Doktriner - anakronisme, fiktion eller blot en værnsspecifik fobi

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Gennem det seneste år har Militært Tidsskrift lagt spalteplads til en debat om
behovet for nationale doktriner i forsvaret. Debatten har fortrinsvist været ført af
kollegaer fra hæren, hvor det nationale hærspecifikke doktrinbegreb tilsyneladende
er en disciplin som alle hærofficerer har et afklaret forhold til.
I Militært Tidsskrift nr. 5 - 1997 har kollegaer fra søværnet redegjort for
søværnets doktrinopfattelse. Det fremgår heraf, at søværnet er doktrinfimderet, men
at doktringrundlaget i al væsentlighed er NATO’s maritime doktrinhierarki. Søværnet
er på alle niveauer - i lighed med flyvevåbnet - i langt højere grad end hæren
doktrinmæssigt integreret i NATO. Dette bevirker, at enheder fra både søværn og
flyvevåben rutinemæssigt og uden problemer opererer integreret med enheder fra
de øvrige NATO-lande, ligesom NATO-doktrineme danner grundlag for alle
operative nationale aktiviteter. Den internationale orientering understreges endvidere
af, at kommandosproget både i søværnet og i flyvevåbnet er engelsk. Som
fastslået af chefen for Søværnets Operative Kommando i forordet til Tidsskriftet er
det doktrinmæssige grundlag for søværnet i orden, ligesom det klart blev tilkendegivet,
at der ikke er behov for en maritim udgave af “Feltreglement 1”.
I det efterfølgende og seneste nummer af Militært Tidsskrift, med temaet
“Hærens doktrinudvikling”, har en af debattens hovedaktører - oberstløjtnant L.R.
Møller, FAK (LRM) - endnu et indlæg i debatten om nationale doktriner, herunder
om behovet for en værnsfælles doktrin. Også dette indlæg er baseret på en hærtung
dogmatisk doktrinopfattelse, som tilsyneladende ikke levner rum for andre synspunkter.
Dette skal imidlertid ikke afholde mig fra at kommentere LRM’s indlæg, idet
jeg bl.a. tager udgangspunkt i Tidsskriftets artikler om “Hærens doktrinudvikling”,
Feltreglement 1 og det af Forsvarsakademiet udarbejdede udkast til “Doktrin for
værnsfælles operationer”, som jeg forstår er godkendt til undervisningsbrug på Forsvarsakademiet.

Doktrinbegrebet
Debatten har siden sin indledning været hæmmet af, at initiativtagerne til debatten
ikke har fundet det nødvendigt at skabe konsensus om en klar definition på doktrinbegrebet.
Tværtimod har begrebet doktrin været anvendt som en absolut størrelse,
idet der ofte er henvist til hærens doktrinære grunddokument - Feltreglement
1, hvori de taktiske doktriner for troppeenheds- og tilsvarende niveau fastsættes.
Reglementet indeholder imidlertid ikke nogen definition på begrebet doktrin.
Kommandør Elbro understreger i sin artikel om søværnets maritime doktrinudvikling,
at denne har været konsistent med NATO's definition på doktrinbegrebet.
Det er derfor glædeligt, at chefen for Hærens Operative Kommando i forordet til
Tidsskriftets temahæfte om “Hærens doktrinudvikling” ligeledes tager udgangspunkt
i NATO's definition på doktrinbegrebet. Det kan således konstateres, at der
nu - gennem anvendelsen af NATO’s doktrindefinition - er skabt konsensus på
området. Forholdet understreger ligeledes, at hæren ikke - som debatten ellers
kunne efterlade indtryk af - har haft et afklaret forhold til doktrinbegrebet, men at
man i al væsentlighed har anvendt begrebet som en diffus etiket på en lang række
forhold af betydning for indsættelse og føring af landsstyrker.
 

Behovet for nationale doktriner ??
Bl.a. LRM har i debatten argumenteret for behovet for nationale forsvarsdoktriner.
Hærens nationale doktrinhierarki er herunder blevet fremhævet som eksempel til
efterlevelse, mens søværnets indsats på området mildt sagt er blevet udlagt som
yderst mangelfuld og kritisabel. Flyvevåbnet har i karaktergivningen placeret sig i
LRM doktrinære “flinkeskole”, angiveligt fordi man har udfærdiget (eller oversat)
en operativ doktrin for det luftmilitære område.
Som repræsentant for det værn der - på trods af det nationale doktrinære felttog
- fortsat vedkender sig NATO doktriner som grundlaget for også de nationale
operative maritime aktiviteter, har jeg derfor med interesse læst Tidsskriftets temahæfte
om “Hærens doktrinudvikling”. Det har været spændende læsning, der på en
lang række områder tegner et mere nuanceret billede af den aktuelle status for
hærens doktrinudvikling, end det som bl.a. LRM’s forskellige debatindlæg har
efterladt indtryk af.
Forsvarets “hærchef’, generalmajor H.G.G. Grüner, indleder som nævnt i
forordet med at citere NATO’s doktrindefinition. Han forsætter med at konstatere,
at den sikkerhedspolitiske udvikling har medført et stigende behov for, at danske
enheder kan virke i en multinational ramme i NATO, både ved artikel 5 operationer
og ved indsættelse på mandat fra FN eller OSCE. Han konkluderer, at “Der stilles
(hermed) krav om en ikke ringe grad af overensstemmelse mellem NATOs doktrin
for landoperationer og vores egen doktrin.”
Oberstløjtnant Kühnel gennemgår i den efterfølgende artikel doktrinudviklin
gen i hæren. Oberstløjtnanten redegør herunder for de omfattende ændringer
NATO’s doktrin på området, ATP 35(B), har undergået med introduktionen af
dybdekampen, kontaktslag og baglandsoperationer. Oberstløjtnanten forklarer endvidere
sammenhængen mellem NATO’s doktrin - der anvendes som doktringrundlag
for Østre Landkommando og Danske Division - og den nationale doktrin, Feltreglement
1 - der fastsætter de taktiske doktriner for brigader og kampgrupper. Det
understreges, at Feltreglement 1 samtidigt er den overordnede nationale landdoktrin
og ligeledes er en del af grundlaget for beslutninger vedrørende organisation og
materielanskaffelser i hæren. Herudover fremhæves Feltreglement 1 ’s vigtige funktion
som grundlag for undervisningen af officerer i hæren såvel på Hærens Officersskole
som på FAK. Så vidt så godt.
Desværre viser det sig, at den doktrinmæssige udvikling i NATO (ATP 35(B))
er løbet fra Feltreglement 1, der på en række centrale punkter fortsat er indrettet på
Øst-Vest konfrontationens operative vilkår.
Dette forhold står i en skarp kontrast til det citat som oberstløjtnant Kühnel
anvender i indledningen til sin artikel, hvor han fastslår “at den, der lever på
fortidens doktriner, eller retrospekt lader udviklingen diktere sin doktrin, vil med
stor sandsynlighed tabe fremtidens krig,...”. Hertil kommer de betænkeligheder som
Feltreglement l ’s postulerede betydning for både officersuddannelsen og hærens
ressourceforbrug må give anledning til. Forholdet står ligeledes i kontrast til den
vedholdende argumentation for betydningen af nationale doktriner, man fra hærkollegaers
side har fremført i debatten. Tværtimod synes der med udgangspunkt i den
aktuelle status for hærens doktrin, at være grundlag for at anfægte hensigtsmæssigheden
af, at man etablerer et nationalt doktrinmæssigt bureaukrati, som man ikke
har ressourcer til at udvikle eller føler behov for at vedligeholde.
Den aktuelle situation imødekommer i alt fald ikke generalmajor Grüners ønske
om ...“en ikke ringe grad af overensstemmelse mellem NATOs doktrin for
landoperation og vores egen doktrin”.
Et andet aspekt, som ligeledes sætter spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden
af hærens forhold til doktriner, er forsvarets internationale engagement, som hæren
med opstillingen af Den .Internationale Brigade i høj grad er blevet en del af.
Som bekendt retter Feltreglement 1 sig mod troppeenhedsniveauet dvs. brigader
og kampgrupper, mens afledte nationale reglementer er gældende for de underliggende
niveauer. Det er imidlertid en kendsgerning, at hæren ikke længere kun er
multinational på korpsniveau. De praktiske erfaringer med udsendelsen af hærenheder
har vist, at multinationalitet er en realitet helt ned på delingsniveau. Dette
forhold er også i nøje overensstemmelse med de rammer, som Folketinget har
afstukket for opstillingen af DIB’en, hvor der i bemærkningerne til forslaget til
folketingsbeslutning om etablering af en dansk international brigade fastslås, at
enheder fra brigaden kan indsættes på både afdelings- og underafdelingsniveau.
Udviklingen i den virkelige verden er dermed på kollisionskurs med den
kendsgerning, at ATP 35(B) alene anvendes som doktringrundlag for Danske Divi
sion og Østre Landkommando, der som angivet af oberstløjtnant Kühnel tilsikrer,
at opgaver til brigader og kampgrupper gives, så de kan løses efter Feltreglement
1 principper. I Albanien var der ingen national brigadestab til at udlægge teksten,
ligesom det må være tvivlsomt, om man i NORDPOL-brigaden opretholder en
nationalitetsbetinget befalingsudgivelse. Forholdet må give anledning til overvejelser
om, at introducere ATP 35(B) og eventuelle tilsvarende landmilitære NATOdoktriner
helt ned på underafdelings- og delingsniveauet.
Major Niels Christian Koefoeds artikel om “Dybdekampen” giver et glimrende
indblik i den fremtid, der tegner sig for landkrigsførelsen. Det operative scenario
der beskrives stiller krav om dynamik, teknologi og et føringsmæssigt overblik, der
næppe kan tilvejebringes med fedtstift, kalker og et terrænbord. Uden at det direkte
nævnes i artiklen, må det antages, at hærens teknologiske niveau generelt skal hæves,
idet mobilitet, kampkraft og føringskapacitet styrkes samtidigt med personelstyrken
reduceres. Det fremtidige dynamiske operative landkrigsscenario vil formentligt
forstærke behovet for alliancemæssigt interoperabilitet både materiel- og
doktrinmæssigt. Jeg kan konstatere, at den beskrevne udvikling og de afledte
operative vilkår i høj grad minder om de operative vilkår, der allerede i dag er gældende
på det maritime område.
Major T.D. Møllers artikel om “Danske Divisions Føringskoncept” illustrerer
endnu engang problemerne omkring nationale doktriner eller koncepter.
Tager man artiklen for pålydende, må det konstateres, at Danske Division
(tidligere Jyske Division) uagtet “Murens fald” og den tyske genforening i 1990 har
opretholdt en føringskoncept (eller doktrin?) baseret på en stationær kamp ved den
ikke længere eksisterende indre tyske grænse.
Det har jeg ikke fantasi til at forstille mig kan være korrekt. Med de prominente
chefer divisionen gennem den omtalte periode har haft og med mit personlige kendskab
til dygtige, dynamiske og visionære hærkollegaer jeg har gjort tjeneste med
eller under, er jeg overbevist om, at der på det praktiske operative niveau er gennemført
tiltag, der tilsikrer, at divisionen føringsmæssigt har tilpasset sig de nye
vilkår. Men det kan naturligvis ikke udelukkes, at tiltagene ikke er blevet reflekteret
i det nationale landmilitære doktrinbureaukrati.
Forholdet underbygger dog min fornemmelse af, at hærens nationale doktrinære
hierarki hviler på et skrøbeligt og måske anakronistisk fundament.
Det er indtrykket, at hærens aktuelle doktringrundlag - i vid udstrækning - er
baseret på de konditioner, der var gældende under den kolde krig, hvor hærens
hovedopgave var uddannelse med henblik på - i tilfælde af krise eller krig - at kunne
opstille en mobiliseret felthær afen anseelig størrelse. Under disse konditioner vil
jeg ikke betvivle hensigtsmæssigheden af et nationalt landmilitært doktrinhierarki.
Men i den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, hvor Danmark gør sig militært
gældende på den internationale scene med styrkebidrag ned til delingsstørrelse,
hvor felthæren personelstyrkemæssigt er under tilpasning og hvor NATO’ s landmilitære
doktrin er blevet afgørende ændret, er der anledning til at stille spørgsmåls
tegn ved hensigtsmæssigheden af et nationalt landmilitært doktringrundlag i den
foreliggende form.
Jeg er i alt fald ikke med udgangspunkt i læsningen af Feltreglement 1 og Tidsskriftets
temahæfte om “Hærens doktrinudvikling” blevet overbevist om behovet
for nationale doktriner. Tværtimod.
Derimod er jeg blevet overbevist om, at en lang række af de opgaver hærens
enheder i det tidligere Jugoslavien og i Albanien på fornem vis har løftet, ikke er
blevet løst på grund af de nationale doktriner, men derimod på trods.
 

Værnsfælles doktrinudvikling i Danmark?
Tidsskriftets temahæfte indeholder som nævnt en artikel af LMR, hvor han endnu
engang argumenterer for en national værnsfælles doktrinudvikling. Den har jeg
selvsagt et par bemærkninger til.
Efter jeg med glæde har konstateret, at der med generalmajor Grüner forord er
skabt konsensus om anvendelsen af NATO’ s definition på begrebet doktrin, mudrer
LRM billedet til igen med en diffus forklaring om, at baggrunden for den (læs søværnets)
manglende nationale doktrinforståelse er af banal sproglig karakter. I sin
iver efter at bagatellisere problemet overser LRM, at det grundlæggende problem
ikke relaterer sig til forskellige opfattelser af begrebet doktrin, men derimod i vurderingen
af behovet for nationale doktriner af samme karakter som Feltreglement
1. Denne fundamentale forskel i opfattelse er væmsbetinget og udspringer tilsyneladende
af de forskelle, der knytter sig til værnenes operative vilkår, herunder
graden af operativ integration med allierede enheder, og de opgaver værnene er pålagt.
Dette har repræsentanter for søværnet redegjort for i det forgående nummer
af Tidsskriftet, hvilket ikke synes erkendt af LRM, der således fortsat ikke forstår
baggrunden for søværnets synspunkt.
Fra denne introduktion fortsætter LRM med at omtale NATOs værnsfælles
doktrin A JP-1, som er under ratifikation. Uden i øvrigt at forholde sig til substansen
i AJP-1 henfalder LRM til nogle generelle og banale betragtninger om, at NATOdokumenter
generelt er runde og meget lidt konkrete, da de er udtryk for, hvad
NATO’s medlemmer kan blive enige om. Overfører man denne betragtning til
eksempelvis ATP 35(B) må det undre, at dette “runde” allianceprodukt har kunnet
påvirke den nationale landmilitære doktrin i en sådan grad, at Feltreglement 1 må
gennemgribende revideres. Under alle omstændigheder relativerer denne kendsgerning
LRM’s forklaring i væsentlig grad.
LRM fortsætter med at fastslå, at det vil være vanskeligt at argumentere mod
NATO’s værnsfælles doktrin. Det er der mig bekendt heller ingen, der har gjort.
LRM vender sig herefter mod sit egentlige mål - den nationale værnsfælles
doktrin. Som et grundlæggende argument herfor fremfører han det argument, at det
er væsentligt, at vi i Danmark ved, hvad vi mener, når vi i fremtiden deltager i
møder i AJP-1 working-group. Jeg må forstå LRM’s argumentation derhen, at en
national værnsfælles doktrin er forudsætningen for at kunne forholde sig NATO's
værnsfælles doktrin. Følges denne logik, skal Danmark således genindføre dødsstraffen
for at kunne tilkendegive sit nationale synspunkt om denne form for straf
under sessioner i FN-regi.
Der redegøres efterfølgende for, at de nationale holdninger til NATO’s værnsfælles
doktrin indsamles og bearbejdes af FAK før de sendes til godkendelse i
FKO. Set i lyset af, at ledende medarbejdere på FAK har været eksponent for unuancerede
og ensidige synspunkter i doktrindebatten, herunder i drøftelserne af behovet
for en national værnsfælles doktrin, er det spørgsmålet, om FAK er den rette
myndighed til at løfte denne opgave. Når det endvidere af en stillingsannonce i
HOD-bladet “Officeren” fremgår, at FAK har til hensigt at opruste og vitalisere sin
doktrinudviklende kapacitet ved at ansætte yderligere 3 veltjente vederlagslønnede
pensionister, nærmer sagen sig det komiske. Det er muligt, at man på FAK har intentioner
om aktivt at understøtte regeringens politik om at fastholde ældre på arbejdsmarkedet,
men at overlade doktrinudvikling og for den sags skyld undervisning
i krigshistorie til pensionerede kollegaer er ganske enkelt useriøst.
Jeg har endvidere haft lejlighed til at studere det udkast til “Doktrin for værnsfælles
operationer”, som er udarbejdet på FAK og der angiveligt autoriseret til undervisningsbrug.
Jeg vil begrænse mig til at kommentere kapitlet om maritime
operationer. Jeg må her konstatere, at kapitlet grundlæggende er så ringe, at det i sig
selv diskvalificerer udkastet fra at blive anvendt til undervisningsformål. Hugo
Grotius - hvis værk “Mare liberum” fra 1609 lagde grunden for princippet om det
åbne og frie hav - må rotere i sin grav, hvis han fik kendskab til de begrænsninger
maritime operationer iht. kapitlet er underkastet. En af de grundlæggende kvaliteter
ved maritime styrker er netop den uindskrænkede ret til at benytte de internationale
havområder, samt retten til uskadelig passage af andre nationers territorialfarvand.
Denne kvalitet står i kontrast til de forhold, der knytter sig til eksempelvis bevægelser
på land, der er underkastet de enkelte nationers suverænitet. For dem der
måtte have glemt det, skal jeg - til illustration af de vanskeligheder, der kan knytte
sig til landtransport af militære styrker - henvise til “forskydning” af de danske
leopard-kampvogne til det tidligere Jugoslavien.
 

National værnsfælles doktrin
Som nævnt af kommandør Elbro har vi allerede en national værnsfælles doktrin -
Forsvarskoncepten - der binder forsvarets opgaveløsning sammen. Forsvarskoncepten
er som bekendt forsvarschefens tolkning af, hvorledes forsvaret - i fred, krise
og krig - skal løse de samlede pålagte opgaver indenfor de afstukne økonomiske
rammer.
Denne erkendelse passer ikke ind i LRM’s argumentation. LRM forsøger derfor
at “sælge” forsvarskoncepten som en vision for forsvarets udvikling i den kommende
årrække.
LRM finder endvidere ikke, at der er behov for en doktrin, der dækker hele
nationen (riget) og forsvarets samlede opgaver fra fred over internationale operationer,
krise til krig. Han er af den opfattelse, at den værnsfælles doktrin primært
skal dække det område, der hedder indsættelse af enheder i krig. Han mener dog,
at fredsstøttende operationer nok bør dækkes af doktrinen, mens forsvarets opgaveløsning
i Grønland og formentlig også på Færøerne ikke skal omfattes af doktrinen,
idet de allerede er dækket af maritime doktriner.
Med LRM’s tilkendegivelse står det klart, at der er en grundlæggende forskel
i opfattelsen af de operative vilkår, der er gældende for de tre værn.
I modsætning til hæren løser både søværnet og flyvevåbnet allerede i fredstid
en af forsvarets grundlæggende og væsentligste opgaver, - hævdelse af Danmarks
suverænitet, hvilket finder sted i alle dele af riget. Løsningen af denne opgave, der
er pålagt forsvaret i lov om forsvarets formål, opgaver og organisation mv. forudsætter
et materiel- og personelmæssigt beredsskab hertil. I tilknytning til løsningen
af denne opgave løser både søværnet og flyvevåbnet en række afledte suverænitetsmæssige
opgaver indenfor rammer af bl.a. folkeretten (havretten mv.). Disse opgaver
spænder fra hævdelse af danske interesser i omstridte områder, kontrol med udnyttelsen
af rigets marine ressourcer, udøvelsen af almindelig politimyndighed, til
overvågning og bekæmpelse af olie og kemikalieforurening til søs. Mange af disse
ressourcekrævende opgaver løses i samarbejde mellem søværnet og flyvevåbnet.
Endvidere karakteriseres både søværnet og flyvevåbnet ved, at højt specialiseret
personel bemander teknisk komplicerede materiel-/våbensystemer.
Først med opstillingen af DIB’en er også hæren - i fredstid - blevet tilført en
egentlig kapacitet til international indsættelse indenfor rammerne af NATO.
Ud over de fredsstøttende ogaver - der som nævnt af generalmajor Grüner er
blevet en dimesionerende del af hærens opgaver - fungerer hæren som en uddannelsesmaskine,
der som hovedformål har til opgave at opstille en mobiliserbar felthær,
der kan anvendes i krise og krig.
LRM’s opfattelse af, hvilke forhold en værnsfælles doktrin bør dække, der som
nævnt begrænser sig til krig og fredsstøttende operationer, er således direkte afledt
af de operative vilkår, der er gældende for hæren. Det er måske forståeligt, men
understreger også, at LRM’s opfattelse af den værnsfælles doktrin er alt for snæver.
Navnlig når det betænkes, at LRM - som argumentation for den værnsfælles doktrin
- bl.a. henviser til effektiv og økonomisk udnyttelse af forsvarets samlede ressourcer,
som altså efter hans opfattelse alene bør dækkes doktrinmæssigt i krig og
ved fredsstøttende operationer.
Et andet forhold, der ligeledes underbygger indtrykket af LRM’s hærtunge
verdensbillede, er afvisningen af, at den værnsfælles doktrin skal være gældende
for hele kongeriget. Som bekendt har hæren ikke hidtil haft opgaver i Grønland
(bortset fra ingeniørarbejde på Station Nord) og på Færøerne. Det er dog ingenlunde
sikkert, at det vil være tilfældet i fremtiden, hvor vi ikke længere kan benytte
“den kolde krig” og truslen mod Danmark som argumentation for en forsat national
forsvars- og suverænitetsmæssig minimalindsat i de nordatlantiske rigsdele. Under
alle omstændigheder er forsvarets opgaveløsning ved, i og på Grønland og Færøerne
ikke et maritimt anliggende, men derimod en generel forsvarsmæssig opgave, der
i dag løses af søværnet og flyvevåbnet.
I modsætning til LRM’s forslag til værnsfælles doktrin dækker Forsvarskoncepten
forsvarets samlede aktiviteter. Det er derfor indlysende, at Forsvarskoncepten
er vores nationale værnsfælles doktrin. Anvendelsen af betegnelsen Forsvarskoncept
om vores nationale værnsfælles doktrin vil ligeledes minimere de betingede
reflekser, som termen doktrin synes at udløse.
Konklusionen må derfor være, at udgangspunktet for en eventuel fortsat
diskussion om det værnsfælles område er Forsvarskoncepten, mens AJP1 er grundlaget
for det taktiske og operative niveau, herunder for uddannelsen på FAK.
 

Oberstløjtnanten L.R. Møller's personlige bemærkninger
LRM afslutter sit indlæg med en “personlig” vurdering af de tre artikler om maritim
doktrinudvikling, som således gør det klart, at han i det forudgående må have udtalt
sig i sin kapacitet som leder af “Faggruppe Operationer og Logistik” på FAK.
Først trækker LRM en gammel traver af stalden, nemlig den omstændighed, at
søværnets tekniske officerer ikke møder på FAK med en opdateret viden om søværnets
operative forhold. Denne del af stabskursus elever kan således ikke fungere
som ressourcepersoner i diverse syndikat- og projektarbejder, idet det er en forudsætning,
at man kender til eget værns måde at operere på, før man kaster sig ud i
værnsfælles operationer. Igen kan man således konstatere, at oberstløjtnanten tager
udgangspunkt i sit eget værn, der (endnu) ikke råder over tekniske officerer. I hæren
er alle officerer, der gennemgår VUT II operative. LRM’s løsning på dette “problem”
er, at søværnets tekniske officerer i lighed med flyvevåbnets bør gennemgå
et forkursus, så de kan indpasses i FAK’s uddannelsesmaskine. Det er naturligvis
for FAK en nem løsning, men man kan stille spørgsmålstegn ved, om det opfylder
de behov forsvaret, søværnet og de enkelte tekniske officerer har til FAK’s
kompetencegivende stabsuddannelse. Med den stigende teknologisering af også
hæren er der måske mere behov for at foretage en revurdering af indholdet i FAK’s
VUT II uddannelse, så den i højere grad tilpasses de aktuelle behov. Dette synes i
nogen grad at være sket i forbindelse med introduktionen af faggruppe “Militær
Teknologi”. Jeg er overbevist om, at søværnets tekniske officerer - i højere grad end
deres taktiske kollegaer - vil kunne bidrage som “ressourcepersoner” i uddannelsen
indenfor denne faggruppe.
Hertil kommer, at den fremtidige udviklingen i hærens doktriner, herunder især
den beskrevne “dybdekamp” antyder, at hæren står over for en væsentlig teknologisk
udfordring, der på sigt kunne tale for introduktionen af tekniske hærofficerer.
Søværnets tekniske officerer er ikke og har aldrig været emner til besættelse af
operative taktiske stillinger, hverken på værns- eller væmsfællesniveau.
Denne kendsgerning er imidlertid ikke i sig selv begrænsende for de tekniske
officerers karrieremuligheder, udover at de ikke kan besætte stillinger, der indebærer
føring af enheder eller styrker i kamp. På alle andre områder, herunder i det
stigende antal managementstillinger på chefniveau, kan søværnets tekniske officerer
anvendes på lige fod med eller - for nogle stillingers vedkommende - endog mere
kvalificeret end deres taktiske kollegaer.
LRM går herefter i skole med kommandør Elbro og kommandørkaptajn Johansen,
der i deres artikler om søværnets doktriner har formastet sig til at tilkendegive,
at det operative og taktiske niveau på det maritime område næsten er smeltet sammen.
Oberstløjtnanten henviser i sin argumentation for adskillelse af niveauerne til
British Maritime doctrine, der - med udgangspunkt i Falklandskrigen - som eksempel
har beskrevet den engelske flådes placering af hangarskibene i forhold til
Falklandsøeme som værende på det operative niveau, mens de enkelte eskortefartøjers
manøvrering var et spørgsmål om taktiske dispositioner. Ligeledes har LRM
svært ved at forstå, at Admiraldanfleet beslutning om indsættelse af forskellige task
groups ikke skulle være på det operative niveau, mens deployeringen af enkelte
fartøjer (skibe) sker på det taktiske niveau. Det sidstnævnte eksempel, hvor LRM
henfører deployeringen af enkelte fartøjer (som jeg går ud fra er skibe) til det taktiske
niveau illustrer hans manglende indsigt i maritime operationer. Deployering
af enheder vil - i overensstemmelse med LRM’s rigide doktrinopfattelse - være at
henføre på det operative niveau. Det som eksemplet fra British Maritime doctrine
forsøger at illustrere er, at de enkelte eskortefartøjers manøvrering i forhold til det
eller de skibe der eskorteres er et spørgsmål om taktiske dispositioner. Jeg kan godt
forstå LRM’s misforståelse, for adskillelsen er - som angivet af kommandør Elbro
og kommandørkaptajn Johansen - vanskelig at få øje på. For at forøge eller måske
rettere tilvejebringe en maritim forståelse vil jeg anbefale LRM at læse admiral
Sandy Woodward’s bog “ONE HUNDRED DAYS”, hvor forfatteren, der var chef
for den britiske TASK FORCE, beskriver Falklandskampagnen. LRM kan efterfølgede
forsøge at henføre de i bogen beskrevne dispositioner til hhv. det taktiske
eller operative niveau. Jeg er overbevist om, at denne proces vil styrke forståelsen
for kommandør Elbro og kommandørkaptajn Johansens synspunkt.
LRM nævner, at han ved læsning af kommandør Elbro’s artikel får indtryk af,
at kommandørens doktrinopfattelse er begrænset til taktisk indsættelse på det lokale
niveau. LRM finder, at denne betragtning svarer til, at flytningen af en bataljon er
en doktrin, hvilket han - angiveligt sammen med mange andre - er uenig i. Jeg har
ikke fået samme begrænsede opfattelse af kommandør Elbros artikel som LRM.
Derimod må jeg konstatere, at flytningen af en bataljon, hvis den sker i en brigaderamme
eller foregår til fods, er dækket af en doktrin i Feltreglement 1 ’s kapitel
om “MARCH”, der - som beskrevet i doktrinen - “...er udførelsen af en bevægelse,
der ikke finder sted som kamp”.
LRM finder ikke, at kommandør Elbro kan henføre søminevåbnet til et af
krigsføringens niveauer. Hvis LRM har tilvejebragt sin viden om maritime opera
tioner fra læsning af det maritime kapitel i FAK’s udkast til “Doktrin for værnfælles
operationer”, er hans synspunkt i nogen grad forklaret. Det gør det imidlertid
ikke mere rigtigt, men understreger, at udkastet ikke er anvendelig.
Den folkeretlige status, der knytter sig til internationale stræder, sikrer alle nationer
en uindskrænket ret til at besejle dem. De internationale stræder er generelt
“choke points”, som den internationale skibsfart af navigatoriske årsager skal passere.
Ca. 90 % af godsmængden i international transport fragtes med skib. Med søminevåbnet
besidder Danmark en kapacitet til at spærre internationale stræder. I
modsætning til de eksempler som LRM nævner (ildåbning fra en kampvogn under
FN-operation og sænkning af en torpedobåd), der efter hans opfattelse kan have
strategisk betydning, så vil en spærring af et internationalt stræde have strategisk
betydning. Med kapaciteten til at spærre internationale stræder råder Danmark med
andre ord over en kapacitet, der kan henføres på det strategiske niveau.
 

Afsluttende bemærkninger
Den sikkerhedspolitiske udvikling stiller krav til forsvaret om en højere grad af
internationalisering indenfor rammerne af NATO. Denne udfordring løftes ikke ved
en doktrinmæssig nationalisering. Tværtimod.
Derimod er der i en forsvarspolitisk brydningstid behov for en fordomsfri
diskussion om, hvorledes forsvaret tilpasses til løsningen af pålagte opgaver under
de ændrede sikkerhedspolitiske rammebetingelser.
Denne debat bør også omfatte værnsfælles operationer i såvel krig som under
fredsforhold, men den skal ikke føres på de snævre doktrinmæssige præmisser, som
oberstløjtnant L.R. Møller har været fortaler for.
Der er derimod behov for at føre en diskussion på baggrund af den eksisterende
værnsfælles doktrin, Forsvarskoncepten, hvor forsvarschefen har givet sin tolkning
af, hvorledes forsvaret løser pålagte opgaver i fred, krise og krig. Det bør i den
forbindelse overvejes, at afklassificiere Forsvarskoncepten.
Forudsætningen for at debatten kan forløbe konstruktivt er, at den gennemføres
åbent, ærligt og fordomsfrit med respekt for værnenes egenart og vilkår og med øje
for den stigende internationalisering og behovet for interoperatibilitet. Dette klima
kan man ikke sige, at oberstløjtnant L.R. Møller - og dermed FAK - gennem engagementet
i doktrindebatten har bidraget positivt til.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del: