Elektronisk krigsførelse

Ligesom den første verdenskrig blev afgjort til lands og til vands og den anden i luften, sådan er der udsigt til, at den tredie verdenskrig — om en sådan skulle komme — vil blive afgjort i »æteren«. Denne antagelse vækker måske skepsis hos mange, for hvem problemstillingen i det væsentlige omfatter atomkrigen kontra den konventionelle krig, eller hos hvem den gradvis tiltagende anvendelse af elektroniske midler ikke har fremkaldt særlige refleksioner endsige været betragtet som et egentligt kampmiddel. Chefen for Signalskolen, oberstløjtnant E. Skovgaard, forsøger i det følgende at komme denne skepsis til livs.
 
I den moderne krigsførelses forskellige grene spiller det elektroniske udstyr en stadig større rolle: Signaltjenesten baseres fra øverst til nederst hovedsageligt på forskellige typer af radioudstyr; skibe og fly navigerer ved hjælp af radio og radar, opklarings- og varslingstjenesten udnytter radar og andre elektroniske midler, og næsten alle rakettyper styres af elektromagnetiske bølger. Den antagelse har været fremsat — og sikkert med rette — at man ikke kan opnå herredømmet i luften, med mindre man har herredømmet i »æteren«. Det er derfor en nærliggende tanke at lægge større vægt på udbygningen af det elektroniske forsvar, om fornødent på bekostning af andre forsvarsgrene; så meget mere som den elektroniske krig i sig selv er ublodig; den kan føres uden direkte indsættelse af menneskeliv; — men den koster mange penge, for elektronisk udstyr er kostbart. Dertil kommer, at dette udstyr på grund af den rivende udvikling, som dette materiel siden 2. verdenskrig har været og stadig er genstand for, forældes og må fornyes langt hurtigere end andet krigsmateriel.
 
Udtrykket »elektronisk krigsførelse« dækker i nærværende afhandling alle de tekniske og taktiske forholdsregler og midler, som for det første skal hindre fjenden i at anvende de elektromagnetiske bølger med fordel og for det andet skal sikre egen uindskrænkede og effektive udnyttelse af dem. I det følgende vil blive givet en kortfattet oversigt over elektronikens vigtigste militære anvendelsesområder i forbindelse med en omtale af den elektroniske krigs muligheder inden for disse.
 
Elektroniken baserer sig som bekendt på svingninger i det elektromagnetiske felt, som omgiver jorden. Disse svingninger, der alle udbreder sig med lysets hastighed, bar forskellige egenskaber og anvendelsesområder, der bl. a. beror på deres frekvens (svingningstal). T il kommunikationstjenestens radioforbindelser benyttes almindeligvis svingninger med en frekvens på mellem 15.000 og 60.000.000 herz (svingninger pr. sek.), d. v. s. fra 15 til 60.000 kiloherz. I den moderne teknik er dette område dog udstrakt til mere end 10.000 millioner herz (Megaherz). De elektromagnetiske bølgers udbredelse afhænger af mange forhold, bl. a. terrænforholdene. Jo højere frekvensen er, jo nærmere kommer udbredelsesforholdene til lysstrålernes.
 
Til radar anvendes almindeligvis elektromagnetiske bølger med en frekvens på mellem 100 og 10.000 Megaherz, d. v. s. en bølgelængde på 3— 300 cm. Øger man frekvensen yderligere nærmer man sig efterhånden lysstrålerne, der i realiteten også er elektromagnetiske svingninger med meget høj frekvens, nemlig 375— 750 millioner Mhz, svarende til bølgelængder på 0,0004— 0,0008 mm. Før man når hertil, passerer man de såkaldte infrarøde stråler, hvis frekvens ligger mellem 10 og 375 millioner Mhz. Alle disse områder af det elektromagnetiske spektrum finder udstrakt anvendelse til militære formål. Man kan inddele den elektroniske krig i to hovedgrupper: Elektroniske modtræk (electronic countermeasures), der er den gren af den elektroniske krig, som tilsigter at forringe effektiviteten af fjendens anvendelse af elektromagnetiske stråler og elektroniske kontramodtræk (electronic counter-countermeasures), som liar til formål at sikre den effektive udnyttelse af egne elektroniske midler på trods af fjendens elektroniske modtræk.
 
Elektroniske modtræk kan være passive, d. v. s. opklaringsforanstaltninger, der ikke røber sig, mod de af fjenden (eller den potentielle fjende) benyttede elektromagnetiske udstrålinger, med det formål at konstatere deres oprindelse og karakter eller fremskaffe andre oplysninger af efterretningsmæssig værdi, eller aktive, d. v. s. en forsætlig udstråling, genudstråling eller tilbagekastning af elektromagnetiske signaler med det formål at svække fjendens udnyttelse af sit elektroniske udstyr. De oplysninger, der vindes gennem de passive modtræk, danner grundlaget for udførelse af de aktive elektroniske modtræk. I det følgende vil passive og aktive modtræk såvel som kontramodtræk blive behandlet for hvert anvendelsesområde for sig: Signaltjeneste, radar, brandrør, raketstyring, navigation og infrarødt.
 
Signaltjenesten
De passive modtræk omfatter aflytning, pejling samt trafik- og tekstanalyse, sammenfattet i begrebet radioopklaringstjeneste. Denne opklaringstjeneste kan igen opdeles i den strategiske og den taktiske. Den strategiske radioopklaring må være virksom i fred som i krig og omfatter ikke alene militære forbindelser, men også — og ikke mindst -— telegrafvæsenets, uden- og indenrigstjenestens, trafikkens, handelens, diplomatiets og andre tjenesters radioforbindelser. Den har til formål dels at tjene som direkte efterretningskilde, dels at skabe grundlag — også uddannelsesmæssigt — for krigstidens strategiske opklaring. Da denne virksomhed ikke røber sig direkte og som regel behandles med den største hemmelighedsfuldhed, er det vanskeligt at give konkrete oplysninger om den; der er dog ingen tvivl om, at den drives effektivt på begge sider af jerntæppet. I udenlandske tidsskrifter har der endog været offentliggjort omfattende oversigter over den formodede organisation og placering langs jerntæppets østside.
 
Den strategiske radioopklaring omfatter hovedsageligt aflytning af faste stationer, hvis beliggenhed er kendt, samt skihsstationer. Lyttc- tjenesten gennemføres fra faste lyttestationer, der er anbragt på steder med gode modtageforhold. Den kan desuden råde over permanente pejlestationer til indsættelse, når ukendte stationer dukker op i »æteren«.
 
Den taktiske radioopklaring, hvis opgave hovedsageligt omfatter fjendens mobile militære stationer, må i højere grad råde over pejlemateriel af forskellige typer for at kunne følge stationernes bevægelser i terrænet. Den taktiske radioopklaring arbejder snævert sammen med divisionens og højere leds E-sektion og kan — når den råder over godt materiel og veluddannet personel — uden blodsudgydelse eller andre tab skaffe flere og bedre efterretninger end nogen anden efterretningskilde. Signalopklaringstjenestens resultater har den fordel, at de er objektive gengivelser af fjendens korrespondance uden farvning af opklaringspersonellets subjektive opfattelse. Det må dog slås fast, at denne tjeneste ikke kan erstatte de øvrige opklaringsmidler, men kun betragtes som et nødvendigt moderne supplement til disse. Desværre har radioopklaringstjenesten oftest været omgærdet med så megen hemmelighedsfuldhed, at stabene ikke i fredstid vænner sig til samarbejdet og til at drage fuld nytte deraf.
 
Den tekniske udvikling bar også på mange måder begunstiget radioopklaringstjenesten. Ikke alene er radioopklaringsmateriellet fulgt med i den almindelige udvikling af radiomateriellct, men man har nu god mulighed for at rationalisere lyttetjcncstcn ved at lade båndoptagere overvåge de enkelte radionet, hvorefter optagelserne fordeles på specialuddannet personale (tolke, kryptoforeører o. s. v.). Et andet forhold, som også begunstiger radioopklaringen, er, at den trængsel i »æteren«, som vil forekomme i en fremtidig krig, vil give anledning til gensidige forstyrrelser, der får operatørerne til at forøge sendeeffekten til det maksimale. Også den omstændighed, at radioopklaringstjenesten har mulighed for at udnytte reflekterede radiobølger langt ud over de afstande, på hvilke jordbølgen kan opfanges, kan give gode resultater, navnlig hvis radio- operatørerne i naiv tillid til de for den pågældende stationstype i reglementet anførte effektive afstande tilsidesætter hensynet til modpartens opklaringstjeneste.
 
Nu findes der jo utallige mere eller mindre sikre midler til at sløre korrespondancens indhold. I kampens hede er det imidlertid svært at få operatørerne til at benytte dem, hvilkat kommer den fjendtlige opklaringstjeneste til gode. Der hersker — navnlig blandt folk, som har et manglende kendskab til radioopklaringstjenestens reelle muligheder — ofte en forbryderisk optimisme, en sikker forvisning om, at det man siger nok ikke høres af fjenden. Erfaringerne fra sidste krig — hvor radioopklaringstjenesten endnu var i barnealderen — har imidlertid en mængde eksempler på skæbnesvangre fejltagelser på dette område. Da tyskerne i foråret 1942 i Afrika brød igennem til E l Alamein, var angrebets påbegyndelse fastsat til det tidspunkt, da to engelske divisioner afløste hinanden, hvilket tyskerne gennem radioaflytning havde fået kendskab til. Dette var medvirkende til det heldige resultat.
 
Men selv om man slører teksten så godt, at dens indhold bliver utilgængelig for modparten, så har radiedyttetjenesten dog særdeles gode muligheder for positive resultater. Såfremt radiostationerne i det hele taget anvendes, har modparten mulighed for at konstatere frekvenser, kaldesignaler, adresseangivelser, signaltype, trafikart, trafikintensitet, samhørighed i net o. s. v. og på grundlag heraf at udarbejde et radiobillede af krigsinddelingen. Kan man yderligere ved pejling fastslå stationernes standpladser, kan man opnå et billede af modpartens taktiske placering i terrænet.
 
De kontramodtræk, der kan komme på tale over for de passive modtræk (radioopklaringstjenesten), er i hovedsagen følgende:
a. Mod aflytning og pejling: Begrænsning af sendetiden (radiotavshed), anvendelse af kortvarige sendeperioder, undgåelse af unødige afprøvninger af radiostationerne, begrænsning af sendeeffekten til det strengt nødvendige, afskærmning af antennen (evt. anvendelse af retningsantenne), sending og modtagning på forskellig frekvens (polyfrekvente net), undgåelse af periodiske opkald.
 
b. Mod trafikanalyse: Begrænsning af radiokorrespondancen, hyppig og helst samtidig ændring af frekvens, kaldcsignaler og standplads, undgåelse af sammenkædning mellem kaldcsignaler og adresser i klart sprog eller andre adresscangivclser, udeladelse af referencer, undgåelse af ekspeditionsnummerfølgcr og sidst men ikke mindst streng overholdelse af radiodisciplinen.
 
c. Mod tekstanalyse: Kryptografering efter sikre systemer eller — når mulighed herfor ikke er til stede — omsættelse af data som person-, myndigheds- og stedsangivclscr, frekvens-, kaldesignal- og adresseangivelser o. s. v. efter sikre kodesystemer.
 
De aktive modtræk omfatter dels forstyrrelse ved hjælp af radiostøj (jamming, dels vildledelse af modpartens radiooperatører og radioopklaringstjeneste. Jamming af radioforbindelser kan foretages på et utal af måder. Man plejer at skelne mellem flg. tre former:
a. Punktjamming, der består i, at et støjsignal med ringe båndbredde udsendes konstant på et meget snævert frekvensbånd. Jammingsende- rens hele effekt er koncentreret i dette punkt af frekvensspektret, hvorfor der kan opnås et meget virksomt signal. Ulempen er, at metoden kræver en sender for liver frekvens, der skal jammes. 
 
b. Båndjamming, der består i, at et støjsignal med stor båndbredde udsendes på et forholdsvis bredt område af frekvensspektret. Denne metode kræver færre sendere, men har de ulemper, at større frekvensbånd gøres uanvendelige for egen radiotjeneste, og at sendereffekten spredes så meget, at den bliver mindre virkningsfuld i det enkelte punkt af frekvensbåndet.
 
c. Gennemfejningsjamming, som består i, at et punktjammingsignal ved automatisk frekvensændring fejer op og ned gennem et bestemt frekvensbånd.
 
Selve støjsignalet kan være af forskellig type. Nogle af de almindeligste typer er: »Sækkepibe« (konstant gentaget serie af orgeltoner), »rundsav«, telegrafisignaler, konstant bærebølge, larm, musik, tale, sang, latter, gniststøj og forstærket egenstøj. Disse signaler kan kombineres indbyrdes, afhængigt af formålet, eller kombineres med andre støjtyper. Gennem afholdelse af forsøg kan man konstatere, hvilke støjtyper der er mest effektive over for de enkelte transmissionstyper og over for radioopera- tøreme. Anvendelse af jamming i politisk øjemed bar fundet sted i en længere årrække, og man vil på en hvilken som helst radiomodtager have gode muligheder for at stifte bekendtskab med adskillige støjtyper.
 
Iværksættelse af jamming er et tveægget sværd. Hvis man jammer en frekvens, forhindrer man for det første egne styrker i at anvende den, og for det andet gør man det umuligt for egen opklaringstjeneste at aflytte den med udbytte. Der må derfor være en nøje koordination mellem signaltjenesten, jammingtjenesten og radioopklaringstjenesten. løvrigt må al jamming foretages på grundlag af radioopklaringstjenestens resultater, hvorfor disse to tjenester normalt udføres af samme organisation. Som nævnt må man undgå at jamme de frekvenser, som man selv benytter til vigtige forbindelser, eller som man udnytter som efterretningskilde; men bortset derfra ville det kræve en urimeligt stor indsats af jamming- materiel og -personel at jamme alle modpartens forbindelser. Derfor udvælger man som mål for jammingen de forbindelser, der er mest vitale for modstanderen, f. eks. forbindelser til opklaringsenheder og andre isoleret optrædende styrker, skydenet, flystøttenet, samarbejdsforbindelser mellem forskellige våbenarter, vigtige kommandonet o. 1., ligesom man udvælger tidspunktet for jammingens iværKsættelse med omhu, for at modstanderen ikke skal nå at træffe effektive kontramodtræk og således forringe resultatet.
 
De kontramodtræk, der kominer til anvendelse i forbindelse med jammingen, omfatter i hovedsagen flg.:
a. Ved tildelingen af frekvenser tilstradier man, at den enkelte enheds frekvenser ligger så spredt som muligt i frekvensspektret, og at de enkelte radionet råder over reservefrekvenser i passende afstand fra arbejdsfrekvensen.
 
b. Radioopcratørcme uddannes til at erkende jamming, når de udsættes for den, dels ved at de under uddannelsen gøres fortrolige med de forskellige støjformer, dels ved at de for hver enkelt stationstype lærer, hvorledes de rent teknisk kan konstatere, hvorfra forstyrrelsen hidrører.
 
c. Radiooperatørerne optrænes til at arbejde på trods af støjen, evt. efter at liavc truffet særlige tekniske foranstaltninger som forøgelse af sendeeffekten, flytning af station eller antenne, ændring af modtagerens indstilling o. 1. og/eller ved nedsættelse af sendehastigheden, tydeligere signalgivning, samt gentagelser. Frekvensen skiftes kun i nødsfald, idet denne foranstaltning vil oplyse modparten om, at hans jamming er effektiv. Er frekvensskifte trods alt nødvendig, kan man — såfremt reserve- frekvenserne heller ikke er anvendelige — evt. vælge en frekvens, som vides at blive benyttet af fjenden til korrespondance.
 
d. Indberetning om ethvert forsøg på jamming. Sammenholdelse af jam- mingrapporterne kan — da jammingen oftest er led i en bestemt operativ plan — give et fingerpeg om indholdet af denne plan.
 
Radiovildledelse, der også henhører under de aktive modtræk, kan liave forskellige formål. Den såkaldte radioinfiltration består i, at inan med en tilstrækkeligt kraftig station prøver at gå ind i et af modstanderens radionet under foregivende af at høre til nettet og under anvendelse af et kalde- signal, som er tildelt en — helst for tiden tavs — station i nettet. Formålet kan være at få stationer til at bryde radiotavshed, således at man kan pejle dem, at forsøge at opnå oplysninger af efterretningsmæssig værdi eller simpelthen at skabe forstyrrelse og evt. forsinkelser og overbelastning på nettet. Det kræver dygtighed og held at gennemføre denne form for radiokrig, men metoden har under sidste verdenskrig været gennemført med gode resultater.
 
Det sikreste kontramodtræk er en konsekvent anvendelse af et sikkert legitimationssy stem. Såfremt radiooperatørerne i nettet er veluddannede og agtpågivende, vil de i almindelighed fatte mistanke over for en infiltrerende station. Derfor gennemføres infiltrationen ofte i forbindelse med en jammingstation, som med støj kan tilsløre stationens fremmedartethed og ukendskab til lcgitimationssignalet. Hvis inan i et radionet får mistanke om, at en station ikke er ægte, forsøger man evt. at holde korrespondance med den vedlige så længe, at man ved pejling kan fastslå dens placering. Viser det sig herunder, at det er en fjendtlig station, kan man afbryde trafikken eller — hvad der er mere snedigt — forsyne den med vildledende signaler.
 
Den anden form for vildledelse hestår i udveksling af vildledelsestrafik (signaler med vildledende indhold) på egne radionet i den hensigt at lade den opsnappe af modstanderens radioopklaringstjeneste. Denne form for vildledelse kan gennemføres uden indsættelse af ekstra radiomateriel eller -personel; men den kræver omhyggelig forberedelse for at undgå, at de vildledende signaler opfattes som realsignaler af egne stationer. Og de vildledende signaler skal udarbejdes af kyndigt personel for at sikre, dels at indholdet bliver tilstrækkeligt troværdigt, dels at evt. omsætning til kode foretages så dårligt, at fjenden kan tyde indholdet, men ikke så dårligt eller amatøragtigt, at fjenden fatter mistanke.
 
Endelig kan radiovildledelse bestå i opstilling af skinradiostationer til markering af styrker, som i realiteten ikke forefindes. Også denne fremgangsmåde benyttedes under sidste krig, i hvert fald på tysk side, til at bibringe russerne et falsk radiobillede af de styrker, de stod overfor. Operationer af denne art kræver ikke aæne grundig planlægning, men også en særdeles omhyggelig gennemførelse under medvirken af kyndige efterretnings- og operationsofficercr. løvrigt kræver metoden som regel en betydelig ekstra indsats af personel og materiel. Råder man ikke over sådanne ekstra radiostyrker, må man indskrænke sig til at gennemføre skinoperationer ved at efterlade de virkelige radionet i eller forskyde dem til det terræn, hvori man ønsker, at fjenden skal tro, man befinder sig, medens styrkerne klarer deres signaltjeneste uden radionet andetsteds. Det er nødvendigt, at stationerne ledsages af stabspersonel, som kan belaste radionettene med troværdig trafik, og at det pågældende terræn om fornødent bevogtes af opklaringsstyrker, hjemmeværn e. 1. En sådan operation er især anvendelig under udvigende kamp, men vil som regel kun lykk es for en kortere periode. Den tyske oberst K. Randewig, der har beskæftiget sig en del med den elektroniske krig, siger herom: »Ingen må tro, at man kan forlede modstanderen til at foretage fejldispositioner på grundlag af et par radiosamtaler i klart sprog med vildledende indhold, sådan som det måske kunne lade sig gøre i begyndelsen af 1. verdenskrig. Heller ikke kunstige variationer i trafikintensiteten eller en gennem radio- tavshed varslet skinaktion er tilstrækkelige til at bluffe fjenden. En radioskinmanøvre må i første instans besluttes af taktikeren og dernæst bringes til udførelse af signaloffieeren efter nøje planlægning i alle detaljer. Det er meget vanskeligt at gennemføre en sådan skinmanøvre og da navnlig, livis den skal strække sig over en længere periode, bl. a. på grund af vanskeligheden ved stadig at forsyne stationerne med passende trafik og at bekræfte de foregivne enheders tilstedeværelse gennem taktiske foreteelser som f. eks. flystøtte«.
 
Radar
Radar arbejder som bekendt efter det princip, at radiobølger med meget høj frekvens i korte impulser med stor effekt sendes ud i rummet i en snæver kegle; træffer de en genstand, reflekteres en lille del af stråleenergien, der opfanges af antennen, forstærkes op og viser sig som en aftegning (et ekko) på radarskopet. Antennen holdes ved de såkaldte søgeradarstationer i konstant roterende bevægelse, så større områder af rummet kan afsøges. Afstand og retning til målet konstateres ved hjælp af tidsintervallet mellem impulsens udsendelse og ekkoets modtagelse og af antennens stilling.
 
Sendefrekvensen ligger som nævnt mellem 100 og 10.000 Mhz. Varigheden af hver impuls (impulsbredden) kan variere fra ca. 0,2 til ca. 30 mikrosekunder, og impulsen sendes fra 350 til 10.000 gange i sekundet, alt afhængigt af stationstypen. I modsætning til radiostationerne, hvor variation af frekvensen inden for et relativt bredt frekvensbånd i almindelighed ikke er noget problem, kan en radarstation kun arbejde på den bestemte frekvens, som den er indrettet til. Dette betyder, at modparten allerede gennem sin efterretningsvirksomhed i fredstid kan skaffe sig et godt grundlag for planlægningen af den elektroniske krig.
 
Radar bygges nu til en lang række formål, der hver for sig er afgørende for stationens udformning og tekniske egenskaber. Som eksempler kan nævnes: Fjernvarsling om fly (carly warning), overvågningsradar, flytrafikkontrol og -landingskontrol, jagerkontrol, målfølgeradar, meteorologiradar, stedfæstelse af mål på søen og landjorden, navigation, luftbårne skyderadar, bombesigt, IFF (identification friend or foe) og raketstyring. Alle radartyper er mere eller mindre sårbare over for elektroniske modtræk. Disse kan omfatte meget varierende midler, der hver for sig har til formål enten at give falske ekkoer på skopet eller at forstyrre stationen med støjsignaler i en sådan grad, at de virkelige ekkoer ikke kan skelnes. Disse formål kan opnås på følgende måder:
a. Ved kunstigt at fremkalde tilbagekastning eller øge tilbagekastningen af radarstrålerne.
 
b. Ved at opfange udstrålet radarenergi og sende den tilbage, evt. efter at have forstærket den op.
 
c. Ved at fremstille radarstråler, som sendes ind i radarstationens antenne.
 
Under sidste krig kunne man efter overflyvning ofte opsamle strimler af metalfolie, der var udkastet fra fly, uden at man i almindelighed kendte formålet dermed. Sådanne strimler, hvis længde oftest er afpasset efter radarbølgelængden, er beregnet på at reflektere radarstråleme og fremkalde falske ekkoer. De betegnes som regel »window«, »cliaff« eller »ropes«. Falske reflektioner kan også fremkaldes af forskellige typer reflektorer, f. eks. dipoler og såkaldte hjørnereflektorer.
 
Noget større krav om teknisk udstyr stiller de andre metoder:
— Opfangelse, forsinkelse, forstærkning og genudsendelse af radarsignaler med vildledelse for øje, og
— Selvstændig fremstilling af radarsignaler af samme type som den stations, som man vil jamme, eller af elektromagnetiske støjsignaler, som kan lamme radarstationens virksomhed.
 
Apparaturet hertil omfatter modtagere, der kan indstilles på varierende frekvenser, panoramamodtagere til overvågning af hele frekvensbånd, signalanalyseapparater, signalregistreringsapparater med stor arbejdshastighed, radarpejleudstyr, jammingsendere med variabel sende- og impulsfrekvens o. s. v.
 
Jainming af radarstationen vanskeliggøres af flg. forhold:
— Radarstrålerne har så høj frekvens, at de udbreder sig omtrent som lysstråler, hvilket betyder, at der skal være fri sigtelinie mellem vildledelsesreflektoren eller jaminingsenderen og den radarstation, der skal jammes. Jaminingstationen må altså skydes tæt frem til fronten og/ eller anbringes højt over jorden (på grund af terrænet og jordkrumningen), hvis den skal være effektiv over for en jordstationeret radarstation.
— Radarantennen udsender og modtager stærkt retningsbestemte stråler, hvilket betyder, at en jammingstation må have meget stor udstrålingseffekt, hvis den ikke kan anbringes i selve udstrålingskeglen.
 
På den anden side giver radarstationernes kontinuerte benyttelse modparten rig lejlighed til at stedfæste dem ved pejling og til at analysere deres sendefrekvens, impulsfrekvens og andre konstanter, således at han på solidt grundlag kan planlægge sine modtræk. 
 
For at kunne iværksætte kontramodtræk er det nødvendigt, at radaroperatørerne er uddannet i at erkende janiining. Det må erindres, at falske ekkoer kan fremkaldes utilsigtet af egne eller fjendtlige radio- og radarstationer eller andet elektromagnetisk apparatur. Operatørerne skal desuden være trænet i at arbejde på trods af jamming og at skelne de ægte ekkoer fra de falske. De skal vide, at de kan modvirke jammingen ved anvendelse af fuld effekt og ved at foretage tekniske justeringer på stationen. Skulle jammingen på trods heraf medføre, at stationen ikke kan anvendes med udbytte, skal den alligevel fortsætte sin virksomhed; thi hvis den lukker, giver den fjenden oplysning om jammingens effektivitet og gør det muligt for ham at udnytte sin jam- mingsender over for andre radarstationer. Også på dette område er omhyggelig indberetning om alle modtra-k nødvendig, idet sådanne indberetninger sammenholdt vil have stor såvel teknisk som efterretningsmæssig værdi.
 
Afstandsbrandrør
Et »afstandsbrandrør« er i nærværende afhandling betegnelsen for et brandrør, der bringes til detonation i en forudbestemt afstand fra målet ved påvirkning — dog ikke fysisk berøring — udefra. For at dette skal kunne lade sig gøre, må brandrøret være følsomt over for en eller anden form for strålingsenergi. Denne energi kan være udstrålet fra brandrøret selv, fra målet eller fra en kilde i nærheden af målet.
 
Man skelner i almindelighed mellem flg. 5 typer af afstandsbrandrør:
1. Det elektromagnetiske,
2. Det elektrostatiske,
3. Det akustiske,
4. Det fotoelektriske,
5. Det infrarøde.
 
Af disse typer er den førstna-vntc, det elektromagnetiske brandrør, det mest anvendte. Det bruges såvel i rotationsstabiliserede som i finnestabiliserede projektiler og i frie og styrede raketter. I princippet består et elektromagnetisk brandrør af en miniaturesender- modtagcr, et apparat til fremstilling af den rette impuls, en detonations- mekanisme, en elektrisk strømkilde og nogle elektriske filtre, alt anbragt i brandrørets hylster. De modtræk, der kommer til anvendelse, omfatter dels efterretnings- og opklaringstjcncste, dels jamming af brandrørene. Sidstnævnte funktion må kædes snævert sammen med opklaringstjenesten. Man må regne med, at brandrørene konstrueres således, at de klin er modtagelige for særlige iinpulskodcr. Når den rette impulskode reflekteres til brandrøret med den forsinkelse, der svarer til den ønskede sprængliøjde, vil den bringe brandrøret til detonation.
 
Til brandrørsjamining anvendes bedst gennemfejningsjamming, der fejer gennem bele det til dette formål benyttede frekvensbånd. Det er naturligvis vigtigt, at man sørger for ikke at forstyrre eget artilleri under jainmingcns udførelse; dette undgås bedst ved at anvende brandrør, som først aktiveres i en vis afstand (2— 3 sek.) fra målet.
 
Raketstyringssystemer
En styret raket bevæger sig efter en bane, der kan ændres ved påvirkning enten fra apparater, indbygget i selve raketten, eller ved påvirkning udefra, efter at den bar forladt rampen, hvorved man har mulighed for al forbedre træfsikkerheden. Der er opfundet adskillige i princippet forskellige styringssystemer, af hvilke de bedst kendte er:
a. Forud fastlagt styring
b. Kommandostyring
c. Navigationsstyring
d. Målsøgning
e. Jordreferencestyring
f. Inertistyring
g. Styring efter himmellegemer.
 
Af disse systemer er a, e, f og g ikke påvirkelige for elektroniske modtræk. Tilbage bliver b, c og d.
 
Kommandostyringen er som regel baseret på radarkontrol. Systemet består i, at en observatør på jorden eller i et fly følger rakettens flugt ved hjælp af radar og leder den mod målet. Denne funktion kan evt. udføres automatisk ved hjælp af elektronisk udstyr.
 
De elektroniske modtræk herimod består som regel i, at enten rakettens radiomodtager eller raketfølgcradaren forstyrres med et kraftigt jamming- signal med den rette frekvens.
 
Navigationsstyringen baserer sig på udnyttelse af eksisterende radionavigationsstationer (radiofyr, shoranstationer o. 1.). Raketten må i dette tilfælde være forsynet med en indbygget beregner for at kunne boldes i den rette bane. Det primære krav ved et sådant system er tilstedeværelsen af nøjagtigt placerede radionavigationsstationer inden for rækkevidde såvel af raketten som af målet. Dette krav umuliggør anvendelsen af denne rakettype mod mål længere tilbage i flet fjendtlige territorium. Navigationsstyringssystemerne er sårbare over for elektroniske modtræk, af bvilke det mest virkningsfulde er udsendelse til raketten af et signal, som afbryder eller forstyrrer beregnerens virksombed.
 
Et målsøgesystem leder raketten lien imod en eller anden strålingskilde. Denne kilde kan enten være en selvstændig energikilde eller en genstand, som tilbagekaster energi, udstrålet andetsteds fra, evt. fra raketten selv. Enhver rakettype kan — uanset hvilket system der anvendes til afskyd- ningen og den første del af flugten — udstyres med et målsøgesystem til at styre den i flugtens sidste fase. Systemet kan være baseret på en af flg. energityper: Radio (radar), varme eller lys, som udstråles eller tilbagekastes af målet. Til raketter mod jordmål kan kun anvendes radio (radar) og varme- (infrarøde) målsøgesystemer.
 
Målsøgesystemerne inddeles i 3 typer:
1. Aktive målsøgesystemer, hvor raketten udstråler energi og ledes af en genstand, der tilbagekaster en del af denne energi. F. eks. kan raketten være udstyret med et komplet radarsystem.
2. Passive målsøgesysl emer, der baseres på energi, udstrålet af målet, oftest infrarøde stråler.
3. Semiaktive målsøgesystemer, der baseres på en energikilde, som ikke er indeholdt i raketten, men hvis energi tilbagekastes af målet og opfanges af raketten.
 
For den førstnævnte kategori er afværgeproblemct stort set det samme som for radar. Den anden kategori kan klin afværges enten ved afskærmning af målet eller ved opstilling af »attraper« med samme energistråling som målet til vildledelse af raketten. Den tredie kategori baseres almindeligvis på radar. 1 så fald er afværge- problemet nogenlunde som for radar. For samtlige systemer gælder, at opklaringstjenesten må være effektivt og hurtigt virkende, og al man må råde over det nødvendige mangeartede materiel, hvis der skal være udsigt til positive resultater i afværgetjencstcn.
 
Navigation
Anvendelsen af elektroniske udstrålinger har i mange år været anvendt i navigationstjenesten; men også dette område har naturligvis gennemgået en stærk teknisk udvikling.
 
Der findes adskillige principielt forskellige radionavigationssystemer, af hvilke enkelte typiske systemer vil blive omtalt i det følgende. Radarfyr, der benyttes såvel til søs som i luften, består i princippet af en radarmodtager og en impulssender. Når radarmodtageren rammes af en impuls af den rette bredde og frekvens, bidrørende fra et skib eller et fly, starter den automatisk impulssenderen, og på skibets (flyets) radarskærm kan man aflæse afstand og retning til fyret. Fyret identificeres ved den impulskode, det udsender. Ra-kkev-dden er normalt ikke ud over horizonten.
 
SHORAN-fyr (sliort range navigation i, som benyttes af fly, virker i princippet på samme måde. Der anvendes 2 fyr samtidig; på grundlag af tidsintervallet mellem udsendelsen og modtagelsen af signalet bestemmes afstandene til de to fyr. Flyets position bestemmes derefter som skæringspunkt mellem de to cirkler, der bar centrum i fyrene, og hvis radius er den målte afstand.
 
LORAN-fyr (long range navigation) benyttes særlig af skibsfarten. De enkelte stationer i systemet udsender kraftige radioimpulser (frekvens 1,7— 2,0 Mhz). Tidsintervallet mellem de enkelte fyrs impulser er konstant synkroniseret ved hjælp af jordbølgen fra lederstationen (master- stationen). Når et skib skal bestemme sin position, måles først ad elektronisk vej tidsintervallet mellem signalerne fra ét par stationer, derefter mellem et andet par stationer (af li vi kc den ene kan være en af de allerede benyttede). Hvert af de to tidsintervaller svarer til en afstandsforskel; positionen kan derfor bestemmes som skæringspunktet mellem 2 hyperbelbuer (da hyperblen som bekendt er det geometriske sted for de punkter, hvorfra afstandsdifferensen til 2 givne punkter er konstant). Dette princip anvendes ligeledes i DEOCA-systcmet.
 
GEE arbejder efter samme princip, men er specielt beregnet på fly og rækker derfor normalt ikke ud over horizonten. Radioledefyr findes i flere udformninger. Stationerne er forsynet med særligt konstruerede antennesystemer, som gør det muligt ved hjælp af en i radiomodtageren hørbar interferensfrekvens at bestemme, om man f. cks. befinder sig i en bestemt indflyvningslinie eller er til højre eller venstre for den; systemet kan også være indrettet således, at flyet kan bestemme sin retning i forhold til nord c. 1. T il de forskellige former for blindbindingsudstyr anvendes kombinationer af specielt udformede radiofyr og radioledefyr. Flere nye systemer er udformet; men principperne er stort set de saminc: Stationerne identificeres og aktiveres om fornødent ved hjælp af impulskoder; afstande bestemmes som funktion af radiosignalernes tidsinterval, retninger fastlægges ved hjælp af retningsantenner og positioner ved hjadp af skæringslinier eller ved afstand og retning.
 
De elektromagnetiske bølger er således blevet et nødvendigt led i liele navigationstjenesten, såvel på søen som i luften. Dette område vil derfor givetvis blive draget med ind i den elektroniske krig. Med undtagelse af sådanne specielle anlæg, som anvendes på militære flyvebaser, og hvis tekniske udformning har kunnet hemmeligholdes, må man regne med, at alle faste installationer af ovennævnte arter og deres frekvenser, impulskoder o. s. v. er kendt af modparten allerede fra fredstid, hvilket har givet mulighed for grundig planlægning af modtræk og opbygning af apparatur hertil. Modtrækkene vil omfatte jamming, oprettelse af vildledelsesstationer o. 1. Et stort amerikansk fly med militært materiel fløj for et par år siden ind over sovjetrussisk territorium og blev tvunget ned. Et større amerikansk blad påviste, at det skyldtes falske navigationssignaler, udsendt af en russisk station. Påstanden er ikke blevet bekræftet eller afkræftet af autoritative kilder.
 
Infrarødt
Infrarøde stråler er den kontinuerte udsendelse af elektromagnetiske bølger fra overfladen af alt stof, livis temperatur ligger over det absolutte nulpunkt (-r- 273°). Da det ikke er menneskeligt muligt at afkøle nogen genstand til denne temperatur, kan man altså ikke forhindre en sådan udstråling. Strålingen skyldes molekylernes og atomernes termiske bevægelser. Og da disse bevægelser er direkte afhængige af det pågældende stofs temperatur, er den infrarøde stråling i højere grad bestemt af et mediums temperatur end af dets sammensætning.
 
Betegnelsen »infrarødt« betyder som bekendt »inden for rødt«, d. v. s. elektromagnetiske bølger, der bar større bølgelængde end og grænser op til det synlige spektrums længste bølger: det røde lys; tilsvarende bar vi på den anden side af lysspektret de ultraviolette stråler (»uden for violet«). Der er ingen principiel fysisk forskel på alle disse stråler; når de forekommer så forskellige, skyldes det den menneskelige organismes og det menneskelige øjes reaktioner over for dem.
 
Da der er forskel på overfladetemperaturen af forskellige legemer og af forskellige dele af samme legeme (bl. a. på grund af indvendige varmekilder, forskellig varmeabsorption og forskellig varmeudstråling) kan man — hvis man har midler til at registrere de infrarøde strålers varierende intensitet — fremkalde infrarøde billeder af alle legemer. Det er dette, man gør ved hjælp af en IR-kikkert, i hvilken de infrarøde stråler (via en fotocelle) styrer en elektronstrøm, som på en fluorescerende skærm danner et synligt billede (jvf. TV).
 
Ligesom man kan konstruere lyskastere, kan man hygge infrarøde projektører, hvis udstråling altså er usynlig (med mindre man anvender IR-kikkert), og hvis stråler reflekteres med en intensitet, der afhænger af overfladens form og beskaffenhed.
Infrarødt udstyr anvendes i udstrakt grad i observationstjenesten og har som nævnt også fundet anvendelse i afstandsbrandrør og i raketstyringssystemerne.
 
De elektroniske modtræk mod fjendens anvendelse af IR-materiel omfatter stort set flg. foranstaltninger:
a. Passive modtræk: — Afskærmning (sløring) af målet ved hjælp af terrængenstande og andre terrænforekomster, eller med røg, tåge eller støv, som gør luften mindre gennemlrængelig for strålerne.
 
b. Aktive modtræk: Jamming af modstanderens IR-observationsmidler ved anvendelse af kraftige lys- eller IR-projektører.
 
I det foregående er givet en kortfattet oversigt over de almindeligst kendte former for elektronisk krig. Man må imidlertid være forberedt på, at en evt. fremtidig krig vil medføre adskillige overraskelser på dette område, tekniske opfindelser, som i fredstid omgærdes med den største hemmelighedsfuldhed.
 
Det er allerede antydet hl. a. i militære tidsskrifter, at adskillige lande har oprettet eller vil oprette særlige enheder til førelse af den elektroniske krig. Dette er et af de krav, der må opfyldes; men desuden er det nødvendigt allerede i fredstid at gennemføre et konstant og konsekvent forskningsarbejde og en industriel virkeliggørelse af forskningsresultaterne, hvis man vil gøre sig håb om at opnå overlegenhed på dette så vigtige område. Det er som nævnt kostbart; hvor kostbart det er, kan man få et begreb om f. eks. ved at betragte stormagternes forsvarsbudgetter. For et par år siden figurerede udgifterne til elektronisk udstyr på det amerikanske forsvarsbudget med 1500 mill, dollars. Som et andet eksempel kan nævnes, at udgiften til raketten SNARK oplystes at være 3,5 mill, dollars, hvoraf 2,75 mill. (ca. 80 °/o) var til elektronisk udstyr. 
 
 
 
Litteratur
»Mit den Ohren im feindlichen Lager« af Major Konrad Guthardt (IMPULSE). »Die Elektronik in der westeuropäischen Verteidigung« af Ingenieur-général E. Com- baux (WEHRKUNDE nr. 2/1957). »Der elektronische Krieg im Rahmen eines algemeinen Konfliktes« af Wr. (ALLGEMEINE SCHWEIZERISCHE MILITÄR ZEITSCHRIFT, Okt. 1958).
 
»Fernmeldeaufklärung” af »einem deutschem Fachmann« (ALLGEMEINE SCHWEIZERISCHE MILITÄR ZEITSCHRIFT). »Naval Electronic Warfare ECM/ECCM« af LCDR John L. Kent (SIGNAL, Apr. 1960)
 
. »Spionagegruppe Rote Kapelle« af F. W. Flicke (Wels-Miinchen: Verlag Welsermiihl 1954).
 
»Agenten funken nach Moskau. Funkspionage Rote Drei« af F. W. Flicke (Wels- München: Verlag Weisermühl 1954).
 
»La guerre électronique« af major A. Breet (REVUE DE DOCUMENTATION MILITAIRE, Jun. 1958).
 
»Einsatz und Arbeitsweise der Fernmeldeaufklärung« af Oberst a. D. Karl-Albert Mügge (WEHRKUNDE 1957).
 
»Funkstörungen durch den Feind und Gegenmassnahmen« af Oberst a. D. Karl-Albert Mügge (WEHRKUNDE 1957).
 
»Anlag und Durchführung von Funktäuschungen« af Oberst K. Randewig (WEHRKUNDE 1958).
 
»Fernwirktechnik — Fernsteuerung — Fernlenkung« af Hauptmann Günther Schneider (SOLDAT UND TECHNIK, Jun 1958).
 
»Importance stratégique de la guerre électronique« af oberstløjtnant Petkovsek (REVUE MILITAIRE GENERALE, Feb. 1958).
 
»Sicherheit des Fernmeldeverkehrs im Kriege« af oberstløjtnant Günther Seeck (TRUPPENPRAXIS nr. 3/1958).
 
»Missile master” af T. E. Gootéc (SIGNAL, Feb. 1958).
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon1963_del_1.pdf
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.