Eliteuddannelse til alle soldater

Foto: Forsvaret.dk

Industrialisering, den uddannelsesteknologiske model
De to verdenskrige kom på mange områder til at medføre ændringer i de vestlige samfund. Mest betydningsfuld var kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet, men også andre mindre ændringer skete på baggrund af krigen. Mindre erkendt er den betydning krigen fik for opbygningen af de industrialiserede landes uddannelsessystemer.

Den globaliserede og industrialiserede krig medførte et enormt behov for soldater hos de krigsførende lande. Man skulle bruge mange soldater og man skulle bruge dem med det samme. Med henblik på at imødegå dette behov, udvikledes en særlig metode. Med forbillede i industriens produktionslinier konstrueredes et system til uddannelse af soldater. Kravene var for det første en stor og hastig produktion (kvantitet). For det andet skulle produktet, soldaterne, være ensartet så deres adfærd på slagmarken kunne forudsiges og således muliggøre planlægning og styring på afstand. Det ensartede produkt var desuden et ideal fra industrien. På denne baggrund udvikledes, hvad der bedst af alt kan betegnes som fabrikker til at producere soldater. Metoden kom til at hedde ”Systems Approach to Training” (SAT).
Den enkle, men effektive metode der udvikledes kan beskrives i fire punkter: 1) Planlægning: Der gennemføres en analyse af den funktion der uddannes til, hvilke opgaver skal løses. Opgaven nedbrydes i mindre bestanddele og det formuleres hvilken viden, færdigheder og holdninger der er nødvendige hos personen der skal løse opgaven. 2) Tilrettelæggelse: Indlæringen tilrettelægges effektivt med hovedvægt på træning af færdigheder. 3) Gennemførelse: Uddannelsesaktiviteterne gennemføres efter den forberedte plan, således at produktionslinien ikke bringes i uorden og med henblik på at opnå et ensartet produkt. 4) Produktet kontrolleres for fejl og mangler.
Systemet blev en enorm succes. Dels viste systemet sig at være uhørt effektivt, dels var der en tæt ideologisk overensstemmelse med den dominerende industrielle samfundsudvikling.  Efter anden verdenskrig blev ”System Approach to Training” den dominerende uddannelsestendens i hele den vestlige verden. Systemet var ikke længere forbehold den militære verden, men udbredtes også til de civile uddannelsessystemer.

I Danmark indførtes systemet også. I Forsvaret blev det gennem NATO medlemskabet den officielle uddannelsesmetode. Alle der har haft berøring med det danske Forsvar hvad enten det er som værnepligtig, værnepligtig sergent eller officer har fået deres militære uddannelse gennem denne model. Også i de civile uddannelser indførtes systemet i varierende grad. Ikke mindst på folkeskoleområdet fik systemet stor indflydelse. Den anvendte danske betegnelse for den pædagogiske retning blev ”uddannelsesteknologien”, i Forsvaret blev dette tillige det officielle navn: Den uddannelsesteknologiske model.

Individualisering, reformpædagogikken
I ´70erne begyndte systemet så småt at komme i modvind. Hvor den første modernisering af de vestlige samfund var industrialiseringen, herunder industrialiseringen af uddannelsessystemerne, så var det primære indhold i den anden modernisering individualisering.  Der opstod en stærk skepsis og modvilje mod den industrielle tilgang til indretningen af vores samfund og de konsekvenser det havde i form af ensretning af samfundsborgerne.
Oprøret mod ensretningen og industrialismen, betegnes inden for uddannelsesområdet som reformpædagogikken. Reformpædagogikken er ikke en retning, men en samlebetegnelse for en række forskellige tanker, metoder og teorier som alle tager udgangspunkt i det enkelte individ og er mod industriel ensretning af mennesker.
Kampen er langt fra afsluttet. I dag vil man i næsten alle uddannelsesinstitutioner kunne iagttage hvorledes reformpædagogikken og uddannelsesteknologien strides og spænder ben for hinanden.  Fra uddannelsesteknologien påberåbes effektivitet og det ensartede forudsigelige produkt. Fra reformpædagogikken fremføres at mennesker ikke kan kommes i standardiserede kasser og at forsøg herpå er overgreb på individets integritet.

Også i Forsvarets uddannelsessystem foregår denne kamp. Den øgede erkendelse af individernes forskellighed og individuelle rettigheder, herunder ret til at være sig selv og forskellig fra de andre, trænger sig ind på den uddannelsesteknologiske model. Lige nu er situationen den, at der er generel enighed om at individer er forskellige og at en standardiseret uddannelse derfor ikke vil give et ensartet resultat. Men målet er stadig det ensartede resultat, hvorfor forskellighederne er en udfordring der skal overkommes og ikke en styrke eller ret der skal understøttes og udvikles. Tendensen ses tydeligt i Forsvarets nye pædagogiske principper (Forsvarskommandoen 2003). De pædagogiske principper er delt op i to. I den første del redegøres for de værdier som Forsvarets ønsker at fremme og have som fundament for det pædagogiske arbejde. Disse værdier Har på den ene side vægt på individets pligter i forhold til samfundet, på den anden side individets rettigheder og personlige integritet. Den anden del er beskrivelsen af den uddannelsesteknologiske model. Her er det den rationelle produktion af arbejdskraft der er bærende princip. Individets krav på klarhed og retfærdighed betones, her dog ikke som en etisk fordring, men som en psykologisk erkendelse af motivationelle forhold. Opfyldelse af Individets behov er en forudsætning for effektiv gennemførelse af uddannelse.
Når jeg genopridser den uddannelsesteknologiske model, og dens historie, er det for at påpege at årsagen til modellens succes skal findes i de militære og samfundsmæssige forudsætninger.  Disse forudsætninger er imidlertid under forandring og dermed trækkes grundlaget væk under den uddannelsesteknologiske model.

Fremtid
Den ideologiske udvikling i samfundet er entydigt individualistisk. Vi forventer alle individuel behandling og respekt for vores ønsker og behov. Et faktum man har store problemer med at imødekomme i de uddannelsesteknologisk funderede uddannelsessystemer, såvel de civile, som i det militære.
På den militære side står det mere og mere tydeligt at ønsket til nye Forsvar ikke er kvantitet, men kvalitet. Der er efterspørges ikke længere store mandskabstunge hære af hurtigt og dermed nødtørftigt uddannede soldater. I stedet efterspørges der enheder, der gennem højteknologisk udrustning har global og hurtig mobilitet, samt præcis og overvældende ildkraft. Desuden ønsker man overlegne almene kognitive kompetencer i form af evne til beslutningstagen, tilpasning, problemløsning, samarbejde og kommunikation, foruden taktisk og strategiske forståelse på højt niveau.
Alt dette kræver selvsagt uddannelse. Men er den uddannelsesteknologiske model den rette til at opnå dette resultat? Den uddannelsesteknologisk model var netop indrettet på at producere mange soldater, hurtigt og ensartet, med klar prioritering af kvantitet frem for kvalitet og det var indfrielsen af disse mål der var årsagen til modellens succes.
Jeg tror at vi kommer til at opgive den uddannelsesteknologiske model. De forudsætninger som skabte succesen er ikke længere til stede. I stedet må vi se os om efter pædagogiske metoder hvor der er fokus på kvalitet.  Dette krav kan omsættes i følgende slagord, som så kan stå som visionen for udarbejdelse af en ny pædagogik for Forsvaret: Eliteuddannelse til alle soldater!

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

 

Reference
Forsvarskommandoen, 2003: Pædagogiske principper for Forsvaret. FKOPUB PS. 180-1.Forsvarskommandoen, Vedbæk.

Litteraturliste

Del: