Af Oberstløjtnant W. E. O. Lawaetz.
(Eftertryk forbudt).
(Fortsat).
X.
Beresina.
(Hertil Skitse 5)
E fter Slaget ved Krasnoi var Napoleons største Bekymringer Hærens tiltagende Opløsning og Mangelen paa Levnedsmidler. (Jorden og Modløshed tog mere og mere Overhaand. A ntallet a f M araudører og Løsgængere oversteg mange Gange Afdelingernes Kampstyrke. Selv den gamle Garde adskilte sig snart ikke mere fra Hærens andre Korps. Kejseren søgte i en Tale til Grenadererne at vække Soldaternes Æ resfølelse. „G renaderer a f min Garde. I ser Hærens Desorganisation. Ved en ulykkelig Forblændelse h ar de fleste Soldater kastet deres Vaaben fra sig. Hvis ogsaa I følger det skadelige Eksempel, maa vi opgive ethvert Haab ......." I O rsja fandt Hæren rigeligt med Levnedsmidler — men derefter var de nærmeste M agasiner i Minsk. Endvidere fandt Napoleon i O rsja en Del Vaaben, 36 Kanoner og 2 Brotrain. F or at skaffe Bespænding til Kanonerne lod Kejseren Brctrainet ødelægge. Dette vilde han selvfølgelig aldrig have gjort, hvis han havde tænkt sig, hvilke Vanskeligheder han skulde komme ud for ved Overgangen over Beresina. Men Napoleon troede, at Overgangsstedet ved Borisof var fast i Hænderne paa Divisionen Dombrovski, ligesom han regnede med Hjælp fra Schwarzenberg og fra Oudinots Korps, der havde faaet Befaling til at ile til Hjælp. Inden vi følger Hovedhæren paa dens videre Tilbagetog, maa vi se paa, hvad der havde tildraget sig paa Fløjene siden Midten af Oktober, da Napoleon brød op fra Moskva.
Paa Nordfløjen brød W ittgenstein den 16. Oktober op med 40.000 Mand og rykkede fra Nord frem mod Polotsk, medens General Steingel med 10.000 Mand paa Dunas sydlige Bred rykkede frem med samme Maal. Ved Polotsk stod St. Cyr med 27.000 Mand. W ittgenstein begyndte Angrebet den 18. Oktober, og der blev denne Dag fra begge Sider kæmpet med stor Energi. Om Aftenen var Franskmændene træ ngt noget tilbage. Im idlertid fik St. Cyr Melding om Steingels Frem rykning, hvilket først foranledigede ham til a t afsende et større Detachement fo r at standse ham ; men da han blev klar over Steingels Styrke, besluttede M arskallen a t gaa tilbage, medens det var Tid. Medens Franskmændene derefter v ar i Færd med at rømme Polotsk, gav W ittgenstein sine Tropper Befaling til a t storme Byen, og Russerne træ ngte ind i den brændende By, hvor det kom til heftige Gadekampe. Under St. Cyrs dygtige Ledelse foregik Tilbagetoget i Orden. Det 2. Slug ved Polotsk kostede Franskmændene 6000 Mand, medens Russerne skal have m istet 8000. Blandt de saarede var M arskal St. Cyr, der dog troede a t kunne vedblive at føre Kommandoen. Tilbagegangen lettedes ved, at det lykkedes den bayerske General W rede at overfalde og slaa General Steingels Avantgarde, hvilket fik Steingel til a t trække sig tilbage over Duna. M arskal St. Cyrs Saar viste sig at være ret alvorligt, saa han m aatte afgive Kommandoen til en af sine Divisionsgeneraler. Ham vilde General Wrede im idlertid ikke underordne sig, og W rede indrettede nu sine Operationer saaledes, at han kom til a t gaa tilbage mod Vest mod Vilna, medens St. Cyrs Hovedstyrke gik mod Syd over Lepel, hvorfra Tilbagetoget fortsattes til Tjasniki. Im idlertid var M arskal Victor ilet til Hjælp og fik den 29. Oktober Syd for Tjasniki Forbindelse med Resterne af St. Cyrs Tropper, hvorved han ialt raadede over 36.000 Mand, medens W ittgenstein, der samme Dag ved Lepel havde forenet sig med Steingels Korps, var 30.000 Mand stærk. Den 31. Oktober gik W ittgenstein til Angreb, og da den franske Hær endnu ikke var helt forenet, men stod paa begge Sider af Florlen Ulu, lykkedes det Russerne at slaa den Del, der stod paa den vestre Bred og kaste den tilbage over Floden. Victor gik tilbage til Tjereja, medens W ittgenstein, der nu var klar over, at han stod overfor en Overmagt, blev staaende ved Tjasniki. H erfra udsendte han et Detachement, som den 7. November overfaldt den franske Besætning i Vitebsk og erobrede denne By. Ved T jereja modtog Victor Napoleons Befaling til at angribe W ittgenstein og kaste ham tilbage over Duna; og ogsaa M arskal Oudinot, der igen havde taget Kommandoen over sit Korps, søgte at drive ham frem til Handling. Victor rykkede da ogsaa frem, idet han søgte at omgaa Russernes venstre Flanke, men W ittgenstein imødegik dette ved at indtage en meget stærk Stilling ved Smoljani, Nord for Tjasniki. Mod denne Stilling løb Victors Tropper den 14. November forgæves Storm. Kampen kostede begge P a rte r 3000 Mand og endte med, at Victor gik tilbage til T jereja. Og nu stod begge Hære igen overfor hinanden i de gamle Stillinger, idet heller ikke W ittgenstein, der følte sig tru et i Ryggen af W rede og Macdonald, vovede at gaa til Angreb. Forøvrigt m aatte Victor afgive Oudinots Korps, som Napoleon den 18. November gav Befaling til at m archere til Borisof og her sikre den vigtige Overgang over Beresina. W ittgenstein havde vel ikke helt faaet løst den Opgave, som Tsaren havde stillet ham — a t kaste St. Cyr tilbage over Njemen og derefter spærre Ulas og Beresinas øvre Løb — men i B etragtning af, at han tilsidst havde staaet overfor en overlegen Modstander, maa R esultatet af hans Operationer betegnes som særdeles tilfredsstillende. Det samme kan ingenlunde siges om Franskmændene. Napoleon havde til Dækning af sin nordlige Flanke efterhaanden anvendt i alt 4, tildels ret stærke Armékorps — Oudinots, St. Cyrs, Victors og Macdonalds — der ved Felttogets Begyndelse tilsammen talte 129.000 Mand, og de havde ikke engang form aaet at holde de underlegne Russere Stangen. En Hovedgrund til det ringe R esultat var det daarlige Sam arbejde mellem de mange forskellige franske M arskaller, som efterhaanden førte Kommandoen her. Man h ar med Rette gjort opmærksom paa, at Resultatet sikkert v ar blevet et ganske andet, hvis Napoleon havde givet sin dygtigste M arskal — Davoust — Overbefalingen over alle Korpsene paa Nordfløjen.
Admiral T jitsjagof havde som nævnt Befaling til at tilbageerobre Minsk, m archere til Beresina og der i Forening med W ittgenstein spærre Tilbagetoget for Napoleon. Under denne Operation m aatte han dække sin egen Ryg mod Schwarzenberg, der jo stod overfor ham ved Drogitsjin. T jitsjagof efterlod derfor Halvdelen a f sin Hær — 30.000 Mand under General Sacken — i Brest-Litovsk, inden han den 30. Oktober tiltraadte Marchen mod Minsk. Brest-Litovsk ligger ca. 330 km Sydvest for Minsk. Aldrig saa sn art havde Schwarzenberg, der v ar blevet forstærket med Divisionen D urutte af Augereaus Korps, erfaret T jitsjagof s A fm arch, før han straks fulgte efter, idet han efterlod Reyniers Korps til Dækning mod Sacken. General Sacken gjorde det eneste, som der var a t gøre — han kastede sig med hele sin Styrke over Reynier og træ ngte ham tilbage mod Nordøst til Volkovisk, ca. 250 km Sydvest for Minsk, hvor det den 16. November kom til Slag. Sacken angreb Reyniers F ront og omgik hans venstre Flanke, hvorved han afskar ham fra Forbindelsen med Schwarzenzerg, men sam tidig kom til at vende Ryggen til denne. Dette viste sig at blive skæbnesvangert, thi Schwarzenberg v ar i Mellemtiden med sin Hovedstyrke ilet til Hjælp for Reynier og dukkede nu pludselig op i Ryggen paa Sackens Korps, som angrebet i Fronten af Reynier og i Ryggen af Schwarzenberg kom i en fortvivlet Stilling og m aatte rømme Valpladsen med et Tab, der angives til 10.000 Mand. Selv om Sacken saaledes m aatte bukke under fo r Overmagten, havde hans dristige og energiske Operationer dog b rag t det tilsigtede Resultat — thi T jitsjagof kunde nu i nogen Tid fortsæ tte sine Operationer mod Minsk og Borisof uden at være tru et i Ryggen af Schwarzenberg, og navnlig da denne fortsatte med at forfølge Sacken til Brest-Litovsk og Kobrin. T jitsjagof udnyttede da ogsaa den F rist, han havde faaet, og gik lige løs paa Minsk. De svage franske Styrker — ca. 4000 Mand, hovedsagelig Lithauere — som dækkede denne By, blev saa grundigt slaaede, at kun 100 Mand undslap, og den 16. November — samme Dag som Slaget ved Volkovisk — erobrede Admiral T jitsjagof Minsk og dermed de M agasiner, som skulde have forplejet Napoleons Hær under det fo rtsatte Tilbagetog, evt. i V interkvarterem e. Undervejs havde Admiralen beordret Oberst T jernitsjef til med et Kosakregiment at optage Forbindelse med W ittgenstein. T jernitsjef gennem førte den dristige M arch tvæ rs gennem det af Fjenden besatte Lithauen, ødelagde undervejs flere fjendtlige M agasiner, tog en Mængde Fanger, befriede russiske Fanger (deriblandt General Wintzingerode) og naaede W ittgensteins Hær ved Lepel.
Den 20. November fortsatte T jitsjagof Marchen mod Borisof, dækket a f en Avantgarde under General Lam bert, der allerede var afm archeret Dagen før.
Overgangsstedet ved Borisof var besat af den polske Division Dombrovski. Skønt General Lam bert var underlegen, besluttede han at fo rsøge a t bemægtige sig Overgangsstedet ved et Kup. Tidligt om Morgenen den 21. November brød den russiske A vantgarde frem fra Skovene og overfaldt de fjendtlige Forposter, kastede dem tilbage og stod pludselig foran Brohovedskansen. Dombrovski forsvarede sig imidlertid energisk, og Kampen varede med skiftende Held det meste af Dagen, men hen paa Efterm iddagen lykkedes det Russerne at erobre Skansen og tvinge Dombrovski til a t gaa tilbage over Broen. Polakkerne mistede 3000 Mand, Russerne 2000; blandt de saarede var General Lambert. K ort efter naaede T jitsjagof Borisof med Hovedstyrken. Forinden havde han udsendt følgende Dagsbefaling: „Napoleons Hær er paa Flugt; A nstifteren af Europas Elendighed er med den. Vi befinder os paa hans Tilbagetogslinie. Det kan godt være, at det behager den Allerhøjeste at aflade fra sin Vrede og overlade ham til os. Jeg ønsker derfor, at denne Mands Ydre skal være kendt af enhver. Han er lille af Vækst, velnæret, a f bleg A nsigtsfarve, h ar en kort, stærk Hals, stort Hoved og sort H aar. Jeg anser det derfor for nødvendigt for Frem tiden, a t alle Fanger af lille Vækst frem stilles for mig. Om Belønningen for denne Fange vil jeg ikke tale. Vor Monarks bekendte Gavmildhed borger derfor." Denne — ikke helt almindelige — Dagsbefaling siger trods alt, hvad det kom an paa. Det var ikke nok a t ødelægge Napoleons Hær — man m aatte have ham selv uskadeliggjort. Var Kejseren blevet fanget ved Krasnoi eller Beresina, da vilde han ikke have kunnet rejse de Hære, hvormed han i 1813 sejrede ved Grossgorschen og Bautzen. Men endnu en Gang skulde det lykkes Napoleon at n arre sine Fjender, skønt disse ved denne Lejlighed havde særdeles gode Kort paa Haanden.
Den 21. November om Aftenen var Situationen følgende, jfr. Skitse 5: Paa fransk Side:
— Napoleon stod med Resterne af Hovedarméen Vest for O rsja, hvor Davoust førte Arriéregarden.
— Oudinot naaede denne Dag Bobr (mellem Orsja og Borisof) og forenede sig her med Resterne af Dombrovskis Division.
— Victor stod ca. 30 km Nord for Vejen Orsja—Borisof ved Tjereja.
Napoleon raadede — med Oudinots og Victors Korps — ialt over ca. 34.000 Mand Kam ptropper. H ertil kommer en Mængde vaabenløse Soldater og Løsgængere, der angives til ca. 35.000 Mand.
Paa russisk Side:
— Kutusof var under Frem rykning fra Romanovo mod Kopis, hvor han vilde gaa over Dnjepr. Miloradovitsj førte som sædvanlig Avantgarden.
— Tjitsjagof stod ved Borisof og havde besat Overgangsstedet.
— Wittgenstein stod ved Tjasniki overfor Victors Korps.
De tre russiske Hære talte tilsammen ca. 125.000 Mand og v ar altsaa i K am pkraft Napoleons Styrker flere Gange overlegne.
Franskniændene var saaledes i Øst, Nord og Vest indkredsede af en stor Overmagt. Kun mod Syd syntes Vejen nogenlunde fri, men en Flugd; i denne Retning vilde føre ud i det haabløse. Der var kun eet at gøre, forsøge a t slaa sig igennem mod Vest. Men den eneste, der her kunde have bragt Hjælp, var Schwarzenberg, og han var paa dette Tidspunkt paa M arch fra Volkovisk mod Kobrin, over 300 km Syuvest for Borisof. Napoleon ilede frem ad, saa h u rtig t hans udm attede Soldater kunde. Han m aatte over Beresina, og da han endnu intet kendte til Dombrovskis Nederlag, regnede han bestemt med, at dette kunde ske ved Borisof. Desuden regnede han endnu med Hjælp fra Schwarzenberg. Midt i November var V ejret slaaet om til To. Tropperne fik derfor bedre Hvile om N atten i Bivouakerne, men Marchen paa de opblødte Veje var meget besværlig. De stadige Anstrengelser, slet Forplejning, elendig Paaklædning og daarligt Fodtøj nedbrød Soldaternes K ræfter. Meddelelsen om Tabet af Minsk var et meget h aard t Slag, thi det betød, at de M agasiner, som kunde have b rag t Hæren paa Fode og efter Kejserens Mening endda havde m uliggjort en Overvintring i dette Omraade, var gaaet tabt. Caulaincourt, der den 23. November ledsagede Napoleon paa M archen fra Tolotsjin til Bobr, h ar skildret den trøstesløse Vandring ad den med Hestekadavere kransede Vej og gennem de af Døde og Døende fyldte Bivouakpladser. Som et smukt Træk frem hæver han, at Kejseren gik midt mellem alle disse ulykkelige, uden at der hørtes saa meget som en Mumlen eller en Klage. Napoleon viste sig i disse Dage selv stor i Ulykken. Den 22. November fik Kejseren Meldingen om Dombrovskis Nederlag og Russernes Erobring af Overgangsstedet ved Borisof. Det var om trent den værste Meddelelse, han kunde faa — men i Stedet for at lade sig slaa ned af Modgangen ser vi ham i disse skæbnesvangre Dage rejse sig i hele sin Storhed. Oudinot fik straks Befaling til at undersøge Mulighederne for at komme over Beresina Nord eller Syd for Borisof. Desuden gav Kejseren Befaling til at indskrænke Trainet ved at brænde de overflødige Vogne.
Men heller ikke T jitsjagof følte sig hyggeligt tilmode. Han var slet ikke klar over, a t Schwarzenbergs Hovedstyrke havde vendt sig mod Sacken og befandt sig helt nede ved Kobrin. F ra Kommandanten i Minsk fik han den fejlagtige Melding, at Sehwarzenzerg befandt sig ca. 70 km Sydvest for Minsk, og han frygtede derfor for selv at blive klemt inde mellem Schwarzenberg og Napoleons Hær, med hvis Opløsningstilstand han ikke var bekendt, og hvis K am pkraft han derfor betydeligt overvurderede. Han havde beordret Styrken i Mosyr til at støde til sig, men Chefen for dette Korps havde tøvet saa længe, a t det blev for sent. T jitsjagof afsatte ham og erstattede ham med General Tutsjkof II, men det var for sent til, at denne kunne genoprette det forsømte. Den 22. November havde T jitsjagof trukket sin Hovedstyrke over Broen og bivouakerede paa den østre Side a f Beresina foran Borisof. Ad Vejen mod O rsja fremskød han en A vantgarde under General Pahlen.
Den 23. November rykkede Oudinot frem for a t generobre Overgangsstedet ved Borisof. Hans A vantgarde stødte paa General Pahlen, og da Oudinot selv fulgte um iddelbart efter med Hovedstyrken, blev Pahlen kastet og derefter forfulgt saa energisk, at Oudinot overraskende kunde angribe Tjitsjagofs Tropper i deres Bivouaker. Admiralen troede, a t det var Napoleons Hovedstyrke, der overfaldt ham, og han gav derfor overilet Befaling til Tilbagegang over Broen. Følgen v ar Forvirring, der gik over til Panik. Russerne mistede antageligt et P ar Tusinde Mand og en Mængde Train, deriblandt T jitsjagofs Arkiv.
Oudinots energiske Indgriben havde bødet noget paa Dombrovskis Nederlag, men Russerne var stadig H errer paa den vestlige Bred af Beresina over for Borisof. H ertil kom, at det under Tilbagegangen var lykkedes dem at afbrænde den vestlige Halvdel af den 500 m lange Bro. Oudinot meldte derfor til Napoleon, at han ikke kunde tilvejebringe en Overgang uden Hjælp. Kejseren beordrede ham til at forberede Overgangen ved Bygning a f Brobukke og sendte Ingeniørgeneral Eblé frem for at klare Enkelthederne ved Broslagningen. Kejseren haabede endnu, at man kunde nøjes med at reparere Broen ved Borisof, idet han her regnede med Schwarzenbergs Hjælp til a t fordrive Russerne fra den vestre Bred. Victor fik af Napoleon Ordre til a t nærme sig Borisof og dække Oudinot. W ittgenstein fulgte efter under mindre Fæ gtninger med F jenden. Desuden var W ittgenstein traad t i Forbindelse med Tjitsjagof, der opfordrede ham til a t m archere mod Borisof. Paa Hovedvejen fra O rsja blev Napoleon forfulgt a f Platofs Kosakker, og ogsaa Partigængerkorpsene udfoldede en livlig Virksomhed. Men Kutusof selv skyndte sig ikke; han befandt sig endnu Øst for D njepr, og Miloradovitsj kunde ikke komme over Floden, da han manglede Overgangsmidler. T jitsjagof stod efter Kampen den 23. i Brohovedet paa Beresinas vestre Bred. H erfra sendte han General Tjaplits med et Detachement mod Nord og et andet mod Syd for at spærre Overgangene (Vadestederne) Nord og Syd for Borisof.
M arskal Oudinot havde til Opgave at bane Vej for Napoleon. Han blev snart klar over, at en Overgang ved Borisof var en Umulighed med Tjitsjagofs Hær staaende lige paa den anden Bred. A f samme Grund var et P ar Overgangssteder lige Nord og Syd for Byen uanvendelige. M arskallen lod saa rekognoscere for Overgangssteder længere mod Nord. Der var flere Muligheder, men særlig henledtes hans Opmærksomhed paa Vadestedet ved Studjænka. Dette var for nylig blevet passeret af Kavalleribrigaden Corbineau, som lige var tilgaaet fra Wredes Tropper. Brigadechefen kunde give ret indgaaende Oplysninger om Forholdene. Oudinot lod saa den 23. Overgangsmulighederne ved Studjænka undersøge a f sin A rtillerigeneral. Forholdene var ingenlunde ideelle — bl. a. stod der ogsaa her Russere paa den anden Bred; det v ar General Tjaplitz’s Tropper. Men der m aatte handles hurtigt, og M arskallen fandt, at der ikke var noget Valg. Han tog derfor med al Energi fa t paa a t træ ffe de nødvendige Forberedelser. Først og frem m est gjaldt det om at vildlede Fjenden. Oudinot lod derfor foretage Skindemonstrationer Syd for Borisof paa forskellige Steder, for at Russerne skulde faa det Indtryk, at det v ar her, Franskmændene vilde gaa over. Han lod indhente Oplysninger om de Veje, der Syd for Borisof førte til Minsk, lod udsprede det Rygte, at Napoleon vilde gaa tilbage ad disse Veje, og søgte mod Belønning a t skaffe Vejvisere. Endvidere aftvang han de Civilpersoner, han traad te i Forbindelse med, Løfte om at hemmeligholde a lt — idet han gik ud fra, a t netop derfor skulde nogle af dem nok tale. Napoleon m aatte nu for sent angre, at han havde ladet B rotrainet 1 O rsja ødelægge. H an troede endnu den 25. om Morgenen, a t Overgangen kunde finde Sted ved Borisof. Først da han denne Dag om E ftermiddagen ankom til Byen, blev han helt klar over Situationen og besluttede a t foretage Overgangen ved Studjænka. I Virkeligheden havde Oudinot allerede handlet paa egen Haand. Ingeniørgeneralerne Eblé og Chasseloup, som Napoleon havde sendt til Borisof for a t lede Broslagningen der, havde M arskallen sendt videre til Studjænka, hvilket viste sig i høj Grad paakrævet, da de Brobukke, som man havde begyndt at lave, viste sig ubrugelige. Desuden havde Oudinot givet Ordre til de Tropper, som var ankommet til Borisof, om a t m archere til Studjænka.
De af Oudinot udspredte falske Rygter kom ganske som beregnet T jitsjagof for Øre. Admiralen fik ogsaa Melding om de franske Demonstrationer Syd for Borisof. Ogsaa Meddelelser, som han modtog fra W ittgenstein og Kutusof, gik ud paa, at Napoleon syntes a t ville vælge de sydligere Overgangssteder for ad sydligere Veje at m archere paa Minsk. H ertil kom en Melding fra Kommandanten i Minsk om, at Schwarzenberg rykkede mod Svislosk for her a t hjælpe Napoleon over Beresina. Intet Under, at T jitsjagof fik Betænkeligheder ved at blive staaende ved Borisof; hans Opgave var jo a t spærre ikke alene den mellemste Beresina, men ogsaa den sydlige Del af denne Flod. Han m archerede derfor den 25. November med sin Hovedstyrke mod Syd til Sjabasjevitsji. Ved Borisof efterlod han General Langeron med en Division og 2 Rytterregim enter. T japlits fik Befaling til at m archere til Borisof og kun efterlade Observationsposter. Tjaplitz var imidlertid blevet klar over, at der var noget i Gære ved Studjænka. Hans Poster havde set franske Officerer rekognoscere paa den østlige Bred. Generalen lod derfor et Kosakregiment svømme over Floden. Kosakkerne m edbragte nogle Fanger og en Sognefoged, hvis U dtalelser bestyrkede Formodningen om, at det var her, Fjenden vilde gaa over. Kort forinden havde T japlits modtaget en Befaling fra General Langeron til a t rykke til Borisof. T japlits ansaa det for rigtigst at blive staaende, men Langeron, der gennem E fterretninger og F jendens Vagtild havde faaet oplyst, at Napoleon marcherede mod Borisof, gentog Befalingen til T japlits saa eftertrykkeligt, at denne General saa sig nødsaget til at adlyde. Den 2(i. om Morgenen afm archerede han med sin Hovedstyrke til Borisof.
Den 25. November var Situationen følgende: Paa fransk Side:
— Napoleons Hovedhær stod Øst for Borisof paa begge Sider af Loknitsa.
— Oudinot var paa March fra Borisof mod Studjænka.
— Victor, der troede, at W ittgenstein stadig fulgte efter ham, stod Nord for Loknitsa..
Paa russisk Side:
— Kutusof stod endnu ved Kopis. Hans Avantgarde under Miloradovitsj var naaet frem til Tolotsjin.
— Platof og et Detachement under Jerm olof var paa Vejen fra O rsja mod Borisof blevet slemt sinkede ved, at Davousts A rriéregarde havde brændt alle Broerne af. Platof var dog naaet frem til Bobr.
— Wittgenstein, der efter Tjitsjagofs Opfordring marcherede mod Borisof, var ikke fulgt efter Victor mod Loknitsa, men havde valgt Vejen over K ostritsa og stod nu ved Baran.
— Tjitsjagof var paa March til Sjabasjevitsji. Langeron stod ved Borisof og Tjaplitz endnu overfor Studjænka.
Beresina var — paa Grund a f Tøvejret — ved Studjænka godt 100 m bred og Vanddybden flere Steder indtil 2 m. Den østlige Bred var dominerende, hvilket var en Fordel for Overgangen. Oa. 700 m Øst for Bredden laa et Højdedrag, der var vel egnet til A rtilleristilling. Grunden var paa den østlige Flodbred fast, paa den vestlige var den sumpet, men da V ejret igen var slaaet om til Frost, var ogsaa den vestlige Flodbred nogenlunde farbar. F ra Overgangsstedet førte der ganske gode Veje over Sembin og Molodetsjno til Vilna, men ved Sembin førte Vejen paa flere lange Træbroer over et u farb art Terrain — og hvis Russerne havde besat dette Defilé eller blot ødelagde Broerne, kunde det være blevet en endnu større H indring for Franskmændene end Beresina. Den 2G. November om Morgenen v ar alt klar til Broslagningen. Napoleon havde selv begivet sig til Stedet. Først sattes en Eskadron over Floden; den fulgtes af nogle Infanterister paa Tømmerflaader. Disse Tropper drev Kosakposterne tilbage. Til yderligere Sikring af Overgangen lod Napoleon et B atteri paa 40 Kanoner køre op paa det førnævnte Højdedrag. Der byggedes 2 Broer i en indbyrdes A fstand af 200 Meter. Den nordligste var beregnet til Fodfolk og R ytteri, den sydligste til A rtilleri og Køretøjer. Pionererne, der i Forvejen var overanstrengte og daarligt ernærede, arbejdede med beundringsværdig Udholdenhed under tle vanskeligste Forhold. „Erindringen om Pontonnerernes Opofrelse ved denne Lejlighed vil leve lige saa længe som Overgangen over Beresina. Skønt udm attede a f de Lidelser, de saa længe havde m aattet bære, og skønt de hverken fik Brændevin eller kraftig Føde, saa man dem dog — idet de trodsede Kulden, som atter var tiltaget — staa og arbejde i Vandet, der naaede dem til Brystet, mellem de drivende Isflager." Den nordlige Bro var fæ rdig Kl. 13, og Oudinot gik straks over med sit Korps og en Kyrasserdivision, ialt 7000 Mand. Det lykkedes ogsaa a t faa et P ar Kanoner over denne Bro. Da den sydlige Bro Kl. 16 v ar færdig, kunde Resten af Oudinots og Gardens A rtilleri køre over.
Saa sn art General T japlits fik Melding om Franskmændenes Overgang ved Studjænka, ilede han straks tilbage til Overgangsstedet. Men i Mellemtiden var Oudinot kommet over med en overlegen Styrke, og det store franske B atteri bidrog til at holde Russerne paa Afstand. Oudinot greb nu Offensiven, og T japlits m aatte gaa noget tilbage. Det lykkedes ogsaa Oudinot at sikre den videre Tilbagegang ved at besætte Defiléerne ved Sembin, idet Kosakkerne forsømte at brænde de derværende Broer af, inden de blev fordrevet. Lykken havde paa denne Dag i høj Grad tilsmilet Napoleon — først var Russerne umiddelbart før Broslagningen m archeret bort fra den anden Bred, og nu var Broerne ved Sembin uskadt faldet i Franskmændenes Hænder. T jitsjagof fik gennem en fangen fransk Officer Oplysning om Overgangen ved Studjænka. Han vendte nu om og marcherede tilbage til Borisof, samt sørgede for, at Meddelelsen gik videre til Kutusof, som stadig stod ved Kopis. Platof naaede den 26. omtrent til Loknitsa og W ittgenstein til K ostritsa. Hvis W ittgenstein d erfra var m archeret lige mod Studjænka, vilde det have været katastrofalt for Napoleon, men ogsaa her var Lykken denne gunstig, for W ittgenstein fortsatte mod Borisof. I Løbet af den 26. havde Napoleon paa sin Side efterhaanden tru k ket sine Styrker ned til Overgangsstedet eller nærmet dem dertil. Davoust og Victor stod endnu Øst for Borisof. Divisionen Partouneaux af Victors Korps dannede fra om Aftenen A rriéregarden ved Loknitsa.
Overgangen over Broerne ved Studjænka fortsattes den 26. og 27. November, idet dog den sydlige Bro brød sammen et P a r Gange, hvilket sinkede Overføringen a f Køretøjerne. I N attens Løb gik Ney og M ortier over. Man havde Besvær med de mange Løsgængere, som foretrak at søge Levnedsmidler i Studjænka frem for a t passere Broerne, medens det endnu var Tid. Andre vaabenløse træ ngte paa for at komme over. Napoleon gjorde selv en betydelig Indsats for a t opretholde Ordenen. Til Held for Kejseren var Frosten taget til. Den frosne Skorpe over Sumpterrain et paa den vestlige Bred var lige akkurat stærk nok til at bære Køretøjerne — for det meste da. Men Gang paa Gang hændte det, at Hjulene brød eller skar igennem, saa Vogn eller Kanon sad fast. Flere Gange m aatte man ændre Kørselsretningen, n aar den hidtidige blev u fa rbar. „Man kan", siger Caulaincourt, „sige, at Lykken aldrig h ar været Kejseren gunstigere end i disse 2 Dage, thi uden den vedholdende Frost vikle han ikke have reddet saa meget som en Kærre." Den 27. gik Napoleon selv over med den gamle Garde, og i Løbet af Dagen og den følgende N at fulgte Resterne af Vicekongens, Davousts og Junots Korps samt en Del af Victors Korps. Den 28. om Morgenen stod der Øst for Floden af kampdygtige Tropper kun en Del af sidstnævnte Korps. Divisionen Partouneaux, der dannede Franskmændenes A rriéregarde ved Borisof, kom den 27. om Aftenen i Kamp med Platof og W ittgenstein. Sidstnævnte havde i K ostritsa faa Meddelelse om, at Franskmændene havde begyndt Broslagning ved Studjænka, men fortsatte alligevel mod Borisof, hvor han havde hørt, a t Victor endnu befandt sig. General Partouneaux søgte med stor Tapperhed a t slaa sig igennem, men blev klemt inde mellem W ittgenstein og Platof og tvunget til at strække Gevær. Om Aftenen den 27. naaede ogsaa T jitsjagof Borisof, slog en Pontonbro over Floden og traad te i Forbindelse med W ittgenstein og Platof. De aftalte, at T jitsjagof den 28. skulde rykke frem paa den vestre Bred og angribe Napoleon, medens W ittgenstein og Platof skulde angribe de Styrker, som endnu var tilbage paa den østre. Øst for Overgangsstedet stod den 28. om Norgenen endnu det meste a f det franske Train foruden en Masse Løsgængere og M araudører. For at dække T rainet lod Napoleon en Del a f Victors Tropper gaa tilbage over Broerne, hvorefter M arskal Victor indtog en Forsvarsstilling med ca. 4000 Mand — hovedsagelig tyske Tropper — paa Højdedraget Øst for Beresina.
Vest for Floden stod T japlits og Oudinot den 27. overfor hinanden og nøjedes med at beskyde hinanden med A rtilleri. Oudinot skulde kun dække Overgangen og havde altsaa ingen Grund til at rykke frem, og Tjaplits var betydeligt underlegen. Men den 28. havde begge P a rte r faaet Forstærkninger. Oudinot raadede nu ogsaa over Garden og Neys Korps, ialt ca. 15.000 Mand. Paa russisk Side naaede T jitsjagof frem, og ved D aggry den 28. gik Russerne til Angreb. Det var a tte r begyndt at fryse stæ rkt, og med de stivnede Hænder var det næsten umuligt at holde paa Geværerne. Franskmændene forsvarede sig med Fortvivlelsens Mod. Oudinot blev saaret, og Ney overtog Kommandoen. En isnende Nordenvind piskede Russerne Sneen i Ansigtet, og da Tjitsjagofs Tropper gik frem i meget spredte Form ationer, lykkedes det de franske K yrasserer at rette et vellykket Rytterangreb mod dem og tage mange Fanger. General T japlits førte atter og atter sin Folk frem , men Russerne kæmpede her under vanskelige Forhold og kunde ikke faa deres A rtilleri frem , da det franske A rtilleri beherskede Frem rykningsvejen. Tabene var meget store paa begge Sider, form entligt størst paa russisk.
Øst for Beresina var W ittgenstein fra Borisof rykket mod Studjænka, hvor han angreb Victor. Denne, der var langt underlegen, forsvarede sig Dagen igennem med stor Dygtighed, og hans Soldater kæmpede med frem ragende Tapperhed. Kampen bølgede frem og tilbage, indtil Mørket gjorde Ende paa den. „Denne Kamp vil", siger Oberst N. P. Jensen, „altid staa som et glimrende Eksempel paa, hvad der under fortvivlede Forhold kan udrettes af en lille Styrke, naar den er besjælet af en energisk Vilje." Victor, der selv blev saaret, førte om Aftenen Hovedparten af sine Tropper over Broerne, men efterlod til Dækning af de mange Vogne, som endnu stod paa Flodbredden, den tap re badensiske Brigade under den kun 20-aarige M arkgreve Wilhelm af Baden. Da W ittgenstein rykkede frem, havde General Vlastof, der førte hans Avantgarde, ladet et B atteri aabne Ilden mod Broerne. Dette frem kaldte Panik blandt de mange Mennesker og Køretøjer. Alle sty rtede til Broerne, Køretøjerne kom ind mellem hinanden eller væltede; mange Mennesker blev tram pede ihjel eller pressede ud i Floden, hvor en Del druknede, medens andre reddede sig i Land ved Svømning. Den frygtelige F orvirring medførte, at Broerne en Tid fuldstændig spærredes. Endnu værre blev det, da den badensiske Brigade efter Ordre den 29. om Morgenen gik tilbage over Broerne. De mange Køretøjer, som stadig fulgte med Hæren, var først efterhaanden naaet frem til Overgangsstedet, og med dem fulgte en Mængde vaabenløse Soldater, Syge og Saarede sam t Civilpersoner, Kvinder og Børn. De var for en stor Del saa udtærede, at de kun lige kunde slæbe sig frem ; mange søgte ind i Husene i Studjænka for a t faa Ly mod V ejrliget eller finde Levnedsmidler. Andre blev tilbage paa Østsiden af Floden af Havesyge, thi en stor Del a f Vognene var læssede med B yttet fra Moskva. Under Tilbagetoget havde Løsgængere og M araudører røvet B yttet fra hinanden. Denne indbyrdes Kamp fortsattes nu her. Man lukkede Øjnene for Faren, kastede sig over B yttet og forsømte at benytte Tiden til at komme over Broerne og i Sikkerhed. Da nu den sidste A rriéregarde drog tilbage, gik det endelig op for denne Hob af vaabenløse Soldater, M arketendersker og andre civile, at „Klokken var slaaet tolv." Alle styrtede til Broerne, og der opstod en fortvivlet Kamp for at komme over. General Eblé, som havde Ordre til a t brænde Broerne af, tøvede saa længe, som han mente at kunne forsvare det. Da han Kl. 8% lod stikke Ild paa Broerne, opstod der vild Fortvivlelse blandt de mange, som endnu ikke var kommet over, og den sidste rædselsfulde, indbyrdes Kamp for Livet begyndte. K ort efter kom Kosakkerne og gjorde en Ende paa det. De tog et umaadeligt Bytte og fangede en Mængde elendige og hjælpeløse Mennesker. Preussiske Officerer, som 10 A ar senere besøgte Valpladsen ved Beresina, h ar skildret, hvorledes de endnu fandt den oversaaet med Soldaternes Udrustningsgenstande og Skeletdele af Mennesker og Heste; og i Floden havde nedstyrtede Vogne, Lig og M underingssager m. m. dannet flere Øer.
Napoleon havde endnu en Gang n arret sine Modstandere. Han havde slaaet sig igennem. Kampen den 28. November havde — navnlig paa den vestlige Bred — endda K arakteren af en Sejr, og paa russisk Side havde især Tjitsjagofs Tropper lidt betydelige Tab. Men Napoleon var kun kommet over ved Oudinots og Victors Hjælp. H er fortjener navnlig Oudinots resolutte Ojrtræden i Dagene før Overgangen a t fremhæves, og ogsaa de to M arskallers Kampe den 28. hører til det bedste, som er præsteret i dette Felttog. Men hvad der var opnaaet, var sket med Opbydelse af de sidste K ræ fter. „H er endte Storarm éens Skæbne, den, der havde faaet Europa til at skælve; den ophørte a t eksistere i militær Henseende. Den havde ingen anden Udvej til Frelse end Flugten." Franskmændenes Tab ved Beresina kendes kun tilnærmelsesvis. OstenSacken siger 30.000 af ialt 70.000. De egentlige K am ptropper talte som nævnt før Overgangen ca. 34.000, efter Overgangen kun 8—9000 Mand. Det vil i Virkeligheden sige, at Hæren v ar gaaet til Grunde. Dette var i Forvejen saa godt som Tilfældet for Hovedarméens Vedkommende — nu havde Oudinots og Victors Korps lidt samme Skæbne. Disse to Korps var saa at sige blevet ofrede for at redde Resterne af Hovedhæren. V ar det nu ogsaa O fret værd? Rent talm æssigt visselig ikke, thi Oudinots ogVictors Korps havde før Overgangen betydeligt større K am pkraft end Hovedhærens Rester. Og hvad hjalp det forøvrigt, at man kom over Beresina, naar Resterne alligevel gik under i A rriéregardekam pe og a f Sult og Kulde under Tilbagetoget til Njemen! Havde det saa ikke været bedre at lade Resterne a f Hovedhæren gaa fuldstændigt til Grunde ved Beresina, men redde Victors og Oudinots Korps, medens det endnu v ar Tid? Tilbage bliver en glimrende Vaabendaad, thi det var Franskm ændenes Overgang over Beresina — hvorved det dog ikke maa glemmes, a t langt den største Del a f disse „Franskm ænd" var Tyskere, Polakker, Svejtsere og Kroater. Desuden blev — og det er for saa vidt det vigtigste — Napoleon selv og hans M arskaller — Davoust, Ney, Berthier, M ortier, Lefebvre — og en Række dygtige Generaler og Officerer frelst fra Fangenskab. Hvad det betød, viste Felttogene i 1813, 1814 og 1815. Det er sikkert noget lignende, Kutusof h ar følt, da han kort efter udtalte, at hvis „Admiralen" ikke havde været, vilde Europa have kunnet aandet frit. Men naar han hermed søgte at kaste Hovedskylden for, at det ikke lykkedes at fange Napoleon selv ved Beresina, paa Tjitsjagof, gjorde han denne stor U ret. Kutusof havde selv opereret alt andet end energisk, og heller ikke W ittgensteins Operationer var fejlfri. En Undskyldning for de russiske H ærførere kan man dog finde i Vanskeligheden ved under de daværende Forhold — faa og utilstrækkelige Meddelelsesmidler, det i Forhold til Hærenes Størrelse vidtstrakte T errain og Ukendskabet til Fjendens Hensigter — at bringe 3 adskilte H ære til a t samvirke paa rette Maade. Hvad W ittgenstein og T jitsjagof angaar, saa var de tilmed slet ikke klar over, i hvilken elendig Tilstand den franske Hær befandt sig — de frygtede derfor for isoleret at blive anfaldet og oprevet af Napoleons Hovedhær. A t Kutusof ogsaa her holdt sin Hær tilbage, stemmer kun altfor godt med hans hidtidige Ulyst til endnu en Gang at prøve K ræ fter med Napoleon. Hellere vilde han overlade Tilintetgørelsen af den franske Hær til Kulden, Sulten og Kosakkerne.
(Fortsættes).
