Log ind

1812 II

#

Af Oberstløjtnant W. E. O. Lawaetz.

(Eftertryk forbudt).

(Fortsat).

IV. Operationerne omkring Smolensk og indtil Slaget ved Borodino.

(Jfr. Skitse 2 og 1)

Napoleon vidste nu, at de to russiske Vestarméer var forenede ved Smolensk. Da hans Plan gik ud paa at slaa og ødelægge den russiske Hovedstyrke, maatte han altsaa angribe i Retning mod Smolensk, og han indleder nu den Operation, som han selv har kaldt „sit smukkeste Skaktræk“. I Stedet for fra Terrainet Syd for Vitebsk at gaa lige løs paa Smolensk — hvad Russerne, som vi skal se, ventede -— besluttede Kejseren at gaa over Dnjepr og foretage Fremstødet mod Smolensk paa Flodens sydlige Bred. Herved opnaaede han dels at overraske Fjenden, dels var der Mulighed for ved en hurtig Erobring af Byen at kaste Russerne bort fra deres Tilbagetogsretning mod Moskva. Til dette Formaal koncentrerede Napoleon den 13. August Hovedstyrken af Storarméen omkring Rasasna, ca. 70 km Vest for Smolensk.

Tilbagetoget havde bragt Russerne betydelige Fordele. Den franske Hær var blevet svækket langt mere end den russiske, og Fjendens Forsyningsvanskeligheder blev større og større. Men Tilbagetoget havde ogsaa store Ulemper. Man maatte overlade Fjenden betydelige Landstrækninger, som led haardt under Krigen; og dette vilde ved et fortsat Tilbagetog føles endnu haardere, thi ved Smolensk begyndte det egentlige Rusland. Hertil kom, at et Tilbagetog altid gaar ud over en Hærs Kampmoral, selv om det maa indrømmes, at netop Russerne Gang paa Gang har vist, at de i denne Henseende kan taale mere end de fleste andre Nationer. Der var derfor baade 

Skærmbillede 2020-07-02 kl. 14.58.52.png

i Hæren og i Folket en stigende Utilfredshed med Tilbagetoget. General Barclay de Tolly blev udsat for et stærkt Tryk, og han blev fra flere Sider — endog af Tsaren selv — opfordret til at gribe Offensiven. Paa Forslag af Oberst Toll' besluttedes det derfor at foretage et Fremstød i Retning mod Rudnja. Man ventede ganske vist ikke at kunne slaa Fjendens Hovedkræfter, men haabede at træffe ham i en saa spredt Opstilling, at man kunde ramme Dele af den fjendtlige Hær enkeltvis og derved tilføje den betydelige Tab. Fremrykningen begyndte den 7. August, men blev, da Napoleon som nævnt havde begyndt at trække sin Hær sydover, et Slag i Luften. Det lykkedes at overfalde og slaa en fransk Kavalleridivision — men andet kom der ikke ud af dette Foretagende. Imidlertid havde Bagration, der opererede paa venstre Fløj, faaet Oplysning om, at stærke fjendtlige Kræfter stod ved Rasasna. Han frygtede da for, at Franskmændene skulde tage Smolensk i Ryggen paa Russerne og gik for at forhindre dette den 12. August tilbage til denne By, men fik kort efter Ordre til at rykke frem igen. Et af hans Korps — 7. Korps under General Rajefski — stod dog, da Napoleons Angreb kom, kun ca. 10 km Vest for Smolensk.

under General Nevjerofski, som Bagration havde efterladt ved Krasnoi. Dette var hele den Styrke, hvormed Russerne kunde møde Napoleons Hovedstyrke, da denne den 14. om Morgenen begyndte Fremrykningen paa den sydlige Dnjeprbred. Divisionen Nevjerofski var ved Krigens Udbrud i Hast blevet formeret af ganske unge Rekrutter. Napoleon havde hørt om den og betegnet den som en „nylig oprettet Division, sammensat af Børn og i en meget slet Tilstand“. Oberst N. P. Jensen giver den dog det smukke Eftermæle, at „var de end Børn, saa viste de dog Napoleon, at de kunde kæmpe som Mænd“. Franskmændene rykkede frem med Neys Korps i Spidsen. Overfor denne Overmagt maatte Nevjerofski hurtigt vige, og hans faa Kanoner blev erobret af det franske Rytteri. Generalen formerede derefter sit Fodfolk i Marchkolonne paa Chausséen til Smolensk. Imidlertid var Murat naaet frem med store Rytterstyrker, og da Terrainet til begge Sider for Chausséen var let fremkommeligt, gik han til Angreb. Russerne mødte Rytternes Attaker med beundringsværdig Ro. Der var ingen utidig Skydning. Med koldt Blod ventede de russiske Soldater, til Fjenden kom paa nært Hold; saa faldt Salverne — og' Angrebet var afslaaet. De korte Tidsrum mellem Rytterangrebene benyttedes til at komme videre mod Smolensk. Saaledes lykkedes det General Nevjerofski at føre sin Division tilbage til Koritnja. Nevjerofski havde selvfølgelig sendt Melding. Bagration beordrede straks General Rajefski til med sit Korps at marchere til Undsætning. Med Resten af 2. Vestarmé marcherede Bagration til Katyn, hvor han slog Bro for at gaa over paa den sydlige Side af Dnjepr. Rajefski naaede frem den 15. om Eftermiddagen. Franskmændene angreb mærkeligt nok ikke den Dag, men Rajefski kunde om Aftenen se deres Bivouakild paa saa mange Steder og i en saadan Udstrækning, at han var klar over, at han stod overfor en meget betydelig Overmagt. Selv skal han kun have raadet over 16.000 Mand. Han gik derfor straks tilbage til Smolensk, hvor han vilde holde Stand, til han fik Hjælp. Da Bagration fik Melding herom, opgav han Overgangen over Dnjepr og ilede den 16. om Morgenen til Undsætning for Rajefski.

Smolensk havde i 1812 21.000 Indbyggere. Det var en gammel By, der havde spillet en stor Rolle i Ruslands Historie. Byen laa paa begge Bredder af Dnjepr forbundet ved en Bro. Den var omgivet af en ca. 10 m høj, ca 5 m bred Mur med Taarne. Foran var en tør Grav med dækket Vej og Glacis. I den vestlige Del fandtes et Citadel. I Muren var der 3 Porte for de tre Veje, der førte ud fra den sydlige Del af Byen. Forsvaret vanskeliggjordes af Forstæderne, der strakte sig helt op paa Glaciset. Dnjepr var ved Smolensk kun passabel ved selve Byen samt gennem Vadestedet ved Pruditsjevo, ca. 5 km østligere. Napoleon kendte ikke Vadestedet. Han forsømte først at lade rekognoscere for et saadant, og en den 17. udført Rekognoscering blev foretaget saa slet, at Vadestedet ikke blev fundet. Men forøvrigt — havde Bagration slaaet Bro over Dnjepr, maatte Napoleon vel ogsaa kunne gøre det. Franskmændene synes her ikke at have sørget for at faa Brotrainet frem i Tide. Rajefski var gaaet i Stilling i Citadellet, langs den dækkede Vej og havde besat Forstæderne. Napoleon naaede frem foran Smolensk den 16. om Formiddagen. Da han ansaa Besætningen for svag, besluttede han at angribe den straks fremfor at søge at omgaa den og derved tvinge Russerne til Tilbagetog. Ney beordredes til at rykke frem med sit Korps. Det første Angreb blev afslaaet; ved det andet lykkedes det at erobre Citadellet, men Rajefski førte sine Reserver frem og kastede igen Franskmændene ud. Resten af Dagen indskrænkede man sig til en Kanonade fra begge Sider. Imens marcherede yderligere Styrker af den franske Hær op, saaledes at der den 17. om Morgenen stod 4 franske Korps foran Smolensk — Ney paa venstre Fløj, Davoust i Centrum og Poniatovski paa højre Fløj, Garden i Reserve bag Centrum. To Korps — Vicekong Eugen og General Junot — længere tilbage. Men ogsaa Russerne fik Forstærkninger. Bagration naaede Smolensk med 8. Korps den 16. om Aftenen, og i Nattens Løb naaede ogsaa Barclays Armé Byen. Rajefskis Forsvar af Smolensk den 16. August blev med Rette af Russerne anset for en smuk Bedrift. Han havde i et Døgn holdt Byen mod en betydelig Overmagt og derved skaffet de russiske Hære Tid til at redde sig ud af en farlig Situation. Ikke for intet bar i den gamle Tsarhær Infanteriregimentet Smolensk Navnet „General Rajefski“. Imidlertid havde det opnaaede Resultat hos flere af de russiske Generaler — bl. a. Bagration — fremkaldt en Sejrsstemning, saaledes at man følte sig stærk nok til fortsat at holde Byen mod Napoleons Angreb. Dog var man klar over, at man maatte sikre sig mod, at Napoleon omgik venstre Flanke og derved afskar Hærens Tilbagetog mod Øst. Derfor blev Bagration med den største Del af 2. Vestarmé den 17. om Morgenen sendt til Terrainet Nord for Pruditsjevo, medens 1. Vestarmé overtog Forsvaret af Smolensk. Til Byens direkte Forsvar anvendte Barclay 6. Korps under General Doktorof, forstærket med nogle Divisioner af andre Korps. Formiddagen den 17. gik med Artilleribeskydning. Det var jo faktisk lykkedes Napoleon at overraske Russerne og tvinge dem til Slag under for dem ugunstige Betingelser, men man maa i nogen Grad undres over den tilsyneladende Mangel paa Energi, hvormed han udnytter sine Chancer. Aarsagerne er ikke helt klare, men det var ikke, hvad man skulde vente af Feltherren fra 1796 og 1805. Først Kl. 14 rykkede Fodfolket fra de tre Korps frem. Russerne maatte opgive Forstæderne, men holdt Stillingen langs Muren, skønt Angrebene fortsattes til ud paa Aftenen, og navnlig Davoust angreb med stor Dygtighed og Energi. Selve Byen var fuldstændig ødelagt; det franske Artilleri havde forvandlet den til et Ildhav, Opholdet i den var umuligt, Befolkningens Stilling fortvivlet. Barclay besluttede derfor at gaa tilbage, medens det endnu var Tid. Doktorof begyndte Rømningen af Smolensk den 18. Kl. 2 Nat, idet han afbrændte Broerne og efterlod en Arriéregarde under General Korf. Franskmændene opdagede Russernes Tilbagetog og gik over Floden, men General Korf kastede dem igen tilbage over Dnjepr. Slaget ved Smolensk havde kostet Russerne ca. 12.000 Mand; Franskmændenes Tab var mindst lige saa stort.

General Barclays Beslutning om Tilbagetog var fuldstændig rigtig; Styrkeforholdet var altfor ulige, en fortsat Kamp mod Napoleon ved Smolensk vilde have ført til den russiske Hærs Undergang. Men Overgeneralens Opfattelse deltes ikke af alle den russiske Hærs Førere. Med Hæren fulgte der en Del „overtallige“ Generaler. Kejser Alexander holdt nemlig af at omgive sig med et storre Følge, og det havde han efterladt, da han forlod Hæren. Disse Generaler havde intet at bestille, men anvendte Tiden bl. a. til at kritisere Hærens Ledelse. I Spidsen for dem stod General Bennigsen, en ganske dygtig Mand, der i 1807 ved Eylau havde kæmpet uafgjort mod Napoleon, men saa ganske vist var blevet grundigt slaaet af ham ved Friedland. Disse Generaler plagede ustandselig Overgeneralen med deres Raad om, hvad der burde gøres. Barclay skaffede sig Fred for dem ved at befale, at de skulde følge en Dagsmarch efter Overkommandoen. Men da Hæren gjorde Holdt ved Smolensk, naaede Generalerne op, og nu var Freden forbi. Generalerne dannede deres eget Krigsraad, og — hvad der var værre — de fik nogle af de Generaler, som førte Kommando i Hæren, med, deriblandt Tsarens Broder, Storfyrst Konstantin, der var Chef for Garden. De var enige om, at det var helt galt, at man gik tilbage — man burde tværtimod udnytte Sejrsstemningen i Hæren til at gaa over Dnjepr og slaa Napoleon. Generalerne gik nu i samlet Flok til Barclay og søgte at overtale ham — et Foretagende, der grænsede til Mytteri. Men Overgeneralen stod fast paa sin Beslutning — Clausewitz siger, at General Barclay de Tolly i de kritiske Dage under Tilbagetoget fra Smolensk viste sine aller bedste Egenskaber: Ro, Standhaftighed og personligt Mod. Storfyrst Konstantin slap han fri for ved at give ham et Brev til Tsaren, „der var af en saadan Vigtighed, at det kun kunde betros til Tsarens egen Broder“. I hvert Tilfælde forlod baade Storfyrsten og General Bennigsen Hæren. Bennigsen vendte dog — som vi skal se — snart tilbage.

Vejen fra Smolensk til Moskva fulgte det første Stykke langs den nordlige Bred af Dnjepr. Denne Vej var alt for farlig at benytte, og Russerne besluttede derfor paa den første Strækning at gaa tilbage ad de Markveje, der — jfr. Skitse 2 — munder ud i Moskvavejen ved Lubino og Solovjeva. Ad sidstnævnte dirigeredes Garden og 6. Korps samt Nevjerofskis Division, alt under Kommando af General Doktorof. Denne Kolonnes Tilbagetog var bedst dækket og forløb da ogsaa planmæssigt. Den sydlige Vej viste sig at være betydeligt farligere — det maa erindres, at det var russiske Markveje og i 1812. Den Kolonne, som benyttede denne Vej, talte 3 Korps — nemlig 3., 4. og 2. Korps — i den nævnte Orden, alt under Kommando af Chefen for 3. Korps, General Tutsjkof. Barclay og hans Stab fulgte den sydlige Kolonne. General Tutsjkof fik desuden Ordre til at formere en Avantgarde. Denne førtes af en General, der ogsaa hed Tutsjkof — der var fire Generaler af dette Navn i den russiske Hær, og da det her drejer sig om den ældste og den næstyngste, vil vi betegne Chefen for 3. Korps som Tutsjkof 1 og Chefen for Avantgarden som Tutsjkof III. Avantgarden brød op den 18. August om Aftenen Kl. 20, men naaede paa Grund af de slette Veje først Hovedvejen den 19. Kl. 8 Morgen. Paa dette Tidspunkt kom der Melding om, at Fjenden rykkede frem og bl. a. var gaaet over Dnjepr ved Pruditsjevo. Dette havde sin Rigtighed. Franskmændene havde endelig fundet Vadestedet, og Napoleon havde beordret Junot til at gaa over her med sit Korps. Bagration, der skulde have sikret Tilbagetoget, havde i sin Harme over Tilbagegangen løst denne Opgave paa en mildest talt letsindig Maade og var afmarcheret med sin Hovedstyrke fra Terrainet Nord for Pruditsjevo. Oberst Toli, der fulgte Avantgarden, saa straks den truende Fare og gav General Tutsjkof III Befaling til at indtage en Stilling bag Bækken Kolodnja, saaledes at han dækkede baade mod fjendtlig Fremrykning fra Pruditsjevo og fra Smolensk. Imidlertid var Tutsjkof I afmarcheret med den sydlige Kolonnes Hovedstyrke. Der opstod Forsinkelser; det bageste Korps — 2. Korps — kom først afsted den 19. om Morgenen Kl. 1. De slette Veje, daarlige Broer og Mørket sinkede Marchen og bragte Uorden i Kolonnen. 4. Korps, der var i Midten, gik midt over. Korpsets bageste Division gik fejl i Mørket og kom bort fra Vejen og ind i en Skov. 2. Korps fulgte efter, og nu marcherede den bageste Halvdel af Kolonnen Natten igennem rundt i en Kreds og kom om Morgenen ud af Skoven kun et Par Kilometer fra Smolensk. Barclay opdagede Fejltagelsen, ilede frem, fik Orden i Foretagendet og formeret en Arriéregarde under Hertug Eugen af Württemberg, der gik i Stilling og dækkede Hovedstyrken, som nu igen var ledet paa rette Vej. Nu rykkede imidlertid Franskmændene frem, Hertugen af Württemberg var nær blevet omringet, men da greb General Korfs Arriéregarde ind i Kampen, og det lykkedes de to Arriéregarder ved forenede Kræfter at slaa sig igennem. Napoleon sendte Murat med Rytteriet frem ad Hovedvejen mod Moskva. Ved Kolodnja stødte han paa Tutsjkof III, hvis Modstand han ikke kunde bryde med Rytteri alene. Han sendte Melding til Napoleon, der straks saa Chancerne for at afskære større russiske Styrker og beordrede Ney til med sit Korpå at rykke frem ad Hovedvejen for i Forening med Murat og Junot at kaste den russiske Arriéregarde. Imidlertid begav Napoleon sig ikke selv frem for at tage Kommandoen — og dette skulde vise sig skæbnesvangert. Neys første Angreb, der udførtes ved 15-Tiden, blev afvist af Tutsjkof, som derefter gik tilbage bag Straganbækken, hvor der var en bedre Stilling. Imidlertid var Arméens Stabschef, General Jermolof, kommet til; han saa straks Faren og skyndte sig at hente Forstærkninger. Ney fulgte efter og indledede Angrebet med Artilleriild. Kl. 17 gik han til Angreb med Divisionen Gudin langs Vejen og Divisionen Razout mod Russernes venstre Fløj. Gudin angreb 4 Gange, men blev hver Gang slaaet tilbage. Divisionen Razout havde ganske vist Fremgang i Begyndelsen, men da russiske Forstærkninger naaede frem, blev ogsaa han kastet tilbage. Gudin gik for femte Gang frem til Storm, men faldt selv, og Angrebet blev afslaaet. Nu satte Ney sin tredie Division ind for endelig at bryde Russernes Modstand paa deres venstre Fløj, men da kom Barclay selv til med Forstærkninger og kastede paany Franskmændene tilbage. Kl. 19 gik Gudins Division, der efter hans Fald førtes af General Gérard, frem til et sjette Angreb. Denne Gang lykkedes det at kaste Russerne — men nu naaede General Jerniolof frem med sine Reserver og drev Franskmændene tilbage ved et Bajonetangreb. General Gérard var imidlertid ikke sindet at give op. Endnu i Skumringen førte han Divisionen frem til et syvende Angreb. Da Tutsjkof III saa Franskmændene rykke frem, foretog han et Modangreb med sine Tropper. Det kom til en heftig Bajonetkamp, under hvilken Tutsjkof fik sin Hest skudt, blev haardt saaret af et Bajonetstik og taget til Fange. Imidlertid var det blevet mørkt, hele Tutsjkof I’s Kolonne var i Sikkerhed; den russiske Arriéregarde havde dermed løst sit Hverv og afbrød derfor Kampen og gik tilbage. Der var efterhaanden fra begge Sider sat ret betydelige Styrker ind i denne ualmindeligt haardnakkede Arriéregardekamp, som almindeligvis kaldes Slaget ved Valutina Gora (undertiden ogsaa Slaget ved Lubina). Franskmændenes Tab var næsten 9000 Mand; Russernes Tab kendes ikke, men det menes at have været væsentligt mindre. Medens General Barclay og hans Stab havde ledet Tilbagetoget fra Smolensk med Energi og Dygtighed, var Ledelsen fra fransk Side ingenlunde fejlfri. Napoleon havde i rette Tid erkendt Situationen og givet sine Befalinger til Ney, Murat og Junot. Men det gik her som saa ofte senere i dette Felttog og maaske i endnu højere Grad i 1813; Napoleons Marskaller og Generaler, der under Kejserens direkte Kommando førte deres Korps paa en saa fortræffelig Maade, de svigtede som oftest, naar de skulde operere paa egen Haand, og navnlig skortede det i høj Grad paa Samarbejde, hvad enten dette nu skyldtes gensidig Jalousi eller andre Aarsager. Her var det Junot, der komplet svigtede, medens man ikke kan frakende Ney og Murat, at de begge med stor Energi søgte at løse deres Hverv. Den Befaling, som Junot havde faaet af Napoleon, lød paa at gaa over Vadestedet og derpaa rykke frem til Hovedvejen for at afskære de russiske Afdelinger, som endnu ikke var kommet tilbage. Men efter at have passeret Vadestedet blev han staaende uvirksom trods Neys og Murats gentagne Opfordringer. Murat opfordrede ham saaledes til at benytte den glimrende Lejlighed til at vinde sin Marskalstav, men forgæves. Napoleon vilde først afsætte Junot som Chef for 8. Korps, men lod sig formilde, da man mindede ham om Junots tidligere Fortjenester. Junots Svigten kan skyldes Sygdom; han døde Aaret efter af Vanvid.

Heller ikke denne Gang var det lykkedes Napoleon at faa Ram paa Russerne, og Situationen begyndte for Alvor at blive betænkelig for ham. Der syntes at være System i Russernes stadige Undvigen. Kejseren overvejede da ogsaa alvorligt at blive staaende ved Smolensk og vente til Foraaret med de videre Operationer. Marskal Davoust, hans Stabschef Marskal Berthier og andre raadede ham ivrigt dertil. Napoleon kunde da have organiseret Hjælpemidlerne i de erobrede Provinser, have trukket nye Forstærkninger til sig og truffet alle Forberedelser til en energisk Fortsættelse af Felttoget til Foraaret. Men Napoleon var vant til at kunne møde med hurtige Resultater, og endnu to Ting var medbestemmende til, at han alligevel fortsatte Fremrykningen. Kejseren modtog paa dette Tidspunkt Melding om St. Cyrs Sejr ved Polotsk og om Tormasofs Tilbagetog til Lutsk. Situationen paa Fløjene var altsaa sikret. Dernæst kom der Melding om, at Russerne havde gjort Holdt for at modtage Slag.

Inden Napoleon begyndte Fremrykningen fra Smolensk, sikrede han sine Forbindelser yderligere ved at efterlade bl. a. Divisionen Dombrovski af Poniatovskis Korps og sende Befaling til Marskal Victor til med 9. Korps at rykke frem til Kovno. Den Styrke, han derefter kunde føre mod Russernes Hovedkræfter, talte ca. 150.000 Mand, og da han nogenlunde rigtigt anslog Russernes to Vestarméer til tilsammen ca. 100.000 Mand, raadede han endnu over en betydelig Overmagt, men Styrkeforholdet havde under de sidste Operationer atter forskudt sig betydeligt til Fordel for Russerne og var nu kun 3 : 2. Napoleon rykkede med Hovedstyrken frem ad Vejen til Moskva. Murat og Davoust dannede Avantgarden, bagefter fulgte Ney, Garden og Junot. Vicekongen marcherede med sit Korps ad en nordligere Parallelvej, Poniatovski med Polakkerne ad en sydligere. Meldingerne om, at Russerne havde gjort Holdt, stammede fra Murat og Davoust. Noget senere maatte de melde, at Russerne var gaaet igen; men kort efter kunde de atter melde, at Russerne paany var gaaet i Stilling. Dette gentog sig flere Gange — og da Napoleon nu engang havde begyndt Fremmarchen fra Smolensk, var der næppe andet at gøre end at blive ved. Var Davoust og Murat enige med Hensyn til disse Meldinger, saa var de til Gengæld uenige om alt andet. Det kom til ustandselige Rivninger og Sammenstød mellem de to Marskaller, under hvilke den koleriske Murat teede sig som en rasende, hvorimod Davoust som sædvanlig optraadte med den største Koldblodighed; Napoleon havde stort Besvær med at bilægge disse Stridigheder. General Barclay de Tolly var stadig udsat for et Pres, og han synes ogsaa selv at have været af den Anskuelse, at nu maatte der gøres Holdt og leveres Slag. Imidlertid havde han det jo — som allerede nævnt — saaledes, at hans Kampmod sank, efterhaanden som Napoleon nærmede sig. Han sendte Oberst Toll i Forvejen for at rekognoscere for en Stilling, og Obersten fandt da ogsaa en i Nærheden af Dorogobusj. Imidlertid havde Bagration ogsaa rekognosceret, og han mente at have fundet en endnu bedre Stilling længere tilbage. Da han gjorde dette gældende og kritiserede Oberst Tolis Forslag, kom det til et heftigt Ordskifte, der endte med, at Barclay besluttede først at se paa Bagrations Stilling. Men ogsaa denne viste sig at have væsentlige Ulemper — Clausewitz, der stod Oberst Toll nær, betegnede den som „afskyelig“. Man har det Indtryk, at de to hver for sig udmærkede Mænd — Russeren Bagration og Tyskeren Toll — her i nogen Grad lod sig lede af gensidig national Antipati. Men Resultatet var, at den russiske Hær fortsatte Tilbagegangen, d. v. s. man fulgte den Strategi, som „den højeste Visdom ikke kunde have udfundet bedre“. Og Napoleon lokkedes paa denne Maade dybere og dybere ind i Rusland. Russernes Tilbagetog dækkedes af en Arriéregarde, der kommanderedes af General Konovnitsin, en af Hærens allerdygtigste Officerer. Ved Anvendelse af let, beredent Artilleri, et talrigt Rytteri og let Infanteri lykkedes det ham Gang paa Gang at gaa i Stilling og paa lang Afstand tvinge Fjenden til Udfoldning og derved sinke hans Fremrykning, medens han selv altid forstod rettidigt at afbryde Kampen og uden større Tab hurtigt at smutte tilbage til næste Stilling.

Kejser Alexander havde forladt Hæren for at rejse Befolkningen til Kamp „for Troen og for Tsaren“. Og det russiske Folk var villigt til at bringe ethvert Offer for at frelse Fædrelandet. Adelen gik her i Spidsen, og dens Eksempel bar Frugt. Ved Indsamlinger tilvejebragtes store Pengebeløb, og i 16 Guvernementer formeredes ialt 220.000 Mand Landeværn, der ganske vist var meget mangelfuldt uddannet og bevæbnet, men var besjælet af den bedst Vilje. „De nærmest Krigsteatret liggende Guvernementer var paa den Tid, da den fjendtlige Armé rykkede fra Smolensk mod Moskva, een stor Feltlejr. Forskellen mellem Kriger og fredelig Landmand eksisterede ikke mere. Hver Russer var rede til at forlade sin tilvante Beskæftigelse for personligt at deltage i Fædrelandets Forsvar.“ Men samtidig voksede Kritikken af Hærens stadige Tilbagetog — tilsidst fik Misfornøjelsen Overhaand, og det kostede Barclay de Tolly hans Stilling. Barclay beholdt ganske vist Posten som Chef for 1. Vestarmé, men til Overgeneral vilde man have en rigtig Russer. Valget faldt paa Kutusof, som den 29. August ankom til Hæren og tog Kommandoen med General Bennigsen som Stabschef og Oberst Toli som Generalkvartermester.

Kutusof havde i sine unge Dage som brav Soldat kæmpet under Suvarof mod Tyrkerne og mistet det ene Øje for en tyrkisk Kugle. I 1805 havde han af Navn været Overgeneral og maattet levere Slaget ved Austerlitz efter en af en østrigsk General udkastet Plan, som Kutusof ganske misbilligede, men maatte følge, fordi Kejser Alexander var vundet for Planen. I 1812 var Kutusof 67 Aar, gammel og tyk. Han stod som Forer langt under Napoleon og vidste det selv — men han var en overordentlig klog Mand — og han havde navnlig en ubøjelig Vilje og Tro paa Sejren, en Tro, som han forstod at indgyde hele Hæren. Det var hans Styrke — og derfor var han den rette Mand paa Pladsen. Var han ikke Napoleon jævnbyrdig paa Slagmarken, saa forstod han dog at spille Rollen som Fabius Cunctator — men her stod han ikke helt frit. Kutusof var klar over, at Stemningen baade i Hæren og i Folket krævede et Slag — det var derfor, man havde sat ham i Barclay de Tollys Sted. Han begyndte dog ogsaa med Tilbagetog, kasserede Stillingen ved Tsarevo og standsede først, da Hæren naaede Borodino, ca. 100 km Vest for Moskva. Undervejs var General Miloradovitsj stødt til Hæren med betydelige Forstærkninger, der hovedsagelig bestod af Rekrutter, som blev fordelt til de forskellige Afdelinger. Forinden havde Kutusof givet Ordre til General Tormasof om fra Lutsk at operere mod Napoleons Forbindelseslinier, samt til Admiral Tjitsjagof, der kommanderede Hæren i Moldau, om at bryde op og støtte Tormasofs Operationer. Russernes Tilbagetog var foregaaet i fortrinlig Orden. Der var ikke som ellers efter en tilbagegaaende Hær efterladte Kanoner og Vogne, bortkastede Tornystre og Vaaben, in- ' gen Saarede og Syge kantede Grøfterne, og Franskmændene tog ingen Fanger. Russerne støttedes her i høj Grad af Befolkningen, som, inden den flygtede for den fremrykkende | Fjende, overlod den russiske Hær sine Forraad, sine Heste og Vogne. Hæren led saaledes ingen Mangel.

Anderledes med Franskmændene. Overalt var Befolknin- 1 gen flygtet medtagende Levnedsmidler og Kvæg. Først flere Mil til Siderne for Vejene kunde man træffe Beboere, der flygtede, naar Fourageringskommandoerne nærmede sig, eller satte sig til Modværge. Undertiden overfaldt Beboerne eller Kosakkerne Kommandoerne og slog Folkene ihjel. Det blev derfor nødvendigt at lade Kommandoerne beskytte af Rytteri, men dette sled paa Hestene, som led under Mangel paa Foder, j Transporterne bagfra havde endnu vanskeligere ved at naa frem end i Begyndelsen af Krigen. Det var atter de bageste Korps, der led størst Nød, idet de forreste havde taget det lidet, som fandtes. Junots Korps, som var bagest og marcherede lige efter Garden (som der naturligvis først og fremmest skulde sørges for), havde det værst. Korpset var den 19. August afmarcheret fra Egnen ved Smolensk med 13.600 Mand — den 2. September var der kun 8900 tilbage.

Under Marchen brændte Byerne af. Det har ofte været hævdet, at det var Russerne selv, der ødelagde deres Land. Caulaincourt mener saaledes at have konstateret, at det var Kosakkerne, der stak Ild paa Vjasma. Den russiske Overkommando har næppe befalet disse Udspaasættelser, men det er højst sandsynligt, at Kosakkerne har handlet paa egen Haand. Clausewitz fortæller, at det var blevet Sædvane ved den russiske Arriéregarde at stikke Ild paa Landsbyerne, inden man forlod dem. Qfte_var dog Franskmændene selv Brandstifterne — men det var af Uforsigtighed og^ikke_af(Ondskab. Naar Soldaterne efter en anstrengende March kom i Kvarter i en_ By eller Landsby, tændte de op for at tilberede Maden eller for at varme sig. De forsømte imidlertid ofte at slukke ordentligt inden Afmarchen — og saa havde man Ildebranden. ' De russiske Byer var af Træ, og saaledes gik selv ret store Byer op i Luer. Napoleon og hans Marskaller gjorde lidet i eller intet for at hindre dette Uvæsen — og foruden den ulykI kelige Befolkning blev det Franskmændene selv, der maatte bøde haardest derfor. Thi de Forstærkninger og Transporter, som senere førtes frem bagfra, fandt nu kun forkullede Ruiner, og aller værst blev det, da den franske Hær selv nogle Maaneder senere i den begyndende Vinter skulde samme Vej tilbage. Men i den russiske Hær og Befolkning vakte de brænj dende Byer et flammende Had.

Den 5. September naaede den franske Hær frem foran Borodino. Styrkerne var paa dette Tidspunkt:

Napoleon: ca. 130.000 Mand med 587 Kanoner.

Kutusof: ca. 120.000 Mand med 640 Kanoner.

Hertil kommer for Russernes Vedkommende Moskvas Landeværn paa 16.000 Mand, der dog ikke havde nogen videre Kampværdi, da Folkene kun var bevæbnede med Spyd og lignende Vaaben og kun havde ringe Uddannelse. Styrkeforholdet havde altsaa forskudt sig fra 5:2 ved Felttogets Begyndelse til 1: 1 forud for det afgørende Slag.

V. Slaget ved Borodino.

(Hertil Skitse 3)

Slaget ved Borodino kaldes ogsaa Slaget ved Moskva, dog ikke efter Byen, men efter Floden af samme Navn. Midt paa Skitse 3 ses Landsbyerne Borodino og Gorki, som dannede Centrum i den Stilling, den russiske Hær havde indtaget. Venstre Fløj stod til at begynde med fra Borodino til lidt Syd for Semenofskoje. Højre Fløj stod fra Kalotsja ved Gorki til Moskvafloden Nordøst for Gorki, idet dog den aller nordligste Del af Stillingen var meget tyndt besat. Stillingen dannede saaledes en stump Vinkel med Toppunkt ved Borodino. Vejen Valujeva—Borodino er Hovedvejen fra Smolensk til Moskva. Syd for Semenofskoje strakte der sig et betydeligt Skovterrain, gennem hvilket førte den gamle Smolenskvej forbi Landsbyen Utitsa. Russerne udnyttede Tiden til at forstærke Stillingen ved Jordværker, af hvilke de vigtigste var „Rajefski-Skansen“ Syd for Borodino og „Bagration-Flecheme“ (3 ikke lukkede Skanser) Sydvest for Semenofskoje. Endvidere havde Russerne fremskudt foran venstre Fløj bygget en Redoute Syd for Landsbyen Sjevardino og i Terrainet om denne posteret en Styrke paa 11.000 Mand. løvrigt havde Russerne til at begynde med besat Stillingen saaledes (Skitse 3 viser den endelige Opstilling) :

Skærmbillede 2020-07-02 kl. 15.04.56.png

Skærmbillede 2020-07-02 kl. 15.05.07.png

Tilsyneladende var ved denne Inddeling de to Armékommandoer gjort helt eller delvis „arbejdsløse“ — men to saa energiske og tapre Soldater som Barclay og Bagration kunde selvfølgelig ikke nøjes med at være Tilskuere. I det store Slag greb de fra første Færd — og med afgjort heldig Haand — ind i Kampen. Kutusof vidste — fra Austerlitz — at det ikke kunde nytte at møde Napoleon med en kunstig Slagplan. Han havde i Virkeligheden ingen Plan. Han havde stillet sine Tropper paa Plads •— og hvor de stod, der skulde de kæmpe, og der skulde de dø; og det gjorde de fortræffeligt, begge Dele. Napoleon besluttede straks ved sin Ankomst den 5. September at tage Redouten ved Sjevardino. Han sendte 3 Divisioner til Angreb, og efter flere Timers haardnakket Kamp maatte General Gortsjakof overlade dem Landsbyen og Redouten. Men saa førte Bagration selv en Grenaderdivision til Modangreb, og Redouten gik fra Haand til Haand, indtil Kutusof befalede Bagration at gaa tilbage.

Den 6. September opmarcherede den franske Hær i Hovedsagen saaledes:

Skærmbillede 2020-07-02 kl. 15.05.40.png

Samme Dag rekognoscerede Napoleon og lagde sin Slagplan. Ved Daggry skulde Artilleriet aabne en voldsom Beskydning af den fjendtlige Stilling fra Borodino til Syd for Semenofskoje. Herefter skulde Angrebet indledes som følger: — Vicekongen skulde paa venstre Fløj tage Borodino, derefter gaa over Kalotsja, forstærkes med Morands Division og storme Rajefski-Skansen. — Davoust skulde angribe Bagration-Flecheme.

— Poniatovski skulde omgaa Fjendens venstre Fløj. Det ses heraf, at Napoleon udelukkende vilde angribe Russernes venstre Fløj, der sandsynligvis vilde blive omgaaet af Poniatovski og knust, inden Tropperne fra højre Fløj kunde komme til Hjælp. Mod Slagplanen har der været indvendt, at Poniatovski var for svag, og at Napoleon burde have anvendt endnu et Korps til at omgaa Russernes Flanke for hurtigt at kaste dem op i Hjørnet mellem Kalotsja og Moskvafloden og ødelægge dem der. Herimod har man atter indvendt, dels at det vilde være meget farligt for Napoleon at trække saa store Styrker saa langt bort fra sin Tilbagetogslinie, som gik ad Vejen Nord for Kalotsja, dels at Russerne (hvis de havde opdaget den truende Fare) maaske igen vilde være gaaet tilbage og have undgaaet det Slag, som Napoleon ønskede, og endelig — og det er det væsentligste — at Napoleon, da han lagde sin Slagplan, ikke kunde vide, at Russerne inden Slaget vilde forlænge deres venstre Fløj til Utitsa.

Russerne var til en vis Grad blevet opmærksomme paa den truende Fare. Der blev fremsat en Plan om at forskyde hele Hæren til venstre, saaledes at 1. Vestarmé kom til at staa fra Gorki til Syd for Semenofskoje og 2. Vestarmé i Forlængelse heraf til Sydøst for Utitsa. Denne Plan kom dog — uvist af hvilken Grund — ikke til Udførelse. Derimod beordrede Oberst Toli paa egen Haand General Tutsjkof I til med 3. Korps at tage Opstilling ved Kæmpehøjen Øst for Utitsa. Dette var en særdeles hensigtsmæssig Foranstaltning, idet Opstillingen bagud tilvenstre for 2. Vestarmé paa fortrinlig Maade dækkede denne mod Poniatovskis omfattende Angreb. Imidlertid greb Hærens Stabschef, General Bennigsen, ind og befalede Tutsjkof at rykke frem paa Højde med Utitsa. Tutsjkof tillod sig her den fuldt berettigede Bemærkning, at Opstillingen ved Kæmpehøjen var langt fordelagtigere, men Bennigsen bød ham barskt parere Ordre. At Tutsjkof i Stedet forstærkedes med 8000 Mand af Moskvas Landevæm, var en ringe Hjælp, da Landeværnet kun var bevæbnet med Spyd og derfor kun havde meget ringe Kampværdi. Paa Skitse 8 er vist den endelige Opstilling af de to Hære. Man bemærker den meget store Koncentration af Troppestyrker paa et snævert Omraade samt Opstillingen af Rytteriet som Slagrytteri bag Fodfolket.

Efter de trufne Dispositioner maatte Slaget — i alt Fald i Begyndelsen — faa 3 Brøndpunkter, nemlig (idet vi begynder med det Sted, hvor den haardeste Kamp skulde komme til at staa):

— Bagration-Flecherne, hvor Davoust (og senere Ney og Murat) kæmpede mod Bagration, — Rajefski-Skansen, hvor Vicekongen kæmpede mod Rajefski, og — Kæmpehøjen ved Utitsa, hvor Poniatovski kæmpede mod Tutsjkof. Vi vil behandle Kampene i den angivne Rækkefølge, idet bemærkes, at mangt og meget af denne næsten eksempelløst haardnakkede Kamp, hvor store Styrker atter og atter tørnede sammen paa et meget snævert Terrain, endnu kan synes taaget og vanskeligt forstaaeligt og nu næppe nogensinde vil blive fuldt opklaret.

1. Kampen om Bagration-Flecherne.

Bagration havde besat Flecherne med Vorontsofs Grenaderdivision, medens Prins Karl af Mecklenborgs Grenaderdivision stod bag Semenofskoje. Bag Vorontsof stod Nevjerofskis Division og 2. Kyrasserdivision. Davoust rykkede frem med Divisionerne Compans og Dessaix i første Linie, medens den tredie Division under General Friant forblev i Reserve. Det første Angreb blev afslaaet; ved det andet lykkedes det at tage den ene af Flecherne. Men nu gik Vorontsof forstærket med Dele af Nevjerofskis Division til Modangreb, og samtidig attakerede Sievers Kavallerikorps, som Bagration havde sendt til Hjælp. Franskmændene blev kastede tilbage i Uorden. Marskal Davousts Hest blev dræbt af en Kanonkugle, og Marskallen selv blev bevidstløs baaret bort; Generalerne Compans og Dessaix blev begge saarede. General Rapp, der tog Kommandoen efter Davoust, blev ligeledes saaret, og Uordenen mellem de førerløse Tropper steg. Da Napoleon saa, at det var ved at gaa galt, befalede han Ney med 3. Korps og Murat med Rytteriet at rykke til Hjælp. Bagration saa de store fjendtlige Forstærkninger rykke frem og søgte derfor selv at trække Forstærkninger til i Tide. Rajefski maatte afgive den ene af sine to Divisioner — fra Tutsjkof tog Bagration 3. Division (General Konovnitsin). Endvidere fik han Barclay til at sende Forstærkninger, ligesom Overkommandoen sendte 3 Garderegimenter samt Rytteri og Artilleri. Men det tog Tid, inden disse Forstærkninger naaede frem, og det benyttede Franskmændene sig af. Kl. 9 førte Ney sin forreste Division til Angreb, idet han rev Davousts to Divisioner med frem igen. Vorontsofs Grenaderer faldt, hvor de stod. Divisionens Modstand hørte først op, da den var tilintetgjort. Vorontsof selv blev haardt saaret. Men nu førte Bagration Nevjerofskis Division og Prins Karls Grenaderdivision samt Sievers Rytterkorps og Kyrasserdivisionen til Modangreb. Murat kastede sig mod de russiske Ryttere med det Rytteri, han i en Fart kunde faa fat paa — men han blev slaaet tilbage og var nær selv blevet taget til Fange. Ogsaa det franske Fodfolk maatte vige og rømme den ene af Flecherne. Herefter satte Ney sine 2 andre Divisioner ind. Russerne maatte atter opgive Flecherne, hvorved Nevjerofski og Fyrst Gortsjakof blev saarede. Men nu ankom Konovnitsins Division, og Bagration tøvede ikke med ogsaa at kaste den ind i Kampen. Der kommer nu en Periode, hvor begge Parter er nogenlunde lige stærke, Kampen bølger frem og tilbage, og Flecherne skifter flere Gange Ejer. Ney og Bagration er lige utrættelige. Atter og atter ordner de deres udtyndede Tropper og fører dem paany personligt i Ilden. Ney erhverver sig med Rette den stolte Titel „Fyrste af Moskva“. Hans tapre Modstander, Bagration, finder her sin Bane; en Kardæskkugle knuser hans ene Ben, han segner af Hesten og bæres dødeligt saaret bort. General Konovnitsin overtager foreløbig Kommandoen. Kl. HB/o foretog Ney et kraftigt Fremstød, hvorved det lykkedes ham at kaste Russerne tilbage. Men saa rykkede Prins Karls Grenaderdivision paany frem og rev Konovnitsins Tropper med. Hele Højdedraget blev tilbageerobret. Ney opgav dog ikke Kampen. Han fik igen ordnet sine Divisioner, og General Friants Division af Davousts Korps, der hidtil var holdt i Reserve, greb med friske Kræfter ind i Kampen. Desuden var Davoust igen kommet saa meget til Kræfter, at han kunde tage Kommandoen over sit Korps. Med forenede Kræfter gik det fremad. Prins Karls Grenaderer gik samme Vej som Vorontsofs, og Resterne af de russiske Divisioner maatte Kl. godt 11 vige tilbage over Semenovka-Bækken. Ney og Friant gik endda over Bækken, men blev atter kastet tilbage af de russiske Garderegimenter, som nu naaede frem. Murat mente paa dette Tidspunkt at kunne afgøre Slaget med sit Rytteri og sendte 1. og 4. Kavallerikorps frem til Angreb over Semenovka-Bækken. 1. Kavallerikorps, General Nansouty, vendte sig mod Terrainet Nord for Semenofskoje. Her var de russiske Garderegimenter, som var sendt til Forstærkning for Bagration, opmarcheret. General Konovnitsin, der førte Kommandoen her, lod hurtigt Garden formere Karréer, som roligt lod Franskmændene komme paa nært Hold og derpaa afslog Angrebet med Ilden. Nansouty attakerede to Gange, men Attakerne prellede stadig af mod Gardens Karréer. 4. Kavallerikorps, General Latour-Maubourg, tog Direktion mod Semenofskoje. Korpset bestod af sachsiske, westfalske og polske Regimenter. De sachsiske Kyrasserer blev sat i Spidsen med Westfalerne i 2. Linie og Polakkerne som Reserve. Røgen fra det brændende Semenofskoje skjulte de angribende Ryttere for Russerne. De nærmeste russiske Karréer blev redet ned af de tyske Ryttere, som endog havde Kraft nok til at kaste General Sievers Dragoner og først veg, da det russiske Garderytteri gik til Angreb. Herved fik det franske Fodfolk Luft, saa det kunde gaa frem og tage Semenofskoje. Russerne maatte her gaa tilbage til Skovkanten, hvor de ordnede sig til ny Modstand. Klokken var da 12. Paa dette Tidspunkt opfordrede Davoust Napoleon til at sætte Garden ind for at bryde Russernes sidste Modstand. Napoleon gav Marskal Mortier Befaling til at rykke frem med den unge Garde — men netop paa dette Tidspunkt kom der Melding om, at Russerne havde omgaaet Franskmændenes venstre Fløj Nord for Borodino, og Napoleon gav derfor Kontraordre til Garden. Kampen i Centrum ebbede efterhaanden ud i en gensidig Artilleribeskydning, der særlig kostede Russerne store Tab. Da den russiske Artillerigeneral Kutaisof var faldet bag Rajefskiskansen i Begyndelsen af Slaget, glemte man at anvende Reserveartilleriets ca. 300 Kanoner. Kutusof havde derfor ikke ganske Uret, da han sagde, at Slaget ved Borodino havde faaet et andet Udfald, hvis Kutaisof ikke var faldet. Da Russerne ikke anvendte næsten Halvdelen af deres Kanoner, var det franske Artilleri overlegent og da især ved Semenofskoje, hvor det stod i dominerende Stillinger. De russiske Garderegimenter led uhyre Tab; Regimentet Lithauen mistede saaledes paa en Time 60 % af sin Styrke, men holdt ikke desto mindre urokkeligt Stand mod Nansoutys Rytterangreb.

2. Kampen om Rajefski-Skansen.

Vicekongen begyndte Angrebet samtidig med Davoust. Da Russerne kun havde svage Styrker i Borodino, blev denne By hurtigt erobret af Franskmændene. Derpaa efterlod Vicekongen en Division Nord for Kalotsja og gik med Resten over paa Bækkens Sydbred, hvor han forstærkedes med Morands Division, inden han begyndte paa sin Hovedopgave: Erobringen af Rajefski-Skansen. General Rajefski havde — som nævnt ovenfor — maattet afgive sin ene Division til Bagration; han raadede derfor kun over Divisionen Paskevitsjs 8 Batailloner forstærket med et Par Jægerregimenter af 4. og 6. Korps. Vicekongen skulde efter Napoleons Ordre have ført Angrebet frem med 2 Divisioner, men nøjedes med at sende den ganske vist 17 Batailloner stærke Division Morand frem. Divisionen, der bestod af Franskmænd og Badensere, gik paa med stor Tapperhed, og Skansen blev erobret i eet Stormløb. Hvis Vicekongen havde ladet sine andre Divisioner slutte op, kunde han have gennembrudt det russiske Centrum og dermed afgjort Slaget, thi Rajefskis Reserver havde Bagration jo lagt Beslag paa. Nu fik Russerne Tid, og de forstod at benytte den. Det var som saa ofte Barclays Stabschef, General Jermolof, der kom til i rette Øjeblik og ved sin raske Optræden reddede Situationen. Han var netop ved at føre nogle ridende Batterier til Forstærkning for Bagration; dem lod han nu tage Front mod Divisionen Morand og beskyde den i Flanken. Ved personlig Indgriben fik Jermolof den flygtende Division Paskevitsj til at gøre Front, forstærkede den med et Par Jægerregimenter og førte den frem paany. Divisionen Morand blev kastet, Chefen for den forreste Brigade — General Bonami — blev taget tilfange, og Russerne tilbageerobrede Skansen. Samtidig gik General Kreuz’s Kavallerikorps til Angreb. General Montbrun gik Russerne imøde med 2. franske Kavallerikorps, og det kom til et Rytterslag, i hvilket baade Kreuz og Montbrun faldt. Resultatet blev, at Russerne holdt Skansen. Tabet af Generaler var meget stort paa begge Sider. Paa fransk Side saaredes Morand og to andre Generaler. Paa russisk Side saaredes General Jermolof. I det Hele taget gik det haardt ud over Barclays Stab — selv udviste han en saadan Dumdristighed, saa man mener, at han har søgt Døden af Utilfredshed med at være afsat som Overgeneral. Ved denne Lejlighed faldt bl. a. Barclays Artillerigeneral Kutaisof, en fremragende Officer, hvis alt for tidlige Død var et stort Tab for Hæren. Klokken kan have været henad 11, da der indtraadte en foreløbig Stilstand i Kampen om Rajefski-Skansen. Paa dette Tidspunkt havde Vicekongen 3 — tildels friske — Divisioner opmarcheret og kunde, da Russerne var underlegne og haardt medtagne af de forudgaaede Kampe, sikkert have gentaget Angrebet med et godt Resultat. Han ansaa det imidlertid for nødvendigt at forberede det næste Angreb ved en længere Artilleribeskydning. Russerne udnyttede den Frist, de derved fik. Den haardt medtagne Division Paskevitsj blev erstattet med Divisionen Lisjatsjef af Dokorofs Korps. Desuden var den russiske Overkommando forlængst blevet klar over, at højre Fløj ikke vilde blive angrebet, og man havde derfor begyndt at trække Tropper bort herfra til Anvendelse andetsteds, Først blev enkelte Regimenter og Batterier ført til Hjælp for Bagration og Rajefski. Dernæst fik General Baggovut Befaling til at føre 2. Korps fra vderste højre Fløj bag om Fronten til Forstærkning af venstre Fløj som Erstatning til Tutsjkof for den Division, han havde maattet afgive til Bagration. Barclay frygtede nu med Rette for et fransk Gennembrud ved RajefskiSkansen, og han standsede derfor den ene af Baggovuts 2 Divisioner og befalede Divisionschefen — Hertugen Eugen af Württemberg — at gaa i Stilling Sydøst for Skansen. Senere befalede han ogsaa 4. Korps — General Ostermann — at opmarchere med sit Korps Øst for Skansen, og bag dette placerede han 2. og 3. Rytterkorps under General Korf. Herved var der gjort, hvad der var muligt for at imødegaa det ventede franske Angreb — men den stærke Sammenhobning af Tropper paa et snævert Terrain, udsat for en vældig Artilleribeskydning, maatte medføre store Tab, skønt der blev gjort, hvad der var muligt for at skaffe Dækning for Tropperne. Hertugen af Württemberg fik 3 Heste dræbt under sig. Da Ostermanns Korps opmarcherede, lod Barclay Hertugen afmarchere efter sin Bestemmelse. Paa Russernes yderste højre Fløj stod som nævnt, jfr. Skitse 3, General Uvarofs Rytterkorps og Platofs Kosakker. Disse Tropper blev Kl. 9 Form. sendt frem Nord om Borodino for at angribe og forurolige Franskmændene i den nordlige Flanke. Paa Grund af Terrainvanskeligheder naaede Platof og Uvarof først frem Kl. godt 11. Rytternes Attaker blev afvist af den Nord for Kalots ja staaende Division af Vicekongens Korps, men Angrebet fremkaldte Panik i det franske Train, som stod Nord for Kalots ja og nær var blevet taget. Faren blev dog afværget — men det russiske Fremstød havde til Følge, baade at Napoleon tilbagekaldte Befalingen til den unge Garde om at angribe ved Semenofskoje, og at Vicekongen yderligere udsatte Angrebet paa Rajef ski-Skansen, saaledes at Ostermanns Korps naaede op. Kl. 14 rykkede Vicekongen for anden Gang frem til Angreb paa Rajef ski-Skansen. Han havde nu 3 Divisioner i forreste Linie og den italienske Garde i Reserve. Paa den nordlige Fløj havde han Grouchys Rytterkorps; paa den sydlige gik baade 2. Kavallerikorps — der efter Montbruns Fald førtes af General Caulaincourt (en Broder til Diplomaten) — og 4. Kavallerikorps- til Angreb. 2. Kavallerikorps naaede først frem. Det gik fra Syd bag om Skansen og forsøgte at tage den bagfra. Det lykkedes ganske vist til Hest at trænge ind i Skansen, men Modstanden var for haard, Angrebet blev afvist, og Caulaincourt faldt. Men saa naaede 4. Kavallerikorps op — igen med de sachsiske Kyrasserer i Spidsen. De tyske Ryttere satte over Vold og Grav ind i Skansen, som blev taget efter en haard Kamp, i hvilken den tapre Forsvarer, General Lisjatsjef, dødeligt saaret blev taget til Fange. Først nu naaede Vicekongens Fodfolk frem, besatte Skansen og afslog Rajefskis Modangreb. 2. og 4. Rytterkorps fortsatte Angrebet mod Øst og stødte paa General Ostermanns Korps, som var ved at opmarchere. Samtidig gik 3. Rytterkorps, General Grouchy, frem langs den sydlige Bred af Kalots ja. Det var saaledes ikke mindre end 3 Kavallerikorps, der omtrent samtidig gik til Angreb. Ostermanns Korps formerede flere Karréer, men udsattes samtidig for en voldsom Artilleriild, der voldte store Tab, bl. a. saaredes General Ostermann og begge hans Divisionsgeneraler. Men de russiske Karréer modtog koldblodig de fremstormende Ryttermasser, enkelte blev sprængt, men langt de fleste holdt Stand. Angrebet blev brudt mod Karréernes Front, medens Rytterne jagede videre gennem Mellemrummene. Bag Fodfolket søgte General Korfs Rytterkorps at standse de franske og tyske Ryttere, men blev selv angrebet i Flanken af Grouchys Rytterkorps og kastet. Først da det russiske Artilleri paa kort Hold overøste Angriberne med Kardæsker, og den russiske Kavallergarde og andet Garderytteri gik til Modangreb, maatte de franske og tyske Ryttere vende om og igen passere imellem de ildspyende Karréer.

Det store Rytterangreb endte i Hovedsagen Kampen paa denne Fløj. Franskmændene nøjedes med at hævde RajefskiSkansen og de tilstødende Højder, medens Russerne holdt en Linie ca. 1 km Øst for Skansen. Kl. ca. 16 ebbede Slaget ogsaa her ud i en gensidig Artilleribeskydning. Rytterangrebene havde kostet store Tab, bl. a. faldt Generalerne Lepel og Chastel, og Grouchy og 2 andre Generaler blev saarede.

3. Kampen ved Kæmpehøjen.

Poniatovski var blevet forsinket og kunde først Kl. ca. 81/2 gaa til Angreb mod Utitsa. Landsbyen blev taget, men Øst for denne lykkedes det Russerne at standse Angrebet. Tutsjkof var dog klar over, at han stod overfor en betydelig Overmagt og trak sig tilbage til en stærk Stilling over Kæmpehøjen. Poniatovski vovede kun at følge tøvende i det uoverskuelige Skovterrain. Først da Junots Kops Kl. ca. 10 var sendt frem til Terrainet mellem Bagration-Flecheme og Utitsa, gik Poniatovski igen frem. Polakkerne gik paa med stor Tapperhed og stormede Kæmpehøjen. Tutsjkof trak sig tilbage ind i Skoven. Kort efter blev Russerne imidlertid forstærkede med den ene af General Baggovuts Divisioner. Tutsjkof greb straks Offensiven, idet han benyttede sig af det Skjul, som Skoven gav, til at angribe Polakkerne samtidig i Fronten og paa begge Fløje. Angrebet lykkedes, Stillingen ved Kæmpehøjen blev tilbageerobret, og Poniatovski maatte gaa tilbage til Utitsa. Under Kampen faldt General Tutsjkof, og General Baggovut overtog Kommandoen. Klokken var da ca. 12. Hen paa Eftermiddagen forenede Junot sig med Poniatovski, hvorpaa de med forenede Kræfter greb Offensiven. Overfor denne Overmagt rømmede Baggovut Stillingen ved Kæmpehøjen og trak sig tilbage i Skoven. Hertug Eugen af Württemberg, der imidlertid var ankommet med sin Division, gjorde endnu et forgæves Forsøg paa at tilbageerobre Kæmpehøjen. Hermed døde Kampen ogsaa hen paa denne Fløj.

4. Slagets Afslutning.

Kl. 16 havde Franskmændene erobret og hævdede en Linie Borodino—Rajefski-Skansen—Semen ofskoje—Kæmpehøjen, løvrigt fortsattes Artilleriduellen, som særlig kostede Russerne store Tab, da de, som sagt, som Følge af Kutaisofs Død glemte at sætte deres Reserveartilleri ind. Napoleon rekognoscerede paa dette Tidspunkt Stillingen og besluttede at nøjes med, hvad der var opnaaet.

Russerne havde lidt frygtelige Tab. 2. Vestarmé talte om Aftenen kun 14.000 Mand, d. v. s. ca. en Trediedel af Styrken før Slaget. Vorontsofs Grenaderdivision havde kun 300 Mand tilbage af 2100; og da Oberst Toll om Aftenen spurgte en lille Afdeling om, hvilket Regiment den tilhørte, fik han til Svar: „Vi er Prins Karls Grenaderdivision.“ Men var end Divisionerne skrumpet ind til Regimenter eller Batailloner, saa var det dog stadig en Hær, der stod rede til fortsat Kamp. Kutusof havde under det meste af Slaget opholdt sig ved Gorki. Han greb ikke ind i Slaget, som paa russisk Side i Virkeligheden lededes af Bagration, Barclay, Jermolof og Tutsjkof. Da Oberst Wolzogen hen paa Eftermiddagen bragte Kutusof en Melding fra Barclay de Tolly om, at Stillingen var taget af Fjenden og Hæren i Opløsningstilstand, viste Overgeneralen ham strengt tilrette -— nej, Fjenden var tværtimod slaaet tilbage, og den næste Dag vilde Russerne gribe Offensiven. Rajefski holdt bestemt paa, at man burde holde ud og forny Slaget den næste Dag; ja selv den forsigtige Barclay de Tolly gik ind for denne Tanke, da Franskmændene hen paa Aftenen trak deres Hovedkræfter tilbage fra Højderne om Rajefski-Skansen. Grunden hertil var dog ikke Svaghed, men simpelthen den, at der ikke var til at være paa Valpladsen med de mange Lig. Det, der fik Kutusof til at opgive at fortsætte Slaget, var en Indberetning fra Oberst Toll om de uhyre Tab, som 2. Vestarmé havde lidt, og om Troppernes Udmattelse. Ogsaa General Doktorof, der havde taget Kommandoen over 2. Vestarmé, begav sig til Overgeneralen og forestillede ham, at det ikke gik an at fortsætte Kampen. Kutusof gav derfor Befaling til Tilbagetoget, som blev tiltraadt samme Nat.

Slaget ved Borodino var uhyre blodigt.

Tabene opgives til:

— Franskmændene: godt 28.000 Mand.

— Russerne: ca. 58.000 Mand — nyere Kilder siger 52.000 Mand, hvoraf 8000 forsprængte, der snart igen indfandt sig ved deres Afdelinger, saaledes at det virkelige Tab skulde blive 44.000 Mand. Dette sidste Tal forekommer sandsynligst, thi selv om Russernes Tab som Følge af det overlegne franske Artilleri og Franskmændenes bedre Taktik maatte blive størst, saa taler dog Slagets hele Forløb imod, at Forsvareren skulde have mistet dobbelt saa meget som Angriberen. Betegnende for den Haardnakkethed og Tapperhed, hvormed der fra begge Sider blev kæmpet, er det ringe Antal Fanger, som blev taget — begge Parter mistede kun ca. 1000 Fanger. Franskmændene erobrede ca. 40 Kanoner, som forinden var sønderskudt eller ødelagt af Russerne. Valpladsen ved Borodino skal have været noget af det rædselsfuldeste, man nogensinde har set. Der var simpelthen ikke til at være, og Franskmændene rømmede da ogsaa ud paa Aftenen det erobrede Terrain, som kun holdtes besat af Forposter. Utallige Saarede udaandede paa Slagmarken uden Hjælp. Begge Parter var dødtrætte, og en Oprydning paa Valpladsen var ganske uoverkommelig. Først ca. 4 Maaneder senere brændte Russerne ca. 58.000 Menneskelig og 35.000 Heste, som i al den Tid havde henligget paa Slagmarken.

Ved Slagets Slutning talte den franske Hær endnu ca. 100.000 Mand, medens Russernes Kampstyrke var sunket til ca. 60.000. Hertil kom, at Russerne havde sat hele deres Styrke ind — paa nær Reserveartilleriet, medens Franskmændene endnu havde en betydelig ubrugt Reserve — Garden —- i Behold. Napoleon kunde derfor utvivlsomt ved at sætte Garden ind have tilføjet Russerne et fuldstændigt Nederlag. Dette vilde dog — da Russerne sikkert stadig vilde have værget sig bravt — have kostet betydelige Tab. Denne Pris vilde Napoleon, som Frederik den Store ved Zomdorf, ikke betale. Kejseren har selv sagt, at det var nødvendigt at holde Garden intakt til det fortsatte Felttog — andre hævder, at Napoleon her har forspildt sin sidste Chance for at opnaa den afgørende Sejr paa Slagmarken, som han hele Tiden havde tilstræbt, og som maaske havde faaet Tsaren til at slutte Fred. Paa St. Helena udtalte Napoleon: „Af 50 Slag, som jeg har leveret, traf jeg i Slaget ved Moskva paa den største Modstand og opnaaede det mindste Resultat.“

(Fortsættes).