1800 m lange Saxarm kun kunne disponere over 1 Batl. og ’4 Batt., hvortil senere vilde komme den tilbagevendende Forpostbatl. med dens (4 Batt. Under hvilke Forhold Forposterne kom tilbage, kunde man dog ikke paa Forhaand vide, saaledes at Forsvaret af Bustrupafsnittet næppe kan siges at have været betryggende ordnet. Yderligere var det vanskeliggjort for Regimentskommandøren at faa Saxarmen forsvarlig besat til Optagelse af Forpostbatl., idet Brigaden krævede, at 2 af de 4 Kompr. skulde holdes i Reserve. — Naar Stillingen ved Saxarmen ikke længere kunde holdes, skulde, forinden den forlodes, Rishøj-Galgebakke besættes, hvis dette ikke allerede var sket af bagvedværende J’ropper. Denne Stilling over Rishøj-Galgebakke skulde holdes til det yderste og under alle Forhold til alle foranværende Tropper havde passeret Defiléet bagved. A f Brigadens andet Regt. skulde den ene Batl. besætte Skanse I— V, den anden VI— VII, idet ogsaa her hver Batl. skulde have 2 Kompr. i Reserve. Endskønt det — som foran nævnt — ikke hastede med at besætte Skanselinien bag Bustrup Dam, havde Brigaden saaledes — lige saa lidt som Divisionen — udskilt nogen samlet Reserve, selv om den muligvis har tænkt sig at anvende den ene af det bageste Regts. Batir. til at danne Optagestilling for Regt. ved Bustrup.
II. Forpoststillingen.
I Overensstemmelse med de Brigaderne tildelte »Operationslinier« udstillede ogsaa hver af dem sin Forpostbatl. Disse 3 Batir. var med Hensyn til selveBevogtnings tjenesten, men ikke med Hensyn til deres Ledelse under Kampen, underlagt en fælles Forpostkommandør, Ritmester Castenschiold, til hvis Raadighed stilledes 2 Eskadroner, der indkvarteredes i Bustrup. Forpostkomd. var Overkommandoen umiddelbart underlagt. De 3 Forpostbatailloner stod saaledes: En Batl. (af 8. Brig.) med J/t Esk. og 2 Kan. dannede Hovedpost ved Vedelspang og skulde ved fj. Angreb besætte Kongshøj. Den udstillede 2 Kompr. som Piketter. Det ene stod ved Hadeby med Feltvagter 0. f. Hadeby Nor og skulde forsvare Hadebydæmningen til det yderste. — Afstanden til Hovedposten paa Kongshøj var omtrent 2 V-2 km, saaledes at Kompt. næppe kunde vente rettidig Understøttelse fra Hovedposten, navnlig ikke hvis denne samtidig blev angreben fra S. Skulde det have Hjælp, maatte det ske fra Bataillonen i Bustrup, saa at det kunde synes naturligt, at Kompt. havde været underlagt denne Batl. Det andet Piketkomp. stod ved Selk Mølle, ca. 1200 m fra Hovedposten paa Kongshøj, og skulde »naar det blev tvunget til Retraite« trække sig tilbage hertil. Herved maa bemærkes, at Kompt. vilde komme til at kæmpe i direkte Tilslutning til Nabobatl. i O. Selk og ved sin T ilbagegang blotte denne Batis. venstre Fanke, en Omstændighed, som burde have foranlediget, at der blev truffet særlige Foranstaltninger til Samarbejde med denne Batl,. i Særdeleshed da der ikke paa Stedet fandtes nogen fælles Fører for de to Led.
Naar Batl. paa Kongshøj blev tvungen tilbage, skulde den gaa over Vedelspang til Saxarmen. En Batl. (af 7. Brig.) med % Esk. dannede Hovedpost ved O. Selk og udstillede to Piketkompr., et ved Breckendorfvejen, et mellem denne og Jernbanen. Ved overlegent fjendtligt Angreb skulde Piketkomprne. efterhaanden trække sig tilbage til Sortehøj, medens Hovedposten skulde »opholde« den ad Breckendorfvejen fremtrængende Fjende og derefter ligeledes gaa til Sortehøj, idet den derved frigjorde Fronten for Batl. paa Kongshøj. Batl. skulde genoptage Kampen paa Sortehøj, hvor ogsaa de to Kanoner fra Hovedposten ved Klosterkro skulde tage Stilling og underlægges den. Som man ser, er Ordningen lidt kunstig. Angreb Fjenden fra S., V. f. Breckendorfvejen — hvad der jo var sandsynligt — skulde Batl. i to Hold (Piketkompr. og Hovedpost) foretage en Flankebevægelse mod Sortehøj, hvilket kunde blive meget vanskeligt, hvis Fjenden gik stærkt paa, og de to Kanoner ved Klosterbro skulde midt under Kampen skifte Herre, hvad der jo heller ikke simplificerede Sagen. Medens Batl. under sin Kamp ved Selk, ca. 3 km fra Dannevirkestillingen, ikke kunde faa Artilleriunderstøttelse, kunde den under Tilbagegangen til Sortehøj støttes af Kanonerne paa Kongshøj og ved Klosterkro. Naar den maatte opgive Kampen paa Sortehøj. skulde den trække sig tilbage til Skanserne. En Batl. (af 9. Brig.) med Vi Esk. og 2 Kan. dannede Hovedpost ved Klosterkro med to Piketkompr. ved Jagel, det ene i den sydvestl., det andet i den sydøstl. Udkant af Byen. Det nødvendige Hensyn til Indkvarteringen af Forposterne i den sparsomt bebyggede Egn havde gjort, at de to Piketter kom til at staa saa tæt ved hinanden og ca. 11A km fra Hovedposten. Tilbagegangen til denne kunde blive vanskelig, hvis Forpostbatl. ved Selk ikke fastholdt sin Stilling overfor en fjendtlig Fremtrængen 0. f. Jernbanen, indtil Komprne. fra Jagel var naaet op imod Klosterkro. Der krævedes altsaa et nøje Samarbejde mellem Batlrne. ved Selk og Klosterkro— Jagel, men et saadant Samarbejde synes ikke i mindste Maade at have været forberedt og var ogsaa vanskeligt at gennemføre, da det kunde stille uforenelige Krav til Batl. i Selk om at holde igen, af Hensyn til Komprne. i Jagel, og om at gaa forholdsvis tidligt tilbage, for at deres egen Flankebevægelse under Tilbagegangen kunde sikres. Naar Batl. ved Klosterkro maatte gaa tilbage, skulde dette ske V. om Danv. Forværk ind til Skanserne, saaledes at Tilbagegangen ogsaa for denne Batl. kunde blive en Flankemarch. Dens to Kanoner skulde — som nævnt — gaa til Sortehøj efter at have været »anvendt« ved Klosterkro. De skulde jo imidlertid være paa Sortehøj, naar Batl. fra Selk kom dertil, saaledes at det kunde være tvilvsomt, om Batl. ved Klosterkro egentlig fik nogen Glæde af dem.
Medens man nutildags i Alm. udpeger en særlig Hovedmodstandslinie for Forposterne, i hvilken de skal føre den Kamp, der er fornøden for at skaffe de bagvedværende Tropper Tid til Udførelsen af deres Dispositioner, skulde denne Tid ved Dannevirke indvindes ved, at Forposterne gennemførte deres Kamp under Tilbagegang fra den langt fremskudte Forpostlinie. Kampen skulde indledes i Linien Selk— Jagel og afsluttes i Linien Kongshøj— Sortehøj— Klosterkro. Denne sidste over 2 km lange Stilling vilde da være besat med
3 Kompr. og 2 Kanoner ved Kongshøj,
4 — - 2 — - Sortehøj og
4 — ved Klosterkro,
hvortil som Reserve kom Forpostkommandørens 2 Eskadroner. En meget alvorlig Ulempe var det imidlertid stadig, at disse forskellige Afdelinger optraadte uden fælles Ledelse, og dette kunde blive saa meget mere skæbnesvangert, som Afdelingerne selv var Herre over at bestemme, naar Tidspunktet for den videre Tilbagegang var kommet. Idet de to Eskadroner næppe kunde yde nogen videre Støtte for Forsvaret af Kongshøj— Sortehøjstillingen, fattedes en egentlig Reserve, der kunde hindre, at et Tilbageslag paa en Del af Fronten medførte Opgivelse af hele Stillingen.
III. Vor Fodfolkstaktik i 1864.
Forinden Kampen den 3. Februar omtales, skal den Tids Fodfolkstaktik kort berøres. De seneste evropæiske Krigserfaringer stammede fra Krigen 1859. I denne K rig havde Franskmændene kæmpet udpræget offensivt. Om end det franske riflede Fo rladegevær var det østrigske underlegent, og den franske Skydeuddannelse var daarlig, kom Skydekampcn dog til at spille en væsentlig Rolle, idet Franskmændene udviklede stærke Skyttesværme — 2 eller flere Kompr. pr. Batl. — og derved tilkæmpede sig Ildoverlegenhed forinden Bajonetangrebet. Skydningen var saa intensiv, at det flere Gange hændte, at franske Afdelinger forskød sig, endskønt der ved hver Batl. medfortes 120— 150 P a troner pr. Mand. Bajonetangrebet udførtes af Bataillonskolonner, der fulgte tæt (ca. 100 m) efter Skyttesværmene. Fremrykningen foregik meget hurtigt, idet de franske Soldater var udmærket trænede i Løb; det forekom saaledes ikke ualmindeligt, at Angrebet førtes frem ved et uafbrudt Løb paa 12— 1500 m eller mere. Lykkedes det ved denne hurtige Fremrykning at overraske Østrigerne, kunde Bajonetangrebene i særlige Tilfælde udføres efter en ganske kort Ildforberedelse og muligen af Skyttesværmene alene.
I Modsætning til Franskmændene anvendte Østrigerne svage Skyttekæder, hyppigst formerede af Jcegerbataillonerne, da Liniebataillonerne kun havde meget ringe Uddanelse i spredt Orden. De sluttede Reserver var forholdsvis langt tilbage, de foranværende Kæder ofte utilstrækkelige til at dække deres Fremrykning, og naar Kolonnerne brød ind i de franske Skyttesværme, blev de beskudt fra alle Sider og tvungne tilbage. Ogsaa i Defensiven anvendte Franskmændene hyppige offensive Stød; paa lignende Maader som i Offensiven forberedt af tætte Skyttesværme, hvorimod Østrigerne — navnlig ved Solferino — sogtc at gennemføre Forsvaret med en sejg Ildkamp. Det Hovedindtryk, Samtiden fik af den anvendte Taktik, var Farten og Stødkraften i det franske Angreb, og ikke ualmindeligt var det, at man forsaa sig i den Grad herpaa, at man glemte, at disse Stød var forberedt ved en kraftig Ild. I militære Værker fra Aarene efter Krigen kan man finde en fuldstændig Undervurdering af Skydningens Betydning og en ganske ensidig Hævdelse af Kolonnernes Angreb med Bajonetten. Ogsaa i Østrig blev denne Opfattelse den herskende. I Modsætning hertil lagde vort Eksercerreglement af 1862 stærk Vægt paa Skyttekampen, i saa høj Grad, siger den tyske Generalstabs Værk om Krigen 1864, at man skulde tro, at Reglementet var skrevet for et Fodfolk, der var udrustet med Bagladegeværer. Af hvert Komp. kunde indtil Halvdelen udvikles i Skyttekæder, dog saaledes, at de udviklede Delinger kunde beholde enkelte Sektioner i sluttet Orden som »Støttetroppe«. Terrainet skulde udnyttes saaledes, at det kunde beherskes fuldstændigt ved Ilden. Reserverne skulde være rede til at foretage sluttede Angreb, men Kompagnierne manøvrerede selvstændigt indenfor Batl., hvorved en samlet Optræden af denne vanskeliggjordes. I det hele tog Reglementet saaledes fuldtud Hensyn til Erfaringerne fra 1859 og til vor-Hærs løse Organisation. For flere af vore ældre Officerers Vedkommende synes dette imidlertid ikke at have været Tilfældet, idet de kun overfladisk havde tilegnet sig Erfaringerne fra 1859, troede, at Bajonetangrebene særdeles vel lod sig gennemføre uden Ildforberedelse, og at vore Militssoldater havde samme Angrebsevne som de for største Delen krigsvante franske Soldater med de mange Aars Uddannelse og de stærke Rammer. Resultatet af denne Opfattelse blev, at vore Kompagnier Gang efter Gang blev sendt frem til Stormangreb uden forudgaaende Skydefægtning, en Fremgangsmaade, som ikke engang Oldtidens Phalanxer anvendte.*) Og hver Gang viste det sig, og maatte det vise sig. at Angrebet ikke kunde gennemføres: enten stoppede det op, eller Soldaterne vendte om, og førtes det frem mod Preussernes Bagladegeværer, sprængtes det. Ogsaa i Forsvaret søgte man hyppigt at anvende offensive Stød ligesom Franskmændene, men uden at have disses tætte Skyttesværme foran og uden at have deres Fart og Angrebskraft, hvorfor ogsaa disse Modstød brød sammen. Østrigerne havde bevaret deres taktiske Fremgangsmaade fra 1859. Jægerbataillonerne udvikledes som Skytter med Liniebataillonerne bagved i Kolonner ogsaa — som ved Sclk og Kongshøj — i Marchkolonner. De lagde stærk Vægt paa Bajonetangrebet og formanede ved en fortræffelig Disciplin at bevare Sammenholdet og Fremaddriften under dette.
IV. Kampen den 3’ Februar 1864.
a. Selk.
Da vore Tropper var gaaet tilbage fra Holsten til Dannevirke, og Fjenden havde passeret Sorgen, tabte vi ret hurtigt Følingen med ham. Selv om man ikke dengang brugte at fremsende større Rytterstyrker til selvstændig Varetagelse af Efterretningstjenesten, var det dog andet Steds almindeligt at søge Følingen med Fjenden opretholdt ved Hjælp af mindre Rytterled og Ryttcrpatrouiller. Dette fandt imidlertid ikke Sted ved Dannevirke, og Forposterne, til hvilke der dog var afgivet forholdsvis meget Rytteri, synes ikke at have patrouilleret ud over det allernærmeste Forterrain. Sent paa Aftenen den 2. modtog Overkommandoen Melding fra Forpostkommandøren om, at Lottorf, der laa tæt udenfor Vedetkæden, var besat af Fjenden, men først næste Morgen Kl. 9 meldtes, at de fjendtlige Tropper i Lottorf kun havde været en Fodfolkspatrouille, der atter havde forladt Byen Kl. 7 Eftm. Meldingen suppleredes Kl. 10,05 Form. med, at der ej heller i Geltorf — ca. 500 m foran Feltvagtlinien — var eller havde været fjendtlige Tropper. Naar Overkommandoen derfor — i Overensstemmelse med den Betænkelighed, man nærede mod at sende Rytteri frem alene — Kl. 1011> Form. udsendte et blandet Rekognosceringskommando (II/9. R. og 2./6. Dr.) med den Opgave at afsøge de to nævnte Byer, synes dette ikke meget motiveret, hvorimod en Rekognoscering længere frem ad Breckendorfvejen kunde have
været rimelig, da en Spion Kl. 9,52 Form. havde meldt, at der vilde ske Angreb fra Breckendorf. En saadan Rekognoscering blev imidlertid ikke befalet, og da Rekognosceringskommandoet havde afsogt Lottorf og Geltorf, besluttede det henad Kl. 1 Eftm. at gaa tilbage igen. Rekognesceringskommandoets Patrouillevirksomhed maa have haft et yderst ringe Omfang, da Avantgarden (18. Jægerbtl., J4 Esk. og '4 Batt.) for Brigaden Gondrecourt.der marcherede frem ad Breckendorfvejen,først opdagedes, da den var i Højde med Lottorf. Bet faldt imidlertid ikke Rekognosceringskommandoet ind at gøre noget alvorligt for at undersøge Fjendens Styrke. 2/6 Dr. sendtes vel frem, men den indlod sig ikke paa at forjage den fjendtlige Rytterdeling eller at søge at faa Patrouiller frem til Siderne af Vejen mod den bagvedværende fjendtlige Kolonne. Eskadronen nøjedes med at afgive nogle Skud mod de fjendtlige Ryttere og red derpaa tilbage, hvorefter Rekognosceringskommandoet, der nu var samlet, ca. Kl. 2 Eftm. gik ind bag Forposterne ved Selk. Denne lille Episode paa Breckendorfvejen viser, hvor ringe Uddannelse vort Rytteri havde i Efterretningstjenesten. Som bekendt traf Østrigernes Angreb os netop i det Øjeblik, da vore Forposter skulde afløses, saaledes at der i Forpostterainet fandtes dobbelt Forpoststyrke foruden det ovennævnte Rekognosceringskommando. Forpostbatl. ved O. Selk, II/l. R., skulde afløses af M l . R., der var marcheret ud langs Jernbanen og derefter ad Vejen fra Klosterkro. Undervejs havde den udskilt sit ene Komp. (7.) til Afløsning af 1. Regts. vestligste Piket (8. Komp.); med sine tre andre naaede den Selk. Kommandøren for 11. Regt., Major Rist, var fulgt ud med sin Batl. og overtog nu som den ældste tilstedeværende Officer Kommandoen over de ved Selk samlede Tropper, nemlig iF l . R., F i l . R., 11/9. R. og 2./6. Dr. Derimod synes han — i hvert Fald ikke effektivt — at have taget Kommandoen over Pikcttet ved Selk Mølle (2/20. R.). Major Rist skønnede nu — som rimeligt var — , at Forpostafløsningen, der allerede var begyndt for 7/11. R.s Vedkommende, iøvrigt ikke kunde gennemføres, men de Afdelinger, som var til Stede, maatte i Forening løse den Opgave, som forelaa: at opdage de forreste Forpostled og opholde Fjendens Fremrykning, men dog ikke fore Kampen længere, end at den i Overensstemmelse med Instruktionerne kunde genoptages i Linien Sortehøj — Kongshøj. Melding om Fjendens Fremrykning var paa dette Tidspunkt indsendt til Forpostkommandøren, derimod synes Maj. Rist senere at have forsømt at melde, ligesom der ikke blev sendt Meddelelse til Nabobatl. ved Klosterkro. Major Rist lod sine Tropper indtage en Stilling, omtrent som vist paa Skitsen, altsaa i Hovedsagen med 1. Regt. V. f„ 11. Regt. 0. f. Breckendorfvejen, Piketkonipt. ved Vejen — 4/1. R. — var endnu ikke samlet. Yderst paa venstre Fløj havde 2/20. R. besat Terrainet V .f. Selk Mølle, dels med Front mod 0 „ dels mod S. 0.; det afløstes under Kampen af 1/9. R. fra den nye Hovedpost ved Kongshøj. N. f. Selk standsede det tidligere Rekognosceringskommando og dannede saaledes en Reserve.
Overfor denne Stilling udviklede Brigaden Gondrecourt sig ca. Kl. 2 Eftm. til Angreb med 18. Jægerbatl. i een lang Skyttekæde med 2 Divisioner*) V. f. Breckendorfvejen, 1 Division 0. derfor. Bag Jægerbatl. fulgte i Kolonne 0. f. Vejen FRegt. Martini og lidt længere tilbage Resten af Brigaden i Marchkolonne paa Vejen med II/Regt. Konig v. Preussen forrest. A f Brigadens A rtilleri kørte først 2 Kanoner, senere Resten op 0. f. Breekendorfvejen og aabnede Ilden. Brigaden Tomas, der rykkede frem 0. f. Sc'k Nor, sendte et Komp. af 11. Jægerbatl. mod Selk Mølle. V. f. Breckendorfvejen kom de østrigske Jægere kun langsomt frem, dels fordi de sinkedes noget af vore tilbagegaaende Feltvagtcr og Piketter, dels paa ‘Grund af Terrainvanskcligheder, Moser og Hegn, og først henad Kl. 2 Eftm. aabnede de Ilden mod vor Stilling. Ved selve Vejen var Fremrykningen gaaet noget hurtigere. 8/1. R. blev trængt tilbage, og kun et. Øjeblik efter at Ilden var aabnet V. f. Vejen, var I F l. R.s Modstand brudt. Bataillonen gik tilbage i ret opløst Tilstand; kun 3. Komp. og 5. Komp.s to Skyttedelinger naaede i Overensst. med Instruktionerne Sortehøj, Resten spredtes og trak ind til Skanserne. Da disse Smaahobe af 1. R. kom forbi Kongshøj, og en Officer dér søgte at standse dem, blev han modtaget med Svaret: »Nej Tak skal De have, Hr. Officer, det har vi faaet nok af!« ell. lign. Ej heller Major Rists Forsøg paa med Sabel i Haand at standse dem lykkedes. Højre Fløj af Stillingen ved Selk var saaledes nn kun sikret af 3. og 7./11. R., der foreløbig satte sig fast tæt S. f. Vejen Klosterkro— Selk. Major Rist disponerede derfor over to Kompr. af 11/9. R., der jo stod som Reserve N. f. Selk, men disse Kompr. synes dog ikke at være kommen i Kamp og meget snart sammen med deres Batl. og den denne tilde’te Eskadron at have fortsat Tilbagegangen til Vedelspang. At Modstanden V .f. Breckendorfvejen svigtede saa uventet hurtigt, blev saa meget mere skæbnesvangert, søm Major Rist, der savnede Artilleri til at optage Kampen mod Fjendens, havde beordret de to Kanoner fra Kongshøj frem til Selk. Korporalen, der førte Kanondelingen, har aabenbart været daarlig instrueret, idet han korte helt frem til Skyttelmien, hvortil han naacdc netop paa det Tidspunkt. 1. Regt.s Kompr. gik tilbage. Da han nu protsede af paa Landevejen, blev han udsat for Fodfolksilden, den ene Kanon kom i Uorden, og det lykkedes ikke at faa den tilbage, da Østrigerne gik frem. Derimod naaedc Korporalen tilbage med den anden Kanon, og 2/4. Dr., der af Forpostkomd. var sendt frem til Selk, overtog nu, da Maj. Rist, til hvem Eskadronen meldte sig, ikke gav den nogen Ordre, den næppe nødvendige Rolle som Kanonbedækning og ledsagede Kanonen til Kongshøj. hvorefter Eskadronen selv red tilbage til Bustrup.
11. Regt.s Kompr. hævdede endnu deres Stilling 1/9 Times Tid, men da 1/9. R. ved Selk Mølle blev stærkt trængt baade i Eront og h. Elanke, maatte det gaa tilbage, hvorved hele Stillingens Rømning blev nødvendig. For at dække Tilbagegangen lod Maj. Rist sit sidste Kømp., 5/11. R., der stod som Reserve i Sydkanten af Selk, gøre et Modangreb med Bajonetten. Stødet rettedes mod Il./Preussen, der i Marchkolonnc rykkede frem ad Breckendorfvejen og med sin Tete havde naaet Jægcrbatl.s Skyttelinie. 5/11. R. gik frem i Kompagnikolonne uden Ildforberedelse, paa den sidste Del af Fremrykningen satte det i Løb, men stoppede op, da dets højre Fløj naaede Teten af den fjendtlige Batl., deployerede paa Linie og skød. Da Ilden blev afgivet samtidig af hele Kompt., omtrent som en Salve, maatte der komme en Pavsc i Skydningen. Kompt.s højre Fløj var kommen i Bajonetkamp med Fjenden, Resten evnede ikke at optage en saadan Kamp med de bageste Kompagnier, der nu opmarcherede, og da de østrigske Jægere uåbnede Ilden mod begge Kompagniets Flanker, styrtede vore Soldater tilbage. Kun med Besvær lykkedes det at samle Komp. N. f. Selk, efter at det under dette Tilbageløb havde mistet ca. 30 pCt. Kompagniets Angreb, der allerede paa Forhaand var haablost. fordi det blev sat ind mod en hel Batl., gav her — straks ved en af Krigens første Kampe — et tydeligt Eksempel paa, at selv en af vore bedste Afdelinger, saa ledes som 11. Regt. utvivlsomt var det, ikke formaaede at gennemføre et Bajonetangreb, idet dette gik i Staa, forinden Kompt. havde lidt noget Tab; og det giver tillige et Eksempel paa den herskende Misforstaaelse af Erfaringerne fra 1859. Til Trods for at de senere Bajonetangreb samme Dag viste lignende Resultater, og til Trods for at det samme viste sig ved Sankelmark faa Dage senere, bevaredes dog hos mange Tilliden til Bajonetangreb af den Art (Dybbøl 17. Marts, Als, Lundbye). Med 5/11. R.s Bajonetangreb var Kampen ved Selk endt. 3. og 7./11. R. gik langs Jernbanen lige tilbage til Skanserne, uden at der for dem fandtes nogen Grund til ikke at følge Instruktionen om at genoptage Kampen ved Sortehøj. De to andre Kompr. trak sig uden videre Vanskelighed tilbage mod N„ altsaa ej heller til Sortehøj, hvilket vel for dem ikke var muligt, som Situationen var, og saaledes som man — som nævnt — burde have forudset, at den let kunde blive. 3. Komp. tog Del i den senere Kamp ved Kongshøj, medens 5. fortsatte lige til Saxarmen.
(Fortsættes)
