Min lille Afhandling med ovenstaaende Titel har her i Tidsskriftet fremkaldt to Indlæg.
Det første af disse er indsendt af Hr. Kaptajn C. R. Kofoed-Jensen. Jeg har ved Gennemlæsningen af det faaet det Indtryk, at Kaptajnen har fundet min Kritik af Begivenhederne og Forholdene i 1864 for haard, og at det har gjort ham ondt at se formentlige Forsøg paa at gøre Skaar i den Nimbus, der i saa mange Tilfælde med fuld Ret staar om vore Soldaters tapre Kamp i den ulykkelige Krig.
Det forekommer mig imidlertid, at det i et Fagskrift maa være tilladeligt at gaa de historiske Begivenheder nærmere paa Livet, saaledes at man saa vidt muligt bliver i Stand til at uddrage den Lære for Fremtiden, som de kan give. Jeg har ikke haft til Hensigt at opkaste mig som Dommer over Personer, men kun at give en saglig eller — om man vil — teknisk Behandling af de Sporgsmaal, de historiske Begivenheder belyser. Det har netop været min Bestræbelse at paavise Aarsagcrne til, at Begivenhederne fik, og maatte faa, et saadant Forlob, som de fik, og jeg har ment, at paa det nuværende Tid spunkt kunde det have sin Interesse saavel at se, hvor vanskeligt det kan være at uddrage de rette taktiske Slutninger af en nylig endt Krig, for hvilken Enkelthederne endnu kun er mangelfuldt klarlagt, som at paavise, til hvilke Resultater en slet Hærordning og en daarlig Krigsforbercdelse fører paa Kamppladsen.
Det andet Indlæg fra Hr. Oberst L. Pontoppidan har stor Interesse, fordi det stammer fra en Officer, der selv har deltaget i Forsvaret af Dannevirke, og for mig personlig har det yderligere særlig Værdi, idet Forfatteren, min forste Lærer i Krigskunst og tidligere Regimentschef, er en Officer, som jeg har lært at sætte overordentlig højt. Jeg takker derfor for Indlæget og skal nu forsoge at imødegaa Hr. Oberstens saa absolut saglige Indvendinger ved nærmere at motivere min Opfattelse af de Forhold, der er bleven gjort til Genstand for Diskussion.
I. Om Nødvendigheden af og Muligheden for at udskille en Divisionsreserve.
Efter de af 3. Division trufne Dispositioner var hele dens Styrke — med Undtagelse af 1 Esk. og 1 Batt. — fordelt som Besætning i Afsnittene, i hvilke ogsaa de tilbagevendende Forposter skulde indgaa. Herved blev Fordelingen for Fodfolkets Vedkommende:
V. Fløj. Den fremskudte Stilling ved Saxarmen 2 Batir.
Hovedstillingen (I— VII) 2 Batir.
Gentrum (VIII— X) 4 Batir.
H. Fløj (XI— XII) 4 Batir.
En Hovedreserve fandtes saaledes ikke, men den kunde ogsaa undværes under den Forudsætning, at Fjenden kun angreb en Del af Fronten. Og det var netop dette, der blev Tilfældet den 3. Februar. Fjenden gentog den Fejl, Wrangel begik den 23. April 1848, da han samlede alle sine disponible Tropper i den cul de sac, som Terrainet mellem Hadeby Nor og Bustrup Dam danner for en Fremrykning fra Syd, og dermed prisgav sin venstre Flanke for vort Modangreb. Den 3. Februar blev saaledes 9. Brigade — ogsaa efter min Opfattelse — anvendelig som Reservee, om end den kun havde to Batailloner intakte. Man kunde dog ikke gaa ud fra, at et saa gunstigt Tilfælde kom frem, men Divisionen burde til Grund for sine Dispositioner lægge det vanskeligste Tilfælde: at Fjenden førte sit Angreb samtidigt med hele Divisionens Front. Ej heller i saa Fald vilde dog alle Afsnit være lige stærkt udsatte. Saavel Stilingen bag Bustrup Dam, der jo foreløbig laa i 2. Finie, som den sammenhængende Skanserække VI— X med den stærke Beskydning krævede øjensynligt en mindre Kampbesætning. I Detaillerne at angive, hvorledes den af 3. Div. trufne Ordning kunde være ændret, er vanskeligt, naar man som Grundlag kun har et Kort. Den, der i sin Tid som Officer har opholdt sig og kæmpet i Stillingen, kan selvfølgelig bedst skønne om, hvilken Besætning Stillingens enkelte Afsnit krævede.
Det var saaledes Afsnittenes ulige Styrke, der kunde muliggøre Udskillelsen af en Hovedreserve. Først ved Hjælp af en saadan kunde Divisionen paaregne at have Tropper rede enten til at afbøde et Uheld eller til ved et samlet og samtidigt Modangreb øjeblikkelig at udnytte en gunstig Situation, der fremkom ved den forreste Linies fastholdende Kamp. At gaa ud fra, at det i givet T ilfælde altid var muligt at samle nogle Afsnitsreserver, var ikke forsvarligt, og en saadan tilfældig sammenflikket Styrke vilde heller ikke have haft den fornødne Angrebskraft. — Tilvejebringelsen, Vedligeholdelsen og den rette Anvendelse af en samlet Reserve er dog sikkert et af Kærnepunkterne i den nyere Tids Slagtaktik. Idet jeg saaledes indrømmer, at en ikke angreben B r igade kunde være udmærket anvendelig som Divisionsreserve, kan jeg paa den anden Side ikke anerkende, at 3. Division raadede over en disponibel Hovedreserve under den Forudsætning, der maatte være den grundlæggende, nemlig at hele Divisionens Front blev angreben paa én Gang. Det er ikke Divisionens Dislokation i Hvilekvartererne, men Troppefordelingen i Kampstillingen, der synes mig mindre heldig, om end Manglerne — som Forholdene udviklede sig — ikke kom til at spille nogen Rolle for Forsvaret af selve Stillingen.
II. Om Muligheden for at lade Forposterne afgive af Divisionsreserven.
For Forposternes Vedkommende var truffen den Ordning, at de, naar de kom tilbage, skulde indgaa i den paagældende Afsnitsbesætning. Ved denne Ordning klæber visse Ulemper. Forposterne er, naar de kommer tilbage, i hvert Fald anstrængte af den foregaaende Kamp i Forterrainet og er tilmed — saaledes som faktisk ogsaa skete — til Dels opløste eller dog sammenblandede. Deres øjeblikkelige Kampkraft er derfor kun ringe, og følger Fjenden lige efter dem for straks at begynde Angrebet paa Hovedstillingen, faar Frontforsvaret rnaaske ikke den fornødne Styrke. Er derimod Hovedstillingen overalt besat med friske Tropper, lettes ikke alene T ilbagegangen for Forposterne, men 1. Linie har straks sin fulde Kampkraft, saaledes at den har de bedste Betingelser for at løse sin Opgave: at standse Fjenden, svække ham og vinde Tid. Paa den anden Side skulde Forpostkampen jo ikke gerne faa et saadant Omfang — og fik det heller ikke den 3. Februar — , at Forposterne ikke, naar de er samlede og ordnede og har faaet nogen Hvile, tilstrækkelig hurtigt igen kan være anvendelige til Kamp og være i Stand til at danne en Hovedreserve. I Almindelighed er sikkert en saadan Afløsning af Tropperne under Kampen heldig og økonomisk, naar Forholdene iøvrigt gør den mulig.
Som Sagerne stod ved 3. Div., hvor Styrken var saa ringe i Forhold til hele Frontens Udstrækning, kunde det saaledes formentlig være en brugelig Løsning at lade Forposterne danne Divisionsreserve (eller Divisionsreserven afgive Forposter). Afløsnings- og Indkvarteringsforhold vanskeliggjordes ganske vist herved, men denne Ulempe var dog vel ikke større, end at den kunde overvindes. Ogsaa Oberst Pontoppidan finder det ønskeligt, at Forposterne — i hvert Fald for venstre Fløjs Vedkommende — havde haft en fælles Fører. Havde dette været Tilfældet, vilde Hovedposten i Vedelspang, der jo stod i 2. Linie, af sig selv være bleven en Reserve for Fo rposterne, anvendelig efter Forpostkommandørens Bestemmelse i Henhold til den foreliggende Situation. Som Forholdene var, blev denne Hovedpost bunden til Fo rsvaret af Kongshøj, uanset om den rnaaske, helt eller delvis, i Øjeb'ikket havde været mere paakrævet andet Sted, f. Eks. ved Sortehøj overfor et Angreb fra Jagel. Kunde der til Forposter — saaledes som af mig forudsat — rnaaske være anvendt noget mere end 3 Batailloner, var Styrken i Vedelspang i endnu mere udpræget Grad bleven en Reserve for Forposterne. Som saadan kan derimod Bataillonen i Bustrup ikke anses; thi den var fast knyttet til Forsvaret af Saxarmen.
III. Instruksen for Forposternes Kamp.
Det forekommer mig tvivlsomt, om Major Rist kan siges at have overtraadt sine Instruktioner ved at kæmpe ved Selk Ve Timestid, naar der for Kompagniet ved Selk Mølle foreskreves, at det skulde gaa til Kongshøj, »naar det blev tvunget til Retraite«, og for Bataillonen ved 0. Selk, at den skulde »opholde« Fjenden. I saa Henseende maatte man da snarere rette Bebrejdelse mod Major Saabye, der efter at Fjenden var trængt frem mod Kongshøj, gik frem til Angreb paa Jagel. Instrukserne var imidlertid uklare. Har det virkelig været Meningen, at Kongshnj— Sortehøj skulde danne en Hovedmodstandslinie, og er det ikke noget, man er kommen i Tanke om senere, da man saa, hvor uheldigt det var, at man havde ladet Fjenden faa denne Stilling, da var dette i det mindste ikke sagt tydeligt. Heri maa Grunden søges til, at begge de nævnte Førere lod sig drive for langt af deres Kampiver, hvilket vel iøvrigt ikke er det værste, man kan bebrejde en Fører.
IV. Er der Grund til at bebrejde de højere Førere, at de først paa saa sent et Tidspunkt kom til Stede paa Kamppladsen?
Hermed maa skelnes mellem det menneskelig set mere eller mindre undskyldelige og det taktisk forsvarlige. At Førerne ligesaavel som Mandskabet var overatistrengte ved de utidige Alarmeringer, er naturligt, men fritager dem ikke for at være ved deres Afdelinger, naar disse rykkede ud.
Den Situation, der under Kampen forelaa for Overkommandoen og 3. Division, fremgaar af følgende:
1) Kl. 9,25 Form. indlob Spionefterretning om, at der vilde ske Angreb fra Breckendorf.*)
2) (Uden Klokkeslet) Telegram fra London bl. a. med Meddelelse om, at Østrigerne vilde angribe i Fronten.*)
3) Kl. 10,30 Form. udsendt et Rekognosceringskommando, der endnu ikke havde indsendt Melding, da Kampen begyndte.
4) Kl, 12 M. Forpostafløsningen sendt ud, saaledes at Halvdelen af 3. Divisions Fodfolk var i Forpostterrainet.
5) Kl. 2— 2,30 Eftm. aabnede et østrigsk Batteri Ilden teet S. for Selk, altsaa i knap 1 Mils Afstand fra Friedrichsberg, hvor 3. Divisions Stab var indkvarteret. Artilleriildcn fortsattes fra en nordligere Standplads, indtil Stormen paa Kongshøj, og besvaredes herfra. Det er saaledes højst usandsynligt, at den ikke skulde kunne være hørt i Friederichsberg (herpaa foreligger saa vidt vides ogsaa bekræftende Udtalelser).
6) Kl. 2 Eftm. modtog Forpostkommandøren i Bustrup Melding om Kampen i Selk (Rapport fra 2./4. D. R.), og denne Melding maa dog antages at være sendt videre.
7) Kl. 2,25 Eftm. Melding til Overkommandoen fra Oberst Biilo\v (6. Brigade med Forposter til højre for 3. Div.) om Gevær- og Kanonskydning ved1 H ovedposten ved Oxevej i Retning af Jagel.*)
8) Kl. 3 Eftm. Melding til Overkommandoen fra Major Saabye om fjendtlig Fremrykning fra Lottorf og Skydning i venstre Flanke (ved Selk).*)
Alene de under 1)— 4) nævnte Tildragelser maatte foranledige Overkommandoen og 3. Division til at være meget opmærksomme paa, hvad der foregik ved Forposterne for straks at kunne gribe ind. Naar 3. Division først, efter at Kongshøj var tagen, blev underrettet om Kampen, synes Fejlen saaledes, efter hvad der i det hele foreligger, ikke alene at have været de sent indlobne Meldinger, men — dels fra Overkommandoens, dels fra Divisionens Side — , ogsaa en utilstrækkelig Omsorg for at holde sig underrettet og lade Meddelelserne gaa videre. Ligesom de fleste af de andre Fejl, der blev gjort paa vor Side den 3. Februar, synes ogsaa de højere Føreres Udeblivelse fra Kamppladsen at kunne føres tilbage til samme Aarsag: den utilstrækkelige Uddannelse i Fredstid og den deraf følgende mangelfulde Rutine.
Jens Johansen.
