Log ind

1812 VI

#

Af Oberstløjtnant W. E. O. Lawaetz.

(Eftertryk forbudt).

(Fortsat).

VI. Moskva

Russerne gik tilbage lige mod Moskva. Kosakker og Jægerregim ente r dækkede Tilbagetoget. Kutusof erkendte ikke officielt, a t Slaget ved Borodino var tabt. Han gav det baade i sin R apport til Tsaren og i sin Meddelelse til Moskvas Guvernør, Grev Rostopsjin, Udseende af, a t Tilbagetoget kun blev foretaget for at trække Forstæ rkninger til og skaffe E rstatning for Ammunition, Heste m. m. Desuden udtalte han, a t det var hans Agt at levere et afgørende Slag foran Moskva. Skønt Tsaren næppe var i Tvivl om, at Borodino ikke var nogen egentlig Sejr, udnævnte han dog Kutusof til Feltm arskal efter Slaget. Kutusof var selvfølgelig selv ganske klar over de virkelige Forhold, og at et Slag foran Moskva vilde betyde Hærens Undergang — men n aar han optraadte saa sejrsbevidst, v ar det for a t styrke Kampmodet i Hæren og i Befolkningen, og der er ikke Tvivl om, at han ved denne Optræden i høj Grad bidrog til a t holde Modet oppe i Hæren baade efter Borodino og senere efter Moskvas Rømning. I disse tunge Dage var den gamle Feltm arskal Hærens og Fædrelandets Redningsmand. Men Guvernøren i Moskva kunde senere med nogen Ret bebrejde Kutusof, at han ikke i Tide havde meddelt ham Byens forestaaende Rømning. For i noren Grad at fylde Hullerne efter de store Tab ved Borodino indrangeredt man Moskvas og Smolensks M ilits i Linieregimenterne — idet M ilitssoldaterne stilledes i 3. Geled og fik Lov til at beholde deres lange Skæg. Under Tilbagetoget formeredes en A rriéregarde under General Miloradovitsj, og da Franskmændene træ ngte haardt paa, kom det den 10. Septem ber til en haardnakket Kamp ved Krimskoje. Den 13. September stod den russiske Hær udenfor Moskva. Her mente General Bennigsen at have fundet en Stilling, der støttede sin ene Fløj til Moskvafloden. Men flere af Hærens Generaler fraraadede indtrængende at modtage Slag i denne Stilling. Kutusof, d er utvivlsomt fo rlængst var klar over Nødvendigheden a f Moskvas Rømning, sammenkaldte Hærens øverste Førere til et K rigsraad — det berømte Krigsraad i Fili. General Bennigsen indledede Forhandlingerne med Spørgsm aalet: „Hvad er bedst, at levere Slag under Moskvas Mure eller a t overlade Byen til Fjenden?" Kutusof bemærkede hertil, at hvis Hæren blev ødelagt, v ar ikke blot Moskva, men ogsaa Rusland fortabt. Barclay de Tolly hævdede, a t en Kamp i den a f Bennigsen valgte Stiding vilde betyde Hærens Undergang, og han støttedes her a f Oberst Toli. Men Bennigsen holdt fast paa, a t Byen ikke burde opgives uden Kamp. Han pegede paa den moralske Virkning i Hæren, i Befolkningen og ogsaa i Udlandet, ligesom han foreslog at bøde paa Stillingens M angler ved en ændret Opstilling af Tropperne. Herved lykkedes det Bennigsen a t faa en Række af Generalerne over paa sin Side. Kun enkelte — og da især Rajefski — stemte endnu for at rømme Byen uden Kamp. Det blev da — som det jo ogsaa bør være — Hærens Overgeneral, der selv tog Ansvaret. Kutusof sluttede K rigsraadet med at fastholde den Beslutning, som han sikkert havde fattet allerede inden K rigsraadet, idet han udtalte: „Med Moskvas Tab er Rusland ikke tabt. Jeg holder det for den første Pligt at bevare Hæren for Undergang, a t nærme mig Forstærkningerne og ved Moskvas Rømning styrte Fjenden i uundgaaelig Fordærvelse. Jeg agter derfor at gaa gennem Moskva og trække mig tilbage ad Vejen til Rjasan." Denne Beslutning havde kostet den gamle Feltm arskal en haard Kamp — han v ar stæ rkt oprevet og fandt ingen Hvile den paafølgende N at. Der er sagt mange haarde — og ikke uberettigede — Ord om hans senere Føring ved Vjasma, Krasnoi og Beresina; men i disse for Ruslands Skæbne virkelig afgørende Dage var det ham, der tog den helt rigtige Beslutning og b ar A nsvarets tungeste Byrde, og det h ar hans Fædreland ikke glemt ham. Russernes Tilbagetog gennem Moskva begyndte allerede N atten mellem den 13. og 14. September. Det var en tung V andring for den ru ssiske Hær, ikke m indst for Kutusof, der inde i Byen tilfæ ldigt tra f Guvernøren, Rostopsjin, som i bitre Ord bebrejdede ham, a t han ikke havde faaet U nderretning i Tide. General Miloradovitsj skulde med A rriéregarden tage Stilling ved Spurvebjergene og dække Hærens og Trainets Tilbagetog. Hen paa F ormiddagen saa han imidlertid den franske Avantgarde under M urat rykke frem med en langt overlegen Styrke. Miloradovitsj greb derfor til en List. H an sendte M urat et Brev med en Parlam entæ r og udtalte her bl. a., a t hvis Franskm ændene angreb med det samme, vilde Russerne ikke alene slaas til sidste Mand, men ogsaa ødelægge Byen i Bund og Grund; hvis M urat ønskede at faa Moskva overladt i uskadt Stand, m aatte han give Russerne Tid bil at rømme Staden. M urat lod sig n arre og gik endda senere ind paa, at Fristen forlængedes til den næste Morgen.

Napoleon havde efterladt Junots Korps ved M osjajsk og v ar med Hovedstyrken fulgt efter Russerne. Hen sendte Befalinger til M arskal Victor og andre Tropper længere tilbage om snarest at m archere til Smolensk, hvor de skulde holde sig rede til at rykke frem til Moskva. St. Cyr og Schwarzenberg fik Befaling til a t angribe og binde de russiske Hære paa Fløjene — men Situationen paa Fløjene voldte ikke N apoleon større Bekymring paa dette Tidspunkt. Kejseren synes trods alt at have næret godt Haab om, a t Moskvas Erobring vilde afgøre Krigen. Til sine Omgivelser sagde han: „Freden er i Moskva". Den 14. September Kl. 14 naaede Napoleon frem til Poklon-Bjerget, hvorfra der var en pragtfuld Udsigt over Byen, hvis 295 K irker med deres Kupler, de gamle Paladser og det maleriske Kreml straalede i Sollyset. Dette Syn fyldte den franske Hær med Begejstring. Nu stod man ved Maalet, og alle Savn og Lidelser var glemt. „H er har vi endelig denne berømte By! Det var paa høje Tid", udbrød Kejseren og gav Tropperne Befaling til straks at rykke ind i Byen. Dette sidste var i Strid med Aftalen mellem Miloradovitsj og Murat. Kl. 17 var den russiske A rriéregarde kommet gennem Byen, men en Mængde Vogne stuvedes endnu samme i Moskvas Gader. Da rykkede M urats forreste Rytterkorps under General Sebastiani frem. Miloradovitsj sendte en Parlam entæ r til M urat, men da Tiden gik, og Situationen blev mere og mere faretruende, red Miloradovitsj selv frem og blev vist til Sebastiani. Den russiske General paaberaabte sig den med M urat trufne Overenskomst, og det lykkedes ham virkelig at faa Sebastiani til at gøre Holdt og til roligt at se paa, at Russerne reddede deres kostbare Train- og Bagagevogne. Imens gik Napoleon endnu udenfor Byen og ventede. Hvad ventede han paa? Ja, det fandt hans Følge ud af. Ved Indtogene i Europas andre Hovedstæder — Wien, Berlin, Madrid — v ar en Deputation fra Byen kommet ham imøde og havde overrakt ham Stadens Nøgler. Men Moskvas Befolkning, og med den Øvrigheden, havde forladt Byen, og kun tvivlsomme Eksistenser var blevet tilbage. Man fik samlet nogle Personer, der skulde agere Deputation — men Kejseren gennemskuede denne Komedie og viste dem bort med Uvilje. Det var et daarligt Varsel. • Moskvas Guvernør, Grev Rostopsjin, havde som nævnt med en vis Ret til det sidste regnet med, at Byen ikke vilde blive opgivet uden Kamp, og han havde i sine — ofte ret fantastiske — Proklam ationer bibragt Befolkningen den samme Opfattelse og opflammet den til Had og Modstand mod Franskmændene. „Jeg indestaar med m it Liv for, at Ugerningsmændene ikke vil komme til Moskva", hedder det i en af disse Proklam ationer — og i en anden: „Bevæbner Eder med Økser og Spyd; og vil I gaa videre, saa med tretakkede Møggrebe. Saadan en tørbenet Franskm and er ikke tungere end et Bundt Straa. I Morgen vil jeg besøge de saarede i St. K atharina Hospitalet. Jeg vil lade læse en Messe for deres hurtige Helbredelse og lade Vandet indvie. Hvad mig selv angaar, saa h ar jeg det godt; jeg har h aft et daarligt Øje, men nu ser jeg meget godt med dem begge to."

Skønt denne — ikke helt almindelige — Mand nærede et fanatisk Had til alle Udlændinge, havde han dog indladt sig med en Hollænder, som frem satte en Plan om Bygning af en stor Luftballon, med hvilken 50 Mennesker skulde kunne flyve saavel mod som med Vinden. Ballonen skulde fyldes med B randraketter, hvormed Fjenden skulde ødelægges. Denne Plan — hvis Virkeliggørelse skulde ligge over 100 A ar ude i Frem tiden —- m aatte dog opgives, bl. a. fordi Ballonen ikke blev færdig, inden Franskmændene naaede Moskva. Af Byens 300.000 Indbyggere skal der kun have været ca. 10.000 tilbage i Byen ved Franskmændenes Indmarch. Rostopsjin havde erklæret, at „B onaparte skulde finde Moskva lige saa tom som Smolensk", men skønt han arbejdede energisk, kunde det — da Rømningen v ar begyndt for sent — ikke undgaas, a t meget betydelige F orraad m aatte efterlades. Disse lod Rostopsjin saavidt m uligt ødelægge, bl. a. lod han stikke Ild paa et større Antal Pramm e, som laa paa Floden med K rigsfornødenheder, ligesom han efterlod et Politikommando med Befaling til a t ødelægge saa meget som muligt. Brandkorpset, der talte 2100 Mand med 93 Sprøjter, tog Guvernøren med ved Byens Rømning. De franske Soldater rykkede ind i Moskva i den Forventning, at den store By skulde stille alle deres Savn. Da Mørket brød frem, spredte Soldaterne sig derfor for at søge Levnedsmidler, og dette udartede til Plyndring. D ette h ar selvfølgelig tildels sin Forklaring deri, at Indbyggerne havde forladt Byen — naar Soldaterne bankede paa, og der hverken blev lukket op eller svaret, brød de selv Dørene op. S nart begyndte Brandene at blusse op. F ørst var det Prammene, som Rostopsjin lod antænde, saa fulgte en stor Bazar og et m ægtigt Vognm agasin; de plyndrende Soldaters U forsigtighed bidrog til a t forøge Brandenes Antal. Da Brandkorpset og Sprøjterne var borte, bredte Ilden sig mere og m ere; lykkedes det a t begrænse den paa et Sted, brød den straks løs paa flere andre Punkter. N atten mellem den 15. og 16. September bredte Brandene -sig som Følge a f en stærk Blæst med ri vende H ast og dannede sn art et uimodstaaeligt Ildhav. Napoleon var med sin Garde rykket ind paa Kreml og havde taget K varter i Tsarernes gamle Palads. H erfra saa han Byen blive lag t i Aske. Ilden nærmede sig Kreml, Gnister fængede Arsenalet, og Gardeartilleriets Ammunitionsvogne, der stod paa aabne Pladser indenfor Kremis Mure, kunde hvert Øjeblik begynde a t springe i Luften. Napoleons Følge søgte længe forgæves a t overtale Kejseren til a t -søge sig et sikrere Opholdssted. F ørst den 16. om Efterm iddagen fik M arskal Berthier Kejseren overtalt ved at foreholde ham, a t Russerne kunde rette et pludseligt Angreb mod de Korps, som -stod udenfor Byen. Først den 20. September blev man H erre over Ilden. Da v ar over to Trediedele af Moskva lagt i Aske. Kreml blev skaanet. U nder Ildebranden fortsattes Plyndringerne, der nu gik over alle Grænser; ogsaa Officerer — selv Generaler — faldt for Fristelsen til a t plyndre, inden Ilden røvede Byttet. Berusede Soldater løb gennem Gaderne, tog alt af Værdi og ødelagde Resten. Selv K irkerne blev vanhelligede og de faa tilbageblevne Beboere mishandlede. Blandt de omkomne v ar ogsaa et større Antal russiske Saarede, som man ikke havde naaet at føre med bort. Moskvas Ødelæggelse var et h aard t Slag for Franskmændene. Men afgørende for Krigen v ar det ikke, thi Napoleon kunde ikke være blevet i Byen, selv om den ikke var brændt. Størst var vel nok den moralske Virkning. Moskvas Brand fortalte Napoleon, at Rusland havde Mod og Vilje til at slaas trods alt.

Russerne stak selv Moskva i B rand; de ofrede deres gamle, hellige Hovedstad for at frelse Fædrelandet" — saaledes læ rte vi i Skolen, saaledes siger mange endnu. E r dette rigtigt? I første Omgang kastede Napoleon Skylden paa Russerne, medens disse omvendt gav Franskm ændene Skylden. At den russiske Regering — og da navnlig Kejser Alexander — skulde have befalet Moskvas Ødelæggelse, maa efter alt, hvad der foreligger, anses for ganske usandsynligt. Den russiske Overkommando synes nærm est a t have arbejdet for Byens Bevarelse — en eventuel Ødelæggelse blev ikke saa meget som nævnt under K rigsraadet i Fili. I Hæren blev Moskvas Brand anset for en stor Ulykke. Clausewitz, der fulgte med Hæren under den senere om talte Flankem arch, siger herom: „Under denne M arch saa de (Russerne) uafbrudt Moskva brænde, og skønt de v ar 7 Mil borte, drev dog undertiden Vinden Aske over til dem. Selv om ogsaa Russerne ved Smolensks og andre Byers Brand var vant til saadanne Ofre, saa fyldte dog denne Moskvas Brand dem alle med oprigtig Sorg og øgede Raseriet mod Fjenden, hvem man tilskrev denne Begivenhed som en sand Udaad, som et Udslag a f hans Had, hans Overmod og hans Grusomhed." Im idlertid opstod der h u rtig t den Tanke, a t det skulde være Guvernøren, Grev Rostopsjin, der paa eget Initiativ havde ladet stikke Ild paa Byen. Brandkorps og Sprøjter havde han ladet fjerne for a t hindre Brandens Bekæmpelse. Rostopsjin benægter selv i sit Forsvarsskrift „Sandheden om Moskvas Brand" paa det bestemteste, a t han skulde være B randstifteren, men han har paa den anden Side før Branden frem sat flere U dtalelser om, a t han hellere vilde lade Byen ødelægge end lade den falde i Fjendens Hænder. Saaledes skrev han den 24. August til B agration: „Den herværende Befolkning er besluttet paa a f Troskab mod Tsaren og Kærlighed til Fæ drelandet at dø under Moskvas Mure — og hvis Gud ikke er os gunstig, vil vi lade Byen gaa op i Flammer, og N apoleon skal i Stedet fo r et rig t Bytte kun finde den russiske Hovedstads Askehob." I sin Beretning til Tsaren beklager Rostopsjin, at Kutusof ikke i rette Tid h ar underrettet ham om Moskvas forestaaende Rømning, da han i saa Fald vilde have afbræ ndt Byen. U nder Branden paagreb Franskmændene 26 Personer, der kastede brændbare Stoffer ind i Husene. I mange større Huse skal Ildpaasættelsen have været forberedt i Forvejen. En Del a f B randstifterne erklærede, :at de handlede efter Ordre, men dette kan de have sagt for a t undskylde sig og undgaa Straf. At Rostopsjin — som Franskmændene paastod — skulde have benyttet løsladte S traffefanger som B randstiftere, er i hvert Tilfælde ikke rigtigt, og heller ikke Paastanden om, a t det efterladte Politikommando skulde have h aft til Opgave at brænde Byen af, synes holdbar. Clausewitz finder et Holdepunkt for, a t Rostopsjin skulde have befalet Ildspaasættelsen, i den Omstændighed, at Guvernøren senere forlod Rusland i Unaade — „en Følge af en Egenmægtighed, som Ruslands Selvhersker sjældent tilgiver". Som en anden Mulighed angiver Clausewitz, a t Ilden kan være paasat af Kosakkerne, idet de første Røgsøjler efter hans Mening rejste sig i Y derkvartererne, i hvilke Kosakkerne endnu huserede; og Kosakkerne havde, siger han, faaet til Sædvane, a t enhver Bebyggelse først skulde grundigt udplyndres og derpaa stikkes i Brand, inden man overlod den til Fjenden. Dog er der ogsaa andre Muligheder — og da især Franskmændenes Uforsigtighed med Ild og Lys under Plyndringen. „Moskvas Ildebrand skyldtes Tobakspiber, Køkkener og især de franske Soldaters Ligegyldighed ....... Moskva brændte, fordi den befandt sig under Forhold, hvor en By, der er bygget af Træ, maa brænde", denne Udtalelse kommer efter Oberst N. P. Jensens Mening Sandheden nærmest. At Franskmændene med Vilje skulde have ødelagt Moskva, maa anses for ganske udelukket. — Men Kejser Alexander ram te alligevel nøjagtigt det russiske Folks Tanker, da han til Kronprinsen af Sverige skrev, at „den moderne Attila, rasende over, at han i Moskva hverken havde fundet de Skatte, hvorefter han stræbte, eller den Fred, han havde haabet at kunne foreskrive der, havde ladet den smukke Hovedstad stikke i Brand, saa den nu kun var en Høj af Støv og Aske." Fuld Vished om A arsagerne til Moskvas Brand vil man næppe nogensinde faa — men Brandens Virkninger var bl. a. et flammende Had i alle Grene af Ruslands Befolkning. Kampen mod U ndertrykkeren blev fra nu af endnu uforsonligere, det blev en Folkerejsning mod Napoleon. Tsaren modtog den 21. September Kutusofs Beretning om Tilbagetoget og Moskvas Rømning. Hans Omgivelser blev dybt rystede, og flere raadede ham til at indlede Fredsforhandlinger med Napoleon. Men Kejser Alexander blev gennem Ulykkerne kun yderligere styrket i sin Vilje til at kæmpe til det yderste. Til Overbringeren, der ogsaa bragte ham den første Meddelelse om Moskvas Brand, sagde han: „Napoleon eller jeg, jeg eller han, men begge kan vi ikke regere samtidig. Jeg kender ham ; han skal ikke mere skuffe mig." Tsaren indlod sig overhovedet ikke paa Forhandlinger med Napoleon. Denne havde efter Moskvas Erobring i nogen Tid ventet paa, at Alexander skulde indlede Underhandlinger, men da Tiden gik, uden at Russerne lod høre fra sig, blev Napoleon nødt til selv at tage det første Skridt. Han overtalte en russisk Adelsmand til at overbringe Kejser Alexander et Brev, men Tsaren vilde ikke engang se Overbringeren og lod Brevet ubesvaret. Det var i Slutningen af September. I Begyndelsen af Oktober gjorde Napoleon et nyt Forsøg, idet han sendte General Lauriston til Kutusof. Denne tog imod Generalen, men stillede sig iøvrigt afvisende, da „K ejser Alexander havde forbudt ham at udtale Ordene Fred og Vaabenstilstand". Og da Kutusof indberettede Sagen til Tsaren, fik han en Tilrettevisning, fordi han overhovedet havde indladt sig med Fjenden. „Det gjaldt om at hævne det krænkede Fædreland, og enhver fredelig Tilnærmelse til Fjenden var paa det strengeste forbudt". Og saaledes vedblev Tsaren at afvise enhver Tanke om Fred, før Napoleon var styrtet. Da hans Generaler nogle Maaneder senere vilde standse ved Grænsen, var det ham, der drev dem frem og derved muliggjorde Preussens Rejsning mod U ndrtrykkeren — og i 1813 og 1814 var Tsaren en af de drivende K ræ fter for en energisk Krigsførelse, og han helmede ikke, før de allierede Hære stod i Paris, og Napoleon frasagde sig sin Trone.

Der skal i Moskva — selv efter Ildebranden — have været Levnedsmidler nok til at forsyne den franske Hær i 6 Maaneder, og Napoleon skal efter sin Tilbagevenden til Kreml have bekendtgjort, at det var hans Hensigt at blive Vinteren over i Moskva. Disse Udtalelser h ar dog næppe været alvorligt ment; og naar Napoleon blev over 1 Maaned i Moskva, maa det have været i H aabet om, at Moskvas Erobring dog alligevel vilde gøre saa dybt et Indtryk paa Tsaren, at han straks blev tilbøjelig til Fred. I Virkeligheden var Napoleon sikkert klar over, at han ikke kunde blive i Moskva, og han havde derfor overvejet, hvorledes han da skulde føre Felttoget videre. Men Russerne havde i Mellemtiden ikke ligget paa den lade Side. Ogsaa de havde udarbejdet nye Planer og begyndte at sætte dem i Værk — og Situationen havde i Mellemtiden i høj Grad udviklet sig til U gunst for Franskmændene Den 19. Oktober fandt Napoleons Afm arch fra Moskva Sted. F ranskmændene havde som nævnt udplyndret Byen, og nu gjaldt det om at faa de røvede Genstande med. H ertil benyttede man Proviantvogne, R ustvogne, A rtilleriets Køretøjer, Sygevogne, ja selv M arketenternes Vogne, der i Stedet for med Levnedsmidler blev fyldt med Bytte. Rytterne læssede deres Værdisager paa de udmattede Heste, og Infanteristerne overfyldte deres Tornystre. Det daarlige Eksempel blev givet a f de højeste Førere, der ofte hver anvendte flere Køretøjer til a t bringe deres Bytte i Sikkerhed. Kreml blev plyndret for sine Trofæer — Kejseren m aatte jo som fra sine tidligere Krige bringe Trofæer med hjem, og da Hæren ikke havde erobret saadanne paa Slagmarken, m aatte der findes andre Udveje. 450 gamle Faner, som Russerne i tidligere Krige havde erobret fra Polakker og Tyrker, slæbte Franskmændene med sig; Ivanskirkens gyldne Kors blev taget ned, Kremis K irker blev plyndret for Guld- og Sølvsager, der blev omstøbt til B arrer og slæbt med. Man for vel ikke frem som i Trediveaarskrigen eller huserede som Ludvig den Fjortendes og Ludvig den Femtendes H ærførere — men alligevel, senere Tiders Erobrere h ar ogsaa her faaet et „skønt" Eksempel at gaa efter. Men Nemesis udeblev ikke, thi det røvede Bytte gik tabt under Tilbagetoget, det mægtige Tros blev en stor H indring for Hæren, Artilleriets Heste blev ødelagt ved de stadige Standsninger, som det uhyre Train frem kaldte; og b itte rt skulde det hæ vne sig, a t m an havde fyldt Vogne og Tornystre med Kostbarhed er i S ted et fo r som af Napoleon b efalet med Proviant. Endelig gav Napoleon Befaling til, a t Kreml skulde ødelægges. Ved A fm arch en efterlod han M arskal Mortier med en Gardedivision og gav ham bl. a. Befaling til Sprængning af Kreml. H eldigvis lykkedes Ødelæ ggelsen ikke i den befalede Udstræ kning, m en Slottet, Arsenalet, en Kirke og flere an d re B ygnin ger sam t en Del a f M uren blev ødelagt. „Denne Akt", sig er Oberst N. P. Jensen, „udførtes uden nogensom helst Grund og s ta a r som et Vidnesbyrd om, hvor sm aa selv de stø rste Mænd kan blive, n a a r de udelukkende lad er sig lede af Lidenskaben."

(Fortsættes).